Full text of "Husvennen 1873-74"

See other formats

Den uforbederlige bibliotekar 


Niels Jensen 
Husvennen 


Menigmands Billedblad for Morskabslæsning, Oplysning og Husflid. 
Udgivet af N. C. Rom. 


Udkom 1873-1901. 


Skønlitterært indhold indekseret på: https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p108811.htm 


Udarbejdet af Niels j ensen 


— 

— - 

7 = 3 e * — SER 
— 5 


fer 


og Hustlid. . 


A (Med 160 Billeder.) 


A SR SØNS e g d 


Anginet ak N. C. Rom. 


——————— RE UE 


Aargang 1873--74. 


rr ——— 


Kjøbenhavn. 
J Kommisſſon hos Voghandler Rudolph Klein. 
Trukt van eldgiverens Forlag hos J. B. Schultz. 


2 2 
At HAMSER 


bu 


*. 


— 


r 


Indholdsfortegnelſe. 


(Hvad der ikke er forſynet med Navn eller Marke, er af eller ved Udgiveren). 


Fortællinger. 
5 Side. 
Pram Larſens Træl, FALDE A. Thyre⸗ 
ee „22, 30, 38, 46. 
Ned 1 (Th. Be. 2 14. 
Wbletreet og Cgetræet, af Vilh. D. 17. 
Beens Hallig Hother Tolderlund 
V EDER SR 35. 
Gjenfærdet. En rigtig Spogelſehiſtorie 41. 
To Fortællinger om Trofaſthed, af 
Bendix Hanſen: 
I. Det tredie Spørgsmaal .. 50, 57. 
II. Svend og Marie ... 66, 73, 86. 
Hvorfor Spaniens Regjering ikke duer, 


F Düm as RIGER Plong BOR SNIE 251. Baaffemorgen .....000000410804, 212. 
Livets Slot, af Edouard 1 onen 9 Perrho, af Fr. W. Horn Glycerin e 219. 
„89, 1 71 385, 393. Kong Chriſtian den Niende, af u. 332 
Juleſtjernen, af e mw TØ Lommeuhrstilvirkningen i Jura. 235 233. 
JIver Smed, Scan ene en 122 Ruinerne af Kolding ide, 5 K. 8. SE 
Ogſaa en Fortælling om trofa ærz 9 Wgyptiſte Begravelſesſkikke, a . 
fig bed, ved A. Th. J.... 76% 110 Fra Naturen og Folkelivet. Ae hals a C, SS 236. 
Bonden og Fagtemeſteren, af F. M. . 118. Rejſeminder fra et Ophold i Norge, Sig 
En Sfærgaardshiftorie, af Richardt Fra Alperne e Er! 8 242. 
Guß sie SPSK EDT 130, 137. . Fiſteri, af Villumſen. 4. eee, re] Rasmusſen 
Hittebarnet, af Knud Skytte 145, 153, 161. Fra Hollan?̃ß;ſd;d; SES AD RER 11. Sokilde: 
Den hemmelighedsfulde Maler, ved A. 55 5 paa Ama ger 13. I. Træt af Hoveriet ved Aarhun⸗ 
7% ͤ ͤ VV i neee ne ED] NE He Te Chard dredets Begyndelje........... 245. 
„Lille Karen“, af Frans Hedberg De danſte Folfenavne, af Pauline II. Om Rakkerfolket i Danmark. .. 330. 
169, 177, 190. Wor f, TE 25% BER Lavine r REED: „ 
gesper o 172. Xfeldriverne i Kairo, ved C. T. R.. 28. Kaninavl i Udlandet 1 263. 
Vore Fedres Guder, ved Fr. Winkel Hoſtmaader i Skandinavien 29. Et Jerubanetog for et halvt Aarhün⸗ 
Horn 185, 193, 209, 217, 241, 243, Paa Jernbanen for 39 Aar ſiden ... . 42. drede ſide n 1 
249, 261, 281, 989, 345, 371, 397. Norſte Skier. e Damppleinin z ERR EDE 267. 
En klo Kone, af Vendir Sanjen . 195 NERRBØ SDS loan rere ST TEEL GE . . . 45. Om de ny Penge, af A Jakobfen 269, 277. 
»Ridepiſten, af Hother Tolderlund Kong Frederik den Spyvendes Rytter⸗ Den gamle Vallemanndd 275. 
198, 201, 214, 221. r 51. Det norſte Fladbroddd 279. 
Enkens Karl, af H. Los ſerup (Bx. H. ) 205. Beſog i en Nitroglycerin- og Dynamit⸗ Smiths Dampplejningsmaſtine. 4 280. 
Paradiſets Roſe, et Sagan TE ar, HE TEE TREEREN 53. Menneffeæderne paa Ny-Seland ..... 283. 
Fra Studerekammeret til Verkſtedet, af Rensdyrjagt i Norge, efter P. C. Sundhedspleje, af Diſtriktslege 
e e SR ETE eBLE ST 230. DE NKT IS JESS DET BIER 58, 76.] Schjodt: 
Et godt Raad, af Bendir Hanſen, 238. Fra Hede n een . Bell ngen 287, 293. 302. 
Lille DAS en e af, Alperoſen, ved C. T. R.... 65. II. Hudens Renholdelſe ...... . . 325. 
PFC 247. Hobjergning paa Alperne 69. Turiſterne i Norge, fra Svenft af 
e af Robert Scha 254. Hvaler i Oreſund, af a n 76. H- Id. 290. 
En Begravelſe, af Bendix Hanſen Optrin i Kirken i gamle Dage, af En ſort Gavt rn . 294. 
257, 270. AJ RES RUSEN I SLÆNSE STALD afg St. Bembarbs hunden. e 299. 
Spogeri og Bryderi, af Knud Skytte „Fonen“ i Alperne 87. Den nye Mont . . 300, 308. 
265, 273. Om Inſekternes Muſtelkraft, ved Tamme Rensdy⸗ rn 307. 
Mordet i Gjelſted Bakke, af S. Jor⸗ r TP TERESE 5 SENE . Fra Guldkyſten, af A. Th. J. 315, 324, 332. 
Per 37- 0) er ÆLESERN DD 297, 305. Om Naturdriften, ved A. Th. J. 99. Lidt om Kulturplanter og ſtadelige S 
En egen Slags Hoveritjeneſte, ved A. Sladefart ved Juletid i Norge, af af Toepfer . 
Z)) ͤ SIS BØRSER EL SANS 310. H. C. A. Hovmøller.........- 101. Bigdle nn 328. 
Big af R N... 313. Fra det yderſte Nord, ved A. J. 109, 117. Fra en lille Udflugt, af Jens Stytte 3430 
Kampen ved Brøns, af Bendir auf en 317. De ægyptiffe Oldtibs⸗Mindesmarker, Bahierne 343 
—Mistenkt, af Zacharias Nielſen, 77 SEER ED MOLE ASE ARE 124. Fra Færøerne, af K. N 346. 
321, 329, 339. Husmanden og Mggene 3 126. Om Island og Islanderne, ag 5 
Om Dannebrog, af Toepfer 334. Kampegres paa de ae Ideen „363. 
Skydskarren, af Bendir Hanſen. . . 337. Stepper, ved E S... „Heſtene paa den rusſiſke Steppe 88 357. 
Roſenbuſken, af Wilh. SS.... 350. * af Livet i Gronland: Kaninernes Behandlin g. 9. 
; ; C6 140. Skomaſtiner 8 1 
Blodgildet i Roskilde, ved Fr. L.. ... 355. II dekjorſel 157. N 79 
„ Tosſe⸗Pers Lykte, af Kuud Skytte „ Hundekierſel ll e horne SETS SR 379. 
0 ykke, ry III. Kajakfart og Sælfangft .... 171. Det norſte „Stabbur .. 5 . 380. 
361, 369, 377. IV. Naar Skibet kommer 197. Lyſende Skarnbasſerr 387. 
En flink lille Dreng, af n. n... 367. V. Om Gronlandshvalen og De bedſte Kaninarter 88 
Sagn om Havanna ved C. T. R. . . 367. dens Fangſ tt. KAGER 53 253. En Husmandsſkole 5 . 390. 
Svinehyrden, et Eventyr 373. En underlig Nationaldrag e 142. Brandvaſenet i New Pork... 395. 
En S 8 „ Jaodebyen i Prag, af R. NN. . . 143. Lidt om 5 9 1 . MØ 33535 
8 . i Zürich, af Anton Deen  DER s 148 Kaninhold, af R. Nielſen 401. 
ielſen ES EEEEEEEEEES 1. Lidt om Skarnbasſer, af Arthur Fed⸗ Egetræt..:.:::... 5 401. 


Legetsjs⸗Lars, af Bertram 399. 


Digte. 

Side. 
Den frie Haand, af Mads Hanſen 2. 
Overraſkelſe, af Chr. Richard 9 
Fiſkerbaaden, af J. C. Nielſen 37. 

Den 15de November, af Ben dir 
Hanfen n 49. 
Lige for Lige, af P. H. S. 112. 


Nutiden, af Zacharias Nielſen. . . 113. 
Under Linden, af P. H. Sonderkoge 121. 
Hundehvalpene, af Chr. xd 129. 
Kirken paa m af Zacharias 
Nielſen 218 


‚—ͤ— U * 


å Kong Salt og Islændingen, af C. 
62. 


eren 2 . 155. 


Hiſtoriſtk Notits om Blindeundervis⸗ 


ningen og et Beſog i det kgl. 

Blindeinſtitut i Kjøbenhavn, af J. 

Molden ha wer . 158, 164. 
Kauinal fk RSS REDE D] 168. 
Om Sangens Magt, af Mads 9 1195 
Frugttreers Podnin . 179 
d RET ETS SET GSK 181. 
e GETS EDER FASER 188. 
Den førfte og den fidfte Pros 189. 
En Landsby i Schweitz 8 203. 
Skojtebaadeneneen n 233 205. 


Gravhvælvingerne ved piazza Barberini, 
af N. P. Wiwel 0 


Oxebremſeen 0000 


Side. 


* 
— 
zille; Side. Side. 
Billeder. PValkyrierne 3 . y 194. En Landsbykunſtne nr 79. 
| Side. Skibet kommer „„ 197. Mod Julen *** 88. 
Ornen og Gemſen 4. Gade i Schwinn 201. Kurſus i Husflidsgjerning for Lærere 
Dreſund e •—9—* .. 5 En Skejtebannd e 205 og Lererin der 
Sberdaſkelſ ee 9, Stamping af Vadmel 3 208. Husfliden paa Veſtkyſten af Sonder⸗ 
Torvebaad i Holland 12. riss SDN myg IL JN , SØN SEES LOL DAL SEER 95. 
Et Amagergilde, af Exner 13. | Han er opſtanden SØGER 213. Uldbinderiet i Hammerum Herred. ... 102. 
Jaus Han ee . . 217. || Fordelene ved en udbredt Husflid ... . 111. 
Nationaldragt paa Fans 21. Kong Chriſtian den Niende 220. Danſt Husflidsſelſfauũu n 119. 
En Sverdfiſt usus drive 24. Koldinghus Slotsruiner 73 228. Pakturv oo e 128. 
2 ſeldriverne i Kairo 28. En agyptiſt Vegravelſe r Ll be nee 134. 
J Hallingdal... eee 29. Slangebeſvergere nn . . 237. Danſt Husflidsſelfkabi 144. 
Stagede Jeg („Stor“) 2 Billeder .. 30. Maſkine til Knytning af Fiſtenet Den kvindelige Husflids Verdi 151. 
Stillads til Tørring af Neg (Hesjer). 30. (2 Billeder) ). e 2 240. En lille Ting. 176. 
Been og hans Kone drikle e e eee, 241. To flittige Kvinde r 183. 
Been drikker alene * eee a Norge SE SSD URERS 244. „Amerikanſt .. 184. 
Tiſkerbaaden IE Tear re ere Re 37. Audun med Bjørnen hos Kong Harald 252. Hvad Svelſen gjoer 199. 
i Et treffende Slag g 40. Paa Jagt efter Gronlandshvaler 253. Enkens Karl e 205. 
5 Sfifærd i Oldtide n 44. Begravelſes gilde. . 257. At ſtampe Vad mel. 207. 
En Lasokvinde i Hojtidsdragt . 45. Lavinens Sdeleggelſee r 260. Dauſk Husflidsſelſ abn. 208 
Kong Frederik den Syvendes Rytterftøtte 52. Det forſte paatenkte Jernbanetog . .. . 264. Husflid i Skolen 224 
Nensd hr e eee 0.0 Fowlers Dampplob 267. Fiſtegarns⸗Kuyttemaſkine .. . 239 
: Faarehyrde paa Heden, af Vermehren. 61 Smiths Dampplojningsmaſkine 267. Husflidskurſuns ss 256 
e SE ERE ARNE 5. Fowlers Dampplejningsmafkine... .. 268. Skraatobaksdaaſe ss. 0 256 
Hobjergeren paa Alperne 69. Dampplejning paa Marlen 268. Weichſelroret . e ee 272 
n Oval ** opp 76 Tyve⸗Kroneſtykker 269. En norſt Gaardſmedjie . 288 
Rensdyr jag . (En grov Spez 273. Kurſus i Husflid e.... 295. 
Billeder til „Livets Slot“: Hvile pan Bjergſtie n. 276. Udſtaarne Fotograftrammer 296. 
J Havbugten ved Neapel. 81. Ny⸗Selandſt Krigsdannss 284. Ikke ſtamme fig ved Arbejdet . 303. 
Bedſtemoder * 82. Ny⸗Selandſt Hovding og Kone 285. || Trævæveri i Bohmen . 320. 
Elſkelig og Bedſtemoder 82. Paa en Skhydsſtation i Norge 292. Alſidighed 5. Us UND TERRA (od 336. 
8 Skovens og Bandets Fe ...... 84. Udſkaarne Fotograftrammer (2 Billeder) 296. Saxeſmedning g . 344. 
J Kloften 957577 90. | Bary frelſer et Barn 300. Af Husmands bogen. 359. 
Elſtelig og Tyren 91. Den ny Mont med 6. Billeder . 300, 309. En jydſt Belgemager, af J. C.. 368. 
J Fru Paddes Slot 92. Rensdyrskjerſelllll.... 308. Tilvirkning af Stole 375. 
Elſtelig pan Isflagenn 94. Ved Pra Floden e BAG: Saararbe e 383 
Elſtelig pan Have. 100.] Fantee Hus. 317. Legetejs lars eee e 399 
eie are ERNE AS 101. Aſchanti Kriger . 324. 
Juleſtjernen, tegnet af F. d.. 97, Fanti Soldater. 325. 
Den lille Smed, do. do 105 Jer ee eee 332. Bognuyt. 
Sognefogden i Knibe, do. do. 108. Torvekoner ved „Cape Coaſt Caſtle“ . 333. tar 7 
Ban Ishavet ..... MEAD SAS RRS PAR NEL LE 109. Stydsfærren.… 41 15. 337. Jolkelcs nin . 
Værten og Gjæften .….… e 112. Et ſlemt Rejſeuheld LL 398. Danſk Landboti denden re 
i En uſikker Stilling, tegnet af F. $… 116. Kcmpeſtenen paa Tirslund Hede .. 341. Puemandsbogen 8 . HNG i 
Jægeren og Isbjorneenn VVV 345 Blandt Bønder DD NEGER Ada ye 40 
| Under Linden Win MEAN OD ENS 121, Shorshatg.å Lassen LUNE (0 La 348. Nordiſte Billede r 40. 
Kren n e en 125. Abſalon ved Knuds Lig 356. e e ee 0 . 122 
Kokinkina Hons auſke Hans ... . 127. Heſtene paa den rusſiſte Steppe. 357 || Alvor og Gammen. ? 
e e 171 5 see 2365 1255 se paa den rusſiſte Steppe... 304. Nordiſt Husſlids⸗Tidende DLL. 128. 
Å Kjerſel med Stude gjennem Kaempegras Rehkjavit 255 j a 5 F 364. Danmark Far... SE ss 128. 
1 r 133. Islandſk Huus „ || Fortællinger af Beatus Dod. 128 
5 i Af . Islaudſk Hus . „ e 365. K il. f 
SUSER e ee 184. Jelandſt Praegad 2.221 222L2. 885, Pig aſtrerede Almanak for 15 
, DRESDENS SEE 440 ST CTR ERE 4 K ADR 872. KAGER TS pre i 5 
Grenlandere i deres Vinterbolig ... . 141. Dun 3 e ee 755 Danft Landbotidende ee 152 
Kvindedragter fra Spdſlesvi 142. Svinehyrden LL LDL NI NN 378. Feat SMinbeteane . e 162 
En Dykkers Udruftning. .......…..... 144. Det indiffe Nashorn 380 beginn ONES 152 
: Dykkere berede fig til at gaa under „Stabbur“ i Norge A 117881, | ut illuſtreret ugeblad sr 08 
; SU de Eur BASERNE SEE KEE 148 Lyſende Skarnbasſer .. e 388. Folkelesning „% 160 
N Dytfevarbejde paa Havbunden . 149. Kaninrace .... 389, | Samling af, Veſtemmelſer vedrerende 
Hellige Torbiſter nedgrave deres Æg . 156. Brandvasnet i New Hork . 396. Sognekommunernes Styrelſe paa 
8 e be i en 2 85 1 85 15 ende ee eee 397 ene did Billeder af Julie Heins. 5 5 
2 et Kongelige Blindeinſtitut i Kjoben— 0 0 . . 
D i hl . 0 77 engen eee ene 164. Ebetrwer .. ..... 402, 403. Folkets Almanak for 1875, af G. A. 
Arbejdende Blinden 165. —— Thuregod . eee eee 383. 
Arbejdende blind Skomager. i 5 SEA Fra Herregaard og Landsbk b 383 
Arbejdende blind Kurvemager. Folgeblad med 15 Tegninger til Pile⸗ 
Arbejdende blind Sypige. dyrkning og Kurvefletning. Gaader 
É En Kajakmannddd . 172. Eg 
i En Gronlender paa Sælfangft t.. 173. 80, 96, 104, 112, 120, 128, 136, 144. 
Jesper Vandhelds Forfeerdelſe .. 174. øflid 
Frugttraers Podning (8 Billeder) ... . 180. Hu 7 Blandin er 
Raven paa Lur. . TE REE 181. |" Arbejdets Velſignelſe 75 ger. 
Amerikanſk Husffliddn . 184. Til Efterfolgelſ ser...2.. 7. Side: 8, 16, 24, 32, 40, 48, 56, 64, 72, 
Elbbroen ved Hamborg ... 188. En Hedersm and 24. 80, 96, 104, 120, 128, 136, 144, 
Den forſte Ploy .. 555 189. Strikning paa flere Maader 47. 152, 160, 168, 184, 248, 264, 280, 
Plejende Wgypter . didtag ten 54. 304, 312, 320, 328, 336, 344, 360, 
Hornbys Plov .. C 189. Sakkevcvnin ggg . 64. 376, 383, 391. 
J77CCCCTTTT LEE 193. Fra Sonderjylland 71 3 


— ——ů— 


n 


2 
9 

e 

l 


N 
4 
SER 


8 


for Morfhabslæsning, Oplysning og Yug flid. 


Adgiuet af 


Nr. 1. 


N. C. Rom. 


5. Oktober 1823. 


Indhold. Forord, — Den fri Haand, Digt af Mads Hanſen. — Anders Larſens Tral, Fortælling af C. A. Thyregod. — Fra 
Alperne, med Billede. — Ejendommeligt Fiſkeri, med Billede. — Husflid. — Bognyt. — Smaatrak af Dyrelivet. — 


Brevvexling. 


Forord. 


ÅR 


J Forhold til de mange Sjem i vort Land 
ere de beſtaaende bedre Billedblade kun meget lidt ud⸗ 
bredte. De billigſte illuſtrerede Ugeblade have fundet 
meſt Indgang blandt Menigmand, men Indholdet er 
ofteſt valgt med ſaare lidet Henſyn til den jævne 
Borgers eller Landboers Tarv og Forhold, og lader 


baade med Henſyn til Tert og Billeder ofte meget til⸗ 


bage at ønffe. 

Det er Prisbilligheden, ingenlunde Godheden, 
ſom ſkaffer faadanne Blade Indgang; men kunde det 
lykkes at forene de gode illuftrerede Blades 
Fortrin med den billige Pris, og derved byde 
Folkets ſtore Masſe en efter den jævne Mands Tarv 
og Smag afpasſet fund og god underholdende 
illuſtreret Folkelesning, da turde et ſaadant 
Foretagende være baade betimeligt og nyttigt. 

Det er et Forſog paa at loſe denne Opgave, ſom 
herved fremkommer. 

Et godt Billedblad er ſom en fjær meddelſom og 
vidtberejſt Ven; hans Ankomſt vælter altid Glæde i 
Hjemmet. Men det er de mangfoldige jævne 
Hjem paa Landet og i Kjobſtederne, ſtore og 
ſmaa, ſom fvæve for Tanken nu, da nærværende 
Billedblad begynder at udgaa, og ſom det haaber at 
blive en underholdende og belærende Ven for. 

J mange af disſe Hjem findes baade Leſelyſt 
og Videlyſt; men der kommer ſjeldent jævnlig 
Forſyning af god Læsning, ſom i Form og Indhold 
formaar at tilfredsſtille Trangen. 8 


J neſten alle Huſe forekomme mange Fri⸗ 
timer hele Aaret igjennem paa Helligdagene og 
jærlig om Vinteren paa Landet paa de lange 
Aftener. 
kommer Kjedſomhed, hvorved mangen en daarlig 
Zidsfordriv fremkaldes og trives. 

Ligeſom min Virken for Husflidens Fremme 
har fit Üdſpring fra Onſket om, at ret Mange af 
egen Erfaring maa kunne lære, hvilken Tilfreds⸗ 
ſtillelſe, ja Velſignelſe, det er at kunne ombytte 
en kjedelig Driven eller tankelos og daarlig Tidsfordriv 
med lidt Fritidsſysſel, ſaaledes er Tanken om dette 
Ugeblad fremgaaet af Overbevisningen om, at det vil 
kunne bidrage ſerdeles meget til en god An⸗ 
vendel ſe af mangen en Fritime. 

Det er mit Haab, at Mangfoldige ville holde 
Bladet og glæde fig ved det for Billedernes og 
Morſkabslesningens Skyld, og at det ſaa⸗ 
ledes af denne Grund maa vinde en meget ſtor Ud⸗ 
bredelſe i Folket. Naar Husvennen da jævnlig med⸗ 
deler belærende Smaaartikler, ſkrevne i et letfatteligt 
og underholdende Sprog, ſamt fordringsloſe Smaa⸗ 
ſtykker om Haveveſen, Husflid og Haandarbejde, nu 
og da ledſagede af oplyſende Tegninger, da ville ſaa⸗ 
danne Smaaſtykker, ſom gjerne ville blive læfte, og 
læjte af Tuſinder, kunne gavne langt mere end de bedſte 
længere Afhandlinger i egentlige Fagſkrifter, der i 


| Reglen kun ſe ſig i Stand til at ſamle fan Holdere 2 
blandt Menigmand, for hvem mangen deri meddelt " 


Oplysning dog kunde have megen Betydning. 
For at naa Maalet forudjættes en meget ſtor 
Udbredelſe af Bladet, men jeg haaber, at det ved ſin 


Af Mangel paa tiltrakkende Sysſel frem⸗ 


Billighed vil vide at finde Indgang og ved et godt 
Indhold vil formaa at bevare ſin Plads. Formatet 
er afpasſet ſaaledes, at Bladet kan indbindes, og mod 
en Udgift af 2 Mk. 8 f. om Fjerdingaaret ville Hol 
derne ved Aarets Slutning være i Beſiddelſe af en 
prægtig ſtor Bog med faa megen interesſant Morſkabs⸗ 
læsning, ſom vil ſpare til 1000 almindelige Bogſider, 
og med over 100 Billeder, hvoraf forhaabentlig mange 
ville være fortrinlige. 

Foruden Fortællinger og Digte: af Nor⸗ 
dens bedſte Forfattere og Overſcttelſer af for⸗ 
trinlige Fortællinger fra fremmede Sprog, vil Hus⸗ 
vennen jævnlig bringe Billeder og Skildringer 
fra Nordens Hiſtorie, Natur og Folkeliv. Af og 
til vil der blive meddelt Fortællinger fra det virke⸗ 
lige Liv, om hvorledes mangt et nordiſk Fattig⸗ 


mands-Barn har formaaet at udvikle fin natur | 
lige Begavelſe, og gjennem Kamp og Stræben at 
hæve fig paa Haandveerrkets og Induſtriens, Viden⸗ 
fſkabens eller Kunſtens Omraade, til at blive fin Stands 


Heder, ja Fædrelandets Pryd. Jervnligt, ifær om 
Vinteren, vil Bladet meddele et og andet lille fordrings⸗ 
løft Styffe om Husflid og Haandarbejde, ſom 
mulig kunde give en og anden Læjer Lyſt til at for- 
ſoge ſig. Desuden vil Bladet ſtadigt bringe Anmel⸗ 
delſe af udkomne Bøger til Lesning for Folket, Smaa⸗ 
notitſer og læfeværdige mindre Skildringer fra 
Videnſkabens og Kunſtens og Induſtriens og 
Agerbrugets Omraade, forſaavidt de kunde være 
underholdende eller nyttige for Menigmand, ſamt 
interesſante Smaameddelelſer fra Dagspresſen, 
An ekdoter, morſomme Smaabilleder, Gaader 
og andet Nips til Tidskort. 

Et ſaadant Blad vil, ſom man ſer, paa en heldig 
Maade kunne afkorte, og give god Anvendelſe for, 
mangen en kjedelig Aftentime paa Landet, 
baade for Unge og Gamle. Enhver Familiefader 
vil med Tryghed kunne byde Børnene en ſaadan 
Læsning, og enhver Husbond, hvem Tyendets 
Anvendelſe af Fritiden iffe er en ganſke lige⸗ 
gyldig Sag, vil kunne gavne og glæde fin Hus⸗ 
ſtand meget ved at fremlægge Bladet i Folkeſtuen. 
Da det efterhaanden vil meddele meget godt og ſmukt, 
og give mangt et Vink til en god og fornøjelig An⸗ 
vendelſe af Fritiden, vil Bladet forhaabentlig viſe fig 
ſom en ſand Husven, hvis underholdende og be— 
lærende Omgang man ikke vil fortryde 


Üdgiveren. 


—— 


Den fri Haand. 


Sfær mig en Fløjte, læg Strengen tilrette pan Harpen, 
dan mig det ſmidige Jern til et Spyd, til en Klinge, 
rift mig en Rune paa Stangen, der bærer mit Flag! 
Loft Dig, Du fribaarne Haand, og ryſt Stovlaget af Dig! 
Det er ej Daad kun at rode i Sølvdynger mugne 


eller at bøje Livsnydelſens bugnende Gren. 


Drag mig en Fure paa Marken, hvor Saden fan trives, 
Rugen og Byggen gro op ved den blomſtrende Kløver, 
plant mig en Roſe i Haven, om Engen en Hak! 

Det er ej Daad kun at fole de livsvarme Pulſe 

eller at tage et Bad i Blodladenheds Bakken — 

Livet er mere end Leg, det er Alvor og Kamp. 


Det er kun Tralle, der træge til Arbejdet ganger; 
fribaaren Haand tager fat paa fin Gjerning og. føler, 
Arbejdet er en Velſignelſe, givet af Gud. 

Kan Du det gribe med Lyft, ſvinge Plejlen og Leen 
let ſom i Danſen den vene, lyshaarede Pige, 

kun for at tjene Din Gud og Dit Fadreneland, 


Saa maa Du hvile Dig her hos den dejligſte Kvinde: 
Danmark, den unge, den ſtolte, den herlige Skjoldmo, 
under den blusſende Kind, i den bolgende Lok; 

jaa maa Du gribe den Griffel, ſom Saga Dig raeker, 
riſte en Drapa for Frihed, for Adel, for Wre — 
vinke med Palmegren hisſet for Livskongens Stol. 


Mads Hanſen. 


Anders Larſens Trel. 
Forfælling af C. A. Thyregod. 


ä 


Det er Midnat. Men i Anders Larſens Hus er 
der endnu Uro. Fra Stuens tvende Alkoveſenge høres 
Sovendes Aandedreet, medens fire Mandsperſoner ſidde 
lysvaagne omkring Bordet henne under Vinduet. Der 
er Anders Larſens egen bredſkuldrede Skikkelſe, og der 
er hans lille tykke Nabo, Jens Lund, og der er Sogne⸗ 
fogden, hvis lange, lige Næje gjør ham letkjendelig 
blandt Alle. Hovedperſonen iblandt de Fire ſynes dog 
at være en ſyttenaarig Knos, der, trængt helt op i 
Krogen bag Bordhjornet og indelukket af de tre Mænd, 
er Gjenſtand for deres fleſte Ord og Blikke. Mendene 
have Krus og Glas med Ol og Brandevin for ſig; 
men Bnglingen faar Intet af Sligt. Dertil maa vel 
være Grunde, ſom ogſaa til at hans Laber ere blege 
og bæve, og at hans ſmukke Drengeanſigt er faa hvidt 
ſom den kalkede Mur, han ftøtter fit Hoved op til. 

„Nu Ole!“ ſiger Anders Larſen. „Fortel os nu 
det Hele!“ i i 

„Jeg har jo fortalt det”, figer Knoſen ydmygt. 


kunde vi vel faa Sedlen byttet undervejs. 


„Sognefogden har ikke hørt det“, ſparer Anders, 
„og desuden — ffal jeg ikke have Andet for mine Penge 
end en Løgn, fan kan jeg da vel forlange at fan Lognen 
at høre mere end en Gang.“ 

Disſe Ord bleve fremførte i en ærgerlig drillende 
Tone, men nu tog Sognefogden Ordet og ſagde med 
Værdighed: „Nej, Ole! Fortæl os heller Sandheden, 
om den er aldrig jaa gal! rlighed varer lengſt.“ 


„Det er Sandheden, ſom jeg har fortalt”, ſagde 


Drengen, idet han nermeſt henvendte fine Ord til 
Sognefogden. „Jeg ffulde træffe til Hobro med de 
graa Stude, ſom Anders havde ſolgt, og jeg maatte 
ikke give dem fra mig, for jeg fif Pengene. De ſkulde 
koſte 47 Daler. Kjoberen fandt jeg godt nok hos 
Veerrtshusholder Anderſen, hvor jeg ſkulde modes med 
ham. Penge havde han ogſaa, men kun en Halv⸗ 
hundreddalerſeddel. Jeg havde juſt ſaa mange Penge, 
at jeg kunde give ham igjen, og ſaa fik jeg Sedlen.“ 

„Den kunde han ſagtens faaet byttet i Hobro”, 
ſagde En af Mændene. 

„Ja; men da jeg kunde give igjen, behøvedes det 
jo ikke. Nu, jeg gav mig paa Hjemvejen, lidt for 
Middag, for jeg var kommen tidligt til Byen, da jeg 
havde trekket hele Natten. Det var meget varmt, og 
da jeg kom igjennem Doſtrup Molle, kom jeg til en 
lille Vogn med et Par magre Heſte for, der kjorte 
langſomt op ad Mallebakken. Der var en aldrende 
Mand og en ung Karl paa Vognen. Jeg bad om Lov 
til at age med, og Manden ſagde: „det kunne vi ſnakke 
om, naar vi komme ovenfor Bakken.“ Baade han og 


Karlen gjorde Nar ad mine Stunthoſer, ſom de kaldte 


Springtriller; jeg ſagde, at jeg nok holdt af at gaa 
barfodet i varmt Veir, ſkjondt det ikke var jaa rart 
derop ad den gruſede Bakke. Saa viſte Manden mig 
en Pibe med ſolvbeſlaaet Merſkumshoved og ſpurgte, 
om jeg ikke vilde kjobe den. Den fkulde koſte 4 Rd. 
Jeg fan nok, at den omtrent kunde være faa meget 
værd; men det var jo ikke Pibetoj for mig, og jeg 
vilde ikke indlade mig paa Handelen. Han presſede 
mig for, at jeg ſkulde gjøre et Bud, og jaa bød jeg 


en Specie. Forſt ſpurgte Manden mig, om jeg var 


gal, eller om jeg troede, han havde ſtjaalet Piben. 
Han lod endogſaa, ſom han vilde ſlaa mig med Piſken. 
Men tilſidſt ſagde han: „Ja kom faa med Specien.“ 
Jeg ſagde, at jeg havde ingen Specie, men bare en 
Halohundreddalerſeddel; men hvis jeg maatte kjore med, 
„Jeg kan 
bytte den“, ſagde han. „Lad mig ſe, om den ikke er 
falſk!“ Vi vare nu oppe paa Bakkekammen, han lod 
Vognen holde og gav Piſk og Tomme til Karlen, 
medens jeg rakte ham Sedlen; men i det Samme 
ſpang Karlen med Piſken, fan Heſtene fore afſted i 
fuldt Firſpring. Jeg rendte jo bagefter jaa ſteerkt jeg 
kunde; men deroppe paa Heden var ingen Folk, jeg 
kunde falde til Hjcelp. J Dalen ved Hovgaard kom 


9 


Vognen mig afſyne, og i Rørbæf kunde jeg ikke faa 
at vide, ad hviken Kant Vognen var kjort ud af Byen. 
De Folk i Rørbæk, ſom havde jet Vognen, havde heller 
ikke kjendt Folkene. Saa gik jeg derfra ud paa Heden, 
hvor jeg ſatte mig og græd, og førft da det var Aften, 
ſtod jeg op og gik videre; men jeg turde ikke komme 
her hjem, og jaa gik jeg hjem til min Moder og blev 
hos hende til i Aften.“ 

„Og da kom Jens Lund og jeg for at hente 
ham“, ſagde Anders, „for jeg var jo urolig for Pengene. 
Og i ſin Moders Paahor og ſiden undervejs fortalte 
han os ſamme Kronike, ſom vi nu have hort. Men 
Løgn er det da. Troer du ikke, Sognefoged?“ 

„Det er ikke godt at ſige“, lød Svaret. „Har 
Du meerket nogen Utroſkab hos ham før?” 

„Nei; men han har jo kun været her i fem eller 
ſex Uger.“ 

„Er han dum?“ 

„Dum! Nej, han er ſku klog nok — næften for 


klog ſommetider — han fan regne og ffrive og læfe, 


jaa er det en Lyſt.“ 

„Saa huer det mig ikke“, ſagde Sognefogden, „for 
er det Sandhed, har han baaret ſig dumt ad, og er 
det en Logn, er den ikke daarligt ſammenſat.“ 

„Det ſynes jeg med“, ſagde Anders; „men naar 
jeg bare havde Pengene, fif Reſten at ſtaa ved fit 
Værd.” ; 
„Horer Du det, Ole!“ ſagde Jens Lund. „Din 
Husbond vil vere faa naadig at lade Dig flippe. for 
Straf, naar Du vil bekjende Sandheden og fkaffe 
Pengene.“ ; 

„Jeg har bekjendt Sandheden”, ſagde Knøjen, 
„og jeg vil gjøre Alt, hvad jeg kan, for at fkaffe 
Pengene.“ 

„Ja, nu har vi nok af den Snak“, mente Anders. 
„Herredsfogden vil maaſke faa ham til at huffe fig 
om. Hans Moder maa vi ogſaa have ſat faſt, for 
hun har jo ſagtens heelet med ham. 
ud og ſpeende for Vognen, Sognefoged?“ 

Ole tog til at hulke lydeligt. J det Samme tog 
det blaateernede Omheeng for den ene Alkoveſeng til 
at ryſte heftigt, og fra Sengen ſprang et halvnogent 
Pigebarn ud paa Gulvet med det Udraab: „Fader! Du 
maa ikke gjøre Ondt! Hører Du! O, lad det være! 
Lad det være! Lad det være!” 


Den lille hvide Pige med det ſorte Krushaar ſtod ' 


der med oploftede Sænder ſom en advarende Aand. 
De to fremmede Mænd bleve lidt underligt tilmode 
ved Synet; men Anders ſagde: „Hold Din Mund, 
Tos! og gaa i Seng! Hører Du, lille Karen! Vær 
nu fornuftig.“ 
Dog Pigen bad ſtedſe mere lydeligt og indtren⸗ 
gende fin Fader at „lade være at gjøre Ondt.“ 
(Fortſettes.) 


Skal jeg gaa 


i r i 5 
* 0 8 2 Å * 
— — — ———— ————.ꝙ——ů———ß—ꝛĩꝛð̃1.- ̃ꝗùꝙ ̃⁵² ²ꝗ . 0 ⁰PUꝗU-⁊ RER STENEN r i RK 
— — . ͤ—u— —— 


c 


Fra Alperne. 


Slettens Beboere have ondt ved at fatte Bjerg⸗ 
landenes megtige Natur og det Liv, der rorer ſig 
mellem de ſonderrevne, vilde og ode Fjelde Det er 
navnlig Gemſen, der nu og da opliver disſe lige ſaa 
ophojede og ſtjonne ſom farlige Egne, og det er iſcer 
dette Dyr, ſom bringer Menneſket til at trodſe Af⸗ 
grundens Redsler og til at udjætte fig for uſigelig 
Moje ſom Jæger. Gemſen, der regnes til Antilope⸗ 
flægten, men mere ligner Geden, er nemlig et over⸗ 
ordentlig ffy Dyr, ſom i Hurtighed og Snuhed ſoger 
fin Lige. De hojeſte Toppe og utilgengeligſte Steder 
paa Alperne er deres kjereſte Tumleplads, og her 
ſpringe de med en utrolig Sikkerhed og Kraft fra 
Klippe til Klippe ög ud over Afgrundene. At kappes 


med dette Dyr i Kraft, Snuhed og Beheendighed og 
at have nedlagt mange Gemſer er derfor en Are, ſom 
mangen Jæger i Tyrol og Schweiz ſtadigt er beredt 
til at fætte fit Liv i Vove for; det ſmukke Dyr bliver 
derfor ſjeldnere og ſjceldnere, iſcr da det, næft Men⸗ 
neſket, har fin værfte Fjende i Bjergenes Konge, den 
mægtige Orn. Ligeſom Bukkene, naar de ere bragte 
i yderſte Knibe af Jageren, driſtigt vende Hornene 
til og ſoge at ſtode ham ned ad Fjeldſiderne, ſaaledes 
forſvarer Hunnen ofte fit Kid mod den frygtelige Orn, 
naar den ſuſende ſtyrter ned over ſit Bytte. Det er 
et ſaadant Ojeblik, ſom Tegneren har fremſtillet paa 
dette Billede, hvor Gemſen lige har faaet Tid til at 
dekke Kiddet mellem fine Forben, og forfærdet, men 
med [hævet Hoved, ſtaar beredt til at fæmpe paa Liv 
ogtDød med fin Arvefjende om fit Uffom, 


Ørnen og Gemsen. 


Ejendommeligt Fifkeri. 

Der er viſt ikke mange af vore Leſere, ſom have 
været pan Kronborg, det deilige ærværdige Kron⸗ 
borg, med fine Sagn og Minder, eller har nydt den 
prægtige Udfigt fra dets Taarne over Oreſund med fine 
Hundreder af Sejlere, over til den ſvenſke Kyſt. Beſoge 
vi det ſtolte Slot en Vaardag, ville vi imidlertid ikke 
alene ſe en af de livligſte Udfigter i Danmark, men 
tillige kunne faa et Fiſkeri at ſe, der ikke drives noget 


andet Sted i Danmark, og ſom ſandſynligvis har været 


| drevet her, længe førend der enten var tankt paa Slot 


eller Fæftning. 

Det var en ſmuk Dag i Maj Maaned, vi ſtode 
ude paa Flagbatteriet, helt ude ved Flagſtangen. Det 
blæfte en friſk Oſtenvind og var lidt kjeligt. J fly⸗ 
vende Fart ſkummer den heftige Strom forbi den frem⸗ 
ſpringende Pynt nede tilhojre ved Stranden. Det 
bobler og bruſer ſom i en Malſtrom! Det ler han af, 
Skipperen paa den gamle klodſede Pereſkude med fine 


— FEE 


daarlige Sejl; han flyver afſted, Strommen har taget 
ham paa fin ftærfe Ryg, de ſkulle jo ſamme Vej begge 


to. Den ſtore Damper tæt udenfor er mindre heldig; 


den ſkal mod Strømmen, og de to ere ikke gode Venner. 
Se, hvor Skruen piſker Vandet til Skum, mens 
Strømmen ſynes at tiltage i Styrke, ſom gjorde den 


Alt, hvad den formaar, for at indgyde Kolosſen Reſpekt; 


en Snegl kunde næften være Damperens Forlober i 
den ſtride Strømfnævring. Naar Vandmasſen har 
pasſeret Pynten, fe vi, at den ligeſom deler fig, faa at 
den yderſte Del vedbliver at flyve afſted, ſkummende 


og bruſende, medens der nermeſt Landet er forholdsvis 
roligt. Strøm og Bolgeſlag hviler, ſom om denne 


Del af Vandmasſen var bleven træt af Væddeløbet 
og krob i Skjul for at hvile fig efter Kampen. 


— Er 


Hvile imidlertid Naturkrefterne, jaa føres Kampen 
her mellem andre Magter. J det ſtille Band er nemlig 
Samlingsplads for utallige Flokke af Hornfiſk, der ere 
paa Rejjen til Oſterſoen, men ſom Strømmen tvinger 
til at gjøre Holdt. Her, i Le af Pynten, fan Efter⸗ 
nolerne Tid til at komme med, thi Fortropperne, der 
maaffe allerede med gunſtig Vind have pasſeret Stedet 


for flere Dage ſiden, drives tilbage til dette Sted 


igjen. Stakkels Fiſte! da alle de ſofarende Nationer 
ſlap for Oreſundstolden, hvem tog faa Henſyn til de 
ſofarende Hornfiſk? ja de ſkulle endog ſiden den Tid 


have betalt endnu mere for Gjennemfarten end tidligere, 


betalt med Millioner Brodres Liv. ; 
De gronbenede Hornfiſk ſe vi imidlertid Intet til, 
men lægge Merke til en Del Baade, der to og to 


Øresund, 


med et ſtort Garn imellem dem og fire Mand i hver 


Baad, ligge og lure paa Fiſteſtimerne. Lad os betragte 


dem lidt, medens vi høre paa en gammel Fiſker, der 
imidlertid er kommet til og velvilligt forklarer os et 
og andet om hvad vi je. 

Alt er tilſyneladende roligt; de fleſte af Fifkerne 
ſynes endog at ſove; de ligge i al Fald flængte hen 
ad Tofterne med Undtagelſe af de To, der ſtaa oppe 
paa et Brædt, lagt over Enden af Baaden og holde 


Udkig, og ſelv disſe ſtaa jaa roligt, at hvis man ikke 


jaa dem balancere ſikkert pan deres høje Stade, kunde 
man godt tro, at de ikke vare langt fra at gjøre deres 
Kammerater Selſkab. Vi maa imidlertid ikke lade os 
ſkuffe af denne tilſyneladende Ro; ved nøjere Efterſyn 
vil det opmerkſomme Blik ſnart je, at Alt er klart 
til Slag. Aarerne ligge klare i Tollegangene; Stenene, 
der bruges til at kaſte i Vandet for at jage Fiſkene 
ind i Garnet, ligge rede paa Tofterne; hver Ende Tov 
er opftudt og hver Sluproer paa fin Tofte, Pas pan 
ham, ſom just nu luffer op for fin Madæffe! Hvor 


forſigtig ffotter han ikke hen til Udkiggerne paa Bradtet 
— „Kaptejnen“ og „Lojtnanten“, ſom de kaldes; thi 
hver Ting har her ſit Navn og hver Mand ſin Titel 
— for at fe, om der ogſaa er Tid til at fan Wien 
lukket igjen. Se endelig ſelve Kaptejnen og hans Løjt 
nant, hver med nogle Stene i Henderne og under Ar⸗ 
mene; de ſove mindſt af Alle. Deres gode Ojne have 
nemlig bragt dem op paa den „hoje“ Poſt, de beklede, 
thi de ſkulle allerede i temmelig ſtor Afſtand kunne 
ſtjelne den ſvage utydelige Skygge, der dannes, naar 
Fiſkeflokken ſtyder fig hen over den graalige Grusbund, 
og deres Poſt er hverken magelig eller behagelig. Time 
paa Time kunne de undertiden ſtaa der opſtillede, gjen⸗ 
nemblæfte, trætte af den evige Balanceren, med Ojnene 
feſtede paa ſamme Sted og Opmeerkſomheden ſpendt 
ſom paa Pinebeenken. 

Pludſelig gaar der en Skjelven gjennem den Ene. 
Han løfter” hurtigt Armen, og i et Nu er hver Mand 
paa ſin Poſt, men ſtille. Han kaſter en Sten langt 
bort, han kaſter flere, beſtandigt nærmere. Han pasſede 
altſaa pan; han har jet en Skygge paa Vandet og 
driver Flokken hen efter Garnet. Nu er den inde i 
Bugten, ſom dette danner — „ro ud! kommanderer 
han, og i ſamme Ojeblik falde Aarerne i Vandet. Den 
forrige Stilhed er nu afloſt af en Scene jaa vild, jaa 
ejendommelig, at man næppe ffulde tro, at det kun 
gjælder om at fange nogle ſtakkels Hornfiſk. Hver 
Nerve er ſpendt, Sluproerne lægge hele deres Sjæl i 
hvert Aaretag. Enhver Ordre fra den Kommanderende 
udføres med Praciſion og Hurtighed, og han komman⸗ 
derer hverken ſagte eller blødt. Højt og fyndigt lyder 


„ſkod till“ „kaſt Baaden!“ o. ſ. v. — og Gud naade 
den Synder, der tager fejl eller ikke er hurtig nok. 
Baadene have nu naaet hinanden, og Fiffene ere. 
ſaaledes indelukkede, ſkjont langtfra fangede endnu; 
Garnet bales forſigtig ſammen, faa at det indvendige 


Rum bliver mindre og mindre. Flokken har for længe | 


ſiden market Uraad, den fværmer hid og did, tæt 
ſammenpakket. Stundom ſoger den at undſlippe under 
Baaden, men Fiſkerne ere paa deres Poſt; raabende 


og pjaffende i Vandet, faa det driver af dem, jage de 
de forſkrakkede Fiſke tilbage. Efter et ſaadant mislykket 


Forſog kaſter Flokken fig gjerne den modſatte Vej, idet 
hver enkelt Fiſk trænger med hele fin Magt mod Garnet, 
ſom om de med forenede Krafter vilde bane fig Vej 
gjennem. det. Dette Ojeblik har Anforeren ventet paa: 
„Tag overalt!“ raaber han, og ſom i Deſperation 
gribe Fiſterne fat; de kunde ikke være mere ivrige, om 
det gjaldt deres eget Liv i Stedet for Hornfiſkenes. 

Et Ojeblik efter at den ſidſte Ordre er givet, 
ſpreller hele Flokken i Garnet, medens Fiſkerne, dri⸗ 
vende af Vand, arbejde paa at vælte Fangſten ind i 
Baadene. = 


En ſaadan Floks Størrelje er naturligvis meget 


forſkjellig. Undertiden beſtaar den kun af et ringe 


Antal Fiſke, undertiden fylder den begge Baadene. J 


et ſaadant Tilfcelde er Kampen naturligvis haardere 
og Fiſkernes Jver om muligt endnu ſtorre. For den 
Uindviede ſer det ud ſom et ſtorartet fortvivlet Slags⸗ 
maal mellem Baadenes Bejætninger, og vi je, at Kam⸗ 
pen ſjeldent undlader at drage Tilſkuere til Strand⸗ 
bredden. Vildeſt og hidſigſt ſkal det dog gaa til, naar 
Fiſkerne gjøre det ſaakaldte „Hageſtrog“, det vil ſige, 
naar de lade fig drive med Strømmen forbi den for⸗ 
nævnte Landtunge (Hagen) for at fange de Fiſke, der 
juſt kaſtes tilbage Syd paa. J raſende Fart gaar det 
da gjennem det boblende, hvirvlende Vand, og der 
horer baade Kraft, Ovelſe og Koldblodighed til, for at 
opnaa et godt Reſultat. Et eneſte lille Fejlgreb, en 


Ordre givet eller udført lidt for tidligt eller for ſent 


er nok til at vende ud og ind paa hele Komplottet. 
Dette Strøg er ogſaa en Meſterprove, og derſom det 
mislykkes, kunde vedkommende Deltagere veere ſikkre 
pan at fan de Andres Latter og ſpottende Bemeerk⸗ 
ninger at hore. 

Ere nu Fifferne godt indovede, faa maa man 
heller ikke tro, at Fiſkene ſtaa tilbage i denne Retning. 
J mange Zilfælde lykkes det dem at undſlippe, og ofte, 
iſer mod Slutningen af Fiſketiden, er det næften 
umuligt at overliſte eller tvinge dem, ret ſom om Er⸗ 
faringen havde gjort dem klogere og lært dem at tage 
lig iagt. Merkvcerdigt ſkal det Sammenhold være, 
der er mellem Individerne i ſamme Flok. J Stedet 


for at adſplittes naar der er Fare pan Fade, ſlutte 
| de fig tættere ſammen, jaa tæt, at man ſkulde antage 
det: „ro vek!“ „kaſt Linerne!“ „vel roet!“ 


det for umuligt, at de kunde bevæge fig, og dog er en 
ſaadan Klump hurtig og bevægelig. Det er naſten 
ikke muligt at ſkille dem ad, de følges gjennem tykt 
og tyndt, vende ſig til Siderne, op og ned, gjore om⸗ 
kring, ſom paa Kommando, alle paa en Gang med 
den beundringsverdigſte Precciſion, der vilde gjøre det 
bedſt indovede Troppekorps re, Der ſynes i alle 
disſe Legemer kun at bo en Sjæl, en Villie; men 
hvorfra kommer Kommandoen, ſom de alle forſtaa og 
alle lyſtre, uden at en eneſte beteenker fig et Ojeblik? 

Ligeſaa vanſkeligt det er at fan en Stime adſkilt, 
ligeſaa vanſkeligt er det at bringe to forſkjellige Flokke 
ſammen. Have Fifſkerne faget to ſaadanne i deres 
Garn paa en Gang, fan kniber det førft rigtigt. De 
maa da dele Opmerkſomheden mellem begge, thi de 
ville, ſom efter forudgaget Aftale, hver ſin Vej. Ven⸗ 
der den ene fig til Højre, kan man være ſikker paa, at 
den anden vil ſoge at bryde igjennem til Venſtre; de 
vogte ſig med den ſmaaligſte Omhu for at blive blan⸗ 
dede, indtil de endelig, tvungne af Nodvendigheden, 
maa taale hverandres Selſkab i Fiſkernes Baade. 

Det er, ſom ovenfor ſagt, et ligeſaa ejendomme⸗ 


ligt, ſom gammelt Vaadfiſkeri, vi her have betragtet. 


Mange Fiſkere ere blevne baade tilſlidte og opflidte 


— — 


ved det; men de Fleſte, ſom den Gamle ved vor Side, 


hvis Forklaring vi have lyttet til under Betragtningen 
af Bataillen, omtale det med en vis Begejſtring, ſkjont 
det, naar Alt kommer til Alt, ikke er meget indbrin⸗ 
gende. Det varer ſjeldent en Maaned, og ſom et 
meget godt Reſultat betragter man et Üdbytte af 
4— 500 Rd. for hvert Garn. Dette Reſultat naas 
dog ſjeldent, og ſtundom mislykkes dette Vaadfiſkeri 
aldeles. 5 Vil. 


Husflid. 
Arbejdets Velſignelſe. 

J det Hus, hvor Husfliden har hjemme, kan den bit⸗ 
tre Armod ikke feſte Bo. Husfliden er den Sol, ſom 
opliver mangt et fattigt Hjem paa den folde merke Vin⸗ 
terdag, naar alle andre Indtegtskilder ere lukkede, forſt 
ved ſelve Arbejdet Opmuntring og ſiden ved Lonnen der⸗ 
for. Sieldent vil man fe en fkikkelig, edruelig Mand 
falde Andre til Byrde, naar han i arbejdsknappe Tider 
gjerne har ſysſelſat fig med ſaadanne nyttige Arbejder ſom 
tilhøre Husfliden, men derimod har man ofte ved disſe 
jet ham glad og tilfreds, ſelv om hans Kaar have været 
ſmaa. Det virker Arbejdets Velſignelſe. 

Til Efterfolgelſe. 

Det, er ſjeldent, at en god Billie til at fremme Hus⸗ 
flidsſagen bliver ganſke uden Frugt, men det turde dog 
endnu høre til Sjeldenhederne, at den finder en god 
Støtte hos Sogneraadet. Naar ſaadanne Exempler frem⸗ 
komme, er det en Glæde at kunne fremdrage dem til 
Efterfolgelſe. Efter hvad vi have erfaret er Sneſere 
Sogneraad (ved Kjøge) et af de forſte, ſom har udmeerket 
fig i denne Retning, og vi haabe, at det blot behøver at 
blive, bekjendt for at finde Efterligning paa mange Steder, 
hvor Betingelſerne kunne verre gunſtige. Beſtyreren for 
Fattiggaarden i Sneſere, C. Pederſen, havde, ved at 
beſoge „Fru Hages Haandgjerningsſkole“ paa Oremands⸗ 
gaard, og ved at fe de ſmukke Arbejder, ſom Egnens 
Ungdom der forfærdige under Skovrider Roſthgis dygtige 
Ledelſe, faaet Lyſt til efter Eone at virke for Sagen i 
ſin Kreds, og tilbød derfor at ville give Ungdommen 
Undervisning i forſkjellige Haandarbejder i Fattiggaardens 
ſtore Arbejdslokale, naar Sogneraadet vilde ſtatte Sagen 
med Verktoj. Dette vedtoges, og der tilbødes Eleverne 
Verktoj, Træ og Undervisning frit. J 6 Uger, indtil 
Marts Maaned, mødte nu hver Sogneaften 20 — 30 unge 


Karle og Drenge, ſom udførte forſkjelligt Arbejde, baade | 


efter Husflidstidendens Tegninger og af Brugsgjenſtande; 


der blev ſaaledes lavet Spadſereſtokke, River, Smortruge, 
Det var en Fornojelſe at ſe 


Vand⸗ og Kornſkuffer oſpv. 
de Unges Arbejdslyſt og Lervillighed, og angaaende 
Sagens Gavnlighed er der, hvad ellers ſjeldent er Til⸗ 
fældet, neſten kun en Mening blandt Husbonder og Mad⸗ 
mødre, Sagen ſynes ſaaledes at have en god Fremtid 


for fig her, og Sogneraadet er efter Forlydende betænkt | 


pan at ſtotte Sagen neſte Vinter igjen. 


Bognyt. 


SARA 


„Folkelesning“. Udg. af „Ud valget til Folke⸗ 
oplysnings Fremme“. 


Det er meget vanffeligt for den mindre bogkyndige 


Del af Folket at vælge god Læsning, og i det Hele at 
faa ſaadanne Skrifter til fin Raadighed, ſom kunne udøve 
en dannende, aandsſtyrkende og forfriſkende Indvirkning 


paa Sindet. Billige Skrifter ere desveerre faa ofte af flet 
Indhold og gode Skrifter faa dyre, at Folkets ſtore Masſe 
kun kan nyde lidet godt af vor Bogverdens Skatte. At 
delagtiggjore Folket i disſe Goder er en Opgave „Udvalget 
til Folkeoplysnings Fremme“ har ſat ſig, og hidtil 
har loſt paa en Maade, der fortjener fuld Anerkjen⸗ 
delſe, men fremfor Alt fuld Underſtgttelſe af 
Enhver, ſom Udbredelſen af rigtig fund og god Folkelces⸗ 
ning ligger paa Hjerte. Foruden en Mængde belærende 
og underholdende Afhandlinger og Fortællinger af nyere 
og yngre Forfattere har Folkelcesning meddelt en Del af 
vore ypperſte ældre Forfattere og Digtere, ſom Holberg, 
Ohlenſchleeger, Grundtvig og Blicher. „JFolke⸗ 
lægning” trænger ſelvfolgelig ikke til „Husvennens“ An⸗ 
befaling, men tvænger kun til at blive erindret af en⸗ 
hver Ven af god Læsning. De alt udkomne 7 Aargange 
(hvoraf hvert enkelt Hefteſkrift danner et Hele for fig) 
udgjør allerede et fortræffeligt lille danſt Folkebibliothek, 
og ÜUdgivelſen fortſcettes med 60 Ark om Aaret til en 


Subſkriptionspris af 2 Rd. 


Danſk Landbotidende. Dette Tidsſkrift for Land⸗ 
boſtanden er nu i 8 Aar udgivet af Dhr. Red. af „Uge⸗ 
ſkrift for Landmænd” E. Maller⸗Holſt og J. V. T. 
Hertel og har i den Tid indeholdt en faa ſtor Mængde 
velſkrevne og fortrinlige Artikler, Oplysninger og For⸗ 
tellinger, at de udkomne billige Bind have varigt Værd 
ſom en i alle Maader ſund, oplyſende og underholdende 
Læsning for Landboere, jaa at „Husvennen“ paa det bedſte 
kan anbefale „Landbotidenden“ til Landboſtandens Velvillie. 


Husmandsbogen, et broderligt Ord til Smaafolk 
af Mads Hanſen (Jul. Hoffensberg & Th. Michaelſen, 


Köbhon, 10 Ark, heftet 5 Mk.) 


Medens paa den ene Side Socialismen arbejder paa at 
nedbryde Agtelſen hos den Arbejder, ſom ernærer fig ved 
fine. Hænder, for hans Gjerning og paa at berøve 
ham Modet og Villien til med Fortroſtning i Guds 
Navn at bygge paa fin egen Fremtid og paa at gjøre 
ham misnøjet med dets Frugter, ſaa ſoge Udvandrings- 


agenterne paa den anden Side at overbyde hverandre 


i ſtore lovende Avertisſementer i alle Landets Blade for 
at lokke den danſke Arbejder til at forlade Fædrelandet, 
og Mange lytte til de lokkende Roſter. Det er, ſom havde 
Arbejdet herhjemme miſtet fin Velſignelſe, ſom blev Fædre: 


landet for trangt og Jorden for karrig mod den ubemidlede 


Arbejder, der „Intet har“. Enhver Imodegaaelſe heraf, 
der kan hæve Arbejdernes Selvagtelſe og Selv⸗ 
tillid bor hilſes med Glæde, ſeerligt maar det fremgaar 
fra Mænd af Folkets Midte og bliver udført med ſaadan 
Kjærlighed. til „Smaamanden“ og en ſaadan Klarhed og 
Dygtighed, ſom i Husmandsbogen. Det er en ligeſaa 
folkelig ſom kriſtelig Vejledning til at blive en dannet og 
dygtig Bonde i en lille Bedrift. Der viſes, hvorledes 
Husmanden er i Stand til at opnaa et forholdsvis langt 
ſtorre Udbytte af ſin lille Lod end Gaardmanden af ſin 
jtørre, og hvorledes han vil kunne finde en god Støtte i 
Husfliden uden at ſavne Tid til at gan frem i en Aands⸗ 
dannelſe og Oplysning, der maa være Bereren for Frem⸗ 


gangen. Bleve disſe Grundſctninger fulgte, vilde Dan⸗ 


marks 70,000 Husmend alle være felvftændige, lykkelige 
og tilfredſe Arbejdere, Gaardmendene jævnbyrdige, og 


raadede den Aand, der gaar gjennem Husmandsbogen, 


i 


ikke alene blandt Husmændene, men blandt alle Landboere, 
vilde Socialismen blive magtesløs og de ſtore Udvandrings⸗ 
avertisſementer frugtesloſe ligeoverfor hver ærlig Arbejder, 
ſom vilde finde, at der endnu var Plads, Brød og Lykke 
nok at finde i vort kjcere Fædreland. Bogen har kun en 
meget væjentlig Fejl, der vil hindre den almindelige Ud⸗ 
bredelſe, vi ville ønffe den: den er meget for dyr, en Fejl 
Forlæggerne forhaabentlig ved ſnart kommende ſenere Op⸗ 
lag ville vide at fjerne. Iſtedetfor yderligere Omtale af 


Indholdet, ſkal „Husvennen“ ſenere bringe et Par ſmaa 


Prøver deraf. 


Smaakrek af Dyrelivet. 

En tam Rover. (Efter „Svenska Jægarefårbundets nya 
Tidskrift.“) For nogle Aar ſiden havde en Perſon, ſom boede 
i Dyrehaven ved Stockholm, fundet en Hogerede med to ſpede 
Unger, ſom han tog hjem med for at opfoſtre og temme dem. 
Dette lykkedes ham kun med den ene; den anden dode efter nogle 
Dages Fangenſkab; men den overlevende, ſom lige fra den forſte 
Dag, den toges ud af Reden, opfodtes med raat Kjod, vovede 
og trivedes fortraffelig. Den blev meget tam og fin Herre faa 
hengiven, at den, naar han raabte eller flojtede ad den, ſtrax 
kom og flog ned pan hans Skulder, ſelv om den forud havde 
ſvavet højt oppe i Luften. For dens Ejer blev den til Nytte 
efter at være bleven rigtig fuldvoxen og uddannet, idet den 
neſten daglig kom hjem med alt Slags Smaavildt, ſom den. 
fandt i den omliggende Egn. Men til hans Lergrelſe og Na⸗ 
boernes Forargelſe aflagde den ſnart Beſog i Honſegaardene, 
hvor den var faa uforſkammet at ſlaa ned lige for Øjnene af 
og tet ved Menneſker, gribe den Hone, ſom den var nermeſt, 
eller faldt meſt i dens Smag, og flyve hjem med den. Den 
ene Klage fulgte nu paa den anden over dens Honſetyverier, og 
Herren maatte med eller uden Foje betale ikke fan Hons, ſom 
paaſtodes at være blevne tagne af hans Hog. Da dette blev 
for koſtbart i Længden, og „Jakobs“ Ejer vægrede fig ved at 
betale flere, fatte dette ondt Blod hos Honſeejerne, og man 
truede med at ſkyde „Högkarnaljen«, hvor den kunde træffes. 
Saa ſnart den blev indeſperret, blev den ſyg og modfalden og 
ſvandt hen, og man fod den derfor fremdeles færdes paa fri 
Fod og beffytte fig felv, ſaa godt den kunde, mod den Dom, 
ſom havde gjort den fredløs i Egnen. Det lykkedes den ogſaa 
lenge at undgaa alle Anflag mod dens Liv, og den . vedblev 
med fine Bedrifter, indtil den en Dag blev ſkudt af en af de 
Forurettede, der under et Beſog hos dens Herre fif Oje paa 
Henſetyven, ſom i al Ufkyldighed fad nede ved Stranden og 
pladſkede fine Vinger i Vandet, ikke anende nogen Fare i fit 
tilvante Hjem. 


Rejſende Spalerede. Et andet Trek meddeles i Bladet 


„Wermlandsposten“, 1866. Paa Damperen „Orn“, ſom gik 


imellem Karlſtad og Lyckan, havde et Par Svaler bygget Rede 
paa Styrbords Side under det fremſpringende Dak ikke langt 
fra Hjulkasſen. Stanket fra Hjulet forſtyrrede denne Rede; 
Svalerne tabte dog ikke Modet, men byggede et Par Alen længere 
fremme og udklakkede deres Unger, ſom vel gjorde Udflugter fra 
Reden, men vendte tilbage til denne for at hvile. Under Ligge⸗ 
tiden vare de gamle Svaler ſtadige Pasſagerer paa Dampbaaden; 
men da Ungerne vare blevne udklekkede, og der maatte ſkaffes 
Føde til dem, ſynes de gamle Fugle at have havt Station i 
Nerheden af Karlſtad, hvorfra de da plejede at folge Fartøjet 
paa Halvvejen og derpaa vende om, men atter at mode det paa 
Halvvejen, naar det kom tilbage. 


En god Sbommer. Fra Aaroſund i Norge fkrives til 
„Tunsbergeren“: Paa en af de urolige Dage i Begyndelſen af 
Oktbr. Maaned fejlede ſom ſedvanlig en af vore her paa Kyſten 
boende Lodſer ud paa Søen for at ſoge Fartøj. Natten blev 
mørk og ſtormfuld, og Lodſen holdt fin Kurs ſtadig udover, 
tappert kempende med det oprørte. Hav. Natten gik over og 
det blev Dag, og Kurſen holdtes til over Middag, men endnu 
var ingen Sejler ſaa ner, at Lodſen kunde borde den. Derimod 
ſages et Stykke borte pan Hapfladen noget Sort af og til at 
viſe fig i Skumkammene paa Bolgetoppene. Der ſtyredes op 
under den, og den ſorte Gjenſtand viſte ſig at vere en ſtor, ſmuk 
Hund af Newfoundlandsracen, der med et faa indtrængende Blik 
bonfaldt om Hjælp, at Mandene, ſom de ſelv fortælle, „trods 
Frygten for, at den vilde bide dem“, beſluttede at redde den, 
hvilket ogſaa lykkedes. Kommen op i Baaden, ſogte Dyret ivrig 
at lægge fin Taknemmelighed for Dagen, idet det ydmygt kry— 
bende, logrende med Halen, ſtrog ſig ind paa ſine Rednings 
mend og fliffede dem. Da disſe noget ſenere traf et Fartoj, 
hvor en af Lodſerne blev engageret til Chriſtianiafjorden, beret⸗ 
tede de Kaptejnen om deres Fund og ſpurgte, om han vilde 
kjobe den pregtige- Hund, da den var for ſtor til, at de ſelv 
havde Raad til at beholde den, hvilket Kaptejnen ſtrax gik ind 
paa, og betalte dem, hvad de forlangte, 1 Spd. for Hunden. 
Da Fartøjet derefter kom til Chriſtiania, fif Hunden Øje paa en 
Perſon pan Skibsbroen, hvem den anfaldt med de heftigſte 
Gledesyttringer, hvorpaa Tilſkuerne bleve Vidne til en Gjen⸗ 
kjendelſesſcene, thi Perſonen var — den forrige Herre, der med 
ſit Fartoj var kommet dertil Dagen forud. Om Natten til den 
Dag, da Lodſerne ud paa Eftermiddagen bjergede Hunden, var 
den falden overbord, og ſtjendt der gjordes Alt, hvad Omftæn- 
dighederne tillod, for at redde den, bleve Anſtrengelſerne til Kap⸗ 
tejnens ſom Beſetningens Sorg frugtesloſe. Hunden havde 
ſaaledes, da den optoges i Lodsbaaden, holdt fig ſvommende i 
det oprørte Hav i omtrent ¼ Døgn, hvilket afgiver et merke⸗ 
ligt Bevis paa disſe Dyrs Kraft og ÜUdholdenhed. At Hunden 
igjen kom til ſin forrige Herre, folger af ſig ſelv. 


Brevvexling- 


Hr. S. v. ,Husvennen" er anlagt efter en ganske anden Plan, og venter at finde en ganske anden Læsekreds end 
„Nordisk Husflids-Tidende“, som derfor vil vedblive at udgaa paa samme Maade som hidtil. < 

Fmhver som ser sig i Stand til at medvirke til at nærværende Blad. leverer god og sund underholdende eller 
nyttig Folkelæsning, ved at levere passende Bidrag, især mindre Fortællinger — originale eller gode oversatte — 
morsomme Smaatræk fra Hverdagslivet, Sagn og Eventyr, som leve i Folkemunde, belærende Smaaartikler, Husflidsanvis- 
ninger, og Meddelelser o. s. v., bedes indsende det til Udgiveren, De bedste Bidrag ville blive betalte godt ved 


" Optagelsen. Brevene adresseres til Bladets Kontor Niels Juelsgade 12 i Kbh. eller til Udgiveren: Fovling pr. Horsens 


Hiusvennen udkommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark oa med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 
Fierdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brepſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 


Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, l. Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn, 


Trykt hos J. H. Schultz. 


pr TS 


- 


Villedblad for Alenigmand, 


for Morfhabslæsning, Oplysning og Hus flid. 


Nr. 2. 


Adgivet af 


N. C. Rom. 


12. Oktober 1823. 


== 


Zndhold. Overrafkelſe, Digt af Chr. Richardt, med Billede. — Anders Larſens Træl, Fortælling af C. A. Thyregod. (Fortſat.) 
— Fra Holland, med Billede, — Et Gilde pan Amager, med Billede. — Nod og Hjælp. — Blandinger. 


Overraſnelſe. 


4 


k 


— — 


Herr Andrik og hans Viv Andrikke 


paa vante Vis mod Dammen vrikke 
en kold November-Morgenſtund. 
Det var forbi med deres Blund; 

at det er Dag, det markes ikke, 
men Hanen galte ſom beſat, 


at det var ikke længer Nat, 


jaa, heller Morgendrammen drikke 
end ligge! 

Paa Vejen ſtjends de drabeligt, 
ſkjondt hojſt venſkabeligt: 

Fa'r vil i Vandet ud paa Ho'det, 
for med et Set at kjole Blodet, — 
Mo'r vil med Halen heller obſervere, 
hvad Varmegrad det monne være; 
og de kan ikke komme overens, 

og begge gjer ſig lige udtilbens. 
„Jaja, luk Øjet Mutter, det gjør jeg, 


jaa er Fornojelſen faa meget ſtorre 

ved pludſelig at flippe for det Torre, 

nu een, to, tre!“ — et Pladſk? — ak Nej, o Nej! 
thi Andefa'r faar Smak paa Nabet, 

og Mutter faar et Lignende paa Slabet; 
de ſpejler ſig paa vante Vis, 

men ſpejler ſig — i lutter Is. 

Der ſtaa de To; 

hojſt overrafkede 

ved ej at være overpjaſtede, 

de gjør kun Et: de glo og glo, — 

til Anden vrisſer: „Av, hvor hvaſt, 

jeg hænger naſten ganfke faſt! 

o hvor jeg hader denne Nat-Is, 

og Hanen med, ſom forte os paa Glatis!“ 
Herr Andrik piller hende fromt i Nakken, 
mens reſignert han vralter opad Bakken: 
Idag, min egen Vrikkemo'r, 

Fornojelſen var ikke ſtor! 


Chr. Richardt. 


Anders Larſens Tral. 


Jortelling af C. A. Thyregod. 
(Fortſat.) 


mu 


Imidlertid havde Husmoderen hørt, hvad der var paa 
Færde, havde i Saft kaſtet nogle Kledningsſtykker om fig 
og kom nu ud af fit Kammer. Sende lykkedes det ſnart 


at faa ſin Datter beroliget. Pigen gjemte ſig igjen i 
| fin Alkove, hvor hun dog holdt Omheernget aabent og 


ſtak Hovedet frem for at ſe og lytte. „Men“, ſagde 


Anders, „det gjorde ikke Noget, for naar lille Karen 
var rigtig vaagen, ſaa var hun fornuftig nok.“ — 
Det kan dog gjerne være, at Barnets Optræden og 
det, at hun nu vogtede paa Forhandlingen med ſine 
ſtore forte Dine, havde nogen Indflydelſe paa Sagens 
Gang. 

„Vi kom altſaa fra, at vi ffulde have Knecgten 
og hans Moder ſat faſt“, ſagde Anders. 

„Ja“, indrømmede Sognefogden, „det var der jo 
Snak om; men hvis det nu dog var Sandhed, hvad 
han fortalte, faa har han jo været uforfigtig, og en 
Uforfigtighed maa vi iffe dømme for haardt hos et 
ungt Menneffe. Hans Moder kan jo godt være helt 
uſkyldig, og fængsle vi hende, faa vi hendes Smaabørn 
pan Sognet. — Hvis han nu vilde, ſom han ſiger, 
ſkaffe Pengene?“ 

„Det kan han jo ikke, hvis han ikke ſelv har dem“, 
ſagde Anders. ; 

„Han kunde maaſke træffe til at mode med fine 
Revere og gjenkjende dem og faa dem til i al Stilhed 
at give ſig Pengene tilbage“, ſagde Sognefogden og 
blinkede ad de Andre. „Og han kunde med Tiden af⸗ 
tjene Dig de 47 Rd. Det vilde tage Tid; men det er 
ikke umuligt.“ 

„Ja, jeg er villig til at tjene for de 47 Rd., faa 
længe det kal være”, ſagde Ole. 

Nu ſtak Mendene Hovederne ſammen, og ſiden 
fremkom Blek og Papir og Pen. Sognefogden op⸗ 
ſatte et Brevfſkab, ifølge hvilket Ole ſkulde tjene Anders 
Larſen, ſaalcenge til denne var tilfredsſtillet. Vilde 
Manden imellem give Ole et Kladningsſtykke, ſkulde 
det føres paa Regning og ſaaledes forlænge Tjeneſte⸗ 


tiden. Men Ole ſkulde være fin Husbond lydig i alle 


Ting, og gav han Anders Aarſag til Misfornojelſe, 
jaa ſkulde Sagen ſtaa aaben, uanſet hvor liden eller 
ſtor en Del af Pengeſummen, der var aftjent. Ole 
gik villig ind paa Alt, naar bare han og hans Moder 
maatte flippe for at komme i Tyvehullet. Han ſatte 
fit Navn under Brevpſkabet, ſom de to fremmede Mænd 
underſkrev til Vitterlighed, faa fif han Lov til at gaa 
hen at ſove, medens Mændene fif en Taar at drikke 
og Derefter ſkiltes ad. 

Ole Torndal var fodt i en lille, enſomtliggende 
Gaard i en af Himmerlands Hedeegne; hans Forældre 
vare fattige og forte et meget indeſluttet Liv, der 
hverken lod dem eller deres Born komme i mere end 
hojſt nodvendig Berorelſe med Omverdenen. For et 
Aars Tid ſiden var Oles Fader dod, og det viſte ſig 
da, at Enken ikke kunde beſidde Gaarden, men maatte 
vandre neſten ejendomslos derfra med ſine Born. Ole 
var ældft af disſe, og han kunde tjene; men det var 
daarlige Tider, ſaa en Knøs i hans Alder ikke havde 
let ved at faa Tieneſte. En Tid gik med tilfældigt 
Arbejde, medens han i arbejdsløje Mellemrum havde 
Tilhold i fin Moders Indſidderſtue, jan fik han en 


Sommertjeneſte hos Anders Larſen, af hvem han i 
Forſtningen for fin Flid og Dygtighed var vel jet, 
indtil hin Hobrorejſe paa en faa brat Maade ſkilte 
ham ved hans Husbonds Yndeft og bragte ham i For⸗ 
legenhed. 

Anders Larſen var en kraftig Mand i ſine bedſte 
Aar. Han havde arbejdet fig frem af fattige Kaar 
og var nu taalelig velhavende. Det var ifær ved to 
Egenſkaber, han havde banet fig Vej; han var nemlig 
en ſterk og utrættelig Slider, der hængte i Arbejdet 
tidligt og ſent, uden en Gang at give fig Tid til at 
tænfe over, hvorvidt Gjerningen muligt. kunde blive 
udført ligeſaa godt paa en nemmere Maade. Dernæft 
jaa han overmaade nøje paa en Sfilling og vred fig 
ynkeligt ved enhver Pengeudgift. Manden var uden 
Oplysning og uden videre Mandsevner; hans knappe 
Kaar havde gjort Flid og Nojſomhed til en anden 
Natur hos ham. Derfor kunde han ſommetider være 
vel nærig, men gjaldt dog for, hvad det ogſaa var 
hans Attraa at ville være, en redelig og. hæderlig 
Mand. 

Af fit Tyende forlangte han ſtreengt Arbejde, 
ſtjondt han kun gav en lille Lon; men han gav god 
og rigelig Koſt og var til daglig Brug baade rimelig 
og omgængelig. J det Hele var det ikke noget ſlemt 
Sted at tjene, Anders Larſens Kone gik under Navnet 
Sorte-Mette pan Grund af fit jvære forte Haar 
og ſit morkladne, ikke altid rene Anſigt. Hun var lidt 
ſiudſket med fit Ydre, men holdt fit Hus og fin Gjer⸗ 
ning i ſommelig Orden. Den travle Fremadſtraben 
under trange Kaar, hvori hun troligt havde deltaget 
med Manden, havde efterladt fig Spor i hendes Væjen 
og Væren; men under hendes jære Udvortes ejede hun 
et varmt og godt Kvindehjerte, og hun havde mere 
Indflydelſe paa fin kraftige Mand, end man ved et 
flygtigt Blik ſtulde troet; men i Mangt og Meget 


delte hun da ogſaa hans Synsmaader. 


Omgivelſerne vare ſterke i at give Folk Ogenavne. 
De havde faldt Konen Sorte⸗Mette, og dennes Datter 
Karen med det fvære forte og bruſende Haar kaldte de 
„Puddelkaren“, hvilket Navn endog i Tiden om⸗ 
gjordes til „Puddelkatten“. Hun var en god lille 
Pige, men var lidt ſygelig og lidt fær, gik ſtundom i 
Sovne, og var af alle disſe Grunde en Smule for⸗ 
fjælet af Moderen. Hende var det, der ſom tretten— 
aars Tos ſprang halvvaagen og halvnøgen ud af 
Sengen for at gaa i Forbon for Ole. Karen havde 
en ſyv Aar yngre Broder, der hed Lars, og efterat 
have nævnt ham, have vi foreſtillet hele Familien. 

At Ole i dette Hus ſkulde gjøre Karlearbejde for 
Drengelon var ingen Ulykke; thi naar han pasſede fine 
Ting, hvilket han hapde den bedſte Villie til, ſaa kunde 
han gaa i fin Gjerning uden at blive overanſtrengt 
eller overfuſet. Med Søvn flog det ikke faa rigeligt 
til ſom med Mad; men det fik han at finde ſig i. 


Anders var ſnakſom og ſpogefuld ſelv under Arbejdet, 
og ſaa gik det med Munterhed. Men Ole var vel 
oplært efter fine Vilkaar og vidſte Beſked med mange 
Ting, ſom hans Husbond intet Begreb havde om, og 
Anders gad gjerne høre Fraſagn om Et og Andet. 
Han fattede ſtore Tanker om Drengens Klogſkab; thi 
han teenkte ikke paa; at Oplysning ikke altid gaar 
Haand i Haand med Verdensklogſkab. Han tog derfor 
ikke i Betænkning at ſende Ole til Hobro for at af⸗ 


give de ſolgte Stude og hjembringe Pengene. Anders 


felv vilde i den Alder ikke ladet fig tage ved Naſen i 
Pengeſager, og Ole, der havde lært faa meget og 
kunde gjore Regneſtykker, der ordentlig gjorde Hus⸗ 
bonden ſpimmel i Hovedet — han maatte da være 
anderledes ſikker. Da det faa gik galt, maatte Man⸗ 
den finde det rimeligere — næften tilgiveligere — at 
der forelaa en Kjeltringſtreg fra Drengens Side, end 
at det ſkulde være en Dumhed. Og en Dumhed var 
det jo, om han ude paa den vilde Hede havde 
givet en faa ſtor Pengeſeddel i en ubekjendt Mands 
Haand. 

For Anders Larſen var det vigtigſt at faa ſine 
Penge igjen, og da det ikke ſaa ud til at kunne ſke, 
gik han ind paa at lade Ole aftjene dem. At en ſlig 
Overenskomſt, indgaaet af en umyndig Dreng, ikke i 
alle Maader var gyldig, faldt ham ikke ind, og det 
tenkte Ole da heller ikke paa. Begge havde den Over⸗ 
bevisning, at Sidſtnevnte havde ſolgt fig til Anders 
ſom Trel pan et Aaremaal, hvis Længde Manden 
havde Ret til at beſtemme. Men Drengens Angſt for 
fig ſelb og Angſt for, at hans tungſindige Moder ſkulde 
blive draget ind i Sagen og bortfort fra ſine Smaa, 
havde beſtemt ham til at love, hvad det ſkulde være, 


ligeſom han ogſaa fandt det billigt, at han maatte 


bøde for fin Uforſigtighed og ſkaffe fin Husbond Godt⸗ 
gjorelſe for det lidte Tab. Han foreſatte fig altſaa at 
være lydig og fojelig, faa det frygtede Tilfælde ikke 
ſkulde indtræde, at Manden fkulde erklære fig util⸗ 
freds med ham og drage den uhyggelige Sag frem 
paany. 

Anders Larſen havde altſaa faaet en Tral iſtedet⸗ 
for et Tjeneſtetyende; men det ſkal ſiges til hans Ros, 
at han ftræbte at behandle Knoſen ligeſaa godt ſom 
for. At han nærede en vis Mistro til Oles Rede⸗ 
lighed og ikke kunde dolge det, laa i Mandens Natur. 
Det kan gjerne være, Sorte⸗Mette ogſaa troede, Dren⸗ 
gen havde gjort ſig ſkyldig i Bedrageriet; men det 
hindrede ikke, at hun følte Medlidenhed med ham og 
endnu mere end for viſte ſig moderlig god imod ham. 
Og Karen, der havde bedet for ham hin Nat, da hun 


for op af Søvne og horte om hans Ulykke, vifte ham 


endnu tydeligere ſin Medynk, ſaa meget mere ſom hun 


11 


ru 


ingen Mening havde om Sagen ſelv. Han var tak⸗ 


nemlig. for hendes Forbon og hendes Venlighed og 
var villig til at viſe det i alle Maader. Men det 


Forhold, han ſaaledes ſtod i til Husſtandens kvindelige 
Del, gjorde Sit til, at han fik det nogenlunde godt. 

Den nojeregnende Mand vilde ſaa tidligt ſom 
muligt lade fin unge Datter gjøre Gavn ſom en voxen 
Pige. Puddelkatten, der var i raſk Udvikling, kunde 
dog ikke altid holde det ud; men naar ſaa Ole var 
nær og ved forøget Flid kunde give hende en Haands⸗ 
reœkning, ſaa gjorde han det gjerne for at ſkaane hende 
for et haardt Ord. Anders lod, ſom han ikke ſaa 
det; men han jaa det godt og ſmidſkede i Skjegget 
derved. 


i (Fortjættes.) 


Fra Holland. 


Den danſke Natur er ſom den danfſke Folkekarakter; 
den er jevn. Lige fremmed for ſtore Bjerge og for 
uendelige Sletter viſer det meſte dyrkede Land en jevn 
Afvexling af bolgeformigt Landſkab, hvori ftørre Hejder 
ere ligeſaa ſjeldne ſom uoverſkuelige Sletter. Ligeſaa 
ejendommeligt ſom det er for en Danſk at færdes 
mellem høje Bjerge og vilde Klipper, ligeſaa underligt 
er det for os at berejſe Lande, hvor Alt Dag for Dag 
er lige fladt og ensformigt. 

Saaledes er der i Storſtedelen af Holland. Op⸗ 
rindeligt har dette flade Land været Moradſer og 
Heder; men ved driftige Beboeres uendelige Flid er 
det nu vel et af de tektteſt befolkede og frugtbareſte 
Lande i Verden. De rige Marſklande ved Floderne 
og Kyſterne ere maaſke de laveſte i Europa og maa 
paa de fleſte Steder beſkyttes mod Havets Indbrud 
ved koſtbare Diger. Kun langs med Veſtkyſten, mellem 
Maas og Texel har Naturen ſelv overtaget Digernes 
Opforelſe, idet tre ligelobende Rakker Klitter, de ſaa⸗ 
kaldte „Dyner“ med deres ſammenfogne Sandmasſer, 
der have en Højde af 80200 Fod, danne det bedſte 
Værn mod Havet, De fra Havet inddigede Straek⸗ 
ninger kaldes „Polder“ og ere, ligeſom Marſkegnene paa 
Sonderjyllands Veſtkyſt, ſom ofteſt meget frugtbare. 
De lave Egne gjennemſtjceres af en Mængde Kanaler, 
fra hvilke Bandet ved Vindmøller, ſom drive Vand⸗ 
negle, bringes op over de noget højere liggende Marker. 
Landet er fuldftændig ſkovloſt, men i de øftlige Lands⸗ 
dele findes ſtore Heder med Moſer, ſom forſyne Landet 
med Breendſel. Ligeledes er Landet fuldftændigt ſten⸗ 
følt; ſaamegen Transport ſom muligt ſker derfor paa 
Kanalerne, og Landevejene har man mangfoldige Steder 
belagt med haardtbrendte Murſten (Klinker) paa Kant. 

De mange ſtilleſtaaende Bande gjøre Luften. fugtig, 
taaget og uſund, jaa man det ene Aar med det andet 
neppe har et halvthundrede Dage med klar Luft. Da 


12 


Drikkevandet tilmed er flet, kan man nok tænfe, at 
Sundhedstilſtanden ikke er gunſtig; Feber og Skorbug 
ere ogſaa hyppige Sygdomme, og Hollænderne blive 
ſjeldent rigtig gamle trods deres Tarvelighed og Ren⸗ 
lighed. Der er neppe noget Land i hele Verden, hvor 
Beboerne ere ſaa overordentlig renlige ſom i Holland, 
hvor denne Dyd ſtundom gaar til den latterligſte Overdri⸗ 


velſe; men denne højt udviklede Renlighedsſands er en 
Frugt af Nodvendigheden, idet Landet ellers vilde 
være langt uſundere, end det er, ja i mange frugtbare 
Egne ubeboeligt. 

Hollcenderne ere bekjendte ved deres folde, alvor⸗ 
lige Veſen og flegmatiſke Karakter; den er ſom et Af⸗ 
præg af det flade, kolde og kjedelige Land og danner 


en ſlagende Modſetning til Bjergboernes livlige ild⸗ 
fulde Voeſen. De ere flittige, redelige og udholdende, 
og kun ved deres Nojſomhed og Vindſkibelighed er det 
Landet muligt. at ernære en ſaa ſtor Mængde Ind⸗ 
byggere; men Søfart, Handel og Fabrikvirkſomhed flo⸗ 


rerer i Byerne, medens Landet i egentligſte Forſtand er 


—— 


Torvebaad i Rolland. 


dyrket ſom en Have. Folkedragterne fremviſe ofte 
underlige Syn, hvorom Amagernes endnu til vore 
Dage bibeholdte hollandſke Dragt bærer Vidne. Den 
Dragt, ſom vort Billede i nærværende Numer frem⸗ 
viſer, er ogſaa ganſke ejendommelig. Den er fra Øen 
Beijerland i Provindſen Sydholland. i 


| 
1 
| 
| 


Hvor Floden Maas og den ene af Rhinens Arme 
udmunde i Nordſgen, omſlutte de et dejligt Landſkab: 
den lille O Beijer⸗ eller Beyerland. 

Dette Navn blev givet Øen af den edle og ulykke⸗ 
lige Grev Egmont, da han 1557 for førfte Gang ved 
ftærfe Diger beſkyttede Den mod Bölgernes ødelæggende 
Magt, til Erindring om hans Gemalinde Sabina af 
Bayern, ſom holdt meget af i hans Selſkab at beſoge 
de flittige Beboere paa Øen. Endnu den Dag i Dag 
leve Grev Egmonts og Prinſen af Gavres Navne i 
Folkemunde hos det taknemmelige Beijerfolk. — Endnu 
taler man med Vemod om, at en ſaadan Mand under 
Kampen for at forſpare Nederlandene mod det ſtolte, 


lands flittige og tilfredſe Beboere i deres National⸗ 
dragter, ſaaledes ſom de i Baade bringe Frugterne af 
deres Flid opad Maasfloden til Torvet i Dortrecht. 
Beijerlonderindernes beſynderlige men flædelige Hoved⸗ 
ſmykke beſtaar af brede, gyldne Speender, ſom over 
Panden faſtholde et ſtort, langt ned over Ryggen 
flagrende broderet Klæde. Om Orene have de en tyk 
ſpiralformet Guldtraad, ſom advarer den raſke Frem⸗ 
mede mod at være for nærgaaende, da han let bliver 
blodig tilbageviſt af disſe gyldne Proptroekkere. 

De indfodte Beijerlændere ere fra Ungdommen 
af vante til disſe Skionhedspaliſader og — vide med 
Ferdighed at 80 dem. 


Fa 


netop den tilftræffelige Fugtighed. 


overmodige Spanien til Løn maatte lægge fit ædle 
Hoved paa Sfarpretterens Blok. — 

Øen er ikke ſtor; den tæller kun 2 Byer med 
2,000 Indbyggere, og dog vilde dette være en talrig 
Befolkning i Forhold til dens ringe Fladeindhold, naar 
ikke Jordbunden var fan overordentlig frugtbar. Denne 
Frugtbarhed bliver endnu mere forøget ved de talrige 
Sluſer og Vandledningsanloeg til at lede Vandet af 
og paa Markerne, hyilke bevirke, at Jorden altid har 
Foruden en ſtor 
Kornudforſel bringer Øen en betydelig Mængde præg- 
tige Grønjager til Torvet i Dortrecht, under hvis Di- 
ſtrikt den hører, — Vort Billede viſer os to af Beijer⸗ 


85 I De 3 


65 0 


ll 
Qt! g . 
j 


| 
(URIN ER 
Ull 


Et Gilde pan Amager. 


—ͤ— 


Hvem af „Husvennens“ Leſſere kjender ikke, i det 
mindſte af Omtale, den frugtbare, flade O ved Kjo⸗ 
benhavn, ſom kaldes Amager, og hvem har ikke hort 
Tale om den fremmede, underlige Dragt, ſom Amagerne 
endnu bære? Dragten, ſaavelſom mange ejendommelige 
Navne, er, ſom bekjendt, en Arv fra Fortiden, idet 
Chriſtian den Anden jo befolkede Den med flittige og 
havekyndige Sollændere. Amager er endnu den Dag 
i Dag Kjøbenhavns Urtegaard, hvorfra der hver Mor⸗ 
gen tilføres Hovedſtaden Masſer af de fortrinligſte 
Kjokkenurter og Haveſager. Hvem der har været blot 


en Gang i Kjøbenhavn, vil have lagt Meerke til For: 
handlernes „Amagerdragter“, Kvindernes Huer, ſtore 
Hovedtojer, folderige Skjorter og mange Tørklæder, der 
dog ikke i den Grad ere iojnefaldende ſom Mandfolkenes 
ſtore vide Benklæder, Pludderhoſer af fort Schirting i 
mangfoldige Leg og Folder. ; 

Komme vi ud paa Øen, over dens jævne Marker 
med lange Agre fulde af Kaal, Gulerodder, Løg og 
alle mulige Haveſager, ſkjonne vi let, at Beboerne have 
bevaret deres Fedres Duelighed og Flid, men kommer 
man ind i Byerne, vil man ſe, at deres Troſkab mod 
Fædrenes, rigtignok i flere Henſeender ubekvemme 
Dragt, begynder at ſpigte, navnlig for Mandkjonnets 
Vedkommende. Kun enkelte ærværdige Gubber gaa 
endnu med den fuldftændige Amagerdragt; Mændene 
og de Unge bære den mere eller mindre moderniſeret, 
lige ned indtil fuldſtendig Kjobſtaddragt. Kvindedragten 
bevarer vel noget mere det gamle Prog, men derſom 
den ikke var en Ejendommelighed under Haveſagernes 


Forhandling, ſom Kjsbenhavne ere vante til fra gammel 


Tid og ynde, var vel Dragten forlængit blevet ligeſaa 
danſk ſom Sproget. 

Siden den gamle karakteriſtiſkfe Dragt holder paa 
med at fvinde, er det ſaa meget mere glædeligt, at en 
af vore ypperſte Malere, J. Ex ner, har hentet. Stof 
til fine ypperligſte Malerier fra Bondelivet paa Amager, 
og derved paa den ſmukkeſte Maade har bevaret Drag⸗ 
terne fra Forglemmelſe. „Husvennen“ bringer i Dag 
en Tegning efter et af Exners fortrinligſte ſtore Ma⸗ 
lerier fra Amager: Begyndelſen af et Gilde. Alt 
aander her Liv og Glæde. Til venſtre fe vi Knaſen 
fjaſe muntert med de vorne Pigeborn, ſom ere ved at 
underhandle med „Madam Brun“, medens de Gamle 
ved den anden Ende af Bordet alt ere ivrigt i Færd 
med at ſtudere i „Holmblads Bonnebog“. Der fore⸗ 
falder sjenſynlig en vigtig Vending i Spillet. „Kan 
Du den?“ ſynes Manden med Piben at ſige til Na⸗ 
boen, idet han med et tørt, ſmerret Grin holder Spader 
Es for Neſen af denne, der med en gnaven, dybſindig 
Mine forgæves ſtuderer paa at undgaa den truende 
Fare, medens Midtermanden med Tophuen med en 
overraſket fornøjet Mine betragter Sejerherren, der jaa 
lumſk har gjemt det afgjorende Kort indtil nu. Til⸗ 
højre ſmager man tilpas paa Punſchen, hvoraf Drengen 
berer en Hjerteſtyrkning hen til de tre gamle Karle. 
Den lille Pige i Forgrunden er i ſin ſtorſte Stads, 
men har dog fin Bekymring: Hunden vil øjenjynlig 
inderlig gjerne: dele Kringlen med hende, ſkjondt hun 
flet ikke ſynes kommuniſtiſk ſtemt. Bag den ſtraalende 
Tintallerkenrakke inde i Storſtuen klinger Muſikken og 
ſpinge de Danſende lyſtigt; men over Doren ſtaar en 
Indfkrift, ſom minder om, at der er Alvor i- Glæden. 

„Gud bevare Din Indgang og Udgang fra nu 
og til evig Tid” ſtaar der. Maatte denne Indffrift 
findes i hvert Hjem, hvor Glæden boer under Tag! 


. 


Nod og Hjælp. 


Der ligger noget i hej Grad loftende og ſtyrkende 
i at høre om, hvorledes Fattigmandsbarnet ved trolig 
Flid og Udvikling af fine gode Evner formaar at hæve 
fig i Samfundet, ikke alene til en ſorgfri Stilling, 
men til at blive en hædret og anſet Mand, der er 
blevet Tuſinders Glæde og Stolthed. Men kan man 
høre ſaadanne Mænd fortælle om deres Barndoms og 
Ungdoms trange Kaar, da vil man ofte finde, at Troen 
og Tilliden til Gud og til egen Kraft netop er rod⸗ 
fæftet i Trengſlen og ſtyrket i Noden, ja har hærdet 
Kraften og ſtaalſat Villien til kommende Dages Kampe. 

Et ſaadant Fattigmandsbarn var den hedrede og 
yndede danſke Skueſpilforfatter Thomas Overſkou. 


Hans Fader var Arbejder ſom Meſterſvend paa et Sukker⸗ 


raffinaderi; hans Moder maatte vaſke for Folk, og 
hans Barndom faldt i Aarhundredets Begyndelſe, da 
Krig og Dyrtid bragte Elendighed over ſaa Mange. 
Det er af hans Barndomserindringer vi fremdrage 
folgende Trek af en fattig Families Kamp og Strid. 

Efter at have omtalt, hvor lykkelig han, den fattige 
Dreng, var over en uforglemmelig Skat, han havde 
fundet i en, af en Sukkerhusarbejder laant, tyk Even⸗ 
tyrſamling, indſyet i et ſmudſigt Karduspapiromſlag, 
hvilken koſtelige Bog tidt bragte ham til at glemme 
den tunge Virkelighed, fortæller han videre: 

„Det var Guds Naade og Kjærlighed, ſom vilde, 
at jeg juſt ſkulde komme til en Glæde, der Intet 
koſtede, men dog var ſtor og varigt opmuntrende for 


mig; thi Sorgerne i Hjemmet vare nu blevne ſaa 


tunge, at ogſaa jeg begyndte ſmerteligt at fole dem. 
Alle Levnetsmidlerne ſtege i Krigstiden faa umaadeligt 
i Pris, at min Faders allerede tidligere meget ringe 
Ugelon langtfra kunde forſlaa til vort tarvelige Ud⸗ 
komme. Min Moder var utrættelig i at „infigere“ paa 
Noget, hvorved man „paa en ſkikkelig Maade dog kunde 
have Kladerne paa Kroppen og en Smule at putte i 
Munden“, ſled og flæbte tidligt og ſildigt. Hun „ſtod 
i Vaſkeballen“ d. v. ſ. hun vaſkede for Andre baade 
ude og hjemme; hun vaagede hos Syge; hun gjorde 
rent for Folk; hun ſyede Soldaterbenkloeder; og var 
der en Dag, da hun ikke „havde Noget for Fremmede”, 
faa færdedes hun ivrigt med at tvætte og bode ſine 
egne „fattige Smuler“; thi „det faar gaa, ſom Gud 
vil”, ſagde hun, „og om Børnenes. Føj tilſidſt bliver 
Lap paa Lap, det kan ikke ffæmme mig, for vi har 
ikke loengere Raad til at give dem Nyt, men rene og 
hele ſkal de faa mig Skam være, jaa længe jeg kan 
holde Hovedet oppe“. Hun var ikke alene en flink 
Arbejder, men ogſaa en omhyggelig Sparer i alle Ret⸗ 


ninger. Ligeſom hun, naar hun en Gang imellem fik 


Raad til hos Slagteren at fjøbe „et Hjerteſlag“, vidſte 
deraf at fan baade Suppekjod, Frikadeller, Rullepolſe, 
og Ragout, eller af Fedtgrever og Kartofler at lave 


os en Herreret, ſaaledes forſtod hun i den Grad ypper- 
ligt at „omkalfaktre“ gamle Klæder til ny, at hun ſkar 
og ſyede mig „en grumme kjon Sondagstroje“ af et 
Par Buxer, ſom Prineipalen havde aflagt: 

Svage og flygtige Streiflys af nojſom Tilfredshed 
ſkulde dog ſnart gaa under i mørke folde Vinterdage 


fulde af Smerte og dyb Fortvivlelſe. En Skranten⸗ 
hed, hvoraf vi alle havde lidt efter de under Bombar⸗ 
dementet udſtagede Beſperligheder, tog hos mine Sød- 
ſkende ſaaledes til, at min Moder ikke jaa jævnligt 
ſom for turde lade dem blive under Tilſyn af Nabo⸗ 
konen. Hvor meget end hun vogtede ſig for at viſe 
Nedſlagenhed, kunde hun dog ikke altid dolge fine Be⸗ 
kymringer. Men ſelv i enkelte fortvivlede Ojeblikke 
kunde hun dog bevare ſin Kraft og troſte ſin Son, 
tilſyneladende rolig, med at der var gode Menneſker, 
ſom de vel ikke kjendte, men nok vilde forbarmes over 
Elendigheden, da Gud, ſom hapde paalagt dem den, 
ogſaa vilde frelſe dem fra den, naar han i fin Vis⸗ 
dom fandt det gavnligt for os. Den Faſthed og In⸗ 
derlighed, hvormed hun gav denne Troſt, beroligede 
Wngſtelſen, og en lille Hendelſe, ſom fort efter ind⸗ 
traf, var mig ſom en fra Gud ſelv udgaaet hellig Be⸗ 
krœeftelſe pan, at hendes. Ord var Sandhed, og at i 
Sandhed Hjælpen er nærmeft, naar Noden er ſtorſt. 
En Lordagmorgen, da vi Aftenen for kun havde 
faaet et Stykke bart Brod, og vi Born derfor med 
Længjel ventede paa, at min Moder vilde give os den 
tarvelige Frokoſt, braſt hun i Graad og ſagde: „Born, 
i Dag har jeg ikke en Gang en Smule tort Brod til 
os, og ejer ikke en eneſte Skilling. Jeg har i disſe 
Dage maattet borge alt, hvad vi har levet af, hos 
Arkemanden (Spakhokeren, ſom ejede Huſet), men tor 
nu ikke mere komme til ham, fordi jeg ikke ved, naar 
jeg kan fortjene en Smule og faa det betalt. Ak! jeg 
ved ikke mine levende Raad! Førend Fa'er i Aften 
kommer hjem med Lidt, ſer jeg ikke Udvej til det 
Mindſte, og jaa gaar dog det meſte til hvad jeg ſkyl⸗ 
der, faa at vi ikke en Gang kan faa lidt varm Mad 
til i Morgen. Hvad ſkal jeg ulykſalige Menneſke gribe 
til? Vil J nu være gode Born og undvære Mad 
til i Aften og ikke græde, for det gjør mig ſaa bitter⸗ 
lig ondt!” Vi græd over at fe hende græde, klyngede 
os om hende, klappede hende og bad hende bare at 
være rolig, ſaa ſkulde vi nok ogſaa være det. Jeg 
maatte blive hjemme fra Skolen, da min Moder ikke 
vovede at lade mig gaa aldeles faſtende. Saa ſatte 
vi Born os alle tre op paa Bordet, ſom ſtod foran 
Bagſtuens eneſte Vindue, og ſtirrede ud i Gaarden, 
hvor vi, da det var en barfk Efteraarsdag, ikke kunde lege 
os Sulten bort. Hun ſatte ſig paa en Stol ved 


Siden af os og gav fig til at lappe noget fremmed 
Vaſketoj. Det var en frygtelig lang og kvalfuld For⸗ 
middag; nu og da ſogte Moder med bavende Stemme 
at ſtyrke os i Lidelſen ved at fortælle, at hun i næfte 


Uge ventede at komme til at vaſke paa et Par af „de 
rigtig gode Steder“, hvor hun, foruden ſin Betaling, 
altid fik lidt Mad hjem med, men for Reſten ſade vi 
alle tavſe. Kun af og til kom et enkelt fremtvungent 
Ord, hvormed vi vilde ſkjule Kummerens og Sultens 
Smerte for hverandre. Klokken var ſlaget tolv — vor 
ſcdvanlige Middagstid — den blev et; Ingen af os 
knyede, men den kjicerlige Moders Folelſe aabenbarede 
hende, hvad der rørte ſig i vore Hjerter. Da kom 
pludſeligt et Ojeblik, ſom jeg aldrig fkal glemme; et 
af de Ojeblikke, da Smerten i den ſimple rene Menneſke⸗ 
ſjel kommer til en ſaadan Velde, at den ſtrommer ud 
til den hojeſte Pathos, og da Armodens Bolig bliver 
den tragiffe Mands værdige Tempel ved Folelſens Stor⸗ 
hed. Min Moders Kraft til at bære Lidelſen brød 
paa en Gang ſammen og gav Luft for Udbruddet af 
en høj Fortvivlelſes flærfe og mere opløftende Kraft. 
Som med et truffen af ſin Kvals ſmertelige Stod, 
kaſtede hun Sytojet, ſprang op, vred fine Sænder, jaa, 
med ſine dejlige ſorte funklende Ojne fulde af Taarer, 
i Vejret og udbrød: „Hvad har jeg gjort, Du algode 
Gud! hvad har jeg gjort, at Du lægger Din Haand 


la tungt paa mig elendige Sfabning, og lader mig 


ſavne Brødet til mine ſtakkels forladte Born. Hvilket 
Menneſke har jeg gjort Ondt, at jeg fkal lide denne 
Jammer? Har jeg ikke ſlidt og flæbt og ſtrebt, har 
jeg ikke lidt og baaret uden at misunde Andre? Hvad 
har jeg gjort Dig imod, at Du vil være jan haard 
mod mig?“ Hun holdt Heenderne for ſit Anſigt og 
hulkede højt i den heftigſte Fortviplelſe. Grebne af 
Forferdelſe over dette overraſkende voldſomme Udbrud, 
ſprang vi Born ned fra Bordet, hængte os om hende, 
græd og kappedes om at berolige hende. Hun ſamlede 
fig raſk, tørrede Taarerne bort, kysſede os og vedblev 
med ſtorſte Fatning: „Naa, ver rolige Born! vær 
rolige! bryd Jer ikke om det; nu er det ovre! lad os 
bare ikke mere tænke paa det!“ og pludſelig fortſatte 
hun livfuldt,” ſom befjælet af en Indſkydelſe: „Pas 
paa, J faar alligevel Middagsmad. Kun Gud ved, 
hvor den fkal komme fra, men pas paa: den kommer! 
Ved J ikke nok, hvad ſkrevet ſtaar: at Herren beſpiſer 
Ravnene i Orken, han vil ogſaa beſpiſe ſtakkels uſkyl⸗ 
dige Born. Sat Jer nu ſmukt hen igjen!“ Det 
gjorde vi, og med en forunderlig Ro eller Tillid, ſom 
om al vor Sorg allerede var ganfke overvunden, tog 
hun igjen fat paa fit Arbejde og gav fig til at tale 
frejdigt med os om ligegyldige Ting, idet hun beſtan⸗ 
digt ſkottede over Gaarden til Mellemdsren, naar hun 
horte, at der blev; gaaet med den. Vi havde vel ſiddet 
et Kvarterstid, da en Pige kom ind af den. „Der er 
Maden!“ raabte min Moder ſjeleglad og foer op, „der 
er Maden! O Gud i Himlen fie Tak! jeg vidſte det 
nok, jeg vidſte den vilde komme! Det er Fru Mikkel⸗ 
jens Pige! Se, fe, Børn, nu faar J dog Middags- 
mad!“ Og det var virkelig jaa. En Fru Mikkelſen, 


(i 
5 
i 
| 
| 
i 
i 


ſom min Moder havde været Barnepige. til, og ſom 


boede i St. Pederſtrede, havde faaet en flor Krukke 


Kaal tilovers og ſagt til ſin Pige: „Bring den hen 
til Grete; hun kan maaſke have den nødig til fine 
Born“. Hvor den ſmagte os! det var det herligſte 
Maaltid, jeg har nydt i mit Liv, og min Moder glemte 
ikke, medens vi ſatte det til Livs, at gjentage: Ser J 
nu Born; vi havde ikke Brød, og jaa faa vi nu varm 
Mad; ſer J nu, at Gud er god og forlader os ikke!“ 

Sligt gjentager ſig vel hver Dag i de Fattiges 
Tilſkikkelſe: det var kun en meget lille Begivenhed, et 
et Fnug i Verdens ſtore Skjcbnebevcgelſer; men for 
mit Liv blev den en ſaare ſtor og indholdsrig, thi ved 
den lagdes Spiren til den urokkelige Tillid til For⸗ 
ſynets Styrelſe og Naade, ſom end ikke i de aller⸗ 
morkeſte Ojeblikke har forladt mig. Meget ofte, naar 
alle Veje ſyntes mig lukkede, har Tanken om denne 
Krukke Kaal af fig ſelv, troſtende og opmuntrende, 
ſtillet fig for min Sjæl.” 


Blandinger. 


Billig Maade at forſtaale Plobjern paa. 


Det er en bekjendt Sag, at et viſt Indhold af kemiſt 
bundet Kulſtof er fælles for Jern og Staal. Smedejern inde⸗ 
holder mindſt og Stobejern meſt Kulſtof, men midt imellem 
ſtaar Staalet, ſom netop vindes ved at fjerne Kulſtoffet fra 
Stobejern eller ved at tiljætte det til Smedejern. Naar man 
veed dette, kan man let forſtaa folgende Maade at hærde Plov⸗ 
jern paa. Plovffæret ſmedes af godt Smedejern. Naar det er 
færdigt, lægges det i Esſeilden i den ſteerkeſte Hvidglodhede, og 
man holder en lang ſmal Stang Stobejern ind over det. 
Stobejern ſmelter langt lettere end Smedejern, og man vil ſnart 
je, at det begynder at dryppe; man maa da pasſe, at de hvid⸗ 
glødende Jerndraaber falder paa de Steder af Skeret, ſom ere 
udſatte meſt for Slid i Jorden. Smedejernetser nu pan Over⸗ 
fladen omdannet til Staal, der kan hardes ligeſom dette ved at 
ſtikkes glødende i koldt Band, Lykkes det godt, ffal det endog 
kunne blive jaa haardt, at det ikke lader fig angribe af en Fil. 
Mulig fremkomne Ujevnheder maa ſlibes bort, inden det herdes. 
Man vil fe, at denne Herdningsmaade for Jern, der ſkal mod⸗ 
ſtaa Jordens Slid, er ligeſaa ſimpel ſom billig, iſer da man 
kan anvende et Stykke Grydeſtaar fæftnet til en Somteen i Stedet 
for en Stobejernſtang, hvorfor vi anbefale vore Smede at gjøre 
et Forſog med denne Fremgangsmaade, ſom er provet og be⸗ 
fundet fortrinlig. Heſteſko kunne paa denne Maade ogſaa gjeres 
langt holdbarere end ellers. 


* 


Om Fiſken, ſom kom, og Fiſken, ſom gik. En ſpenſt Bonde 
havde juſt fanget en prægtig ſtor Gjedde, ſom ſprallede i 
Gresſet og lukkede fit ſtore Gab op, ligeſom en Skovlober 
kom gaaende med fin Hund. Manden ſtandſede lyſten ved 
Synet af den ſprallende Fifk. „Aa! det var en prægtig Fiſt! 
Gud ved, om den bider?“ ſagde han. „Stik Jer Finger i 
Gabet paa den og prøv ad“, ſagde Bonden leende. „Nej ellers 
Tak, men jeg faar en Ide! jeg kan ſtikke Halen af min Hund 
i Gabet pan den“. „Ja det kunde være morſomt at fe, hvad 
den jaa vilde gjøre”, mente Bonden. 

Skovloberen fil fat i fin Hund og ſtak Halen i Gjeddens 
Gab; ojeblikkelig ſlog den Tænderne ſammen; men Hunden 
oploftede et tudende Hyl og ſprang afſted, fan raſt den kunde, ad 
Skovloberens Hjem til — og vak var baade Hund og Gjedde, 
inden Bonden kunde komme fig efter fin Overraſkelſe. „Haloj!“ 
raabte han endelig, „fkynd Jer at falde paa Jeres Hund!“ 

„Aa! hvorfor det“, ſparede Skovloberen, leende over fin 
liſtige Fangſt, „det er bedre, at Du falder pan Din Gjedde 5 


En Sondagsjeger, der ved Middagsbordet havde underholdt 
fin Sidemand med en Mængde Fortællinger om vidunderlige 
Bedrifter, han havde udøvet paa Jagten, endte fine Krønifer med 
at beklage, at Vildtet nu var aldeles udryddet i hans Omegn. 
„Jeg vilde give en Femdalerſeddel for at treffe en Hare pan 
min Vildtbane“, ſukkede han. J det Samme reiſte en gammel 
Forſtmand ſig fra Bordet. „Vil De give mig en Specie“, 
ſagde han, „ſaa vil jeg med Fornojelſe agere Hare for Dem en 
Timestid“. 


Inſekters Angreb paa Sed. Inſekterne fortere aarlig en 
ikke ringe Del af Markernes Afgrode og undertiden medgaar 
endogſaa en Fjerdedel af Høften. En franſk Videnſkabsmand 
gjorde et Forſog med at indeſperre 12 Par Han- og Hun⸗Snude⸗ 
biller i en Kiſte med ca. 30 Pd. Korn, og i Lobet af et halvt 
Aar havde disſe Smaadyr, der næppe ere / Tomme lange, i For⸗ 
ening med deres Afkom fortaret alt Kornet, hvormed de vare 
indeſperrede. Man har beregnet, at denne lille Snudebille alene 
fortærer for over 35 Millioner Rigsdaler om Aaret i Korn⸗ 
magaſinerne i Europa. Sug 

J et franff Agerdyrkningstidsfkrift laſes en Anvisning 
til at ødelægge Kornorme, ſom anbefaler fig ved fin Sim⸗ 
pelhed og Billighed og derfor fortjener at proves. Man 
anbringer rundt omkring paa fit Kornloft, omtrent 1 Al. fra 
de angrebne Partier, Surdejgskager af Form ſom en hul Halv⸗ 
fugle 4—5“ tykke; efter nogle Timers Forløb vil man finde 
dem bogſtavelig bedekkede af Billerne, der have lagt deres Æg 
i dem i Tuſindvis; man ſamler nu Kagerne ſammen i en Sæt 
og brænder det Hele, Med for 8 ß. Surdejg har man paa 
nogle Dage renſet et Kornmagaſin, ſom indeholdt 110 Centner 
Korn. Fremgangsmaaden gaar, ſom man ſer, ud paa at faa 
Billerne til at lægge deres Wg alle pan et Sted, hvor män 
kan ſamle og ødelægge dem paa en Gang. 


. 


Husvennen udkommer til hver Søndag med 
Fjerdingaaret, frit tilſendt. 


et 16⸗ſpaltet Ark, 
Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brepſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 


forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 


Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, l. Kjebmagergade 56, Kjøbenhavn. 


Trykt hos J. H. Schultz. 


2 


5 


8 5 


AN 
. 10 SY 4 0 
G 9 — & 8 
2 1 9 W 


SE 5 
ARNENE 


8 


Billedblad for Alenigmand, 
for Sorfhabslæsning, Oplysning og Husflid. 


Adgiuet af 
N. C. Rom. 


Nr. 3. 


19. Oktober 1873. 


Indhold. Ebletræet og Egetraet. 7 Fanø, med Billeder. — Anders Larſens Tral, 
Husflid. — Blandinger, med Billede. — Brevvexling. 


Fortælling af C. A. Thyregod. — 


— 


Abletræet og Egetreet. 
Skitfe af Vilh. Ø. 


Der, hvor Vejen ender og aen begynder fit 
bugtede Løb mellem Bakkerne og de brune Heder, [aa 
endnu Ruinerne af en gammel Herregaard, hvis Ejere 
forloengſt vare døde og begrapne. Navnet og Slægten 
var glemt, efterhaanden ſom Ukrudtet og den vilde 
Vedbend mere og mere hapde bedakket Levningerne 
af den for ſaa ſtolte Herreborg. Og Muldvarpe, 
Markmus og Orme levede under Reſterne af de ſamme 


Mure, ſom for havde ſet ſtadſelige Riddere og dejlige 


Ridderfruer indenfor deres Vægge. Der, hvor for 


Jlojternes og Gigernes Toner havde faldet til den 


lyſtige Dans, hørtes nu kun Muſenes Gnaven og en 
enſom Ugles Skrig. Alt bar et forladt og ode Prag 
og viſte, hvorledes Tidens magtige Haand formaar 
at lægge øde og dødt det, ſom forhen ſpulmede af Luft 
og Liv. 

J Nærheden af dette Minde om ſvunden Storhed 
ſtod et gammelt Wbletree med knudret Stamme og 
krogede, halvvisne Grene. Ingen vidſte, hvorlænge 
det havde ſtaaet. Men Wbletræet kunde ſelv hujfe 
langt tilbage i Tiden og var hel fuldt af gamle 
Minder — ligeſaa gamle ſom de knudrede Grene. 

Det var et fornemt Xbletræ; thi intet Medlem 
af dets Familie havde voret andetſteds end i grevelig 
Jord, og grevelige Gartnere havde gjødet og fredet 
om det. Men det hang dog nu ſorgmodigt med 


Grenene og havde kun de ſvundne ſtolte Dage at troſte 
fig med. Det var næften, ſom der kom nyt Mod i 


Bryſtet — det vil ſige ny Saft i Stammen — paa 
det gamle Æbletræ, naar det tænfte paa hin Tid, da 
Herregaarden knejſede rankt ved Agens Bred, og der 
var Liv og Bevegelſe rundt omkring. Da kom Gre⸗ 
vens Datter og den unge Hofmand ned i Frugthaven, 
hvor ogſaa Wbletræet ſtod, og de fad under dets 
ſeyggefulde Grene, hvor Frugterne bugnede, og talede 
om deres Kjærlighed og Troſkab. Og han ffar hendes 
og fit eget Navn ind i Træets Bark. Det glemte 
Wbletræet aldrig. Den Indridsning betragtede det 
ſom et Udmerkelſestegn, ſom et Tegn paa, at det var 
kaaret til Højhed og Ære, til kun at vore i en greve⸗ 
lig Have og forſyne et greveligt Bord med ſin Frugt. 

Men Aarene ſpandt hen, Grevefamilien uddode, 
Herregaarden faldt ſammen, og i Haven var der kun 
Græs og Ukrudt tilbage. Ogſaa Wbletrceet følte, at 
det blev gammelt. Naar Vinden blæfte, kunde det 
merke, hvorledes det knagede og knugede i Grenene, 
ſom ſkulde det knakke over. "Det holdt fig dog ſaa 
rankt ſom muligt; thi det var jo et ariſtokratiſk Wble⸗ 
træ, og for vilde det visne i den grevelige Jordbund, 
end det vilde omplantes paa Husmandens ſimple Jord 
ved Siden af. . 

Saaledes fortalte det til Kragen, ſom havde 
bygget fin Rede oppe imellem de ſkjore Grene. 

Kragen ſagde ikke Meget. Den lod blot, ſom den 
følte det Adelige ved Wbletroets Tanke og beundrede 
dets ariſtokratiſke Folelſer. Derfor ſyntes Wbletrcet, 
at det var en dannet Krage. 

Paa Husmandens Jord tætved voxede der en ung 
Eg; den var endnu ſaa ſped; thi det var kun et Par 
Aar ſiden, at Husmanden og hans Karen havde 


plantet den paa deres forſtefodte Søns Fodſelsdag. 
Den ſtod ikke langt fra det gamle Wbletro, ſom flet 
ikke lod til at lægge Meerke til ſaadan en ſimpel lille 
Tingeſt. . 

Wbletræet havde forſynet det grevelige Bord med 
fin Frugt. Det havde ſpillet en Rolle i Verden, faaet 
Udmærfeljestegn og Kjærlighedstegn af en Kammer⸗ 
junker. Hvad havde det da at ſkjotte med en ſimpel 
Eg, ſom voxede paa Husmandsjord? Nu var det jo 
rigtignok gammelt og bar ingen Frugt, var grimt og 
forkroblet — ſmukt havde det nok aldrig været, hvad 
det dog ikke fortalte til Kragen — men det havde en 
Fortid, havde Grevedannelſe og havde levet i den fine 
Verden. Se det var bedre end at være Eg med 
grønne, friſke Blade og Marv i Stammen! 

Det lille Egetre brød fig forſt ikke om, hvad det 
hovmodige Wbletroe ſagde. Det voxede, blev ſtorre 
og kraftigere, og det grønne Egelov begyndte at danne 
ſig til en herlig, ſkyggende Krone. Det dromte om 
en Fremtid, om at blive en ſtor, en hundredaarig Eg, 
hvori Folk indtegnede deres Navne. Det dromte at 
ſkulle ſmykke de unge Krigeres Bande med ſit Lov, 
naar de droge ud at kampe for Fodelandet, og det 
dromte, at dets Born, de ftærfe Grene, engang ſkulde 
knejſe ſom Maſter i de ſtolte Snekker, der bare det 
lille Danmarks Navn over fjerne Have til fremmede 
Lande og Steder! 

Den lille Eg ſyntes, det gjorde jaa godt at med⸗ 
dele ſine Tanker til Andre. Og derfor fortalte den 
til bletræet om det Liv, ſom rørte fig i dens 
Stamme, og ſom viſte ſig ved de Tuſinder af nye Skud, 
ſom Dag for Dag ſprang frem. 

Men Wbletræet jan foragteligt paa Egen. „Hvor 
er De født?” ſagde det. „Har De forſynet et Greve 
bord med Deres Frugter, har De kjendt Hofmend 
og er De bleven plejet af en grevelig Gartner? 
Har De omgagedes Folk af Stand? Ellers kan De 
ikke komme frem i Verden. De er fodt paa Husmands⸗ 
jord og fjender kun Lenkehunden, derfor bliver De 
aldrig noget Virkeligt!“ 

Og jaa nikkede Wbletreet ſaa hovmodigt og 
ivrigt, at der knoekkede endnu en Gren og faldt til 
Jorden. ; 

Husmandens Erik gik om Dagen og pasſede Na⸗ 
boens Faar; thi hans Forældre vare meget fattige, og 


han var derfor nødt til at fortjene Lidt tilhjælp og 


maatte endda tidt ſpiſe tørt Brød. Men en forftandig 
og ſmuk Dreng var han. Om Aftenen laa han under 
Egen og læfte i Eventyret om Kongeſonnen, der drog 
ud i Verden og fif en dejlig Prinſesſe og et Konge⸗ 


rige i Tilgift. Han læfte ogſaa om Tordenſkjold, om 


Napoleon og mange andre berømte Mænd. Det var 
hans fjærefte Læsning, og han var meget glad over, 
at han havde lært at leſe i Skolen, ſtjondt han 


18 


havde maattet gaa en god Mils Vej paa ſine hullede 
Traſko for at naa derhen. 

San dromte han, ligeſom Egetraet, om at blive 
til Noget i Verden. Engang imellem hviſkede Ggetræet 
bedrøvet til ham, hvad det indbildſke Xbletræ havde 
jagt, „at man ikke kunde blive noget Virkeligt, naar 
man var født paa Husmandsjord“. Det troede Erik, 
og jaa ſatte han fig hen paa Groftekanten og græd. 
Men naar han naſte Aften atter laa under Egen, 
ſyntes han dog, at den hviſkede mere troſtende Ord til 
ham, ſom gjengav ham Troen paa, at man med en 
ærlig Streben kan udrette Meget her i Livet. 

Tiden gik, Ggetræet var blevet et dejligt, kraftigt 
Trœ, Wbletræet var næften helt gaaet ud, og Erik 
var kommet i en rigtig Skole, hvor han nok blev til 
Noget, havde Preſten jagt til den gamle Karen. 

Nu var det Sommer igjen. Der var gaaet mange 
Somre, ſiden lille Erik laa under Cgetræet og drømte 
om at blive en ſtor Mand. Nu drømte han ikke 
mere; men han var taget over til den ſtore By, hvor 
han arbejdede for at komme frem i Verden. Hjemme 
under Egen ſad gamle Karen og endnu En, ſom længtes 
efter ham. 

Derovre i Hovedſtaden gik Erik paa Akademiet 
for at blive Officer. Han gjorde god Fremgang og 
var agtet og afholdt af ſine Kammerater. Men fattig 
var han, jaa fattig, at han tidt gik iſeng uden Aftens⸗ 
mad, naar han havde ſiddet oppe og læft til langt 
ud pan Natten ved den daarlige Lampe, ſom endog 
manglede Kuppel. Det gjorde dog ikke Noget; thi 
Erik havde ſyet et Stykke hvidt Skrivepapir ſammen. 


Det gjorde ſamme Nytte mente han, og var meget 


billigere end en hvid Kuppel fra Porcelloenshandleren. 

Det var Präeeſten, ſom efter Eriks Faders Dod 
havde taget fig af den ſmukke, begavede Yngling; han 
ſendte ham en lille Underſtottelſe hvert Aar, den var 
meget lille, men Erik ſtuderede flittig og ſkrev glade, 
troſtende Breve hjem til ſin gamle Moder, den fattige 
Husmandskone. 

Til Efteraaret tog Erik Officersexramen, og ſaa 
ſtulde han beſoge dem, ſom længtes efter ham i Hjem⸗ 
met. Men Efteraaret kom, dog ikke Erik; thi Krigen 
var udbrudt, og han ſkulde med uden at faa Lejlighed 
til at give Affkedskysſet til dem, ſom han maaſke aldrig 


mere vilde faa at ſe. 


Imidlertid vare 2 Aar gagede hen. Det var atter 
Vinter, og under Vaabenſtilſtanden ventede man i 
Husmandsboligen med Uro og Spænding. paa den 
fjære Bortdragne. Der gik rigtignok flere underlige 
Rygter om Udmeerkelſe og Avancement, men man vidſte 
intet Beſtemt. ; 

Det var triſte Dage. Selv den ſmukke Eg, ſom 
gamle Karen og hendes afbøde Mand for toogtyve Aar 
ſiden havde plantet, ſtod tavs og ſorgmodig og med 


- 


Grenene bedeekket af Sne og Rimfroſt. Det gamle 
Wbletræ kunde ikke mere prale af fit fornemme Be⸗ 
kjendtſkab, det var helt gaaet ud og ragede kun ſom 
en visſen Stub op over Sneen. 

Men ogſaa den Vinter gik, og faa kom det dejlige 
Foraar med Solſkin og Blomſter. Atter ſad gamle 
Karen og en ung ſmuk Pige, det var Preſſtens Ellen, 
under Egen og talede om en vis Perſon, ſom man 
længtes efter. 

Erik havde -faaet en fort Permisſion og ſkyndte 
fig til Hjemmet for at overraſke fine Kjære. Han kom 
faa uventet, og var dog faa længe ventet, at de ikke 
ſtrax fik Oje paa den unge, ranke Mand i Kaptains⸗ 
uniform med Ridderkorſet paa Bryſtet, ſom ſtod bagved 
Egetreet med bankende Hjerte. 

Forſt da han gik lige hen til dem og raabte med 
en af Glæde ſittrende Stemme: „Min Moder, min 
Ellen! har-J glemt Eders Erik?“ Forſt da kunde de 
fattes den overvættes Lykke at holde ham i deres Arme, 
uſkadt og bedoekket med Hæder og Udmeerkelſe. 

Erik ſaa med et ſtraalende Blik paa fin Moder 
og Ellen, og jaa vifte han op mod Egen, ſom de 
Gamle havde plantet paa hans Fodſelsdag for 22 Aar 
ſiden. „Se Moder, ſe Ellen“, ſagde han, „det er min 
Lykke⸗Eg. Det var den, ſom hviffede til mig i min 
Barndom. og fortalte mig, at jeg fkulde arbejde og 
aldrig tabe Modet, fan blev jeg nok til Noget. Og 
det var under den, at jeg laa og drømte om at drage 
ud i Verden og vinde en dejlig Prinſesſe og et Konge⸗ 
rige i Tilgift! Ja Moder, mit Fædreland har rigelig 
belonnet mig, og jeg har Bevidſtheden om at have 
gjort min Pligt. Se, det er ligeſaa Meget ſom et 
Kongerige! Og Kongedatteren fandt jeg ogſaa; thi 
Ellen bytter jeg ikke bort med nogen Prinſesſe! Se 
derfor ffal vi fejre denne lykkelige Aften under min 
Lykke⸗Eg. Den fkal ogſaa have fin Del af min Tak!“ 

Det Sidſte forſtod Egetreet. Det rettede ig ſtolt 
derved. „Saa blev jeg dog noget Virkeligt“, ſagde 
det. Og faa kiggede det over til det visne Wbletree, 
ſom havde jagt, at man ikke blev til Noget, naar man 
var født paa Husmandsjord og kun kjendte Leenke⸗ 
hunden! „Jeg blev mere, end Du var — Jeg blev 
en Lykke⸗Eg“, ſagde det. Men Wbletrcet kunde ikke 
mere være indbildſk, for det var gaaet ud — det var 
kun en Zræftub! É 


Sans. 
Efter Folkekal. f. Danmark. 


—̃ͤ— 


Det er en Erfaringsſag, at de enkelte Egnes na⸗ 
tionale Ejendommeligheder udſlettes mere og mere. 
Den ſerlige Maade at flæde fig paa jævner ſig efter⸗ 


haanden, og Folkeſkikte og Scedvaner, ſom for en 
Menneſkealder ſiden anſages for urokkelige, ophore og 
forandres lidt efter lidt. Det vil vel ſnart kun blive 
de nordiſke Fjelddale og afſides Øer, ſom frembyde 
interesſante Undtagelſer fra Folkets almindelige og — 
kjedelige Maade at være paa. Saadanne Steder maa 
man derfor nu ty til, naar man vil glede ſig ved at 
iagttage gammel Folkeſkik og Moder, der ikke vare ny 
i Gaar eller blive gammeldags i Morgen, ſom i den 
velſignede dannede Verden, ſom ſnart Alverden ftræber 
efter at blive Medlem af — i det Mindſte hvad Klæde- 
dragten angaar. 

Lyſter Læjeren at deltage i en lille Udflugt til 
Fanø, Veſt for Ribe? Vi haabe, at den ikke fal blive 
kjedelig, thi denne venlige og gjeeſtfri O er netop en 
ſaadan, hvor gammel Sed og Skik er bleven bevaret 
mere end andet Steds blandt Beboerne, og hvor tillige 
Naturen paa fin Vis har en Storhed og vild Ynde, 
ſom virker tiltrekkende paa Beſkueren. Snart vil Lo⸗ 
komotivets Piben ogſaa blande fig med Veſterhavets 


Bruſen paa disſe Strande, naar Esbjergbanen bliver 


fuldendt, og Fanø vil da ſikkert blive et yndet 
Tilflugtsſted for mangen en Lyſtrejſende fra de for— 
ſkjelligſte Egne af Danmark. ; 

Naturen paa Fanø er komplet veſtjydſk. Hele 
Midten af Øen er vild og ode, udyrket Hede uden 
menneſkelige Boliger, begrendſet af de mægtige Sand⸗ 
klitter, der ſlynge fig i Bolgeformer omkring hele Øen. 
Klitterne have et helt majeftætif og pynteligt Üdſeende, 
iſcer om Sommeren, naar Marehalmen, den alminde⸗ 
lige Klitvext, ſtaar frodig grøn og i det Fjerne ſtun⸗ 
dom fortoner fig ſom en ſkovvoxet Bjergegn, iſcer naar 
man tager Indbildningskraften lidt til Hjælp. Har 
man arbejdet ſig op paa Toppen af Klitterne ved 
Kyſten, har man den herligſte Udſigt. Her jer man 
forſt det vidtſtrakte mægtige Veſterhav, der ſtundom 
ſkinnende og ſmilende ruller blidt mod den hvide 
Strand, og til andre Tider hæver fig med mørfe, ſkum⸗ 
flædte Bølger, der fraadende, med bedøvende Larm 
vælte fig mod Hapſtokken og i Afſtand lyde ſom et 
uophorligt rullende Tordendron. En Overraſkelſe venter 
ofte den Fremmede, der beſtiger de veſtlige Klitter i 
den Tro at finde Havet nedenfor, men i det Sted ſkuer 
en Slette af dejlige grønne Enge og frugtbare Marker, 
der atter er begreendſet af en ny Klitrakke mod Havet. 
J Nerheden af de bebyggede Dele af Den er nemlig 
hver Plet omhyggeligt dyrket, og de ſandede Bælter 
mellem Klitterne ere ikke faa utaknemlige for den an⸗ 
vendte Flid, ſom man fulde tro. De egentlige Bønder, 
ſom i Reglen tillige ere Fiſkere, have deres Gaarde i 
de opdyrkede Strøg omkring de to eneſte Byer Nordby 
og Sonderhoe, ſom fkilte ved den milelange Hede 
findes pan den nordlige og ſydlige Del af Den. De 
dyrke Jorden med Heſtekraft; men de fleſte egentlige 
Beboere af Byerne ere Sofolk, da Øen, ialfald tid⸗ 


ligere, ejede et ftørre Antal Skibe end nogen danſk 
Provinsby, og aarlig bygger ikke fan Skibe pan de 
betydelige Skibsbyggerier. I Sommertiden jer Havnen 
ode nok ud, thi da ere Skibene uafladelig pan Farten, 
ofte til andre Verdensdele; men om Vinteren fremviſer 
den en anſelig Maſteſkov, ſkjondt en Del, naunlig af 
de ſtarre Skibe, overvintre i andre Havne, hvor de 
kunne være tidligere ſejlklare om Foraaret, naar Farten 
atter begynder. Sommeren er derfor en ſtille Tid paa 
Fang, da næften hele det unge Mandffab er borte, og 
en ſtor Del af Pigerne tage faſt Tjeneſte i Jylland 
fra St. Hansdag til Mikkelsdag for ſom dygtige og 
ſogte Markarbejderſker at deltage i Hoſten. Kvinderne 
ere ogſaa de egentlige Beſtyrere af Alt hjemme, og det 


er dem, der maa lægge Kræfterne til ved Mark- og 
Jordarbejdet, thi da Mandfolkene ere til Søs den 
meſte Tid af Aaret, beſkjceftige de fig ikke med Ar⸗ 
bejdet, naar de ere hjemme en Gang imellem. Til 
Gjengjceld maa Mandfolkene pænt ſidde ved Kvinde⸗ 
arbejde de lange Vinteraftener, og kunde give de fleſte 
Karle i Landet et godt Exempel i denne Retning, idet 
de, naar de ikke have Andet for, maa ſtrikke Strom⸗ 
perne til hele Familien om Vinteraftenerne. Ja, det 
paaſtages endogſaa, at Konerne og Pigerne ikke en 
Gang kunne ſtrikke, hvorimod det er en Fornsjelſe at 
je, hvor udholdende og med hvilken Feerdighed en ſtor 
ſteerk Sømand kan „pregle“, ſom det her hedder, 
en hel lang Uldſtrompe paa en Dag — uden at finde 


det under fin Værdighed. Dette turde være et Vink 
til mangen Ungkarl trindtom i Landet om, at et 
nyttigt Vinteraftensarbejde kun kan hædre fin Mand, 
ſelv om det kun var at ſtrikke. Vi ſkulle blot bemærke, 
at Fiſkeriet, næft Skibsfarten, er Øens vigtigſte Er⸗ 
hverv, og derneeſt gaa over til at fortælle om, hvor⸗ 
ledes Fannikerne boe og klæde fig, og om hvorledes 
deres Skikke ere. 

Boligerne paa Fang ere ikke ſynderlig forſkjellige, 
og beſtaa i en lang, temmelig lav Bygning af rode 
Murſten, med Straatag. J den ene Ende findes Be⸗ 
boelſeslejligheden, der beſtaar af en Dagligſtue, en Art 
Storſtue, et eller to Kamre og Kjokken. J den anden 
Ende er der Bryggeri eller Vaſkehus, Koſtald og en 


Fans Haun. 


lille Lo. Til de fleſte Huſe, ſom ere godt vedligeholdte 
og have et ret pynteligt Udſeende, hører en lille Have, 
meſt til Kaal. Indvendigt ere Huſene gjerne renlige 


og nette. Sengene ere ofteſt anbragte i Skabe i 


Væggen, en Skik, der næppe er fund; men Mændene 
ere jo ſaa vante til de indelukkede Kojer i deres Skibe, 
og for Husmoderen ere de lukkede Sengeſteder be⸗ 
kvemme, hvorfor den gamle Skik jan længe er bevaret. 

Bondergaardene ere indrettede paa ſamme Vis, 
men beſtaa af to ligefor hinanden ſtagende Leenger, 
uden indhegnet Gaardsplads imellem. 

Fannikerne have altid med Vedholdenhed hængt 
ved gamle Skikke og Sædvaner, og gjøre nødigt For⸗ 
andringer i den Levemaade, ſom er nedarvet fra For⸗ 


3 


fædrene. Derved har Fang bevaret Nationaldragten 
jaa længe for Kvindernes Vedkommende, idet Mændene, 
der færdes jaa vide i Verden, gan flædte ſom andre 
Sofolk. ; 
Hovedgjenſtandene for Kvindernes Dragt ere: 
Troje, Skjorter og en Mængde Tørklæder (her kaldte 
„Klude“), der anvendes til forſkjelligt Brug. Men 
disſe Kledningsſtykker maa være tilſtede i betydelig 
Mengde og i ſtort Udvalg, naar en Pige eller Kone 
ſkal ſiges at være nogenlunde fuldſtendigt forſynet; 
thi ved forſtjellig Anledning findes forſkjellig Paakled⸗ 
ning, hvilket overholdes paa det Strengeſte. Til dagligt 
Brug bæres Trojer af trykket Kattun eller af Bom⸗ 


| 


uldsflojl, ſnevert fluttende om Livet og fortil beſatte 
med to Rader Knapper, af hvilfe en eller to gjerne 
uknappede. Skjorterne ere af rødt eller ofteſt af grønt 
uldent Toj og temmelig forte. Om Vinteren bæres 
morke uldne Strømper og Tofler eller Træffo, men om 
Sommeren gaa de fleſte Piger med bare Fodder og 
Benene bedekkede af Strompeſkafter uden Fødder (ſom 
de jydſke „Stunthoſer“). — i 
Haaret bæres altid glat tilbageftrøget og ſammen⸗ 
holdes af en lille Hue af Lærred; men man ſer ikke 
noget deraf, da der bindes et blaa- og rodſtribet Tor⸗ 
flæde faſt om hele Hovedet, med Undtagelſe af Anſigtet, 
jan det ender med en Knude i to lange Flige (der 


—— === 
=== 


”Nationaldragt paa Fang. 


kaldes „Pjagger“) pan den øverfte Del af Baghovedet. 
J Maaden at binde denne Knude paa kan udviſes 
megen Kunſt, og der findes mange Kvinder, ſom kunne 
kjendes længere fra alene paa deres Piagger. Om 


Halſen bæres et løft bundet Tørklæde, hvis Ender ere | 


fammenfæftede bagtil med en Ravnaal. Naar Kvin- 
derne gaa ud, bindes endnu et Tørklæde fra Hagen 
omkring Hovedet, jan at Mund og Naſe ganfke ſkjules. 
Et ganſke ejendommeligt Stykke, ſom for den Fremmede 
ſer helt lojerligt ud, er en af to Stykker fort Klæde 
ſammenſat Maffe, den ſaakaldte „Strude“, der ſkjuler 
hele Anſigtet undtagen Øjnene. Man Fjender imidler⸗ 
tid hverandre godt trods Maffen, da Kvinderne have 


| 


| 


et ſtort Kjendſkab til hverandres Kloedningsſtykker, Fi⸗ 
gur, Gang og Maade at knytte Pjaggene paa. 

Den her beſkrevne Dragt er ganſke ens for den 
Velhavende og den Fattige; thi ſelv de rigeſte Skipper⸗ 
koner, hvis Mænd maaſke kunne hjembringe 4 5000 
Rd. om Aaret i Indtegt, forandre intet i den nationale 
Dragt, og netop ved denne Ensartethed i Dragten 
fremgaar en Frihed og Lighed i Omgang, der næppe 
findes noget andet Sted imellem Perſoner, ſom Lykkens 
Gaver ere tilmaalte ſaa forſkjelligt. 

Men foruden denne daglige Dragt maa Kiſten, 
ſom alt antydet, være godt forſynet, naar Garderoben 
ſkal være nogenlunde fuldſtendig. Forſt haves en 


( 


Stadsdragt, der kun er forffjellig fra den ovenfor be⸗ 
ſkreone ved Stoffernes ſtorre Finhed og Koſtbarhed, 
ſaaledes at Trøjen er af Silke eller fint Klæde, Knap⸗ 
perne af Rav, „Kludene“ af Silke, Toflerne lakerede 
b. ſ. v. Til fin Baaflædning hører dernæft et ſtorre 
Antal Skjorter af en anſelig Vidde, og disſe ſkulle 
paa en velpyntet Fannikekone kunne bæres i et Antal 
af 6—7, ſaa at Figuren ved et jan jvært Paaheeng 
ikke kommer til at mangle Fylde. Dernæft maa der 
nødvendigt ejes en Sorgedragt, for hvilken der ofte er 
Brug; thi den bæres ikke blot af dem, der have Fa⸗ 
milieſorg, men af Enhver, ſom er indbudt til en Be 
gravelſe, og af den Afdodes hele Grandlag (Naboerne) 
idetmindſte om Sondagen i Kirken. Paa Langfredag 
og almindelig Bededag bære ogſaa alle Kvinder Sorge⸗ 
dragt i Kirken. Til denne Dragt horer Skjort og 
Troje af fort Klæde, kantede med brede forte Flojels⸗ 
baand, og Klude, der ere morkeblaa med lyſeblaa Stri⸗ 
ber, baarne ſom omtalt. 

Ved Brylluperne bære Brud og Brudepiger fort 
Dragt med hvide Forklæder, og pan Hovedet den 
ſaakaldte „Bore“: et af Glasperler og Flitterſtads 
ſammenſat Hovedſmykke, der formelig bliver ſyet faſt 
til det ſtramt opſtrogne Haar. Ved denne Lejlighed 
kan man faa at fe, hvilken Farve Fannikepigens Haar 
har, og at hun har Oren, hvilket man ellers ikke 
faar at je, da det ſedvanlige Hovedſvob aldrig af⸗ 
lægges, ikke en Gang om Natten, og man undſer fig 
meget ved at blive ſet med bart Hoved. 

Til dagligt Brug leve Fannikerne meget tarveligt. 
Den fædvanlige Koſt er Melkemad, tor Fiſk med Kar⸗ 
tofler, og fremfor alt den nationale Ret „Sakkuch“, 
en Art Budding af Bygmel, kogt i Vand, ſom nydes 
med Sirupsſauce i Forbindelſe med ſalt Kjod eller 
Flæff. Til Mellemmaden eller Frokoſt nydes den uund⸗ 
værlige Kaffe, hvoraf der ved given Lejlighed, ſom ved 
Gilder, kan fættes en utrolig Mængde til Livs; man 
paaſtaar, at der er dem, der kunne tage deres 6, 8 ja 
10 Kopper i Trak. En ſtor Gjeeſtfrihed findes nemlig 


overalt, jaa der ſkal nydes Meget. 


Man maa beundre den ſtore Sadelighed, der 
findes paa Øen, og den ſjeldne Troſkab mellem Mænd 
og Kvinder. Tidlige Forlovelſer ere ikke ſjeldne; men 
om ogſaa Kjereſten rejſer bort og bliver borte en halv 
Snes Aar, horer det dog til ſtore Sjeldenheder, at de 
ikke blive hinanden tro. De mange Enker, ſom paa 
Grund af Mandens farlige Livsſtilling findes paa 
Oen, blive ſjeldent gifte igjen, med mindre de eje et 
Skib, hvorimod Enkemeendene i Reglen ſnart ſoge fig en 
ny Kone, der kan pasſe Hus og Børn, medens de ſelv 
ere til Søes. 


Anders Larſens CTral. 
Forfælling af C. A. Thyregod. 
å (Fortjat.) 


Naar Dagsarbejdet var endt i Marken, var der endda 
Kvindegjerning, ſom den lille Pige ffulde bjælpe fin 
Moder med hjemme; men naar hendes bløde Barne- 
muſkler vare flappede og trættede af Anſtrengelſe, faa 
tog han fat og lod hende hvile fig, og et taknemligt 
Blik af hende og et venligt Ord af hendes Moder lod 
ham glemme fin egen Træthed — og Anders blev flet 
ikke vred for, at han ſaaledes ſpildee mangen en Time 
af fin egen Fritid for at lette Barnet dets Arbejde. 

Han bler heller ikke vred, da Vinteraftnerne kom, 
og lille Lars ſkulde begynde at læje, over at Ole over— 
tog denne Gjerning, og at han, naar Lars blev ſovnig, 
tog fat paa et Par Karter og arbejdede med dem et 
Par Timer, for at Puddelkatten kunde komme tidligt i 
Seng. Han var endog ſaa velvillig, at han ſagde til 
Knoſen: „Du burde jo pasſe Heſtene, men Du vil 
nok heller ſidde herinde ved Varmen; jeg ſkal nok rogte 
dem ſelv“. Og Ole markede ikke, at der kunde være 
lun Beregning i Mandens Færd. Han var glad i 
det venlige Hjem og ſogte at være det nyttig paa en— 
hver Maade. 

Den ulykkeligſte Side af hans Stilling kunde dog 
ikke længe blive dulgt. Havde han faaet en efter fin 
Alder og Dygtighed pasſende Lon, kunde han tilnod 
holdt fig flædt ſom Flertallet af fine Jcvnlige. Men 
ſom det nu var, faldt Klæderne ham af Kroppen, uden 
at han kunde ſkaffe fig ny. Hans Moder kunde ikke 
hioelpe ham; hun kunde kun græde og klage over hans 
Ulykke, ſom hun dog ikke vidſte nogen Udvej af. Nogen 
kunde han dog ikke gaa, og jaa maatte Anders Larſen 
ſkaffe Kleder og fore dem paa Regningen. Men for 
ikke at forſtorre denne mere end nødvendigt bleve Kla— 
derne af ſimpleſte Slags, af grovt Skjetteblaars⸗ 
Lærred, og hvor de vare meſt udſatte for Slid, bleve 
de ligeſom beſlaaede med gammelt Leder. At Mette 
og Karen forſynede ham med varmere Underkleder, kom 
fjældent paa Regningen; thi derom hed det fig, at 
Anders ikke vidſte det. Han var dog næppe jaa 
uvidende derom, ſom han lod; thi ogſaa han havde et 
Hierte, der kunde tale med, naar det ikke gjaldt lige⸗ 
frem Indtegt eller Udgift af Penge. 

Ungdommen har en vis Svaghed for ſmukke 
Klæder og er ikke fri for at være uſkaanſom, hvor i 
den Retning Fattigdom eller Kniberi træder for ſterkt 
frem. Men Oles Armod var altfor kjendelig i det 
Ydre, og naar han lod fig Je blandt pytede Jeevn⸗ 
aldrende, blev der peget Fingre og ſpottet ad ham, og 
nu og da blev der ham givet det drillende Raad at 
tage Halvhundreddalerſedlen i Brug. Ole var god⸗ 
troende og enfoldig; men han følte dybt og ſteerkt og 


lod fig let ſkreemme af Spot. Saa holdt han fig 
borte fra, hvor unge Folk ſamledes, ſkjondt det faldt 
ham tungt; thi hans Sind ſtundede efter at tage Del 
i Ungdommens ufkyldige Glæder. I fit daglige Ar⸗ 
bejde var han munter og livlig, men — og man fan 
le ad det, om man vil — naar Nabolagets unge Folk 
ſamledes en Søndag Eftermiddag, ſaa ſtillede han fig 
mangen Gang i ſin Husbonds Foderlo og ſtod og 
græd, eller han fad nede ved Dammen veſtenfor Gaar⸗ 
den og ſtirrede ud i de legende Bolger. Der laa en 
ſtor Sten ved Dammen, ſom det ſagdes om, at en 
Kempe havde ſtaget paa Frenderup Nihoje og havde 
kaſtet den efter Viborg Domkirkes Taarne, men havde 
ikke evnet at kaſte den langt nok. Der var fem Huller 
i Stenen, ſom det kunde være Indtryk af ligeſaa 
mange kempeſtore Fingre. Paa denne Sten ſad han 
ofte, og da kunde hans tunge Sind give ſig Luft i 
Sange, der fløj bort jan haſtigt, ſom de bleve til. 
Da grublede han ofte over fin ſere Sfæbne, og da 
drømte han fig en Fremtid, der var lys og lykkelig. 
Men ſaadan kunde han ikke male ſig ſin Fremtid uden 
at bringe over i den det, der var bleven ham bedſt 
og kjereſt i hans Fornedrelſestid. Og faa underlige 
vare hans Vilkaar, at han, Trellen, elſkede ſin Herre 
med Huſtru og Born. Meſt dog Bornene; meſt af 
dem Puddelkatten, der Tid efter Tid voxte op og blev 
en ejendommelig maleriſk Skjonhed. Han kunde ikke 
tenke fig en ſmuk Fremtid uden at je det trinde Barne⸗ 
anſigt i Forgrunden med de ſtore ſorte Ojne, det 
hjertevarme Smil og det bruſende ſorte Haar. Der 
var lyſe Drømme, ſom vifte ham Alt i det herligſte 
Lys, og der var kolde, forſtandige Ojeblikke, hvori han 
fortalte fig jelv, at hun vilde være en rig Mands 
voxne Datter, medens han endnu i fin Skjetteblaars 
Dragt var den ſamme Mands livegne Tyende. Stun⸗ 
dom kom faa Karen og fatte fig hos ham paa Stenen, 
fortalte ham Nyt fra Byen og var det glade, ven⸗ 
lige Barn, hun altid havde været, jaa hun uden Sky 
behandlede ham ſom en fjær Ven. — Til andre Tider 
gjæftede han fin Moder, hvis Livsbetragtning blev 
morkere og mørfere, og var ingenlunde lyſeſt for 
Sonnens Vedkommende, om hvem hun troede, at An⸗ 
ders Larſen Havde baade Villie og Ret til at beholde 
ham ſom livegen Zræl, ſaalcenge han levede. i 
Hun tog fejl, hvad Villien angik. Anders Larſen 
var ikke et Umenneſke, han var endog efter fin egen 
Mening ſerdeles rimelig. Ole havde været hos ham 
i fem Aar, da Anders Larſen en ſmuk Foraarsdag 
ſagde til ham, at de kunde da ſnart være kit. Rig⸗ 
tignok agtede han at beholde Karlen Sommeren over, 
men til Gjengjæld vilde han give ham et Sæt nye 
mukke kjobſtadfarvede Kleder, for at han paa en 
ſommelig Maade kunde træde ud i Verden paa egen 
Haand, Ole glædede fig barnlig over de nye Klæder, 
maaſke ligeſaa meget ſom over, at han kunde je til 


23 


Ende paa fin Treldomstid. Manden ſagde, at han 
vilde feſte ham neeſte Aar for Lon; men Karlen var 
ubeſtemt, thi Noget bandt ham faſt der i Gaarden, 
og dog længtes han efter frit at komme til at prove 
de unge løfte Vinger. „Du kan jo ogſaa tage Dig Tid 
til Betenkning“, ſagde Manden, og det gjorde han jaa. 

Der ſkulde være Marked ved Hvalpſund, og did⸗ 
hen vilde Manden fjende ham med et Par Stude. 
Manden vilde ogſaa ſelv til Markedet; men Karlen 
ſkulde træffe Aftenen i Forvejen. Han havde juſt 
faaet de nye Klæder, og dem tog han paa; thi Skjette⸗ 
blaarsdragten var endnu god nok til daglig Brug; 
men udenfor Gaard og Mark vilde han herefter gaa 
flædt ſom et andet Menneſke. Han fremſtillede fig for 
Familien i ſin Pynt. Sorte⸗Mette pillede og rettede 
lidt ved Dragten, traadte ſaa et Skridt tilbage for 
ret at tage ham i Ojeſyn. „Ole er i Grunden en 
pæn Karl“, ſagde hun, „nu han har faaet ordentlige 
Klæder paa”. Puddelkatten ſagde Intet; men hendes 
marke Kinder blusſede og hendes Øjne lyſte med en 
ufjendt Glans, medens hun ufravendt betragtede fin 
mangeaarige Ven, der nu var ſom omfkabt; thi der 
er nogen Sandhed i Ordſproget: at Kleder ſkaber 
Folk. Imidlertid vendte Ole fig bort, og ſnart traf 
han af med Studene, medens Foraarsſolen ſank glo⸗ 
dende ned i Veſten. 

Paa Markedet traf han ſammen med ſin Hus⸗ 
bonde, der ſnart fik Studene ſolgte og nu ſagde til 
Karlen: „Jeg har Wrinde andetſteds; men Du kan 
gaa Din egen Gang og have Reſten af Dagen til Din 
Raadighed“. 

„Saa troer jeg, jeg vil ſe mig lidt om paa Mar⸗ 
kedet, og jaa vil jeg pan Hjemvejen gjæfte min Moder“. 
„ der kommer jeg ogſaa forbi paa min Hjemvej, 
jeg kan da ſe ind ad Døren, og er Du der endnu, 
jaa kunne vi følges ad Reſten af Vejen”, ſagde Man⸗ 
den. Derpaa gav han Karlen nogle Skillinger at kjobe 
Markedsgave for, og jaa ſkiltes de. 

Oles Moder glædede fig over hans nye Klæder 
og over at han nu havde Udſigt til at flippe bort fra 
Anders Larſen, hvem hun var grundigt vred paa. 
„Lad mig nu je”, ſagde hun, „at Du huſker paa, han 
har været et Skarn imod Dig, og lad Dig ikke over⸗ 
tale til at tjene ham længer, end Du er nødt til“. 

„Jeg kan dog ikke kalde ham et Skarn“, mente 
Karlen, „for det var jo rimeligt, han vilde have Veder⸗ 
lag for fine Penge, ſom jeg havde miſtet“. 

„Men deri var Du jo uſkyldig! Hvad kunde Du 
for, at Du blev overfalden af Rovere?“ 

„Det blev jeg egentlig ikke, Moder! Jeg bar 
mig gruelig dumt ad. Jeg var forfængelig af, at jeg 
havde ſaa mange Penge i Lommen. Om de fremmede 
Folk havde gjort Nar ad mig, fordi de troede mig 
pengelgs, det kunde jeg leet ad; men det var højft ufor⸗ 
ſigtigt af mig, ſom jeg bar mig ad“. 


A Casa CEED] 


„Naa, men det var endda en Skam, ſom Anders 
bar ſig ad med en umyndig Dreng“. 

„Maaſke; men han kunde været langt værre. 
Han har aldrig ufortjent ſagt mig et haardt Ord 
undtagen den Gang, og Mette har været meget god 
imod mig“. 

„Det har Du ogſaa fortjent. Du har jo leert 
Drengen baade at læje og ſkrive, og Du har gjort 
mangen Stunds Arbejde for den næsvije Puddelkat. 
Uha! Den Unge jer ud ſom en Trold med det under— 
lige Haar og de ſtore Ildojne“. 

(Fortſattes.) 


Husflid. 


EVE 


En Hædersmand. 


J et af de ſidſte Hefter af „Maanedsſkrift for Gusmænd” 
findes en ſmuk Meddelelſe ſom et Exempel paa hvad en flittig 
og arbejdſom Mand har formaget at udrette med egne Hender, 
ved Flid og Strabſomhed, iſer ved Husflidsarbejde. 

Det er Husmand Rasmus Anderſen paa Sodinge 
Mark i Ringe Sogn, Svendborg Amt. J Aaret 1840 er⸗ 
hvervede han en Skjappe Land til Feſte og "byggede fig ſelv, 
ſtjondt han hverken havde lært at tomre eller mure, et Hus, 
ſom blev forſikkret for 100 Rd., men ſom han ſiden har om⸗ 
bygget, ſaa at det nu er forſikret for 500 Rd. Medens han 
tjente ſom Karl for Koſt og Løn havde han øvet fig i alſkens 
Husflid sgjerning; han ſnittede Skeer, Mejetojer, River, Stryge⸗ 
ſpaaner og Traſko, flettede Bikuber og deslige, og fortſatte 
naturligvis hermed, da han var bleven ſin egen Mand. Men 
efterhaanden ſom Borneflokken voxede maatte han fe til, om 
han ikke kunde tjene mere og byggede ſig da en Vindmolle, der 
kunde træffe hans Drejebenk, og nu gav han fig i Færd med 
at dreje Trebakker og andre fvære Ting, ſom kravede ſtorre 
Kræfter, end han ſelv perſonlig raadede over. Da dette gik godt, 
indrettede han fig en lille Kværn, ſom Mollen ogſaa kunde 
trekke, og malede nu de Havre- og Boghvedegryn ſamt den 
Malt, han brugte i fin egen Husholdning. 1847 blev den 
Skjcppe Land, han havde fæftet, ved Arv fra hans Fodeſted 
haus Ejendom. 12 Aar efter kunde han kjobe 9 Skjapper Land, 
der Ian op hertil, for 625 Rd. og indhegnede ſelv dette med 
Hvidtjørn, kulegravede Jorden og dyrkede i 3 Stifter Aerter, 
Rug og Byg herpaa ſamt Roer og Kaal paa en Skjappe Land, 
med faa meget Udbytte, at han 7 Aar efter atter kunde kjobe 9 


24 


— 


Skpr., rigtignok ſandblandet Jord med ahlholdig, ſtenfyldt Under⸗ 
grund af rødt Grus, for 325 Rd., indhegnede denne Jord med 
Syrener, gravede den i Løbet af 3 Aar 14 Tommer dybt og 
dyrkede den med megen Omtanke. Da den forſte Pareel, han 
havde fjøbt, dannede en temmelig høj Bakke, opgravede han den 
lerede Undergrund fra de højefte Steder, faftede den op i Bunke 
og kjorte den om Vinteren, naar Jorden var frosſen, ned paa 
den anden ſandede Parcel, ſom han ligeledes befriede fra de ſtore 
Sten, der fyldte den, og pan denne Maade har han i Tidens 
Lob ved yderligere at aſſive, mergle og ſpadegrave den forbedret 
den faa betydelig, at han nu kan holde 2 Køer og ſtaldfodre 
dem hele Sommeren. Han har derfor ogſaa ſidſte Aar kunnet 
fælge 242 Pd. Smør, foruden hvad han felv har brugt i fin 
- Husholdning. Haus Flid og Strebſomhed, der har gjort ham 
det muligt at opfode 11 raſte Born, af hHvilfe de 2 aldſte 
Sonner arbejde med i Hjemmet dels i Aolsbruget, dels ved 
nyttig Husflid — de lave Moſemoller, der drives ved Vind— 
kraft, bore Pompetraer til Bronde, flibe Barberknive o. ſ. v. — er 
ogfan blevet paaſtjonfſet paa anden Maade. Ifior ſtjankede 
Fyens Stiftamt ham en Pramie af 30 Rd., ligeſom „Fyens 
Stifts patriotiſke Selſtab“ hædrede ham med et værdifuldt Lomme⸗ 
uhr og det kgl. Landhusholdningsſelſkab har iaar belønnet ham 
med et Solvbeger for Landboflid. 


Blandinger. 


* 

En Syardfiſk (Xiphias gladius), der hører til vore ſjeld⸗ 
neſte Fiſte, blev for nogen Tid ſiden dræbt og bragt til Ny— 
kjobing paa Falſter. Den var kommen paa Grund lige udfor 
Prinſeholm og fangedes af Fiſker E. Olſen. Han forſogte at 

tage den levende, men den huggede faa voldſomt om ſig med ſit 
Sværd, at det var nødvendigt at dræbe den for at faa fat paa 
den. Det dræbte Exemplar af denne mærkelige Fiſt, af hvilken 
nedenſtagende Traſnit giver et Billede, var 6 / Fod langt og vejede 
omtrent 90 Pd. Sværdet, der dannes af den ſtarkt forlængede 
Overkjcbe, var 1½¼ Fod langt. Fiſten er kjobt til Kathedral⸗ 
ſkolens Samling og indſendt til Univerſitetsmuſeets Konſervator 
for at blive udſtoppet. ? 


En Sværdfisk. 


Brevvexling. 


Hr. Claud. M., N. Rsms., Sek., H. K. A. Hoym. og N. P. Ww. Venligst Tak. 
Hr. Lærer J. Chr., N. i Sol., E. Fr. i An. o, fl. Udgiveren kan aldeles in gen Expedition paatage sig. Bestil 


Bladet paa Breysamlingsstedet eller i Boghandelen. 


Hr. Joh. P. Joh. Venl. Tak. Passer bedre til en Bernetidende. 
Hr. W. i R. Muligt udeblivende Numre bedes efterkrævede gjennem Bestillingsstedet: Posten eller Boghandelen. 


Susvennen udkommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 
Fjerdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, l. Kjsbmagergade 56, Kjøbenhavn. 


Trykt hos J. H. Schultz. 


ON SEA 
N N 

e 
NG AVT W NØ 


Nr. 4. 


Adgiuet af 
N. C. R 0 m. 


26. Oktober 18723. 


Indhold. De danfke Folkenavne, af Pauline Worm. — Aeſeldriverne i Kairo, med Billede, — Hoſtmaader i Skandinavien, 
N med Billeder. — Anders Larſens Træl, Fortælling af C. A. Thyregod. (Fortſat). — Blandinger. 


. De danfke Lolkenavne. ”) 
Af Pauline Vorm. 


De danſke Folkenavne: Karen og Maren, 
Peder og Jens, Soren og Mikkel, Kirſten og Mette, 
— disſe ſtakkels ſimple Navne, ſom Kjobſtadfolk for 
længe ſiden have kaſtet Vrag paa, og ſom nu ogſaa 
begynde at gaa af Brug paa Landet — er der virkelig 
Noget at ſige om dem? Ja, der er. 

Navnene høre Sproget til. Naar man kjender 
det ene fremmede Sprog fra det andet, ſaa kjender 
man ogſaa de franſke Navne fra de engelſke, de tyſte 
fra de hollandſke; en Fremmed kan ſkjelne mellem et 
norſk og et ſpenſk Navn; men at Fjende et Navn ſom 
danſk, det begynder i vor Tid at blive vanſkeligt, 
endogſaa for os ſelv. J gamle Dage, da vore Adels⸗ 
ſlegter forte Navne ſom Hog og Due, Hvide, Urne, 
Gyldenſtjerne, Ulfstand, Galt og Ore, og da for Reſten 
baade ſtore og ſmaa Folk her hjemme hed Knud Erik⸗ 
ſen, Lars Jenſen, Aſtrid Svendedatter, Margrethe 
Valdemarsdatter o. ſ. v., da jaa man let, at de var 
Danffe og ingen formummede Skjelmer; men naar nu, 
hvad meget godt kan hende, en ſtakkels Dreng bliver 
dobt Jean William Aurelius Schneider zog ſenere har 
det Uheld at komme i Bladene udenlands, hvorpaa 
ſtal da hans danfke Byrd fjendes? Derpaa, at det 
ene Fornavn er franſk, det andet engelſt, det tredie 
latinſt og Slægtnavnet tyſk! intet andet Folk end det 
danſke vilde have lavet en ſaadan Monſterklud. 


) Omarbejdet af Forf, efter Folkekalender for Danmark 1868. 


De Fleſte tro, at et Navn ingen Ting betyder; 
men det er fejl; man kan med ſtorre Ret ſige, at et⸗ 
hvert rigtigt Navn betyder noget, er et Ord af et 
levende eller dødt Sprog. Nu er det jo rigtignok ſaa, 
at de Navne, der komme af døde Sprog, ſjelden op: 
tages uforandrede af nye levende Folkefcerd, og der er 
derfor i Brug hos os og hos Andre en hel Del Napne, 
der, ſaaledes ſom de lyde nu, egentlig intet betyde; 
men fører man dem tilbage til deres Udſpring, da 
finder man Betydningen. Hverken det danſke Jens, 
det norfke Jon, det ſvenſke Jöns, det hollandſke Jan, 
det engelſke John, det franſke Jean, det ſpanſke Juan, 
det italienſke Giovanni, det tyfke Johann eller det 
rusſiſke Iwan er et Ord af noget Folks Sprog; men 
alle ere de Omſtobninger af det hebraiſke Johannes, 
der betyder: Gud er naadig. Saaledes har ethvert 
godt Navn en virkelig Mening; men ſomme Tider maa 
man lede efter den langt borte, og ligeſom det er blebet 
vanffeligt at Fjende et Navn ſom danſk, ſaaledes er 
det her i Danmark fremfor i andre Lande vanſkeligt 
at fan Oplysning om, hvad man ſelv hedder, det vil 
ſige, hvorledes man bor ſkrive fit Navn, og hvad det 
betyder. Det forholder ſig endog ſaaledes, at jo mere 
hjemligt et Navn er baade af Form og Oprindelſe, 
deſto vanſkeligere er det at faa Klarhed over. Er det 
uforandret Latin, Greſk eller Hebraiſk, jaa kan i de 
fleſte Zilfælde hver Student overſette det for os; 
ſtammer det fra et af disſe tre Sprog, men er omftøbt 
i en danſk Form, jan maa Fortolkeren ikke alene have 
Sprogkundſkaber, men han maa tillige Fjende fit Fædre 
lands kirkelige Hiſtorie ſaa godt, at han veed, hvorledes 
man i den forſte kriſtne Tid fordanſkede de Helgennavpne, 


der kom i Brug blandt Folket — og en ſaadan Kund⸗ 
ſkab er ſjeldnere end Latinen. Er endelig Navnet 
ægte nordiſk i Oprindelſe, Betydning og Udſeende, faa 
maa man for at kunne give Oplysning derom, i Reg⸗ 
len have lært Islandſk — og denne Lærdom er nok 
jaa noget nær den allerſjeldneſte. 

De gængje Navpnes Betydning bliver ſaaledes for 
de Fleſte en uopløft Gaade, en Hemmelighed, ſom de 
ikke gjore ſig nogen Ulejlighed for at efterforſke, og 
det er altſaa ikke Betydningen, men Klangen, Lyden, 
det kommer an paa, naar man finder et Navn grimt 
og et andet ſmukt. Der vakkes endog ved denne Lyd 
og Klang hos os Alle, uden at vi vel vide af det, en 
Foreſtilling om det Menneſke, der bærer Napnet, og 
jeg tor nok ſige, at hverken Miniſteren, der bortgiver 
et Statsembede, eller Husmoderen, der feeſter fig en 
Pige, er ganſke fri for at veje Navnene med blandt 
de forſkjellige Anſoͤgeres andre Adkomſter. Skal en 
ung Digter, Maler eller Skueſpiller gjøre Lykke og 
væffe Opſigt, ſkal en fattig ung Løjtnant vinde en 
rig Brud, jaa er det en ſtor Fordel for hver enfelt 
af dem at eje et velklingende Navn. Man behøver 
kun et lille Kvintin af Aand for at komme frem med 
et Navn ſom Axel Gyldenſtjerne eller William Temple⸗ 
ton, men ikke en Gang et helt ſtort Pund vil forſlaa, 
hvis man hedder Jens Madſen eller Søren Jokumſen. 

Der kunde Nogen ſige, at de ſjeldneſte Navne ere 
de meſt iørefaldende, og at det er deri, Aarſagen til 
de forſtjellige Indtryk ligger; men det er ikke jaa; den 
ligger i det mindſte lige ſaa meget i Lyden ſelv. De 
forſkjellige Vokaler ere for Øret, hvad de forſfjellige 
Farver ere for Ojet, og ligeſom Indtrykket af en Farve 


beror paa de Forhold, hvorunder vi ſe den, ſaaledes 


omſkiftes Indtrykket af en Selvlyd med de Forbindelſer, 
den indgaar. En Stemning vælfes af den blaa 
Himmel, en anden af et lille Barns blaa Øjne, atter 
en anden af en blaa Markblomſt og endelig en ganfke 
anden af — et Stykke blaat Vadmel, ophængt ſom 
Farverſkilt. Lad os nu tage fire Kvindenavne, hvori 
den herſkende Lyd er en og ſamme: Klara, Anna, 


Karen og Maren! — mon vi da ikke gjenfinde noget 


af den blaa Himmel i Klara, noget af de milde Barne⸗ 
øjne i Anna, noget af Markblomſtens fordringsloſe 
Skjonhed i Karen og noget af Farverſkiltet i Maren. 
Jeg vil aldeles ikke talesilde om dette Navn; det klin⸗ 
ger ſaa dygtigt og kjerneſundt ſom noget i Verden; 
men det er uden ringeſte Gran af Poeſi, og man har 
i Grunden lidt Vanſkelighed ved at forſtaa, hvorfor 
Koen ikke ſkal hedde Maren, naar Faaret hedder 
Mette, Gedebukken Mads, Katten Mons og Ræven 
Mikkel. 5 

Hvorfor falde vi den danſke Borger Hr. Sorenſen? 
Sorenſen er paa ingen Maade det almindeligſte danſke 
Slægtnavn; der er for Exempel — meerkeligt og be 
tegnende nok — nu for Tiden ikke en eneſte Hr. Soren⸗ 


jen i Folkethinget. Navnet minder ved ſin Lyd og 
Klang forſt og fremmeſt om den vidtberemte danſke 
Beſkedenhed, ſom „det forenede Venſtre“ ikke har Brug 
for, dernceſt om Godmodighed, Enfold, Adſtadighed, 
Sindighed, men ogſaa om Seijghed og tilbagetrengt 
Kraft. Sorenſen betyder jo egentlig „Son af den 
Strenge“ (Severus, Severinus, Søvren, Søren) og 
har fra denne fin Oprindelſe beholdt et r, der ikke 
findes i Ordet „ſolle“ — fort ſagt: Navnet minder 
om alle de Dyder og Lyder, der rummes i Hr. So⸗ 
renſens Nathue, hans Familieparaply og hans egen 
firſkaarne, kraftige Skikkelſe. Hvorfor hedder Land⸗ 
ſoldaten Jens? J mange Zilfælde er han dobt ſaa⸗ 
ledes, det er ſandt, men i ligeſaa mange Peder og 
atter i ligeſaa mange Kriſten eller Kriſtian. Ja, men 
Jens er det Navn, der ved fin Lyd, flet ikke ved fin 
Oprindelſe, bedſt betegner den danſke Soldats Veſen, 
Lydighed og trofaſt Pligtopfyldelſe. Om Heltemod, 
om Storveerk taler Navnet ikke. 

Altſaa: et Navn er ikke noget. Ligegyldigt; man 
dømmes efter fit Navn og man dømmes. derved rigtig⸗ 
nok mange Gange uretfærdigt; thi man har ikke ſelv 
valgt det. Den Enkelte kan ikke gjore for, at han 
hedder jaa eller jan; men Folket i det Hele er anjvar- 
ligt for de Navne, det tager i Brug. Som Navnene 
ere, ſaaledes er Folket; thi der gaar ikke en 
aandelig Bevegelſe, ikke en Tankeſtromning gjennem 
Verden, uden at den efterlader fig Spor i Navne. 
Hiſtorien vidner højt nok derom; lad os kaſte et Blik 


paa de danfke Navnes Hiſtorie! 


Vore hedenſke Forfædre gav deres Sonner Navpne, 
der vare Ord af deres eget Sprog og undertiden ganſke 
ligefrem betegnede den Dyd eller den Lykke, Forældrene 
onſkede den Nyfodte; ſaaledes: Frode, den Viſe; 
Helge, den Indviede, Hellige; Sigurd, Sejrens 
Vogter eller Bevarer; Tyr, Wre; men i Regelen ud⸗ 
trykte Nordboen ſig i et Billedſprog. De Naturgjen⸗ 
ſtande, der i hans Øjne vare Sindbilleder paa en 
Kæmpes Egenſkaber, de Vaaben, i hvis Brug han 
havde fin Styrke, eller hvormed han udruſtede fine 
Guder, maatte laane hans Sonner Navne ſom: Bjorn, 
Ulf, Orm (Slangen, Naturbilledet for Snildheden), 
Skjold, Hjalte (Sperdhefte), Orvarodd (Pileod), Gejr⸗ 
odd (Spydsod), Hjalmar (Hjelm), Thorſtejn (Thorſtén 
Tordenkile) eller han dannede af et ſaadant Navn et 
andet, der ikke betegnede Tingen ſelvb men dens Veeſen: 
ſaaledes af Bjorn: Bjarne (Bjornekraft), af Orn: Arne 
(Orneflugt), af Bjork: Bjarke (Birkens Sejghed). Det 
var Vikingeganden, der fandt fit Udtryk i Mands⸗ 
navne; men det var en ægte ridderlig Tankegang, en 
ædel Anſkuelſe af Kvindens Værd og Beſtemmelſe, der 


ledte vore Forfædre ved Valget af deres Døtres 


Navne. i 
Nordens Kvindenavne ere for en Del Stamord i 
Sproget: Audur, en Skat; Drude, Sandhed; Si 


man afkortede, 


gyn, Signy eller Signe, Velſignelſe“); ſjeldent ere 


de afledte ſom Thora og Helga; men ſom ofteſt ere 
de ſammenſatte og ende fig da paa borg, gerd (gerda), 
id (ida, itha) eller hild childa, hildur), ſjeldnere paa 
frid (ſenere: fred). Gerda, Hildur og Ida ere ogſaa 
ſelvſtendige Kvindenavnez det forſte er beſleegtet med 
Gaard og Gjerde og har omtrent ſamme Betyd⸗ 
ning ſom Borg; det andet ſiges at betyde Glans 
(Hildetan: glimrende Hopding) eller Kamp, men ſtaar 
for øvrigt i nært Slægtffab til det gamle Ord Hill 
(en Høj, Bakke) og det endnu brugelige Hilde o: et 
Baand, hvori Noget indvikles, hildes. Ida er det 
ſamme Ord ſom Eden (Paradis) og betyder foruden 


dette: Ynde, Friſkhed, Havet; Frid er baade et Navne⸗ 


ord (Fred) og et Zillægsord (ſmuk); ſom Endelſe findes 
det baade i Mands⸗ og i Kvindenavne: Alfred, Sigfred 
— Malfred, Huldfred, Ingefred. 

Ved et ſkjonſomt Valg mellem de forſkjellige Ord, 
der kunde føjes til et Mandsnavn for at danne et 
Kvindenavn, ſorgede vore Forfædre ikke blot for Vel⸗ 
klang, men ogſaa for Mening. Det vilde f. Ex. have 
været latterligt, om man til Navnet Alf havde føjet 
borg eller gerda; det gjorde man ikke heller, derimod 
dannede man Navnet Alfhild: den barnlige Mands 
Lys og fængslende Magt. Til Siger: Sejr eller 
Sigurd: Sejrens Vogter, ſvarede Sigrid: Sejrens 
Ande; til Gunnar: den Kampende, Gunhild: 
Kampens Storhed; til Vale: den Sterke, Valdige, 


27 


ſvare Valborg og Valgerd; men overalt træder den 


Tanke frem, at Kvinden er Mandens faſte Borg, ſom 
han trygt kan bygge pan, men ogſaa mandigt ſkal for⸗ 
ſvare, at hun er hans re og Stolthed, den, der 
laaner hans Liv Skjonhed og Inde. Saa ſmukt og 
godt har intet andet Hedningefolk forſtaget Kvinden. 
Nu kom Kriſtendommen og med den de kirkelige 
Navne. Man overſatte dem ikke ved danſke Ord, men 
afrundede og omſmeltede dem i danfke 
Lyd; de voxede ſammen med vore Fedres Sprog, jaa 
at der opkom en Stamme af Navne, der vare danſke 
i ſamme Forſtand ſom Ordene Kirke, Bræft, Degn, 
Engel, Djævel med flere til Læren og Gudstjeneſten 
hørende Udtryk, der af et fremmed Sprogſtof ere til 
dannede paa Danſk. Det for Kriſtne dobbelt minde⸗ 
værdige Navn Johannes blev dels ved Forkortelſe 
til Hans, dels ved Sammentrakning til Jens, faa at 
Apoſtelen Johannes nærmere blev Jenſernes, Dø- 
beren (St. Hans) derimod Hanſernes Skytshelgen. 
Petrus (Kklippemanden) og Paulus (den Lille, 
Uanſelige) blev til Peder og Povel, Matthæus og 
Matthias (Guds Gave) til Mads, Nikolaus (Fool 
kenes Overvinder) til Niels, Laurentius (den Laur⸗ 
berrkronede) til Laurs eller Lars, Katharina (den 


N. M. 


) Denne Forklarings Rigtighed er dog omtviftet; 
Peterſen udleder Ordet af at ſynke, falde. 


Rene) til Karen, Maria“) eller Marianna til 
Maren, Helene (Skjonhed) til Ellen, Severinus 
til Søren, Dorothea (Guds Gave)“ ) til Dorthe o. ſ. v. 
At denne Stamme efterhaanden mer og mer fortrængte 
vore ejendommelige Folkenavne, kan ikke forundre os, 
naar vi betænfe, at det i den romerfke Kirke gjelder 
for afgjort, at hver den, der har Navn tilfælles med 
en Helgen, ſtaar under denne Helgens færlige Beſkyt⸗ 
telſe og kan gjøre Regning paa hans Forbon baade i 
det Timelige og det Aandelige. Snarere maa det 
undre os, at Islenderne og Normendene, tildels ogſaa 
Svenſkerne, undlod: at ſkifte Navne, da de ſkiftede Tro, 
og at derfor de ægte danſke Navne endnu leve i ufor⸗ 
andret Kraft og Skjonhed oppe i Hojnorden. Her i 
Danmark var det jo ogſaa kun efterhaanden, kun efter 
en lang og haardnakket Kamp, at det Folkelige veg 
Pladſen for det Kirkelige, og i Overgangstiden havde 
vi været jaa heldige at faa enkelte Helgene med nordiſke 
Navne, ſaaledes de tre Konger: Olaf, Knud og Erik 
— Sidftnævnte blev rigtignok, ſaavidt vides, kanoniſeret 
af Svenſkerne paa egen Haand uden Pavens Sam⸗ 
tykke — og enkelte Mend eller Kvinder af Folket, ſom 
den hellige Kjeld og den hellige Birgitte. 

Foruden Helgendyrkelſen havde de nordiſke Navne 
imidlertid havt endnu en Fjende at fæmpe med, en 
Fjende, der vel ikke ſtrebte at udrydde dem, men ſom 
fik Held til at vanſkabe og fordreje, hvad der i det 
kriſtne Danmark var levnet af hedenſke Navne. J nær 
Forbindelſe med Kriſtendommens Üdbredelſe hos os 
ſtaar Knud den Stores Herredomme i England og 


dermed igjen det angelſaxiſke Sprogs Indflydelſe paa 


vort Sprog. Et nyt Tungemaal opſtod i Danmark, 
forſtjellig fra det, der under Navn af danſk Tunge 
hidtil havde været hele Nordens Modersmaal. Det 
Angelſaxiſke var beflægtet med det Nordiſke; men lige⸗ 
ſom Folket var blødere, mildere, ſvagere, mindre natur⸗ 
friſkt og mindre felvftændigt i det kriſtne England end 
i det hedenſke Norden, ſaaledes ogſaa Sproget: i Stedet 
for det Nordiſkes rene, fuldtonige og ſteerke Vokaler 
lod gjennem det Angelſaxiſke de ſamme dunkle, blandede 
og ubeſtemte Lyd, der endnu ere et Særfjende for 
Engelſk. Indflydelſen ſpores allerede i de kirkelige 
Navne, ſom naar Lyden o i Johannes blev til e eller 
egentlig fort æ i Jens; paa ſamme Maade blev Kaspar 
til Jesper og Eliſabeth til Elſebeth eller Lisbeth; med 
de nordiſke gik det ligeſaa: Asbjørn blev til Esbern, 
ſenere Esben (urigtig Skrivemaade: Espen); Asgejr 
til Esger eller Eſte, Thorkild til Terkel, Thorbjørn til 
Torben, Ragnar til Regner, Aſtrid til Eſtrid, maaſke 
blev Eſtrid ſenere til Eſther, hvorved det ſmeltede 
ſammen med et bibelſfk Navn. Paa anden Maade 


) Beſynderligt nok betyder Maria Gjenſtridighed, Mod⸗ 
ſtand. Anna betyder Naade, 
*) Greſt; Matthias derimod Hebraiſk. 


ſynes det uforklarligt, at Folket, der dog ellers faſt⸗ 
holder kongelige Navne, rent ſkulde have bortkaſtet et 
Navn, der betyder „Kjerlighedens Paradis“ og har 
været baaret af en Kongedatter og Kongemoder, hvis 
Akt nu i 800 Aar har ſiddet paa Tronen. 

i (Fortjættes.) 


A ſeldriverne i Kairo. 


- Foran hvert Hotel i Kairo ſtaa hele Flokke Wsler 
færdigt udruſtede med deres ſtore Sadler af rødt Læder 


Ty 
0 


og rede Saddeldeekkener, broderede med Guldſtriber. 
Mange af dem ere meget net ſtriglede og keemmede 
ſom fuldblods Heſte; kun paa Benene er Haarbedak⸗ 
ningen jaa kunſtigt afſkaaren, at de fe ud, ſom de gik 
med hullede Strømper. J Kairo og endnu mere i 
Alexandria ere Wsler de almindelige Befordringsmidler 
og takket være de engelſke Sadler kunne de endogſaa 
benyttes af europæijfe Damer. Waslerne ere ſaaledes 
der paa visſe Maader en Nodvendighed. Der gives 
vel private Befordringer, men meget faa og endnu 
færre Lejevogne. Med Undtagelſe af to tre ſtore 
Gader, ſom gjennemſtjcere Byen i dens hele Længde, 
ere alle de andre Gader nemlig faa ſnevre, krumme 


Aseldriverne i Kairo. 


og overfyldte, at en Vogn flet ikke vilde kunne pasſere 
derigjſennem. Et jel kommer derimod frem overalt, 
hvor et Menneſke kan klemme fig igiennem. Paa fit 


Wtel pasſerer man med Lethed de ſmalleſte Gyder og. 


og gjor endogſaa ſine Indkjob i Boutikerne uden at 
ſtige af. Naar den Reiſende vil udvælge fit Ridedyr, 
gior han vel i at forſyne ſig med en Stok og bruge 
den uden Omſtendigheder for at bevare fin Frihed til 
at vælge ſelv, ellers. er han i et Ojeblik omringet af 
en hel Flok halvnsgne paatrængende Wſeldrivere, ſom 
med Skraal og Fagter tilbyde deres Tjeneſte. En 
griber ham i Armen, en Anden ved Foden, en Tredie 


i Frakken og ſtrabeßsalle ivrigt uden at bryde fig 
om hans Trusler og Modſtand, at jætte ham op paa 
deres Dyr. „Den forſte Dag“, fortæller en Reiſende, 
„war jeg nær bleven Offer for deres overdrevne Op⸗ 
merkſomhed, og havde jeg ikke havt min Stok, hvor⸗ 
med jeg kraftigt beſparede deres Hoflighedsbeviſer til 
hojre og venſtre, havde jeg været i Fare for at blive 
ſkilt i fire Dele. Det gjorde et ſorgeligt Indtryk at 
ſe, med hvilken Ligegyldighed disſe Folk modtoge Sla⸗ 
gene. De ere en Gang faa vante til denne Behand⸗ 
ling, at de betragte det ſom Noget, der folger af ſig 
jelv; de lægge taalmodigt Skuldrene til og dukke 


Hovedet lidt, men lade iffe høre nogen Klage eller 
Skjclden“. Har man valgt fit Dyr og ſidder man 
forſt i Saddelen, er man veddet; Dyret fætter ſtraks 
afſted i fuld Fart, medens Driveren ſkrigende lober 


bagefter og anſporer det med ſin ſpidſe Stav. Asslerne, 


ſom i Almindelighed ere ſmaa og brune, bære deres 
lange Oren hojt og ere meget hurtigere og fyrigere 
end deres Fættere i Europa, og hvor raſk det end gaar, 
ere de dog langt behageligere at ride end hine; de ga⸗ 
loppere ogſaa meget godt, men ere dog ilke ſikkre paa 


Benene uden i jevnt Trav; naar de jætte i Spring, 
hænder det ikke ſjeldent, at de ſnuble, og baade Rytter 
og Dyr ligge i Støvet. J almindelig Gang ere de 
utrættelige; deres Kraft og Udholdenhed kan naſten 
ſammenlignes med Kamelens. En Haandfuld Havre 


tilfredsſtiller dem en hel Dag, og man har endogſaa 
Exempler paa, at de kunne gaa i 3 Dage uden at 
drikke. 


I Hallingdal. 


Hoſtmaader i Skandinavien. 


Man behøver ikke at være meget kjendt med de 
forſtjellige Dele af vort Land for at blive opmeerkſom 
paa den Forſkjel, der er paa Maaden at hoſte Saden. 
Der bruges vel alle Vegne det ſamme Redſkab til 
Sædens Hugning, men efter Leen viſer Forſkjellen fig 
ſtrax. Paa Sjælland „optages“ ſom ofteſt kun Vinter⸗ 


ſeden efter Leen af Kvinder, ſom dog ikke binder den, 
medens i Reglen Vaarſcden lægges „paa Skaar“ og 
forſt opbindes, naar den er vejret. Al Sæd fættes 
ſom ofteſt tæt ſammen i ſtore Hobe. Anderledes i 
Jylland. Her optages al Sed umiddelbart efter Leen 


| og bindes med det ſamme af Optagerſken, ſom derved 


faar et betydeligt ſtrongere Dagveerk end hendes Felle 
paa Oerne. Kjærvene bindes ner Toppen og ſtilles 


rere 


30 


derpaa loſt ſammen i ſmaa Hobe til Veiring, for 
ſenere, kort forinden Indkjorſelen, at bindes to og to 
ſammen nærmere Rodenden, til ſtorre faſte Neg. 


Det er kun undtagelſesvis at Vejrforholdene, ſom 
for en Del igar, ere ſaadanne, at disſe Hoſtmaader 
ere utilſtrekkelige. Ikke ſaaledes i vore Broderlande 
Norge og Sverig. Længere mod Nord kommer Hoſten 
ſenere, og da de ſmaa Agerpletter ligge i Dalene mellem 
Fieldene, eller omgivne af Naaleſkove, bliver det ofte 
meget vanſkeligt at faa Saden vejret i de forte, folde 
Efteraarsdage, naar Solen ſtaar lavt paa Himmelen 
og ikke kan trænge ind med fine Straaler til Ager⸗ 
markerne, ſom ogſaa ofte ere udelukkede fra de friſke, 
torrende Luftſtromninger. Der er det da ganſke ander⸗ 
ledes vanſkeligt at faa Sæden vejret tor, end her hos 
os, og det vilde maaſke interesſere danſke Leſere meget 
at je, hvorledes Hoſtſtikkene har udviklet fig i ſaadanne 
nordlige Egne, hvorfor „Husvennen“ i Dag bringer 
et Billede fra Norge, der viſer, hvorledes man maa 
jætte Negene op for at fan dem tørrede. Billedet 
foreſtiller en Toft ved en Gaard i Hallingdal. Vi ſe 
de af Bjelkeſtammer eller Tommerſtokke tomrede Huſe 
med Bjergene i Baggrunden, medens Bonden og hans 
Son i Forgrunden fætte Negene op. Stærke glatte 
Stager, ſom bevares fra Aar til Aar, rammes faſt i 
Jorden og fra den øverfte ſpidſe Ende ſtikkes faa Negene 
paa, det ene efter det andet, ſaa at Toppen vender 


mod Syd og ſkraat nedad, ſaa at Solen og Vinden 
kan virke med fuld Kraft og Regnen lobe let af. Paa 
denne Maade faar man Kornet godt vejret ſelv under 
ugunſtige Vejrforhold, og denne Fremgangsmaade 
bruges overalt i Norges Fjeldegne. i 
J Sverig bruges en lignende. Paa Stænger 
(Stör), der ved Hjælp af en Jernſtang ere nedrammede 
i Jorden, fætter man med en Fork forſt et Neg med 
Roden nedad, ſom vedfojede Tegning viſer, og derpaa 
de folgende Neg korsvis, ſom man ſer, med Stagen 
ſkraat gjennem Baandſtedet, ſaa Toppen deekkes noget 
af Rodenderne. Nodes man til at kjare Sæden hjem, 
inden den er tor, rejſer man nogle Pele, hvori ind⸗ 
ſlaas ftærfe Trœplokke paa ſkraa (Hesjor), hvor man 
paa Leſter anbringer Sæden med Toppen mod Syd. 
Disſe Hesjor kan i Stedet for at ſtaa lige ſom en 
Væg, ogſaa gives Form af et Tagveerk, ſom hos⸗ 
ſtagende Tegninger viſe. Negene lægges radvis over 


Lægterne, ſom lægges paa efterhaanden, faa at Toppen 
kommer indad og Rodenden udad, ſaa den beſkytter 
Kjcernen mod Regnen. . 


Anders Larſens Cræl. 
Fortælling af C. A. Thuregod. 
(Fortſat.) 

„Puddelkatten er den ſodeſte og bedſte lille Kat, 
der kan være til. Derſom J vidſte, hvormange ven⸗ 
lige og troſtende Ord hun har ſagt mig, naar jeg 
var bedrøvet, jaa vilde J ikke tale ilde om hende“. 

„Nu! Naar Alt kommer til Alt, er det dog vel 


bedſt, Du ſynes godt om Folkene, for nu er Du jo 


31 - 


ſnart fri, Lad Dig bare ikke overtale til at blive der 
længere! Du kan faa en ſtorre Lon for mindre Slid 
andetſteds. Sæt Dig nu ned, ſaa ſkal jeg bage Pande⸗ 
kager til Dig. Kommer Din Husbond, ſom Du venter, 
jaa ſkal han faa En med, og jeg har en Dram, der 
har ſtaaet i Flaſken ſiden Paaſke; den ſkal han ogſaa 
faa, for at han fkal je, jeg ikke er vred paa ham 
længer”. 

Anders Larſen kom ganffe rigtig og fik baade 
Dram og Pandekage. Han talte venligt med den 


” gamle Kone; thi venlige Ord koſte jo ingen Penge. 


Saa gik han og Karlen hjemad. Det var langt hen 
i Maj og var en maaneklar Aften. med temmelig 
megen Blæft. Det kunde vel være over Midnat, da 
de fik Gaarden iſyne. De ſkraaede nu tversover 
Marken nedad Bakken mod Dammen, hinſides hvilken 
Gaarden laa ſtor og mork paa Brinken. Maaneſtraa⸗ 
lerne bævede og tindrede i den blanke Flade, ſom 
Vinden kruſede. De to Vandrere gik nordenom Dam⸗ 
men og i nogen Afſtand forbi den ſaakaldte Kæmpe 


ſten, der jaa ſtorre og mørkere ud end ellers. Der 


ſpillede noget om Stenen, ſom om den flagrede for 
Vinger. Manden faa det og ſtandſede. „Der maa 
være lagt noget Toj til Torre paa Stenen, og de have 
glemt at tage det ind“, ſagde han. „Gaa hen og 
tag det med Dig!“ Karlen gik derhen. Der var dog 
intet Toj, men paa Stenen ſad Karen ſammenſunken 
og trygt ſovende. Hendes Klodemon og hendes forte 
Haar var det, der bølgede i Nattevinden. 

„Karen! lille Karen!“ ſagde han mildt og tog 
hende ved Haanden. i 

Som løftet af en Staalfjeder ſprang Pigen op 
og fløj ham om Halſen og gav ham Kys paa Kys, 


medens han ſtod ſanſeberuſet, hentagen og ude af Stand 


til at afværge hendes halvbevidſte Omhed. 

Men Anders Larſen var ikke falden i Staver; i 
nogle faa Spring var han henne hos Parret, og uden 
at betenke fig gav han hende et kladſkende Orfigen, 
ſaa hun tumlede. Med et Skrig foer hun nu op ad 
Skranten og ind i Gaarden. Manden vendte fig mod 
Karlen ſom om han havde Lyſt til ogſaa at give ham 
pan Øret, men betænkte fig og ſpurgte bare vredt: 
„Hvad betyder det?“ 

„Jeg ved det ikke“, ſagde Karlen, bævende af 
Sindsbevegelſe. „Hun ſov“. 

„Jeg kan teenke det“, ſagde Manden, „og jeg 
fjender hende nok, naar hun med Gt bliver vælfet. 
Men hun burde ikke ſaadan gaa los og fætte fig til 
at ſove herude. Lad os gaa ind og høre, hvordan 
det hænger ſammen! — Hm! — hm! — der plejer 
dog ellers at være Mening i Vrovlet; men dette var 
der ingen Mening i! — Nej, det var der ingen Me⸗ 
ning i“. 

Saaledes, ſmaaſnakkende halvt for- ſig ſelv, gik 
han ind, fulgt af Karlen. J Stuen kom Husmoderen 


dem ſovndrukken imode, og medens hun fatte Mad 
paa Bordet, ſpurgte hun: „Hvad var der ivejen med 
Karen?“ å 

„Ja, det vilde jeg ſporge Dig om“, ſagde Manden. 
„Hun ſidder og ſover paa Stenen nede ved Dammen. 
Ole væffer hende; men hun var kun halvvaagen, og 
jan ſkabte hun fig taabelig. Men jeg fik hende hel⸗ 
vaagen med en dygtig Kindheſt“. 

„Hvor kunde Du nenne det? Du ved, hun er 
ude af fig jelv, naar hun er ſaadan“. 

„Hun kom da til ſig ſelv i en Haſt“, knurrede 
Manden. „Kanſke hun havde havt bedre af tidt at 
blive vakt paa den Maade end ved at blive kjelet 
vaagen med føde Ord. Hvordan kom det ellers, at 
hun ſad derude?“ 

„Jeg var ikke godt tilpas“, ſagde Mette, „og jeg 
vilde unde Jer Mad, naar J kom hjem. Saa bod 
Karen til, at blive oppe; hun er ſaa vel gaget uden⸗ 
for Gaarden for at holde fig vaagen, men ſaa er hun 
endda falden i Søvn. Det var ſlemt, Du fkulde ſlaa 
hende; det er hun ikke vant til, og hun vil tage ſig 


det ner. Vil Du ikke ſige hende et godt Ord, inden 
Du gaar tilſengs“. 

„Aa, Byt med det! det kan være til imorgen”, 
ſagde Manden, og ſaa gnaven ud. Han og Karlen 
node deres Maaltid i Tavshed, hvorpaa den Sidſt⸗ 
nævnte gik til Hvile. 
ikke; thi han kunde ikke lade være at gruble over det, 
der var ſket. Af fit fulde Hjerte elſkede han denne 
ejendommelige Skjonhed, denne milde og gode Pige, 
der havde været venlig mod ham ſom en Søfter i 
deres mangegarige Samveren, medens han var ringe⸗ 
agtet og overſet af alle fine øvrige Icevnlige. At han 

kunde vinde hendes Elſkov, havde han vel i fine vilde 

Drømme havt et Slags Haab om; men han havde 
ikke Tro til, at det kunde ſke ſaa brat, og han troede 
heller ikke derpaa endnu, men mente, at hun aldrig 
vilde modtaget ham ſaadan, hvis hun ret havde været 
vaagen. Nu! det vilde hun viſtnok heller ikke; men 
forøvrigt var hendes Forhold ikke uden dybere Grund. 
Det opvoxende Pigebarn havde tidligt omfattet med 
en Soſters Kjærlighed Drengen, Bnglingen og Karlen 
i den fattige Skjctteblaars Dragt, ſom Hænder og 
Fødder ſtak jaa latterligt frem af, at han nødvendigt 
maatte have taget fig kejtet og ringe ud. Da hun nu 
jaa ham ordentligt og pænt paakledt, var det ikke 
unaturligt, at hendes uprøvede og kun lidet uddannede 
Sind pludſeligt blev betaget af en varmere Følelje. Og 
jaa forſvandt han med det Samme, og i et fuldt Døgn 
havde hendes Hjerte ſyslet med den mærkelige Aaben⸗ 
baring, vaagen og i Drømme. Idet hun væffedes af 
fin Søvn paa Kampeſtenen, fortſatte hun i halvvaagen 
Tilſtand Drommen, da hun faldt ham om Halſen. 

Det vidſte han ikke. Hans Lidenſkab for Pigen 
var jaa meget ftærfere, ſom den brændte under lukket 


Megen Søvn fil han dog 


P — Vm 


32 


Laag. Han var ufattelig glad og dog tillige ſaa 
cengſtelig, og mange vilde Veje drømte han om, der 
kunde fore ham til Ophojelſe og lykkelige Kaar og til 
en velſignet Havn i Puddelkattens kjerlige Arme. 
Han havde jo efter fattig Evne været taalmodig og 
god, og jaa mente han nok, at Gud vilde være ham 
naadig. 

Nerſte Morgen var han lidt tidlig ude i Stalden 
for at gjøre rent; ſnart kom Karen did for at malke. 
Mangen Morgenſtund hapde de der tilbragt ſammen, 
medens de under munter Samtale udforte hver ſin 
Gjerning. Denne Morgen vare de Begge tavſe. Som 
ſedvanligt havde hun bart Hoved, og i det bruſende 
Haar, ſom hun endnu ikke hapde ordnet, ſad enkelte 
Rughalmsvipper. Han ſyntes ligefrem, at det flædte 
hende godt, og desuden fik hun ved en ſaadan lille 


Uorden mere Lighed med den hjertensgode, men noget 


ſloſede Moder. Denne Morgen var Karen uſadvanligt 


bleg, men ſaaſnart hun jaa Ole, overgjodes hendes 


Anſigt med en glødende Rodme. Det heendte fig nu, 
at de kom til at gaa hverandre tæt forbi i Stalden; 
deres Sænder traf til at berøre hinanden, og ſom uvil- 
kaarligt ſluttede de fig ſammen. J næfte Nu holdt 
han hende tæt omſlynget, og Hjerte bankede mod 
Hjerte. ; 

„Ole! Hvor er du?“ raabte nu Anders vred ved 
Stuehuſet. 

„Her!“ ſparede Karlen, og ſprang frem i Doren. 

„Naa, der er Du! Lad Rengjoringen være og 
folg med mig!“ 

Ole adlød, og de gik om bag Gaarden, Hvor der 
var begyndt paa at jætte et Stendige. Paa dette 
Arbejde tage Mand og Karl fat i Forening. Manden 
var temmelig ſnakſom, men kunde dog ſommetider falde 
i dybe Tanker. Karlen ſagde ikke Meget, da jo ogſaa 
han havde Adſkilligt at tænfe paa. 

; (Fortfættes.) 


Blandinger. 


Kunſtigt Smor. (Ugefér. f. Landm.) Ifølge Pall Mall 
Gazette ſkal en Fabrik i New⸗Nork fave meget godt Smør paa 
folgende Maade. J Byens Slagterhuſe opkjobes al Oxe⸗Talgen, 
der kisres til Fabriken, hvor den renſes. Efterat den derpaa er 
bleven omhyggelig findelt, bringes den i en Kjedel, og der til⸗ 
ſettes ligeſaa meget Band, ſom der er Talg. J denne Kjedel 
ledes der Damp gjennem et Ror, hvorved Talgen ſmelter, alle 
Kjøddele ſynke tilbunds, medens Fedtdelene flyde ovenpaa Vandet 


og ſtummes af. Disſe Fedtdele beſtaa af Smerſtof og Stearin, 
og naar de opvarmes til 21“ R., ſmelter Smerſtoffet, medens 


Stearinen ſynker tilbunds. Smorſtoffet ſkummes af, der til⸗ 


ſættes 13 pCt. nymalket Malk og det nødvendige Salt, og denne 
Masſe fjærnes i 10—15 Minuter. Man faar da Smør af 
bedſte Slags, der ikke koſter halvt ſaa meget ſom almindeligt 
Smør. Stearinen ſalges til Lyſeſtsberen, og det andet Affald 
til de Fabrikanter, der lave kunſtigt Kreaturfoder. Der er dannet 
et Selſkab med en Kapital af over 1 Mill. Rd. for at fabrikere 
Smør efter denne Methode, der antages at ville give en For⸗ 
tjeneſte af over 100 pCt. aarlig, — En franſt Kemiker fkal have 
opfundet en Methode, hvorved han paa kunſtig Maade kan lave 
Malk af Gres, men da denne Melk bliver endel dyrere end 
den naturlige Malk, vil hans Opfindelſe neppe blive faa fordel- 
agtig ſom de amerikanſke Smorfabrikanters. 


Den fedeſte. Medens Napoleon var Kommandant i Paris, 
ſkete der ofte Oplob paa Gaderne, navnlig foran Bagerbouti⸗ 
kerne, paa Grund af Brodmangel og Dyrtid. For bedre at 
kunne vaage over den offentlige Sikkerhed red Bonaparte ſelv 
omkring i Byen og talte beroligende til de Hobe, han traf paa. 

En Dag kom han ſaaledes ind i en ufædvanlig ſtor Folke⸗ 
jværm, ſom flokkedes om ham og truende forlangte Brod. 

En tyk Kone, ſom ſtak paafaldende af mod Generalens 
magre Skikkelſe, traadte frem og raabte, idet hun pegede paa 
Officererne: „Naar de der kun kunne leve flot og have det be— 
hageligt, ſaa lade de gjerne det arme Folk ds af Sult“. 

„Gode Kone“, ſparede Bonaparte, „ſe engang rigtig paa 
mig, hvem af os to er den fedeſte?“ — Alle lo, og man gjorde 
nu hurtigt Plads for Generalen. 


Hiſtoriſk Merkelighed. Under Urolighederne i England 
under Karl den Forſtes Regjering kom en ſmuk Bondepige til 
London for at ſoge Tjeneſte. Længe vandrede hun forgjaves 
omkring, indtil hun tilſidſt kom til en rig Brygger, der antog 
hende til de laveſte Sysler. Hendes Skjonhed og takkelige 
Vaſen indtog ham fnart for hende, og han ægtede hende omſider. 
Han døde fort efter og efterlod hende fin betydelige Formue. 
Hr. Hyde — ſenere Lord Clarendon — lærte den ſmukke, rige 
Enke at fjende og tilbød hende fin Haand. 

Frugten af dette gteffab var en eneſte Datter, ſom ſenere 
ægtede Jakob den Anden og blev Moder til Dronningerne 
Marie og Anna. 


Treffende Svar. Nogle Herrer af den „frie Tanke“ kom 
en Dag fra Hovedſtadeu ud paa Landet for at beſoge en Ven. 
De ſpottede i Samtalens Lob over Religionen. J Selſtabet 
om Aftenen fandtes Børnenes Lererinde. Hun deltog ikke i 
Samtalen; men da en af de raſke Hereer frakt udraabte: „Jeg 
for mit Vedkommende er da ikke jan tosſet at tro paa Gud”, 
ſpurgte hun roligt: „Hvorfor ikke?“ Spotteren ſvarede med en 
fripoſtig Mine: „Det ffal jeg ſige Dem, min Froken: jeg har 
aldrig kunnet ſe noget til ham, og et dannet Menneſke tror 
kun, hvad han kan fe”. „Da maa De, min Herre“, ſvarede 
hun, „efter disſe Ord ikke tage det fortrydeligt op, at vi hojlig 
tvivle paa Deres Forſtand; thi den kan vi heller ikke ſe“. 


Husvennen udkommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ßf. 
Fierdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevpſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
Hovedkommisſionceren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjsbmagergade 56, Kjøbenhavn. 


Tryft hos J. H. Schultz. 


Villedblad for Alenigmand, 
for Morſkabslusning, Oplysning og Hus flidl. 


Adgivet af 
N. C. Rom. 
Nr. 5. 2. November 1873. 
FF ˙⅛·à——ÜAͤM TT——äñ — 1 .— . 
Zudhold. De danffe Folkenavne, af Pauline Worm. (Sluttet). — Beens Hallig, af Hother Tolderlund, med Billeder. — 


Fiſterbaaden, med Billede. — Anders Larſens Tral, Fortælling af C. A. Thyregod. (Fortſat). — Bognyt. — Blan⸗ 


dinger, med Billede. 


De danſke Folkenavne. 


Af Pauline Vorm. 
(Sluttet.) 


Reformationens Indflydelſe paa danſke Navne 
er naturligvis ikke ſaa kjendelig ſom Virkningen af den 
ſtore Overgang fra Hedenſkab til Kriſtendom; men den 
er dog alligevel tilſtede. Kirkefornyelſen kom fra Tyſk⸗ 
land, og de tyſke Former af de kirkelige Navne afvige 
mindre end vore egne fra den græffe, latinſke eller 
hebraiſke Oprindelſe; man vilde vende tilbage til den 
gamle apoſtoliſke Kriſtendom, hvorfor da ikke ogſaa til 
de gamle Apoſtelnayne? Intet Under, at man troede 
at finde en mere kirkelig Klang i Johan eller Johannes 
end i Jens; at man holdt Peter for bedre end Peder 
o. ſ. v. Næften ethvert kirkeligt Navn fif nu en 
dobbelt Skikkelſe her i Danmark. 

Og endnu Et. Man brod ſig ikke længer om at 
have en Skytshelgen af fit eget Navn og Kjon; da 
Helgendyrkelſen faldt, kom de afledte Kvindenavne 
i Brug. Hvad der udtrykkes ved Endelſen ine, ſom 
vi nu kliſtre til alle Mandsnavne lige fra Jens og 


Mads til Knud og Ole, er lige det Modſatte af den 


Tanke, der traadte frem i de nordifke Endelſer: borg, 
gerda, hilda og ida; Endelſen ine betegner Kvin⸗ 
den ſom det ringere, det underordnede Væjen. Nu, 
lad ſaa være 


„Ridderen knejiſer faa ſtrunk og ſtolt, 
Men for Kvinden er Ydmyghed Sir“ 


lad ſaa være! men den ſkulde dog anvendes med en 
Smule Forſtand. 


Dette ine er en latinſk Formindſkelſesendelſe ina, 
hvortil ſvarer inus for det mandlige. Kjon. Navnet, 
der endte ſaaledes, betegnede den Yngre i Modjætning 
til den Wldre, den Ringere i Modjætning til den 
Større, og man valgte det beſkedent, naar man tog 
fig den Frihed at opkalde Guder og Keiſere; ſaaledes 
fik man Saturninus og Martinus af Saturnus og 
Mars, Auguſtinus og Severinus af Auguſtus og Se⸗ 
verus. Heraf følger nu, at man uden at gjøre Bold 
paa Sproget og Tanken kan foje „ine“ til et oprinde⸗ 
ligt Kvindenavn (Anna, Laura og Roſe: Annine, 
Laurine og Roſine) og ligeledes danne et Kvindenavn 
af et Mandsnavn ved at ſette „ine“ i Stedet for 
„inus“ eller „us“. Af de latinſke Former: Severinus, 
Martinus, Jacobus, Joſephus, Paulus, Petrus, Eras⸗ 
mus, Carolus (det danfke: Karl), Nicolaus og Georgius 
har man dannet de ikke aldeles ſmag⸗ eller meningsleſe 
ffjøndt paa den anden Side heller ikke ſmukke Navne: 
Severine, Martine, Jacobine, Joſephine, Pauline, Pe⸗ 
trine, Erasmine, Caroline, Nicoline og Georgine; det 
gaar an; men Sorine, Mortenine, Pederine, Rasmus⸗ 
ſine, Nielſine og Jorgine ere Misfoſtre, og med Jen⸗ 
fine, Hanſine o. ſ. v. ſtaar det ikke bedre til. Kvinde⸗ 
navnet, der ſparer til Jens eller Hans, er Johanne; 
til Laurs ſparer Laura, til Mads Matthea, til 
Frans Franciska, til Klaus Claudia eller Clau⸗ 
dine; man kan i det Hele opſtille ſom Regel, at et 
Navn paa ,,fine” er utilladeligt. Hvad angaar de 
endnu geengſe nordijfe Navne: Knud, JZvar, Svend, 
Erik, Oluf eller Ole, Stig, Sten, Harald o. ſ. v. faa 
lad os endelig here op med at jætte ine, mine, line 
eller fine til dem! Vore Forfedre have næppe havt 


ét Kvindenavn til hvert af disſe Mandsnavne; men 
om end f. Ex. Knudhilde aldrig har været i Brug, 
jaa er det baade et ſprogrigtigt og et rimeligt Navn, 
hvis Beſtanddele paste udmærket ſammen; Betydningen 
vilde blive: Knuden, der hilder, Baandet, der holder 
faſt, eller Gaaden, ſom er vanfkelig at loſe. 

Men har, ſom ovenfor meldt, Kirkefornyelſen givet 
os Navne ſom Peter og Petrine, jaa har den maaſke 
paa den anden Side veddet en Del nordiſke Navne, 
der ikke vare optagne pan Helgenliſten. Den har virket 
i danfk Aand ved at fkabe en danſk Literatur og 
grundfeſte et danſk Univerſitet, ſom inden lang Tids 
Forlob foſtrede nordiſke Oldgranſkere. At Adelen kom 
til Roret ved Pavekirkens Fald, det hindrede Tyfk⸗ 
heden i at trænge fra Hoffet ned i Folket; thi den⸗ 
gang var Danmarks Adel danſk. Fortyfkningens 
Hiſtorie begynder med Enevoldsmagten. 

Man kunde tro, at denne Begivenhed havde ſkabt 
et danſk Navn: Enevold; men ikke engang den Are 
tor vi lade den beholde: Napnet er ældre. Derimod 
er dens fortyſkende Virkning kjendelig, iſcer af de arve⸗ 
lige Slegtnavne, der nu kom i Brug. At ind⸗ 
vandrede. tyſke Slægter hverken overſatte eller paa anden 
Maade fordanfkede deres Navne, er rimeligt nok og 
finder fit Forſvar deri, at heller ikke franſke eller engelſke 
Familier gjorde det, og at man desuden ſelv blandt 
de megtigſte og ſtorſte Folkefcrd finder Navne af 


fremmed Udfeende og fremmed Klang. Men at Mænd, 


der nedſtammede fra danſke Bønder, af Penhed ſkrev 
ſig Müller, Schmidt, Schneider og Schuſter til Minde 
om, at en af Forfedrene havde drevet Moller⸗, Smede, 
Skreder⸗ eller Skomagerhaandvoerket i en danſk Landsby, 
det er et Tegn, hvortil man neppe andetſteds finder 
Mage, lige ſaa lidt ſom til den Smagloshed, at Navne 
med danſk Ordbetydning eller danſke Endelſer pyntedes 
med tyjfe Bogſtaver: ſch, ch, ck, tz, ü, w'“) og ä, at 
Navne paa „mand“, om de end ere nok jaa danſke, 
neeſten altid ſkrives med „nn“ (mann), og at neppe 
en eneſte af de Familier, der nedſtamme fra bonde⸗ 
fodte Herregaardsſkytter ſkrive fig Skytte. Navnet 
forekommer i omtrent 200 Skikkelſer; men de have 
alle noget Tyſk ved fig. 

Fremdeles ſkylde vi Tyſkerne Fornavne ſom Gott⸗ 
lieb, Gottfried, Walther, Heinrich (danſk: Henrik), Ru⸗ 
dolph (danſk: Rolf), Konrad, Eberhard, Reinhard, 
Wilhelm (danſk: Vilhjelm) o. ſ. v.; vi ſkylde dem Ud⸗ 
talen Georg og Au guſt i Stedet for Georg og Au⸗ 


) Bogſtavet W er dog ikke altid tyſt; det er for det forſte 
tillige engelſt og hollandſt, og dernaſt er det undertiden 
jydſk. De jydſke Bonders Üdtale af Ordene Ole, Orm 


og Oſt kan ikke godt betegnes ſom Volle, Vorm og Voſt; 


thi den Lyd, hvormed de begynde de nævnte Ord, er ikke 
det ſedvanlige danſke v, men en Halvpſelvlyd mellem v og 
u, lig det engelfke w. 


34 


guſt, og endelig ffylde vi dem Forkortelſerne, ſom 
tillige ere en Virkning af den Spidsborgerlighed og 
Slophed, der var fjendtlig mod alt Ejendommeligt, alt 
Selvſtendigt, jeg kunde næften ſige: alt Perſonligt. 
Kaldte man fig Jane, jaa kunde dette jo gjalde ſaavel 
for Mariane og Juliane ſom for Kriſtiane; endnu 
mere ubeſtemt var Sine, og ſelv et Navn ſom Jette 
(Henriette) havde dog det Fortrin, at det Oprindelige 
rent var udſlettet og kun et Paaheng blevet tilbage; 
til dette Maal ftræbte Tidens Aand eller rettere: dens 
Aandløshed, og denne Tid er endnu ikke helt forbi, 
ſtjont en modſat Beſtrebelſe hver Dag trader ſteerkere 
og ſterkere frem. 

Der begyndte pludſeligt, henimod 1840, at ytre 
fig en Forkjerlighed for ſmukke og ſieldne Navne; forſt 
da var det, at Bolgeſlagene af „den græffe Stromning“ 
fra det foregagende Aarhundredes Slutning naaede op 
til os. Der var i Europa vakt en ny Aand, ſom 
forte „Frihedens, Skjonhedens og Menneſkerettighedernes 
Sag“; men den var degværre fra forſte Færd i dobbelt 
Forſtand perdensborgerlig: den misforſtod Kriſten⸗ 
Dommen og miskjendte Folkenes Ejendommeligheder. 
At her, juſt her i Danmark, et Forbund er fluttet 
mellem det Menneſkelige, det Folkelige og det Kriſte⸗ 
lige, og at dette Forbund har taget ſaavel Frihedens 
ſom den poetiſke Skjonheds Fylgier i fin Tjeneſte, det 
er i Grunden en Mands Fortjeneſte: Grundtvigs. 

Som ſagt, det var henimod 1840, at man be⸗ 
gyndte at ſoge i Oehlenſchlogers Værfer om ſjeldne, 
forte, klangfulde og fjærnefulde Navne. Man ſogte 
ogſaa andetſteds; thi det var egentlig endnu ikke det 
Nordiſke, det kom an paa; herom vidner den Udbredelſe, 
ſom Navnene Alma og Olga have faaet blandt Børn 
og unge Piger, medens viſtnok ikke en eneſte danſk 
Kvinde, der er født for 1840, bærer et af dem. Alma 
fik man fra Paludan⸗Müllers Adam Homo, Olga 
laante man af en rusſiſk Storfyrſtinde, ſom nu er 
Dronning af Würtemberg, men aldrig har havt noget 
at gjøre med os. Jovrigt er det ret heldigt, at Olga, 
ſom et fuldkommen ſprogrigtigt Kvindenavn efter det 
danſke Olger eller Holger“), nu kan afloſe Holgerine, 
for ikke at tale om Holgerſine. 

-Længjelen efter noget Nyt har nemlig ogſaa for⸗ 
voldt, at vore Forfedres Sædvane, den, at danne 
Kvindenavne ved Sammenſcktning, er kommen igjen i 
en ſaare uheldig Skikkelſe. Naar en Mand og en 
Kvinde paa en Gang ffulle opkaldes, tager man hele 
Mandens Navn og føjer dertil Endelſen af Kvindens; 
deraf opſtaar et nyt Navn, der kan gjælde for begge 
Kjon, men dog ſom ofteſt anvendes kvindeligt. Af 
Peder og Frederikke laves paa denne Maade Pede⸗ 


) Man mener ellers, at en nordiſk Kinde ved Navn Helga 
engang har ægtet en rusſiſk Fyrſte, og at det er hendes 
Navn, der i Rusland er blevet til Olga. 


—— —— 


det ſkal være Fornavne. 


rikke, af Jakob og Thomine Jakobmine, af Knud og 
Nikoline Knudline, af Peter og Cecilie kan dannes 
Peterſilie, af Mads og Georgine Madsgine, der lyder 


ſom Maſkine. Sorenmine, Lasſebine, Mortenlene og 
Mikkeltrine have lignende Oprindelſer; men Palmen 
og Kronen for Opfindelſer af dette Slags tilkommer 
dog den ſſeellandſke Husmand, der til re for en Hr. 
Trepka gav fin Datter Navnet Trepkatrine. 

Det gaar i vore Dage med Navne ſom med 
Dragter. En Bondepige jer langt ſmukkere ud i fin 
Nationaldragt, end naar hun gaar fiobſtadkledt. 
Grunden er, at der ſkal nogen Aandsdannelſe, en vis 
Udvikling af Skjenhedsſanſen, til for at vælge fin 
Paaklodning med Smag; dette Valg flipper man for, 
naar man bærer Nationaldragt; thi den er næften ens 
for alle Kvinder i ſamme Egn, og de ſmaa Forffjellig⸗ 
heder i den rette ſig efter Alderen eller afhænge af, 
om Vedkommende er Pige, gift Kone eller Enke.  Klæ- 
der man fig derimod paa Franſk, jaa ſkal der vælges, 


og den Moder, der kalder ſin Datter Lasſebine, vil 


lige ſaa let falde paa at pynte hendes roſenrode Pels 
med lila Slojfer og give hende den Stads paa til en 
lyſeblaa Hat med grønne Baand. Det ſtakkels Barn 
voxer da heldigvis engang fra Pelſen — men desværre 
ikke fra Navnet. 

Nutidens Dragter je ud, og Nutidens Navne lyde, 
ſom om det kom an paa alene at fremhæve Enkelt⸗ 
væjenet, det Særegne, og derfor ſpringe over alle 
Mellembeſtemmelſer, faajom Stender, Aldersklasſer og 
Kjen. Man falbyder Herreſjaler og Dameveſte; man 
pryder unge Frͤkener med „Matroskraver“, og man 
ſammenblander i gyſelig Forvirring Slægtnavne med 
Fornavne, Mandsnavne med Kvindenavne. Smaa 
Drenge lobe omkring med Navne ſom Pilegaard, Har⸗ 
ding, Bellmann o. ſ. v.; ſaaledes hedder Slægten ikke; 
Jeg veed to Halvpbrodre, en 
Moders Sonner af forſkjellige Fædre, der hedde ens 
paa den Maade, at det Navn, der var hendes forſte 
Mands Slægtnavn, det bærer hans Son i ſamme 
Egenſktab og hans Efterfolgers Son ſom Fornavn. 
Mejerſken, Husholderſken, Husjomfruen og ikke ſjelden 
Lererinden paa en Gaard kaldes Møller, Smith, Pe⸗ 
terſen o. ſ. v. uden Fornavn eller kvindelig Betegnelſe; 
Endelſen „datter“ i Almuens Kvindenavne forandres 
til „ſen“ — forøvrigt ikke med Landfolkets gode Villie 
men ifølge et Kancellireſkript fra Frederik den Sjettes 
Tid: Bønderne ſkulde have „faſte Slegtnavne“ ligeſom 
andre Menneſker; men Ingenting er i Grunden mere 
urimeligt, end at et Navn paa „ſen“ bliver faſt; 
Sønnen burde kun hedde Jenſen, naar Faderen hed 
Jens. f i 
Lighedstanfen har udrettet dette: at Bønder nu 
ikke længere ved deres danſke Navne kunne ſkjelnes 
fra „fine Folk“, og „fine Folk“ ikke længer ved deres 
tyſke Navne fra Bønder; det er dog altid et Frem⸗ 

. 


N 


ſkridt. Men ilde var det, hvis vi fun havde ſluppet 

Tyſkland ſom Monſter, for at tage England i Stedet 
og overſpomme vort Fædreland ikke blot med engelfke 
Dobenavne ſom William, Henry, Charles, Mary, 
Alice o. fj. v., men ogſaa med engelſke Kjelenavne, 
der af os ophøjes til en Værdighed, de aldrig have 
havt i deres Hjemſtann. Man maa vide, at ingen 
engelfk Kvinde af Kilen eller Staten bliver tiltalt 
ſom Betty, Fanny, Ketty eller Jenny; de, der af Slægt 
og Venner kaldes ſaaledes, hedde Eliſabeth, Frances 
(Franciska), Catharina og Jane (9: Johanne). 


„Vi fore Lover i vort Skjold, 
Af Hjerter tæt omfatte; 

Dem forte vi fra Hedenold 
Og ingen Abekatte“, 


ſynger Digteren; men naar vi ikke ere Aber i Virke⸗ 
ligheden, hvorfor ſkulle vi da være det af Navn, efter⸗ 
abe alt Fremmed i vore Navne. De almindelige, 
jævne proſaiſke Almuenavne forekomme os maaſke for 
klang⸗ og farvelsſe; nu vel: jaa lad os drage Old⸗ 
tidens Skat frem af Gravene; lad os gjenoptage — 
helt i uforandret Skikkelſe — de kjernefulde, klang⸗ 
fulde og betydningsfulde Navne, hvori et hedenſk og 
halvbarbariſk, men ligefuldt ædelt og hojhjertet Folk 
har udtalt fin Ungdomsdrom om Stordaad i Aandens 
Verden! 


Beens Hallig. 


— 


En af de mindſte Halliger ved Slesvigs Veſtkyſt 
forer Navn af Beens Hallig. Det er en lille ubeboet 
Holm, hvor mange Maager og andre Strandfugle 
herſke i uindſkreenket Frihed, og hvor intet Menneſke 
Jætter fin Fod, uden i det Hajeſte en Dag eller to i 
Efterſommeren, naar en Mand fra Nabogen Grode 
kommer derhen og hoſter den Smule Ho, der avles. 
Men for flere Aar ſiden beboedes Den af en Mand 
ved Navn Been. Mand og Kone udgjorde hele Hus⸗ 
ſtanden; Sonnen var paa de lange Reiſer, og der fad 
de to gamle Folk Aar ud og Aar ind paa denne Plet 
Jord i det vilde Hav og ſaa aldrig et Menneſke, uden 
naar de kom til Kirke paa Grode. Det gik endda ikke 
jan tidt paa: om Vinteren ſpottede det oprørte Hav 
deres ſkrobelige Fartoj, og ſelb om Sommeren, naar 
Strøm og Vind var imod, kunde der ofte ikke være 
Tale om nogen Kirkefart; da maatte de nojes med at 
tage den gamle Bibel ned af Hylden og ſtave ſig 
gjennem Evangeliet, det bedſte de kunde. Men det var 
dog ikke ſom at komme til Kirke. 

„Hvor Vorherre har en Kirke, har Fanden en 
Kro“, ſiger Ordſproget; og hvorfor ſkulde Grøde gjøre 
en Undtagelſe. Er der ingen egenlig Kro, faa er der 


dog et Sted, hvor man fan fan Brændevin, og efter 
Kirketjeneſten plejede Been og hans Kone altid at gaa 
derhen og faa deres Bimpel fyldt; den rummede netop 
et tarveligt Forraad for fjorten Dage, den reglemen⸗ 
terede Tid mellem de jædvanlige Kirkebeſog. Om Af⸗ 
tenen fejlede Mand og Kone atter hjem; var den ene 
lyſtig, faa var den anden glad, de havde ikke noget at 
lade hinanden høre, og, Herregud, en lille Pidſk hver 
fjortende Dag eller hver tredie Uge, ja om Vinteren 
maaſke kun hver anden, tredie Maaned, det er da ingen 
Ulykke: i Mellemtiden maatte de leve ſaa meget mere 
afholdent. 

Efteraaret kom med ſine Storme, og der kunde 
ikke være Tale om at komme til Grøde. Bimpelen 
var for længe ſiden tom, og paa hele Øen var der 
ikke andet drikkeligt Vand end Vandet i Ciſternen; 
men det var der nok af; thi Dag for Dag fkyllede 
Regnen ned ſom af Spande. Konen kunde derfor 


36 


neppe tro fine egne Øjne, da Been en Aftenſtund kom 
ind i Stuen med vaklende Skridt, jaa fornøjet, ſom 
om han kom fra Kirke. Der var ikke en Draabe 
Breendevin i Huſet, det vidſte hun, og udenfor Den 
havde han ikke været: de forte Bølger ſkummede og 
bruſte derude, de ſkyllede højt op paa Øen og flog med 
tunge Pladſk mod Foden af Verfet, paa hyilket Huſet 
var bygget, og paa Skraaningen laa den optrukne 
Baad med Bunden ivejret. Men den næfte Dag i 
Skumringen havde Been atter en lille Rus, den tredie 
Dag og den fjerde gik det ikke bedre, det ſyntes at 
blive Hverdagsſkik; imidlertid hjalp det ikke, at Konen 
ſpurgte, han fatte blot et fiffigt Anſigt op og flojtede 
og lod hende ſkjende. 

En Dag i Skumringen gjorde Been fin jædvan- 
lige Aftenudflugt. Regnen ſkyllede ned og bag ad hans 
„Sydveſt“ ſtod en Strom ſom ud af en Tagrende. 
Han liſtede fig om bag Huſet, og hans gtehalvdel, 


der ikke kunde modſtaa Nysgjerrigheden, ſlog Skjortet 
over Hovedet og fulgte ham. Manden duklkede ned 
bag en Bunke Tang, og lidt efter dukkede Konen ned 
paa den anden Side af Bunken. Der ſad hun og 
lyttede. „Skaal, Been!“ lad det fra den modſatte 
Side; „Tak, Been!“ ſparede den ſamme Stemme, og 
efter et Ojebliks Stilhed hortes et dybt „Aa“ og et 
Smadſk med Leberne. Der fad altſaa den Troløje 
og drak ſig ſelb til — men hvoraf? „Skaal, Been!“ 
„Tak, Been!“ lød det atter fra den enlige Svirebroder. 
De Lpjer maatte hun dog fe. „Skaal, Been!“ — — 
— „Tak, Been!“ Men dengang var det Konen, ſom 
takkede; og iſtedetfor et Smadſk af Læberne, kom der 
et Kladſk af hendes Haand, der forſkrakkede Manden, 
ſom lige ſtulde til at jætte Munden til Tappen af et 
lille Anker ſpanſk Vin, en venlig Bølge havde [bragt 


ham til Troſt i hans Enſomhed, 
havde ſkjult i Tangbunken. 

Hvorledes Mand og Kone kom ud af at dele 
Reſten af Ankerets Indhold, det ved jeg ikke. Nogle 
Aar ſenere var Øen forladt. Saalcenge Been og hans 
Kone "havde delt Ondt og Godt og ſelv en lille Rus 
med hinanden, ſaalcenge havde den enſomme Plet midt 
i det ſtormende Hav været dem den fjærefte paa Jorden; 
men fra den Tid, Been gik paa egen Haand, blev den 
et Hjem for Strid og Tviſt. For Samdregtighed er 
enhver Plads ſtor nok; for Uenighed er en Verden for 
lille — end ſige Beens Hallig. 


other Tolderlund. 


og ſom han forſigtig 


37 


Fiſkerbaaden. £ 


É 


Jeg veed en Baad, en Fifferbaad jeg veed, 
Som ſoger ud hver Kvæld, naar Sol gaar ned, 
Paa Havets Dyb med Eiermanden inde, 

Naar Maanen blank og klar paa Himlen ſtaar, 
Og Voven nynnende mod Stranden ſlaar, 

Og Sejlet ſlappes i de milde Vinde, 


Jeg veed en Baad, en Fiſkerbaad jeg veed, 
Som kjakt tilſos ſtaar ud, naar Sol gaar ned, 
og Stormen hyler hojt og Bolgen fraader; 
Naar Vintrens Nat har ſlukket Maanen ud; 
Naar Skyen ſender ned fin klamme Slud; 
Naar Kuld og Morke, Storm og Bølge raader. 


Hvad driver ham, den kjcekke Fiſkermand, 

Vel ud paa oprørt So fra lave Strand 

J Nattens Mulm, udſat for Nod og Fare? 
Hvi kjcmper han hver Nat den ſamme Dyſt? 
Det kan dog ikke være blot af Lyſt! 

— Jeg næften tror, at jeg det kan forklare. 


Jeg veed et Hus, et Fiſkerhus jeg ved; 
Der ſtod en Aftenſtund, da Sol gik ned, 
En Kvinde, ſtirrende ud over Havet. 

En lille Pige paa ſin Arm hun bar; 

To Drenge tumlende i Tangen var 

Med Kinder rode, Haaret gult ſom Ravet. 


Se, de ſom ſtode her paa nøgne Kyſt, 

Var Alle Fiſkermandens Haab og Troſt; 

Han Huſtru, Born det var: Hans Lyſt og Glæde. 
Se derfor er pan Havet han hver Nat, 

J Storm, i Stille, for at fiſke, at 

Hans Smaaborn ej af Nod og Trang ſkal græde. 


J. C. Rielſen. 


Anders Larſens Tral. 


Fortælling af C. A. Thyregod. 
(Fortſat.) 


Da de havde ſpiſt Davre og igjen kom ud, væl 
tede de i Fællesffab en ſtor Sten hen mod Diget. 
Paa Halvvejen ſtandſede Anders og ſagde: „Det var 
en fvær Karl! Lad os rette Ryggen lidt”. Han 
ſatte ſig paa Stenen; Karlen ſtod hos, og Manden 
ſagde: „Kœmpeſtenen nede ved Dammen er endda ftørre, 
og den kunde blive en prægtig Hjorneſten i Diget. 
Men Du ag jeg kunne ikke magte at vælte den“. 

„Nej, det kunne vi nok ikke“, indrommede Ole. 

„Haha! Mens jeg tenker paa den Sten, hufker 
jeg paa i Aftes, da Karen ſad der og fov og jaa fløj 
i Hovedet paa Dig. Kradſede hun Dig eller rev hun 
Dig i Haaret?“ 

„Nej, hun gjorde ikke“. 

„Har Du talt med hende idag?“ 

„Nej, idag have vi ikke talt ſammen“. 

„Nej, idag ſkammer hun fig, ſkjondt hun jo flet 
ikke kan gjøre ved, hvad hun ſaadan tager fig for i 
Søvne. Det er en Borneſygdom, ſom vor Moder 
ikke har gjort bedre ved fit Kjellingeri. Men det gaar 
nok over. — Du taler vel ikke om, hvad der ſlete i 
Aftes!“ 

„Nej, jeg ſkal nok tie dermed“. 

„Det var ret. Der var jo ikke noget Ondt i det, 
da det er en Sygdom; men det kunde dog fore Karen 
i Folkemunde, og det vilde jeg nodigt nu, da hun 
ſkulde til at giftes“. 

„Skal hun giftes?“ ſpurgte Ole haſtigt. 

„Ja, ved Du ikke det? Ja, mend ſkal hun jaa. 
Hun ſkal have Hans Krasborg i Veſter⸗Slet. Du 
kjender ham vel ikke?“ 

„ej“. 

M Nej, Du var ikke hjemme, da han var her for⸗ 
leden. Jeppe Krasborg og jeg have været Drenge 
ſammen og ſommetider været i Totterne ſammen. Han 
har flaaet fig op ved Heſtehandel, og det er Sonnen 
ogſaa Dygtig til. Kort at fortælle: Karen ffal have 
Hans Jeppeſen. — Nu! Bi maa have Stenen væltet 


5 


hen. Saa kan Du gan ud og jævne Knolde paa 
Boghvedeſcden“. 


38 


Snart var Karlen ovre bag Bakken ved det an⸗ 
vifte Arbejde. Han var denne Dag mindre flittig end 
ellers; thi Pigens Adfærd om Morgenen og Faderens 
Meddelelſe havde ikke bragt hans Tanke til ſterre Ro 
og Klarhed. Som jaa tidt, naar han i fin Ungdoms 
dremmerige Enſomhed teenkte paa, at ethvert kjert 
Haab ſyntes ham indeftænget, gav hans Hjerte fig 
Luft i Sang, hvortil hans Lidenſkab gav Flugt og 
Varme: |. 


nDrømte vi Begge eller fun hun, 
da hendes Læber rørte min Mund 
iaftes i bævende Maaneftjær, 

da hun var mig nær, 

den Pige faa kjar, 
da Sind og Sands maatte gløde 
ved det ſere natlige Mode? 


„Dromte vi Begge eller kun jeg, 
da Solen rod over Bakken ſteg, 
og da hun mødte mig bly og rod 
og kjerligt mig bod i 
fin Haand ſaa blød, 

mens Suffet i Fødslen kvaltes 

og ikke et Ord der taltes! 


Drommer jeg vaagen endnu — o Gud! 
at hun ſkal være en Andens Brud, 
at denne bløde, barnlige Aand 
ffal gives i Haand 
med uløfeligt Baand 
en Mand, hun næppe kan fjende, 
og ſom aldrig kan fkatte hende?“ 


„Det er da ikke viſt, at han ſom jeg vil tykkes 
godt om, at hun løber med Halmvipper i Hagret!“ 
føjede han halvt ſkjcemtende til. . 

Det maatte ikke mærfes, at Manden i Grunden 
havde fattet Mistanke til fin Puddelkat og Fjeneſte⸗ 
karlen, og at han ſtrebte at pasſe paa dem. Da han 
dog ikke altid kunde have dem under Øjnene, jaa 
maatte hans Son, den elleveaarige lille Lars holde 
Üdkig, og Barnet, der holdt meget af Ole, plaprede 
ud til ham, at han fkulde fortælle fin Fader hvert 
Ord, der blev ſkiftet imellem Karlen og Karen. Anders 
Larſen røbede ogſaa paa anden Maade fin Mistro, og 
det vifte fig, at han faa ret fart i Forholdet, da han 
tog Oles nye Kleder og gjemte dem. „De ere jo 
mine, indtil Du har aftjent dem“, ſagde han. „Du 
huſker ogſaa nok“, føjede han truende til, „at den gamle 
Sag ſkulde ſtaa mig aaben, ſaafremt jeg nogen Tid 
blev utilfreds med Dig. Men jeg tenker nok, Du vil 
pasſe paa, det ikke ſkal ſke“. Ole forſtod ham godt 
og troede endnu, at Manden kunde ſkade ham. Han 
var ilde tilmode og blev det ikke mindre ved at fe 
Karen gaa jaa bleg og nedflaaet. Faderen havde ogſaa 
jagt hende Beſked og ladet haarde Trusler falde mod 
Ole, jan hun ſyntes, hun maatte ſky ham for hans 
egen Velfærds Skyld. Hun mente, at alt Saab var 


ude, ſaa hun maatte hengive fig i fin Skjcbne, hvor 
bitter hun end fandt den. Og dog — Tanker ere told⸗ 
fri, og Blikke kunne ikke altid tvinges. Blikkene vid⸗ 
nede om, hvorhen de Tvendes Tanker gik, og i den 
Retning duede lille Lars ikke til at pasſe paa. 

Ogſaa et Ord blev der ſkiftet imellem dem nu og 
da uden Vidner. En Dag var hun ude at hente Torv 
ind, og Ole kom tilfældigvis forbi. Efterat et Par 
ligegyldige Ord vare henkaſtede og beſvarede, ſagde 
han: „Nu ſkal Du vel ſnart giftes?” 

„Det ſkal jeg vel“, ſvarede hun og ſukkede. 

„Du ſukker ved det! Er Du kjed af det?“ 

„Det er ikke værd at tale om; der kan dog Ingen 
frelſe mig derfra“. 

„Jo, Gud kan endnu redde Dig. — Jeg vilde 
ogſaa nok prove paa det“. 

„Nej, prøv ikke paa det! Det beder jeg Dig om 
for Din egen Skyld!“ 

„Men ſig mig da —“ ; 

„Tys!“ afbrod hun ham. „Nu kommer min Bro⸗ 
der. Lad mig lobe med Torvene!“ ; 

Hun forjvandt, og han blev ftaaende og tenkte 
paa, at viſt aldrig noget Menneſke var ſaaledes født 
til Ulykke ſom han. Han ſyntes ogſaa, at han for 
en Del var Skyld i hendes Ulykke, og det gjorde ham 
bitterlig ondt, naar han faa, at hun Dag for Dag 
blev. blegere og mere ligegyldig for Alt. Før havde 
hun været en net Pige; men nu ſloſede hun med fig 
ſelv og kunde godt gaa hele Dage med Halmvipper i 
Haaret. Ogſaa hendes Forældre ſyntes at lide ved 
hendes Sorg. Nu ſtrebtes der hen til, at Brylluppet 
blev langt tidligere beſtemt, end det fra forſt af var 
paatenkt; thi Anders ſagde til fig ſelb: „Jeg forſtaar 
nu, at der var Alvor i Siſtorien ude ved Dammen, 
for naar hun ſaadan drømmer, er det gjerne Noget, 
hun i Forvejen har tenkt paa. Jeg kunde godt jage 
Ole vok, men det kunde treffe at gjøre Sagen verre. 
Det er bedre, hun bliver gift og kommer afvejen“. 

Krasborgfolkene gik villigt ind paa den forandrede 
Beſtemmelſe, der jo gav Udſigt til, at de desfor kunde 
fan fat i Anders Larſens Penge. San blev der en 
Dag faſtſat, da den endelige Afgjorelſe ſkulde finde 
Sted, og paa den Dag kom Jeppe med ſin Kone og 
Son fjørende i Gaarden. Ole havde i de næft fore⸗ 


gacende Dage gaaet ſom i en Dos, og da de Fremmede 


kom, hvis Wrinde han kjendte, drev han i fin gamle 
afſtikkende Dragt hen over Gaarden for at fraſpende 
og ſorge for Heſtene. Folkene brød han fig ikke om 
at je, dog det kunde ikke undgaas, og det forſte Blik 
paa den lavſtammede Mand med det teglſtensrode An⸗ 
ſigt bragte ham til at fare ſammen og je efter Sonnen. 
Da kom han til at ffjælve og fornam ligeſom et Stik 
i Hjertet. Han hilſte ikke Gjcſterne, men traf ſkynd⸗ 
ſomt Heſtene bort, og da han havde fat dem i Baas, 
gik han haftigt frem og tilbage i Stalden. Han følte 


ſig dybt oprort i Sindet, og nu ſom ſaa ofte gav 
hans heftige Sindsopror ſig Luft i Sang: 


„Dromte jeg for, er jeg vaagen nu: 
Karen! min føde Veninde! Du 
ffal være hans Brud, der vendte min Vaar 
til Trallekaar 
i Din Faders Gaard; 
min Lykkes tidlige Dreber 
fkal kysſe min Piges Laber. 


Nej! og atter tuſindgang Nej! 
Min Fjende! Stands paa Din Bejlervej! 
Med Dig har jeg gammel Grund til Kiv! 
det gjelder Dit Liv, 
for Du faar til Viv 
imod hendes gode Villie 
den ſmukke, barnlige Lilie! 


Karen! Som Barn alt Du talte min Sag 
og ſiden, mens mangen en ſorgfuld Dag 
over den dybt Fornedrede gik, 

Dit venlige Blik É 

blev en Styrkedrik, 
der monne mit Mod hufvale. 
— Mu ffal jeg min Gjæld Dig betale!” 


For han vidſte af det, kom Hans Krasborg farende 
ind i Stalden og raabte: „Hvad er det for Dumheder? 
Setter Du Heſtene til den fulde Krybbe uden at give 
dem Vand forſt. Hvor har Du lert Heſterogt?“ 

„Her!“ ſparede Ole med et forbitret Blik. „Vi 
vande ikke Heſtene ſtrax, naar de komme af Tojet“. 

„Men det bruge vi, og Du kunde ſpurgt Dig for, 
dit Fe!“ 

„Selv Fee!“ ſparede Ole, „Grovpheder taaler jeg 
ikke af Dig“. Med disſe Ord for han ind paa den 
Fremmede og kaſtede ham omkuld bagved Heſtene. 

Stalden var ikke overmaade tor eller ren, og der⸗ 
for var Faldet ikke videre haardt, men var alligevel 
ubehagelig for en Bejler i fin bedſte Stads, ſom ikke 
blev forfkjonnet af det bløde Leje, Hans Krasborg 
kom ſnart paa Benene, og ſkummende af Harme for 
han ind til ſin vordende Svigerfader for at fræve 
Oles zzjeblikkelige Afſtraffelſe. 

Anders blev lige faa forundret ſom fornærmet ; 
han vifte fig da ret. i fin Vælde, idet han lovede at 
Karlen ſkulde komme til at trygle om Tilgivelſe med 
grædende Taarer. Hans Krasborg ſendte fin Frakke 
ud til Kvinderne for at faa den tvættet og torret. 
Han ſelv ſkikkedes til Sede i Skjortecermer og lille 
Lars blev ſendt ud at hente Ole. É 

Denne kom. Han ſtillede fig indenfor Døren med 
et Halmſtraa i Munden og lod fit Blik overfare Sel⸗ 
ſkabet, der foruden Krasborgfolkene beſtod af Sogne 
fogden Jens Lund og et Par andre Naboer, font vare 
indbudne til at overvære Jagildet. 

„Kom fra Døren!” ſagde Anders. „Vi To have 


en Hone at plukke ſammen. Hvordan er det, Du har 
baaret Dig ad med min Ven der?“ i 

| „Han var uartig, og faa. vendte jeg Molle med 
; ham i Grebningen. Saadant Lader ſkal have ſaadan 
Smorelſe“, ſagde Ole heftigt. 

| „Du plejer jo ellers ikke at være voldſom“, ſagde 
Husbonden. „Men denne Gang har Du gjort mig 
meget imod, og Du ved jo nok, der er en gammel 
Sag, jeg har Ret til at lade ſtaa aaben“. 

„Lad den jaa være aaben”, ſagde Karlen. 

„Hvad for noget? Trodſer Du? Ja ſaa, Sogne⸗ 
foged, jan maa jeg bede Dig om at tage Dig af ham. 
Du kjender Sammenheenget!“ 

„Nu, ikke helt”, udbrød Ole. „Jeg er til Tjeneſte 
i alle Maader; men jeg maa forſt bede Sognefogden 
om at tage Jeppe og hans Son ved Kravebenet, for 
de to Tyveknegte var det, der fratog mig Halvhun⸗ 
| dreddalerſedlen, ſom jeg nu i mange Aar har maattet 
ſlide og lide for“. 

Havde Lynet ſlaaet ned i Forſamlingen, kunde 
Forbauſelſen næppe været ftørre og almindeligere. 
Sognefogden tog forſt Ordet og ſagde langſomt: „det 
hører der Noget til for at beviſe“. 

„Se paa dem“, ſagde Karlen og pegede paa 
Manden, der var bleven helt broget i Anſigtet, medens 
hans Søn fkiftede Farve hvert Øjeblik. — „Her er 
ellers ikke Stedet til at fremſkaffe Beviſer. Jeg har 
omgaaedes uforſigtigt med min Husbonds Penge; men 
de To ere afſkyelige Landevejsrovere. J betenker Jer, 
Sognefoged! Har J mindre Mod overfor disſe Skurke, 
end J havde: for fem Aar ſiden overfor en forknyt og 
ulykkelig Dreng?“ 


(Sluttes.) 


Bog nyt. 


Blandt Vonder (anden Rakke), Landsbyhiſtorier af C. A. 
Thyregod. L. A. Jorgenſens Forlag, Kbhvn (4 Bind: 5 Rd. 
2 Mk.) 

Blandt de Forfattere, der i de ſenere Aar fortrinsvis have 
ſtrevet for Almuen, er Thyregod ſikkert den, der helſt leſes af 


40 


7 


| og Nutid. Det er fortrinsvis den jævne Mands Leven og 
Liden, Kaar og Færden, han fkildrer, og idet han bygger fine 
Fortællinger paa det virkelige Liv, viſer han, hvor mangen høj 
Tanke og dyb Folelſe der ofte flumrer under den ſimple Klad⸗ 
ning og det rolige Ydre. Heller ikke Raaheden og Lapheden i 
Bondelivet bliver dulgt i hans Fortællinger, men Skildringen 
heraf bliver aldrig lav eller raa, og undlader aldrig at vakke 
Leſernes Afſky eller Foragt for Sletheden. Da der tilmed gaar 
en fund religiøs Tone gjennem disſe Fortællinger, og Sproget 
ev jævnt, godt og letfatteligt, kunne vi beftemt fige, at „Hus⸗ 
vennen“s Læfere ville læfe dem med Nytte og Fornojelſe, faa at 
Samlingen bør være felvffrevet til enhver Bogjamling paa 
Landet. 


Nordiſke Billeder. 
havn. 

Ethvert billigt og godt Billedverk har Krav paa Opmark⸗ 
ſomhed, og ikke mindſt, naar det har et nationalt Prag. 
Gode Billeder er nemlig et ligeſaa godt ſom fornøjeligt Middel 
til at udvikle Skjonhedsſanſen hos Folket, og hertil ere de jo 
ſerligt ſtikkede, naar de ere billige, fan at ikke Bekoſtningen ffal 
hindre den mindre bemidlede Del af Folket i at erhverve 
dem. Det vil være os en kjer Pligt Tid efter anden at 
fremdrage, hvad der kan bidrage til at gavne og glæde ogfaa i 
det mindre bemidlede Hjem, og vi ſtulle denne Gang henlede 
Opmarkſomheden paa ovennævnte Billedværf, hvori man, Læs- 
ningen fraregnet, har hvert Billede, de flefte udførte af dygtige 
Kunſtnere og ſmukt trykt, for omtrent 2 ß. Enhver, ſom 
har Lyſt til at eje Afbildninger af Nordens ſmukkeſte Egne og 
merkeligſte Bygninger, vil altſag letteſt kunne opnaa dette 
ved at holde „Nordifke Billeder”, ſom ogſaa burde findes i hver 
Skole til Brug ved Undervisningen, 6 Bind ere udkomne a 
2 Rd. og paa ny Subfkription leveres maanedlig et Hefte paa 
6 Billeder med forklarende Text à 1 Mk. Heftet. 


Udgivet af Forlagsbureauet i Kjoben⸗ 


Blandinger. 


Jens. „Jeg flog Dig da vel aldrig ihjel, Hans d“ 
Hans. „Na — men Malet har jeg ſaagu tabt!” 


Brevvexling. 


Bondeftanden. Hans Fortællinger ere gjerne jydffe og give 
mangen naturtro Skildring af Natur og Folkeliv i Fortid 
S ———— 

„E. P.“ — „Skriverhans“. Modtaget; Tak. 

„G ffa. Kan ikke bruges. 


»Lidver“. Vi beklage ikke at kunne benytte det smukke lille Forsøg. 


Flere Abonnenter. 
sendelsesomkostningerne. 


»Husvennens“ Pris er 40 Sk., frit tilsendt med Posten, idet Udgiveren selv betaler For- 
3 [ Naar vedkommende Brevsamlingssted yderligere har fordret 7 Sk, pr. Exemplar, da vil De faa 
disse tilbagebetalte, naar De gjer Vedkommende opmærksom paa Fejltagelsen. % ' 


— 


Husvennen udkommer til 


hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, 


forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 


Fjerdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 


i 


Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, 


lille Kjøbmagergade 56, Kjøbenhavn. 


Trykt hos J. H. Schultz. 


BB :.. ET Er SISSE: W 


"fortalte med flor Vægt, 
Samling for Spøg havde bundet ham et Zørflæde bag⸗ 


ieh 


ii 


22 
55 
5 


6 
l 5 


e 3 
eee e 


N 


S 
SÅ 


BDilledblad for Alenigmand, 
for Slorfhabslæsning, Oplysning og Hus flid. 


Adgiuet af 


N. C. Rom. 


Nr. 6. 


9. November 1823. 


Indhold. Gjenfærdet, — Paa Jernbane for 39 Aar ſiden. — Norſke Skier, med Billede, — Lese, med Billede. — Anders 
Larſens Træf, Fortælling af C. A. Thyregod. (Sluttet). — Husflid. — Bognyt. — Blandinger. 


Gjenferdet. 
En rigtig Spogelſehiſtorie. 


— 


Der var Hoſtgilde hos „Degnens“; det vil ſige, 
en 4—5 af deres nermeſte Omgangsvenner blandt 
Bonderne med deres Koner vare indbudte til Beſog 
en Eftermiddag, og under munter oplivende Samtale, 
et Slag Kort, Wöbleſkiver og et Glas Puns, fvandt 
Aftenen ſaa hurtigt, at Selfkabet med Overraſkelſe 
fandt, at det var henved Midnat, længe førend de 
havde tenkt. Man begyndte derfor at lette paa fig 
for at fomme paa Hjemvejen. 

Aftenens livlige Samtale havde for en Del drejet 
fig om en Særling, en gammel ugift Gaardmand, ſom 
nylig var begravet. Han havde. været folkeſky og fær 
i flere Retninger. Saaledes havde f. Ex. aldrig Nogen 
ſet ham med Halstorklede paa; baade Vinter og 
Sommer gik han med bar Hals; blev han ſpurgt 
om hvorfor, bed han Sporgeren kort af. Men da 
Folk gjerne ville have Grunde for Andres Gjoren og 
Laden, ſaa mumlede man indbyrdes, halvt i Spog og 
halvt i Alvor, om, at han havde gjort et Løfte en⸗ 
gang til „den bitte Mand“. Hvorom og hvorledes 
vidſte naturligvis Ingen; kun ſaameget vidſte man, og 
at da man en Gang i en 


fra om Halſen, havde han med lynende Vine flaaet det 
af, og raſende opbragt gjeblikkeligt forladt Selſkabet, 
hvorefter han i lang Tid ikke - havde ladet fig fe af 
Andre, Dette havde naturligvis givet Anledning til 
megen fornyet Folkefnak, og beſtyrket hin ſkarpſindige 


Forklaring over den barhalſede Übegribelighed. Nu 
var den fære og tvære Mand gaaet al Kjodets Gang; 
men efter hans Begravelſe fik Folkeſnakken gruelig 
travlt med ham igjen, og det havde den jo ogſaa god 
Aarſag til. ; 

Da hans Folge havde forladt Kirkegaarden, hændte 
det ſig nemlig, at nogle Krager havde fat fig og pillet 
paa den friffe Grav, og i Rygtets frugtbare Mund 
var det ſnart aldeles viſt, at Graven havde været kul⸗ 
ſort af Ravne og Krager. Det maatte ikke have noget 
Godt at betyde, mente Sladderſoſtrene, og da det nu 
netop traf hans Grav, jaa var der jo intet Spørgs- 
maal om, at det „ikke var vigtigt” med ham der⸗ 
nede. 

Herom var der naturligvis ogſaa blevet ſmaa⸗ 
ſnakket denne Aften. Skolelcereren og et Par af 
Gaardmandene havde leet og ſpogt over Sladderen, ſom 
af nogen taabelig Snak, medens de Øvrige mere eller 
mindre beſtemt paaſtode, at der nok kunde ligge noget i 
Rygtet, maaſke mere, end man ſkulde tro. Det var 
vel ikke for Intet, at Vedkommende altid havde gaaet 
barhalſet o. ſ. v. o. ſ. v. Den ivrige Samtale herom 
gled imidlertid ſnart over til mindre gruelige og mere 
morſomme Ting, indtil man i en rigtig opromt Stem⸗ 
ning brod op. 5 

Nogle ſkulde nu forbi Kirkegaarden, der laa lige 
bagved Skolen, og man ſpogte med hinanden, om de 
turde gaa der forbi ved Midnatstid. 

„Er Du ikke bange for, at Morten Neſs kommer 
op efter Jer“, ſagde den ene Gaardmand ſpogende til 
den andens Kone. 

„Aa nej! han bliver vel nok, hvor han er“, ſva⸗ 


— 


rede hun med lidt dulgt Uro, og lidt cergerlig. „For⸗ 
reſten ſynes jeg, at det er nogen grim Snak; man 
ſkulde nødig ſpoge med Andres Salighed!“ 

„Kan Du da ikke forſtaa“, ſvarede den Anden 
hende alvorligt, „at min Spog gjelder dem, ſom tro 
paa ſaadan nogen tosſet Sladder? Det er jo ilke 
den, ſom ſpoger dermed, men dem, ſom udbreder 
eller tror paa ſaadan Bagtalelſe i Graven, der dommer 


og fordømmer den Afdode, hvem dog i Grunden Ingen 


kan paaſige noget Uhederligt eller Ondt, mens han 
levede. Ved fin Serhed var han jo paa en Maade 
ſelv Skyld i Omtalen; men jeg mener rigtignok for 
min Part, at trods den bare Hals, og trods den bare 
Folkeſnak, Ligger den Døde lige rolig i ſin 

Videre kom han ikke. Doren fløj op, og dodbleg 
af Angſt ſtyrtede Lærerens Pige ind i Stuen med et 
Skrig, der røbede den heftigſte Forſkroekkelſe. 

„Den Døde! den Døde .. .. kommer!“ ſtannede 
hun, og ſank beſvimet om paa Gulvet. 5 

Man kan teenke ſig Virkningen af denne uhygge⸗ 
lige Forſtyrrelſe. Mændene jaa betænkelige paa hin⸗ 
anden, medens Konerne flokkedes om Pigen, ſom de 
ſnart fik bragt til fig ſelb igjen, og fik til at blive 
lidt roligere. Af hendes afbrudte Forklaring fik de 
ud, at hun havde glemt at hente Vand til naſte 
Morgen, og var gaaet ud til Brønden, der laa tæt 
ved Kirkegaardsmuren, for at træffe en Spand Vand 
op. Ligeſom hun vilde tage den af, faldt hendes Ojne 
ind pan Mortens Grav, og i det klare Maanelys jaa 
hun grangivelig Graven aabne ſig, og den Dode i ſine 
hvide Klæder, men med fort Hoved, forſynet med ſtore 
ſorte Horn og gloende Øjne, langſomt arbejde fig frem 
af Jorden. Hun blev ſtiv af Raddſel ſtagende uden at 
kunne røre fig af Stedet, og horte da tydelig en hul 
Stemme langſomt drone: „Op! Op! Op!“ og hver⸗ 
gang bevægede det redſomme Hoved fig lidt. Spanden 
faldt fra hende i Brønden, og hvorledes hun i fin 
dodelige Angſt kom ind, vidſte hun ikke. 


Sendes Skrak havde ſmittet de Andre, og der var 


en kort uhyggelig Tavshed i Stuen. Men ſaa udbrød 
Værten: „Det kan ikke være rigtigt; vi maa ud at ſe 
efter, hvad der har ſkroemmet hende ſaa heeftigt! Bil 
J med?“ 

Den føromtalte Gaardmand var ſtrax beredt, og 
efter lidt betænkelig Nolen fulgte. de andre Mænd 
efter, rigtignok med en Portjon Hjertebanfen, ved 
Tanken om Mortens nuværende djavelſke Skikkelſe, 
men i Haab om at Synet nu maatte være forſvundet. 

Dette Haab flog dog fejl; thi i ſamme Nu 
ſom Klyngen ved at bøje om Üdhuſets Hjørne overſaa 
Kirkegaarden, fore de uvilkaarligt ſammen. Det ſamme 
redſelsfulde Syn paa Graven, ſom Pigen havpde for⸗ 
klaret, var der virkeligt. Det hvide Bryſt ſtod ovenfor 
Jorden med ſort Hoved og ſtore ſorte Horn! 

Uden at rere en Muſkel ſtode de ſaaledes over⸗ 


Ojne maa bedrage os. 


rafkede et Djeblik — nu horte de tydeligt i Midnats⸗ 
ſtilheden den omtalte hule Lyd drone: „Rok op! Rok 
op!“ og Skikkelſen rorte fig, ſom for at arbejde fig 
bedre op af Graven. De kunde ikke gjøre for det, men 
Haarene reiſte fig af Redſel paa Hovedet ſelv af den 
Modigſte; det kunde de fornemme paa en kildrende 
Bevengelſe under Hatten, der fortſatte fig med en kry⸗ 
bende Fornemmelſe gjennem Rygraden over hele 
Kroppen. 

De mindſt Modige begyndte en tilbagegagende 


Bevegelſe, og hviſkede bævende: „Kom! det er den 


Ondes Værk!” 
„Nej!“ hviſkede Gaardmanden fra far, til Læreren, 
„vi maa Je nermere til forſt“. 

„Naturligvis“, ſparede denne hurtigt, og vendte 
ſig til de Andre. „Der ſtikker Noget under, eller vore 
Bliv endelig ſtaaende, og hold 
nøje Oje med Synet, mens jeg gaar lidt nærmere og 
tiltaler det“. 

„For Guds Skyld, gjør det endelig ikke“, hviſkede 
de Forknytte, „det kan koſte Dem Helſen og Liv“. 

Sagte gik imidlertid Læreren nærmere, og raabte 
med klar, rigtignok lidt ryſtende Stemme: 

„Hvem er det, ſom forſtyrrer Gravens Fred ved 
Midnatstid! “? 

Det gav et Set i hele Klyngen; thi langſomt 
vendte de ſtore forte Horn paa det ſorte Hoved fig 
imod Sporgeren. Et Par ſtore runde Ojne glimtede 
gloende i Maanelyſet — faſtnaglede til Pletten af 
Skrek jaa de det frygtelige Syn med Et hæve fig 
højere med et Sæt, og — fjære Læler, bliv ikke altfor 


ſkuffet — den djævelffe Skikkelſe forvandlede fig i ſamme 


Nu til Naboens hvidſkjoldede ſorthovede Ko, ſom var 
ſluppet ind paa Kirkegaarden om Aftenen uden at blive 
fundet, og nu laa i bedſte Ro ved Graven med fit 
hvide Bryſt og det forte behornede Fjæs vendt mod 
Brønden, idet den i al Uſkyldighed tyggede Drop, viſt⸗ 
nok uden at ane, hvorledes den blev taget for et Billede 
af General Satan ſelo, indtil Degnens manende Roſt 
ſkreemmede den op. 

„Hvormange Gjenfcerds⸗ og Spogelſehiſtorier vilde 
dog ikke ved nærmere Efterſyn have oploſt fig paa en 
lignende naturlig Maade!” udbrød Gaardmanden leende, 
da de med en vis Fladhed, men dog med en munter 
Latter, atter vendte tilbage til Stuen ovenpaa den 
Forſkrokkelſe — og Læjeren tænker formodentlig det 
Samme. 

— 0 pre 


Pan Jernbanen for 39 Aar Åden. 


BESS 


Man kan ofte paa Jernbanerejjer i vore Dage 
høre de Rejſende, ſtundom Gronſkollinger og Folk, ſom 


— 


maaſke kun reiſe meget lidt, foragtelig tale om det 
„grueligt kjedſommelige“ i at „ſnegle fig frem” i et 
Godstog, og højtideligt udtale Loftet om nok at ſkulle 
vogte fig for at komme med Godstoget næfte Gang. 
Man mindes derved om, at jo bekvemmere man har 
det, deſto mere fordringsfuld bliver man ofte. Det 
er imidlertid ret morſomt at ſammenholde ſaadanne 
Nutidsudtalelſer med Fortidens. J „Danſfk Ugeſkrift⸗ 
for 1834 findes et Stykke om „en danſk Rejſendes 
Beſog i Irland i Sommeren 1834», hvoraf det 
vil have ſin Interesſe at gjengive nogle Udtalelſer nu. 
Han beretter: É 

„Efter et højft lærerigt og interesſant Ophold i 
London beſogte jeg nogle af Englands vigtigſte Fabrik⸗ 
ſteder: Birmingham og Mancheſter, hvorfra jeg, for 
forſte Gang, forſogte den højft merrkelige Befordrings⸗ 
maade med Dampvogne paa Jernbane⸗Vejen. Da den 
allerede jaa ofte er beſkrevet af Kyndigere, vil jeg kun 
kortelig berøre det Indtryk, denne ſoelſomme Rejſemaade 
giorde paa mig. Afſtanden mellem Mancheſter og 
Liverpool er 31 engelſke eller næften 7 danſke Mile. 
Denne Diſtance har Dampoognen alene, uden at ſleebe 
andre Vogne efter ſig, tilbagelagt i 50 Minutter; naar 
den derimod, ſom ſcdvanligt, træffer 6 ſtore Pasſager⸗ 
Vogne, hver til 18 Perſoner, tilbagelægger man Vejen 
i 1½ Time (1 T. 207 og fkulle flere Vogne paa. en⸗ 
gang befordres, da befæftes en anden Dampvogn bag 
ved, ſom ſkyder efter paa den hele Roekke af tæt 
ſammenfojede Vogne, indtil 12 i Antal. 

De bedſte Pasſager⸗Vogne ere aabne paa Siderne, 
men lukkede for og bag, for at forhindre Lufttrykket. 
De ringere Vogne for billigere Betaling, ere aabne 
overalt. Naar alle Rejſende ere indſtegne, begynder 
Reiſen, forſt langſomt, men efter 1—2 Minutters 
Forløb med en faa utrolig Hurtighed, at man med 
ſtille Beundring ſer paa hverandre og paa de nære 
Gjenſtande, der ſynes at flyve forbi. Denne Surtig⸗ 
hed er ifær forbauſende, naar man møder en anden 
Hætte af Vogne, ſom kommer den modſatte Vej; thi 
da foraarſager Begges forenede Hurtighed, at man 
naſten ikke kan ffjælne, hvad man møder; man fer kun 
en forvirret Masſe, der i et Nu og med megen Raslen 
pasſerer tæt forbi, Naar man ſtikker Hovedet ud af 
Vognen, tror man at være ude i en ftæri Storm, og 
naar man fjører igjennem en af de flere undervejs 
værende Tunneler eller Svælvinger, har man ſtundom 
ſamme Folelſe, ſom naar man i en Gynge ſpinger 
nedad. Forreſten kommer man bekvemt afſted, og ſom 

Bevis for at denne Rejſemaade ikke frygtes, maa jeg 
anføre, at mange baade gamle og ſpage Folk vare 
mellem Pasſagererne. Stundom ankommer en ſaadan 
Rake af Vogne i Morkningen, og da har den Ud⸗ 
ſeende af en uhyre flor, ildſprudende Drage, der med 
Lynets Fart ſkyder fig hen over Jorden“ 


43 


Norſke Skier. 

Skier? hvad er det for noget, ville de fleſte af vore 
Læfere ſporge. Det er 4—5 Alen lange Traſkinner 
til at feſte paa Fødderne, for dermed at kunne lobe 
over den tilſneede Jord om Vinteren. Dette meerke⸗ 
lige Fodtøj, ſom kun ffal bruges et Sted pan hele 
Jorden, nemlig paa den ſkandinaviſke Salvø, er altſaa 
udeluffende nordiſk. For nogle faa Aar ſiden vakte 
det derfor den ſtorſte Opmcerkſomhed og ſpredtes gjen⸗ 
nem Aviſerne over hele Verden, at to unge Normeend 
paa nogle ſnedakkede Banker udenfor en af de nord⸗ 
tydſke Byer, ſaavidt mindes Danzig, til de „Indfodtes“ 
Forbauſelſe gave fig til med ſtor Feerdighed at øve 
denne hjemlige Idræt. i 

Man kan ſpore dette underlige Befordringsmiddel 
højt op i Oldtiden. Om den navnfundige Hording 
Palnatoke berettes det, at han engang løb paa Ski 
ned ad det ſtejle Fjeld Kullen i Skaane og ſlap godt 
fra det, og hos Snorre Sturleſen, den beromte 
oldnordiſkfſe Sagamand, hedder det, at en Kongeſon 
frelſtes ved Skilob i Vinteren 1206. J mange Aar 
havde der herſtet Stridigheder i Norge om Konge 
dommet, og Partierne forfulgte hinanden med Ild og 
Sværd. Kong Sverre havde endelig ved Hjælp af 
Birkebejnerne faaet Bugt med fine farligſte Modſtandere: 
Baglerne; men efter hans Dod rejfte de fig paany og 
fortſatte Borgerkrigen. Sverre havde en Son, Haakon, 
ſom var Konge en kort Tid og efterlod ſig en Son, 
der ligeledes hed Haakon og fødtes ſtrax efter Faderens 
Død paa en Gaard i Ejdsberg i Smaalenene. Da 
Baglerne raadede paa den Kant af Landet, bragte 
nogle tro Birkebejnere ham, da han endnu kun var 
halvandet Aar gammel, med uſigelige Anſtrengelſer 
og Farer, i den haardeſte Vintertid, over de uveſſomme 
Fielde helt til Trondhjem. Snorre fortæller nu, at 
en Kveld blev Vejret fan ondt, at de ikke vidſte, hvor 
de vare; da tog de to Mænd Thorſtejn Slefa og Sker⸗ 


vald Skrukka, ſom vare de bedſte Skilobere, fig til at 


føre Kongeſonnen. Det er dette vort Billede, efter et 
Maleri af den begavede norſke Kunſtner, Bondeſonnen 
Knut Bergslien, giver en Fremſtilling af. Vi ſe 
Mændene med Barnet fare frem ned ad Fjeldet med 
ſuſende Fart i den blygraa Skumring gjennem de vilde 
Skove, hvor ſaa mange Farer, vilde Dyr og grumme 
Fiender, kunne ſkjule fig, Noget Misteenkeligt ſynes at 
have vakt deres Opmeerkſomhed, og med ſpejdende Blikke 
holde de deres Vaaben, Stridsgre og Spyd, beredte 
til Forſpar. Barnet naaede forreſten i god Behold til 
Trondhjem, blev godt modtaget af Kong Inge og blev 
ſenere Norges megtigſte Konge, og Landet blev aldrig, 
hverken for eller ſenere, jaa mægtigt og agtet ſom under 
hans Styrelſe. 

Over halvſyvende hundrede Aar ere forløbne ſiden 
hin Skifart, og endnu holdes Skien i Agt og Were af 


É 
! 
å 
i 


hjem ganſke alene paa Skier. 


Normendene. Udg. traf i Foraaret paa en Reiſe i 
Norge en ung norſk Student, ſom for nogle Aar ſiden 
gjorde en Rejſe ved Juletid fra Chriſtiania til Trond⸗ 
Saa lange Reiſer fore⸗ 
tages dog nu ſjeldent med Skier, da ypperlige Veje 
og Jernbaner lette Samfeerdſelen mellem "andets for- 
ſkjellige Cgne; men for en Menneſkealder tilbage ſpillede 
Skien endnu en betydelig Rolle pan lange Rejſer. J 
Elverum, vel en Snes danſke Mil fra Chriſtiania | 
fortalte troværdige Mænd Udg. om en berømt Ski⸗ 
løber, Mattis Aaberg, ſom for 20—30 Aar ſiden en 


Vinter lob paa Skier fra Elverum til Chriſtiania for 
at hente Byg. Han kom om ved en af Byens Mænd 
der, kjorende med en raſk Heſt, ogſaa vilde til Hoved⸗ 
ſtaden. „Skal jeg hilſe fra Dig Mattis, naar jeg 
kommer hjem igjen?“ ſpurgte han Skiloberen lidt ſpy⸗ 
digt. „Aa nej”, ſvarede Mattis tort, „det bliver nok 
mig, ſom kommer til at hilſe fra Dig, kan jeg tro!“ 

„Du bilder Dig vel ikke ind, at Du kommer til 
Chriſtiania paa Ski paa ſamme Tid ſom jeg i Slade 
med en god Heſt?“ „Nej, det mener jeg heller ikke, 
for jeg mener at komme der meget for“, lo Mattis. 


Det blev der jaa et Voeddemaal om, og hver for fine. 
Veje; den Kjorende ad Landevejene, Mattis ſine egne 
Veje over Bakke og Dal. Godt halvvejs, ved Minde 
hvor Mjoſen udgyder ſig i Vormen, traf de atter 
ſammen, men da ſtjonnede Bonden, at han nok tabte 
Veddemaalet, for da han kom dertil og fkulde bede, 
havde Skiloberen allerede udhvilet fig og halede af 
igjen, og neſte Gang de mødtes var en Milsvej fra 
Chriſtiania, hvor Mattis ganſke vigtig fik Hilſen med 


hjem fra Bonden; han var da allerede paa Hjemvejen 


i 


og det med en Sak Byg paa 6 Skjepper paa fin Ryg, 
og med denne jvære Byrde naaede han paa fine Skier 
hjem, længe. for Bondemanden kom tilbage med fin 
raſke Heſt. Men Mattis mindes ogſaa i Elverum ſom 
den dygtigſte og meſt udholdende Sfiløber man har 
kjendt i Oſterdalene. ; 

Skiloben er endnu den rajfe Normands Bndlings⸗ 
idræt, ſom øves fra Barnsben af, og ſom der ofte 
vindes en forbauſende Færdighed i. Det er ogſaa en 
Fornojelſe, ſom overgaar vor Skojteloben. J ſuſende 


A 


45 


Fart gaar det da ned ad de ftejle Skibakker — ftundom | værfere. Skomager⸗ og Sfræderarbejde holde Læsø- 
Fieldſider ſtejlere end Taget paa et Hus, vældige Luft⸗ | boerne dog ikke af, hvorimod de ikke have noget imod 
ſpring gjores i Farten over Klofter, raſke Vendinger at ſy deres Sejl. At tærife Kornet er heller ikke 
maa gjøres udenom Klippeſtykker og Tracer. Det fer Mandfolkenes Lyſt, hvorfor der ofte er lejet Bonder⸗ 
halsbrekkende ud, men den ſmidige Skilober ſmiler karle fra Faſtlandet, ſelv om der er voxne Sonner 
blusſende varm ad Faren og lægger ſtundom fin Ski⸗ hjemme om Vinteren. 
ſtav balancerende paa fit Hoved under Farten, for at Som paa Fanø er Markarbejdet om Sommeren 
viſe, at han er Herre over den. Kvindernes Sag ſaavelſom Kvccgets og Heſtenes Rogt 
om Vinteren. Gravning, Haroning og Saaning for⸗ 
rette de ypperligt, hvorimod de i Reglen dog ikke kunne 
Lego. pløje. Torveſkjcring er ogſaa deres Sag om Sommeren 
8 og Terſkning blev tidligere ikke ſjeldent udført af Kvin⸗ 
Der er vel ikke Mange, ſom med deres gode Villie der. Den egentlige kvindelige Husflid ere de i Reglen 
beſoge denne O, ſljondt den ved fin Beliggenhed i Katte | meget flinke i, og overalt ſpindes, væves og ſtrikkes til 
gat ingenlunde horer til de Oer, der ere gjemte og | Huſets Forbrug. Tidligere var det ogſaa her Skik, 


glemte paa afſides Ste⸗ - at naar en Kone vilde 
der. Derimod faar den ; i have kartet Uld, bad hun 
det ene Aar med det G66 == h N en Del Piger hertil en 


andet mange ufrivillige 
Beſog. Det lave, flade N 
Land er nemlig omgivet 
af talrige vidtſtrakte 
Grunde, paa hvilke mang⸗ 
foldige Skibe ere for⸗ 
lifte i Foraars⸗ og Efter 
aarsſtormene, i taaget 
og morkt Vejr og i Sne⸗ 
tykning. Strandinger 
give derfor Beboerne 
en betydelig Indtegt. 
Oen har imidlertid 
flere andre Ejendomme⸗ 
ligheder end den at være 
en Anſtodsſten for Skibs⸗ 
farten, navnlig med Hen 


»Aftenſtund, og de bleve 


— Da beværtede med Kaffe 
og Mad. 

Lœsoboernes Natio⸗ 
naldragt er for Kvin⸗ 
dernes Vedkommende ſik⸗ 
kert en af de ſmukkeſte 

i Danmark. Den be⸗ 
ſtaar, ſom Hojtidsdragten 
paa Billedet i nærvæ- 
rende Nr. viſer, af et 
hvidt klart Torklode ſlyn⸗ 
get om Hoved og Hals, 
en Treje af Flojl og 
Skjort ſamt Forklæde, 
der ofte er af Silkebro⸗ 
„ kade. 


lyn til Boliger og Kla⸗ En Ejendommelighed 
dedragt, hvorfor vi ſtkulle : for Læsø er den Mængde 
omtale den lidt nermere. En Læsøkvinde i Højtidsdragt. Veirmoller, der findes. 

Ligeſom paa Fang g y Paa Manſas Kort kan 
ere omtrent alle Mand⸗ tœlles over 60. Hver 


folk fra Ungdommen af Sofolk. Saaſnart Drengen er | Gaard havde nemlig tidligere en Molle til eget Brug. 
konfirmeret, rejſer han til Aalborg eller Kjøbenhavn for | Nu er der imidlertid ikke ſaa mange ſom tidligere, 
at faa Syre, og bliver da ved at ſejle, indtil han bliver | mange ere blæjte ned og ikke gjenopforte, idet fire 
gift, ja Mange endog efter den Tid. Om Vinteren hollandſke Vejrmøller til Dels gjøre Husmollernes Ar⸗ 
ere de gjerne hjemme et Par Maaneder uden at fore: || bejde overflødigt. ” 

tage fig videre Arbejde, naar undtages lidt Husflid og En Ejendommelighed ved Øen, ſom næppe findes 
Smaapilleri til Tidsfordriv, da de i Reglen ere finger⸗ | andet Steds, er Huſenes Takning med Tang i 1 à 2 
nemme, hvorom mange nydelige ſmaa Skibe, der for⸗ Alens Tykkelſe. Rygningen er ſaa bred, at man kan 
æres til Familie og Venner, ja findes ophængte i Kir⸗ gaga paa den og holde Üdkig — det er jo de eneſte 
kerne ſom Prydelſe, bære Vidne. J Byrum Kirke | høje Punkter pan Oen — og Tangen hænger ned fra 
findes ſaaledes fire ſmukke fuldttaklede Skibe. De fleſte Tagſtjceget og over Vinduerne ſom en gammeldags 
have temmelig udviklet Haandferdighed med Forarbej- | Allongeparyk. Fremgangsmaaden med Toekningen er 
delſen af mangehaande Gjenſtande, ſom ellers henhore viſt ogſaa ganfke eneſtaaende, ſaaledes ſom den har 
under Haandveerksdrift, hvilket kommer dem til Gode | været brugt fra gammel Tid, og bruges endnu, for 
ved Øens næften fuldftændige Mangel paa Haand⸗ ſaa vidt Huſene tælfes med Zang, idet denne i vore- 


Dage paa nye Huſe ofteſt erſtattes af det almindelige 
Straatag. Takkeemnet er tørret Bendeltang; naar 
Tekningen ſkal foretages, maa der ſamles en ſtor Del 
Kvinder til at hjælpe de ſaakaldte Zæffemænd og „Ind⸗ 
ſœttere“, der maa være velgvede Mandfolk. Under 
Arbejdet udfordres 8—9 Menneſker for hvert Fag, 
og da hele Huſet takkes rundtom ſamtidigt, er det 
morſomt at je, blot naar 10—12 Fag blive takkede, 
hvorledes 80 — 100 Menneſker ere ſamlede og i livligt 
Arbejde pan en Gang. Kvindfolkene vrøvle Tang 
ſammen i Bundter, tykke til den ene Ende og ſmalle 
til den anden, faa lange, at de kunne hæftes fra forſte 
til fjerde Legte fra neden. Disſe „Vadſker“, ſom 
de kaldes, ſendes med Forke op paa Taget, hvor de 
modtoges af Indſetterne, ſom vikle den ſmalle Ende 
om Legterne jaa tæt ved hinanden ſom muligt, det 
ene Lag over det andet indtil Monnen, der daekkes 
med Tang og Grestorv. Naar Taget er færdigt, 
hænger Tangen ſom omtalt ganſke pudſigt fra Tag⸗ 
ſtjeget ned mod Jorden, men under Tokningen vajer 
det danſke Flag muntert fra den Flagſtang, ſom findes 
ved hvert Hus. 

Som en Maerklighed ved Læsø kan endnu frem⸗ 
hæves, at der ingen Rotter kan trives paa Øen, 
uagtet disſe ubehagelige Gjeeſter oftere ere tilførte den 
med ſtrandede Skibe. 


Anders Larſens Cral. 
Jorlclling af C. A. Thyregod. 
(Sluttet.) 


„Der ffal Ingen ſige mig paa, at jeg har viſt 
ftørre Haardhed mod et forſparsloſt Barn, end jeg tor 
viſe mod vorne Kjeltringer. Men — men — det er 
en ſper Beſkyldning. Kan der ikke være en Fejl 
tagelſe?“ 

„Nej, der er ikke“, ſagde Ole. „Jeg ſtaar ved 


mit Ord, og Sandheden ſkal nok ſejre“. 


„Det er — det er en Fejltagelſe“, ſagde nu Jeppe 
i ſtor Befippelſe. 

Alles Øjne vendte fig mod ham, der nu uden at 
ændje Sønnens Vinken og Blinken ſtammende begyndte 
at fortælle: 

„Hans og jeg kjorte engang hjem fra Hobro, og 
da traf vi undervejs en Dreng, der lob og broutede 
med en Halvhundreddalerſeddel. Jeg ſyntes grand⸗ 
giveligt, jeg ſkulde fjende Drengen, og at han fkulde 
tjene hos min gode Ven, Kromanden i Skivum. Jeg 
fik da Sedlen fra Drengen, for at han ikke ſkulde jætte 
Pengene til, og endnu ſamme Aften vilde jeg give 
Kromanden den; men han ſagde, at det ikke var hans 
Dreng eller hans Penge. Jeg provede ſiden paa at 
faa Pengenes rette Ejer opſpurgt; men det lykkedes 
aldrig, og Seddelen ligger i god Behold hjemme i 


min Skuffe. Jeg er glad ved — ja ſandelig er jeg 
jaa! at jeg nu har fundet min Mand. Var det Dine 
egne Penge, min Ven! eller hvis var det? — Det var 
Gud hjelpe mig aldrig min Agt at beholde dem, det 
kan baade min Kone og min Son vidne“. 

„Ja, det er viſt nok“, udbrode begge de paabe⸗ 
raabte Vidner. 

Jeppe Krasborg maatte bedſt ſelv vide, hvilke 
Omſtcendigheder, der gjorde det misligere for ham at 
nægte fin Gjerning end at prove paa at gjøre en Mis⸗ 
forſtagelſe ud af fin Kjaltringſtreg. Sagen blev nu 
omtalt frem og tilbage, indtil Jeppes Son ſagde: 
„Jeg hører, at Pengene paa en ringe Del nær til 
horer Anders Larſen, og naar han faar dem tilbage, 
jaa er vel den Roverhiſtorie ude”. 

„Nej, ikke ganſke“, raabte Ole. 

„Jeg ſiger det Samme”, meelede Sognefogden. 


„Ole blev mistenkt, fkjondt han ſagde Sandheden. 


Han havde været uforſigtig, men Du Jeppe har været 
mere end uforſigtig, om det ogſaa er, ſom Du ſiger. 
At Ole ſkal have Pengene er nu en afgjort Sag; men 
hvilken Godtgjorelſe ſkal han iøvrigt have for den Uret, 
han har lidt? Leg vel Marke til, at det er en ſlem 
Hiſtorie, hvis den ikke kan endes i Mindelighed; men 
det vil jeg nu mægle paa, at den kan blive”. 

Inden de Fremmede kunde ſpvare, droges Op⸗ 
merkſomheden ad en anden Kant: Ole, der taalmodigt 
havde baaret Haan og Ringeagt, kunde ikke med lige 
Styrke bære den pludſelige Sejr. Lange Tiders til 
bagetrængte Folelſer overvældede ham, jaa han vaklede 
og greb for fig og ſank bevidftløs om paa Bænfen, 


han ſtod ved. Man kom ham til Hjælp og bragte 


ham tilſengs. 

„Nu gaar jeg hjem“, ſagde Sognefogden derefter, 
„for Jagildet med Karen og Hans Krasborg vil jeg 
ikke overvære. Naar Ole kommer ret til Kræfter igjen 
og kan tænke fig om, jaa kunne vi tale om det Andet.” 

„Du kan gjerne blive for Jagildets Skyld“, fva- 
rede Anders, „for det tror jeg, vi ville lade fare denne 
Gang“. 

Jeppe jaa fig om og mødte dyb Mistro og aaben 
Foragt i hvert Øje. Saa rejſte han fig og ſagde: 


„Vi maa viſt helſt tage hjem. J vide, hvor jeg er 


at finde, og jeg kal nok finde mig i Rimelighed, hvis 
Sagen kan blive afgjort i det Gode. Det ſer jeg 
helſt, for der vindes ikke meget ved Procesſer“. 

Saa fik Hans Krasborg ſin vaade Frakke paa, 
og de toge bort. Han maatte ſelv ſpende Heſtene for, 
og hans Brud — ſom hun ſkulde været — var altfor 
optaget af hans Medbejlers Sygdom til at ofre ham 
en Tanke. Anders fulgte de Fremmede ud til Vognen, 
ſaa vendte han tilbage til fine øvrige Gjæfter og ſagde: 
„Kjeltringerne have taget Pengene for at beholde dem, 
det er viſtnok. Med ſaadanne Folk vil jeg endda ikke 
i Svogerſkab“. ja i 


Ole laa ſyg i nogen Tid; men Mette og hendes 
Datter plejede ham med Omhed, og alt det Gode, de 
gjorde ham, ſkete med Anders Larſens gode Villie. 
Karen lagde ingen Dolgsmaal paa fin kjcerlige Omhu, 
og denne Omſtendighed aftvang rigtignok hendes Fader 
adſkillige dybe Suk. 

Da Karlen igjen var raſt og oppe, ſagde Anders 
Larſen til ham: „Jeppe Krasborg har ſendt en Halv⸗ 
hundreddalerſeddel, og den hører jo Dig til, ſtjondt 
det vel er bedſt, jeg gjemmer den for Dig. Men han 
ſkylder Dig jo ogſaa Oprejsning, fordi Du ved hans 
Skyld blev ufkyldig mistænkt”. 

„Ja, der var jo Tale om det“, ſagde Ole. 

„Det maa ſiden bringes i Lave. Imidlertid, jeg 
ſynes neeſten, at jeg ogſaa fylder Dig Oprejsning. 
Dog, det kan ogſaa afgjores ſenere, for Du vil vel 
nok blive ved at tjene mig herefter?“ 

„Det vil for en Del komme an paa Lonnen“. 

„Ja, jeg kan jo ikke give nogen ſtor Løn; men 
kanfke vi dog kunne komme til Rette. — Vor Moder 


ſiger, at hun troer ikke, Du og Karen kunne flippe 


hinanden”. i: 

„Det troer jeg heller ikke“, ſagde Karlen og faa 
ſin Husbond glad forſkende i Ojnene. 

„Jeg tenkte paa allerede at gifte Karen bort; 


men jeg er kommen til at tro, at hun er for ung, 
E meget for ung. Hvis Du vil tjene mig fem Aar 


endnu — for en rimelig Lon — ligeſaa tro ſom hid⸗ 
til, og hvis Du og Karen om fem Aar ere ligedan 
tilſinds, faa — faa — vil jeg ikke volde Jer den Sorg 
og ſkille Jer ad“. 5 

„Det kal J have Tak for!“ 

„Aa, Intet at takke for. Jeg kan jo lige jaa vel 
give mit Minde med det Gode, Og Du maa da 
heller fan hende end den — den — lumpne Hund. 
Naar jeg tenker paa, at Du kunde været en ſnavs 
Smægt, der vilde voldt mig Bryderier i Stedet for 
ærligt at aftjene Pengene, jaa havde jeg jo maattet 
lade Dig lobe og havde tabt den hele Sum. Og 
Karen kunde han faaet alligevel, den Kjeltring! Men 
ſom ſagt: Nu ſe vi Tiden an i fem Aar, og bliver 
jeg utilfreds med Dig, faa faar Du ikke Karen. — 
Imidlertid maa vi ſnart have fat paa Jeppe og lade 
ham ſpytte ordentlig i Bosſen“. ' 

Ole taug dertil, og ſiden gjorde han intet Skridt 
mod Kjaltringerne; thi han ſyntes — og han ſagde 
det ogſaa — at naar han fif fin lille krushaarede Ven⸗ 
inde, fan kunde han nok være tilfreds; thi en ſaadan 
Lykke vilde han vanſteligt have naaet, hvis hin Ulykke 
ikke var hændet ham. Anders var ilke ret fornøjet 
med denne Synsmaade. Han ſatte rigtignok Pris paa 
fin vevre Puddelkat; men han ſyntes Ole kunde lige⸗ 
fuldt have presſet Penge ud af Jeppe Krasborg. Det 
er jagt, at Husbonden omſider tog Sagen i Haand og 
lod fig betale en drøj Affindelſesſum af Jeppe. Men 


denne Sum beholdt han i Forvaring tilligemed Saly: 
hundreddalerſedlen; thi de Penge, han fik i Sænder, 5 
kunde han ikke godt afſe. 


Og Tiden gik. Den pengekjcere Mand, der, ſom 
vi have ſet, dog ikke var uden gode Egenſkaber, ved⸗ 
blev at være rimelig mod Ole, fan de enedes godt. 
Da de fem Aar vare omme, overvandt Anders fin 
Skjodeſynd, jaa han greb dybt i Pungen og hjalp det 
unge Par til et godt Hjem. Karen blev en elffelig 
Huſtru, der var mindre ſjudſket, men lige fan hjertens⸗ 
god og mild ſom hendes Moder. Ole kunde rigtignok 
ikke maale ſig med Svigerfaderen i at knibe paa Skil⸗ 
lingen, men ved virkelig hederlig Dygtighed og ſomme⸗ 
lig Sparſommelighed vandt han Tid efter anden frem 
til endnu bedre Kaar end denne. 

De unge To ere i Færd med at ældes, medens 
en yngre Slægt voxer op omkring dem. Ole er kun 
kjed af, at ingen af Børnene har Moderens krollede 
Haar, ſaa der er Fare for, at Puddelkatteracen vil 
gaa ud. Dette fraregnet er Pigebernenes Lighed med 
Moderen alligevel ſtor nok til, at Synet af dem ofte 
levende minder ham om hans trange Ungdomskaar; 
men Mindet væffer ingen ſorgelige eller bitre Tanker 
hos ham, thi han har en taknemlig Folelſe af, at det 
ved Guds underlige Styrelſe dog lagde Grunden til 
et langt Liv fuldt af Kjærlighed og Lykke, at han 
blev Anders Larſens Trel. 


Husflid. 


Strikning. 

For nogle Aar ſiden leſtes en Opſats af Ejlert Sundt 
i „Folkevennen“ 1865, om at „ſtrikke Stromper“. 

„Jeg har aldrig vidſt det for“ ſiger han, „men fik tilfel⸗ 
digvis at høre om det paa en Praſtegaard henne i Sondfjord 
nu i Hoſt, at der er flere Mander at ſtrikke paa, eller holde 
Traaden og fore Pindene paa, nemlig: 

„J. Holde i den nedre Ende af Strikkepinden, og ſtikke 
den øvre ind i Maffen, faa "flippe Taget og løfte Armen og 
Haanden op for at ſlaa Traaden om Spidſen; 

„2. Holde i Pinden højt oppe, og ikke flippe Taget, men 
have Traaden liggende pan højre Pegefinger og ſlaa den om 
Pindens Spids ved en Bevagelſe af Fingeren alene, og endelig 

„3. Holde Pinden paa ſidſtucvnte Maade, men have Traa⸗ 
den liggende paa venſtre Pegefinger og tage den paa Spidſen 
af Pinden, ved at ſtikke gjennem Maſten, gribe opover og igjen 
vride indunder. å 

„Hvert Fruentimmer af Bondeſtanden der i Egnen brugte 
den førfte Maade, Praſtefruen den anden, hendes Døtre den 
tredie. i 

„Og jeg fif anſtillet en Prøve. En af Huſets Frokener og 
en flink Bondepige, ſom tjente her, ſtrikkede omkaps, medens jeg 
holdt Uhret i Haanden og talte Sekunderne. Den ſidſte vandt 
30, den forſte 70 Maſker i 1 Minut”, 

En Mangde ſammenlignende Prøver mellem de forſtjellige 
Sktrikkemaader vifte, at med anden og 3die Maade gik Arbejdet 
jevnlig omtrent 2 Gange fan hurtigt ſom ved den førfte. 


Medens Bondepigerne og Konerne, ſaavidt Udg. er kjendt 
omkring i Danmark, alle ſtrikte paa den forſte langſomme Maade 
(om de end godt Fjende andre) fan ſtrikke Beboerne af den jydſke 
Hede i Bindeegnene udelukkende pan den forſte og langt hur⸗ 
tigere Maade. 

Mon de forſtjellige Maader at fore Garnet pan ikke kan 
henføres til de forſkjellige Bencvnelſer: ſtrikke, binde og 
lenke (Lolland)? Det fulde interesſere „Husvennen“ at mod⸗ 
tage Oplysning herom fra de forſtzellige Egnes Landsmaal. 


Bog nyt. 


Nordiſt Fusflids⸗Tidende, underholdende Vejledning for 
Ældre og Yngre til al Slags Haandgjerning ſamt Meddelelſer 
fra Husflidens Omraade, udgivet af A. Clauſon Kaas og 
N. C. Rom. 

Üdkommer med et Nummer i ſtort Format hver Maaned, 
ledſaget af to ſtore Planer med ſtentrykte Tegninger og For⸗ 
billeder, til en Betaling af 3 Mk. Kvartalet. Beſtilling paa 
Bladet modtages af enhver Boghandel ſamt pan alle Poſtkontorer 
og Brepſamlingsſteder. 

Dette ſmukt udſtyrede og med mange Tegninger forſynede 
Tidsſtrift anbefales enhver ældre og yngre Veu af nyttig og 
fornøjelig Haandgjerning, enhver Familie med ſtorre Drengebørn, 
ſaavelſom Enhver, der ønffer at bidrage til Husflidens Fremme 
blandt Ungdommen baade i Kjobſtaden og paa Landet. 

De udfomne Aargange 1871 og 1872 kunne faas fuldftæn- 
dige à 2 Rd. ; 


Blandinger. 

Et værdifuldt Næringsmiddel. Dr. philos. Dam har tile 
ſkrevet „Helſ. Dagbl.“ Følgende: I et Aar, da Sygdom øde- 
lægger en ſaa betydelig Del af Kartoflerne, og disſe ere dyrere 
end nogenſinde, vil det maaſke ikke være uhenfigtsmeesſigt at 
henlede den almindelige Opmerkſomhed paa Dyrkningen af 
Bonner, ſom ere altfor lidt anvendte i det danſke Kfokken, og 
ſom i et daarligt Kartoffelaar give et ypperligt Surrogat for, 
ja i mange Henſeender overtreffe Kartoflen. Indrommes maa 
det, at ingen velſmagende Ret er fan nem at tillave ſom Kar⸗ 
toflen, ligeſom heller ingen under ſedvanlige Forhold er faa 
billig. Men naar man nu faa godt ſom ingen Kartofler har, 
og disſe i alt Fald ere for koſtbare for den Fattiges daglige 
Koſt, hvad ſaa? J Sverige ſaa vel ſom i Tydſkland ſpiſe 
bande Fattige og Rige ofte udelukkende Bonner, der her til 


Lands ere temmelig ſjeldne. Man ſer dem vel i enkelte Boutiker, 
men de kjebes meſt af herboende Svenſke og Tyoſte, idet de 
Danſte kun lidt benytte denne lige faa velſmagende ſom narende 
Spiſe. Bønnen giver paa almindelig Havejord fra 15 til 40 
Fold, dens Dyrkning er endnu ſimplere end Kartoflens, og naar 
man tager i Betragtning, at den er mere nærende end hin og 
følgelig ſparer bande Brod og Sul, fan er den, i det mindſte i 
Aar, ikke heller dyrere, Arbejdsklasſen i Danmark ſpiſer, ſom 
man ved, daglig Kartofler; naar nu disſe, ſom i Aar, ſlaa 
fejl, er den udelukkende henviſt til Brodkagen. Hvor behageligt 
vilde det da ikke være, om man havde Bonner til Flafket i 
Stedet for det torre Brod. N 


Folgeberdigt Exempel. Medens det endnu de fleſte Steder 
er Skik, at Vinteraftenerne tilbringes af Mandfolkene ved Kort⸗ 
ſpil eller Benkeſtrekken, og de Laanebogſamlinger, mange Sogne 
have, kun benyttes lidet, fortjener Ungdommen i Landsbyerne 
Reerslov og Sterkinde (ved Roeskilde) at nævnes ſom et ſmukt 
Exempel paa det Modſatte, idet de Unge ſelv, af egen Drift have 
oprettet en ikke lille Bogſamling, ſom de ſelv beſtyre, og hvor⸗ 
fra enhver ung Karl mod et ubetydeligt ugentligt Bidrag kan 
fan en god Anvendelſe af fin Fritid. 


En Haandvarker klagede en Gang for den berømte Benjamin 
Franklin over fin Stilling. Da Franklin havde hort Grunden, ſagde 
han: „Din Stilling er Dig ikke indbringende nok, altſaa er Du 
haveſyg, den er Dig for beſvarlig, altſaa er Du doven; 
den er Dig ikke ærefuld nok, altſaa er Du ergjerrig. Du jer 
ſaaledes, at Du netop har faaet den rette Stilling for at blive 
befriet for disſe flette Egenſkaber.“ 


En gjerrig Mand horte engang en Pradiken, hvori Vel⸗ 
gierenheden pan en indtrængende Maade blev indſkerpet Til 
horerne. „Det er rørende”, ſagde han, da han forlod Kirken. 
„Jeg kunde ſandelig have Lyſt til at gaa om og tigge”. 


Søvdingen for en Stamme i Højffotland faa for Døden. 
Praſten bragte ham Religionens Troſt og formanede ham til 
at tilgive fine Fjender, navnlig Naboen, Mae Kervan, ſom han 
havde levet i bittert Fjendſkab med. „Ja, Ja!“ ſtonnede den 
Doende, „jeg tilgiver ham, men“ — her vendte han fig til 
Sonnen — „Djavlen ffal hente Dig, Donald, hvis Du til⸗ 
giver ham!“ 


En Dame ſpurgte en Matros, form nyligt havde lidt Skib⸗ 
brud, om hvorledes han følte fig, da Bølgerne floge ſammen 
over Hovedet paa ham. „Vaad, Frue,“ ſvarede han, „gaufke 
vaad!“ 


— 


Brevvexling. 


Dhrr. Lærere Fs. i S. og M. i 0. For de 10 Exempl,, De ifølge de indsendte Postkvitteringer have bestilt, 


skal Udg. med Fornøjelse sende Dem et Friexemplar pr. Post: 


+. For mørk Tale, 
„Flere“. 
følgende Nr. blive saa meget rigeligere forsynet. 


Naar et Numer, af Mangel paa Plads el. lign,, bliver lidt tarveligt udstyret med Billeder, vil altid et 


Husvennen udkommer til 
Fjerdingaaret, frit tilſendt. 


! hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere: Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 
Bladet kan beſtilles pag ethvert Poſtkontor og Brepſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 


Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn. 


Trykt hos J. H. Schultz. 


Billedblad for Mlenigmand, 


for Morfhabslæsning, Oplysning og Hus flid. 


16. November 1823. 


Den 15de November. — Det tredie S 
Chriſtiansborg Slotsplads, med Billede. 


Ti Aar er nu henrundue 
Ira Dagen, da der lad 

El Suk henover Danmark: 
„Kong Frederik er dod lee 
Men lige rent og kiarligt 
Og varmende og flærk 

J Folkets Herter lever 
Hans Minde og hans Bart. 


Hans Tid var Foraarsdage. 
Da Sædekorn blev lagt, 

Og der var nok af Varme 
Og Lys og Blomſterpragt. 
Han gav os Sejr og Iriheds 
Den klare W0delſlen; 

Den enes Glands er dæmpet, 
Den andens end er ren. 


Chi der kom onde Dage 

Aled Syn og Fordenbrag, 
Vrat fank vort Danevirke, 
Del var faa tung en Dag; 
Men aldrig vil vi glemme, 


Den Grund, hvorpaa han flod: 


„De danfke Sønderjyder 
Er af vort Kjød og Vlod le 


Den 15de November. 


End Frihedstrepet voxer, 

Og under det 1 La 

Htaar Fremtidshaab i Blomfler 
Trods Storm i Ag og Ack; 
Og under det vi ſamles 

Daa Dagens Kjqvl og Strid 
Og [Rue frejdigt fremad 

Imod en bedre Tid. 


Vor Grundloys dle Giver, 


Som ſlumrer kapſt og fyft, 
Han glemmes ej i Danmark, 
Mens Bølgen ſlaar mod Sy, 
Og Sagn og Sang (kal bære 
Til ſjerne Tider: hen 

Hans flore fyfe Minde; 

Thi han var Folkets Ven! 


Ti Aar er nu henrundne 
Fra Dagen, da der lod 
Et Suk henoper Danmark : 
„Kong Frederik er dod le 
Alen lad kun Biden rulle, 
Hans Nayn fan ej forgaa, 
Hans Id kan ef udſlettes 
Og faſt hans Værk vil flag! 


Bendix Bangen. 


—— åd 


porgsmaal, af Bendix Hanſen. — Frederik den Syvendes Rytterſtstte paa 
— Beſog i en Nitroglycerin og Dynamit Fabrik. — Husflid. — Blandinger. 


To fortællinger om .Trofafthed. 
Af Bendix Hanſen. 


— 


I. Det tredie Sporgsmaal. 


Hans og Ane vare Naboborn. De legede ſammen 
ſom ſmaa, de fulgtes ad til Skole og delte troligt 
Livets Sorg og Glæde med hinanden, de bleve konfir⸗ 
merede ſamme Dag, og fan fkiltes deres Veje; thi de 
vare begge Fattigfolks Børn og maatte ud at tjene 
for Brødet. 

Der gik en Del Aar, uden at de nogenſinde 
mødtes; det jaa ud, ſom om Barndomsvenſkabet var 
glemt, men det var det ikke. Hans var bleven en 
voxen Karl. Han var ſtille og beſindig, men flittig 
og trofaſt og afholdt baade af Husbonde og Medtjenere. 
Han tjente endnu i den Gaard, han forſt var kommen 
til; men han var rykket op fra Kodreng til Avlskarl. 
Da heendte det ſig en Sommerdag, at Husbonden kom 
hjem fra en Rejſe og fortalte Hans, at til November 
kom han til at tjene ſammen med Ane; han havde 
fœeſtet hende. Hans havde ofte tænkt tilbage til fine 
Barndomsdage, og han mindedes altid. med Glæde den 
lille rajfe Ane med de klare Øjne og den friffe Latter; 
men han havde altid tænft derpaa, ſom paa Noget, 
der var jvundet og aldrig mere funde fomme tilbage, 
og nu — da dette dog vilde ſke, nu blev han faa 
underlig glad tilmode, jom ventede der ham noget Lyſt 
og Dejligt. Han begyndte at længes, og Lengſelen 
blev altid ſteerkere, hans Tanker dvælede altid hos hende. 
Mon hun endnu var ligeſaa glad og frejdig ſom den⸗ 
gang? Mon hun endnu mindedes Barndomstiden ſaa⸗ 
ledes ſom han? Mon hun havde forandret fig meget ? 
Mon hun tenkte paa ham og endnu holdt af ham? 
Mon —? Det lyfte op i hans Anſigt, hvergang han 
forjøgte at beſvare disſe Spørgsmaal. 

Saa mødtes de da. atter. 

Hun var bleven en ung og fager Kvinde; men 
alt det, Hans elſkede hos hende, var der endnu, og 
derfor kjendte han hende ſtrax. Faa og fattige vare 
de Ord, de verlede, ret ſom havde de iffe været ad⸗ 
ſkilte i ti Aar, men kun i ti Dage, og dog vare de 
begge bevægede, og glade. Ane var munter og livlig, 
og Hans var lykkelig. Barndomstiden bandt dem 
ſammen, og da de begge ſtode ene i Verden, uden 
Slægt og Venner, varede det ikke længe, inden de 
ſluttede fig nærmere ſammen og bleve Kjereſter. 

Der gik atter nogle Aar. Saa begyndte Hans 
at tale om, at nu maatte de tenke paa at blive gifte. 
Ane havde Intet derimod, han maatte tage Beſtemmelſe 
ſom han vilde; men ſaa fik Hans Bekymringer. Han 
vilde ikke gjøre Ane til en ſimpel Daglejers Kone, 
dertil elſfkede han hende for hojt, og af fin Lon havde 
han kun nogle faa Hundrede Rigsdaler, da han i en⸗ 


50 


del Aar ſtedſe havde underſtottet fin gamle Moder, og 
derfor kunde han Intet kjobe. 

En Sommeraften ſtode de alene ude i Haven. 

„Du ſkal have det godt, Ane!“ ſagde han til 
hende. „Blot jeg kunde kjobe en god lille Husmands⸗ 
lod, ſaa var jeg tilfreds, men for kunne vi ilke gifte 
os!“ 

„Jeg forlanger ikke andre Kaar end dem, Du kan 
give mig“, ſvarede hun, „jeg er tilfreds med at have 
Dig, andet forlanger jeg ikke, og Du ffal aldrig høre 
mig klage. Vi ere jo begge unge og raſke, vi behove 
ikke at frygte!“ 

„Du er god“, ſagde han, „og Du fkal have det 
godt. Du fkal ikke gaa paa Dagleje og ſlide for 
Andre; det kan og vil jeg ikke taale! Jeg maa for⸗ 
lade Dig i nogle Aar, jeg maa ud i Verden for at 
tjene noget mere!“ 

„O nej Hans, bliv hjemme, bliv hjemme! Rejs 
ikke bort, jaa glemmer Du mig!“ udbrød hun, trykkede 
fig ind til ham og græd! 

„Glemme Dig, Ane! Nej aldrig, aldrig!” fva- 
rede han og flyngede Armen omkring hende. De talte 
ikke mere den Aften; men hans Beſlutning ſtod faſt. 

Det var forgjaves, at hun bad ham blive; han 
vilde bort, og faa reiſte han ud i Verden, langt bort 
til fremmede Egne. 


Og „Lykken“ drog med ham. San blev Beſtyrer 


paa en ſtor Gaard for en gammel Enke, og hans Lon 


blev ſtedſe ſtorre. Enken meerkede ſnart, at Hans baade 
var dygtig og tro, og at hun derfor trygt kunde ſtole 
pan ham. Efterhaanden overlod hun Alt til ham, jaa 
han var ſom Herre og Husbond i Gaarden og ikke ſom 
Tiener, og hun ſtod fig derved; thi han elſkede Gaarden, 
ſom om den var hans Ejendom, han glemte Alt for 
den, ſelv hans Kjærlighed til Ane fløvedes og ſov hen. 

J Begyndelſen ſkrev han til hende engang imellem, 
men det blev altid fjældnere og ſieeldnere, indtil han 
ganſke glemte det, og nu var der: gaaet Aar, ſiden han 
havde hort fra hende og hun fra ham. 

Da hendtes det engang, at Enken ſagde til ham: 
„Du har været mig en god Karl, Hans; jeg kan ikke 
undvære dig, og jeg vilde derfor gjerne knytte Dig til 
Gaarden for beſtandig!“ ; 

Hans ſaa paa den gamle affælbige Kvinde og 
ſvarede ikke; han fattede flet ikke, hvor hun vilde hen. 

„Har Du ikke altid været godt tilfreds med mig 
DE; Tid, Du har veret i mit Hus?“ begyndte hun 
atter. 

„Jo, det har jeg!“ ſvarede han. 
været god imod mig!“ 

„Det glæder mig, at Du vil ſige det“, blev hun 
ved, „men kunde Du ikke have Lyſt til altid at blive 


„J har altid 


her paa Gaarden? Du er jo ſom Herre, men Du er 


det dog ikke; kunde Du ikke have Lyſt til at blive 


det? Jeg har fanet Dig kjær, jeg kan ikke undvære 
Dig, jeg har ingen Born, og jeg kunde Ingen unde 
Gaarden bedre end Dig. Hvad ſiger Du ſaa dertil?“ 

Han ſaa atter paa hende. 

„Det kan ikke ffe; jeg ejer for lidt!” ſparede han. 

„Til at kjsbe den ejer Du for lidt, og jeg vil 
heller ikke ſelge den“, ſagde hun. „Men der er en 
anden ÜUdvej; vi kunne gifte os!“ 

„Gifte os!“ gjentog han. „Nej, det kunne vi ikke. 
— Ane!“ 

„Ja, jeg ved det!“ afbrod hun ham. „Men Ane 
er en fattig Pige, og hun er ung, hun kan vente. 
Jeg er gammel og ſpag, og mine Dage ere talte. 
Vil Du gifte Dig med mig og berede mig en lys 
Alderdom, faa vil jeg tilſkjode Dig Gaarden kvit og 
frit, og Du kan da ſiden gifte Dig med Ane. Du 
ſtal ikke ſvare ſtrax, men tænf nu derover!” f 

Og Hans tenkte og tenkte. Dengang han reiſte, 
kunde han nøjes med en Husmandslod; men nu kunde 
han det ikke, nu maatte han eje en Gaard og en ſtor 
Gaard, det var umuligt at blive tilfreds med mindre, 
og til en lille Husmandslod havde han Penge; men 
til en Gaard forſloge de ikke. Derfor var det umuligt 
at gifte ſig med Ane endnu. Og denne ſtore, dejlige 
Gaard, ſom han ſelv havde drevet op, ſom var 
blevet ham et kjcrt Hjem, den kunde han ikke ſlippe. 
Enken var gammel, der kunde fle meget inden faa 
Aars Forløb! — Ja, ſaaledes tærifte han, og faa gif⸗ 
fede han fig med Enken og blev Ejer af Gaarden. 

Han fortrød det ikke; det var jaa behageligt at 
være Ejer af en ſtor Gaard; men Ane glemte han 
ganfke. Han levede kun for at ſamle Penge og blev 
en velhavende Mand. Saa dode hans gamle Kone, 
og han ſtod ene. San følte Savnet af en Huſtru 
eller maaſke mere af en dygtig Husmoder, og ſaa 
tenkte han atter paa Ane; men Mindet var ſvagt og 
taaget; der laa tyve Aar mellem ham og hende, og i 
den Tid var han en ganfke Anden, derfor fik Mindet 
ingen Magt, men dode atter hen. Hans Nabo havde 
en eneſte Datter, en gammel Pige, der forgæves havde 
ventet paa en rig Frier. Venner og Bekjendte for⸗ 
talte ham, at det var et Parti for ham, da han faa 
kunde blive Ejer af to Gaarde, og denne Tanke friſtede 
ham ſterkt, thi hans Begjerlighed var voxet, indtil 


han tilſidſt friede og fik. Ja. 


Bryllupsdagen kom. Den ſtore Brudeſkare ſam⸗ 
ledes i Kirken, og Brudeparret gik op for Alteret. 
Praſten talte længe, og han talte godt, om Kjærlighed, 
Trofaſthed og huslig Lykke; men det gik altſammen 


koldt og goldt forbi Hans; han fattede Intet deraf. 


Saa kom Bræften med de befalede Sporgsmaal, og 
Hans ſparede jagte og tankeloſt paa det forſte og andet; 
men da Praten ſpurgte tredie Gang, fik han intet 
Svar; thi pludſelig vaagnede et længe glemt Minde i 
hans Sjæl, og det fik Magt over ham, jaa han 


glemte Tid og Sted, og Preſt og Brud og Alt. Det 
var hin Aften, da han ſad alene med Ane i Haven, 
da hun lovede at være glad ved de Kaar, han kunde 
byde, og da hun grædende bad ham blive hjemme, 
fordi han ellers vilde glemme hende, og han bevæget 
over hendes dybe Kjærlighed og Trofaſthed lovede, at 
det aldrig kunde fe, aldrig! Og Minderne rullede 
frem, klare og dejlige. Som i et Blik ſaa han hele 
fin Ungdoms lyſe Kjerlighedstid og Barndomstid, og 
Alt loftede hendes fagre Skikkelſe. 

Der var bleven Uro nede i Kirken ; thi Præften 
havde forgæves gjentaget Spørgsmaalet flere Gange. 
Nu lagde han Haanden paa hans Skulder og gjentog 
det atter langſomt, højt og tydeligt. „Ved Du dig 
fri, at Du ikke har givet nogen anden Kvinde, ſom 
endnu lever, Din Aegteſkabstro, ſom dette kunde være 
til Hinder?“ 

Hans loftede Hovedet og jan roligt paa Preſſten. 

„Nej, Hr. Paſtor, nej, jeg ved mig ikke fri; jeg 
har givet mit Ord, jeg er bunden!“ ſparede han. 

„Ja jaa!” ſagde Bræften. „Saa kan jeg ikke 
vie dem!“ 

„Nej, det kan De ikke“, ſparede Hans. „Det gjor 
mig ondt for Dem og for hende og for alle de Andre 
men der kan intet Bryllup fejres idag!” 

Der bled en Forſtyrrelſe i Kirken. 

(Fortfættes.) 


Kong Frederik den Syvendes Nytterſtotte pan 
Chriſtiansborg Slotsplads. 


ä 


Blandt den Mængde Støtter af Kong Frederik 
den Syvende, der trindt om i Landet ere rejſte ſom 
ſynlige Minder om Folkets Taknemlighed og Kjær 
lighed, indtager den Rytterſtotte, ſom er rejſt paa 
Chriſtiansborg Slotsplads, utvivlſomt og med Rette 
den forſte Plads. Foran Kongeporten paa det Slot, 
hvorfra Kongen med rund Haand uddelte Frihedens 
Gave til fit Folk, og fra hvis Altan han ſiden ſaa 
ofte med ſynlig Glæde og Bevegelſe modtog Folkets 


Tak for Gaven, udenfor det Slot, hvorfra det danfke 


Folk med Sorg i Hjertet fulgte hans Lig til dets ſidſte 
Hvileſted blandt de henfarne Konger, har nu et tak⸗ 
nemligt Folk oprejſt hans kolosſale Bronceſkikkelſe til 
Heſt. 

Højt oppe paa et udmærket ſmukt Fodſtykke af 
brunrod, fleben Granit ſtaar den megtige Statue 


| med Ryggen mod Slottets vældige Mur paa en rund 


Plads, der begræridfes af ſmukke Haveanlceg. Let og 


utvungen ſidder Kongen i Sadlen, med Tojlen i den 


venſtre Haand holder han den utaalmodigt ſparkende 
Heſt an i Paradeſtilling; han vender det herlige Hoved 


lidt opad og tilhojre og med den behandſkede højre 
Haand ſynes han at ſende en mild og naadig Hilſen 
ud til Folket. Over den mandige, noget jvære Skik⸗ 
kelſe er der et Prag af Højhed og Adel blandet med 
ſaamegen Jevnhed og Ligefremhed, at den netop gjen⸗ 
giver det Ejendommelige i Kongens hele Fremtreeden. 
Ingen kan tage fejl af, at det er Billedet af en Perſon, 
ſom var født til at herſke; men heller Ingenzkan und⸗ 


52 


gaa at je, at det var en ærlig, ligefrem Mand; man 
ſeer ftrar, at det er en Konge, en Konge i hans bedſte 
og lykkeligſte Ojeblik. 

De fire Sider af Fodſtykket bære i ſtore Bronce⸗ 
tavler Indſkrifter, ſom i al deres Korthed og Simpel 
hed indeholde hele Kongens Hiſtorie, hans Liv, hans 
Kongegjerning. 


Paa Statuens venſtre Side ſtaar: 
FREDERIK D. SYVENDE 
DANMARKS KONGE. 
Paa dens højre Side Kongens Valgſprog: 
FOLKETS KJÆRLIGHED 
MIN STYRKE. 
Paa Bagſiden mod Slottet: 
FØDT 1808. 
KONGE 1848. 
DØD 1863. 


og endelig paa Forſiden, omſluttet af en Laur⸗ 


5 den betydningsfuldeſte Dag i Kongens 
iv: f 

571. 

JUNI 

1849, 


den Dag, paa hvilfen han ſatte Seal in $ 

dag, glet paa ſin Pagt 
med ſit Folk, den Pagt, han trofaſt holdt til ſin Dods⸗ 
ſtund, og ſom det danſke Folk, næft Guds Hjælp, ſkal 


44 VPG SEE 


holde, ſaalcenge en Gniſt endnu er tilbage af Manden 
fra hin herlige, lyſende Tid, ſaalenge der fra Folkets 
Læbe toner Sange til Ære for Danmark og dets folke⸗ 
fjære Konge Frederik den Syvende. 


Beføg i en nitroglycerin og Dynamit Fabrik. 


— 


Mange af „Husvennens“ Leſere have uden Tvivl 
oftere hort Tale om Nitroglycerin og Dynamit, disſe 
Nutidens voldſomme Spreengſtoffer, og have vel ſtun⸗ 
dom hort deres Anvendelſe omtale eller læft om for⸗ 
ferdelige Sprengninger (Exploſioner), ſom ere ſkete i 
Fabrikker og ved Forſendelſe af Nitroglycerin eller, ſom 
den ogſaa kaldes: Sprengolie. Udgiveren af „Hus⸗ 
vennen” har i al Fald ofte modtaget Spørgsmaal om 
Nitroglycerin og Dynamit, om hvad det egentlig var, 
hvad det lavedes af og hvordan det tilvirkedes. 
Mange af Læjerne have maaſke oftere gjort eller tænft 
lignende Spørgsmaal og ville vel ikke have noget imod 
at deltage i et Beſog pan et af Faſtlandets ſtore Dy⸗ 
namitfabrikker. Der er jo ingen Fare for, at vi ved 
en ulykkelig Sprengning ffulle blive forvandlede til 
Støv en Del hurtigere end efter Naturens Orden — 
vi gjøre jo kun Beſoget ſammen i Tankerne. Paa 
Vejen til Fabrikken kunne vi høre lidt om, hvad det 
er for Stoffer, der tilvirkes. 

De omtalte Sprengſtoffer ere en ſpenſk kemiſk 
Opfindelſe af A. Nobel. Nitroglycerin er en ſpagt 
gul, meget giftig Voedſke, en halv Gang tungere end 
Vand, ſom exploderer ved Slag, men, mærkeligt nok, 
taaler at berøres med glødende Legemer uden at ſpringe. 


Efter talrige mislykkede Forſog fandt man endelig den 


rette Maade at anvende det pan ved Sprengninger i 
Bjergverker og ved Klippeſprengninger, hvor det ud⸗ 
vikler en overordentlig Kraft (1 Pegl Sprengolie 


virker ligeſaa meget ſom 3 Potter godt Krudt eller 


1 Lod deraf ligeſaa meget ſom 8 Lod Krudt). 

Talrige frygtelige Ulvkfestilfælde, ſom, efter at 
dette nyttige Sprængmiddel var kommet i Brug, ind⸗ 
traf baade i Fabrikker, hvor det tilvirkedes, og ved 
Forſendelſen og Anvendelſen til Sproengninger — 
rigtignok ofte foraarſaget ved Ukyndighed eller Skjodes⸗ 
loshed — gav Opfinderen Anledning til utrætteligt 
fortſatte Forſog paa at finde en heldig Sammenſceetning, 
hvorved Sprengolien miſtede fine farlige Egenſkaber 
uden at tabe fin Kraft, og det lykkedes tilſidſt at frem⸗ 
file Dynamit af Nitroglycerin, ved ſimpel Tiljæt- 
ning af Teglſtensmel eller en egen Slags meget fin 
Kiſeljord. Dynamit er et brunligt eller gulagtigt 
klegt Pulver, næften ſom meget fine, jvagt befugtede 


Sapſpaaner, har ingen Lugt og er lidt fedtet at føle | 


paa. Antender man en Klump, brænder den raſk, 


53 


| ninger, fortæller han. 


omtrent ſom fugtigt Krudt, men uden Sprængning. 
Paa ſamme Maade forbrænder det, naar man kaſter 
en Haandfuld, eller en fyldt Dynamitpatron i Ilden. 
Det paavirkes aldeles ikke af Stod eller heftige Ry⸗ 
ſtelſer, og man kan kaſte en Patron, jaa haardt man 
vil, mod et faſt Legeme, uden at den exploderer. Lægger 
man lidt af Pulveret paa en Ambolt og ſlaar til med 


en Hammer, explodere kun de af Slaget trufne Dele 


uden at antænde Reſten af Pulveret. 

Sprængningen kan kun foretages ved Hjælp af 
en færlig dertil dannet Fænghætte, indeholdende en 
ſteerk Ladning Knaldkvikſolv. I denne anbringes en 
Lunte, helſt i et Guttaperkaror, og Hetten lukkes ved 
at knibe Mundingen flad over Fængrøret, ſom derved 
faſtholdes. Fænghætten anbringes da i Dynamiten, 
ſom ſkal jprænges. Virkningerne ere forbauſende. En 
Spiſeſke fuld Dynamit lagt paa en ſtor Sten og 
dekket med en Murſten forvandlede ved Exploſionen 
denne til Støv, ſom faldt til Jorden i en Omkreds 
af 50 Fod. Et andet Vidnesbyrd om den pludſelige 
voldſomme Virkning viſtes ved at lægge en lignende 
Mængde paa en to Tommer tyk, frit balancerende 
Bogeplanke. Exploſionen ſlog et tre Tommer ſtort Hul 
i Planken, uden at den kom ud af Ligevægt. Paa 
ſamme Maade gjennemboredes en 2/4 Tomme tyk Jern⸗ 
plade. En Patron anbragt paa en Sten knuſer denne 
ved at explodere, og en Granat, fyldt med Dynamit, 
ſprang ved et Forſog pan Amager, indeni Løbet ved 
Kanonens Affyring og ſonderbrod den kolosſale Kanon 
og Affutage i et Nu. 

Man vil ſaaledes indſe, at Dynamiten til mang⸗ 
foldige Anvendelſer kan udvikle en overordentlig Kraft, 
og ved fin ſtorre Farefrihed har ſtore Fordele baade 
for Nitroglycerin og Krudt, hvorfor Tilvirkningen deraf 
er lige ſaa lonnende, ſom den er farlig. 

Vi have under denne Forklaring naaet Stedet, 
hvor Fabrikken, vi ville beſoge, fkulde ligge; men vi ſe 
kun en ode ujevn Mark, fyldt med Fordybninger og 
Jordudgrapninger. Vi ſe kun faa Bygninger, og de, 
ſom. vi je, ere forholdsvis meget ubetydelige. 

„Hvor er Fabrikken?“ ſporge vi vor Vejviſer. 

Den er ſpredt her rundt om i Markens Fordyb⸗ 
Forſt var den indrettet i en 
ſteerk og velbygget grundmuret Bygning, medens Fil 
virkningen endnu kun dreves efter en lille Maaleſtok. 
Men en Dag ſkete en ulykkelig Exploſion. Bygningen 
fløj i Luften og bortfejedes af den gruelige Kraft med 
Alt, hvad der fandtes i den og omgav den. Ingen 
blev tilbage, ſom kunde fortælle om, hvordan det var 
foraarſaget. Da beſtemte man ſig til at ſprede Byg⸗ 
ningerne over et Fladerum af en halv Snes Tonder 
Land, og lægge dem, meget ſimpelt byggede af Træ, - 
omkring i Fordybninger i Jorden, ſaa at ikke engang 
Tagene viſe fig. Dette Syſtem har man ſiden yder⸗ 


ligere fortſat paa Grund af nye Ulykkestilfeelde. J 


Huſet, hvor man tilvirkede Patronerne, opſtod ſaaledes 
ved en Arbejders Uforſigtighed en Exploſion, hvorved 
baade Hus, Maſkiner og Arbejdere gik til Grunde. 
Man byggede da en halv Snes ſaadanne mindre Pa⸗ 
tronveerkſteder og lagde en tolv Fod tyk Jordvold 
mellem hvert Hus. En anden Exploſion indtraf 1870 
ved en Utæthed paa et Rør, hvorigjennem en Smule 


Nitroglycerin trængte fre til Varmtvandsrorene, og: 


ved et uforſigtigt Slag fra en Arbejder kom til at 
explodere. Derved foraarſagedes en koſtbar Stands⸗ 
ning i hele Forretningen, og for Sikkerheds Skyld har 
man nu hiſt bag Bakken bygget en Reſervefabrik, ind⸗ 
rettet paa ſamme Maade ſom denne. Vi ſkulle nu gaa 
gjennem Fabrikbygningerne og beſe Indretningen. 
Forſt have vi et ſimpelt Hus. Her tilvirkes Sal⸗ 
peterſyren (Skedevand). Man maa jelv tilberede denne, 
da andre Fabrikker ſjeldent levere den ſaa ſtaerk, ſom 
den maa vere, hvorhos Transpdrten er koſtbar og 
farlig. Salpeterſyren tilvirkes ved at underkaſte Kili⸗ 
ſalpeter en Deſtillation med Svovlſyre (Vitriololie) 
og opfange den overdampende Salpeterſyre. Den dag⸗ 
lige Tilvirkning for Fabrikens egen Regning udgjor 
35 Centner. i 
Længere henne have vi et Skur, aabent paa Si⸗ 
derne, hvori findes fire ſtore Stobejernskjedler, ind⸗ 
murede forſvarligt. J en af disſe blandes den til en 
Tilvirkning fornødne Mængde Salpeterſyre, 13 Centner, 
med 26 Centner engelfk Svovlſyre. Den ophedede 
Blanding maa ſtaa et Døgn over for at ſvales. 

Vi gaa nu videre og komme til tre, ved vældige 
Jordvolde adſkilte Huſe, i hvilke Nitroglycerinen til⸗ 
virkes. Fra en af de omtalte Syreblandingskjedler 
udtappes Syren i et af de ſaakaldte „Apparater“. 
Dette beſtaar af en Beholder af Træ 6¼ Fod hoj og 
4 Fod i Gjennemſnit, udfodret med Blyplader, i hvil 
ken to Kjoleror af Bly ligge i en Spiral fra Bunden, 
langs Karrets Bæg opad. Desuden findes en Rore⸗ 
indretning i Midten. Naar Syreblandingen er tappet 
i Karret, og en Strøm koldt Vand har begyndt at 
lobe gjennem Kjolerorene, lader man i en tynd Straale 
efterhaanden 630 Po. Glycerin løbe i Syren. Gly⸗ 
cerin er en vandklar, ſirupsagtig Vedſke af en ſod 
Smag. Det faas af Fedtſtoffer (Olie, Talg o. ſ. v.) 
ved Sebekogning, hvor det kan vindes ved at behandle 
Luden, der er anvendt til Scebekogningen]. Blandingen 
vilde nu blive meget hed, om ikke Svalerorene fjernede 
den ved den kemifke Vexelvirkning i Blandingen frem⸗ 
kaldte Varme, hvorved Varmegraden ikke overſtiger 
15 R. Naar al Glycerinen er blandet med Syren, 

er den omdannet til det forfærdelige Spreengſtof Nitro⸗ 
glycerin, der blot ſkal ſkilles fra den overflødige Syre. 
Dette ſter ved Udvaſening. Blandingen ledes i Kar 
med Vand, ſom optager Syren, medens den tungere 
Sprengolie ſynker til Bunds og aftappes gjennem en 
Hane. Den ſidſte Reſt Syre fjernes ved en lignende 


Vaſkning med en ſpag Sodaoplosning og Vand, fra 
hvilken Sprengolien aftappes færdig. 

Som berørt omdannes den meſte Nitroglycerin 
til Dynamit. | 

Denne tilberedes paa den Maade, at et halvt 
Centner Infuſoriejord, ſom fages bl. A. fra Hannover 
(og derfra endog udſkibes til Kalifornien) overgydes 
med 1½¼ Centner Nitroglycerin, hvorefter Masſen 
æltes godt ſammen, ſaa den bliver fuldkommen ens⸗ 
artet blandet, hvilket er ſket paa en halv Time. 

Denne Blanding er nu Dynamit, ſom formes til 
Patroner. Dette gaar til paa den Maade, at en halv 
Snes Bund Dynamit indlægges i en ſteerk Lerredsſeek, 
hvis Bund beſtaar af et tragtformet Mesſingſtykke, 
gjennem hvilket Masſen udpresſes ſom en rund Polſe, 
der optages i Hylſtre af Pergamentpapir. 

Disſe lukkes for begge Ender, lægges i Karduſer, 
ſom indpakkes i Trakasſer, og jaa er Varen færdig til 
Handelen. Tilvirkningen er lige faa lonnende ſom 
farlig; med en Omkoſtning af 3 Rd. kan der tilvirkes 
Dynamit til en Verdi af 8—10 Rd.; men Riſikoen 
er jo unægtelig ogſaa meget ſtor for at frembringe 
dette for Bjergværfer og Jernvejsanleg meget arbejds⸗ 
ſparende og nyttige Produkt. 

Efter at vi lykkelig have gjennemvandret en Af⸗ 
deling af Fabrikken uden at være kommet en hel Del 
hurtigere afſted, end vi have onſket, takke vi vor Led⸗ 
Jager og ſkynde os derfra, glade ved at vi ikke behøve 
at gaa i de farlige Omgivelſer med „Livet i Hænderne” 
hver Dag. 


Husflid. 
Indtegten. 

„Ja, det kan jo vare godt nok med det Snitteri og den 
Husflid til Tidsfordriv eller Morſkab; men naar man kommer 
og giver det ÜUdſeende af, at det kan bidrage noget vaſentligt 
til Udfommet og give Penge, faa ſiger jeg, at det er noget godt 
Snak, om den end kan være vel ment nok!“ 

Det var Enden af en Samtale om Husflid, der havde for- 
kortet en kjedelig Jernbanefart for nogle Mænd, Tilfældet havde 
fort ſammen i en Kupé. Det var en tenkſom, velvilligt ud⸗ 
ſeende Bondemand, der gav hint afſluttende Svar, efter at han 
under en livlig Diskusſion med en anden Rejſende, fra at anſe 
Husfliden for fkadelig og ikke tidsſvarende, lidt efter lidt havde 
indrømmet meget af det Smulkke og Gode, der ligger i Husflids— 
tanken, hvilket hans Modſtander klart forſtod at fremhave. 

De andre Rejſende havde i Tavshed opmerkſomt hørt paa 
Ordvexlen uden at tage Del i den; men nu tog en ung 
Mand Ordet, idet et Smil, der baade var lunt og fornøjet, 


opklarede hans alvorlige Anſigt. 


„Ja, jeg ſiger ogſaa, at det er nogen god Snak!“ udbrød 
han lidt varm; „men en Snak jaa god at mangen en forknyt 
Stakkel vilde finde, at den var Guld værd, om han lhttede til 
den, og fan de ikke fod det blive ved — Snak. Det har glædet 
mig at høre, at De efterhaanden har indrømmet de mange 
ſmukke Sider ved Husfliden og endnu kun er vantro ligeoverfor 


55 


Pengeudbyttet; men det er nu ſaa Mange. Jeg tror, at jeg 
kan give denne Vantro et godt" Knæk, Har De Noget imod, at 
jeg prøver dette ved at fortælle et lille Stykke virkelig Livs⸗ 
hiſtorie?“ 

Det lille Selſkab ſkyndte fig med at ytre Beredvillighed til 
at høre hans Indlæg i Sagen, og han fortalte Folgende, ſom 
her ſkal gjengives faa nøjagtigt ſom muligt. 

„Det er en Stump af min egen Hiſtorie, jeg vil ulejlige 
Dem med at hore Fortellingen om. Jeg ved nok, at det ikke 
er ſmukt at tale om fig ſelvb; men naar det maaffe kan gavne 
en god Sag og vinde en dygtig Ven for Husflidens Fremme, 
maa beſtedne Betenkeligheder ſettes til Side. Hvad man ſelv 
har provet, kan man ialfald bedſt indeſtaa for Sandheden af. 

Jeg er Skolelærer. For 9 Aar ſiden var jeg lykkelig ved 

at fan en Andenlererplads pan 250 Rd. Efter flere Aars 
Forlovelſe havde jeg i 1868 ſikker Udſigt til at faa et godt Em⸗ 
bede, og ſaa gik jeg hen og giftede mig paa denne Udſigt. Em⸗ 
bedet gik imidlertid min Naſe forbi, og der fad jeg med 250 Rd. 
om Aaret og 400 Rd. Gjeld, med Kone og et Par Born raſt 
efter hinanden. De ſmiler, men min Stilling var ikke til at 
le ad for mit Vedkommende. Jeg ſogte og ſogte bedre Embede 
Aar for Aar, men fif ligeſaa ofte en lang Naſe, ſtjondt jeg havde 
en meget god Karakter og de bedſte Anbefalinger; men jeg mang⸗ 
fede Bekjendtſkaber og Holdt mig maaſte for god til at tigge 
mig paa ved at gan pan Omgang — nok er det, jeg blev 
ſiddende og fif Intet. Men jeg fif af den uhoflige Virkelighed 
ſaameget bedre Syn paa, at der maatte baade arbejdes og ſpares, 
ſkulde vi komme igjennem, uden at Noden bankede paa. Som 
Andenlerer havde jeg ret god Fritid, og jeg maatte fe at faa 
denne omfat i Penge. Jeg gjorde mange Forſog paa at loſe 
denne indviklede Opgave, uden at det egentlig ganſke mislykkedes; 
men Reſultatet var for ringe, Tiden gik og Monten vilde ikke 
komme. Jeg er lidt Jæger og lidt Fiſker; men ſtjondt det nok 
kunde give lidt til Spiſekammeret, faa forflog det dog kun lidet. 
Jeg ſnedkrede lidt, tapetſerede og malede, ja udſtoppede Stole, 
Madratſer og Sofaer; men Udbyttet — det blev dog kun til 
Spiſekammeret, hvilket jo ikke var at foragte, men det var dog 
iffe Penge. Naa, vi ſultede da ikke, og holdt nogenlunde 
Hundene fra Dorene; men Tiden gik og Familien voxede, me⸗ 
dens Haabet om et Embede, der kunde evnære os ſvandt i 
ſamme Forhold, faa jeg følte, at der maatte ſoges en anden 
Üdvej, om jeg fulde have Sikkerhed for, at vor Fremtid ikke 
ſtulde blive altfor mork og trang. 

Der var imidlertid blevet noget Rore i Husflidsſagen. 

Mange betragtede det ſom Narreſtreger; men jeg havde leſt, 
hvorledes lidt Biſysſel formagede at mildne mangen en merk 
Time og "gav et godt Forſlag i Udkommet, faa jeg mere op⸗ 
markſom end de Fleſte fulgte Sagen Da fik jeg for henved 
3 Aar ſiden Provenumret i Hende af et Blad ved Navn „Nor⸗ 
diſt Husflids⸗Tidende“ og ved at laſe det fif jeg en Tanke, ſom 
efterhaanden modnedes. Autoriteterne havde intet Syn paa 
Sagen, og den vilde gaaet helt nændjet hen hos os, om jeg 
ilke ved at tenke over den var blevet vis paa, at Udgivernes 
Syn pan den var fuldſtendig rigtigt. Jeg fik da ſat igjennem, 
at Tidenden blev holdt til Laſeforeningen, og efter flere for⸗ 
tvivlede Forſog fif vi endelig Verktej fra Kjøbenhavn i Marts 
Maaned; det var en uheldig Tid, men jeg tog fat, for at fætte 
mig lid ind i det udſkaarne Arbejde, Tidenden gav Anvisning 
til. Jeg huſker, at det forſte jeg lavede, var et Pibebradt, og 
det tog mig tre Dage at fave — jeg havde nemlig faaet nogle 
usle Sapblade — men da det var udſavet efter Tidendens Teg⸗ 
ning, faa jeg, at det Varſte var tilbage, hvis det ellers fkulde 
ligne noget, nemlig Udffæringen af Bladene og Forſiringerne. 


til taalelige Priſer. 


Jeg arbejdede en halv Dag paa det forſte Blad, og faa blev 
det endda daarligt; men jeg merkede ſnart Fremgang, og efter⸗ 
haanden gik det bedre. Derefter begyndte jeg paa ſmaa Rammer 
til Fotografier, og ved en hel Del Forſog og nogle Forandringer 
ſik jeg nogle Rammer lavede ſaaledes, at de kunde blive ſalgbare 
J Juli Maaned havde jeg bragt det fan 
bidt, at jeg kunde tjene 28 å 30 ß. om Dagen i min Fritid 
ved at lave Rammer og Pibebrædter, ſtjondt jeg fun havde 
havt Husflidstidendens Vejledning. Det var dog altid 
Noget; men jeg havde Føleljen af, at det kunde blive mere, faa 
at jeg, ſtjont det kneb med Pengene, beſluttede at rejſe til Kjo⸗ 
benhavn i Ferien for at faa ordentlig Undervisning. Da Be⸗ 
ſlutningen var taget, maatte den udføres, og jeg rejſte. Dagen 
efter Ankomſten til Kjøbenhavn begyndte jeg at arbejde og blev 
ved dermed hele Maaneden. De kan tro, jeg brugte Tiden, og 
det kan De ogſaa ffjønne deraf, at jeg fil Beſtilling paa ud⸗ 
ſkaaret Træarbejde med hjem for 80 Rd. og Tilſagn om mere 
ſiden; men hjemme fik jeg Beſtilling paa langt mere, end jeg 
kunde overkomme, meſt paa Rammer. Priſen paa disſe vare 
fra 24 ßf. til 2 Rd., de fleſte dog til 4, 5 og 6 Mk. J Aar⸗ 
hus kunde jeg ſelge alt; men det meſte blev dog i min nermeſte 
Omegn. Jeg tjente nu 4 5 Rd. om Ugen, men arbejdede da 
ogſaa 16 Timer i Dognet. Fra Iſte Marts iaar fif jeg privat 
Undervisning tre Aftener om Ugen, men hapde dog i 6 Uger 
Derefter endnu 3 Rd. fortjente om Ugen ved Traſkererarbejde; 
men da maatte jeg overtage Forſtelærerembedet tillige, hvilket 
jeg ſenere blev faldet til, faa at jeg dermed foreløbig maa be⸗ 
tragte Husflidsarbejdet endt ſom Naringsvej. 

At mit Husflidsarbejde ſkaffede mig mangfoldige glade og 
tilfredſe Timer behøver jeg ikke at omtale, det var jo Penge⸗ 
udbyttet, der ſkulde beviſes med mit lille Indlæg i Sagen for 
Dem. Jeg kan i Sjeblikket ikke ſige, hvor mange Dalere jeg 
har tjent i min Fritid, ſiden jeg blev gift, men kan kun ſige 
Dem jaa meget, at min 400 Rd. Gjæld er betalt, at jeg har 
forøget mit Indbo betydeligt, og endda har Penge fra. Siger 
De endnu, at det er en god Snak om at tjene Penge og er⸗ 
hverve bedre Udkomme ved Husflidsarbejde?“ tilføjede han med 
et muntert Smil til Gaardmanden. 

„Ja, jeg gjør!” ſvarede denne alvorligt, „men i Deres 
Betydning af Ordet. Men tilgiv mig endnu et Sporgsmaal, 
der kan ſynes Dem at robe Tvivl. Hvorledes kunde De dog 
faa ſaameget tilovers, alene ved Husflidsarbejde. Fik De Intet 
med Deres Kone, eller har De Intet arvet i den Tid, ſom kunde 
hjulpet til?“ 

„Nej, jeg har ikke arvet en Stilling eller faaet det Ringeſte 
med min Kone“, lød Svaret, „men hun er dygtig og ſparſomme⸗ 
lig, og vi have lært at være nejſomme i vore Fordringer. Dette 
i Forbindelſe med en alvorlig Villie og god Lyſt, der kom af 
fig ſelb ſom Sult, da jeg mærfede, det kunde blive til noget, 
har ene og alene bragt mig fremad, nøjagtigt ſom jeg har for⸗ 
talt. Jeg kan ſaaledes af egen Erfaring vidne om, at man 
med en ret Benyttelſe af Tiden kan baade tilbringe ſin Tid 
godt og holde Noden ude, og jeg mener, at det noget nær er 
Ligegyldigt, hvad man begynder med, bare man faar begyndt og 
ikke lader fig forknytte, om det gaar lidt ffævt i Forſtningen. 
Naar man jelv er tilfreds vil man gjerne, at Andre ogſaa ſkulle 
være det, og jeg arbejder derfor gjerne, hvad jeg kan, i min 
Kreds paa at ret Mange ſtulle lære Husflidens Velſignelſe at 
fjende, og glæder mig hjertelig, hver Gang jeg hører et faa 
vakkert Forſvar for den ſom det, De har fort“, fluttede han, 
idet hau gav Gaardmandens Modpart et trofaſt Haandtryk med 
et hjerteligt „Tak“. 

„Ja, det er mig, ſom ſkal takke“, gjenmelede denne muntert, 


„for uden Deres prægtige uventede Indhug med flaaende Be⸗ 
viſer havde jeg næppe faaet Bugt med vor Ven, der nu ſynes 
at have overgivet ſig paa Naade og Unaade. Men det fore⸗ 
kommer mig, at mange Tvivlere kunde have beſynderlig godt 
af at høre det lille ſimple Trek af Hverdagslivet, De glædede 
os med at meddele, og mangen en forknyt Staffel kunde have 
en gavnlig Opmuntring og Troſt af at høre det. Intet er 
bedre til at anſpore til alvorlige Forſog end heldige Exempler 
— kort og godt: har De noget imod, at Deres lille Hiſtorie 
„kommer i Aviſen?“ En af mine Venner og Husflidens Venner 


har lige begyndt at udgive et billigt Billedblad for Morſkabs⸗ 


læsning og Husflid, ſom mange Smaafolk ville komme til at 
leſe; maa jeg ſende ham denne Jernbanehiſtorie til den?“ 

„Ja, det kan vel ikke nytte at jeg ſiger Nej, kan jeg fe pan 
Dem“, lo Læreren. „Da De ikke kan nævne Navn og Sted, 
kan det jo ikke genere mig. Mine Omgivelſer ville rigtignok 
ſtrax gjenkjende mig af Hiſtorien, om De fe den; men faa faar 
de tage den ſom et ſorgeligt Exempel paa, at man ikke engang 
pan Jernbanen kan blive fri for at „komme i Aviſen“. 


Blandinger. 

Sikkerheden ved Jernbanerejſer. J det ſidſtudkomne gte 
Hefte af Adjunkt Karl Schmidts interesſante Arbejde „Damp⸗ 
maſkinens Hiſtorie“ findes en ſtatiſtiſt Overſigt over Tallet af 
de tilſtadekomne Rejſende i den Tid, de danſke Baner have været 
i Drift, idet der dog ikke er medregnet det betydelige Antal 
Perſoner, der have reiſt paa Abonnementskort, ligeſaalidt ſom 
Forf. ved at bedømme den Sikkerhed, Jernbanerne yde de Rej⸗ 
ſende, medtager dem, der af Kaadhed eller Dumhed have vovet 
fig ind paa Banen i det Sjeblik, Toget kom, eller Jernbane— 
funktioncrer, der ved egen Skyld ere komne til Skade. Re⸗ 
ſultatet bliver, at pan de fjællandffe Baner af 20,152,041 Rej- 
ſende kun 1 er kommen til Skade, nemlig en Mand, der i 1858 
ved at ſtikke Hovedet for langt ud ad Vinduet ſtodte mod Vand⸗ 
kranen paa Ringſted Jernbaneſtation og kvcœſtedes, medens ikke 
en Eneſte er dræbt, Paa de jydff-fynffe Baner er af de ialt 
5,739,703 befordrede 1 kommen til Skade og 1 dræbt, den 
Sidſte ved egen Uforſigtighed. Altſaa er for alle Banernes 
Vedkommende 1 dræbt paa 25,891,744 og 1 tilſkadekommen paa 
12,945,872 Rejſende. J Frankrige var Forholdet det, at der 
af de fra 1835 til 1856 med Jernbanen befordrede 224,345,769 
Perſoner blev dræbt 111 og mere eller mindre. fvæftet 402, altſaa 
1 dræbt paa 2,021,133 og 1 tilſtadekommen paa 558,071 Per⸗ 
ſoner, medens ſamtidig Forholdet paa de bedſt betjente offentlige 
Kjeretojer, Messageries impeériales og Messageries générales de 
France, for Tidsrummet 1846 55 var, at der paa de forſte 
var 1 dræbt pan 324,593 og 1 tilſtadekommen pan 29,676 


Rejſende, paa de ſidſte 1 dræbt paa hver 381,045 og 1 tilſtade⸗ 


kommen paa hver 30,082; med andre Ord, der er 18 Gange 
ſtorre Sandſynlighed for at blive ſkamſlaget og 6 Gange ſtorre 
for at blive drebt, naar man betroer ſig til de bedſt betjente 
Diligencer i Frankrige, end naar man reiſer paa en hyilken⸗ 
ſomhelſt franſt Jernbane. J Preusſen har man for et Tids⸗ 
rum af 4 Aar fundet 1 dræbt paa 21 Millioner Rejfende og 1 
tilſtadekommen paa over 3 Millioner. J Belgien har man efter 
Uddrag af 14 Aars Optegnelſer fadet Reſultatet: 1 dræbt paa 
over halvniende Million og 1 tilſtadekommen paa naſten 2 
Millioner, og endelig har man i England efter 25 Wars Jagt⸗ 
tagelſer fundet 1 dræbt paa godt 5 Millioner og 1 tilffade- 
kommen paa 331,000 Rejſende. Farſlen ban Jernveje maa 
ſaaledes betragtes ſom langt ſikrere end Befordringen med et 
hvilketſomhelſt andet Befordringsmiddel. Pardonnet anfører 
ogſaa i fin Bog om Jernbanevaſenet, at der hver Dag om⸗ 
kommer 5 Perſoner i Paris's Gader ſom Folge af Uheld med 
Kjerſel med almindelige Vogue, hvilet netop er faa mange, fom 
i 10 Aar omkomme paa Sſtbanen. Det har ligeledes ſin 
Juteresfe af ovenſtagende Beregninger at erfare, at Fardſlen paa 
de danſke Baner er langt ſikrere end Jernbaneferdſlen i andre 
Lande. 


Sjeldent Vildt. En Sondagsjager traf ſtrax udenfor Byen 
en Skoledreng fra Landet. „Findes der Noget, der er verdt at 
flyde her i Egnen?“ ſpurgte han Knagten. „Det tror jeg“, 
ſparede denne. „Hiſt omme bag Træet ſidder vor Skolemeſter!“ 


Amerikanſt Tankeſprog. En ung Mand giver ſit Hjertes 
Udvalgte en Lok af fit Haar, inden de bleve gifte, Efter Bryl⸗ 
lupet behøver han det ikke, da hun nemlig ſelv tager Haarene 
af ham, og det endda uden at bruge Sax. 


De verſte Rykkere. „Naar Du har været oppe til Examen, 
ſend mig da en Fortegnelſe over Din Gjald“, ſtrev en Fader 
til fin ſtuderende Son. Kort efter fit han en meget lang Liſte 
over Sønnens Rykkere. „De værfte af alle mine Kreditorer“, 
hed det til Slutning, „ere imidlertid Dhrr. Profesſorer, der 
have examineret mig. Jeg er nemlig kommen til at ſtylde dem 
Svar paa alle deres Sporgsmaal“. 


En ſpenſk Biſkop blev paa en Viſitatsrejſe befordret paa 
en Karriol af en ung Skytsgut og kjedede ſig meget under den 
lange Kjorſel. Gutten merkede det, og foreſlog Bispen en Leg 
for at forkorte Tiden, kaldet Sporgelegen. „Lad gaa”, ſagde 
hans Hojarverdighed nedladende. Gutten ſatte 4 5. ud og 
Bispen ligeſaa, idet han ſpurgte, hvem der ſkulde ſporge forſt. 
„Kors, naturligvis Herren!“ ſagde Gutten. Bispen ſpurgte da: 
„Hvad hed Jeſu Moder d“ „Kors“, ſagde Gutten, „det var 
altfor let, det! hun hed Marie“, og han ſtrog til ſig. Nu 
ſatte han en Daler ud, og Bispen ligeſaa. Derpaa ſpurgte 


Gutten: „Hvad hed min Moder?“ Men da tabte den lærde 
Søjærværdighed igjen. ! 


Brevvexling. 
Hr. J. H. i Dmb. Venligst Tak. -Kan bruges og mere imedeses. 


Fr. Ind i O. Tilfredsstillende modtaget. Venl. Tak. H. K. A. H. 
15 res Afhandling herom indleb. 
. P. i V. Bru. eligt. Tak. 5 

e RA g a Flor, Bobrak og P Frey. Af en 


tilfældigvis allerede omhandlet i Nr. 6 inden De 


en bedste Villie er 


den det Udg, umuligt at gjennemse og bedemme Digtsamii 


Vilh. O0. Med Tak modtaget. 


i A., Ligeledes. SomDe ser er Skilebning 


12aars Dreng ret godt, men noget menings- 
nger, da han ikke kan afse Tid 


Husvennen udkommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, 


Fjerdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles Ge 9 5 50 ee e 
2 paa ethvert Poſtkontor og Bre ; 
. Hovedkommisſioncren: Boghandler NASA Klein, lille lee 9e, Keren Boglabe famt * 


jabmagergade 56, Kjobenhavn. 


Teptt hos B. H. Schul z. 


e 


koͤhlad fo 
for Hlorſhabslezning, Oplysning og Bus flid. 


t Alenigmand, 


Adgiuet af 
N. C. Rom. 


Nr. S. i 


23. November 1823. 


Indhold. Det tredie Spørgsmaal, af Bendix Hanſen. (Fortſat.) 
Billede. — Hvorfor Spaniens Regjering ikke duer, L 


dinger. 


— Rensdyrjagt i Norge I., med Billede. — Fra Heden, med 
egende fortalt af Alexandre Dumas. — Husflid. — Blan⸗ 


Co Fortællinger am Crofaſthed. 
Af Bendix Hanſen. 


8 


J. Det tredie Sporgsmaal. 
(Fortſat ) 

Hans gik roligt ned ad Gulvet og ud af Kirken, 
fatte fig pan fin Vogn, tog ſelv Tommen og bad 
Kudſken gaa hjem. Saa gav han Heſtene af Pidſken 
og kjorte hurtigt bort; men han fjørte ikke hjem, han 
kjorte den modſatte Vej. 

„Han er bleven tosſet, han har miſtet ſin For⸗ 
ſtand“, ſagde man. d 

Men han var ikke bleven tosſet, han havde fundet 
lig ſelo, Fortryllelſen var loſt, og nu ilede han med 
— møje tilbage for at finde Ane og ſit Livs 
Lykke. 

Han kom til den Gaard, hvor han havde forladt 
hende; men den havde ſkiftet Ejer, der var butter 
Fremmede, og Ingen kjendte ham eller Ane. Han kjorte 
til hendes Hjem; men hendes Forældre vare døde for 
mange Aar ſiden, og hun havde været borte og glemt 
i lange Tider. Utrettelig blev han ved at lede, og 
endelig fik han at vide, at den Pige, der i hine Dage 
havde tjent ſammen med ham og Ane, boede i et Sogn 
nogle Mile imod Syd. Til hende rejfte han, og her 
fi han dog Noget at vide. ; ' 

„Herregud, ſaa kommer Du alligevel, Hans!“ 
ſagde hun, da hun fit at vide, hvem han var, og hvor⸗ 
for han kom. 

„Ja, jeg gjør jan”, ſvarede han med et Suk. 

„Det er længe ſiden, Du drog bort“, blev hun 


ved. „Jeg huffer det endnu faa godt; for jeg tjente 


nær, at Du reiſte. Hun laa hver eneſte Aften og 
græd og bad for Dig, hun onfkede blot, at Du maatte 
blive lykkelig, jaa kunde det være det Samme med hende 
jelv. Om Dagen var hun ſtille og tavs. Hun ſang 
aldrig mere, ſom hun ellers plejede; det var ligeſom 


ogſaa; men flittig og dygtig var hun, og en ſmuk Pige 
var hun ogſaa, og det faa flere end Du og jeg. Godt 
et Aar efter Din Bortrejſe blev vor unge Husbond 
Enkemand, ſaa blev Ane Husholderſke, og ſaaledes gik 
et Par Aar. Vor Husbond havde jo ingen Born og 
han var jo ikke ſtort ældre end Ane. Jeg lagde Merke 
til, at han altid faa jaa mærkværdigt paa hende, 
ſpurgte hende til Raads i Alt, og rettede ſig altid 
efter hende. Desuden gav han hende mange kjonne 
Forcringer, og naar Ane vægrede ſig ved at tage imod 


dem, faa blev han bedrøvet. Jeg ſkjonnede nok, hvad 
alt det havde at betyde, men jeg tav; og Ane anede 
Intet. Saa hændtes det en Aften, at Ane laa og græd 
jaa gudsjammerligt. Jeg ſpurgte, om hun havde faaet 
onde Tidender fra Hans, og ſaa ſvarede hun: 

„Nei, ham har jeg ikke hort fra i mange Tider; 
men tenk Dig, Niels, vor Husbond, har friet til mig!“ 

„Nej, da“, ſagde jeg. „Det er da ikke Noget til 


godt Menneſke, og jeg har længe lagt Mærke til, at 
han holder af Dig. Det er en ſtor Lykke!“ 

„Nei, nej! det er en Ulykke!“ jamrede hun. „Det 
piner mig, at jeg ogſaa ſkal forvolde ham Sorg. Det 


var for min Skyld, at Hans drog ud i Verden, og 


at græde over. Han er en velhavende Mand og et 


jo dengang ſammen med Ane. Hvor hun tog ſig det 


„ 


hun gik og bar paa en ſtor Sag, og det gjorde hun 


moe 


han kommer vel aldrig mere, og nu er jeg nodt til 
ogſaa at bedrove Niels“. ö 5 

„Snak!“ ſagde jeg. „Du gifter Dig med ham. 
Hans har veret borte i ſer Aar, og han kommer 
naturligvis ikke mere, han har fundet ſig en Anden, og 
ham kan Du vente paa, til Du bliver gammel, og det 
ſtkal Du ikke“. i 

„Jo, det ſkal jeg“, ſvarede hun. „Jeg har. givet 
ham mit Løfte, og jeg venter paa ham, faalænge jeg 
lever. Men hvad fkal jeg gjøre, for jeg kan ikke holde 
ud at forvolde Husbond den Sorg. Jeg har ikke ſparet 
ham endnu, og det vil gjøre ham ondt at fan Nej, det 
ved jeg. Jeg maa bort, men hvordan fkal jeg flippe 
bort?“ i 

Ja ſaaledes blev hun ved at ſnakke, og det hjalp 
ikke, alt hvad jeg ſagde til hende. Hun opſatte at 
give Svar fra den ene Dag til den anden, og da hun 
ikke kunde flippe længere, jaa bad hun mig hilſe Hus⸗ 
bond og fortælle ham det Sele og ſorge for, at hendes 
Føj bler ſendt til en Mand i Kjobſtaden, og faa rejfte 
hun bort, uden at Nogen vidſte det. i 

Hans havde hele Tiden ſiddet med Haanden under 
Kinden og lyttet, og der var Taarer i hans Ojne. 
Nu for han op. . 

„Rejſte bort! Hvor rejſte hun hen?“ udbrød han. 

Hun ryſtede paa Hovedet. „Det ved jeg ikke, det 
ved Ingen”, ſvarede hun. „Jeg tænfte, at hun rejfte 
hen til Dig, og det tenkte vi Alle. Sin Kiſte ſolgte 
hun i Kjobſtaden, det ved jeg, men hvor hun reiſte 
hen, det ved Ingen!” — 

Videre kunde Hans ikke ſpore hende. Al hans 
Anſtreengelſe var forgæves, og faa rejſte han atter hjem; 
men nu var han en ganſke anden. Hans Ro og Til⸗ 
fredshed var borte, hans Gaard og Ejendom var ham 
ligegyldig. For havde han været en raſk og livlig 
Mand; men mu affluttede han fig fra alle og gik alene, 
tavs og forknyt omkring. Hans Skyld tyngede ham, 
Angeren pinte ham, og Tungſindet begyndte at lejre 
fig omkring ham; men han længtes og haabede; han 
kunde ikke ſlippe hende. Ofte og pludſeligt forlod han 
ſit Hjem og drog atter ud for at lede om hende; men 
det var altid forgæves. . Ingen af hans Omgivelſer 
vidſte, hvad der fejlede ham; thi herhjemme talte han 
aldrig derom, og derfor blev man i den Tro, au hans 
Forſtand havde taget Skade hin Dag i Kirken; men 
jaa rygtedes det endelig, at han ledte efter ſin Ung⸗ 
domskjereſte, en fattig Tjeneſtepige, og nu lo man ad 
ham og var ganffe ſikker paa, at han var aldeles gal. 

Saa hændtes det en Dag, da han ſad alene i 
ſin Stue, at en fremmed Kvinde traadte ind. 

„Goddag Hans!“ ſagde hun. 

Han ſaa op. Der var noget kjendt i Roſten, der 
var noget kjendt i den aldrende Kvindes Anſigt og 
hele Skikkelſe, ſom hun der flod foran ham. Der brød 
Taarer frem i hendes Øjne og hun ſtjulte Anſigtet. 


Pludſelig klaredes det for ham. „Ane, Ane!“ 


raabte han og ilede hen til hende. Hun rakte ham 


Haanden og ſaaledes mødtes de atter. ; 

„Hvor jeg var flet”, ſagde han, da han atter 
havde fattet fig noget. „Jeg troede, at Du var mig 
det Kjærefte paa Jorden, og det var Du ogſaa, og 
jaa glemte jeg Dig dog for Gaard og Gods; men jeg 
blev ſtraffet; for da jeg vilde vende tilbage til Dig, 
var Du borte, og jeg kunde ikke finde Dig. Gud ſke 
Lov og Tak, at Du kom! Ane, ſtakkels Ane! — Hvor 
har Du været i de mange Aar?“ 

„Jeg vidſte jo af Dine Breve, at Du var her“, 
ſvarede hun. Men dengang jeg kom herhen, horte jeg, 
at Du var gift. Saa drog jeg atter bort i nogle 
Aar. Du havde glemt mig, og jeg vilde ogſaa glemme; 
men det kunde jeg ikke, og jaa kom jeg her tilbage og 
tog Tjeneſte i Nabobyen, for ſaa var jeg dog i Din 
Nerhed, og der har jeg været ſiden. Jeg hedder jo 


Ane Marie og jeg lod mig falde Marie; ingen kjendie 


mit Forhold til Dig, og jeg røbede det aldrig. En 
enkelt Gang har jeg modt Dig, men Du kjendte mig 
ikke. Sidſte Gang Du ſkulde havt Bryllup. mødte jeg 
Brudeſkaren, medens J kjorte til Kirken, og Du jaa 
mig atter uden at kjende mig. Jeg ſatte mig udenfor 
Kirkediget og grad og bad til Vorherre for Dig, at 
Du aldrig nogen Tid maatte mindes mig. Jeg horte 
ſiden, hvad der var ſket i Kirken, og jeg havde mine 
egne Tanker; men da jeg tilſidſt horte, at Du reiſte 
for at finde mig, faa kunde jeg ikke længere holde det 
ud. Jeg maatte tale med Dig og ſige Dig, at jeg 
Intet, flet Intet har imod Dig. Jeg har for Aar 
og Dage ſiden tilgivet Dig at Du glemte mig, og nu, 
da Du ved det, nu har jeg intet mere at ſige Dig, 
nu vil jeg atter rejſe hjem til min Fodeegn“. 

Han ſlyngede fin Arm om hende, ſom hin Aften 
for mange Aar ſiden, og atter bøjede hun fig grædende 
op til ham. 

„Vi fkilles aldrig mere; uden Dig gaar jeg til⸗ 
grunde“, ſagde han. „Jeg har ſovet, nu vil jeg leve!“ 

Hun blev, og kort efter fejredes deres Bryllup. 
Preſten holdt atter fin Tale om Kjærlighed og Tro⸗ 
faſthed og huslig Lykke, der er mere værd end Gods 
og Guld, og dengang horte Hans efter og var be⸗ 
væget, dengang ſparede han højt og tydeligt Ja paa 
alle tre Spørgsmaal. 


Rensdyrjagt i Norge. 
Eſter V. C. Asbſornſen. 
J. 


En Morgenſtund vi forlode Sæteren”) for at 
vandre ind over Fieldet, kaſtede Brit (Saterpigen) 


) Sommerhytte paa Fieldet. 


' 


A 


* 


Limen og Sfavgræstuen”) efter os og onſkede leende, 
at vi maatte brokke Hals og Ben og ikke treffe andet 
end Korp og Sjevaak““) — et godt Varſel for Jagtlykke! 

Himlen var overſkyet og Dagen ſval. Henover 
Fieldet ſpcvede endnu Taagen; kun af og til brod 
Solen ſvagt igjennem og aabnede for os i uſikre, jvæ- 
vende Omrids anelſesfulde Fjernſyn af den øde Fjeld⸗ 


natur. Vi vare ſnart udenfor Seterkredſen. Efter⸗ 
haanden aftog Plantevext og Liv, og vi vare inde i 
Alperegionen, paa Højden af Fjeldvidderne: umaadelige 
Masſer af loſe Sten, der gjennemfures af dybe Dale 
ſom Sne⸗Elvene have dannet. Her er det, at Renen 
i Sommertiden ſoger et ſundt og luftigt Tilflugtsſted, 
et Friſted for Renfluens Forfolgelſer. Den rige Flora 
i Smaadalene mellem disſe Stenhobe, Isranukelen eller 
Renblomſten, der ofte lige ved Snefonnernes Rand 
voxer i den Jord, ſom dannes af de opſmuldrede 
Stene, yder i Forening med Lavarterne (Mosſerne) 
paa Skraaningerne Dyret en krydret, duftende og rige⸗ 
lig Føde. Paa langt Hold øjner Renen paa disſe 
ode Vidder ſin Fjende, og Vinden, ſom ſtedſe ſtryger 
hen over dem, varsler den ofteſt gjennem Lugten om 
en Fare, der nærmer fig, længe førend dens ſkarpe 
Oje endnu kan opdage den. 

Da vi vare komne ſaalangt op, at vi kunde vente 
Spor af Rener, havde Solen forleengſt ſpredt Taagerne, 
og en livlig Sondenvind fejede den ene ſkyggende Sky⸗ 
masſe efter den anden nordpaa. Nu vendte vore to 
Ledſagere det Graa ud af deres rode Huer, thi i dette 
Strøg kunde vi vente at faa Dyr i Sigte. Medens 
vi forgæves ſpejdede gjennem Kikkerten paa alle Hojder 
og Skraaninger indtil et Par Mils Afſtand, gik den 
ene af vore Vejledere, Thor, en dygtig Rensdyrjeger, 
ſtille foran med ludende Hoved, ſtirrende ned imellem 
Stenene; tilſidſt lagde han fig helt ned. 

„Her er Slag efter et Dyr”, ſagde han, og vifte 
et for mit uøvede Øje næppe ſynligt Indtryk af Klo⸗ 
ven. „Og der ſtaar en afbidt Renblomſtſtilk; den er 
faa friſk, at Saften fvælder af den. Her har været 
en Flok paa Bejte ) og det er ikke længe ſiden“. 
5Se Hunden“, ſagde den anden Folgeſvend, An⸗ 
ders, ſom kom bagefter, forende en ſpidsſnudet, ſterk 
Gaardhund med opretſtagende Oren i Kobbel; „ſe, 
hvor den vejrer mod Vinden; her har været Dyr, eller 
ogſaa ere de ikke langt borte”. : 

„Ja Dyr er det, den vejrer og hverken Hare eller 
Fieldrev (Blaarcev); den lofter for meget paa Neſen 
til det”, fagde Thor, idet han klappede og opmuntrede 
Hunden, ſom flog med Halen og med et ejendommeligt 
19 af Velbehag i forte Puſt traf og udſtodte 

uften. 


) Koſten og Skureviſten. 
) Ravn og Gragfalk. 
% Grasning. 


„Ja tag dem Du Bamſe min, de ere ikke ſaa 
nær endda, men det kan ikke vare faa længe, inden vi 
faa dem at ſe. Nu kan det veere Tid til at bede; vi 
have gaaet ikke jaa fort nu, og det kan være uviſt, om 
vi komme til at hvile jaa ſnart, naar vi faa Renen 
at ſe. Her er Vand og her er ikke ſaa galt Leje“, 
føjede Anders til, idet han uden at vente paa Svar 
lagde Madæffen og Bosſen fra fig, bandt Hunden ved 
en Sten og lagde fig, faa lang han var, for at drikke 
af det kolde, mellem Stenene ſivende Snevand. Jeg 
kaſtede mig ned paa Stenene, medens min engelſke 
Jagtkammerat, Sir John, der fandt dette Ophold hofft 
utidigt, proteſterede mod Mad og Hvile, mod Tobak 
og mod Alt, for han havde ſet „Rejndeer“. Forſt da 
han efter en kraftig Foreſtilling af Thor var blevet klog 
paa, at Dyrene vare flere engelſke Mile fra os, og at 
der efter al Rimelighed vilde hengaa flere Timer, inden 
vi kom i Nærheden af dem, gav han fig tilfreds og 
tog til Takke med den Bid Brød, vi havde med, med 
et Beger af Jagtflaſken, med en Drik af Snevandet 
og med at ſtrakke fine Lemmer paa de haarde Stene. 

Efter at Thor under Hvilen havde underholdt os 
med Fortælling om flere mærkelige og farlige Rens⸗ 
dyrjagter, rejſte vi os vederkvcegede. vert Spor af 
Trethed var forſpundet, og da vi atter ſkred hen over 
den ſtenede Hojſlette, følte vi ret Hvilens og den friſke 
Fieldlufts ſtyrkende Kraft i de ſpeendſtige Muſkler og 
de lette Trin. Vi havde næppe gaaet tuſinde Skridt 
frem paa Graahos øftlige Heldning, førend Thor ſtand⸗ 
ſede. Stirrende ud i det Fjerne ſkyggede han for 


"Øjnene med Haanden, vendte fig, langede efter min 


Kikkert og ſagde: 

„Det er ikke godt at ſe Graadyr mellem Graaſten; 
— der er en Flok, der lige overfor i den graa Sten⸗ 
Ur, ſom Skyen ſkygger over, der gaar ud ligeſom 
en Tange af Sne, den gaar de tet op til. — Der 
er ikke Noget at ede i Uren, kan jeg tanke“, tilføjede 
han, idet han med Bosſen anviſte os den Retning, 
hvori vi ſkulde ſoge med Kikkerten. 


Afſtanden var en tre Fjerdings Vej. Efter Thors 


Anvisning maatte vi gaa over en dyb Dal og norden 


om en lige for Graahs liggende Højde, hvor Flokken 


befandt ſig, for at komme under Vinden og mode den 


ovenfor Snefonnen. Jeg ſpringer over Beſkrivelſen af 
den milelange Vandring i en Halvkreds, ſom Urer, 
Snefonner og en ſydlig Storm vilde gjort ſaare be⸗ 
jværlig under andre Omſtendigheder. Men Jagtlyſten 
ſitrede i vore Lemmer; Higen og Lenngſel efter at 
komme Dyrflokken paa Skud bevingede vore Skridt og 
gjorde os Vandringen let. Men da vi varſomt jni- 
gende kom frem ved Randen af Snefonnen, ſaa vi 
kun Spor af, at Flokken havde været paa dette Sted. 

„Nordefter igjen“, ſagde Thor, og vi gik hen imod 
en lille Rygning, hvor vi kunde vente en friere Udfigt, 

„Leg Jer ned“, ſagde Thor med Et og foregik 


N 


os med fit Exempel. „Jeg jer Hornene af Bukken 
mod Himlen lige over Ryggen af Snefonnen. Den er 
ikke otte hundrede Skridt borte. Læg Jer fladt ned, 
jaa kan den kanſke komme paa Hold; at krybe frem nytter 
ikke; her er ikke en Sten at ſkjule fig ved“. 

Længe ſaa vi ikke andet end Hornene af den ſtore 
Buk. Den ſyntes at dreje ſig i alle Retninger og 
ſpejde efter Fjender. Os mærkede den ikke, thi vi 
vare under Vinden. Men pludſelig ſprang hele Flokken 
over paa den Side af Snefonnen, ſom heldede mod 
os. Jeg greb krampagtigt efter Bosſen; men Thor 
tog mig roligt i Armen og hviſkede: 


„Styr de, e ſka nok ſeja til!“ 

Der var hele Flokken; Kalvene og de to Bukke 
jagede hverandre i en lille Kreds omkring i den viltreſte 
Leg. Snart ſtode de pan to Ben med knejſende Horn 
og ſloge mod hverandre med Fremfodderne, ſnart hop⸗ 
pede de mandshojt med alle Fire i Vejret paa en Gang, 
ſnart falde de ned igjen og ſloge kaade ud med Bag⸗ 
fødderne, jaa Lenden ſtod højt op i Luften og Is⸗ 
og Sneklumper fog og fløj omkring dem. 

„Det var en Leg“, ſagde Anders og lo. „De 
leger og fprætter, faa at vi je baade Sol og Maane 
under Fødderne paa dem“. 


Rensdyr, 


„Det bliver ondt Vejr”, ſagde Thor. 
Renen leger, er det mod ondt Vejr“. 

; Legen varede ved og blev ſtedſe vildere; Springene 
og Stillingerne bleve faa driſtige, pudfige og Jælfomme, 
at vi maatte le højt over de livlige Dyr. Men under 
denne Leg kom den ene Buk i fuldt Lob lige imod os. 
Flokken forfulgte den. 

„Pas nu paa og hold lige i Bringkojl'n eller 
Boven!“ ſagde Thor; men det 691 Knæ 5 Hin ine 
paa vore Rifler forkyndte ham, at den forſte Erindring 
var overflødig. Haanden ſkjcelbede, og Hjertet bankede af 
Forventning i det næfte Ojeblik; inden nogle Sekunder 


„Naar 


Være”, ſagde Thor. 


vilde den ſtore Buk have været paa Skud. Men da 
den nærmede fig Snefonnens Rand, fløj der en Sjo⸗ 
vaak (Graafalk) op 
og den hele Flok ubevægelig med tilbagekaſtet Hoved 
og knejſende Horn, ſtirrende op mod Falken, der ud⸗ 
ſtodte et vildt Skrig. 
om ſom en Vind og foer i Flok og Folge hen over 
Fonnen, forfulgt af en 


af Uren. Et Sekund ſtod Bukken 


J næfte Ojeblik kaſtede de ſig 


pibende Riffelkugle. 
„Aa de va for longt; de va aa kaſte Bly i 


Min Ledſager havde valgt ſig et andet Maal, 


| idet han i afmægtig Harme rettede fit Skud mod den 


uſkyldige Aarſag til Dyrflokkens ilſomme Flugt. Men 
den ſtolte Fugl gjorde blot et Slag med Vingerne og 
ſejlede roligt over vore Hoveder. 

„Den Fugl er altid i Vejen her paa Fjeldet“, 


ſagde Anders, „havde den ikke været, var Flokken 


kommet lige til os“. 

Sir John brummede og udſtedte Forbitrelſens 
Udbrud over flige Fugle, idet han ytrede fin Forun⸗ 
dring over, at Renen knnde blive forſkrekket over ſaa 
lidet. 


„Saa lidet?“ ſagde Thor; „den tager til Bens, 
bare der flyver en Fjeldſpurv op mellem Stenene og 
kvidrer Lidt, og bare der rejjer fig en Fieldhare op for 
den, faa jætter den afſted, ſom det gjaldt Liv og Dod. 
— Det torde dog endnu hende ſig, at vi træffe dem 
endnu for Solglads⸗Lejte“ (Solnedgang). 

Og med dette Haab maatte vi jætte os til Hvile 
efter det ergerlige Jagtuheld. 


lun 


Faarehyrde paa Heden. 


Fra heden. 


Naar man taler med Oboere om Jylland, hører 
man ofteſt udtalt, at det viſt maa være et forſkrokkeligt 
Land. Sand, Hede og Lyng, magre Faar og Fattig⸗ 
dom, er da de Herligheder, de „Indfodte“ paa Oerne 
udſtyre Jylland med. 

Og faa kommer Oboeren mangen Gang over for 
at ſe det mærkelige øde Land, og bliver da ſtrax ſaa | 
henreven ved at fe alle Naturens Dejligheder i det 


ſydoſtlige Jylland, at han maaſke knap lægger Meerke 
til, hvor frugtbart det er, og han kan da rejſe Uger, 
ja Maaneder omkring i Oſtjylland uden at opdage, at 
det i nogen Henſeende ſtaar tilbage for Øerne, men i 
visſe Retninger, ſom i Alt, hvad der vedkommer Hus⸗ 
dyrene, ſtaar ikke fan lidt højere. 

Men det var ikke om det frugtbare og naturſkjonne 
Oſtjylland Husvennen denne Gang ſkulde meddele lidt, 
det var om Heden. 


Vi have i et foregagende Numer talt om, at Bjerge 


62 


og endeloſe Flader ere lige fremmede for de Danſke. 
Vi kunne derfor forud ſige, at de Allerfleſte vilde ſynes 
at befinde fig paa et fremmed Omraade, om de plud⸗ 


ſeligt bleve henſatte pan Heden, og det er med ejen⸗ 


dommelige Folelſer man forſte Gang gjennemrejiſer 
dens ensformige, lyngdakte Fader. Kun hiſt og her 
i Üdkanten af Fladerne, og mange Steder paa de ſaa⸗ 
kaldte Bakkeger, der ofte med Miles Udſtrekning hæver 
fig af de flade Strakninger, ſom Oer af et Hav, finder 
man lidt Bufke og Træer, og alle de Plantninger med 
Naaletræer, ſom ere lykkedes, findes udelukkende paa 
disſe højere liggende, ofte meget frugtbare men ftundom 
ogſaa øde, vilde og ſonderrevne Bakkepartier. Har 
man beſteget en af de yderſte Banker i et ſaadant, ſer 
man den egentlige Hede udbredt for Øjet i fit flade, eng- 
formige Ode, ſom en uoverſkuelig morkebrun Orken. 


Det er Lyngen, denne lille lave, træagtige og nojſomme 


Vært, der giver Fladen det morke Udſeende, thi om 
end Lyngen, iſer naar den om Efteraaret ſtaar i vio⸗ 
lette Blomſter, ſet i Nærheden er en ſmuk, fin og livlig 
Plante, jaa formaar det ſparſomme Gronne til enhver 
anden Tid ikke at dakke Kviſtenes merke Farve, og 
Lyngen giver derfor en ſtorre, dermed overgroet Strekk— 
ning et triſt, nedtrykkende Udſeende. 

Rejſe vi over Heden, ſe vi dog Spor til, at den 
ikke er ubeboet. Med halve Miles Afſtand ſe vi et 
enligt Hedehus eller en Gaard. Dette Vidnesbyrd om, 
at der rører fig Menneſkeliv paa Heden, ſynes at ligge 
ganſke nær, men det tager lang Tid at naa derhen; 
thi det med Hedefladen uvante Oje formaar ikke at 
beregne Afſtanden. Rigtig Vej findes ſjeldent til at 
komme frem paa; kun enkelte Hjulſpor, der dels lobe 
jcvnſides og dels krydſe hverandre i det Uendelige, ofte 
aldeles overgroede med Lyng, betegne Vej og Sti. Der 
hviler ſom en forladt Enſomhed og mørt Tungſind 
over Naturen. Fod for Fod liſte Heſtene ſig hen ad 
Vejen, lebende Vognen gjennem Lyngen, og Hjulene 
knirke, idet de gjennempleje de dybe Sandſpor. Enlig 
paa fin Tue ſidder Hjejlen (ſom Brokfuglen her kaldes) 
idet den hele Dagen igjennem lader ſine tungſindige 
Flojtetoner høre, medens en enkelt Sommerfugl, der 
flagrer over de brune Lyngkviſte, ſynes at være de eneſte 
livlige Væjener i den øde Natur. Smaa knoklede Køer 
drive vidt adſpredte hen over Lyngen i Nærheden af 
Boligerne og afgnave de fattige Gresſpirer, der kan 
ſindes under Lyngen. Kvæget er rigtignok usſelt at 
ſe til Bovene ere ſmalle og Huldet daarligt, men det 
er juſt Kvæg, der pasſer til Heden; ingen anden og 
bedre Race vilde kunne udholde den Behandling, ſom 
det Aar ud og Aar ind maa døje; medens det er i 
Dpvært, gaar det hele Sommeren igjennem i Lyngen 
og fodres om Vinteren med det ſtride torre Rughalm, 
da Rugen er den eneſte Kornart, ſom nogenlunde lykkes 
paa den egentlige Hede. Det er dog navnlig Faarene, 


ſom give Hedebonden hans bedſte Indtegt. Det er en 


lille vantreven Race, men langtfra jaa daarlig, ſom 
den fer ud til. Hedeboen holder dem i ſtor Mængde, 
og de overordentlig nojſomme Dyr drives om i Heden 
neſten hele Aaret om og give ſom Lon for den fattige 
Pleje en udmerket fin Uld, der ikke alene er fortrinlig 
til at binde Hojer og Trøjer af, men ogſaa er meget 
ſogt af Hattemagere og Kladefabrikanter og giver et 
godt Bidrag til Hedebondens Ophold. At vogte Hede⸗ 
faaret er derfor en væjentlig Del af hans daglige 
Sysſel, og ſaavel Barnet ſom den gamle Mand kan 
man ſe ſom Hyrder Dagen lang vaage over Faarene, 


| fjernt fra Hjemmet i Enſomheden; men det fjeder dem 


ikke, thi Hedeboen er fra Barnsben vant dertil, og er 
ligeſaa nojſom med fine Fornojelſer ſom med fine For⸗ 
nodenheder. Han er heller aldrig ledig, ſelv om Faa⸗ 
rene kun give ham lidet at tage vare, thi Bindetojet 
forlader ham ſjeldent, og ved Bindepindenes livlige 
Arbejden glider Tiden for ham under glad Tilfredshed. 
Paa det Billede efter et Maleri af den danſke Kunſtner 
Vermehren, ſom ledſager disſe Linier, ſer vi ſaaledes 
den gamle ſolbrendte Hedebo ſtagende i den forte Lyng 


paa den vidtſtrakte Hede, hvor Faarene ſoge deres 


tarvelige Føde. Han er blevet opmærffom paa os; det 
er jo en hel Begivenhed at ſe en Fremmed. Hvor 
gjerne han end gad vide, hvorfra vi ere, og hvad vi 
ville i disſe ode Egne, er han dog for beffeden til at 
tiltale os; men ſporge vi ham om Vej, da lyder det 
forſt høfligt: „Med Forlov at ſporge, hvor er den Karl 
fra?“ og forſt naar man har tilfredsſtillet en Vide⸗ 
begjerlighed, der vidner om, at den tayſe Hede ikke 
foſtrer Slovhed, ſom Mangen kunde være tilbøjelig til 
at tro, faar man langſomt en omhyggelig Beſked om 
Vejen, og hvad man ellers kan have ſpurgt om, og 
faar et venligt Farvel til After. Men faalænge vi 
ere i Syne, ſtirrer den Enſomme opmerkſom efter os 
med ſit alvorlige Blik, og vi ville maaſke i mange 
Dage beſkjcftige hans Tanke i hans ſtille rolige Ferd. 

Men ffulde disſe Blade komme ud i den enſomme 
Hedegaard, lad dem da frembære en oprigtig Hilſen 
til dens jævne Beboere fra Landsmænd oſterpaa, og 
lad dem vidne om, at Enhver, der har leert den noj⸗ 
ſomme, flittige og trofaſte Hedebo at kjende, med Ag⸗ 
telſe og Velvillie bevarer ham i venlig Erindring. 


hvorfor Spaniens Regjering ikke duer. 
Legende, forfal af Alexandre Dumas. 


Ombord paa Dampfkibet mellem. Gendve og Ville⸗ 
neuve var det, ſom var jeg kommet i en ny Verden. 
En ſer Ugers Tid hapde jeg levet i den tydſke Del af 
Schweiz, nu ſtod jeg midt blandt Franſktalende. Be 
gjærlig efter Nyheder kaſtede jeg mig over de franfke 
Blade; de talte ikke om Andet end den ſpanſke Revo⸗ 


63 


lution. Snart var en Samtale i Gang herom. Nogle 


antog, at Spaniens Guldalder nu var kommet, Andre, 
deriblandt jeg, mente det Modſatte, da Spanien ikke 
ſtod paa ſamme Dannelſestrin ſom Frankrig, og en 
ny Regjeringsform derfor ikke var nok til at gjøre 
Landets Lykke. Diskusſionen blev livlig, Hver forſva⸗ 
rede ſine Meninger og Enhver vilde have Ret. Snart 
vendte vi os til en Spanier, ſom i Ro ſad og rog ſin 
Cigarette uden at blande et Ord i Laget, idet vi ſnart 
bleve enige om, at han bedſt kunde være Dommer i 
Sagen. 

Spanieren tog fin Cigarette af Munden, udpuſtede 
en Rogſky, ſom han i ti Minutter havde ſamlet i fit 
Svælg, og ſparede derpaa helt gravitetifk: „Spanien 
faar aldrig nogen god Regjering!“ 

Da dette Svar hverken gav Ret eller Uret til 
nogen af Siderne, tilfredsſtillede det derfor heller Ingen. 

n2illad mig, Hr. Spanier“, udbrød jeg ſmaaleende, 

„De ſynes dog at je Alt i for merkt et Skeer; ſkulde 
Spanien aldrig kunne faa en god Styrelſe?“ 

„Aldrig!“ 

„Og hvem er Skyld i denne Ulykke? 
Folket, Regjeringen, Gejſtligheden eller Adelen? 

„Ingen af Delene“. 

„Hvem er det da?“ 

„Det er St. Jago“. 

„Hvad ſiger De“, gjentog jeg alvorligt, ſtjondt 
Sagen tyktes mig tage en ſkjcemtſom Vending, „St. 
Jago er jo Spaniens Skytspatron, ſkulde han vel 
jætte fig imod et Folks ſtorſte Lykke, Forbedringen i 
dets politiſke Forfatning, fra Hvilket alt andet Godt 
udſpringer“. i 

„Ja, hør forſt, hvordan det hænger ſammen her⸗ 
med”, fvarede den alvorlige Spanier. 

„Det er længe ſiden, at det en Dag hændte, at 
den gode Gud, træt af Folkenes evindelige Klagemaal 
ſaa over en Sag og ſaa over en anden, udſendte en 
Engel for at forkynde, at hver Nation, efter god Over⸗ 
vejelſe, efter Aar og Dag fkikke hver fin Deputerede, 
forſynet med beſtemte Onſker. Han forbandt ſig paa 
Forhaand til at tage al muligt Henſyn til disſe. Hver 
Nation gjorde nu ſit Valg. Frankrig valgte St. Dionyſius, 
England St. Jørgen, Italien St. Januarius o. ſ. v. 
men Spanien St. Jago. Sluttelig paa den beſtemte 
Dag begav hver Helgen fig paa Vej med fin Opgave. 

„St. Dionyſius mødte forſt. Han hilſede den 


Er det 


himmelſke Fader, ikke med at tage Hatten af Hovedet, 


nej ved at tage Hovedet fra Skuldrene. Det var paa 
en fin Maade at minde om det Martyrium, han havde 
gjennemgaget for fin Troes Skyld. Denne Hilſen be⸗ 
hagede ogſaa Vorherre paa det Bedſte. 
„Nuvel“, ſagde han, „Du kommer fra Frankrig?“ 
„Ja, himmelſke Herre!“ ſvarede St. Dionyſius. 
„Hvad har Du at bede om for Franſkmendene?“ 


„Jeg anholder om, at de maa faa den bedſte Armee 
i hele Verden“. 

„Det er dem bevilliget!“ 

Henrykt ſatte St. Dionyſius Hovedet paa fin 
Hals og traf fig tilbage. Næppe var han borte, før 
den tjenftgjørende Engel meldte St. Jorgen. 

„Lad ham komme ind“, ſagde Vorherre. 
Jørgen kom ind og løftede paa Hjelmgitteret. 

„Naa velkommen min tapre Ridder, Du kommer 
paa Englands Vegne, ikke faa? Hvad ønifer den ftolte 
O fig?” 

„Dens Onfke er“, ſparede St. Jorgen, „at den 
maa faa den ſmukkeſte Flaade i hele Verden“. 

„Godt“, ſagde Vorherre, „det maa den faa”. 

St. Jorgen, ſom fik, hvad han attraaede, lod 
Hjelmgittret falde og gik. J Doren mødte han St. 
Januarius. 

„Goddag, hellige Bisp“, ſagde Vorherre; „det 
glæder mig at je Dig, jeg tenkte nok, Du ſkulde blive 
Italienernes Sendebud. Hvad har Du faaet opgivet 
til Onſke?“ 

„At faa de herligſte og bedſte Kunſtnere fra hele 
Verden“. d 

„Det maa de faa. Jeg lover dem det“, ſagde 
Vorherre. 

St. Januarius bad ikke om Mere, fatte fin Bispe⸗ 
hue paa og gik. 

„Giv Foretrode“, ſagde Vorherre. 

„Herre“, ſvarede Engelen, „der findes ikke Flere“. 

„Hvad findes der ikke Flere? Hvad gjør da den 
rejſende St. Jago, ſom altid galopperer, men ingen 
Vegne kommer?“ “) 

„Herre“, afbrod Engelen ham, „jeg ſer ham nu 
komme farende dernede“. 

„Doven ſom en Spanier“, mumlede Vorherre, 
„Naa ſe, der er han endelig“. 

St. Jago indløb endelig forpuſtet, ſprang af 
Heſten og indfandt ſig ſtrax. 

„Nu, Hr. Ridder“, ſagde Vorherre, „lad os nu 
here, hvad J vil“. 5 

„Jeg vilde“, ſagde St. Jago, puſtende mellem 
hvert Ord, „jeg vilde, jeg ønffede, at Spanien maatte 
faa det mildeſte Klima i hele Verden“. 

„Bevilget!“ ſagde Vorherre. 

„Jeg vilde ...“ 

„Naa, er der endnu Mere?“ afbrod Herren ham. 

„Jeg vilde, at Spanien fkulde faa de ſkjonneſte 
Kvinder i hele Verden“. 

„Naa lad gaa! jeg ſamtykker ogſaa hertil; be- 
vil get“. 

„Jeg vilde 


St. 


) Spanierne fremſtille gjerne deres Skytshelgen paa en Heſt 
i fuld Galop. 


„Hvad for noget!” raabte Vorherre, ,,begjærer Du 
endnu Mere?“ 


„Jeg vilde, at Spanien fulde have de bedſte 


Frugter i hele Verden“. 
„Faar gaa!” lød Svaret, „man kommer vel til 
at gjøre Noget for fine Venner. Bevilget”. 


„Jeg vilde, at Spanien fkulde faa den bedſte 


Styrelſe i Verden!“ ſkyndte St. Jago ſig at tilfoje. 

„Nej ſtop!“ raabte Vorherre, afbrydende ham kort, 
„nok med det Tilſtaaede; der maa da være Noget til⸗ 
bage til de Øvrige. Afſlaget!“ 

St. Jago vilde gjore Indvendinger, men Vor⸗ 
herre gav ham et Vink om at vende tilbage til Kompo⸗ 
ſtella. St. Jago ſteg atter til Heſt, og foer. affted i 
Galop — og ſe det er Grunden, hvorfor Spanien 
aldrig faar nogen god Regjering“. 

Spanieren ſlog Ild med fit Fyrtej, tændte fin 
Cigarette, ſom var ſlukket, og begyndte atter at roge. 

Vi faa nu ſe, hvorledes Forholdene udvikle ſig, 
og om det endnu kan lykkes for St. Jago at erholde 
det Bndeſtbevis af Vorherre, ſom han var letſindig 
nok til at gjemme til fin ſidſte Bon. Udſigterne her⸗ 
til ere nu juſt ikke de allerbedſte. 


Husflid. 


Sæffevævning. 


Dommerby var i forrige Menneſkealder en meget fattig og 
forfalden By, hojt beſkattet, og Ejendommene kun dyrkede efter 
en ældgammel Driftsplan, hvoraf fulgte en daarlig Avl og 
ringe Kreaturhold, ſaa at det var vanſkeligt for Indbyggerne 
at fan Føden og ſvare Udgifterne, Det gjaldt da om at finde 
paa Noget, hvorved man kunde fortjene en Skilling til Hjelp 
til Livsfornodenhederne og Udgifternes Dakning ſamt til bedre 
Kaars Fremme. En Mand der i Byen, hvis Tenkeevne endnu 
viſer fig at have været forud, fandt da paa at fjøbe Hamp og 
fave Sakke, hvilket gav godt af fig den Gang, da der endnu 
ingen Fabriksſakke indførtes. Manden kom herved til at klare 
fig anſtendig, men blive rig kunde der jo ikke være Tale om, 
da de bedre Indtegtskilder vare lukkede for ham og hele Byen. 
En Son og to Dottre, ſom bleve i Gaarden ſammen en Tid, 
tog Faderens Flid og Okonomi tilfelge, og fortſatte Sakke⸗ 
fabrikationen efter en ſtorre Maaleſtok og Omfang, og Sonnen, 
ſom endnu lever og beboer Gaarden, fortæller, at han og hans 
to Soſtre, der vare ene om at drive Gaarden (ea. 3 Tdr. Hartk.), 


et Aar indkjobte Hamp for 200 Rd., ſom de ſamme Aar opar⸗ 


bejdede i Sakke og udbragte til 400 Rd., ſom de delte imellem 
ſig. De andre Indbyggere i Byen fulgte ſnart efter, og der 
blev næppe et Hus i Byen, hvor man ikke ſpandt Hamp og 


lavede Sakke, og det er viſt, at denne Flid og en forſtandig 


j TT 


Husholdning har gjort Manden, ſom jeg fortæller om, til en 
rig Mand, og hele Byens Beboere til velſtagende Folk, der nu 
omtrent alle have Penge tilovers og bo i vel opbyggede Gaarde. 
Sakkefabrikationen drives endnu i de fleſte Huſe i Byen, og 
endſkjondt den nu ikke er faa indbringende, efterat Sakkene ind⸗ 
føres fra de engelſke Fabrikker, er det viſt, at det er godt Aftens⸗ 
arbejde, der lonner fig vel og burde efterfølges i andre Egne. 

Fremgangsmaaden er denne: d 

Hampen hegles og den rene Hamp ſpindes meget fint af 
Fruentimmerne og tvindes af Mandfolkene og bruges til Rende— 
garn. Blaarene ſpindes af begge Kjen og bruges til Iflæt. 
Det vaves i Bolſter, hvilket omtrent enhver Kone forſtaar i Byen, 
og næften i hvert Hus findes ogſaa en Vaveſtol, der tjener til 
Vævning af alle Huſets fornødne Tojer. 


mA Blandinger. 


En heldig Vending. En Feltpræft var buden til Middag 
hos fin General, men glemte Indbydelſen og udeblev. Da han 
Dagen efter indfandt fig for at undſkylde Forſommelſen, var 
Generalen vred og vendte ham Ryggen uden at høre paa ham. 
Da udbrød Præften: „Jeg takker Hr. Generalen for Deres 
Overberenhed! Jeg fer, at De allerede har tilgivet mig min 
Glemſomhed og atter betragter mig ſom Ven“. Hvoraf ſer De 
det?“ ſpurgte Generalen. „De vender mig Ryggen”, ſparede 
Preſten, „og den vender De jo aldrig til en Fiende“. Nu 
maatte Generalen le og var forſonet med det Samme. 


Godt Raad En Moder, hvis to Børn lan ſyge af Mas- 
linger, ffvev til en ældre erfaren Kvinde og bad hende opgive 
hende det bedſte Middel mod Sygdommens Udbredelſe. Ven⸗ 
inden havde juſt faaet Brev fra en anden Veninde, der ſpurgte 
hende om den bedſte Maade at nedlægge Agurker paa. Ved en 
Fejltagelſe forverlede hun Brevene, faa at de ſyge Børns Moder 
med Radſel leſte folgende Anvisning i det modtagne Svar: 
„Leg dem i 2Eddife og lad dem koge i 3 Timer, læg dygtig 
Salt pan dem, og de ffal være i Orden paa et Bar Dage”. 


Lord Palmerſton red en Dag i Kenſington. Her faa han 
en Gronthandler, der ubarmhjertigt pryglede en Heſt, ſom ikke 
var i Stand til at træffe hans fvært lasſede Vogn. 

„Skam Eder dog“, raabte Palmerſton, „for ſaaledes at 
mishandle det ſtakkels Dyr!“ 

„Heſten maa fortjene fit Foder ligeſaa godt ſom jeg“, ſpa⸗ 
rede Grenthandleren ſtuds; „og forreſten kommer det ikke Dem 
ved; Heſten har jeg kjobt for mine egne Penge og kan derfor 
bruge den ſom jeg vil“. 

Lorden ſteg rolig af ſin Heſt, bandt Tommerne ved et 
Havegitter, greb Manden ved Kraven og gap fig til at høvle 
hans Ryg med fin Ridepiſt. 8 

„Jeg fkal lere Dig, hvad det vil ſige at bruge, hvad man 
har kjebt til hvad man vil. Ser Du, Pidſken er min, jeg har 
ſelv kjobt, den, og ſelv betalt den og kan altſaa gjøre med den, 
hvad jeg vil“. 


Husvennen udkommer til hver Sondag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 


Fierdingaaret, frit tilſendt. 


Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brepſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 


Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjsbmagergade 56, Kjøbenhavn. 


Trykt hos J. H. Schultz. 


9 
4 Ås 

AA 5 N 
øn 

ASK BAN 


>=: 


ene ee Y 


Villedblad for Alenigmand, 


for Morſhabslesning, Oplysning og Gusflid. 


Adgiuet af En 
N. C. Ro m. 
Nr. 9. 30. November 1823. 
Zudhold. Alperoſen. — Svend og Marie, af Bendix Hanſen. — Hobjergeren pan Alperne, med Billede. — Husflid. — 
Blandinger. 
Alperoſen. Blandt disſe Friere var der en trofaſt og brav Karl, 


En lille gudig Blomst fremgaar 
pan høje Alpers Rygge, 
zum Myrthens dnukle Pragt furstaar 
med Rosenradt at zimukke. 
Chr. Winther. 


ellem Oberhauſen og Thuner 
Sø i Schweiz hæver der fig 
3 en ſtejl Klippevæg i Vejret, 
jaa utilgængelig, at endog Gemſerne undgaa den. 
Ingen Hoſamler vover Livet for at ftige herop og ſlaa 
det her voxende Foder, og ingen Rodgraver ſoger ſit 
tarvelige Erhverv pan disſe Skraaninger. Men der⸗ 
oppe vore de ſtjonneſte og ſjeldneſte Alpeblomſter; i 
vid Omkreds findes de ikke faa ſtraalende og dybt 
farvede ſom der, iſcer den purpurrøde Primula viscosa 
(„Fluhblüemeli“) det ſtjonneſte Smykke for en Ober⸗ 
länderindes Straahat paa en Feſtdag. 

Om Alperoſens Tilbliven fortæller Sagnet Fol⸗ 
gende: 

J lengſt forſvunden Tid levede der i Oberhauſen 
en meget rig Bonde med ſin eneſte Datter. Det var 
den ſkjonneſte Pige ved hele Søen, og lige ſaa mange 
Friere ſom hun havde, ligeſaa lidt ſyntes hun at finde 
nogen af dem fornem nok til at fortjene hendes Haand. 


ſom elſkede hende varmt og oprigtig, men Eiſi (Eliſa⸗ 
beth) vragede ham ſom de Andre og havde ham kun 
tilbedſte. Engang da Karlen ved en Feſt en Sondag⸗ 
aften havde indbudt Pigen til at nyde et Glas Vin, 


ſyntes hun at ville laane Ore til hans Bonner og 


ſagde, at hun havde befluttet at blive hans Suſtru, 
naar han vilde hente hende en „Fluhblüemeli“ fra hin 
berygtede Klippetop. Uden at lade fig forſkroekke gik 
Karlen frejdig ind pan Forlangendet, thi han var en 
driſtig Klatrer. 
gjennem Almindingen ved Geribach op til den vilde 
Bjergegn. Som et Egern klatrede han op ad de glatte 
Klippevegge og klamrede fig krampagtig faſt med Sæn- 
der og Fødder ved de ſmalleſte Revner og ved hvert 
lille fremſpringende Punkt. Det vanſkeligſte Arbejde 
var allerede neſten fuldført, han fer Toppen tæt over 
fit Hoved og plukker allerede ſejrende den forſte og den 
anden Blomſt — da losner ſig pludſeligt en Sten, 
han taber Ligevegten, og den ſtakkels Knøs ligger i 
neſte Ojeblik frygtelig forſlaget knuſt ved Foden af 
Klippevceggen. Faa Timer derefter gik Eiſi der forbi 
muntert ſyngende, indtil hun pludſelig fik Oje paa den, 
ſom hendes Overmod havde ſtyrtet i en brat Dod, og 
ſom endnu trofaſt holdt de tilkempede Blomſter i 
Haanden. Med et Skrig ſank hun ned ved hans Side. 
Eiſis Hjerte braſt af Sorg og Fortvivlelſe. Men 
hvor Johannes ſtyrtede ned, voxede den Blomſt frem, 
ſom nutildags kaldes Alperoſen. 3 

Ingen af Søjalpernes Blomſter er bleven i den 
Grad beſungen af Digterne, og ingen ſpiller en Jan 
poetifk Rolle i Bjergboernes Liv ſom Alperoſen, men 


Allerede næfte Morgen ilede han 


66 


den er tillige den Plante, ſom væffer de meſt uklare 
Foreſtillinger hos dem, der ikke have Kjendſkab til 
Bjergnaturen. Alperne tildele Roſerne en ny poetiſk 
Glans, thi her er det Sted, hvor „Roſerne blomſtre 
(neſten) uden Torne“, hvor Ordſproget altſag taber 
ſin Sandhed. 

Det er et henrivende Syn — ſiger Tſchudi — 
at je dens Buſke beflæde hele Klipper eller Græspartier 
med deres ſaftiggronne Blade, til hvilfe de ſirligt 
formede, karminrode, ſtraalende Blomſterklaſer og de 
brune, tapformige Knupper danne en faa ſmuk Mod⸗ 
ſctning. Med hvilken Jubel hilſer ikke den trætte, 
ſtonnende Vandrer den forſte Alperoſenbuſk, og iler 
trods fin Udmattelſe op til de Klipper, fra hvile 
Roſerne tilvinke ham Alpenaturens venlige Hilſen. 
Hvor ofte ledſage de ham ikke gjennem de ode, uhygge⸗ 
lige Stengrkener ſom et Minde om Liv og Friſkhed. 
Paa tuſindfoldig Maade pryder Alperoſen fit rigt vex⸗ 
lende Hjemland; ſnart gløder den ſom en venlig Roſen⸗ 
flamme, over Isbakkens bruſende Fald, ſnart beklæder 
den en hel Bjergſkraaning med fit Purpurtceppe, der 
ſpejler fig i Alpeſgen ved dens Fod, og ſnart blander 
den ſig i ſelſkabelige Grupper mellem den øvrige 
blomſtrende Alpeflora. 

Alperoſen er en egenſindig Plante; den lader ſig 
nødig indplante i Lavlandets Haver og i de herſkabe⸗ 
lige Parkanleeg — for at ſmykke Blomſterelſkeres kun⸗ 
ſtige Anlæg — den er et frit Barn af de frie Bjerge 
og blomſtrer kun der, hvor den har ſit Hjem. J hele 
Planteriget gives der ikke en Blomſt, ſom ſaa hurtig 
taber fin Skjonhed og Friſkhed i Udſeende ved at 
plukkes. Uvejr, Storm, Froſt, Hede, Regn og Sne, 
kort ſagt, enhver, ſelv den ublideſte Bergring af Na⸗ 
turen taaler den derimod frejdig og ſtraaler kun bagefter 
ſaameget deſto ſmukkere, naar Solen atter ſmiler. 


Co Fortællinger om Crofaſthed. 
Af Bendix Hanſen. 


2 


II. Svend og Marie. 


J Nærheden af min Fodeby laa der et Kaad⸗ 
nerſted. Det var et ſmukt Sted; men det viſte ſig 
ikke ſelv frem; thi det var ganſke ſtjult af Trcer, der 
omgav det paa alle Sider, og imod Syd var der en 
ſtor Have med et Hegn af frodige Noddebufke, inden⸗ 
for hvilke man kunde ſkimte de dejligſte Frugttreer, 
Ribs⸗ og Stikkelsbcerbuſke og nogle underligt klippede 
Liguſtrumhekker. Denne Have var meget beromt for 
ſine Herligheder; thi Svend kunde hvert Efteraar kjore 
til Kjobſtaden og fælge Frugt, medens andre Folk kun 
havde Kartofler, og da der ellers ikke var megen Frugt 
paa Egnen, indbragte denne Handel ham mange Penge. 


Det ſmukke Hus, de høje Trœer og den frugtbare Have 
var altſammen fremſtaget ved Svend, hver eneſte Bind 
havde han plantet, ſagde man, og det var fket ſaadan 
efterhaanden, uden at man ret havde lagt Merke der⸗ 
til, forend han begyndte ſin ſtore Frugthandel, og der— 
for undredes man meget over ham. Ja Svend var 
en merkelig Mand, og en dygtig Mand, derom vare 
alle enige. Dengang han for mange Aar ſiden kjobte 
Stedet, var det den usleſte Eiendom, der horte til Byen. 
Der ſtod en gammel faldefærdig Renne paa en lille 
Plet opdyrket Jord, medens Reſten af Marken lag hen 
ſom Lyng og Kjær, og der kunde neppe holdes to Køer. 
Strengt havde han arbejdet, det var ſikkert nok; men 
hans Arbejde havde ogſaa baaret gode Frugter. J de 
forſte Aar arbejdede han med Spaden og lod Koerne 
gjøre Tjeneſte ſom Heſte, jaa kom han jaa vidt, at han 
kunde holde Stude, og endelig kom den Tid, da han 
kunde holde ſex Køer og to Heſte. Imedens han arbej⸗ 
dede paa at faa Marken opdyrket, havde han hele Tiden 
ſyslet med fin Have og fine Træer, og han havde plantet 
med en lykkelig Haand. Det var en Beſkjeftigelſe, han 
blot drev for fin egen Fornojelſe; men den betalte ſig 
godt med Tiden, og det var derfor ikke faa underligt, 
at Svend holdt meget af ſin Have. Huſet var ikke 
blevet bygget paa en Gang, men lidt efter lidt igjennem 
en lang Rake af Aar, og dog var det fuldført efter 
en beſtemt Plan. Nu var Svends Sted et lille godt 
Sted og et ſmukt Sted, og jaa havde han ovenifjøbet 
Penge paa Renter, ſagde man, og det var jo troligt 
nok. For Svend var en merkelig Mand, det var 
ſikkert nok. 

Han havde været ung, da han kom, til Egnen, men 
jeg huſker ham kun ſom en gammel Mand. Han var 
temmelig ſteerkbygget og kraftig; men Livets Byrder 
og Moje havde alligevel været ham for tung; han var 
meget krumbojet, og hans Anſigt var altid faa under⸗ 
ligt alvorligt, at vi Born vare bange for ham, endſkjondt 
han altid nikkede til os, og ofte gav os Wbler. Han 
hilſte Alle, og han hilſte altid med Haanden til Huen, 
ſom Soldaterne gjøre det; men ſaaſnart han havde 


hilſt, tog han haardt i Tommen og jog paa Heſtene, 


ſom om han var bange for, at man vilde ſtandſe ham 
for at ſnakke med ham. Han holdt fig for fig ſelv, 
kom til Ingen og Ingen til ham, og hændte det, at han 
var nodt til at have Samkvem med Andre, ſaa gjorde 
han ingen lang Snak, men talte langſomt og beſtemt. 
Han pasſede fig ſelv og brød ſig om ingen Anden. 
Hans Husholderſke var en underlig gammel Kvinde, 
Det var ſjeldent, at hun [od ſig ſe, og det var endnu 
ſieldnere, at hun talte med Nogen, og ſikkert er det, 
at hun aldrig har været indenfor nogen Mands Dør 
i min Fødeby. Sendes Anſigt var flet ikke ſtygt, og 
Ojnene milde, men hun var bleg og alvorlig. Hun 
var altid pæn i fin Baaflædning; men hendes Klæder 
havde et ſaa gammeldags Snit og ſaa faa blegede og 


omgjorte ud, at hun lignede en Skikkelſe fra en ſvunden 
Tid og jaa meget ældre ud, end hun i Virkeligheden 
var. Skjondt man antog, at hun ikke var ganſke rigtig 
i Hovedet, vidſte dog Ingen noget ſikkert derom, og 
man havde for lang Tid ſiden opgivet at udgrandſke, 
hvem og. hvorfra hun var; thi man havde aldeles Intet 
at holde fig til, og derfor; var det umuligt at komme 
til et Reſultat. Men de to Menneſker havde alligevel 
en Hiſtorie, der var værd at kjende, og den vil jeg nu, 
jaa vidt jeg fjender den, og faa vidt jeg fan, fortælle 
i det Efterfolgende. 


Nede i Dalen laa en Molle. Den lille Elv, der 
ſnoede fig frem igjennem. Dalen, bredte fig og blev til 
en Molledam. Vandet gled ſagte, men uſtandſeligt 
fremad, indtil det pludſelig tog Fart indunder Broen 
og derpaa faldt ſydende og bruſende ud over Mollehjulet, 
hvorefter det atter fortſatte fin Vej jaa pænt og roligt 
mellem Blomſter og Siv og hen under de gamle Elle⸗ 
træer, der hængte ud over Agen og ſpeilede fig i det 
klare Vand, ret ſom det aldrig havde kjendt det bruſende 
Mollehjul. Det hændte ofte, at Folk, der kom gagende 
eller kjorende henad Vejen, ſtandſede paa Broen og faa 
ud over det bruſende Mollehjul, ud over den blanke Elv 
og de blomſtrende Enge til Skoven, der rundt omkring 
klattrede opad de ſtejle Brinker. „Her er dejligt! Her 
er yndigt og fredeligt! Her maa være godt at bo! her 
maa vere lykkelige Menneſker!“ ſagde de, og ſaa bleve 
de ſtaaende i ſtille Betragtning, for ret at fæftne Bille 
det af den yndige lille Dal og tage det med ſig. 

Igjennem Vandets Suſen og Møllens Klappren horte 
man ofte Sang inde fra Mollen. Det var ingen vild 
Jubel og overgiven Ungdomslyſt, der tolkedes i disſe 

Toner, men derimod en ſtille Glæde og Frejdighed, en 
Tro paa Alt, hvad der var lyſt og godt i Verden, 
der pasſede faa godt til den Stemning, der hvilede over 
Dalen. Stundom kom Sangeren tilſyne i Molledoren, 
hvor han lænede fig ud over den nederſte Halvdor for 
sat Je fig omkring og faa et Drag af den friſke Luft. 
Han var ftøvet og hvid, men ſtraalede af Glæde og 
Lykke, ſom kun den kan, der endnu ikke har lært Livets 
Kamp og Sorg at kjende. Han nikkede venligt til Alle 
dem, der kom forbi, og engang imellem fik han ſig en 
lille Pasſiar med En eller Anden. Det var Mollerens 
yngſte Søn, Svend. 5 

Ber Aften kom en ung Pige med fine Maklke⸗ 
ſpande gaaende gjennem Dalen forbi Møllen. Det 
hændte fig ofte, at hun blev fiaaende paa Broen for at 
hvile og for at je paa den ſmukke Egn og lytte til den 
glade Sang, og det fejlede da aldrig, at Svend viſte ſig i 
Doren og nikkede mildt til hende; men fan fik hun 
pludſelig travlt og ſkyndte fig afſted. Naar hun var 
kommen op paa Banken, vendte hun fig om og ſaa 
tilbage, og da ſtod Svend endnu dernede og nikkede til 


67 


hende med fit milde Anſigt. En underlig Lysning gled 
da hen over hende, og jagte ſyngende Svends Sang gik 
hun hjemad. 

Saaledes gik en lang Tid, uden at de to vexlede Ord. 
Maren var Datter af en Gaardmand, der var flyttet 
til Sognet ſidſte Foraar. Hver Aften gik hun ud for 
at malke, og da Byen laa paa den ene Side af Dalen, 
og Markerne, hvor Kgerne ſtode, paa den anden, maatte 
hun jo altid forbi Møllen. Hun var en livlig ung 
Pige, men overfor Mænd var hun meget tilbageholdende. 
En Aften hen paa Sommeren hændtes det, at et Tor⸗ 
denvejr drog hen over Egnen, og Regnen begyndte at 
øje ned lige i det Ojeblik, Maren naaede Møllen. Da 
viſte Svend ſig i Doren, nikkede Godaften, ſom han 
plejede og traadte derpaa ud til hende. „Du maa 
helſt træde indenfor, medens Bygen trækker over!“ 
ſagde han. 

Hun ſparede ikke, men da han tog Spandene, ſom 
hun havde ſat fra fig, og bar dem ind i Møllen, fulgte 
hun efter, og der ſtod hun nu foran ham blusſende ſom 
en Roſe. 

„Det Uvejr kom belejligt; for det ſkaffede mig 
kjcerkomne Fremmede!“ ſagde han; „det er forſte Gang, 
Du træder indenfor min Dor, og det, tenker jeg, er et 
lykkeligt Varſel; maa jeg onſke Dig velkommen!“ Han 
rakte hende Haanden. Hun faa paa ham med et fort 
og klart Blik, flog Øjnene ned og tog fan mod hans 
Haand. J ſamme Ojeblik oplyſtes Møllen af et ſvagt 
Lynglimt, og et mægtigt Tordenſkrald rullede gjennem 
Dalen. Da ſlap hun atter hans Haand og udbrød: 
„O Herre Gud bevar os! det ſlog ned etſteds her i 
Nærheden!” i 

Svend ilede ud i Regnen forat ſe fig omkring, og 
lidt efter kom han atter ind. 

„Det har ingen Skade gjort,” ſagde han, „og nu 
klarer det; om et Ojeblik er det igjen Torvejir. Du 
behøver ikke at være bange“. „Bange!“ gjentog hun. 
„Nej, Du maa ikke tro, at jeg er bange; men jeg havde 
ganſke glemt, at der var Tordenvejr; jeg blev faa 
overraſket, fordi det kom faa pludſeligt. Nu vil jeg ſige 
Dig Farvel og Tak, nu maa jeg nok helſt gaa!“ Hun 
rakte ham Haanden. „Aa nej, Du maa ikke gan endnu, 
vi have jo flet ikke faaet talt med hinanden, og jeg har 
jaa meget at tale med Dig om, og det regner jo endnu!” 
udbrød han og holdt hendes Haand mellem begge fine. 
„Vil Du ikke gaa med ind til de Gamle, Du kan tro, 


de ville tage vel imod dig!“ 


Hun jaa paa ham, og et ſkjelmſk Smil bredte fig 
over hendes Anſigt. „Hahaha!“ lo hun, „Du var da 
en lojerlig Svend! Tror Du virkelig, at jeg er gaaet ud 


for at beſoge Dig og Dine Forældre! Nej, nu maa jeg 


ſkynde mig hjem!” ; 
„Ja ſaa!“ ſagde han med et lille let Suk. „Saag 

følger jeg med Dig og bærer Spandene op ved Banken, 

for der er ganſke opblødt af Regnen!” og uden at afvente 


68 


Gvar greb han hendes Spand. Hun løb foran ham 
ud af Møllen og ilte op ved Banken. Da hun var 
naaet til Toppen, blev hun ſtagende for at vente paa 
ham. „Nu faar Du have faa mange Tak for idag, 
ſagde hun, „nu kan jeg nok ſelv!“ Saa fik han et Nik 
og et Smil til Afſked, og hun ſkyndte fig afſted. 

Han blev ſtagende og fan efter hende. Regnen 
var forbi, Aftenſolen brod frem og kaſtede ſine milde 
Straaler henover Egnen. 

Der gik hun, den unge, den frejdige og ſkjonne Kvinde. 
Det var ſom om Lyſet og Dejligheden ſtraalede ud fra 
hende; hvor Svends Hjerte bankede, men ikke en eneſte 
Gang vendte hun ſig om for at ſe efter ham. Anede 
hun, at han ſtod der endnu, eller tænfte hun flet ikke 
paa ham? Da hun var forſpunden, gik Svend i dybe 
Tanker ned ad Banken. 

Fra den Aften vexlede de altid nogle Ord, naar 
hun kom forbi; men faa kom Vinteren, og hun blev 
borte, Det var ſjeeldent, at Svend gik med til de 
Unges Danſegilder; men den Vinter blev han aldrig 
hjemme. Han danſede ikke, og traf han ikke hende, faa 
kjedede han fig og gik ſnart igjen; men mødtes de, ſaa 
vare de begge glade. Hun ſagde Godaften til ham og 
ſnakkede med ham, ſom med enhver Anden: men det fore⸗ 
kom dog Svend, ſom om hun flyede for ham. 

Sommeren efter fortſattes Bekjendtſkabet, og det 
hendtes oftere og oftere, at hun ventede jaa længe ved 


Møllen, til Svend fulgte med for at bære hendes 


Spande opad Banken. De længtes efter hinanden og 
vare lykkelige og glade, og ingen Sky fordunklede deres 
Himmel. Sommeren gik, og Efteraaret kom, ſnart 
vilde hun atter blive borte. Da hændtes det en ftille 
Aftenſtund, at Svend fulgte hende opad Banken. Da 
de havde naget Skoven, fatte han Spandene fra ſig 
og ſaa længe paa hende. Han var faa underlig tavs 
og alvorlig den Aften. 

„Marie“, ſagde han, „jeg har noget. at fortælle 
Dig!“ Hun ſvarede ilke, men bøjede Hovedet og pillede 
ved fit Forkleede. É 

„Det er den ſidſte Aften, jeg folger med Dig“, 
begyndte han atter, „naar Du kommer imorgen Aften, 
jaa er jeg ikke længere i Mollen; ſaa er jeg langt 
borte, og vi ſes ikke i mange Tider, i flere Aar! Min 
ældfte Broder, Niels, er kommen hjem. Han ffal pasſe 
Møllen, og jeg fkal hen til min Morbroder i Vinter 
for at lære noget Mere, og til Sommer ſkal jeg være 
Soldat. Det er jo ingen Ulykke; men det gjor mig 
dog ondt at ſkilles hjemmefra, og jeg vil længes efter 
Mollen og de dejlige Aftentimer, jeg var ſammen med 
Dig; ja jeg vil længes meget efter Dig, for jeg holder 
af Dig, Maren: tror Du ikke, Du vil ſavne mig og 
tœnke pan mig?“ 

„Jo jeg tror det!“ ſparede hun. „Hver Gang jeg 
neſte Sommer gaar forbi Møllen, vil jeg tenke paa Dig!“ 

Der blev en fort Tavshed, ; 


1 


„Jeg havde Mere at ſige Dig; jeg ſynes, jeg har 
jaa Meget, at jeg aldrig kan blive færdig dermed”, 
begyndte han atter; „men jeg vil helſt gjemme det, til 
jeg atter kommer hjem: for jeg kommer jo nok engang 
igjen, og der kan ffe meget forinden, jeg tenker, Du 
forſtaar mig, Marie!“ 

„Ja!“ ſparede hun ſagte. 

„Jeg ved det jaa godt,” blev han ved, „Du vil 
aldrig vige fra mine Tanker, og jeg vil ſavne Dig og 
længes efter Dig hver eneſte Dag, ja hver en Stund, 
om jeg end ſkulde være ſkilt fra Dig, til jeg blev gam⸗ 
mel og graa! og jeg vil velſigne den Dag, da vi 
atter modes; men Du Marie, vil Du altid tanke ven⸗ 
ligt paa mig, vil Du aldrig glemme mig, men vente 
trofaſt paa mig ſom Din bedſte Ven“. 

„Ja jeg vil“, ſvarede hun, med Taarer j Øjnene. 
„Ja ſaa i Guds Navn: Farvel Marie!“ ſagde han 
med bevæget Stemme. „Jeg troer faſt paa Dig. Vor: 
herre bevare Dig. Farvel!” 

Han trykkede hendes Haand og ſaa ffiltes de. 

Han gik langſomt nedad; hun blev ſtagende og 
faa efter ham. Nu vendte han ſig, vinkede til hende 
og forſvandt fan bag Bufkene. Da ſtjulte hun An⸗ 
ſigtet i fine Hender og grad. 

Svend var meget ſtille den Aften, men hans For⸗ 
ældre meerkede det ikke; thi Niels, der nylig var kom⸗ 
men hjem, Javde faa Meget at fortælle og fortalte faa 
livligt og morſomt, at man aldrig kunde blive træt 
af at hore paa ham. Det var meſt om ſig ſelv, han 
fortalte, og han hævede fig ved at fætte ned paa ſine 
Omgivelſer og gjore dem latterlige. Det var ikke 
ſmukt, det var egenkjarligt og uretfærdigt; men det 
merkede Forældrene heller ikke; de vare altfor glade 
ved ham. Ja, Niels var en munter og raſk Fyr, let⸗ 
ſindig og ubetænfjom. Ond var han ikke, men der 
var ſtor Forſkjel paa ham og Svend. 

„Aa, der var morſomt hos Morbroders“, ſagde 
Niels, „der var Lojer hver evige Dag. Det var ikke 
ſaadan et ſtille Sted ſom her, og jeg er vis paa, at 
Svend vil blive en ganſke 
derhen. Saa vil han lære, 
det fan han trænge til, for herhjemme gaar han og 
bliver et rigtigt Hengehoved. Iſtedetfor at være glad 
ved, at jeg er kommen hjem for at afloſe ham, jaa 
han kan flyve ud i Verden og tumle fig af Hjertens 
Lyſt, ſidder han nu der ſaa bedrovet ſom et lille Barn, 
der ſkal ſkilles fra Fader og Moder!“ 

„Ja, jeg holder mere af mit Hjem end Du Niels“, 
ſwarede Svend, „og jeg haaber, at jeg aldrig” ſkal 
komme til at holde mindre af det. Jeg ved, at jeg 


hvad det er at leve, og 


vil komme til at længes efter Eder Alle og efter Mollen 
og gode Venner og Bekjendte, og derfor er jeg juſt 


ikke glad ved at rejſe, men jeg tror, at det vil være 
til mit Gavn. 


kommer igjen“. 


Gid Alt maa vere godt, naar jeg 
Han ſluttede med et lille Suk. 


anden En, naar han kommer 


Broderen lo. 
ſikkert nok“, ſagde han, „for Du er jo helt højtidelig. 


Eller ſkulde der 


jaa Du fulgtes med en lille Pige op ad Vejen lidt 
for Aften, Det fulde da vel ikke være hende, der har 


Naar Leen 
klinger i Engene, 
naar de muntre 
Hoſtfolk rive det 
duftende Ho ſam⸗ 
men iſtoreStakke, 
og det fjøres hjem 
i ſpingende Lees, 
ja ſaa tenke Del⸗ 
tagerne i det, om 
end anſtreengen⸗ 
de, jaa dog for⸗ 
nojelige og fare⸗ 
fri Arbejde, kun 
lidet paa, hvilken 
Moje og hvilfen 
Livsfare det ſtun⸗ 
dom i andre 
Lande koſter at 
indbjerge Krea⸗ 
turernes Vinter⸗ 
foder. Billedet 
i … nærværende 
Numer fra. Kan⸗ 
ton Glarus i 
Schweiz vil kun⸗ 
ne fortælle lidt 
herom. 

Paa Bjergene 
i Schweiz findes 
ſtorre og mindre 
jcvne Flader, fra 
fan Fods til 
mange Tonder 
Lands Storrelſe, 
bekledte om 
Sommeren med 
det dejligſte kraf⸗ 
tige Fjeldgræs. 
Saadanne hojt⸗ 
liggende Gras⸗ 
marker kaldes 
„Alper“ og det 
er netop disſe, 
der har givet 


Bjergene i Schweiz og Tyrol dette Ravn. 
høj Grad ufarbare Stier drives om Sommeren Koerne, 


— 


„Jo, Du er Barn endnu, det er 


maafte ſtikkte noget Andet bag. Jeg 
gjort, det kan jeg lide!” 


pan Alperne, 


Hobjergning 


2 
. 
e e, 
1 0 
4 i 


1 
1 


Ad ofte i 


gjort Dig højtidelig. Det er maafke en lille Kjereſte, 
og Jan har J taget en rørende Afſked, kan jeg teenke. 
Se, je! det er tidligt Du begynder, men det er raſk 


(Fortſattes.) 


Faarene og Ge— 
derne op paa 
disſe hojtliggen⸗ 
de, dybt i Bier⸗ 
gene ſkjulte, 
Gresgange, og 
her bliver ſaa den 
dejlige Sveitſer⸗ 
oſt, ſom Alle kjen⸗ 
der i det mindſte 


af Navn, lavet 


af Køernes fede 


Melk. 


Men mangen 
en Alp ligger ſaa 
højt oppe paa 
Bjergene og paa 
ſaa utilgeenge⸗ 


lige Steder, at 


ikke en Gang den 
driſtige og ſmi⸗ 
dige Ged for⸗ 
maar at klatre 
derop. Hvor 
Dyret ikke driſter 
fig til at ſette 
fin Fod, der maa 
da Menneſket 
vove ſig op for 
at hente Vinter⸗ 
foder, ſom der 
altid er meget 
knapt om til 
Kvæget, og Slet⸗ 
telandets Be⸗ 
boere have ondt 
ved at fatte, hvil⸗ 
ken Moje og hals⸗ 
bræffende Fare 
den fattige Ho⸗ 
bjerger udfætter 
ſig for, naar han 
ſkal tjene Bro⸗ 
det til ſig og 
ſine. 


Ved Beſtemmelſe en Gang for alle, eller ved 
Sogneraadsbeſlutning hvert Aar, bliver Hobjergnings⸗ 


1 NE aa 


j 
i 


SR 


tidens Begyndelſe beſtemt, og den varer ikke mange 
Uger i Auguſt og September. Hobjergeren („der Wild⸗ 
heuer“), der den øvrige Tid af Aaret er Husmand og 
Daglonner, maaſke Gemſejceger om Søften og Vaver, 
Zræjfærer, Haandverker eller Skovarbejder om Vinte⸗ 
ren — drager allerede ud ved Midnatstid den Dag 
Hobjergningen maa begynde, for ved Daggry at kunne 
være paa den Hoſtplads, han har udfet ſig. Med 
frejdigt Mod tager han Afſked fra Hjemmet. En 
Segl, Bjergſtokken og Fodjernene, der ſkulle hindre 
Fodens Udglidning paa den farlige Vej, et grovt Net 
eller Klæde til at bære det ſammenpakkede Ho ſammen 
i og en lille Poſe med Levnetsmidler, er alt hvad den 
fattige Mand har med, foruden en Ged, ſom ſkal være 
ham en tro Felle og malkgivende Kilde i Enſomheden. 
Saa gaar det op ad Bjerget Natten igjennem. Naar 
det deemrer, jodler han vjuheit“ med ſkingrende Stemme 
ud over den tavſe Bjergverden, hvor han klatrer højt 
oppe paa den ſmalle Sti. Med blod Betoning kaſter 
Ekkoet den klangfulde Morgenhilſen tilbage, og fra for— 
ſkjellige Sider, nær og fjern ſvare Kameraters Stem- 
mer, der ftævne ud med ſamme Maal til ſamme hals⸗ 
brekkende Arbejde. 

Ja farligt er det, og vi Sletteboere lade nok være 
at folge ham uden i Tankerne. Kan Leſeren tenke 
fig en Klippevæg, ſom fra den yppig grønne, høje Alp 
hæver fig næften lodret mange hundrede Fod; deroppe, 
paa Fjeldfremſpringene, er Hobjergerens Tumleplads. 
Man bliver ſaa grumme lille ved Siden af en ſaadan 
vældig Stenmur, mod hvilken det ſtorſte Taarn paa 
Jorden og det meſt fæmpemæsfige Bygningsvært er 
ſom fmaat Legetøj. Klippen er gjerne meget ujævn, 
idet den beſtaar af Skifer eller Kalklag, ſom ved Vejr⸗ 
ligets Indvirkning er henſmuldret mere eller mindre 
efter Lagenes Haardhed, jaa den vældige Fjeldmur 
gjerne beſtaar af trappeformige Afſatſer, fra faa 
Tommers til flere Alens Brede, efter de henſmuldrede 
Lags Magtighed. Disſe „Fjeldbaand“, eller naar de 
ere greskledte, ſaakaldte „Groesbaand“ („Draie“), der, 
ſete fra Dalen ſynes ſom et fint grønt Lidſebroderi 
paa Fjeldets gran eller okkerfarvede alvorlige Ydre, 
udgjør Gemfejægerens og Søbjergerens Stier. Kan 
Leſeren foreſtille lig ſtagende paa denne Bjergboernes 
"Engvej? Til Hojre ſkyder Fjeldet ſtejlt, glat, lodret 
op i Luften indtil næfte Aſſats, eller til Bjergtoppens 
Spidſer — til Venſtre jænfer det fig ligeſaa brat i 
Dybet. Derimellem Fieldvejen, ſom vi ſtaa paa, ofte 
fun faa Kvarter bred, ſkraanende, flibrig og jfrøbelig, 
ſieldnere faft, jævn og bred. Frit fan Øjet jvæve ud 
over den ſtorartede dejlige Dal, hvis da Dit Hoved 
er frit for Spimmel og vant til Bjergnaturens veldige 
Indtryk; men er Du ſvimmel, fan vogt Dig for at 
Je ned; et eneſte ulykkeligt Blik ned i det blaanende 
Dyb, og ned ſtyrter Du over Klippeſpidſerne og Gran⸗ 
ſkovene, der her oppe fra ligne et tykt Mosdakke i 


70 


Dybet, der med magnetiſk Kraft drager den Svimlende 
til Nedſtyrtning i Dødens Favn. 

Men Bjergboerne ere ſaa vante til det Storartede 
og Majeſtetiſke i deres Alpeverden, ſaa fortrolige med 
Bjergnaturens gyſelige Redsler, at de deroppe, hvor 
Andre ſitre og bæve, forſt vigtigt ere i deres Element. 
Allerede tidligt tager Faderen ſin lille Son med paa 
Bjergvandringen, for at han fan blive vant til dens 
Farer og til at verge ſig imod dem med Kraft og 
Behceendighed. J Begyndelſen ſkrider Kneggten vel — 
ſom vi je paa omſtagende Billede — noget betagen langs 
Afgrunden, holdende ſig faſt ved Klippeveggen, og 
lader med Hjertebanken Blikket engſteligt nyfigent falde 
ned i den dybtliggende Dal, hvor Bjergbakken ſuſende 
ſtyrter ned, og hvor Senhyttens ſtenbetyngede Spaan⸗ 
tag vinker nedad, medens Faderen folger ham i ſikkre 
Skridt trods den ſpere Byrde faſt ſammenbuntet Ho 
han har paa Nakken. Man kan nu forſtaa, hvorfra 


Bjergboens Kraft og Sikkerhed kommer. Bjerget bliver 


ſnart Knoſens Lyſt og behændige Vovefarter hans 
Stolthed, og de fleſte Ulykkestilfcelde ved Hobjergningen 
ffe heller ikke ved Fejltrin, men ved at Drageren 
bliver hængende ved en Bufk eller en Sten med ſin 
Byrde, taber Ligevegten og ſtyrter ned. Men andre 
Farer, ſom Beheendighed og Sikkerhed kun i ringe 
Grad formaar at værne om, truer Hobjergeren i ſin 
farlige Virkſomhed. Mange ere dræbte af nedſtyrtende 
Stene, afbrudte fra hojere liggende Dele af Fjeld- 
væggen, Andre, naar de ved udbrudt voldſom Bjerg⸗ 
regn i Klofterne ere blevne bortrevne af Vandſtrommen. 
Eller et pludſeligt Snefog, ſom i en Hojde af 6,000 
Jod og derover ingen Sjeldenhed er ſelb i Auguſt og 
September, kan i fan Minutter tilsætte Fieldet og 
ſparre de ſmalle Stier, ſaa at en Nedſtigen omtrent 
bliver umulig eller forbundet med Livsfare. 

Jo ſtadigere og varmere Vejret er i Auguſt og 
September, deſto bedre Udbytte giver Hoſten af „Vild⸗ 
hoet“, og den ene Dag med den anden formaar hver 
Mand at indbjerge et Centner daglig, hvorved han 
tjener en Daglon af 68 Mk. Men indtræder uroligt 
Vejr, kaſter den i disſe Søjder ofte vildtbrujende Storm 
det ſkaarne Ho ned over Klipperne, ſplittet til alle 
Sider, eller ſtride Regnſtromme ſtyller det bort, og da 
har det farlige og mojſommelige Arbejde været for- 
gjæves; thi Bjerghoet tilintetgjores let, da det for 
ſtorſte Delen beſtaar af fine Urter og Gracſer af 


"ualmindelig ſirlig Vært, en ſand Dvergvegetation lige⸗ 


over for det groptſtragede, hoje, 
Hs („Feiſtheu“) fra Dalens Enge. 
Er Hoet, fra den ene til den anden Dag, nu 
lykkeligt tørret, jan gjælder det at føre det ned til 
lavere liggende, mere tilgængelige Steder. Denne Del 
af Arbejdet er ikke den mindſt befværlige og den er 
langt farligere end ſelve Hoſten. Derſom den Fjeldveg, 
over hvilken Hoſtpladſen Ligger, ikke er alt for hof eller 


bredbladede, kraftige 


71 


ſonderreven, jaa kaſter Hobjergeren fine, i grovt Lærred 
eller Net ſammenbundne Bundter („Burdenen“), ſimpelt⸗ 
hen ned af Klipperne, ſtiger ſelv ned bagefter og bærer 
det til fit Beſtemmelſesſted. Men er det ſtejle Fjeld 
meget højt, jaa de faſt ſammenſnorede fvære Bundter 
vilde blive knuſte ved Faldet til Foden, eller Skrenterne 
ere beſatte med Klippeſpidſer eller Buſke, ſom vilde 
ſonderrive det faldende Bundt, ja fan har Hobjergeren 
intet Valg, han maa, ſom vort Billede viſer, bære de 
centnertunge Bundter ned paa fine Skuldre, ofte ad 
Stier paa Klippevæggen, der næppe byde Plads til 
at fætte den ene Fod for den anden, hvor et Fejltrin 
eller en glidende Fod var den visſe Død. 

Langt under Hoſtpladſene, hvor Bjerget byder et 
behageligt Hvilepunkt ved at udvide fig under de vilde 
Fieldvegge, findes fan fmaa Holader, ſimple Bjælfe- 
hytter („Gäden“), og her bjerger den hoſtende Vove⸗ 
hals fit hentede Bjergho, for at bringe det hjem paa 
Haandſloeder ad lange farlige Veje, naar Vinterens 
Sne dæffe Bjergene, for dermed at opholde Koens, 
eller Gedernes og Faarenes Liv, indtil Vaaren atter 
kleder Alperne i fit Grønt og bereder Kvæget Feſt⸗ 
maaltid Sommeren igjennem til Øjengjæld for den 
ofte ftrenge Vinterfaſte. : 


Men naar Leen klinger paa de danffe vidtſtrakte 
Enge, og „Husvennens“ Leſere eller Leſerinder mun⸗ 
tert og ſorgloſt ſysle med Høets Bjergning, da vil 
deres Tanke viſt tidt dvæle ved Hobjergernes farlige 
Færd mange Steder i Alperne. 


Husflid. 


ä 


Fra Sonderjhllaud. 


Rejſer man igjennem Rødding, Skrave og Skodborg Sogne 
i Sonderjylland, vil man ſe, at mange Bygningers. nærmere 
Omgivelſer have et færegent Udfeende. Havde Bygningerne et 
mere ſtorartet Preg, kunde man let komme paa de Tanker, at 


man ferdedes i en Egn, hvor der var mange Levninger af 


Middelalderens befæftede Borge, idet mange af Gaardene, navnlig 
de mindre, og tildels Huſene ere omgivne af ſtore Trædynger, 
der i Fraſtand fe ud ſom Volde, og fmaa Grave, hvilfe have 
Navn af Sapkuler. Man kunde have Grund til at antage, at 
Befolkningen i disſe Egne udelukkende ernærede fig af at lave 
Tragjenſtande, men dette er dog ikke Tilfældet; thi Agerbruget 


er deres Hovednaringsvej; kun i den Tid, de da ikke behøve at 


ſysſelſatte fig med deres Jorder, er det, de arbejde i Tre. Det 
er ikke fan vanſkeligt for dem at ffaffe det fornødne Træ til⸗ 
veje, da der her findes betydelige Skove, hvori der er mange 
ſtore Traer, ſom, iſer hvad Tykkelſen angaar, nok kunne ſættes 
i Klasſe med dem paa Sſtkyſten af Halvøen, Det Bøgetræ, 
Beboerne bruge, kjore de hjem om Vinteren, medens de lade 
Egetræet, hvoraf bande Træ og Bark bruges, ftaa til ſildig om 
Foraaret, da Saftopſtigningen i denne Tid er ſtarkeſt; men da 
man Alle ud at „barke“, ſom det hedder, Naar Barken er 


tagen af Træerne, bliver den renſet, tørret og bortſendt til 
Garverierne. Er man færdig med Barkningen inden Hoſten, 
begynder Traafhugningen allerede om Sommeren. Det meſte 
af dette Arbejde foretages ellers om Vinteren, fordi man i denne 
Aarstid har bedſt Tid. 

Da man danner mange forfkjellige Tregjenſtande, gjelder 
det om at tage Træet paa den rigtige Maade for at faa faa 
Meget ud af det ſom muligt. Have Bogeſtammerne en til⸗ 
ſtrekkelig Tykkelſe, udklover man af den tykkeſte Del Skovlblade, 
og da disſe betales godt, kan man af en god Stamme faa et 
betydeligt Udbytte. Reſten af Stammen ſaver man over Sav- 
kulen paalangs i to eller flere Dele, hvoraf der faa kan laves 
forſtjellige Gjenftande, dels Vognaxler og dels Felger, ſom man 
ſaver ud, da der paa denne Maade gaar mindre Træ tilſpilde, 
end naar man hugger dem ud. Af Egetra forarbejder man 
ogſaa mange Fælger, De tykkere Dele af Grenene anvender 
man i Reglen til Nav, og de tyndere til Spade⸗ og Skovl⸗ 
ſkafter. Selv om et Stykke Tre er nok fan lille, forſtaar man 
dog at fore fig det til Nytte, om ikke til andet, fan til Tojre⸗ 
keller og Tojrſtager. Den groveſte Del af Arbejdet udføres om 
Dagen, og Sav og Sxe ere da naſten altid i Bevegelſe. Den 
forſtes Klirren hører man i ſtille Vejr næften overalt. Sav⸗ 
kuler har man i Reglen flere af, jaa at den Perſon, der ſtaar 
ovenfor og ſaver, kan under de forſtjellige Vinde ſtaa i Le ved 
Huſet. Den finere Del af Arbejdet gjør man om Aftenen, 
enten i Varkſtedet eller i Dagligſtuen, hyilket for Reſten beror 
paa Tragjenſtandenes Sterrelſe. 

Har man faaet dem færdige, fætter man dem op i Skor⸗ 
ſtenen, hvor der er anbragt Stenger til dette Brug, for ved 
Hjælp af Rogen at fag Gjenſtandene tørrede og tillige givet 
et ſmukt brunt Üdſeende. Har man dem ſaavidt, gjelder det 
om at faa dem ſolgte, og man kjorer dem da hen til de Egne 
af Landet, hvor der er Mangel paa Skov, i Reglen til Varde⸗ 
eller Lygumkloſteregnen; her jælger man dem ſom ofteſt til 
Haandverkere. Er der et” betydeligt Tramarked i disſe Egne, 
jer man undertiden henimod 20 med Trægjenftande befægjede 
Vogne kjere i Rad henimod det Sted, hvor Markedet holdes. 

J den ſenere Tid har Fortjeneſten derved ikke været faa 
god, fom den plejer, da man af mange af Trægjenftandene maa 
betale Told, naar man vil have dem over Grænfen; men den 
er desuagtet endnu ganſke betydelig. 


Alvor og Gaumen, et Folkeſkrift ved E. Mau. (36 Ark, 
1 Rd. 3 Mk.) 

Af denne Bog er der udkommet en ny Udgave paa L. A. 
Jorgenſens Forlag, indeholdende et Par Hundrede Fortællinger 
til Underholdning og Opbyggelſe for Aeldre og Yngre. Sam⸗ 
lingen indeholder ſelvfolgelig mange tiltalende Smaafortellinger, 
der med Fornejelſe og Nytte kunne laſes af Unge og Gamle, 
hvorfor vi godt kunne anbefale denne billige Bog til vove Leſere, 
om vi end ikke kunne tilbageholde den Bemarkning, at Bogen 
vilde have været endnu mere tiltalende, om Samleren havde 
udeladt ikke fan Fortællinger med et temmelig tyſkagtigt Prag 
og et ubetydeligt Indhold, eller hvori den religisſe Moral ſynes 
at være temmelig vilkaarligt indlagt. Bogen vilde derved ſom 
mindre og billigere funde vundet ftørve Udbredelfe, 


P ͤ ˙¹¹˙² ͤ “d.... T 


Blandinger. 

Kvindelige Mafkinarbejdere. En Kvcker fra Wilmington 
i Staden Delaware ffrev for nogle Aar ſiden til en Dame i 
Amerika, ſom ſamler Oplysninger om Kvindearbejde, ſom folger: 

„J Anledning af Deres Spørgsmaal ſender jeg Dem her- 
med nogen Oplysning om Sahra Anna Scoffield. For omtrent 
15 Aar ſiden var hendes Fader kommet i ſtor Gjald og havde des- 
uden tabt 1000 à 1200 Dollars for Arbejder, ſom han havde ud⸗ 
ført for Bomuld⸗ og Uldfabriker, da hans Hovedbeſtjaftigelſe 
beſtod i Forferdigelſe af Spindler og Skytler. Hans Datter; 
ſom dengang juſt var bleven 16 Aar, foreſlog ham at optage 
hende i hans Verkſted og modtage hendes Biſtand. Hun var 
den ældfte af 5 Born. Han antog hendes Forflag, og han til⸗ 
ſtod mig felv, at hun efter en Læretid af 22 Maaneder kunde 
udrette mere Arbejde end nogenſinde en mandlig Lærling vilde 
været i Stand til at yde efter en Leretid af 18 Maaneder. 
Hun fortjente fra nu af 15 Dll. pr. Uge, efter Maaleſtokken af 
Betalingen for en mandlig Medhjælper. Faderen dode. Herpaa 
kom hendes to ældfte Brødre i Lære hos hende, og gik derpaa 
ud i fremmed Tjeneſte. Nu befinde to yngre Soſtre fig i Lære 
hos hende, og en Broder paa 14 Aar, ſom alle arbejdede under 
hendes Tilſyn og eſter hendes Vejledning dreje, polere, file og 
frembringe alle Arter af Maſkineri. Jeg beſogte hende forrige 
Uge. Hun arbejdede netop pan Trykverk for at lede Band i 
Bygninger og Stalde. Ogſaa kan hun udføre ſorſtjellige Dele 
af Vognarbejdet, Axer o. f. v. Hun tegner ſelv alle fine tekniſke 
Udkaſt og lejlighedsvis udfører hun ogſaa det fornødne Smede— 
arbejde. For at bruge hendes egne Ord: „Hvad en Anden kan 
gjøre, det vil jeg i det Mindſte forſoge at gjøre”, Hun be⸗ 
ſidder en Dampmaſkine og forſtaar fuldftændig enhver Del af 
den, og jeg har overbeviſt mig om, at alle hendes Arbejder 
modtages med ſtadig Tilfredshed. Naar hun har jevn Beffjæf- 
tigelſe, fortjener hun om Ugen 60 Dll. og hun ſiger, hun vilde 
heller udføre dette Arbejde derfor, end ſy, ſelb om hun kunde 
fortjene ti Gange ſaameget derved. Det kommer juſt deraf, at 
hun nu forſtaar og er vant til dette Arbejde.“ 


Det kommer an paa. Laurs havde rigtignok ingenlunde 
opfundet Krudtet, men hapde tvertimod meget ondt ved at finde 
ud af, hvorledes han ſkulde faa klaret Skolegang og Konfirma⸗ 
tion fra ſig, for han var grumme enfoldig. Han havde et 
føjerligt forundret, dog ret net Anſigt, der havde den behagelige 
Egenfkab, at der altid hvilede et Smil eller rettere Grin paa 
det. Auſigtet lo, naar han var godt fornøjet — det var endda 
mindre merkeligt — men blev han forlegen, bedrøvet eller angſt, 
fan tiltog det fornejede Smil i en foruroligende Grad; hele 
Anſigtet blev til et ſtort Grin. 

Denne, i Ordets egentlige Forſtand morſomme Egenſkab, 
der forreſten ſtemmede godt med hans venlige Enfoldighed, havde 
en Gang nær ſkaffet ham en Lusſing i Skolen. Han var flyttet 
til en ny Skole, hvor han den forſte Dag, ſom han plejede, bar 
fig ſplittergalt ad med fit Arbejde. Læreren vifte ham tilrette 
dermed, forſt mildt, faa alvorligt; Laurs grinede. Læreren fore⸗ 
choldt ham det Uartige heri; Laurs grinede endnu gladere: men 
Læreren troede naturligvis, at Laurs vilde gjøre Nar ad ham. 


„Jeg ſtal lære Dig at grine af mig“, ſagde han og gav ham 
en paa Sret. Laurs følte fig viſt inderlig ulykkelig; men Grinet 
blev om muligt endnu bredere paa hans Anſigt. Nu blev La⸗ 
reren hidſig, men vendte ſig netop af denne Grund fra Laurs, 
og lod ham grine, for ikke at ſtraffe ham i Overilelſe, og dette 
reddede Laurs baade dengang og ſenere; thi hans ny Lærer blev 
ſnart fortrolig bande med hans uſigelige Mildhed og Enfoldig- 
hed, ſaavel ſom hans ſtagende Smil. Ham kunde man godt 
ſlaa et Smil af med en Vognkjep. 

Naa! Mildheden og den gode Billie hjalp paa Enfoldig⸗ 
heden, og Laurs flap da helſkindet gjennem Skolen og blev fon- 
firmeret. Men da Taarerne traadte de andre Konfirmander i 
i Øjnene ved Praſtens bevægede og kjarlige Tiltale, faa ſtod 
der et ſtort bredt ſtille Smil paa Laurs Anſigt. 

Saa kom han da ud at tjene nede i Mollen, og at han 
ſtadigt ſtulde haves tilbedſte baade af fine Medtjenere og af 
Mollegjaſterne, kan man nok tanke; men ligeſom Smaadrillerierne 
gjerne vare af en godmodig Art, ſagledes tog Laurs det altid 
op pan bedſte Maade, ſtadigt med fit fornejede enfoldige Smil 
— og det var juſt dette, ſom gjorde. Pudſerierne faa morſomme, 
og gjorde Laurs ſaa afholdt. 

En Dag kommer en af Mollegjaſterne forbi Laurs i Gaar- 
den, da han fodrede Honſene. 2 

„Hvad vil Du have for Stykket af de Søns, Laurs?“ 
ſporger han for at drive lidt Spog med den enfoldige Dreng. 

Laurs faa paa ham med et Par ſtore Øjne, og for forſte 
Gang i fit Liv ſyntes han at faa et lyſt Indfald. 

„Ja, det kommer an paa“, dravede han, „det kommer an 
paa, hvormange Stykker jeg maa ffære dem i!“ 


Markelig Egenſkab ved Tallene. 


Man ſiger jo, at „en blind Hone kan ogſaa finde 
et Korn“, og det fik jeg en Bekreftelſe pan, en Gang jeg faa 
at ſige faldt over at gjøre en lille „Opdagelſe“ paa Regne⸗ 
kunſtens Omraade, ſtjendt jeg aldrig har været nogen Meſter 
i den ædle Regnekunſt. Min Opdagelſe er ſimpelthen den, at 
naar man underſoger Forſkjellen imellem et flerziffret Tal og 
et Tal med ſamme Ziffre ſtrevet i omvendt Orden, faar 
man altid et Tal ud, der er 9 eller nøje er delbart med 9. 

Om Rigtigheden heraf kan Enhver overbeviſe fig ved ſelv⸗ 
valgte Exempler, og jeg ſkal blot fremſette nogle enkelte. 


1 
322 — 223 = 99 ; 
753 357 396 9 f. o, 


Denne Egenfkab ved Tallene overraſkede mig, da jeg til⸗ 
ſeldigvis blev den var; da jeg ved at tale med flere dygtige 
Regnemeſtre erfarede, at den ikke var kjendt tidligere, og den er 
jan ſimpel, at Enhver kan foretage Prøver paa Rigtigheden, 
ſender jeg den til „Husvennen“, af hvis Laſere maaſke En og 
Anden kunde have Morfkab en Vinteraften ved Anvendelſen af 
den fundne Regel. 


Jean F. 


Husvennen udkommer til 
Fjerdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan 


hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, 


forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 5. 


sg beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
Hovedkommisſioneren: Boghandler Rudolph Klein, 


lille Kobmagergade 56, Kjøbenhavn. 


Trykt hos J. H. Schultz. 


1 


1 


Nr. 10. 


for Morſhabslusning, Oplysning og Hus fli. 
Adgiuet af 
N. C. Rom. 


7. December 1823. 


Indhold. Svend og Marie, af Bendix Hanſen. (Fortſat.) — Hvaler i Dreſund, med Billede. — Rensdyrjagt i Norge II., 
med Billede. — Optrin i Kirken i gamle Dage. — Husflid. — Blandinger. 


Co Fortællinger om Crofaſthed. 
Af Bendix Hanſen. 


II. Svend og Marie. 
(Fortſat.) 

Svend blev rod i Anſigtet og jan bedrøvet paa 
Broderen. 

„Det er maaſke min Pligt at ſige Eder det, og 
J maa ogſaa godt fan det at vide“, ſagde han. „Jeg 
holder af Marie, og jeg tror nok, hun holder af mig. 
Vi ere ikke forlovede, men hun har lovet at vente paa 
mig, og gjør hun det, og jeg engang kommer i en 
eller anden Stilling, ſom jeg kan byde hende, ſaa har 
J vel ikke Noget imod hende?“ i 

„Saamen har vi ej“, ſvarede Faderen, „men der 
laober meget Vand i Havet inden den Tid“. 
„Aa, Du glemmer hende, naar Du kommer til 
Morbroder, eller naar Du bliver Soldat, det ſkal Du 
faa at fe, og det er derfor bedre, Du lige ſtrax afſtaar 
hende til mig“, ſagde Niels. 

„Jeg glemmer hende aldrig“, ſagde Svend, „og 
jeg vilde bede Eder være venlige imod hende og altid 
hilſe hende fra mig, naar jeg ſkriver“. 
| „Ja, det ſkal jeg gjøre med ſtorſte Fornojelſe“, 

ſoarede Niels. „Du kan ſtole paa, at jeg nok ſkal 
opmuntre hende og hjælpe hende at bære Maelkeſpandene 
op ad Banken i Dit Sted; ja det vil da ſige, hvis 
hun ikke er altfor kjedelig og ſtyg. Jeg ſtoler ikke paa 
Dig i den Henſeende, for Du har jo endnu ingen 
Verdenserfaring og Smag”. > * 

Svend jaa atter bedrøvet paa Broderen og jvarede 
ikke, men Moderen ſagde: 


„Marie er en rar Pige, en god Pige, og Du er 


hende verd. Vi have Intet imod hende. Blive J 


hinanden tro, jaa dages det nok engang for Eder. 
Vorherre bevare Eders Lykke og lede Alt til det 
Bedſte“. — 
Næfte Morgen reiſte Svend. 

— Sommeren efter horte man atter lyſtig Sang 
i Møllen, atter flod en ung Karl i hvide Klæder i 
Mølledøren og faa ud i den grønne, ſolklare Dal, og 
atter kom Marie med ſine Malkeſpande forbi Mollen, 
og han fulgte hende op over Banken under lyſtig Skjcmt 
og Latter. Det var Altſammen ſom tidligere, og dog 


a var der en ſtor Forſkjel, thi Mollerkarlen var ikke 


længere Svend, men Niels. — 

Der var gaaet nogle Aar. 

Svend blev langere borte, end han havde ventet. 
Han havde været Soldat og havde ſiden faaet en for⸗ 
delagtig Plads i den By, hvor han havde ligget ſom 
Soldat. Han arbejdede utratteligt for Fremtiden 
med Tro paa Marie og den Lykke, der engang ventede 
ham. Hans Fader var en fattig Mand, thi Mollen 
var kun en lille Ejendom, og der var Gjeeld paa den. 
Den ſkulde Niels have, og naar han faa ſkulde give 
de Gamle Aftægt, fan kunde der Intet blive til Svend; 
Han ffrev ofte hjem og glemte aldrig at ſende Hilſen 
til Marie, og det var altid Niels, der ſkrev igjen. 
Hans Breve vare lange og lyſtige, og Marie var altid 
omtalt deri jom et nysfeligt Pigebarn, en munter Tos 
og med lignende flotte Benævneljer, hvorimod der aldrig 
var et alvorligt Ord, ja ikke engang en Hilſen fra 
hende, og det ſyntes Svend ikke om; men Niels var 
jo ſaa forſtjellig fra ham, jaa overſtadig lyſtig, hvor 


. 


Ea 


kunde han vente, at Marie fkulde betro ham den mindſte 
af fine Tanker; dermed flog han fig til Ro. Saa 
ſkrev Niels engang, at nu var han bleven forlovet, til 
Sommer ſkulde han overtage Mollen, de Gamle ſkulde 
paa Aftægt, og jaa ſkulde hans Bryllup ſtaa, og til 
denne Feſt maatte han endelig vide at indfinde ſig; 
thi de ventede ham Alle. Denne Gang var der ogſaa 
en flittig Hilſen fra Marie; hun var raſk og munter 
og ventede ham ſikkert til Brylluppet. Hvem hans 
Kjereſte var, ſkrev Niels Intet om; det kunde han faa 
at je, naar han kom, det ſkulde være en Overraſkelſe. 
Leengſelen blev Svend for ſterk; nu kunde han ikke 
blive længere, og da Tiden kom, rejſte han hjemad. 
Rejſen tog lcengere Tid, end han havde ventet, og det 
var bleven Eftermiddag paa ſelve Bryllupsdagen, da 
han bojede ind paa Vejen, der forte gjennem Skoven 
ned til Molledalen. Der var ſaa ſolklart, jan fredeligt 
og ſtille, og Skoven var pyntet med Gront og Blomſter 
ſom til en Feſt; alt var jaa godt og velſignet. Gamle 
Minder ſtrͤmmede ind paa ham, og hans Sjerte ban⸗ 
fede i glade Forventninger. Nu ſtod han paa det Sted 
i Üdkanten af Skoven, hvor han faa mangen Aften⸗ 
ſtund var ſkiltes fra Marie, og hvor han fkiltes fra 
hende den ſidſte Aften. > Han ſatte fig ned i Grasſet 
og faldt i Tanker, og det var dejlige, lyſe Tanker. 
Pludſelig vaktes han af Muſik og Vognrumlen. Det 
var Brudeſkaren, der kom tilbage fra Kirken. Han 
traadte tilſide, helt ned i Veigroften. Forſt kom Vognen 
med Spillemændene og jaa kom Brudeparret. Han 
vilde hilſe dem ved at raabe Hurra og tog til fin 
Hue, men Haanden faldt flap ned, hans Anſigt ſtiv⸗ 
nedes og blev blegt, hans Øjne ſtirrede pan en under⸗ 
lig ſanſeslss Maade, og ſaaledes ſtod han, ſom en 
Støtte, indtil hele Brudeſkaren var kjort forbi, jan 


udſtodte han et dybt, hjerteſtjcerende Skrig, tog ſig til 


Hovedet og ilede ind i Skoven, hvor han faldt om 
under nogle Bufke, og der blev han liggende. Hvad 
fejlede han? — Brudgommen var hans Broder Niels 
og Bruden var — Marie! Han ſaa hende med 
Myrtekrandſen og det flagreude Slor, han jaa hende 
ſidde lykkelig og ſtolt ved Siden af Niels, han faa 
hende blegne, idet hendes Ojne modte hans og ak, han 
ſtanſede ikke mere. Der lag han nu alene i Skoven 
og vaandede fig i dybe Smerter. Hun hade ikke 
været ham tro, hun hapde ikke ventet paa ham, ſom 
hun havde lovet, og, hans egen Broder havde røvet 
ham hans Livs Lykke. Alt hvad han havde fæmpet 
og ſtridt, var nu forgjcves, alle hans dejlige Minder 


vare forgiftede, og hans lyſe Fremtidshaab var briſtet 


ſom en glimrende Sebeboble. Muſik, Sang og Fryde⸗ 
raab nede fra Mollen lod op til ham; Folk, der vare 
ude at lede efter ham, fordi han blev borte, gik lige 
forbi, hvor han laa, men han mærkede Intet; han 
blev liggende i ſin Fortvivlelſe. Da det bleb Aften, 


og Morket lejrede ſig omkring ham, medens en enkelt 


Stjerne fandt Vej gjennem det tætte Løv, kom der en 
underlig, tung Ro over ham. Han rejfte fig og gik 
langſomt gjennem Skoven nedad til Mollen. Her 
blev han ſtagende imellem nogle Ellebuſke og ſtirrede 
over Aaen til fit Hjem, der laa paa den anden Side. 
Vinduerne vare aabne, Danſen gik lyſtigt, det vrim⸗ 
lede af Gjeſter, og de fleſte kjendee han. Han jaa 
fin egen Fader og Moder, han ſaa Niels, der over: 
given ſom altid tumlede omkring mellem de Danſende, 
men hende faa han ikke. Dog jo, nu kom hun. Der 
ſtod hun ved Vinduet ung og ſkjon og med Roſer i 
Haaret. Niels kom hen til hende, flyngede Armen 
omkring hende, lo og jaa ind i hendes klare Øjne, og 


hun lagde kjerligt Haanden paa hans Skulder, medens 


et lykſaligt Smil bredte ſig over hendes Anſigt. Nu 
bøjede Niels fig ned over hende, gav hende et Kys og 
rev hende jaa bort i en hvirvlende Dans. Da holdt 
Svend Henderne for Anſigtet, bojede Hovedet og 
ſukkede dybt. 

„Ja, hun er lykkelig“, ſagde han hen for ſig. 
„Vorherre være med hende og ham og tilgive dem, 
hvad de have gjort imod mig“. Saa vendte han om 
og gik tilbage til Skoven. 

Aar randt hen. Ingen horte fra ham, og Ingen 
vidſte, hvor han var; det var, ſom om han var for⸗ 
ſvunden af Jorden. Sneen laa henover Markerne, 
Trœerne ſtode fulde af glimrende Rimfroſt, Agen var 
gaaet over fine Bredder, og Froſten havde bundet dens 
Vande, jaa at hele Dalen udgjorde en ſtinnende 38: 
flade, hvor enkelte Træer og Bufke ragede op. Solen 
ſkinnede og udgjod fin rige Glans over det Hele, og 
Kirkeklokkerne kimede. | 

En Mand ſtod oppe paa Banken og jaa ud over 
Dalen. Dejlig laa den foran ham, dejlig ſom ved 
Sommertide og dog faa uendelig forſkjellig. Den var 
ikke legende og ſmilende ſom ved Sommertide, naar 
Skoven var grøn og Engen flædt i Blomſter, medens 
Sollyſet legede i den rislende Aa. Der var ingen 


Jubel, ſom naar Fuglene kviddrede, Mollehjulet bruſte 


og Mollerkarlen ſang. Der var en hojtidelig Alvor i 
denite Vinterſkjonhed, og der var Ro og Stilhed, en 
underlig forventningsfuld Stilhed; kun Kirkeklokkerne 
kimede og kimede og kaldte til Kirke, thi det var 
Juledag. ; 

Manden ſtod længe deroppe, henſunken i Tanker. 
Det var en ſteerkbygget Mand, men Livets Kamp og 


Byrder havde bøjet hans Nakke, Sorgerne havde furet 


hans Anſigt. Nu ſukkede han, tog ſig ſammen og gik 
langſomt nedad mod Mollen. ; 
Det var Svend. 

J mange Tider havde han keempet ſtille og ſtjult 
for at overvinde Sorgen, og ved fvært legemligt Ar⸗ 
bejde og uafbrudt Virkſomhed var det lykkedes ham at 
dulme den. Han havpde Intet hort hjemmefra, men 
hende, Marie, kunde han aldrig glemme, og nu havde 


, Jagde han. 


han fulgt fin Længjel og var gaaet hjem for at 
dem, han elſkede. 

Nu var han atter her. Hans Hjerte bankede, 
Minderne vaagnede og bleve ſaa friſke og klare; han 
kjendte jo hver Plet, hver BujÉ, hver Sten ved Vejen, 
og tuſinde Ting havde de at fortælle ham fra gamle 
Dage. . 5 
Han aabnede Doren og traadte ind. 

„Goddag og glædelig Jul“, ſagde han og faa fig 
omkring. Stuen var den ſamme, men alt derinde var 
forandret. Bordene, Stolene, Kommoden, alt var 
fremmed. Han havde ventet at finde Fader og Moder 
eller Niels og Marie, men det var en fremmed Mand 
og Kone, der ſparede paa hans Hilſen og bad ham 
ſidde ned. De vare ved at drikke Kaffe og Konen bod 
ham en Kop med. i 

„Jeg fan ſe, at Niels ikke boer her længere”, 
jf „Det var ellers ham, jeg vilde beſoge. Jeg 
har kjendt ham for en Del Aar ſiden!“ 

„Niels Møller!” ſparede Manden. „Nej, han 
boer ikke her; jeg har kjobt Ejendommen for fire Aar 
ſiden!“ 

„Hvor er Niels da nu?“ ſpurgte Svend. „Jeg 
er rejſt langvejs for at finde ham og hans Familie“. 

„Ja, hvor Niels er, det er ikke godt at ſige“, lød 
Svaret, „for der nok Ingen, der ved, enten han er dod 
eller levende, eller hvor i Verden han opholder fig, 
maaſke han er reiſt til Amerika, det er nok det Rime 
ligſte“. ii 

„Hvordan er det da gaaet til?“ ſpurgte Svend 
efter en fort Tavshed. £ 

„Ja, det er ikke godt at ſige“, ſvarede Manden, 
„men hvis Du har kjendt Niels i forrige Tider, ſaa 
ved Du vel, at han var noget letſindig, lidt vel raſt 
og flot og ſtor paa det, og der var ikke det Hold i 
ham ſom i hans Broder. Mollen er jo kun en lille 
Ejendom, og der ffal pasſes godt paa, om man fkal 
have fit Udkomme ved den. Han modtog Møllen med 
nogen Gjeld, hans Kone bragte ham ikke Stort, og de 
Gamle ſkulde jo ogſaa leve. Naa, det kunde vel have 
gaget, hvis han havde været en driftig Mand og flittig 
og ſparſommelig; men det var han ikke, han var ung 
og ubeſindig, og jan var det jo ikke at undres over, 
at han kom til at ſidde og hænge ved det. Søgningen 
tabte fig, Gjælben voxede ham over Hovedet, Møllen 
gik iſtaa og forfaldt, og da han ikke længere kunde 
holde ud, faa forſvandt han. Han forlod fin Kone 
og den Gamle og rejfte bort, formodentlig til Amerika, 
men det er der Ingen, der ved ſikkert. Godt var det, 
at der ingen Born var, for da Møllen: blev ſolgt ved 
Auktion, blev der ikke meget tilovers, Marie tog ſig 
det haardt, den Stakkel, hun bliver ſagtens aldrig 
rigtig Menneſke mere“. 2 

Der blev atter Tavshed en Tid, faa ſpurgte Svend: 

„Lever hans. Forældre endnu?” 


gjenſe 


* 


75 


„Faderen døde, fort efter at Niels Havde overtaget 
Møllen”, ſpvarede Manden, „og det var jo godt for ham, 
at han ikke oplevede al den Elendighed, men ſlemt var 
det for Niels, for den gamle Moller var en dygtig 
Mand og vidſte, hvordan Tingen ſkulde tages; men 
Moderen lever endnu. Jeg har bygget Aftegtshus til 
hende henne ved Laden, og der boer hun og Marie. 
Det er et Par ſkrobelige Menneſker, men det er værft, 
fat med Marie; hun har ſkjcmmet ſig ſlemt, hun er 
helt ſer; hun er ikke tosſet, men hun er tungſindig, 
og det er næjten ligeſaa ſlemt. Hun gaar ſtille og 
tavs omkring og kommer ingen Steder undtagen i 
Kirken, og næften hver eneſte Aften hele Sommeren 
igjennem gaar hun op paa Banken og ſidder der alene 
og græder. Ja, hun er en Staffel og forvinder det 
viſt aldrig mere, og i fine unge Dage var hun dog 
jaa glad og frejdig en Pige, ſom der kan findes paa 
Guds grønne Jord. — Aftegten er for lille til to, 
men jaa fortjene de Noget ved at fy, ſpinde og ſtrikke 
for Folk, for flittige ere de Begge. Maries Familie 
vilde tage ſig af hende, dengang det gik galt; men hun 
vilde ikke ſtilles fra den Gamle. Rigtig fat med hende 
er det nok ikke, og det er mærkeligt, at hun tager ſig 
det ſaa nær, for hun og Niels levede ikke videre godt 
ſammen, efter hvad Folk fortæller. Man ſiger, at hun 
holdt af hans Broder Svend, førend hun lærte Niels 
at Fjende, og at hun og Svend havde været Kjereſter 
og lovet hinanden Troſkab; men da Svend var borte, 
jan fif Niels Lyſt til hende og gik imellem dem. Han 


fortalte, at Svend havde faaet fig en anden Kjereſte, 


en Datter af den Møller, hos hvem han arbejdede, og 
at de ſkulde giftes om fort Tid; men det var nok Logn 
altſammen, og Niels fortalte det, bare for at vende 
Maries Hjerte fra Svend og faa hende til at ſige Ja 
til hans Frieri. "Dengang de fan vare blevne gifte,” 
jaa fif hun hele Redeligheden at vide, og faa fik hun 
fit forſte Knæk. Fra den Dag levede de ikke godt 
ſammen. — Svend havde lovet at komme til Bryllup, 
og dengang Brudeſkaren kjorte fra Kirken, kjorte den 
forbi ham oppe paa Banken. Bleg og daarlig faa han 
ud, og mangen. En ynfedes over ham. Saa ſad de 
hernede og ventede og ventede efter ham, nogle af 
hans gode Venner gik op for at hente ham, men han 
var borte og blev borte, og ſiden har man aldrig hort 
fra ham. Hans Fader reiſte hen til den By, hvor 
han havde været, men der vidſte Ingen, hvor han var 
rejſt hen, og det eneſte den Gamle fik klaret ved den 
Rejſe det var, at den Hiſtorie om, at han der havde 
en Kjærefte, var en Løgn, font Niels havde lavet. 
Ja de Gamle toge fig det meget nær og ſparede fig 
ingen Ulejlighed for at komme paa Spor efter ham; 
men det var altſammen forgæves, og det var jo en 
tung Sorg for dem“. 
Manden tav, og Svend fad med Haanden under 

Kinden og fan bedrøvet ned foran fig. i 


„Er Marie og — Moder hjemme idag?” ſpurgte 
han fan. Han ſtandſede lidt ved Ordet Moder, ſom 
om han var uvant med at udtale det og forgjæves 
prøvede paa at undgaa det, og Manden ſaa ſkarpt 
paa ham. 


„Marie er gaaet til Kirke, og den Gamle er 
„Har Du noget Budſkab til 


hjemme“, ſvarede han. 
hende, ſaa kan Du gjerne gaa derind, hvis det da er 
et godt Budſkab, for det taaler hun vel; men bringer 
Du onde Tidender, faa man Du hellere blive borte, 


men tager jeg ikke fejl, faa ſynes det mig, at jeg ſkal | 


have ſet Dig før; Du ſkulde vel ikke være Svend?“ 
(Sluttes.) 


Mvaler i Greſund. 


—— 


For fort Tid ſiden ſkete der en forunderlig Stran⸗ 
ding i Oreſund ganſke tæt ved Kjøbenhavn; to Sejlere 
ude fra det ſtore megtige Verden havde, ſandſyn⸗ 
ligvis forſlagede af 
Strom og Bolge, 
fundet Vej gjennem 
Skagerak ind i ik SD 
Kattegattet og der⸗ < 
paa yderligere fort- 
ſat Kurſen gjen⸗ 
nem Oreſundets 
ſmale Aabning ved 
Kronborg. Inde 
ved Strandvejen, 
der hvor ellers kun 
Fiſkebaade og Lyſt⸗ 
baade glide hen over 5 
Vandet, der lob j ; 3; 
de paa Grund og ſtode faa faſt et Skib paa en 
af Veſtkyſtens Revler. De 2 Signaler om deres 
Nod og Vaande, og ſtrax ar der Mandſkab beredt til 
at gaa ud og bjerge de 81 e, — og det lykkedes. 
Det var to m ige Hy t ſjcel Syn i vore 


8 


ig, ſom bekjendt, 
Fiſt, men Patte⸗ 
indelige Husdyr; de aande 
g daa derfor Tid efter an⸗ 

for at faa Luft. Ime⸗ 
ſluge, og ſom de 
valerne paa anden 
Van de indtage, og af 
ſma i De have dertil ovenpaa 
Hovedet ſto ger, gjennem hyilke de udſtode det 
et med en overordentlig Kraft og 


megen Larm. Det uſcedvanlige Syn af disſe Vand⸗ 


76 


ſpring lokkede ſtran en Mængde Menneſker til, man gik 
ud ei Baade til Hvalerne, og efter uſigelig Moje og 
efterat have mishandlet de arme Dyr paa det Skrakke⸗ 
ligſte, lykkedes det at faa dem bragt ind i en Savn, 
ſom nylig er anlagt der, og derfra halede i Land. Der 
[aa da disſe to mægtige Kemper ude fra det ſalte Hav 
og vare i nogle Dage Gjenſtand for en Mængde Men⸗ 
neſkers Beſog. Den ſtorſte var 25 Fod og den mindre 
19 Fod lang, begge kulſorte med en mat Glands, tykke 
kraftige Skikkelſer, ſom gave en ganſke god Foreſtilling 
om deres endnu langt ſtorre Uhyrer af Brødre oppe ved 
Grønlands jerge. Til denne vældige Skabning for⸗ 
i bed at fe, hvor lille et Gab der horer; den 
ender i er næften ligeſaa tykt Hoved med 
gabitte Øjne langt tilbage, men pludſelig ſom 
med et Snit, indſnevres Hovedets ſtore 


næres og det altſaa med Smaadyr og Fiſk. Hyilken 


Masſe ſmaa Dyr der maa lade Livet blot for at ſkaffe 
ſaadan en Kæmpe en Dags Næring! 

2 Ed 

* 5 ; 


Det vifte fig 
„ iøvrigt at være en 
4 . udmærfet 
Kg man havde gjort, 
idet Salget af de 
fangne Dyr ind⸗ 
bragte flere hun⸗ 
drede Daler, og 
Fremvisningen af 
dem i nogle Dage 
endnu meget Mere. 
Men hvem fif denne 
Gevinſt? ja derom 
er der rejſt Proces 
mellem Forſtjellige, 
ſom anſe ſig berettigede til den gode Fangſt, og hvor⸗ 
dan den vil ende, ved vel Ingen. < 


Rensdyrjagt i Norge. 
Eſter V. G. Asbjornſen. 
1. 


Medens vi holdt Raſt paa det Sted, hvor Ren⸗ 
flokken var flygtet for os, fik vi forſt ret Ro til at 
beſtue det herlige Fieldpanorama, ſom aabnede ſig for 
os paa dette Sted. 

Foran os laa, — ſom det ved et i Fjeldegnene 
nokſom bekjendt Sanſebedrag ſyntes, — neppe en halv 
Mil mod Syd Rondernes Alpefkikkelſe i en ſtor Halv⸗ 
kreds. Midt i Kredſen viſte en enlig Tinde ſig ſom 
Centrum. En Sky, der ſtod mellem os og Solen, ud⸗ 
bredte ſin Skygge over den vilde Bjerggruppe, hvis 
ſvimlende Toppe og Tinder ffarpt tegnede ſig af mod 


Fangſt, 


— —— . —— — 


i . 


at hæve fig op til en umaadelig Hojde. Gjennem denne 


ud over Veſtfjceldenes Sne og Isbreer: vinfarvede Skyer 


den klare blaa Himmel, hvor Sondenvinden havde her- 
ſket. Den indre Side af Kredſen vendte mod os. 
Midtronden, der laa nermeſt, hindrede Udſigten til nogle 
af de fydøftlige Ronder. De øftlige Kamp, vi jaa, 
vare dybtfurede og beſtod af loſe Stenurer! de ſydlige 
og veſtlige, der laa aabent for os, dæffede uhyre Sne⸗ 
"bræer fra Toppen til Foden. J Ly af disſe Bræer 
og Fjelde ligger der en Dal, grøn og ſmilende. Den 
vinker Plantegranſkeren med Løfte om hundrede ſkonne 
duftende Alpeplanter. Men Ronderne ſtaa derover og 
lofte deres knuſende Tinder i Skyen, og true med Sten⸗ 
ſkred og Sneſkred, jaa at ſelv det folde Vand bliver 


ilde til Mode, og fra en islagt So, der ligger dybt inde 
i Dalen og mat kaſter Lyſet tilbage, iler Agen ud og 
haſter ſkummende og tindrende bort fra det truende 
Nabofkab. Mod Veſt og Nord udbrede ſig for vore Fod⸗ 
der den uendelige Fjeldſlette, graagronne, brunlige, ſorg⸗ 
vekkende Strakninger. Deres Ensformighed afbrodes kun 
ved Skyernes Skygger, ved Lysvirkningen af Aftenſolens 
Straaler, eller ved Taager, der fvævende ſteg op og be⸗ 
tegnede Dalenes og Elvenes Lob i den uendelige Ode⸗ 
mark. Ved Synsranden af disſe Himmelegne, over 
Snehecttens kolosſale Masſe Nord over Vrimmelen af 


Loms og Vaagefjeldene i Veſt, ſpcevede en Solrog, og 


Rensdyrjagt. 


i denne varme diſige Luft ſyntes Sneheetten og disſe 
Fielde med deres Kamme, Tinder og fantaſtiſke Former 


halvt gjennemſigtige Luft gjod Solen fit Straalevæld 


med gylden Brem fvævede over dem, og den rødlige 
funklende Guldglans, Fjeldene lan i, gjenſtraalede højt 
op i Luften og gjefinemtindrede hele den nordoſtlige 
Himmel. l 

Men det var paa Tid at komme afſted; thi vi 


havde endnu en lang og bejværlig Vandring til Ulvs⸗ 


Fy 


ødehytten, en Rypeſkyttehytte ved Foden af Veſtronden, 
hvor vi fkulde have Nattekvarter, og hvor et Bud fkulde 


| indfinde fig med en Klopheſt (Heſt med Saddel, indrettet 


til at anbringe Læs paa.). Sir John ſpurgte, Hvor 
Skyttehytten laa, og Thor pegede mod den ydre Styrt⸗ 
ning af den nærmefte Rondkamp. I den ſaaledes 
angivne Retning, der omtrent var den ſamme, ſom 
Rendyrflokken havde fulgt, vandrede vi henover Fjeld⸗ 
ſkraaninger og Snefonner, over Hojder og Dale, ned ad 
den ene Ur og opad den anden. Hunden ſtrammede 
ofte i Koblet og forte ſamtidig af og til Naſen vejrende 


i Vinden, medens vore Vejviſere nu og da verlede 
nogle ſtille Bemerkninger, der ligeſom Hundens Adfærd 
antydede, at vi fremdeles vare Flokken paa Sporet. 
Det Saab, ſom herved: vaktes, oplivede vort Mod, og 
vi frede nu, uden at bejværes af nogen Trethed frem 
over en jævn Skraaning. Vinden havde lagt fig, og 
Solen kaſtede ufordunklet fit ſidſte Gyldenſkcer over 
Stene og Snefonner. Ved en af disſe, der ſtrakte ſig 
langt ud, ſer jeg i den klare Belysning ſtrax ovenfor 
os et Par Horn rage op af en Fordybning. 

„Leg dok ne“ hviſtede Thor i ſamme Ojeblik. 
Vi opgjorde i Haſt en Slagplan, efter hvilken jeg fkulde 
ſkyde den Buk, ſom ſtod til Venſtre, Sir John den til 
Hojre. Thor fulgte os med Hunden, forat kunne flippe 
den ſtrax, om et Dyr blot blev ſkadeſfkudt. Paa Knæer 
og Hender kravlede vi frem mellem Stenene, indtil vi 
overſaa den lille Fordybning, hvori Flokken ſtod. Det 
var den ſamme Flok, vi havde ſet paa Bræen. Buk⸗ 
ken til Venſtre ſtod meget fordelagtigt; der var to Dyr 
i Rad med den, et foran og et bag; lige over for ſtod 
en Kalv. Holdet var drojt, men ingenlunde for langt, 
og det var vanſkeligt at komme længere frem uden at 
blive ſet. Jeg varslede Sir John, lagde for Øjet og 
vilde til at trykke los; men han for op i Heftighed og 
raabte med fuld Stemme paa fit halvnorſke Pludder⸗ 
væljt: „Skuder ikke for Gud Skulder, det er alt for 
long“. „Det er ikke for langt“, hviſkede Thor utaalmodig. 
Nu troede da Sir John at maatte tage fat; men i 
en Forvirring, ſom ikke gav det bedſte Vidnesbyrd om 
hans Bedrifter vaa de ſkotſke Hjortejagter, vilde han 
forſt ſpringe nogle Skridt frem, hvorved han til al 
Ulykke ſnublede i Sundebaandet og løgrev Hunden, ſom 
i fuld Halſen ſatte op igjennem Uren, Jeg kaſtede 
min Kugle forgæves efter de flygtende Dyr. Men 
under Mandefaldet havde Thor kaſtet Riflen til Kinden; 
det ſmald, og den ene Buk gjorde et uhyre Spring og 
tumlede derpaa om paa Sneen. Den ravede atter op 
paa Forbenene, men ſtyrtede ſtrax med et dybt Gisp. 
Anders og jeg iſtemte et jublende Sejrsſkrig, der blan⸗ 
dede ſig med nogle engelſke Ulyd, ſom Ridderen af den 
bedrovelige Skikkelſe gav fra fig over fine forſtodte Knæ 
og over de „fordumte Reindeer, han aldrig ſkudd' kom⸗ 
mer til at ſkuder.“ 

Vi ilede over Snefonnen, hvor Hunden ſtod Vagt 
og ſlikkede Blodet af det ſtolte Dyr, ſom endnu laa og 
gispede paa Sneen. Thor endte Dodskampen ved at 
ſtode det Kniven i Nakken. Efter at vi hapde betragtet 
det fra alle Kanter, gav han fig til at flag, en Forret⸗ 
ning, der ved Anders's Biſtand blev udført i fort Tid. 
Huden, Hornene og Leveren toge vi med, medens de 
vorige mindre værdifulde Dele bleve gravede ned i Uren 
for at afhentes næfte Dag og bevaredes mod Icerven 
ved en Borg af ſtore Stene, ſom vi væltede over dem. 


—.— 


Optrin i Kirken i gamle Dage. 


Hojroſtet Skenderi og Slagsmaal i Kirken under 
Gudstjeneſten var i forrige Tider ikke jan ſjeldent. 
Saaledes ſkete det i Aaret 1697 i en af Kirkerne i 
Aalborg, at en Wand, ſom under Pradikenen gik med 
Zavlen, blev trukken i Haaret af to Karle, ſom ſtode 
mellem Andre paa Kirkegulvet. En tredie Karl ſpendte 
Ben for ham, forat han ſkulde falde. J ſin Harme 
over denne Fremfeerd vender Tavlebeereren ſig om og 
giver den ene Karl en vældig Orevaſk, ſom hørtes. hele 
Kirken over. Hvad der gav den forſte Anledning til 
dette Optrin, fortælles ikke; men Karlene maa vel have 
været de Skyldige, da de bleve ſtraffede alle Tre, de To 
med at ſtaa aabenbar Skrifte — d. v. ſ. med at Pra⸗ 
ſten holdt en Straffetale til dem, medens de ſtode frem 
paa Kirkegulvet — og for den Tredie blev der gjort 
Afbigt fra Pradikeſtolen, d. v. ſ. at BPræften paa Syn⸗ 
derens Vegne bad Menigheden tilgive ham den Forar⸗ 
gelſe, han havde givet. — Nogle Aar efter ſtete det i 
ſamme Kirke, at en fuld Kvinde kom ind og ffældte 
Preſten ud, medens han ſtod paa Pradikeſtolen. Godt 
et hundrede Aar tidligere gjorde en adelig Frue det 
Samme i en anden Kirke, og en Herremand overfaldt 
ved ſamme Tid en Præft paa Predikeſtolen med draget 
Sværd. 

Byoad der hyppigſt gav Anledning til Skenderi og 
Slagsmaal i Kirken, var Strid om, hvem der ſkulde 
ſidde yderſt i Stolen; thi det var en Sag, ſom man 
i forrige Tider lagde megen Vægt paa. Selv ringe Folk 
betragtede det ſom en Wresſag at hævde den Plads, 
man mente at have Ret til. Saaledes maatte engang 
i Kjøbenhavn Kirkens Ovrighed beſtemme, i hvilken Or⸗ 
den Profesſorernes Tieneſtepiger havde Ret til at ſidde 
i Kirkeſtolen. Det lader forreſten til, at det kun var 


"Kvinder, der vare faa prikne i dette Stykke; idetmindſte 


angaa alle Tilfælde, vi 
alene Kvinder. 
Tilfelde. 

Aar 1694 kom to Piger under Gudstjeneſten ind 
i ſamme Stol i Voer Kirke mellem Sæby og Aalborg. 
De vilde nu Begge ſidde yderſt og kom derover i Sken⸗ 
deri, ſom ſnart gik over til Naveſlag og Orefigen, 
„hvorved de foraarſagede udi Kirken en ſtor Tumult.“ 
Sagen meldtes til Biſkoppen, ſom fældede den Dom, 
at hvis de ſamme Dag vare til Alters, ſkulde de for 
den givne Forargelſe ſtaa aabenbart Skrifte; var det 
ikke Tilfeeldet, ſtulde Forældrene i Praſtens eller Deg⸗ 
nens Nerverelſe give dem et Livfuld Hug. En ganſke 
lignende Tildragelſe ſkete faa Aar efter med to Borger⸗ 
dottre i Sæby. J Randers var der 1736 en Stole⸗ 
pladsſtrid mellem en Kjobmandskone og en Bagerkone. 
Kjobmanden klagede over, at Bagerkonen fem Gange 
havde overfaldet hans Huſtru med uſommelige Skeldsord 


have ſamlet om denne Sag, 
Vi ſkulle meddele Leſerne flere ſaadanne 


og trukket hende i Wrmet forat fan hende indenfor ſig. Ba⸗ 
gerens Kone hævdede fin Ret til Forrangen dermed, at 
hun havde været gift loengſt; men da Sagen kom til 


vedkommende Myndigheds Afgjorelſe, gik den Bagerma⸗ 


dammen imod. J Grenaa havde Byfogden og Tolde⸗ 
ren 1720 i Forening lejet Stolepladſe til deres Fami⸗ 
lier; men de gode Wgtemeend havde ikke tænkt paa 
deres Huſtruers fine Wresfolelſe, og fik derfor kun liden 
Glæde af det Kompagniſkab. Byfogdens Kone mødte 
med fin Broderdatter, hvis Fader var Præft, og 
Tolderens Kone, hvis Fader ogſaa var Bræft, mødte 
med fin Datter. Begge disſe unge Piger vare altſaa 
af Bræfteblod, og det var nu et vigtigt Spørgsmaal, 
hvem der ſkulde ſidde yderſt. Hellig tre Kongers Dag 
var Byfogdens Kone kommen forſt med fin Ungmo, 
men Tolderkonen kom farende bag efter med fin Datter, 
rev Stoledoren op og gjorde en forſkrekkelig Støj baade 
under Sangen og en Del af Pradikenen, jaa Andagten 
i Kirken blev aldeles forſtyrret; Kirkens Oprighed maatte 
ogſaa her afgjore Tviſten. Et langt mere forargeligt 
Optrin fandt Sted i Aarhus Domkirke 1730. Her 
kom Domproyſtens Huſtru ind i ſin Stol og træffer der 
en Fru Vorm med fin Husjomfru. Forſt forſogte Prov- 
ſtefruen at træffe dem ud af Stolen; men da det ikke 
vilde lykkes, greb hun Sivmatten, ſom laa paa Gulvet, 
ſtod op paa Forſedet, truede med Maatten, forlangte, 
at Fru Vorm ſkulde fremviſe, hvad Ret hun havde til 
at ſidde i Stolen, og raabte: „Djavelen fkal fore Dig 
ud af Stolen, ſom ingen Rettighed har dertil“, med 
„mange Eders og Bandens Medfolge“, hedder det i Vid⸗ 
neforklaringen. Folk ſamledes udenfor Stolen og morede 
ſig over Striden. Dette ſkete ved Formiddagsgudtjene⸗ 
ſten. Ved Middagstjeneſten var det igjen galt, og nu 
ſatte Propſtefruen fig paa Skjodet af Fru Vorms Hus⸗ 
jomfru, hvor hun blev ſiddende. Men der ſkulde endnu 
være Aftengudstjeneſte ſamme Dag, og for ikke at miſte 
Pladſen blev Fru Vorm med ſamt fin Jomfru ſiddende 
i Stolen mellem Tjeneſten. Der blev en Retsſag ud 
af denne Skandale, ſom endte med, at Proyſtefruen 
maatte betale en Mulkt af 20 Rdr. til Praeſſteenkekasſen, 
og at der pan hendes Vegne blev oplæft en Afbigt fra 
Pradikeſtolen, hvori hun udtaler fin Anger over den 
givne Forargelſe og beder Menigheden, at den af kri⸗ 
ſten Kjærlighed vil tilgive hende den begangne Forſeelſe. 


A. J. 


gusflid. 
En Landsbykuuſtner. 
„(Meddelt af J. Chriſtenſen.) 

Blandt Fortidens mange haandſnilde og kunſtferdige Mænd 
fortjener Gaardmand Jens Chriſtenſen i Gullev at nævnes 
og erindres, Han blev født i Aaret 1761 i denne By, hvor 
hans Fader var Byſmed. Medens han i fin Ungdom arbejdede 


i Hjemmet hos ſin Fader, der levede i ringe Kaar, begyndte 
han paa egen Haand at øve fig i Uhrmageriet, ved at lave ſimple 
Stueuhre, de ſaakaldte Viſerverker, ſom den Gang begyndte at 
komme i Brug hos den fattige Bondeſtand. Hans Duelighed 
blev. ſnart bekjendt og dette havde tilfolge, at Godsejeren, 
Kammerraad Ferslev pan Friesholdt beſtilte et Gaarduhr af 
ham, ſom han leverede i Aaret 1790. Da der i et af de føl- 
gende Aar blev udſtedt en Indbydelſe til Forferdigelſe af et nyt 
Taarnuhr til Budolſi Kirke i Aalborg, blev. han af Kammerraad 
Ferslev, der da var udnævnt til Amtmand. i Thiſted Amt, op⸗ 
fordret til at give Mode ved den i denne Anledning berammede 
Licitation. Jens Chriſtenſen, der nu var anſat ſom Byſmed 
i Sahl undfſlog fig længe, idet han ikke turde vove fig til faa 
ſtort et Foretagende, og gav. førft fit Minde, da Amtmanden 
ſendte ham et Kautionsbevis. Med dette i Lommen kom han 
til Lieitationen, hvor de Tilſtedeverende med Forundring faa 
paa den ſimple Bondemand, der gjorde laveſte Bud. Da han 
blev Arbejdet tilſlaaet, vakte det ikke liden Opſigt, da denne 
Smed „fra Landet” paa Opfordring kunde fremlegge fyldeſt⸗ 
gierende Kaution. Dette ſtore Taarnuhr, ſom efter Konditio⸗ 
nerne ſkulde forfcerdiges med helt Mesſing⸗Hjulvark blev færdigt 
fra hans Haand, ſaavidt erindres i Sommeren 1798. Ved 
Afleveringen provedes det af flere Uhrmagere, om Staaldelene havde 
den fornødne Hardning, men denne befandtes jaa udmarket, at 
den haardeſte Fil flovedes ved at ſiryges over Drevene. Uhret, 
ſom endnu viſer pan Taarnets 9 Sider, ſtod den Gang ſom 
endnu ſin Prove. 

Af Amtmanden modtog han ſenere Beſtilling paa et 8 
Dages Stueuhr, der ſkulde foræres til en fornem Herre i Kjo⸗ 
benhavn. Her beundredes dette Uhr ſaavel for det ſmukt ud⸗ 
forte Arbejde, ſom for dets kunſtmasſige Indretning. Foruden 
den almindelige Tidsdeling vifte det paa en ſnild Maade Dato, 
Maaneſkifte o. desl. Han blev nu for fin Kunſtflid hædret med 
Landhusholdningsſelſkabets 2den Solvmedaille. 

J Aaret 1801 flyttede han fra Sahl til fin Fødeby Gullev, 
hvor han modtog i Faſte en Gaard, ſom han fag Aar efter 
kjobte og beholdt til ſin Dod. 

Det naſte ſtorre Arbejde han leverede, var et Taarnuhr 
til St. Mortenskirke i Randers, ſom, ſaavidt mindes, blev 
ferdig og opſtillet 1804. Nu indlob Beſtillinger fra ER ftørre 
jydſte Sjøbftæder pan Taarnuhre fra Landsbykunſtnerens Haand. 
Et Taarnuhr til Domkirken i Aarhus blev opfat 1806, og 
viſer, ligeſom Uhret i Aalborg paa Taarnets 3 Sider. Des⸗ 
uden. forfærdigede han en Del mindre Taarnuhre, bl. A. til 
Raadhuſet i Randers, Kirken i Horning ved Randers til Herre⸗ 
gaarden Visborggaard, Raadhuſet i Skanderborg o. fl. St. At 
opgive Antallet paa de mangfoldige gode ſolide Stueuhre, der 
udgik fra hans Varkſted, lader fig ikke gjøre, ſaalidt ſom til⸗ 
nermelſesvis at nevne de mange andre Metalarbejder, ſom 
denne flittige Mand i ſit lange Liv fra tidlig Morgenſtund til 
ſildig Aften med travl Virkſomhed foretog fig. 

Hans Ven og Velynder, den for fin nidfjære Virken for 
Frugttredyrkning og Traplantning bekjendte Konſiſtorialraad 
Bjerregaard i Hjermind foranledigede, at han, men desværre 
for ſent, paa Landhusholdningsſelſkabets Foranſtaltning foretog 
en Rejſe til Kjøbenhavn i Aaret 1828. Ved den idelige og 
mangegarige Anſtrengelſer var hans Syn blevet fan ſpakket, at 


han under fin utrættelige Virken maatte tage Folelſen til Hjælp. 


Paa ſine gamle Dage hadredes han atter (1827) med Land⸗ 
husholdningsſelſtabets Iſte Solvmedaille og døde 71 made gammel 
i Aaret 1832. 


Blandinger. 


Et brændende Bjerg i Sachſen. Det ,,brændende Bjerg” 
ved Dudweiler i det ſaarbrückſke Kuldiſtrikt, der allerede 
for et Aarhundrede ſiden er blevet ſterkt beſogt og flere 
Gange beſtrevet, har nu tabt en ſtor Del af fin tidligere 
Tillokkelſe, og det Vidunderlige, der i forrige Dage ffaffede 
felv anſete Videnſkabsmend ſtore Vanfkeligheder med at ud⸗ 
grunde, hvad det var, er nu for længe ſiden forklaret. Nu 
kjender enhver Stenkulsarbejder den Maade, hvorpaa ſaadanne 
brændende Bjerge opſtaa, og veed, at der ikke i Bjergets Indre 
findes en Vulkan, men at det ligefrem er en Selvantendelſe af 
Stenkulslagene. Slukningen ffer ved at affpærre den brændende 
Del fra Luftens Paavirkning, men det er ikke altid, at en ſaa⸗ 
dan Slukning lykkes. Saaledes kunne de ſaakaldte brændende 
Bjerge opſtaa, og de holde fig undertiden brændende igjennem 
Aarhundreder. Bed Niederplanitz i Mærheden af Zwickau i 
Sachſen har der i 3—400 Aar brændt et ſaadant Bjerg, og 
Branden vedvarer endnu; til Trods for alle Slukningsforſog 
vedblive Flammerne dog endnu at være i en Dybde af omtrent 
200 Fod under Overfladen, og deres Mærværelfe lægger ſig for 
Dagen ved Jordbundens ſtadige Varme og en javnlig opſtigende 
Rog. Sneen kan om Vinteren ikke blive liggende paa Bjerget 
paa Grund af Varmen. Allerede i en ringe Dybde ſtiger Varmen 
betydeligt, og i et Kar, ſom bliver gravet nogle faa Fod ned, 
nager Varmen en ſaadan Højde, at Bandet deri bliver kogende. 
Der er vel her allerede fortæret en Skat af Kul til mange tuſinde 


Rigsdalers Værdi, men Varmen er dog ikke bleven ganſke ube⸗ 


nyttet. En afdød Kemiker fil den Ide at benytte denne Brand 
i Jordens Indre til Anlæg af kunſtige Drivhushaver og naagede 
fit Maal paa den meſt tilfredsſtillende Maade. Endnu daglig 
indføres der nye Forbedringer. Den uregelmæsfige Varme har 
man forſtaget at gjøre ensartet og ved Hjælp af Rørledninger 
at benytte den efter Onſke. Et ſtort Antal prægtige Glashuſe 
og flere murede Bygninger med Glastag rumme det tropifke 
Klimas ſmukkeſte Frembringelſer. Drageblodstræer, Palmer og 
Bananer, ſom ellers ſelv i de bedſte Drivhuſe fore en kummerlig 
Tilvarelſe, trives her yppigt og kraftigt. J tildakkede Vand⸗ 
basſiner blomſtre tropiſke Vandplanter, medens høje Palmer ved 
Bredderne udfolde deres fulde Pragt. Mange af de meft berømte 
botaniffe Gaver kunne neppe i deres Driphuſe opviſe Plante⸗ 
former fra de varme Lande, der kunne maale ſig med dem, ſom 
her vore frit. J ſerlige Bede dyrkes ogſaa Ananas, med hyilke 
Anlegets Ejer driver en meget betydelig og indbringende Handel. 


Myg ſom Fodemiddel. „En Del af Aaret gjøre Beboerne 
ved den nordlige Ende af Nyanza Søen”, fortæller Livingſtone, 
„en Hoſt af en ganſke egen Art. Da vi nærmede os denne Egn, 
ſaa vi Skyer, der lignede den Rog, ſom ſtiger op fra brændende 
Prœrier, men naſte Morgen fejlede vi gjennem en af disſe Skyer 
og opdagede, at det var hverken Rog eller Taage, men talloſe 
Millioner af ſmaabitte Myg, der opfyldte Luften i en umaadelig 
Højde; vi maatte lukke Sine og Mund, medens vi droge igjennem 
denne levende Sky. Om Natten opſamle Beboerne disſe ſmaa 
Inſekter og koge deraf en Kage, hvis Smag har nogen Lighed, 
med ſyltede Greshopper. 


Gaade. 

Jeg ſtedſe beſkeden 
Min Plads har forneden, 
J Borgen, i Reden, 
J Skoven, pan Heden, 
J Helved og Eden, 
J fjerneſte Land. 
Paa mig. man fig hviler, 
Og græder og ſmiler, 
Man hamrer og filer, 
Man ſtandſer og iler, 
Afſted og man piler 
Det Bedſte man kan. 

Fjern Hoved og Hale: 
Om os man vil tale 
J Hytter og Sale, 
Med Raddſel afmale 
Os grulige, gale, 
Og ønffe os død. 
Man kan os ej lide, 
Thi ej er vi blide, 
Vi rive og ſlide, 
Vi hyle og bide, 
Og kampe og ſtride 
For det daglige Brod. 


Brevvesxling. 
Til samtlige Abonnenter. For at Udgiveren i rette Tid kan bestemme Oplagets Størrelse for næste Kvartals 


Vedkommende, for at Postvæsenet ikke for meget skal ulejliges med Efterbestillinger 
skulle komme til at savne et eller flere Numre i rette Tid ved Kvartalsskiftet, bede 
indsende Bestilling med Betaling for Januar Kvartal snarest efter Modtagelsen af nærværende Nr, 
ikke forpligtede til at minde Abonnenterne om Bladets Bestilling. ] 


som modtage Bladet gjennem Boghandelen betragtes derimod som vedvarende finn JA Bladet 


De Abonnenter, 


„og endelig for at Læserne ikke 
s de ærede Postabonnenter om at 
Postkontorerne ere 


ikke. afbestilles og ville saaledes uden Afbrydelse erholde det uden yderligere Bestilling. É 
N. Kr. Det indsendte kan ikke bruges. K. G. O. i D. Passende for Bladet. Venl. Tak. 
N. P. H. i Ou. Tak for det lille Bidrag, som med nogen Omskrivning er meget brugbart. 


—— — 


— 


Husvennen udkommer til hver Søndag” med et 16⸗ſpaltet Ark forſynet med flere Billeder, til 2 Mk 1 
Fjerdingaaret, frit tilſendt. „Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Weeds, i enhver Boglade ſamt 50 
Hovedkommisſioneren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjobenhavn. 


r 8 
Trykt hos J. H. Schultz. 


U 


— 


VS] 


4 9 9 
sl! 2 
8 d 
2 792 A 


2 B 
RINGE AR YEG 


N 
ANUS SUEDE 
END Aya 


Billedblad for Alenigmand, Ma 
for Morfhabslæsning, Oplysning og Hus ſlil. 


Adgiuet af 


Nr. ff. 


R. C. Rom. 


14. December 1823. 


Indhold. Livets Slot, Neapolitanft Sagn efter Edouard Laboulaye, med Billeder. — Svend og Marie, af Bendix Hanſen. 


(Sluttet.) — „Fonen“ i Alperne. — Husflid. — Gaade. — Brevvexling. 


5 


Livets Slot. 
Aeapoſilanſ Sagn eſler Edouard Laboulahe. 


SE SEN 


15 


For nogle Aar ſiden befandt jeg mig paa Kapri, 
den dejlige Oi Bugten ved Neapel. Paa en af disſe 
prægtige italienſke Heſtdage, fan fulde af Fred og Lys, 
onſkede jeg at gjøre en Baadfart til Peeſtum, anlobende 
Amalfi og Salerno. Det blev let udført, thi i 
Havnen fandt jeg Fiſkere, 
ſom ſkulde vende tilbage 


med hende og for at hore den neapolitanſke Mundart, 
ſom klinger faa behageligt i Øret, fra hendes ſmukke 
Leber. 85 

„Tal med hende, Excellenza““), ſagde Baadforeren 
til mig med en ſtraalende Mine. „De fkal ikke være 
bange for at høre pan hende, thi faa lille hun er, faa 
er hun allerede jan lærd ſom en Profesſor. Om De 
vil kan hun fortælle dem Hiſtorien om Kongen af ſtore 
Lonza, ſom vilde gifte ſin Datter med en Slange, 
eller den om Vardiello, ſom kunde takke Dumheden 
; for fin Lykke. Eller 
kanſke tykkes De bedre 


til Faftlandet, og intet 


om den fortryllede Sind 


bedre onſkede end at faa 


eller Varulven, hvis De 


en Rejſende med. Da 
jeg ſteg ombord i Baa⸗ 
den, fandt jeg den beſat 


med fire Fiſkere af et 
godt Udſeende, med ſene⸗ 
fulde Arme og ſolbreendte 
Anſigter. Der var en 
lille Pige blandt dem == 
paa 8 eller 10 Aar, 9 

ſterk men velſkabt, med ' 


mork Sudfarve, forte og livlige Øjne, ſom verelvis be | 


falede eller bonfaldt Baadfolkene med en Italienerindes 
Verdighed og et Barns Lune. Det var Baadforerens 


Datter, Jeg kunde ikke tage feil af det ſtolte Smil, | 
hvormed han viſte hende for mig, da jeg i Baaden. 

Da vi vare komne ud paa Havet og de alle ſade | 
ved Aarerne, ſavnede jeg Sysſel og følte mig ene. 
Jeg tog derfor Barnet paa mit Knæ for at pludre 


ſaa tidt. 


ikke vil here om Livets 
Slot?“ 

„Lad os faa Livets 
Slot!“ raabte jeg, for 
at afbryde Opramsnin⸗ 
gen af ligeſaa mange 
Titler, ſom der er Kugler 
paa en Roſenkrands. 

„Nunziata, mit Barn“, 
! ſagde Faderen med hoj⸗ 
tidelig Stemme,” fortæl Excellenza Hiſtorien om Livets 
Slot, ſaaledes ſom Din Moder har fortalt Dig den 
Og jæt J Aarerne let i Vandet, faa at vi 
alle kunne høre det“, fortſatte han, vendt til Kamme⸗ 


kraterne. 


J mere end en Time, medens Baaden tyſt gled 


) Den italienſke Almue falder enhver Fremmed ſaaledes. 


frem over den jævne Vandflade, medens den milde 
Oktoberſol udgjod fit Sfær over de fjerne Bjerge og 


gjorde det ſtille Hav glindſende ſom et Spejl, lyttede 
vi alle Fem med opmeerkſom Tavshed paa Barnet, 


ſom fortalte os vidunderlige Hendelſer midt i den 
fortryllende Natur. 


gyndte Nunziata al⸗ 


gammel god Kone, en 
Fiſkerenke, hvis eneſte 
Rigdom og Støtte paa 
denne Jord var en 
ſtakkels fader⸗ og moder⸗ 
los tolvaars Dreng, 
hvis Fader druknede 
en Stormnat og hvis 
Moder døde af Sorg. 
Elſkelig, ſaaledes hed 

i han, holdt ikke af No⸗ 
get i Verden ſom af fin Bedſtemoder. 


Muslinger, eller for at drage Nettet op paa Stranden, 
i Haab om ſnart at blive ſtor og ſterk nok til ſelv 
at gan paa Fiſkeri og trodſe de ſamme Bølger, ſom 
berøvede ham hans Fader. 


Uheldigvis var Bedſtemoderen meget gammel; hun 


havde ikke mere end en Tand midt i Munden, hendes 
Hoved ryſtede, og hendes Øjne vare faa røde, at hun 
næjten ikke mere kunde fe, Med hver Morgen blev. 
det hende mere bejværligt at rejſe fig end den fore⸗ 
gaaende; hun meerkede, at hun ikke havde lenge til⸗ 
bage at leve, hvorfor hun hver Aften, inden Elſrelig 
ſvobte fig i fit Tæppe for at ſove pan Gulvet, gav 
ham gode Raad for den Tid, da han ſnart fkulde være 


ene tilbage. Hun ſagde ham, hyvilke Folk han fkulde 


omgaaeg, og hvilke han ſkulde holde fig borte fra, 
hvorledes han ved altid at være flink og arbejdſom, 
forſigtig og beſtemt, ſkulde gaa fin Vej gjennem Livet. 


Den ſtakkels Dreng hørte knap paa denne Samling af 


Visdomsraad, og fan ſnart den Gamle begyndte med 
den alvorlige Tone, raabte Barnet: „Bedſtemoder, Bedſte⸗ 
moder! forlad mig ikke! jeg er ſtœrk, jeg kal ſnart 
kunne arbejde for To, men om jeg ikke finder Dig 
hjemme, naar jeg kommer fra Havet, hvor vil Du 
ſaa, at jeg ſkal kunne leve?“ 

Og han favnede hende med Taarer. 


Han fulgte 
hende for Dag for at ſamle allehaande Snegle og 


vorligt, „der var en | 
Gang i Salerno en 


er var en Gang“, be⸗ 


„Mit Barn“, ſagde den Gamle en Dag til ham, 
„jeg ſkal ikke efterlade Dig jaa forladt, ſom Du tror. 
Efter mig ffal Du have to Beſkytterinder, ſom en Prins 
ſkulde kunne misunde Dig. Det er længe, ſiden jeg har 
gjort to mægtige Kvinder en Tjeneſte, og de ſkulle ikke 
glemme Dig, naar Timen til at paakalde dem kommer, 
og det vil blive ſnart“. 

„Hvad er det for mægtige Kvinder”, ſpurgte 
Elſkelig forundret, ſom aldrig havde jet Andre hos dem 
end Fiſkernes Hnfiruer og Dottre. ; 

„Det er to Feer”, fvarede Bedſtemoderen, „to 
mægtige Voſener: Bandets Fe og Skovens Fe. 
Hor nøje paa mig, mit Barn det er en Hemmelighed, 
ſom jeg maa betro Dig, en Hemmelighed, ſom Du ſkal 
bevare, ſom jeg har gjort det, og ſom ffal bringe Dig 
Rigdom og Lylke“. i 

„For ti Aar ſiiden, ſamme Aar ſom Dine Forældre 
forlod os, gik jeg en Morgen ud i Dagningen for at 
overrajfe Krabberne, ſom vare indſlumrede paa Sandet. 
Bøjet mod Jorden, og gjemt bag en Klippe ſaa jeg en 
Sofugl, ſom kom ſagte ſvommende mod Kyſten. Det 
er en lille Fugl, ſom man altid maa ſkaane; jeg lod 
den derfor lande og rorte mig ikke for ikke at ſkreemme 
den. Samtidig faa jeg gjennem en Skure i Bjerget en 
lille dejlig grøn Slange komme krybende i Sandet hen 
imod Fuglen. Da de havde naaet hinanden, uden at 
ſynes forundrede over Mødet, ſlyngede Slangen ſig blidt 
om Fuglens Hals, ſom om den ømt vilde omfavne den; 
ſaaledes vare de omſlyngede nogle Ojeblikke; derefter 
ſkiltes de pludſelig ad, Slangen for at vende tilbage 
til Bjerget, Fuglen til Havet, hvor Bølgerne bortforte 
den. Meget forundret over hvad jeg havde jet, vendte 
jeg tilbage den følgende Dag ved ſamme Tid, og ved 
Daggry naaede Fuglen Kyſten, og Slangen kom fra ſit 
Tilflugtsſted. Det maatte være Feer, det kunde jeg ikke 


tvivle om; maaſke fortryllede Feer, ſom jeg kunde være 


til Nytte. Men hvad ffulde jeg gjøre? at viſe mig for 
dem kunde maaſke mishage og ffade dem; bedre at 
afvente et gunſtigt Tilfelde, ſom Hendelſen maaſke 
kunde fremkalde. J en hel Maaned vedblev jeg at 
holde mig beredt hver Morgen med det ſamme Skueſpil 


for Oje. Men en Morgen blev jeg en ſtor fort Kat 
vaer, ſom kom forſt til Modeſtedet og ſkjulte fig 
bag Klipperne ner ved mig. Den ſorte Kat kunde 
ikke være noget Andet end en Troldkarl, efter hvad 
man havde lært mig i min Ungdom; jeg beſtemte mig 
til nøje at iagttage ham. Og virkelig havde Fuglen og 
Slangen knapt omfavnet hinanden, førend Katten trak 
ſig ſammen og i et voldſomt Spring kaſtede ſig over 
de Ulykkelige. Da kom min Tur til at ſpringe los paa 
Udyret, ſom allerede havde fine Offre mellem fine Mor⸗ 
derkloer. Jeg greb ham, trods al hans Sprællen uden 
at endſe, at han rev mig til Blods, og vel vidende, 
hvem jeg havde at gjøre med, tog jeg uden Medlidenhed 
Kniven, ſom jeg brugte til at aabne Fiſken med, og 
ſkar Hovedet af Beſtet ſaavelſom Poterne og Halen, 
roligt ventende paa Udfaldet”. 

„Jeg behøvede ikke at vente længe. I ſamme Nu 
ſom jeg kaſtede den forte Kattekrop i Havet, faa jeg to 
dejlige Kvinder for mig; den ene hel omgiven af hvide 
Ficer, den anden med et grønt Slangeſkind ſom Sjærf, 
Det var Vandets og Skovens Fe. Forgjort af en ond 
Aand, ſom havde udfundet deres Hemmelighed, maatte 


de forblive Isfugl og Slange, indtil en kjck Haand 


befriede dem, og det blev mig, ſom de. havde at takke 
for Frihed og Magt“. . 

„Begjcer af os, hvad Du vil“, ſagde de til mig. 
„Dine Onfker ſkulle ſtrax blive bonhorte“. 

„Jeg betænkte, at jeg var ſaa gammel, og at jeg 
havde lidt formeget i Livet, til at begynde fra nyt af, 
medens der kunde komme en Dag for Dig, mit Barn, 
da Intet var for meget for Dine Onfker, da Du kunde 
have Lyſt til at blive rig og fornem, General, Greve, 
ja maaſke Prins. Denne Dag, ſagde jeg til mig ſelv, 
ſkal jeg kunne give ham Alt, et ſaadant Ojebliks Lykke 
ſkal opveje fyrgetyve Aars Møje og Elendighed. Jeg 
takkede begge Feerne og bad dem bevare mig i deres 


gode Erindring til den Stund kom, at jeg ſkulde anſke 


deres Biſtand. Vandets Fe losnede en lille Fjer fra 
fin Krone, og Skovens et Skel fra Slangeſkindet“. 
„Gode Kone“, ſagde de til mig, „naar Du vil 
os Noget, jaa kaſt denne Fjer og dette Sfæl i et Fa 
med rent Vand, fald paa os og fremjæt Dine Onſker; 
vare vi end ved Verdens Ende, ſkal Du dog inden et 


Ojeblik je os hos Dig, rede til at betale vor Gjæld | 


til Dig for i Dag.“ 5 a 

„Jeg bøjede Hovedet til Tegn paa min Taknem⸗ 
lighed, og da jeg atter jan op, var Alt forſvundet, end⸗ 
ogſaa Rifterne og Blodet paa mine Hænder; jeg kunde 
troet, at en Drøm havde gjakket mig, om jeg ikke i 
min Haand havde holdt Sfællet og Fjeren”. 


„Og disſe Skatte“, ſagde Elſkelig, „hvor ere de, 
Bedſtemo'r?“ a 

„Mit Barn“, ſvarede den Gamle, „jeg har om⸗ 
hyggeligt forvaret dem, og har ikke villet viſe Dig dem, 
førend Du ſkulde være en Mand og i Stand til at 
bruge dem med Skjonſomhed, men Doden tegner til 
fart at ville ſkille os, ſaa at Stunden nu er kommen 
til at overgive Dig disſe dyrebare Amuletter. Paa Bun⸗ 
den af Kiſten hiſt ſkal Du finde et lille Treſkrin og i 
dette en lille Papoeſke; luk denne op, og Du finder 
Fjeren og Skellet omhyggeligt indſvobte i Bomuld. 
Pas pan, Du ikke gjør dem Skade; tag dem med Wer⸗ 
bodighed, og jeg ſkal ſige Dig, hvad Du videre ſkal 


gjore.“ 


Elſkelig leverede Wſken til den ſkrabelige Kvinde, 
ſom ikke mere kunde forlade ſin Stol; hun maatte nu 
jelv fremtage de dyrebare Trylletegn. i 

„Nu“, ſagde hun til Drengen, idet hun leverede 
ham dem, „ſkal Du midt i Stuen fætte et Fad fyldt 
med Band; læg Fjeren og Sfællet midt i Bandet og 
onſk Dig Rigdom, Højhed, Snille, Magt, Alt hvad 
Du vil; men min Son, "da jeg føler, at jeg dor, ſaa 
omfavn mig forſt, inden Du udſiger Dine Onfker, ſom 
for ſtedſe ville ſkille os, og modtag min Velſignelſe: den 
vil vel ogſaa bidrage til at bringe Dig Lykke“. 

Men til den Gamles Forundring kom Elfkelig 
ikke for at omfavne hende og faa hendes ſidſte Velſig⸗ 
nelſe. Hurtigt, med tindrende Ojne, fremſatte han 
Vandet midt pan Gulvet, kaſtede Fjeren og Sfællet 
deri og raabte af fit fulde Hjerte: i 

„Jeg onſker, at Bedſtemoder mag leve beſtandigt; 
kom frem Du Bandets Fe; jeg onfker, at Bedſtemoder 
altid maa leve; kom frem Du Skovens Fe!“ 

Og ſe, Vandet begyndte at bruſe, Fadet blev et 
ſtort Baſin, ſom bredte ſig over Gulvet, og af Vandets 
Dyb opſteg en Taage, der i et Nu var to unge Kvinde⸗ 
ſkikkelſer, ſom ved deres Trylleſtave vifte fig at være 
Feer. Den ene bar en Krone af Cgeløv med ind⸗ 
flettede rode Bær og havde Øreloffer af Diamanter, 
der lignede Olden i fine ſkaalformede Hylſtre. Hendes 
Dragt var grøn ſom Olivens Blade, og over hendes 
venſtre Skulder hang et Slør ſom vævet af de 
fineſte Blomſter. Det var Skovens gode Fe. Vandets 
Fe bar paa Hovedet en Krans af unge Siv, en hvid 
Klædning garneret med Svanedun og et blaat Bælte, 
hvilket imellem flagrede op over hendes Hoved og 
fyldtes ſom et Skibsſejl for Vinden. 

Saa høje Veſener de end vare, betragtede de dog 
Elſkelig, ſom paa fine Knæ bævede bande af Frygt og 
Beundring, med et mildt Smil. 

„Her ere vi, mit Barn“, ſagde Vandets Fe, der 
ſom den Aeldſte forte Ordet, „vi have hort, hvad Du 


har bedet om; Dit Onſke gjør Dig Wre, men om vi 


end kunne hjelpe Dig til Dit Onſkes Opfyldelſe, jaa 
maa Du dog ſelv udføre, hvad der udfordres dertil. 


err 


84 


Vi kunne vel for nogen Tid forlænge Din Bedſtemoders | 
Liv, men for at hun maa leve altid, maa Du gaa til 


wo 2 
7 "i 


I Vejen, Men jeg vil paa Forhaand ſige Dig, at det 


Livets Slot, ſom ligger fire lange Dagsrejſer herfra. | 


Der findes Udodelighedens Kilde. Om Du kan gjore 


de fire Dagsrejſer uden at vende om paa Vejen, og 


om Du, naar Du kommer til Livets Slot, kan beſvare de 
tre Spørgsmaal, ſom en uſynlig Stemme forelægger 


Dig vel, mit Barn, inden Du beſtemmer Dig til denne 
Vandring; thi mere end en Fare og Friſtelſe ſkal 
mode Dig paa Vejen. Om Du kun en eneſte Gang 
undlader at opnaa 
Maalet for Din Dags⸗ 
rejſe, vil Du ikke alene 
aldrig opnaa, hvad Du 
onſker, men Du ſkal 
aldrig komme ud af 
det Land, ſom Ingen 
vender tilbage fra“. 

„Jeg gaar dog 
gjerne”, udbrød Elſke⸗ 
lig. 

„Men“, ſagde Sko⸗ 
vens Fe, „Du er ſaa 
ung mit Barn, og kjen⸗ 
der ikke en Gang 
Vejen!” i 

„Det gjør Ingen⸗ 
ting“, gjentog Dren⸗ 
gen. „For at redde 
min Bedſtemoders Liv, 
ſkulde jeg gjerne gaa 
til Verdens Ende“. 

„Vent!“ ſagde Skov⸗ 
feen. Hun losnede der⸗ 
efter Vinduesblyet fra 
en ſondret Rude og 
lagde det i ſin Haand. 


Dig, da ſkal Du finde, hvad Du ønffer; men betcenk 


Arnen. 
ſlukkedes, 


tilkommer Dig at ledſage ham, og ikke ham at føre 


Dig. Om Du fan faa ham til at lyde Dig, jan 


| ffal han være Dig til Tjeneſte, men om Du lyder ham, 


jaa vil han føre Dig i Fordarvelſe“. 

„Og jeg“, ſagde Vandets gode Aand, „ſkulde jeg 
ikke ogſaa give Dig Noget, ſtakkels Elſkelig“. Og idet 
hun faa fig omkring bemeerkede hun et Stykke Papit' 
paa Gulvet; med ſin lille Fod kaſtede hun det op paa 
Papiret fængede Ild, og ſaa ſnart Luen 
ſyntes Tuſinder af ſmaa Gniſter at fare 
om hinanden, ligeſom 
Nonner, naar de Jule⸗ 
nat begive ſig til Ka⸗ 
pellet, hver med en 
Vorkjerte i Haanden. 
Feen fulgte med et 
opmerkſomt Blik disſe 
Gniſter, og da den 
ſidſte var ved at flukkes, 
blæfte hun paa Aſken. 
Strax hortes et ſagte 
Fuglekvidder; en Svale 
kom helt forſkreemt 
frem, floj om i Stuen, 
og ſatte fig fluttelig 
paa Drengens Skulder. 

„Den ſkal være Dit 
Selſtab“, ſagde Vand⸗ 
gudinden; „Du fkal 
kalde den Tankefuld; 
den ſkal viſe Dig Vejen. 
Men jeg vil paa For⸗ 
haand underrette Dig 
om, at det tilkommer 
Dig at ledſage den og 
ikke den at ledſage 
Dig. Om Du kan 


Blyet begyndte at 
ſmelte, uden at Feen 


faa den til at lyde 


Dig, faa ſkal den tjene 


ſyntes at merke Hedeu, 


Dig, men om Du lyder 


hvorefter hun kaſtede 
Metallet paa Skor⸗ 
ſtenen, hvor det dan⸗ 
nede tuſind forſtjellige Skikkelſer. 
„Hvad ſer Du i alt dette?” ſpurgte hun ham. 
„Jeg ſynes at ſe en langhaaret Hund med en 


bufket Hale og ſtore Oren“, ſvarede Elſkelig. 


„Kald paa den“, ſagde Feen til ham. 

Han gjorde, ſom hun ſagde. Strax hørtes der 
Hundegjgen og fra Midten af Metallet kom der en 
ſort⸗ og rodplettet Hund, ſom begyndte at ſpringe 
muntert omkring Drengen. 

„Denne Hund kal være Din Ledſager“, 
Feen. „Du ſtal kalde ham Trofaſt; han ſkal viſe Dig 


ſagde 


den, fan ſkal den fore 
Dig i Fordeervelſe“. 
3 5 „Luk denne Vbſke 
op“, tilfsjede den gode Fe, „maafke vil Du finde 
Noget der, Du kan bruge”. ; a 
Elſkelig adlød. Fra Wffen fremtog han en lille 
Flaſke af Bjergkryſtal, ſtraalende ſom en Diamant. 
Det var i den, ſagde Feen ham, at han ſkulde hente 
Üdodelighedens Vand, da det vilde ſprenge ethvert 
Kar, frembragt ved Menneſkehaand. Ved Siden af 
Flafken fandt han en Dolk med trekantet Klinge; det 
var noget helt andet end hans Faders, Fiſkerens Stilet, 
ſom det var ham forbudt at rore; med dette Vaaben 
kunde man trodſe den overmodigſte Fjende. 


85 


„Min Soſter ſkal ikke være gavmildere end jeg“, 
ſagde den anden Fe og tog et Halmſtraa ud af den 
eneſte Stol, der fandtes i Hytten. Hun blæfte derpaa: 
ſtrax udvidede Straaet fig, og hurtigere end man kan 
fortælle det, dannede det en beundringsværdig Karabin, 
helt og holdent indlagt med Perlemoder og Guld. Et 
andet Straa forvandledes paa ſamme Vis til en Jagt⸗ 
taſke, ſom Elſkelig hængte over Bryſtet, og ſom pasſede 
"ham fortræffeligt. Man ſkulde troet, at han var en 


ung Prins, ſom gik ud paa Jagt, og han var jan 


ſmuk og faa faa kraftig ud, at hans gamle Bedſte⸗ 
moder begyndte at græde af Glæde og Omhed. Da 
forſvandt Feerne. . 

Saaſnart de vare borte, omfavnede Elſkelig den 
gode Gamle og bad hende vente ham tilbage. Saa 
faldt han paa fine Knæ og bad om hendes Velſignelſe. 

Bedſtemoderen gav ham den og mange gode Raad 
og Formaninger. Hun bad ham om altid at være 
taalmodig, retſindig, barmhjertig og fremfor alt om 
aldrig at afvige fra den rette Vej; „ikke for min 
Skyld“, tilfsjede hun, „da jeg med Taknemlighed 
imodeſer Døden og er bekymret over det Onſke, Du 
har fremſat, men for Din egen, mit Barn, paa 
det at Du maa komme tilbage; jeg vil nødig do, uden 
at Du lukker mine Ojne“. AN 

Det var ſent. Elfkelig kaſtede fig pan Gulvet, 
altfor bevæget, til at han, ſom han troede, kunde ſove, 
men Sovnen overraſkede ham ſnart, og han fov hele 
Natten, medens Bedſtemoderen betragtede fit elſkede 
Barns Anfigt, belyft af Lampens. viftende Sfær, og 
ſkjondt ſukkende, kunde hun ikke blive træt af at glæde 
fig over ham. 


U 


TIL 

Zidlig om Morgenen, i Daggryningen, begyndte 
Svalen at kvidre og Trofaſt at rykke i Zævpet. „Kom 
lad os rejſe, Husbond, vi maa afſted“, ſagde begge 
Folgeſvendene hver paa fit Sprog, ſom Elfkelig ved 
Feernes Godhed til fin Forundring mærkede, han kunde 
forſtaa. „Havet begynder at røre fig mod Stranden, 
Fuglen at ſynge, Bien at ſurre og Blomſten at aabne 
fig for Solen; lad os rejſe, det er pan Tiden”. 

Elſkelig omfavnede endnu en Gang fin. gamle 
Bedſtemoder og begav fig ved godt Mod pan Vej. 
Tankefuld fløj frem og tilbage, jagende Fluer til Søjre 
og Venſtre; Trofaſt ſprang kjcrtegnende op af fin unge 
Herre eller ſprang muntert foran ham. De vare endnn 
kun et Par Mil fra en By, ſom hed Peſtum, da 
Elſkelig fan Trofaſt ſamtale med Myrerne, ſom mar⸗ 


ſcherede i regelmæsfige Geledder, lebende deres For⸗ 


raad med ſig. 
„Hvor gaa J hen?“ ſpurgte Elſkelig, og de ſvarede: 
„Til Livets Slot!“ 
Noget længere frem modte Tankefuld Greshopperne, 


ſom ogſaa havde begivet fig paa Rejje, tilligemed Bierne 
og Sommerfuglene; alle gif de til Livets Slot for at 
drikke af Udødelighedens Veld. De færdedes i Sel⸗ 
ſtab, ſom Folk der ſkulle ſamme Vej. Tankefuld fore⸗ 
ſtillede for Elſtelig en ung Sommerfugl, ſom flagrede 
om med ſtor Bnde; Venfkabsbaandet var ſnart knyttet 
og efter en Times Forlob vare begge Kammeraterne 
uadſtillelige. i i 

Ut gaa lige til Maalet er ikke Sommerfuglens 
Sag. Elſtelig fulgte ham paa hans forvirrede Flugt, 
og forvildede fig uophorligt imellem Gresſet. Da 
han for forſte Gang i ſit Liv var ſin egen Herre, 
ſyntes han aldrig han før havde jet ſaamange Blomſter 
eller ſaa yndigt Solſkin. Sorglos fulgte han alle 
Sommerfuglens lunefulde Hvirvler og bekymrede fig 
ikke mere om Tiden, end om Dagen var uendelig. 
Men efter nogle Mils Omflagren begyndte Sommer⸗ 
fuglen at føle fig træt. 

„Lad os ikke reiſe længere”, ſagde han til Elfkelig. 
„Se, hvor yndig Naturen er her, hvor Blomſterne 
dufte velſignet, hvor Solen ſkinner mildt! Her er 
Livet, lad os blive her og nyde det!“ 

„Lad os ile“, ſagde Trofaſt. „Dagsrejſen er lang, 
og vi ere blot ved dens Begyndelſe“. 

„Lad os ile“, ſagde Tankefuld. „Himlen er klar, 
Synskredſen uendelig; lad os ſkynde os fremad!“ 

Da Eljfelig havde beteenkt fig, gjorde han Sommer⸗ 
fuglen kloge Foreſtillinger, men forgjcves; den flagrede 
til Hojre og Venſtre. 

„Hvad bryder jeg mig om Fremtiden“, ſagde 
den. „Igaar var jeg en Orm, iaften er jeg maafke 
Støv; jeg vil nyde Livet i Dag“. 

Og han ſenkede fig ned paa en fuldt udſprungen 
Roſe. Men den bedovende Vellugt var den ſtakkels 
Sommerfugl for ſterk; han blev borte i den. For⸗ 


gjæves ſogte Elſtelig at falde den til Live igjen, og 


efter at have begrckdt feſtede han fin ſmukke Ven med 
en Naal til ſin Hat og gik videre. 

Mod Middagen blev det Græshoppernes Tur at 
ſtandſe. 

„Lad os ſynge“, raabte de. „Heden vilde ganſke 
ødelægge os, om vi udſatte os formeget for Solen: 
Det er godt at leve i behagelig Hvile! Kom Elſkelig, 
vi ffulle oplive Dig og Du ſkal ſynge med os“. 

„Hor paa dem“, ſagde Tankefuld, „de ſynge ſaa 
ſmukt“. 

Men Trofaſt vilde ikke ſtandſe; han havde Ild i 
Aarerne; han gjoede ſaalcenge, til Elſkelig glemte Græs- 
hopperne for at folge den paatrengende Hund. 
Mod Aften modte han en Bi, füldladet med 
Honning. 

„Hvor gaar Du hen?“ ſpurgte han Bien. 

„Jeg vender tilbage“, ſvarede den; „jeg vil ikke 
forlade min Kube“. ls 

„Svad!“ raabte Elſkelig, „ſaa ihærdig ſom Du, og 


E EEN REE FE TEER  E 


er 


P 


R 


We 


N 0 AR etat ben JA SSEE EDER 


dog gjøre ſom Græshoppen og give Affald paa Udode⸗ 
ligheden ?” f 
„Dit Livets Slot er mig for langt borte,“ ſagde 


Bien. „Jeg har ikke Din WÆrgjærrighed, mit daglige 
Arbejde er mig nok; for mig er Arbejde Livet!“ og 
den floj tilbage. 


— Elfkelig var ſorgmodig over, at han allerede paa | 


den forſte halve Dag havde tabt faa mange Rejjefæller; 
men da han beteenkte, hvor lidt han havde opnaaet 
Maalet for den forſte Dagsrejſe, bankede hans Hjerte 
af Glæde; han klappede Trofaſt, fangede Fluer, ſom 


Tankefuld nippede af hans Haand, og ſov ind, fuld af 


Haab, drommende om ſin Bedſtemoder og de venlige 
Feer. 
(Fortſettes.) 


To Fortællinger om Crofaſthed. 
Af Bendix Hanſen. 


II. Svend og Marie. 
(Sluttet.) ; 
„Jo, det er mig; jeg vilde hjem og fe, hvordan 
det ſtod til”, lød hans Svar. 
„Ja, ſaa gaa kun ind til Din Moder“, ſagde 
Molleren og nikkede venligt ad ham. „Hun vil blive 
glad og Maria! Ja, det er nu ikke godt at ſige, 


hvordan hun vil blive tilmode. Godt er det, at hun | tidligere tilbage, men jeg blev borte, fordi jeg ikke 
er i Kirke. Forreſten kan Du bo her hos mig, ſaa⸗ | vilde byde Dig min Haand, for jeg kunde byde Dig 
længe Du vil, for der er knebent med Plads derinde, 


og her er jo Dit Hjem, og vi har Gud ſke Lov nok 


at holde Jul med“. 
Svend takkede og gik. 


Saa mødtes Moder og Son. „Goddag Moder“, 


ſagde han og rakte hende Haanden. 

Hun ſad ved Bordet og leſte Juleevangeliet, rejſte 
ſig langſomt op og greb hans Haand med begge ſine, 
og hun ſlap den ikke faa ſnart. 

„Herregud, min Dreng, ſaa kommer Du nu!“ 
ſagde hun. Stemmen ryſtede af Bevegelſe, og et Par 
Taarer liſtede fig ned ad Kinderne. 

„Ja Moder, nu kommer jeg“, ſvarede han. „Jeg 
kunde ikke holde det ud længere, jeg maatte hjem og 
ſe til Eder. Jeg vilde ikke komme, førend jeg kunde 
komme uden Bitterhed, og det kan jeg nu“. 


har jeg dog Dig igjen. Vi vare ſaa ene, Marie og 
jeg. Hvor hun vil blive glad, og dog er jeg neeſten 
bange for dette Mode. Du man være borte, inden 
hun kommer, for at jeg kan forberede hende“. 

De talte og talte og glemte ganſke Tiden, og inden 
de vidſte det, ſtod Marie i Doren. Hun fik ikke Doren 
lukket, men blev ſtagende ubevægelig, ſtottende fig til 
Dorſtolpen og ſtirrede paa Svend. 

AR hvor forandret. Ungdom og Skjonhed, Glæde 


hende. 
Haanden for Banden og kampede fvært for at holde 


mig eller offrer mig en Tanke. 


og Kjaekhed var borte, og der ſtod hun mu bleg og 
mager, træt og tynget, og med en tungſindig Feberild 
i Øjnene. Ja Livet havde tilvisſe taget haardt paa 
Sendes Bryſt arbejdede voldſomt, hun holdt 


fig oprejſt. 

„Goddag Marie“, ſagde Svend og gik henimod 
hende. É 

„Goddag Svend“, ſparede hun jaa ſagte, at man 
næppe kunde høre det. Saa bøjede hun Hovedet og 
ſank langſomt ſammen. Svend greb om hende for at 


holde hende oprejſt og hjælpe hende hen til en Stol, 
men meppe følte hun hans Arme omkring ſig, førend 


hun atter rejſte fig, ffød hans Haand tilſide og ilede 
hen til den Gamle. 

„Nej, Du ſtal ikke røre mig“, ſagde hun. „Jeg 
er ikke værd, at Du løfter en Haand for at” hjælpe 
Du troede faſt paa 
mig, men jeg tabte min Tro og ſveg Dig!“ En Bæven 
gik gjennem hende, og hun ſtjulte Anſigtet i fine 
Herder. . 

„Jeg lovede aldrig at glemme Dig, og jeg glemte 
Dig heller ikke“, ſagde han ſtille og ſagte, „men jeg 


har hort, hvordan Du er bleven friſtet og bedraget, 
gg jeg tilgiver Dig af ganſke Hjerte, Marie. 


Kunde 
jeg ikke gjøre det, fan var jeg en flet Mand; thi heller 
ikke jeg gjorde Ret imod Dig. Jeg burde kommet 


et godt Udkomme. Jeg ſamlede Penge og lod Dig 
udjættes for Friſtelſer, der vare ſparere, end Du 
megtede at bære. Det var en Svaghed i min Kjer⸗ 
lighed, og derfor er jeg heller ikke uden Skyld“. 

Hun ſtak i at græde, og der var Tavshed en 
Stund. 

„Nej, Skylden er alene min“, ſagde hun, da hun 
var bleven roligere. „Du maa ikke være vred paa Niels ; 
han er ſpag og letſindig, men ond er han ikke, det ved 
jeg. Han holdt af mig, og han troede ſaa beſtemt, at 
Din Kjærlighed ikke havde Noget at betyde, og derfor 
bedrog han fig ſelv og Dig og mig. Men jeg blev 
ham en ſlet Huſtru, thi jeg kunde ikke glemme og ikke 
tilgive. Jeg foragtede ham, ja ſommetider hadede jeg 


ham, og det blev hans Ulykke. Han ſkyede fit Hjem 


og ſogte Glæde og Forngjelſer udenfor Huſet, og det 
„O Gud ffe Lov og Tak!“ udbrod hun. „Saa 


var jaa naturligt, for han var jaa lyſtig, jaa let og 
munter. Han kom i ſlet Selſkab, og ſaa gik Alt galt. 
Jo Skylden er min, min alene!“ 

„Aa ja, Born“, ſagde den Gamle, „det kan nu 
ikke nytte at kives om, hvis Skylden er; vi ere alle 
ſyndige Menneſker, men Et ſkal vi gjøre, og det er at 
bøde paa Ulykken og fan det Bedſte ud af Fremtiden. 
Lad os nu blive ſammen og være hinanden til Troſt 
og Hjeelp.“ 

Svend blev i Møllen og arbejdede atter ſom 


Møllerjvend. Han havde nogle Penge, og dem brugte 
han til at hygge om fin Moder og Marie og fkaffe 
dem en og anden lille Glæde, og efterhaanden kom der 
en ſtille Fred og lidt Solſkin ind i de to Kvinders 
Hjem, men det var ikke Sommerens varme Glæde og 
Fred, det var Vinterens. J de to Kvinders Forhold 
til Omverdenen fkete ingen Forandring. De levede 
ſtille og affluttet fra Alle, og det gjorde Svend med. 
Marie var menneſkeſky, og Svend var indeſluttet og 
tavs. 


Der lod ingen Sang ud fra Mollen, og ingen 


ſtulde have troet, at den gamle tavſe Mollerſvend med 
det tungſindige Anſigt, der en ſjcelden Gang viſte ſig i 
Molledoren, hilſte flygtigt med Haanden til Huen og 
derpaa atter forſvandt, var hin glade og frejdige 
Ungerſvend, der hver Aften ſtod og ventede paa den 
unge Pige og fulgte hende opad Banken til Skoven. 

Da Moderen dode, flyttede Svend hen til en 
anden Egn, og Marie fulgte med ſom hans Hus⸗ 
holderſke. 

Fra Niels horte man aldrig. 


7 


„Jonen“ i Alperne, 

J Bjergegnene i Schweiz er ingen Vind ſaa 
bekjendt og af en faa ſtorartet Virkning ſom Fönen. 
Det er ikke nogen ſtedlig Bevegelſe i Luften, men en 
almindelig europeiſk, eller rettere afrikanſk Vind. Som 
den folde Nordenvind faar fit Prag af Ishavets Kulde, 
den fugtige Veſtenvind af det ſtore Atlanterhav, ſaaledes 
faar den ofte brændende hede Sydvind, Fonen, fin Varme 
fra Afrikas hede Sandorkener. Man ſkulde vel ſynes, 
at Alpernes Bjergtinder maatte beſkytte Schweiz mod 
dens voldſomme Virkninger, men i Virkeligheden blive 
disſe derved forſterkede. Bjergſpidſernes evige Sne 
- affjølev den hede Vind, hvorved Luften ved Afkjolingen 
bliver tungere og med Voldſomhed ſtyrter ned over 
Dalene. Om Vinteren og Vaaren er Fonen voldſomſt 
og er Bjergboernes Skræk, ſkjondt de Luftſyn, der gjerne 
gan fornd, ere meget ſmukke. Paa den ſydlige Syns⸗ 
kreds viſer ſig lette, meget brogede Slorſkyer, ſom ſamle 
fig om Vjergſpidſerne. Solen gaar bleg og glanslos 
ned pan den ſteerkt rodmende Himmel. Endnu længe 
længe gløde Stjerner i det livligſte Purpurfkjcr. Nat⸗ 
ten bliver ſval, duglos, gjennemſtrommet af folde 
Luftdrag. Maanen har en rødlig triſt Grund. Luften 
faar en høj Grad af Klarhed og Gjennemſigtighed, ſaa 
at fjerne Bjerge ſynes at nærme fig i en blaalig violet 


87 


Tone. Fra det Fjerne toner de højtliggende Skoves 


Suſen; Bjergbokkens, ved Sneens Smeltning øgede 
Vande bruſe fjernt hen gjennem den ſtille Nat. Et 
uroligt Liv ſynes overalt at rore fig og nærme fig 
Dalen. Med enkelte heftige Stød, der ijær om Vinteren, 


naar den forſt beſtryger de uhyre Snemarker paa Fjel⸗ 


2 


dene, ſtrax er faa rag og fam, melder den nærmende 
Fon fig; ſaa følger der pludſelig dyb Stilhed i Luften. 
Men ſaameget voldſommere bryder den paafolgende 
lumre Fon gjennem Dalen og ſpulmer ofte op til en 
raſende Orkan, der to til tre Dage herſker med vexlende 
Voldſomhed og fætter hele Naturen i et uendeligt Oprør. 
Zræer knakker og ſlynges i Dybet, løsrevne Fieldſtykker 


fylde Skovbakkene, Taget ryger af Huſe og Stalde. 
| Disje voldſomme hede Luftſtromme virke pinligt og 


cengſtende paa alt Levende. Køer, Heſte og Geder ſnappe 
ſtonnende efter friſk Luft, medens Fonen udtorrer deres 
Lunger, — Gemferne træffe fig ængftelig om paa 
Nordſiden af Bjergene eller tage Tilflugt til deres Klip⸗ 
pehuler; ingen Fugl ſees i Skov og Fjeld, — Menne⸗ 
ſket deler den almindelige Redſel; al Ild og Lys ſlukkes 
med Omhu, og Brandvagter drage fra Hus til Hus for 
at paaſe Slukningen, da den hede Vind med Voldſomhed 
udtørrer alt Zræværf, jaa at en eneſte Gniſt kunde 
anrette uberegnelig Skade i de af Tre byggede Lands⸗ 
byer. Med alle ſine Farer har Fonvinden dog ogſaa 
nogle gode Sider, — den ſmelter med ſine varme Luft⸗ 
ftrømme i fort Tid det alentykke Snedoekke om Vaaren 
og fremkalder et nyt ſmilende Liv over Dalen, ligeſom 
den paa Sletten om Efteraaret er en Betingelſe for 
Druens Modning. Under almindelige Forhold beſkytter 
den Lavningerne mod de farlige Overſvommelſer af 
Bjergvandet, da den med fin ftærfe torre Varme 
fremkalder en meget ſteerk Fordampning af Snevandet; 
men modes Fonſtormen med den kolde Norden- eller 
Veſtenvind, da bliver den dobbelt farlig. De i Luften 
opløfte Vanddampe fortættes pludſelig af Kulden og 
ſtyrte ned ſom en ſkybrudlignende Regn. Fjergelvene 
eller ſom de kaldes Vildbakkene ſvulme i fort Tid op til 
rivende Stromme, ſom tordnende ſtyrte over de bratte 
Fjeldſtranter, forkyndende Dod og Ødelæggelje paa 
deres uſtandſelige Fart mod Dalens Bund. J deres 
bratte Fald rive de med frygtelig Magt de ſtore Klippe⸗ 
ſtykker ned gjennem deres Leje, medens de i ſorte Bolger 
fore Zrær, Sand, Rulleſtene og Jord med lig og bedekke 
dermed de dyrkede Marker i Dalene. Vandenes Brolen, 
de vildt over hinanden rullende Klippeblokkes Dronen 
lyde vidt over Bjerg og Dal og fylde Beſkueren med 


en Radſel, ſom aldrig glemmes. Undertiden danne. de 


medførte Zræer, Klippeſtykker og Jord et Ojeblik naturlige 
Dermninger for Bælfens Lob, men kun for at de opho⸗ 
bede Vandmasſer i det næfte vildt ſlynges endnu mere 
ødelæggende ned i Dalen af Vandets utæmmelige Kraft. 
Beboerne ile derfor til med Stænger, Hakker og Skovl, 
forat ſorhindre Opſtemningerne. Oſte ſorandrer Strom⸗ 
men pludſelig fit Lob og river Huſe med fig og over⸗ 
ſtyller i et Nu de” frugtbare Marker med flere Alen 
Sand, hvorved mange Familiers Ejendom i et Ojeblik 
tilintetgjores, uden at Menneſkene ere iſtand til at 
forhindre Ulykken. : 


Hugflid. 


Mod Julen. . 


Aftenerne blive nu længere og lengere og Julen nærmer 
fig rafk. Mange begynde ſnart at tenke paa at glæde Venner 
og Frender med en eller anden lille Gave til den kjere Højtid, 
og man overvejer, hvormeget man har Raad til at koſte paa 
dette og hint. 5 

Og jan ſidder man. med alt dette og fjeder fig fan gyſeligt 
i de lange mørke Aftener. 

Mon Nogen tænfer paa, at Glæden med Julegaverne og 
de lange Afteners fornojelige Anvendelſe kunde falde faa herligt 
ſammen? Ganfke viſt tenke Enkelte derpaa, men de Allerfleſte 
have ingen Ide om, hvorledes ſaaledes den ene Glæde kan af— 
føde den anden og tenke flet ikke paa, hvor nemt man ved at 

more fig ſelv kan berede Glæde med Julegaver, uden en Skillings 
Udgift endda. 

Julen er ret Børnenes Højtid; det er dem, der ret frydes 
ved Julegaverne og ſom nok fan de fleſte, ikke alene i Rig⸗ 
mandens Hus, men ogſaa i det tarvelige Hjem. Og Born ere 
jaa grumme nejſomme, hvor man ikke har forvent dem. Det 
var da Meningen med disſe Linier at henlede Forældrenes, de 
ældre Sodſtendes og Tjeneſtefolkenes Opmeerkſomhed paa, hvor 
godt de kunde faa mangen en Fjedelig Aftentime til at gaa ved 
at tenke lidt paa de Smaa til Julen, ved at lave en og anden 
Smaating ſom Julegave til dem. 

Nu lyder der naturligvis allevegne Indvendinger. Man 
vilde viſt gjerne mange Steder faa Aftentimerne til at gaa ved 
lidt Sysſel, men der er fan meget i Vejen for at faa begyndt. 
Man har intet Verktej, man favner Materiale og man ved 
flet ikke, hvordan man ffal bære fig ad; ſaaledes lyder det over— 
alt — og man faar aldrig begyndt. „Husvennen“ vil bede 
alle disſe Tvivlere med „den gode Villie“, der dog ikke kan 
bringe dem til at hoppe over det forſte Halmſtraa, der kommer 
i Vejen, om endelig at mindes, at Born ere nojſomme. 
Naar mau vil tage fig lidt af de Smaa, hører der grumme 
lidt til for at fornoje dem. Vi mindes en Gang at have ſet 
opbevaret ſom Helligdomme en Del gaufke ſmaa ſimple Traſager⸗ 
Der var allehaande ganffe ſmaa Redſkaber: Knive, Saxe, Save 
o. ſ. v., ſnittede af Bogepinde, ſmaa Borde, Skamler og Stole 
af ſamme Materiale, ſammenſat med Lak, 
fornuftige Vorne ſaadanne Bagateller? fordi de mindede om 
mange glade Barnetimer, naar de om Aftenen ſad om Bordet, 
og Faderen, for at more dem, tog Bogeſplinter af Brendekurven 
og med fin Pennekniv ſnittede deraf, hvad der faldt ham ind. 

Mangen lang Afteutime forkortedes for Faderen, og Børnene 
jublede for hvert ubetydeligt Stykke Kniven fremſtillede af 
Brandepindene. å 

Vi fremhæve dette lille Træt af Livet for at viſe, at der 
hverken behøves ſynderligt Verktoj — en Kniv, Syl, Hammer 
og Sav har man jo allevegne — eller ſerligt Materiale, for at 


i 


Hvorfor opbevarede" 


88 


| alt, hvad der omgiver os, Gjenſtande og Redffaber. 


„ 


„hitte paa” at lave en eller anden lille Gjenſtand. Forferdiges 
den med det Formaal at more Bornene, kan man være vis 
paa at naa fit Maal, om den er aldrig faa ſimpel og klodſet 
lavet. ) 

Der kjobes hvert Aar Masſer tydſt Legetøj til Julegaver 
for Børnene, og de naa ned til den fattigſte Hytte; hvor meget 
kunde ikke erſtattes uden Bekoſtning, ved Anvendelſe af nogle 
Aftentimer. Vi mene ikke at man ftal efterabe det tyffe, ofte 
ſkore og daarlige Legetøj. Er man i Tvivl om, hvad man ſtal 
lave, jaa tager man ikke fejl ved at forferdige Efterligninger af 
Prop en 
Gang paa, hvormange morſomme Ting man kan danne, naar 
man en Aften tager nogle ganſke tyndt fkaarne eller hovlede 
Smaabrader af ſkert Fyrretræ, ſom tykt Cigarkasſetre, med 
ind i Stuen, og man har forſynet fig med en ffarp Kniv, en 
Syl og en lille Hammer. Legetøj, ſom en lille Harve, et Trug, 
en Hjulbor, Skammel, Bænk, Bord o. ſ. v. er let dannet; ja 
Ovelſen og Lyſten gaar ſnart faa vidt, at man maaffe faar en 
hel Vogn i Stand. Prøv blot om det meſt ſtraalende tyffe 
Legetøj i Længden volder Barnet en faa ſund Glede, ſom denne 


| Vogn, maaſte blot en Karre med to Hjul, Per eller Povl har 
lavet, ſom Drengen maaſte med ſpendt Opmarkſomhed har ſet 


blive til Stump for Stump. — Det er ren Fordel, uden Tab, 
paa alle Sider: Meſteren, der ſtolt af fit Verk, ivrigt arbejder 
derpaa, glider Tiden faa dejligt for; og det er en velſignet Be⸗ 
vidſthed at man arbejder for at gjore Andre en rigtig Glæde. 
Børnene blive lykkelige ved det tarvelige Legetøj, ſom ilke for- 
vænner dem eller gjør dem fordringsfulde, og mangt et Ven⸗ 
ffabsbaand mellem Tyende og Born knyttes med det ſamme 
ved den Glæde og Taknemlighed, der vakkes ved ſaadant Pilleri⸗ 
arbejder, Venſkabsbaand, ſom ofte voxer op med Barnet og 
ſkaber gjenſidig Hengivenhed for hele Livet. 

Medens en ſovnig Hendoſen af Tiden eller Byrenden med 
Kortſpil, Sviren og Sladren, der gjerne folger med, bidrager 
til at fjerne Husbond og Tyende fra hinanden og til at vælte 
gienſidig Misnoje og Uvillie, fan vil lidt Aftenſysſel, ſelb om 
det blot, ſom antydet er til Leg og Morſtab, uden at give Udbytte 
i Penge, virke i modſat Retning. „Den, der tager Barnet ved 
Haanden, tager Forældrene ved Hjertet”, ſiger Ordſproget, men 
hvor der er et hjerteligt og godt Forhold mellem Bydende og 
Lydende, mellem Huſets Beboere indbyrdes, der er „godt at være,” 

Hvor man derfor fjeder fig i de lange Aftener, fordi man 
favner Sysſelſettelſe, der raader „Husvennen“ til at fan Kniven 


"godt ſlebet og nogle ffære Pinde og Smaabreder med ind i Stuen 


om Aftenen for fan efter Lyſt og Lune at ſnitte ſimple Smaa⸗ 
ſager for Bornene til Julen. Maaſte faar man derved fat i den 
„Pind“, hvorom et hyggeligt Aftenſede kan danne fig. 


; Opløsning 
paa Gaaden i Nr. 10: Gulvet, Ulve. 


Brevvexling. 1 
Til samtlige Abonnenter. For at-Udgiveren i rette Tid kan bestemme Oplagets Størrelse for næste Kvartals 


Vedkommende, for at Postvæsenet ikke for meget skal ulejliges med Efterbestillinger, og endelig for at Læserne ikke 
skulle komme til at savne et eller flere Numre i rette Tid ved Kyartalsskiftet, bedes de ærede Postabonnenter om at 


indsende Bestilling med Betaling for Januar Kvartal snarest efter Modtagelsen af nærværende Nr. 
ikke forpligtede til at minde Abonnenterne om Bladets Bestilling. 


Postkontorerne ere 


5 De Abonnenter, som modtage Bladet gjennem Boghandelen betragtes derimod som vedvarende saa længe Bladet 
ikke afbestilles og ville saaledes uden Afbrydelse erholde det uden yderligere Bestilling. - 


Husvennen udfommer til hver Søndag med 


et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 


Fjerdingaaret, frit tilſendt. „Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn, 


Trykt hos J. H. Schultz. 


* * e W * 
13 . id . 3 N N 


e eee 


D 


(ØE San] 


1 


W 


V 


for Mlorſkabslusning, Oplysning og Bus flidl. 


Adginet ak 


Nr. 12. 


N. C. Rom. 


Ti. December 1823. 


Indhold. Livets Slot, Neapolitanſt Sagn efter Edouard Laboulaye, med fire Billeder, (Fortſat.) — Om Juſekternes Mufkelkraft. 


— Husflid. — Blandinger. — Gaade. 


Livets Slot. 


Acapolifanſt Sagn efter Edouard Laboulaſe. 
(Fortſat.) 


— 


IV. 


Næfte Morgengry vakkede Tankefuld fin unge Herre. 

„Lad os ſtaa op. Havet begynder at bølge mod 
Stranden, Fuglen at ſynge, Fluen at ſumme, Blomſten 
at aabne fig for Solen; lad os begive os van Vej, 
det er paa Tiden.“ 

„Vent et Ojeblik“, ſagde Trofaſt; „Dagsrejſen er 
ikke lang, inden Middag fe vi Templet i Peſtum, og 
vi ſkulle ſtandſe der iaften.“ 

„Myrerne ere allerede paa Vej”, gjentog Tankefuld. 
„Vejen er vanſkeligere end igaar. Luften bliver mere 
trykkende, lad os gaa.“ 

Elſkelig havde i Drømme jet fin Bedſtemoder, 
ſom ſmilede til ham, og han begav fig derfor paa Vej 
maaſke endnu frejdigere end Dagen forud. Dagen blev 
dejlig. Til Hojre laa Havet, ſom langſomt hævede fine 
blaanende Bølger og med ſagte Bruſen rullede dem op 
paa Stranden; til Venſtre, langt i det Fjerne, ſyntes 
Bølgerne bremmede med Morgenroden; pan Sletten 
det friſke høje Græs, næften dulgt af Blomſter, en Vej 


omplantet med kolige Zræer og ligefor en Synskreds 


uden Skyer. Henrykt og fuld af Fryd troede Elſkelig 
lig allerede at være ved Rejſens Maal. Trofaſt ſprang 
omkring paa Marken og jog de opfkreemmede Agerhons 
paa Flugt, Tankefuld tabte fig i Højden, legende med 
Lyſet. 

Nu blev Elſkelig opmcerkſom paa en prægtig Ged 


| 


midt imellen Sivene, ſom længjelsfuldt ſyntes at betragte 
ham, ſom om den bad ham komme nærmere; men da 
han gik efter den, ſprang Geden bort uden dog at fjerne 
ſig ret meget. Dette gjentog den tre Gange, ſom om 
den vilde ægge Elſkelig til at forfølge fig. 

„Vi ſkulle folge hende“, gjøede Troſaſt, „jeg ſkal 
afſkere hende Vejen, fad vi fart ſkal have hende 
fanget.“ : 

„Hvor er Tankefuld?“ ſpurgte Drengen. 

„Det kan være det Samme!” gjentog Trofaſt, 
„det bliver kun et Ojebliks Sag. Stol paa mig, jeg er 
ſkabt for Jagten, Geden er vor!“ : : 

Elſtelig lod fig ikke dette ſige to Gange. Medens 
Trofaſt gjorde en Omvej, nærmede han fig Geden, ſom 
var ſtandſet mellem nogle Faar, ligeſom for at lade ſig 
fange; men hun ſprang bort, ſaaſnart Jeægerens Haand 
rorte ved hende. 

„Mod Herre“, raabte Trofaſt ivrigt, idet han vilde 
drive Geden fra fin Plads; men med et Stød med 
Hornene kaſtede hun Hunden ivejret og flyede hurtigt 
ſom Vinden. ; 2 

Elſkelig ſkyndte fig fremad for at forfølge hende. 
Trofaſt med røde Øjne og Tungen ud af Halſen ſprang 
omkring og gisede raſende. De ſprang over Stof og 
Sten, Stromme og Vandpytter uden at lade ſig ſtandſe 
af Noget. Geden ſagtnede træt fin Fart. Elſkelig fordob⸗ 
lede fin Iver og ſtrakte allerede Haanden ud for at 
fange den, da Jorden pludſelig aabnede-fig under hans 
Fodder, og han ſtyrtede med ſin Ledſager i en dyb 
Grube, ſom var løft overdækket med Kviſte. 

Han havde endnu ikke rejſt fig efter det voldſomme 
Fald, da Geden nærmede fig Kanten og raabte; 


„Der bleve J narrede! Min Mand er Ulvenes 
Konge, ſom ſtrax ffal æde Jer op begge to“. 

Derefter forſvandt hun. AR 

„Herre“, ſagde Trofaſt, „Feen havde Ret, da hun 
advarede Dig mod at folge mig; vi have begaget Dum- 
heder, og det er mig, ſom har fort dig i Fordeervelſe; 
jeg er Aarſagen til, at Du er fortabt!“ 

„Vi ſkulle idetmindſte forſvare vort Liv, ſaalcenge 
vi formaa“, ſagde Elſkelig. 

Hermed tog han ſin Riffel og ladede begge Lob 
forat tage imod Ulvekongen. Noget beroliget betragtede 
han Ulvegraven, i hvilken ban var faldet; den var for 
dyb til at komme op af. Han maatte ſaaledes vente 
Doden i dette Dyb. Trofaſt forſtod ſin Vens Blik. 

„Herre“, ſagde han, 
„om Du tager mig i 
Dine Hænder og prøver 
paa at hjælpe mig, ſkal 
det maaſke kunne lykkes 
mig at naa Kanten, og 
er jeg forſt oppe, ſkal 
jeg nok faa hjulpet Dig, 
ſaa at vi kunne blive 
frelſte“. 5 

Elſkelig havde kun 
lidt Haab. Tre Gange 
ſogte han at kaſte Hunden 
op af Gruben, og lige faa 
ofte faldt det arme Dyr 
ned igjen. Endelig fjerde 
Gang klamrede Hunden 
lig faſt ved nogle Træ: 
rødder, og ved Hjælp af 
Tender og Klger ſlap 
den op af Hullet. Strax 
kaſtede den de afhugne Æ3 
Grene ned, ſom laa 
paa Kanten. Elſfkelig 
var hurtig og flink; Faren og Vred 
Jver, og ſnart havde han dannet en Stige af Grene op 
ad Skrenten og ſvang fig op af Hullet, gjorde fin Riffel 


færdig til Skud og ſtillede lig bag et Tro for at afvente 
Fjenden. g ; 


Pludſelig hørte han et gresſeligt Hyl; et gruop⸗ 
væffende Dyr: med krogede Tender for mod ham med 
uhyre Spring. Med bævende Haand ſigtede Elſkelig og 
ſtod. Skuddet havde truffet. Dyret rullede hylende 
hen ad Marken, men rejſte fig 
Modigt ſprang nu Trofaſt til og greb Udyret ved Halſen, 
men Ulven ryſtede ſig blot, og den ſtakkels Hund blev 
kaſtet til Jorden; den var bleven flugt i en Mundfuld, hvis 
den ikke haſtigt havde kaſtet fig til Side, men den miſtede 
dog fit ene Øre, Nu kunde hans Herre endelig komme 


til igjen og ſkod fit andet Skud mod Ulvens Bov; den 
faldt, men rejſte fig atter og kaſtede fig med ſin fidſte 


og gjentog Anfaldet. 


Styrke over den unge Jager, ſom ſtyrtede under den. 
. Ved dette grægjelige Anfald anſaa Elſkelig fig for fortabt, 
men uden at tabe Beſindigheden anraabte han de gode 
Feers Biſtand, idet han ſtodte fin Dolk dybt i Sjertet 
paa fin Modſtander, der var færdig til at ſluge ham, 
men nu pludſelig ſtyrtede død om. 

Bedekket med Blod og Støv, reiſte Elſtelig ſig 
bavende og fatte fig paa et fældet Tre. Trofaſt nærmede 
fig krybende til ham uden at turde fe op til ham, da 
den vidſte, hvor ſkyldig den var. Forknyt ſagde den: 

„Herre, hvad ſtal der blive af os, Dagen gaar, og 

vi ere langt fra Peſtum“. 
i „Vi maa prove at naa dertil”, ſparede Ynglingen 
og reiſte fig, men han var faa ſpag, at han atter maatte 
jætte fig. En brændende Torſt fortcrede ham; han 
havde Feber. Med Tankerne hos Bedſtemoderen, begyndte 
han at græde. Hvor fnart havde han ikke glemt fit 
hellige Løfte! Skulde han dø i et Land, Ingen vender 
tilbage fra, uden at frelſe hende, og det for en usſel 
Geds Skyld? Hvile Samvittighedskvaler voldte det 
ikke den ſtakkels Gut? Hvor denne Dag ſluttede ſorgeligt, 
medens den var begyndt ſaa ſmukt! 

Snart hørtes ulykkeſpaaende Hyl; det var Ulve 
kongens Brødre, ſom nærmede fig til hans Fordervelſe; 
han favnede Trofaſt, fin eneſte Ven; han tilgav ham 
hans Letſindighed, ſom de nu begge ſtulde bøde for 


med Livet. Saa ladede han atter fin Riffel, bad til de 
| gode Feer, i hvis Varetægt han anbefalede 
| moder, og beredte fig til at dø. 


fin Bedſte⸗ 


„Elſkelig! Elſkelig! hvor er Du?“ raabte nu en ſped 
Stemme, ſom ikke tilhorte Andre end Tankefuld. 

Den kom flyvende og ſatte ſig paa hans Hoved. 

„Friſt Mod!“ kvidrede den, „Ulvene ere endnu 
langt borte. Zæt herved har jeg fundet en Kilde til 
at ſlukke Din Torſt i og ſtandſe Blodet, ſom flyder af 
Dine Saar, og dernæft har jeg opdaget en af Grasſet 
ſtjult Gangſti, ſom kan fore os til Peeſtum.“ 

Kampfellerne flæbte fig, vejledede af Svalen, til 
Kilden, ſitrende af Frygt og Haab. Derefter ſloge de 
ind paa den af Græsjet dakkede Gangſti, oplivede ved 
Svalens muntre Kvidren. Solen ſank, og de gik nogle 
Timer i Morket, men ſaaſnart Maanen ſtod op, vare 
de udenfor al Fare. Dog foreſtod dem en mojſommelig 
og farlig Vej, til hvis Vandring de ſavnede Morge⸗ 
nens friſke Kraft og ſkyldfri Villie. Der var Sumpe 
at gjennemvandre, dybe Klofter og Stenhoje at klattre 
over, Skovkrat at gjennemtreenge med Fare for at 
ſonderſlide Anſigt og Hænder. Men da Elſtelig ſtadigt 
tænkte paa, at han havde fit letſindige Fejltrin at gjøre 
godt, og fin Bedſtemoder at redde, blev hans Hjerte 
jaa glad, at hans Kræfter og hans Haab fordobledes 
ved Anſtrengelſen for hvert Trin. Efter tuſinde Moj⸗ 
ſommeligheder og Farer naaede de endelig til Poſtum, 
da Stjernerne vifte, at det var Midnat. 


Elſkelig kaſtede fig ned paa en Stentrappe i Nep⸗ 


tunstemplet og ſov ind efter at have takket Tankefuld; 
ved hans Fødder laa Trofaſt ſorgende, blødende og 
ſtille. ; : 


V. ; 
Hvilen blev ikke lang. Elſkelig var oppe før 
Dagen, ſom denne Gang blev tilbage. Da han ſteg 
ned ad Templets Trappetrin, ſaa han Myrerne, ſom 
opførte en ſtor Jordhoj og deri gjemte Kornene fra den 
nye Hoſt. Hver Myre gik og kom, talte med ſin Nabo, 
modtog eller gav Befalinger. De flæbte Halmſtraa, de 
rejſte ſmaa Troeſtumper, de transporterede døde Fluer 
og opſtablede Forraad af Føde for hele Vinteren. 
„Hvad“, ſpurgte Elſkelig; „gaa J ikke til Livets 
Slot? Afſige J Eder Udodeligheden?“ 
„Vi have ſlidt nok“, ſvarede en Arbejdermyre ham; 
„Hoſtdagen er kommet, Vejen lang, Fremtiden uvis, og 
vi ere nu rige. Narren gjør Regning paa Dagen 
imorgen, den Viſe benytter ſig af den nærværende 
Naar man har ſamlet tilſtrekkeligt, beſtaar den rette 
Livskundſkab i at nyde”. 
Tankefuld paaſtod, at Myren var Egoiſt, og om 
Livet kun var til for Nydelſens Skyld, ſaa var Som⸗ 
merfuglen klogere. Kvidrende dette, floj Tankefuld 
liwligere end nogenſinde for at viſe dem den rette Vej. 
Elſtelig begav fig tavs paa Vejen, og ſkammede 
fig for fig ſelb over Gaarsdagens Dumheder; men han 
fatte fig for, at denne Dag ſkulde Intet opholde ham 
paa Vejen. Trofaſt fulgte ſin unge Herre, haltende og 
med fit ſonderrevne Øre, ikke mindre drømmende end han. 
Ved Middagstid ſogte man en pasſende Plads for 
at hvile lidt ud. Luften var mindre brændende end 
den foregagende Dag, det var ſom om Land og Aarstid 
var omvexlet. Vejen gik over Enge, ſom nyligt vare 
ſlagne for anden Gang, gjennem ſmukke Vingaarde 
med ſmilende Druer, tilplantede med Figentræer, aldeles 
overfyldte med Frugter. Tufinde brogede Inſekter ſurrede 
omkring i Luften; Synskredſen var ſom overtrukken med 
et gyldent Skjcer, Luften var mild og ſtille, Alt indbød 
til Hvile. 

Paa en af de ffjønnefte Enge ved Bredden af 
en Kilde, ſom ſpredte Kolighed om fig, i Skyggen af 
Lon og Aſk opdagede Ynglingen en Sjord Hornkveg, 
ſom tyggede Drøv. 

Blødt hvilende i Græsjet, dannede de en Kreds 


Anforer og Konge. Elſkelig nærmede fig høfligt og blev 
venligt modtaget. Ved et Tegn med Hovedet vifte den 
ham ſtore Fade fulde af Melk og Fløde og indbød de 
Rejſende til at tage Plads. Ynglingen beundrede de 
fredelige og kraftfulde Dyrs rolige Værdighed. En 
Guldring, ſom hvert Dyr bar i Næjen, forøgede deres 
majeſtetiſke Udſeende. Elſkelig, ſom var mere ſtille og 
ſat end den foregagende Dag, tænkte mod fin Villie paa, 


hvor behageligt det maatte være at leve i Skadet af 
denne yppige og fredelige Natur; om Lykken kunde 
findes noget Sted, maatte det visſelig være her. 

Trofaſt var ojenſynligt af ſamme Mening. Det 
var paa den Aarstid, da Vagtlerne drage til Afrika, og 
Marken var dakket med trætte Fugle, ſom ſamlede 
Kræfter til den lange Flugt over Havet. Trofaſt beho⸗ 
vede blot en lille Anſtrengelſe for at gjøre en fyrſtelig 
Jagt. Met paa Vildt, lagde han ſig ned ved Herrens 
Fødder og ſov ind. 

Da Kvæget havde endt Drovtygningen, indledede 
Elſtelig, ſom frygtede for at ſynes uſelſkabelig, en Sam⸗ 
tale med den gamle Tyr, ſom viſte, at denne ikke ſavnede 
en dyrket Forſtand og ſtor-Erfaring. 


omkring en gammel Tyr, der ſyntes at være deres 


„Er Du Ejer af denne ſtore Ejendom?“ ſpurgte han. 

„Nej“, ſvarede den gamle Tyr; „vi ſaavelſom hele 
Herligheden tilhører Feen Pad de, den rigeſte af alle 
Feerne.“ 

„Hvad fordrer hun af Jer?“ ſpurgte Elſtelig igjen. 
j „Intet Andet end at vi fkulle bære denne Guldring i 
| Ræjen og at betale hende Afgift derfor i Melk“, ſvarede 
Fyren, „ſamt Tid efter anden at overlade hende nogle 
Kalve, for at hun med dem kan beveerte fine Gjeſter. 
For denne Pris nyde vi vor Overflod i fuldkommen 
Sikkerhed og Fred. Vi have Intet at ønffe, Ingen at 
misunde paa Jorden, der findes Ingen, der er lykkeli⸗ 
gere end vi“. 

„Har J aldrig hort Tale om Livets Slot og 
Udodelighedens Kilde?” fremſtammede Elfkelig jagte, 


z 


92 


idet han, uden at vide hvorfor, rodmede ved Sporgs⸗ 
maalet. ; ; 

„Hos vore Fædre”, ſparede Tyren, „fandtes nogle 
Gamle, ſom endnu talede om disſe Fabler; men viſere 
end vore Forfedre vide vi nu, at der ikke gives nogen 
bedre Lykke end at tygge Drov og ſove.“ 

Forſtemt rejſte Elfkelig fig for at fortjætte fin 
Vej, og ſpurgte om, hvad det var for firkantede og 
rodladne Taarne, ſom man faa i Afſtand. 

„Det er Feens Palads, ſom ſpœerrer Vejen”, 
ſagde Tyren. „Du maa pasſere dette for at kunne 
fortſette Rejſen. Du vil ſnart faa Feen at je, min 
unge Ven, og hun vil 
gavmildt byde Dig fin 
Gjeeſtfrihed og Rigdom. 


Gior ſom Dine For⸗ 


undring over fin ny Ven. Hvert Ojeblik ſad en ny 
ubetenkſom Flue faſt i Nattet, og hver Gang bod 
Edderkoppen, af Opmeerkſomhed mod fin forundrede 
Ven, denne det friſke Bytte, da pludſelig et Vindpuf, 
jaa let, at det ikke bragte en Fier paa Svalen af 
Lave, for gjennem Troet. Tankefuld ſogte Edderkoppen; 
men Nettet var ſonderrevet af Vinden, og det ſtakkels 
Dyr hængte faſt med et Ben ved fin ſidſte Traad, da 
en Fugl tog den i Forbifarten. 


VI. 
Atter paa Vej naaede 
vore Rejſende helt ſtille 
Fru Paddes Palads. 


gengere og tro mig, 
alle have modtaget vor 
Herſkerindes Velgjernin⸗ 
ger og alle have be⸗ 
fundet ſig vel ved at 
forſage deres Drømme 
og leve lykkeligt i Vir⸗ 
keligheden.“ 

„Og hvad er der 
blevet af dem?“ ſpurgte 
Elſkelig. 

„De ere blevne Kvæg 
ligeſom vi“, ſoarede 
Tyren roligt; og ſom 
om han endnu ikke havde 
endt fin Middagslur, 
ſenkede han Hovedet og 
døjede hen igjen. 

Elſkelig gyſte og vafte 
Trofaſt, ſom ikke vejfte 
ſig uden Knurren. Han 
kaldte ad Tankefuld; men 
hun ſparede ikke; hun 
talte ſammen med en 
Edderkop, ſom mellem 
et Par Afkegrene havde 
udfpændt fit ſtore Net, 
ſom glinſede i Solen 
og var fuldt af Fluer. 
„Hvortil“, ſagde Edderkoppen til Svalen, „hvor⸗ 
til ſaa lang en Rejſe? Hvortil tjener denne Omſkiften 
af Land og Klima, at vente ſit Ophold af Solen, af 
Luften, af en Husbond? Se paa mig; jeg er ikke af⸗ 
heengig af Nogen og ffaffer mig Alt ved egen Kløgt. 
Jeg fraadſer i Myg og Fluer ved min Kunſt og mit 
Snille; Intet kan ſkuffe mine Beregninger eller min 
Lykke, for hvilken jeg alene har mig ſelv at takke!“ 

Tre Gange kaldte Ynglingen paa Svalen, uden 
at denne horte paa ham. Den ſad fortabt i Be 


Elſtelig blev med megen 
Hojtidelighed modtaget 
og indfort af to ſtore 
prægtige Vindſpillere 
med Purpurdaekkener 
over Ryggen og et jvært 
Guldhalsbaand, ved hvil 
ket der i en tyk Guld⸗ 
kjcede hang funklende 
Rubiner. Efter at have 
gjennemvandret en ſtor 
Mengde Varelſer, fyldte 
med Malerier, Billed⸗ 
ſtotter, Guldbrokader og 
Silketojer, ſamt med 
Kufferter, fulde af Penge 
og Skrin fyldte med 
glimrende Smykker, 
traadte Elſtelig og hans 
Rejſefqeller ind i en rund 
Tempelhal, ſom var 
Feens Modtagelſesvee⸗ 
relſe. Murene vare af 
den blaa Lazur, og den 
blagemaillerede Lofts⸗ 
hvælving blev baaret af 
tolv riflede Sojler af 
fint Guld, hvis Blad⸗ 
kapitcler vare alabaſt⸗ 
hvide indfattede i Guld. Paa en bred Silkeleeneſtol 
ſad en Fro, ſaa ſtor ſom en Kanin; det var Feen 
Padde, Slottets Gudinde. Ikledt en Skarlagens 
Kappe med glimrende Wdelftene havde den elſtverdige 
Fru Padde paa Hovedet et takket Diadem af Rubiner, 
hvis Glans oplivede hendes ſtore, i Gult og Grønt 
marmorerede Kindben. Saaſnart hun blev Elſtelig 
var, rakte hun ham-fine fine Fingre, ganſke befæstede 
med Ringe, og den arme Fyr var nødt til af 
Hoflighed at; fore dem til ſine Laber, idet han 


bøjede Knæ for den Mægtige, der kunde ſtandſe 
Rejſe. i 

„Min Ven“, ſagde hun til ham med en raa hæs 
Roſt, hvis Haardhed hun forgjeves ſogte at mildne; 
„jeg ventede Dig; jeg vil ikke være mindre, edelmodig 
mod Dig, end mine to Soſtre have været, Du har 
endnu kun ſet en ringe Del af mine Rigdomme. 
Dette Slot med fine Malerier, Billedſtatter og gyldne 
Skatte, fine umaadelige Jordejendomme og utallige 


hans 


Dig ſelv at blive den Rigeſte og Lykkeligſte blandt 
Menneſker“. 3 
„Hvad ſkal jeg da gjøre?” ſpurgte Clffelig med 
bankende Hjerte. 
„Saa godt ſom Intet”, ſparede Feen. „Du ſkal 
blot ffære mig i halvptredſindstyve Stykker og for⸗ 


Elſkelig med rodere Dine end ſedvanligt, begyndte hun 
at kvekke paa den kjcelneſte Maade. ' 

„Maa han da ikke koge Stykkerne?“ ſpurgte 
Tankefuld, ſom med flor Fornojelſe havde gjennemflojet 
Feens dejlige Haver. f 

„Nej“, ſparede Fru Padde, „han maa æde mig 
raa, men han kan gaa omkring i mit Palads og rore 
ved alle mine Skatte og ſige fig ſelb, at han ved at 
give mig denne Prøve paa fin Hengivenhed fkal komme 
til at eje det Altſammen“. 

„Herre!“ ſukkede Trofaſt med bonfaldende Mine, 
„fat Mod! vi have det ſaa dejligt her“. 

Tankefuld ſagde Intet, men hendes Tavshed var 
et Onfke. Hvad Elſkelig angaar, jaa tænfte han blot 
paa Kvæg med Guldringe i Næjen; han mistroede 
Feen, og hun anede det. 

„Tro ikke, at jeg vil bedrage Dig, min bedſte Ven“, 
ſagde hun til ham. „Naar jeg byder Dig Alt, hvad 
jeg ejer, faa begjcerer jeg en Tjeneſte af Dig, ſom jeg 
belønner værdigt. Saa ſnart Du fuldfører Alt, hvad 
jeg beder Dig om, faa vil jeg ftaa for Dig ſom en 
ung Pige, dejlig ſom Venus, undtagen paa Fodder og 
Hender, ſom jeg maa beholde ſom en Fro. Det er 
dog Smaating, naar man er rig. Allerede have ti 
Prinſer, tyve Hertuger og tredive Grever bonfaldet 
om at faa mig til gte, ſom jeg er, men naar jeg 
bliver Kvinde, vil jeg give Dig Fortrinet, og vi fkulle 
tilſammen nyde min umaadelige Rigdom. Rodm ikke 
over Din Fattigdom; Du bærer en Skat hos Dig, 
ſom opvejer alle mine, det er den lille Flaſke, ſom min 
Soſter har givet Dig;“ og hun udſtrakte fin ſlimede 
Hænder for at gribe Talismanen. 

„Aldrig!“ raabte Elſtelig, idet han for tilbage, 
„aldrig! Jeg vil hverken have Hvile eller Rigdom, 
jeg vil bort herfra til Livets Slot!“ 

„Det ſkal aldrig ſke, Elendige!“ kockkede Feen i 
Raſeri. 


Hjorder, er alt Dit, om Du vil; det beroer alene paa | 


tere mig uden Medlidenhed. Det er ikke ſaa for⸗ 
ſkrekkeligt“, tilføjede hun med et Froſmil; og betragtende 


W 


J ſamme Nu forſvandt Paladſet. En Ring af 
Luer omgav Elſkelig og et uſynligt Taarnuhr begyndte 
at ſlaa Midnatstimen. 

Ved, det forſte Slag bævede Unglingen, og ved 
det andet kaſtede han fig janfesløft midt ud i Luerne. 
At dø for fin Bedſtemoder, var det ikke den eneſte 
Maade, paa hvilken han endnu kunde beviſe hende fin 
Anger, Troſkab og Kjærlighed. 


VII. 

Til hans Forundring veg Ilden bort fra Elfkelig 
uden at berøre ham. Han befandt fig helt uventet 
i et andet Land med fine to Ledſagere ved fin Side. 

Dette Land var rigtignok ikke Italien. Det var 
et Island ved Jordens Ende. Elſkelig var forvildet 
paa et ſnedeekt Bjerg. Omkring fig fan han ikke Andet 
end Buſke, bedokkede med Rimfroſt, og Vandet drev 
ned fra Grenene. 
Taage isnede ham til Marv og Ben. Den opblødte 
Snemark ſank under hans Fodder, og til Toppunktet 
af hans Ulykke befandt han fig paa Kanten af en brat 
Sfrænt, ved Foden af hvilken en Strom med ſtarrk 
Bruſen brød fig mod Klippekanten. Med fin Dolk 
afffar han en Stok af et narſtagende Tro for at ſtotte 
fine ſpigtende Trin. Trofaſt, med Halen mellem Benene 
tudede jagte; Tankefuld forlod ikke fin Herres Skulder; 
hendes fine Fjedre vare daekkede med ſmaa Isſtjerner. 
Det arme Dyr var halvt død, men hun opmuntrede 
dog Elſkelig og beklagede fig ikke. 

Da han efter utrolig Moje naaede han til Bjergets 
Fod, fandt han en Flod bedælfet med umaadelige Is⸗ 
ſtykker, ſom ſtodte mod hinanden og hyirvlede vildt 
mellem hverandre i Strømmen. Denne maatte pas- 
ſeres uden Bro, uden Baad, uden Hjælp. 

„Herre“, ſagde Trofaſt; „jeg kan ikke gaa Tængere 
og forgaar af Pine. Forbandet være Feen, ſom ſatte 
mig i Din Tjeneſte og fremdrog mig af Intet!” 

Da han ſagde dette, lagde den ſig ned i Sneen 
og rørte fig ikke mere. Elſkelig ſogte forgjcves at 
oplive hans Mod og kaldte ham ſin Kammerat, ſin Ven. 
Alt hvad den ſtakkels Hund formagede, var for ſidſte 
Gang at bejvare fin Herres Kjærtegn med at ſlikke 
hans Haand; derefter ſtivnede hans Lemmer; den var 
dod. g i: 

Elſkelig loftede Trofaſt op, tog ham van fin 
Skulder og beſteg med fit ſidſte Mod et Jsſtykke, ſtadigt 
fulgt af Tankefuld. Med fin Stav. ftødte han fit 
ſkrobelige Fartøj ud i Strømmen, ſom ſtrax bortforte 
ham med gruopvekkende Hurtighed. 

„Herre“, ſagde Tankefuld, „Horer Du Havets 
Dron? vi gan mod Afgrunden, ſom vil opſluge os. 
Giv mig Dit ſidſte Kjærtegn og Farvel!” 

„Nej“, ſagde Elſkelig, „hvorfor ſkulde Feerne have 
bedraget mig? Maaſke er Savnen nær? maaſke der 


En fugtig og gjennemtrængende 


over Skyerne findes Solſkin; flig op, flyv op, min 
fjære Tankefuld; maaſke Du over Taage og Skyer kan 
finde Lys og ſe Livets Slot!“ 

Svalen udbredte fine halvt ſtivnede Vinger og 
loftede ſig modigt i Kulde og Taage. Elſtelig fulgte 
et Ojeblik Lyden af hendes Vingeſlag, jaa blev Alt 
ſtille; kun Jsſtykket fortſatte fin afſindige Fart med 
ham gjennem de morke Klippeklofter. Længe ventede 
Elſtelig, men da han ſluttelig følte fig ganſke alene, 
forlod Haabet ham. Han lagde fig ned paa den falſke 
Is og ventede Døden. Stundom gjennembrod et 
blændende Lyn Tykningen, fulgt af græsjelige Torden⸗ 
ſkrald, man fkulde tro, at Verdens Undergang og Tidens 
Ende var ner; men ſom han fortvivlet var ved at 
opgive Alt, horte han Svalens Skrig og Tankefuld 
faldt til hans Fodder. 

„Herre, Herre!“ gispede den. „Du havde Ret. 
Jeg har jet Havnen; Morgenreden er oppe! Fat 
Mod!“ | : 

5 Sigende dette udſtrakte den med nogle Zræfninger 
ſine trætte Vinger og ſank ned uden Liv. 
Elſtelig, ſom haſtig var ſprunget op, 


tog ſin 
ſtakkels Fugt, bg 


ſom havde ofret fit Liv for ham, og 


lagde den ind paa fit Bryſt. Han ſtodte med fornyet 
Kraft Isſtykket fremad for ſnareſt at finde Redning 
eller Undergang. Pludſelig gjenkjendte han Drønet 
af det fremvæltende Hav. Han faldt paa Knæ, til 
lukkede Øjnene og ventede Døden. En Bølge, høj 
ſom et Bjerg, ftyrtede ind over hans Hoved og kaſtede 


| ham bevidſtlos ind paa en Strandbred, hvor ingen 
| Levende for ham nogenſinde havde landet. 


(Fortſqttes.) 


Om Inſekternes Muskelkraft. 


— 


Nyere omfattende Jagttagelſer have givet det ejendom⸗ 
melige Reſultat, at Inſekternes Legemsſtyrke i Almin⸗ 
delighed ſtaar i et overordentligt Misforhold til deres 
Storrelſe. Dette Misforhold er rigtignok kun tilſtede 
for vor i en overfladiſk Anſkuelſe af Tingene hildede 
Dom over Naturen; thi dette Forhold mellem Legems⸗ 
ſtorrelſe og Legemsſtyrke er hos Inſekterne ligefrem en Na⸗ 
turnodvendighed og en Betingelſe for deres Tilverelſe. 
Inſekternes Legemsſtyrke er i Forhold til deres Storrelſe 
overordentlig ſtor. Naar man f. Ex. betragter en Loppes 
Spring, — en Naturforſker forſikrer, at dette lille fryg⸗ 
tede Dyr kan ſpringe tre Fod i Vejret — og man ſaa 
tænfer fig de Spring, en Love eller en Tiger i Forhold 
til fin Størrelfe maatte kunde gjøre, om de havde 
forholdsvis ſamme Mufkelkraft, da vil allerede den blotte 
Tanke derom virke forfærdende; ja, lad os blot antage, 
at vore Hunde og Katte hoppede omkring efter den 
Maaleſtok, da vilde allerede disſe Dyr gjøre Spring jaa 
høje ſom Kirketaarne. 

Betragter man endvidere det Arbejde, ſom udfores 
af de under Navnet Termiter bekjendte Dyr, hvilke ogſaa 
kaldes hvide Myrer, fordi de i Form og Selſkabsedrift 
ligne Myrerne, da ved man, at de bygge ſig Boliger, 
der ofte kunne være af Storrelſe ſom en ſtor Tønde. 
Disſe Boliger ere forfærdigede af Troſpaaner, der ere 
ſammenkittede med en Slags Gummi og have en ſaadan 
Faſthed, at de trodſe de ſtcerkeſte Orkaner. Andre Ter⸗ 
miter bygge ligeſaa omfangsrige underjordiſke Boliger 
af en Slags Kalkjord, hvilke udmærke fig ved forholdsvis 
ſamme Styrke. 

Efter Franſkmanden Quatrefages' Angivelſe er 
Keopspyramiden 450 Fod hej, det vil ſige omtrent 
halvfemſindstyve Gange et Menneſkes Højde. Men Termi⸗ 
ternes Boliger ere omtrent tuſinde Gange faa høje, ſom 
disſe Dyr ere lange. J Forhold til disſe Inſekters 
Storrelſe er altſaa deres Bolig elleve Gange højere end 
den hojeſte Bygning, der nogenſinde er bleven opført af 
Menneſkeheender. 

Endnu mere beundringsværdig er disſe Dyrs øde 
(æggende Kraft. De lysſky Termiter ere i den Grad 
farlige, at de i Løbet af et Aar kunne gdelcegge Træ- 


værket i et helt Hus. Man har iagttaget, at ſaadanne 
Dyr i en Nat banede fig Vej op igjennem Foden af 
et Bord, gnavede fig igjennem Bordpladen og havde 
angrebet en paa denne ftaaende Rejſekoffert ſaa at alle 
deri værende Klæder og Papirer vare ødelagte. 

Ikke alene de fuldkomne Inſekter, men ogſaa disſes 
ſmaa bløde Larver anrette paa en ubegribelig Maade 
de ſtorſte Odeleggelſer. 

En franſk Naturforſker, Hr. Plateau, har beſkjef⸗ 
tiget ſig med at iagttage og beregne Inſekternes Styrke. 
Hans Underſogelſer have dog kun videnſkabelig Intetesſe, 
da der naturligvis ikke gives noget Middel til paa en 
nyttig Maade at anvende denne Kraft. Hr. Plateau 
har blandt Andet prøvet forfkjellige Billers Trakkeevne, 


ligeſom han ogſaa har beregnet den flyvende Flues Kraft 
og er kommen til folgende Reſultater: Inſekternes Vinge⸗ 
kraft og hele Muſkelſtyrke er i Forhold til deres Vægt 


og Hvirvelbenenes Styrke overordentlig ſtor. Medens 
f. Ex. en ſterk Arbejdsheſt kun formaar at træffe en 
Byrde faa tung ſom to Trediedele af dens Vægt, træffer 


Oldenborren en Byrde, der er 14 Gange faa tung ſom 
dens egen Vægt. Den ſteerkeſte af de Biller, med hvilke 
der blev gjort Forſog, var Borebillen, der kunde træffe 


en Byrde, der var to og ſyrretyve Gange jaa tung ſom 
den ſelv. Plateau har endvidere gjort den mærkværdige 
Opdagelſe, at af to ensartede Inſekter af forſkjellig Stor⸗ 
relſe er det mindre Dyr altid ftærfere end det ſtorre. 
Som Jagttageren forſikrer, hidrorer dette ikke, ſom man 
mulig kunde formode, fra et mere udviklet Mufkelſyſtem 
hos de mindre Dyr, men fra en ſtorre Iver og deraf 
folgende livligere Mufkelvirkſomhed. 
A. J. 


Husflid. 
Kurſus i Husflidsgjerning for Skolelcrere og Lererinder. 
Ved Forhandling mellem Indenrigs⸗ og Kultusminiſteriet 
om Anvendelſe af et ved indeværende Mars Finantslov bevilget 
Belob af 1,000 Rd., der maa betragtes ſom nermeſt beſtemt 


til at ſkaffe Letere Underſtsttelſe til at faa Uddannelſe eller Vej⸗ 


ledning i Husflidsgjerning, er det blevet vedtaget at benytte 
Bevillingen blandt andet til at lette Skolelerere og Larerinder 
Adgangen til at gjennemgaa et 2 Maaneders Kurſus i Hus⸗ 
flidsarbejder, ſom indrettes ved en Undervisningsanſtalt her i 
Byen ſtrax i Begyndelſen af naſte Aar, og ſom vil omfatte 
Tegning og ſaadanne praktiſke Fag, der danne det forſte Grund⸗ 
lag for Husflidsarbejdets Fremme, ſaaſom Arbejde med Høvl 
og Sap, Billedſkjcering, Straafletning, Kurvebinding og Lig⸗ 
nende, og der vil ſom Folge heraf kunne tilſtaas et Antal 
Skolelcrere og Lererinder gratis Deltagelſe i dette Kurſus, 
ligeſom de Paagjaldende, naar de anføge derom, kunne vente 
at fan et Bidrag til deres Rejſeomkoſtninger, medens de derimod 
ſelv maa bekoſte deres Ophold her i Byen. De Skolelcrere og 
Lererinder, ſom paa de anførte Vilkaar maatte onſke at deltage 
i denne Undervisning, maa derom indgive Andragender til 


Miniſteriet for Kirke⸗ og Undervisningsvaſenet inden den 24de 
denne Maaned. : 

Medens det er ſaare glædeligt, at dette ſmukke Tilbud 
fremkommer, nære vi dog Frygt for, at det ikke vil kunne blive 
benyttet af dem, der kunde have meſt Gavn deraf, paa Grund 
af Tiden. Hvormange Skolelerere kan paa denne Tid forlade 
deres Embede i 2 Maaneder for pan egen Bekoſtning at lade 
det beſorge og ſamtidigt bekoſte deres Ophold i Kjøbenhavn? Vi 
fremhæve denne Omſtendighed, for at ikke mulig Mangel paa 
rigelige Anſogninger ſkulde give det Udſeendet af, at Interesſen 
manglede hos Lærerne, og fremſctte ſamtidigt Haabet om, at 
om det bebudede Vinterkurſus af Mangel paa livlig Tilſlutning 
fra Lærernes Side end fkulde falde mindre tilfredsſtillende ud, 
Sagen derfor ikke bliver opgivet, men et nyt Kurſus aabnet i 
Ferien. Vi ere forvisſede om, at mangen en Lerer da med 
Glade vil gribe Lejligheden til at benytte Ferietiden til en lige⸗ 
faa nyttig ſom fornøjelig Uddannelſe i Husflidsarbejde. 


Husfliden paa Veſtkyſten af Sonderjylland mellem Ribe og 
Tonder. 


For Tiden ſtaar det daarligt til med Husfliden i denne 
Egn af Slesvig, og den er ikke nu, hvad den var for 5060 
Aar ſiden. Dengang var Knipleriet, ſom bekjendt, en meget 
vigtig Neringsvej, og ved dette Arbejde erhvervede en Moder 
ofte ſaa Meget, at hun kunde fode en Familie. De unge Piger 
maatte dengang lere at kniple, og det anſages næften for en 
Skam, naar der var En, ſom ikke havde faget det lært. — 
Om det endnu ikke hører til Sjeldenhederne at træffe en Knip⸗ 
lerſke, faa er det dog kun enkelte fattige Kvinder, ſom derved 
forffaffe fig et tarveligt Udkomme. — Samtidig med Knipleriet 
dreves Vaveriet. J de fleſte Huſe fandtes der en Vaverſtol, og 
enhver Familie vævede det Garn, ſom den ſelv havde ſpundet. 
Alle Bonderpiger maatte ogſaa dengang lære at væve: ſelv de 
rigeſte Bonderpiger ſkulde forſtaa Kunſten. Nu ere Vaverſtolene 
ikke fænger faa almindelige, og i enhver By findes i det Hojeſte 
kun en 4—5 Vaverſter, ſom da ogſaa alene derved fortjene det 
daglige Brod. Hos disſe lade Bønderne deres Garn væve, og 
det er kun ganfke enkelte, der ſelv gjare det. Den almindeligſte 
Beſkjeftigelſe for Kvinden er nu Spinderiet. De Fleſte forferdige 
ſelv alt deres Tøj, og enhver Kone har gjerne et lille Oplag 
af Linned og uldent Tøj, hvoraf hun undertiden fælger til 
Tjeneſtefolk eller Andre, ſom onſke at have hjemmegjort Tøj. 
Salg af Tøj er dog ikke almindeligt; det bliver ſedvanlig brugt 
af Familien ſelv. J enhver Bondeſtue er Spinderokken beſtandig 
i Gang, naar intet andet Arbejde foretages, og i de lange 
Vinteraftener fysfelfætter Husmoderen fig altid med at ſpinde 
Uld eller Hor; har hun en Tjeneſtepige, maa denne karte eller, 
hvis der ſpindes Hor, hjælpe Madmoderen dermed. Karlene 
beſtille fjældent Noget en Vinteraften; det fer undertiden, at de 
efter Opfordring af Husmoderen faa fat paa Karterne; men i Al⸗ 
mindelighed ſidde de og fe til uden at foretage fig noget Nyttigt. For 
nogle Aar ſiden vare Benderkarlene ikke ledige om Aftenen. 
Naar Lyſet blev tændt, og Spinderokken og Karterne vare i Gang, 
kom Karlene og undertiden Mendene med Halm, hvoraf de ſnoede 
Tagreb, ſom benyttes om Foraaret, naar der fkal lægges nyt 
Tag paa Huſet. Enhver Karl ſtulde ſno et beſtemt Antal Reb, 
og da det var rart at fan Ende derpaa i en Fart, opnaaede 
Mange en forbapſende Fardighed. Denne Beſtjaftigelſe ſysſel⸗ 
jætter nu ikke længer Karlene. De fleſte Husmodre bleve kjede af 
den, da Gulvet ſtadig blev overſaget med Halm, og Bonden lejer 
derfor gjerne nu en eller anden fattig Mand dertil, ſom derved 
fortjener en god Skilling om Vinteren, naar Aftenerne ere lange. 
Gamle Mænd fer man derimod ofte i Beſkjoftigelſe, naar de 


fiddeindei Stuen. Efter deres Fortælling ſad de heller ikke ledige 
i deres Ungdom; da ſysſelſatte de fig med at forferdige Leer, 
River, Skeer og andre Smaating, og man traf dengang iffe 
Karlene ſiddende ledige paa Torvet om Aftenen. j 

J de Byer, der ligge nær ved Havet, træffer man ikke fjælden 
en Vinteraften paa Husmænd, ſom forfærdige Fiffegarn eller bøde 
paa gamle for at have dem i Beredffab, naar Foraaret kommer. 
Med disſe Garn, ſom de kalde „Glife“, vandre de ofte ud i 
Veſterhavet for at fange Flyndere, — Fiſkerne kalde dem „Skuld“ 
— Garnet er indrettet ſaaledes, at Fifkeren kan ſkyde det foran 
fig mod det indſtremmende Band, og han fanger undertiden jaa 
mange Fiſk med det, at han har Befvær med at bære dem hjem. 
Om Sommeren fiffes ogſaa lidt, men Glifen bruges da ikke. 
Fiſteren er da blot forſynet med en Stof og en lang Snor til 
at hænge Fiſkene paa, og de Flyndere, ſom han da fanger med 
Hænderne og Fødderne, kaldes af Almuen „Botter“. Om Efter⸗ 
aaret fanges ſamme Slags Fifi ſom om Foraaret. Om Vinteren 
ſtanges Aal. Udbyttet af Fiſkeriet er vel langtfra ſtort; men 
det har dog en ikke ringe Betydning, idet mangen en fattig 
Familie faar en ſtor Del af Føden derved, og det kan nok 
henregnes til en af de vigtigſte Bincringsveje. De andre Binæ- 
ringsveje ere ubetydelige og næften for Intet at regne. 

At paaviſe Grunden til hin Aftagen af Husfliden paa 
Veſtkyſten af Sønderjylland, er ikke jaa ganſke let. Det ſynes, 
at den Luxus, der i ſenere Aat har ſneget ſig ind hos Almuen, 
for en ſtor Del er Skyld i den ringe Interesſe for nyttige Beftjæf- 
tigelſer i ledige Timer. De frugtbare Aar ſynes ogſaa at have 
væltet Lyſten til Husflid, idet Almnen i disſe har kunnet erholde 
et rigeligt Üdkomme uden ſelv at forferdige de ſimpleſte og 
nodvendigſte Husgjenſtande. ÅER 


Blandinger. 

Forfalſkning af chineſiſk The. Den engelſke Konſul Med⸗ 
hurſt i Shanghaj meddeler, at Chineſerne i Landsbyerne ved 
Bredden af Soochow breek ganſke aabenlyſt tilberede Pileblade, 
ſom de blande i Theen, hyilket allerede er en betydelig Forret⸗ 
ning. 
hvis mange Blade ſamles i April og Maj Maaneder og efter 
at have været udſatte for Sollyſet underkaſtes de en Gjerings⸗ 
proces. De blive derpaa ſorterede og riſtede i almindelige The⸗ 
ovne, Udſeendet nærmer fig derved temmelig de ægte Theblades. 
Derpaa bringer man dem til Shanghaj, hvor de blandes med 
ægte The i Forhold indtil 20 pCt. d 


J de talrige Bugter ere Kyſterne bevoxede med Piletraer, 


Denne Forfalſkning griber beſtandig videre om fig, navnlig 


ved den The, der gaar i Handelen. Skjondt Afkoget af disſe 
Theblade ikke ſkulle fremkalde ſtadelige Folger, var; det dog 
onſkeligt, at en Kontrol gjorde det umuligt at. fælge den 
forfalfkede The ſom ægte. 


En engelſt Wresſag. En engelſk Herremand ſtavnede en 
anden ind for Wresretten, fordi denne havde forhaanet hans 
Livree ved at ſpotte over nogle Huller paa hans Tjeners Kjole, 
Fornermeren tilſtod uforbeholdent at have gjort Lojer med disſe 
Huller, men vægrede fig ved at gjøre Afbigt derfor. Til at 
ſlaas var han derimod villige Dommeren kjendte imidlertid 
for Ret: Den Indſtavnte ſkylder ikke Anklageren nogenſomhelſt 
Oprejsning. Han har kun ſpottet over Hullerne, og da der 
intet Livree er, hvor der er Hul — kan han jo dermed iffe 
have fornærmet Livreet, og altſaa heller ikke Klageren. 


Godt gaget. J Sſterſnede Sogn i Vejle Amt lever der 
en Mand ved Navn Klaus Sorenſen, almindelig faldet 
Klaus Poſt, ſom er bleven mærkelig ved, at han har gaget Poſt 
til Vejle for Oſterſnede Sogn i 40 Aar, altſaa lige ſiden 1839. 
Han er nu 79 Aar gammel og har i fin Egenſkab af Sogne⸗ 
poſt tilbagelagt en ſamlet Vejlengde af ca. 16,166 Mil, Hvilket 
omtrent er det ſamme ſom Jordens Omkreds, 3 Gange taget, 
— Det kan man falde godt gaaet. 


Hvad man ikke burde lere. En Rekrut, ſom gjennemgik 
Fagteſkolen ved et Huſarregiment, ſpurgte en Gang om, hvorledes 
han bedſt fiulde bare fig ad med at parere, „Det behøver Du 
ikke at kunne“, lød Svaret, „gag bare paa og hug ind — lad 
Fjenden bare om at parere”, 


Alderdommen burde nødig klage over Ungdommens Daar⸗ 
lighed. Det er altid uforſigtigt af en Fader at kalde ſin Son 
en uopdragen Sluyngel. 


Gaade. 


Mit Forſte det er glad, 
Mit An det det kan nydes, 
Mit Hele det er Mad, 
Som ej til Aften bydes. 


Brevvesxling. 
Til samtlige Abonnenter. For at Udgiveren i rette Tid kan bestemme Oplagets Størrelse for næste Kvartals 


Vedkommende, for at Postvæsenet ikke for meget skal ulejliges med Efterbestillinger, og endelig for at Læserne ikke 
skulle komme til at savne et eller flere Numre i rette Tid ved Kvartalsskiftet, bedes de ærede Postabonnenter om at 


indsende Bestilling med Betaling for Januar Kvartal snarest efter Modtagelsen af nærværende Nr. 
ikke forpligtede til at minde Abonnenterne om Bladets Bestilling. 


Postkontorerne ere 


5 De Abonnenter, som modtage Bladet gjennem Boghandelen, betragtes derimod som vedvarende, saa længe Bladet 
ikke afbestilles, og ville saaledes uden Afbrydelse erholde det uden yderligere Bestilling. 
Næste Nr. vil udkomme Juledag i Stedet for Søndag den 28de. 


Husvennen udfommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, 


forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 


Fierdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
; Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjøbmagergade 56, Kjøbenhavn. 


7 


Trykt hos J. H. Schultz. 


— 


ns 
2 O 1 
— 
8 En — 
0 S => SD 
— — Er 
rv. 


N 
8 Me JER N 


Villedblad for Alenigmand, 


for Sorfhubslæsning, Oplysning og Hus flid. 


Adgiuet af 
N. C. Rom. 
Nr. 13. ' 25. December 1873. 
Zndhold. Juleſtjernen. — Om Naturdriften. — Livets Slot, Neapolitanſt Sagn efter Edouard Laboulaye, med Billeder. 


(Sluttet.) — Sladefart ved Juletid i Norge. — Husflid. — Blandinger. — Gaade. — Brevvexling. 


= 


Juleſtjernen. 


AN I Eredens Baaffen ind⸗ 
SEG træffer, naar Vinteren er 
til Ende, naar Naturen 
20 vaagner til nyt Liv, naar 
Skovmaerken dufter, og Ane⸗ 
monen breder ſit brogede 
Tæppe over Skovbunden, og 
Lerken flaar fin Trille i 
den milde Foraarsluft, og 
medens ved Pintſedagstider 
Alt ſtaar i den frifke, fagre 
Ungdoms yppigſte Kraft, 
og Solen lyſer og ſtraaler 
' den hele lange Sommerdag 
g AD 8 paa den lyſe Bogeſkov, paa 

. GA Græs og Sed, ſom ſtaar 
— frodigt gront, forjættende 
om Hoſtens Rigdom, indtræffer Julen, naar de forte, mørke 
Vinterdage verle med de lange morke Vinternætter, naar 


35 SEE 
, 


i 


7 


Sne og Is doekke Jorden med et ſorgeligt ensformigt Lig⸗ 
lagen. Og dog, forunderligt nok! er Julen netop den af 
alle Aarets Højtider, ſom er os Alle kjereſt og dyrebareſt, 
den for Alle betydningsfuldeſte Feſt. Det er nu visſe⸗ 
lig ikke underligt, at for den Kriſtne den Dag, da det 
lille fattige Barn blev født hiſt i Jodeland til Frelſe 
for os Alle, og fra hvilken derfor al vor Tidsregning 
begynder, har en ſceregen Betydning endog fremfor den 
Dag, da Forløferen ſtod op af Graven, eller den Dag, 
da han ſendte den Hellig Aands Naadegave; men have 
vi ikke Alle, uden maaſke ret at gjøre os det klart, en 
Fornemmelſe af, at der ſelv udenfor denne kriſtelige 
Betragtning er noget Særegent ved Julen? Er det 
ikke faa, at alle gode, blide og kjerlige Folelſer da 
vokkes hos, os, alle Minder om dem, vi have elſket, 
fan fornyet Kraft, Alt, hvad der er mindre godt hos 


os, ſkjuler fig og ligeſom ffammer fig ved at komme 


frem under Julens Glæde? er det ikke jaa, at den 
Hagnd, ſom ellers karrigt holder faſt paa. Sit og 
ſtrekkes ud efter Mere, aabner ſig villigere til Julen, 
og at den Haand, ſom ellers giver rundeligt, giver 
dobbelt rundeligt og med dobbelt Glæde? Have vi 
ikke Alle, ſaamange ſom vi ere, Fattige og Rige, Store 
og Smaa, tidt og ofte været under denne Paavirk⸗ 
ning af Julens gode Aand? Have vi ikke Alle folt, 
at den Stjerne, ſom ledede Hyrderne til Stalden, hvor 
Barnet laa i en Krybbe, ogſaa ſkinner for os, og at 
den [finner over vort Hjem? thi Hjem. og Jul de 
høre tilſammen. 

Den Stjerne ſkinner og lyſer hver evige Juleaften 
over det hele Land, den titter ind til os gjennem tætte 
Silkegardiner, ſaavelſom gjennem den lille forbrendte 


r 


AD) 


1 . 


Rude, ſom er kliſtret ſammen med Papirsſtrimler. Lad 
os folge den og titte med gjennem Ruden og vælge et 
Sted ligemeget hvor, lad os vælge den lille beſkedne 
Landsby, fjernt fra Alfarvej, og ſe, hvad Stjernen ſeer. 


Paa Serregaarden er der Liv og Lyſtighed i Borg⸗ 
ſtuen, hvor Karle og Piger holde Jul, og hvor Lands⸗ 
bymuſikanterne gnide Fiolen, mens den halvgamle Rogter 
er godt pan Vej med at lave fig en lille Pidſk. Latter 
og Sang klinger dernede. — Men oppe i den ſtore præg: 
tige Stue, hvor Alt aander Rigdom, Smag og Hygge, 
der lyder ingen Sang, der gaar en gammel Mand enſom 
med ſagte Skridt op og ned ad Gulvet. Det er en 
fornem og en rig Mand, ſtolt er han ogſaa, barſk og 
bitter i fit VWæjen, men under dette ſtrenge, bydende Væjen 
ſtjuler fig et varmt Hjerte, et Hjerte, ſom har lidt og 
fan føle ved Andres Lidelſe. Enſom gaar han frem og 
tilbage, og idelig klinger i hans Øre de Ord, han nylig 
hørte, da den lille Gaaſepige gik ham nejende forbi og 
forlegent og undſeligt hviſkede: „Gledelig Jul, Hr. Jeger⸗ 
meſter!“ Gladelig Jul! joviſt! hvor ſkulde den komme 
fra? Hvad kommer Jul og Glæde ham ved? Men 
efterhaanden ſom han gaar og gaar og mumler „Gla⸗ 
delig Jul“, dukke gamle Minder frem: han ſeer denne 
og de andre Stuer og Sale ſtraalende oplyſte, gjenlydende 
af muntre Stemmer og hjertelig Latter, han feer Slægt 
og Venner i Hobetal ſamlede hos fig, han, jeer fin ſmukke, 
endnu unge Huſtru husmoderlig glad færdes mellem fine 
Kjære, ſpredende Lys og Glæde omkring fig, ſaalangt 
et kjerligt Hjerte og en aaben Haand rakker, han ſeer 
fin eeldſte Son, ſtraalende glad i den ſplinternye Uni⸗ 
form, kjcek og frejdig betræde den Bane, ſom endte paa 
Dybbols Skandſe, han feer fin yndige unge Datter, hans 
Hjertes allerfjærefte Barn, halvt undſeelig, halvt ſtolt, 
men helt ſmilende og lykkelig ved ſin glade Brudgoms 
Arm; den Staffel! hun naaede ikke at trykke fit lille 
Barn til ſit Hjerte, for hendes Aand fulgte det opad 
til et endnu ſkjonnere Hjem. Han horer endnu Smel⸗ 
det af den Pidſk, han har givet i Julegave til ſin 
yngſte Son, den vilde, forvovne Knægt, ſom nu færdes 
landflygtig, Gud ved hvor i Verden. Det jfærer ham 
i Hjertet, de ſorgelige Tanker trænge fig frem; men 
den lille Gaaſepiges „Gledelig Jul!“ lyder endnu be⸗ 
ſtandig for ham, han hører en Gjenlyd af de fjære 


Stemmer fra hin Tid gjentage „Gladelig Jul!“ han ſer 


deres Ojne ſmile til ſig, alt det Skjonne, Liflige og Gode 
fra hin lykkelige Tid ſamles mere og mere om ham, 
det bliver lyſere omkring ham, den Lykke, han har 
nydt, kommer ham nærmere og nærmere, det er ham, 
ſom oplevede han paany al den Glæde, Livet engang 
bragte ham. En Taare perler i det ſtrenge, merke 
Oje og ruller ned ad Kinden i det ſtride graa Skjeg, 
en leenge ukjendt Folelſe af Taknemlighed for Guds 
Godhed gjennemſtrommer ham — Juleſtjernen ſkinner 
for ham — og da Kammertjeneren folger ham til 


hans Sovekammer og -figer Godnat, ſparer han med 
en underlig blod Stemme: „Godnat min Son! Glæde 
lig Jul!“ 

J Praſtens Stue aander Alt frille Fred og Jule⸗ 
glæde, Lampen oplyſer en Kreds af ſmilende, glade 
og kjcrlige Anſigter. Praſten ſelv ſidder inderlig for⸗ 
nejet i Sofahjornet dampende af fin vældige gamle 
Merſkumspibe, hans glade, trivelige gamle Kone ſysler 
ved Themaſkinen. Samtalen glider livlig og opromt, 
men beaandet og paavirket af den feſtlige Juleſtemning. 
Sonnerne ere komne hjem fra Kjøbenhavn og have 
medbragt en kjcer Gjæft, en Univerſitetskammerat, han 
var der ogſaa i Sommer, og hvorfor rødme baade han 
og Bræftens yngſte Datter, hvergang deres Ojne modes? 
ja, det er nu deres Hemmelighed. Det Nye fra Hoved⸗ 
ſtaden berettes og droftes og blandes paa en underlig 
Maade med Minderne fra denne gamle Praſtegaard, 
ſom har huſet al teenkelig Lykke og Velſignelſe. Kapel⸗ 
lanen optræder maaſke lidt vigtig og myndig ligeoverfor 
de unge Studenter; men hans unge Huſtru, Praſtens 
ældfte Datter, ſmiler glad derved og troet, at hvert Ord 
han ſiger, rummer al Visdommens Fylde. Spog og 
Alvor vexle; men Spogen kommer meſt fra Vilhelm, 
den unge Juriſt med det lyſe krollede Haar og den raffe 
Knebelsbart, ſom Faderen har brummet over og kaldt 
Vindbeutleri. Han fortæller altid de morſomſte Ting 
paa den morſomſte Maade og blander af og til et ſtjemt⸗ 
ſomt Ord ind i de lærde Talemaader, ſom den velær- 
værdige Svoger breder fig i. 

Men fnart hører man ikke et Ord fra ham, og 
„Tro og Viden” behandles grundigt paa langs og tvers; 
Vindbeutlen er forſvunden; kun den opmerkſomme Hus⸗ 
moder hører, at det pusler oppe i Salen, men hun vogter 
fig nok for at ſige Noget. Theen bydes om, og ſtadig 
er Vilhelm borte. Tilſidſt favner Preeſten ham og ud⸗ 
bryder: „Men hvor bliver dog den Vindbeutel af?“ J 
det Samme kommer han ganſte ftilfærdig ind og hviſker 
Noget til Kapellanens Frue; med et fornøjet Smil lifter 
hun fig ud og fommer tilbage med en dejlig rodkindet 
Glut i fine Arme. Nu aabner Vilhelm Døren til den 
ſtore Sal, og et ftraalende Lys fra det tændte Fuletræ 
ſtinner dem imode. Barnet ſkriger af Glæde over de 
mange Lys, Gamle og Unge ſtorme ind i Salen og 
udtomme fig i Ros over det dejlige Juletræ. De ſmaa 
Gaver uddeles, Folkene kaldes ind med, ſelv den eeld⸗ 
gamle Mads Kudſt, ſom har tjent, han ved ikke ſelv 
hvormange Bræfter i denne Gaard, tumler ind blendet 
af det ftærfe Skjcer. Alle dandſe omkring Træet, ſelv 
Bræften bliver ikke fri, men maa med i Dandſen, og 
Sangen klinger friſk og fkjont fra glade Læber. 

Men de ſmaa Julelys brænde ned, og man gaar 
tilbage til Dagligſtuen; Tiden nærmer fig, da de fkulle 
bryde op, Barnet er allerede ſlumret ind paa fin Moders 
Arm med den nye Dukke trykket faſt til Bryſtet; de 


99 ; i 


ſamles omkring Bordet, og Sangen lyder med Tak og 
Pris til ham, ſom Julenat lod ſig fode til Verden ſom 
et Menneſke. 

Juleſtjernen ſkinner over dem Alle. 


J det lille bitte Hus oppe pan Bakken ſkinner Lyſet 
ud gjennem de ſmaa Ruder. Der boer Chriſten Skred⸗ 
der eller, ſom han kaldes, „den glade Skredder“. Fat⸗ 
tig er han og vanfor og ualmindelig ſtyg, og hans 
Kone er da heller ikke nogen Skjenhed. Tarveligt og 
fattigt er der hos dem; men hvor han færdes, bringer 
han Skjemt og Sang og Løjer med fig, og inderligt 
holde de af hinanden og leve lykkelige og glade, ſom om 
Alverdens Rigdom var deres. Men iaften ſynger den 
glade Skredder ikke, forknyt og inderligt bedrøvet ſidder 
han med ſin ſtakkels Kone ved den lille Seng, ſom 
rummer al deres bedſte Glæde og Lykke, det eneſte Skjonne 


i deres Zilværelje, deres dejlige lille Dreng, ſom ligger 


der i Feberhede, kaſtende ſig hid og did og klynkende 
jagte i Smerte og Vaande. De holde hinanden trofaſt 
i Haanden og vilde ſaa gjerne indgyde fig ſelv og hin⸗ 
anden en Smule Haab og Mod; men Sygdommen er 
haard, den gamle Doktor ryſtede endnu i Formiddags 
paa Hovedet og brummede: „Det er ſnavs med ham!“ 
Stille og uden at mele et Ord ſidde de Time efter 
Time, lyttende til Drengens Aandedrag, gyſende for, hvad 
det neeſte Ojeblik kan bringe. Kun engang imellem ſoger 
Konen at faa Barnet til at drikke lidt, faa fætter hun 
fig igjen og venter og venter, medens Hjertet krymper 


fig i Vaande, og medens Ingen af dem fan øjne Bund 


i den Sorg, ſom foreſtaar dem. 

Efterhaanden er det dog, ſom kom der lidt mere 
Ro over det ſyge Barn, det urolige Aandedrett bliver 
lidt mere regelmesſigt; men ingen af dem tor knytte 
noget Haab til den ubetydelige Forandring. Udmattet 
af Vaagen, WÆngftelje og Spænding lifter Konen fig ud 
af Døren for at træffe lidt friff Luft; derude raſer 
Stormen og jager Skyerne i vild Flugt over Himlen. 
Hun beder en inderlig Bøn til Gud om Frelſe for fit 
Barn, og idet hun ſeer opad, blinker en venlig Stjerne 
gjennem en Rift i Skyen; dette forte Blink fylder hendes 
Hjerte med et forunderligt Haab og Fortreſtning. — 
J det Samme lyder en barfk Røft: „Holdt! jeg maa 
ind og fe til Skredderens lille Dreng!“ En Vogn 
ſtandſer, og den gamle Doktor ſtiger ud: „Naa Mutter 
hvordan har vi det ſaa?“ Han ſtormer ind i Stuen 
og kaſter ſig ned over den lille Seng og bliver liggende, 
ſtille og lyttende. Endelig, efterat Forældrene have lidt 
al Haabets og Fortvivlelſens Kval, reiſer han fig, og 
idet han vender ſit gamle barſke Anſigt imod dem, udbry⸗ 
der han: „Fanden til Skredder! hvor er han kommen 
til ſaadan Kjernekarl af en Dreng! der er ikke videre 
Fare paaferde med ham, men det var ſgu en drøj Puſt 
for ſaadan en lille Fyr. Jeg ſeer herind imorgen, 
Godnat!“ „Godnat Hr. Doktor! Gud velſigne Dem! 


—— 


og glædelig Jul for Dem og Deres!” udbryde de lykke⸗ 
lige Forældre, og da de have fulgt Doktoren til Vogns, 
ſtandſe de et Ojeblik, og atter ſkinner den klare, lyſende 
Stjerne over dem, og idet de bøje Knæ ved Barnets 
Seng med inderlig Tak, ſkinner endnu Stjernen for 
deres Øjne og i deres Hjerter. 


Ja, Juleſtjernen ſkinner over os Alle, gid vi Alle 
maatte finde Troſt og Haab ved den og folge den opad 
til det Lys, hvorfra den udſtraaler! 


. 


Om Naturdriften. 


Et af de meerkeligſte og interesſanteſte Exempler paa 
Naturdrift til at ſorge for Ungernes Udvikling og Vel⸗ 
være finder man hos Strudſen. Den laver fig en ſtor 
Rede paa Jorden i hvilken den lægger fine Wg pan et 
ner, ſom den lader falde i fort Aſſtand fra Reden, 
hvor det bliver liggende. Det er maaſke dette ene for⸗ 
ladte Wg, der har givet Anledning til den Mening, at 
Strudſen lader Skebnen ſorge for Aggene, men ſaa⸗ 
ledes er det ikke. Hunnen ſidder paa fine Æg. hele 
Natten; Hannen gjor det ſamme en Del af Dagen, og 
de forlade kun Reden, naar Solvarmen gjor Rugningen 
overflødig, Men hvortil tjener vel det udſkudte Ag? 
Dets Anvendelſe er et ſkjont Exempel paa Fuglens For⸗ 
udſeenhed. Faa Dage for Ungerne ere udklekkede, gaar 
Strudſen hen og ſonderbryder det forladte Wg. Fluerne 
lægge deres Wg deri, og naar Tiden kommer, da de 
unge Strudſe gjennembryde Aggenes Skal, er det fuldt 
af Maddiker, og Moderen fører nu. fine Unger derhen, 
forat de kunne benytte denne Føde til deres forſte 
Maaltid. ; 


En ung Mand, der boede i Wyck nærved Brighton 
(i England), medbragte fra Spanien en Hund af den 
ſaakaldte Terrier⸗Race, der havde adſkillige mærkelige 
Sædvaner. En ung Dame kom en Dag i Nærheden 
af Ejerens Hus, og Hunden tiltrak fig hendes Opmerk⸗ 
ſomhed. Den ſaa meget betydningsfuldt paa hende, 
traf hende i Kjolen til den modſatte Side og vifte øjen- 
ſynligt, at den vilde have hende til at folge med. Halvt 
dreven af Nysgjerrighed, ogſaa fordi Hunden holdt hendes 
Kjole faſt mellem Tenderne, lod hun fig træffe et Stykke 
Vej og kom tilſidſt ud paa en Mark, hvor der blev 
bygget nogle Huſe. Sun begyndte nu at blive bange, 
og da hun jaa to Arbejdere, bad hun dem om at jage 
Hunden bort. Men da disſe mærkede, hvor faft den 
holdt, raadede de hende til at ſe, hvorhen Hunden vilde 
føre hende og lovede at folge med og beſkytte hende. 
Nu fulgte hun den til et af de Huſe, der vare under 


100 8 8 


Bygning. Her jaa de, at der var blevet udgravet et 
Lufthul ned til en Kjælder, over hvilfet der var lagt 
en ſtor Planke, hvis ene Ende hvilede paa en Jordbunke. 
Paa dette Sted begyndte Hunden ivrigt at ſtrabe; 
Planken blev loftet op, oa man faa — et ſtort Oxeben, 
der laa ſkjult under den. Hunden ſnappede det og lob 


1 


bort med det, fynlig tilfreds over, at 


have faaet, hvad 
den tragtede efter, ) 


A. J. 


Livets Slot. 


Aeapolilanſi Sagn eſter Edouard Aa bounfaye. 
(Sluttet.) 


VIII. 

Da Elſtelig atter fik 
Bevidſtheden, fandtes der 
ikke mere Is, Skyer 
eller Morke; han laa 
opkaſtet paa en ſmilende 


ung, Haaret mere ſort, 
Øjnene livligere end 
nogenſinde. Han tog 
ſin Hat, ſom var faldet 
ved Kilden og var over: 
ftænfet af dens Vand. 


Strand, hvor Træerne 
badede fig i det rene 
Lys. Midt frem for 
ham laa et herligt Slot; 
i Nærheden udſprang en 
Kilde, hvis rislende 
Vand kaſtede ſig- i et 
Hav, blaat, roligt og gjen⸗ 
nemſigtigt ſom Himlen. 
Elſkelig faa fig om⸗ 
kring; han var alene 
med fine ſtakkels døde 
Venner, ſom Bolgen 
havde fort til Stranden. 
Dodstrœt af Alt, hvad 
han havde gaaet igjen⸗ 
nem, flæbte han ſig hen 
til Kilden for at for⸗ 
friſke fine torre Læber; 
men, forfærdet rykkede 
han ſig tilbage. Det 
var ej ſit eget Billede 
han jaa ſpejleſigi Vandet, 
det var en hvidſkjcgget 
Olding med fkaldet Isſe, 
men dog hans Trak. 
Han vendte ſig om, men bag ham fandtes Ingen. Han 
nærmede fig atter Kilden og gjenſaa Spejlbilledet 
af Oldingen; der var ingen Tvivl; det var ham ſelv. 
„Megtige Feer”, raabte han, „jeg forſtaar Eder, 
det var mit Liv, ſom J vilde have i Stedet for min 
Bedſtemoders; med Glæde vil jeg fuldbyrde Ofret!“ 
Og uden at bekymre ſig videre over ſin Alder og 
fine Rynker, bøjede han Hovedet ned mod Vandet og 
drak begjcerligt. Men da han atter loftede Hovedet 
over det kryſtalklare Vandſpejl, blev han forundret over 
atter at fe fig ſom den Dag han forlod Fedrehjemmet; 


Hvilken Overraſkelſe! 


Sommerfuglen, ſom han 
havde feſtet paa den, 
flagrede med Vingerne 
og ſogte at flyve bort. 
Hurtig ſprang han op, 
tog ſine dode Ledſagere 
og dyppede dem i Kil⸗ 
den. Hvilket Under! 
Med en Gladeskvidren 
fløj Tankefuld bort til 
Slottet og fatte fig pan 
dets Tinde, og Trofaſt 
ryſtede Vandet af ſine 
Oren og ſprang op 
mod Slottet bagefter. 
Elſkelig havde endelig 
naaet Udodelighedens 
Kilde. 

Han fyldte ſin Flaſke 
med det vidunderligt 
velgjorende Vand og 
nærmede ſig Slottet. 
Sans Hjerte bankede; 
thi nu foreſtod ham jo 

den ſidſte Prøve; faa 
nær Maalet frygter man for at ſtrande. 

Han ſteg op ad Slottets Trappe; Alt var lukket, 

Alt ſtille. Ingen kom for at tage imod ham. Da 
han var paa det ſidſte Trin og ved at banke paa 
Porten, mødte han en mere mild end ſtreng Stemme: 

„Har Du elſket?“ ſpurgte den Uſynlige. : 

„Ja“, ſparede Elſkelig; „jeg har elffet min Bedſte⸗ 

moder mere end Alt paa Jorden“. 

Doren aabnede ſig ſaa meget, at man kunde faa 

Haanden imellem. 
Har Du lidt for den, Du har elſket? gjentog Stemmen. 


* 


„Jeg har lidt”, fvarede han, „ganſke viſt meſt 
gjennem mine egne Fejltrin, men dog Noget for hende, 
jeg vilde frelſe“. 

Doren aabnede fig halvt; Elſkelig ſaa Skove og 
Søer i en Uendelighed og en Himmel ffjønnere end 
Alt, hvad han kunde dromt ſig. 

„Har Du altid gjort Din Pligt?“ vedblev 
Stemmen i en ſtrengere Tone. 

„Desverre nej”, ſvarede Elſkelig og faldt paa 
fine Knæ; „men naar jeg har fejlet, faa har jeg lidt 
mere ved mine Samvittighedsnag og min Anger end 
ved andre Lidelſer, jeg har gjennemgaget. Tilgiv mig! 
og om jeg ikke endnu har forſonet alle mine Fejltrin, 
ſtraf mig da, ſom jeg fortjener, men frels den, ſom 
jeg elfter: bevar gamle Bedſtemoders Liv“. 

Strax aabnedes begge 
Poörtflojene af fig ſelv. 


101 


fire Dage gjennemgaget den Odemark, hvori jeg i fir⸗ 


ſindstyve Aar har forſmegtet; herefter ſkal Intet fkille 


os mere“. 8 

Porten lukkedes igjen, og ſiden den Tid har Ingen 
mere hort Tale om Elfkelig og hans Bedſtemoder. 
Forgeves har Kongen af Neapel i Kalabrien ladet 
ſoge efter det fortryllende Palads og Kilden. Men 
hvis vi forſtod Stjernernes Sprog, hvis vi lyttede til 
dem hver Aften, naar de ſende os deres milde Straaler, 
jaa vilde de for længe ſiden have ſagt os, Hvor 
Livets Slot og Udodelighedens Kilde findes“. 


Nunziata havde endt fin Fortælling, til hvilken. 
jeg endnu lyttede. Jeg beundrede disſe Øjne, fra hvilke 
der lyſte en ſaa ukunſtlet 


Tro paa alle de Vidundere, 


Glededrukken traadte han 


ſom hendes Moder havde 


ind i en Gaard, omgiven 

af ſnehvide Marmorſojler, 

omſlyngedemed Lov. Midt 

i Gaarden ſprang en Vand⸗ 

ſtraale op af en Buket 

Blomſter, fkjonnere end 

han nogenſinde havde fet 

dem. Ved Springvandet 

ſtod en hvidklaedt Kvinde 

med ædel Holdning, ſom 

ikkte ſyntes ældre end 

fyrgetyve Aar; hun gik 

Elſtelig i Mode med et 

Smil jaa mildt og lyſt, 

at han følte fig rort i 
Dybet af fin Sjæl, og 
Taarerne traadte ham i 
Ojnene. 

„Kjender Du mig ikke 
igjen?“ ſpurgte hun Elſke⸗ 
lig. 

„O Bedſtemoder, er 
det Dig?“ udraabte han; 
„hvorledes er Du kommet til Livets Slot?“ 

„Mit Barn“, ſagde hun, trykkende ham til ſit 
Hjerte, „Den, ſom har baaret mig hid, er mægtigere 
end Vandets og Skovens Feer. Jeg ſkal ikke mere 
vende tilbage til Salerno; jeg faar her Belønning 
langt over den Smule Godt, jeg har gjort, og nyder 
en Lykke, ſom Tiden ikke mere fkal forſtyrre“. 

„Og jeg, Bedſtemoder!“ udraabte Elſkelig. „Siden 
jeg har gjenfundet Dig, hvor kan jeg da vende tilbage 
og lide i Enſomhed?“ i 

„Elfkede Søn”, ſparede hun, „den, ſom en Gang 


har kaſtet et Blik ind i denne himmelſke Bolig, kan 
Du har levet; Livet har 
Intet at lære Dig. Lykkeligere end jeg, har Du paa 


ikke mere leve paa Jorden. 


Fed 


fortalt hende, jeg fulgte 
disſe ſmaa Hænder, hvis 
Bevegelſer ſyntes at frem⸗ 


ſtille Menneſker og Be 
givenheder. 

„Nuvel Excellenza“, 
raabte Baadforeren til 
mig; „De ſiger Intet. 
Har hun henrykket Eder, 
ſom hun har fortryllet os 
Andre? Det er ikke Sagn 
altſammen, vi kunne i 
Salerno viſe Eder Elſkeligs 
Hus“. 

„Det var ſmukt“, ud⸗ 
brod jeg, noget ſkamfuld 
over at have lyttet til 
ſaadanne Fabler; „Barnet 
fortæller ſmukt, og for 
at viſe hende min Tak⸗ 
nemlighed ſkal jeg, naar 
vi komme i Land, kjobe 
hende en Roſenkrands af 
Elfenben med ſtore Kugler af Sølv”. : 

Hun rodmede af Glæde, og da jeg kysſede 
hende, blev hun endnu rodere, medens Faderen ſtolt 
jaa pan mig og med gladeſtraalende Øjne vendte fig 
mod fine Kammerater. 


Slædefart ved Juletid i Norge. 


Annan 


Der er dejligt i Norge, naar Fjældene paa de 
lange Sommerdage ſtaa beſkinnede af Solen, men ikke 
mindre tiltalende er dette ſtolte Land om Vinteren, 
naar Sneen dakker Bjerg og Dal. Da er det ret 


Slædefarternes Tid. — For nogle Aar ſiden gjæftede jeg 
Drammensegnen. Det var ner ved Jul. Jeg erindrer 
jaa levende en Sladefart, jeg da gjorde fra Gaarden 
Egeborg en Aftenſtund gjennem Skoven. Gutten 
(Ungkarlen) Ole gav mig Hedersſedet i den lille Kane 
ved hans Soſters Side, medens han ſelv ſtod bag paa 
og kjorte. Det var en vidunderlig dejlig Tur gjennem 
Skoven under Træernes Kroner. Maanen tittede ned 
mellem de ſtore merke Fyrre⸗ og Grantrcer, ſom kaſtede 
ſorte Skygger paa den glindſende Sne, og Stjernerne 
tindrede froſtklare med en Glans, ſom jeg aldrig ſyntes 
at have ſet i Danmark. J ſuſende Trav for den lille 
Heſt med Sleden hen over den faſte Sne, der i Maa⸗ 
nens Lys ſtraalede ſom dakt med tuſinde Wdelſtene, 
medens Bjeldeklang og Piſkeſmeld hortes langt bort; 
ellers var Alt ſtille, ja hojtidsfuldt i Naturen om os. 
Underligt fordeltes Lys og Skygge inde mellem de 
ranke Stammer, og naar man drømmende lod Ojet 
folge de verlende Syner, var det, ſom naar man en 
Sommeraften i Danmark efter Solnedgang ſkuer mod 
Skyerne og ſnart tror at ſe Bjerge og Slotte, ſnart Menne⸗ 
ſker og Dyreſkikkelſer afmale fig i fantaſtiſke Skikkelſer i de 
verlende Skymasſer. Snart forenede Lys og Skygge 
fig ſom Kæmper fra Hedenold, Gubber med ſolphvidt 
Haar, og ſnart foregoglede Indbildningskraften En de 
underligſte Ting inde mellem Skovens Trœer; det var, 
ſom ſaa man Trolde og Dverge med gyſelige Hoveder, 
eller Elverpiger, der lette og danſende ſom et Taageſyn 
jvævede i Maaneſkinnet mellem Stammerne. Her var 
det, ſom om Huldren (Bjergets Aand) lænede fig op 
mod Klippen, og hiſt paa en Fjeldkamp ved en Joflade 
var det, ſom om Nokken (Vandaanden) ſad ludende med 
Guldharpen mellem Knæene og det lange hvide Sfæg 
hængende ned over Harpen. Jeg kunde nu forſtaa, 
hvorledes denne ſtore hemmelighedsfulde Natur kan 
fremkalde Troen paa en levende Aandeverden, og hvor⸗ 
ledes Sagnene om Huldren og Nokken, om Nisſer og 
Trolde, kan blive ved at leve hos Folket i et ſaadant 
Land ſom Norge. 

Men da vi ved Daggry naſte Dag kjorte tilbage 


gjennem Skoven, ſaa jeg et Syn, ſom jeg haaber aldrig 


at glemme. Solen ſtod op, luende rod og klar bag 
de bremmede Skyer, der bredte et gyldende Sfær over 
Skoven, hvor dens Straaler ſpillede purpurrøde i Tre⸗ 
toppene over Fjeldet og ligeſom kaſtede Livets Sfær 
over Dødens hvide Lin. 

Saa kom Juledag, og, min Ven Erik kjorte mig 
tidlig til Frognes Kirke. Jeg fad varmt og godt i 
Stadskladerne, med et ſtort Bjorneſkind ſpoendt op 
om mig, og med et Par vældige ſtore lodne Støvler, 
ſom gik langt op over Knæene. Det var en velſignet 
Julemorgen. Solen ſkinnede og kaſtede fine Straaler 
hen over Sneens glimrende hvide Flade. Treerne 
hang overdrysſede med Rimfroſt. Ikke en Vind rørte 


lig; Alt vår ſaa ſtille og opløftende. Men da vi kom 


nærmere til Kirken, kom der mere og mere Liv i Om⸗ 
givelſerne. Kirkeklokkernes Klang blandede fin højtids- 
ſtemmende Røft imellem den muntre Bjaeldeklang fra 
den Mængde Kaner, der kom fra alle Sider; alle Vegne 
fra ftævnede hojtidsklodte Skarer, kjorende og gaaende, 
mod Gudshuſet, ſom hævede fin rummelige Stenbygning 
i Korsform, med Spiret højt over Midten. Paa 
Muren jaa jeg Kong Kriſtian den Femtes Navnetreek 
og Aarstallet 1694, med Jerntegn. Orgelet ſpillede, 
da vi traadte ind i Kirken, der var propfuld af Folk. 
Praedikeſtolen var ſimpel, og i Stedet" for Altertavle 
hævede fig et ſtort forgyldt Kors. 

En Ofring, ſom den her gik for ſig, har jeg aldrig 
for været Vidne til. Skarevis ſtrommede Mænd og 
Kvinder op til Alteret paa en Gang, nogle med Bjorne⸗ 
ſkindspelſen paa og med ſtore Bderſtavler, ſom dundrede 
i Gulvet ved hvert Trin. Med ZBjeorneſkindshuen 
under Armen trængte de op mod Alteret for at lægge 
deres Offer. 

Da jeg atter kom ud fra Kirken, holdt der vel 
100 Slader, og det Stadskaner alleſammen, da den 
ene Bonde ſoger at overgaa den anden i Stads og 
Finhed, og de fint byggede Stadsſleder ere færlig 
Gjenſtand for Omhu. Der var et mægtigt Røre, ſom 
paa et Marked, og jeg havde ner aldrig fundet min 
Slede, da de næften alle ere ens, og hver forſpendt 
med en lille Heſt, en „Norbagge“ ſom vi falde de ſmaa 
norſke Heſte. Disſe ſtaa bundne ved Kirkegaardsmuren 
ved indmurede Ringe, forſaavidt de ikke kunne faa 
Plads i flere lange Skure, der ere opførte til Stalde 
for Kirkegeengernes Heſte. 

Hjemad fjørte Slæderne om Kap, og jnart ſade 
vi ved det veldæffede Bord i den gjeſtfri norſke Bondes 
ſmukke Tommerſtue, men ofte glider Tanken glad tilbage 


til den dejlige Jul, jeg tilbragte i Norge. 


fj. C. A. Hovmoller. 


Husflid. 


Uldbinderiet i Hammernm Herred. 

Hvem kjender ikke lidt om Uldbindingen paa den jydſke Hede, 
har leſt derom eller hort tale derom, eller har kjobt Uldvarer af 
unge jydſte Uldkrammere, der flittigt gaa Landet rundt med deres 
Byrde af bundne Varer paa Nakken? Hvem har ikke leſt Blichers 
„e Bindſtow“? Må 

Enhver, der ſaaledes fjender lidt til Uldbinderiet paa 
Heden, vil vide, at det er en ældgammel Sysſel, hvis Udvikling 
vel næppe Nogen formaar at angive Oprindelſen til. Ligeſom 
Faaret er Hedens naturligſte Husdyr, ſaaledes er dets Uld Hede⸗ 
boens bedſte Indtegt, og det har da fra ældfte- Tider ligget ner 
at ſoge Ulden bragt i en ſaadan Tilſtand, at den kunde give den 
ſtorſte Indtegt. Tid, Taalmodighed og Flid har Hedens Beboere 


aldrig ſavnet, og ſaaledes have disſe forſtjellige ſamvirkende Betin⸗ 


gelſer vel tidligt bragt Uldbindingen til at feſte Hjem paa Heden 
og der gjort denne Ferdighed til Hvermands Ejendom. 


Vi have i et foregagende Nr. meddelt et Billede fra Heden: 
en gammel Fadrehyrde! han ſtrikker eller fom Hedeboeren falder 
det, binder, flittigt pan fin Hoſe, en Biſysſel, der falder faa 
naturligt og velgjerende ſammen med hans egentlige Arbejde. 
Havde Billedet foreſtillet en Plobmand paa Heden i gamle Dage, 
kunde man ſet ham ſiddende paa Hjulplovens Aas med Binde- 
Hoſen mellem de travle Fingre, medens Studene dorſt tyggede 
Drov. Man vilde fundet et ſaadant Billede unaturligt, men det 
havde været ſtemmende med Virkeligheden for et halvthundrede⸗ 
Aar ſiden. Agerbruget pan Heden var den Gang faa usſelt, at 
Bonden med mere Lyſt og Tillid haandterede fine Bindepinde end 
ſin Plov. 

Men Agerbrugets Opſping naaede ogſaa ud paa Heden, og 
lidt efter lidt tog Hedebden med Udholdenhed, Kraft og Seighed 
fat pan Hedens Opdyrkning. Herved ſank Bindehoſens Aktier, 
Binderiet blev efterhaanden fat paa fin rette Plads ſom et beha⸗ 
geligt, nyttigt og i al Tarvelighed ret indbringende Biarbejde, et 
Arbejde, ſom vel kun giver en grumme lille Fortjeneſte i Timen 
for den Enkelte, men ſom i det Hele Aar om andet bringer ſtore 
Summer til den flittige Egn og grundlægger Nojſomhed, 
Tilfredshed, ja paa mange Steder Velſtand. 

Naar man ſiger, at Uldbinderiet er gaaet ſtadigt tilbage, da 
er dette ſaaledes at forſtaa, at det beſtjeftiger færre af Beboerne, 
navnlig af Mandkonnet, nu end forhen. 

Produktionen ſelv ter derimod næppe mindre i vore Dage 
end tidligere. Husfliden har nemlig forſtaget at tage Mafkiner 
i ſin Tjeneſte. Forſt brugte man den almindelige Strompevav 
eller Valſevav, hvis larmende Arbejde man horte fra mangt et 
Hus. En ſaadan Vav koſtede 70 100 Rd. og udførte langt 
mere Arbejde end de fem Pinde. J vore Dage er den imidlertid 
ved at blive gammeldags: der anſtaffes ingen fra Nyt mere, og 
gamle fan kjobes for 20—30 Rd. Grunden hertil er, at en 
ny, meget mindre, men ogſaa meget mere kunſtigt ſammenſat og 
koſtbarere Strikkemaſtine, den ſaakaldte Rundvav, har begyndt 
at finde Indpas. Ved et forholdsvis let Arbeide leverer en 
Arbejder nemlig paa Rundvaven i al Magelighdd 1 Duſin Trojer 
eller Buxer daglig til en Verdi af 12—16 Rd. Det er omtrent 
en Uges Arbejde paa Valſevaven og vel en Maaneds Strikning 
med Bindepindene. Der er mindſt et Duſin Rundvavemafkiner 
i Gang i Hammerum Herred alene (foruden et lignende Antal 
Balfevæve) hvoraf huer har koſtet 3400 Rd. De indforſkrives 
fra Stutgart i Würtemberg og fra Sachſen, hvortil man maa 
ſende Mafkinerne, naar de trænge til ſtorre Udbedringer, medens 
mindre Reparationer udføres hjemme. Trods Maffinens tilfyne- 
ladende Skrobelighed og heiſt indviklede Indretning ffal den ved 
forſigtig og kyndig Behandling dog kunne vare i mange Aar. 

Man fan regne, at mindſt Trediedelen af Hammerum Herreds 
Uldtejstilvirkning, fornemmelig Trøjer og Undertøj, udføres paa 
Maſkine ſom Husflidsarbejde. Arbejdet udføres nemlig intet 
Sted med fremmede, dertil holdte Arbejdere, men beſorges 
allevegne af egen Husſtand i Forbindelſe med anden Natingsvej, 
for det meſte Agerbrug. ö 

Det ſamme er naturligvis i endnu højere Grad Tilfældet 
med Haandbinderiet, der endnu leverer ¼ af Tilvirkningen, meſt 
(vel ½) Trøjer og Buxer ſamt Strømper i alle Storrelſer baade 
til Vorne og Born, for en ſtor Del med Arbejde i de lange Vinter⸗ 
aftener. Fortjeneſten er, ſom antydet, ikke ſtor, men heller ikke 
at foragte. Paa et Pd. Uld tjenes omtrent 2 Mk. i Bindelon, 
(medens et Pd. Uldgarn giver omtrent ſamme Verdiforogelſe paa - 
Vaven.) Som Husflidsſysſel ved Siden af det daglige Arbejde, 
kan en Binderſte med fine Bindepinde tjene 8—12 à 15 Rd. i en 
Vinter; men er hun meget duelig og flittig, kan Fortjeneſten ſtige 
til 15 a 20 Rd. Man kan regne, at ½ af Bindevarerne ere af 


meget god Beffaffenhed, medens er af ſimplere Bonitet. Mafkin⸗ 
arbejdet er gjennemgaaende meget godt og fint, hvorfor det gjerne 
ftaar indtil hejere i Pris pr. Pd., idet Priſen i Reglen har 
været 2¼ faa høj ſom Uldpriſerne pr. Pd. 

Uldbinderiet har felvfølgelig i Tidens Lob affødt en livlig 
og kyndig Handelsvirkſomhed med Uldgods, der opkjobes af faſte 
Handlende, Uld- eller Hoſekremmere i Egnen, ſom atter ſelge det 
til Handlende i Kjobenhavn eller andre Egne af Landet. Det Meſte 
ſelges dog af omvandrende Hoſekremmer, der ifølge det Privile⸗ 
gium, Loven hjemler Husflidsvarer til fri Forhandling ved Hu⸗ 
ſeren, vandrer Landet rundt fra Dor til Dor for at affætte 
Strømper og Vanter, Underbuxer, Uldtrejer, Klokker o. ſ. v. Af 
ſaadanne Hoſekremmere mener man, at der ffal være 800 1000, 
medens Kyndige dog ikke antage, at der gaar mere end 500 fra 
Hammerum Herred. J 1872 blev der udſtedt Pas fra Herreds⸗ 
kontoret til 270 Kræmmere, men Mange gaa ſandſynligvis uden 
ſaadant. Værdien af det Tilvirkede og Solgte i Nutiden har 
Udg. ikke kunnet faa beſtemt Skon over. En i Herredet boſid⸗ 
dende kyndig Mand mener, at der aarlig ſelges Uldgods for 60 
à 70,000 Rd., medens en anden paalidelig Mand har ment, 
at Afſctningen nager op til 400,000 Rd. 

Om nu end disſe Tal, opgivne efter bedſte Skon af ſted⸗ 
kjendte Mænd, ikke ſige noget beſtemt, faa viſe de dog, at Hus⸗ 
flidsſyslen med Uldbinderiet i en lille Egn af vort Fadreland, 
trods den tarvelige Fortjeneſte, dog bringer en meget anſelig aarlig 
Indtægt. Gid ſaadanne Kjendsgjerninger dog maatte. aabne 
Øjnene paa Folk trindtom i Landet for, at det vilde være et ſtort 
og herligt Gode, om forſtjellig Husflid efter hver Egns Tarv 
kunde fæfte Bo allevegne og ikke alene fjerne mangen orkesles 
Times Forbandelſe, men ſprede Flid og Nojſomhed ſamtidig med 
at ſtabe bedre Livsvilkaar for Smaafolk. 5 


(De meddelte Talopgivelſer ſtrive ſig fra velvillige Oplysninger for 
1872, fom Udg. har indhentet fra Tyndige Mænd i Bindeegnen, ſom herved 
bedes modtage venligſt Tak, ligeſom yderligere paalidelige Oplysninger med 
Taknemlighed ville blive modtagne.) 


Blandinger. 

Tidernes Tegn. Murſvend Topp arbejdede hos Murmeſter 
Mus det Aar, da Froſten begyndte Mikkels Aften. Topp havde 
ikke Lyſt til at fagte og blev enig med Mus om, at blive Vinteren 
over hos ham for Føden og Intet mere. Julemorgen ſtod der, 
ſom ſedvanlig, en Spegeſild og bart Brod til Frokoſt. Topp 
jaa lidt ffjævt til den. „Spis Laxen!“ ſagde M. „Er det en 
Lar?” „Ja ſiger Du ikke, at det er en Lax, kan Du faa 
Din Seddel ſtrax.“ „Naa, ja, ja da, er det en Lax, fan er 
det da en af de ſmaa“, ſagde Topp og ſtar Hovedet af Silden. 

Paaſkemorgen mødte Topp Meſter Mus i Gaarden ganſke 
tidlig. „Har Du ſeet Storken, Meſter? ellers ſidder den der“, 
ſagde Topp og pegede paa en Graaſpurv. „Er det en Stork?“ 
„Ja, ſiger Du ikke, at det er en Stork, faa vil jeg be” 
om min Seddel ſtrax.“ „Naa, ja, ja da, er det en Stork, 
jaa er det da en af de ſmaa“, ſparede Mus, og da han faa med. 
det Samme bod Topp 1 Rd. om Dagen, fan blev de to gamle 
Bekjendte ſammen ogſaa den Sommer over. 


Gamle Familier. To Skotter ved Nan Campbell og 
Maeleon trettedes med hinanden om deres Familiers Aelde. 
Macleon vilde ikke indrømme, at Campbellerne vare hans Fami⸗ 
lies Ligemend, thi hans ts Clan eller Stamme havde været 
til ſiden Verdens Skabelſe. Campbell var mere bevandret i 
Bibelen end hans Modſtander, og ſpurgte ham, om han da troede, 


at hans Clan havde været til for Syndfloden. — „For Synd⸗ man repraſentere de tre ſtjonne Aarstider: Vaar, Somimer og 
floden? hvad var det for en Flod?“ ſpurgte Macleon. „Nu den Hoſt; hvad Kulden angaar, da er jeg ingen Ven af den, og 
ſtore Overſvommelſe, hvori Alverden druknede, og kun Noah med ſkulde min Kone faa i Sinde at ſpille Vinterens Rolle, fan 
fin Familie og fine Dyr bleve reddede.“ — „Aa gaa vak med ſpiller jeg Svalens“. 

Din Syndflod“, ſagde Macleon; „min Clan var til længe før ; 
Syndfloden.” „Da fan jeg aldrig erindre, at have laſt i Bibelen, Et Pragtexemplar blandt Gniere. For fort Tid ſiden dode 
at Noah havde Nogen med i fin Ark af Navnet Macleon“, bemer- i Paris en Gnier, der drev Roden til alt Ondt. fan vidt, at 
kede Campbell ſpydigt. „J Noahs Ark!“ raabte Macleon forag⸗ han, naar han havde benyttet fin Puſter, tilſtoppede Aabningen 
teligt, „hvem har vel nogenſinde hort om en Maeleon, der ikke paa denne med en Prop for at opbevare den deri værende Bind, 
har havt fin egen Baad”, til han atter ſkulde tænde Ild. 


Mærfværdige Relikvier. En katholſt Ungarer ſtildrer et Det har ftanet i Apiſen. „Jeg har været paa Landet i 
Beſog, ſom han aflagde i St. Auguſtins Kirke i Rom og || otte Tage og er forſt i Gaar kommen hjem”, fortalte en Lege 
de maerkelige Relikvier, den indeſluttede, ſaaledes: Ved min i et Selſtab. — „Ja“, bemaerkede en Anden, „det har ſtaget i 
Indtreden i Kirken faa jeg Ingen, men ſnart indfandt en barbenet Aviſen“. — „Saa — aa?“ ſagde Lagen, der ikke følte fig lidet 
Sakriſtan fig, og tilbød mig mod en lille Godtgjørelfe at viſe ſmigret. „Erindrer De endnu, med hvilfe Ord det flod omtalt?“ 
mig Kirkens Helligdomme. Forſt forte han mig ind i Sacriſtiet „Saa vidt. jeg huſter, ſtod der: J denne Uge har Antallet af 
og vifte mig en lille Glaskasſe, hvori en prægtig Silkepude bar Dødsfald været tyve mindre end i forrige”, 
den Strikke, hvori Judas hængte fig, og om hvis gthed der | 
nu ikke var mindſte Tvivl. En anden Kasſe indeholdt en Vinge God Forflaring. „Hvorfor er Havvandet ſalt“, ſpurgte 
af Englen Gabriel, og jeg erfor pan min Sporgen, at Pave en Larer fin Elev. „Fordi Spegeſildene fanges deri“, ſparede 
Greger VII. ved fin varme Bon havde faaet Bingen til Foræring denne raſt. 
af Engelen ſelv. Min ærværdige Forer gav mig med et betyd⸗ 
ningsfuldt Blik hviſkende at forſtaa, at han „kjendte en from 
Mand”, ſom var i Beſiddelſe af en Fjer, taget af denne Vinge, 


hvilken Helligdom han for gode Ord og Penge gjerne vilde afſtaa Gaade. 
til en anden from Chriſten. Vinket var dog ſpildt paa mig, og 5 W ee 
vi fortſatte vor Beſigtigelſe af Relikvierne. Han vifte mig ſaaledes Det Forſte kan os Vejen ſparre, 
Kammen af den Hane, der galede, da Peder fornegtede ſin Meſter De neſte To har ſunget tidt, 
og Herre, den Stav, hvormed Moſes fkilte Bølgerne i det rode Det ſidſte er en Ting desværre, 
Hav, og tilſidſt Noahs Stjæg. Min fromme Fører glemte ikke 8 Hvorom der jævnlig bliver ſtridt. 
Tid efter anden at give mig Vink om, at jeg i Betragtning af At bli” det Sele handes kan 
min fromme Tro og min Gudsfrygt, hvorom Beſoget ved Hellig⸗ En By, et Hus, en enkelt Mand. 
dommen vidnede, for en meget billig Pris kunde komme i Beſid⸗ i i; —t: 
delſe af en lille Del af de ufkatterlige Relikvier, han viſte mig. — 

Blot ingen Kulde. „Mit Onſte“, ſagde en ung Mand Oplosning 


„er, at den Kvinde, ſom jeg en Gang udkaarer til min Huſtru, paa Gaaden i Nr. 12: Frokoſt. 


Brevvexling. 


Til M. P. 1 Kirke-Saaby og andre Abonnenter. Angaaende manglende Nr. af Bladet bedes De henvende 
Dem til det Postkontor eller den Boghandler, hvor De har abonneret. 

Til Abonnenterne. Ved et Par sammenstedende Uheld ved Billedernes Forfwrdigelse og under Trykningen af 
de to sidste Numre, ere flere af Tegningerne til „Livets Slot“ i en Del Exemplarer blevne: noget utydelige. De 
ærede Læsere, der have modtaget disse, bedes undskylde det beklagelige Uheld, som forhaabentlig, efter de nu trufne For- 
anstaltninger, ikke oftere skal gjentage sig. gf 

Til Bladets Venner. ,Husvennen« har allerede i de faa Maaneder, det har bestaaet, erhvervet mange Venner 
og vundet en meget betydelig Udbredelse, hvorfor det ved Aarets Slutning er Udgiveren en kjær Pligt at bringe 
enhver Ven, der har medvirket hertil, sin bedste Tak. „Husvennen“ tillader sig hertil at knytte en venlig Anmod- 
ning til enhver Holder, der har glædet sig ved de foregaaende Numére, om at ånbefale Bladet til Venner og 
Frænder, for at det ved fornyet Tilgang endnu bedre end hidtil kan blive i Stand til at bringe mange og fortrin- 
lige Billeder, og til at erhverve de bedste Fortællinger. Udgiveren kan love, at han Intet skal spare, for at 
Bladet i Sandhed kan blive en fornøjelig og gavnlig Husven. En Mængde smukke Tegninger ligge allerede 
færdige til Optagelse i næste Fjerdingaar, tilligemed et Antal ny Fortællinger af yndede Forfattere. I næste Numer be- 
gynder saaledes en Fortælling af Beatus Dodt med originale Tegninger af en dygtig dansk Kunstner. 

„llusvennen“ ønsker alle sine Læsere en velsignet Jul og et glædeligt Nytaar. ] 


Dausvennen udkommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 
Fjerdingaaret, frit tilſendt. „Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn. 


Trykt hos J. H. Schul z. 


ell 


KÆR 


5 
8 15 


W N 
i LESS SANS 4 


SETE AR32 


55 
i) 


— 

1 

28 

72 * 
— 


9 


| Billedblad for Mlenigmand, 
for Sorfhabslæsning, Oplysning og Husflid. 


Adgiuet af 
N. C. Rom. 


Nr. 14. 


. 


4. Januar 1874. f 


Zudhold. Iver Smed, Fortælling af Beatus Dodt, med Billede. — Fra det yderſte Nord, med Billede. — Ogſaa en For⸗ 
telling om trofaſt Kjærlighed. — Husflid. — Lige for Lige, — Gaade. — Brevvexling. 


— 


Jver Smed. 
Af Beatus Dodt. 


ag ud og 


lig og ſent, 
om Som: 
meren endnu 
forinden So⸗ 
len med ſine 
forſte Straa⸗ 


gyldt de hoje 
Popler oppe 
paa Kirke⸗ 
gaarden, og 
9 : 9 om Vinteren 
J endnu lange efter at Sognefogden havde 
gabet for tredie Gang til Tegn paa, at nu 
var det Sengetid, lød Dronet af den jvære 
Forhammer nede fra Smedien, der laa ved 

Vejen i Udkanten af Byen. Snart faldt 

Slagene jaa tunge og faſte, at den ſkrobe⸗ 

lige Bygning ryſtede derved, og ſnart faa - 
lette og klingende, at det lifligt ſom Klokkeſpil lod ud 
i den ſtille Aften. 

Hvad nn den ſidſte Maade at hamre paa angik, 
jaa paaſtod man og det maaſke ikke uden Grund, at 
den tjær blev brugt paa de Tider, da de unge Piger 
vendte hjem fra Marken efter at have malket, ja man 
tilfsjede ſom ganfke afgjort, at Madmodrene derhjemme 


ler havde for⸗ 


— 


ERE REY = 


vare ſaa fte Narres Sag, at de, naar de horte hin 
klingende Lyd, ſakte Siebotterne tilrette. Hvorledes 
det nu end var eller ikke var hermed, ſaa er det dog 
en afgjort Sag, at ikke en eneſte Pige, ſom gik forbi, 


i undlod at ſende et mildt Blik ind i Smedien, hvor 
Dag ind, tid: | 


vanſkeligt det end ofte« faldt hende at fan Hovedet 
drejet paa Grund af Malkeſpanden, ſom hun bar 
derpaa. i 
At den Wre Smedeſvenden eller ſom han al⸗ 
mindelig kaldtes, Iver Smed, ſaaledes beviſte Pigerne 
ved hver Aften at lade dem holde deres Indtog i Byen 
med klingende Spil, nok fortjente en lille Belonning, 
er uomtviſteligt; men paa den anden Side er det et 
ſtort Spørgsmaal, om den var bleven ydet faa villig, 
derſom han, forøvrigt udftyret med alle mulige Dyder, 
havde været ſtyg ſom Arveſynden. Man ſiger nu 
rigtignok, at det ikke er det Ydre, det kommer an paa, 
at Skjonhed forgaar men Dyden beſtaar, ja det ſiger 
man, og Sandhed er det ogſaa, ligeſom man ogſaa 
meget godt kan faa Ungdommen til at ſige Ja og 
Amen dertil, men om man kan faa den til at handle 
derefter, ſe det er en anden Sag, det er et Sporgs⸗ 
maal, ſom ofte har gjort Hovedet kruſet paa Forældrene 


og bragt Børnenes Øjne til at flyde over af Taarer, 


ſom har foranlediget mangt et haftigt Bryllup, men ogſaa 
mangt et langt og kummerfuldt Wgteſkab. Det er 
overhovedet et Spørgsmaal; der er ligeſaa gammelt 
ſom Adam vilde være, derſom han levede endnu, og 
paa hvis Beſvarelſe man formodentlig endnu vil grunde 
lige til den Dag, da Jorden træt og ſvimmel af at 
lobe rundt om Solen ſtandſer paa fin Bane og derved 
ogſaa ſtandſer os paa vores, 


106 


For nu imidlertid at komme tilbage til Iver 
Smed, faa er det ſikkert nok, at hos ham fandtes baade 
det Ene og det Andet. Rank, kraftig og velvoxen 


ſom han var, havde han et Anſigt, der ſtraalede af 


Sundhed, Hjertensgodhed og Munterhed, med et Par 
Øjne, hvoraf Liv og Lyſt lyſte og et Par Smilehuller, 
hvorfra Skjelmen af og til tittede frem. Sit Arbejde 
forſtod han dernceſt og det faa godt ſom nogen gammel 
Meſter, og endnu aldrig var nogen Heſt bleven ſom⸗ 
ſtukken, ſom han havde ſkoet, eller nogen Hjulring loben 


af, ſom han havde lagt om; thi ærligt og trofaſt, ſom 


hans Sind var, ſaaledes var ogſaa hans Gjerning, og 
faſt og kraftig ſom hans Villie ſaaledes var ogſaa 
hvert Hammerſlag, hvormed han bearbejdede det gjen⸗ 
ſtridige Jern. 

Sin Læretin havde han udſtaget i det Varkſted, 
hvori han endnu arbejdede, og ihvorvel han, da han 
en Morgen vaagnede ſom Svend, ikke følte jaa ganfke 
ringe Lyſt til, ligeſom alle andre Svende, at je fig 
om i den ſtore, vide Verden med dens mange Smedier 
og Esſer, Jan var han dog bleven paa Stedet. Af 
Grunde hertil havde han flere. For det Forſte var 
der hans Moder, der, ſom man ſiger, ſad Enke i et 
lille Hus, hun ejede, og ſom, faa gammel hun end var, 
fæmpede paa Liv og Dod for at holde Fattigdommen 
ude, idet hun, ſom hun ſagde, hellere vilde grave fig 
ſelb ned i Jorden end komme i Fattighuſet. Hende 
hialp nu Jver med hvad han formaaede, for at Byrden 
ikke ſkulde blive hende for tung, ſaaledes at hun dog 
tilſidſt ſkulde blive nødjaget til at krybe til Korſet eller 
her i dette Tilfeelde til Fattighuſet, hvilket, ſom han 
følte, baade vilde gaa hans Hjerte og hans re for 
nær, Det andet Baand, der bandt ham til Stedet, 
var derneeſt hans Madmoder, for hende kneb det ogſaa. 
Sorg og Modgang havde i den ſenere Tid buden fig 
lig ſelv til Gjæft i Huſet og ſyntes ikke at tænke paa 
jaa ſnart at ville tage Affked igjen. Den gamle 
Smed havde i lang Tid ligget af en ulcegelig Sygdom, 
og Born var der nok af, der Alle ſom En holdt mere 
af at fan et godt livfuld Grød end af at gaa ſultne 
tilſengs. Under disſe Omſteendigheder var Iver Fa⸗ 
miliens Støtte; thi med Arbejdet gik det raſk fra 
Haanden, og ſtedſe var der nok at tage fat i, og med 
Henſyn til Lonnen, ſom han fkulde have derfor, ſaa 
lod han det gaa, ſom det bedſt kunde, og tog imod, 


hvad Konen havde Evne til at give ham, hvilket rigtig⸗ 
nok temmelig ofte vejede grumme lidt i hans brede, 


barkede Haand. Men hvad fkulde han ſige: Konen 
græd og ſukkede og kaldte ham fit eneſte Haab og 
Anker, Børnene hængte efter ham, og ſelv havde han 
kun kjendt gode Dage, fra det Ojeblik han ſom Lere⸗ 
dreng kom der i Huſet. Hvad var der ſaa under 
disſe Omſtendigheder for ham at gjøre andet end at 
vente, indtil maafke bedre Tider kom for dem, der ingen 
Anden havde at ſtole paa end ham. Dette var nu 


9 


de to Grunde, ſom holdt ham tilbage, hvad den tredie 
angik, ſaa havde Sognefogden Ole Larſen nok en 


lille Anelſe derom, hvorimod hans Datter Elſe aldeles 


ingen Tvivl nærede. 

Paa en ſtille Sommeraften, medens den nedgadende 
Sols rodlige Straaler forgyldte Rogen, ſom flog op 
fra Smedien og glimtede og flimrede gjennem Træernes 
Lov, ſtod Jver udenfor Smedien beſkjcftiget med at 


beſlaa en Vogn. Det var et ſtrengt Arbejde og fort, 


ſom han var af Kul og Rog, dannede Arbejdets Sved, 
idet det randt ned over hans Pande og Kinder, 
ſkinnende, "hvide Striber, der paa en lojerlig Maade 
ſtak af mod det glinſende Sorte. Nogle Karle, ſom 
paa deres Vej fra Marken vare ſtandſede ved Smedien, 


ſtode og ſaa til, medens han med vægtige Hammerſlag 


tvang det gloende Jern i de rette Former. 

„Du ſlider haardt Iver og gjør Dig Livet ſurt“, 
udbrød den Ene lænende fig magelig mod Muren. 

„Bedre at jeg gjør det ſelb, end at Andre ffal 
gjøre det“. 

„Det ſkal være Dig tilſtaaet“, ſparede hin, „naar 
Du faa ovenikjobet vil beſlaa disſe“, vedblev han, 
rœkkende et Par Træffo frem, ſom han ſtod med i 
Haanden. 

„Hvorfor ikke“, ſparede Iver, „have alle Baſter i 
Byen faaet ny Sko i denne Uge, faa var det da Synd, 


om Du ſkulde være en Undtagelſe“. 


„Nu bliver Jver ligeſaa gloende ſom Jernet, han 


holder i Tangen“, raabte en Anden leende, „tag Dig 


iagt Chriſten, at Du ikke brænder Dig paa ham“. 

„Aa“, ſparede hin, „lidt Sdie kan man vel taale, 
naar forreſten Handelen er god“. 

„Ja, og Din var ikke daarlig”, tilføjede Iver, 
„thi der ſkal da idetmindſte et Lispund Jern til og 
jaa flyde de endda ovenpaa“. 8 

„Ja, det gaar med dem, ſom med Smedens Reg⸗ 
ning“, ſparede Chriſten, „de have det baade i Længden 
og Bredden. Det kommer imidlertid ikke jan Meget 
an pan Staorrelſen ſom paa Indholdet”. 

„Ja, og det kan være, tyndt nok, naar Du kommer 
i dem“, ſparede Jver leende 

„Da ſynes det mig, at der er ikke noget pan Tyk⸗ 
kelſen at klage, hvad Chriſten angaar“, indvendte Andre. 
„Aa nej“, indrømmede en gammel Mand, Tom havde 
lat fig paa en Huggeblok og nu, ſom det lod til, havde 
ondt ved at holde Ballancen. „Chriſten har nemlig i 
Maven, fkal jeg ſige os, hvad han mangler i Hovedet”. 

„Skal Du nu ogſaa give dit Beſyv med“, udbrød 
Chriſten halb eergerlig over de Andres Latter. „Du 
ſkulde ellers Jeppe, mener jeg, kun nødig tale med, 
hvor Talen er om at have Noget i Hovedet, thi der 
gives nok ikke mange Dage Aaret rundt, hvor det ikke 
er Tilfeldet med Dig“. ; 

„Jeg negter det ikke Chriſten“, ſparede hin, „at 
det overgaar mig adſkillige Gange oftere i Aaret end 


I 
j 
N 
i 
i 
|! 
i 


af Kul og Snaps?“ ſpurgte en af Pigerne. 


ſtod bageſt i Flokken. 


"Det nytte at fortſcette Auktionen?“ 


hvorpaa hun fortſatte fin Vej. 


Maanen at blive fuld, men hver Gang det ſker, er det 
ſaamend ene og bare af Sorg og Bedrovelſe over Dit 
mislykkede Frieri“. 

At domme efter den Aindelige Fornejelſe, ſom 
fulgte efter dette Udfald, havde Jeppe her truffer det 
ømme Sted. Samtalen blev imidlertid her afbrudt 
ved at nogle Piger kom forbi med Melkeſpandene paa 
Hovedet og Strikketoj i Hænderne. 

„Er der Ingen af Eder, der vil kjobe Jver Smed, 
nu ſkal han ſattes til Auktion“, raabte Chriſten til disſe, 
idet han traf ham frem. 

„Selges han med eller uden Beſetning, jeg mener 


„Det er, ſom man vil“, ſvarede Chriſten, „Beſcet⸗ 
ningen kan man faa ovenikjobet, naar man betaler 
derefter”, 

„Saa tror jeg, det er bedre at raabe ham op uden 
Beſctning“, foreſlog Pigen, „thi det er ikke let at regne 
ud, hvad det vil koſte til Sæbe og Lud for at faa 
den af ham“. | 

„Sort og ſnapſet er jeg rigtignok, Stine“, ſparede 
Iver, „men min Samvittighed den er ren, og det er 
den, ſom Du ffal je paa”. 

„Ja det ſiger Du nok, Jver, men Snapſet kan 
man je, Sampittigheden derimod er det ikke faa let at 
dømme om. Desuden frygter jeg for, at Du i det 


UNE 


Stykke dog juſt ikke er ſaa ganſke ren og fri”. ; 
„Stine mener”, oplyſte Jeppe, „at Iver allerede 
har taget En paa fin Samvittighed, og at det derfor 
kun lidt kan hjælpe at byde paa ham“. Ved disſe Ord 
kaſtede han et Blik til Sognefogdens Datter, Elſe, der 


„Hvorfor ikke“, raabte Fer, idet hans Blik fulgte 
ſamme Retning ſom hins, „man kunde dog altid der⸗ 


ved faa at vide, hvormeget jeg er værd”. 


„Ja, hvad mener Du, Elſe? begyndte Jeppe atter, 
„Du ſtaar ſaa tavs og alene, ſom om det Hele 
ikke rørte Dig i mindſte Maade. Er han ſolgt, eller kan 


„Jeg ved ikke, hvad jeg ſkal ſvare, Jeppe“, ſagde 
den unge Pige rodmende. „Er han ſolgt, jaa faar vel 
den, der har fjøbt ham, ſtaa ved Budet; men er han det 
ikke, jaa tror jeg ikke, at der vil ſte bøjt Bud paa 
ham, ſaaledes ſom han fer ud jaften“. 

Ved disſe Ord kaſtede hun et Blik ned ad Vejen 
og derpaa et andet til Iver, ſom ſkulde bragt hans 
Kinder til at rødme, derſom Sværten havde tilladt det, 


„Jos hvor Elſe fik travlt paa engang!” udbrød en 
af Pigerne. 


„Det faar Duen ogſaa, naar den ſer Hogen 


komme“, ſparede Jeppe, idet han med Tommelfingeren 
pegede bag over Skulderen ned ad Vejen. 
Her kom Sognefogden ſtottet til ſin vegtige Stok, 


og idet han ſynlig paaſkyndede fin Gang, dvcelede hans 


387; 


ſkarpe Blik ufravendt paa Forſamlingen udenfor Smedien. 
Det var en høj, kraftig, gammelagtig Mand, 


rodmosſet og trivelig; men Trekket om hans Mund 


og det lidt ſkulende Blik tydede ikke paa noget Godt, 


ligeſom ogſaa hans Gang og Mine tilfulde vidnede om, 


at han vel var fig. bevidſt at være Byens viſeſte Mand 
og formagende Ovrighedsperſon. 

Da han havde naaet Smedien, ſtandſede han, og 
idet han ſtodte Stokken haardt imod Jorden og betrag⸗ 
tede Forſamlingen med et overlegent Blik, udbrød han: 

„Naa her har J nok travlt med at ſylte Valle og 
drive Eders Husbonds Tid hen med Sladder“. 

„Naar det ikke er Eders Valle, vi ſylte, Sogne⸗ 
foged, og heller ikke Eders Tid, vi drive hen, faa kan 


J jo tage Eder Tingen let og ſparke af, ſom Jer kom⸗ 


men“, ſparede Chriſten, idet dog en Del af de Andre 
fjernede ſig. 

„Hvad ſiger Du uforſkammede Knægt!” raabte 
hin forbitret. „Pas paa, der bliver vel engang Raad 


for at fag Fingre i Dig, faa ſkal vi tales ved“. 


„Jeg ſiger, ſom man raaber i Skoven, faar man 
Svar, og fordi man er Sognefoged i Langerod, er 


man dog ikke Vorherre”, ſparede Chriſten kjaek. 


„Jeg ſkal ſige Dig, Ole“, begyndte nu Jeppe i 
en belærende Tone, der netop derved blev jaa meget 


mere æggende: „Chriſten mener, at hvor megen Umage 


man end gjør fig, formaar man Dog ikke at gjøre en 
Fløjte af en Svinehale”. 

Sognefogden vendte fig ved disſe Ord med et 
raſende Blik mod den Talende; men da han faa, hvem. 
det var, drejede han ſig pludſelig til Alles Forundring 
om og vandrede brummende videre. 


Opbragt, ſom han var, ftødte han fin Stof heftig 


imod Jorden, og idet han ſaa ned for ſig, ſkred han 
frem med haſtige Skridt. Vreden er imidlertid en daarlig 
Raadgiver og upaalidelig Folgeſvend, ſom man ſiger, 
hvilket ogſaa vifte fig ved denne Lejlighed; thi idet nu 
Sognefogden, optaget af ſine egne bittre Tanker og uden 
hverken at fe til højre eller venſtre, kom forbi det Hus, 
hvori, Jvers Moder boede, ſnublede han over en Vand⸗ 
ſpand, der ſtod paa Kanten af Vejen, og idet den væl: 
tede, ſprojtede dens Indhold højt op ad hans Ben. 


„Pokker fare i den Spand“, raabte han arrig ſpar⸗ 


kende til den. 

„Ja, og vil han ikke“, afbrød Konen ham, „vil 
nok Sognefogden, kan jeg meerke. Jeg tror ellers“, 
vedblev hun, „at enhver Fornuftig vil indrømme, at det 
havde været ligeſaa klogt, om J var gaaet af Vejen for 
den; J havpde da ſparet Eder ſelv 10 
og mig mit Sebevand“. 

„Dit Sebevand“, raabte han, „hvad kommer det 
mig ved, men lad mig en anden Gang. træffe, at Du 
belemrer den offentlige Landevej med Dine Redſkaber, 
jaa ſkal Du faa med mig at beſtille“. 

„Det har jeg havt for“, ſvarede Konen, aa J 


r at blive vaad 


ved, jeg er ikke forknyt, ſelv ikke om J bliver nok jaa 
rod i Kammen og ſtrutter ſom en kalkunſk Hane“. 

; „Ja, Mundlæderet mangler Dig ikke, og Fjæphøj 

er Du trods Nogen; men det gaar altſammen til en 

Tid, og jeg tenker, naar den Tid kommer, at vi ſkal 

ſnakkes ved om Pengeaffcrerne og Betalingen, faa ſkal 

jeg nok faa Munden ſtoppet paa Dig“. 

„Penge og Betaling“, gjentog hun i en haanlig 
Tone, „jeg ſkylder Eder Intet Ole Larſen, og for jeg 
i et trangt Ojeblik ſkulde gaa hen og bede Eder om 
et Laan, for vilde jeg hungre Sjælen ud af mit gamle 
Legeme”. 

„Ja, ja, lad os nu fe”, ſparede hin, „En Ting 
vil jeg imidlertid ſige Dig“, vedblev han tradende et 
Skridt nærmere, „Vaer Din Son og lad ham vogte 
fig for at komme mine Enemeerker for nær, det kunde 
ellers let tage en Ende med Forſtroekkelſe“. 

„Hvad Iver 5 é 
angaar, jaa kan 
han vogte fig 
jelv, det er han 
Karl for. Jov⸗ 
rigt forſtaar jeg 
ikke, hvad 3 
mener med, at 
han fkulde komme 
Eders Enemeer⸗ 
ker for nær”. 

„Ikke det“, ud⸗ 
brød Sognefog⸗ 
den, „ja ſaa ſig 
ham, at han hol⸗ 
der ſine Ojne fra 
Elſe og vogter 
fig for at ſette 
hende Fluer i 
Hovedet“. 

„Jeg ſkal nok 


e 


, 
SI 
— — 


vogte mig for at ſtikke min Neſe derimellem for ikke 


at fan den klemt“, ſparede hun, „ſer han paa hende, 
jaa mangler det vel ikke for, at hun fer paa ham igjen, 
og da hun er en god og from lille Pige, og han en 
dygtig og brav Karl, faa ſer jeg ingen Ulykke deri“. 

„Men jeg ſer baade Ulykke og Skam deri“, raabte 
Sognefogden blusſende af Vrede, „og hellere end jeg 
ſkulde je min Datter henkaſtet til en Pjalt, hellere 
vilde jeg vide hende død og begraven “. 

„Det fortænfer jeg Eder ikke i Ole Larſen“, ſpa⸗ 
rede hun, „men naar der ſkal ſkiftes lige mellem min 
Son og Eder, jan kommer det an paa, hvor Pialten 
bliver, ſaa viſt ſom hverken en ſtor Gaard, mange 
Penge eller en opblæft Mine kan frelſe en Mand fra 
at være det, naar Sind og Hjerte er derefter“. Her⸗ 
med ſmakkede hun Doren i for Neeſen af Sognefogden, 

ſom vilde hun derved afffære ham fra at faa det ſidſte Ord. 


Det var juſt intet Under, at Ole Larſens Humor 
ikke blev lyſere efter denne Fægtning, og Enhver, ſom 
mødte ham paa hans Vej, og ſom kjendte en lille 
Smule til hans Veſen, ſaa derfor ſtrax, hvorledes 
Barometret ſtod, af hvilken Grund de klogelig gik af 
Vejen for at undgaa det truende Storm-⸗ og Uvejr. 
Karlene, ſom arbejdede paa Marken ved Gaarden, 
dukkede fig. og drev ivrigt paa Arbejdet, da de faa 
Husbonds Anfigt, og Vogterdrengen, der magelig kom 
ſlentrende bagefter en Kvie, der havde bisſet, og ſom 
han havde fanget, ſtrammede fig op, og idet han ſlog 
Skrald i Skrald med Piſken, dominerede han for⸗ 
ſkrœkkeligt for at viſe, Hvor dygtig han var. Kvien, 
ſom imidlertid ſlet ikke delte hans Folelſer og heller 
ikke indſaa den undſkyldende Grund for hans jaa plud⸗ 
ſelig forandrede Fremgangsmaade, gjorde fig. nu paa 
fin Side ogſaa udtilbens, og da den ſaa nylig havde 
E været ifærd der⸗ 
med, ſaaledes at 
de gale Ideer 
endnu ſtod den 
i Hovedet, faa 
lettede den plud⸗ 
ſelig Halen ivej⸗ 
ret og ſatte af⸗ 
ſted i kort Gal⸗ 
lop. 

„Du, Laban, 
er det en Maade 
at omgaaes med 
Kvæget!” raab⸗ 
te Sognefogden, 
idet han ilede 
til og rev Tojer⸗ 
rebet fra den for⸗ 
bloffede Dreng. . 
Derpaa ſtem⸗ 
mede han imod 
af alle Kræfter for at holde Dyret tilbage. Her havde 
han imidlertid truffet fin Overmand; thi hvor ivrigt 
han end anſtrengte fig, blev Gallopen ſtedſe flærfere og 
ſterkere, og i ſtrygende Fart, med lange Skridt og 
Hatten bag ad Nakken gik det nu afſted, indtil Kvien 
pludſelig gjorde holdt ved Stalddoren. Denne uventede 
Standsning, der jaa lidt laa i Sognefogdens Bereg⸗ 
ning, bevirkede imidlertid en faa voldſom tilbagegagende 
Bevegelſe, at han af al Magt fatte fig i Moddingen, 
i hvis bløde Leje han ſank dybt ned. 

„J Du Fredſens Gud”, raabte Elſe, der fra Kjokken⸗ 
døren havde ſet Nederlaget, idet hun haſtig kom til. 
„J ſtodte Eder da ikke Fader?“ 

„Stodte mig“, gjentog han forbittret. „Hvad 
Pokker ſkulde jeg ſtode mig paa der? Aergrelſer og 
Spektakler har man fra Morgen til Aften“, vedblev 
han, „og Du er den, jeg har at takke for den hele Moleſt“. 


N i 8 
45 8 
8 U ES 
SLANGE 2 


i 
| 
| 
| 
I 


kring Nordpolen. 


Elſe vidſte fig med Henſyn til Valget af det Sæde, 
hendes Fader nys havde indtaget, ſaa var der dog, 
med Henblik til hendes Deltagelſe i Forſamlingen 


* 


109 ; SEE ö 


Saa lojerligt det end lod, og jan uſkyldig end 


udenfor Smedien, en Roſt hos hende, der raadede 


hende til at forblive tavs ved Faderens Bebreidelſe. 


(Fortſettes.) 


Fra det yderſte Nord. 
Ved A. J. 


Der findes to hid⸗ 


— 


gave at udforſke det 


til ukjendee Omraa⸗ 


nordſibiriſke Js⸗ 


der paa vor Klode, 


hav. En øfterrigfe 


ſom man for Tiden 


Adelsmand, Grey 


er ivrig beſtjeftiget 


Wiltſchek, ſom for 


med at underſoge: 


Ishavstogtets Af⸗ 


det indre Afrika 


gang havde ydet be⸗ 


og de nærmefte 


tydelige Bidrag til 


Strekninger om⸗ 


dets Udruſtning, har 


indlagt ſig endnu 


Paa begge Steder 


ftørre Fortjeneſte af 


loftes Sloret beſtan⸗ 


Foretagendet ved i 


digt mere, og der er 


Sommeren 1872 


neppe Tvivl om, at 


at bringe Forſteerk⸗ 


det er forbeholdt vor 


ning af Levnetsmid⸗ 


Tids raſtloſe Iver 


ler og Kul, hvilke 


fuldſtceendigt at loſe 


Fornodenheder han 


Opgaverne. Rigtig⸗ 
nok horer man megen 
Tale om de Farer, 
der true den driſtige 
Rejſende; i det hede 
Afrika bukker han 
under for ondartede 
Febre eller myrdes 
af lumfke Indfodte; 
i Polaregnene maa 
han fæmpe med Iſen 
og med Kulden; hans 
Skib bliver knuſt, 
ſelv driver han paa 
en Isflage omkring 
pan det ſtore Hav, 
medens Kulden gjen⸗ 
nemisner ham, — 
men Intet ſaadant 


holder Forſkeren til⸗ 


bage. En hel Rake 


af Jahavsfarere virker for Tiden baade paa den øftlige | 


og veſtlige Side af Nordpolen, og de fleſte af Europas 
Nationer ere, tilligemed de forenede Stater i Nord⸗ 
amerika, virkſomme i denne Retning. 

Saaledes afgik. i Sommeren 1872 et oſterrigſk 
Togt under Anforſel af Lojtnanterne Payer og 
Weyprecht med Dampfkibet „Tegethoff“ med den Op⸗ 


vilde anbringe paa 
Kyſten af Novaja 
Semlja, (en ſtor 
Ogruppe nordoſt for 
Rusland), der ſaa⸗ 
ledes ſkulde tjene ſom 
Tilholdsſted for „Te⸗ 
gethoff“. 
Medden lille norfke 
Jagt „Isbjornen“ 
forlod Wiltſchek ſidſt 
i Juni 1872 Tromss, 
ledſaget af flere an⸗ 
ſete Videnſkabsmeend 
og af en dygtig Foto⸗ 
graf, hvem man ſkyl⸗ 
der en Mængde præg 
tige Billeder, af hvilke 
vi i dette og folgende 
Nr. ville levere Leeſe⸗ 
ren nogle Prover. 
Forſt gik Farten HR Nord til Spitsbergen og 
derfra mod Oſt til Novaja. Semlja. Kun med ſtor 
Møje lykkedes det „Isbjornen“ at bane fig Vej mellem 
den mægtige Drivis, og forſt den 30te Juli kunde den 
kaſte Anker ved Matotſchkin Sundet, der deler Novaja 
Semlja i to Dele. Landet er her bjergrigt; men mel 
lem Bjergene findes ſammenheengende Dal⸗ og Engſtreek⸗ 


2 


5 


ninger, hvilke dog paa Grund af de mange visne 
Grœcsſtraa ikke have vore Enges velgjorende grønne 


Blomſterne hilſte gamle Ungdomsbekjendte, f. Ex. Smor⸗ 
blomſter og Forglemmigeier, paa de Rejſende. Bag Da⸗ 


| 
Farve, men fnarere have et gulrødt Anſtrog. Blandt 
| 
| 
| 


len hævede fig brune Fjeldkamme til en Hojde af 3000 | 
Fod. Sundet felv var islagt, men hen over det lyſte 


Midnatsſolen fra Nord klart hen over Hav og Land 


med fit af ingen Demring eller Nat afbrudte Lys. | 
Hvor meget end Synet af Midnatsſolen bliver priſt af | 
dem, fom ofte have gjort den lange Rejſe til Lapland 


blot for en eneſte Gang at ſkue dens Herlighed fra et 


hojt Bjerg, fan kan dog dens ſtorartede Skjonhed og 


heldbringende Nytte intetſteds beundres og erkjendes ſaa⸗ 
ledes ſom i disſe Egne, hvor Solen — om end ofte 
indhyllet i Taage — flet ikke gaar ned og er den eneſte 
Ledeſtjerne pan Ishavet. Landſkabet, ſom den belyſer, 
er i ſig ſelv ſorgeligt nok; og det melankolſte Preg 
forøges endnu mere ved de rusſiſke Dobbeltkors, ſom 
findes anbragte hiſt og her og ſnart betegne en Grav, 
art kun ere at betragte ſom Tegn paa aflagte Lofter. 
(J den græff-fatholffe Kirke, til hvilken Rusſerne høre, 
bruges ofte ſaadanne Kors eller Tavler til Vidnesbyrd 
om et eller andet Lofte, der f. Ex. i Dodsfare er ble⸗ 
ven aflagt. Korſet eller Tavlen bærer da i Alminde⸗ 
lighed en forklarende Indfkrift.) 

Efterat Grev Wiltſchek havde gjort flere ftørre Ud⸗ 
flugter i det Indre af Landet, gik Rejſen atter mod 
Nord for om mulig at finde Dampfkibet „Tegethoff“. 
Af en norſk Skipper erfarede man, at allerede to Skibe 
vare blevne knuſte i Iſen, og at et ſtort Skib længere 
mod Nord kempede med den. Dette var den forſte 
Efterretning om „Tegethoff“, og endelig den 12te Au⸗ 
guſt fil man, idet en ſteerk Taage lettede ſig, fra „Is⸗ 


var „Tegethoff“. Dette glædelige Mode er giengivet paa 
omſtaaende Tegning. Efter en gienſidig varm Velkomſt⸗ 


hilſen ſejlede man nu ſammen mod Nord og naaede lykke⸗ 


lig de nordlige Barents⸗Oer ved Novaja⸗Semljas Kyſt, 
og der blev Provianten og Kullene nedlagte i en Klip⸗ 
pekloft. Der ligge nu Forraadene ſkjulte under Is. og 
Sne, indtil de en Gang blive benyttede af Beſctningen 
paa Tegethoff eller af andre Sofarende. 


Ogſaa en Fortælling om krofaſt Kjærlighed. 
Eſter det Engelſhke. 


— 


Ombord paa et Skib, ſom fkulde fore Udvandrere 
til Nordamerika, befandt fig en irſk Familie, beſtagende 
af Mand, Kone og tre Born: to Piger og en Dreng. 
De vare gjenſynligt meget fattige, men Børnenes uſed⸗ 


5 til fig, og hvis han vilde det, 
bjørnen” Oje pag en Tremaſter med Dampfkorſten; det 


vanlige Skjonhed tiltrak ſig almindelig Opmeerrkſomhed. 


En Dame, der ſelv ingen Born havde, fik Lyſt til at 
adoptere en af de ſmaa Reiſende og henvendte ſig til 
Faderen gjennem en Ven, ſom giver folgende rørende 
Beretning om Underhandlingerne. 2 

Jeg tog ojeblikkelig, fortæller han, fat paa mit tem⸗ 
melig vanfkelige Hverv, og da jeg faa Manden paa 
Daekkket, tiltalte jeg ham ſaaledes: 

„De er meget fattig?“ 

„Fattig Herre?“ ſagde han. „Aa ja, hvis nogen 
fattigere Mand end jeg ſlider ſig igjennem Verden, faa 
Gud hjælpe os Begge, for vi vilde omtrent være hin⸗ 
andens Lige.“ 5 

„Hvordan barer De Dem ad med at ſorge for 
Deres Born?“ 

„Forſorge dem, Herre? Nej, jeg ſorger ikke for 
dem, de fan nok, hvad de trænge til. Det vil være 
tidsnok for mig at klage, naar de ikke gjøre det.“ 

„Vilde det da ikke være en Lettelſe for Dem at 
komme af med et af Bornene?“ 

Men det var for pludſeligt; han varede ſkarpt: 

„Hvad ſiger De, Herre? En Lettelſe at ſtilles fra 


mit Barn? Vilde det være en Lettelſe at faa Hen⸗ 
derne huggede af eller at faa Hjertet revet ud af Bryſtet? 
Hvad mener De?“ 


„De forſtaar mig ikke“, ſparede jeg. „Derſom det 


nu ſtod i Ens Magt at ſorge rigeligt for et af Deres 
Born, vilde De fan ſtaa dets Lykke i Vejen?“ 


„Nej Serre!“ ſagde han. „Vorherre ved, at jeg 


med Glæde lukkede alt Solſtin ud fra mig ſelv, for at 
de kunde faa hele Varmen; men ſig mig, hvad Deres 
Mening egentlig er.“ 


Jeg ſagde ham da, at en Dame, ſom var med 
ombord, havde faaet Lyſt til at tage et af Børnene 
ſkulde det blive godt 
opdraget og ſat i Vej. 

Han kloede fig i Hovedet og faa aldeles forvirret 
ud. Kampen mellem en Faders Kjærlighed og Barnets 
Interesſer var øjenjynlig og rørende, Endelig ſagde han 

„Ja for Pokker! det vilde jo være en ſtor Lykke . 


for Barnet. Men jeg maa gaa hen og tale med Mary, 
— det er Børnenes Moder, Herre; og det vilde ikke 
være rigtigt at give hendes Barn bort, uden at hun 
vidſte af det.“ 

(Sluttes.) 


„Saa afſted med Dem da“, ſagde jeg, „og bring 


mig Svar, ſaa hurtigt ſom muligt.“ 


En halv Times Tid eſter kom han tilbage med to 


af Bornene. Hans Ojne vare rode og opſvulmede, og 
hans Anſigt blegt af Bevagelſe. 


„Naa“, ſpurgte jeg, „hvordan gik det ſaa?“ 

„Det var en haard Kamp, Herre!“ ſvarede han. 
„Men nu har jeg talt med Mary, og hun ſiger, at da 
det er til Barnets Bedſte, vil Vorherre maaſke give 
os Kraft til at bære det.“ 

„Det er godt; hvem af dem ſkal det fan være?” 

„Min Tro, om jeg ved det, Herre!“ udbrød han, 


idet han lod fit Blik glide hen over begge Børnene. 
„Her er nu lille Nora — hun er den Aeldſte og 
trænger ikke jaa meget til fin Moders Hjælp; men 
ſaa — aa, jeg ved ikke ſelv, hvem af dem jeg bedſt 
kan ſkille mig ved, fan tag den forſte, der kommer, 
med en Velfignelſe. — Der, Herre!“ og han forte lille 
Nora hen til mig; han gik, men vendte om igjen, 


ſnappede Barnet og gav hende et langt, hjerteligt 


Faderkys, idet han med Taarer ſagde: 
„Gud være god mod dem, der ere gode mod 
Dig!“ 3 ig 
Derpaa tog han det andet Barn ved Haanden 
og gik. 

Jeg tog Nora med ind i Salonen, og vi tenkte, 
at den Sag nu var afgjort. Jeg maa imidlertid til⸗ 


ſtaa, at jeg omtrent en Times Tid efter til min ſtore | 


WÆrgrelfe jaa min Ven Pat ved Vinduet. Saajnart 
vore Øjne mødtes, begyndte han at gjøre Tegn til 
mig om at komme ud. Jeg gjorde det og ſaa, at han 
havde det andet Barn med fig. 

„Hvad er der nu paa Færde?” ſpurgte jeg. 

„Ja, Herre!“ ſagde han. „Jeg beder om For⸗ 
ladelſe, fordi jeg gjør Dem faa megen Ulejlighed med 
jaa ringe en Ting, ſom et Par Born; men vi tenkte, 
at det maaſke var Dem lige meget — ſer De, Herre! 
jeg har talt med Mary, og hun ſiger, hun kan ikke 
ſtille fig ved Toſen, fordi hun er fin Faders udtrykte 
Billede, ſiger hun; men her er lille Betty, hun er 


langt kjonnere, ſaa hvis De ſynes om det, Herre, ſtal 


vi jaa bytte?” | 

„Gjerne, ganſke ſom De vil“, ſparede jeg. 

Saa ſnappede han lille Nora, ſom havde hun 
været en gjenvunden Skat, og ilede afſted med hende, 
efterladende lille Betty, der blev hos os hele Natten 
men ſe; i det Ojeblik vi den folgende Morgen traadte 
ind i Salonen, var Pat igjen med ſine hemmeligheds⸗ 
fulde Tegn udenfor Vinduet, denne Gang med den 
Yngſte paa Armen. å 

„Hvad er der nu igjen paa Færde?” ſpurgte jeg. 

„Ja, jeg ſkammer mig næften ved at ſige det. 
Ser De, jeg har talt med Mary, og hun kunde ikke 
ſkille fig ved Nora, fordi hun er mig op ad Dage, og 
nu kan jeg ikke ſkille mig ved Betty, fordi hun er 
Mary op ad Dage; men her er lille Paudeen, Herre. 
Han er lige to Aar gammel, og han vil aldrig blive 
til Beſvaer for Nogen; for efter fin Moder har han 
de klareſte Øjne, og efter fin Fader et Par dejlige 
brede Skllldre til at ſkubbe fig igjennem Verden med. 
— Vil De bytte igjen, Herre?“ | 

„Hjertens gjerne”, ſagde jeg, „det er mig ganſke 
det Samme“, og lille Paudeen blev hos mig. É 

„Ha, ha!“ ſagde jeg til mig ſelv, idet jeg ſaa ind 
i Drengens ſtore, ſmilende Øjne; „ſaa er da Sagen 
endelig afgjort!“ 

Men det var den ikke; der var næppe gaaet ti 


Minutter, for Pat uden nogen ſom helſt Omſtendighed 
kom lobende ind i Salonen, ſnappede Barnet og ſagde: 

„Det kan ikke gaa Deres Naade! jeg har talt 
med Mary, og vi kan ikke gjore det. Se paa ham, 
Herre, han er den yngſte og den bedſte af dem Alle. 
De vil ikke tage ham fra os! Ser De, Herre! Nora 
ligner mig, og Betty ligner Mary; men lille Paudeen 
har fin Moders Øjne og min Naſe og lidt af os 
begge To helt igjennem. Nej, Herre! vi kan beere 
fynd Lykke, Hunger og Elendighed, men vi kan ikke 
taale at ſkilles fra vore Born, med mindre Vorherre 
ſelv tager dem fra os“. 


: husflid. 


Fordelene ved en udbredt Husflid. 

Direktoren for det ſtatiſtiſte Bureau for Schweiz (i Bern), 
Max Wirth, fremhaver folgende gode Sider ved Husfliden og 
Husinduſtrien, vaſentlig med Landets egne Forhold for Øje. 

„Et Erhvervsmiddel, ſom overalt har viſt ſig overordentlig 
velgjorende for den talrigſte Arbejdsklasſe — for Landbrugsar⸗ 
bejderen, er Husin duſtrien. 

AIgndtil vort Aarhundrede havde Landboerne, efter fuldendt 
Tarſkning, en meget omfattende Beſtjaftigelſe i Spinden og Vaven. 
Fortjeneſten herved have Spindemaſkinerne gjort Ende pan. J alle 
agerdyrkende Lande, der ikke udmærke fig ved en ſaadan Jordens 
Rigdom, at der ogſaa i den for Landbrugerne døde Tid om 


Vinteren, bliver Arbejde nok, opkaſter ſig det brendende Sporgs⸗ 


maal: hvilke ny Biſysler kunne findes pasſende til at ſatte den 
mindre bemidlede Agerbruger i Stand til at udfylde ſine ledige 


Timer med en indbringende Beſtjeftigelſe til Forbedring af 


ſine Kaar og ſin Stilling. i 5 

Til Fordel for Husfliden eller Husinduſtrien lader fig Fol⸗ 
gende anfore: 

1. Da den i Reglen bliver drevet paa Landet, tjener den 
ved Siden af Landbruget til Formering af Erhvervet. 3 

2. Landbrugets Arbejde kan fuldftændigt beſorges, naar 
Vejret tillader det. Al Fritid, ſom ellers gaar tabt, kan anven⸗ 
des til andet Arbejde, faa at der opnages et ſtorre Udbytte af 
Arbejdskraften. 

3. Ethvert Lem af Familien kan fættes i Virkſomhed. 

4. Begge Sysler danne ſom en gjenſidig Forſikring. Er 
det ei daarligt Aar for Landbruget, faa byder Husfliden en god 
Modvagt, og ſtanſer dennes Fortjeneſte et Aar, ſaa har Fami⸗ 
lien dog i det Mindſte da det Nodvendige af Landbruget for at 
ffærmes mod Mangel. 

5. Beſiddelſe af Jordejendom med egen Arne gjør tilbøjelig 
til. Sparſomhed og til god Anvendelſe af det Opſparede, medens 
den husloſe Arbejder, der alene er henviſt til Induſtrien (eller 
Haandvarket) let forledes til letſindig Forodelſe af fin Fortjene⸗ 
ſtes Overfkud paa Helligdagene. 


6. JNodsfald har Beſiddelſen af Hus og Jord, er den 


end nok ſaa lille, ved ſit Vinterforraad af Kartofler o. ſ. v. og 
med fin Bolig ogſaa den Fordel at give Grundlaget for en lille 


Grundkredit, ſom kan hjælpe Ejeren pan Benene i almindelige 


eller induſtrielle Nodstilfelde. | 

7. J Reglen bliver Husinduſtriens Arbejde betalt ſtykkevis, 
hvorved Arbejderen bliver anſporet til en mere husholderiſk Be⸗ 
nyttelſe af fin Tid, og til en iherdigere Uddannelſe af fin 


112 


Duelighed, ſaa han kommer til at fortjene en halv, ja en hel i 5 
Gang ſaa meget ſom ellers. 8 55 £ 

8. Den vaſentligſte Fordel beſtaar endelig deri, at den 
nødvendige Arbejdsduelighed, ligeſom legende, af fig ſelv bliver 
erhvervet fra den tidligſte Barndom. Ligeſom Sproget ſaaledes 
overgaar den ſtore Arbejdsferdighed fra Forældrene til Børnene, 
hvorved disſe uden Lereaar erholde en Duelighed, ſom unge 
Menneſker, der komme fra andre Stillinger, kun ere iſtand til 
at tilegne fig med megen Moje, Bekoſtning og Tidsanvendelſe.“ 


Lige for Lige. 
En Proverytter til Kroen kom 
og ſatte ſig ud i den lille Have, 
og da han nu havde en ſulten Mave, 
han kaldte paa Bærten og bad ham om 
lidt Smørrebrød og et lille Glas Rom 
ſamt føjede til, ſom var han en Pave: 
„Men Maden ikke af den Slags, ſom 
J Kromand pleje til Bønder at lave, 
hvis jeg ffal ſpiſe den, ſpar da paa Snavs!“ 
Da bukkede Bærten ydmyg og tavs 
og fjernede ſig ſom en lydig Slave. 
Den Fremmede tænkte og knejſede kakt: 
„En ſaadan Tolper maa læres Reſpekt, 
jeg tror nok, han følte, jeg kunde ham ave!” 
Kort efter han fik ſin Snaps og ſin Mad, 


og Alt gik herligt, faa længe han ſpiſte; fan har jeg dresſeret min Hund „Koſak“, 

men da han var færdig og rejſte fig — hvad til at pasſe paa alt lumpent Pak, 

gik der dog af Hunden, ſom tæt ved fad, af hvem jeg ſaadanne Streger kan vente. 

den knurred og gjeede og Tænder vifte. Og Hunden er udmarket, ſom De faa” 

For nu det glubende Dyr at formilde til denne fin Gjerning, faa klog og forſigtig“ 
han et Stykke Brod det rakke vilde; — Det ſmagte Proverytteren paa, 

men raſende for det imod ham hen i og da han laved fig til for at gaa, 

og tav forſt, da han fig fatte igjen. han var lidt muggen, men ikke faa vigtig. 2 
Da kom juſt Værten tilpas ud i Haven. P. H. S. 
„Hej!“ raabte den Rejſende, nu var han gnaven, . 

„hvad fejler Baſtet, hvad gaar der af Hunden? Gaad e. 


jeg byder den de — den fnevrer og gjør”. 
Da ſparede Værten og bukked ſom for: 

„Ja onſker Herren at vide Grunden, 

jaa er det fordi at tidt det hændte, 

naar Gjæfterne fad herude og drak, 

at mangen en Stymper liſtelig ſtak 

ud gjennem Havelaagen og rendte 

bort uden engang at ſige mig Tak. 

Men da jeg nu altid foretrak Oplosning 


at have ſaa lidt ſom muligt „in mente“ pan Gaaden i Nr. 13: Bom barderet. 


Det Forſte omvendt kan Du paa det. Hele finde; 
Hvis det Du vender om, men lader forſt forſvinde 
Det tredie Tegn, Du faar en Ting Du prægtig fjender, 
Og ſom Du, ikke fandt? hver Dag beſtemt anvender. 


t 


Brevvexling 


Angaaende manglende eller forsinkede Numre af Husvennen, modtager Udgiveren stadigt Breve, hvis Besvarelse 
volder meget Tids- og Portotab. Vi skulle derfor nu ved det ny Aars Begyndelse atter gjøre de Holdere, der. faa 


$ Breve angaaende Husvennen adresseres til Bladets Kontor Niels Juelsgade Nr. 12 i Kjøbenhavn, eller til Ud- 
giveren: Føvling ved Horsens. — Ufrigjorte Breve modtages ikke. gr 8 


— 


Husvennen udkommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 
Fierdingaaret, frit tilſendt. „Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt Ek 
Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjøbmagergade 56, Kjøbenhavn. 


Tryrt hos J. H. Schul tz. 


5 
| 
0 


N 


8 
W de 
OD Se 


RY 5 


1 Alenigmand ., 
for Morſkabsletzning, Oplysning ag Busflil. 


Adgivet af 
n. C. No m. N 
Nr. 15. 11. Januar 1874. 
Indhold. Nutiden, Digt af Z. Nielſen. — Iver Smed, Fortælling af Beatus Dodt, med Billede. Fortſat.) — Fra det yderfte 


Nord, med Billede. (Sluttet). — Bonden og Fegtemeſteren. — Husflid. — Blandinger. — Gaade. 


Nutiden. 


Hvor bryder og gjærer i Lys og Len 
dog Krafterne, gode og onde! 

Politiſte Kampe med ryſtende Den 
opſkreemmer Latiner og Bonde. 
Principer mylre i Oſt og Veſt, 


en Del med Solſkin, en Del med — Blæft! 


J Kirke og Skole et Liv frembrod 
med rige Forjettelſers Fylde, 

men ogſaa med rigelig Kamp og Stød 
for Alle, ſom Døden ej hylde. 

Med Mund og Pen manes Fylker frem, 
og Sveerde krydſes med Fynd og Klem. 


Fra Fattigmands Hjem lyder Raab om Brod, 


og — ægget ved daarende Løfter — 

en Skare alt ſvor ved Hævn og Død 

at udjævne Samfundets Klafter. 

Man truer og ſkruer paa hver en Kant 
og vil ffrue frem baade Løgn og Sandt. 


Og Vantroen, pyntet i Lærdoms Dragt, 
i Tumlen fvinger fin Fakkel; 

hvad franſke og engelſke Lærde har ſagt, 
den udraaber ſom et Orakel. 


Ad Barnetroen den ſmiler koldt 
| og ſpiller med Evighedstanken Boldt. 


Vor Tid er en Vaartid med Bud paa Bud 
om Krafternes frigjorte Velde; 

en Vaartid for Lilliens ſpirende Skud 

men ogſaa for Tidſel og Nælde; 

en Vaartid med Dromme om Sol og Lys 
men ogſaa med knugende Febergys. 


Lad ham, ſom roekker fin Almagtsſtav 
udover Alſkabningens Vrimmel, 
ſom megter at ſtyrte Lognen i Grav 

og hojne om Sandhed ſin Himmel — 
lad ham faa Lov med fit fkabende „Bliv“ 
at renſe, lutre og forme vort Liv. 


e 


Staa ej ham i Vejen med ſelvgjort Værk, 
ſom dog kun ryſter og ramler; 

ſelv naar Du ſynes meſt klog og ſteerk 

Du dog kun fejler og famler; 

men tager Du ret Guds Aand paa Raad 
da voxer Dit Værk, da ſtaar Din Daad! 2 


0 Jacharias Nielſen. 


rinnen 


Zuer Smed. 


Af Veatus Dodt. 
(Fortſat.) 


— 


„Ja Du“, vedblev han, „ſynes det Dig pasſende at 
ſtaa ved Gadederen med Teneſtefolkene og præfe med 
den forte Bavian, denne Jver Smed?” 

„Jeg er jo ikke bedre end de andre Piger, Fader“, 
ſvarede hun ſagtmodig, „og hvad Jver angaar, ſaa gjor 
den Maade, han bliver ſort paa, ham ingen Skam.“ - 

„Ikke det,“ raabte den Gamle, „men ſaa megen 
ſtorre gjør det Dig, at Du beſtyrker ham i dumme Ind⸗ 
bildninger, og at Du ved at fjaſe og ſpaſe med ham 
bringer baade Dig ſelv og mig i Folkemunde. Men 


nu nok om den Ting“, vedblev han, idet han fjernede 


fig, „en anden Gang ffal vi tales nærmere ved, for 
idag har jeg havt Aergrelſe og Fortrœd nok.“ 

Efterat Iver Smed Havde endt fit Dagvcerk og 
derpaa af Hjertenslyſt vaſket ſig i en ſtor Balle Vand, 
tændte han fin Pibe og vandrede jaa med en ſaadan 
Folelſe af Velvære og en ſaa fornøjet Mine, ſom en 
kraftig Sundhed, et veludfort Arbejde og en dejlig mild 
Sommeraften kan meddele os, ned ad Vejen til ſin Moder. 

Denne ſad i ſin lille Stue ved Aftensmaden, og 
idet Sonnen traadte ind, reiſte hun fig halvt og traf 
en Stol frem til ham. 

„Sid ned Iver, og tag en Bid med”, ſagde hun 
og rakte ham Kniven. 

„Tak Moder, jeg har nylig faaet min Grød tillivs 
og kan nok nogenlunde nære mig til imorgen tidlig“. 

„Ja, jaa lad os da je, hvad Du ſiger dertil?“ 
ſpurgte hun, idet hun aabnede et lille Skab og tog en 
Tallerken Rodgrod frem, ſom hun fatte for ham. „Jeg 
var oppe til Preſtens med noget Vadſketej, og jaa gav 
Frokenen mig det; jeg har nu ſpiſt min Portion til 
Middag, ſaa kan Du tage Reſten.“ 

„En Skjelm, der troer Dig, Moder“, udbrød han, 
truende med Fingeren ad hende. „Groden er nok ikke 
rørt, ſiden Du kom fra Pracſtegaarden, fjender jeg Dig 


ret. Men, ligemeget, godt ſmager den, og Du ved 


nok, hvor der er Hjerterum, der er ogſaa Husrum, ſaa 
jeg faar vel Plads til den. Se jaa”, vedblev han, da 
han var færdig, „nu kan Du hilſe Frgkenen, at derſom 
hun en anden Gang ſkulde komme i Forlegenhed med 
en Portion, ſaa ſkal jeg med ſtorſte Fornejelſe ſkille hende 
ved den“. 

„Ja Du er en god Sjæl, Jver, og vil gjerne være 
til Tjeneſte, jeg ved det nok, ſvarede hun leende. 
„Naa, hvad ſagde faa Elſe?“ tilføjede hun. 

„Det var ikke ſtort, hvad hun ſagde, men iovrigt 
var det dog godt nok“. 

„Ja da var det heller ikke daarligt, hvad Sognefogden 
ſagde til mig, da han kom her forbi; men jeg gav ham 
det glatte Lag, kan jeg tenke. Han kom til at ſtode til 


* 


min Spand, der ſtod derude paa Vejen, og ſaa blev 
han deſperat og gav fig til at ſkjcelde ud over Dig“. 

„Chriſten drillede Ole Larſen deroppe ved Smedien“, 
ſparede Jver, „det var dumt, og jeg har ogſaa jagt til 
ham, at derſom han begynder paa det tiere, faa bliver 
vi ikke gode Venner. Saa kan jeg ogſaa nok tænke 
mig, at han jaa Elſe ſtaa deroppe.“ 

„Ja, og hvad han ikke blev vred over det Forſte, 
det ſkal jeg ſvare for han blev over det Sidſte“, udbrød 
Konen, „Du faar en haard Stund, Jver, for Alt kom⸗ 
mer i Rigtighed“, vedblev hun i en forandret Tone. 
„Ole er en hovmodig og ilſindet Mand, og jeg frygter, at 
der ſkal mere end gode Ord til for at fan hans Samtykke.“ 

„Han har Noget at være ſtolt af“, ſparede han i 
en undſkyldende Tone. „Han begyndte med et Par 
tomme Sender, og hvad han nu har, derfor har han 
ſlidt og flæbt tidlig og ſilde. i 

Det har han, og ſnild og dygtig er han, det Lov ſlal 
han have“, ſagde Konen, „men netop derfor ſkulde han have 
Agtelſe for Flid og Dygtighed hos Andre. Gud har faa, 
man kan naſten ſige det, paa en vidunderlig Maade givet 
ſin Velſignelſe til hans Gjerning, hvorom Tanken, ſom det 
ſynes mig, maatte gjore hans Hjerte. blødt og hans 
Sind mildt, iſtedetfor at det Modſatte er Tilfældet”, 

„Jeg tror ikke, han er jaa ſlem, ſom han lader, 
Moder,“ ſparede Jver, „men dels ſtoder han ved fit Veſen 
og ſine Lader Mange fra ſig, og dels bevirker den Drift 
og Jver, ſom boer i ham, og hvorved han er bleven 
til den, han er, paa den anden Side, at han forlanger 


temmelig meget af Andre og gaar lidt haſtigt og hen⸗ 


ſynsleſt tilverks. Som Verden nu engang er, og ſom 


Skik og Brug er her blandt os, ſaa kan man da juſt 
heller ikke, naar man vil være billig, fortænfe ham jan 
haardt i, at han ſom Gaardmand og Sognefoged nok 
kunde anſke en anden Frier til ſin Datter end en 
fattig Smedeſvend.“ , 

„Du er ellers kun en maadelig Prokurator, Iver, 
nobrod hun ſmilende, „og vil Du fore Procesſen paa 
den Maade og give ham Ret i Alt, jaa er det ikke 
vanſkeligt at je, hvem der bliver den Vindende. 

„Det kommer dog an derpaa, Moder. Retfeerdig ſkal 
man dog være ſelv ligeoverfor fin værfte Fjende; men fordi 
jeg indrømmer, at hans Modſtand juſt ikke behøver at 
ſtamme fra det Onde, er det en ganfke anden Sag, om 
jeg vil bøje mig for den. Elſe fortjener nok, at der 
voves en Dyſt for at vinde hende, og Du kan tro 


Moder, jeg flipper hende ikke for godt Kjob“. 


Den Gamle ryſtede paa Hovedet og drog et 
dybt Suk. : 

„Var den Ulykke ikke ffet med Din Fader“, begyndte 
hun i en ſorgmodig Tone, „ſaa havde Du været en vel⸗ 
havende Karl, ſom Ole Larſen ikke ſkulde have kimſet 
ad. Herrens Veje ere uranſagelige og Ve den, ſom 
vil gaa i Rette med ham“, vedblev hun. „Men vidunder⸗ 
ligt var det, at netop i det Ojeblik, da den Lykke ſkulde 


blive os til Del at vinde to tuſinde Daler i det ſtore 
Lotteri, jaa. ſkulde han, hvad jeg kan jværge paa ellers 
aldrig nogenſinde er overgaget ham, faa for meget i 
Hovedet den Dag, han var ude at hæve Pengene”, 

„Det var Glæden, Moder, ſom fkulde have en 
Udvej“, bemeerkede han troſtende. 

„Ja, men da jaa Ruſen ogſaa ſkulde have en 
Udvej, og han faa ſovende i Vejgrøften, ſan . 

„Ja jaa, jaa kom der ogſaa Üdvej for Pengene 
ved en Tyvs beheendige Fingre”, afbrød Iver hende. 

„Jeg tror Herren hjælpe mig, at Du ler af det, 
Jver“, udbrød Konen halvt fornærmet; „men et ſaadant 
Tab er da ſandfeerdig ikke til at ſkjcemte med.“ 

„Men Tiden lindrer Sorgen, Moder. Jeg ſpeder 
nok i denne Tid ved mit Arbejde deroppe, ſkulde jeg nu 
ogſaa ſtaa og græde derved, fan blev det dog altfor 
fugtigt. Pokker fulde være forknyt, naar man har et 
Par ſterke Arme og forſtaar fit Haandveerk og derneeſt 
har en Kjereſte ſom Elſe.“ N 

Da Jver den næfte Morgen ſtod ved fit Arbejde 


og lod den vegtige Hammer med dronende Slag falde 


ned paa det glødende Jeru, traadte Chriſten haſtig og 
ſtakaandet ind i Smedien. „Har Du hort det? ſpurgte 
han ivrig. „Ja nok“, ſvarede Iver munter, „tomme⸗ 
tykt Jern lader ſig ikke ſmede, uden at det giver Lyd, 
jaa jeg haaber, der er Flere end mig, ſom har hørt det.“ 

„Aa Sludder“, raabte den Anden. „Nej vi har 
faaet Krig med Tydſkerne, og der er kommet Indkaldel⸗ 
ſesordre til alle de unge Folk at mode ſtrax.“ 

„Indkaldt“, gjentog Jver ſynlig forbapſet, idet han 
lod Henderne ſynke. „Det var ellers en anden Sag, 
ſom Papegeien ſagde, da Katten bed Hovedet af den; 
ſaa ligger Haandveerket i Rendeſtenen og Mere foruden 
det, kan jeg tanke, men for at Fædrelandet ikke ſkal gaa 
ſamme Vei, er det jo vi kal afſted. Friſk Mod, Chri⸗ 
ſten“, vedblev han, idet han ſlog denne paa Skulderen. 
„Du ſkal ikke grede, hufk paa, at ſkulde der end hendes 
Dig noget Menneſkeligt derude i Krigen, fan er idet⸗ 
mindſte dine Zræffo reddede, thi de faar vel blive ſtaa⸗ 
ende her i Smedien, til vi komme tilbage.“ 

Alt kom nu i Bevegelſe i Byen; thi det var 
kun faa Familier, ſom ikke havde en Son eller Slægt- 
ning, der fkulde med. Lægdsmanden og Sognefogden 
drev paa, og allerede et Par Dage efter Indkaldelſen 
var Mandſkabet færdig til at drage afſted. Sognefogden 
havde imidlertid pasſet paa ſom en Smed, for at Elſe og 
Jver ikke ſkulde komme til at tale med hinanden. Det 
er imidlertid, ſom man ſiger, en vanſkelig Sag at 
være her og der og Straalemeſter tillige, og maaſke 
allervanſkeligſt at pasſe paa Kjereſtefolk. Dette viſte 
lig ogſaa ved denne Lejlighed; thi hvor meget han end 
ſpejdede, lykkedes det dog de Unge at modes. Afſteden 
var tung og bitter; men idet de gjenſidig ſtolede trygt 
paa hinandens Troſkab, fatte de deres Lid til Gud og 
overlod med Fortroſtning deres Skjcbne i hans Haand. 


Fra ſin gamle Moder og i ſin Husbonds Hjem 
havde Iver nu ogſaa taget Afſked, og paa en tidlig 
Morgen begav han og hans Kammerater fig paa en 
Vandring, der for Mangen kunde blive ſkjcebneſvanger; 
men med Ungdommens friſke, ubekymrede Sind, og i 
Folelſen af det Offers Hellighed, ſom de nu drog hen 
at bringe, ffred de ſyngende frem ad Vejen. Langs 
denne havde Venner og Bekjendte ſamlet fig for at 
ſige dem det ſidſte Farvel, og blandt disſe befandt ſig 
ogſaa Jeppe, ham der paa hin Aften havde tilladt ſig 
at belære Sognefogden om det Vanfkelige i at lave 
en Fløjte af en Svinehale. Ved denne Lejlighed havde 
han taget Anledning til allerede paa den tidlige Morgen 
at ſmage paa Moſten, ſom man ſiger, og ſtod nu, 
ſvingende med Hatten og raabende Hurra af alle 
Kræfter. I fin Begeiſtring følte han fig imidlertid 
hævet over alle Andre og ſom en Folge deraf ſtrabte 
han at komme ſaa højt tilvejrs ſom muligt, af hvilken 
Grund han med Anſpendelſen af alle ſine Kræfter 
kravlede op paa Stengjærdet ved Vejen, og lod nu 
derfra fin Røft gjenlyde ud over Mark og Eng. 
Villien var nu ganſke viſt god nok, men her, ſom jaa 
ofte i Livet, ſvarede den ikke ganſke til Evnen, der 
paa Grund af den omtalte Moſt var bleven lidt va 
lende. Standpunktet, han havde valgt, havde ogſaa, 
jelv for den meſt Wdru, fine Vanſkeligheder, ifær naar 
Omſtendighederne fordre, at der ſkal gjores heftige 


Bevagelſer. Følgerne udeblev heller ikke; thi idet han 


nu voldſommere end nogenſinde ſpingede med Hatten, 
gjorde han, ſom Soldaterne ſige, forkert Front og gik 
bagover ned i en dyb Mergelgrav paa den anden Side 
af Gjeerdet. 

En rungende Latter beſparede dette ligeſaa over⸗ 


raſkende, ſom, iſcer fra Jeppes Side, uventede Kunſt⸗ 
ſtykke; men medens de Andre lo, kaſtede Iver, der ind⸗ 
ſaa Faren, i en Fart Troje og Stovler, og uden at 
betenke fig et Ojeblik ſprang han ud i Vandet efter 
den gamle Wand, der, hvor meget han end ellers holdt 
af det Vaade, dog her allerede var ftærft paa Vejen 
til at fan mere, end onfkeligt var. Som god Svommer 
og kraftig ſom han var havde Jver ſnart bragt den 
Forulykkede paa det Torre, hvor han nu lidt efter lidt 
kom til ſig ſelv igjen. 

„Du tog Dig Tingen temmelig ivrig Jeppe“, 
ſagde Jver. 

„Jeg gjorde ſaa“, ſparede denne, der ved Badet 
var bleven ædru, „og faa var jeg nær ſom Molboerne 
gaaet nedenom og hjem. Du fkal imidlertid have Tak 
for Haandsrekningen, Iver. Meget er mit Liv maaſke 
ikke værd, men deſto fjønnere var det af Dig, at Du 
vovede Dit for at frelſe det. Det er ikke forſte Gang, 
at Du har taget mig under Armen, naar det kneb for 
mig, ihvorvel jeg maafke er den, der mindſt fortjener 
det af Dig. Lad os nu imidlertid je, maafke kunde 
der dog gives Lejlighed til, at jeg kunde lønne Dig derfor, 


cs 


„Det fan godt være Jeppe“, ſvarede Iver munter, 


„men ſaa maa Du, medens jeg er borte, vogte Dig 
for Mergelgravene; thi ellers er jeg bange, at Du 
glemmer det“. 

En Tid var nu gaaet efter de Unges Afrejſe. 
Krigen var begyndt, og derovre fra kom Tidender, ſnart 
lyſe og ſnart merke, ſom Lyſet og Skyggen, der glider 
hen over et Sommerlandſkab; men altid, hvorledes de 
end vare, forfriſkende og oploftende, idet de tilfulde 
bare Vidnesbyrd om det fortroſtningsfulde Haab til 
den retfærdige Sags Fremgang og det urokkelige Mod, 
der beſjclede hele Armeen. 

En Dag, medens Jvers Moder fad i ſin Stue 
og med ligeſaa ſtor Glæde ſom Bejvær leſte et Brev 
fra ſin Son, der meldte om, at det hidtil var lykkedes 
ham at bevare Liv og Helbred, og at der var Tale 

om Vaabenſtilſtand, hvorved han kunde vente om ikke 
lang Tid at 
komme hjem, 
traadte Sogne⸗ 
- fogden ind. Ef⸗ 
ter et Ojeblik 
at have ſet ſig 
om i Stuen, 
kradſet ſin Pibe 
ud og ſtoppet 
den paany og 
rommet ſig et 
Par Gange, be⸗ 
gyndte han ende⸗ 
lig. 

„Naa, Maren, 
faa ſkulde vi 
nok tale lidt om 
Forretningerne“. 

„Jeg har, faa 
vidt jeg ved, | 
Intet at afgjøre | 
med Eder, Ole Larſen“, ſparede hun, „det fulde da være, 
at en af mine Vandſpande atter var kommen Eder 
ivejen.“ 

„Var det ikke Andet, faa ſtulde vi ſnart blive 


færdige. - Nej, Talen er her om de 300 Daler, ſom 
Gaardmand Jens Nisſen i Baaſtrup har ſtagende her 


i Dit Hus“. 

„Og hvad har J med den Sag at kaffe?“ ſpurgte 
hun i en opbragt Tone, ſom dog ledſagedes af et 
engſteligt Blik. 

„Ikke Andet, Maren“, ſparede hin, „end at jeg 
har kjobt Obligationen af Jens Nisſen, og at jeg nu 
agter paa lovlig Maade at lade Dig Pengene opſige 
til Udbetaling i December Termin. Det var det, jeg 
i Forbigaagende kom ind for at ville ſige Dig“. 

Den gamle Kone ſad et Ojeblik ſom bedovet ved 
dette for hende jaa uventede og haarde Slag. „At J 


er en haard og ſtreng Mand, Ole Larſen“, begyndte 
hun endelig, „det har jeg vel vidſt; men at J var faa 
ond og Eders Hjerte fan forheerdet, at J kan faa det 
over Eders Sind at drive en ſtakkels Enke fra Hus 


| og Hjem, det havde jeg dog aldrig tiltroet Eder. Var 


det Eders Penge, ſom ſtod i Huſet, og havde J dem 
nødig, ja jaa ſkulde jeg ikke ſige et Ord, hvor tungt 
det end var, idet jeg nemlig nu aldrig vil kunne faa 
Nogen til at jætte en ſaadan Sum i Stedet, faa 
gammelt og ſkrobeligt, ſom det er blevet; men J har 
gjort det af Had og Ondſkab. J har ſom en Skjelm 
ved et højt Bud forlokket Jens til at ſcelge Obliga⸗ 
tionen. Dog“, vedblev hun, „jeg fkal ikke adsle et 
Ord paa Eder; thi det vil ſagtens kun baade lidt. 
Gjor I, ſom Eders haarde og onde Sind tilſiger 


Eder. Angerens Time ſkal vel ogſaa engang ſlaa for 


Eder, naar den Gud, der er Enkers og de Faderloſes 
3 Støtte, fræver 
Eder til Regn⸗ 
ſkab“. 

Med lidt lang⸗ 
ſommere Skridt 
og en mindre hov⸗ 
modig Mine, end 
den, hvormed han 
var kommen, for⸗ 
lod Sognefogden 
atter Huſet; men 
alt ſom han gik, 
hævede han atter 
Hovedet, og idet 
han jaa fig om 
med et trodfigt, 
udfordrende BliÉ, 
udbrød han for 
ſig ſelv: „Hvad 
har det at ſige? 
Pengene ſkylder 
hun jo, og Fattigdom var det jo kun her og vil det vel 
blive, hvor hun kommer hen. Bort maa hun, og naar 
jeg ſaa har udkjobt Smeden, fan tænker jeg, at jeg for 
beſtandig har ſkaffet mig Iver fra Halſen, og ude af 
Oje ude af Sind, ſom man ſiger. Nej, nej”, vedblev 
han, ſom gik han i Rette med fig ſelv, „den, der har 
Magten, har ogſaa Retten paa fin Side, ſaaledes har 
det været, og ſaaledes vil det altid blive her i Verden, 
og en Nar er det, ſom ikke bruger den til at fremme 
fin Villie og fine Onſker“. : 

„Josſes Kors, Ole Larſen“, blev han her afbrudt 
af Jeppe, der fad paa Groftekanten, „hvor Du fer 
kaalhogen og banſat ud, ſkulde man ikke tro, Du 
havde brændt Falſter af og nu vilde give Dig ifærd 
med Lolland“. 

„Hvad gaar det Dig an, Jeppe“, ſvarede hin mut, 
„pas Du Din Flaſke og lad Andre pasſe deres Gjerning“. 


Bj 


„Det var jeg w mere end villig til, Ole, 
naar den bare ikke var tom; men den Skavank har 
den ſomme Tider, og faa kommer jeg paa ſaadanne 
vidunderlige aparte Tanker, ſom for Exempel, at min 
Flaſte i visſe Maader kan være lige faa ond og for: 
dommelig fom Din Gjerning”. 


117 


„Der har Du en Daler“, ſagde Sognefogden, i 


gribende i Lommen, „faa jaa Din Flaſke fyldt, faa 
tenker jeg, Du bliver i bedre Humer og ſer Verden 
fra en lyſere Side“. 


(Sluttes.) 


S ———— 


Fra det yderſte Nord. 


Bed A. J. 
(Sluttet.) 


Den 23de Auguſt 


8 


Wiltſchek og hans 


blæfte der fra Nord, 


Rejſefceller traf paa, 


og Wiltſchek maatte 


havde ægte mongolſke 


Unfigtstræf; de ere 


nu benytte Lejlig⸗ 


ſmaa, men kraftigt 


heden til at vende 


Kurſen mod Syd for 


byggede, navnlig dyg⸗ 


tig bredſkuldrede, 


ikke at udſette fig 


have en noget lav 


for at fryſe inde 


med „Jsbjornen“ og 
ſaaledes tære paa 


Pande, meget frem⸗ 
ſtaaende Kindben, 
ſmaa, plirende, morke 


den Proviant, der 


ſkulde være en Nod⸗ 
hjælp for „Tege⸗ 
thoff“. - 
Man ſagde altſaa 
hinanden det ſidſte 
Farvel, og „Isbjor⸗ 
nen“ vendte Stav⸗ 
nen mod Syd, ba⸗ 
nende ſig Vej mellem 
Isflager, pan hvile 
der en Dag tumlede 
fig en mægtig Is⸗ 
bjørn, der faldt fom 
et Offer for Grevens 
ſikre Kugle. Vi ſe 
ham paa det hos⸗ 
føjede Billede ſtaaende 
med ſin Riffel foran 
det fældede Rovdyr 
med Isbjergene i 
Baggrunden. Den 
31te Auguſt landede 
man efter en be⸗ 
jværlig Sejlads ved 
den rusſiſke Kyſt, 
og derfra fortſatte 
Wiltſchek Vejen gjen⸗ 


nem Rusland hjemefter, medens „Salone vendte 


tilbage til Tromsg. 

Ved Ankomſten til den rusſiſke Kvit traf de Rejiſende 
paa nogle Samojedefamilier, ſom der havde op⸗ 
flaaet deres høje, kegleformede Telte af Rensdyrſkind og 
dreve Jagt og Fiſkeri; en af disſe Samojeder lodſede 
„Jabjornen“ ind i Petſjora. Alle de Samojeder, 


Øjne, en bred, iſcer 
midt pag ſteerkt ind⸗ 
trykt Naſe, ſtor 
Mund med et ſpar⸗ 
ſomt fort Overſkjceg 
og ſom ofteſt intet 
Kind⸗ og Hageſkjceg; 
det morke Haar er 
langt, tykt og glat. 
Ofte forværres det 
s gulbrune Anſigts 
S lidet, behagelige Ud⸗ 
ſeende ved Skelen 
eller andre Ojenſvag⸗ 
heder. 
Mændenes Klæd 
ning beſtaar udeluk⸗ 
kende af Selhunde⸗ 
og Rensdyrſkind; paa 
Hovedet bære de en 
noget tilſpidſet Pels⸗ 
voerkshue, der ofte 
ſkjules "under en 
Hætte, ſom hænger; 
ſammen med den 
udvendig lodne Over⸗ 
kjole, der rokker til 
Knccene og ſammenholdes af et kobberprydet Leder⸗ 
bælte, i hvilket der bæres en Kniv med Kobber⸗ 
haandtag og Skede. Paa Fodderne have de lange 
Peltsſtavler. De i fig ſelv heller ikke videre indtagende 
Kvinders Dragt er ofte ganfke anderledes ſpiagfuld. 
De bære ſom ofteſt Hovedet ubedælfet, have en klarere, 
ofte paafaldende rod Anſigtsfarve, ſom ogſaa findes hos 


* 


48 


Børnene, blandt hvilke man bemeerker mangt et nyde⸗ 


ligt Lokkehoved. Kvindernes lange ſorte og bufkede 


Haar bliver bundet ſammen paa Isſen og hænger faa | 


uflettet, men ofte prydet med brogede Glasperler og 
blanke Metalknapper ned ad Ryggen. Kvindernes Kled⸗ 
ning ligner Mændenes; men de vælge ſimplere Peltsveerk 
og anvende mere Omhu paa Overkledningen, ſom beſtaar 
af en ſmuk hvidkantet Peltsveerks Troje og et længere 
Skjort, der er ſammenſat af tre til fire Tværftriber 
grønt, rødt eller gult uldent Søj, ſom ere adſkilte fra 
hverandre ved haandsbrede Baand af hvidt Rensdyr⸗ 
eller Bjorneſkind. 


Bonden og Fægtemefteren. 
En jydſi „Historie“. 


A 


0 


N 


En af vore Konger gik ofte forkledt udenfor Kjo⸗ 
benhavn for at je, hvorledes Et og Andet ſtod til i 
Landsbyerne, og han morede fig prægtig, naar han 
rigtig kunde komme i Samtale med Bonderne. 

En varm Sommerdag var han ſaaledes forkledt 
ſom en rejſende Haandverksſvend gaaet en Milsvej uden⸗ 
for Byen. Det var en dejlig Morgen, Solen ſkinnede, 
og Fuglene fang i Zræerne, fort ſagt hele Naturen fry⸗ 
dede ſig, og Kongen var i godt Humor. Da han jaa 
en Bonde komme kjorende, fatte han ſig ned i Groften 
ved Vejen. 

Da Bonden, der ſad ovenpaa et Læs Torv, kom 
til Stedet, hvor Svenden ſad, lod han Heſten puſte lidt 
og ſagde: Goddag! 8 

Kongen ſagde: Tak, reiſte ſig og ſpurgte, om han 
ikke kunde fjøre med ind til Staden, da han havde gaaet 
langt og var nær ved at blive træt. ; 

„Ja a haa heiſen Las nok, men ka Do gi en 
Dram, nce vi komme ind te Boien, ſaa ka de jo da 
blyv godt.” 

Spenden kom nu op paa Lesſet bag ved Bonden 
og faa rullede de afſted. DØ 

Bonden, der var meget ſnakſom, fortalte, at han 
egentlig var en Jyde, men at han for et Aarstid ſiden 
var kommet til Sjælland, i 

Den Anden foregav, at han var Snedkerſvend og 
havde gjennemvandret mange af Evropas Lande, og 
han morede Bonden meget med Fortællingerne om fine 
Rejfeeventyr. ; : 
a Efter en af hans Hiſtorier, hvori der forekom baade 

Konger og andre fyrſtelige Perſoner, ſpurgte han Bonden: 

„Hvorledes er J tilfreds med den Konge, J nu 
har her i Danmark? Jeg har været udenlands i mange 

Aar og ikke hort nogen videre Tale om ham“. 

„Aa, to hva, ham æ vi inda novelun tefres mei 
men di loue jo au vi Anne derop aa Slottet, o di vel 
ſku lou godt; der e noue, de ſeie, te di foe 24 Retter 


Mai o Bouret hoc jenneſte Dau. Dronningen, hun 
ſka no da ve fan moi ſlem te aa fraas, hun ſka nok 
væ mjeſtendiels faa tyk ſom mi de gro Og.“ 

Imidlertid havde de naaet Byen, og da de kom 
ind paa Torvet, hvor Bonden ventede at kunne ſcelge 
fine Torv, forſvandt hans Rejſekammerat pludſelig, uden 
at han vidſte, hvor han blev af. 

Efter en halv Times Forløb kom der en Tjener 
hen til Bonden og ſagde, at der manglede Breendſel oppe 
paa Slottet, og hvis han vilde folge med derop, ſtulde 
han faa fine Torv godt betalt. 

Bonden fulgte med, og da de kom ind i Slots: 
gaarden, ſagde Tjeneren, at nu kunde han folge med 
ham, faa ſkulde han faa Torven afſat. Det gjorde 
han efter forſt at have bundet ſine Heſte forſparligt. 

Efter at være gaaet igjennem en Ræffe pragtfulde 
Verelſer kom de ind i en ſtor Spiſeſal, hvor Bordet 
ſtod dakket med de lakkreſte Retter og den fineſte Vin. 

Tjeneren anviſte nu Bonden Plads i Sofaen og 
bad ham tage for ſig af Retterne. 

Denne ſaa forſt paa den fine Sofa, derpaa ned ad 
fine Benkleder, der endnu. bar Spor af Berøreljen med 
Torvene; men da han tilſidſt lod Øjet dvæle ved de 
læfre Retter paa Bordet, friſtede disſe ham ſaa ftærft, 
at han overvandt alle Betenkeligheder, fatte fig ned og 
gav fig til at flemme paa Varerne. 

Zjeneren gik nu ud af Salen, men ſaaſnart hans 
Gjeſt ſatte Tyggeredſkaberne iſtaa for at puſte lidt, kom 
han ind igjen og tog det: Hele bort. 

Det var dog Skade, teenkte Bonden, der mente, at 
naar han havde hvilet en lille bitte Smule, kunde han 
have gjentaget Angrebet med uſvakket Styrke. 

Men ſom han ſad i disſe Tanker, betydede Tjeneren 
ham, at han fkulde blive ſiddende, da der var mange 
Retter tilbage endnu, og i en Haandevending var der 
en ny Ret paa Bordet, endnu lakkrere end den fove- 
gagende. ; 
Lad gaa tenkte han, idet han lettede fig pag So: 
faen og ſatte fig igjen; og jan tog han fat paany. 

Saaledes blev han ved; ſaaſnart han fik Has paa 
en Ret, kom ſtrax en friſk paa Bordet. 3 ; 

Han ſpiſte og puſtede, puſtede og ſpiſte, og for hver 
Ret, han fif Bugt med; maatte han have to Knapper 
op af fin Veſt. . 

Da han paa denne Maade havde faaet hele Veften 
op, kunde han næften ikke mere, og idet han lidt efter 
lidt ſagtnede i ſine Angreb, anſtillede han ved ſig ſelv 
folgende Betragtninger: 

Nej, hvem ffw ha trouet de, 

Nej, hvem ſku ha trouet de, Jou næe di tragtiere 
ſaan paa Bynnefolk, jan er et misſel it jaa ſce, te di 
ſiel vel lau et Kon godt aa faa misuen a dem ſgu it di 
24 Retter om Dauen. Men ho manne mon a no haa 


faat de lakker ves ſnage de hen imod. : 
Imidlertid var Bordet bleven dælfet, men nu kunde 


han næften ikke mere, og det Sele, han nod af de tilba⸗ 
"geværende Retter, var et Par Mundfulde. 

Da den 24de Ret var taget bort, aabnedes Doren 
igjen, og ind kom — ikke Teneren, ſom ſedvanlig, — 
men en meget fornem Mand i ſmukke Klæder og 
med Stjerne paa Bryſtet, og han blev ſtagende ſtille 
Midt. i Sal; ; 

Han ſaa paa Bonden, og Bonden paa ham. Endelig 
ſagde Herren ſmilende: Naa, velbekomme, hvorledes 
ſmagte Maden. Ø 

Ved Lyden af denne Stemme ſprang Bonden forbavjet 
op, ſtirrede paa den Fremmede og var nær ved at tabe 
baade Næje og Mund. i 

„Naa, tak for Kjøreturen, jeg ſynes næften ikke, Du 
vil kjendes ved mig igjen“. 

; „Aa, Serregud, men hva, hva hve—em er J da?“ 

„Jeg er Manden her i Huſet, jeg er Kongen“. 

„Aa da, Aa da, hva haar a da jan de Vei?“ ſagde 
den ſtakkels Bonde med jfjælvende Stemme, idet han 
kaſtede fig paa Knæ for Kongen. 

„Ja, om mig har Du jo ikke jagt noget Ondt, ſaa 
os er ingen Ting imellem; men det er en anden Sag 
med min Kone, kan Du huffe, hvad Du ſagde om hende“. 

„Aa — ja, Gud naa mæ arme Minneſt, ja a ka, 
aah hva ffa a da gjo“. 5 


„Ja, Dronningen er vred ſom en Tydſker, hun vil 


have Dig til at ſlages med fin Fengtemeſter, for at han 
kan tugte Dig“. 

„Ska a ſlaaes, faa maa a da ſlaa igjen?” 

„Ja vel maa Du det, men ſaadan en Fyr er ikke 
ſaa nem at faa Bugt med.“ ; 

„Nej, han æ val eggi jaa, hod a inda no hart 

„En Hat?“ ſagde Kongen, „ja folg Du bare med 
herind, fan fkal Du nok faa en Hat, og den fkal endda 
være af Jern.” É 

„Nei — hod a inda hat — mi Pleiel.“ 

„Ja, naar Du troer, at den kan hjælpe Dig, faa 
maa vi jo have Bud efter den; men vi maa ſkynde os, 
thi om to Timer maa Du. være parat”, 

En Staffet blev nu afſendt efter ovennævnte 
Veerrge. 8 
J gnidlertid rygtedes Begivenheden i en ſtor Del af 
Byen, faa at da Tiden kom, mødte neſten det halve 
Kjøbenhavn ſom Tilſkuere ved Kampen mellem Fegte⸗ 
meſteren og Bonden, mellem Kaarden og Plejlen. 

Da det lakkede ner mod Tiden, begyndte Bonden 
at blive lidt engſtelig; men da Plejlen ſaa ankom, og 
han fif denne gamle tro Kammerat i Haanden, fik han 
Mod paany, og da Tiden kom, gik han nok ſaa ſtrunk 
ind i Kredſen med Plejlen paa Nakken. 

Fegtemeſteren ſtod allerede parat til at modtage 
ham, og da han var meget ærgerlig over den Rolle, 
han fkulde ſpille i denne Foreſtilling, lovede han ſig ſelv, 
at Bonden ikke fulde flippe uden en eftertrykkelig Tugtelſe. 

Saaſnart denne derfor var kommen ind i Kredſen 


1 


til ham, ſtillede han fig ſtrax i Fegteſtilling og raabte 
til Bonden med tordnende Stemme: 

: : Fald ud! 

og nu var det forſt, at han blev opmærfjom paa dennes 
beſynderlige Vaaben. i f 

Bonden ſtod imidlertid ganſke koldblodig foran 
Fegtemeſteren med Plejlen godt faſt i Haanden. 

„Ja dette her maa have en Ende i en Fart“, ſkreg 

Modſtanderen. „Vaer Dit Hoved!” 
Men idetſamme ſprang Bonden et Par Skridt til⸗ 
bage og ſvingede Pleilen over Hovedet. Fegtemeſteren, 
der havde anſet denne for en tyk Kjcp, parerede vel, 
men tog ſig ikke iagt for Slagvollen, der kom bagefter, 
og denne ſpingede ned med fuld Kraft og knakkede Benet 
paa Fegtemeſteren, idet Bonden ledſagede Slaget med 
folgende Bemeerkning: „Do jaa, a ſku vo mi Hoved, 
men a ſeie: Do fru ha voe di Bien.“ 

Saaledes blev Spøgen til Alvor. 

Men Bonden ſejrede, og en halv Time efter kjorte 
han ſtolt og glad ud af Byen, ſtolt af ſin Sejr over 
Fegtemeſteren og glad over de Penge, Kongen havde 
givet ham for hans Tørv. 

| F. M. 


Husflid. 


2 Danſt Husflidsſelſkab i 
har i længere Tid havt fin Opmerkſomhed henvendt pan Affæt- 
ningsforholdene for Husflidsarbejder. Det har faaledes under⸗ 
ftøttet Frederiksberg Sogns Husflidsforening med et ſtorre Bidrag 
til Leje af en Udſalgsplads i Induſtriudſtillingens Bazar i Kjo⸗ 
benhavn paa det Vilkaar, at alle Landets Husſlidsforeninger ſkulle 
have Ret til at indſende Prever hertil af de Arbejder, der tilvirkes 
til Salg. Denne, for de landlige Foreninger heldige Foran⸗ 
ſtaltning har hidtil kun i ringe Grad varet benyttet; nu da 
Husflidens rette Arbejdstid er for Haanden, finde vi ſaamegen 
ftørre Anledning til at henvende Opmerkſomheden herpaa. For 
nylig har Selſkabets Beſtyrelſe endvidere udſat et Antal Præmier 
fra 5 til 50 Rdl. for de bedſte gangbare Arbejder, der indſendes. 
Det fkulde glæde os, om disſe Foranſtaltninger maatte bære 
rigelig Frugt. Som Bierhverv kan Husfliden have megen Betyd⸗ 
ning; men Aabningen af pasſende Afſctningskilder er i denne 
Henſeende af ſterſte. Vigtighed og vil have ikke liden Indflydelſe 
ſerlig pan Landbohusflidens Fremme. Vi fkulle benytte Lejligheden 
til at henlede Opmerkſomheden paa Vigtigheden af, at der leveres 
gode ensartede Varer til billige Priſer, faa at de kunne konkur⸗ 
rere med, hvad der indfsres fra Udlandet. Dette er giennemfort 
for de til Husfliden hørende eller grenſende Arbejders Vedkom⸗ 
mende, ſom allerede ere i den ſtore Handel. Vi behøve blot at 
nævne den omfattende Produktion af Hornſteer i Lemvigegnen 
af Uldbind i Hammerum Herred og Trafkotilvirkningen i flere 
jydſke Skovegne. Men mange andre Husflidsfrembringelſer have 
Krav paa at blive almindelige Handelsartikler, der ikke alene 
kunde finde Afſcktning ved Smaahandel i den nærmefte Omegn, 
Mange mene, at fun finere, meget funftfærdige Smaaarbejder 
bør komme i Betragtning, ſom Nutidens Husflidsſysſel; men 
dette er en Misforſtagelſe. Saadant Arbejde kan have fit Bærd 
ſom fornøjeligt Tidsfordriv, der for enkelte Begavede kan blive 
Erhverv, men den bedſte og nyttigſte Husflid er dog den, der 


kan give len nende Auvendelſe for de mange Arbejderes ar⸗ 


bejdsloſe Timer. Det maa derfor ganfke billiges, naar Beſty⸗ 
relſen af „Danſk Husflidsſelſkab“ i fin Opfordring om at ind⸗ 
ſende Husflidsarbejder til Præmiecſkning ſerligt henleder Op⸗ 
merkſomheden paa Tilvirkningen af ſaadanne Arbejder ſom 


Straafletninger, Simer, Halmkurve, Flaſkehylſtre, 


Maatter, Sivpſko, Kornſkuffer, Skeer, Truge, River, 
Klaptreer, Tojrepele, Vidiekurve, Koſte, Tilvpirkning 
af Kuxvepil og Bodkerbaand, Kornſold, Borſter, 
Strygeſpaaner, Hornſkeer, Haarnet, forſtjelligt Le ge⸗ 
tøj o. lign. 

Derſom nu Husflidsvennerne Landet rundt ikke vilde und⸗ 
lade at gribe den Haandsrakning, Selſtabet her tilbyder, kunne 
vi dog maaſke have Haab om efterhaanden at komme bort fra 
den Skam, det i Grunden er for os Danffe, at der af mange 
af de ovenfor nævnte Gjenſtande indforſkrives fra Udlandet for 
ſtore Summer aarligt. Der indføres nu ligefrem Masſer af 
Skeer og lignende Kjekkenſager af Tra, af Tondebaand, Kurve⸗ 
pil og Kurvemagerarbejde, ikke at tale om Legetøj og mang⸗ 
foldigt udſkaaret Trœarbejde, ligefra „Finlapperarbejde“ (Truge, 
Skuffer o. ſ. v.) til Fotografirammer og andre udſkaarne Sager. 
Hundredtuſinder af Dalere gan ſaaledes til Udlandet, medens 
de kunde komme vore egne Arbejdere til Gode, naar Tilvirkning 
og Handel ret kunde komme til at finde hinanden. 


For at ſtotte de ſtedlige Husflidsforeninger i deres Virk⸗ 
ſomhed til Husflidens Fremme, tilbød Selſkabet for en Tid 
ſiden at ſtjenke de Foreninger, der vare indtraadte i Hoved⸗ 
ſelſkabet ſom Medlemmer, Redſkaber, Modeller eller Raamaterialier 
for et Belob af 15 Rd., ſamt at give ſaadanne Foreninger, ſom 
uden at være traadt ind i Hovedſelſkabet, havde indſendt Med⸗ 
delelſer om deres Virkſomhed, en lignende Gave til en Verdi 
af 10 Rd. Der er ialt blevet tilſtaaet 32 Husflids⸗Underſtst⸗ 
telſer til et ſamlet Beløb af 380 Rd., ſaaledes at de enkelte 
Foreninger have modtaget, eller ſnart ville modtage Raamaterialer, 
Redſkaber og Modeller efter deres Onſke. Vi benytte Lejlig⸗ 
heden til at henlede Landets mindre Husflidsforeningers Op⸗ 
merkſomhed paa den øjenfynlige Nytte, de kunne have af at 
indtræde ſom Medlem i „Danſt Husflidsſelſkab“, hvortil kun 
fordres 1 Rd. aarligt Bidrag fra hver Forening. 


Nutidens unge Damer lidt nærmere. De ere ſom Lilierne pad 
Marken; de faa ikke, de ſpinde ikke, de arbejde ikke, og dog er 
det nærved, at Salomon i al fin Herlighed ikke var kledt ſom 
En af dem.“ 


Kbindemod. „Jeg har“, ſiger en bekjendt Forfatter, „kjendt 
Damer, ſom ikke havde Mod til at ride, fordi de var bange for, 
at Heſten ſkulde lobe lobſt med dem; jeg har kjendt andre Damer, 
der var bange for en Sejltur af Frygt for, at Baaden ſtulde 
kentre, og atter andre, ſom ikke turde ſpadſere om Aftenen, fordi 
de vare bange for Duggen; men aldrig har jeg ſet en Eneſte, 
ſom ikke havde Mod til at gifte fig, ſtjendt dette er et langt 
voveligere Foretagende end alle de Andre tilſammen“. 


En Pryglemaſkine. Et i Ny⸗York udkommende Blad inde⸗ 
holder folgende Bekjendtgjorelſe: — „For Skoleholdere.“ — Til⸗ 
ſalgs er en Pryglemaſkine i bedſte Stand med Stokke, Ris og 
Spenderemme. Den arbejder fan udmerket, at en Klasſe paa 
halvtredſindstyve med ftørfte Lethed bliver expederet i tyve Mi⸗ 
nutter. Den nuverende Ejer onſker at afhænde den, da han har 
pryglet hele ſin Skole paa Flugt, og hans egne Sonner ere for 
ſtore til at blive ſträffede paa den Maade. i 


En flem Nod at knakke. Naar to Brødre gifte fig med en 
Moder og hendes Datter, opſtaar der derved temmelig indviklede 
Slagtſtabsforhold. Skjondt Familien forelobig kun beſtaar af 
fire Perſoner, findes der dog allerede i denne en Moder, en Datter, 
to Brødre, en Svigermoder, en Svigerfader, en Svigerſon, en 
Stedfader, en Steddatter, to Svogre og to Svigerinder. Skulde 
Moderen ſkjenke fin Mand en Son, vil denne være fin, Tantes 
Halvbroder, og ſkulde Datteren følge Moderens Exempel, da vilde 
de gjenſidige Slegtſkabsforhold blive faa fortvivlet indviklede, at 
vi rent ud ſagt fattes Mod til at indlade os nærmere paa dem. 


Gaade. 
Uden mit Forſte kan Du ej leve, 
Tages de Sidſte koſter det Blod, 
Opfort mit Hele har Stodder og Greve, 
Mangen Gang ſtrax paa ſtagende Fod, 


Blandinger. 5 me 
Man talte i et Selffab om, hvad der egentlig kunde være 0 
Grunden til, at ſaa mange Herrer aldrig fandt paa at gifte fig. Oplosning å 
„Aa, det er let at forſtaa“, ſagde En, „iſer naar man betragter paa Gaaden i Nr. 14: Markeder — Redekam. 


Brevvexling. 


W. K. Paa Grund af mindre god Fremstilling kan det Indsendte ikke optages; men Udg. skal drage Omsorg 
for senere at faa denne Sag draget frem paa en tiltalende Maade. É i: 

Kr, P. Askov. Tak for det Tilsendte, som mulig vil blive anvendt; men en Del i samme Retning ligger hen af 
Mangel paa Plads. De omtalte Sagn og Eventyr. modtages gjerne .til Gjennemsyn, 


Ljanos, Begynderes Digte kunne ikke optages. 


Vivi, Billeder og Træk af Livet i Groenland vil blive meddelt med det Ferste. 


Flere Brevskrivere som ikke have faaet Svar paa deres Breve, bedes holde Udg. undskyldt; Mangel påa 
tilstrækkelig Tid gjer det ofte umuligt at besvare alle Breve i rette Tid. 


Husvennen udfommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 


Fjerdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
; Hovedkommisſionceren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjøbmagergade 56, Kjøbenhavn. 


Trykt hos J. H. Schultz. 


DBilledblad for Alenigmand, 
for Morſkabslesning, Oplysning og Gusflid. 


Adgivrt af væ i: 


N. C. Rom. 


Nr. 16. 18. Januar 1824. 


Indhold. Under Linden, Digt af P. Sonderksge. — Iver Smed, Fortælling af Beatus Dodt. (Sluttet.) — De agyptiſke 
Oldtidsmindesmerker, med Billede. — Husmanden og Æggene, med Billede, — Husflid. — Bognyt. — Blandinger. 
— Gaade. — Brevvexling. 5 


Under Linden. 


vor Sommerſolen 
a tinte, 
og Fuglene dog 
ſang, 


9 2 2 


2 


den lille, lave Stue blev Inger altfor trang. 
Saa flyttede hun ud fin Stol og fin Rok 
og ſatte fig og ſpandt under Lindetræets Lok. 


Hun var jaa ung og fager, faa barnligren i Sind, 
og Vaarens Roſe blomſtred paa hendes friſke Kind. 
De hvide Wrmer ſkjulte kun halvt hendes Arm, 

og Trojen ſelv var neſten for trang om hendes Barm. 


Og mens nu Rokkehjulet hun drejed med ſit Ben, 
og Traaden lob jaa flinkt paa den ſnurrende Ten, 
mens Vinden hviffed mildt i den mægtige Lind, 
en Her af Tanker ilte igjennem hendes Sind. 


Hvert Minde blev et Billed, og der var et iſer, 

ſom lyſte blandt de andre med tryllende Skier. 

Mens det med friſke Farver for hendes Blikke ſtaar, 
jeg vil med Ord det male, faa godt ſom jeg formaar. 
Det var i Efteraaret, og Seden var kjort ind, 

i Skyer hylled Solen fin glødende Kind; . 

en enkelt gulnet Fjær havde Skoven i fin Hat, 

dog Kvæget gik dernede ved Brodemoſe Krat. 


Da kom hun langs ad Stien og ſtyred did ſin Gang; 
i Aaget, ſom hun bar, to Malkeſpande hang. 

Med travle, vimſe Fingre Maſker paa Pind hun ſlog, 
mens frem af Skjortets Folder hun Uldgarnet drog. 


Og alt imens hun ſidder ved Køerne paa Hug, 

til Hegnet omkring Krattet hun ſkotter tit i Smug. 
De ranke Hasſelbuſke fulde af Nødder var, 

hun maatte dog derhen og plukke et Par. 


Og over Grøften ſprang hun faa let ſom en Fugl, 
der ſmutter til fin Rede i Bladenes Skjul. 

Hun bojed ned mod Jorden hver knejſende Gren, 
jaa plukked hun og knekked en Gang imellem en. 


Men ſom hun netop ſynes, at det kan være nok, 

og retter lidt paa Huen og en forvildet Lok, 

da rasler det i Krattet, og angſt hun ſer ſig om: 
„Den gale Jegermeſter, o Gud, hvis han nu kom!“ 


er 


Dog nej, ham var det ikke, men Skovpfogdens Hans; 
med ham hun havde danſet ſaa mangen. lyſtig Dans. 
Dog biſter faa han ud, nu han traadte hende nær 
med fine ſtive Støvler og Taſke og Gevær. 


„Naa, træffer jeg Dig endelig, jeg aned det forviſt!“ 
det ſagde han og blinked med Skjalmeri og Lift. 
„Af ſtjaalne Koſter har Du jo Forkledet fuldt, 
og krybe over Hegnet, det, ved Du nok, er Mulkt!“ 


Hun rodmed ſom en Roſe og bonlig paa ham jaa, 
hun megted knap at ſtamme: „O Hans, lad mig gaa!” 
Da kaſted han fin Bosſe og bojed fig galant: 

„Et Kys ſom Leſepenge jeg faar dog, ikke ſandt?“ 


Med Haanden for fit Anſigt hun hulkede og græd: 


„Ak Hans, hvor kan Du nanne at gjøre mig Fortred! 
Jeg er en fattig Pige, lad mig i Fred da gaa! 
Du holder ikke af mig, det kan jeg godt forſtaa!“ 


Da hvijfed han til hende jaa mangt et kjerligt Ord; 
at være hende huld og tro det loved han og fvor. 
Saa drog han hende til fig, og da de fkiltes ad, 

han havde hendes, Hjerte, og Kysſet gav hun glad. 


Hun maatte ſe tilbage endnu ſaa mangen Gang, 
mens han ved Hegnet ſtod og til Afſked Huen ſpang; 
men da jaa Bakken rejſte fin Mur imellem dem, 
helt tankefuld og ſtille hun vandred til ſit Hjem. 


Det var et Drammebilled, nu ſlog hun Øjet op; 
en Iriſk hilſte hende fra Lindens grønne Top; 

og tvende tamme Duer ſaa trygt om hende gik, 
de danſed og de kurred, ſom Duer har for Skik. 


Hun ſukkede: „Nu ſidder jeg ene her igjen. 


J Lejren ved Hald glemte mangen Karl fin Ven; 
maaſke de jydſke Piger nu fængsler hans Sind“. 
Da liſted ſig en Taare ned over hendes Kind. 


Men tys! nu knirked Laagen, og begge Duer fløj; 
hun fad faa dybt i Tanker og hørte ingen Støj. 
Da ſlyngede han Armen om hendes Liv i Haft, 
jaa Rokkehjulet ſtanſed og Hortraaden braſt. ” 


Hvor ſtraaled hendes Øje, hvor banked hendes Barm! 
omkring hans Nakke flog hun fin runde, bløde Arm. 
San trykked Pigebarnet tæt op til fit Bryſt; 
da føgte tvende Munde hinanden med Lyſt. 


P. 9. Sonderkoge. 


Mere kan der efter min Mening ikke forlanges af en 


ſtod langs Vinduesveggen, fad Elſe i Begreb med at 


Anfigt bar nu nokſom Vidnesbyrd om, hvor ſtor den 


| være kommen ind i Stuen, begyndte at gaa op og ned 


med hinanden. Du ved nok, hvorom det drejer fig”, 


Iver Smed. 


Af Beatus Dodt. 
(Sluttet.) 


ä 


„Det var et mere end almindelig ſpendabelt Til⸗ 
bud, Ole, og jeg maatte næften forundres over Din 
Rundhaandethed, derſom den ikke her havde en lidt 
aparte Grund. Ligeſom jeg imidlertid har ſlaget op 
med Flaſken, ſiden jeg ved den nær var kommen ud 
af Verden paa en ſyndig og ſorgelig Maade, ſaaledes 
giver jeg ogſaa herefter Affald paa den Hjælp, Du 
hidtil har ydet mig”. ; 

„det bliver Din Sag, Jeppe“, jvarede Sognefogden 
idet han kaſtede et uroligt provende Blik paa ham, 
„men jeg ſkulde kun fjende Dig og Dine Lige daarligt, 
derſom jeg ikke vidſte, at en jaa haſtig paakommen 
moralff Forbedring kun varer ved, fra Søns flyve op, 
til de flyve ned igjen”. 

Atter fortſatte Sognefogden fin Vej og atter, ſom 
nys, da han ſkred ud fra Enkens Hus, var det med 
en betenkelig og urolig Mine. Af og til ſtod han 
ſtille, og idet han vendte ſig om mod Jeppe, der endnu 
ſtedſe ſad paa Groftekanten, var det, ſom formaagede 
han ikke at løsrive fig fra en Tanke, der drog ham 
hen til denne. Endelig tog han ſig ſammen, og med 
raſke Skridt gik han nu ind til Smeden. Forretningen, 
han her havde at gjøre, var ſnart affluttet. Det Bud, 
han gjorde denne paa Ejendommen, var faa hojt, at 
der ikke kunde være Tale om at afſlaa det, og efter at 
den foreløbige Overenskomſt var afſluttet, begav han 
fig endelig paa Vejen til fit Hjem, hvor den ſidſte 
Haand ffulbe lægges pan Værket. 

Paa en Stol for Enden af det lange Bord, der 


karte Uld. Hendes ellers ſaa ungdomsfriſke, muntre 


Sorg var, hvormed hun kempede. 
„Naa Elſe“, ſagde Sognefogden, idet han, efterat 


ad Gulvet, „naa, lad os nu tale et fornuftigt Ord 


vedblev han i en Tone, ſom han forſogte at give et 
muntert Anſtrog, „og naar Du jaa i den Sag, ligeſom 
ved enhver Handel, flaar lidt af, og jeg lægger lidt 
til, jaa tænfer jeg vel, vi ffulle blive enige”. . 

„Gud give vi kunde det, Fader“, ſparede hun 
mildt, idet hun bonfaldende faa op til ham. 

„Det afhænger af Dig, Elſe“, vedblev hin. „Jeg 
har afgjort Alt med Jens Nisſen i Baaſtrup. Hans 
Gaard er ubeheeftet, og Klatgjæld har han ingen af; 
Beſcetningen er bedre end Nogens paa hele Egnen, og 
Jelv er han en dygtig, brav og ſtrebſom Mand og 
tillige faa ſmuk og velvoxen, ſom Nogen kan forlange. 


Bejler. Han er villig til at tage Dig, uden at jeg 
gjør en eneſte Skillings Udbetaling, kun forlanger han, 
at jeg gjor et retſkaffens Bryllup og giver Dig et i 
alle Maader godt Udſtyr. Naa, ſlaa nu til min Pige, 
og lad jaa den Strid have en Ende“. 

„Det kan jeg ikke Fader“, ſvarede hun i en bonlig 
Tone; „thi ſelb om jeg formaaede at bringe et ſaadant 
Offer for at behage Dig og for at faa Fred, ſaa kan 
jeg dog aldrig bringe det over mit Hjerte at bedrage 
ham eller nogen Anden“. 

„Bedrage ham, hvem taler om Bedrageri“, raabte 
Sognefogden, hvis paatagne Rolighed ikke taalte nogen 
ſynderlig Brøve. „Bliv Du ham en ordentlig og 
paapasſende Huſtru og en god Moder for hans 
Born, faa forlanger han ikke Mere“. 

„Saa har J kun en ringe, men, ſom jeg for 
hans Skyld haaber, ogſaa fejlagtig Mening om ham“, 
ſvarede hun, „thi forſt og fremmeſt kan han forlange 
af mig, at jeg i Tro og Kjærlighed fkal være ham 
hengiven“. 4 

„Saa vær det“, udbrød Faderen, idet han heftig 
ſmed Piben hen ad Bordet, „vor det i Herrens 
Navi, hvorfor ikke?“ j 

„Fordi jeg har ſtjcnket min Tro til en Anden, 

… Fordi jeg ikke formaar at forandre mit Sind efter Tid 
og Lejlighed, og fordi jeg heller vil dele Trengſel og 
Nod med Den, mit Hjerte har valgt, end ſelge mig 
felv for at komme til at leve i Overdaad og Rigdom”. 

„Se ſaa“, raabte Sognefogden ude af ſig ſelv af 
Vrede, „nu har vi Spillet gagende. Det er den 
ſedvanlige Kvindeſnak om Kjærlighed, Maaneſkin og 
Kildevand; Fattigdom, Treengſel og Nad vil Du taale, 
ſiger Du, men hvorlænge? Det ſral jeg ſige Dig, ikke 
et Ojeblik længer end til den forſte Rus er ovre, til 
Reden er fuld af Born og Krybben er tom, ſaa bides 
Heſtene, faa kommer Godtaar til mig, jaa er det mig, 
der ſkal flebe Dig ud af det Ufore, hvori Du ſelv har 
bragt Dig, faa er det mig, der ſkal føde Pjalten, Du 
ægtede, og de forſultne Unger; men det kal blive Løgn”, 
vedblev han, idet Vreden lod ham glemme Alt. „Jeg 
fkal nok finde paa Raad til at kue Dit Sind, og om 
jeg fan kal flæbe Dig til Alteret, ſkal Du komme til 
at ægte den Mand, jeg har udſet til Dig, nu ſvoer 
Ole Larſen og jeg“. 

Ryſtende af Harme og med funklende Øjne forlod 
han ved disſe Ord med haſtige Skridt Stuen. Langt 
kom han imidlertid ikke; thi udenfor Doren ſtodte han 
i Jeppe, der ſtod paa Trinet bankende fine Zræ- 

o af. 8 

„Hvad vil Du?“ raabte han denne imode med en 
jaa tordnende Roſt, at Katten, ſom ſad pan Brond⸗ 
karmen og ſolede fig, foer afſted med lange Spring og 
forjvandt i Laden. : 

„Hvad jeg vil“, jvarede denne rolig, „ja det ſkal 


Du nok faa at vide, naar vi ſidde inde ved et Glas 
Ol og en Bid Brod, ſom det jo altid er Skik at byde 
honnette Gjeſter. Jeg jer nok, at Du er jvært i 
Farten; men jeg troſter mig ved, at det, jeg har at 
ſnakke med Dig om, nok ſkal ſlaa Dig koldt Vand i Blodet“. 

Sognefogden kaſtede ved disſe Ord et forſkende 
Blik paa Jeppe, hvorpaa han vendte fig og gik tilbage 
ind i Stuen, fulgt af fin Gjæft. Elſe havde imidlertid 
fjernet fig, og de To kunde ſaaledes uforſtyrrede afgjøre 
deres Mellemverende. 1 

„Lad jaa høre, hvad Du har at ſige mig?“ ſpurgte 
Sognefogden i en Tone, der klang vidt forſkjellig fra 
den, hvori han for havde talt, jaa nedſtemt var den. 

„Det Forſte er, at for et Ojeblik ſiden er Iver 
Smed kommen helt uventet hjem og ſidder nu nede 
hos ſin Moder“. 

„Hvad Pokker kommer det mig ved“, raabte hin, 
idet Vreden atter begyndte at ſtige ham til Hovedet. 
„Jeg har Intet med ham at ſlaffe“. 

„Ja, hvad Du endnu ikke har, det kan Du vel 
faa, Ole, og tager jeg ikke fejl, jaa vil Elſe nok gjøre 
Sit dertil. Ogſaa jeg er bleven lidt Part i Sagen, 
og vilde derfor nu tale med Dig om, hvad der er ved 
at gjore“. 

„Hold Du Din Naſe fra Ting, ſom ikke angaar 
Dig, Jeppe“, udbrød Sognefogden. „Jeg taaler ingen 
Indblanding i mine Sager, dem ffal jeg vel vide at 
klare ſelv“. ; s 

„Men hvad Du ſynes er Hart, er maaſke grumſet 
for Andre, aldenſtund det kommer an paa, hvilke Øjne 
man ſer paa en Sag med. Du ſynes nu, for Exempel, 
at Alt kan blive rent og klart, naar Elſe ægter Jens 
Nisſen; men ſporg nu engang Pigebarnet, om hun 
mener det Samme“. 3 

„Born og Tosſer ſporger man ikke om deres Me⸗ 
ning“, udbrød hin med opblusſende Vrede, idet han 
ſlog i Bordet, „og er Du kommen her for at gaa i 
Forben for Elſe og Jver, jan kunde Du godt have 
ſparet Dine Træffo den Vej. Du ved nok Jeppe, jeg 
er ingen Fjante“. 

„Jo, jeg takker“, ſvarede Jeppe, nikkende gemptligt, 
„og det er der Flere, ſom ved, end mig. At gaa i 
Forbon for Nogen hos Dig fkulde aldrig falde mig 
ind, jaa vilde jeg hellere forſoge at fan Smedens Am⸗ 
bolt til at fælde Taarer. Ikkedeſtomindre er jeg dog 
kommen her for at tale med Dig derom, og helſt jaa 
jeg, at det kunde ſke i Mindelighed. At jeg har fattet 
Godhed for Jver, deri kan Du ikke fortænfe mig. 
Forſt bar han mig hjem, da jeg, fuld og gal, ſom jeg 
var, brokkede mit Ben derude paa Overdrevet, der⸗ 
neſt jaa han til, at jeg fif Hjcelp og blev plejet, ſaa 
trak han mig ud af Mergelgraven og frelſte mit Liv 
i Erkjendelſen af, at hvor ſlet fort og usſelt det end 
hidtil har været, jaa er det dog ſom en Guds 


Gave for dyrebart til, at jeg fulde lade det midt i 


min Synd; dernæft har han aldrig holdt mig for Nar | 


ſom de Andre, eller beſpottet mig, men beſtandig ſogt 
at holde mig tilbage fra mit elendige og gudsbeſpotte⸗ 
lige Levnet”, j 

„Man ffulde undres over, faa dydig Du er bleven 
paa engang, Jeppe“, udbrød Sognefogden utaalmodig. 
„Drik om Du vil og lad være om Du vil, det be⸗ 
kymrer mig ligeſaa lidt, ſom den Godhed, Du har 


fattet for Jver; hvad ham angaar, ſaa tænfer jeg 
iøvrigt at have fraffet mig baade ham og hans Moder 


fra Halſen“. 

„Jeg ved det nok, Ole Larſen“, ſparede Jeppe. „Du 
har i den Henſeende gjort, hvad der ſtaar i Din Magt. 
Her er imidlertid fket Uret nok, ſaa det er paa hoje 
Tid, at vi, iſtedetfor at forøge den, ſoge at gjøre godt, 
hvad der endnu ſtaar i vor Magt. Fra det Ojeblik 
af, jeg uforvarende kom til at blive Vidne til og Med⸗ 
vider i, at Du ſtjal Pengene fra Jvers Fader, ſom 
laa og ſov i Grøften, har jeg ikke været Menneſle. 
Angeren over den ryggesloſe Gjerning og bittert Sam⸗ 
vittighedsnag gjorde mig til en Dranker og ſtyrtede 
mig dybere og dybere i Synden, og naar jeg af og 
til tenkte paa at bryde mit Løfte til Dig og ffaffe 
mig ſelv Fred ved at angive ſaavel Din ſom min 
Skyld, faa ſpigtede Modet mig, og jeg bedøvede mig 
end mere i Brendevin, hvorpaa Du, Gud forlade Dig 
det, aldrig lod det ſkorte mig. Nu er det imidlertid 
anderledes, og det er min faſte Beſlutning at forſkylde, 
hvad jeg har forbrudt, lad jaa Straffen i Herrens 
Navn blive faa haard den vil; Folelſen af dog tilſidſt 
at have gjort min Uret god igjen ſkal hjælpe mig at 
bære den. Derſom Du derfor ikke endnu idag gaar 
hen til Ivers Moder og for hende og ham tilſtaar, 
hvad Du har øvet, og giver dem de fem Tuſinde 
Daler tilbage og derneſt Dit Minde til, at Jver og 
Elſe faa hinanden, fan melder jeg mig til Ovrigheden, 
og det fkal da ikke vare længe, for denne melder ſig 
hos Dig“. 2 

Uden at ſvare et Ord 
Sognefogden ſtirret paa Jeppe, 
var det et Spogelſe, der ſad for 
efter at han var gaaet, 


medens han talte, ſom 
ham, og endnu længe 
blev han ſiddende i ſamme 
Stilling. Elſe kom og gik, puslende ſnart med det 
Ene, ſnart med det Andet fkottede hun bekymret til 
Faderen; men Time efter Time forløb, uden at han 
rørte fig. Endelig reiſte han ſig op, og idet han lang⸗ 
ſomt tog Hat og Stof, betenkte han fig endnu længe, 
forinden han forlod Stuen. Saa forandret var han 
bleven, faa bleg, modlos og forknyt faa han ud, idet 
han med uſikkre Skridt gik hen over Gaarden, at Elſe 
ængftelig fulgte ham i Afſtand, indtil hun ſaa ham 
gaa ind ad Doren til Jvers Moder. 

Da det nogle Dage efter Sognefogdens Beſog i 
det lille Hus blev bekjendt, at denne havde indvilliget 


og bleg ſom et Lig hade 


i Elſes og Jvers Wgteſkab, ja, at han havde "givet 
de unge Folk en Medgift af to Tuſinde Daler og 
Smedien ovenikjobet, blev Forbavſelſen ſtor og almin⸗ 
delig, ja maafke ftørre, end den var over den for jaa 
hovmodige og fraſtodende Mands forandrede Væjen. 
Hvad der var foregaaet, vidfte Ingen, og om end En 
eller Anden anede, at ikke Alt var ſaa rent, ſom det 
ſkinnede til, ſaa var der dog ikke Nogen, med Und⸗ 
tagelſe af de fire Indviede, ſom havde en Formodning 
om Sagens rette Sammenhæng og Elſe mindſt af Alle, 
derfor havde Iver ſorget. 

Nu ſtaar Jver atter ſom forhen ved Ambolten i 
Smedien, og ſom for lyder Dronet af Forhammerens 
vægtige Slag ud over den ſtille By, og medens Karle 
og Piger flokkes udenfor og lytte til Jvers Skjemt og 
og muntre Tale, ſidder Jeppe paa en Blok og giver 
ſit Beſyv med i Laget eller pasſer paa den lille Dreng, 
Jvers udtrykte Billede, ſom Elſe, der nu glad og 
ſmilende færdes i Huſet, har betroet til hans Varetægt. 


De ægyptike Oldtidg-Atindesmærker. 


Der gives fun faa Lande, hvis Hiſtorie er bekjendt 
jaa langt tilbage i Tiden ſom Ægyptens. Vi vide 
ſaaledes med Sikkerhed, at Staden Theben var Wgyp⸗ 
tens Hovedſtad henved 3,000 Aar for Chriſti Fodſel, 
og at de Ruiner og tildels endnu i ufkadt Stand fore⸗ 
kommende Mindesmerker, der i fin Tid have prydet 
denne Stad, ere mindſt 3—4000 Aar gamle. Nogle 
af de eeldſte af de imellem Thebens Ruiner forefundne 
Bygninger have endogſaa bevisligt en Aolde af henved 
7000 Aar. 

Endfkjondt Ægyptens Oldtidsmindesmeerker ſaa⸗ 
ledes høre til de ældfte, ſom vor Jord har at frem⸗ 
viſe, faa overgaa de dog i Antal og Storrelſe alle 
endnu forekommende Levninger af greeſk og romerſk Byg⸗ 
ningskunſt. De have ogſaa holdt fig bedre end de 
ſidſtnevnte, hvilket fornemlig maa tilſkrives deres for⸗ 
trinlige Bygningsmaade, deres kempemecsſige Storrelſe 
ſamt Valget af Bygningsmateriale. Asgypterne byggede 
nemlig i Almindelighed med den faſte Sandſten, ſom 
i Aartuſinder modſtaar Luftens og Solens Indflydelſe; 
Romerne og Grakerne byggede derimod med Marmor, 
ſom naſten altid er henſmuldret i Løbet af mindre 
end 2000 Aar, hvilket Levningerne af deres Bygnings⸗ 
verker, paa fag Undtagelſer nær, tilſtrekkeligt be 
viſe os. 2 

Ruinerne af Theben, i det nuværende Ovrecegypten, 
ligge paa begge Sider af Nilen omtrent tre Dagsrejſer 
fra Cairo. De indtage et Fladerum af henved 31/2 


Kvadratmile. Flere arabiſke Landsbyer, ſaaſom: Me⸗ 
dinet Abu, Luxor, Karnak og Gurah ere opforte af 


— mager 


denne gamle Stads Levninger, men de indtage til 


ſammen fun en forjvindende Del af dens Grund. 

Det er navnlig paa den højre Bred af Nilen, at 
man finder de ftørfte og pregtigſte Levninger af det 
gamle Theben. Forinden vi imidlertid give Leſerne 
en kortfattet Beſkrivelſe af nogle enkelte af disſe Kæmpe 


verker, vilde det maaſke være henſigtsmeesſigt, lidt | 


neermere at omtale nogle af de for Oldtidens Wgyp⸗ 
tere ſcregne Former for Bygninger og andre Kunſt⸗ 
veerker. 

Som ſeerlig ejendommelige for den gammelcegyp⸗ 
tifke Bygningskunſt maa navnlig fremhæves : Pyrami⸗ 
der, Pyloner, Obeliffer og de koempemeesſige, under⸗ 
tiden med Mennefkehoveder forſynede, hvilende Dyre 
ſkikkelſer, hvilke i ſidſte Tilfcelde kaldes Sphinxer. 

Pyramiderne benyttedes ſom Gravbygninger for 
Kongerne i det gamle Wgypten. De ere opforte paa 
en ligeſidet, fir⸗ 


De ere i Reglen forſynede med Skrifttegn (Siero⸗ 


glypher) paa alle fire Sider. 

Den eegyptifke Sphinx beſtaar af en med Menneſke⸗ 
hoved forſynet, hvilende Lovekrop, og idet den ſaaledes 
tyder hen paa en Forening af Visdom og Styrke, er 
det aabenbart, at man i denne Figur har villet give 
en billedlig Fremſtilling af Kongeveerdigheden. J 
Wgypten findes kun mandlige Sphinxer med ſaare faa 
Undtagelſer, hvor en kvindelig Sphinx forekommer ſom 
Billedet paa en Dronning. Man plejede at ſtille 
Sphinxer foran Templerne, hvor de undertiden dannede 
hele Alleer. 

Af den vedfojede Tegning, der foreſtiller en Sphinx 
med nogle Pyramider i Baggrunden, ville Leſerne ved 
Sammenligning imellem Storrelſen af Sphinxen og 
de foranſtagende Perſoner kunne gjøre fig en Foreſtilling 
om disſe Figurers kempemecsſige Storrelſe. i; 
Den ſamme 


kantet Grund⸗ 


flade og have 


for det Stor⸗ 


en firſidet, ſlaaede i For⸗ 
ſpids ſammen⸗ merne af den 
lobende Form. enkelte Byg⸗ 
Den ſtorſte Py⸗ ning, af hvad 
ramide er Che⸗ Art denne ſaa 
ops's. Den forreſten var, 
havde oprin⸗ viſer fig ogſaa 
delig en Brede — og maaſke 
forneden af i endnu højere 
764 Fod og Grad — ved 
en Højde af Sammenſtil⸗ 
480 Fod; men lingen af disſe 
i Tidernes Lob forſkjellige 
er Jordbun⸗ Bygninger for 
den, der hoved⸗ deraf at danne 


ſagenlig be⸗ 


ſtaar aſ hen⸗ Templer. 
ſmuldrende En Sphinx. Paladſet ved 
Bygningsre⸗ Luxor hæver 


ſter, voxet ſaa hojt op omkring dens Fod, at den nu 
er henved 30 Fod lavere. 

Pylonerne ere pyramideformige Bygninger, der 
ere afftumpede foroven, og forneden ere de i Reglen 
indrettede til Gjennemgang. De ſmukkeſte Pyloner 
findes i Nærheden af Landsbyen Medinet Abu. J en 
af disſe Pyloner er Portaabningen ſaaledes 50. Jod 
høj og 35 Fod bred. Den er af Granit og overalt 
ſmykket med Indſkrifter og Figurer i Billedhugger⸗ 
arbejde. 

Obeliſkerne ere langſtrakte, firkantede, af en eneſte 
Sten udhuggede Piller, der ere indſnevrede opefter og 
ende i en ſceregen lille pyramideformet Spids. De 
anvendtes hyppigt ſom Prydelſe foran Indgangen til 
Templerne og bare da enten den Konges Navn, ſom 
havde reiſt dem, eller den Guddoms, til Wre for hvem 
Templet var bygget. 


fig ſaaledes paa en mere end 2100 Fod lang og omtrent 


halvt jaa bred Sokkel af Murverk ſom en Skov af Sgjler, 
og højt over denne knejſe Masſer af vælbige Pyloner og 
ſlanke Obeliſker. Alt i denne Bygning er af fæmpemæslig 
Storrelſe og Styrke. Hovedſojlerne have ſaaledes en 
en Højde af 65 og et Omfang af 30 Fod. J en af 
Paladſets Gaarde ſtaa Landsbyen Luxors usle Hytter 
paa et Gruslag af Højde ſom et almindeligt Sus. Og 
dog er dette vældige Palads kun at betragte ſom en 
ubetydelig Fløj af en langt betydeligere Bygning, med 
hvilken den har ſtaaet i Forbindelſe ved flere Gallerier, 
der nu ere ſporloſt forſpundne. Det ſtore Palads — 
ogſaa faldet Paladſet ved Karnak — havde ud mod 
Nilen en Længde af 7032 Fod. En Alle af 600 kem⸗ 
peſtore Sphinxer forte op til Indgangen; denne luk⸗ 
kedes ved Bronce⸗Flojdore af 60 Fods Højde og 20 
Fods Bredde, der vare anbragte i en majeſtattiſtk 


Tilbojelighed 


Paladſer eller 


Pylon, 150 Fod høj og 350 Fod bred. Gjennem en 
lang Sojlegaard og en tempelagtig Forhal traadte man 
ind i Paladſets Hovedſal. Denne er en af de overor⸗ 
dentligſte og pragtfuldeſte Anlæg, ſom nogenſinde ere 
udførte af Menneſkehcender. Man foreſtille fig blot 
en Sal af 47000 Kvadratfods Fladeindhold — jaa 
ſtor at f. Ex. Strasbourgs vældige Domkirke lettelig 
kunde fan Plads derinde! Loftet bares af 134 Kæmpe 
ſojler, hvoraf hver enkelt var ligeſaa hoj ſom den be⸗ 


romte Trajansſojle i Rom. Denne Søjles Hojde er 


omtrent 120 Fod. Selve Loftet er ſammenſat af fir⸗ 
kantede Klippeſtykker af 30 Fods Længde, 8 Fods Brede 


1400 Centner. 
Fra denne mageloſe Sal fore flere Gallerier til 
Paladſets Indre: en Vrimmel af Gemakker, Forhaller 
og Pyloner, alle udſmykkede med en utrolig Rigdom 
af Statuer, Sojler og Obeliſker. 

J Forbindelſe med det ſtore Palads ſtod et mag⸗ 
tigt Tempel, mellem hvis Ruiner Ligeledes endnu fore⸗ 
findes enkelte Bygninger i tildels ubeſkadiget Stand. 


Begge disſe Kampeveerker ere ifølge de paa deres 


Mure forefundne Indſkrifter opbyggede af Buſiris den 
Anden, der levede omtrent 4500 Aar for Chriſti Fod⸗ 
ſel. Deres Ruiner ere altſaa henved 7000 Aar gamle. 
Vi ville ſlutte denne Beſkrivelſe med følgende Ord 
af den. berømte franſke Forfatter Bosſuet: „Ruinerne 
af det ældgamle Theben ſynes kun at være blevne ved⸗ 
ligeholdte til vore Dage for at kunne latterliggjore 
den nulevende Menneſkeſlegts Forfengelighed og for⸗ 
dunkle dens pregtigſte Verker“. . 


z K—k. 


Husmanden og Æggene. 


NANA 


Nu venter Leſerne vel ſagtens at høre en Hiſtorie 
i Lighed med den gamle bekjendte om Konen og 
Wagene, men faa bliver man narret. Hvis man 
imidlertid vil læje folgende lille Stykke igjennem, og 
jaa ſkrive fig Indholdet bag Øret, jan indeſtaar „Hus⸗ 
vennen” for, at Læterne ikke ffulle blive narrede ſaa meget 
endda, 

Stykket ſkulde nemlig handle lidt om, hvorledes 
Husmanden kunde have meſt Fordel af Wggene, ſom 


hans Hons levere ham. 


For nogle Aar ſiden kunde der ikke komme ſtort 
ud af Wggeſalget, da Priſen ſjeldent var mere end en 
Skilling Stykket. I de ſenere Aar er heri indtraadt 
en Forandring, idet Priſen paa Ag ſom paa Smør- er 
ſteget meget betydeligt; men medens Smorpriſens Stigning 
nærmejt kommer Gaardmanden til Gode, vil den hoje Pris 
paa Æg iſcer kunne blive til Husmandens Fordel. For 
at denne kan bevares, maa man imidlertid gjøre fig 


og 4 Fods Tykkelſe. Et ſaadant Stykke vejer omtrent | 


det Hart, hvoraf de gode Salgspriſer komme, og om 
der er Haab om at funne beholde dem. 

Naar WÆggeprijerne fordum vare høje, ſaa var det 
altid af to Grunde: et ſtorre Forbrug og en mindre 
Zilførjel; begge disſe Aarſager vare gjerne til Stede ved 
| Jule og Faſtelavnstider, og jaa bleve Æggene dyre. 
| Det er imidlertid flet ikke disſe uſtadige Aarſager, der 
have bevirket de ſenere Aars høje WÆggeprifer, der alene 
ere fremkomne ved Udførjelen af Æg til Eng⸗ 
land; og at man netop nu har fundet paa Udforſel 
af denne ffrøbelige Artikel har igjen fin Grund i den 
ulykkelige Krig mellem Frankrig og Tydſkland. England, 
navnlig Hovedſtaden — den uhyre By, London, der har 
en flere Gange faa ſtor Menneſkemengde ſom hele Dan⸗ 
mark — bruger nemlig en umaadelig Mængde Æg, ſom 
for en ſtor Del tidligere bleve indforte fra Frankrige. 
Dette fatte Krigen en Stopper for, hvilket ſes af 
den Omſtendighed, at i 

1870 indførtes over 21 Mill. Sneſe 
1871 — kun 8 — — 
men i 1872 — naſten 28 — — 

At det er ſamtidig med Wggemangelen i Londen, 
at Üdforſelen for Alvor begyndte her, ſes af folgende 
Overſigt i runde Tal over Üdforſelen af Wg i Finants⸗ 
aaret: 

1865 —66 udførtes 33 Tuſind Sneſe til Verdi 12,000 fd. 
68 


186667 — D 
186768 — 9 12,000 — 
C7777 RE SE HOOD 
ee 2000 
JJ ae ST DR 0000 
180172 — 3322 — — 135,000 — 


Da nu Handelen engang har fundet Arggemar⸗ 
kedet, fan holder Udforſelen ikke let op igjen, hvilket 
kan ſes af, at der i de 8 forſte Maaneder af indevæ- 
rende Aar alene fra Fyn fkal være udført 400,000 
Sneſe til en Verdi af 150,000 Rd. Men for at den 
ikke ſkal høre op og denne Indtegt gaa tabt igjen fordres 
ubetinget, at de leverede Gg fra Danmark ere jcvngode 
med dem, der komme fra Frankrig og andre Lande. 
Men dette bliver det Honſeejernes Sag at ſorge for, 
og dette Punkt maa de danfke Husmend, eller maaſke 
rettere deres Koner, have Opmeerkſomheden henvendt paa, 
hvorfor vi i det Folgende ſkulle tale lidt om de For⸗ 
dringer Englænderne ſtille til Wggene; at opfylde disſe 
er af pderſte Vigtighed for Udforſelens Beſtagen til 
lonnende Priſer. 

Hvorledes vilde det nemlig gaa, derſom de danſke 
Gaardmænd leverede Kjobmendene ſurt og fordærvet, 
overſaltet og uens farvet, flet behandlet og flet pakket 
Smør, og dieſe ſaa ſendte dette til England under 
Ravn af danſk Smør? Det vilde naturligvis have 


til Folge, at det gode Ry, ſom danſk Smør allerede 
har, ſnart vilde gaa tabt; det vilde blive betalt med 


usle Priſer, maajfe helt uſcelgeligt. Selv om der kom 


en Del godt Smør med, vilde dette dele Sfjæbne med 
det ſlette, Udforſelen ſtanſe og den ſtore Indteegt derved 
gaa tabt. Det vide Kjobmendene meget vel, og det er 
godt i Færd med at gaa op for Gaardmernndene, ſom 
neſten overalt i de ſenere Aar have lagt ſerlig Vind 
paa at levere bedre og bedre Smør. 

Men det gaar nu netop med YSggene, ſom det gik 
med Smørret. Endnu mener man, at et Wg er et 
Wg, enten det er friſkt eller raaddent, og endnu gjeelder 
det ſtjcemtende Ord om de ſmaa Wg: at de ere lavede 
til Salg. Vi maa lære, at Englenderne ſlet ikke 
forſtaa denne Spog, thi de ville have ſtore Æg for 
deres ſtore Penge,og det vil man da ogſaa andet Sted 
i Udlandet. J September noteredes ſaaledes folgende 
Priſer pan Acggehallerne i Paris: 

Udſogte ſtore Ag... 64 72 Sk. Sneſen. 

Mellemeg 5166 — 

og Smaaceg 46—54 — 

Uagtet man ſeelger Wagene efter Tal i London og 
Paris, ſorterer man dem nemlig efter Storrelſen i flere 
Klasſer og man kan let forſtaa, at de ſmaa danjfe Ag 
maa nøjes med de ſmaa 
Priſer. Det Rigtigſte 

var naturligvis at kjobe 
dem efter Vægt i Stedet 
for efter Tal, da Ver⸗ 
dien ſaa bedre kunde 
beſtemmes. 

Hvad der er verre 
er dog, at Mange gjemme 
deres Wg for længe 
for at faa højere Priſer; 
men kommer der mange 
af den Slags Wg til 
England, ville de ſnart ſige ſaa mange Tak, behold Eders 
raadne Wg ſelv. Enhver, der gjemmer og fælger Kjob⸗ 
mændene gamle Wg, medvirker ſaaledes til at ødelægge Ud⸗ 
forſelen aldeles, og det ſamme gjøre de Kjobmend, ſom, 
ukyndige i Forretningen, afſende Aggene uden Under: 


—U— ́OIII 7 KR. | SER 


ſogelſe og i mindre god Pakning. De ved mangelfuld - 


Pakning allerede fordærvede Ag gaa letteſt i Stykker 
og ødelægge en Del flere paa Rejſen; naar de 8—10 
Dage efter Afſendelſen ankomme til England, ere de i 
en ſorgelig Tilſtand, og Agenterne kunne kun fælge dem 
for Spotpris. Der henſtod ſaaledes i Slutningen af 
August flere Hundrede Kiſter danfke Ag paa Havne⸗ 
pladſen Neweaſtle i faa fordærvet Tilſtand, at Agenterne 
ikke kunde afhænde dem, men maatte lade dem jælge 
ved Auktion for 16—24 f. Sneſen. Se det er vel Af⸗ 
ſenderen, ſom her lider det forſte Tab, men det Tab, 
ſom beredes Landet, ved at gamle og fordervede Aeg 
bortſendes med de gode, er langt ſtorre og varigere, idet 
det engelſke Marked derved igjen vil blive lukket for os, 
og vi atter ſom tidligere blive nødte til at ſelge vore Æg 
hiemme for 16—20 ß. Sneſen eller til at ſpiſe dem ſelv. 


Man vil let kunne je, hvilken forholdsvis bety⸗ 
| delig Indtegtskilde Husmanden kan have gjennem fine 
Hons ved Asggeſalg, derſom Üdforſelen bevares — og 
det vil den ganſke ſikkert, naar der tilvejebringes friſke 
og ſtore Æg, thi der er Afſctning for en ubegrenſet 
Mængde af dette Fodemiddel i England til gode Priſer. 
Det gjælder. paa dette Omraade ſom paa alle andre at 
gaa fremad baade i Dygtighed og Omhu ſaavelſom i 
Tilvejebringelſen af de fortrinligſte Husdyr, og dette er 
jo flet ikke ſaa vanſkeligt med Henſyn til Honſegaarden, 
hvor en god Race og lidt Omtanke for Pasningen vil 
betale ſig for Smaamanden bedre end noget Andet. 
Medens Forbedring af Heſte⸗ og Kvegracer fræver Men⸗ 
neſkealdre, gaar Forbedring af Honſeflokken langt lettere 
fra Haanden, og kan ved Indkjob af nogle ægte gode 
Aeg ſke i et Par Aar. Det gjelder om at affkaffe 


den gamle danſke Race og erſtatte den med en ſterre. 
Det ſynes her, ſom om de ſaakaldte Kokinkina Hons 
jærlig ere at anbefale. Man har Æg af disſe, ſom 


veje indtil 7 Lod, medens gode Andeceg gjerne veje 
5 Lod. ; 


Som hjosftaaende Tree⸗ 
fnit viſer, ere disſe 
Søns ogſaa meget ſtore 
i Modſcetning til den 
gamle Race. Man vil 
dog ſikkert af flere 
Grunde foretræffe Blan⸗ 
dinger af begge Racer, 
hvorved man faar en 
ſtor Slags Hons, ſom 
lægger gode Wg af pas: 
ſende Handelsſtorrelſe. 
Disſe ſkulle ganſke viſt 
| have mere Føde end de gamle mindre Høns, men 

ere dog flet ikke koſtbarere at holde, da de i 

langt højere Grad end disſe pille fint Græs. De 

behøve heller ikke ret meget Korn, da de gjerne ede 
Alt, hvad der falder af i Kjokkenet, faa at de ere ſerlig 
at anbefale for de Smaafolk, ſom ikke kunne holde en 
Gris. Vi kjende flere Husmeend, hvis Koner i Aarets 
Lob afholde de fleſte af de daglige Smaaudgifter alene 
ved deres Aeggeſalg fra en lille Flok Søns, allerede nu, 
| uden fynderlig Omhu; men derſom alle Landets Hus⸗ 
| mænd vilde ofre Honſeholdet noget mere Opmarkſomhed, 
| jaa at der kunde udføres friſke, ſtore Æg i Masſevis, 
| ba vilde de danſke Æg fnart ved deres gode Beſkaffenhed 
erholde en faſt Fod pan det engelſke Marked, og Hon⸗ 
ſeholdet give en Biindtægt for den danſke Husmand, 
der kunde blive af ſtorſte Betydning for ham, og han 
vilde finde, at ingen Omhu lonnede fig hurtigere og 
| bedre end den, han anvendte paa fin Honſeflok. 


Vi ffulle endnu kun tilføje, at om nogen kyndig 
Honſeholder kunde ønffe at bidrage til denne Sags 


Rennen 


Fremme ved at meddele en kort og tydelig Anvisning 
til at forbedre Honſehold for Husmanden, eller Med⸗ 


delelſer om, hvor Wg til Tillceg af anerkjendt fortrin⸗ 


lige Aggehons kunne faas tilkjobs, da ffulle ſaadanne 
Meddelelſer med Glæde blive optagne i „Husvennen“ til 
Efterretning for Leſerne. 


gusflid. 


———— 


Pakkurbe. 


En Handlende i Skive, der driver et temmelig ſtorartet 
Rogeri, tilſkrev f. A. Husflidsudvalget for Viborg Amts land⸗ | 


øfonomiffe Forening, for at ſoge Underretning om, hvorvidt der 
i Egnen ſtulde findes Mænd, der vare i Stand til at flette 
Vidiekurve til at forſende hans røgede Varer i. Han tilbød at 
rejſe til forſtjellige Jernbaneſtationer i Egnen for at akkordere 
med Folk og fremviſe Modeller af Kurvene. Det lykkedes imid⸗ 
fortid ikke Udvalget at give Anvisning paa Folk, der kunde 
paatage ſig dette Arbejde, og ſom for maa Rogeriet forſkrive 
fine grove Pakkurve fra Tyſkland, eller erſtatte dem med Bræde- 
kasſer. Dette er vel kun et af de tufinde Tilfælde, hvorved 
vore Arbejdere gaa glip af mangen lennende Bifortjeneſte, fordi 
man ſavner Navenyttighed, og hverken har Lyſt eller Mod til 
at erhverve fig en og anden Arbejdsevelſe, der kunde give en 
lille Indtegt i arbejdsloſe Timer og Tider. 


Boguyt. 


SARA 


Nordiſtk Husflidstidende. September⸗ og Oktober⸗-Heftet 


—— 


for f. A. er nu udkommet indeholdende: Verdensndſtillingen i 


Wien, med Fortegnelſe over 71 Pramietagere bed den danſte 
Husflidsafdeling; Straafletning og Straahatteinduſtri, en inter⸗ 
esſant Rejſeberetning fra Kapt. A. Clauſon Kaas; Billedſkaarne 
Arbejder, Arbejdsanvisning og fire ſtentrykte Planer, ſerdeles 
ſmukke Tegninger til billedſkaaret Arbejde i Naturſtil, Fotograft⸗ 
rammer; Meddelelſer fra Husflidens Omraade, Brevvexling, 
Boganmeldelſe o. ſ. v. November- og December-Numrene ere 
under Presſen. É 5 i 


Danmark i Aaret 1848, af C. Roſenberg, udg. af ,,Ud- 
valget til Folkeoplysningens Fremme“ hos G. E. C. Gad. 
340 Sider. 1 Rd. 

Denne nyligt udkomne Bog vil viſt være ſaare kjarkommen 
for Enhver, der elſter fit Fædreland og dets frie Forfatning. 


Med Grundighed og ſand Kjærlighed til fit Emne giver den 
anſete Forfatter en ligeſaa livlig ſom anſtuelig Fremſtilling af 
Begivenhederne i det merkelige Aar 1848, da vor Folkefrihed 
fødtes og Folkeaanden vaktes for under Krigen med Oprørerne 
at viſe ſig i en Hejhed og Kraft ſom ingenſinde ſenere. Bogen 
er en i Sandhed god „Folkelcsning“, ſom vil leſes med Nytte 
og Glæde af Alle. i: 


Fortællinger af Beatus Dodt. Heraf er der paa L. A. 
Jorgenſens Forlag, Kbh. udkommet flere Samlinger, Den 
yndede Forfatter, der vil være „Husvennens“ Laſere bekjendt — 
om ikke af andet, ſaa af den i dette Numer fluttede Fortælling 


for ſin muntre, hjertelige og morſomme Fremſtilling, har i 


disſe Fortællinger leveret en Fritidslasning, der kun kan an⸗ 
befales ſom fornøjelig Morſkabslæsning for Unge og Gamle. 


— 


Blandinger. 

Wdelmodigt. „Naar Du deler Kagen med Karl,“ ſagde en 
Moder til fin lille Son, „ſaa maa Du være eedelmodig, lille Georg.“ 
„Hvad er det at være cedelmodig?“ ſpurgte Georg. „Det vil ſige“, 
ſvarede Moderen, „at Du fkal give ham det ſtorſte Stykke.“ „Ja, 
men,“ bad den ſnilde Georg, „maa faa ikke hellere Karl dele 
Kagen!“ 


— Hvem, der vedblivende lever i Selſkab med flette Men⸗ 
neſker, maa nødvendigvis enten blive deres Offer eller deres Ler⸗ 
ling. Derimod vil den, ſom omgaaes gode Menneſker, efter⸗ 
haanden lare at efterligne deres Dyder, eller i alt Fald med 
hver Dag aflægge Noget af fine Fejl. 


Gaade. 

Mit Forſte Du i hvert et Kjølfen fer i; 

J Form af Spande, Fade eller Gryder. 

At bli? mit An det ønffer viſt Enhver 

Kun altfor ofte Lykken det forbyder. 

Men er Du det, da kan det være Gavn 

For Dig og Andre med, ſom Lykken favner 

Hvis ej Du er mit Hele: da kun Savn 

Blev Frugt af Overfald, ſom Ingen gavner. 
22955 


Oplosning 
paa Gaaden i Nr. 15: Luftkaſtel. 


Brevvexling 


De ny tiltraadte Holdere gjøres i Anledning af flere Forespørgsler opmærksomme paa, at forste Fjerdingaar af 
Husvennen endnu kan faas fuldstændig (No 1—13 med 38 Billeder) for 2 Mk 8 Sk gjennem Bestillingsstedet — Postvæsenet 


eller Boghandelen — samt hos Hovedkommisionæren. 


Enkelte manglende Numre af første Fjerdingaar kunne faaes a 4 Sk. 
Hr. Ch. W. i T. Det indsendte egner sig ikke for Bladet. i ; 
Hr. H. P. L. i Lysg. Venl. Tak. Det ønskede Hefte af Dansk Husflid afsendt. 


Daucsvennen udkommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 
Fierdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn. 


Trykt hos J. H. Schultz. 


Billedblad for Mlenigmand, 
for Morfhabslæsning, Oplysning og Qusflid. 


Adgiuet af 


N. C. Rom. 
Nr. 17. 


25. Januar 1824. 


Indhold. Hundehvalpene Digt af Chr. R., med Billede. — En Skargaardshiſtorie. — Kæmpegræs pan de ſyda 
Stepper, med Billede. — Husflid. — Bognyt. — Blandinger. — Gaade. — Brevvexling. 4 


5 


frikanfke 


LE: 
10 


Ie 
FE SEE 


f | med Et ſaa ſpodſt, fan malicigs af Mine? 
ee ee Ja hor 15 3 0 det gik til, 
8 e at Snap blev kjendt med Verdens falſke Spil, 
Hvorfor blev Snap med Et jaa tankefuld? og desforuden fik lidt Halepine! 
Hvorfor blev Snip, der ellers var ham huld, 


— rene 
i . 


Snap, med et læffert Been belæsfet, 
har netop lagt fig ned i Grægfet ; 
beſtemt forreſten paa at gi'e fig Tid, 
han ta'er ſig juſt fin forſte Bid, — 
da Kragemo'er, 
der ellers højt i Poppelpilen bor, 
men, ſom det ſynes, onſker Snap i Tale, 
med Et ham napper i hans kjonne Hale, — 
Skandale! 
Vor Ven, ſom har i Zænderne fin Skat, 
ſig vender brat, 
og nøjes foreløbig med at knurre; 
men for tilbørlig at forpurre 
ſlig Næsvighed fra Revl og Krat, 
han mener, der bor bjæffes lidt, 
og bjæffer vredt. 
Det virker; — ja men Benet dratter, 
og Kragefatter, 
der Ejendomsretten lidet ſkatter, 
og kommer til ſom ved et Tree, 
han har juſt ventet dette Bjæf, 
og da der bjæffes atter, 
vips er den forte Skjaelm afſted, 
og Benet med, 
i Sikkerhed paa et af Gaardens Tage; 
og da jo Krage ſoger Mage, 
har Snap den Aergrelſe at je de To 
med ſamt en hel Del andre forte Kale, 
der alle er i „Internationale“, ; 
i Mag og Ro 
ſlaa i hans læfre Kjodben Næb og Klo. 
Han ſelv maa ſlikke paa fin Hale, 
og døje Snips hojſt ondſkabsfulde Tale: 
„Det gik nok flojten, Benet! troſt Dig Du, 
— Du har jo fire Ben endnu!” 
Chr. R. 


En Skergaardshiſtorie. 
Fortal af Nichard Guſtafsſon. 


Bølgerne rullede ind mellem Sfærene og brode fig 
mod de ſpredte Klipper, ſom hæve deres folde og glat⸗ 
ſlebne Rygge op i Vandſpejlet, jaa de pan Afſtand ligne 
en Flok Sealer, der ſole fig i den klare blaa Luft. 
bleeſte ikke ſynderlig ſteerkt, hvorfor Skummet om Skeerene 
ſkvulpe helt jagte og blot halvvejs ftænfede op paa de 
Stene, ſom under en ftærfere Briſe overffylledes helt af 
Vandet. 

Pludſelig mødte Bølgerne en uoverſtigelig Sitting, 
og ſloge fraadende mod en høj Bjergvæg, ſom rejjer 
fig lig en Mur mod Søerne og mod de bidende Hav⸗ 
vinde, Den Side, ſom vender imod Havet, er gran og 


fejl. Ikke et Tree voxer der, næppe en og anden Bufk 


Vinden 


| 


formaar at holde fig faſt i Klipperevnerne. 
man hinſides Klippemuren, jaa jer det ganſke anderledes 
ud. Der udbreder fig en grøn Græsflette ved Bjergets 
Fod. Birke og Esper vifte deres lovrige Grene over 
Grœsbunden, og rundtom en rodmalet Træbygning 
breder ſig en Have og en blomſtrende Kartoffelager. 

J Døren til Huſet ſtaar en kraftig Skikkelſe, kledt 


Men kommer 


i Skeergaardsfiſkernes ſedvanlige Dragt. Det er Ejeren 
af Stedet, Andreas paa Birkeodden, den rigeſte Fiſker 
paa hele Egnen. Han ſkygger for Øjnene med de fol 
brændte Hender, og ſtirrer ud over Sundet til den anden 


Kyſt; længe jer han did, men ſynes at ſpeide forgæves, 


thi han ryſter paa Hovedet, og gaar ned til Soboden, 
for at ſysle med Redſkaberne. Men medens Fingrene 
mekaniſk klarer Nettes Maſker, ſpever Blikket ud over 
Søen, medens han brummer utydelige Ord i Skaget, 
ſtamper med Foden imellem og viſer andre Tegn paa 
utaalmodig Venten. 

Snart ſtandſer Andreas ganſke med fit Arbejde og 
ſtaar ſtille. Han ſkygger atter med Haanden for Øjet, 
og ſtaar længe med Blikket feſtet paa Noget, ſom bevæger 
5 ved den anden Bred. Det er en Baad, ſom nylig 
kom frem bag en Klippe og nu ſejler over Fjorden med 
Kurs mod Birkeodden. 

„Tenkte jeg det ikke nok! den Satans Dreng!” 
brummer Andreas for fig ſelv, og fortjætter fit Arbejde. 
Vinden puſter i Sejlet, og Baaden hopper let over 
Bølgen, ſom fraader, naar den kloves af den ffarpe 
Stævn. Ved Roret ſidder en Bngling, flædt i blaa 
Ssmandsjakke og en oſtindiſk Hat med flagrende Baand. 
Anſigtsfarven taler om, at han nylig er hjemvendt fra 
et Klima, hvor Solen gløder hedere end oppe i vort 
Nord; men de blaa Øjne og de aabne ærlige Trek 
tyde dog paa, at Norden er hans Hjem. 

Baaden lander ved Sobryggen, og Ungerſvenden 


ſpringer ud. Han gaar op til Seboden, hvorpaa han 


jætter fig paa nogle opſtablede Broder, og begynder at 
nynne en Viſe. Saa reiſer han fig atter, ſom for at 
fjerne ſig, men ſtandſer ved at Andreas raaber: „Kon⸗ 
ſtantin!“ 

„Du har været ude at fejle”, ſiger han. 

„Ja Far”, ſparer Konſtantin 

„Til Bergvik?“ ſpurgte Faderen igjen med et ſkarpt 
Djetajt. 

„Ja Far”, ſparer Sonnen igjen med et frit Blik. 
Andreas fortjætter fit Arbejde i Tavshed, og Konſtantin 
gaar ind i Huſet. 3 

Da Faderen ſenere om Aftenen kommer ind, gaar 
han lige hen mod Sønnen. Den mægtige Fiſkers Bande 
fures af dybt Alvor, og et Trek af Vrede ligger over 
de ſammenpresſede Læber. „Er det ſaaledes Du lyftrer 


Din Fader, Dreng?“ ſporger han med en Stemme, 
ſom han ſoger at gjøre rolig, men ſom dirrer af til⸗ 
bagetrengt Lidenſkab. 

Konſtantin ſer op paa ham og ſiger: „Jeg kunde 


r 


* 


ikke Andet. Ingrid er mig fjær, og jeg maatte ſige 
hende Farvel, inden jeg rejſer“. 

„Jeg har jo jagt Dig, at Pigen aldrig ſkal blive 
Din Huſtru“. 

„Og hvorfor“. 

„Du er en Dreng endnu, og inden Du har faaet 
ſaamegen Vind i Sejlene, at Du kan tage de ombord, 
har en Anden taget hende”. ' 

„Ingrid bliver mig tro!“ 

„Kanſke! men jeg vil ikke vide af hende ſom 
Svigerdatter“; 

„Jeg er myndig, Fa'r, og pi kunne vente, til hun 
ogſaa raader for fig ſelv“. 

Faderens Øjne lynede af Brede, og hans ene Haand 
faldt tungt paa Sønnens ene Skulder. „Din Trods 
ſkal kun gavne Dig lidt, thi jeg er Mand for at jætte 
min Villie igjennem“, ſagde han hæftigt og vendte 
Sonnen Ryggen. z 

Konſtantin ſprang op og gif ud for at lade Vinden 
føle fine brændende Kinder. J hans Hjerte brændte 
Harme mod Faderen, ſom dude berøve ham den Frem⸗ 
tin, han jaa mange Gange havde drømt om, naar han 
vandrede enſomt op og ned ad Dæffet under Natte⸗ 
vagten, eller naar han hvilede i fin ſnevre Koje inde 

i det morke Lukaf. Allerede ſom Barn havde Ingrid 
været hans kjcreſte Selſkab, og nu da Barndoms⸗ 
venſkabet havde ſkiftet med Kjerligheden, vilde man 
rive dem fra hinanden. Nej! det ſkulde ikke ſke! 

Neſte Morgen var beſtemt til Konſtantins Afreiſe. 

Han forlod Faderhjemmet, for at ſtudere ved Naviga⸗ 
tionsſkolen i Stockholm om Vinteren, jaa at han den 
folgende Vaar kunde gaa ud ſom Styrmand. 

Da Konſtantin ſtod færdig til at flige i Baaden, 
ſom ſkulde fore ham bort, rakte Faderen ham Haanden 


og ſagde: „Du er mit eneſte Barn, Konſtantin. Lad 


mig fe, jeg faar Glæde af Dig”. …- 

Konſtantin trykkede hans Haand haardt. „Om 
Du ogſaa nogentid ſkulde blive misfornøjet med mig“, 
vedblev Faderen, „ſaa vis Dig ikke utaknemlig, men kom 
i Hu, at jeg er Din Fader“. 

„Jeg ſkal gjøre Alt, fan godt jeg formaar“, ſparede 
Sonnen og ſteg i Baaden, ſom ſnart gled ned ad 
Fiorden. Da den var ved at gaa omkring Odden, 
viftede Konſtantin ſit ſidſte Farvel med ſit gule Silke⸗ 
flæde og tog med et Blik Afſted med Huſet, Haven og 
den grønne Lund henne paa Birkeodden. 

En Sondagaften ud paa Foraaret ſad Konſtantin 
i fit lille Kammer, højt oppe i et Hus paa Sodermalm, 
fordybet i Lesningen af nogle Breve, ſom laa foran 
ham pan Bordet, Det ſidſte var dateret Juleaften og 
lød ſaaledes. 

„Min kjereſte Konſtantin! 
Det er i Dag en Glædens Dag, og alle Men⸗ 
nejfer ſe lykkelige ud. Jeg er ogſaa glad, fordi jeg 


i Tankerne kan være hos Dig. Det Eneſte, ſom gjør 
mig ſorgmodig, er, at jeg ſkal behøve at ſkrive i Lon⸗ 
dom til Dig, min Fjærefte Ven. Men det kan ikke 
være anderledes, da Fader og Moder blive vrede paa 
mig, ſaaſnart jeg blot taler om Dig, og Moder ſiger 
at det var bedſt, om jeg rent vilde glemme Dig. 
Det kan jeg ikke. Ikke heller kan Du glemme mig. 
Derfor maa det være, ſom det er, og haaber jeg, at 
mine Forældre ſkulle ſkifte Sind, naar de je hvor 
fjær Du er mig, og hvor trofaſt Du er i Din Kjer⸗ 
lighed til mig. Din Fader har været her mange 
Gange. Han er venlig imod mig, ja jeg tror, at 
han af Hjertet holder af mig, og derfor tror jeg, at 
han ikke i Længden vil nægte fit Samtykke. Da 
han var her ſidſt, tog han mig i Haanden og ſagde, 
at jeg nok en Gang vilde blive en brav Huſtru. 
Det var nærved, at jeg havde ſagt, at jeg vilde prøve 
paa at blive ham en god Svigerdatter; men han 
gik fra mig, inden jeg ſik fattet Mod til at ſige det, 


og ſiden har det ikke truffet, at jeg er kommen til at 


tale med ham. Gud beffærme Dig min Ven. Lees 
flittigt; thi naar Du at blive Styrmand, faa har 
Du vift, at Du fan blive en dygtig Sømand, og da 
tror jeg nok, at Fader ſkal ſige Ja. 
Tenk paa mig! Du er jo aldrig af mine Tanker. 
Din Ingrid“. 


Konſtantin lagde Brevet for fig, og ſtottede grublende 


fit Hoved mod Haanden. Han tænfte paa Ingrid med 
Uro; thi han kunde ikke forklare, hvorfor han ikke havde 


Sanel Brev ſiden Jul, og det var nu fire Maaneder 


ſiden. At hun var ham tro, tvivlede han ikke paa, 
men der maatte dog være indtruffet Noget, ſom hin⸗ 
brede hende i at ſkrive. Hvad kunde dette dog være? 
Kanſke laa hun ſyg eller havde Forældrene opdaget 
hendes Brevvexling, og bevogtede hende? 

En ſagte Støj i Forſtuen vokkede ham af hans 
Grublen. En bankede paa Doren, ſom ſtrax efter 
aabnedes, og et Hoved, omfattet af et e 5 
tittede ind i Kammeret. 

„Gaar jeg rigtigt?“ ſpurgte en Stemme 15 var 
den unge Styrmand bekjendt. „Ja, der er han jo 
ſelv“ tilføjede Stemmen, og en Pige traadte iud. 

Konſtantin gjenkjendte en af Tjeneſtepigerne paa 
Bergvik. Hans Hjerte begyndte at banke hurtigere, thi 
hun var ſikkert ſendt fra Ingrid. 

„Jeg er flyttet fra Folkene paa Bergvik og er 
kommet til Byen, for at ſoge mig en Plads“; begyndte 
Pigen ſit Wrinde. 

Konſtantin horte ikke, hvad hun ſagde, men ſpurgte 
heftigt, hvorledes Ingrid havde det. 

„Daarligt nok“ gjentog Pigen. „Se her har De 
et Brev fra hende. Hun ſtak det til mig den ſidſte 
Dag jeg var der, og bad mig for Guds Skyld at levere 
det af ſelv“. 


. 3 
* 


Heftigt 1 tog han Brevet, og brød e 
Han læfte: 

„Min kjcereſte Ven! 

Fader og Moder have vogtet paa mig, at jeg ikke 
ſkulde faa ſkrevet Dig til; men til Guds Lykke vil 
Chriſtine hjælpe mig med at faa nogle faa Linier 
til Dig. Gud være os naadig, thi der foreſtaar os 
tunge Provelſer. Jeg har grædt mange Taarer ſiden 
mit ſidſte Brev Juleaften, thi ſnart derefter blev det 
mig klart hvad man vilde gjore med mig. Da Din 
Fader næfte Gang kom over til os, talte han længe 
med Fader og Moder i Kammeret. Jeg troede det 
var for os, han indlagde fin Bon. Moder jaa venligt 
paa mig, da hun kom ud. Nu er det paa Tide at 
Du bliver gift, ſagde hun. Andreas er en formuende 
Mand og endnu i ſine bedſte Aar. Han har vort 
Ja, og til Foraaret flytter Du til Birkeodden ſom 
hans Kone“ ....“ 

Det ſortnede for Konſtantins Øjne, og han ſyntes 
det ſuſede for hans Oren ſom Dronet af Breendingen 
langt borte. 
leſte Fortjætteljen af Brevet: 

„Jeg græd, og bad de Gamle om ikke at gjøre 
mig ulykkelig, men de vilde ikke hore mig. Din 
Fader ſagde til mig, at Du allerede havde glemt 
mig, men det tror jeg ikke. Siden har Moder vog⸗ 
tet paa mig, at jeg ikke ſtulde ſende Brev» til Dig. 
Nu er det alt faa nær med Brylluppet, at Praeſten 
allerede har lyſt to Gange fra Brædifeftolen. Jeg 
har ſagt Fader og Moder, at jeg jvarer Nej i det 
ſidſte Ojeblik. De ville da forſtode mig, ſige de, 
Gud hjælpe mig! thi ellers veed jeg ikke, hvad der 
vil blive af mig. Kom hjem kjereſte Ven, inden det 
er for ſent. Ser Du mig ikke ſom Pige, ſer Du 
mig ikke mere. Din Moder bliver jeg aldrig. Nej, 
nej, jeg overlever aldrig den Dag. 

Ingrid“. 

led blegnende Kinder og dirrende Lemmer ſtod 
Konſtantin maallos efter at have læft Brevet. Han 
ſtirrede endnu en Stund paa de ſorte Bogſtaver, thi 
de dandſede ſom forrykte for hans Øjne. Men efter 
nogle Ojeblikke foregik en Forandring med ham, og 
han ſprang op, ſom naar man hører et Menneſke raabe 
om Hjælp, Han gik et Trin henimod Pigen, ſom for⸗ 

ſkrekket over hans vilde Blik traf fig tilbage. 
Naar er Bryllupsdagen?“ ſpurgte han med en 


Stemme, hvis Ro ſtod i ffærende Modſetning til hans 


Anſigts Udtryk. 

„J Dag otte Dage”, ſvarede hun og ſkyndte fig 
med at tage Affked, da hun jaa, at Konſtantin gjorde 
fig færdig til at gaa ud. Han ſkyndte fig ned til 
Havnen. for at ſoge en Skibslejlighed hjem, og da han 
havde fundet den, gik han ombord uden at vende tilbage 
til fit Kammer. 


(Eluttes.) 


Men ſnart gjenvandt han fin Fatning og 


Maade. 


Kæmpegræs pan de ſydafrikanſke Stepper. 
i Ved G. 8. 


—— 


Den kjcokke og uforfcerdede engelſke Misſioncer 
David Livingſtone har ved langvarige, farefulde 
og bejværlige Rejſer aabnet det indre Sydafrika for 
den geografiſke Videnſfkab og navnlig ved den vigtige 
Opdagelſe af Ngami Soen leveret Bevis for, at dette 
Land ikke, ſom man almindelig havde antaget, beſtod 
af et ſandigt, ufrugtbart Sletteland, men derimod 
dannede en pderſt vandrig Indſcenkning, ſom fra Ngami 
Søen ftræffer fig langt mod det ubekjendte Norden, og 
hvis Plante⸗ og Dyreverden i Fylde, Storrelſe og 
Mangfoldighed om mulig endog overgaar de forleengſt 
bekjendte ſydligere Landſkaber. Siden han begyndte ſine 
Rejſer, have flere modige Mend dels fulgt hans Fod⸗ 
ſpor, dels brudt fig ny og ſeloſtendige Baner for at 
udvide og fuldføre de videnfkabelige Erobringer og have 
givet os en Rake af ufkatterlige Skildringer af disſe 
nyopdagede Lande med deres ejendommelige Natur og 
ſelſomme Beboere. Det vil ſikkert ikke være Leſerne 
uvelkomment, naar vi af det rige Materiale, ſom fore⸗ 
ligger, udvælge et enkelt Afſnit, Rejſen gjennem Kempe⸗ 


gresſet paa en ſydafrikanſk Steppe, og tydeliggjore den . 


ved medfolgende Billede. 

Den nojagtigſte Beſkrivelſe af en Orkenrejſe i 
hine Egne har den ſpenſke Jaeger og Naturforſker 
Anderſon givet os paa den livligſte og meſt tiltalende 
Saa ſnart han havde hort om Livingſtones 
Opdagelſer, ſogte han at naa til Ngami Sgen ad en 
ny Vej, nemlig fra Veſtkyſten af. Det forſte Forſog, 
ſom han foretog ſammen med Englenderen Galtan, 
mislykkedes fuldſtendig. Efter i fem Maaneder at 
være trængt fremad under uſigelige Lidelſer og Kampe, 
maatte Karavanen vende tilbage til Hvalfiſkebugten. 
Sult og Hede jaa vel ſom Mangel paa Græs og Vand 
til Trœkdyrene havde gjort det umuligt at naa Maalet. 
Galtan var træt af disſe Beſverligheder og forlod 
Afrika for at vende hjem til England; men Anderſous 
Mod var urokket. Nogle Maaneder ſenere foretog han 
alene og vel udruſtet den farefulde Rejſe, og efter en 


lang, lang Vandring, hvis Beſperligheder fatte hans 


Forſkeriver paa den haardeſte Prove, naaede han, ſkjondt 


ſyg og i Kamp med Orkenens vilde Dyr halv gjort 


til Krobling, dog endelig med ſtor Glæde til det længe 
foronſkede Maal. 
over udſtrakte, 
Menneſker og Dyr næften forſmegtede under den afri⸗ 
kanſke Sols brændende Straaler, ſnart over vejloſe, 
med uigjennemtrengeligt Töornekrat bevoxede Hojdedrag, 
hvor navnlig en i Sydafrika hyppig, ſkarptornet Akacie⸗ 
art, ſom de hollandſke Koloniſter have givet det beteg⸗ 
nende Navn „Tov lidt”, altid forſt maatte 5 af 


* 


Denne lange Rejje forte ham ſnart 
vandleſe Sand⸗ og Stenſletter, Hvor - 


Vejen med Øren. Derpaa maatte de Rejfende igjen truedes de Rejfendes Sundhed af fugtig Feberluft og 
pasſere ſumpige Lavninger, hvor den tropiſke Plante⸗ Trakdyrenes Liv af den giftige Tſetſeflue. Eller man 
vært bredede fig i fuld Yppighed, og i dens Skygge maatte i ſtrobelige Fartøjer jætte over dybe Floder, 


Kjørsel med Stude gjennem Kæmpegræs i Afrika. 


der vrimlede af Krokodiller og Flodheſte. Eller man-| Stedsjans kunde hjælpe til at holde den lige Vej. Og 
kom endelig til en milevid, med kempehojt Græs bevoxet alt dette uden anden Hjælp end gjenſtridige Indfodte, 
Steppe, hvor kun Kompasſet eller den indfødte Forers ſom ſtode paa det laveſte Trin af menneſkelig Kultur, 


4 N 


og ſom til Dels endogſaa vare blevne mistroiſke og 
haveſyge, ved den Slavehandel, ſom de pad Kyſten 
boende Portugiſere dreve. J Sandhed, man behøver 
næppe at tilføje Mere for at give et klart Begreb om 
Faren og Beſperligheden ved Rejſer i hine Egne. 

En af de nyeſte Beretninger om det indre Syd⸗ 
afrika hidrører fra Englænderen Thomas Baines, en⸗ 
Forfker, der allerede tidligere havde erhvervet fig et 
hædret Navn ved Rejjer i Nordapſtralien I Aaret 1853 
ledſagede han Livingſtone paa dennes anden Rejſe op ad 
Zambeſe, og fra denne Flods Bredder trængte han derpaa, 
hen imod Enden af Regntiden, i Selſkab med en vis James 
Chapman, ind til Faſtlandets Veſtkyſt ad en Vej, ſom 
han allerede i den tørre Aarstid og under yderft ugun⸗ 
ſtige Forhold havde tilbagelagt i den modſatte Retning 
Baines gjeelder blandt fine Landsmend for en af de 
utrætteligfte og meſt udholdende af de driftige Bane⸗ 
brydere for Videnſkab og Civiliſation, ſom i de ſenere 
Aar have ydet jaa vigtige Tjeneſter i denne Retning, 
og han er tillige en Kunſtner, hvis Talent til at gjen⸗ 
give ſtorartede Naturbilleder har viſt fig ved en Rekke 
Udſigter over det af Livingſtone opdagede, overordentlig 
ſtorartede Viktoria-Vandfald paa Zambeſefloden, og end⸗ 
videre ved interesſante Skildring af Wventyr og Heen⸗ 
delſer pan hans afrikanſke Rejſe, af Skikke og Klæde 
dragt hos de indfodte Stammer og af de Arter af 
vilde Dyr, der leve i hine ſtore Orkener, ſom Evropceere 
jaa ſjelden have beſogt. Denne Rejfende ſkylde vi 
ogſaa en nøjagtig. Beſkrivelſe i Ord og Billede af 
Rejſen gjennem Orkengreesſet. 

J Sydafrika naar Plante⸗ og Dyreverdenen jaa 


fæmpemæsfige Storrelſer ſom i intet andet Land paa | 


Jorden. Dyrelivet opviſer Elefantens, Næshornets, 
Flodheſtens og Krokodillens uhyre Skikkelſer; Plante 
riget frembyder Jordens megtigſte Tre, Baobab⸗ eller 
Wbebrødfrugttræet, hvis hule Stamme ofte har tjent 
en Snes Menneſker til Natteherberge. J lignende 
Forhold udvikle de underordnede - Værter fig til en 
næften alle andre Steder uopnaaet Storrelſe. Saaledes 
ſkyder ogſaa, navnlig under Indflydelſe af den tropijfe 
Regn, Græsfet pan Stepperne op tik en Højde af 
12 Fod, og dets Straa bliver fan tykt ſom en 
Mands Lillefinger. Naar de med Oxer forſpendte 
Vogne bevægede fig igjennem dette krempemeesſige Gras, 
kun de de Rejjende ikke fe Andet for fig end Trakdyrens 
Hoveder og den indfødte Driver ved deres Side. 
En Rytter kan neppe opdage en Elefant, der græster 
lige ved Siden af ham. Dieſe Græsffove danne des⸗ 
uden Tumleplads og Baghold for de blodgjerrigſte 


Rovdyr, navnlig de her temmelig talrige Lover, og de 


ſkyes derfor ængftelig af de fredelige, græsædende Dyr. 
Trods Mlanteværtens Rigdom og Wppighed ſamle 
Hjordene af Antiloper og Giraffer fig hellere paa de 
mellemliggende, mere ufrugtbare Steder, hvor de have 
fri Udſigt og derfor kunne merke fig en neermende 


Fare. Ogſaa Træforerne vide, at der ikke er ſikkert i 
disſe Tykninger; de blive balſtyrige, naar de ſkulle 
betræde dem, og maa anſpores dygtig med Slag af 
den 6—7 Fod lange, mægtige Piſt af Elefant⸗ eller 


Neshornhud. For denne have de Reſpekt og gaa 
med Dodsforagt frem paa deres Vej, ſom de ogſaa 
i Almindelighed tilbagelægge uantaſtet af Løvens Klger 
og. Tænder; thi efter de ſamſtemmende Beretninger fra 
Reiſende i disſe Lande er Løven her en temmelig fejg 
Krabat, der næften altid helſt gaar af Vejen for Men⸗ 
neſket. Hvorfor ſkulde den ogſaa ſtyrte fig i unyttig 
Fare her, hvor den har Nering i Overflod? Som 
Dyrenes Konge holder den dog alle ſine Underſaatter 
i behørig Skreæk, og kun de ſtridbare Tykhudede, Ele⸗ 
fanten med de vægtige Stodtender og Neshornet med 
det ſtore ſpidſe Horn, bryde fig ikke om den ſtore Herres 
Neerhed, men ſondertrede i vild Lyſt og med plumpe 
Spring den tætte Greesſkov eller rode overmodig Jorden 
op med deres Fødder paa ſtore Strokninger, jan at den 
ſer ud ſom gravet Agerland. Paa ſaadanne fri Pladſer 
holde Karavanerne da under Tiden Raſt, naar Toget 
gaar længere Tid igjennem en ſaadan Greecsſkov. 

J den torre Aarstid afſvider den glødende Sol 
ſnart denne yppig ſvulmende Plantevært, de mægtige 
Straa bøje fig visnede til Jorden, og endelig forteerer 
den Ild, ſom de Indfodte have paaſat, med uſtand⸗ 
ſeligt Raſeri de tørre Levninger af det en Gang faa 
mægtig bølgende Græshav, og indtil Regntiden igjen 
indtræder, er Landet en ftøvet, brændende Orken. 


husflid. 


Til de Unge. 
(Af Wisbechs Almanak for 1874). 


vor mange Gange har 
jeg ikke ønffet, at jeg var 
i Stand til at ſamle hver 
brav Ungkarl og Dreng 
fra det hele Land i et 
ſtort Husflidsmode, og at 
det var muligt at kunne 
tale til dem Alle og blive 
ret forſtaget af dem Alle, 
om den Glæde og Vel⸗ 
ſignelſe, de gjennem lidt 
Husflidsovelſe kunne ud⸗ 
vinde af ſaa mangen 
D unyttig Time. Hvor 
gjerne vilde jeg ikke ſoge 
at viſe dem alle Betyd⸗ 
ningen af den Selv⸗ 
opdragelſe, der ligger 
i Husflidens Selvovelſe 
i aandelig og legemlig 
Henſeende, gjøre dem klart, hvorledes næften Enhver har Evner, 
der ligge ſtjulte og uopdagede, kan vinde Færdigheder, Ingen har 


. == J 
Re 


135 


tankt fig muligt, blot gjennem Husflidsſysſel, at jeg maatte 
kunne imødegaa alle de Indvendinger, ſom Vrangvillie, Fordom 
og Misforſtagelſe kan fremſette mod Husfliden i vore Dage. 
Jeg er overbeviſt om, at Mangfoldige ſenere af egen Livserfaring 
ſtulde kunne vidne om, at det var en lykkelig Stund, da de fik 
Ojet op for Husflidens Velſignelſe og brod med gammel Fordom 
og Slendrian. 
Saaledes at ſamle Alle pan en Gang lader ſig nu imid⸗ 
lertid ikke gjøre; men for at ſaa Mange, ſom muligt kunne komme 
med, maa der tales og ſtrives mange Gange, paa mange Steder, 
ja i lange Tider, med Alvor og Utrattelighed; faa vindes dog 
ſtedſe Flere og Flere fra blodagtig Orkesloshed ſaavelſom fra 
fordervelig Tidsfordriv. 
Det var mig derfor kjert at efterkomme en Anmodning 
fra Üdgiveren om at ſkrive Lidt om Husfliden til nærværende 
Almanak, da denne i Aarets Lob finder Hundredtuſinder Laſere, 
og ofte bliver taget frem paany i en kedelig Time, naar man 
mangen Gang kunde vare bedſt oplagt til at prove, om det ikke 
kunde være morſomt at fan begyndt pan en eller anden lille 
Husflidsſysſel, og altſaa var bedſt ſtemt til at tenke over Sagen. 
Jeg vilde da gjerne benytte Lejligheden til at imodegaa 
en urigtig Opfattelſe af Husflidsſagen, ſom bidrager meget til 
at hindre dens Fremgang. Man har en Folelſe af, at Hus⸗ 
fliden ſtal kunne give en Modvegt mod Fattigdom og Nod, 
men man er noget paa Vildſpor med, hvorledes den kan 
blive det, og kommer faa til i hej Grad at undervurdere Hus⸗ 
flidens Betydning; „den giver kun en ringe Indtegt“, ſiger 
man, „og det vilde være Galffab at mene, om denne ſtulde 
kunne lindre Nod og bidrage til et mere tilfredsſtillende Liv 
for Landarbejderne.“ Dette er ikke faa meget urigtigt tenkt, 
forfaavidt man kun har faaet Øje pan Husflidens Betydning, 
jet fra Skillingsſiden, og denne ligger gjerne forſt for, 
naar man begynder at tenke nærmere paa Husflidsſagen. Der⸗ 
med er denne imidlertid daarligt tjent. Ey 

For de Mange, ſom ſaaledes endnu kun ere komne til at 
ſe Sagen fra Vrangſiden og ere komne til den Erkjendelſe, at 
det næppe kan „betale ſig“ at have Noget med Husfliden at 
gjøre i vor Tid, vilde jeg gjerne vende Sagen om og pege 
paa dens Retſide, paa Hüsflidens Betydning i moralſk Hen⸗ 
ſeende, ſom et ſedeligt dannende Led i Arbejdslivet 
og Selvopdragelſen. Dette kan udtrykkes i de faa Ord, 
at Husfliden ikke har fin ſtore Betydning ved den Pengeind⸗ 
tegt, den giver, men derimod i de mange gode Egenſkaber, den 
bidrager til at fremavle og befeſte navnlig hos Ungdommen. 
Kun fra dette Standpunkt kan man vurdere Husfliden rigtigt 
og bedømme den retfærdigt. 

Lykken ligger ikke i Skillingerne; men det kan dog paa⸗ 
ſtaas med Sandhed, at Sanſen for Husflid ſikkert vil kunne 
bidrage Meget til at fremme mangt et ungt Menneſtes timelige 
Livslykke, ved at fremkalde gode Betingelſer for Skillingens, 
ſom for Tidens, rette Anvendelſe. At Husfliden er i Stand 
hertil, vil man let kunne faa Øje for. Har den Unge faaet 
Lyſt til at pusle med en lille Husflidsgjerning i Fritiden, faa 
vil han derved faa mindre Trang og have mindre An- 
ledning til mangen mere eller mindre ufund For- 
lõſtelſe, ſom itfe alene koſter Penge, men ofte ſlapper, i Stedet 
for at ſtyrke, faa at Arbejdslyſten ſvakkes. Den Unge vil der⸗ 
ved ſikkert bevares for wangen en Friſtelſe, ſaavelſom 
for mangen en daarlig Pengeudgift. Det er klart, at Hus⸗ 
fliden herved giver et ſundt Bidrag til at fremme Sæde- 
ligheden, ligeſom den fremkalder en ſtorre Sparſomhed, 
en gavnlig Nejſomhed i Fornedenheder ſaavelſom en 

klog, tekkelig Tarvelighed i Klædedragt. Wen herved 


raades netop Bod paa nogle af Nutidens Skrobeligheder og 
ſtebneſvangre Skodeſynder, ſom i Tiden blive ødelæggende for 
ſaa mange unge flinke Menneſker, og man kan derfor i 
Sandhed ſe en god Ungdomsven, med en velſignelſesrig 
Indflydelſe, i den beſtedne Husflid, ligeſom den faa ofte kan 
blive en Alderdoms Støtte for "Mange. Men Husfliden 
ſpigter ligeſaalidt Manddommen og Familielivet i Hjem⸗ 
met. Den vilde gjøre det muligt for Mange at funne „ſatte 
Foden under eget Bord“ med en god opſamlet Spareſkilling til 
at begynde med, og med ſaadanne Egenſkaber og Livsvaner, 
ſom fremme et arbejdſomt, nejſomt og tilfreds Liv. Der kan 
ikke være Spørgsmaal. om, at Familien vil henleve dette i langt 
bedre Kaar, end det nu ofte ffer, naar Ungdomsfortjeneſten er 
forodt med Stads og Fjas, og en daarlig Flothed er blevet 
Vane i den Tid, Fremtidshjemmet fkulde grundes. 

Den jævne, fordringsloſe Husflid, der lægger Beſlag paa 
den arbejdsloſe Tid, virker ſaaledes paa en velſignelſesrig Maade 
i Hjemuet, ved at give mangen en ellers orkesles og kedelig 
Time en nyttig Anvendelſe. Herved forhejes uimodſigelig Hu⸗ 
ſets Velſtand, ſelv om der flet ingen Pengeindtegt vindes, idet 
Husfliden bidrager til at give Hjemmet et Prag af Velvære 
og Hygge, og Familien, navnlig de opvoxende Born, Sans 
for Arbeidets Velſignelſe. Hjemmet forſynes ikke alene ved 
Husfliden med mangt et godt Stykke Bohave og mangen en 
Prydelſe, ſom der ellers aldrig vilde blive „Raad“ til at er⸗ 
hverve, men Familien faar den lykkelige Vane, „aldrig at 
kunne være ledig“, 

Naar førft man ſaaledes har klaret ſig Husflidens Virk⸗ 
ning paa Sindet og Villien og dens Indflydelſe paa Hjemmet, 
faa kan den ogſaa godt taale at blive ſet fra Pengeſiden uden 
at vejes og findes for let. Saa ſandt ſom „Noget er bedre 
end Intet”, fan er nogen Indtægt ved Husflidsſysſel bedre 
end ingen. Den ved Husfliden vakte Arbejdsſans og mindre 
Ovelſe vil i Reglen kunne ligeſom ſtrakke længere end til Hus⸗ 
behov, og naar den husflittige Familie ikke til enhver Tid finder 
fuld Beſkaftigelſe ved fit egentlige Livserhverv, fan vil den ikke 
blive ſtagende ved Husflidsarbejdet til egen Forſyning, men vil 
baade ſoge og finde en velkommen Indtegt af fit Biarbejde. 
Lad end Fortjeneſten blive tarvelig, faa ville de ſelvtjente Penge 
ſikkert blive anvendt faa meget deſto ffønfommere, og man vil 
je, at Husfliden flet ikke er nogen daarlig Ven for den danſte 
Landbrugsarbeider. - 

Maatte ret mange Unge levende fole, at det var godt 
baade for Nutid og Fremtid, om de i Ungdommen erhvervede 
en ſaadan Ven. Han er let at vinde; det koſter kun i Forſt⸗ 
ningen lidt Taalmodighed og Selvovervindelſe, ſom ſenere bliver 
rigeligt erſtattet ved mangen en tilfreds og fornøjelig anvendt 
Fritime. 5 


Bog uyt. 


Wisbechs illuſtrerede Almanak for 1874. 22de Aargang. 
Den Bog, ſom aarlig udkommer i ſtorre Oplag og ſpredes blandt 
Folket i ſtorre Antal end nogen anden, det er Almauakken. Det 
er derfor en ſund Tanke at ledſage denne lille tørre Bog med 
allehaande morſom og nyttig Læsning. Dette ſker, ſom bekjendt, 
i flere Udgaver, hvoriblandt ovennævnte ubetinget for Sjeblikket 
ſom Almueslesning indtager Forrangen, og Brødrene Wisbech 
have ren af, fra en ubetydelig og daarlig Begyndelſe for 22 
Aar ſiden, aarlig at være gaaede fremad, faa at de nu have knyttet 
de fortrinligſte Forfattere og gode kunſtneriſte Krafter til ſig. 


Wisbecks Almanak for 1874 — der fages i mange forffellige 
Storrelſer med mere eller mindre Tillæg, den ſtorſte til 48 8 — 
har ſaaledes i det Hele mange fortræffelige Smaafortellinger og 
Digte af Camillo Bruun, Carl Anderſen, H. F. Ewald, L. Budde, 
Hother Tolderlund, Beatus Dodt, Erik Bogh, Thomas Lange, 
Friis, Ed. Erslev, Sophus Birk og Knud Skytte, ledſagede af 
en ſtor Mængde ſmukt tegnede Billeder. Almanaktillogget aabnes 
med et lille Stykke af nærværende Blads Udgiver; det onfkes jaa 
mange Leſere ſom muligt og aftrykkes derfor ovenfor under 
Bladets Husflidsafdeling. 


Sy 


Blandinger. 


1848 1871. J et udenlandſk Blad omtales, at Fyrſt 
Bismarck engang traf ſammen med en Videnſkabsmand, ſom i 


1848 havde været udſat for Forfolgelſer paa Grund af ſine 


politiſke Anſkuelſer. Efter nogen Tids Samtale ſpurgte Bis- 
marck ham, hvilken Lighed og hvilken Forſkjel der var imellem 
dem. Da den Anden ilke ſparede, ſagde Bismarck: „Ligheden 
er den, at vi begge firæbte efter det ſamme Maal; Tydſfklands 
Enhed; men Forſkjellen er den, at, medens jeg opnagede at blive 
Fyrſte, fad De et Par Aar i Tugthuſet“. 

Et fromt Onſke. J et Theater gave engang nogle Arabere 
en Foreſtilling. Da en af dem med et Spring ſatte over 10 
Andre, ſagde en ung Embedsmand til ſin Ven: „Det var Noget 
for mig, at kunne jætte over fan Mange”, 

Ikke daarligt. En Ligkiſteſnedker blev beſkyldt for at levere 
daarligt Arbejde. „Kan gjerne være”, ſagde han, da denne 
Beſkyldning kom ham for Øre, „men har man nogenfinde hørt, 
at mit Arbejde er kommen tilbage for at repareres?“ 


Markelig Egenſkab ved Tallene. 
J Anledning af den lille Notits herom i Nr. 9 har Udg. 


fra flere Venner af „Husvennen“ modtaget Oplysning om, 


at den nævnte Egenfkab er gammel kjendt. „Opdagelſen“ 
(ſom den unge Indſender virkelig har gjort for ſit Ved⸗ 
kommende) optoges heller ikke ſom „videnſkabeligt Nyt“, men 
til lidt „Morſkab en Vinteraften“. Ligeledes har Udg. 
fra en æret Ven og dygtig Regnemeſter modtaget Meddelelſe om, 
at den omtalte merkelige Egenſkab er en nødvendig Folge af Titals⸗ 


136 fa 


ſyſtemets Natur; det videnffabelige Bevis, Vedkommende har fort 

herfor, vil dog næppe være til Fornojelſe for „Husvennens“ Laſere, 

jaa vi maa udelade det, hvorimod en anden Meddelelſe om 

gtallets Gjengangeri mulig kunde more En og Anden og derfor 
medtages, ſom lidt „Tallosjer“: 


„J Anledning af Jean F.s Indſendelſe af „Merkelig Egen= 


ftab ved Tallene” fkal jeg tillade mig at tilſtille „Husvennen“ 
en lignende „Markelighed ved Tallene.” 

Naar man ſkriver 3 Tal og tæller dem ſammen og trakker 
Summen derfra, udkommer en Sum, ſom hvert Tal for fig 
talt ſammen udgjer 9. 


Exempel: 157 357 
13 15 
144 — 9. 322 3 


Vil man nu nøjes med at "tælle 2 af Tallene ſammen og 
træffe Summen af dem fra 9, vil det Tal, ſom ikke er taget med, 
üdkomme, og man kan da uden at ſe Skriveren ſige ham hvilket 
Tal der har ftaaet underneden, naar man faar de to at vide. 

Expl.: 157 
18 
144. 

Slet det Ene og fig mig de andre To, fan fkal jeg ſige 
Dig hvilket Du har flettet; Skriveren har flettet 4 og der ſtaar 
1 og 4 tilbage, hvilket ſammentalt og draget fra 9 udgjer 4 

Er det underſte Tal ſaa ſtort, at det ved at telles ſammen 
bliver ſtorre end 9, træffer man det fra 9, 18, 27 eller folgende 
Flerfold af 9, ſaa man 55 et Tal under 9 til Reſt. 

C. M. R. D.“ 


Gaade. 


Min forſte Del fætter man altid højt, 
Min anden er modſat af fed, 

At gjette mit Hele flet ikke dreſt - 
Naar jeg Dig aabent gi'er til Beſked: 
Paa Hovedet giver jeg hver en Mand . 

Selv Folk af højefte Stand ⸗ 


Oplosning 
"paa Gaaden i Nr. 16: Karrig. 
68 dens ſidſte Linie ſtaar Overfald i Stedet for Overflod). 


== 


Brevvexling- 


Hr. 28. 


Forbindligst Tak for Deres venlige Ytringer og det tilsendte. 


„Hugger N.“ i T. Tak for det „spenderede Frimerke“ for at sende Udg. Meddelelse om at Deres Sen og en 


” Lærling allerede for 10 Aar siden have lavet Skier. 
En ny Abonnent. 


Men hvor havde de lært det? 
De kan selvfølgelig ogsaa faa forste Fjerdingaarsnumre af Husvennen sendt fra Udgiveren. 


Enhver som (under Adresse: Føvling v. Horsens) indsender Bestilling ledsaget af 2 Mk. 8 Sk. i Frimærker, vil strax 


faa de første 13 Numre frit tilsendte. 
ven H. J. i L. L. Venligst Hilsen. 


e 


vi 


M. C. Str. Gløngøre Brevsamlingssted. Det Posthus mod hvis Kvittering De hør betalt Bladet er pligtig at 


levere dem de manglende Nr. 


Husvennen udkommer til hver Søndag. med et 16⸗ſpaltet Ark, forfynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 


Fjerdingaaret, frit tilſendt. 
Hovedkommisſioncren: 


Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
Boghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn. 


Trykt hos J. H. Schultz. 


9 
9 


å SURE 
ATA — 22 AJ aa AA 2 
I 8/7 OY 
RAY f 8 49 J 
I Nee 


Billedblad for Alenigmand, 


i for Sorfhabslæsning, Oplysning og Husflid. 
Adginet af ; 
N. C. Rom. 


Nr. 18. 


1. Februar 1874. 


Indhold, En Skargaardshiſtorie (Sluttet). — Trak af Livet i Grønland I., med Billeder. — En underlig Nationaldragt, med 
Billede, — Jodebyen i Prag. — Husflid. — Blandinger. — Gaade. 


En Skergaardshiſtorie. 
Forlalt af Richard Guſlafsſon. 
(Sluttet.) 


To Dage efter landede Konſtantin i en Bugt, ſom 
laa tæt op til Vejen, der "gaar ad Bergvik. Det 
var om Aftenen, og Solen gik ſmilende ned bag en 
af de grønnende Oer. 
den halve Fjord glinſede ſom funklende Guld. Men 
den unge Somand'gav ikke Agt pan Naturens Skjon⸗ 
hed, han tenkte alene paa Maalet for fin Gang og 
ſkyndte ſig hjemad med faſte Skridt. 

Endelig naaede han Gaarden. Intet Menneſke 
lod fig je. Han ſtod nogle Ojeblikke ſtille, inden han 
aabnede Doren, han ſtjalv ſom af Kulde, ſkjondt Sved⸗ 
draaberne rullede ned ad hans Pande, og han kunde 
høre fit Hjertes Slag. 

Pludſelig tyktes det ham, at Nogen græd ſagte inde 
i Stuen, og i ſamme Ojeblik rykkede han Døren heftigt 
op og traadte ind. 

Ingrid fad paa en Beenk henne ved Skorſtenen, 
og lenet mod Muren ſtod hans Fader. Denne blev 
ſtrar Sonnen vaer, men ſtod ſom forſtenet uden at 
kunne ſige et Ord. Ingrid, ſom fad med Anſigtet 
ſkjult mellem Henderne, jaa op; og med et Skrig ſprang 
hun frem og kaſtede fig i den Elſkedes arme. 

„Konſtantin! Konſtantin!“ raabte hun og vilde 
bede om Hjælp, men Taarerne kvalte hendes Stemme. 

Det Blik ſom Fader og Son nu vexlede, var be⸗ 
tydningsfuldt. J den Forſtes Øjne begyndte Vredens 
og Hadets Luer at flamme, medens den Unges Blik 


Himlen var purpurrod, og 


| 


var paa en Gang bebrejdende og bedende. De ſtode 
længe tapſe, inden Konſtantin ſagde: 


„Jeg beder Dig, Fader, lad ikke dette gaa videre!“ 


„Behold Dine Raad for Dig ſelv, utaknemmelige 
Barn“, ſvarede Andreas. 5 

„Betcenk Dig Fader! dette ender aldrig godt!” 

„Slip Du Pigen og gaa herfra!” 

Ingrid trykkede fig ved disſe Ord nærmere ind til 
Konſtantin og flog Armene om hans Hals. Ved dette 
Syn blusſede Vreden op i Andreas's Bryſt og han 
gjorde truende et Skridt mod Sonnen. | 

„Trods mig ikke længere, Dreng, eller...” han 
jaa fig om efter et Vaaben, og greb et Stykke af en 
Gren, ſom ſtod ved Skorſtenen. 

En blusſende Radme foer over Sønnens Anſigt, 
og Hænderne knyttedes krampagtigt. „Vil Du ſlaa 
mig, Fader?“ ſagde han dumpt. 

Andreas ſtanſede nogle Ojeblikke, ligeſom greben 
af Sonnens advarende Stemme, men hans Vrede 
blusſede op paa ny, hans Anſigtstrek forvredes hæsligt 
og han vedblev: 

„Jeg kal ſlaa Dig ihjel, om Du ikke lyſtrer!“ 

Ingrid jaa, hvorledes Andreas hævede fit Værge, 
og hun kaſtede fig i Vejen for at møde ham. Kon⸗ 


ſtantin blev bleg ſom Døden, og forte uvilkaarligt 


Haanden til Bæltet; men gjeblikkelig kaſtede han Kniven 
ud gjennem Vinduet, og ſkyndte fig bort. Ingrid vilde 
folge ham, men Andreas's Haand fattede hendes Arm 
ſom en Skrueſtik, og hun kunde blot gjennem den itu⸗ 
ſlagne Rude je, hvorledes Konſtantin vendte fig om ved 


Bøjningen af Vejen, idet han hævede Armen, ſom for 


at kalde Himlen til Vidne paa den Gruſomhed, der 


| 
| 
| 


138 f 


viſtes imod ham, og ſom han var ude af Stand til at 
forſvare fig imod. SER ; 


Bryllupsdagen kom, og Brudeſkaren forſamlede fig 
paa Bergvik, for derfra at: begive fig til Kirken. Store 
Kaffekjedler ſnurrede, og friſke Hvedeboller laa ſonder⸗ 
ſkaarne i Kurve paa det dakkede Bord. Formiddags⸗ 
trakteringen havde været rigelig, ſaa at Gjeſterne vare 
ved det bedſte Lune, da Skaren omſider ſatte ſig i Be⸗ 


vægelje for i al Magelighed at kunne komme til Kir⸗ 


ken til Hojmesſetid, efter hvilken Vielſen ſkulde foregaa. 

J Spidſen gik Spillemændene og gnede deres 
Fiolin med ſaadan Kraft, at Fuglene inde i Lunden 
horte Tonerne, og begyndte at ſtemme i med. Saa 
kom Brudeforerne og en lille Skare unge Piger, ſom 
ſmaalo i Smug og tyggede pan Lommetorkledeſnippen, 
naar de ikke hviſkede indbyrdes. Mere dod end levende 
vandrede. Ingrid, ftøttet af fin Moder. Hun lignede 


mere en Brud, ſom følger fin Brudgom til Graven, end 


en Brud, ſom gaar til Alteret. Hendes Kinder vare 
blege, og Øjnene rodgredte; men nu ſaas ikke en Taare, 
Blikket var ſtirrende og dodt. Den pregtige Brudedragt 
gjorde hendes forſtyrrede Udſeende endnu mere i Øjne 
faldende, og naar de muntre Piger en Gang imellem 
kom til at kaſte et Blik paa hende, jan bleve de ſtrax 
alvorlige for en lille Stund. 

Andreas gik med en triumferende Mine ved Siden 
af Brudens Fader. Hans Tanker faldt vel nu og da 


paa Konſtantin, ſom havde taget mod Fornuft og var 


vendt tilbage til Stockholm, for at undgaa at ſe Bryl⸗ 
luppet; ſaaledes troede han i det Mindſte, thi ellers 


havpde Konſtantin vel nok viſt ſig ſenere, enten i Hjem⸗ 


met eller pan Bergvik. Stundom følte han vel ligeſom 
et Stik, et vaagnende Samvittighedsnag i Hjertet; men 
det kvaltes, i ſamme Ojeblik ſom det fødtes, thi Liden⸗ 
ſkaben havde faaet, vældig Magt over hans Sjæl, og 
Kjærligheden til Ingrid var hæftig, uagtet han var 
nær. fit fem og fyrgetyvende Aar. ; 

Da Skaren naaede Strandvejen, beſtemte man fig 
til at holde nogle Ojeblikke Raft, thi Bruden var nær 
ved at ſegne af Mathed. Gjæfterne lagde fig ned i 
Smaaflokke, i livlig Samtale og Alle hvilede i ſtorſte 
Ro, da Konſtantin pludſelig ſtod midt iblandt dem. 
Pilſnart løftede han Ingrid paa fine Arme ſom et 
Barn, og ſprang i ſtorſte Fart ned til Stranden med 
fin kjcere Byrde, ſprang i en Baad, han havde liggende 


under Klippen, og ſtodte fra. 


Denne Hendelſe var jaa uventet, og kom faa 
pludſelig, at Alle ſtode ſom lammede af Forundring, 
uden at ſoge at hindre den driſtige Gjerning. Den forſte 
ſom gjenvandt Beſindelſen, var Andreas, men da han 
kom ned til Stranden, var Baaden allerede flere Aare⸗ 
tag ude. Fraadende af Raſeri ſprang han i Bandet, 
for ſpommende at forfølge Flygtningerne, men ſnart 
indſaa han det Frugtesloſe i dette Forſog, vendte om, 


ſprang i Land, og begyndte af alle Kræfter at lobe 
langs Stranden for at finde en Baad. Nogle hundrede 
Alen fra Stedet traf han paa en Jolle, ſom tilhørte 
en af Naboerne. Let font en Yngling ſprang han i den 
og ſtodte fra Land. 2 

Nu begyndte en Kaproning mellem Fader og Son. 
Fortvivlelſen gav denne Kæmpefræfter og Raſeriet for⸗ 
doblede Styrken i Faderens ſenefulde Arme; nu og da 
udftødte han et truende Brel, ſom isnede Blodet i 
Ingrids Aarer. Konſtantin derimod ſad tavs, og det 
ſaa ud ſom hele hans Veeſen var ſammenſmeltet med 
disſe Aarer, der bøjede fig ſom Buer, hver Gang de 
ſcenkedes i Vandet. 

Den forfærdede Bryllupsſkare ſtod paa Stranden 
og ſkuede ſpeendt ud paa den uhyggelige Kaproning. 
Baadene fløj hen over Vandet og Skummet ſteenkede 
højt i Luften, hver Gang en ftørre Sø rullege mod 
dem, for at hindre deers ilende Fart. Konſtantin havde 
allerede fra Begyndelſen haft et betydeligt Forſpring, 
og i mange af Tilſkuernes Hjerte rorte ſig Onſket om, 
at han maatte beholde det. Stundom ſyntes det, ſom 
om han fjernede fig fra Faderen, men i neeſte Minut 
jaa det ud, ſom om denne atter vandt ind paa ham og 
vilde blive den Sejrende. 

Baadene vare. allerede langt ude paa Fjorden, da 
Konſtantin pludſelig ſtandſede, og ſtrax derpaa hørtes 
et triumferende Skrig fra Faderen. Under Unglingens 
kraftige Tag var den ene Aare brudt, og derved for⸗ 
ſpandt paa en Gang alt Saab om Frelſe. Hans Baad 
(aa nu drivende for Vind og Strøm, medens Faderens 
hurtigt nærmede fig, Konſtantin bøjede Knæ for Ingrid, 
ſom bejvimet var ſunket ned paa Bunden af Baaden; 


men da han ſaa Faren over ſig, reiſte han ſig op og 


beredte fig til Forſvar; thi han kjendte Faderens Sind 
og vidſte, at Kampen ikke kunde undgaaes. 

„Gud beſkaerme os Alle!“ udbrød han med ſtille 
Fortvivlelſe, og rejfte fig op i Baaden for at manøvrere 
med den hele Aare. Faderens Baad ſkod med fuld 
Fart mod hans; men ved en ſnild Vending undgik 
Sonnen det voldſomme Sammenſtod, og den angribende 
Baad lob i Farten mange Alen forbi. Atter ſogte 
Andreas at komme Reling til Reling med Sonnens 
Baad, men ſtadig gjentoges ſamme Manovre, og i hans 
Hidſighed blev han undgaaet. 85 

Raſende ſom et vildt. Dyr rejſte han fig da op, 
for, ligeſom Sonnen, at manøvrere med en Aare. Da 
raabte Konſtantin til ham: „For Guds Skyld, Fader, 
gjør os ikke ulykkelige!“ j 

Men Andreas var ude af fig ſelv af Raſeri og 
lyttede ikke til Sønnens bedende Stemme. Baadene 
vare nu kun faa Alen fra hinanden, og da den Gamle 
Jaa dette, ſprang han op paa Toften, og med den ene 


Fod paa Rellingen rettede han et voldſomt Slag mod 


Sonnens Hoved med ſin Aare. Konſtantin undveg 
ved en ſmidig Bøjning Slaget; men ved den haftige 


139 


Bevegelſe, uden at treffe fit Maal, tabte Faderen Lige⸗ 
vægten og, faldt over Bord, idet han i Faldet ſlog 
Banden imod Sønnens Baad, og forſvandt i Bølgerne. 

Konſtantin ſtod et Ojeblik ſtiv af Forfærdelje, men 
ſtyrtede fig derpaa i Havet, for om muligt at frelſe 
Faderen. Flere Gange dykkede han til Bunds, men at 
finde den Forulykkede formaaede han ikke, thi den ftærfe 
Blæft forte ſnart Baadene fra Ulykkesſtedet, og beſveer⸗ 
liggjorde Redningsforſogene. Formodentlig er Andreas 
blevet bedovet af det fvære Slag mod Baaden, og er 
ſtrax gaaet til Bunds, bortført med Strømmen; ellers 
havde han nok ſelv reddet fig, da han var en duelig 
Svømmer. . 

Udmattet af fine frugtesføje Anſtrengelſer, naaede 
Konſtantin atter Baaden, og da han ſteg ind i den, 
aabnede Ingrid fine Øjne. Hun rejfte fig op og faa 
ſig omkring, og da hendes Blik faldt paa den toume 
drivende Baad, lob en Gysning gjennem hende. Hun 
ſtirrede ſporgende paa Konſtantin, og ſitrede ved den 
Tanke, Synet opvakte hos hende. 

„Gud vær os naadig!“ ſagde han, og tunge Taarer 
rullede ned ad hans Kinder. 

Efter en Stunds Tavshed ſpurgte Jugri ſagte: 

„Hvor er han?“ 

Vennen pegede paa Bølgerne, uden at ſpare. 

Jugrid ſtjulte 1 i fine Hender og hulkede 
hjertejfærende. 

„Tro ikke, det var mig, der gjorde det!“ flød Kon⸗ 
ſtantins matte Stemme, medens han vred Henderne i 
Fortvivlelſe. Ingrid ſagde Intet, men vedblev fin 
tunge Graad. ; 

Længe laa Konftantin ude paa Fjorden, ligeſom 
havde han endnu Haab om, at Bølgerne fulde tilbage⸗ 
give deres Hov; men forgæves ventede han. Den ene 
Sø rullede tæt efter den anden, uden at viſe Andet 
end fraadende Skum, og ingen anden Lyd hørtes end 
Vandets ensformige Bruſen, der tonede ſom en Grav⸗ 
ſang i deres Oren. 

Bryllupsſkaren ſtod endnu tilbage ved Stranden, 
da Konſtantin landede med begge Baadene. Alle ſaa med 
ſty Blikke paa ham, og der lod en lydelig Hviſken om 
Fadermord. Endogſaa Ingrid vendte ſit Anſigt fra 
ham og ſank i Moderens Favn, da han vilde nærme 
fig hende, efter at være kommet op fra Bredden. 

Da Gjaſterne og Brudens Forældre omſider vendte 
tilbage til Hjemmet med Ingrid, ſad Konſtantin endnu 
tilbage ved Stranden, og forſt henad Aften ſaa man 
ham ſtyre ſin Baad over Fjorden mod Birkeodden. 

Neſte Dag kom Lehnsmanden, og fengſlede Kon⸗ 
ſtantin ſom mistenkt for at have foraarſaget Faderens 
Dod. Man havde fra Land jo ſet, hvor de begge 
havde. fegtet med Aarerne, og at Andreas tilſidſt var 
ſtyrtet i Søen. Konſtantin beſvor fin. Uſkyldighed, og 


paaviſte, at han havde gjort Alt for at frelſe Faderen 
fra den ſelvvoldte Dod, men Skinnet var mod ham, og 


han maatte følge med til Fengſlet, medens Sagen 
underſogtes. 


Sele Sommeren fad den ullykkelige unge Sømand 
fengſlet. De forſte Uger vare ijær forfærdelige for 
ham, thi da var det ikke blot Friheden og den ſkrakke⸗ 
lige Mistanke ſom plagede ham, men tillige Tanken 
om, at Ingrid var blandt dem, der troede ham ſkyldig. 
Men denne Byrde paa hans Sind lettedes endelig ved 
et Brev, ſom gjennem Feengſelsdirektoren kom ham i 
Heende. Ingrid ſkrev: 

„Ulykkelige Ven! 

Tung er Provelſen, ſom treffer os, og jeg forſtaar, 
hvad Du maa lide, thi jeg lider det ſelv. Jeg ſkriver 
Dig til, for at bede Dig om Tilgivelſe for den ſidſte 
Stund, vi jaa hinanden. Ulykken kom ſaa brat, at 
jeg ikke kunde bære den, men forvirredes i mit Sind, 
og vendte mig bort fra Dig uden at vide hvorfor. 
Men ſiden har jeg uophørligt hørt Dine bedende 
Ord klinge i mit Inderſte: „Tro ikke, det var mig, ſom 
voldte det!“ Nej, jeg tror det ikke. Du er uſkyldig, 
og Din Uſkyld ſkal komme for Dagen. Fader og Mo⸗ 
der vilde ikke, at jeg ſkulde ſkrive, men jeg ſagde dem, 
at det var ukriſteligt, om jeg ikke paa den Maade 
ſogte at troſte Dig i Din Nod. Nu ved Du, at 
jeg ikke tror Ondt om Dig, og det fkal nok hjeelpe 
Dig til at bære Ulykken. Saaledes er det i det 
Mindſte med mig. "Hvis Du tænkte Ondt om mig, 
kunde jeg ikke leve. Men vidſte jeg, at Du troede 
alt Godt om mig, faa var jeg i Stand til at lide 
Meget uden egen Brøde, Skriv mig til, at Du har 
faaet dette Brev. Jeg ſkal da ſiden kunne tanke paa 
Dig uden faa flor Uro, Gud være med Dig og 
fyre Alt til det Bedſte. 

Ingrid.“ 

Konſtantin blev et helt andet Menneſke, efter at 
han havde læft dette kjcrlige Brev. Fortroſtning og 
Haab lyſte med Et gjennem det Fortvivlelſens Morke, 
ſom havde omtaaget hans Sjæl, ſiden han traadte in⸗ 
denfor den brerndemeerkende Feengſelsport. Han ud: 
virkede Tilladelſe til at ſpare Ingrid, og nogle faa 
Dage ſenere modtog hun ogſaa folgende Brev: 

„Elſkede Ingrid! 

Mange Gange har jeg leſt Dit kjcre Brev, og 

for hver Gang blev mit Hjerte lettere. Du fkal have 

… Evig Tak, for at Du tror mig. Fra den Stund begyndte 
jeg atter at haabe paa Fremtiden, thi med Guds Sjælp 
ſkulle mine Dommere ſnart indſe min Uſkyldighed, og 
frigive mig. Saa kommer jeg atter til Dig, og Du 
vil ikke forſtde mig. Gud og min Kjærlighed fkal 
lonne Dig for det, min Ingrid. 

Under Forhoret i Gaar horte jeg, at man har 
fundet min ulykkelige Faders Lig. Du vidſte det 
ſikkert ikke, da Du ſkrev. Man ſagde mig, at han 
ſkulde begraves pan Kirkegaarden hjemme. Derfor 


beder jeg Dig om, at lade jætte et Kors pan Graven 
og pynte den, til jeg en Gang ſelv kan græde ved 
den. Fader var viſtnok ſtreng og uretfærdig, da 
han lod Vreden forføre fig, men jeg mindes dog, at 
var god mod min Moder, medeus hun levede, og 
derfor elſkede jeg ham alligevel, naar han i de ſenere 

Aar blev haard og ubarmhjertig imod mig. Sæt 
et Pſalmevers paa den ene Side af Korſet og hans 
Navn paa den anden. 


140 


| almindelige Tro var, at de havde jøgt Døden i Havet 
ſammen; men En og Anden fremſatte dog ogſaa den 
Formodning, at de vare flygtede med et ſtort Udvandrer⸗ 
| ffib, ſom tidligt om Morgenen efter deres Flugt, var 
blevet jet gaa til Havs forbi Sfærene. 


Den Gubbe ſom fortalte mig Begivenhederne, ſom 
jeg har ſkildret i denne lille Skergaardshiſtorie, var 
juſt Ingrids Fader, ſom da i flere Aar havde været 


Hils Dine Forældre og bed dem, at de heller 7 Enkemand, og nu var en jvag Olding, nedbrudt af 


ikke domme mig ſkyldig i en Forbrydelſe, ſom jeg er 
uſkyldig i. Vorherre ſkal ogſaa nok vende deres 
Hjerter til Mildhed, ſaa at de, naar vor Provelſe 
en Gang er endt, ffulle give os deres Velſignelſe, 
og optage mig ſom deres Barn. Paa Dig kan jeg 
altid lide, thi Du har mig kjcer, hvorledes min Sfæbne 
end bliver, og derfor bliver jeg ogſaa evigt Din tro⸗ 
faſte Ven Konſtantin“. 
Hele Sommeren igjennem horte han ikke mere fra 
Ingrid, og ſelv ſkrev han ikke, thi han anede, at hendes 
Forceldre havde forment hende al Brepvexling med ham, 
og han vilde ikke ved et Brev forſtyrre Roligheden paa 
Bergvik. Endelig, da Hoſten kom, aabnedes Fangſels⸗ 
døren for Konſtantin, ſom fuldſteendig frikjendtes, efter 
at have været 4 Maaneder indeſperrret paa den loſe 
Mistanke. 


Da Konſtantin atter ſtod i den ſtore Stue paa 
Bergvik og Ingrid ſlyngede ſine Arme om hans Hals, 
glemte han alt det Forbigangnes Bitterhed for Ojeblikkets 
Salighed. Men Lykken varede ikke længe uforſtyrret. 


Sorg og Alderdom. En Taare glinſede i den Gamles 
Oje, da han ſluttede den ſorgelige Fortælling med et 
tungt Suk, hvori han ſikkert beklagede den Haardhed 
og Fordom, der berøvede ham de Born, ſom ellers 
kunde have været hans Alderdoms Troſt og Glæde. 


1 Træk 1 5 Livet i Gronland. 


I. Etiske 


"Grønland, den ældgamle danſke Beſiddelſe Nord 
for Amerika, er den ftrænge Kuldes Hjem. Udenfor 


Landet møder man enten faſt Is i Miles Længde eller 
ſvommende Isbjerge, 


der komme og gaa, af underlige 


Ingrids Forældre betydede ham, at det var bedſt, dette 
Favntag blev Afſkedens, thi de gave aldrig deres Minde 
til at hun blev hans Huſtru. 

„Og hvorfor?“ ſpurgte Konſtantin. 7 

Begge de Gamle undſloge fig for at jvare, men 
da tilføjede. han: „Maaſke fordi jeg uffyldig har baaret 
Fangekleder og ſiddet i Feengſel?“ 

„Det ſynes at være Grund nok for vor Nagtelſe“, 
indvendte Ingrids Fader. 

„Men jeg er jo fuldſtendig frikjendt!“ 

„Det er allerede alt for ſtor en Skam, at have 
været i Fangehullet“, ſagde Moderen. . 

Forgæves bonfaldt Konſtantin, forgæves bad 
Ingrid De Gamle vare ubevagelige i deres Stivſind, 
og da Konſtantin med Gremmelſe i Hjertet vendte 
hjem til Gaarden, jaa han ſnart, at Folkene paa Berg⸗ 
vik ikke vare de Eneſte, ſom ſkyede ham. Alle, ſom for 
med Glæde rakte ham Haanden, gik nu forbi med 
en tvungen Hilſen, og Mange toge en Omvej, for ikke 
at mode ham. 

Et ſaadant Liv var uudheldelig for den erekjcere 
Gut. Nogle Dage efter ſin Hjemkomſt ſolgte han Gaar⸗ 
den for mindre end den var værd, og fort derefter, 
en ſtormfuld Hoſtaften, forſvandt baade han og Ingrid 
fra Egnen, uden at man ſenere horte til dem. Den 


22/2ͤͥͤͤ ͤͤöE D gr PT 2 SEE SEERE 


—= 
55 


| „ 8 kt Isbjerg. 


Skitkelſer og forſtjellige Farver: blanke og hvide, ſom 
det dejligſte Kryſtal eller blaa ſom Safirer eller grønne 
ſom Smaragder; ſnart je de ud ſom en Kirke, ſnart 
ſom et Slot med mange Taarne eller ſom et Skib 
for fulde Sejl. Undertiden viſe de fig ſom hele Øer 
med Bjerge og Dale. 

En endnu mere ſtivnende Isnatur ftvæffer fig 
over hele det Indre af Landet. Derfor lade kun 
Oer og Kyſter fig bebo, idet Vanddampene fra Havet 
der formilde Luftens Skarphed. Kommer en ſtreeng 
Vinter, da kan Kulden flige til 36— 409 R., hvorved 
Kvikſolvet fryſer. Stenene ſpringe med Knald og 
Brag i Fjeldene, og Sgen damper ſom en Ovn. 
Vinteren begynder i Midten af September, og Jorden 
toer forſt op i Juni. Ogſaa Sommeren har ſine 
Beſvcerligheder, iſer af Taage og tyk Luft. Paa de 


ſmukke, gresrige Strokninger i Syden, der have givet 


Landet Navn, hjemſoges man, ifær i ſtille Vejr og 
Solſkin, af en utallig Mængde Myg, efter hvis Stik 
Saaret bulner. J Fjorde og Dale, hvor Sol⸗ 
ſtraalerne ſamle fig, indtræder i de længfte Sommer⸗ 
dage en ſaa ſtoerk Hede, at man maa afkaſte Klederne. 
Men om Aftenen indfinder fig atter en gjennemtren⸗ 
gende Kulde, ſom gjør, at Kornet ikke fan modnes 
og Zræer vanfkelig trives. Kun i den ſpydlige Del 
af Landet vore ſmaa Birke⸗, Elle⸗ og Cnebærtræer 
ſamt nogle krybende Bærbuffe. De Master af Driv⸗ 
tømmer, ſom Hapſtromninger aarlig fore med fig fra 
Mundingen af Amerikas og Sibiriens Kempefloder, tjene 
de Indfodte til Tommer, og de Danſke ſom Brandſel. 
Grønland ſaavelſom Oſtkyſten af Labrador og Øerne 


bygning nærmer fig den mongolſke Folkeſtamme og 


| vadffe fig. 
i Polarhavet ere beboede af et Folkeſlag, der i Legems⸗ 


kaldes Eſkimoer, et Navn, ſom Indianerne have 
givet dem, og ſom i deres Sprog betyder: „Menneſker, 
ſom ſpiſe raa Fiſk“. 


deres kraftigere Naboer Indianerne og have kun de 


ikke have villet beſctte. Selv falde disſe næppe 5 Fod 
| høje Folk med deres ſpinkle Bygning, ſmaa Hander 
gg Fodder fig: Inuit o: Menneſker, egentlig Beſiddere 
eller Ejere af Landet, medens de forholde fig misteenk⸗ 
ſomt og noget ringeagtende over for de Fremmede, ſom 
de kalde Barbarer. Eſkimoernes Hudfarve er mørt 
brunagtig. Jovrigt er- det nok ikke nemt at beſtemme 
Anſigtsfarven, da disſe brave Folk ſjelden eller aldrig 
| J det Hele taget jer Befolkningen trivelig 
og velnæret ud, da den udelukkende lever af Kjod, ifær 


| 
il 
li 


af de fede Sødyr eller Fifi. De ſmaa Børn ere i 


cee, 


e 


Grønlændere i 


Almindelighed ſaa fede, at Øjnene næften lukkes, og 
Næjen ſidder i en Fordybning. g 
De ejendommelige Forhold hvorunder de indfødte 
Grønlændere leve, har voldet dem megen ilde Omtale. 
At de gnavede Skind og gamle Støvler ſom Brod, drak 
Tran for Band, boede i Huler ſom Dyr og ſelv lignede 
disſe mere end Menneſker, det var i lang Tid den 
almindelige Dom om dem. 
ſkabte i Guds Billede og udruſtede ſom andre Men⸗ 
neſker med Forſtand og Folelſe, ja endog med fortrin⸗ 
lige Evner, derom var der flet ikke Tale. Og dog har 
dette Folk et uforſagt Mod, Aandsneerverelſe, Ud- 


holdenhed og Styrke til at trodſe daglige frygtelige 


Farer, og har forſtaget at ſkabe fig et Hjem paa en 
Kyſt hvor ingen Europcer var i Stand til at leve, 
henviſt til fin egen Kunſt og Kløgt alene. Heller ikke 


mangle Eſkimoerne hjertegode Egenſkaber. At hjælpe den | 


At de ogſaa ſkulde være | 


deres Vinterbolig. 


| Svage er en Mligt, og at man deler fit Forraad med 
den, der mangler, følger af fig ſelv. Gjæftfrit beværter 
Grønlænderen den, ſom træder ind i hans Bolig, og 
man vil finde ham ligeſaa beſkeden ſom munter og 
taknemlig ved venlig Behandling. 
Deres Sommerboliger ere en Slags Telte, bekledte 
med Skind. Vinterboligerne derimod ere ſolidere. For 
at Vandet kan lobe fra anlægges de gjerne paa en 
Klippe. De opføres af Sten, Jord og Træ og have 
indvendig en Højde af henved 3 Alen. Der findes 
hverken Skorſten eller Dar; dog har man et Hul midt 
paa det flade Tag, ſom kan aabnes og lukkes med en 
Torv, og til Indgang har man en to til tre Favne 
lang hvælvet Gang, fan lav, at man næften maa 

krybe igjennem den; ved denne afholdes den fkarpe 
| Vind og Kulde, og ud igjennem den træffer den tykke, 
fvalme Luft, der fyldek Boligen. Paa den ene Side 


De ere drevne mod Nord af 


Egne inde, ſom disſe formedelſt Klimaets Stranghed 


er Vinduet af ſammenſyede Tarmeſkind paa den anden 
Sengene, en Art Brix, belagt med Skind. Ser bo 
flere, endog fire til fem Familier ſamlede; for hver 
Familie, 4 til 10 Perſoner, findes Afdelinger ligeſom 
Baaſe, og pan Kanten af Brixen ſidde om Dagen 
Kvinderne; hver Kone har ſin Lampe paa en Slags 
Arne af Sten, ſom Tegningen viſer, eller paa en tre⸗ 


benet Skammel med et Kar under til den overlobende 


Tran. Disſe Lamper give Dag og Nat Lys og Varme; 
over dem hænges Kjedlerne, hvori Maden koges. "Tørret 
Mos tjener til Veege; naar dette lægges langs med 
Siden af Lampen og forhindres fra at lue højt op, 
giver det ingen Rog, men en Varme fra fig, jaa at 
ikke alene Maden kan koges derved, men ogſaa Huſet 
opparmes. Heden i disſe 
Boliger er ſom i en Bad⸗ 


dragter vil man viſt ofte kunne finde Oprindelſen, ved 


at ſoge endnu længere tilbage i Tidens Modehiſtorie. 
Dette vil man undtagelſesvis viſt have ondt ved, paa 
den i Dag meddelte Tegning fra Sonderjylland, ſom 
vi beklage ikke at kunne gjengive med Farver, thi den 
har jaa lidt Lighed med Levningerne af den gamle 
Bondedragt, ſom endnu hiſt og her i et ufuldſtendigt 
Exemplar kan findes i Sydſlesvig eller pan Veſtkyſtens 
Der; den ligner ingen anden i hele Danmark, og ſaa 
kan man jo med temmelig Beſtemthed ſige, at der intet 
andet Sted paa Jorden findes noget Lignende. Det 
er et Strøg paa den ſydſlesvigſke Landryg, ved Huſum, 
at man alene i tre Byer, af hvilke den ſtorſte hedder 
Oſtenfeldt, fra gammel Tid har ſet den underlige Dragt, 

ſom Billedet giver en 


Foreſtilling om for Kvin⸗ 


ſtue, faa at Beboerne næ: 

ſten ſidde nogne; Urenlig⸗ 
heden overgaar al Beſkri⸗ 
velſe. Hans Egede for⸗ 
tæller, at naar Gronleen⸗ 
derne ville beværte en 
Evropæer, faa renſe de 
ſorſt det Stykke Kjod, de 
byde ham, med deres Tun⸗ 
ge, og den, der ikke tager 
derimod, vilde anſes for 
meget uhoflig; iſtedetfor 
at vaſke Spiſekarrene lade 
de Hundene ſlikkte dem N 
rene. „Man leerer Noj⸗ 
ſomhed i Gronland, og 
dog, man lever ogſaa lyk⸗ 
keligt der“, ſiger en danſt 
Rejſende (Lojtnant E. 
Bluhme). „Sporg dem, N 
ſom i mange Aar have 


dernes Vedkommende. 
Til Venſtre ſer vi Daglig⸗ 
dragten for og bag, be⸗ 
ſtagende af et morke⸗ 
blaat Vadmels - Sført 
beſat med lyſeblaa 
Baand, ſom med jvære 
Folder begynder mere 
paa, end over Hofterne, 
- jaa Livet er langt. Der⸗ 
over bæres en rod Troje, 
hvor Sommene og Kan⸗ 
terne ere beſatte med brede 
gule Baand. Hovedbe⸗ 
kloedningen er af hvidt 
Tøj ſom en Nathue med 
to Spidſer med ſmaa 
Kvaſte i. Paa Pigen 
til Venſtre, ſom er i Færd 
med at gaa bort, og her 
vender Ryggen til, ſer 


havt deres Hjem hiſt bag 


man denne bedeekket med 


Davisſtrœdets flydende 
Fielde, ſporg dem, om der 
ieke ofte i deres Sjæl op⸗ ; 

ſtaar en Lengſel og vemodig Lyſt efter den Ro og ſtille 
Fred, ſom de der mode i et venligt Hjem, i Selſkab med 
de fag Guropæere og omgivne af en Flok af disſe for⸗ 
underlige godtroende, haardføre og altid glade Eſkimoere“. 


En underlig Nationaldragt. 


— 


Ofte kan man ligeſom opſpore Oprindelſen til de 


forſkjellige Egnes gamle” Nationaldragter, ſom ſnart 
ſporloſt ville være forſvundne. Mandfolkenes Knæburer, 
ſom Kvindernes Sfinfeærmer, finder man igjen i Slut⸗ 
ningen af forrige Aarhundredes moderne Dragt, og for 
Mangen anden Ejendommelighed ved de gamle Folke⸗ 


et underligt Stykke, en 
hvid Dug der, ſom en 
ſtor Sagejmæt for Born, 
hænger ned ad Ryggen, og fra hvert Hjorne flagrer et 
langt hvidt: Bendel, eller en hvid Tojſtrimmel. Konen 
til Hojre er paa Vejen til Kirken med Pſalmebogen 
i Haanden, og er iført Hejtidsdragten, der er ganſke 
ſort, af Klede og med Silkeforkleede og et langt Torklede. 
Oſtenfelderne have bevaret deres gamle Ceremonier ved 
Begravelſer, Brylupper oſv., holde fig idet. Sele meget 
afſondret og indgaa ſjeldent Wgteſkab udenfor Sognet, 
i hvilket Drikfeldighed og Raahed tidligere herſkede. 
Nu er det anderledes med dette ſom med Klededragten, 
der vel ſnart ikke bruges mere; dertil ligger Huſum 
for ner, og Modens Gudinde ſpinger ſnart ſit Spir 


ogſaa over Oſtenfeldterne. 


Jodebyen i Prag. 
Neiſcerinoring af N. N. 


— 


Byen Prag, Hovedſtaden i Böhmen, er en af 
Europas meerkeligſte Byer. Den har en interesſant 
Hiſtorie, rig paa ſtore Begivenheder, hvilket har givet | 
den et ejendommeligt Præg. Den er ſaa temmelig 
gaaet fri for den Moderniſering, der i vort Aarhundrede 
har forandret ſaa mangen gammel By, faa at Prag 
endnu veſentlig ſer ud ſom paa Tredivegarskrigens Tid. 
Dens Gader ere krumme, ſmalle og ſmudſige, Byg⸗ 
ningerne have et eget middelalderligt Udſeende, med 
deres mange ſmaa Taarne, Karnapper, Gavle og Spir. 
Endelig er Prag en fuldſtendig katholſk By, hvilket 
ogſaa bidrager til at give den noget for os Nordboere 
højjft Karakteriſtiſt. Vel rørte fig her de forſte Tegn 
paa den ſenere Reformation, men da man halshuggede, 
brændte og paa anden grundig Maade ffaffede fig af 
med Reformationens Bærere, er det lykkedes at udſlette 
al Proteſtantisme, og Prag er nu jaa katholſk ſom 
nogen By. 
Katholikerne ere ikke ſynderlig vel ſtemte mod Ig⸗ 
derne. Medens hos os Joderne leve og behandles ſom 
andre Statsborgere og derfor ogſaa ere gaaede frem 
ſaavel i Dannelſe ſom i Hederlighed, ſaa at de ikke 
ſtaa tilbage for deres kriſtne Medborgere, jaa forholder 
det fig ganſke anderledes i de katholſke Lande, navnlig 
i Oſterrig og Italien. Jøderne ere der i den Grad 
foragtede, at Ingen vil have med dem at beſtille, uden 
for at haane dem, og for faa meget ſom muligt at 
undgaa Samkvem med dem, ere de i Reglen henviſte 
til at bebo en egen Del af Byen, hvilket for det Meſte 
er de uſundeſte og uhyggeligſte Kvarterer, ſaa at i enhver 
ftørre By, hvor der findes Jøder i ſterre Antal, findes 
der ogſaa et eget Jodekvarter. i 

Som bekjendt gjennemffæres Prag af Floden 
Moldau. Floden flaar en Bugt naar den nærmer 
fig Byens nordlige Greenſe, og ved denne Bugt dannes 
en lille Halvø. Paa denne Halvø ligger Jodebyen, 
Judenſtadt, ſom for ikke mange Aar ſiden har faaet 
det mere velklingende Navn Joſephſtadt. Kvarteret 
har en lav, ſumpet Beliggenhed, og naar Moldau ſtiger 
over fine Bredder, hvad ikke er ſjeldent, overſpvommer 
den Gaderne og fylder Kjceldere og Stueetagerne med 
Vand. Herved fjernes vel Smudſet, men der bliver 
en Fugtighed tilbage, der neppe er ſund for Beboerne. 
Saaledes er Beliggenheden, men nu Gaderne. Ja, 
naar Leſerne vil tænke fig en hel lille By med Gader, 
der ikke ere bredere, men meget ofte adſkilligt ſmallere, 
end den bekjendte Peder Madſens Gang i Kjøbenhavn, 
og ſom ere ſaa krumme, at man i det Hojeſte kan ſe 
4 à 5 Huſe hen i Gaden, med Torve faa ſtore ſom en 


med Huſe, der ere jan høje og helde jaa ſteerkt forover, 


i Portene, Gadedorene og paa ſelve Gaderne. 


jævn ſtor Dagligſtue i en Preſtegaard paa Landet og 


at man faar ondt i Nakken, naar man prover paa at 
faa et Glimt af den blaa Himmel at ſe, ſaa har man 
en Foreſtilling om Judenſtadts Skjonhed. Naar jeg 
jaa endvidere fortæller, at Judenſtadt indtager en for⸗ 
holdsvis lille Plads, og at den er beboet af 10,000 
Menneſker, vil man tillige kunne tænke fig, hvor uſundt 
der maa være, i Serdeleshed da Gader, Torve og 


Duſe befinde fig i en ſaadan Zilftand af Urenlighed, 


ſom vi her i Danmark ikke kunne gjore os noget 
Begreb om. Alligevel fortjener Judenſtadt et Beſog, 
men det er ikke raadeligt at gjøre det til Fods, thi man 


vilde da blive i den Grad befcengt med Utoj, at man 


ſikkert vilde angre Beſoget. Man maa helft leje fig 


en Vogn og. kjore ganſke langſomt omkring i de Gader, 


ſom overhovedet kunne pasſeres af en Vogn. Vi rulle 
altſaa ind i de ffumle Gader, Vognen hopper over den 
flette Brolcegning, Hjulene ftænfe Snapſet højt op til 
begge Sider, Vinduerne i de faldefcerdige Ronner fyldes 
med Nysgjerrige, der ſe efter den Fremmede. Man 
er i Begyndelſen uhyggeligt tilmode i disſe morke 
Smoger, men ſnart vænnes man til dem og faar nok 
at beſtille med at betragte den ejendommelige Befolk⸗ 
ning. Saa Mange ſom der er Plads til, opholde ſig 
Her 
foregaar alt muligt. Her ſpiſer Familien ſin Kaal og 
fine Hvidløg, her arbejder Haandverkeren, her ligger 


de Handlendes Oplag af gamle Klæder, gammelt Jern, 


Klude, Ben o. ſ. v., her fladdres, ffjændes og flaas 
man, her gjores Toilette, ſelv det Toilette, hvortil man 
ellers ſoger at være uden Tilſkuere, her gjores Jagt 
efter Utej af forſkjellig Art, her ſynger, leer, græder og 
ftøjer man. Naar man nu tilmed erindrer, at de fleſte 
af disſe Joder je hæslige ud, fattige, laſede og ſmudſige 


over alle Grenſer, og at Alt er indhyllet i Rog og 


i Stanken fra de ſmudſige Huſe, fra Hvidlogene og de 
muddrede Rendeſtene, ſaa gyſer man ved Tanken om 
den fyſiſke og moralſke Elendighed, ſom her findes. 
Men Billedet har ikke lutter Skyggeſider, hiſt og her 
moder Ojet ogſaa Skikkelſer, ſom det er værd at je 
paa. Man finder mangen ærværdig gammel Jade, 
hvem Alle viſe Wrefrygt; ſtille og alvorlig ſidder han 
der med fit hvide Sfjæg, fit ſmukke regelmesſige An⸗ 
ſigt, med ſin ſorte Peltshue og ſin lange Kaftan, ſom 
en værdig Repreſentant for det Folk, der engang var 
Herrens udvalgte. Man faar ved at ſe ham det Ind⸗ 
tryk, at her endnu findes Reſter af det gamle patri⸗ 
arkalſte Forhold, og at Alderdommen eres, naar den 
er værdig dertil. Og ſom et Modſtykke til ham møde 
vi her den unge jodiſke Pige, rank og ſmidig ſom 
Oſtens Datter, bærende den høje Vandkrukke paa fit 


ſtjonne Hoved med det ſorte Haar og de merke dybe 


Øjne med en Haand jaa hvid og fint formet ſom den 
adelige Dames. Paa Dynger af Snavs lege Børn, 
jaa ſmukke og venlige, at vi kunde have Lyſt til at 


indlade os med dem, hvis vi kunde komme dem nær for 


raaden Halm, Reſter af Hvidkaalshoveder og andet 


Affald. Men de fleſte af Beboerne ville vi helſt Intet 


have med at gjøre; desværre ville de gjerne have at 


gjøre med os; de omringe Vognen under Skrigen og | 
, Buffen for at tigge; de gamle Kjællinger ſtroekke de 


runkne brune Arme ind i Vognen og ere nær ved at 
ſtikke deres forte Hænder ned i vore Lommer for at 
faa en Kreuzer, medens unge Piger ere neergaagende 


for at henlede vor Opmeerkſomhed paa deres formentlig | 


behagelige Ydre. Kroblinger viſe deres Elendigheder 
frem for at voekke Medlidenhed, og Børnene klattre op 
pan Hjulene og Vogntrinet og rokke ſkrigende de ſmaa 
Hender næften helt hen til vore Anſigter. Det er ikke 
til at holde ud ret længe; man tager nogle Kobber⸗ 
ſkillinger og kaſter dem faa langt bort, ſom der er Plads 
til; ſtrax ſtyrter hele Sværmen fig hvinende og i den 
heftigſte Kamp over dem, men det er kun Galgenfriſt, 
Vognen er ſtrax omringet paa ny. Man gjør det 
ſamme Forſog nok en Gang og befaler i det Samme 
Kudſken at kjore til og flygter jaa ind i den ældgamle 


Synagoge for at ſoge Fred og Ro indenfor dens vel 


ſteengede, jernbeſlagede Dor. 
Judenſtadt har ialt 9 Synagoger, men een af 


dem, den gamle Synagoge, er ſeerdeles mærkværdig. | 


Den er lille og gammel og halvt begravet i Jorden; 
men den nyder høj Anſeelſe blandt Joderne, ſom paa⸗ 
ſtaa, at den er bygget af nogle Joder, ſom flygtede fra 
Jeruſalem, da Byen blev ødelagt af Romerne, og drog 
til Prag, hvor de grundede en Menighed. Dette er 
vel et "Sagn, men viſt er det, at det er en af de 
celdſte Synagoger, man kjender. Den var oprindelig 
en underjordiſk Kjælder, hvor Jøderne i al Hemme⸗ 
lighed dyrkede Gud; ſenere er Taget bleven løftet og 
Bygningen forſynet med Hvælvinger. 


Vidnesbyrd om de Vilkaar, hvorunder Joderne i deres 
Forfolgelſestid have levet. Nu viſes den frem ſom en 
Oldſag, medens Størftedelen af Menigheden ſoger til 
de nyere og ftørre Synagoger, ſom det er bleven dem 
tilladt at opføre, Under Prags Belejring af Svenſkerne 


under Tredivegarskrigen vifte Jøderne ſtor Tapperhed. 


Til Tak herfor forbedredes deres Stilling, og Kejſeren 
forærede dem endog en ſtor rod Silkefane, ſom endnu 
hænger under Loftet i den gamle Synagoge. 


Uagtet denne 
ſenere Forandring er den endnu et hojſt interesſant 


husflid. 


Danſk Husflidsſelſfab 


For at ſtotte de ſtedlige Husflidsforeninger i deres Virk⸗ 
ſomhed til Husflidens Fremme, tilbød Selſkabet for en Tid 
ſiden at ffjænfe de Foreninger, der vare indtraadte i Hoved— 
ſelfkabet ſom Medlemmer, Redſkaber, Modeller eller Raamaterialier 
for et Belsb af 15 Rd., ſamt at give ſaadanne Foreninger, ſom 
uden at være traadt ind i Hovedſelſkabet, havde indſendt Med⸗ 
delelſer om deres Virkſomhed, en lignende Gave til en Vardi 
af 10 Rd. Der er. ialt blevet tilſtaget 32 Husflids⸗Underſtet⸗ 
telſer til et ſamlet Beløb af 380 Rd., ſaaledes at de enkelte 
Foreninger have modtaget, eller ſnart ville modtage Raamaterialer, 
Redſkaber og Modeller efter deres Ouſke. Vi benytte Lejlig⸗ 
heden til at henlede Landets mindre Husflidsforeningers Op⸗ 
markſomhed paa den ejenſynlige Nytte, de kunne have af at 
indtræde ſom Medlem i „Danſk Husflidsſelſkab,“ hvortil kun 
fordres 1 Rd. aarligt Bidrag fra hver Forening. 


glandinger. 


Menneſkekjcrlighed. Naar en frafkilt Kone vil gifte 
fig igjen, udfordres der efter de finſke Love, at hendes forrige 
Mand fkal give fin Tilladelſe dertil. Da en ſaadan engang blev 
affordret, ſtrev denne ſaaledes: „Jeg fan umulig med en god Sam⸗ 
vittighed fkjenke mit Bifald til et Agteſkab, hvori min fraſtilte 
Kone ffal være Part, thi jeg har fan megen Menneſkekjerlighed, 
at jeg ikke kan onſke min værfte Fjende en ſaadan Helvedspine, 
ſom den, jeg har udſtaget i vort, nu Gudſkelov, ophævede Wgteſtab“. 


Gaade. 


Fire Stavelſer. 


Mit Forſte Du ejer, hvad deri er lukt, 
Igjennem to Ruder kan lyſe faa ſmukt. 

Det Andet er ſtort, det ogſaa er ſmaat, 

Og tenk Dig, min Kjære, hvor ſmager det godt. 
Men fægger Du ſammen, faa faar Du min Ven, 
Hvad tidt Du ſammen har lagt for Dig hen. 


Oplosning 
paa Gaaden i Nr. 17: Hattemager. 


Husvennen udkommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 


Fjerdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver 


Boglade ſamt hos 


Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjebmagergade 56, Kjøbenhavn. 


Trykt hos J. H. Schultz. 


SK 


ſom Praſt i Lillerup. Det 


Villedblad for Alenigmand, 
for Morſkabslwosning, Oplysning og Husflid. 
A øldgivet af i 
N. C. Rom. . 
Nr. 19. ; 8. Februar 1874. 


Zndhold. Hittebarnet, af Knud Skytte (Fortſcttes). — Dylkere, med 3 Billeder. — Den hemmelighedsfulde Maler. — Husflid. 
Bognyt. — Blandinger. 


„ 


Hittebarnet. 
Jortelling af Kund Sliptte. 


« 


Lund, og det var ham, der fandt og opdrog Hitte⸗ 
| barnet, hvorom jeg nu ffal fortælle, 

Paſtor Lund havde ikke havt Kaldet mere end 
et Par Aar, da der en Morgenſtund blev ſendt Bud ind 
Lillerup er Navnet PFW ; til ham, om han ikke 
paa en Landsby i den ) vilde komme ud til Fol⸗ 
jydſke Hedeegn. Praſte⸗ kene; der var hændet 
gaarden ligger der i Sog⸗ noget ſcerdeles Meerk⸗ 
net, omtrent en Fjerding⸗ værdigt. Præften ſkyndte g 
vej udenfor Byen, og 
der kan vel være dobbelt 
jaa langt til hvert af de 
to Annexſogne. 

For godt og vel tre⸗ 
ſindstyve Aar ſiden var 
der kommen en ung Mand 


der ſtode alle hans Folk 
i en Klynge og vare 
noget nær i ſamme Knibe 
ſom Molboerne, da de 
havde fundet den muldne 
Polſe. Rogteren fortalte 
nu, at han for et Ojeblik 
ſiden var gaaet ind i 
Laden efter Foder, og 
da han ſtak ſine Arme 
ned i Halmen for at 
tage en Fapnfuld, fik 
han fat i Noget, der 
livagtig var at fole paa 
ſom et Menneſkehoved. 
Han blev, ſom rimeligt 
var, forſkreekket, ſlap i 
Haſt, hvad han havde 
fat paa, og gik ud for 
at ſoge Raad hos fine 
Medtjenere. De mente, 
det var raadeligſt at lade 


var nok en færdeles ret⸗ 
ſkaffen og dygtig Mand ; 
Folk ſagde om ham, at 
han var mild ſom et 
Lam, naar han havde 
at gjøre med de Ulykke⸗ 
lige og Angerfulde, men 
ſom Lyn og Torden, naar 
det gjaldt om at faa en 
forherdet Synder til at 
krybe til Korſet, og — 
Hvad der ijær faldt i 
deres Smag — han var 
„grov god mod fattige 
Folk“. Hans Navn var 


fig ud i Gaarden, og 


—— fproget: 


146 


Husbond hente. Nu var han kommen tilſtede. Hvad 
ſkulde der gribes til? 


Preſten gik ind i Laden, lod Rogteren viſe fig 


Stedet, hvorpaa han tog nogle Bundter Halm tilſide.“ 


En Dreng, der jan ud til at kunne være en halv 
Snes Aar, krob frem af Skjulet og ſtirrede frygtſom 
paa fine Omgivelſer. Han var lyshaaret og blaagjet, 
Anſigtet var bredt, ſolbrendt og fregnet. 
ningen var pderſt ringe; de elendige Pjalter, han havde 
paa, kunde knap ſkjule hans Nogenhed. 

De toge ham med fig ind i Folkeſtuen; Preſten 
udſpurgte ham i alle de Tungemaal, han kjendte, men 
fik intet Svar. Staklen gav fig til at græde, og om⸗ 
ſider ſagde hau: 

„A Smelemer vil fakke Funker paa ce Primer 
fin Kajs iſvas!“ 1) 

„Det forſtaar Hr. Paſtoren vel nok?“ ſpurgte 
Rogteren. 

„Ikke jaa ganſke,“ var Svaret; „men det er viſt 
Rotvelſk, og Drengen maa være en Tater.“ 

Da Folkene horte det, ſprang de tilſide, ſom om 
de havde været i Fare for at brænde fig. 

Præfter [od Jomfruen jætte Mad for ham; thi 
der var ingen af Pigerne, ſom vilde. 

Inde i Byens Fattighus boede der en gammel 
Mand ved Navn Svend Jonas, der i fin Tid havde 
flakket om med Taterne. Ham gik der Bud efter, han 
kom, og efter Anmodning tiltalte han Drengen i Tater⸗ 


„Minnoſes tyrer, at Dinnoſes er en Praveli⸗ 
kvant?“ 

„Sibe, Knasper!“ 

„Blaar minnoſes Dit Verbum.“ 

„Rasmus Hanſen.“ 

„Hvor kimter Dinnoſes frataris?“ 

„Boffels⸗Matini.“ ?) 

Svend Jonas, der maatte overſcette Samtalen for 


Preeſten, turde indeſtaa for, at Drengen var en ægte 


Tater. ; 

Paſtor Lund tog Drengen ind til fig i Stuen, 
og baade han og hans Kone talte længe med ham, meſt 
ved Hjælp af Tegn. Omſider fif de fat i, hvad han 
havde at ſige dem: en Bande Natmandsfolk opholdt 
fig ude i Heden, de havde befluttet at jætte Ild paa 
Gaarden om Natten, for at faa Lejlighed til at gjøre 
Fangſt, og han var undvegen fra dem for at advare 


) „Taterne ville ftiffe Ild paa Præfiens Hus i Nat!“ 
) „Det forekommer mig, Du er en Tater ?“ (Egentlig: 
„En af de Skjonttalende.“) 
„Ja, Kammerat!“ 
„Sig mig Dit Navn.” 
„Rasmus Hanſen.“ 
„Hvor kommer Du fra?“ 
„Meklenborg.“ 


Paakleed- 


ö 


ind mod Gaarden. 


ſagde ham, at han maatte blive. 


mindes: et lille enſomt Hus i en Hedeegn. 


Praeſtegaardsfolkene. Ja, det var jo en Tidende; men 
var den ſand? Drengens Anſigt ſaa ellers ærligt nok 
ud, og hvis Alt havde fin Rigtighed, jaa maatte der 
være et godt og trofaſt Sindelag i ham. De forſynede 
ham nu med gode Kleder, og da det blev Middag, fif 
han Lov til at ſpiſe med Folkene. Men idet han tog 
Plads ved Folkeſtuebordet, lagde alle de Andre Skeen 
og ſtode fra Bords. Saa kom Praſten og fatte fig 
hos ham, og de To ſpiſte nu af Fad ſammen. Da 
Folkene ſaa det, ſkammede de fig og toge atter Plads. 
Siden var der aldrig Noget i Vejen paa den Maade. 

Om Natten holdt Preſten og Karlene Vagt. De 
fangede. to Perſoner, der ved Midnatstid kom luffende 
Det var ganſke rigtig Tatere. 
Drengen maatte frem for dem. Deres Ojne gniſtrede, 
da de fik ham at ſe. Som Fanger bleve de overgivne 
i Dvrighedens Hænder og forte til Viborg. 

Paſtor Lund og hans Kone vare glade og takkede 


| Gud, fordi han havde advaret og frelſt dem fra en 


overhængende Fare. Det” glædede dem ogſaa, at 
Drengens Wkrlighed var bleven beviſt, og de beſluttede 
at beholde ham og ſorge for hans Undervisning. 

Men Ingen var mere glad end Drengen, da de 
Han blev altſaa, og 
Sproget tilegnede han ſig med en forunderlig Lethed. 
Det var ſom en Melodi, han en Gang havde kunnet 
og Derefter glemt, men blot behøvede at høre en Gang 
igjen, for atter at kunne iſtemme Koret. Bræften for⸗ 
ſtod det ſom et Tegn paa et hurtigt Nemme, og vilde 
havt ham til at ſtudere; men han begav det igjen, da 
det viſte fig, at Rasmus hverken havde Gaver eller 
Lyſt i den Retning. 

Det laa Bræften Lund meget paa Sinde at faa 
at vide, om hans Hittebarn var dobt, og han ſpurgte 
ham derom. Ja det vidſte han ikke. Om han ingen 
Bonner kunde? Og mærfelig nok: han kunde næften 
hele Fadervor og desuden nogle Brudſtykker af andre 


Bonner. Det maatte være Bevis nok. Nu blev Preſten 


ved at udſporge ham, og efterhaands fif. han lokket en 
Del Meddelelſer ud af ham, hvori han fandt, at der 
maatte være folgende Sammenhæng: 

Han var ikke født blandt Taterne, men var bleven 
bortført ſom Barn. Det var rimeligvis en. jer, ſyv 
Aar ſiden. Sit Barndomshjem kunde han dunkelt 
: Rundt om 
var der en Smule Agerland, men. ellers Lyng paa alle 
Kanter. Hans Forældre ſtode for hans Erindring ſom 
to lyſe Skikkelſer; han havde havt det godt hos dem. 

Der kom en Dag en fremmed Mand ind til hans 
Fader. For han gik igjen, blev han vred, ſkjcendte og 
truede, Han (Drengen) blev forſkrekket, hans Moder 
tog ham op paa Sfjødet og kysſede ham. 

En beelmerk Nat vaagnede han og var angſt. 
Han laa i en Seng, ſom gyngede hele Tiden, og han 
horte kun fremmede Roſter omkring fig. Han græd, 


1 


vilde hjem, men blev truet til at vere ſtille. Tilſidſt 


græd han fig i Søvn. Da han atter vaagnede, laa 
han paa Jorden i en Skov med høje Treer. En Flok 
pialtede Mænd og Kvinder (aa lejrede omkring ham, og 
der brændte et Baal. Han flod op og gav fig til at 
lobe. Men han blev indhentet af en Mand, der havde 
en blank Kniv i Haanden. Manden ſagde i en brum⸗ 
mende Tone, at hvis han prøvede paa at undvige, vilde 
han blive ſtukken ihjel. Derover blev han gruelig for⸗ 
ſkrœkket, og turde ikke prove det mere. Hvad det var 
for et Selſkab, han var kommen i, forſtod han dengang 
ikke; men ſiden gik det op for ham, at det var en Flot 
Smelemer eller Pre velikvanter, ſom de kaldte 
fig ſelb, det vil ſige Natmandsfolk, og at de havde 
bortført ham for at hævne fig paa hans Forældre. 
Sele Dagen bleve de liggende i Skoven; men faa 
ſnart Morket faldt paa, blev han puttet i Kurven, den 
blev lesſet paa Ryggen af et Kvindfolk, og nu gik 
Rejjen videre, Da der paa den Maade var gaaet et 
Par Dage, ſkiftede det, faa fra nu af blev der ſovet 
om Natten og rejſt om Dagen. De ſtandſede ikke, for 
de kom til Boffels⸗Matini, !) hvor de ſtrejfede om i 
nogen Tid. Der gik flere Aar paa den Maade, og han 
havde været baade i Blaa⸗Matini?) og Hvid⸗Matinis) 
Han havde, navnlig i Forſtningen, døjet meget Ondt, 
og kun En vifte ham nogen Godhed, det var den Kone, 
ſom bar ham paa hele Rejſen. Han forvandt dog om⸗ 
ſider faa nogenlunde fin Nod, vænnede fig til det om⸗ 
flakkende og ubundne Liv og lærte Prevelikvantſproget. 
Skjont han neſten glemte fine Forældre og fit Hjem, 
kom der dog Ojeblikke, da gamle dunkle Minder levede 
op. Om Natten drømte han ſtundom jaa levende om 
Hjemmet, at han i flere Dage efter folte ſig helt ulyk⸗ 
kelig og betagen af en ſteerk Lengſel. — De vare komne 
tilbage til Meklenborg; men her fik de at vide, at Poli⸗ 
tiet efterſtrbte dem. Saa flygtede de, og i Forſtningen 
blev der, ligeſom da han blev bortført, kun reiſt om 
Natten. Rejſen gik ſtadig mod Nord, og de kom til 
Rod⸗Matini.“) Da de vare komne ned i den jydſke 
Hedeegn, og han horte Bondernes Tale, lod den i hans 
Øre ſom en Muſik fra en ſpunden Tid. Den foromtalte 
Lengſel vaagnede med forøget Styrke, og han beſluttede 
at undvige, hvis han bare kunde. Men det var ikke 
ſaa let; thi her blev der pasſet langt nojere paa ham 
end i Tyſkland. En Nat, da de laa og ſov ude i 
Heden, vaagnede han derved, at Nogen talte i hans 


. Nærhed. Han lyttede. og erſarede, at Natmendene vilde 


afbrænde Praſtegaarden næfte Nat, og ftjæle under 
Forvirringen, De havde aldrig kunnet formaa ham til 


) Meklenborg. 

) Preusſen. 

2) Oſterrig. 

) Danmark. 
Hovedfarve). 


(Landene benavnede de efter Uniformernes 


147 


at deltage i deres Tyverier og andre Misgjerninger, og 
hvad han her horte, fyldte ham med Gru. Han lod 
fig ikke mærfe med, at han var vaagen, men i ſit ſtille 
Sind beſluttede han at vove et Forſog paa Flugt. Da 
Samtalen var endt, og Alle laa ſnorkende omkring ham, 
begyndte han at rulle ſig ſom en Tromle igjennem Lyngen, 
og efter at han paa den Maade havde fjernet fig et 
lille Stykke, ſtod han op, lob alt hvad han kunde, og 
naaede Preſtegaarden længe for Dag. Han krob ind 
ad et Ladevindue og lagde ſig i Halmen, uvis om, 
hvorledes han ſkulde bære fig ad med at advare Folkene. 
Men han teenkte, det gaar vel nok, og det var hans 
Haab, at gode Menneſker til Lon for hans Tjeneſte 
vilde tage fig af ham, jaa han ikke mere ffulde faa be⸗ 
hov at leve mellem Taterne. 

„Der maa være en ædel Natur i den Dreng”, 
ſagde Preſten; „han har faaet Tillid til os, og, med 
Guds Hjælp, den ſkal ikke blive ſkuffet“. É 

Det Pasſexede blev meldt til vedkommende Ovrig⸗ 
hedsperſon, og Underſogelſer derefter indledede, for at 
komme efter, hvor han var fra. Men der meldte ſig 
Ingen, ſom vilde fjendes ved ham. Det plyſtes imid⸗ 
lertid, at en Dreng for nogle Aar ſiden var forſvunden 
et Sted fra i Ringkjsbing⸗Egnen; Forældrene, et Par 
fattige Husmandsfolk, vare ſiden døde, og ingen Slegt⸗ 
ninge havde de, ſom kunde tage fig af Drengen, hvis 


det virkelig var ham. Det føjede fig ſaaledes, at Ras⸗ 


mus blev i Preſtegaarden. 

Han fif det nu godt. Det, han ifær fatte Pris 
paa, var „et godt Madſted“; et ſaadant var han juſt 
dumpet ned i. Han lærte at læje, gik i Skole den 


meſte Del af Tiden og gjorde jævn god Fremgang. 


Sin Styrke havde han ikke i Hovedet, men i Hjertet. 
Var han end ikke meget lærenem, jaa var han desmere 
lervillig, og ſaaledes hjalp det Ene paa det Andet. 
Hjemme gik han tilhaande med, hvad han kunde, naar 
han ikke fkulde læje. Og man behøvede ikke at ſende Bud 
efter ham, naar han fik et Wrinde at udrette; thi fik 
Rasmus forſt fat i den rette Ende paa det, jaa blev 
det ogſaa gjort, ſom det ſkulde. Intet kunde være ham 


kjoeerere, end at Preſten ſelv eller hans Kone bad ham 


om en eller anden Haandsrekning. Thi for dem havde 
han fattet den inderligſte Hengivenhed, og han var 
færdig at fvæle fig ſelö, naar det gjaldt om at viſe, 
hvor rede han var til at ſtaa paa Pinde for dem. 
Paſtor Lund havde to Born, en Son paa fire 
Aar, ved Navn Bertel, og en Datter Emilie, der var 
et Aar yngre. Desuden havde han en Plejeſon, Peter, 
ſom var paa Alder med Bertel. Denne Dreng var en 
Son af en Embedsmand. Begge hans Forældre vare 
bøde, og da Faderen havde været en Ungdomsven af 


Paſtor Lund, havde denne taget den lille Foreldrelsſe 


til ſig for at opdrage ham ſom en af ſine Egne. 
(Fortſettes.) 


DRE 


Dykkere. | underſagt, eller en Gjenſtand optagen af Havbunden ved 

1 | Øjælp af Dykkere; men de færrefte have vel kun et 

Vore Læjere have viſt nu og da læft om Dykkere, ſvagt Begreb om, hvorledes en ſaadan Dykker jer ud, 

og om at nu et Skib er blevet repareret, nu et Vrag eller hvordan Dykningen gaar for ſig. Man tor derfor 


— ——— ů 


i 


antage, at nogle Oplysninger herom! ville være velfomne | ment. Medens ganſte viſt dets Overflade kan være 
for Mange. | Sømandens. og Fifferens „rette Element“ og Havet kan 
Vandet er ſom bekjendt ikke rigtig Menneſkets Ele⸗ kaldes „Danſtens Vej- til Roes og Magt”, ja til Rig | 


forſynes med Luft. Man 


ten ilke undſlippe, men 


dom ſaavelſom til Wre, daa bliver den, der maa under 
Overfladen, ſnart tavs ſom Graven, og drømmer hverken 
om Rigdom eller Wre, men lader roligt de Skatte, der 


ffulgte ham til Bunds, blive under Fiſkenes Varetegt, 


og talrige og koſtbare ere de Skatte, den trofaſte Hav⸗ 
bund gjemmer, talrige ſom Ofrene, der fulgte dem i 
den dybe, vaade Grav. 

At kunne dykke derned ſom Fiſkene for at under⸗ 
ſoge Havbunden, og bringe Skattene for Dagen, har 
derfor til alle Tider været en Opgave Menneſket har 


ſogt Løsning paa, en Løsning ſom ſlet ikke har været | 


let at finde. 
Et Menneſke formaar 


Virkſomhed. 


mere forbedret Skikkelſe med Luftforſyningsapparater 


oſp. ſcerdeles megen Nytte. 
At Dykkeren i en ſaadan Klokke ikke kunde bevæge 
ſig frit, var imidlertid en ſtor Mangel. Man opfandt 


da Apparater til fri Neddykken i Havet, og disſe have 


i de ſidſte 20—30 War aldeles fortrængt Dykkerklokken. 
Derved bliver det muligt for Dykkerne at gaa ud 
med Dampfkibe til det Sted, hvor et ſunket Skib eller 
et Vrag pan Hapbunden kan gjøre Krav paa deres 
Paa det ſtore Billede i nærværende Nr. 
ſe vi, hvorledes Dykkerne ombord forberede ſig til Ned⸗ 
farten i det vaade Ele⸗ 

ment, og det mindre 


nemlig ikke at opholde 


Billede paa foranſtagende 


fig ret længe under Van⸗ 


Side viſer en ſaadan Dyk⸗ 


det uden Hjelpemidler, 


kers Udruſtning, noget an⸗ 


og under almindelige 


derledes indrettet. Hans 


Forhold vil man være 


lojerlige Dragt beſtaar af 


kvalt efter en Minuts 


flere Hoveddele, nemlig 


gorløb. Kun ujædvan- 


Kropſtykket, Kraveſtykket, 


lig kraftige og øvede Dyk⸗ 
kere, ſom dem, der i var⸗ 
mere Have hente Perle⸗ 
muslingen og Svampe å 
op fra Havbunden, kunne 
drive det til at være to 
Minutter ad Gangen 
under Vandet, men da 
er det et yderſt ſvokkende 
og farligt Foretagende, 
ſom hver Gang kreever 
længere Hvile og Ro. 
At kunne opholde ſig 
lcengere Tid under Van⸗ 
det var imidlertid i 
mange Cilfelde af flor 
Betydning; Dyrkeren 
maatte naturligvis kunne 


lagde tidligt Merke til, 
at naar man trykker et 


Hjelmen og Skoene. 
Kropſtykket beſtaar af et 
Lag Vifkelceder (Kaut⸗ 
ſchuk) med et Lag Tøj 
paa hver Side, hvilket 
vandtæt omſlutter hans 
Krop fra Hovedet til 
Foden, hvor det er for⸗ 
bundet aldeles luftteet 
med Skoene. Diesſe ere 
juſt ikke til at danſe med, 
da de ere forſaalede med 

Blyplader paa en til to 
Tommers Tykkelſe, for 
at han kan ſynke opret 
gjennem Vandet. Flere 
Blyplader anbragt paa 
andre Steder af hans 
Dragt giver denne en 
Vægt af henved en halv 


. 


Snes Lispund, da Vandet 


Glas med Mundingen 
nedad i Vandet, kan Luf⸗ 


bliver, noget ſammen⸗ 
trykket i Glasſet. 
en Stump Lys paa, i Mundingen af Glasſet, vil 


man have det Særfyn at ſe Lyſet brænde kort Tid 


under Vandet. 

Dette forte allerede i det 15de eller 16de Aarhun⸗ 
drede til Opfindelſen af „Dykkerklokken“, et klokkeformet 
tæt Kar af Jern eller Metal, ſom et Menneſke kunde 


opholde fig i og gaa under Havets Overflade med. 
hei Grad af den engelſkfe 
Aſtronom Halley i. Aaret 17753 og ydede ſenere i endnu | 


Dette Apparat forbedredes 


Befæfter man en lille Bind med 


ellers vilde hæve ham eller 
gjore det umuligt for ham 
Ek ats ſtaa faſt paa Bunden. 

Hovedet omfluttes af en 

Kobberhjelm, næften ſom en omvendt Potte, forſynet 
med tykke Glas, der, ſom vi ſe, kunne anbringes i for- 
ſkjelligt Antal og paa flere Maader, efterſom Dykkeren 
finder det bekvemt til det forehavende Arbejde. 


Glasſet foran Munden paa det mindre Billede, kan 
aabnes naar Dykkeren er oven Vande, men tillukkes 
luftæt, naar han gaar tilbunds, og Hjelmen er ved 
Hjælp af et Kraveſtykke forbundet ganſke lufttcet med 
Kropſtykket, eller kan, ſom paa det ſterre Billede, paa⸗ 
ſkrues ganſke tæt til Halsſtykket af dette. 


Bag ved 


den Ende bliver faſtſkruet i Hjelmens Nakke, naar 


ſkal ind i Laſten paa et ſunket Skib, afbrydes let Luft⸗ 


Dykkeren ſe vi en Luftpumpe, der arbejder omtrent ſom 
en Brandſpreojte, blot med den Forſkjel, at den „ſprojter“ 
Luft ned i Vandet, i Stedet for Vand op i Luften. 
Fra de to Cylindre gaa to korte Slanger, der forenede 
paaſkrues en lang tæt Vifkelcders Luftſlange, hvis an⸗ 


Dykkeren ſkal ned. J højre Haand holder han en 
Sikkerhedsline. ; 

Naar Dykkeren er kommen ned i Dybet, maa Luft⸗ 
pumpen ſtadigt være i Virkſomhed, for at presſe friſk 
Luft ned til ham gjennem. Luftroret; den pasſerer da 
over hans Hoved og ned foran Anſigtet. Han indaander 
den gjennem Neſen og udaander den brugte Luft 
gjennem et Mundror ved en Ventil, ſom tillader Luften 
at boble ud, men forbyder Vandet at trænge ind. Dette 
er ikke den eneſte Ulempe Dykkeren maa fæmpe med i 
Dybet, hvor Morket og Bandets Tryk bejværer hans 
Bevægelfer og Arbejde i høj Grad. Senker man nem⸗ 
lig en tom Flaſke med Mundingen nedad, omtrent 15 
Alen i Bandet, jaa er Vandets Tryk ſaa ſteerkt, at 
Luften ſammentrykkes til det Halve, jænfer man den 
endnu 15 Alen ned, er den ſammentrykt to Trediedele, 
og to Trediedele af Flaſken fyldt med Vand, endnu 15 
Alen længere ned, og Vandets Tryk har ſammentreengt 
Luften til en Fjerdedel af Flaſkens Indhold. Trakkes 
den op, udvider Luften fig igjen efter Haanden og trykker 
Bandet igjen ud af Flaſken. Men det ſamme ſpeere 
Tryk af det dybe Vand, ſom Luften i Flafken var ud⸗ 
fat for, maa Dykkeren døje, hvorfor Dykning paa ſtore 
Dybder ſom 100 Fod er et yderfi beſperligt og ingen⸗ 
lunde farefrit Arbejde. Pasſer han ikke at holde Luft⸗ 
ſlangen klar, hvilket kan være vanſkeligt nok, naar han 


tilforſelen, og han er Dodſens. Paa ſaadanne Dybder 
er der ogſaa meget mørkt, da Dagslyſet ikke kan trænge 
gjennem det tykke Vandlag, ſerligt naar det ikke er 
ganſke klart. At tage en Lygte med ned hjælper nok 
ikke ſtort, og man har derfor indrettet ſtore vandtætte 
Lygter, der ligeſom Dykkeren, faa tilført Luft gjennem 
en Viſkelcders Slange, ſaa at Lampen kan brænde, 
omgivet af de tykke Glas, og lyſe op paa Havbunden. 

Paa omſtagende Billede ſe vi Dykkerne i travl 


Virkſomhed paa Havpbunden, deres Op⸗ og Nedſtigen 


fra Overfladen, Dampfkibet, hvorfra de ere udgaagede, 


og hvorfra Luftpumperne give dem den fornødne Luft 


til Livets Opholdelſe. Ved Hjælp. af Sikkerhedslinen 
giver Dykkeren Tegn til Oververdenen, da han jo er 
tavs ſom Fiſten i Dybet; et Ryk i Linen betyder at 
han trænger til ſterkere Luftforſyning, to at man til⸗ 
fører ham for meget, og tre, at han vil hales op. Han 
kan forreſten godt ſelv fraffe fig op, naar Dykkerdragten er 
indrettet derpaa, idet han ved at udaande Luften i 
Dragten i kraftige Aandedret, i Stedet for gjennem 
Udaandingsreret ud i Bandet, oppuſter fin tette Kled⸗ 


ning jaa meget, at den hurtigt bærer ham opad til 
Overfladen. 

Paa Billedet ſe vi et ſunket Skib, ſom man bjer⸗ 
ger Indholdet af, og vil ſoge at have ved Hjeelp af 
uhyre Luftpuder, der anbringes ſammentrykkede og tomme 
paa begge Sider under Skroget. Ved at pumpe Luft 
ned i de vandtætte Sælfe er man i Stand til at fan 
disſe til at løfte Skibet fra Havbunden op til Over⸗ 
fladen, ligeſom fyldte Blærer kunne holde et Menneſke fra 
at ſynke i Vandet. J Dybet, ſom i Virkeligheden er 
langt morkere, end Tegningen viſer, ſe vi en Lygte ned⸗ 1 
ſenket, hvis kraftige Lys kaſtes nedad; det er et elek- 
triſk Lys, ſom er mange hundrede Gange kraftigere end 
nogen Olielampes Lys. 

Det ſkal efter flere Meddelelſer være en mærkværdig 
Beſkeftigelſe og en underlig Fornemmelſe, ſaaledes at 
vandre omkring i Mulm og Morke paa Havpbunden, 
og je den belyſt af en ſaadan Lygtes kraftige Skær, 
omſpermet af Fiſkene, ſom ſoge Lyſet. Mærfelige Ting 
ere komne for Dagen ved ſaadanne Vandringer, og Aar⸗ 
hundreder gamle Ting ere komne for Lyſet, ofte meerk⸗ 
værdigt godt bevarede, ſom Frugter og Lederſager, der 
fra Vrag, der ere ſtrandede for mangfoldige Aar ſiden, 
ere optagne i naſten ganſke friſk Tilſtand, ligeledes Træ 
og Tovperk. Jern derimod undergaar en mærkelig Om⸗ 
dannelſe ved mange Aars Henliggen i Havvandet; det 
beholder fin Form, men bliver ganſke blødt og ſprodt, 
omtrent ſom Blyant. Kanonkugler f. Ex. ſom i Aar⸗ 
hundreder have ligget i Havet, have deres runde Form, 
men kunne ffæres itu med en Kniv. Det er derfor 
ikke alt hvad der ved Dykkere bjerges, ijær fra. gamle 
Vrag, der har ligefrem Værdi, men om end mange 
af de Skatte, Havet gjemmer, ikke lade fig hæve, faa 
indeholder Havbunden dog jaa mange Rigdomme, at 
Dykkerarbejdet kan blive ligeſaa lonnende, ſom det er 
ubehageligt og farligt. Alene til at forebygge ſtorre 
Ulykker er Dykkeren ubetalelig, og mange ſtore Skibe 
fore allerede nu Dykkerapparater med ſig paa deres 
lange Rejſer; mangen en Lak eller Utcethed i Skibet 
vil herved med Lethed blive ſtoppet under Vandet, og 
mangt et koſtbart Skib med Ladning og Menneſkeliv 
vil ved Dykkernes Hjælp i Tide blive frelſt fra den 
visſe Undergang. ' 


Den hemmelighedsfulde Maler. 

9 Efter det Engelſhe ved A. Th. J. 
Den berømte ſpanſke Maler Murillo, ſom boede 
i Sevilla, og der havde en Skole for vordende Kunſt⸗ 
nere, fandt ofte paa Bagſiden af ſine Elevers Arbejder 
Smaaſkitſer, der vel vare ufuldkomne og ufuldendte, 
men dog røbede rige medfødte Gaver. Disſe Skitſer 


bleve altid udførte om Natten, og han var ikke i 
Stand til at udfinde Ophavsmanden. En Morgen. 
vare Eleverne komne ind i Arbejdåværeljet for Murillo, 
og da han traadte ind, ſaa han dem Alle ſamlede 
foran et Staffeli (en Opſtander, hvorpaa Maleri an⸗ 
bringes, medens det udføres), den Ene overbydende den 
Anden i beundrende Udbrud. Hans Forbauſelſe var 
lig deres, da han paa Staffeliet fik Oje paa et ufuld⸗ 
endt Hoved af den hellige Jomfru, hvis Omrids ud⸗ 
mærfede fig ved ualmindelig Skjonhed. Han ſpurgte 
de unge Mænd om, hvem ren for dette hemmelig⸗ 
hedsfulde, men udmærfede Arbejde tilkom, men ingen 
af dem kunde ſige ham det. 

„Den, ſom har efterladt fig denne Skat, vil en⸗ 
gang blive vor Meſter, Sebaſtian“, ſagde han til en 
ung Slave, der ffjælvende ſtod foran ham. „Svem 
kommer her om Aftenen?“ 

„Ingen Andre end jeg, Herre“. 


„Godt, fan bliver Du herinde i Nat, og hvis 
Du ikke i Morgen tidlig kan give mig Bejfed om, 


hvem den hemmelighedsfulde Gjeeſt er, ſkulle tredive 
Piſkeſlag blive Din Belonning“. 

Slaven bukkede i ydmyg Tavshed og gik. Om 
Aftenen lagde han ſin Matras foran Staffeliet og ſov 
trygt til Klokken ſlog tre. Da ſprang han op fra fit 
Leje og udbrod: 

„Tre Timer ere mine egne, Reſten af Dagen til⸗ 
hører min Herre“. 

Han greb Farvebradtet og fatte fig foran Staffeliet 
for at tilintetgjore den foregagende Mats Arbejde. 
Men da han i den Henfigt tog Penſlen i Haanden, 
udbrød han: „O, hvor disſe Øjne trænge mig til 
Hjertet — jeg kan ikke udflette dem; lad mig hellere 
fuldende Billedet”. 

Han tog fat paa Arbejdet, og fnart havde Slaven 
glemt alt Andet. 
en blod Skygge der; og ſaaledes randt hurtigt de tre 
Timer. ) 

„O, hvor disſe Øjne ſtraale! Og disſe Læber — 


dejlige —“ : 

En jagte Støj bragte ham til at je op. Murillo 
og alle hans Elever ſtode rundt omkring ham — Sol⸗ 
ſtraalerne ſkinnede fart ind ad Vinduerne, medens det 
ved Arbejdets Begyndelſe tændte Lys endnu brændte. 


Han var atter en Slave; den Begejſtringens Aand, | 


der havde ladet han glemme Alt for fin Kunſt, ſyntes 
at have forladt ham. Forvirret ſlog han Ojnene ned. 

„Hvem er Din Meſter, Sebaſtian?“ 

„IJ, Herre.“ 

„Din Læremefter, mener jeg?“ 

„JI, Herre“. : 

„Jeg har aldrig givet Dig Undervisning”. 

„Nej; men J har underviſt disſe unge Herrer, og 
jeg har hort og jet derpaa”. 


Et lille Strog hiſt, et andet her, 


— 


marks vigtigſte Støtter, 


1511 


„Ja, Du har gjort, hvad der er endnu bedre — 
Du har hoſtet Gavn deraf. Fortjener denne Dreng 
Straf eller Belonning, mine fjære Elever?“ 

„Belanning, Herre — Belonning“, lod det hur⸗ 
tige Svar. 

„Svorledes ffal jeg da belønne ham?“ 


En foreſlog en ny Klædedragt, en Anden en Sum 


Penge, men ingen Streng blev derved anſlaget i 
Slavens Hjerte. 


„Meſteren er vel ſtemt i Dag“, ſagde en Tredie; 


„forlang Din Frihed, Sebaſtian“. 

Han ſank paa Knæ, og idet kan hævede fine be 
dende Øjne op imod fin Herre, udbrød han: 

„Min Faders Frihed!” 

Murillo loftede ham op og trykkede ham til fit 
Bryſt. | 

„Dit Arbejde viſer, at Du har Talent — Din 
Bon, at Du har et Hjerte; Du er ikke længere Slave, 
men min Son. 
malet, men ſkabt en Maler!“ 

Efter den Stund arbejdede Sebaſtian ſammen med 
de andre Elever, og ſnart blev hans Navn berømt 
i hele den kunſtelſkende Verden. Mange af hans og 
hans Meſters Arbejder findes endnu ſpredte rundt om⸗ 
kring, iſcer i Italiens Kunſtſamlinger. 


Husflid. 
Den kuindelige Husflids Verdi. 

Nathanſen ſiger i ſit Skrift om Danmarks Handel, Skibs⸗ 
fart, Penge- og Finantsveſen fra 17301830, forſte Del: 
„Alt hvad Landmanden behøver til fin Bekledning, frembringer 
han naſten ſelv, Alt forarbejder han ſelv. Dette er ikke 
Tilfældet i andre Lande f. Ex.! England, og det er Grunden 
til, at dette Lands Fabrikker ere langt mere beffæftigede for det 
indenlandſke Forbrug end for det udenlandſke. Landbeboerne i 


de danſke Provinſer udgjøv omtrent en Million Menneſker; hvad 


udfordres ikke til disſes Bekledning af Uldent og Linned? Lad 


os antage kun 4 Alen Lærred og ligeſaa mange Alen Uldentoj 


be ile aal fi nig! Min deli for hvert Menneſke, fan have vi 4 Millioner Alen Lærred og 
e og velſigne mig! Min dejlige — o, min 


ligeſaa mange Millioner Alen Klæde eller andre Uldentojer; 
desforuden i det Mindſte en eller halvanden Million Par 
Stromper Trangte Hollenderne til islandſke, feroiſte eller 
jydfke uldne Stromper, naar de ſelv bandt dem? Endvidere for⸗ 
arbejdes mange hundrede Tuſinde Huer, og mangfoldige Alen 


Lærred til Lagener, ſamt et ſtort Kbantum Dynevaar til Senge⸗ 


kleder. Alt dette af mange Millioners Verdi, frembringes og 
forarbejdes i Landet ſelv; det fremkommer ved Husflid. J 
Sandhed! denne Husflid er i skonomifk Henſeende en af Dan⸗ 


end mere udvides, og at Mandfolkene paa Landet ikke beffæftiges 
mere med Husfliden; thi deri ſtaa de langt tilbage for Kvind⸗ 
folket. Tufinde og Tuſinde af disſe Bonderkarle dovne de 
mange lange Vinteraftener hen, uden at ſysle med det aller⸗ 
mindſte. Var dette ikke Tilfældet, da vilde vi have et betydeligt 


| Dverffud af Husflidens Frembringelſer, og Landmanden vilde ſe 


ſig end mere iſtand til at forbedre ſine Ejendomme.“ 


Lykkelige Murillo, jeg har ikke alene 


Det er kun at beklage, at denne ikke 


152 


Bognyt. 


Danfk Landbotidende har ved Aarfkiftet affluttet fin 8de Aar⸗ 
gang. Ogſaa dette Bind indeholder mange fortrinlige Stykker 


af C. A. Thyregod, A. Jacobſen, N. Rasmusſen Sokilde 


o. m. A. Særlig fremhæves nogle ligeſaa tiltalende ſom grun⸗ 
dige Afhandlinger: „Planteſygdomme“, af den udmerkede 
Plantekjender Lærer H. P. Nielſen, der giver en lærerig og 
nyttig Overſigt over Kartoffelſygdommen, Brand i Hveden oſv., 
„Landboforenin gerne“, deres Fremkomſt og Virkſomhed, af 
Chr. Chriſtenſen, og i ſidſte Hefte „Selvſtyrelſe“ et Fore⸗ 


drag holdt af Forſtanderen for Hindholm, Lojtn. Chr. Nielſen | 
for Eleverne, et af disſe fjærnefunde, vakkende og ſtyrkende Fore⸗ 


drag, ſom man kunde onſke maatte høres af Alle, Unge og 
Gamle, Rige og Fattige. Vi kunde ſaaledes paa det Bedſte 
anbefale Landbotidenden til Landboernes Opmerkſomhed. 


Danmarks Mindekrans. Henved 200 Digte til Minde om 
afdøde fremragende Perſonligheder og mærkværdige Begivenheder 
i Danmark, fra det attende Aarhundrede til vore Dage. 48 ß. 
indb. Af denne ſmukke Digtſamling er andet Oplag udfommet 
hos L. A. Jorgenſen, og Enhver ſom har fit Fodeland fjær vil 
med Glæde, leſe [hvad Skjaldene have ſunget om dets bedſte 
Sonner. Den er derfor en virkelig god Folkebog, der desuden 
ſerlig er ſkikket til en poetiſfk Leſebog i Skolerne, hvorved den 
meget vil ſtotte Undervisningen i Fædrelandets Hiſtorie. 


Ebenthrſkatten. Udvalgte Eventyr for ældre og yngre Born, 
udgivet af Vilhelm Møller, 400 Sider ſmukt indbundet 1 Rd. 
48 f. Enhver, der vil glæde Bern med en morſom Bog, vil 
ikke tage fejl ved at vælge en Eventyrbog, og vil i den fore⸗ 
liggende Samling finde et heldigt og i alle Maader tiltalende 
Udvalg af prægtige Folkeeventyr fra alle Lande. Denne ligeſaa 
gode ſom billige Bornebog anbefales derfor paa det bedſte. 


Blandinger. 


En Munkehiſtorie. To Munke bleve for nogle Forſeelſer, 
de havde begaget, dømte til at gjøre en Valfart til et helligt 
Sted, der laa 50 Mile fra deres Kloſter, men for at Straffen 


kunde blive faa haard ſom mulig, blev det dem befalet at lægge | 
J Begyndelſen fulgtes de ad, men det varede | 
ikke flænge, førend den Ene fjernede fig fra den Auden og fit || 
Efter 


Aerter i Skoene. 


et ſaadant Forſpring, at denne ikke kunde naa ham. 


mange Dages Forløb mødtes de igjen pan Halvvejen. „Hvordan 


er det, Du gaar?“, ſagde Munken, der var paa Hjemvejen fra fin | 


Bodsvandring, til den Anden. „Ak“, ſparede denne, „de for⸗ 
bandede rter, alle mine Taer ere ved at falde af; førend jeg 
vil gaa faa langt, ſom jeg endnu har tilbage, vil jeg heller gaa 
hen og hænge mig, thi jeg har bedet 100 Bonner, men Intet 


har hjulpet, Men fig mig dog, hvorledes har Du kunnet holde 


ud, hvad har Du dog faaet for et Mirakelplaſter ? 
tilbens, ſom om Du Intet fejlede”. 
„Det gjor jeg heller ikke“, lod Svaret, „thi jeg ſtal ſige 


Du er jo 


Dig, jeg har — kogt mine Arter”. 


Et Rejſeebentyr. Hr. Peterſen var nylig bleven gift. Han 
var — og er endnu, forſtaa mig ret — en holden Mand. Derfor 
beſluttede han at reiſe udenlands med fin unge Kone. Dette 
hendtes i Avguſt Maaned f. A. 

Vort nygifte Par kom til Hamborg, men, ſom man maa 
vide, er det paa den Tid ikke let at faa Plads paa de ſtorre 
Hoteller i de ſtorre Steder, og kun paa de fineſte Hoteller vilde 
Hr. og Fru Peterſen bo. De kjorte i en Droſchke fra det ene 
til det andet, men overalt var der fuldt beſat. Da de efter en 
halv Dags Anſtrengelſe ſent om Aftenen og aldeles udmattede 
kom til det 8de Hotel, traf Værten og hele Tjenerperſonalet paa 
Skuldrene, og forſikkrede, at der ingen Plads var. Fruen var ved 
at fortvivle, og Hr. Peterſen var heller ikke fornøjet: Den med⸗ 
lidende Overkellner fik nu en Ide. „Hvis Herſkabet vil tage til⸗ 
takke med en Seng i et lille bitte Rum over Gaarden, kan jeg 
maaſke tjene dem“. Noget er. bedre end Intet, tenkte Parret og 
glædede fig over Tjenerens troſterige Ord, Man ſtod af, opholdt 
ſig en lille Tid i Gjeſteſtuen og førtes til det omtalte Varelſe. 

En dejlig Seng ſtod opredt. Hr. Peterſen ſnorker alt, hvad 


han kan. Fruen vuffer i ham og faar ham endelig vaagen. 


„Aa, Du maa ſtaffe mig et Glas Vand, jeg lider af en meget 
brændende Torſt“, ſiger hun til fin Gemal, der ſtod op og for⸗ 
gicves ledte efter Vand og Svovlſtikker til at tende Lyſet med. 
„Du maa prove paa at ſove Din Torſt bort til imorgen tidlig”, 
ſagde han, „Opvarteren har glemt at give os Vand, eller jeg kan 
ikke finde det i Morke; her er heller ingen Klokkeſtreng“. „Umuligt, 


jeg dor af Torſt“, ſagde Fruen, „men her er jo en Klolkeſtreng 


lige ved Sengen“. 

Hr. Peterſen var ei ſen og tog ect kraftigt Tag i Strengen. 
Der hørtes ingen Ringen, men derimod en hvæjende Lyd — og 
i naſte Sjeblik ſtyrtede Vand ned over Sengen og over den efter 


Vand ſmagtende Frue. 


Parret var nemlig bleven indlogeret i Hotellets Badeſtue, 


og Sengen ſtillet over Badekarret, uden at Overkellneren havde 


huſtet at ſige dem det. Strengen, ſom Hr. Peterſen havde trukken 
i, horte til — Styrtebadsapparatet. 


Oplosning 
paa Gaaden i Nr. 18: Pandekage. 


> 


Husvennen udkommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet 


Fjerdingaaret, frit tilſendt. 


— 


Ark, ſorſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 8. 


i Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brepſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
Hovedkommisſionceren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjabmagergade 56, Kjøbenhavn. 8 


* 4 
— i 1 FØR 
— . NERONE bå 


Trykt bos J. H. Schult. 5 1 


IIIb 


1 8 * 
. Ses 


O 


ZX 


EAN Villedblad for Mlenigmand, 
Aa for Sorfhabslæsning, Oplysning og Hus flid. 
N 


Adgiuet af 
44 87. R. C. Rom. i 

Nr. 20. 15. Februar 1874. 
Zudhold. Hittebarnet, af Knud Skytte (Fortſat). — Lidt om Skarnbasſer, af Arthur Fedderſen, med Billede, — Træt af Livet i 
0 — 4 Grønland II., med Billede. — Hiſtoriſt Notits om Blindeundervisningen, af J. Moldenhawer. — Bognyt. — Blandinger. 
Hittebarnet. || trængte til. En Dag kom han med et Lam og en 
Fortalling af Kund Skytte. anden Dag med den ſmukkeſte af ſine Duer, og bad 
4 ål, 0 yortſat) om at maatte komme ind og lade Peter ſe og klappe 
. n EN den; det kunde maaffe gjøre ham godt, hvilket det og⸗ 


ig: VI NREN 


Z dieſe tre Børn havde Rasmus forelſket fig, og det 
horte til hans lykkeligſte og lyſeſte Timer, at maatte være 
ſammen med dem. — Paſtor Lund holdt meget af ſelv 
at ſysle med Haven om Sommeren. Rasmus fkulde 
bjælpe ham, og efter Preſtens Anvisning lerte han 
jnart at haandtere Haveredſkaberne, ſaavel ſom at plante, 
luge og vande. Det var fornojelige Timer, ſyntes han; 
thi Preſten var jaa god og venlig imod ham. Men 
allermeſt fornøjet var han, naar Fruen kom og vilde 
gjøre en Spadſeretur i Selſkab med ſin Mand, og de 


* 


ſaa ſagde til ham: „Nu kan Du hjælpe Barnepigen 


at lege med Bornene ſaa leenge, Rasmus “ Og Børnene 
bleve glade, naar han kom; thi han var ganſke ander⸗ 
ledes opfindſom, taalmodig og udholdende i Legene end 
Barnepigen, der var ſaa van ul det, at hun kjedede 
fig derved. DEDE LG 

Et Foraar blen' Peter ſyg, og ſaalcenge han laa, 
var den ſtakkels Rasmus helt utreſtelig. „Hvorledes 
er det med Peter?“ ſpurgte han hver Morgen, og naar 
det hed, at det var ved det Samme, ſukkede han og 
gik langſomt og ſtille til fin Gjerning. Da Sygdommen 
var paa ſit Hojeſte, og der var Fare for Peters Liv, 
forlangte Rasmus en Aften at maatte vaage hos den 
Syge, hvilket tillodes. Han holdt ſig tappert hele 
Natten, 


klagede ſig eller gjorde en urolig Bevægelje, ſtod han 
ved Siden af Sengen, rede til at yde ham, hvad han 


ſaa gjorde. Da Kriſen var overſtaget, og den Syge 
begyndte at bedre ſig, var der Ingen, ſom glædede fig 
ſaameget derover ſom Rasmus, og da Peter atter var 
bleven fuldkommen raſk, og kunde komme ud at ſpringe 
om med fin gamle Legekammerat, vidſte denne for bare 
Fryd ikke, hvilket Ben han helſt vilde ſtaa pa. > 
Paſtor Lund laſte ſelv med Drengene, og det viſte 
ſig, at var han end mild og venlig ſom Fader og 
Husbond, ſom Lærer kunde han være ſtreng nok endda, 
helſt naar det ikke gik, ſom han onſkede. Det gik ſom 
ofteſt ud over Bertel; han kunde ikke folge Peter, der 
havde et ualmindelig lyſt Hoved og et hurtig Nemme. 
Naar Studerekammervinduet ſtod aabent, og det gik 
ſkrapt til derinde, faa blev Rasmus urolig ude i 
Gaarden; thi han kunde ikke taale, at Drengene fik 
Skjcnd. Han vidſte da aldrig, hvor han fkulde gjøre 
af fig ſelo, og han grundede tidt alvorlig paa, om han 
ikke paa en eller anden Maade kunde ride Stormen af 
for fine unge Venner. Stundom lykkedes det, idet han 


under et eller andet Paafkud fif Preſten lokket udenfor, 


ſom f. Ex. i Anledning af, at, „den forte Ko havde 
faaet jaadan en jær Lamſel i det ene Ben“, og hvad 
der ſkulde gjøres ved den Ting? Saa glemte Preeſten 


gierne, hvad der havde ægret ham, jaa han atter kom 
i godt Humor, inden han vendte tilbage til Drengene. 
uden at lukke et Oje, og ſaafnart Patienten 


Peter paadrog fig ogſaa ofte Iretteſcttelſer; men det 
havde andre Aarſager. Skjondt han Havde et ejegodt 
Hjerte, var chan tillige noget heftig, kunde ſtundom 


154 


være trodſig og drillevorn. En Gang havde han, paa 
Grund af en formentlig Forneermelſe, flaget Emilie 
ſaaledes, at hendes Anſigt var ophovnet. En anden 
Gang, da han var bleven vred paa Bertel, ſaarede han 
ham med en Kniv. Og ſaaledes lob Hidſigheden ofte 
af med ham. Rasmus ſogte da gjerne om muligt at 
faa fat i ham og ſkjule ham, indtil Fatters Fortornelſe 
havde lagt fig. f 

En Aften kom Preſten ud i Gaarden og ſagde 
til Rasmus: „Gaa hen og ſe, om Du ikke kan faa fat 
i Peter; han gik et Wrinde til Byen, og det undrer 
mig, at han bliver faa længe borte”. 

Rasmus var den Gang fuldvoxen, og Drengene 
tolv Aar. Å 

Den ſtakkels Rasmus var bekymret. Han gik fra 
Sted til Sted i Byen uden at kunne finde den Savnede. 
Der var Legeſtue et Sted, og tilſidſt gik han derind. 
Peter gik og ſkabede fig mellem de Dandſende, og det 
vifte lig, at han i Kaadhed havde drukket Brændevin 
og var noget beruſet. Rasmus gik uden videre hen og 
tog ham i fine Arme. Drengen blev raſende og rev 
om ſig. „Struddi Do kuns“, ſagde Rasmus, „a ka 


godt hold Doe!“ og han bar ham med Lethed udenfor. 


De fulgtes nu ad, og Rasmus ſkjcendte i en neenſom 
Tone. Drengen blev ſnart klar paa, hvor ilde han 
var ſtedt, men at han ejede en trofaſt Ven i fin Led⸗ 
jager. Denne tillod fig at bruge en lille Nodlogn og 
ſige, at han ikke havde fundet Peter, og beholdt ham 
i fit Kammer Natten over. Om Morgenen havde 
Preſſten dog ad anden Vej faaet det Hele at vide, og 
han var yderlig forbitret, „Ja, vi maa ind til ham“, 
ſagde Rasmus til Synderen; „men jeg følger med“, 
og han veg ikke fra Drengens Side, for Preeſten havde 
lovet at eftergive ham Straffen. „Han har lovet mig 
ikke at gjøre det mere“, ſagde Rasmus med Alvor. 
Preſſten maatte ſmile og lagde ſaaledes for Dagen, at 
han allerede begyndte at formildes. Saaledes drev 
dette Uvejr over. 

Men Rasmus forſtod ogſaa ſtundom paa en mere 
ſnild Maade at vende det Onde til det Gode, naar 
han bare blev underrettet i Tide. 


En Dag, da Preſten og hans Kone ikke vare | 


hjemme, havde: Peter taget Kvindekleder paa og gik 
og gjorde Lojer med Folkene. Det ſyntes Rasmus nu 
ikke om. Han fik fat i en Trillebor, hvorpaa han 
lagde en Mængde føje Staver af et gammelt Kar. 
Saa traf han ganſke ſtille af med Boren ud mellem 
Hushjornerne og kom ubemærket ud af Gaarden. 
Landevejen gik langs med Laden, og her kjorte Rasmus 
i Galop hen mod Porten og lod fit Kjsretoj gjøre 
Larm, ſom om der kom en Vogn. Peter tænkte, det 
var Faderen, ſom kom hjem. Han ilede hen over Gaarden 
efter Huggehuſet, for hurtig at ſkille fig af med For⸗ 
kledningen. Men Sfjørterne vare ham i Vejen, og 
midt i Gaarden faldt han. Folkene ſtode omkring i 


Dørene og fkoggerlo. Da han jaa fif at vide, det 
var Rasmus, ſom havde narret ham, ſagde han: „Men 
Gud, Rasmus! hvor kunde Du nenne at gjore mig 
dette?” Og nu bonfaldt han ham om, at han endelig 
ogſaa maatte narre Bertel; for ellers vilde denne i 
lang Tid lade ham høre det mislykkede Eventyr. Det 
maatte han da love, og han udførte det paa folgende 
Maade: J det ene Gaardshjorne var der en Dør, ſom 
forte ud til Haven. Oven over denne Dor havde Ras⸗ 
mus en Dag anbragt Vandkanden faa ſnildt, at naar 
Doren lukkedes op og ſtodte til den, ſtrommede Bandet 
ud igjennem Bruſen og faldt ned ſom en Plaſkregn. 
Nu kaldte han paa Drengene, gav hemmelig Peter et 
Vink og ſagde derpaa til Bertel: „Skal vi kappes ud 
igjennem Laagen?“ Peter blev ſtaaende, de andre To 
lob. Bertel kom naturligvis forſt og fik Styrtebadet. 
„Aa, ſlemme Rasmus! Du har nok narret mig!“ raabte 
han og ryſtede Vandet af ſig. Peter lo og var godt 
tilfreds. Rasmus maatte ud med fin Beveggrund, at 
han var nødt til at ſkille dem lige imellem. Drengene 
vare fornojede og ſagde, at den Slags kunde de godt 
lide. b 

Imidlertid havde Paſtor Lund faaet et bedre 
Embede paa Sjælland, og derover flyttede han med fin 
Familie. Den uundværlige Rasmus, der havde været 
Kufk, Avlskarl, Gartner, kort jagt Potte og Pande i 
den jydſte Preeſtegaard, og desuden ſelvbeſkikket Vogter 
og Leder for Børnene, i Saerdeleshed Peter, fulgte 
med og fortſatte dette fit: mangeſidige Hverv i den 
ſjcellandſke. ; 15 

Drengenes Undervisning fortſattes, og omſider 


erkleerede Præften: „Nu ere Studenterne færdige”, 


"Saa kjorte han med dem ind til Kjøbenhavn og ſagde 
gjentagende ved Affkeden: „Hvis J nu ikke i rette Tid 
kommer hjem med Atteſtatſen i Lommen, ſaa bliver jeg 
ikke fornojet“. Theologer ſkulde de være begge To. Det 
havde han fra forſt af beſtemt, og det jaa faſt at der 


"intet Sporgsmaal kunde være om den Ting. 


Rasmus ſyntes, der blev jaa tomt og kjedeligt, da 
de to unge Menneſker vare borte. „Nu ere vi ene om 
det, vi To“, ſagde han til Emilie. 5 

„Nej, vi er da ikke ene om det, Rasmus“. 

„Forſtaar Frokenen ikke, hvad jeg mener?” 

„Jo, jeg gjør, Rasmus. Og Du er ſaa god“. 

„Hapde vi dem hjemme igjen og vel hjemme!“ 

„Ja, det var ſandt! Det ſiger jeg med“. 

„Vil Frokenen lade mig vide, hvordan det gaar 


dem. For der kommer vel Skrivelſe fra dem af og 


til?“ byer 
„Ja, der gjør, og Rasmus fkal ikke blive glemt”, 
Poſttaſken gik og kom, den bragte jævnlig Breve 
fra de unge Studenter, og altid var der en venlig Hil 
ſen til Rasmus. Emilie lod ham gjerne ſe de Breve, 
hun fik, og det var en Gunſtbevisning, han ſatte en 
overordentlig ſtor Pris paa. „Glem endelig ikke at hilſe 


55 8 É 


EF: 
dem igjen”, ſagde han hver Gang; „jeg længes jaa 
grusſelig efter dem. Gid vi havde det overſtaget!“ 

; Saa kom den forſte Ferie. Studenterne kom hjem, 
og de bragte med ſig en velgjorende Luftning af det 
ungdomsfriſke Liv, der lagde: fit Skjær over Alting og 
ligeſom forgyldte hele den gamle Preeſtegaard, Ras⸗ 
mus's brede og godmodige Anſigt ikke at forglemme; thi 
han nod fin Part af Glæden ligeſaafuldt ſom de Andre. 

Ferien fik Ende, den ſvandt ſom enkelte Minuter. 
De unge Menneſker droge bort; det Sele maatte atter 
i Hverdagsklederne, og der var ingen Udſigt til at blive 
dem kvit, førend den næfte Ferie oprandt; men den var 
der desværre længe til. 

Saaledes vexlede det med Ferie⸗Gammen og Hver⸗ 
dags⸗Alvor. Der gik et, der gik flere Aar. Vore unge 
Venner voxede op til ſkjonne og kraftige Ynglinge. 
Peter var den ftørfte. Han var ſlank af Bygning, 
havde ſort krollet Haar, et fint ovalt Anſigt med morke 
ſpillende Øjne. J Selſkab var han overmaade livlig, 
kunde tale og være underholdende uden Ophør, og altid 
rev han Zilhørerne med fig. Bertel var i Meget en 
Modſcetning til Peter. Han var ikke nær jaa høj ſom 
denne, men temmelig firſkaaren. Lokkerne vare gule og 
bløde, Hudfarven hvid og rod, Øjnene blaa og med et 
drommende Udtryk. Han talte ikke meget, og hans Be⸗ 
tragtninger gik meſt i indadvendt Retning. Medens 
Peter var uudtommelig i at give Skildringer af Hoved⸗ 
ſtadslivet, og hvad han i det Hele havde oplevet, holdt 
Bertel derimod af at ſnige ſig ud i Skoven eller Mar⸗ 
ken med ſin Skitſebog. Thi ſine Fritimer helligede han 
Malerkunſten, for hvilken han hapde et afgjort Talent. 
Emilie lignede fin Broder, ſom Sodſkende af forſfjelligt 
Kjon kunde ligne hinanden. Men hun var mere livlig 
end han, og naar Brodrene, ſom de kaldtes, vare hjemme, 
og der ikke var Fremmede, holdt hun meſt af at tilbringe 
Tiden i Peters Selſkab, hvis levende Skildringer fornejede 
hende i hoj Grad. 

En Dag — 
i Preſtegaarden maatte nøjes med det Hverdagslige — 
ſagde Rasmus til Emilie: „Med Forlov, lille Froken! 
De har nok glemt, hvad De lovede mig. De viſer mig 
nu aldrig andre end Bertels Breve. Faar De ingen 
mere fra Peter?“ 

En let Rodme farvede hendes ſmukke Kinder, og 
hun ſparede leende: „Aa, Rasmus! vær nu ikke urimelig. 

Den Gang vare vi Born. Nu er det forbi!“ 
Rasmus faldt i Tanker, og da han var bleven ene, 
mumlede han ved ſig ſelv: „Jo, det er nok ſaadan: 
jeg har luret dem det af. Og ſaaledes huer det mig 
ogſaa bedſt; for hun er en Engel og han ſom en Prins. 
Men der kan komme Meget i Vejen, inden Alt er endt, 
og det ſkulde være fært, det gik af for dem uden Gjen⸗ 
vordigheder. Jeg maa være paapasſende. Gid det 
var overftaaet !” : 
Hvad enten nu Rasmus virkelig var begavet med 


det var i en af de Tider, da man 


Spaadomsaand, eller han kun af Henſyn til Lykkens 
Uſtadighed havde faaet et Anfald af morke Anelſer, 


nok er det: da den næfte Ferie oprandt, og Studenterne 


kom hjem, indfandt Gjenvordighederne fig ogſaa. 
Sagen var den, at de unge Theologer, efterhaands 


ſom de udviklede fig, vare komne til den Overbevisning, 


at Preſtekjolen ikke vilde pasſe Nogen af dem. Bertel 
var overbeviſt om, at han blév ulykkelig, hvis han ikke 
fik Lov til ganſke at folge fin Tilbojelighed ſom Kunſter, 


gag Peter følte fig faa vis paa, at den militære Lobebane 


var den eneſte, han egnede ſig for, ſaa han ſyntes at 
kunne trodſe al Verdens Hindringer for at komme ind 
paa den. Men hvad kunde det Altſammen hjælpe? 
Præften havde truffet Valget for dem, og de kjendte 


ham ag vidſte, at de lige jaa let kunde flytte Runde⸗ 


taarn ved at lobe Panden imod det ſom rokke ham et 
Haarsbred fra en Beſlutning af en faa alvorlig Art 


ſom den, de ſaa inderlig gjerne onſkede ændret. 


Et Forſog maatte der imidlertid gjeres. Forſt be⸗ 
troede de fig til Moderen og Soſteren, hvilke begge 
bleve meget forſkroekkede, da de vare blevne indviede i 
Opſtandsplanen. Efter et langt og alvorligt Samraad 
mellem disſe Fire kom man til det Reſultat, at Fru 


Lund forſt ſkulde gaa i Ilden. Naſte Søndag Efter⸗ 


middag, da Praſten ſad og hvilede. ſig i fit Varelſe 
efter endt Gudstjeneſte, gik hun ind og ſatte fig hos 
ham og ledede lidt efter lidt Samtalen hen paa det, 
der laa hende paa Hjerte. Men hun vandt ikke den 
allerringeſte Indrommelſe. Preeſten drøftede nu Sagen 
for hende paa fin Maade, og han gjorde det jaa meſter⸗ 
lig, at, førend hun forlod ham, havde han noget nær 
vundet hende for fin Synsmaade og i hende faaet en 
Forbundsfælle mod de Unge. „Tro mig, kjcere Sofie!“ 
ſagde han fluttelig, „det Sele er kun et forbigaaende 
Indfald af den Slags, unge Menneſker kunne have ſaa 
mange af. Lad det ikke bekymre Dig. Jeg ſkal nok 
tale med Drengene og bringe dem til Fornuft. Det 
vil være mig den letteſte Ting af Verden. Lad dem 
komme op til mig“. 

Nogle Minuter ſenere traadte Sonnerne ind i 
Studerekammeret, og Doren bley lukket. 

(Sluttes.) 


Lidt om Skarnbasfer. 
Af Arthur Jedderſen. 


ä 


Forleden Dag gik jeg med en Ven udenfor Byen. 
Da kom pludſelig en ſtor Skarnbasſe ſummende og 
brummende og foer lige ind i mit Anſigt. Det har 
viſtnok gaaet Flere, ſom det gik mig, at de have faaet 
en flyvende Skarnbasſe i Anſigtet, eller at ſaadanne 
Dyr ellers have tornet imod dem under deres Flugt, naar 
de iſcer om Aftenen have vandret hen over Marken 


156 


eller langs Vejen. J hvert Fald er der viſt næppe 
Nogen, ſom ikke har jet Skarnbasſen krybe tung og 
beſperlig hen over Jorden, eller ogſaa har fundet den 
liggende væltet om paa Ryggen og ſtrittende med alle 
ſex Ben, for at komme paa ret Kjol igjen. 

Vor almindelige Skarnbasſe hører til de jaa kaldte 
Biller og har ſom alle til dem horende Dyr fire Vinger, 
af hvilke de forreſte ere tykke og uigjennemſigtige og 
danne et Dekke over de lange og hindeagtige Bagvinger. 
Det er ved disſe ſidſtnevnte Vinger, at Flugten ſker, 
idet de ſpendes ud ved Hjælp af lignende Ribber eller 
Aarer, ſom man vil kunne ſe i enhver Fluevinge. Naar 
Skarnbasſen ikke flyver, foldes Flyvevingerne ſammen 
under Dakvingerne, ſom da ſlutte tet ſammen og til⸗ 
lige dakke hele den bageſte Del af Kroppen. Trods 


*. 4 
den tunge, klodſede Krop flyver Skarnbasſen godt og 
vedholdende paa Grund af Vingernes Kraft og Stor⸗ 
relſe. Men det varer rigtignok Noget, forend en Skarn⸗ 
basſe kommer afſted. Læg en Gang Marke til et ſaa⸗ 
dant Dyr, ſom forbereder ſig til en Reiſe igjennem 
Luften, hvilket for det Meſte ſker, naar den har ſporet 
friſk Gjødning i Nærheden. Den hæver da Bagkroppen 
lidt i Vejret, ſaa at den ikke hviler paa Jorden, lofter 
gjentagne Gange Daekvingerne og bevæger derpaa ret 


| hurtig Bagkroppen op og ned. Den er da i Færd med 


at fylde fine Aandedretsredſkaber med Luft, og naar 
dette er ſket, folder den pludſelig Flyvevingerne ud og 
ſummer afſted lige i den valgte Retning, uden at tage 
meget Henſyn til, hvad der kommer den i Vejen. Er 
den ved ſit Maal, falder den tungt til Jorden, folder 


Hellige Torbister nedgrave deres Æg. 


Flyvevingerne op under Dakvingerne, og begynder ſtrax 
at grave ſig ned i Gjodningen. Skarnbasſerne leve 
nemlig ſaa godt ſom alene af Plantefode i en vis Op⸗ 


losningstilſtand, ſaaledes ſom den for Exempel findes i 


Hovdyrenes Gjodning. J ſaadan Gjodning vil man 


derfor ogſaa let opdage dem, fan meget mere ſom 


deres ſorte Krop med Metalglans hiſt og her ſtrax rober 
dem. 

Landboſtanden fjender desværre endnu ikke meget 
til den Natur, i hvilken den daglig færdes. Man har 
Intet lært derom, lærer kun Lidt derom og faar kun 
ſiceldent Noget at høre af kyndige Folk. Og dog kunde 
lidt Kjendſkab til de Planter og Dyr, ſom Landmanden 
daglig har for Oje, være til flerſidig Gavn for ham. 

En Mand klagede ſaaledes en Gang over „at 


Mark“ og derved gjorde ham megen Skade. 


Skarnbasſerne aad en ſtor Del af Gjodningen paa hans 
Deri 
kunde jeg ikke være enig med ham, idet jeg tværtimod 
mener, at disſe Dyr netop. bidrage adſkilligt til at 
fremme Gjodningens Virkſomhed ved at ſprede og for⸗ 
dele den i Jorden. ' . 
Skarnbasſerne grave fig nemlig ikke ned i Gjod⸗ 
ningen alene for at ſoge deres Føde i den. De holde ſig 


ogſaa af Henſyn til deres Angel til den, og de udgrave 
derfor ftore Huller og Gange i Jorden under den og 
lege heri deres Wg. Saafnart disſe ere lagte, fyldes 


Gangene med Gjodning til Føde for de ſenere frem⸗ 
kommende Larver, og man vil altſaa fatte, at de herved 
gjøre en Del Gavn, idet de ſprede Gjodningen ned i 
Jorden. 


Vore Skarnbasſer ere dog ikke nær ſaa mærkelige 
med Henſyn til deres Levevis ſom andre beſlegtede 
Dyr. Den meſt omtalte af dem alle er den ſaakaldte 
hellige Torbiſt, ſom har hjemme i Middelhavs⸗ 
landene og ijær i Wgypten. Oldtidens Wgyptere, der 


jo, ſom almindelig bekjendt, tilbade en Mængde forſkjellige 


Dyr, holdt denne Torbiſt for hellig; de fandt nemlig i 
den et Symbol paa Jorden og Solen. Af den Grund 
afbildede de den ogſaa paa deres Mindesmærker og 
efterlignede den i Sten, ſom de opſtillede i Templerne, 
naar Billedet var meget ſtort; ſmaa Efterligninger i 
Sten eller andre Emner bleve derimod baarne ſom 
Amuletter, for at bringe Held og Lykke. Den hellige 
Torbiſt er mærkelig ved den Omhu, ſom den viſer for 
fit Afkom. Saaſnart et Wg er anbragt i en Klump 
Gjodning, begynde to Torbiſter — de arbejde nemlig, 
ſaaledes ſom Billedet viſer det, altid parvis — at rulle 
Gjodningen frem og tilbage, indtil den faar Form af 
en Kugle, ſom 
er ganfke faſt 
og haard, og 
ſom underti⸗ 
den kan være 
to Tommer i 
Zværmaal. 
Sluttelig gra⸗ 
ves et ſtort Hul 
i Jorden, ſom 
atter lukkes til, 
ſaaſnart Kug⸗ 
len er væltet 
ned deri. Der⸗ 


kyſten; der ſes den i ſtort Tal ſpcvende omkring Zræ- 


toppene, hvis Blomſter den æder, og den afviger altſaa 


i ſin Levemaade aldeles fra vor ovenfor omtalte al⸗ 


mindelige Skarnbasſe, der, ſom vi have ſet, er meget 


langt fra at være Blomſterelſker. 


Træk af Livet i Gronland. 


— 


II. Hundekjorſel. 
(Af en forhenværende Praſt i Groenland.) 


J hele Nordgrønland. er Hundene det eneſte Hus⸗ 


dyr, de Indfodte have; de ere temmelig ſtore, lang⸗ 
haarede med forte Orer, og komme i Storrelſe og 
Skabning Ulven temmelig nær, .gøe ikke, men knurre, 
tude og hyle ligeſom den. De gaa føje omkring, og 
maa om Vin⸗ 
teren, medens 
de bruges, fod⸗ 
res med Sæl- 
hundekjod og 
deslige kun en 
Gang om Da⸗ 
gen eller hver⸗ 
anden Dag; 
om Sommeren 
pasſe de ſig 
ſelv. Omkring 
ethvert gron⸗ 
landſk Jord⸗ 


paa tages igjen 
fat paa en ny 


hus kunne de 
ligge i Flokke, 


Kugle, og med 


hvert Spand 


denne Tildan⸗ 


for ſig, og er 


nen af Kugler, 
for derved at 
ſikre Afkommet, medgaar Torbiſtens fort varende 
Liv, og afkreftede af det opofrende Arbejde" blive 
Forældrene til Sidſt liggende bøde pag Pladſen. 
Der er adſkillige andre Torbiſter, ſom bære fig ad paa 
en lignende Maade, og Livingſtone fortæller om en Art, 
ſom ligefrem holder Landsbyerne rene, idet den ſtrax 
laver den ſpildte Gjodning til Kugler, ſom ikke ſjelden 
ere ſaa ſtore ſom Billardkugler, og nedgraver dem. 
Adſkillige Skarnbasſer blive meget ſtore, ſaaledes 
den ſydamerikanfke Herkulesbille, ſom er jer Tom⸗ 
mer lang, og den afrikanſke Goliath, der endog bliver 
ti Tommer lang. Disſe Biller vare for en Tid ſiden 
meget ſjeldne, jaa at det kun var i ſtore Muſccumsſam⸗ 
linger, at man kunde faa dem at je; de koſtede nemlig 
omtrent 200 Rd. Stykket. Nu komme de i Mengde 
til Evropa og kunne derfor faas billig. Goliath kommer 
ijær fra den Del af Guineakyſten, ſom kaldes Guld⸗ 


Hundekjorsel i Grønland. 


kan der være 3—4 Sneſe Hunde, ſom ere en ſtor Plage 
ved Kolonierne, fordi de tage Alt, hvad de kunne faa 
fat paa, og tamme Dyr eller Smaakreaturer kunne derfor 


der 4—5 Fan⸗ 
gere i Huſet, 


de Danfke ikke holde. Hvor nyttige disſe Hunde end 
ere ſom Trekdyr, kunne de ſaaledes ofte blive beſper⸗ 
lige nok, ja endog farlige; naar de ikke blive holdte 
alvorligt i Orerne af Kudſken, overfalde de ikke blot 


hverandre, men kunne endog, naar de gaa laſe, falde 


paa at angribe Menneſker, iſer Born. Men for 
Grønlænderne ere disſe Hunde om Vinteren aldeles 
nødvendige til at kjere med paa Iſen ved deres Fangſt. 
Slædefarten kan begynde meget forſkjelligt, efterſom 
Froſten tiltager og Veiret er ſtille eller ſtormende, 
dog ſedvanlig i December eller November og varer 
til ind i Juni ofte til St. Hansdag. Saaſnart 


Iſen paa Havet kan bære, ved omtrent 160 R., bliver 


der en Travlhed. Grønlænderne og Danfke ſkulle ud 


* 


ikke løbe Hundene op. 


x 158 5 


pan Iſen for at jætte Sclhundegarn — fra Udſtederne 
rundt omkring komme Grønlænderne kjorende til Kolo⸗ 
nien for at handle, og naar Sporet er lagt og Iſen 


er rigtig ſikker, ſkulle ogſaa de Danſke ud paa Fart — 
Preſten paa fine Forretninger til Üdſtederne og Andre 


til Beſog. Det behageligſte er den Hurtighed, hvormed 
man farer afſted, naar Iſen er god, ikke ſammenſkruet, 
men jævn og med et meget tyndt Lag Sne, Slæden 
beſtaar af tvende Meder, udſkaarne af Brœder om⸗ 


trent 3 Alen lange og / Alen bøje, beſlagede under 


neden, helſt med Sideben af Hvalen. Mederne forenes 


findes tvende Opſtandere 13/4 Alen hoje, for at ſtyre 
med og holde ſig ved, naar man enten paa vanſkelige 
Steder, eller for at varme fig, maa lobe bag efter. 
Alt er ſammenſurret med ſteerke Remme, for at Slæden 
kan give ſig efter Iſen, men net og ſmukt gjort, med 
flere Slags Stads af Ben, og belagt med Skind af 
Rensdyret eller Isbjornen; og herpaa ſidder Kudffen 
og Pasſagererne uden Sede, ſom om man ſatte ſig 
ned paa Gulvet. Dette Sæde er i Begyndelſen übe⸗ 
kvemt; dog vænner man ſig ſnart til det. Kudſken 
ſidder noget foran med Benene ud til Hojre af Slæden, 
den, han Fører for, med Ryggen imod ham og Benene 
agter ud til Venſtre, og Flere kan der ikke være. For 
Slæden ſpondes 7 til 14 Hunde, hver i en Sele af 
Skindremme med lige lange Skagler paa 5—6 Alen, 
der gaar langs ad Hundenes Ryg. Skaglerne ere i 


Enden forſynede med Ben, hvori er et Hul; derigjen⸗ 


nem ſtikkes en anden Rem, Forremmen kaldet, der er 
godt 2 Alen, fan Hundene komme til at gaa 8 Alen 
fra Slæden, alle ved Siden ad hverandre. De ſtyres 
uden Tomme med Ord og med en Piſk, hvis Skaft 
næppe er en Alen langt, men Snærten over 3 Favne, jaa 
den rigtig kan naa Hundene. J ethvert Spand ſkal der 
være en ſtyrende Hund i Midten, den ſaakaldte Bas, 
ſom har tilfæmpet fig Herredommet over de andre, og 


den er af megen Vigtighed for Kjorſelen. J en Fart 


gaar det ned ad Skrenten paa Iſen, hvor Kudſken, 
ved en ſceregen Bevegelſe med Piſken ud over Hun⸗ 
denes Hoveder faar dem alle til at lægge fig, medens 
Baſen ſidder paa Hug, for at vente nærmere Ordre. 
Imidlertid jætter. man fig i Slæden, hvor alt maa 
være i Orden, inden man rører Piſken; thi i ſamme 
Oieblik ere alle Hundene i fuldt Spring, og har den 


Medreiſende ikke forinden fat ſig ſaaledes ilave, at han 


ſidder faſt, ligger han ſnart bag ude paa Iſen og kan 
J Begyndelſen er der et be⸗ 
ſtandigt Slagsmaal, Tuden og Skrigen imellem dem; 
ſnart faar en Hund et Smakk af Biffen over Benene, 
og løber nu et Stykke hylende paa tre Ben; ſnart 
bliver en anden kaſtet omkuld af fin Nabo og ſleebes 


et Stykke efter Slæden, indtil den igjen kommer paa 


Benene og farer ind imellem de Andre. Men endelig 


| 
| 


; 9 
har den forſte Hidſighed lagt ſig, og de gaa nu i en 
jævn Trap eller Galop. Gaar en af Hundene ikke 


| godt, og Baſen faar et Smæk, ſpringer han øjeblikkelig. 
| hen og tugter Synderen; lyſtrer han Baſen godt, folge 


de andre hans Bevegelſer, naar Spandet er vel af⸗ 


rettet. Kudſken ſpinger fin Piſk, og deri beſtaar juſt 


Ovelſen og Kunſten at kjore, at man kan bruge ſin 


Piſk godt, men det er jan vanſkeligt, at ſjeldent nogen 


Danfk ret kan fan Feerdighed deri, og de gronlandſke 
Drenge øve fig derpaa fra de ere ganſke ſmaa. Er Iſen 


f | god, gaar det i en ſtrygende Fart hen ad den umaade⸗ 
ved Zværtræer, der faſtbindes med Remme, og bageſt 


lige Hapflade, 2 Mile i Timen, hele 10 Timer i Træf, 
Men er der los Sne, ſpeert Læs eller Andet ivejen, 
kan ogſaa bruges 2 Timer til en Mil. Kommer man 
paa tynd Is, da vifter Kudſken med fin Piſk over 
Hundenes Hoveder, for at ſprede dem, at ikke al 
Tyngden ſkal blive paa et Sted, ligeſom de og ſelv 
merke Faren og ſprede fig, og det gaar nu i ſterk 
Fart, medens Iſen gynger under Sladen. Hiſt og her 
træder en Hund igjennem med det ene Bagben, men 
kommer ſtrax op igjen, og Slæden glider rafk hen over 
den tynde Flade, idet Vandet bobler op i aabne Huller, 
der ikke ere tilfrosne, da er der Livsfare, thi man er 
paa det vilde Sav med 10—20 Favne Vand. Ojner 
man omſider Huſet, man vil til, ſom en lille mork 
Plet paa den ſnebedoekkede Fjeldſkrent, fare Hundene 
afſted og modtages efter et Ojeblik af Pladſens Hunde 
med Hylen. ; 

Hundekjorſelen paa Iſen fan i det Nordligſte ſom 
ſagt blive ved indtil St. Hansdag, dog er Grønlæn- 
dernes bedſte Selhundefangſt i April og Mai, hvor 
Solen ikke mere gaar ned, varmer paa Iſen, jaa Sel⸗ 
hundene krybe op og ligge og ſole ſig. J Juni 
bliver Iſen daarlig, hvor tyk den end paa mange 
Steder kan ſynes at være; Strømmen fortærer den 
franeden, og Solens. Straaler mildner den fraoven. 
Der bliver da ſtore aabner Vaager i Iſen, hvor Sø: 
dyrene ſoge hen for at aande og tumle fig, og hvor 
Grønlænderen da i fin Kajak, ſom han har kjort derud 
paa Slæden, føger at træffe dem, for efter endt Dag: 
vært at kjore Fangſten hjem. 


. 


Hiftorik Motits om Blindeundervisningen. 


—— 


Medens Opdragelſe og Undervisning af normale 
Børn alt fra de ældfie Tider har været et Seerkjende 
for Civiliſationen i en hvilken ſom helſt Skikkelſe, har det 
derimod været Kriſtendommen forbeholdt at bane Vejen 
for de abnorme (baade dopſtumme, blinde og aands⸗ 
ſvage) Borns Oplarelſe og aandelige Udvikling. Medens 


Hedenfkabet ofte ingen anden Udvej kjendte til at be 
frie Samfundet for den Byrde, at fkulle ſorge for ſaa⸗ 
danne og andre Ulykkelige, end at udfætte dem i deres 
jpæde Barndom, og i det Hojeſte bragte det til at be 
undre og drage Nytte af de den Blinde iboende Evner 
— medens Jodedommen ikke naaede videre end til at 
viſe Barmhjertighed mod dem, i Seerdeleshed mod de 
Blinde, hvem man tillagde profetiſk Seerkraft, — ſaa 
var det derimod en af den kriſtne Kulturs Frugter, at 
lade Kjerligheden til Neſten ogſaa omfatte disſe af 
Naturen ſaa ſtedmoderlig behandlede Born. J Middel⸗ 
alderens raa Tider var der rigtignok ikke Tale om Sligt; 
da kunde man endog opleve ſaadanne forargerlige Op trin 
ſom det, at man lukkede flere med Knipler bevæbnede 
Blinde ind paa en Kampplads, hvor der tillige indlodes 
endeel Svin: Der begyndte nu en vild Jagt, for at 
ramme Svinene og ſaaledes blive deres Ejermend; men 
Kniplerne, der bleve forte i Blinde, ramte oftere de 
blinde Kammerater end Svinene, og denne oprorende 
Foreſtilling hilſtes med Jubel af Tilſkuerne. Dog viſte 
ſig ogſaa undtagelſesvis Bttringer af en ſand kriſtelig 
Aand i Omſorg for de Blinde. 

Den forſte Foranſtaltning til Fordel for Blinde, 
hvorom vi have Efterretninger, er Oprettelſen af det 
under den franſke Konge Ludvig den Hellige i Paris 
ſtiftede Hoſpital for 300 blinde Krigere, der havde mi⸗ 
ſtet Synet paa Korstoget til Nordafrika ſom Folge af 
den egyptiſke Ojenſygdom (Hospital des Quinze-Vingts). 
Men dette var altſaa en Barmhjertighedsgjerning, ude⸗ 
lukkende beregnet paa vorne Blinde og kun paa Mænd. 
Der ſkulde endnu hengaa flere Aarhundreder, inden No⸗ 
gen tænfte pan at gjøre Noget for dem, der fra Bug: 
gen til Graven vandre i Nattens Morke, inden det 
blev klart for Menneſkene, at ogſaa den Blindfodte er 
modtagelig for Uddannelſe. Naar man undtager enkelte 
Tilfelde, i hvilke en Blind nad Undervisning i Hjemmet, 
ſkete der ikke Noget for Blindeopdragelſen for henimod 
Slutningen af forrige Aarhundrede. Da var det, at 
den edle Valentin Haüy i Paris ved at overvære en 
Koncert, der opførtes af et Muſikkor af Blinde, blev 
Vidne til den ran Maade, paa hvilken man benyttede 
Blindheden til en Folkeforlyſtelſe. De Blinde havde 
Briller paa, og paa Nodepulterne laa jædvanlige Moder 
opſlagede, og dette førgelige Skueſpil, der ſaaledes drev 


Spot med en af de ſtorſte Ulykker, morede Publikum 
ſom det bedſte Lyſtſpil og aflokkede det et ſtojende Bifald. 
Oprort herover fattede Haüy den Beſlutning, at virke 
for en Forbedring af de Blindes Tilſtand og Stilling 


i Samfundet. Da traf det ſig, at en ung blind Dame 
fra Tyſkland, ved Navn Paradis, der var bleven under⸗ 
viſt af den blinde Wejsſenburg og havde erhvervet ſig 
baade Dannelſe og muſikalfk Dygtighed, kom til Paris. 
Haüy, og mange Andre med ham, jaa nu ſelv, at det 
var muligt for Blinde at erhverve ſig Dannelſe, Dyg⸗ 


159 


tighed og Selvſtendighed, ja at en Blind endog kunde 
være en andens Lærer. Vel havde man alt fra tid⸗ 
ligere Tid enkelte Exemplar pan udmærkede Blinde, 
ſom de to Profesſorer Mathematikeren Saunderſon og 
Fyſikeren Moyes (begge i England); men det var nu 


forſte Gang, at et ſaadant Exempel fremtraadte for 


Pariſernes Øjne. Haüy begyndte Undervisningen med 
en blind Tiggerdreng, ved Navn le Sueur, og ved at 
meddele og fremviſe Reſultaterne af denne Undervisning 
vakte han Interesſe for Sagen i en ſtorre Kreds. 
„Det filantropiſke Selſkab“, ſom anvendte en Sum af 
12 Ligres om Maaneden til Underſtottelſe for 12 blinde 
Born, betroede da disſe Born til Haüys Undervisning, 
og ſaaledes lagdes den forſte Grund til Blindeinſtitutet 
i Paris, og derved tillige til Blindeopdragelſen i det 
Sele. Dette ſkete i 1784. Men ogſaa paa andre Ste⸗ 
der i Kriſtenheden fremkom kort Tid efter lignende Be⸗ 
ſtrebelſer. Saaledes lagdes i 1791 i Liverpool Grun⸗ 
den til et Blindeinſtitut, idet en jevn Borger ved Navn 
Pudſey Dowſon fatte en Subſkription i Gang i dette 
Ojemed, og i Begyndelſen af dette Aarhundrede ſtiftedes 
i Wien det forſte tydſke Blindeinſtitut; Fattigforſtanderen 
Johann Wilhelm Klein havde i 1804 taget en niaarig, 
fra ſit tredie Aar blind Dreng i Huſet, for at gjore 


et Forſog med at bibringe ham Skolekundſkaber og lære 
ham Haandarbejde, og da Reſultatet af denne Under⸗ 
visning blev gunſtig bedømt of „Hofkommisſionen for 
Velgjorenheds Anliggender”, for hvilken der efter Kej⸗ 
ſerens Onſke blev aflagt en Prove, blev det i 1808 
beſtemt, at der ſkulde tildeles Klein en faſt aarlig Lon 
og for offentlig Regning indjættes 8 fattige blinde 
Born i den af ham oprettede Privatanſtalt i Wien. 
Dette var Begyndelſen til det nuværende kejſerlige 
Blindeinſtitut. 

Fra disſe forſtjellige Punkter, udbredtes Blinde⸗ 
undervisningen hurtigt til de fleſte Lande i Evropa og 


til Amerika, og Antallet af de blinde Born, der node 
Godt deraf, tiltog Aar for Aar. Her i Landet fandt 
Sagen en varm Talsmand i Bræften ved Garniſons⸗ 
kirken, Profesſor Brorſon, og ved den Underſtottelſe, 
den fandt hos Selſkabet „Kjcedens“ Stormeſter, Over⸗ 
hofmarſchal Hauch, lykkedes det i Aarct 1811 at faa 


| oprettet et Blindeinſtitut, de begyndte fin Virkſomhed 


med 12 Elever. Fra denne Anſtalt, der forblev i 


„Kjcdens“ Hender indtil 1858, og hvis Elevantal 
aldrig overſteg 24, fremgik det nuværende kongelige 
Blindeinſtitut, der er en Statsanſtalt med 70 Elever, 
og med hvilfet Leſerne forhaabentlig ville have Inter⸗ 
esſe af at gjøre Bekjendtſkab ved et Beſog, hvorom det 
folgende Numer ſkal give Beretning. 


J. Moldenhawer. 


Bog uyt. 


„yt illuſtreret ugeblad“ red. af Vilh. Moller. L. A. 
Jorgenſens Forlag. 64 Sk. Fierdingaaret. Dette Blad bringer 
Billeder og Skildringer af de Perſoner, Steder eller Begivenheder 
hjemme og i Udlandet, ſom i det givne Sjeblik lægge ſarligt 
Beſlag pan den almindelige Opmerkſomhed, Fortællinger og 


Skitſer, veſenligſt af udenlandſte Forfattere, letfattelige viden= | 
i nee 14 ham den“. Dette ffete, han tog fig en Droſchke, gav: Kudfken 


ſkabelige Artikler om almenvigtige Forhold oſv. Bladet ſoger en 
ganffe anden Leſekreds end de andre illuſtrerede Sondagsblade, 
ſom det ogſaa i Udftyrelfe og Indhold langt overgaar. 

„Folkelesning“ Nr. 62, udg. ved Udvalget til Folke⸗ 
oplysnings Fremme, indeholder fire interesſante Foredrag af 
A. Ingerslev og M. Hammerich: Kejſer Nero, Romerne 
og Paplus i Rom, ſamt Oltidsbilleder. 


Samling uf Beſtemmelſer vedrorende Sognecommunernes 
Styrelſe pan Landet i Danmark. Til Brug for Sogne⸗ 
raadene og disſes Medlemmer, udg. af cand. jur. J. G. 
Sorenſen. 500 Sider. L. A. Jorgenſens Forlag. Kjobenhavn. 

Da „Husvennen“ leſes af mange Sogneraadsmedlemmer, 
tro vi at burde henlede Opmerkſomheden paa ovennævnte Bog 
der har til Henſigt at yde Sogneraadene lettere Adgang, end 
der hidtil har ſtaget til Raadighed, til at gjøre fig bekjendt med 
Retsreglerne for de mange forſtjelligartede Forhold, til hvis 
Ledelſe de ved Medborgernes Tillid ere kaldede. Alle gjeldende 
Love og Forordninger, Reſtripter, Cancelliſtrivelſer, miniſterielle 
Afgjorelſer og Cirkulærer, der have Betydning for de kommunale 
Retsforhold, findes her ſamlede i en let overſkuelig Form, ſaa 
at man her ban et Sted kan finde alle de mangfoldige Oplys⸗ 
ninger, ſom ellers til Dels maa ſoges i koſtbare og vanſkeligt 
tilgængelige Værker. Til Lettelſe ved Samlingens Benyttelſe 


er den gjennemgagende forſynet med Henvisninger til ſenere 


Afgjorelſer, ligeſom den i ſamme Sjemed er ledſaget af et meget 
udførligt Regiſter. Vi have overtydet os om, at ſelv de, der 
ſavne Ovelſe i at finde fig til Rette med Bøger af denne Art, 
have let ved at beuytte denne foreliggende nyeſte og bedſte 
Samling i denne Retning. At Samlingen er i Beſiddelſe af 
den fornødne Fuldſtandighed og Paalidelighed, fe vi os i Stand 
til at indeſtaa for, ſaa at vi kunne anbefale denne nyttige 
Bog paa det Bedſte til ethvert Sogneraadsmedlem og enhver 
Landboer, der har med Kommunens Anliggender at gjøre. - 


Blandinger. 
Telegrafens Nytte. Et Par Fremmede vare for forſte Gang 
i deres Liv i Paris. Strax efter Ankomſten telegraferede den 
Ene til ſin Kone, at han lykkelig og vel var ankommen og gav 


tillige fin Adresſe. Da hans Kammerat tog ſig en Middagslur, 


beſluttede han paa egen Haand at fe fig om i Staden. Han 
vandrede den ene Gade op og den anden ned, men da han 
endelig mod Aften vilde begive fig hjem, havde han glemt Navnet 
paa Hotellet og Gaden, hvori det laa. Han ſpurgte paa rad- 
brakket Franſk alle dem, han mødte, „om de ikke vidſte, hvor han 
boede”, men forgjaves. ? 


f 


160. 


| „En Flaffe Vin“, raabte han triumferende. 


8 * 0 
Natten kom og han blev eengſtelig. Endelig beſluttede han 
da at gage ind i det neermeſte Hotel, for der at blive Natten over. 
Den næfte Morgen begyndte han fin Sogen forfra, men 


uden at kunne finde hverken fin Reiſefelle eller fin Bolig. 


Henimod Aften kom han tilfældigvis til en Telegrafſtation, og 
nu fik han en heldig Ide. Han gik derop og telegraferede til 
fin Kone, „at han var gaaet vild i den ſtore Stad, og havde 
glemt fin egen Adresſe, ſamt bad hende om gjeblikkelig at opgive 


Adresſen, og velſignede Telegrafens Opfinder 


Mresfolelſe. Et ungt Menneſke druknede fig af ulykkelig 
Kjærlighed, men da han ikke vilde anſes for at være Selvmorder, 
ſtak han et Stykke Papiir i Lommen, hvorpag der ſtod folgende 
Ord: „Det var blot min Mening at bade mig“. | 

J Skolen. Læreren: Skammer Du Dig ikke over at have 
ſiddet her i Klasſen i 2 Aar, uden at blive flyttet op. 

Drengen: Hvorfor ſkulde jeg ffamme mig, De har jo 
ſiddet her i 10 Aar. 

Sofugle. Man har ofte opkaſtet det Sporgsmaal: Hvor 
finde Sofuglene det ferſke Vand, de trænge til for at ſlukke deres 
Torſt? "Endnu har Ingen formaget at give et tilfredsſtillende 
Svar herpaa. En gammel Skipper, ſom nylig har udgivet en 


Bog om ſine Erfaringer og Jagttagelſer, forſtkrer, at han ofte 


har ſet disſe Fugle i lang Afſtand fra Land flokke ſig omkring 
en Uvejrsſky, medens de ſnadrede ligeſom Wender i en Dam i 
lummert Vejr og opſnappede de nedfaldende Regudraaber. „Disſe 
Dyr”, tilføjer han, „vejre et Reguſkyl paa tyve, ja maaſte flere 
Miles Afſtand og begive fig derhen med naſten ufattelig Hurtighed. 
Hvor længe Sofuglene kunne leve uden Vand, derom kan man 
kun opſtille Formodninger! men ſandſynligvis bliver deres Evne 
til at udholde Torſt ſtadig mere udviklet, og det er meget muligt, 
at de kunne leve mange Dage, ja maaſte flere Uger, uden Drif- 
kevand.“ 


J Praxis. En ung Læge kom en Vinterdag meget ſkynd⸗ 
ſomt ind paa et Konditori. „God Dag“, raabte nogle af hans 
Venner, ſom ſade der og nod et Glas Vin, „ſat Dig ned og 
klink med os“. „Umuligt“, ſvarede Lægen, „jeg har ſkyndt mig 
herhen, ene og alene for at varme mine Inſtrumenter“ — i det 
Samme lagde han fin Forbindtaſke paa Kakkelovnen — „rthi jeg 


ffal hen til en ung Frue for at foretage en meget vanſkelig og 


farlig Operation, hvortil jeg har hele min Aandsnarvarelſe 
fornøden, og Liv og Dod afhænger aldeles af denne. Men 
lykkes Operationen, kommer jeg. tilbage og trakterer Jer med 
en Flaffe Vin“. 1 5 

Han ſtyndte fig ud og kom igjen efter en halv Time. 
„Naa“, ſpurgte 
Vennerne, „hvordan gik det?“ „Jo, ganſke fortræffelig, Opera⸗ 
tionen gik udmerket. Men der ſkulde ogſaa en ſtor Koldblo⸗ 
blodighed og en ſjelden ſikker Haand til. Hun var ude af fig 
ſelb af Taknemmelighed, den elſkverdige Dame, Taarerne ſtode 
hende i Øjnene af Glæde, og havde hendes Mand ikke varet 
tilſtede, var hun faldet mig om Halſen og havde kysſet mig“. 
„Men var Operationen virkelig fan vanfkelig?“ faldt En af 
Selſkabet Lægen i Talen og pegede pan Forbindtafken — der 
endnu laa paa Kakkelovnen. 3 
1 


Husvennen udkommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 


Fjerdingaaret, frit tilſendt. 
Hovedkommisſionceren: 


Bladet kan beſtilles paa ethvert 


Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
Boghandler Rudolph Klein, lille Kjebmagergade 56, Kjobenhavn. 


Trykt hos J. H. Schultz. 


| 


AF 


Villedblad for Alenigmand, 


for Morſhabslusning, Oplusning og Pußflidl. 


Adgivet af 


N. C. Rom. 


Nr. 21. 


i 22. Februar 1874. 


Zndhold. Hittebarnet, af Knud Skytte (Sluttet). — Et Be 


—— 


ſog paa det Kongelige Blindeinſtitut i Kjøbenhavn, meddelt af 


J. Moldenhawer, med 4 Billeder. — Kaninavl. — Blandinger. 


Hittebarnet. 


Fortælling af Knud Skytte. 
(Sluttet.) 


A 


Hvilke Ord der faldt under den Samtale, ſom nu 
paafulgte, var der Ingen uden Praſten og Studenterne, 
ſom horte. Det trak temmelig langt ud, og Fru Lund 
og Emilie ventede i pinlig Uvished. Ganfke ſtille gik 
det ikke af; thi den uſkyldige Rasmus, der opholdt ſig 
ude i Gaarden og var ſysſelſat med fine ſedvanlige 

ßfredelige Idretter, for ſtundom forfærdet op, naar han 
horte Praſtens velkjendte Tordenroſt, og han tenkte med 
Bekymring paa, hvad der i al Verden kunde være i 
Vejen. 

Reſultatet blev næften værre end intet. Peter 
laa ophidſet og forſtyrret ud, og Bertel ſom om han 
kunde give fig til at græde, da de langt om længe 
traadte ind i Dagligftuen og meddelte Fru Lund og 
hendes Datter det daarlige Udfald af Samtalen. Freden 
og Alting var ſom rent forſtyrret ſaavel for Unge ſom 
Gamle. Det var en bedrovelig Ferie. 

Og det blev ikke bedre for de Gamles og Emilies 
Vedkommende, da Ferien var endt og Studenterne borte. 
Der kom Brev fra dem, og forſt nu kom den hele 
Sandhed. for Dagen. De havde allerede forladt Stu- 
deringerne. Bertel var gaaet ind paa Kunſtakademiet, 
og Peter lagde fig med Jver efter Mathematik og Sprog 
for at kunne blive Officer. J de bonligſte Udtryk bade 
de deres Fader og Opdrager om Tilgivelſe for dette 
Skridt, ſom jo var en Ulydighed imod ham, og de ud⸗ 


talte Haabet om, at naar han vel havde overvejet Sagen, 


N 


ſom nu ikke mere kunde ændres, han da vilde ſe den 


fra en noget lyſere Side og lade dem modes med ham 
i Kjærlighed ligeſom tidligere. Brevene bleve aabnede 


og leſte i Emilies og hendes Moders Nexpcerelſe. De 


gave nøje Agt paa Fatters Anſigt, medens han laſſte, 
og de bleve neſten forfærdede, da de faa, hvorledes han 
ſkiftevis blev rod og hvid, medens Haanden dirrede ſom 
en Folge af den indre Bevcgelſe. „Herregud! hvad 
ſkrive de?” ſpurgte Fru Lund og lagde fin Arm paa 
hans Skulder. „Les og dom ſelv!“ ſparede han og 
gav hende Brevene, medens han ſelv maalte Stuen i 
Stormſkridt. „Sagen afgjort og ikke mere til at ændre! 
Ha! det ville vi nappes om!“ raabte han. „Ja, ſaa⸗ 
danne Drengebeſlutninger forſtaar jeg at kuldkaſte; der 
er Ingenting i Vejen. Det fkal jeg lade dem je!” 
Han forlod Stuen og lukkede fig inde i fit Verelſe. 
Hans Kone gik ind til ham og blev længe borte, Da 
hun kom tilbage, ſagde hun til Datteren: „Gud forbarme 
fig, at det ſkulde komme dertil! Jeg frygter for, han 
forſtoder dem, hvis de ikke vende om!“ Emilie grad og 
var ulykkelig. 

Preſſten ſkrev de Ulydige til. Brevet var affattet 
i de ſtrengeſte Udtryk og ſluttede med, at hvis de ikke 
afſtode fra deres Forjæt og atter vendte tilbage til den 
Vej, han havde ledet dem ind paa, jan ſkulde de ingen⸗ 
ſinde mere vove at morkne hans Dore. Men Brevet 
havde ikke den foronſkede Virkning paa de Gjenſtridige. 
Loddet var kaſtet, og deres Beſlutning, ikke mere at 
give efter, var urokkelig. De arbejdede ufortrødent 
videre, og det var deres Haab, at naar de kom ſaavidt, at 
de kunde fremlægge Beviſer for, at Maalet, de tilſtrebte, 
vare de i Stand til at naa, det gamle Forhold da atter 


ſkulde vende tilbage, og at Tiden, der læger ſaa mange 
Saar, omfider maatte funne hidføre en Løsning, der 
var heldig og lykkebringende for alle Parter. 

Rasmus lagde med Sorg Meerke til, at der maatte 
være noget Galt pan Feerde. Paſtor Lund jaa merk 
og ſtreng ud; Fru Lund var vel mild og venlig ſom 
altid; men der var dog kommen en lille Sky paa hendes 
Bande, ſom Rasmus ikke for havde jet. Og Froken 
Emilie, hvad fejlede der hende? Hun ſang aldrig ſom 
forhen, hendes Kinder falmede, og hun ſaa tungſindig 
og ulykkelig ud. Maaſke kom det af, at DHrr. Stu⸗ 
denter ikke mere kom hjem i Ferierne og livede op, ſom 
de plejede. Men hvorfor kom de ikke? Det var ham 
ogſaa en Gaade. Det lob ſurr for den ſtakkels Rasmus. 
Han kunde ikke mere hitte Rede i nogen Ting. 

Omſider erklærede han for fig ſelv, at Stillingen 
var uholdbar, og hvis der ikke kom Lindring, var han 
nødt til at kapitulere og lade den forte Fortvivlelſe 
drage ind i ſit ærlige Hjertes Feeſtning, ſom den faa 
længe havde belejret. Dog beſluttede han forſt at be 
tro fin Kummer til Emilie. Det foreſpevede ham ſom 
en Mulighed, at to Ulykkelige maatte kunne troſte hin⸗ 
anden. 

Han og hun vare en Dag ſysſelſatte med at plukke 
Gjemmefrugt ned. Der var Ingen, ſom kunde høre 
dem, og han rykkede altſaa ud med, hvad der laa ham 
paa Sinde. Det vilde lette hans Hjertes Kvaler, hvis 
Frokenen vilde betro ham, hvad der var i Vejen, ſaa 

at han kunde faa Lov til at bære fin Del af den Mod⸗ 
gang, der, efter hvad han længe havde jet, tyngede paa 
de Andre. Han bad ſaa indtrængende, og der laa en 
jaa uſkromtet Deltagelſe i Üdtrykket, at Emilie fik Taa⸗ 
rer i Øjnene. „Brave, ærlige Rasmus!“ udbrød hun; 
„Du har Oje og Hjerte for vor Bekymring, og Ingen 
af os har eendſet, at Du lider for vor Skyld. Dit 
Anſigt er falmet!“ 

„Ja, Frokenen maa tro, jeg er heller ikke godt 
tilpas. 
Drømme om Natten. Bare det ikke har noget Ondt at 
betyde!“ 

Da hun vidſte, at han var til at ſtole paa, tog 


hun ikke i Betænkning at betro ham, hvad ellers ingen 


Uvedkommende havde faaet Meddelelſe om, og Rasmus 
blev ſaaledes tilfulde fat ind i Situationen. 

Rasmus var et langtſomt Hoved, og det varede 
en Stund, inden han kunde komme tilorde. Omſider 
ſagde han; „Jeg er dog nu bedre tilpas, Froken, end 
jeg var for, fordi jeg ved Beſked, og De ſkal have Tak, 
fordi De turde ſtole paa mig. Men jeg forſtaar rigtig⸗ 
nok ikke Studenterne. At være Maler er jo kun et 
Haandværk, og jeg tenker, den rode Kjole er en Del 
mere umagelig at gaa i end den ſorte. Deres Fader, 
Hr. Paſtoren, er en god Mand, og en klog Mand er 
han. Har han ikke ledet dem ind paa en god Vej 
ſom de ſkulde gaa frem paa, ja ſelv naar de bleve 


2 


Jeg ſpiſer Ingenting, og jeg har ſlemme 


gamle, maatte de ikke vige derfra? Hvad ſagde jeg Dem, 
Froken? Vi er ene om det, ſagde jeg, og Leesſet er ikke 
blevet lettere, ſiden jeg ſagde det ſidſt“. 

Emilie gjorde ſig Umage for at indprente ham, 
at der var Forſkjel paa en Kunſtner og en Haandverker, 
og ſogte i det Hele at faa ham til at ſe noget mildere 
paa de unge Menneſkers Færd; men han ryſtede paa 
Hovedet og ſagde: „Ja, De holder med dem, Froken, 
og det er kjont gjort. Jeg vilde gjøre det Samme, hvis 
jeg kunde. Men naar ſaadanue unge Foler, om det 
ikke er for ligefrem en Lignelſe, træde over Hammel⸗ 
rebet og rende lobſk, jaa er det en vanſkelig Sag at 
faa Styr paa dem og faa dem til at ſkridte ret ud 
igjen, helſt naar der ingen Tomme er paa dem“. Han 
lovede imidlertid at bryde ſit Hoved for at finde 
paa Raad. Fra hans Side fkulde der Intet blive 
ſparet. 

Tiden gled frem. Det gik, ſom det kunde, ikke ſom 
det burde. Hverken Rasmus eller nogen Anden øjnede 
en Udvej. 

Han og Fraokenen udvexlede nu jævnlig Tanker og 
og Anfkuelſer om denne Sag. Hun betroede ham, at 
hendes Fader, ſaavidt hun kunde ſkjonne, blev mere og 
mere mildt ſtemt overfor Bertel og Peter, ſkjondt han 
ikke vilde vedgaa det. Bertel havde malet og foræret 
ham baade fit og Peters Billede; de havde tidligere 
Plads paa Væggen over hans Skrivebord. Nu vare 
de tagne ned og gjemte i Pulten. En Dag, da hun 
kom ind til ham med Barbervandet, og han ikke mer⸗ 
fede hendes Komme, havde han Billederne fremme og 
ſad og jaa paa dem. J det: hun traadte ind og talte 
til ham, gjemte han dem hurtig i Skuffen igjen. En 
Middag kom Moderen ind til ham, da han ſad i ſin 
Stol og fif fig en lille Lur. Hun horte ham udbryde 
i Drømme: „Bertel! Peter! Hvi flygte i bort fra Eders 
gamle Fader, ſom dog elſter Eder faa inderlig!“ Og 
han bredte Armene ud, ſom for at omfavne dem. 
Men naar enten hendes Moder eller hun ſtundom vo⸗ 
vede at lede Samtalen hen paa dem, vilde han dog 
Intet høre om dette Emne, men ſparede gjerne: „Skaan 
mig for at tale derom! Jeg har ingen Sonner mere!“ 
„Nu ſyntes jeg ogſaa“, ſagde Emilie en Dag til 
Rasmus, „at jo baade Bertel og Peter ere lidt 
for ſtive paa det. De have ſat ſig i Hovedet ikke 
at ville hjem, for de have naget deres Maal. Var det 
mig, jeg ſkulde anderledes ydmyge mig for Fader. Jeg 
vilde fnæle for ham, om det behøvedes. Gid vi kunde 
overtale dem til at tage hjem!“ 

„Kunde det hjælpe Noget?“ ſpurgte Rasmus. 

„Ja, jeg er vis paa, Fader vilde være langt lettere 
at komme tilrette med nu end tidligere, og at Synet af 
dem vilde faa Hjertet til at lobe af med ham“. 

Noeſte Morgen var Rasmus forſvunden, tilligemed 
Rejſevognen og det ene Spand Heſte. Han havde fattet. 


en ſtor Beſlutning og var paa Vejen til Kjobenhavn; 


men Ingen derhjemme Havde nogen Anelſe om, hvor 
han var, eller hvad han havde for, 
Det blev Aften, inden han naaede Maalet for fin 


Rejſe. Han havde kun en Gang før været i Hoved⸗ 
ſtaden, og det koſtede ham ikke liden Møje, at faa op⸗ 
ſpurgt dem, han ſogte. Men det lykkedes ham dog om⸗ 
ſider. g 

Og det var i en lykkelig Stund, han indtraf. 
Peter havde for nogen Tid ſiden taget Officersſkolens 
Adgangsexamen og var nu Officer. Han tøvede kun 
for at fan Bertel med. J. Dag var ogſaa dennes 
Skjcbne for ſaavidt afgjort: den lille Solvmedallie, 


hvortil han havde konkurreret, var bleven ham tilkjendt, 


og han var i den ſyvende Himmel. 

Rasmus traf dem ſammen. De havde juſt fuld⸗ 
endt deres Paakledning og ſtode færdige til at gaa ud. 
Der ſkulde være et lille Gilde til Wre for den unge 
Kunſtner. Nu traadte Rasmus ind og bod „Go'apten!“ 

„Hvad!“ raabte Peter, „drommer jeg, eller er det 
virkelig min Foſterfader, den ſkinbarlige brave Rasmus, 
jeg ſer for disſe mine Ojne!“ 

„Hvad fører Dig hid paa denne gid og ſaa ufor⸗ 

modet?“ ſpurgte Bertel. 

Jeg kommer for at hente Dem begge To. For 
Emilie 

Peter greb ham i Armen: Bl er da ikke bleven 
ſyg? Tal, Menneſke!“ 

„Nej, ſaadan juſt ſengeliggende er hun ikke; men 
ſter der ikke en Forandring, jaa kreperer hun. For 
naar vi fejler Noget, og de blive borte, ſom vi fulde 
have godt af, hvorledes kal vi jaa komme os? Jeg er 
næften ene om Alting, og det er ikke til at holde ud“. 

Peter og Bertel verlede et Blik. De forſtode, 
hvordan det forholdt ſig. „Du taler ſom en Vismand, 
Rasmus!“ ſagde Peter. „Men vi vare komne om kort 

- Zid alligevel. Thi vi have fanget Lykken, og hele Ver⸗ 
den tilhører os! J Aften ffal vi til Gilde, og Du ſkal 
med!“ 

„Nej, gaa De til Gilde, om De har Lyſt; jeg fkal 
hen at fe til Beſterne. Det er en ſtiv Tur for dem 
at rende i to Dage. Saa følger De begge med i 
Muhen tidlig?” 

„Ja, ja! Fra i Morgen af overgiver vi os til Dig 
paa Naade og Unaade!“ 

Neſte Dags Aften bragte Rasmus i god Behold 
de faa længe Sapnede til Preeſtegaarden. 

„Jeg ſer, der er Lys i Dagligſtuen“, ſagde han, 

„og det er bedſt, De gaar ind. Jeg fkal have ſorget 
for de føle Beſter“. 
„Nej, ikke ſaaledes, Rasmus! Du vil da vel ikke 
lade os blive ſtaaende her paa Stenbroen og overgive 
os til Morket, og dets onde Magter? Det er Din 
Pligt at fore os frelſte i Savn, og vi flippe Dig ikke, 
forend Du velſigner os!“ 

„Ja, bi jaa da, til jeg bliver færdig”, 


Preſten, hans Kone og Datter fad ved Thebordet, 
da Rasmus traadte ind med ſine Fanger. 

„Jeg har hentet dem, Hr. Paſtor!“ ſagde han; 
„thi det bæres mig for, at Ingen af os kunde undvære 
dem længer”. 

J en Fart fil Praſten fin Stol fkudt tilbage. 
Han rejfte fig op og ſatte Brillerne tilrette. „God 
Aften! Hvad! Hvem! Peter — Officer! Og Bertel —!“ 

Fru Lund laa allerede i ſin Sens Arme. Emilie 
var ſtaaet op. Sendes Kinder, der jaa længe havde 
været blege, vare nu blevne purpurrøde. Hendes Blik 
ſmilede paa den høje ſmukke Skikkelſe, der ſtod for hende 
i Officersuniſorm. Hun maatte, hun ſkulde, hun kunde 
ikke andet end gjore et Par Skridt hen imod ham, og — — 

Paſtor Lund ſaa og ſaa, ſnart paa den ene Gruppe 
og ſnart paa den anden. De havde taget ham med 
Storm, og han var fuldſteendig afvæbnet. Tilſidſt faldt 
hans Øjne paa Rasmus. Han ilede hen imod. ham, 
og Rasmus tenkte: „Ja, vil han omfavne Nogen, faa 
er der jo heller Ingen tilbage uden mig“. Det blev 
dog ved et trofaſt Haandſlag, og Preeſſten ſagde: „Du 
er en brav Karl, Rasmus!“ 

Forſoningen var fuldftændig, og nogle Dage ſe⸗ 

nere deklareredes Løjtnant Peter Hermans og Froken 
Emilie Lunds Forlovelſe. Rasmus maatte med ind og 
drikke deres Skaal, og Preſten ſagde ſpogende til ham: 
„Neſte Gang falder Turen nok Dig til, Rasmus!“ 
Men han ſparede med fit ſedvanlige Alvor: „Nej, jeg 
gifter mig aldrig, Hr. Paſtor!“ 

„Sig hellere, at det bliver Deres Søn!” raabte en 
af Gjeeſterne. 

Hertil ſparede Bertel: „Jeg har trolovet mig med 
Kunſten, og foreløbig er jeg ſaa lykkelig med mit Valg, 
at det er mig umuligt at treffe noget andet”, 

„Ja, Gud ffe Lov, vi fif det overſtaget“, ſagde 
Rasmus. 


„Hittebarnet“ lever endnu, men er nu en gammel 
Karl. Paſtor Lund og hans Kone ere dode for flere 
Aar ſiden. Men for deres Afgang lode de bygge et 
kjont lille Hus til deres mangeaarige og trofaſte Tjener, 
og ſikrede ham en Overlevelſesrente, jaa med Henſyn 
til Udkommet kan han leve ubekymret. Om Sommeren 
gior han daglig en Vandring om paa Kirkegaarden, 
hvor. han kan ſidde Timer i Trek paa Gelcenderet om 
Præften og hans Kones Grave, ſom han pynter og 
pasſer med den ſterſte Omhu. Hans „unge Venner”, 
ſom han endnu ſtadig kalder dem, glemme ikke at be⸗ 
ſoge ham, og disſe Beſog ere Lyspunkterne i den brave 
Ungkarls alderſtegne Liv. Med Rette kan det overføres 
paa ham, hvad den finfke Skjald til Slutningen ſynger 
om Swen Dufwa: 

„Ett däligt hufvud hade han, 
men hjertat — det var godt", 


Et Befog pan det Kongelige Slindeinftitut i 
Kjøbenhavn. 
Aleddelt af J. Mlofdenhatver. 


— Idet jeg griber Pennen for at give en Skildring 
af Blindeinſtitutet, ſaaledes ſom dette frembyder ſig for 
de Beſogendes Blik, optræder jeg, ſom jeg faa tidt har 
gjort det i Virkeligheden, ſaaledes ogſaa her kun ſom 
Forer og Forklarer pan Vandringen gjennem Anſtalten. 
Vi ville tanke os, at vi ankomme til Inſtitutet i Fri⸗ 
tiden efter Middag, mellem Klokken halvtre og halvpfire; 
vi dvæle derfor lidt ude i Haven, hvor vi glæde os 
ved at fe de blinde Born ſpadſere, lege og tumle fig 
Jaa utvungent og ſikkert, ſom om det var ſeende, og 
jaa glade og livlige, at man ret faar et velgjorende 


164 i se re RA 


Indtryk af Livet iblandt dem. Drengene lege Tagfat 
og Krig, ſpringe Buk, brydes; gaa paa Stylter, vippe, 
gynge o. ſ. v. Piger og Drenge færdes imellem hver⸗ 
andre, men paa Grund af deres forſkjellige Interesſer 
holde de ſig ſedvanligvis hver for ſig; man ſer altid 
2 eller 3 Drenge eller ligeſaamange Piger vandre ſam⸗ 
men Arm i Arm, ſadvanligvis under livlig Samtale, 
blandet med Spog og Latter; kun i et Par Tilfælde, 
hvor en blind Broder og en blind Soſter vare ſamtidig 
i Inſtitutet, ſaa man disſe To foretrælfe hinandens 
Selſkab fremfor Kammeraternes. Naar Vejret er daar⸗ 
ligt, tilbringes Fritiden inde i Huſet, paa hvis brede 
Korridorer der er Plads nok til at foretage en Vandring ; 
endel af Eleverne ty til Skoleſtuerne, der tillige ere 
Dagligſtuer, og hvor de da tage fat paa forfkjellige 
Beſkjceftigelſer, idet nogle forberede fig til Skoletimerne, 


medens andre ſkrive Brev til Hjemmet eller afſkrive 
Noget til eget Brug eller more ſig med at ſpille Dam, 
Skak, Domino eller Kaart; atter andre foretroekke at 
benytte Tiden til Muſik. Men vi vende tilbage til 
Haven. Klokken lyder fra Huſet, og Alle rette deres 
Skridt hen imod Hovedindgangen for at gaa til Ar⸗ 
bejdet. Om Eftermiddagen er der ingen Skoletimer 
— disſe ere for alle fem Skoleklasſers Vedkommende 
fra 8 til 10 og fra 11 til 2, med enkelte Haandarbejds⸗ 
timers Afbrydelſe. — Børnene begive fig derfor dels 
til de forſkjellige Værffteder, dels til Sang eller Gym⸗ 
naſtik, hvori altid kun en Del af Eleverne underviſes 
ſammen, idet de ere inddelte i flere Hold. — Vi beſoge 
forſt Kurvemagerverkſtedet, hvor vi treffe en halb Snes 


Drenge i travl Virkſomhed under Ledelſe af deres Meſter; 


der flettes Kurve af de forſkjelligſte Slags, lige fra de 


mindſte Legekurve, der udfores af Begynderne, til ſtore 


Kledekurve, Torvekurve og Vugger, og alt Arbejde uden 
Undtagelſe udføres paa fri Haand, uden Anvendelſe af 
Modeller; da det nemlig gicelder om at gjøre den Blinde 
kikket til at paatage fig ethvert i det daglige Liv fore⸗ 
kommende Arbejde, der hører til hans Profesſion, er 
det nødvendigt at lære ham at arbejde efter opgivet 
Maal og at indrette fit Arbejde efter Beſtillerens Onſke. 
Kurvemagernes lave Stol er forſynet med en Skuffe, 


i hvilken han har fit Værktøj, nemlig Knive til Kur⸗ 


venes Pudsning, Flakker til Pilenes Spaltning, Sule 
til Kurvens Befæftning paa Arbejdsbredtet og Banke⸗ 
jern. Hovplene, hvorpaa de flokkede Pile gjøres tynde 
og glatte, ere anbragte paa Fodſtykker, og til Opbevaring 
af Vidier findes et Slags aabne Krybber bag Sidde⸗ 
pladſerne; hver Arbejder har ved Siden af fig en Vand⸗ 


| 
BR 
É 


ballie til Pilenes ÜUdblodning. Ogſaa Materialiets 
Sortering foretages af de Blinde. Naar Meſteren vil 
lere den Blinde et nyt Arbejde, lader han denne med 
Hernderne folge med, medens han ſelv udfører det, idet 
han da lader den mundtlige Forklaring hjælpe til. For 


N 


beſkjceftiges alle de mindre Dren⸗ 

ge, indtil de blive ſatte til et eller 

andet Haandveerk; De flette her 
Trefletninger af Siv, Eſparto⸗ 
Græs og Cocosfibrer, og de 
Flinkeſte lave af disſe Fletninger 
Maatter, der paa en Maade 
vœves, idet een Fletning tjener 

til Rendegarn, en anden til 

| Iflæt; Arbejdet udføres paa en 
Maſtine, beſtagende af en ſtor 
Trœramme, paa hvilken man ved 

Hjælp af vandrette Tvcerbomme 

| og. Jernftænger, der anbringes 
lodret paa Bommene, kan give 
Maatten en hyilkenſomhelſt 
Længde og Brede. Fra dette 
Verrkſted rekruteres de andre 
Verkſteder efterhaanden ſom der 
bliver Plads pan disſe, og man 
kommer til et Reſultat med Hen⸗ 
ſyn til Valget af en Profesſion, 
fvarende til den Paagjceldendes Anlæg og Lyſt og For⸗ 

holdene i hans Hjem. 

Idet vi fortſcette vor Vandring, kaſte vi et BLE 

ind i Spiſeſalen, hvor til beſtemte Lider (Kl. 7/4, 10, 
2 og 71/2) alle Eleverne, baade Drenge og Piger, ind⸗ 


at ſtotte Lerlingens Hukommelſe dikterer Meſteren ham 
ogſaa forſkjellige Maal og andre Oplysninger. Nu og 
da treffer man ogſaa en og anden af Kurvemagerne 
beſkjeftiget med at flette Rorſeder. J Forbindelſe med 


dette Veerkſted ſtaar et andet for Maattefletning. Her 


tage deres Maaltider ſamtidig 
og i Selſkab med Lærere og 
Lærerinder, der ſpiſe ved eet 
Bord, medens Børnene ere for⸗ 
delte ſaaledes, at der kun ſidder 
4 ved hvert Bord og alle ved 
een Side af Bordet. 

Vi begive os nu hen til 
Skomagerveerkſtederne, det ene 
for Drenge, det andet for Piger. 
Her træffe vi en halv Snes 
Drenge ivrigt beſkjceftigede med 
at fy, plokke, ffjære til, banke, 
pudſe m. m. Meſteren er i Oje⸗ 
blikket ikke tilſtede, da han er 
ovre paa Pigernes Veerkſted, men 
Arbejdet gaar lige raſk fra Haan⸗ 
den for det, og man meerker 
tydeligt, at det er Villien, der 
driver Verket, Villien til at blive 


meſteren er tillige Portner og Bud 


og maa derfor jævnlig være fraværende fra Veerkſtedet; 


en Fremgang vilde derfor ikke kunne teenkes mulig, 


hvis ikke den rette Aand herfkede iblandt hans blinde 


Lærlinge. Læreren har ſelv udtænkt forſtjellige ſimple, 


men ſindrige Hjelpemidler, ved hvilke det bliver muligt 


eu duelig Haandveerker. Lære: . 


for den blinde Skomager at arbejde med ſtorre Sikker⸗ 


hed og Nojagtighed. Han har ſaaledes to forftjellige 
Jern til at ſlaa for med, inden han med Sylen an⸗ 
bringer Plokhullerne i Saalen; og paa denne Maade 
kan den Blinde plokke lige fan regelmesſigt ſom den 
Seende. Han har et færligt Apparat til at fværte med 
og en Sikkerhedslampe til at ophede Pudſejernet. Og⸗ 
jaa flere Knive har han af en ſcrregen Konſtruktion, og 
hans Maal ere forſynede med ophøjede Meerker og 
Taltegn. Meſteren kommer imidlertid til og viſer den 
Beſogende forſkjellige Prøver paa de Blindes Arbejde, 
der ikke undlade at vakke Forundring, ja, vel undertiden 
endog lidt Tvivl om, hvorvidt de Blinde virkelig kunne 
komme til at gjøre hele Arbejdet ſelvſtcendigt. Efter 
imidlertid at have dvelet noget i Veerkſtedet og ſet 


Eleverne baade ſy og plokke uden mindſte Help, og efter 
at have jet en Blind ffjære Lederet til ved Hjælp af 


Trœmodeller, forſpinder enhver Tvivl, og endnu aldrig 
har nogen forladt Verkſtedet uden at være kommen til 
den Overbevisning, at den Blinde ret vel kan drive 
Skomageri ſom ſelvſtendigt Erhverv. 

Vi ville nu med det Samme aflægge et Beſog 
paa Borſtenbinderveerkſtedet, hvor vi treffe tolv Elever, 
dels Drenge, dels Piger, i Arbejde under Tilſyn af en 


Leremeſter. Her udføres alt Slags Bindearbejde, fra 
det groveſte til det fineſte, baade Gulvſkrupper og 


Gadekoſte, Klæde, Flojels⸗ og Hatteborſter, Heſtekar⸗ 
detſcher og Skoborſter o. ſ. v., og der holdes over 
den ſtorſte Nojagtighed i Arbejdet. Bornene lære ogſaa 
at afhugge eller beklippe Arbejdet og at tilberede og 
blande Materialierne. 

Vi befinde os nu i Nerheden af Pigernes Haand⸗ 
arbejdsverelſe og begive os derfor med det Samme 
derhen. Her fe vi endel Piger beſkjcftigede med at 
ſtrikke Uldtrojer og Klokker, Livſtykker og Strømper, 
med at ſpinde, haekle, filere, knytte Net, Jagttaſker og 
Fiſkegarn, ſy Skjorter, Benklæder og Lagener; flere af 
Pigerne træde Naalen ſelv, enten ved Hjælp af Mun⸗ 
den eller med Fingrene alene. Arbejdet ledes af en af 
Inſtitutets tvende ſeende Lererinder med Asſiſtance af 
en voxen blind Pige. Undertiden, naar Arbejdet tilſteder 
det, loeſer Lœrerinden for af en eller anden underhol⸗ 
dende Bog. 

Idet vi atter komme ud paa Korridoren, hore vi 
Sang i et nærliggende Verelſe. Vi begive os da der⸗ 
hen og høre et Antal af 20—30 Drenge og Niger 
ſynge nogle flerſtemmige Korſange. Inden Sangen be⸗ 
gynder, rejſe Alle fig op, og de ſynge ſtagende. Lære- 
ren anſlaar en Akkord, hvorpaa de ſynge uden Klaver⸗ 
Akkompagnement. Det er en Glæde at høre, med hvilken 
Lyſt de ſynge, og hvor rent og fuldtonigt Sangen 
lyder. Ja, Sang og Muſik, det er den Blindes Liv 
og Lyſt! dog gives der ogſaa iblandt de Blinde Indi⸗ 
vider, der ganſke favne muſikalſt Evne. Det er da en 
Troſt, at netop de, der mangle Naturgaver i denne 


—.— 


Retning, ſedvanligvis høre til dem, der have bedſt An⸗ 
læg for Haandgjerning og Haandværk. Sorgeligſt er 
det, naar et blindt Barn — ſom det af og til treffer — er 
i Beſiddelſe af en høj Grad af muſikalſt Sands og et 
ſkarpt Øre for Tonerne, men er i den Grad ubehjelpſomt 
og uſkikket til Hendernes Brug, at det lige faa lidt 
kan komme til at ſpille paa et Inſtrument ſom til at 
flette en Kurv eller ſy en Støvle. „Hvoraf kommer 
det?“ vil man maaſke ſporge. Det hidrører i Regelen 
fra Forſommelſe i Hjemmet i Barnets forſte Leveaar; 
thi hvad der forſyndes og forſommes overfor Barnet i 
den Tid af Livet, det kan aldrig oprettes ſidenefter. 
Derfor kan man ikke nokſom indſkerpe de Forældre, 
der have et blindt Barn, at gjøre Alt, hvad der ftaar i 
deres Magt, for at. det fan fomme til at bruge fine 
Lemmer , normalt”, det vil ſige ſaaledes, ſom ſunde 
ſeende Bern. Syngelcereren har imidlertid ladet de 


Elever, der udgjøre gverſte Hold, tage deres Skrive⸗ 


tavler frem, og nu dikterer han dem en firſtemmig Sang, 
ſom de nedſkrive med ophøjede Nodetegn, hvorefter de 
vende Bladet og læje Nodeſkriften med Pegefingeren, 
idet de ſamtidig ſynge Tonerne. Paa denne Maade 
kunne de ſynge en Sang „fra Bladet”. Paa nogle 
Enkelte er Øret faa ſterkt uddannet, at de uden Ophold 
kunne angive alle de Toner, ſom anſlaas paa Klaveret, 
endog hele Akkorder eller vilkaarlig valgte Toneforbin⸗ 
delſer. Derefter lader Læreren en Dreng ſpille et 
Stykke paa Klaveret, og man underrettes om, at han 
uddannes til Organiſt. Vi lade ham gaa hen i Orgel⸗ 
verelſet, medens vi begive os ind paa Feſtſalen, der 
benyttes til den daglige Morgen- og Aften⸗Andagt og 
ved en Fløjdør ſtaar i Forbindelſe med Orgelverelſet. 
Efter et lille Preæludium ſpiller han en Koral, og ved 
at fe, med hvilken Sikkerhed han behandler Tangenter, 
Pedal og Regiſtre, faar man et levende Indtryk af, at 
man her har en Virkſomhed for fig, i hvilken den Blinde 
lige jan godt kan gjøre Fyldeſt ſom den Seende. 

Vi ville nu aflægge et Beſog i pverſte Etage; men 
i Forbigagende fe vi ind paa en af Soveſalene; over 
20 Senge ſtaa her opredte; de ere af Jern og udſtyrede 
med Krelhaarsmadratſer og uldne Tæpper; ved den ene 
Side af Salen er en Leererbolig, hvorfra man gjennem 
en Glasdør har Indblik til denne; for Tilſynets Skyld 
brænder et Blus om Natten; paa den anden Side af 


Salen findes et Vaſkeverelſe, og ved hver Seng ſtaar 


en Stol, der tillige indeholder en Kasſe til Opbevaring 
af Kam, Haarberſte, Sæbe og Tandborſte; til Klederne 
er der anbragt Knagercekker langs Væggene, 

Vi komme nu til de to Rebſlagerbaner, der ſtrekke 
ſig gjennem to Floje af Loftsetagen, og her je vi fer 


Drenge befkjceftigede dels med at ſpinde Sejlgarn og 


ſlaa Reb, dels med at ſtryge disſe; ogſaa at hegle Hamp 
og at væve Gjorde læres her. Tilſynet føres af en 


Meſter. Ved Enden af den ene Bane findes Relief⸗ 
trykkeriet, hvor Inſtitutets Bøger, Noder og Landkort 


blive forfærdigede, Alt med ophøjet Tryk for at kunne 
opfattes gjennem Fingerfolelſen. Bøgerne trykkes med 
loſe Typer, der ere ophøjede og ikke omvendte ſom til 
Sveertetryk, da Aftrykket ikke ſkal leſes paa den nedad⸗ 
vendte Side af Papiret, hvor Bogſtavet danner en 
Fordybning, men paa den opadvendte Side, hvor Bog⸗ 
ſtaverne fremtræde ophøjede. Formen fættes i Presſen; 
Papiret, der er gjort fugtigt, lægges derpaa, og ved 
Djælp af en Viſteledersplade presſes det ned over For⸗ 
men. Saaledes frembringes en Relieftryk, der, naar 
Papir og Typer ere gode, (ſaaledes ſom her), temmelig 
let kan leſes med Fingrene. Til Trykning af Boger 
benyttes for det meſte det latinſke Alfabet, baade ſmaa 
og ſtore Bogſtaver. Til Nodetryk benyttes et af en 
blind Muſiklœrer i Paris opfundet Punktſyſtem, der 
tillige indeholder baade Bogſtav⸗ og Taltegn, og ikke 
blot trykkes, men ogſaa ſkrives paa en jæregen Tavle 
med Lineal. Denne Lineal er gjennembrudt af to 
Rakker langagtige Huller, i hvilke den Blinde ved Hjelp 
af en Preen kan anbringe indtil fer Punkter paa Papiret, 
der ligger mellem Linealen og Tavlen; forat Skriften 
ſkal blive ophøjet, er Tavlen beflædt med Skind. Samt⸗ 
lige Tegn dannes ved forſtjellige Stillinger og For⸗ 
bindelſer af Punkterne, hvis Antal er 1, 2, 3, 4 eller 
5; 6 Punkter benyttes ſom Udſletningstegn, naar et 
Bogſtav, ſom er fkrevet, ikke fkal gielde. 

Paa dette Relieftrykkeri har Inſtitutet allerede 
ladet trykke flere Skoleboger, Dele af Bibelen og en 
Mængde Muſikalier. Ved Afgangen fra Inſtitutet for⸗ 
ſynes de Blinde gratis med ſaadanne Bøger og Noder, 
ſom de kunne have Brug for; de relieftrykte Dele af 
Bibelen kunne de Uformuende faa ſom Gave af Bibel⸗ 
ſelſkabet. Da der er truffet den Beſtemmelſe, at Ele⸗ 
verne kunne faa Alt, hvad de afſkrive med Punktſkrift, 
indbundet for Inſtitutets Regning, forſkaffe ikke fan af 
dem ſig paa denne Maade en lille Bogſamling. Saa⸗ 
ledes have nogle af dem afſkrevet hele Pſalmebogen og 
forſkjellige Dele af Bibelen, ſamt Digtſamlinger, Leſe⸗ 
ſtykker og Muſikalier. En af de blinde Drenge har 
ſaaledes ſamlet fig over halvandethundrede Bind, Alt 
ſkrevet af ham ſelv. 

De fleſte Reliefſager indbindes tillige paa Bog⸗ 
trykkeriet; dog bliver endel af de fkrevne Sager ind⸗ 
bundne af en Blind, der i Inſtitutet er oplært til Mu⸗ 
ſiker, navnlig Organiſt, men har det nævnte Arbejde 
ſom midlertidigt Erhverv ved Siden af Muſiken. 

Det norfke Blindeinſtitut faar fine Reliefboger her⸗ 
fra, og Muſikalier ere blevne ſolgte til flere udenlandfſke 
Blindeinſtituter, navnlig i Stockholm, London og Ham⸗ 
borg, hvor det her benyttede Nodeſyſtem nu har vundet 

faſt Fod. 

Paa Bogtrykkeriet lære endel af Drengene at gjøre 
Paparbejde, dog ikke ſom fremtidigt Erhverv, men ſom 
en nyttig Fritidsbeſkjerftigelſe. 


Det kan viſtnok interesſere den Beſogende at ſe, 


0 


hvorledes de Blinde kunne ſkrive til Seende. Vi gaa 
derfor ned i en af Skoleſtuerne og lade et Par af Ele⸗ 


verne komme derop og fremlægge deres Skriveapparater 


til latinfk Skrift. Dette Apparat, der er en danſk 
Opfindelſe, er ikke ſtorre, end at det med Lethed kan 
giemmes i Lommen, og koſter kun tre Rigsdaler. Det 
er indrettet ſaaledes, at den Blinde med et Blyant kan 
ſtrive en ſmuk og tydelig latinſt Skrift. Den Blinde 
maa Fjende Bogſtavformerne gjennem Folelſen, inden 
han lærer at frembringe dem, og Apparatet fætter ham 
i Stand til at danne Skrifttrækkene med Sikkerhed ved 
at fore Blyanten langs Siderne af et ſaakaldet Skrive⸗ 
hul og til at tage rigtig Afſtand mellem Bogſtaverne, 
Ordene og Linierne. 

Derpaa tage vi en Reliefglobus frem og lade 
nogle af Eleverne opſoge endel Punkter i forſkjellige 
Egne af Jorden, og det er ret underholdende at je, 
hvorledes de med Fingeren folge Landenes Omrids, 
med Henderne maale Afſtandene og ſamle de enkelte 
Indtryk til et Hele, og med hvilken Sikkerhed og Hur⸗ 
tighed de ile fra et Sted til et andet. Jeg gjor dem 
tillige forſkjellige Spørgsmaal. angagende Landenes na⸗ 
turlige Beſkaffenhed og Befolkningen, og maafke foran⸗ 
lediger den Beſogende ſelv, at Proven fortſcrttes videre, 
jaa at der bliver fortalt et Stykke af Fedrelands⸗ eller 


— 


Verdenshiſtorien, regnet lidt i Hovedet, fremſagt et Digt, 


og man faar paa denne Maade en tydelig Foreſtilling 
om, at Eleverne i Blindeinſtitutet i det Væjenlige op⸗ 
naa den ſamme Grad af Dannelſe ſom ſeende Born i 


en Borgerſkole; fremmede Sprog læres dog kun undta⸗ 


gelſesvis. 

Vi ville nu til Slutning aflægge et Beſog paa 
Gymnaſtikſalen, hvor de kvindelige Elever, iførte Bluſe 
og Benflæder netop ere ſamlede til Legemssvelſer. 
Forſt ſe vi øverfte Afdeling foretage de ſedvanlige Ovel⸗ 
jer; disſe ledes af en Gymnaſtiklerer og overværes af 
en Lererinde. Derpaa træde Begynderne frem, og 
bagved enhver af dem ſtiller fig en af de Viderekomne 
forat ſtyre Bevegelſerne, der foretages efter Lærerens 
Kommando. En ſaadan Hjælp er nødvendig fra forſt 
af, da man jo ikke kan viſe den Blinde, hvorledes han 
kal bære fig ad, uden ved Hjalp af hans eget Legeme, 
Derefter kommer en blind Dreng ind med ſin Violin 
og ſpiller op til Dans. Forſt ſtille Pigerne ſig i 
Hætte, tage hverandre i Haanden og bevæge fig dan⸗ 
ſende frem og tilbage; derpaa danſe de to og to ſam⸗ 
men, og det gaar nok fan regelmæsfigt og taktfaſt. 
Man fer ogſaa tydeligt nok paa de glade Miner, at 
det ikke er noget trelſomt Arbejde, men en oplivende 
Fornejelſe; ved feſtlige Lejligheder ſpiller ogſaa Danſen 
en fremtrædende Rolle, og det er ret mærkeligt at je 
et ſaadant Bal af Blinde og at lægge Mærke til, hvor 


| ſikkert de danſende Bar bevæge fig imellem hverandre 
uẽden at ſtode paa hverandre, og hvor godt Kavallererne 


forſtaa at opſoge deres Damer og at finde den, de 


168 


helſt ville danſe med. Muſiken udføres af 4 blinde 
Horniſter, forhenværende Elever af Inſtitutet, der ved 
Siden af deres andre Beſkjceftigelſer have Hornmuſiken 
ſom Bierhverv. De ſpille ſmukt. og Muſiken bringer 
de Forbigaagende til at ſtandſe og lytte ude pan Vejen. 
Ogſaa ved en anden Lejlighed bringes mangen En til 
at ſtanſe og lytte; det er, naar om Morgenen Dagens 
Gjerning indledes med Pſalmeſang og Bon, og Orgelets 
Toner fra Andagtsſalen lyde ud over Inſtitutets Have, 
eller naar paa ſamme Maade Dagen ſluttes. Naar 


paa en fmuk Sommeraften de Blindes fuldtonige Sang 


lyder gjennem Salens aabne Vinduer, da ſtemmes Sin⸗ 
det til Andagt ogſaa hos den, der færdes udenfor paa 
Vejen. 


Kaninavl. 


De ſmaa Naeringsveje, der kunne give Smaafolk en 
lille Bifortjeneſte ſynes i vor Tid at komme mere og 
mere i Betragtning; i det mindſte virkes der for, at 
Betydningen af ſaadanne Biſysler kan blive almindelig 
anerkjendt eller prøvet. " Saaledes med Biavl, med Hus⸗ 
flid oſv., og ſaaledes med en hel ny Biſysſel, ſom ſoges 
indført, nemlig Kaninavl. ; g 

Hos os har Kaninen hidtil kun været holdt hiſt 
og her for Morſkab, og der har ikke været Tale om at 
fore fig de ſmaa, nydelige, vevre Dyr til Nytte: J 
andre Lande er Forholdet ganſke anderledes, da man 
mange Steder opdrætter Kaniner til Salg, ligeſom 
man her lægger Høns eller Gæs til, idet Kaninkjodet 
er et yndet og ſogt Neringsmiddel. Saaledes har 
Kaninavlen ſiden 1830 været drevet i betydeligt Omfang 
i Belgien, Holland, Frankrig og England, og har viſt 
fig ligeſaa fordelagtig for den Enkelte, ſom gavnlig for 
Staten, idet Omfætningen har beløbet fig til ſtore 
Summer aarlig. Paa en Tid, ſom nu, da alle Føde 


midler navnlig Kjodvarer ſtige jaa overordentlig i Pris, 


vilde det være ønffeligt, om den mindre Bemidlede kunde 
blive fat i Stand til at fkaffe fig velſmagende og kraftig 
Føde til en billig Pris, hvilket vil kunne ſke, hvis Kanin⸗ 
avlen er i Stand til at ffaffe fig Indgang hos Befolk⸗ 


ningen. Dog ikke alene til Seloforbrug, men til Salg | 


vil Kanintillæg kunne være fordelagtig, idet Udforſelen 
ſtaar aaben til England, hvor der kan modtages Alt, 
hvad vi kunne forſende af denne Vare, 

Kaninen er ſom bekjendt af ſamme. Slægt ſom 
Haren, der jo giver en yndet og velſmagende Steg, og 
den lever ganſke ſom Haren alene af Plantefode. De 
Kaniner, ſom bruges til Fode, ere imidlertid af en anden 


Art end den, man hidtil har kjendt hos os. Den har 
nemlig. i det Ydre megen Lighed med Haren, og bliver 
jaa ſtor og fed, at den kan veje fra 6 til 16 Pd. 
Det er denne Harekauin („Leporide“), ſom man har paa: 
tenkt at indføre her i Landet. 

Der er allerede truffet praktiſke Forberedelſer til, 


at dette kan ſte i en ſtorre Maaleſtok, idet Dor. Fo 
brikant C. Nielſen og Kaptain Küumann i Kjoben⸗ 
havn forrige Efteraar indbød til Dannelſen af en For⸗ 


eningen til Kaninavlens Fremme. Interesſen for denne 
Sag vifte fig ſtrax faa ſtor, at der kunde tages fat pan 


Varket, og paa et Mode, der afholdtes den 26de November 


blev Foreningen dannet, Love vedtagne og Beſtyrelſen 
valgt. Det er Meningen at virke til Formaalets Fremme 
ved at indforſkrive gode Tillogsdyr, udgive Skrif— 
ter, foranſtalte Udſtillinger oſv., ſamt ved ſenere 
at ordne Afſetningsforholdene og Forſendelſen 
af de opdrættede Dyr. For at give ſelv den Ubemidlede 
Lejlighed til at nyde Godt af at være Medlem, er 
Aarsbidraget kun anſat til 24 Sk. Et Indſkud af 5 
Rd. giver livsvarig Medlemsret. Det øvrige erfares 
af Lovene, ſom gratis blipe tilſendte ved Henvendelſe 
til Beſtyrelſen (Adresſe Helliggeiſtſtrode 7 Kjobenhavn.) 
J Marts Maaned vil en ſagkyndig Mand blive 
ſendt til Frankrig for at opkjsbe gode Tillægsdyr, og 
England, for at ordne Afſcetningsforholdene. Enhver 
der onſter nogle af de indkjobte Dyr maa, indmelde 
ſig ſom Medlem i Foreningen og inden Februar Maa⸗ 
neds Udgang indſende Beſtyrelſen Beſtilling (ledſaget af 
2 Rd. for hvert Dyr), paa hvormange Kaniner man 
onfker. Den endelige Pris vil blive beſtemt ved en lige⸗ 
lig Fordeling af ſamtlige Udgifter, foranledigede ved 
Indkjob, Reiſe oſv., overensſtemmende med Selſkabets 
Bøger. Det vil bero paa Forholdene, hvor ſtort Antal 
Kaniner Enhver kan erholde af de beſtilte, i hvilken 
Henſeende Beſtyrelſen ikke paatager fig nogen bindende 
Forpligtigelſe, men vil gjøre fit Bedſte for at imede⸗ 
komme Enhvers Onſke, 


N 


Blandinger. 

En god Anbefaling fra gamle Dage. Biffop Ochſen i Aar⸗ 
hus havde lovet at anbefale en Rektor ſammeſteds og firev da 
til Stiftamtmanden: „Vores Rektor Rhodius haver og over⸗ 
hængt mig at ſkrive paa en Supplique (Anſogning), ſom han 
agtede at indgive om at erlange (faa) Chriſtiania Praſtekald; det 
Stykke er nok for fedt for ham, dog vil jeg bede ved Lejlighed 
at rekommendere (anbefale) ham til Hr. Gehejmeraad Wibe til 
et Praſtekalds Erlangelſe, at Skolen fra ham kunde blive libe⸗ 
reret (befriet).“ 


Husvennen udkommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, 


Fierdingaaret, frit tilſendt. 


forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 


Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brepſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, 


lille Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn. 


Trykt hos J. H. Schultz 


I 


AID 


Ds (in 
KAST 
8 


ET 


— 


75 


9 

0 2 1 
9 Vu DEN s 
9 D GS 


Role Hg 


1 0 
2 5 MR 


— 


Villedblad for Alenigmand, 


for Morſkabslesning, Oplysning og Bus flill. 
Adgiuet af 
N. C. Rom. 


Nr. 22. 


1. Marts 1824. 


Zudho ld. „Lille Karen“, Fortælling af Frans Hedberg — Træf af Livet i Grønland, III., med 2 Billeder. — Jesper Vandheld, 
med Billede. — Om Sangens Magt, af Mads Hanſen. — Husflid. ; 


„Lille Karen.“ 
Fortalling af Frans Heoͤherg. 


ä 


I. 

Hvem kjender ikke Stockholms ſmukke Skeergaard!), 
med fine ſpeilklare Fjorde, med fine lovrige Oer, fine 
hurtigſejlende Storbaade og fin raſke og arbejdſomme 
Befolkning? Hvem er den ægte Stockholmer, ſom ikke 
idetmindſte nogle Gange har gjort en Sviptour ud i 
Skeergaarden for at gjæfte Vaxholm, Dalars, Furuſund, 
Sandham eller Norrtelje, forſaavidt han ikke endog har 
Sommerlyſtſted derude? 

Men ligemeget, Sfærgaarden er kjendt. Og »liten 
Karin“ var en ægte „Skargärdsfficka“, raſk og ufor⸗ 
troden, fattig ſom en Kirkerotte, men munter og livlig 
ſom den. Om Sommeren roede hun et Par Gange 
om Ugen den 5 Mil lange Vej til Stockholm og tilbage 
igjen for at fælge Melk, Grontſager og Fiſk, og den 
trættende Vej gik ſom en Dans, thi Armene vare 
ſunde og ſterke, og Haabet om en lille Dans ved 
„Fjäderholmens värdshus“ 2) opholdt Modet for⸗ 
traffeligt. 

Lille Karen havde ogſaa en „Gosse“, ſom hun 
havde et godt Oje til. Han hed Peter, og ſejlede en 
Storbaad fra Egnen om Oſtanaa. 


) Den Fjord, der fra Sſterſoen gaar ind til Sverigs 
Hovedſtad og, ſom Navnet ,,Skirgård« viſer, er fuld af 
Klippeser, Holme og Skar. 2 

) Ved Indlobet til Stockholms Havn. 


Men det vilde ikke rigtig gaa „bra ihop“ for 
Peter og lille Karen. De elfkede visſelig hinanden 
varmt og inderligt paa deres Maade. Karen var en 
lille ſmuk, lyshaaret Pige paa en Snes Aar, Peter 
en ſtor, lang, ſolbrendt Knøs pan tre og tyve, og de 
pasſede ſaa godt til hinanden, og det ſyntes de baade 
Jelu og deres Javnaldrende og Venner. Saavidt var 
alt godt og vel; men den, ſom ikke tyktes, jaa var 
Peters Fader, ſom var Gaardejer paa Jjuſtergen, 
medens han ſelv i fin Ungdom havde været Baadforer 
ligeſom Sonnen. Peters Fader var nemlig en ægte 
gammel Bonde, en rigtig Ariſtokrat af den gamle Skole, 


| 


og han vilde, at hans Son fkulde gjøre et rigt Parti 
i Sognet og ikke gifte ſig med en udenſogns Tos, ſom 
ovenikjobet Ingenting havde; thi forſt og fremmeſt 
gjaldt det om at faa Penge og Gaard, faa fik Lykke 
og Glæde komme bagefter ſom de bedſt kunde. Hver 
Gang nu ſtakkels Peter vovede at røre ved Giftermaals⸗ 
ſagen, ſparede altid den Gamle i en myndig Tone, idet 
han blæfte en vældig Rogſky af fin gamle Næjevarmer: 

„Det ſiger jeg Dig Peter, at hvis Du gifter Dig 


med Karen, ſaa har Du ikke det Gud har ſkabt at vente 


efter mig! Jeg vil ikke ha' noget Tiggerſloeng ind i 
Familien! Saameget ved Du nu Peter!“ 

„Ja, men Far”, plejede da Peter at ſpare, idet 
han kløede fig bag Øret, „lille Karen er en rar Pige! 


Bad kan Far ha' imod hende?“ 


„Oun har Ingenting!“ var Fa'r Lars's vrantne 
Svar paa Peters ofte gjentagne Spørgsmaal „og det 
duer ikke at gifte ſig med et fagert Anſigt! Saameget 


ved Du nu Peter“. 


170 5 


Og Peter vidſte nok det og Mere til. Han vidſte, 
at Fa'r Lars var en gammel forſtokket Mammonstreel 
og lille Karen den rareſte Pige i Akers Sogn, ſkjondt 
hun Intet ejede uden ſine blomſtrende Kinder og ſit 
rene Hjerte; men det tyktes Peter, var Rigdom nok 
— thi han var kun treogtyve Aar, mens For Lars 
nærved de tre Sneſe, og i fan forſtjellige Aldre opfatter 
man Rigdom med forſtjellige Øjne. Han vidſte ogſaa 
godt nok, at han aldrig vilde komme til at holde af 
nogen Anden end af lille Karen, og at han vilde være 
kulykkelig ſom en Skibbruden, hvis han ikke kunde faa 
hende til ſin Huſtru. 

Alt dette havde han mere end en Gang grublet 
over, naar han med Storbaaden for en let Kuling gled 
hen mellem de ſmukke Skeergaardsder. Stundom var 
han ſaa lykkelig at mode ſin Hjertens Ven, ſom hun 
ſad ved fin Foraare, medens hendes Kammerat, en fkik⸗ 
kelig Knos, ved Navn. Anders, forte Agteraaren, og de 
verlede da et Nik og et „Godaften“, eller naar Vejret 
var rigtig roligt, et Haandſlag fuldt af Trofaſthed og 
Varme. Og paa denne ringe Koſt levede deres landlige 
Kjærlighed friff og uformindſket, og ingen af dem brød 
fig om at klynke over deres Skjcebne; det ſkulde vel 
nok blive godt en Gang, mente de, bare de holdt ud og 
viſte ſig trofaſte imod hinanden. 

„Liden Karen“ tjente hos en rig Nevning ) paa 
Faſtlandet ud mod Ljuſtergen, hvor Peter "boede, og 
Sommeren var deres gladeſte Tid, thi Reiſer fra og til 
Staden gave Sysſelſcettelſe baade for Tanker og Arme. 
Verre var det om Vinteren. Da var det forſt og 
fremmeſt ſludfuldt og koldt, og for det Andet kunde de 
ikke træffes faa let ſom ellers. Kun en og anden Gang 
ved Vinterfiſkeriet kunde de træffe paa hinanden og ſige 
et „god Aften”; men da var man træt og forfrosſen, 
og den varmeſte Kjærlighed kan blive baade fold og 
modfalden, naar den ſkal være med pan et Vinterfiſkeri. 


II. 


Det var en Eftermiddag forſt i Auguſt Maaned. 
Det blæfte en friſk Nordoſt, og den ſydlige Vaxholms⸗ 
fjord var fuld af Storbaade og andre Fartojer, ſom 
krydſede bort fra Staden. Mellem disſe var ogſaa vor 
Ven Peter med ſin Ida, ſaaledes hed nemlig Stor⸗ 
baaden, hvilket man kunde ſe af Vimplen, hvori mellem 
de rode og blaa Kanter et vældigt II prunkende bredte 
ſig paa guul Bund. Det var nemlig Fader Lars, ſom 
hapde ſkjcenket fin Son Vimplen, og ſaaſom Ida paa 
hans Sprog hed „Hida“, ) faa havde han følgelig 
ladet indſy et H i Vimplen, og Peter havde af barnlig 
Agtelſe ikke villet ændre Bogſtavet. 


1) Meddommer, ſom vælges blandt Gaardmandene. 
) Skargaardsalmuen fætter nemlig ofte et h foran Qrd, ſom 
begynde med Selvlyd. 


— 


Men Peter var ſaameget Barn af ſin Tid, at han, 
naar Faderen ikke horte det, kaldte fin Baad Hil da i 
Stedet, for at undgaa Kjobſtadherrernes Munterhed. 

Som anden Mand paa Storbaaden havde Peter 
en lille hoftelam og ſkelojet Karl, ſom hed Sakarias, 
og ſom var bekjendt for at være en ondſkabsfuld og 
ſnu Krabat. å 

Peter ſtod til Roers, og Sakarias var ved at hugge 
Brænde, for at gjøre Ild i Kabysſen under den uund⸗ 
verlige Kaffekjedel, alle Skergaardsboers og iſer alle 
Skippernes Fryd og Gammen. 

„Jeg tror hun friſker op mod Aften”, ſagde Peter 
betenkſomt, idet han ſatte op mod Vindſiden. „Vi faa 
je, om vi ikke kan lægge an ved Vaxholm eller Stick⸗ 
ſund “. 

„Aa, det ſkulde være temmelig usſelt, om man ikke 
ſtulde kunne gaa over Trälhafvet for den Sags Skyld“, 
mente Sakarias. 

„Ja, men hun blaſer jo imod, jaa det er rigtig 
fælt”, ſvarede Peter, ſom tydelig nok havde fine Grunde 
til at ville ligge ſtille; thi han var ellers ikke bange af 
ſig, og gik ofte ud, naar de fleſte andre Skippere lagde 
i Le under Holmen. 

„Da er det vel bedſt at lægge ind under Vaxholm 
i det mindſte, da der ialfald findes en ordentlig Kro at 
gaa paa“, ſparede Sakarias, der var en ſtor Dyrker af 
den ſpenſke Nationaldrik, ſom der vankede. „Og faa 
ſkulde jeg ha' lidt Sukker og Kaffe hjem til min Soſter“. 

„Jaa og jeg fkulde vel ogſaa have en lille Taar 
Rom hjem til Far”, tilføjede Peter, efterat han havde 
jet fig ſpejdende omkring, og henne ved Vaxholm tydelig 
ſet en brunmalet Baad med gron Rand, ſom tegnede 
til at ville lægge ind ved Bryggen. 

ßeters Hjerte hoppede i Livet paa ham; han tog 


et raſk Tag i Noret, faa at Skuden luvede op i Vinden 


og tog et dygtigt Sæt, ſom havde hun forſtaget fin 
Herres Utaalmodighed. Med fraadende Skum om Boven 
pilede Ida afſted nedad Vaxholm, og inden et Kvarter 
lagde hun an ved „Skibsbroen“, ſom den ſimple Trebro 
ofte kaldes af Badegjeſterne. 

Den lille brune Baad med den grønne Rand laa 
nu helt roligt og ſtille i Havnen indenfor, og ſaaſnart 
Sakarias vel var gaaet op, for pan Kroen at oplive 
fine ſunkne Livsaander, og Peter havde faaet Rom i 
Flaſken til For, mødte han juſt paa Broen den, ſom 
for havde faaet hans Hjerte til at hoppe i Livet. 

„God Aften, Karen!“ ſagde Peter venligt, idet 
han gav Pigen Haanden, og jaa fig om for at je, om 


ingen Bekjendt ſaa det, og kunde lobe med Sladder til 
Faderen. i : 


„God Aften, Peter“, fvarede Karen, og nippede 
forlegen i fit Forkloedebaand. 

„Har Du været i Staden i Dag, Karen?“ 

„Ja, vi fangede Smaaſild i Gaar, og ſaa havde 
vi Melk og lidt Ber ogſaa“. 


„Fik J det godt betalt?” 
„Aaja, det gik an“. 
„Jaſaa, det var jo GORE 

henne?“ 

„Han er inde i Boden og kjober Kaffe og Sukker 
til Fiſker Olof, — for je, der ſkal være Dans imorgen 
Aften“. ; 

„Jaſaa. Skal Du med, Karen?“ 

„Ved jeg, hvorledes det gaar? Sejler Du hjemad 
nu, eller ffal Du længere bort, Peter?“ 

„Jeg ſkulde nedad Lund efter en Ladning Brænde, 
men jeg tænker at ligge over til Mandag Morgen, og 
efterſom der er Dans hos Fifker Olof, ſaa ...; men 
vil Du ikke komme ombord, Karen? Vi have Kaffekjedlen 
pan, og en Kop Varmt kunde jo ikke være afvejen?“ 

„Gud ved, om det gaar an“, ſagde Karen tovende. 


Men hvor er Anders 


„Aajo, om Du vilde fe til Kaffekjedlen, jaa fkulde 


jeg lobe ind i Boden og kjobe lidt Boller, og ſige til 
Anders, at han kommer, og ſaa kunne vi ſladdre lidt 
nede i Kahytten vi tre, for Sakarias er nu inde i Kroen, 
ſaa ham have vi ikke nogen Fare for!“ 

(Fortſettes.) 


Trek af Livet i Gronland. 


III. Kajakferd og Salfangſt. 

Eſkimoen er henviſt til at ſoge Underhold paa 
Havet, og der er ingen anden Vej til Wre og Herder 
for ham, end at erhverve fig Dygtighed til at færdes 
paa dette. Derfor faar Drengen tidlig fin egen lille 
Kajak og vennes til at følge Faderen paa den farlige 
Færd. Det er Sælen, ſom maa holde for paa disſe 
Togter, og der er ingen ringe Kappeſtrid mellem Smaa⸗ 


drengene om, hvem der ſnareſt kan fange den forſte Sal. 


Denne forſte Fangſt er en Begivenhed, der bliver fejret 
ſom en Feſt, og ved hvilken Drengen ofte vinder fig et 
Navn, ſom følger ham hele Livet. Naar Faderen bliver 
gammel eller falder fra, maa Sønnen ernære Familien. 
At ffaffe Føden, derom drejer Alt fig, hvilket ogſaa gaar 
ſom et Grundtræf gjennem alle effimoiffe Sagn og 
Fortællinger. Dette kan ikke være anderledes i et Land, 
hvor den Indfodte ikke kan erhverve Formue, men hvor 
det kun gjelder om at faa Føden. Ikke deſto mindre 
har Grønlænderne endnu ikke, iſcer i hele Norden, lært 
at ſamle Forraad og mindſt til Vinteren, ſom der er 
den bedſte Fangetid; de have ſjelden Forraad til den 
Dag i Morgen, og uagtet der kan komme Tider, ifær 
om Eftergaret, hvor de kunne være udſatte for frygtelig 
Hungersnod, lade de dog bogſtavelig hver Dag have fin 
egen Plage. 

Af Ejerens Dygtighed ſom Fanger afhænger derfor 
Huſets Udſeende. Vender han ſtadig tomhændet tilbage, 


jaa han ikke kan ſkaffe Spek til Lampen eller Føde til 


| Dybet af det ſaarede Dyr. 


fig og Sine, da ffal en gronlandſk Bolig kunne frembyde . 


et Skue af den dybeſte Elendighed. Synes man nu 
end, at dette er et enſidigt Madſtreb, jaa maa man 
ikke overſe, at der for at naa Maalet udfordres en jaa 
høj Grad af Sjeels⸗ og Legemsſtyrke, at Karakter og 
Evner derved fan en Udvikling, ſom ellers ſjeldent 
naaes hos et raat, halvvildt Folk. 

Grønlænderen er Jceger paa Havet, og ſom ſaadan 
fører han i den lyſe Sommertid en Art Nomadeliv. 
Fiſkeri er derimod et Bierhverv af underordnet Betydning. 
Saaſnart Vejret tillader det, rejſer han ud med hele 
Familien og opflaar fit Telt yderſt ved Havet, paa Næs 
eller Smaasger, hvor han ſnareſt kan træffe Sælhunde, 
Sofugle, iſcer Edderfugle, paa de lave Oer og paa fine 
Steder Rensdyr. Sommerteltet af Sælffind er ſnart 
rejſt og ſnart flyttet. 

Eſkimoens bedſte Ejendom og Redſkab er dog Ka⸗ 
jakken, hvoraf hver Mand har ſin egen, afpasſet efter 
hans Storrelſe. Det er et lejerligt Fartoj til en eneſte 
Mand. Leengden er 7 til 8 Alen, og Breden kun 
tre Kvarter eller højft en Alen. Bunden, Siderne og 
Doeekket beſtaar af vandtæt ſammenſyet Selſkind, udſpondt 
over et let Treſkelet der beſtemmer Kajakkens Form, og 
er ſurret ſammen med Skindremme. Skindbaaden briſter 
ikke i den værfte Søgang eller Branding; men faar der⸗ 


"I mod let Rifter i Iſen. J et rundt Hul, omgivet af en op⸗ 


hojet Kant midt i Dækket, ſidder Manden, kleedt i Skind, 
jaa kun Anſigtet ſtikker frem. Benene hvile under Daekket 
og Skindklederne ere ſurrede faſt om Kajakranden, faa 
at Manden udgjor ſom et med fin Kajak, og derfor ogſaa 
kaldes Kajakmand. Vandtet forbundet med fit lette 
Fartej byder den driſtige Kajakroer Storm og Bølger 
Trods, og ſtyrer med [in tobladede Aare ofte gjennem 
Søer, ſom den bedſt bemandede evropæijfe Baad maa 
give tabt for. Bølgerne ſlaa ſkummende over ham, 
han agter det ikke; en Braadſo vælter Kajakken, dog det 
gjør ikke fan meget; naar han under Vandet blot ikke 
taber Beſindelſen men holder faſt paa Aaren, kan han 
med den gjøre ſaadanne Kaſt, at han kan ſpinge fig op 
paa ret Kjol igjen, og rider atter paa Bolgekammen. 
Naar da denne Vandmand faar en Seel i Sigte, ſtyrer 
han Aaren alene med den venſtre Haand; med den 
hojre griber han Harpnnen, og holder ſig beredt til det 
dræbende Kaſt. En ſtor Selfkindsbleere (et lille udpuſtet 
Sæljfind) er faſtgjort til den anden Ende af en lang 
Rem, der er fæftet ved Harpunen og er oprullet foran 
paa Kajakſtolen, ſom Garn paa en Vinde. Med ſikker 
Haand flynges Harpunen i den opdukkende Seel, ſom 
pilſnart buffer til Flugt, faa ſnart den føler Stikket. 
Nu gjælder det, at Remmen med Lethed rulles af, og 
at Blæren i rette Ojeblik kaſtes af, thi den ringeſte 
Urede jætter Kajakmanden i Fare for at drages med i 
Han vilde i ethvert Tilfeelde 
ſjeldent faa dette fat, hvis ikke Blæren, der danſer hen over 
Bølgerne, vifte, hvad Vej det tager. Naar jaa den 


ſtakkels Seel, ſom ikke ret længe holder det ud under 
Vandet, kommer op for at drage Aande, 
den med ſit Spyd og 
Spyd og Harpun ha 
Dark; Blæren har 


hans Kajak, 
Kleeder og An⸗ 
ſigt, da dojer 
Staklen ube⸗ 
ſkriveligt ondt. 
Mangen Gang 
maa han traokke 
ſin Kajak over 
ſtore Isflager, 
eller bære den 
paa Hovedet 
med Bunden i 
Vejret, han 
maa tilbringe 
Natten paa ode 
Steder under 
aaben Himmel, 
uden noget an⸗ 
det Ly end det, 
Kajakken yder 
ham, og man⸗ 
genGang giver 
Driviſen, hans 
ſkrobelige Bro 
over det ſorte 


Dyb, en Rift, og Ismasſen glider med fin. folde Grav⸗ 
ſkrift hen over ham. 

Men i Reglen gaar hans Ferd og Fangſt heldig, 
takket være hans utrolige Ovelſe og Dygtighed, hans 
Kjendſkab til Havets Luner og Sælernes Levevis. Disſe 
forſtaar han at opfnuſe og overraſke paa det Snildeſte. 
Selen er ſom bekjendt, ligeſom Hvalen, 
og aander altſaa ved Lunger, 
dukke op pan Vandets Overflade for at drage Aande. 
Derved faar Eſkimoen Lejlighed til at overumple den. 
Paa det ene Billede ſe vi ſaaledes flere Eſkimoer ſam⸗ 
lede paa Iſen om en Vaage, lurende paa Seelen, medens | 
en Kajakmand roer ud for at drive Dyrene til den rette 
Side, og paa det andet Billede ſe vi en Grønlænder 
i fin Salſkindskloedning langſomt og forſigtigt krybe 


dræber han 
haler den til ſig med Fangeremmen. 
r Fangeren liggende langs Kajakkens 
han faſtheftet bag ſig, 
nævnt, Remmen er oprullet foran ham. 
Det er ved dette Erhverv at Grønlænderens Mod 
og Kraft øves og hans Tillid til Forſynet proves. J 
godt Vejr kan det gaa nok ſaa let og muntert, men 
rejſer der fig et Uvejr, maa han ofte færdes ale 
Havet i flere Dage. 
til at fortære Meget 
kan leve dagvis ude 


medens, ſom 


ne paa | 
Hans kraftige Føde og hans Evne 
paa en Gang hjalper til at han 
n gøde, men han lider dog ofte 
Sult. Naar der fan tilmed pan det aabne vilde Ishav 
er fan knugende koldt, at der lægger fig et Isdekke over 


Jesper Vandheld. 


—— 


Det var i de gode gamle Dage, 
Nogen anede, at der vilde 
heſten paa Jernſkinnerne vilde tage Bro 


et Pattedyr 
hvorfor den ofte maa 


En Kajakmand. 


en Fornojelſe af at have 
han tog meget ilde op, naar han mærkede det. 

Det var Dagen for et ſtort Vintermarked i Hor⸗ 
ſens, at Jesper og en anden Fragtmand ved Navn 
Povlſen hver med et Par Fade Brendevin faa ſmaat 
ejen for at naa Horſens inden 
eis ſprang Hammelen paa Povl⸗ 
han bad da Jesper om at holde og 
e, medens han løb hen 


rumlede hen ad Lande 
Sengetid. Men midtv 
ſens Vogn, og 

blive ved Heſten 
der boede et tuſind Skridt 
udbedret. 

„Holde her maaffe en halv Time i denne Kulde!“ 
knurrede Jesper. „Nej Tak. Du ku 
i Orden inden Du drog hjemmefra — 
mine Sager nøje, faa jeg ved mig 


ham til Bedſte, 


FF 


paa Maven, med ſin Harpun og Fangeline i Haanden. 
Han har længere henne opdaget en Seel. Det gjælder 
nu at efterligne Sælernes plumpe flæbe 
paa Iſen, 


nde Bevægeljer 


ſaaledes at det dumme, men grumme mis⸗ 
tenkſomme Dyr ikke opdager Svigen, 
er den ner nok til at ſende den ſin d 
Vi ville haabe, at det maa lykkes ham. 


førend Fangeren 
rœbende Harpun. 


længe førend 


komme en Tid, da Damp⸗ 


det af Munden 
paa det ſkikke⸗ 
lige Vogn⸗ 
mandslav, at 
en Fragtmand 
ved Navn 
Jesper Janſen 
jevnlig kjerte 
Fragt mellem 
Vejle og Hor⸗ 
ſens. Skjondt 
Jesper ingen⸗ 
lunde havde 
været med til 
at opfinde 
Krudtet, faa 
var han ligeſaa 
ſelvklog og 
ſtolt, ſom han 
var lille, og 
tilmed en hel 
Del trettekjcer 
og vroplagtig, 
hvorfor hans 
Kammerater 
ofte gjorde ſig 
en Spas ſom 


til en Smed, 


derfra, for at faa Skaden 


nde have Dine Ting 
jeg efterſer altid 
ſikker for Skade. 


Desuden er det rimeligvis vanffeligt at faa Logis i 
Aften, hvis jeg kommer for ſent til Byen, da der vel 


kommer en Mængde Handelsfolk, hvor vi holde. Ville 


Dine Baeſter ikke ſtaa, jaa kan Du ſpende dem fra og 
tage dem med til Smeden. Farvel og god Fornøjelje! | 
ſkal jeg beſtille Logis til Dig?“ raabte han drillende, 
da han kjorte. 


Da han kom til Gjeeſtgivergaarden paa Smede⸗ | 


gade, var der ganſke rigtig ſaa mange Fremmede, at 
kun en Seng var ledig. Han lod Vognen ftaa i 
Gaarden, ſpendte fra, og ſnorkede ſnart veltilfreds i 
den varme Seng, efter at have faaet fig et lille Grin 
indvendig over den tykkePovlſen, ſom for hapde ſpillet 


ham et og andet godmodigt Puds, og nu maatte tage 
til Takke med Holoftet, naar han kom. 

Nogle Timer efter kom denne endelig og horte til 
fin Ærgrelje, at hans uvillige Kammerat havde taget 


de nok kunde ligge ſammen i den, da den var temmelig 
bred. 

Han gik derfor op paa Kammeret, vaekkede Jesper 
og ſpurgte, om han kunde ligge der med. Denne 
vendte ſig haloſovende og bad ham om at gaa Fanden 


han væl igjen. 


„Da ſkal Du ſnart komme lysvaagen op!“ brum⸗ 


den ſidſte Seng i Beſiddelſe. Dog mente Værten, at 


i Vold eller paa Holoftet efter Behag — og jaa ſov 


En Grønlænder paa Sælfangst 


mede Povlſen med et lunt Smil ved fig ſelv, „og 
fan Tak for ſidſt med det Samme”, føjede han til, 
idet han gik ned i Gaarden igjen. 

Her tog han tre til fire Spande Vand og flog 
Indholdet op i Jespers Vogn, jaa Vandet brev ud 
mm Fadingen og i ſtore Strømme henad Sten⸗ 
roen. 

Hurtigt lob han atter op paa Kammeret og raabte: 
„Hej Jesper! er det Din Vogn, ſom ſtaar nede ved 
Brønden? det taplober gjennem N paa den og 
henad Stenbroen!“ 

„Aa Gud hjælpe mig arme Mand!” raabte Jesper 
lysvaagen og ſprang op, idet han i en Fart fif Under⸗ 


buxer, Veſt og Træffo paa, og for ned i Gaarden, 
hvor han ſtrax med Forfeerdelſe overſkuede Ulykkens 
Storhed, da han ſaa i fra Vognen og 
henad Stenbroen. ö 

„Hoj!“ brelte han himmelhojt, „hid med 
Spande, Ballier og Allehaande! Aa Gud 


hjelpe mig, jeg er en gdelagt Mand! Et 


Brendevinsfad er ſprunget for mig. Streb 
og kom! ſkynd Jer dog! Spande og Ballier!“ 
Staldkarlene, Værten og en Del Gjæfter kom ved 


hans grulige Brøl ſpringende ud i ſtorſte Forſkrekkelſe, 


da de troede der var Ildlos; men de kunde ikke lade 
være at le, da de faa den halvnogne Jesper ſpringe 


* 


r 
* 
Sø 


. 
. 


ſom en gal Mand om Vognen og holde en Spand under 
Dryppet, hvor det lob ſterkeſt, ſnart hiſt og ſnart her. 
Dog endnu hojere blev Latteren, da en af Karlene 
fandt, at det var Synd, at hver Draabe ſkulde ſpildes, 
og holdt Munden under Dryppet, men ſtrax ſprang 
op med det Udraab: „FJy for Fanden! det er jo det 
bare Vand!“ ; 

„Ja, der er ſgu ogſaa Nogen, ſom har fyldt Vand 
i Din Vogn, lille Jesper!“ ſagde nu Verten, der 
havde kigget op i Vognen. „Naa, det kan Du minjæl 
falde et Vandheld paa to Maader og endda fige det 
var Din Lykke, at det ikke var et Brendevinsuheld!“ 


Denne Vittighed i Forbindelſe med Jespers ligeſaa 
arrige ſom betuttede og ynkelige Figur, da det blev 
klart, hvilken Streg der var ſpillet ham, gjorde paany 
ſin Virkning blandt Skaren af de muntre Gjeeſter, og 
under en ny ſtraldende Skoggerlatter ſkyndte Stym⸗ 
peren ſig op til ſin Seng. Men fra den Time af 
maatte han ofte døje Ogenavnet „Jesper Vandheld“. 

Dog, hans Gjenvordigheders Maal var den Aften 
ikke fuldt endnu. Da han, ryſtende af Kulde og Arrig⸗ 
ſkab kom op paa fit Kammer og vilde i fin varme 
Seng — hvad faa han i den Andet end Poulſens 
ſpœre Skikkelſe. Denne havde ganfke roligt kledt fig 
af, da Jesper lob, og „okkuperet“ hans Seng. 

Jesper havde nu en ſlem Mund, hvorfor jeg 
ſtal forſkaane Læferen for den raſende Ordſtrem, der 
flod fra hans Leber, da hans Raſeri naaede Top⸗ 
punktet, idet han ved „denne nye lumpne Raveſtreg“ 
ſkjonnede, at hele Ulykken var en Gaptyveſtreg af Povl⸗ 
ſen for at fordrive ham fra den eneſte tomme Seng i 
Huſet. HET 

Alt hvad han imidlertid fif for fine Skoeldsord 
og fin Vrede, var kun at Kammeraten lo, ſaa det 
klukkede i ham, indtil han endelig, ligeſaa ofte afbrudt 


af ſin Latter, ſom af den Andens Skjceldsord, kunde 
give Gjenſvar: ; 


„Hvad Pokker lob Du af Sengen for og ffabede 
Dig ſom gal! Du efterſer jo altid Dine Sager fan 
godt, at Du er ſikker for Uheld; Du kunde jo derfor 
roligt have vendt Dig om til Væggen, da jeg ſagde, 
det lob af Vognen ſom da ingen Løgn var, ved 
jeg i Stedet for at opløfte et ſaadant Vrel, at jeg 
daanefærdig af Forſkrekkelſe maatte krybe i Sengen og 
knap vil forvinde Skrakken i denne Nat. Jeg ſkal 
derfor nok holde Sengen varm for Dig til imorgen, og 
endda lade være at bede Dig gan Fanden i Vold, ſom 
Du for bad mig faa kjont om, ſtjont Du jo ryſter og 
fryſer, ſom om Du havde holdt med mine Heſte paa 
Vejen i flere Timer. Nu god Nat min Broer, Du veed 
jo hvor Hoet er, ſov vel og Tak for ſidſt!“ 

Jesper kjendte fin ſkadefro Kammerat for godt til 
at haabe atter at faa ſin Seng igjen den Nat. Han 
gik derfor endelig fin Vej med fine Klæder for at tage 
til Takke med Het og Daknerne i Stalden, til Tak 
for fin Tjenſtvillighed. 

Men endnu mange Tider efter maatte han ofte 
døje fine Kammeraters og Bekjendtes ſvedne Grin, 
naar de i Kroſtuerne hojroſtet forlangte deres Brænde 
vin og Ol med det muntre Raab: 

„Hej! hid med Spande og Ballier i en Fart!“ 

Keita 0 — 


Om Sangens Magt. 
Af Mads Hanſen. 


Der fortælles i den hellige Skrift, at da Herrens 
Aand var vegen fra Kong Saul, og en ond Aand 
forfærdede ham, (od han hente en ung Mand, der kunde 
lege paa Harpe, det var Hyrden David. Og naar 
den onde Aand var over Kongen, da tog David ſin 
Harpe og ſpillede og ſang, og Saul blev vederkveget, 
og den onde Mand veg fra ham. Og da Israels 


Konge Joram med fin Krigshær drog igjennem Edoms 


Ork for at undertvinge Moabiterne, der vare affaldne 
fra Israel, og han efter fyn Dages Reiſe ikke fandt 
Vand for Heeren, da gik han tilligemed Joſafat, 
Kongen af Juda, til Profeten Eliſa for at faa Sjælp 
i Noden, og Eliſa raadede blandt Andet: „Saa henter 
mig nu en Strerngeleg“; og da han legede paa Harpen, 


kom Herrens Aand over ham, og han bod Kongerne 


at grave Grøfter i Dalen, og Landet fyldtes med Vand. 
Dette er ſtore Vidnesbyrd om, hvilken Magt Vorherre 
kan lægge i Sangen, og at den gode Sang virkelig 
formaar baade at bortdrive den onde Aand og at kalde 
den gode Aand tilſtede. Vil man end ſige, ja, det var 
fine Profeter, Herren gav en ſaadan Magt, i hvis 
Ord han lagde denne manende Kraft, jaa ville vi ſvare: 
Herren er idag og igaar og igjennem tuſinde Aar den 
Samme, og hvad han i fordums Dage gjorde i fit 
troende Folk, det har han endnu Magt til at gjøre 
i fin Menighed, og ſaadanne Ting ſke daglig for vore 


| 


Øjne, naar vi blot ville ſe dem. Vore nordiſte For⸗ 
fædre have jo ogſaa jet det Samme; fra dem have vi et 
levende Vidnesbyrd derom i Viſen om Gul dharpen, 
hvori der fortælles om Hr. Villemand, hvis 
Feeſtems og hendes to Soſtre vare ſunkne i den „ſtridige 
Strom“ og vare i Troldens Vold, at han lod hente 
„Harpen med roden Guldftræng”, og jaa gik han fig 
for Strommen at ſtaa og legede paa Harpen, ſaa at 

„Herop maatte Trolden fra dyben So“ 

„„Hold op med Din Ringlen, her er Din Mo. 


Her er med hende, hendes Søftre to, 

Du lade mig nu volde Bandet i Ro!““ 

Men Hr. Villemand vilde ikke lade Trolden have 
Ro; det hedder, at han drog fit Sværd „og flakte 
Trolden hin arge midt ad“. 

Det er, ſom ſagt, en ſtor Magt, der er i Sangen; 
men, vel at merke, det er kun i Guldharpens Klang, 
i Sangen om det Himmelſke og Evige, om det Skjeanne 
og Wole, Folkelige og Menneſkelige, ſom Trolden — det 
Djevelſke, Raa, Umenneſkelige — ikke kan taale 
at høre, men maa flippe fit Bytte og raſe over den 
„Ringlen“. Og der ſidder endnu mangen Ungerſvend 
og ſtjon Jomfru i den ſtridige Strom, i den fæle 
Trolds, Uaandens Magt, der er Mange, ſom kunde 
frelſes, bare vi rigtig vilde ſlaa Guldharpens Strenge. 
Vi ere Gud fle Lov ikke faa fattige pan gode Sange. 
Det er neppe for ſterkt et Udtryf, naar jeg ſiger, at 
der er ikke et eneſte Folk paa Jorden, der har ſaadan 
en Rigdom af virkelig gode Sange ſom vi Danſke, 
Sange, der udmeerke fig baade ved det dybe Indhold 
og den ſkjonne, men dog ſimple og jævne Form, der 
gjør dem forſtagelige ſelb for de mindre Oplyſte. Jeg 
ſkal blot nævne vor rige Skat af dejlige kirkelige Sange 
af Grundtvig, Ingeman, Kingo og Brorſon, 
vore Folke⸗ og Fedrelandsſange af Ploug, Grundt— 
vig, og mange Flere, fan vel ſom vore herlige Kæmpe 
viſer fra Middelalderen. 

Og med det vaagnende Folkeliv vinde disſe Sange 
mere og mere Indgang i vore Huſe og Samlag. For 
flere Aar tilbage fang fornemme Folk neten ikke Andet 
end Selſtabsſange til Pigernes og Vinens Pris, om 
Nydelſe i Livet og Glemſel i Graven — kun i enkelte 
Kredſe begyndte Oehlenſchlägers og Grundtvigs 
Digtning lidt efter lidt at trænge ind — i Kirkerne 
fang man lange drævende Toner om Dyd og gode 
Gjerninger og i Bonderfolks Huſe om ulykkelig Kjær- 
lighed, gruſomme Mordgjerninger og andre fkrarkelige 
Hendelſer, og ikke ſjeldent hørtes overalt letferdige, 
utugtige Viſer i finere og grovere Stil. Saa kom 
1848, det merkelige Aar, der aldrig glemmes i Dan⸗ 
mark. Det var rigtig en Vaardag, ſaa mild og ſaa 


venlig ſom nogen kan være, da kom alle Kræfter tillive, 
baade Blomſterne og de ſlemme giftige Urter begyndte 
at ſpire, baade Fuglene i Skoven og det ſlemme Kryb 
i fine ftumle Gange under Jorden fik ſom nyt Liv; 


da var det ogſaa, at Lærken begyndte at ſynge, og den 
floj ud over Byer og Steder og over de fattigſte Huſe 
og Landsbyer — der var Sang i hver en Vraa — 
det var „den tappre Landſoldat“, der var den forſte 


Lærke. Det var en ny Sang, en hel ny Maade at 
ſynge paa: om Folk og Frender, om Fædreland og 
Modersmaal, om Konge og Fane, og om at vove Liv 
og Blod i ædel Kamp for det Altſammen — om 
hæderlig Ihukommelſe. Og denne Sang var jaa 
ſimpel, at hvert Barn kunde forſtaa den, og faa Uger 
efter at den var ſkreven, var den kjendt og jungen af 
hver danſk Mand og Kvinde, ja af hvert Barn paa 
Gaden, og Soldaterne fang den — den Viſe har fældet 
mange Tydſkere. Nu er der gaaet 25 Aar ſiden, og vi 
maa rigtig glæde os ved, at der er kommen faa mange 
gode Sange frem i den Tid, og at de Aar for Aar 
faa mere Udbredelſe i hele Folket, hos Store ſom hos 
Smaa; men den daarlige, den raa og usle Sang er. 
ikke udryddet, det er en Roſt fra Mudderdybet, et hæft 
Skrig af Krybet, der ogſaa kom tillive den milde 
Vaardag, ſaa der ogſaa paa dette Enemeerke ſtaar en 
Kamp mellem Aand og Uaand; og naar vi ſe hen 
til, hvilken Magt der er i Sangen, da er det ingen 
ubetydelig Strid, ikke Smaakevplerier omkring i Kro⸗ 
gene; men det er en Kamp paa Liv og Dod. 

Endel af de Viſer, der fabrikeres af Folk, ſom 
ſpekulere i de mindſt Dannedes daarlige Smag og 
flette Lidenſkaber, falbydes paa Markederne og finde 
mange Kjobere. Vi kunne jo je, hvilken Masſe af unge 
Karle og Piger der ſamles, hvor en Viſekreemmers 
ſkrattende Fiolin eller gispende Lirekasſe hores. Og de 
unge Menneſker ſtaa der med Hænderne fulde af dette 
Snavs og nynne trøftigt med for at lære Tonerne. 
Mange af disſe unge Karle og Piger have virkelig 
ſmukke Stemmer, og let ved at lære en Melodi — det 
vilde være yndigt at høre dem ſamlede i Skoven eller 
en Have en Sondag Eftermiddag ſyngende nogle andre 
og bedre Sange i Stedet for at gaa paa Gaden om 
Natten og overbyde hverandre i at opraabe med dette 
Markedsgods; hvor dejligt vilde det ikke være at høre 
Pigen mens hun „malker ſin Ko“, nynne en Viſe om 
ren og trofaſt Kjærlighed, i Stedet for liderlige eller i 
alt Fald pjattede Viſer med Omkvæd ſom „Singdude⸗ 
lidej“, og „Krillevillevibombom“. Det er ſorgeligt al 
den Smitte, der udbredes herved, ijær paa Egne, der 
ere lidt tilbage i ſand aandelig Oplysning. Det er 
vemmeligt at høre ſaadanne kjobenhavnſke Pobelord i 
vore Bonderfolks Mund ſom: „den gaar inte Granberg“, 
„den brenner a“, „den er ſkjcev i Hamborg“ og mange 


ti Gange værre. Jeg er vis paa, at megen raadden 


Snak og megen Uſädelighed har fin Oprindelſe herfra, 
og i det hele taget lægges derved en Dæmning for det 
friſke aandelige Livs Stromninger. Det er dog ikke 
paa Markederne alene at disſe Skillingsviſer, der i 
Almindelighed er forſynede med et usſelt Traſnit og 


en fkraldende Titel, falbydes, det ſker ogſaa i Huſene 


omkring paa Landet af omlobende Forhandlere — ja 
der er endog de Boghandlere, der ikke ffamme fig ved 


at have Udſalg af dem. eg beder Læferne ikke at 
forverle de her omtalte Viſer med dem, der udgives af 
„Udvalget til Folkeoplysningens Fremme“, der ogſaa 
falbydes af omvandreude Forhandlere og ſelges i næften 
enhver Boghandlerbod — dog ikke paa Markeder. 


Disſe Viſer ere alle ſammen gode, og til Kjendetegn er 
der paa Titelbladet et Billede foreſtillende et Danne⸗ 
brogsflag, men de gaa ikke ſaaledes fra Haanden ſom 


Smudsſangene, thi den, der har lidt Sans for god 
Sang, fjender dem og har dem i ſtorre Samlinger eller 
i Digternes egne Verker, og den, der ikke har ſaadan 
Sans, finder dem alt for kjedelige. 

Dette ſkal være en Opfordring til „Husvennens“ 
Lœſere om at tage virkſom Del i Kampen for det gode 
Livs Fremvært ved, Enhver i fin Kreds, at udbrede 
god Sang og holde ned paa den daarlige. Ingen kan 
bedre gjøre dette end Husbond og Madmoder. Det 
ſinker ikke i Arbejdet, om man ſynger en Salme med 
ſine Born og Tyende hver Morgen og Aften; der kunde 
jo da begyndes med at gjøre det hver Søndag. Og 
hvor mangen Lejlighed er der ikke til at ſynge en ſmuk 
folkelig eller menneſkelig Sang? De lange Vinteraftener 
indbyde iſcr til Sang og Fortælling af Eventyr og 
Hiſtorier, mens man ſysler med et let Haandarbejde, 
hvor tidt har ikke ogſaa de unge Karle og Piger Lej⸗ 
lighed til at indvirke paa Tonen iblandt deres Omgangs⸗ 
venner. Og hvor der er god Sang i et Hus eller i 
et Selſkab, der vil det Onde ikke jan let fan Indpas, 
baade Sorg, Mismod, Vrede og alle ſaadanne ſlemme 
Folelſer kunne vi ſynge vak, ligeſom David fang, jaa 


den onde Aand flyede fra Kongen. Sangen ſamler os 


om den Tanke og i den Folelſe, der har bejjælet Dig: 
teren og Tonekunſtneren, da de gav os deres Sang; det 
er, ſom Hjertet kunde varmes derved, og de ædlere Kræfter 
i os vekkes til Virkſomhed; og mangen Gang er der 
en eller anden Tanke, ſom i lang Tid har ligget dunkel 
og uklar for os i Sjælens Dyb, men, ſom vi ſynge, 
klares det for os, jaa vi maa udbryde: det var da ogſaa 
ſert, at vi ikke kunde fatte det for. Hvem kan ikke 
mindes et Ojeblik, da han har følt fig løftet op over 
alle ſmaalige Sorger og Bekymringer, naar den gribende 
fuldtonige Sang har lydt i vore Kirker eller ved vore 
Folkefeſter? mon der ikke har været et ſaadant Ojeblik 


eller da vi have følt en rigtig varm og inderlig Kjær: 


lighed til Fædreland og Folk og brændt af Lyſt til at 


ofre Noget for dets Lykke? — det er Herrens Aand eller 
Folkets Aand, der har været over os, ſom det fkete 
med Eliſa. 


for at faa et lille Husflidsarbejde i Gang. 


Konvolut, ſom Regnen havde opblodt Limningen paa. 


Og vi maa ikke tabe Modet og opgive Kampen, 
om det end mangen Gang ſer ud til at vi Intet udrette. 
Vi vide jo dog nok, paa hvilken Side Sejren findes, ſaa 
viſt ſom Livets Herre er ſteerkere end Dødens Herre, 
Sandhedens Aand ftærfere end Lognens Aand — vi 
vide jo nok, hvilken Magt Vorherre har lagt i Guld: 


harpens Klang. 


Husflid. 


En lille Ting. 

En af de mange ſmaa Ting, ſom der bruges faa umaade— 
lige Masſer af i vor Tid, fordi de fremſtilles ſaa let paa Ma⸗ 
ſkiner, er Konvoluter. Det gaar faa fnildt at lave dem. 
Papiret bliver ſtemplet itu med ſtore Staalknive, der i et Tryk 
presſer mangfoldige tilſfkaarne Konvoluter ud. Disſe Emner 


| blive lagte i en lille meget kunſtig Mafkine, ſom falſer og limer 


Konvoluten ſammen pan en Gang og kaſter den færdig ned i en 
Beholder ligeſaa hurtig Bladene et for et kan lægges i en 
Maſkine. Det gaar ligeſaa nydeligt og let ſom hurtigt, og 
derfor leveres ogſaa Konvoluterne fan billigt, at Folk have Raad 
til at bruge dem i Masſevis. 

Haandarbejdet, hvorved man tidligere fremſtillede Konvolu⸗ 
terne, er altſaa afløft af Maſkinarbejde. Det morede derfor 
„Husvennen“s Udgiver forleden at modtage Meddelelſe fra en 
fattig ſiallandſk Tjeneſtedreng om, at han havde fundet paa at 
lave Konvoluter til Salg i fin nermeſte Kreds og tjent nogle 
Smaapenge derved. Det er et nyt Vidnesbyrd om, at hvor 
der er indre Virkelyſt, behøves ofte blot en lille ydre Anledning 
Drengen havde 
nemlig en Dag, da han gik over Gaarden, fundet en brugt 
Han tog 
den op og ſyntes ikke, det kunde være vanfkeligt at forme ſaadan 
et Stykke Papir og klebe det ſammen; her havde han jo en 
Model at fe efter. Han fik kjobt noget Papir og forfærdigede 
nogle, ſom han ſolgte, men faa gik det for ſmaat med en ad 
Gangen i Arbejde, og han fif ſnart udtænkt fig at danne en 
Tramodel til at ffære Papiret til efter, lavede mange og fif 
Afſatning til dem alle. 

Vi fremføre ikke dette Træf, fordi det er noget Stort, men 
netop fordi det er noget Smaat. Drengen fan iffe vente at 
kunne konkurrere med den ſnilde Maffine i det Store, men 
han kan det i det Smaa. Og det var netop det vi vilde have 
frem, at der ſaaledes er mangfoldige ſmaa, lette Arbejder, ſom 


vel ikke ville kunne betale ſig ſom Erhverv i det Store, men 
| ſom egner fig ſaameget bedre til en lille indbringende Fritids⸗ 
ſysſel og behagelig Beffjæftigelje i det Smaa. 
for de fleſte af os, da vi have følt os nærmere ved Gud, | 


Man behover 
bare, ſom den her omtalte Gut, at have Øjnene lidt med fig, 
ikke at lade den gode Villie blive ſiddende ſnuende i Kakkelovns⸗ 
krogen, og jan ponſe en Smule paa hvad man fer og kunde fan 
Tanke om at efterligne, forſt maaſke til Tidsfordriv og ſiden 
til Nytte; fan ſkal man maaſte ſnart finde fig overraſket ved at 
kunne udføre ligeſaa net og nyttigt Smaaarbejde ſom den nette 
haandlavede Konvolut, der har givet Anledning til disſe Linier. 


Husvennen udkommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, ſorſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 


Fjerdingaaret, frit tilſendt. 


„Bladet kan beſtilles paa ethvert 
Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph 


Poſtkontor og Brepſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
Klein, lille Kjsbmagergade 56, Kjøbenhavn. : 


Trykt hos J. H. Schultz. 


II 


5 SMÅ 
AV EN 5 8 
Roe ee 


Billedblad for Alenigmand, 


for Morſkabslosning, Oplysning og Hus flill. 
Adginet af 
n. C. Rom. 


Nr. 23. 


S. Marts 1874. 


Indhold. „Lille Karen“, Fortælling af Frans Hedberg (Sluttes). — Frugttraers Podning, med 8 Billeder. — Raven, med 


Billede. — Husflid. 


„Amerikanſt“, med Billede. — Blandinger. — Brevvexling. 


„Lille Karen“ 
Fortælling af Frans Sedberg. 
(Fortſat.) 


— 


Den ſidſte Meddelelſe ſyntes at beſtemme Karen, 
og efterat de i Haſt at have ryſtet hinandens Hender, 
begav hun fig ombord paa Ida og begyndte at fysle 
med Kaffekjedlen, ſom ſnart helt fornøjet ſnurrede over 
Ilden ligeſom af Tilfredshed over, at et kvindeligt Veſen 
endelig havde faaet Haand i den, thi Sakarias var 
ingen godmodig Husbonde, det vidſte den nok, den 
ſtakkels Kaffekjedel. Kogte den ikke raſk op, faa hændte 
det, at den helt ſkjodesloſt flængtes mod Væggen, og 
mangen Bule paa dens trinde Mave vidnede om det 
Tyranni, den maatte taale. 

Og medens Karen var alene dernede i Kabysſen, 
var det ikke fri for, at hun jaa ſmaat tænfte paa, hvor 
dejligt der kunde blive dernede, naar hun og Peter kunde 
blive et Par, og hvor rent og net hun fkulde holde det, 
og da ſkulde den grimme Sakarias blive overflødig, for 
hun kunde nok pasſe Fokken (Forſejlet) og ſtaa til Rors 


med, om det behøvedes. Det Veerſte var, naar man 


fulde ro eller ſtage fig frem, men det fif vel ogſaa at 
gaa, en „Skergaardstos“ maatte ikke krympe fig for 
ſaa Lidet. 

Efter en Stund kom Peter og Anders ned, og man 
drak nu en rygende varm Kop Kaffe og pratede hid og 
did. Efterat Peter og Anders af Fader Lars Romflaſke 
havde taget en Zaar ſaakaldet „skeppargradde“ (Skip⸗ 
perfløde) til Kaffen, gjorde Anders en Vending op paa 
Dakkket, og ſagde, da han kom ned igjen: 


„Nej, Karen, nu kommer vi til at bryde op, hvis 
vi fkal naa hjem til Natten, for det fætter til at 
blæfe rigtigt forbiſtret derude, og vi have nu Vinden 
lige forind hele Vejen“. 

„J kunne gjerne binde efter hos mig“, ſagde Peter, 
maa flippe J for at ſlide i Aaren. Skjondt man maa 
krydſe hjem, jaa gaar det i alle Fald fortere“. 

„Ja, det var rigtig rart!“ raabte Anders for⸗ 
nejet. Og „liten Karin“ da? Ja hvad fkulde hun 
gjøre, naar Karlene havde ſagt ja? Hun fandt fig i 
fin Skjcbne, tav og ſamtykkede. Og efter at man vel 
havde faaet fat i den halvdrukne Sakarias, ſom ſtuvedes 
ned i Kabysſen, ſattes Karens og Anders's Baad paa 
Slæb efter Ida, og det bar ud af nordre Vaxholms⸗ 
fjorden med ſtrygende Fart, og Peter tyktes fig lykkelig 
ſom en Konge; han ſtod ved Roret og ſaa ſnart paa 
Kurſen og ſnart paa lille Karens roſenrode Kinder og 
ſvulmende Læber, onſkende ved fig ſelb, at han paa 
denne Maade en ſkjon Dag maatte blive Herre paa 
Skuden. 


III. 


Nu var det forſte Spørgsmaal, hvilken Vej man 
ſkulde vælge. Vejen gjennem „Kodyb“ var den leengſte, 
og Peter var tilbøjelig til at hælde til den, for 
jaa meget længere at beholde Karen ombord. Men 
Anders, ſom ſkulde pasſe Fokken, vilde ogſaa have et 
Ord med i Laget, og mente, at det var bedſt at fare 
gjennem „Stickſund“, faa kom man neermeſte Vej lige 
ud i „Trälhafvet“. Karen for ſin Del ſagde heller ikke 
Noget; hun ſtod kun glad og lykkelig ved Siden af Peter, 


ſom med kraftig Haand forte Roret paa fin Skude. 


Samtalen gik forreſten treven nok. Skergaards⸗ 
boen er i Reglen ikke taleſyg, og allermindſt naar han 
krydſer i Modvind, og der findes Grunde i Farvandet. 
Og hvem der har ſejlet den omtalte Vej, ved ogſaa 
meget vel, at i Stickſund findes en Grund, ſom 
foraarſagede Storbaadene meget Hovedbrud, og ſom de 
mere end en Gang bleve ridende paa i time ja dagevis. 
Men da Baadforerne ere et djærvt og haandfaſt Folk, 
ſaa er det ogſaa en Fornojelſe at fe, hvorledes de ofte 
komme i ſtrygende Fart gjennem det trange Sund og 
ſejlle jaa ner Klipperne, at man kan naa dem med 
Hænderne, og endda klare Grunden og Landet i den 
ſmalle Rende. Saaledes havde Peter ogſaa mange 
Gange gjort, og det var gaaet godt, men da havde han 
ogſaa ſtaaet ene ved Roret, og kun havt den ſkelojede 
Sakarias at ſe paa. 

Nu var det anderledes. Ved hans Side ſtod lille 
Karen, med fin ene Haand forlegent pillende i Torkledet 
og med den anden fluttet i hans. Hun holdt Øjnene 
nedſlagne, men Peter tyktes neeſten, at Blikket ſkinnede 
gjennem de nedſlagne Ojelaag, faa klart lyſte det, og 
hvem kan fortenke ham i, at han blev ſolblind, ſtakkels 
Knos! 

Og der var et helt vigtigt Sporgsmaal paa Bane. 

Peter havde nemlig lige forud ſpurgt lille Karen, 
om hun rigtigt vilde være. hans, om jaa bande Fader 
og Moder og mange Andre lagde ſig imellem, og om 
hun da vilde vente og være ham trofaſt, om ogſaa det 
ſkulde vare nogle Aar, — og det var Svaret paa det 
Sporgsmaal, han ventede. 

Imidlertid vare de komne ind i det farlige Sund, 
og han havde lige vendt for at gjore ſit ſidſte Slag 


forbi Grunden, og ud i den rummelige Fjord Vinden 


kaſtede muntert i, og Skuden lagde til i Vendingen, 
ſaa at lille Karen, faa ſovant hun end var, gjøs lidt 
og nær var faldet omkuld, hvilet alligevel hindredes af 
Peter, ſom med den frie Arm fattede hende om Livet 
og holdt hende oppe. 

J det Samme kaſtede Karen Blikket op til ham, og 
jaa paa en Gang ſaa lykkelig og jaa paataget mut ud, 
at det gav et rigtigt Sæt i den unge Skippers Hjerte, 
og idet han oppebiede det ventede Svar, trykkede han 
lille Karen alt faſtere ind til ſig med den ene Arm, 
medens af en aldeles given Naturnodvendighed den 
anden Arm, ſom holdt Roret, lindede ſit faſte Tag, uden 
at den lykkelige Skipper merkede denne ſtore Forſom⸗ 
melſe i Sejladſen. 

„Kjcre gode Karen“, hvijfede han jagte til den 
rodmende og ſmilende Pige, „hvad ſvarer Du mig paa 
mit Spørgsmaal?” 

„Ja, jeg ſvarer, hvad jeg har ſparet en Gang tid⸗ 
ligere .. .. hvad jeg altid kommer til at ſpare“ — — 

„Fald af!“ brelede i det ſamme Anders henne 
forfra „Fald af! Kors for Syv Satan; vi komme 
jo fløt paa Grunden, ved jeg!“ 


Og inden Anders fif raabt ud, og inden den plud⸗ 
ſelig opſkremte Peter fil vendt Roret — krak! — en 
Skraben og et Svub — og der ſtod Hilda midt oppe 
paa en Sten med en ſaadan Fart, at det knagede i 
Maſten og den halvfulde Sakarias kom ſovndrukken 
buſende hovedkulds op af Kabysſen, og var i fin Forſkrakk⸗ 
kelſe ſikkert gaaet til Søs, hvis ikke Anders i pderſte 
Ojeblik havde faaet fat i hans tjavſede Haartop. 

„Ja! nu ſtaa vi her ſmukt!“ puſtede Anders, idet 
han flap Sakarias og firede Fokken, for at ikke Bleeſten 
ſkulde drive dem endnu højere op paa Grunden. 

„Du kunde have ladet mig gaa gjennem „Kodybet“, 
ſom jeg vilde”, ſvarede Peter ærgerlig, medens han 
gjorde ſamme Manovre med Storſejlet. 

„Aa, Du kunde gjerne havt Øjnene med Dig her, 
ſyntes jeg!“ gjentog Anders helt frimodigt. „Saa 
mange Gange har Du gaaet her, ſaa Du vel burde - 
kjende Farvandet, ſyntes jeg“. 

„Det gaar altid Fanden ivold, naar man har 
Kvindfolk ombord!” begyndte Sakarias, ſom imens havde 
ſamlet fig tilftræffelig til at give Ondt af fig. „Og 
Fader Lars vil nok blive i godt Humeur, naar han faar 
at vide, at det er Kari, ſom — —“ 

„Hold Mund!“ raabte Peter, „hvad har Karen 
med dette her' at gjøre? Tag Du Stangen i Stedet, og 
prøv paa, om vi kan bære af, din Allik! — Var ikke 
forknyt Karen lil, det er ikke farligt. Vi have jo kun 
den tomme Skude, og det kal ikke ſtaa længe paa, 
førend vi ere af'en igjen!” 

„Hapde jeg ikke været, jaa havde vel dette ikke 
ſtet!“ udbrød Karen med bedrøvet Anſigt, idet hun, raſk 
ſom hun var, ſogte at hjælpe ved at fan Skuden flot. 

„Nu ſkal Du ikke komme med ſaadan Snak”, ſpa⸗ 
rede Peter; „men om jeg ſaa fkulde ſette mig ti Gange 
paa Grund, ſaa er jeg endda faa hjertensglad, naar 
jeg har Dig ved min Side, faa jeg ikke vilde have det 
ugjort for aldrig det!“ PEN 

„Hejſa!“ hørtes nu en munter Stemme tæt ved 
dem, „naa, det var forbandet flink! Nu have vi faaet 
en „prick“ (Sømærfe) paa Grunden, og det en Prik, 
ſom kan ſes ovenikjobet!“ 

Peter jaa op og jaa til fin ſtore Wrgrelſe en af 
Segelselskapets!) Jagter, ſom for fulde Sejl ftrøg 
forbi dem ud i Trälhafvet, medens de ombordværende 
Herrer lo højt af hans Styrmands⸗Dygtighed og raabte, 
at det var godt nok til „rospiggen“ ). En anden Gang 
kunde han ſejle „som Folk" 2) mente de. 

„Bi kun!“ brummede Peter ved ſig ſelv, „jeg ſkal 
minſcel viſe Jer, at jeg kan ſejle, jeg!“ 


) Et Kapſejlingsſelfkab i Stockholm, ſom ivrigt virker for 
Baadebygningens og Sofartens Opkomſt i Omegnen. 

) Saaledes kaldes Almuen i „Roslagen“ i Skergaarden. 

) „Sejle ſom Folk“ er en ſpenſt Talemaade, hvori underfor⸗ 
ſtaaes „og ikke ſom Fa“. 


for at faa Hilda flot igjen; men denne Gang var Hilda 
egenſindigere end han, og Folgen var, at hun blev, hvor 
hun ſtod. 


IV. 


Og der fif hun Lov til at ſtaa baade. længe og 
vel! Peter vilde have, at Karen og Anders fkulde fort⸗ 
ſœette deres Rejſe og lade ham og Sakarias hjelpe fig 
ſom de kunde bedſt; men deri vilde de paa ingen Maade 
indvillige. f f 

„Ere vi kommen med i det Gode, ſaa ville vi da 
heller ikke forlade Dig i Noden!“ mente Anders. 

Og de arbejdede i dygtige Tag. Selv Sakarias 
var imidlertid bleven ædru, og efterat lille Karen med 
egne Hænder havde rakt ham en rygende Kop Kaffe, og 
Peter havde taget Hul paa Faders Romflaſke med den 
„välsignade grädden“ (Fløde) i, faa var Sakarias 
mindre gram end ellers og mente ſluttelig at „fkulde 
man da endelig have et Kvindfolk ombord, jaa var vel 
Karen den, man bedſt kunde finde fig i at faa fat paa” 
— og det var ſaamen ingen ringe Sejr for lille Karen. 

Efter et Par Timers ſtrengt Arbejde gled man 
endelig af den forbiſtrede Grund og fejlede paany, og 
nu bar det ud ad Trälhafvet med god Fart; thi Vinden, 
ſom havde lagt fig lidt Kl. 9 ved Aftenstid, friſkede op 
igjen henad Kl. 11, ſom den gjerne gjør i Skergaarden, 
naar det vil blæje i flere Dage. 

Hilda tyktes rigtig at ville indvinde Skaden, ſaadan 
kilede hun afſted, forbi „Ronholmarne“ op mod Elgo, 
hvor det nordre Farvand findes. Et Stykke fra denne 
O ligger ogſaa en Grund, og Peter holdt ſig nu viſelig 
i anſtendig Afſtand fra den, da Anders, ſom endnu 
ſtod i Stavnen, hurtig raabte: 

„Nej ſe! Fanden ta'e mig, ſtaar ikke der En og er 
ligeſaa ilde deran ſom vi nys!” 

„Ja, og det er en Jagt ovenikjobet!“ ſvarede 
Sakarias. . 

„Gud forlade mig, tror jeg ikke det er dem, ſom 
for gjorde Nar ad os!“ udbrød Peter med Haanden 
for Ojnene for at ſe klarere; „jo det er akkurat den 


ſamme!“ ; 
(Sluttes.) 


Frugttrœers Podning. 

Der kan kun være en Mening om, at enhver 
Landbruger, og ikke mindſt Smaafolk, der eje lidt Jord, 
kunne have ſerdeles megen Glæde og ren Fordel af 
Havedyrkning. Blandt alle de Værter, der kunne komme 
i Betragtning, er der ingen, der i Tiden ere mere vel⸗ 
ſete og lonnende end gode Frugttraer, ſom let kunne 
tiltrekkes uden Bekoſtning, blot ved en Smule let 
Fritidsarbejde. Det er „Husvennen“s Agt ved given 
Lejlighed at bringe Vink og Vejledning, ſom kunde 


Og han tog i det Samme et dygtigt Tag i Stagen 


—.— 


gavne Leſeren ved at viſe den rette Fremgangsmaade 
ved en og anden Haveſysſel, og vi ſkulle i Dag begynde 
med at omtale et let og tiltalende Foraarsarbejde: 
Podning. 


Det er en bekjendt Sag at „vilde“ Frugttræers 
Frembringelſer ſjeldent ere velſmagende, og at ſelv de 
Frugttrœer, man har tiltrukket ved at jaa Kjernerne 
af Frugter, næften aldrig frembringe ſamme Sort, 
men gjerne en langt ringere og værdiløfere Frugt. 
Det eneſte Middel, man har til med Sikkerhed at for⸗ 
mere de beſtemte fortrinlige Frugttrœer, man onfker at 
faa, er ved Foredling af vilde, eller af Kjærner 
tiltrufne Stammer. Dette kan ſke paa flere Maader, 
ved Okulering, Afſugning eller Podning. Den ſidſt⸗ 
nævnte Maade bruges om Foraaret og er ikke vanfkelig 
at udføre, hvorfor vi i dette Numer ſkulle give en for 


den Uovede tilſtrokkelig vejledende Beſkrivelſe af Arbejdet. 


Man kan pode paa forſkjellige Maader. Spalt⸗ 
podning beſkadiger Vildſtammen meſt og bor kun 
anvendes, hvor man vil forcedle Wble⸗ eller Bæretræer, 
hvis Grene ere ſkaarne af neſten lige ned til Stammen. 
Steenfrugttrœer taale ikke let den voldſomme Behand⸗ 
ling af Stammen, hvorved denne ofte faar en Beſkadi⸗ 
gelſe, der vanſkelig forvindes. Kræftfteder og Gummiflod 
paa Kirſebcer⸗ og Blommetrcer hidrøre ofte fra Pod⸗ 
ningen. Spaltpodningen udføres letteſt ved Kjeernefrugt⸗ 
trœer paa folgende Maade: 

Podningen foretages om Foraaret, inden Zræerne 
ſpringe ud, men efter at Saften i den vilde Stamme 
er i fuld Bevegelſe, gjerne midt i April. J Pode⸗ 
kviſten maa Saften derimod endnu være i Hvile, da 
den ellers vanjfelig optager Saften fra Grundſtammen. 
Man maa derfor helſt ffære Podekviſtene i Midten af 
Vinteren; de ſmukkeſte velmodne Skud fra ſidſte Som⸗ 
mers Vært jfæres, helſt af Træernes Solſide, og 
opbevares ved at indſlaas i nogenlunde tor Jord i 
hele deres Længde, paa et ſkyggefuldt Sted i Haven. 

Sfærer. man Kviſtene midt 
i Marts, kan man bevare dem 
i en Kjelder i Jord eller i 
fugtigt Mos, indtil de ſkulle 
bruges. 

Man vælger nn en 
Vildſtamme af ſamme Art 
ſom Podekviſten (Wble paa 

Wöle, Pare paa Pare eller 
eller Kvede oſv.). Er Stam⸗ 
men af en Fingers Tykkelſe, 
afifærer man den 2—6 Tom⸗ 
mer ovenfor Jorden med en 
ſkarp Kniv, forſt med et raſk 
ſkraat Snit, jaa jævner man 
det lige tversover. Med den 
ſkarpe Kniv flokker man den 


1.80 


derpaa midt igjennem Marven 
og jætter en lille Kile ind i 


Derpaa tager man Podekviſten 
og afſkœerer den, ſom vedfojede 
Fig. 2 viſer, paa 3 Ojne, til⸗ 
danner den nederſte Ende noj⸗ 
agtigt kileformigt ved rene jfarpe 
Snit, ſom Kviſten (hvor a ſes 
fra Siden, b fra Fladen) viſer. 


Spalten, ſaa at Barken paa 
Kviſten — ſom man nøje maa 
vogte fig for at løsne — komme 
til at ſidde nojagtig i Flugt 
med Stammens indvendige 
Barklag, ſaa at det nederſte 
Oje vender ind mod Stammen. 
Kilen, der holdt Spalten i 
denne aaben, fjernes, og Kviſten 
er nu klemt faſt, ſom Fig. 3 
viſer. For at ikke Luften 
ſkal udtorre de afſkaarne 


de udvendige Snit med 
noget Podevox og om⸗ 
binder Stedet omhyggelig 
med lidt Baſt eller 
Lerredsſtrimler. 

Paa en mindre vold⸗ 
ſom Maade udføres 


man afffærer Vildſtam⸗ 
men med et ſkraat Snit 
opefter og afffærer Spid⸗ 
jen med et lige Tværjnit 
— ſom paa en Flajte 
(Fig. 4 a), hvorpaa man 
ſpalter Stammen paa 
den ene Side et Par 
Tommer ned. Pode⸗ 
kviſten ſkœres nu file 
formigt ned i en god 


ledes at den ene Side 
bliver tykkere end den anden, der bliver 
mere ſkarp — omtrent ſom et lille ſtumpt 
Knivblad med tyk Ryg (Fig. 5 b), hvor 


vox og Bind. 

Den ſaakaldte Barkpodning er i 
mange Zilfælde bedre, og lettere at udføre, 
hvorfor den ſjeldnere flaar fejl. Naar 
Stammens Saft om Foraaret er i ſaa ftærk 


efter Kviſten nedſkydes ſom for omtalt, jaa | 
at den pasſer godt og forſynes med Pode⸗ 


Man fætter nu Kilen ind | 


Spaltpodningen, naar 


Tommes Længde, ſaa⸗ 


den ene Side ſom Fig. 1 viſer. 


Kviſtflader, forſyner man 


Fig. 8. 


Bevengelſe, at Barken villig løsnes fra Veddet, 

kan man begynde Barkpodningen og ved⸗ 
blive dermed, ſaalcenge man kan holde de 
tidligt affkaarne Podekviſte friffe og fra at 
flyde, ved at gjemme denne i Jorden paa et 
ſkyggefuldt Sted i Haven. Man afſkeerer Vild⸗ 
flammen i den onſkede Højde til Forædlingen, 
forſt med et ſtraat Snit, ſom ſaa jævnes glat 
lige tværsover (ſom paa Fig. 7). Derpaa 
jfærer man Podekviſten af påa 3—4 Øjne og 
jfærer den nederſte Ende af med en meget fkarp 
Kniv, i et raſk ſkraat Snit "paa henved 1½ 
Tommes Leengde, ſaa at man faar en ren, lige jævn 
og glat Snitflade og Barken ikke er det mindſte 
flosſet. Snittet anlægges ſaaledes, at det 
nederſte Oje ſidder tæt ovenfor Begyndelſen til 
det, ſom Fig. 6 b viſer (i halv Sterrelſe 
ligeſom Fig. 7 og 8). Dette Oje kommer da 


til at vende ind mod Stammen, naar Kviſten 


er anbragt, hvorved denne lettere voxer til og 
Øjet kommer til at ſidde ſkcermet tæt over 
Enden mod Stammen. Man tager nu Kviften 
i Munden, medens man gjør et Længdejnit 
gjennem Barken, omtrent af ſamme Leengde 


ſom Snittet paa Kviſten, ſom a Fig. 8 viſer. 


Med en lille tynd Kile af en meget glatſlebet 
Benflife eller af haardt Tra flæffer man 
nu forſigtig Barken lidt fra Veddet paa 
Snittets Sider, ſtikker Kviſten ned med 
den glatte Flade mod Stammen, Bark 
mod Bark. Man kan ogſag, ſom Fig. 8 
viſer, forſyne Kviſten med et lille Bryſt 
overfor Snittet, hvorved den ſtottes nok 
jaa godt til Trœet. Podeſtedet forbindes 
derpaa med en Strimmel Lærred forſynet 
med Podevor. Dette kan man tilberede 
ved at ſammenſmelte 2 Kvint Vox, 1 Kvint 
Beg og 1 Kvint tyk Terpentin, hvortil ſettes 
lidt Svinefedt. Podevoxet kan dog erſtattes 
af lidt godt Ler, helt ſammenceltet med lidt 
friſk Kogjodning, hvormed man paaſmorerz et 


tykt Lag om Forbindingen, jaa at Snittene 


ſkermes mod Udtorring og Fladerne hurtigt 
voxe ſammen. 
Den allernemmeſte, og med nogen Ovelſe 


viſt den bedſte Maade at pode paa, er dog at udfore 
Arbejdet, naar den unge Stamme har ſamme Tykkelſe 
ſom Podekviſten. Begge affkcres med det i Fig. 5 
angivne Skraaſnit; Fladerne pasſes ſammen og ſammen⸗ 
bindes godt med voxede Lerredsſtrimler, der løsnes, 
naar Sammengroningen har fundet Sted. 

Naar man vil have Fornøjelje af fin Podning, 
maa man have en fortrinlig velſlebet, ſeerdeles ſkarp 
Kniv og øve fig i at ſkere alle Flader paa Pode⸗ 
kviſtene af i et eneſte raſk ſikkert Snit, jaa ingen Efter⸗ 


3 


pudsning, hvorved Fladerne blive ujevne og Barken 


flosſet, behøves, ligeſom man maa udføre hele Arbejdet | 


med Omhu. Har man da valgt den rette Tid for 
Kviſtenes Afſkcering og for ſelbe Podningen, vil denne 
ſjeldent ſlaa fejl. 

Har man mange Stemmer at forædle, udfører 
man Arbejdet letteſt og ſikreſt ved at grave dem op 
pan en Gang og udføre Podningen ſiddende inde i 


Sujet, hvorefter man beffærer Rødderne lidt og atter 


forſigtigt udplanter Zræerne i Planteſkolen eller paa 
Bliveſtedet. 


Foruden de her angivne Foredlingsmaader er der 
endnu en fortrinlig: Okuler ing eller Ojepodning, ſom 


181 


imidlertid kun er anvendelig om Efteraaret. „Hus⸗ 
vennen” ſkal efter Hoſt nærmere beſkrive Fremgangs⸗ 
maaden for de Leſere, der kunne have Lyſt til at prove 
denne Maade at forcedle Frugttræer paa. 


— Enhver, ſom uden Bekoſtning ſelv har Lyſt til at 
anſkaffe fig en Mængde gode unge Frugttræer ved eget 
Arbejde, enten til fin egen Have, eller til at meddele 
Andre af, maa helſt tiltrekke Vildſtammen ſelv. Dette 
kan man ikke begynde paa om Foraaret, hvorfor vi op⸗ 
jætte til Efteraaret at meddele fuldftændig Vejledning 
til at indrette det Plantebed for Frugttræer af for⸗ 
ſkjellig Art. 


Ræven. 

Faa eller ingen af vore vilde Dyrearter kunne 
glæde fig ved at være faa almindelig kjendt, og faa 
meget omtalt for fine naturlige Evner ſom Ræven. 
Den er Sindsbilledet paa Lift, Forſlagenhed og uud- 
tommelig Opfindſomhed, ſamt — lig enhver omſtrejfende 
Vagabond, der lever for den Dag i Dag — paa en 
gjennemfort Slyngelagtighed. „Mikkel“ kan derfor ikke 
glæde fig ved Menneſtenes Venſkab. Trods den Be 
undring, de nære for dens medfødte Anlæg, forfølge de 
den paa alle Maader, faa ofte de kunne finde Anledning 
til det, og vegne det for en jærdeles Fornøjelje, naar 
de kunne knalde den et dygtigt Skud paa Pelſen. 


Raven er ſom bekjendt rod om Sommeren og 
mere graalig om Vinteren, med en tyk buffet Hale, der 
ender med en lys Snip. At den hører til Hundeſlegten, 
lærer jo allerede Ordſproget „Frende er Frende værft, 
ſagde Ræven om de røde Hunde“. Den ligner ogſaa 
ganſke Hunden i Skabning, men har en ſpidſere Snude 
og mere opretſtaaende Oren end vore Hunde, og der 
findes et ſnedigt Udtryk udbredt over Fjæjet og lurende 
i Ojet, ſom man aldrig finder hos vor tro Husven 
Hunden. 

Mikkel er ingen Ven af Selſkab; den har nok i fig 
jelv. Kun i Parringstiden lever den ganfke ſammen 
med fin Mage. Med ſtorſt mulig Forſigtighed vælger 
den ſin Bolig, idet den lunt beregner alle muligt ind⸗ 


182 


træffende Omftændigheder. En gammel Kæmpegrav, | 
en Sule under Treerodder, eller lignende, helſt paa de | 
roligſte og meſt ſkjulte Steder, tjener den til Opholds⸗ 
ſted; men da den er en Ven af Magelighed, gjør den 


fig ſjeldnere, end man antager, den Ulejlighed at udgrave 


ſin Hule fra ny af. Finder den en forladt Grævling- | 


grav, er den godt hjulpen; men er den beboet af fin 
Ejer og Bygmeſter, hvad gjør Mikkel jaa? Ja jaa viſer 
han ret tilfulde ſin ſmudſige Karakter; thi fortrekker 
Grævlingen ikke godvillig, kaſter Ræven ſine ſtinkende 
Udtemmelſer paa forſkjellige Steder i Hulen, hvorved 
Grævlingen ſnart drives ud, hvorefter Mikkel med Vel⸗ 
behag ſtrakker fin rode Krop i den blødt udfodrede ſikre 
Bolig. 

Er Ræven nu ikke jaa heldig ſaaledes at kunne 
„okkupere“ den Svageres Bolig, udbedrer han ſom ſagt 
helſt en naturlig Hule i Jorden og indretter den faa 
ſikkert mod alle Angreb ſom muligt. Derfor har den 
altid et Par Udgange til forfkjellige Sider, for at den 
kan redde ſig gjennem den ene, naar den angribes gjen⸗ 
nem den anden. 


Om Dagen holder Ræven ſig for det meſte ſtille. 


Er Vejret daarligt, Ligger den helſt i Ro i fin Grav, 
men ſkinner Sommerſolen varmt, da lægger den ſig 
gierne ud paa et fritliggende Sted i Nærheden og 
hendrommer her mangen en behagelig Time, medens 
Solens varme Straaler ſpille paa dens rode Pels, og 
Spidſen af den tykke Hale vifter ſagte i Vinden. Men 
bliver den jaa overrumplet, er den ikke ſen med at tage 
Benene paa Nakken; den ſtandſer dog af og til for at 
lytte, men luffer faa af paa ny, indtil den ad Omveje 
naar fin Hule. Undertiden fkal det dog var hændt, 
at Mikkel under en ſaadan Middagslur har ſovet ſaa 
haardt, at den er blevet grebet med blotte Hender. 

Dens egentlige Virketid er Natten; da ſtrejfer den 
vidt omkring paa Hov, og vender forſt tilbage til fit 
Skjul i det tidlige Daggry. Naturen har ogſaa ud⸗ 
ruſtet vor Ven med ſkarpe Sanſer; den har en fin Lugt, 
en yderſt ſkarp Horelſe og fer ligeſaa ſkarpt om Natten 
ſom om Dagen, da dens Oje har ſamme Dannelſe ſom 
Kattens. Dens Forſtand er ffarp, ſom vel hos intet 
andet Rovdyr, og er den endda blevet overliſtet af en 
eller anden endnu ſnuere tobenet Broder, ſaa er den ſaa 
rap til Bens ſom den bedſte Jagthund. 

Ravens Adfærd under en ſaadan natlig Jagt er 
ganſke betegnende for hans hele Perſonlighed, og vi 
ville yderligere ledſage hans veltrufne Billede med en 
fort Skildring af ham, ſaaledes ſom han vandrer ſlu 
og ſlentrende om paa Eventyr for at tilfredsſtille fin 
knurrende Maves Fordringer. 

Solen er gaaet ned, og det begynder at ſkumre i 
Skoven; ingen Vind rører fig imellem Grenene; men 
hiſt i Randen af den tætte Underſkov merke vi en ſvag 
Bevægelje, og vi je lige Mikkels liſtige Fjcs ſtikke frem. 
De ſpidſe Oren bevæge fig frem og tilbage, for at han 


kan opfange enhver Lyd, ſelv den ſpageſte. Men vi ere 
lydleſe og godt fkjulte. Han føler fig aabenbart mere 
filter og gjør et Par Skridt fremad, dog ikke længere, 
end at han ved en haſtig Vending kan forſpinde i Krat⸗ 
tet, om det behøves. Men ingen Lyd lader fig hore 
uden Droslens Slag. En ſaadan har nemlig faaet 
Øje paa fin Fjende og udøfer af Hjertensgrund hojroſtede 
Sfældsord over ham, medens den dog forſigtigt holder 
ſig ſaa hojt oppe paa Grenene, at Raven ikke, ſelv 
med det meſt fortvivlede Spring vil kunne naa den. 
J ſin billige Harme over hverken at kunne flyve eller 
klatre, fer Meſter Mikkel med lumſke ſkelende Bikke op 
til Grenen, og tenker vel begerligt: „Ja havde jeg 
Dig bare hernede Din Skraalhals, jaa fkulde jeg ſnart 
fan Dig til at tie“. 

Den træder nu helt ud af Skovkrattet, og dens be⸗ 
veœgelige Snude vejrer i alle Retninger, om ingen Fare 
endnu ſkulde ſtjule fig; men Alt ſynes at være ſikkert. 
Atter gaar den en halv Snes Skridt frem, ſtandſer 
paa ny og lytter; den har faaet Oje paa en ſtor Sten, 
en kroget Gren eller lignende, og Alt maa forſigtigt under⸗ 
ſoges. Da kommer en dum Djævel af en Torbiſt i 
langſom Flugt ſummende over dens Hoved. Mikkel 
gjør et Hop, og det ſtakkels Inſekt knuſes mellem hans 
Tender; man maa tage med, hvad man kan faa. 

Pludſelig horer man i nogen Afſtand en Agerhones 
kaglende Stemme. J ſamme Nu ſenker Mikkel fin 
Krop, jaa han næften ligger flad hen ad Jorden; han 
ſkelver næften af Begærlighed efter det læffre Bytte, 
der er Udfigt til. Langſomt ſniger han ſig afſted, for⸗ 
ſigtig ſom en Snegl og lydleſt ſom hans egen Skygge, 
ſom Maanen kaſter paa Vejkanten. Men ſtop! Ager⸗ 
hønen har market Uraad for tidligt, og ſnurrende hæver 
den fig i Luften, jaa den er forſvunden i et Nu. Mik⸗ 
kel rejſer fig fkamfuld og luffer langſomt videre grub⸗ 
lende paa, hvorledes han næfte Gang ſtal bære ſig ſnil⸗ 
dere ad. 

Efterhaanden er den kommet ud paa den aabne 
Plads i Skoven, hvor den har vid Udſigt, og hvor den 
ſnart bliver fuldkommen tryg og forgløs. Da opfanger 
dens Øre den fine Piben af en Mus henne ved en 
Græstue. Atter ſniger den fig lufkende frem imod 
Stedet, Lyden kom fra; et Ojeblik efter har den med 
nogle raſke Tag opgravet Jorden og har knebet det 
ulykkelige lille Dyr, inden det er vigtig kommet ind i 
fine Gange. Mikkel ſynes imidlertid at være mere op⸗ 
lagt til Løjer end til at æde. Han begynder ligeſom 
vore tamme Katte at lege med ſit Bytte, lader det 
lobe et lille Stykke, men fanger det ſtrax igjen; i næfte 
Ojeblik er Muſen kaſtet flere Alen op i Luften men 
opfanges i Mikkels Gab, inden den naar Jorden. Paa 
denne Maade vedbliver han længe; men ligeſom med 
et Trylleſlag er han forſvunden for os. Hvor blev han 
dog af? Jo jo! hiſt bag den mosgroede Sten ligger 
Ravepelfen trykket flad ned paa Jorden uden at røre 


en 


————— —„—-¼ü 


r 


en Mufkel, tyſt ſom Stenen, der ſkjuler den. Dens 
fkarpe Sanſer have netop opdaget en Hare, der ſorgloſt 
ſprang ud af Krattet og heldigvis ſtyrer lige ned mod 
den, for at hente fig en Mundfuld friff Græs paa Mar⸗ 
ken. Da gjor Haren pludſeligt et Spring til Siden, 
og dens lange Oren gaa uroligt frem og tilbage; den 
maa have ſporet noget Mistenkeligt; men dens ſlove 
Ojne opdage Intet, aa fredeligt og tyſt i det 
dejlige. Maaneſkin. Di tter beroliget og begynder 
at gnave. Men nej, den maa dog forſt rigtig have 
efterſet, hvad der voldte dens Uro henne ved den mos⸗ 
groede Sten. Nysgjerrig nærmer den fig mere og mere, 
og dens Naſe er i uophørlig Bevegelſe. Da gjør den 
ubevcgelige Masſe bag Stenen pludſelig et voldſomt 
Spring, og Revetenderne bore fig ind i Nakken paa 
Haren, der med en kvalt Klagelyd ſnart har aandet ſit 
ſidſte Suk. i 

Medens Ræven er frygtſom og yderft forfigtig, naar 
den merker noget Ufædvanligt, er den lige ſaa bidſk og 
modig, naar den er i ſtor Fare, ſom den er fræf og 
uforſkammet, naar den er meget hungrig eller tror ſig 
fuldkommen ſikker. Uden Sky kommer den tidt ved 
hojlys Dag ſpadſerende ind paa Gaardspladſen, naar 
den ved eller tror, at der ingen Sunde findes, og 
henter fig en Hone med ligeſaa ſtor Ugenerthed, ſom 
om den var Ejer af hele Flokken. 

At ſpille død er en af Ravens bedſte Roller. 
Dels gjør den det, for at dens Bytte uden Frygt ſkal 
komme indenfor dens Rakkeevne, dels for at oppebie et 
gunſtigt Ojeblik til at undfly Dodsfare. Der findes 
derfor næppe nogen Jæger, jom iffe en eller anden 
Gang har oplevet at je, hvorledes en Ræv, ſom er ſkudt 
eller taget af Saxen og antagen for dod, pludſeligt pasſer 
ſit Snit, og inden man ſer ſig for, er ſtukket af uden 
at ſige Farvel. 

Lift og Foreſtillelſe er blevet Ræven en Natur. 


Naar den gaar pan Jagt, bevæger den fig faa ſnedig 
og afmaalt, og fer faa uffyldig ud, at man ikke ſkulde 
tro, at den var fan ſkadelig. Den efterſtreeber al Slags 
Fugle vilde og tamme — Høns og Gæs ere dens ſerlige 
Bndlinge — Harer og Lam ſaavelſom Inſekter og Frøer. 
Men lad Raven ſaaledes være en Ugjerningsmand, ſom 
man ſynes at have Grund til at hade: Vi kunne dog 
ikke undgaa at advare mod at lade Forfolgelfen blive 
for henſynslos; thi Mikkel gjør ogſaa fin ſtore Nytte 
til Gjengjeld for den Hone eller Gesling, han ſtundom 
fager fig den Frihed at hente. J Naturens ſtore Hus⸗ 
holdning har Alt ſin anviſte Plads og Virkſomhed; 
Intet, ſom lever, er udelukkende eller ubetinget ſkadeligt. 

Denne Sandhed gjælder ogſaa for Raven, og om end 

hans Synderegiſter er ſtort, er det ubilligt at forbigaa 

hans virkelige Fortjeneſter. Sagen er, at Raven ud⸗ 

rydder flere Mus end mange Katte. Enhver Landmand | 
ved, hvilken Skade Markmuſene kunne anrette; naar 


Aaret er gunſtigſt for deres Formerelſe, kunne de blive | 


en ſand Landeplage. Ingen forſtaar da ſom Raven 
at bemægtige fig Muſene, jaa at den ikke trænger jaa 
meget til at efterſtrebe ftørre Bytte: Daglig fortærer 
den da flere Mus end en Kat i en hel Uge, og erſtatter 
mange Gange den Sfade, den gjør paa Fjerfræ og Lam. 


husflid. 


NANA 


To flittige Kvinder. f ; 

Der var en Tid, da det Begreb „Husflid“ næften var gaaet 
i Glemmebogen her i Danmark. De Gamle kjendte det bedſt; 
naar det blev nævnt, dukkede længe gjemte Barndomsminder frem; 
thi deres Barndomsdage kunde de ilke tale meget om, uden at 
Talen ogſaa kom paa de mange huslige Arbejder, der udfortes 
i Hjemmet. J enhver Gaard, ja endog i mangt et Hus fandtes 
en Vav til Kvindernes Brug, ligeſom et Huggehus var ligeſaa 
uadffilleligt fra ethvert Aplsbrug ſom Ploven, Harven og alle 
de andre nødvendige Avlsredſkaber. Hine forfærdigede alt det 
Uldent og Linned, ſamtlige Gaardens Beboere — ſaavel mandlige 
ſom kvindelige Medlemmer — forbrugte til deres fuldſtandige 
Klædedragt. Et Torklede, lidt Flitterſtads til Pynt og deslige 
var Alt, hvad der blev kjisbt i Staden. Derimod havde Farveren 
en ſerdeles god Fortjeneſte; ſjeldent gik en Stadrejſe for fig, 
uden der var Wrinde hos Farveren. Han var kjendt hos 
Landbeboerne i mange Miles Omkreds og var i Reglen meget 
anſet hos Befolkningen, hyilket ikke mindſt ſkjonnes deraf, at 
ſieldent blev et ſterre Gilde afholdt, uden at han var indbudt 
til det. Husfliden tabte ſig en Del, efter Haanden ſom Priſerne 
paa Bekledningsgjenſtandene tog af, Luxus tog til eller Mage⸗ 
lighed fandt Indgang. J de ſenere Aar har Husfliden taget et 
betydeligt Opſping, og nu gaar det langt videre med Forferdigelſen 
af mangeartede Ting end i de gamle Dage; ligeſom ogſaa de 
fleſte Husflidsarbejder ere af anden Art end ved Aarhundredets 
Begyndelſe. Vaven findes ikke overalt. Vadmel laves der ikke 
ſaameget af ſom tidligere, medens det Lærred, ſom forbruges paa 
Landet, endnu for ftørfte Delen laves hjemme. Men at der ogfaa 
findes nyttigt og fornojeligt Husflidsarbejde for Kvinder ikke 
alene pan Landet, men ogſaa i Byerne vil jeg her afgive Vid⸗ 
nesbyrd om. Jeg kjender to Kvinder, ſom, naar de almindelige 


+ huslige Arbejder ere udførte, anvende ethvert Minut til Husflids⸗ 


arbejder. Den ene hedder Anna B. Hun bruger ſin Naal ſaa 
flittig, at hun ſyer ſaavel ſine egne ſom fine Borns Klednings⸗ 
ſtykker. J et Tidsrum af 20 Aar, har hun ikke faaet et Sting 
ſyet ude af Huſet. I⸗mange Aar har hun endogfaa forſynet ſig 
felv, Mand og Bern med dagligt Fodtøj ſom Morgenſto o. lign. 
forarbejdet paa ſelvb ſamme Maade, ſom Skomagerne fy. Selv 
Brunels Sko, lakerede Sko med Rand og uden Rand, med paa⸗ 
plokkede Hale oſv. kan hun udføre net. Hun ſtopper desuden 
ſelv Møbler, betrakker dem og holder dem ſtadig vedlige; hun 
laver Kvaſter og andre nette Smaating, ſom tjener til at pynte 
Huſet med og gjøre det hyggeligt og venligt. Uagtet hun uden 
ſynderlig Hjelp ſelv holder fit Hus i Orden og pasſer det baade 
ude og inde, faar hun dog Tid til at udføre disſe mange for⸗ 
ſtjelligartede Husflidsarbejder, der dels høre med til Livets 
Nodvendigheder, dels bidrage betydeligt til at gjøre det bekvemt 
og behageligt for os i vor daglige Veren. 

Den anden hedder Henriette K. Hun har intet eget Hjem 
at pasſe; men trolig gaar hun Moderen til Haande i al Hus⸗ 


gjerning. Hun benytter derefter ligeledes fin Fritid til Husflids⸗ 
ſysſel. Det er en Selvfølge, at hun fyer fit Løj ſelv; men 
foruden dette nødvendige Arbejde, laver ogſaa hun lidt Posſe⸗ 
mentmagerarbejde, ſyer fine Sko, fletter mange forffjellige nyttige 
og ſmukke Straaarbejder, laver Fiſkeſkelsarbejder, er meget 
kyndig i Blomſterfabrikationen ſaavel af Silke ſom Uld til 
Damepynt og kan ſaaledes til enhver Tid forſkaffe fig nyttig, 
indbringende og fornøjelig Beſkjceftigelſe. Dette er et Par 
Exempler, der føres frem for Leſeren [om talende Vidnesbyrd 
om, hvad der kan udrettes ved Husflid. Hvormangen Kvinde er 
der ikke, ſom nødig vil indtage en Tjeneſtepiges beſkedne Plads, 
ſtjent den er al re værd, og ſom dog paa en eller anden 
Maade ffal forſoge at tjene lidt til Hjælp til deres Underholdning. 
Saadanne bør folge de her anførte Exempler. Kunne de udføre 
jaa mange forſkjellige Husflidsarbejder ſom Anna B. og Henriette 
K., fan kunne de let ved Haandens Gjerning erhverve et betydeligt 
Bidrag til et tarveligt Udkomme. Markedet er ſtort for Affæt- 
ningen af Husflidsarbejder, og de velhavende Kjøbere fe naſten 
altid med venligt Blik til de Ting, ſom bære Vidnesbyrd om 
Hjemmets Flid. 7 


R. F. 


„Amerikanſk“. 


„Husvennen“ har ikke været ganſke pan det Rene med, om 
den ſkulde indtage vedfojede lille Billede under Rubrikken „Hus⸗ 
flid”, eller „Blandinger“, og fætter det til Slutning midt imellem, 
jaa faar Leſerne, ſom det forhaabentlig vil fralokke et Smil, 
henregne det under hvad de ville. 

Billedet er hentet fra et amerikanſk Blad, og fremſtiller et 
Apparat til Forening af det Nyttige med det Behagelige, ſom der 
uden Tvivl er taget Patent paa, medens man jo har Lov til at 
tvivle, om det har fundet praktiſt Anvendelſe. 

Vi fe nemlig en ung amerikanſk Husmoder, ſom efter den 
amerikanſke Regel „Tid er Penge” har faaet fin magelige Gynge⸗ 
ſtol indrettet ſaaledes med Tridſer, Bægtftænger og Snore, at 
hun, ſamtidig med at hun ſtopper Strømper og gynger i fin 
Stol, vugger Barnet. Det var fnildt, men endnu fnildere 
er det, at den praktiſte unge Kone har faaet ſat fin Kjerne i 
Forbindelſe med Apparatet, faa at hun altſaa er i Stand til at 
1) gynge ſig mageligt ſelv, 2) husmoderligt ſtoppe ſin Mands 
Strømper, 3) ſodeligt vugge fit yndige Barn og 4) husholderiſt 
kjerne dejligt friſt Smør, hvilke fire paa en Gang udførte, be⸗ 
hagelige og nyttige Forretninger uden Tvivl maa fremkalde en 


jaa tilfreds Stemning hos den unge Amerikanerinde, at hun 5) 
ledſager den med munter Sang. Se det kan man falde Husflid 


Blandinger. 


25 
ä 
3 


J Sfolen. Læreren: Hvormange Elementer gives der? 

Drengen: Sex. 

Lo reren: (forbauſet) Sex? Nan mig dem da. 

Drengen: Jord, Band, Ild, Luft, en Snaps og ſmukke 
Piger. 

"Læreren: Snaps og ſmukke Piger? 

Drengen: Jo, Far ſiger altid, at en Snaps er hans Ele⸗ 
ment, og min aldſte Broder, at ſmukke Piger ere hans. De 
maa vel begge forſtaa det bedre end jeg. f 


Tankeſprog. Naar en ung Pige har mange Kjareſter, er 
det et Tegn paa, at hun bliver nden Mand. 

Naar Bogholderne ride og kjore, er det et Tegn paa, at 
Principalen ſnart ikke faar Raad til nogen af Delene. 


Brevvexling.- 


DHrr. K. P. — F. M. — A. S. L. i V. — J. O. paa Bigrd. — Kr. P. paa A. v. — A. S. L. i F. — Ljanos, — 
o. fl. Indsendere meddeles, at det efter Haanden Indsendte af forskjellige Grunde ikke egner sig til Optagelse i „Husvennen“. 
En Bondepige. Digtet kan ikke optages. Skitsen mulig en Gang omarbejdet. 


Rob. Schak. Kan brudes ved Lejlighed. Tak! 
Til samtlige. Abonnenter. 


For at Udgiveren i rette Tid kan bestemme Oplagets Sterrelse i næste Fjerdingaar, 


for at Postvæsenet ikke for meget skal ulejliges med Efterbestillinger, og endelig for at Læserne ikke skulle komme til 


at savne et eller flere Numre i rette Tid ved Kvartalsskiftet, bedes de 


ærede Postabonnenter om at indsende Bestilling 


med Betaling for næste Fjerdingaar snarest efter Modtagelsen af nærværende Nr. Postkontorerne ere ikke forpligtede 


til at minde Abonnenterne om Bladets Bestilling. 


De Abonnenter, som modtage Bladet gjennem Boghandelen, betragtes derimod som vedvarende, saa længe Bladet 
ikke afbestilles, og ville saaledes uden Afbrydelse erholde det uden yderligere Bestilling. 


Husvennen udkommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 
Fierdingaaret, frit tiljendt. Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brepſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjsbmagergade 56, Kjøbenhavn. 


Trykt hos J. H. Schultz. 


r 1 


— 


* 


IRS 
. 
l 


fa 
1 


AES 


8 
W 


for Sorfhabslæsni 


Nr. 24. 


== 


— ——ẽ — — 


Billedblad for Alenigmand, 
ng, Oplysning og Bus flid. 


Adgiuet af 
N. C. Rom. 


15. Marts 1824. 


Indhold. Vore Fedres Guder, ved Fr. Winkel Horn. — En Kampebro, med Billede. — Den forſte og den ſidſte Plov, med 
3 Billeder. — „Lille Karen“ Fortælling af Frans Hedberg (Sluttet). — Til Husvennens Leſere. — Brevvexling. 
22. 


Vore Fedres Guder, 
Wed Fr. Winkel Horn. 


Hvad i de gamle Sfrifter 

er fat med ſindrig Hu 

om Aſernes Bedrifter, 

det vil jeg tolke nu. 

Dengang Vorherre ſendte ſin Son herned til Jorden, 

var der, ſom vi jo alle vide, kun eet Folk, der kjendte 
den eneſte ſande Gud; det var Joderne, for hvem Gud 
ſelv havde aabenbaret fig mange Gange, og ſom han 
havde udkaaret til at udſende Frelſen til alle Menneſker. 
Naar vi tage dette lille Folk fra, var Jorden ellers 
beboet af Hedninger. Menneſkene havde vel fra forſt 


af kjendt Gud, men de vare faldne fra ham, og Kund⸗ 


ſkaben om ham var ſvunden bort. Kun ſom en ſtille 
Stemning damrede Mindet og Anelſen om Samfundet 
med Gud dybeſt inde i Sjælen, og Trangen til noget 
Hojere, til Noget, der kunde lofte Sindet ud over det 
daglige Livs ſmaa og ſtore Bekymringer og Sorger, 
drev med uimodſtaaelig Magt Menneſkene til ſelv at 
gjøre fig Guder, da de havde tabt den eneſte ſande 
Gud af Syne. 


Det, der oprindelig dannede Grundlaget for de 


hedenfke Religioner, var viſtnok altid Naturen; ſaaledes 


kom de omvankende Hyrdefolk til at ſoge deres Guder 


blandt de evig uforanderlige Stjerner, der hver Nat 
blinkede ned til dem og ligeſom ſyntes at hviſke til dem 
om Hemmeligheder, de ej kunde udgrunde, om Magter, 
de ikke kjendte; ſaaledes ſkod for Nordboen, naar han 
horte Tordenen rulle og ſaae det flammende Lyn ſlaa 


ned, knuſende Alt, hvad der ſtod paa dets Vej, et Billede | 
frem af en vældig Gud, der agede hen over Himlen | 
med Bulder og Gny, ſaa faſt, at de klare Luer ſtode i 


ft 


| 


hans Spor; og naar jaa Guden var borte; og Alt ftod 
friffere og ſtjonnere end før, hvor kunde han da tvivle 
paa, at denne Gud vilde Menneſkene vel, og fun vilde 
deres Fjender tillivs. 

Pen de forffjellige Menneſker ſe paa Naturen med 
forſtjellige Ojne, og ligeſaa de forſtjellige Folk; hvad 
der loftede et Folk og lod det ane Guddommen, 
behøvede ikke at have en lignende Virkning paa et andet, 
og ſaaledes opſtod de forſkjellige Religioner efter de 
forſkjellige Folkefcerds Anlæg: og Karakter. De to Folk 
her i Europa, hvis Gudelære eller Mythologi, ſom den 


med et fremmed. Dvd kaldes, vi kjende bedſt, er Grækerne 


og Nordboerne. De vare grundforſkjellige, derfor bleve 
deres Guder det ogſaa. Hvad Grakerne ſogte overalt 
her i Verden, var Skjonhed og Harmoni; opfoſtret under 
Sydens klare, varme Himmel, bar han i fin Sjæl en 
Higen efter Skjonhed, der lod ham forme ſig Guder, 
ſtjonne ſom vi ikke finde dem hos noget andet Folk. 
Anderledes hos Nordboerne. Et barfkt, koldt Klima 
hærdede dem fra deres tidlige Barndom, de blev og 
maatte blive til et Kampens Folk, hvis Lyſt det var 
at gynge paa det bruſende Hav og at rodne det hvasſe 


Sveerd i Fjendeblod. Wen jaa blev ogſaa deres Guder 


vilde og kampgridſke. Harmoniſk Ro og Skjonhed 
brode Nordboerne ſig kun lidet om, nej, Valkyrierne, 
der ride over Luft og Sø og kaare de Kamper, der 
ſkulle falde og ride til Odin for der at kempe paany, 
til Verden gaar under med Bulder og Brag, de høre 
Norden til. 

Er det ſaa, at et Folks Guder paa det Nojeſte 
hænge ſammen med og ligefrem ere et Udtryk for dets hele 
Anleg og Retning, jaa er det indlyſende, at det maa 
være af ſtor Betydning for os at lære vore Forferdres 
Guder at kjende, forudſat at det indrommes, at et Folk 


186 


forſt vet lærer at forſtaa fig ſelv ved at fjende fin egen 
Fortid. Hvad vi ere nu, ere vi blevne til gjennem en 


Udvikling, i hvis Grundlag netop denne Gudelære er | 


en Hovedhjorneſten. Vi ſe den det Folk, hvortil vi 
hore, inden Sandheden var bleven det forkyndt, ligeſom 
famle efter den, og ſe det Ejendommelige komme tilſyne 
i de Former, det giver ſine Guder. 
Folgende give en Skildring af de meſt fremtrædende af 
vore Feedres Guder og fortælle de vigtigſte af de Sagn, 
der ere bevarede os om dem fra Oldtiden af. Der er 
fremſat mangehaande Forklaringer og Fortolkninger af 
dem; dem ville vi lade uænjede her og ſimpelthen gjen⸗ 
give, hvad der er berettet i de gamle Skrifter, meget 
af det er allerede ſtrax ved forſte Syn baade ſindrigt 
og morſomt, og det Hele lønner fig vel at je lidt neer⸗ 
mere paa for at tænfe derover. Der ligger mange 
Perler gjemte deri. 


Forſte Afſnit. 
Skabelſen. 


Da var Tidens Ophav, 
dengang Ymer bygged, 
ej var fvale Bølger, 

ej var Sø og Sand; 
intetfteds var Jorden 
eller Himlens Hvelving, 
ej var Markeus Urter, 
kun det brede Svalg. 


5 Tider før Jorden blev ſkabt, var der tvende 
Verdener, den ene hed Niffelhjem eller Taageverdenen 


og laa imod Nord; den anden hed Muſpelhjem og lag 


imod Syd; den var lys og hed, thi den brændte i lys 
"Lue, faa den var ufarbar for Enhver, ſom ikke havde 
Hjem og Odel der; med flammende Sværd fad en 
Mand og vogtede Greendſen; han hed Surt. Imellem 
de tvende Verdener var der et bredt Svelg, faldet 
Ginnungagab d. e. det gabende. Midt i Niffelhjem 
laa der en Brønd, fra hvilke mange Floder havde 
deres ÜUdſping. Da de vare komne jaa langt fra 
Bronden, at den Edder, de forte med ſig, ſtorknede 
ſom Sinder, der laber ud af Ilden, da blev der 
5 og Iſen ſtandſede, og Floderne randt ikke 
videre. 


Nord, og indenfra ſtod der Regn og Blæft; men den 
ſondre Del blev let af de Gniſter og Funker, der fløj 
fra Muſpelhjem, og jaa koldt og barſkt ſom der var 
imod Nord, ſaa hedt og lyſt var der imod Syd, og 
Ginnungagab blev faa lunt ſom vindlas Luft. Da nu 
Rimen mødtes med Heden, fan ſmeltede den, og de 
faldende Draaber fik Liv ved hans Magt, ſom udſendte 
Heden, og blev til en Mand. Han nævnedes Ymer. 
Da han ſov, faldt han i Sved, og faa voxede der frem 
under hans venſtre Haand en Mand og en Kvinde, og 
hans ene Fod avlede en Son med den anden; fra dem 


ſtenene, thi de vare ſalte. 
Vi ville i det 


af Bolthorn Jette, 
Vile og Ve. 


„at ſaa lidt kunde gjøre jaa ondt”, 


Mere og mere hojnede Is og Rim ſig i Gin⸗ 
nungagab, jaa det fyldtes i den Side, der vendte mod 


ſtamme alle Hrimthurſer og Jetter, der ere lede og 
onde ſom deres Stamfader Ymer. 

Af den dryppende Rim blev der ogſaa en Ko; 
fra dens Bver randt der fire Malkefloder, dem 
nærede Ymer fig af; Koen levede af at ſlikke Rim 
Den forſte Dags Aften var 
der kommet en Mands Haar frem af de Stene, hun 
havde ſlikket, den anden Dag var det blevet til et 


Mandehoved, og den tredie Dag ſtod der en Mand hel 


og holden. Han hed Bure; han var fager at ſe til, 
ſtor og ſterk, og avlede en Son, ſom hed Bor. Bor 
tog til Kone en Kvinde, ſom hed Beſtla og var Datter 
og de havde tre Sonner, Odin, 
Disſe Bors Sonner dræbte Ymer Jatte, 
og jaa meget Blod lob af hans Saar, at alle Hrim⸗ 
thurſer og Jetter druknede deri paa een nær, ſom hed 
Bergelmer, han reddede fig med fine Nermeſte i en Ark, 
og fra ham nedſtamme alle de Jetter, der ſiden have 
været i Verden. 

Stor Skade var det ellers, at han kom godt fra 
det, thi Jetterne var det argeſte Folkefcerd, der nogen 
Tid har været til. De vare ofte viſe og klogtige, men 
tillige onde og grumme og hadede de gode Guder, ſom 
Alt, hvad godt var. Udgaard hed det Land, hvor de 
boede, mellem det og Gudernes Land randt der en Aa, 
ſom aldrig frøs til. J Fjelde og Huler ſad de der, thi 
Lyſet ſkyede de, rige paa Guld og Gods og herlige Dyr, 
guldhornede Køer og kulſorte Orne, og lagde Raad op, 
om hvad Ondt de kunde gjore. Klipper og Sten var 
deres Vaaben, og vældige Kræfter havde de, faa naar 
ſaadan en Bjergmand foer i fin Jeettevrede, var han 
ikke god at have at gjøre med; det jan Guderne ogſaa 
at fole paa den yderſte Dag, naar den ſtore Kamp fores, 
i hvilken Verden gaar under. Hvor ſtore de ere, kan 
man gjøre fig et Begreb om, naar man hører], at der 
etſteds i Norge fortælles om en Jette, at da han en 
Gang havde faaet noget i Øjet, ſom ſtak, og han ikke 
kunde faa det ud med Fingeren, fordi den var for fir⸗ 
ſkaaren, ſaa tog han et Kornneg, og med det fik han 
det ud; han ſaae da, at det var en Grankegle: „Hvem 
ſkulde troet“, ſagde han og klemte den mellem Fingrene, 
En Jattepige traf 
en Gang en Bonde, ſom gik og plsjede. Det havde 
hun aldrig ſet for, og ſaa tog hun da Manden og 
Ploven og det Hele og bar det i fit Forklede hjem til 
ſin Fader og viſte ham det morſomme Legetoj, hun 
havde fundet, men den gamle Jette, ſom ikke yndede 
Menneſkene og intet Godt ventede ſig af dem, blev vred 
og bod hende ſtrax at bære det Kravl ud igjen. Grimme 
og vanſkabte ere de ſom ofteſt, ſomme have Hovedet af 
Sten, ſomme have mange Hoveder, vi høre endog fortælle 


om en Jettekvinde med 900. Men ere de ikke grimme 


Utyſker, jan ere de ogſaa ſmukke tilgavns, ſaa lyſer 
Luft og Sav af deres Fagerhed, nogle af dem ere endog 
jaa dejlige, at ſelv Guderne glemme Fjendſkabet og 
Til Jætterne høre blandt andet Oger, 


togé dem tilægte. 


—— —— — 


1 


Klintekongen, der ſidder paa Fjeldet og raader for det 
oprørte Hav. Selv er han ikke jaa ſlem, thi jaa vilde 


Guderne vel ikke pleje Samkvem med ham og de gjore 


undertiden Gilder for hinanden; men ſaa er hans Huſtru 
Ran grum for to. Hun har et Net, hvormed hun 
fiſker dem, der komme paa Søen, og ofte holder hun 
Skibene faſt; thi de, ſom drukne, høre hende til og 
komme til hendes og Ogers Hal, der lyſes op af ſtraa⸗ 
lende Guld. Deres Døtre er Bølgerne. Værft af alle 
jættebaarne Væjener er Icettekvinden Angerbodes Børn 
med Guden Loke, og af Ingen times der Guder og Men⸗ 
neſker ſaa ſtort Men ſom af dem, ſom da ogſaa er at vente, 
ſaadan Fader og Moder ſom de have; det er Midgaards⸗ 
ormen, Fenrisulven og Hel. De opfoſtredes blandt 
Jætterne, og da Guderne fif Nys om det, og der blev 
ſpaat dem de verſte Ulykker af de tre Soſkende, faa 
fangede de dem. De ſloge dem dog ikke ihjel, ſom 
raadeligſt havde været, men Midgaardsormen blev kaſtet 
i det dybe Hav, ſom ligger om alle Lande, og ſaadan 
voxede den, at den nager om den hele Jord og bider 
fig ſelb i Halen; Hel blev kaſtet ned i Niffelhjem, der 
blive alle ſordsde Mænd og Folk, ſom do af Aelde, og 
ogſaa mange Andre ſendte hen, og der er ikke godt at 
være i Helhjem, ſom hendes Bo kaldes: Hunger hedder 
hendes Bord og Sult hendes Kniv, Ganglad hendes 
Zræl og Zærne, faldende Svig hedder Teerſkelen for 
Doren, Sotteſeng hendes Leje og forgyldt Elendighed 
Zæpperne paa hendes Vægge; ſelv er hun let at fjende, 
thi faa er ſaa grimme og grumme at ſe til ſom hun, 
halvt er hun blaa i Lod og halvt, ſom Folk er fleſt. 
Fenrisulven foſtrede Aſerne hjemme hos ſig, men den 
voxede jaa ftærkt, at det tyktes dem bedſt, at den blev 
bunden; det blev den ogſaa, men det blev dem en dyr 


Leg, font vi ſiden ſkulle fe, og endda flipper den los 


paa den yderſte Dag og gaar med Midgaardsormen 


kan. 

Da Bors Sonner havde flaaet Ymer ihjel, toge de 
den døde Krop og flyttede den midt ud i Ginnungagab 
og ſkabte ſaa Jord og Hav og den hvalte Himmel. 
Jorden fkabte de af Amers Kjod, hans Knokler blev til 
Bjerge, Grus og Sten blev der af hans Tender og de 
Ben, der vare brudte, og Træer ſkabte de af hans Haar. 
Hans Hovedpande fatte de op over Jorden, det blev 
Himlen, og under hvert af dens fire Hjorner ſidder en 
Dværg, de hedde Nord og Syd, Oſt og Veſt; ved 
Himlens Ende ſidder en Jeette i Orneham, han hedder 
Hreſvelg, og fra hans Vinger farer Vinden ud over 
Verden. Af Ymers Sjerne blev de tungſindige, drom⸗ 
mende Skyer. Af det Blod, der randt af hans Saar, 


ſkabte de Havet, ſom de lagde i en Ring udenom Jorden, 


og paa Stranden der gave de Jætterne Land i Udgaard; 
men indenfor paa Jorden byggede de et Hegn til Værn 
mod Jætternes Ufred, det kaldte de Midgaard, og det 
var bygget af Ymers Bryn. Imellem Himmel og Jord 
byggede de en Bro; den hedder Bifroſt (den gyngende 


mod Guderne og over den værfte Daad, ſom tænfes . 


|| 
| 


| fulde lyſe over Himmel og Jord. 
Maane fik nu deres Gang og Stade, hvad vi maa takke 


Vej), men ſomme vide det ikke og kalde den Regnbue; 
den hedder ogſaa Asbro. Fager er Bifrøft at fe til, 
med trende Farver, og intet Værk i Verden er gjort 
med ſaa ſtor Kunſt ſom den. Det Rode, der er at ſe 
i den, er flammende Ild, thi Rimthurſer og Bjergriſer 
vilde ſtorme op imod Himlen, om Broen var farbar 
for Alle, der vilde derop. De Stjerner, der fore loſe 
omkring fra Muſpelhjem, fæftede de paa Himlen og 
ordnede deres Pladſer og Gang, at de ſom Stjerner 
Ogſaa Sol og 


for, at Tiden vexler med Dag og Nat og fan tælles. 
En Mand hed Mundilføre; han havde to Born, der 
vare faa fagre, at han opkaldte dem efter Sol og Maane. 
Det, tyktes Guderne, var et mægtigt Overmod, og de 
tog de to Søffende og ſatte dem op paa Himlen. 
Datteren, Sol lod de kjore de Heſte, der trak Solens 
Kjærre; de hedde Aarvaagen og Snild; under deres 
Bove ſatte Guderne to Blæjebælge for at kjole dem, 
og foran Solen ſtaar et Skjold, Svale kaldet; Bjerg 
og Hav vilde brænde, om det faldt fra; paa det og paa 
Aarvaagens Øre og Snilds Hov vare riſtede ftærfe Runer 
eller Trylletegn. Maane, Sols Broder, ſtyrer Maanens 
Gang og raader for Ny og Næ. Rappe maa Sol og 
Maane være, thi der er to Ulve efter dem, ſom ville 
ſluge dem, faa de maa vel være rædde, og ingen anden 
Udvej have de end at fly; Ulvene er Jetter, Sonner af 
en gammel Jettekvinde; og ilde gaar det, naar de engang 
naa Sol og Maane. Nat var af Jeettekuld, hun havde 
med Delling Sonnen Dag. Alfader gav Dag og Nat 
hver en Heſt og en Kjerre, at de i hvert Døgn ſkulde 
kjore over Jorden. Forreſt kjerer Nat med Heſten 
Rimfaxe, hver Morgen falder Skummet fra dens Bidſel 
ſom Dug i Dale; Dags Heſt hedder Skinfaxe, af dens 
Manke ſtaar der Lys over Luft og Jord. 

Guderne mindedes nu, at Dværgene havde faaet 
Liv i Ymers Kjod ſom Maddiker. De raadſloge og 
bleve enige om at give dem Mandevid og Mandeſkikkelſe; 
de kom til at bo i Jorden og i Stene og ere ſaare 
kunſtfeerdige. 

Odin og hans Brødre Honer og Lodur fandt pan 
Stranden tvende Zræer, Aſk og Elm hed de; af dem 
ſkabte de det forſte Menneſkepar, ſom det hedder i det 
gamle Kvad: 

Ingen Aand de havde, 
ingen klare Tanker, 

ikke de fig rørte, 
hverken Blod de havde 
eller friſte Farver. 
Aanden gav dem Odin, 
Tanker gav dem Honer, 
Lodur gav dem Blodet, 
ſom gjør Kinden rod. 

Fra dem ſtamme alle Menneſkenes Slægter, der 
fik Bo indenfor Midgaard. 


En Kæmpebrø. 


Man er i vor Zid jaa vant til at komme raſk 


frem paa Reſſer; dette er Nutidens Fordring, ikke 
Hovedbane og en mægtig Handelsſtad — Tydſklands 


alene paa de ftærkt beſogte Hovedſtrog, ſom de ſtore 
gjennemgaaende Jernbanelinier betegne, men ogſaa mange 
andre Steder. Man hører derfor trindtom fra, jaa 
fra den ene lille afſides liggende Kjøbftad, jaa fra den 
anden, at man traffer alvorlige forberedende Skridt 
for at faa anlagt Sidebaner til Hovedjernbanerne, og 
man kan være vis paa, det vil lykkes det ene Sted 
efter det andet inden ret mange Aar. 

Det er derfor med ikke ringe Forundring at Udgiveren 
ved paa en Udenlandsrejſe for godt et Aar ſiden at 
pasſere Hamburg blev opmeerkſom paa, at her ſtoppede 
Jernbanen. Denne Verdenshandelsſtad ligger ſom 
bekjendt paa den nordlige Bred af Floden Elben, der 


paa dette Sted ved en Rakke lave ſide Der, Vier⸗ 
länderne, faar ſine langſomtflydende Vande delt i to 


brede Hovedſtramme. Man ſtulde nu tro, at en 
ſaadan Hindring for Jernbanefcerdſelen ſom afſfkar en 


eneſte rigtige Søhavn for Verdenshandelen — fra ſtorſte 
Delen af Faſtlandet, for længe ſiden maatte være over: 
vundet. … Men. nej; man blev. ſtuvet ſammen i en 
gammeldags Diligence og paa en Færge jat over. den ene 
Arm af Elben til en ſtor Elbe. Efter en timelang 


Kjorſel over denne blev man atter paa en Færge fat 
over den anden Flodarm til Harburg for derfra atter 
at kunne rejſe ſydpaa med Toget. Den kjedelige Kjorſel 
over de flade Enge fik kun Interesſe ved Betragtningen 
af de dan æften fuldendte umaadelige Jernbanebroer 
over Elben, ſom ifjor afloſte den gamle rumlende Dili⸗ 
gence. 


Hosſtagende Billede viſer Udſeendet af den ene 


af de to, hinanden lignende Broer, der ere byggede af 
Jern efter en ganſke ny Ide. Fire taarnagtige Piller 
ere byggede paa Flodbredden og midt i Floden, i ſtor 
Afſtand fra hinanden. Disſe ere forbundne med 
umaadelige Jernbuer, ſammenſatte af Millioner Stykker 
krydsvis ſammennittet Smedejern, ſaaledes, at der mellem 
hver to Piller er en opadvendt og en nedadvendt Bue. 
Disſe Buer, der ere forbundne med en Meengde lodret 
hængende jvære Jernſtcenger — ſom Tegningen viſer — 
danne de urokkelige Bereſtykker over det brede Gab 
for den egentlige Bro, den nederſte lige Linie, ſom man 
jer hængende i fvære Jernſtenger under Buerne. 
Tegningen giver kun et ſvagt Begreb om dette Kæmpe 
værks umaadelige Sterrelſe; dog faar man en lille 
Ide derom, naar man tenker fig, at ikke ſmaa Fartojer 
frit kunne ſejle under Broen, og naar man tænfer ſig, 


; Elbbroen ved Hamburg. 


Gangbane paa begge Sider. 


at Portaabningerne, ſom Brobanen gaar igjennem 
Pillerne med, og ſom fe ſaa ſmaa ud pad Billedet, ere 
ſtore nok til at lade to Lokomotiver med Tog ſam⸗ 
tidigt pasſere igjennem, og endda er der 2—3 Alens 
Smede, der arbejdede 
paa de overſte Buer, toge fig ud ſom Myrer, og 
ved at ſe disſe menneſkelige Skikkelſer i Forhold til 
Buernes Hojde og Spendvidde, fik man forſt ret 
Begreb om Veerkets Storhed, og man folte forſt 
Reſpekt for de Bygmeſtre der havde formaget det 
tilſyneladende Umulige, at lægge disſe Jernmasſer over 
de brede Gab fra Pille til Pille, ſom de nu faſte og 
urokkelige fvæve i Luften, bærende de tungeſte Damptog. 
Men de Rejſende i Toget, ſom nu i faa Minutter 


rulle over Dybet ville næppe, naar de befinde ſig paa 


Broen, kunne iagttage, hvilket mægtigt og kunſtfuldt 


189 


1 Værk de pasſere, og tænfe neppe. paa de Millioner, det 

har koſtet, let og mageligt at kunne rulle over Elben, 
| højt hævede over Smaaligheder ſom Vierländernes 
Di.ligencekjorſel. | 


Den forſte og den ſidſte Plov. er BET RET ES PS ØGES 
„J Dit Anſigts Sved, ſkal Du æde Dit Brod“! af et Menneſke. Man begyndte at opfinde Ploven og 
lod Herrens Ord til det faldne Menneſke. Jorden den forſte ſaa uden Tviol ſaaledes ud: 
ſkulde ikke længere. villigt og rigeligt give Frugten. af Den var juſt ikke ganſke tilfredsſtillende, og kunde 
fig ſelb, den fordrede i Folge Herrens Bud anftræn- | modtage en hel Del Forbedringer; man blev jaa ved at 
gende Arbejde, af Adams Slægt for at give Brødet, og | opfinde flere ſaadanne. Efter nogle tuſinde Aars Forløb 
derfor maatte Menneſkene ſnart anjpænde. deres Zænfe- var der fremſtaget en Plopform, man maa have anſet 
evne for at finde 5 j i for udmeerket, thi 
paa andre Redſka⸗ ) den holdt fig i 
ber til at bearbejde N ; == ' mange hundrede 
Jorden med, end de Aar, omtrent ſaa⸗ 
bare Hænder, ſom, ledes ſom vedteg⸗ 
i hvor velſkikkede nede ærværdige 
de end er til alt pløjende Wgypters 
Andet, dog lade Plov kan give 
en hel Del tilbage Leſeren en Fore⸗ 
at onſke til at op⸗ ſtilling om. 
rode Jorden med. 
Snart fandt man 
det vel en hel Del 
nemmere at bruge om at indføre For⸗ 
en lige Gren til : bedringer i gamle 
dette Arbejde — 3 Dage. Vel tufinde 
det blev den tørfte ' Aar ſkulde man 
Spade —, Opſindſomheden ſteg: en kroget Gren blev | være om at finde paa at gjøre Agerdyrkerens Hovedredſkab 
fundet en hel Del ſnildere at arbejde med. Ja man | bedre; thi hvormegen Forſtjel mon der egentlig var paa 
fandt vel en Gang paa, at en faddan, funde træffes | Godheden af hin Plov, og den plumpe klosſede Hjulplov, 


Man var længe 


gjennem. Muldjorden en hel Del lettere af et Dyr end man brugte her til Lands, og i de flejte andre Lande 


== == 


Hornbys Plov. 


* 


til Jordens kummerlige Bearbejdelſe? Det var vort | af Zræ, ſiden meſt af Jern, fortrængte den - udlevede 
Aarhundrede "forbeholdt at indføre flere Forbedringer | Sjulplov. Det var England, der her ſom i Alt, hvad 
paa dette Omraade, end Aartuſinder tidligere havde der angaar mekaniſke Opfindelſer og Forbedringer, gik 


formaget. Der kom bogſtavelig talt „Sing“ i Udvik i Spidſen, og Læferne je i hosſtaaende Billede af en 
lingen, og vi vide alle hvorledes Svingploven, forſt meſt | 


engelſk Plov den ſmukkeſte Grundform for de Svingplove, 


hele den kultiverede Verden nu anvender. Mangfoldige 
ere Arterne af Plove, af alle Udſeender, men dette Plov⸗ 
legemes Form er dog, ſelv i ændret Skikkelſe, at gjenfinde 
i dem alle. 

J Sammenligning med den foran afbildede „forſte 
Plov“ ſkulde man tro, at det fuldkomneſte Redſkab til 
Jordens Bearbejdelſe var fremſtillet i vedſtagende præg; 


tige Jernplob. Men vor Tid bliver ikke ſtagende ved 
det Fuldkomne; hvad ſkulde man ſaa vel bruge den 
Kløgt og Snille til, Gud gav Menneſket, for at hans 
Forbandelſe kunde blive til Velſignelſe, den Velſignelſe 
der ligger i Arbejdet og i Fremſkridtet? „Hus⸗ 
vennen“ ſkal i et ſenere Numer bringe Lœſerne Skildring 
og Tegninger af endnu fuldkomnere Plojemaſkiner, ſom 
det ſikkert vil interesſere dem at hore lidt om. 


„Lille Karen“. 
Fortælling af Frans Hedberg. 


—— 


(Sluttet.) 
„Luf!!) jaa ſkal vi gjøre Kvit!” ſagde Sakarias. 
„Ja det jeg havde god Lyſt til!“ ſvarede Peter og 
lagde Roret op. „En anden Gang kan de faa lade 
være at gjøre Nar af Andre!“ 
Og det var ret, ſom om Skuden jelv vilde være 


med til at hævne den Haan, der nys overgik hende, 


faa raſk og villig luvede hun op i Vinden og ſtak med 
ſtrygende Fart forbi Lyſtjagten blot paa et Par Alens 
Afſtand. 

„Naa, ſe nu har man da faat en Prik paa Grunden, 
og det en, ſom kan ſes endda!“ raabte Peter drillende, 
idet han ftrøg. forbi. „En anden Gang kan J ſejle 
ſom Folk, Sondagsſkippere!“ 3 

Og han braſt ud i en Skoggerlatter, hjulpet af 
Anders og Sakarias, ſom grinede alt hvad de kunde. 

„Peter da!“ hyiſkede lille Karen, „lad være at 
ſpotte. Man ffal aldrig lønne Ondt med Ondt, ſtaar 
der i Guds Ord!“ 

„Men Lige for Lige, ſtaar der i den gamle Lovbog,“ 
mente Peter. 

„Gale i den „rospiggen“!“ ſkreg Styrmanden fra 
Lyſtjagten, „nu har han faaet Vand paa ſin Molle! 
Men jeg ſyntes om ham i alle Fald! Hor Du! raabte 
han til Peter med Henderne for Munden, „hjcelp os 
af, faa ſkal Du faa 5 Rigsdaler! Du maa vide, vi 
har Kapſejlads idag!” 

„Nej Tak! raabte Peter tilbage, „hjoelp J Jer ſelv, 
ſaaledes maatte jeg gjøre!” 

„Men det er Synd for dem“, ſagde lille Karen, 
„og var Du rigtig rar, Peter, jaa vendte Du og prøve 
at hjælpe dem med et Tag. Man kan aldrig vide, hvad 
det kan være godt for“. 


) Kommandoord for at lobt Baaden i Vinden. 


Peter ſvarede ikke et Ord; han jaa bare paa lille 
Karen et Ojeblik, og hvad han late i de klare, blaa 
Øjne, ved jeg ikke, men ſikkert er det, at han trods alle 
Sakarias's og Anders's Modſigelſer vendte Skuden og 
gjorde et Slag op ad Fjorden for i næfte Vending at 
kunne komme Lyſtjagten ligeſaa ner ſom for. 

„Man ffal da være godt tosſet for at gjøre ſaa⸗ 
danne hovne Stockholmere nogen Tjeneſte“, brummede 
Sakarias mellem Tenderve: „men hur mig, Fa'r Lars 
ſkal nok fan Beſked derom!” 

„Hold en Ende klar!“ raabte Peter til Herrerne 
paa Lyſtjagten, „og jæt Jollen ud med den, ſaa at jeg 
kan faa Tag i den, naar jeg kommer ned!“ 

„Det er ſmukt gjort af Dig, min Gut!“ ſparede 
Styrmanden fra Jagten. 

Enden holdtes i Beredſkab, og da Peter kom ned, 
fif han Tag i den og gjorde den faſt agterud; da det 
var gjort, faldt han en Smule af for at faa Vinden 
mere fuld; og Skuden ſatte af ſom en Maage over 
Voverne, og i et eneſte Tag fløj Jagten af Grunden, 
jaa det fang i den kobberforhudede Bund. 

„Se faa”, raabte Peter, „nu kan J ſe, hvad 
Rospiggen kan være god for, og en anden Gang griner 
J vel ikke, naar J farer forbi”. 

„Stop! Stop!“ raabte man fra Skibet, „Du ſkal 
have Din Betaling!“ 

„Nej! jeg vil ingen Betaling ha'!“ ſparede Peter 
ſtolt og fortſatte ſin Vej. 

„Hvad hedder Du da, Haderskarl?“ 

„Peter Larſon fra Ljuſters, om J vil vide det!“ 

„Og Din Baad?“ 

„Hilda“. 

„Vre og Tak! Paa Søndag bliver der Kapſejlads 
for Storbaade! Kom da med og tag Dig en Præmie, 
for Du fejler ſom en Karl, — og Du ſkal ikke have 
gjort dette for Intet, ſtol paa det!“ 

„Faar vel je, hvordan det kan ſlumpe fig!” ſparede 
Peter, og dermed ſkiltes man ad. 

Men paa Hjemvejen udbrød lille Karen endnu en 
Gang: „Man kan aldrig vide, hvad det er godt for!“ 


V. 


Søndagen derpaa var der livligt paa Kanholms⸗ 
fjorden. Sejlſelſkabet havde fin Kapſejlads for Storbaade. 
Det blæfte en friſk Nordveſt; Solen ſkinnede ſtraalende 
klar, og den ene lille Dampbaad efter den anden ſpingede 
op ved Dommerfartojet, fuldt pakkede med Tilſkuere fra 
Hovedſtaden og fra Vaxholm, Alle nysgjerrige efter at 
je, hvem der ſkulde blive Sejrherren. 

Lyſtjagterne havde allerede ſejlet omkap Sondagen 
forud; men de vare nu ude for at ſe, hvorledes „pig- 
garne“ kunde fejle, og iblandt dem var ogſaa det Fartøj, 
ſom Peter hjalp af Grunden. Det tilhorte en rig 
Grosſerer, en ſtor Under af Sejlads og Jagt, ſom 
hver Søndag i hele Sommeren gjorde fine Ture ud 


r 


"gjennem Skergaarden for at vederfvæge fig efter Ugens 


Piaorretninger. 


J Dag havde han mange Fremmede ombord. . 


Elegante Damer i luftige og lette Dragter ſade med 
ſtore Theaterkikkerter for Øjnene og fulgte opmeerkſomt 
Kapſejladſens Vexlinger, livlige unge Herrer baade fra 
Kaſernen og fra Kontorerne ſogte at holde Munterheden 
i Gang og Damerne ved godt Lune. Varten fortalte 
juſt om den foregagende Søndags Eventyr, og Alle 
vare enige om, at hvis den raſke Peter Larſon fra 
Ljuſters var med, fan fortjente han at vinde Priſen for 
fin ſmukke Handling forrige Søndag. 

Og Peter var virkelig med. Det havde iffe koſtet 
ringe Moje at faa Fader Lars til at gaa ind paa Sagen, 
„for je, den Kapſejlads er blot en Galſkab“ mente han, 
„at narres der kan man lade Herrerne gjøre ſelv, for 
de har intet Andet at beſtille!“ 

Men da det lykkedes Peter at klare for den Gamle, 
at Priſen var tyve Specier og ovenikjobet et Prisflag 
at fore paa Toppen ſom Hederstegn, ſaa begyndte Gubben 
at ſpekulere over, at firſindstyve Rigsdaler 1) vare Penge, 
og at det kunde være morſomt nok at fore en Prisſtander 
paa Toppen. Den vilde altid væffe Opfigt, og naar 
der jaa ſpurgtes om, hvem der raadede for Skuden med 
det ſmukke Flag, faa var det ikke jaa ilde, mente han, 
om der ſparedes, at det var Far Lars paa Liufterø. 
Enden paa Viſen blev, at Peter kom med til Kap⸗ 
ſejladſen, at han tog Anders til anden Mand paa 
Skuden, og at den Gamle ſelv fulgte med ſom Ojen⸗ 
vidne til Sejladſen og ſom Hjælper, om man endnu 
ſkulde trænge til et Par Arme. i 

„Det ſiger jeg Dig, Peter!“ ſagde den Gamle om 
Formiddagen, medens de ordnede Baaden, „at kan Du 
nu ta'e Dig den forſte Præmie, ſaa ſkal jeg ſige, at 
Du er en rigtig Karl, og det ſkal Du ha'e godt af, 
ſaalcenge Du lever!“ 

„Hold Ord med det Far!” ſparede Peter, „ſaa 
fab jeg nok gjøre, hvad jeg kan, i den Sag“. 

Og Peter holdt ærligt Ord. 

Sikkrere Haand holdt ikke noget Ror den Dag, 
ſkarpere og paapasſeligere Øjne ſpejdede ikke ud over 
den glindſende Fjord end de, ſom fra Hilda's Dark 
fulgte ethvert af Vindes Luner og droge Fordel af hver 
Omſtcendighed, ſom der lovligt kunde benyttes. Overalt 
beundrede man den ſmukke raſke Fart, den prægtige 


Sejlſtilling og den ftøtte Styrmand, og da hun endelig 


kom til Maalet flere Minutter før den nermeſte Med⸗ 
bejler, udbrod et rungende Hurra fra Dampbaade og 
Fartsjerne, og gamle Lars ſelv blev jaa ude af fig 
ſelv af Glæde og Stolthed, at han ſpang fin graa Hat 
højt i Vejret og raabte fit Hurra højere end nogen 
Anden. 

Men vor Ven Peter var meget mere forlegen end 


) En Rigsdaler ſvenſt er nemlig 3 Mark danfk. 


ſtolt af det Bifald, ſom han nod, og alle de Øjne, der 
feſtedes paa ham. Han længtes i fit ſtille Sind kun 
efter Blikket fra et Par Øjne, og hvem kan beſkrive 


| hans Glæde, da disſe Øjne virkeligt, ligeſaa blaa og 


venlige ſom altid, jaa over til ham fra Daeket af en 
nærliggende Skude, ſom ikke havde deltaget i Kapſtriden, 
men ſom blot var kommen for at ſe paa Stadſen, og 
ſom havde en hel Skok af Ljufterø- og Akerspiger ombord. 
Da ſkinnede Peters Øjne, og hans Anſigt ſtraalede af 
en jaa ſtolt Glæde, at Fa'r Lars uvilkaarlig vendte fig 
om og fulgte hans Blik. 

„Ja jaa! der er hun“, brummede han uvillig for 
fig ſelb, „men der bli'er Ingenting af, ſtol paa det!“ 

„Hvad ſa' J Fa'r?“ ſpurgte Peter. 

„Jeg ſa', at Du kan gjerne titte et andet Sted 


hen, for den Titten nytter Ingenting til?“ 

„Og endda ved J, at jeg aldrig kommer til at 
bryde mig om nogen Anden!“ 

„Knegt!“ raabte Fader Lars, men ſtandſedes i det 
Samme af en Haand, ſom lagde fig paa hans Arm, 


og da han vendte ſig om, ſtod der en fin Stockholms⸗ 
| herre, ſom var ſprunget ombord paa Skuden og nu 
muntert raabte: 

„Svad Fanden Gamle! Knurrer Du pan den 

pregtige Knøs der, ſom har faaet Priſen? Er Du hans 
Fa'r, hvad?“ 

„Ja det er jeg, og brumme har jeg vel Lov til, 
om jeg vil“. 

„Ja men her lader Du være, for her er det 
Meningen, at vi ſkal have det muntert! Goddag, Du 
prægtige Peter Larſon, og Tak for ſidſt! Kjender On 

mig igjen!“ ; 

„Ja, det var Herren, ſom var „Prik“ derhenne 
ved Elgo“, ſparede Peter ſmilende. 

— Ja ſaaledes var det! og nu fkal Du komme om⸗ 
bord paa Chefsfartøjet og ſpiſe til Middag og tage 
imod Din Præmie, og faa fkal Du ... men hvad 
Fanden er det Du ffæver efter derhenne paa Storbaaden?“ 

„Aa, det er Ingenting”, ſparede Peter forlegen. 

„Er det Ingenting?“ raabte Fader Lars, ſom 
endnu ikke havde faaet fin Wgrelſe tillivs, „aa jo, det 
er den Tos derhenne, ved jeg!“ 

„Hende med de blaa Øjne? er det hende?“ 

„Ja juſt hende! jeg tror, hun har forgjort Drengen 
for mig!“ 

„Holder Du af hende, Peter Larſon?“ 

„Ovad angaar det Herren“, ſparede Peter mut; 
thi der begyndte at ſamles Flere om dem, og Peter 
ſyntes, at den Sag blot vedkom ham og ingen Anden. 

„Du kan ikke vide det faa nøje”, ſparede Gros⸗ 
ſereren, „men kom nu og tag Din Gamle med Dig, 


— 


og Pigen ſkal jeg nok pasſe, at Du ſnart faar i Tale. 
Stol paa mig“. ; 


Og ſaa bar det af til Dommerfartojet, og der blev 


Prœmieuddeling og Middag, og Peter var Dagens 


5 


192 : „ 


Hedersgicſt, og det gjorde gamle Lars fan ſtolt, at | meget. Leſerne og Udgiveren danne nemli om el 
gicſt, og det g Lars fa 9 
han neeſten ſyntes han var kommet i Paradiſet med Et. Interesſentſkab, hvis Formaal er felles. Hovedbetin 
Men da e at vide 5 Peter, 5 Sy gelſen for, at Husvennen, til den billige Pris, lan 
Karen havde været ombord hos ham den forrige endag, blive et i Sandhed godt Folkeblad, er nemlig at det efter 
og at det havde været paa hendes Opfordring, at Peter 35 
havde vendt og draget Jagten af Grunden, faa holdt Sanden faar en færdeles ſtor Udbredelfe, idet jeg, 
han et lille Samraad med ſine Venner paa de andre i ſamme Forhold ſom Holderantallet ſtiger, fer mig i 
Lyſtfartojer, og Folgen heraf var, at der blev en Ind. Stand til at koſte mere og mere paa at tilveiebringe et i 
ſamling mellem dem af 300 Rd., ſom de forærede lille alle Maader ſmukt og tiltalende Indhold i 
9 pe det at 0 800 e 1 Læsning og Billeder — og gode Billeder ere iſar 
ærgaarden er gåda „ 0 | ; ; 
at Fader Lars havde faaet fig et Bar Glas Champagne meg Ed (ledere me Safe me fe nende Anmodning, 
i Livet, blev han lidt blødere om Hjertet, og Enden | Peer jeg derfor venligſt at virke lidt til, at Husvennen 


paa Hiſtorien blev, at da vor Ven Peter om Aftenen finder mere Tilſlutning i deres Omgivelſer, ved at anbefale 
ſejlede hjem til Ljuſtergen med Prisſtanderen paa Toppen den til Slægt og Venner og navnlig til ſaadanne, ſom 
og Specierne i Lommen, da var det Far Lars, ſom ere kiede af andre Ugeblade, der ere halvfulde af Avertisſe⸗ 
ſtod til Roers, og nede i Kahytten fad den overſtadigt menter eller med et Jndhold, der hverken kan irere fil 
lykkelige Peter med lille Karen paa Skjodet og trykkede Garn eller Glæde i den jævne Mands Hjem) Raad 


Feſtemandskysſet paa. hendes rødmende Læber. Og 3 STA ; i 
Karen hvidſkede, lykkelig og bly paa en Gang, i fin ſaadanne, der have Lyſt til lidt god Læsning, til at gjøre 
Fæftemands Øre: ; et Forløg med Husvennen i Stedet. 1 


„Ser Du, Peter! Man kunde ikke vide, hvad det De Holdere paa Landet, ſom i Vinter have glædet fig 
var godt for!“ | i ved Husvennens Ankomſt, beder jeg om iffe at afſige den 
Og hermed ſlutter Hiſtorien om liten Karin. nu, da den travle: Sommertid nærmer ſig. Da hver Aar⸗ 
i gang vil danne et ſamlet Sele, med Titelblad og Indholds⸗ 
regiſter, til Indbinding, ville Holderne ingen Fordel have 
Til Husvennens Loſere. af den lille Beſparelſe, og hvis ret mange Landboere falde 
NE mann fra om Sommeren, vil det gjøre et meget føleligt Skaar 
Undertegnede har modtaget ſaa mange anerkjendende i mine Bejtræbeljer for at udftyre Bladet. rigtig godt. 
Üdtalelſer for Husvennens Indhold i dette Fjerdingaar, De bedes derfor ikke undlade at beſtille Husvennen for 
navnlig for Billedernes Vedkommende, og Bladet har haft | næjte Fjerdingaar, i hvilket den ſikkert vil blive hilſt med 
ſaa god Fremgang ſiden Nytaar, at det vidner om almin- Glæde, baade af Store og Smaa i Familien, ſom 
delig Tilfredshed hos Leſerne. Jeg haaber derfor, at det Sondagsleœsning, idet Bladet fremdeles vil udkomme 
ilke vil være frugtesleſt, naar jeg beder de Mange, ſom | faa tidligt i Ugens Slutning fra Kjøbenhavn, at det er 
have haft Glæde af Husvennen, at medvirke til at ſkaffe alle Holderne i Hande hele Landet over hver Sondag. 
Bladet flere Holdere. De ville herved gavne Foretagendet ; N. C. Rom. 


Brevvexling, 


Gmd. H. N. E. i Mglb. ved Sthdge. I Anledning af Deres Klage meddeles, at Postkontoret er ubetinget pligtigt 
til at modtage Abonnement paa, og skal tilvejebringe, det Udkomne af foregaaende Kvartaler, naar Bestillingen ledsages 
af Betalingen. 5 

Skulde noget Postkontor eller Brevsamlingssted nægte at modtage Bestilling (ledsaget af Betaling, 2 Mk. 8 Sk. 
ljerdingaarlig) for udkomne Kvartaler — Oktober 1873 og indeværende — af „Husvennen“, bedes det tilmeldt Udgiveren, 
for at Vedkommendes Forsemmelighed kan blive anmeldt for Postbestyrelsen. 


Til samtlige Abonnenter. For at Udgiveren i rette Tid kan bestemme Oplagets Størrelse i næste Fjerdingaar, 
for at Postvæsenet ikke for meget skal ulejliges med Efterbestillinger, og endelig for at Læserne ikke skulle komme til 
at savne et eller flere Numre i rette Tid ved Kvartalsskiftet, bedes de ærede Postabonnenter om at indsende Bestilling 
med Betaling for næste Fjerdingaar snarest efter Modtagelsen af nærværende Nr. Postkontorerne ere ikke forpligtede 
til at minde Abonnenterne om Bladets Bestilling. * 

; De Abonnenter, som modtage Bladet gjennem Boghandelen, betragtes derimod som vedvarende, saa længe Bladet 
ikke afbestilles, og ville saaledes uden Afbrydelse erholde det uden yderligere Bestilling: 


Husvennen udkommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 
Fjerdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt Hos 
Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kisbmagergade 56, Kjøbenhavn, 


Trykt hos J. 5. Schultz. 


D 
2 
| 
2 
33 


ve 


11 D 
. sinn 
Tl 
le 


UI 


e 
z RE: 
GÆR 


Å 8 


. — 
HUE AN 


Y Villedblad for Mlenigmand, 
for Morſkabslwening, Oplysning og Sus flid. 


Adginet af 


R. C. Rom. ; 
Nr. 25. 22. Marts 1824. 


Indhold. Vore Fadres Guder, ved Fr. Winkel Horn, med 2 Billeder. — En klog Kone, af Bendix Hanſen. — Trak af Livet i Gron⸗ 
land. IV., med Billede. — Ridepiſken, af Hother Tolderlund. — Husflid. — Til Husvennens Leſere. — Brevvexling. 


Vore Fedres 
Guder. 


Bed 
Fr. Winkel Horn. 


Undet Affnit. 


fagreſte Hus i 
Verden; Alt er 
der, baade uden 
og indentil, ſom 
det pure Guld, 
De reiſte ogſaa 
en anden Sal for 


Gudinderne eller 

Guderne. Diſerne, denkaldte 

Re 1 de Vingolf, og 

mødtes alle den var ogſaa 

de 1 855 ſaare fager. Saa 
de tomred 


knejſende mod 


Sky 
Tavl i Tun 


anlagde de Esſer 
og gjordeſig Ham⸗ 
mer og Tang og 


deelkgte, alt andet Værktøj 
A og arbejdede i 
kom fraJætte- Malm og Sten 
RER og Tre, og faa 
Magt. rigeligt havde de 

Nu mødtes alle af det rade Guld, 


Aſerne paa Ida⸗ 
ſletten; det var 
deres forſte Vork 
at rejſe et Sov 


at de lavede alt 
deres Boſkab deraf, 
derfor kalder man 
ogſaa den Tid 


e ben dernen e 
æder for dem 5 
alle, men Høj de, de legte Tavl 


ſedet fif Alfader. 
Det kaldte de 
Gladhjem, og det 
er det ftørfte og 


i Tunet, og forſt 
da trende Mger 
kom fra Jatte⸗ 
hjem, fik den GGloede 


Ende. De byggede ogſaa Hojborge for hver enkelt af Gu⸗ 
derne; Valaſkjalf hedder den, Odin ejer, den er tæfkfet 
med det ſkjcere Solv, og der er et Hojſcde, ſom hedder 
Hlidſkjalf, hvorfra man fer ud over Alverden. Glitner 
hedder en anden, den er af Guld, men Taget af Sølv; 
der ligger ogſaa det fagre Brejdablik, og mange andre. 
Et Sted hedder Alfehjem, der bo Alferne, det vil ſige 
de fagre Lysalfer, thi Svartalferne, der ere ſortere end 
Beg og endnu uligere Lysalferne i Sind, bo ligeſom 
Dveergene nede i Jorden. 


Hos Guderne ſtaar ogſaa Bggdraſils Aſk, den er 
det ſtorſte og bedſte Tre i Verden; dens Grene brede | 


ſig ud over den hele Verden og rage op over Himlen; 
trende Rødder ſtotte den, og vidt ſtrekke de fig ud, en 


er hos Aſerne, en hos Hrimthurſerne, der hvor fordum 
Freke (Graadig og Glubſt), ligge ved hans Fødder; al 
under den er Brønden Hvergelmer og den gnaves af 


Ginnungagab var, men den tredie ſtaar i Niflhjem, 


| Brønden, de hedde Svaner. 


jaa hvidt ſom den Hinde, der ligger imellem Ægget og 
dets Skal; hvide ere ogſaa de Fugle, der ſvamme i 
Saa ſtaar da Aſken altid 
grøn, og den Dug, der falder fra den, er ſod og liflig, 
den leve Bierne af, og den kaldes Honningfald. 
Bpperſt og ældft af alle Aſer er Odin. Han raader 
for Alt, og hvor vældige end de andre ere, jaa tjene 
de dog alle ham ſom Born deres Fader. Mange ere 
de Navne, hvormed han nævnes; Alfader hedder han, 
fordi alle Guder ſtamme fra ham, Valfader fordi han 
tager Valen, de faldne Kæmper, til fig. Gammel af 
Dage ſidder Odin med den gyldne Ring Drøpner om 
fin Arm i fin Hojborg Valaſkjalf, der er takket med 
det ffjære Sølv, og fra hvis Hojſœde, Hlidſkjalf, han 
ſkuer ud over den hele Verden. Tvende Ulve, Gere og 


den Føde der ſtaar paa hans Bord, giver han dem, ſelv 


Ormen Nid⸗ behøver han 
hogg. Under Intet, Vin er 
den Rod, der 3 ham baade 
vender mod ä Spiſe og Drik⸗ 
Hrimthurſerne æn EX ke. Tvende 
er Mimers Ravne ſidde 
Brønd, i den paa hansSkul⸗ 


er Kløgt og 


dre og hviſke i 


Mandevid X hans Oren Ti⸗ 
gjemt; Mimer ) dender om Alt, 
hedder han, hvad de høre 
ſom ejer den, og ſe, derfor 
og han er fuld RÅ 5 kaldes han 
af Visdom, i N N NV e. 8 Ravnegud; de 
ordi han drik⸗ S JR hedde Hugin 
e N N 8 4 og Munin 
Under den — — (Tanke og Er⸗ 
Rod, ſom ſtaar * . 8 dem 
i Himlen, er É ender han ud, 
der en hojhellig 1 naar det gryr 
Brønd, der 8 ad Dag, ſaa 


Dag ride de did over Bifroſt. Ved Brønden under 
Aſken ſtaar der en fager Sal; derfra komme Nornerne, 
de ſlaa Skicebnens Væv og jætte Alles Livsmaal og 


hedder Urds Brønd, der holde Aſerne Thing; hver | 
| 


Kaar, og ej kan man ændre deres Dom, hvor tung den 
til hver Dag i Mimers Brønd, derfor har han kun et 


end falder. Urd ſkuer ud over den ſvundne Tid, Ver⸗ 
dande over den, ſom er, og Skuld over den, ſom ſkal 
komme, men for Lykken raade de alle. — J Aſkens Grene 
ſidder en Ørn, og meget er det, den ved; mellem dens 
Dine ſidder en Hog. Ratatoſk hedder et Egern, det 
lober op og ned ad Afken og bærer Avindsord imellem 

Ørnen og Nidhogg; 4 Hjorte gnave det unge Lov, og 

Ingen mægter at tælle de Orme, der med Nidhogg gnave 

paa Roden i Hvergelmer; paa Siden raadner Træet, jaa | 
det vilde være ilde ftædt, om ikke Nornerne hver Dag 


toge Band af Brønden og øfte over det; men det Band 
er ſaa helligt, at Alt, hvad der kommer i Brønden bliver 


flyveg de over Alverden og komme hjem igjen ved 
Davretid. Meget er det, han faar at vide af dem, 
men meget er ogſag det, han ſelv friſter og prøver, thi 
vidt har han faret i Verden; derfor hedder han ogſaa 
den utrættelige Vandrer. Visdom drikker han fig ogſaa 


Oje, det andet maa han jætte i Pant hos Mimer. 
Gjerne lytter han til, hvad Saga, Hiſtoriens Gud⸗ 
inde, melder om fremfarne Tider. Synkeboek hedder 
Borgen, hvor Saga bor, ſpale Bølger bruſe over den, 
der drikke hun og Odin alle Dage glade af gyldne 
Horn. Fra Odin ſtamme de ramme Runer og Galdre, 
der ere faa ſteerke, at den, der ret har nemmet dem, 
kan føje meget, ſom han vil; dem har han leert 
Menneſkene, men helſt leerer han dem, hvad der hører 
Kampen til, thi Slagets Tummel er hans ſtorſte Lyſt. 
Tidt kommer han til Konger og Helte, for Kampen be⸗ 


gynder, og lærer dem at fylfe deres Hær eller laaner 


dem fit Spyd Gungner. Selv rider han i Striden den 
Heſt, ſom hedder Blodighov, men til Things rider han 
paa Slejpner, den bedſte af alle Gangere hos Guder og 
Menneſker. Det ſiger Odin om ſig ſelv, at han ofte 
hidſer Konger mod hinanden, men aldrig forliger dem, 
thi de Konger, Jarler og andre hojbaarne Mend, der 
falde i Kampen, hore ham til. Naar Striden gaar 
los, da komme Valkyrierne, Kampens unge fagre Mger 
med blanke Hjelme og Skjolde, med blodbeſteenkte Brynjer 
og hvasſe Spyd ridende over Luft og Hav og kaare 
dem, der ſom Odins kjcre Sonner ſkulle ride til Valhal, 
ſaa hedder den ſtore Hal i Borgen Gladhjem, hvor de faldne 
Kæmper benkes. Let er den Sal at fjende for dem, 
der komme til Odin: en Ulv hænger veſten for Doren, 
en Ørn ſpever over den; foran den ligger en Lund, 
der hedder Glaſer, dens Lr er det rode Guld; Val⸗ 
grind hedder Hegnet omkring den, det gamle hellige Led, 
faa vide, hvordan det er lukket; Spær og Spyd ligge 
ſom Bjælfer i Valhals Tag, den er tœkket med Skjolde, 
og Brynjer ere bredte paa Bernkene; af blanke Sværd 
faar Hallen ſit Lys. Mange ere de, der have Sede 
der, men det er ogſaa en rummelig Hal, den har 540 
Dore, og hver af dem er ſaa bred, at 800 Einherjar, 
ſom Kamperne kaldes, kunne gaa ind eller ud ad dem 
paa een Gang. Hver Dag klede Einherjarne fig i 
Vaaben og gaa ud i Gaarden og ſlaas; det er dem en 
Leg at fælde hverandre, thi lidet ſkader det at falde 
der: naar det lider ad Davretid, ſtaa de Faldne op og 
ride med de andre hjem til Valhal og fætte fig til at 
drikke. Og Ingen ſkal tro, det er Vand, de drikke, 
nej, der er en Ged, ſom hedder Hejdrun, af dens Yver 
flyder der Mjod, faa Bollen bliver fuld hver Dag, og 
der er nok, til at Einherjarne kunne blive drukne alle 
tilhobe. Valkyrierne bære den om Borde. Mad ſkorter 
det heller ikke paa, thi hvor mange der end er i Valhal, 
jaa bliver der dog Flæff nok til dem alle af Galten 
Scerimner; den bliver kogt og ſpiſt hver Dag, men om 
Aftenen er den hel igjen. 
(Fortſaettes.) 


En klog Kone. 
Af. Bendix Hanſen. 


Efterfolgende lille Hiſtorie fra de gode gamle Dage 
ev bleven mig fortalt ſom en virkelig Begivenhed, og 
hvis den ikke er det, jaa fortjener den dog at være det. 

Jens Nielſen var dod og efterlod fin Kone med 
fire ſmaa Børn i meget trange Kaar. Da hun jaare 


nødig vilde ſkilles fra fine Born, der trængte jaa meget 
til en Moders fjærlige Pleje, og overlade dem til Sog⸗ 
nets Fattigvæjen, men ikke vidſte, hvordan hun ſkulde 


fortjene det daglige Brod til dem, gik hun til Prerſten 
for at bede oem Raad. 

„Om!“ ſagde Preſten, da han havde hort hendes 
Skildring af fin Nod, „Om, Fattigvæjenet, hvad!” 

Hun ſparede ikke, men ffjulte Anſigtet i fit Forklede 
og græd. 

„Nej, Du fkal ikke græde, lille Karen!“ Rode 
Preſten, ſprang op og klappede hende pan Skulderen, 
hvorpaa han gik raſtlos og raadvild frem og tilbage i 
Stuen. 

„Du ſkal ikke græde, hører Du!“ gjentog han, 
„Giv bare Tid, faa hitter vi nok ud af det. Du er 
ung og rajf endnu, Du har altid været en ſkikkelig Kone, 
og Din Wand Jens Nielſen var, ſom jeg ſagde i min 
Gravptale, en tro, brav og flittig Mand, der med Kjeer⸗ 
lighed omfattede dem, ſom Gud havde betroet ham, og 
ſom vare hans ſtorſte Glæde her i Verden. Derfor 
var han rig i al fin Fattigdom, medens mangen En, 
ſom har nok af Gods og Guld, men ikke ejer et eneſte 
trofaſt Hjerte, er fattig i al fin Overflod. Men det 
er ſandt!“ afbrød han fig ſelv og begyndte atter at gaa. 
„Nu ſtulde vi ikke predike over de Døde, men hjælpe 
og troſte de Levende!” 

Troſtet var Karen ikke bleven ved rechtens Tale; 
thi hun græd nu meget heftigere. 

„Hvad ſynes Du om at blive Sypige“, blev Preeſten 
ved, „gaa omkring og fy for Folk? Jeg ſkal hjælpe 
Dig til at lære det. Du er jo flink til at bruge Hen⸗ 
derne, og ved den Beſtilling falder der altid lidt af for⸗ 
uden Betalingen, et Stykke Tej, og nogle Fødevarer 
engang imellem. Ja det var ikke ſaa galt; Du maa 
blive Sypige!“ 

„Men jeg kan ikke hele Dagen være borte fra mine 
ſmaa Born, og Hjemmeſyning faar jeg ikke ſtort af!“ 
ſvarede hun. 

„Ja, Du har Ret”, ſagde Præften, „det duer ikke. 
Sæt Dig ned, og lad os give os Tid til at tænke efter; 
det duer ikke at forhaſte ſig!“ 

Karen ſatte fig; Preſten tændte og ſtoppede Piben 
og begyndte atter ſin Vandring frem og tilbage i Stuen. 

„Se ſaa!“ ſagde han, „lad os jaa lægge vore 
Hoveder i Blød. Paa Fattigvæjenet maa og ſtal Du 


ikke, en Udvej maa findes, Noget, hvormed Du kan 


være hjemme og pasſe Dine Børn den meſte Tid og 
dog tjene ret godt. Det er Betingelſerne. Har Du 
ikke tænft paa Noget?“ 

„Ak jo, Hr. Paſtor! Jeg har tænkt og tænkt, jaa 
mit Hoved er færdig at ſprenges; men jeg kunde ingen 
Udveje finde, og derfor gik jeg herhen for at bede Dem 
hjælpe mig!“ ſparede hun. 

„Ja gode Epner har Du;“ begyndte Proeſten atter, 
„det ved jeg fra den Tid, Du gik til Konfirmationsfor⸗ 
beredelſe. Du var en ſſelden dygtig Pige, en raff og 
forflejen Tos, men Ondt var der ikke i Dig. Ja det 
var en lykkelig Tid! Du har gaaet Noget igjennem ſiden 


dengang, og jeg kan godt forſtaa Din Trengſel; men | 
hjælpes ffal Du!“ ' 

„Jeg vilde jaa nødig paa Fattigvæjenet!” gjentog 
hun. 


„Ja det var ogſaa ſlemt, at Niels ſkulde dø fra | 


Dig“, blev han ved, „men det var Guds Villie, og den 
maa vi Menneſker bøje os under. Der doer ſaa Mange 
iaar, baade Unge og Gamle; igaar døde vor kloge Kone, 
Mette Lauſtes. Hor der falder mig noget ind!“ Han 
vendte ſig pludſelig om og ſaa hende ind i Anſigtet 
med et morſomt Smil. „Du har jo gode Skolekund⸗ 
ſkaber, og Du er en ſamvittighedsfuld Kone; Du vil 
ikke gjøre noget Menneſke Fortred, hvem det jan er, 
men hjælpe faa godt Du kan, hvor der er Nod og 
Trengſel, for Du har ſelv gjennemgaget en ſtreng 
Skole“. 

„Hjelpe!“ udbrod hun og faa ſporgende paa ham, 
„ak Gud, hvordan ſkulde jeg kunne hjælpe!” 

„Jo det ſkal Du;“ blev Preſten ved, „for Du 
ſkal være klog Kone!“ 

„Josſes, Hr. Paſtor!“ for det ud af hende. 


„Jo viſt ſkal Du“, ſagde Preeſten og nikkede, „det 


er en Beſtilling, der betaler fig og ikke tager ret megen 
Tid; det er ret Noget for Dig. Folk vil nu engang 
hellere ſoge til kloge Koner end til Leger; Sognet kan 
ligefrem ikke undvære en klog Kone, og bliver det ikke 
Dig, faa bliver det nok en Anden og Verre. Folk vil 
holdes for Nar!“ 

„Ja men det forſtaar jeg ſlet ikke“, indvendte hun. 

„Aa, det er nemt at lære”, ſvarede han. „Kan 
Du holde tæt?” 

„Ja det kan jeg, Hr. Paſtor!“ lad Svaret. 

„Ja, for det er Hovedſagen!“ blev han ved. „Jeg 
ſkal lære Dig Alt, hvad Du behøver at vide. Jeg har 
en Tid ſtuderet til Læge, inden jeg kaſtede mig over 
Theologien, og derfor Fjender jeg Noget til de forſkjellige 
Sygdomme og Legemidlerne mod dem, og i. ethvert 

Fald kan jeg lere Dig ikke at gjøre Ondt værre, og 
det er allerede meget, og mere end de fleſte kloge Koner 
forſtaa. Du kan komme til mig et Par Timer hver 
Dag, og jaa fkal jeg i en Fart gjøre Dig til en ud⸗ 


meerket klog Kone. Hahaha!“ Praſten lo og gned fig j 


i Sænderne af Glæde over fit gode Indfaid. 
„Men, Hr. Paſtor, der ffal jo ftryges med Tommel⸗ 
fingrene og faa ſiges Noget; ved Hr. Paſtoren ogſaa, 


hvad der ffal ſiges, for det er nok det Vigtigſte; og 


uden det hjælper det Andet ikke?“ ſagde Karen. 

„Det har Du ſandelig Ret i, Karen!“ ſparede 
Preeſten, „Ja ſiges Noget maa der; men det er kun for 
et Syns Skyld. Du kan ſige, — lad mig ſe — ja 
det Ene er ligeſaa kraftigt ſom det Andet — Du kan 
ſige, — men halvt jagte, forſtaar Du, at Ingen aflurer 
Dig Kunſtens Hemmelighed, — Du fkal ſtryge ganſke 
langſomt med Tommelfingrene op og ned og fan ſige: 
Du er et Fe! — Du er et. Far!“ 


„Josſes, Hr. Paſtor, er det det Sele!” udbrød 
hun forbayſet. : 

„Ja, det er det Sele!” ſparede han. 

Saa fif Karen i al Hemmelighed Undervisning 
hos Preſten, og efter fort Tids Forløb begyndte hun at 
praktiſere ſom klog Kone. Hun havde Held med fig, 
kom i ſtort Ry, fik nok at beſtille og meget at fortjene, 
fik fine Born vel opdragne og fat i Vej og blev i 
Aarenes Lob en velhavende Kone; men aldrig misbrugte 
hun den Tiltro, der næredes til hende, altid var hun 
villig og hjelpſom, og hun troede ſelv faſt paa fin Magt. 

Saa hendtes det, at Bræften blev ſyg. Lægen 
blev hentet, og han ſagde, hvad man meget godt vidſte, 
at det var i Halſen, og at det var et meget beteenkeligt 
Tilfælde. i 

Men hans Plaſter og Grodomſlag hjalp ikke. 
Preſten blev daarligere, og tilſidſt laa han og kunde 
hverken ſpiſe, drikke eller tale og næppe nok træffe Vejret. 
Da blev hans Kone for Alvor bange og ſendte atter 
Bud efter Lægen. 

Han ryſtede paa Hovedet og ſagde, at det var en 
Bolning indvendig i Halſen, og hvis der ikke braſt Hul 
inden 24 Timer, faa maatte man være beredt paa det 
Værfte, for jaa vilde han fvæles. „Naturen maa hjælpe 
fig jelv”, fluttede han, „jeg kan ikke være Dem til nogen 
Nytte, Farvel og god Bedring!“ Og fan reiſte han. 

Praeſtekonen grebes af Sorg og Sfræt og ſatte ſig 
til at græde; men jaa kom en af Pigerne ind, 

„Tykkes Madammen ikke, at vi helſt maatte ſende 
Bud efter Karen, for hun er jaa dygtig, og kan hun 
ikke hjælpe, jaa er der Ingen, der kan!“ ſagde Pigen. 

„Karen!“ ſparede Preeſtekonen, „ja lad os i Guds 
Navn. prøve det. Hent hende ſtrax!“ 

Saa fom Karen. ' 

„Herregud Hr. Paſtor, faa de ligger her i en ſaadan 
Nod og Elendighed!“ ſagde hun, og Taarerne randt 
ned ad hendes Kinder. „Hvem fkulde have trot, at 
det fkulde komme jaa; men De har været god imod mig, 
meget god, det ved Gud; for De har hjulpet mig ud 
af min Nod, og det har hjulpet faa Mange, og med 
Guds Hjelp vil det ogſaa hjælpe Dem!“ 

Saa begyndte hun med højtidelig Alvor at ſtryge 
Præften op og ned ad Halſen med Tommelfingrene, 
medens hun mumlede, ſom hun plejede: „Du er et 
Fe! — Du er et Fa!“ g 

Det virkede. Der gik en Ryſtelſe gjennem Praeſten. 
Han fkar Anſigter, ſom om han vilde le, men ikke kunde. 

„Oh — oh — oh!“ ſagde han, og ſaa braſt der 
Hul paa Bolningen, og en ſtor Mengde Materie og 
Blod væltede op. 

„Kan De ſe, det hjalp, ja det tænfte jeg nok, for 
her maatte det hjælpe. Gud ſke Lov og Tak!“ ſagde 
Karen. 8 ; 

„Ja Gud ſte Lov og Tak! nu er 


han frelſt!“ til⸗ 
føjede Preſtekonen. ; 


É 


„Ja, det var mærkværdigt, det!“ ſagde Præften, 
ſaaſnart han kunde tale, „der var dog ſtorre Kraft i 
dette lille Ord, end jeg troede; det hjalp mig, det alene, 
ſaa Du fik Ret alligevel, Karen, det var det Vigtigſte!“ 


Trek af Livet i Gronland. 


— 


IV. Naar Skibet kommer. 
(Af en forhenværende Preſt i Grønland.) 


J den lange, enſomme Tid for de faa Danſke ved 


de nordligſte Kolonier i Grønland er der kun faa aar⸗ 
lige Afvexlinger i det ensformige Liv, man der lever. 
Af Naturbegi⸗ 
venheder er det 
den ſtorſte, 


197 


vandet blev aabent vifte de engelſke Hvalfangerſkibe ſig, 


| Folk derfra kom undertiden i Land, man kunde være 
| Jaa heldig at faa Kartofler, der var en ſtor Herlighed, 


| og andre Ting hos dem. Det var altſammen Oplivelſe 
og Afvexlinger i det ensformige gronlandſke Hverdagsliv. 
Men ingen Begivenhed i det hele lange Aar kunde 
lignes med det danſke Skibs Ankomſt. Det var 
kun eet Skib, der een Gang om Aaret beſogte disſe 
afſides Kyſter, hvorfor det naturligvis var en Feſtdag, 
| man længe kunde gaa og længes efter, men ikke ſom 
Solens Komme kunde beregne i forvejen, efterſom det 
beroede paa Vind og Vejr og pan Iſen i Farvandet, 
om det kunde komme i den forſte Halvdel af Juli Maaned 
eller ind i September. J hele den Tid gik man da 


lengſelsfuldt og ventede, ſpejdede med Kikkerten fra de 
Og traf det længe ud, faa 
Auguſt Maa⸗ 
ned lob til 
Ende, inden det 


| høje Fjælde ud over Søen. 


H 


naar efter den 
maanedlange 
morke Vinter⸗ 
nat Solen i 
Slutningen af 
Januar, ſed⸗ 
vanlig paa en 
klar Froſtdag 
med en 25GGra⸗ 
ders Froſt, for⸗ 
ſte Gang i 
Middagsſtun⸗ 
den pipper op 
over Syns⸗ 
kredſen med en 
lille Kant af 
ſin rode, blanke 
Skive, for efter 
nogle Minuter 
igjen at for⸗ 
ſpinde for den 
Dag. Men 
det er dog en Dag, man længe har glædet fig 
til, thi nu tage Dagene ſteerkt til, og den lange 
Nat i de halvtredie Maaned er overvunden for det 
Aar. Luften bliver klar, Dagen lys og lang, Sindet 
oplives, det er, ſom havde man nu tilbagelagt dette Aars 
verſte Beſverligheder, en Modſctning til, da man i 


November indrettede fig pan at gaa den morke Tid imode, 


ſom man aldrig kunde vænne fig til, den var lige tung, 
aandelig og legemlig nedtrykkende, hver Gang den vendte 
tilbage. Men ſaafnart Solen viſte fig, ſtyrkedes Haabet; 
man gik jo imod den lyſe Tid og Foraaret. Vel tog 
Froſten da betydelig til, men Islœget blev derved godt, 
de Indfodte kom fra alle Sider til Kolonien, og man 
kunde igjen komme omkring til dem. Siden naar Far⸗ 


Skibet kommer. 


kom, begyndte 
man at blive 
bange og hel 
cengſtelig for 
hver Dag, der 
gik, for at det 
kunde vere for⸗ 
liſt, eller at det 
ikke jaa ſildig 
paa Aaret 
enten af Frygt 
for Stormen 
eller for Is i 
Farvandet tur⸗ 
de vove ſig ſaa 
højt op i Baf⸗ 
finsbugten. 
Hele vor Vel⸗ 
være, og 
man kunde 
ſnart ſige, time⸗ 
lige Tilpeerelſe, 
i det folgende Aar var dog afhengig af dette 
Skibs Komme, der ikke blot ſkulde bringe os Livets 
forſte Fornodenheder: Brod og hvad Andet vi fkulde 
have til Foden — alt Brendſel til at koge Maden 
ved og til at opvarme Stuen med, ſaavelſom andre 
Fornodenheder — men, hvad man ifær kunde gaa og 
længes efter, Breve fra Slægt og Venner i Hjemmet 
og Efterretninger fra Fædrelandet, der hvor man kun 
kunde faa Poſt denne ene Gang om Aaret. Skibet 
bragte ogſaa Handelsvarer og andre Ting, ſom 
Grønlænderne glædede fig til, hvorfor de ogſaa ude paa 
deres Fangſt ſpejdede efter det, og ſaaſnart Nogen troede 
at ſe det, lod det ſom et Gledens Raab, Umiarſoit: 
Skib! over hele Pladſen. Undertiden viſte det fig doge 


198 


at man havde taget fejl af et Isfjeld, der kunne drive langt 


ude i Soen og meget ſkuffende ligne et Skib for fulde 
Sejl. Men naar faa endelig Skibets Komme bekreeftede 
fig, ble der Fryd og Traplhed. Kanonerne bleve ladede, 
Flaget hejſet, Sluppen gjort klar, Kjobmanden med den 
hele danſke Beſctning ſkyndte fig ud for at mode det 
langt ude i Sgen, ſaaledes ſom man ſer det paa ved⸗ 
tegnede Billede, der viſer Baaden roet af Gronlendere, 
fuld af glade hilſende danſke Koloniſter, lobe om paa 
Siden af det ſtore danſke Skib, der med Skummet 
ſprojtende for Stavnen ſejler ind i Bugten, medens 
Solen, ſom en ſtor mat ſtinnende Kugle nær Syns⸗ 
kredſen, omgivet af en Straalekrans belyſer det glade 
Mode. Og naar vi fan kom op paa Dakket og mødte 
gamle Venner og Bekjendte, hvor Meget var der da ikke 
at ſporge ud om fra Fædrelandet, hvorledes det ſtod 
til derhjemme i det Hele, hvad der af vigtige Begi⸗ 
venheder var forefaldet i det hele ſidſte Aar. Og ſaa 
gaar det muntert med Samtale og Meddelelſer baade 
forude og agter, medens Skibet bringes ind i Havnen. 
Skibsfolkene ere glade over, at de har naaet deres Maal 
i det yderſte Norden, og vi meget mere over, at Skibet 
er kommen velbeholden til os. De 3 Salutſkud vexles, 
idet Skibet pasſerer Pynten, hvor vore Koner og Gron⸗ 
lenderne have ſamlet fig og maa vente, indtil det har 
kaſtet Anker, og vi kunne komme i Land med alle de mange 
Breve og Nyheder, baade de gladelige og de ſorgelige, 
ſom man ſaaledes faar alle paa en Gang. Det er 
endnu i den lyſe Tid, hvor der flet ingen Nat er. J 
en Ugestid kan Skibet losſe og lade, og i den Tid lever 
man vel i Selſkab med Landsmænd; desværre kan der 
ogſaa komme ſlemme Udſkejelſer i Skibstiden: Mand⸗ 
ſkabet har længe ſmegtet efter Brendevin, og nu kunne 
Flere, baade af dem og af de Indfodte faa Lejlighed 
til at drikke fig fulde og da gjøre Spektakler. Medens 
Skibet laa i Savnen, var det dog ſom en lille Luftning 
fra Fædrelandet, og kun med tungt Hjerte faa vi det 
drage bort, vi ſteg op paa Fjeldene for at folge det 
med Ojet ſaa langt vi kunde, gik ſaa ned igjen for at 
begynde det lange, enſomme Liv forfra med et nyt Aar. 


Ridepiſken. 
Af Hother Tolderlund. 


J mine Studenterdage — det er nu mange Aar 


ſiden — boede jeg længere Tid i Nyboder. De vare 


dengang endnu, hvad Chriſtian IV havde beſtemt dem 
til, et Sted, „hvor Semanden Ly kunde finde“, et 
Hjem for Holmens faſte Stok, Efterkommerne af dem, 
ſom floges under Juelerne og Hvitfelt. De ſmaa, gule 
Huſe med rode Tage, der ſtaa i Geled ſom Soldater, 
det Ene akkurat ſom det Andet, vare endnu ikke blevne 
Gjenſtand for Finans⸗ og Marineminiſteriets Handel, 


| 


og Maalet for Byggeſpekulanters lyſtne Blikke. Det 
var i Nyboders gode gamle Dage og i Stenbroens 
allerſletteſte: i Gaden, hvor jeg boede, lag Stenene væl | 
tede imellem hverandre næften ſom i et udtørret Flod: | 
leje; for at gjøre Ligheden mere flaaende, ſtod der i 
den ujævne Rendeſten en lille Pyt foran hver Husdor, 
og naar jeg ſtak Hovedet ud ad Vinduet, kunde jeg 


| være ſikker paa at je en eller flere Smaafyre ſom 


Miniaturbilleder af Kolosſen paa Rhodos ffræve over 
Pytterne og foretage Krydstogter med Ægge- og Citron⸗ 
ſkaller eller andre fra Vaſken udſpommende Herligheder, 
ſom kunde foreſtille Skibe. Legen er mere uſkyldig end 
renlig, og den er ikke faa gal endda: kunde Chriſtian IV 


ved at lege med en Jolle paa Skanderborg So blive 


en dygtig Admiral, kan det aldrig ſkade, at den vor: 


dende Matros begynder i Rendeſtenen. 85 


En Morgen, jeg laa og regte min Pibe i Vinduet, 
var Legen i fuld Gang. Den mandlige Befolkning var 
allerede tidlig ved Klokkens Lyd faldt til Arbejde paa 
Holmen, de ftørre Børn vare i Skole, og de mindre 
morede fig foran Husdorene, hver paa fit Territorium, 
for at Moderen, ſom arbejdede i Kjokkenet, kunde holde 
Oje med dem. Min Naboes lille Dreng gjorde en 
Undtagelſe; han havde fundet paa en anden Morfkab, 
han ſad paa Trappetrinet og ſlog i Luften med en 
Piſk og var ojenſynlig henrykt, naar det ſuſede ved 
Slaget. Da Skraldemanden kom for at tømme Bytterne, 
ſom ſtode opſtillede foran alle Husdore, liſtede Drengen 
ſig til at give Heſtene et Rap, men de ſyntes neppe at 
at merke det, de vare vante til anden Konfekt; Torve⸗ 
bondens Heſt var ligeſaa ufolſom. Medens Kudſken 
aftellede Gjenboens Kone for to Skilling Brendſel, 
blev Piſken prøvet; men Heſten gumlede uforſtyrret af 
Mulepoſen og ryſtede blot Skindet, ſom havde en ube 
lejlig Flue indbudt fig ſelv til Frokoſt paa dens ſtakkels 
gnavede Ryg. Naar Skraldemand og Torvebonde havde 
pasſeret Gaden, kom der ſjeldent flere Kjoretsjer. Na⸗ 
boens Klaus maatte derfor ſe at finde en anden Gjen⸗ 
ſtand for ſine pidſkeforende Bedrifter, og den fandt han 
i Rygſtykkerne paa Smaaborn, der lob rinder for 
deres Mødre. En ſkulde til Bageren, en Anden til 
Urtekrcemmeren, en Tredie kom med en Trepagleflaſke i 
Favn og lod ſorglos „Lerken ſynge“, idet han gned 
Proppen op og ned ad Flaſkens Sider og ſlentrede af⸗ 
ſted til Brøndums „Paradis“. Ingen af disſe Smaa⸗ 
fyre fil Lov at pasſere Naboens Hus uden at ſmage 
Klausſes Piſk. Ikke Enhver fandt ſig roligt heri, og 
lidt Mundhuggeri var gjerne Folgen. Troede Klaus, 
at han kunde magte Modſtanderen, tilbod han meget 
liberalt, „at han gjerne kunde faa En til“, og løftede 
Piſken, hvilket i Regelen havde den Andens Flugt 
tilfolge. Var den Anden derimod ſtorre og truede med 
at tilbagebetale Slaget, trak den lille Uglſpil ſig ſkynd⸗ 
ſomt ind i Hjemmets Helligdom og holdt fig ſtjult der, 
indtil han horte et Par Tofler klappre ned ad Fliſerne 


til Nabovinduerne. 


og deraf erfarede, at den Anden var bleven kjed af at 
vente udenfor. 

Klaus fandt Spaſen koſtelig og fortſatte den en 
Stund. Men Krukken gaar ſaalcenge tilvands, til den 
kommer hankelos hjem. Efterat han i nogen Tid ikke 
havde kunnet faa Brug for fin Piſk, kom en tyk Bonde⸗ 
pige med en lille Dreng ved Haanden ned ad Gaden. 
Hun havde guldbroderet Nakkeſtykke i Huen, brede Baand 
ned ad Ryggen og et grønt folderigt Skjort, der gjorde 
hendes fvære Perſon dobbelt tillokkende for Klausſes 
Piſk; men hun var for ſtor og haandfaſt, hende vovede 
han ikke at binde an med, han maatte nøjes med at 
lade Piſken ſuſe i Retning af de Forbigaaende. Strax 
efter kom en lille ſirligt flædt Pige med en Tornyſter 
paa Ryggen, hende kunde han magte — Svup, faldt 
Piſken klaſkende paa Tornyſteren. 

„Naa, Du Dreng!” udbrød den lille Dame forbittret. 

„Hvad ſiger Du? Vil Du maaſke have En til? 
Eller vil Du je, Du kan ſkruppe af!“ lod Klauſes lidet 
hoflige Svar. 

Han løftede Biffen paany; men denne Gang havde 
han forregnet fig. 

„Maren!“ raabte Pigen. „Den Dreng ſlaar mig!“ 

„Slaber han!“ udbrød Bondepigen og gjorde hur⸗ 
tigt Omkring. „Ih, faa ſkulde da ogſaa den ....“ 

Men inden hun fif fuldfort Sætningen, der efter 
Begyndelſen at domme neppe vilde have lyſt Velſignelſe 
over Klauſes Hoved, var han inde i Huſet og havde 
lukket Gadedoren efter ſig. J ſin Vrede tog Maren 
imidlertid ikke i Betcenkning at rive Doren op og raabe 
ind i Huſet en Truſel om Gjengjeldelſe og Politi, 
hvorved Klauſes Moder kaldtes fra Vaſkeballien og er⸗ 
farede, hvad der var ſket. Med de ſceebeſkummende 
Hender rev hun Piſken fra Sønnen og fod ham ſmage 
den, idet hun raabte: „Du ſlemme Dreng! Har Fatter 
ikke ſagt, at Ingen [maa røre ved Biffen?” Marens 
Yttring afvifte hun derimod haanligt med den Bemeerk⸗ 
ning, „at det ikke var værdt at gjøre Vrøvl om den Baga⸗ 
tel”, og „at Politiet ikke havde Noget at beſtille i Nyboder!” 

„Naa! Saa Politiet har ikke Noget at beſtille 
her!“ udbrød Pigen. „Det var rart, det! Det ſkal vi 
dog faa at ſe! Overfalde fine Folks Børn paa Gaden 
— taaler Politiet det, taaler Fruen det minſandten 
ikke. Det fkal jeg love for“. 

„Jeg blæfer Fruen et Stykke“, lød Svaret. „Vil 
hun mig Noget, jan er mit Navn Madam Olſen, og 
her boer jeg“. 

Doren ſmeldedes i lige for Neſen af Pigen. 

„Sikken En!“ raabte den forbittrede Maren med 
hævet Roſt, der lokkede adſkillige Fruntimmerhoveder 
„Ja, det er en net Madam! Kom 
Born, det er ikke værdt at blive her. Gjorde det ondt, 
lille Emilie? Naar vi komme hjem, ſkal vi fortælle det 
til Bedſtemoder; hun fkal nok ſige dem Beſked. Kom nu!“ 


Jeg har altid holdt meget af at ligge i et aabent 
Vindue og, ſom Iyderne ſige, glane Gaden op og Gaden 
ned. Jeg vil juſt ikke ſige, at det er en nyttig Beſkoef⸗ 
tigelſe, mindſt naar man ſtuderer, men den har ſine 
Behageligheder, og Intet er jan galt, at det jo er godt 
for Noget. Havde jeg ikke ſenere paa Dagen taget min 
Cigar ved Vinduet, var jeg rimeligvis gaaet glip af 
Fortſettelſen af Hiſtorien. 

Ved Middagstid kom den om Morgenen udvandrede 
Befolkning hjem til Nyboder, forſt Drengene — det gik 
ſom den vilde Jagt ned ad Gaden! Nogle i Sko, Andre 
pan Tretofler, og ikke Faa pan bare Hoſeſokker, naar 
det gjaldt om at indhente og dunke en rapfodet Kam⸗ 
merat. Hele Sværmen deltog med Liv og Sjæl i 
Jagten og raabte opmuntrende til den ene eller anden 
af Parterne: „Stik af! Nu kommer han!“ — „Etter 
ham, Krisjan, etter ham!“ — „Gi'e han En!“ — 
„Vil Du labe 1 ſla'e af han? Du er da ikke bange 
for han?“ „Paaben igjen!“ — Kaſfkjetter fløj i 
Rendeſtenen, 1 ned i Ojnene, og Modſtanderne 
ſtode overfor hinanden med blusſende Kinder, ſom et 
Par Hanekyllinger med rode Kamme. — Siden kom 
Mandene roligt og beſindigt, medtagne af Arbejdet, 
ſlentrende med „et langt og et fort Ben“, ſom vare de 
ikke ſikkre paa, om der behøvedes ſamme Manevre til 
at ſtaa faſt paa en Stenbro, ſom paa et Skibsdekk. 
Hver ſogte fin Dør, gav Naboen et Nik og gik ind; 
Dor paa Dor klapprede hele Husrokken igjennem, og 
derefter blev det atter ſtille i Gaden, 

5 (Fortjætte8,) 


husflid. 


— 


Hvad Obelſen gjør. 


Naar et eller andet Husflidsarbejde tilbyder fig, hører man 
ſtundom Folk trykke ſig ved at tage fat, fordi Batalingen ſynes 
faa liden. Det hedder fig da at det fan ikke betale fig, 
og hermed ſlaar man det hen uden at prøve pan, om det ikke 
med Omtanke og Flid endda kunde give en kjon Skilling mellem 
Aar og Dag. 

Vi ſkulle i Dag fremdrage et lille Træf, der kan vife; at 
mangt et Husflidsarbejde ſaaledes kan betale ſig langt bedre, 
end man fkulde tro, naar man blot tager fat. Det er den, for 
ſit varme Hjærte for Smaafolk og for fine ihærdige Under⸗ 


ſogelſer om den norſke Almues Kaar og Sæder, ſaa bekjendte 


og anſete, nuværende Preſt Eilert Sundt, der i en Bog om 


Husfliden i Norge, fortaller: 


Der var en Fyrſtikfabrik i Kriſtiania, hvor den gik i Staa; 
den kom i en anden Mands Hander og flyttede op til Nite⸗ 
dalen, hvor man heldig har overvundet den ene Vanſkelighed 
efter den anden og nu driver Arbejdet i ſtor Udſtrakning. 
Denne Fabrik kom i Berøring med Egnens Husflid, og det var 
netop Ejerens Onſte at give et Bidrag til Husflidens Ophjelp. 
At kliſtre de mange ffer og Tutter til Fyrſtikkerne er et 


Arbejde, ſom han føgte at faa indført omkring i Huſene. Her 
mødte han den forſte Vanſkelighed, men det gik godt. Til en 
Begyndelſe blev Arbejdspriſen fat ſaaledes: 
For AE fler 5 Mk. 10 Sk. Tuſindet. 
— Papirstutter 1 8 — — 
Fabrikanten tabte ved disſe Priſer, fordi han kunde faa 


"Arbejdet langt billigere andetſteds, men Folk ſkreg dog over, at 


der blev budt en fan usſel Betaling. Han maatte henvende fig 
til Gaardens egne Huskoner og anvende Overtalelſe for at 


faa dem til dog at forføge; men de tjente kun grumme lidet 


derved i Forſtningen. Dog ſnart kom Øveljen og med den 
ſtorre Fortjeneſte; med denne kom flere villige Hender, faa ſnart 
Oplaget af Xffer og Tutter voxede, til Fabrikanten maatte ſige 
ſtop. Saa bod Folk ſig til at tage Arbejdet til lavere Pris 
og for endnu lavere, og da jeg ſidſt horte derom var Priſen for: 
2Eſkerr 1 Mk. 12 Sk. Tuſindet (danſk Mont). 
Ditkter , 6 — 
og nu kunde et 12 Wars Barn gjøre 7000 Tutter daglig og 
altſaa tjene over halvtredie Mark. 
Dette kan gjelde ſom Exempel paa, hvorledes den menne⸗ 


ſtelige Arbejdsferdighed kan ſtrekkes og udvikles langt højere, | 


end man formoder. ' 

Jeg tilbragte en Gang en hel Dag i denue Fabrik og den 
hele Dag igjennem var det mig en Nydelſe at høre om det ene 
Exempel efter det andet, baade paa tiltagende Ferdighed og paa 
Tenkſomhed og Opfindſomhed hos Arbejderne, "I em heldig 
Samvirken af denne Arbejdernes Øvelje og Skonſomhed, 
ſamt Driftsherrens Handelsa and og Kapital, ligger den 
Hemmelighed, ſom man ret kan undre ſig over, at medens en 


Asſke Fyrſtikker for en Del Aar tilbage koſtede flere Skillinger, 
faa var Fabrikspriſen i 1867 kun godt 3 Mk. for et Gros, 


eller 144 fer. 


Til Husvennens Laſere. 


Undertegnede har modtaget ſaa mange anerkjendende 


Üdtalelſer for Husvennens Indhold i dette Fjerdingaar, 


navnlig for Billedernes Vedkommende og Bladet har haft 
ſaa god Fremgang ſiden Nytaar, at det vidner om almin⸗ 
delig Tilfredshed hos Leſerne. Jeg haaber derfor at det 
ikke vil være frugtesloſt, naar jeg beder de Mange, ſom 


have haft Glæde af Husvennen, at medvirke til at ſkaffe 
Bladet flere Holdere. De ville herved gavne Foretagendet 
meget, Leſerne og Udgiveren dannes nemlig ſom et 


Interesſentſfklab, hvis Formaal er fælles, Hoved⸗ 
betingelſen for at Husvennen til den billige Pris, kan 
blive et i Sandhed godt Folkeblad, er nemlig at det efter 
Haanden faar en ſerdeles ſtor Udbredelſe, idet jeg, 
i ſamme Forhold ſom Holderantallet ſtiger, ſer mig i 
Stand til at koſte mere og mere paa at tilvejebringe et i 
alle Maader ſmukt og tiltalende Indhold i 
Læsning og Billeder — og gode Billeder ere ifær 
meget koſtbare. De Læfere, ſom ſe denne Anmodning, 
beder jeg derfor venligſt at virke lidt til, at Husvennen 
finder mere Tilſlutning i deres Omgivelſer, ved at anbefale 
den til Slægt og Venner og navnlig til ſaadanne, ſom 
ere kjede af andre Ugeblade, der ere halvfulde af Avertisſe⸗ 
menter eller med et Indhold, der hverken kan være til 
Gavn og Glæde i den jævne Mands Hjem. Raad 
ſaadanne, der have Lyſt til lidt god Lesning, til at gjøre 
et Forſog med Husvennen i Stedet. 

De Holdere paa Landet, ſom i Vinter have glædet fig 
ved Husvennens Ankomſt, beder jeg om ikke at afſige den 
nu, da den travle Sommertid nærmer fig. Da hver Aar: 
gang vil danne et ſamlet Hele, med Titelblad og Indholds⸗ 
regiſter, til Indbinding, ville Holderne ingen Fordel have 
af den lille Beſparelſe, og hvis ret mange Landboere falde 
fra om Sommeren, vil det gjøre et meget føleligt Skaar 
i mine Beftvæbeljer for at udſtyre Bladet rigtig. godt. 
De bedes derfor ikke undlade at beſtille Husvennen for 
neſte Fjerdingaar, i hvilet den ſikkert vil blive hilſt med 
Glæde, baade af Store og Smaa i Familien, ſom 


Sondagslaœsning, idet Bladet fremdeles vil udkomme 


jaa tidligt i Ugens Slutning fra Kjøbenhavn, at det er 
alle Holderne i Sænde hele Landet over hver Søndag. 


N. C. Rom. 


Brevvexling.- 


Til samtlige. Abonnenter. 


For at Udgiveren i rette Tid kan bestemme Oplagets Størrelse i næste Fjerdingaar, 


for at Postvæsenet ikke for meget skal ulejliges med Efterbestillinger, og endelig for at Læserne ikke skulle komme til 
at savne et eller flere Numre i rette Tid ved Kvartalsskiftet, bedes de ærede Postabonnenter om at indsende Bestilling 
med Betaling for næste Fjerdingaar snarest efter Modtagelsen af nærværende Nr. Postkontorerne ere ikke f orpligtede 


til at minde Abonnenterne om Bladets Bestilling. 


De Abonnenter, som modtage Bladet gjennem Boghandelen, betragtes derimod som vedvarende, saa længe Bladet 
ikke afbestilles, og ville saaledes uden Afbrydelse erholde det uden yderligere Bestilling. 


Husvennen udkommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ßf. 
Fjerdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn. 


Trykt hos J. H. Schultz. 


8 o N 
Se FEDE STE ERR ASER 2 


Hage e 


e N 


Billedblad for Alenigmand, 


for Morſkabsletzning, Oplysning og Husflid. 
Adgiuet af 
N. C. Rom. 


* 


Nr. 26. 


29. Marts 1824. 


Zudhold. Ridepiſken, af Hother Tolderlund (Fortſat). — En Landsby i Schweitz, med Billede. — Skojtebaaden, med Billede. — 
Husflid. Enkens Karl. At ſtampe Vadmel, med Billede. — Husflid — Til „Husvennens“ Opbevarelſe. — Brevvexling. 


Ridepiſken. 
Af Holher Tolderlund. 


(Fortſat.) i 

Nyboder ſad ved Middagsmaden, inden min Cigar 
var udrogt. Idet jeg kaſtede Stumpen fra mig og rejfte 
mig for at lukke Vinduet, faldt mit Oje ned ad Gaden, 
og jeg bemeerkede der en høj og jvær Dame, ſom ſkred 
hen ad Fortovet i en bruſende Silkekjole, der ſpillede i 
Solſkinnet ſom en Paafuglehale. Efter hende fulgte en 
Bondepige, i hvem jeg ſtrax gjenkjendte Maren fra 
imorges. Foran mit Hus gjorde Damen en halv Ven⸗ 
ding, pegede med Paraſollen paa Doren og ſpurgte: 

„Er det her?“ ; 

»Mæfte Dør, Frue”, jvarede Pigen. 

Maren aabnede Døren, og Fruen traadte ind hos 
min Nabo. 

Ved Vinduet var ikke mere at je; der kunde jeg 
ikke erfare, hvad der foregik hos Naboen, men i Nyboder 
er hver. Gade egentlig kun to lange Huſe; der kjende 
alle Beboerne hverandre, og der er det vanſkeligt at 
bevare en Hemmelighed. Hvad ikke høres, det ſporges. 
Det var mig derfor en let Sag at faa at vide, hvad 
der den Dag og ſenere foregik hos Nabo Olſen. 

Familien ſad netop ved Middagsbordet, da Fruen 
traadte ind. Uden anden Indledning end en Grimace, 
der udtrykte Modbydelighed for Madlugten, begyndte 
hun at læje de Tilſtedevcerende Texten for den Behandling, 
der var vederfaret hendes Datterdatter imorges paa 
Vejen til Skolen, idet hun udſlyngede ſaa frygtelige 
Truſler, at Misgjerningsmanden fandt det raadeligſt at 


forſvinde under Bordet, De Øvrige reiſte fig ved dette 
uventede Beſog; Husfaderen, ſom var uvidende om dot 
Pasſerede, jaa forundret fra den Ene til den Anden; 
da han erfarede, hvorom Talen var, vendte han fig forſt 
mod Fruen, ſaa mod ſin Kone og ſpurgte: 

„Var det Peter, den Rade, 

„Drengens Navn ved jeg ikke“, ſagde Fruen. 
„Foreldre, ſom forſomme deres Borns Opdragelſe, maa 
tage Følgerne; de maa ſtaa til Anſvar for de Forbry⸗ 
delſer, Bornene begaa; uden Straf kan det ikke gaa hen, 
og jeg vil have Retfærdighed, om jeg jaa ffal gaa til 
Hojeſteret; det forſikkrer jeg Dem“. 

„Behoves ikke, lille Frue! Behaves ikke“, beroligede 
Olſen den opbragte Dame. „Fyren ſkal faa fin Bekomſt. 
Jeg beder dem og den lille Froken tuſinde Gange om 
Forladelſe. Hvem af Ungerne var det, Mutter? Hvorfor 
har jeg ikke ſtrax faaet Rapport om de Spillopper?“ 

Klauſes Navn blev nævnt; men Klaus var ikke at 
finde, før en Snoften under Bordet røbede hans Skjul. 
Olſens ſtore brune Neve forſvandt under Bordet og 
kom ſtrax efter atter tilſyne, indviklet i en buffet Haar⸗ 
tot, hvorved den ſkraalende Synder droges frem. 

„Saa det var Dig, go'e Karl“, ſagde den Gamle 
og ſpyttede betcenkſomt i fin anden Haand, ſom lavede 
han ſig til med Alvor at tage fat pag et Stykke Arbejde. 

Men pludſelig forandredes Scenen. ; 

Klauſes Moder var bleven blød om Sjertet ved 
Sønnens Graad. Hun rejfte fig, rakte Haanden op 
paa Chatollet og fremtog det Redſkab, hvormed For⸗ 
brydelſen var begaaet, en fin lille Ridepifk med Guld⸗ 
knap. 

„Herregud“, udbrød hun og rakte Biffen hen imod 


Fruen; „Ulykken er da heller ikke ſaa flor. Det var 
ikke Andet end et lille Rap med denne Piſk, deraf har 
Barnet ſaameend ikke taget Skade“. 

Neppe fik Damen Oje paa Piſken, for hun greb 
den og rykkede den til fig. 

„Min Datters Ridepiſk! Hvorledes kommer De 
til den?“ 

Den brune Nave, der ſom en frygtelig Uvejrsſky 
hang over Klauſes Hoved, glemte at ſlaa ned, og imid⸗ 
lertid forklarede Olſen, at han og hans Familie igaar 
havde været i Skoven, og at hans celdſte Søn, der i 
Ojeblikket ikke var hjemme — „Men han kommer viſt 
ſtrax, om Fruen vil have den Ære at vente et Ojeblik!“ 
— havde fundet Piſken paa Vejen. 

„Hvorfor har De ikke fremlyſt den?“ ſkreg Damen. 
„Det er ulovlig Omgang med Hittegods. Ved De vel, 
at De kan blive tiltalt og ſtraffet derfor?“ 

Olſen undſkyldte fig med, at det aldrig havde været 
hans Tanke, at undlade at fremlyſe Piſken. 

„Hvis der blot ikke havde været Guldbeſlag paa 
den“, tilføjede Damen haanligt. 

Somandens Kinder overdroges meden dunkel Rodme 
ſom et Stykke Jern, der begynder at gløde, hans Fingre 
ſlap Haartotten faa pludſelig, at dens modſtrebende 
Ejermand med et lydeligt Bump atter forſvandt under 
Bordet, og idet han fkuppede en Stol overende og 
traadte de Fremmede et Skridt nærmere, udbrød han 
med en Stemme, der jog Maren ud ad Doren og Fruen 
et Skridt tilbage: ; 

„Hvad ſiger De! — — Undffyld, Frue”, vedblev 
han efter et lille Ophold med rolig, men dirrende 
Stemme, „jeg var nærved at blive hidſig, tror jeg. — 
Vil De ikke behage at ſidde ned! — Mutter, bring 
Fruen en Stol! — Jeg vilde blot have bemærket, at 
hvad Beſlaget anbelanger — Mesſing eller Guld — 
faa gjør det hverken til eller fra. Men Sagen er, at 
min Mening var, at vi ſtrax imorges ſkulde have leveret 


Pisten paa Kontoret, fan kunde de der have ſorget 


for Reſten. Men det vilde nu min eldſte Son ikke — 
Ungdommen ſkal nu altid være klogere, ved De nok. 
Han ſagde, at han vidſte, hvem Piſken tilhorte, og at 
han ſelv kunde levere den til Ejermanden, og da han 
egentlig var den, ſom fandt Tingeſten, ſaa lod jeg ham 
raade“. 

„Jeg vidſte ikke, at Deres Hr. Son og min Datter 
vare Bekjendte“, bemærkede Fruen ſpidſt. 

„Jeg ikke heller“, ſagde Olſen troſkyldigt. „Og 
at Drengen ikke allerede har bragt den“, fortſatte han, 
„maa Fruen være faa god at undſkylde. Han er Sa⸗ 
delmager, ſkal jeg ſige, og arbejder hos fin Meſter, og 
je, Arbejdet, det maa nu pasſes, Blaamandag bruge vi 
ikke her; men ſaaſnart det bliver Fyraften, fkal han 
have den re at bringe den“. 


„Behoves ikke! Maren, tag den Pifk. Det gjor 


202 


mig ondt”, vedblev hun, „at jeg ingen Penge har hos 


mig, jeg kunde ellers ſtrax have afgjort Sagen, og Deres 
Son havde ikke behøvet at ulejlige ſig. Ejerinden er 
desuden ikke i Byen, hun boer for Ojeblikket paa Landet. 
Men det gjør ikke Noget. Mit Navn er Fru Høeg, 


jeg boer i Bredgade, og det er ligemeget, enten min 


Datter eller jeg betaler Findelonnen“. 
„Fin .. . . Findelon!“ ſtammede Olſen og ſtirrede 


hen for fig med aaben Mund, ſom havde han. tabt 


Mælet. 

Imidlertid raslede Fruen i fin Silkekjole ud af 
Stuen, Maren flog Gadedøren i efter de Bortgaaende, 
Olſen drog et Suk, ſom faldt der en Sten fra hans 
Bryſt, kom atter til Melet og brugte det tilgavns. 

„Naa, ſaa gid da den Onde“, var Indledningen 
til den Tale, han med kraftig Roſt holdt over den bort⸗ 
dragne Frue og „det ſtorſnudede Pak“, der troede, at 
Penge gjorde Alt, og at en ærlig Mand, naar han var 
fattig, ikke kunde gjore ſaa meget ſom ſin Pligt, und⸗ 
tagen for Penge — „Findelon! — Tvi!“ Han ſpyttede 
hen i Krogen, vendte ſig foragtelig og fik derved Oje 
paa Konen, ſom ſyslede med det afbrudte Maaltid og 
vilde bære den neppe rørte Terrin ud. 

„Hvor ſkal Du hen med den?“ 

„Jeg vil varme Suppen, den er ganſke fold!” 

„Lad ſtaa“, tordnede han. „Er den fold, jaa har 
jeg faaet Varmt nok i Forvejen. Og hvis er Skylden? 
Neppe vender man Huſet Ryggen, jaa ſtaar Alting paa 
den anden Ende, ſom var der ingen Kone i Hufet. 
Pokker ivold med det, naar blot Sladderen og Kaffe⸗ 
fanden pasſes! Børnene faa Lov at drive om for Lud 
og koldt Band, derfor blive de ſaadanne Hallunker Tom 
de ere. — Hvor er Klaus, den Slyngel?“ 

Klaus havde fundet det fornuftigſt at renoncere paa 
Middagsmaden og hvad der forreſten kunde vanke; han 
havde benyttet fig af Forſtyrrelſen ved Fruens Bortgang, 
taget Udgangslov og var intetſteds at ſe. Medens den 
Gamle endnu kogte af Vrede, kom den eeldſte Søn hjem. 
Neppe var han indenfor Deren, for han fik ſin Del. 
Da han var uvidende om, hvad der var pasſeret, ſtod 
han forbløffet og jaa fra Fader til Moder og fra Moder 
til Fader. Hun lagde Fingeren paa Munden, ryſtede 
paa Hovedet og: pegede paa Manden for at lade Sønnen 
forſtaa, at den Gamle var kruſet i Parykken, og det 
var rigtigſt ikke at ſige ham imod. 

„Alt det Brøvl havde vi været fri for“, fortſatte 
Olſen, „naar jeg havde faaet Lov at raade. Men Gud 
bevares! Ungdommen forſtaar det altid bedre, og hvad 
Kjæledæggen finder paa, det maa endelig være det Rette. 
Iſtedetfor, ſom jeg ſagde, at aflevere Piſken paa Kon⸗ 
torvet ſkulde Herren ſpille fin Konditor og ſelv bringe 
den til Damen — ſaadan en — Remmeſnider!“ 


Olſens ælde Søn var et ſmukt Menneſke og Mo⸗ 
derens Kjæledægge. Faderen var derimod ikke langt 


” vanlig ſmuk. 


fra at anſe ham ſom et Stykke af „en forloren Søn”; 
han kunde ikke finde fig i, at hans Forſtefodte havde 
ſpigtet Traditionen i Familien og valgt et Haandveerk 
iſtedetfor „de Danſkes Vej til Ros og Magt“. Richard 
Olſen havde Tilhold i det fædrene Hus, men arbejdede 
i Byen hos ſin Meſter, der holdt meget af ham og oftere 
benyttede hans Hjelp i Boutiken. En Dag i Foraaret, 
medens Richard var beffjæftiget der, kom en celdre Mand, 
ledſaget af to Damer, af hvilfe den Bngſte var uſed⸗ 
Medens Manden gjorde Aftale med Me⸗ 
ſteren, og den ældre Dame ivrigt gav fit Beſyv med i 
Laget, fad den Yngre tavs; hun ſaa ud, ſom var hun 
træt, og et Udtryk af Sorgmodighed hvilede over hendes 
ſmukke Trœk. Richard kunde ikke lade være at ffotte 
fra fit Arbejde hen til hende; da hun pludſelig hævede 
Hovedet, mødtes deres Øjne, og Richard følte, at Blodet 
brændte ham i Kinderne, ſom var han greben i en 
Forbrydelſe. Efter Kundens Bortgang erfarede han, at 
Manden var en Grosſerer Villumſen, der var meget 
rig. — Naturligvis ere Damerne Moder og Datter, 
tænkte han, og uvilkaarlig opſtod det Onſke hos ham, 
at Villumſen ikke havde været en rig Mand og den 
unge Dame en fattig Pige. — Saa havde man da 
turdet ſe paa hende, mente han. 

Villumſen havde ofte Wrinde i Boutiken. Han 
kom beſtandig ledſaget, ſnart af begge Damerne, ſnart 
kun af den Ene og da altid den Yngfte af dem. Jo 
oftere Richard faa hende, deſto mere henrivende fandt 
han hende. En Dag forlangte Kunden at je paa Ride⸗ 
piſke, ingen af de færdige faldt i hans Smag, og 
Svenden, der den Dag beſorgede Boutiken, maatte derfor 
love hurtigſt muligt at ſkaffe En, der tilfredsſtillede hans 
Fordringer, og disſe vare ikke ringe. Piſken ſkulde 
være til en ung Dame — han pegede paa ſin Ledſa⸗ 
gerſke — være let, elegant og forſynes med Guldbeſlag 
paa Knappen. 

„Er det ogſaa værdt?” indvendte hun med. blød 
Stemme. 

„Joviſt, mit Barn, joviſt. Det forſtaar Du Dig 
ikke paa”, ſagde han overlegent affcerdigende. „Altſaa 
Guldknap — og i den lader De indgrave med latinſk 
Skrift Eleonora“. 

„Eleonora“, gjentog Svenden ikke uden en vis 
Anſtrengelſe, idet hans Ojne forvildede ſig hen til Da⸗ 
men, der efter Sædvane atter ſad ſtille og tilſyneladende 
udeltagende. 

„Har De aldrig for hort det Navn?” ſagde Gros⸗ 


ſereren overlegent. „Kom med et Stykke Papir, ſaa 


ſkal jeg ſkrive op for Dem, hvorledes det ſtaves“. 
„Behoves ikke, jeg kan bogſtavere det“, ſvarede den 
Anden krenket. 
„Det var ikke Meningen“, ſkyndte hun ſig at be⸗ 
merke med et blidt Smil; „men De kunde muligt 
glemme det“. 


Det var en unødvendig Frygt. Siden han forſte 


Gang faa den unge Dame, havde han ikke kunnet lade 
være at tænfe paa hende; de faa Ord hun havde talt, 
klang for ham ſom Muſik, og Smilet, der ledſagede 
dem, var i hans Øjne det Dejligſte af hvad han havde 
ſet. Saaledes ſom hun talte og ſmilede, talte og ſmi⸗ 
lede ingen anden Dodelig. Da han var ene, greb han 
fig for Banden, det var, ſom ſvimlede det for ham; 
Arbejdet vilde ikke gaa fra Haanden, det var ham ikke 
muligt at holde Tankerne ſamlede, han vidſte ikke, hvad 
der var ivejen. — — Stakkels Richard! Sygdommen 
er ellers bekjendt nok, og Sadelmagere ere ikke mindre 
udjatte for den end andre Menneſker. 
(Fortſettes.) 


En Landsby i Schweitz. 


En Landsby. Ved dette Ord fremſtiller ſig ſtrax 
for Tanken ſtraatakte Huſe med Gaarde af Grundmur 
og Bindingsveerk i broget Afvexling, Moddingspladſer 
med de bekjendte brune Aflobskanaler til Gadekeeret, 
hvor Wuderne ſnadre og Smaadrenge vade med op⸗ 
ſmogede Benkloeder om Sommeren og hele Byens Ung⸗ 
dom paa Iſen om Vinteren; hvor Kgerne, den ene 
Flok efter den anden, hver Sommeraften langſomt, med 
treven drovtyggende Værdighed lade fig drive ind til 
Stalden fra de flade frodige Gresmarker, der ftræffe 
fig trindt om Landsbyen. Fra Markarbejdet komme 
Karlene hjem med deres trætte Heſte, fra Skorſtenen 
gaar Rogen op, og i Veſt gaar Solen ned, kaſtende ſit 
ſidſte Straaleſkcer over den fredelige rodmende Landsby. 

Hvad vilde vel Beboerne af en ſaadan ſige, hvis 
de lige med Et ſkiftede Plads, og fan fig henſatte i en 
Landsby i Alperne. Tilfredsheden vilde viſt ikke blive 
ſynderlig ſtor, viſt ikke ner faa ſtor ſom Fornejelſen. 
ved at ſidde i det danſke lune Hjem, og ſe „Husvennens“ 
Billede i nærværende Numer af en Landsby i Bjergene. 

Det vil ſtrax ſlaa Læjerne, hvilken Modſetning 
denne danner til vort landlige Hjem. Har Lekſeren 
Lyſt til i Tankerne at folge Udgiveren ind i en ſaadan 
gammel Landsby i Schweitz eller Tyrol? 

Vi ere trængte ind i Dalene, hvori Byen ligger, 
Snart ere vi inde i Gaden og ſe med Forundring 
ældgamle ſpere Trœhuſe ligge ud og ind, men gjerne 
med den brede Gavl ud til den krumme, fnart brede, 
ſnart ſmalle Gade. De morke Bjælfevægge hæve fig i 
Reglen to Stokveerk højt, afbrudte af gammeldags Vin⸗ 
duer og Dore, ſmykkede med fremſpringende Svalegange, 
udſkaarne Bjeelkehoveder og kunſtigt gjennembrudt Git⸗ 
tervcerk. ; 

Svære og vejrbidte ſtaa Huſene deekkede af de flade, 
langt fremſpringende Tage, tælfede med et tykt Lag 
Trœſpaan, hvorpaa ofteſt er anbragt Rækker af jvære 
Stene der ſkulle holde faſt paa Taget, naar Fonen og 
Uvejrsſtormene ſuſe ned fra Bjergene i vilde raſende 


204 


af flekkede og udhulede jmæfre Granftammer, der fort- dent jer. Ja man kan finde Huſe, ſom utvivlſomt ere 
ſettes 6—7 Alen midt ud i Gaden, ſom Billedet viſer. fine 3—400 Aar gamle, og vi kunne faa at høre, at 
Er det Regnvejr, og vi ikke tage os i Agt, kunne vi plud⸗ de, ſtjondt de maaſke ikke indeholde et Pund Jern i 
ſelig midt paa Gaden faa et ordentlig Straalebad ned Form af Som eller Klammer, dog endnu ere ſaa faſte, 
over Hovedet fra disſe ſnurrige Tagrender. Naar vi at de, f. Ex. i Ildebrandstilfcelde, næften ikke have været 
betænfe, at ved Ildsvaade ſtaar neſten intet af disſe til at rive ned. 

ſammenſtuvede Trehuſe til at redde, maa vi undre os Man kommer i en jælfom Stemning ved at vandre 


; Stød. Langs hen under Tagfkjeœget findes Tagrender | ved at finde ſaa gamle Bygninger, ſom man ikke ſjel⸗ 
| 
| 
| 
| 


2 
8 
g 
E 


år 
* 
. 


. N 2 


„ i 


Gade i Schweitz. 


mellem disſe fremmede Omgiveſſer, og uvilkaarligt ſoger vi de grønne Bjerglier og derover de ſtejle Klippevægge 
Blikket længere bort, for om muligt at finde dog Noget, med deres Afgrunde og vilde Fjelde, med deres Naale⸗ 
der kan minde om Landsbyen hjemme. Blikket maa | træer og ſmaa nedplaffende Bjergbekke, hæve fig højere 
5155 hojt. Jo, den klare blaa Luft med de bløde | og fjernere. Luften er faa klar og gjennemfigtig og 
mmerjfyer, det have vi da ogſaa hjemme, men det er | Omgivelſerne faa ſtorartede, at vi onſke at beſtige Hoj⸗ 

| 

| 


ee 


ogſaa det Hele. Vi maa give Afkald paa frit at lade derne, vi je if Synskredſen, og ſom vi tro ere temmelig 
5 Blikket fvæve hen over Ager og Eng; thi trindtom je | nærliggende, for at kunne nyde den herlige gribende 


e 


Udſigt, vi kunne vente at finde deroppe. Men da vi 
høre, at der er en mange Timers hojſt anſtrengende Vej 
op til Hojderne, og at der er isnende koldt deroppe, 
blive vi hellere i den ſommervarme Dal. Føle vi i 
den klare Bak, der i den ſtenſatte Rende paa den ene 
Side af Gaden iler afſted, ſinde vi Vandet lige ſaa koldt 
ſom klart. Det kommer jo ogſaa ned fra Bjergene 
bagved og har næppe brugt ſaa mange Timer om at 
at komme ned, ſom vi ville bruge til at komme derop. 
Vi ville derfor gjemme denne Udflugt til en anden 
Gang, og benytte os af Befordringen, ſom lige bliver 
forſpendt, til at fortjætte vor Rejſe længere ind mellem 


Bjergene, der for os Sletteboere have hele Nyhedens 
Interesſe, hvis herlige Natur⸗ 
ſkjonheder og rene ſtyrkende 
Luft vi kunne fryde os ſaa 
inderligt ved, men hvor vi 
dog ikke vilde kunne bo uden 
at fole Hjemve efter vort 
jævne Hjem i vort kjceere 
Fodeland. 


En Skojtebaad. 


n 


Naar vi have „rigtig“ 
Vinter — ikke ſaadan en 
lurvet en med Regnpjafk og 
Sole, ſom vi ere aſſpiſte 
med jaar. — naar vi have 
en klingende Froſt, ſaa det 
klager i de ſpejlblanke Is⸗ 
flader, da have mange af 
vore Læjere ofte glædet fig 
ved at fe det muntre Liv 
paa disſe. Med ſtore Van⸗ 
ter paa de ſmaa Hander, 
blaa Naſerzog rode, af Fryd 


J Nordamerika, hvor den ftrænge vedholdende Vinter 
og ſtore Ferſkvandsſger ret indbyde til Forſog van 
ſaadan Fart, har man forleengſt lavet ſtore Sejlſleder, 
eller rettere Skojtebaade med fuld Seilſtilling, i hos⸗ 
ſtaaende Form, hvorved man ikke alene kan komme 
raſkere frem med Vinden, men ogſaa er i Stand til 
at gaa for Sidevind, eller til at krydſe ſig op mod 
Vinden. Fartøjet ligner en flad Agterdel af en Baad, 
der fortil bæres af en jvær Planke, paa hver Gude 
forſynet med en Slædemede beſlaget med jvære Skojte⸗ 
jern. Agterenden af Fartøjet bæres af et „Ror“, 


beſlaaet med et lignende Jern, ſom ved at drejes til 


Hoire og til Venſtre beſtemmer Fartens Retning. 
Med raſk Vind og glat 
Is ſkal denne Baad kunne 
gjøre en voldſom Fart. 
Den flyver forbi det hurtigſte 
Jernbanetog, og Folk, der 
komme forbi paa Iſen, faa 
knap Tid til at tænfe, før 
den er forbi og i et Nu 
flere tuſinde Alen borte. 
„Ismeendenes“ muntre 
Tilraab og Hilſen, ſom Bil⸗ 
ledet netop fremſtiller, bliver 
forſt beſvaret, naar Befæt- 
ningen paa deres raſende Fart 
er fløjet bort ſom en Vind. 
At disſe Sejlſkojter ikke 
alene kunne være til Mor⸗ 
ſkab, men til ſtor Nytte 
ſom Feerdſelsmiddel paa 
ſtore Søer med ſikkert 
og langvarigt Islag, er 
temmelig indlyſende; men 
disſe Betingelſer ere jo 
ſjeeldne hos os. 


ſkinnende Anſigter „ſkride“ 


Bornene jublende hen ad 
den lumſke, glatte Flade, 
rigtignok ofte paa den „forkerte Ende“, medens deres 
heldigere ſtillede Kammerater og Ældre, ikke mindre 
glade, men med mere Alvor og Værdighed, paa deres 
Sføjter fare frem og tilbage i ſuſende Fart. At de 
ſtundom Tevere et „Hovedſlag“ med Iſen fom Modpart, 
jan det gniſtrer for Øjnene og værfer i Nakken, gjør 
ikke Noget. 

Men hvad har vor „Skriden paa Iſen“ at ſige 
mod den vi fe fremſtillet pan hosſtagende Billede, der 
foreſtiller en hel Baad paa Skojter. Tage vi ikke feil, 
jaa bruger man nu og da paa flere Steder i vort 
Land, hvor man har ſtorre Isflader, at jætte et lille 
Sejl paa en Slade for at komme raſkere med Vinden. 


En Skejtebaad. 


Enkens Karl. 

J Sindberg boede der en Enke, ſom var vidt kjendt for fin 
Dygtighed. 

Som aldre Pige var hun kommen til at tjene i Gaarden, 
og efter et Par Aars Forløb havde hun giftet fig med Husbonden, 
der da var Enkemand; men deres Samliv varede kun kort, han 
døde, og hun ſtod ene i Verden med Hjertet fuld af Sorg, og 
med en forgjeldet og forſomt Gaard. De fleſte Kvinder vilde 
ganfke viſt ſtrax have givet tabt og ſtilt fig ved Gaarden, der 
trængte til en Kapital eller en ualmindelig Dygtighed baade i 
Drift og Husholdning for at naa ud af de trykkende Forhold; 
men hun kunde og vilde ikke give tabt; thi det var hendes Hjem, 


e ERE ELSE se RC FARS 


og det var hendes afdode Mands Hjem, og det forekom hende 
at hun ffyldte ham at blive og fe, hvad hun kunde udrette, og 
faa tog hun fat. 

Ja der var Banffeligheder at overvinde, flere end hun uo⸗ 
genſinde havde tenkt; men de kuede hende ikke, de vakte og ogede 
kun hendes Kræfter. Hun tabte aldrig Modet, men arbejdede 
troſtigt fremad; thi fremad gik det, om end laugtſomt, det mær- 
fede hun ſnart, og det var Opmuntring nok. Hun havde tid⸗ 
ligere tjent hos en Skolelerer, hvor hun ikke alene havde gjort 
almindeligt Pigearbejde, men ogſaa pasſet Koerne og taget ſig 
lidt af Jordens Drift, da det var Noget, ſom Skolelareren ikke 
havde ſynderlig Interesſe for, og de Erfaringer, hun i den Tid 
havde gjort, men aldrig havde tillagt nogen Verd, kom hende 
nu til uberegnelig Nytte, 

Det kan ikke nægtes, at det er uſadvanligt og i de fleſte 
Tilfælde unaturligt, at en Kvinde gjør Mandsgjerning; men 
Forhold og Evner er i dette, ſom i meget Andet, det Afgjorende; 
det betenke Folk ikke altid, og derfor domme de let uretferdigt 
om det Uſcdvanlige. J Begyndelſen lo man ad Enten og 
ſpagede, at det vilde tage en Ende med Forſkrakkelſe, thi hvad 
forſtod hun fig pan at drive en Gaard og ordne Pengeſager; men 
Aar og Dage vandt hen, og efterhaanden blev det vitterligt for 
Alle, at det gik fremad for hende; thi hun afbetalte ſtadigt af 
fin Gjeld og forøgede Gaardens Værd. Saa begyndte man 
med at forundre fig og endte med at agte hende ſom en ufæd- 
vanlig dygtig Kvinde. 

Og hun fortjente denne Agtelſe i fuldt Maal. 

Medens hun arbejdede paa at fætte Gaarden i Drift, for⸗ 
ſomte hun ingenlunde fit Hus. Hun havde altid været en god 
Husmoder, og det var hun endnu; der var hyggeligt, rent og 
ordentligt i hendes Hus, — ja Orden! det var den Ting, hun 
ret havde fattet, og ſom hjalp hende ud over alle Vaufkeligheder. 
„Enkens Gaard” var kjendt ſom et godt Madſted, og hendes 
Tjeneſtefolk bleve altid gamle i Gaarde. J Begyndelſen ſyntes 
hendes Karle ikke ret om, at hun vilde raade over Markarbejdet; 
men ſaaſnart de lerte hende at fjende, fandt de intet Underligt 


deri. Stille og rolig færdedes hun omkring, og altid var hun 


mild og venlig; hun var beſtemt, og hun havde et Oje paa hver 
Finger; men aldrig var hun bydende, og Ingen havde nogenſinde 
hørt hende ſtjcende. Alt gik, ſom hun vilde, og det gik ſom af 
fig ſelv; det var det Forunderlige, og det var hendes ſtore Kunſt. 
Ja hendes Hus var tilvisſe et godt Hus. 

Ole var en fattig Dreng. 

Han var livlig og lerenem, og et Par Aar førend han 
ſkulde konfirmeres, var han den Dygtigſte i Skolen; men faa ffete 
der en Forandring med ham. Han kom ud at tjene om Som⸗ 
meren, og var fan uheldig at faa en daarlig Tjeneſte. Hans 
Raſkhed og Villighed blev misbrugt, han maatte arbejde over 
fine Kræfter og gjorde dog aldrig nok, han gjorde fig den ſtorſte 
Umage for at udføre fit Arbejde godt, men det var aldrig rigtigt, 
aldrig tilfredsſtillende, og Utak og Skjcnd var al den Løn han 
fif for fin gode Villle. Det var en uretfærdig Behandling, og 
det er det Verſte, der kan gjøres imod et Barn, det kan forderve 
den Bedſte. Forſt oprortes Ole, faa faldt han i en nedtrykt 
Sindsſtemning; efterhaanden ble han haard, fløv og ligegyldig, 
og ſaaledes blev han ved at være. J Skolen holdt han fig paa 
ſamme Standpunkt, men han gik ikke frem ſom tidligere, han 
gjorde Intet, flet Intet mere af Lyſt, han lod fig kun drive frem, 
og jaa var han endda ſtedig og gjorde faa lidt, ſom han kunde 
flippe med. Hans Livlighed var ogſaa forſvunden; men en enkelt 
Gang kunde dog hans Dvaſthed pludſelig forſvinde, og da var 
han vild og letſindig og lod ſig forlede til de galeſte Streger, 
da var det, ſom om han tankte: „jo galere, jo bedre!“ 


z 


Haus Forældre merkede den uheldige Forandring og havde 
en uklar Anelſe om Grunden til den, derfor ſogte de at fan ham. 
i Tjeneſte hos Enken, ſaaſnart han var bleven konfirmeret; thi 
der, vidſte de, vilde han faa det godt, og desuden var det fan 
ner ved Hjemmet, Enken fæftede ham, og lovede at tage fig 
af ham. 

Det varede ikke længe, inden hun ſyntes godt om Ole. 

Han gik tavs, vranten og langſomt til Alt, hvad han fulde 
udrette; men han gjorde fig ikke ſtyldig i nogen Forſommelſe: 
Hvad der var ham paalagt, det udførte han beſtemt, og hverken 
mer eller mindre. Det var allerede Noget, hun ſatte Pris paa; 
men det, der ganſke vandt hende for ham, var, at han aldrig 
ſlog eller mishandlede noget Dyr, ſom Drenge ellers pleje; han 
tog alting med det Gode. 

J Begyndelſen fod hun ham gaa og nøjedes med at tale 
venligt til ham; men efterhaanden begyndte hun at roſe ham og 
give ham bler eller andre Smaating ſom Belonning for en 
eller anden lille Extratjeneſte, og ſtjondt det gik langſomt, merlede 
hun dog, at han blev mere raſt og villig, og mere ſnakſom, men 
Dvaſkheden vilde ikke forſvinde. 

Da Vinteren kom, fif han den Vane, at gan i Byen om 
Aftenen, og Enken fik ſnart at vide, at det var for at ſpille 
Kort, og at han et Par Gange havde deltaget i vilde Svirelag 
hos Hokerens. Saa bad hun ham om at blive hjemme om Af⸗ 
tenen, og det gjorde han; men nu laa han der paa Slagbænfen 
og røg Tabak eller ſov, og det ſyntes hun heller iffe om. Hun 
foreſlog ham derfor, at han ſkulde karte om Aftenen, han ſtulde 
naturligvis ikke gjøre det for Ingenting, hun fkulde nok fornoje 
ham derfor; thi det var en ſtor Tjeneſte, han da viſte hende; 
for ſaa kunde begge Piger ſpinde. Ole ſparede ikke: men han 
var vant til at lyde hende, og derfor tog han fat paa fin gamle 
vrantne Maade, og da det var et uvant Arbejde, gik det trevent 
nok, indtil han vigtig fif Tag paa det. Saa roſte Pigerne ham, 
baade fordi han var jaa hurtig til at karte, og fordi hans Tojer 
vare fan gode at ſpinde, og da Enken efterat en fjorten Dages 
Tid var gaaet, gav ham et dejligt Stykke ternet Hvergarn til 
en Veſt og desuden lovede ham 8 Skilling for hvert Pund Uld, 
han kartede, fan hængte Ole i for Alvor hver Aften, indtil der 
ikke var mere. 

Under dette Arbejde var det, ſom om hans gode Natur atter 
vilde bryde frem, og fortrænge den forunderlige Dvaſkhed, han 
led af. Han arbejdede med en ukjendt Jvrighed, han lyttede med 
Fornojelſe til Pigernes Sang, ja efterhaanden begyndte han at 
ſynge med, og hvor var han ikke opmerkſom, naar Enken be⸗ 
gyndte at fortælle, og det gjorde hun næften hver Aften. Det 
var hverken ſpendende Eventyr, gyſelige Spogelſeshiſtorier eller 
morſomme Anekdoter, hun fortalte, men det var Smaatrak fra 
hendes egen Livshiſtorie. Hun havde kjendt mange Menneſker, 
hun havde havt et aabent Øje for Livsroret omkring fig, og hun 
var en blød medfolende og dog kraftig og fremadſtrebende Kvinde, 
derfor var der noget faa klart, faa ſtyrkende og velgjorende i 
hendes Fortællinger, og derfor kunde hun ikke alene fængsle fine 
Tilhorere, men ogſaa, uden at de vidſte det, aabne deres Øjne 
og Hjerter for det Gode og Sande, der allevegne griber ind i 
det daglige Livs Ferden og gabenbarer fig, det gjælder blot om 
at kunne fe det. Ja naar man horte hende fortælle, faa forſtod 
man, hvorfor hendes Tyende elfkede og agtede hende og bleve 
gamle i Gaarde; det var visſeligen ikke for Madens Skyld. 

Men nu, da Kartningen var forbi, faldt Ole atter tilbage 
og begyndte igjen at ligge og døje paa Slagbenken. 

„Kjeder Du Dig ikke Ole?“ ſagde hun faa en Aften til ham. 

„Aa, det gjør jeg vel;“ ſvarede han „men jeg har jo ikke 
Andet at fordrive Tiden med!“ 


207 


„Har Du da ilke Lyſt til at leſe“, ſpurgte hun atter „for 
faa ffal jeg nok ſtaffe dig nogle Boger!“ 

„Nej“, ſvarede han „for alt det, der ſtager i Bogerne, er 
Løgn, og det gider jeg ikke leſt“. 

„Logn er det ikke;“ ſagde hun „der er mange gode og lære- 
rige Bøger; men har Du faa ilke Lyſt til at binde Dig nogle 
Hojer, jeg ſkal gjerne give Dig noget Garn!“ 

„Binde Hoſer!“ ſparede han, rejſte fig overraſket op fra 
Banken og ſtirrede pan hende. 

„Ja, binde Hoſer!“ gjentog hun. „Man ffal aldrig ſtam⸗ 
me fig ved at beſtille noget Nyttigt og Godt, man ffal bare ffam- 
me fig ved at dovne fin Tid hen og gjøre, hvad der er flet,” 

„Ja, men binde Hoſer, det er jo Kvindegjerning!“ ind⸗ 
vendte Ole. 

„Nej, der tager Du fejl!“ vedblev hun, „der er mange Egne, 
hvor Mænd og Kvinder kappes om at binde Hoſer om Vinter⸗ 
aftenen, og om det end ikke var faa, fan behøvede. du alligevel 
ikke at ffamme Dig derved, Tank bare paa, hvad Folk ſagde 
om mig, dengang min Mand dode, og jeg ſelv tog fat paa at 
drive Gaarden; men derfor lod jeg det ikke være, Du kan jo 
prove, om Du kan lare det, og ſynes Du fan ikke derom, ſaa kan 
Du jo holde op!“ 

Hun bragte Sagen flere Gange pan Bane, og ſaa begyndte 
Ole at binde Hojer, og det morede ham, det var bedre end at 
karte, og efter nogen Tids Ovelſe blev han helt dygtig til at 
binde; men han ſyntes alligevel ikke, at han kunde være det be⸗ 
kjendt, og ſaaſnart han horte Trin paa Stenbroen udenfor, kaſtede 
han Arbejdet og tændte fin Pibe. 

„Hvorfor gjør Du det Ole?“ ſpurgte hun ſaa. 

„Jo for de gjorde Nar ad mig, fordi jeg kartede“, ſvarede 
han „og naar de nu fif at vide, at jeg bandt Hoſer, fan blev 
det endnu verre!“ 

Enken fagde Intet dertil, men ſmilede blot. 

En Sondagaften kom Ole ind til Hokerens, for at kjobe et 
Pund Tobak, og der ſad nogle af hans gamle Kammerater og 
ſpillede Kort. 

„Godaften Ole! Naa fan, Du karter ikke iaften!“ ſagde Ho⸗ 
keren og grinte. 

„Ja ved Du hvad, Ole; Du er da en rigtig Tosſe, at Du 
vil ſidde der og ſlide hele Aftenen mellem Fruentimmerne; Natten 


er jo dog vor egen!“ raabte en af de Spillende, og de Andre 5 


ſtemte i med. 

„Ja, men jeg faar Betaling derfor!“ ſvarede Ole. 

„Hilleded! Du faar Betaling, ja faa har Du vel nok tjent 
faa meget, at Du kan give en Bolle iaften?“ lod det atter. 

„Nej, jeg bruger ikke Pengene til Boller“, ſvarede han 
„vor Moer gjemmer dem for mig; hun ſiger, de fkal ſettes i 
Sparekasſen!“ 

„Ja, det ſtal nok blive til Noget! det er da fælt faa kar⸗ 
rig Du er bleven! Ha, ha, ha!“ lød detzi Kor henne fra Spille⸗ 
bordet: „det fkal nok blive til Noget; Ha, ha, ha!“ 

Ole tav og ſkyndte fig bort, og det var rigtignok alt andet 
end glade Tanker, der opfyldte ham. Inden han var naaget 
hjem, var det blever ham klart, at det ikke kunde blive til Noget 
med dette Aftenarbejde, og fan var def dog faa kjedeligt, at de 
andre fkulde gjøre Mar ad ham for den Ting, og derfor tog 
han den Beſlutning, at til næfte Vinter ſkulde det blive ander⸗ 
ledes; fan var han ogſaa for ſtor til at ſidde hjenme hos Kvin⸗ 
derne. 

Men da Efteraaret kom, og Enken lod, ſom det var en 
Selpfolge, at han atter fkulde karte, jaa glemte han fin Beſlut⸗ 
ning og tog fat igjen, og nu gik det faa hurtigt for ham, at 
han ikke behovede at karte mere end en Time hver Aften, for at 


holde Pigerne vedlige med Tojer. Saa foreſlog Enten ham, 
at han ſkulde prove paa at binde Halmkurve. Hun fkulde nok 
kjobe de førfte af ham, om de heller ikke bleve ſaa gode, og det 
kunde jo ikke gjøre Noget, at han tog en Langhalmskjerve ind i 
Stuen om Aftenen. Han tog fat, og efterat have lavet et Par 
farlige Kroblinger, ſom Enken kjobte af ham til Weggekurve, 
bandt han en aflang Fadekurv, ſom blev ganffe ordentlig, og faa 
blev det altid bedre. En Søndageftermiddag gif han ud for at 
fælge fine Kurve. J Forſtningen undſaa han ſig ved denne 
Handel, for han ſyntes, det var faa flovt, at han, der næften var 
en voxen Karl, ſtulde gaa omkring ſom en Bisſekremmer, og 
der var jo ogſaa nok, der gjorde Nar ad ham derfor; men da 
han kunde affætte Alt, hvad han kunde binde, og da den ene 
Beſtilling efter den anden indlob til ham, brød han fig ikke mere 
om, hvad Folk ſagde; thi han markede, at han havde Fordelen 
paa fin Side. 

Ole tjente hos Enken, ſaalenge hun levede, og han var 
altid i Virkſomhed. Hans Haandgjerning var haus Tidsfordriv, 
og han kjendte ikke, hvad det var at kjede ſig. Alle de Penge, 
han tjente i ſin Fritid, bleve indſatte i den Sparekasſebog, 
Enken havde givet ham den forſte Vinter, og det blev med Tiden 
en Bog, der havde ftørre Verdi, end Nogen anede. Han var en 


ſielden brav og dygtig Karl, derom var Alle enige, og han var 


faſt og beſtemt i al fin Færd. Hans forrige Dorſkhed var al⸗ 
deles forſvunden, og han var livlig og opvakt ſom i fin forſte 
Barndomstid. Han havde ikke længere Afſky for Bøgerne, han 
havde erfaret, at Enken havde Ret i, at der var mange gode og 
fornejelige Bøger, ſom det vel var værd at leſe, og da han var 
meget videbegjerlig, ſamlede han fig en hel Del Kundſtaber, ſom 
kun faa af hans Lige vare i Beſiddelſe af. 85 

Og alt dette kunde han takke Enken for, og — hvor for- 
underligt! — det havde fin forſte Begyndelſe i, at han 
lærte at karte Tojer for Pig erne. 

Da Enken døde, ſorgede han, ſom om han havde tabt en 
Moder, ja mere end en Moder, langt mere. 

Nu giftede han ſig, thi for ſine ſammenſparede Penge kunde 
han kjobe ſig et godt Husmandsſted; men han blev ligefuldt ved 
med fit Aftenarbejde. i 
: Han havde lært, at det Smaa kan godt blive til noget faa 
Betydeligt, at et Menneſtes Vel afhænger deraf; det gjælder bare 
om at holde ud, og den Lære. holdt han faft i al fin Gjerning. 

Hans Liv var lyſt og godt, og den onde Aand, der under 
Navn af Naringsſorger trænger ind i jaa mangt et lille Hus 
og banlyſer al Fryd og Glæde, larte han aldrig at kjende; thi 
hvor man har lært at „bruge den koſtbare Tid“, der ter hin 
Aand ikke komme. : | 8 

Han var agtet og elfket af Alle, baade for fin Dygtighed, 
fine Kundſkaber og fit gode Hjerte, og ligeſom Enken fik han 
en heldbringende Indflydelſe paa mange af dem, der lærte ham 
at kjende. Ja ſaaledes kan noget Godt gaa i Arv fra den En⸗ 
kelte og blive til Velſignelſe for Mange. ; 


H. Løsferup. 


At ſtampe Vadmel. 

Enhver veed vidſt godt, hvorledes det gaar til at med ſtampe 
Vadmel i Stampemollen. Uldtojet bliver fugtet i varmt Vand 
og lagt ind i et Rum, hvor det fan bliver bearbejdet med Enden 
af en Stolpe, ſom Møllen lofter og lader falde ned paa Tøjet 
Timer i Trak, til dette er blevet filtet tilſtrekkelig ſammen. 
Men Faa tænfe vel over hvad Navnet Stampning er 
kommet af. Den almindelige Maade at filte Uldtej ſammen 
paa var nemlig i gamle Dage at lægge Tøjet i et Kar, hvor 


man ſaa ſtod op i og æltede det igjennem med Fødderne, altſaa 
bogſtavelig talt ftampede det. 
En anden Maade, ſom viſt har været ejendommelig for 
Norden, ffal indtil i forrige Aarhundrede have været brugt i 
Jylland, idet Vadmelet ſtampedes af to Perſoner i en bundles 


liggende Tønde. J en gammel Bog om Island (Olavius 
Rejſebeſkrivelſe, 1780) findes dette omtalt, og tillige en fuld 
ſtendig Beſkrivelſe og Tegning ſom viſer, hvorledes dette Ar⸗ 
bejde udfortes den Gang paa Island. Vi bringe i Dag en 
Afbildning af denne gamle Tegning, ſom forhaabentlig vil more 
Laſerne. Man fer to ffjæggede Mænd liggende paa Ryggen med 
Benene mod hinanden inde i en Tønde uden Bund. Et Stykke 
Vadmel paa 20—30 Alen bliver bearbejdet eller ſtampet ved at 
de trampe Fødderne mod hinanden. Det maa have været en 
føjerlig Dans, ſom viſt har taget paa Kræfterne, da det tog en 
hel Dags Arbejde, faa at de ſagtens kunde trænge til den 
Hjerteſtyrkning, ſom Olkanden og Skaalen ved Siden af den 
meddeler om at de have taget til ſig. En Alen ſom ligger 
derved, tyder paa, at de af og til ſkulde maale, om Vadmelet 
er krympet nok ſammen. Kladet, ſom er lagt op over deres 
Ben og Tondens Ender, tjente til at forhindre det i varmt 
Vand dyppede Toj i at blive for koldt. 


Eilert Sundt fortæller, at en Mand har meddelt ham, 
hvorledes han ſelv højt oppe i Norge har jet Stampningen udført 


ganſte paa ſamme Maade. Vadmelet blev dyppet i varmt Band, 
og to Koner ſtampede det med Fødderne imod hinanden i en 
aaben liggende Tønde. Ogſag de holdt Aabningerne dakkede 
af et Klæde, for at forebygge for hurtig Afljoling. 

Vi have fremdraget dette lille Trek af en gammel nordiſk 
Husflid, dels fordi det i og for ſig er ret interesſant, og dels 
fordi det minder os om, hvorledes mekaniſte Hjalpemidler og 
Maſkiner i vor Tid mere og mere frier Menneſkene fra haardt 
og tralſomt Arbejde — Noget, vi af og til kunne have godt af 
at blive mindede om. 


. 


husflid. 


Danſk Husflidsſelſtab. 

Den Uddannelſe i Husflidsgjerning, ſom Selſkabet med 
Statens Underſtottelſe har fat i Gang i Kjøbenhavn, tog fin 
Begyndelſe den 3die Februar. Skolen beſoges af 18 Lærere og 
Lererinder, ſom gjennem Kirke⸗ og Undervisningsminiſteriet har 
faaet fri Undervisning, ſamt af 2 betalende Elever, foruden 
tvende der have Fripladjer. Undervisningen gives, ved dertil 
antagne Lærerfræfter, fra Kl. 4—10 Eftermiddag, medens Lokalet 
ſtaar aabent til Selvovelſe for Eleverne fra Kl. 10 Formiddag 
hver Dag. Undervisningen ledes ſaaledes, at der fortrinsvis 
lægges Vind pan de Husflids-Sysler, der pasſe bedſt ind i 
Landbefolkningens Livsforhold og omfatter Kurvefletning, 
Borſtebinding, Fletning af Rorſtole, Arbejder af 
Siv og Halm, Straafletning, Arbejde i Tra: Brugen 
af Sav, Høvl og Baandkniv, Gjennembrydning, 
Indlegning, Billedſkering, ſamt Tegning og endelig 
enkelte kvindelige Haandarbejder. Undervisningen vil 
omfatte et Tidsrum af to Maaneder, og der er Udſigt til, at et 
lignende Kurſus for Lærere og Lererinder vil kunne ſettes i Gang 
til Sommerferien, da der. paa Finansloven for næfte Finans⸗ 
aar er opfert de fornødne Midler til dette Ojemed. 

J det man henleder Opmarkſomheden herpaa, lægges det 
alle Vedkommende paa Sinde ikke at lade denne Lejlighed til 
Uddannelſe i en nyttig Lerergjerning gaa unyttet hen og ikke for 
længe at opſette Indgivelſen af Andragender i faa Henſeende. 


Til Husvennens Opbevaring. 


Naar de enkelte Numre af dette Blad efter Haanden 
bevares, ville Holderne ved Aargangens Slutning være i 
Beſiddelſe af en ſtor Bog, der ved at indbindes i mange 
Aar kan bevare fin Verdi og være til Glæde og Under⸗ 
holdning baade for Gamle og Unge. For at lette Op⸗ 
bevaringen af de loſe Numre i en god Stand har 
Udgiveren formaget en duelig Bogbinder til at forferdige 
ſolide og nette, men tillige færdeles billige Mapper til 
„Husvennen.“ Beſtillinger paa ſaadanne løje Bind til at 
opbevare Aargangens Numre i modtages af Hr. Bogbinder 
C. Haaſtrup, Badſtueſtroede Nr. 5 i Kjøbenhavn. 
Mapper med ſmukt presſet ſort Schirtings Ryg, Kanter 
og Bendler, bekleedt med fort presſet Papir, leveres for 
24 ßf̃. Stykket, og faas mod ſkriftlig Beſtilling, ledſaget 
med 26 f. i Frimerker frit tilſendt overalt i Danmark. 
Mapper med Overſlag, ſmukkere forarbejdede, erholdes til 
forſtjellige billige Priſer mod Beſtilling. 


Brevvexling, 


Til samtlige Abonnenter. For at Udgiveren i rette Tid kan bestemme Oplagets Størrelse i næste Fjerdingaar, 
for at Postvæsenet ikke for meget skal ulejliges med Efterbestillinger, og endelig for at Læserne ikke skulle komme til 
at savne et eller flere Numre i rette Tid ved Kvartalsskiftet, bedes de ærede Postabonnenter om at indsende Bestilling 


med Betaling for næste Fjerdingaar snarest efter Modtagelsen af nærværende Nr. 


til at minde Abonnenterne om Bladets Bestilling. 


Postkontorerne ere ikke forpligtede 


De Abonnenter, som modtage Bladet gjennem Boghandelen, betragtes derimod som vedvarende, saa længe Bladet 
ikke afbestilles, og ville saaledes uden Afbrydelse erholde det uden yderligere Bestilling. 


— Qusvennen udkommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 
Fierdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles pan ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjsbmagergade 56, Kjøbenhavn, 


5 i Tryft hos J. H. Schultz. 


== JE 
Sy ö 


Billedblad for Alenigmand, 
for Morſkabslosning, Oplysning og Hug flid. 


Adgiurt af 
R. C. Rom. 


8 


Nr. 27. 


5. April 1894. 


Indhold. Vore Fadres Guder, ved Fr. Winkel Horn, med Billede. — Gravhvælvingerne ved piazza Berberini, af N. P. W. w. 
— Paafſkemorgen, med Billede. — Paradiſets Roſe. — Ridepiſten, af Hother Tolderlund (Sluttes.) — Bognyt. 


Vore Fedres Guder. dom, og engang fom han da til to Dværge, 

Bed Fr. Winkel Horn. ſom hed Fjalar og Galar. De tog ham i Enrum og 

— ſlog ham ihjel, og hans Blod lod de rinde i to Kar 

(Fortſat.) og en Kjedel. De blandede Honning i Blodet, og 

Fra Odin ſtam⸗ deraf blev der en 


mer Skjaldſkabet eller 
Digtekunſten, og ſtor 
var den Møje, han 
havde med at komme 
over den. Aſerne 
havde været i Krig 
med Vanerne, ſom 
vi ſiden ſkulle høre 
mere om. Da de 
ſluttede Fred, blan⸗ 
dede de alle til Be⸗ 


liflig Mjød, der har 
den gode Evne, at 
hver den, ſom drikker 
deraf, bliver enten 
Skjald eller Vis⸗ 
mand. Til Aſerne 
ſagde de, at Kvaſer 
var bleven kvalt i 
ſit eget Vid. Engang 
bod disſe Dværge en 
Sætte ved Navn 


krœftelſe paa Forliget MANN Gilling med ſamt 

deres Spyt i et Kar, dy Å ) hans Kone til Gjæft 

og da de ikke vilde, NV LEN hos re 3 da de 

at dette Fredsmeerke | N hø 7 var ude at ro paa 
N 


e 


ſtulde ſpildes, fkabte 
de en Mand deraf, 
ſom kom til at hedde 
Kvaſer. Han var 
faa vis, at der ikke 
var den Ting, man 
kunde ſporge ham 
om, uden at han jo 
vidſte Rede paa den. 
Han foer vidt om⸗ 
kring i Verden for 
at lœre Folk Vis⸗ 


. 
N | 
W 


Sgen med Jatten, 
ſtodte Baaden paa 
et Sfjær, faa den 
kentrede, og Gilling, 
der ikke kunde ſvom⸗ 
me, druknede, men 
ſelv fik de Baaden 
paa ret Kjol og roede 
til Land. Da de 
ſagde Konen, hvad 

; . — der var hændt, blev 
Frigg. hun ſorgfuld i Hu 


4 


2. 


e 


og græd ſaare. Fjalar ſpurgte hende, om det ikke 
kunde troſte hende at gaa ud og je ud over Søen til 
det Sted, hvor Manden var druknet, og det vilde hun 
da; men til fin Broder Galar ſagde han, at han fkulde 
lægge fig over Doren, og, naar hun gik ud, lade en 
Molleſten falde ned i Hovedet paa hende, for han var 


kjed af hendes Tuden. Paa denne Maade flog de 


hende da ihjel; men da Gillings Broderſon Suttung. 


ſpurgte det, foer han did og fangede Dværgene. Han 
ſatte dem ud paa et Sfjær i Søen, og for at flippe 
derfra med Livet maatte de give ham den koſtelige Mjod 
i Frendebod. Suttung gjemte den i et Bjerg og fatte 
fin Datter Gunlød til at vogte paa den. 

Den Mjød vilde Odin nu gjerne have, og jaa 
foer han da hjemmefra. Paa Vejen kom han forbi 
ni Zrælle, der var ved at ſlaa Ho, og dem ſpurgte 
han, om han ikke ſkulde hvæsfe deres Leer. Det vilde 
de nok have, og han tog da en Hvacſeſten fra fit 
Bælte og hvcesſede dem. Det tyktes Treelene, at 
Leerne nu vare meget bedre end før, og de ſpurgte, 
om den Hvasſeſten var tilfals, og da det kun var lidt, 
han forlangte for den, vilde de alle have den, og hver 
bad ham jælge fig den. Saa kaſtede han Stenen i 
Vejret, og da de alle vilde gribe den, ſaa foer de 
alle ſaadan afſted, at de ſkar Halſen over paa hver⸗ 
andre med Leerne. Odin gik nu videre og ſogte 
Nattely hos en Jætte, ſom hed Bauge; det var Sut⸗ 
tungs Broder og de ni Trelles Herre. Han klagede 
fin Nad for Odin, der ikke lod ham vide, hvem han 
i Virkeligheden var, men kaldte fig Bolveerk; nu vidſte 
han ikke, ſagde Jetten, hvorledes han ſkulde faa fit 
Arbejde beſorget, ſiden hans Trelle havde ſlaget hver⸗ 
andre ihjel. Bølvært tilbød at paatage fig de ni Karles 
Arbejde, men jaa vilde han ogſaa til Lon have en 
Drik af Suttungsmjoden. Bauge ſagde, at den havde 
han ingen Raadighed over, og Suttung vilde næppe 
give ham noget af den, men han lovede at fare med 
ham, naar Tiden var udloben, og prove paa, om de 
kunde komme over den. Saa gjorde Bolveerk da om 
Sommeren ni Mands Arbejde for Bauge, men da 
Vinteren kom, frævede han fin Lon. De gav fig da 
paa Vej ſammen, men da Bauge ſagde Suttung, hvad 
han var bleven enig om med Bolveerk, nægtede Sut⸗ 
tung rent ud at give ſaa meget ſom en Draabe af 
Mjoden. Saa mente Bolverk, at de maatte je, om 
de ikke kunde faa den med Lift, og det mente Bauge 
med. Bolverk tog da frem et Bor, han havde, og 
ſagde, at Bauge ſkulde bore igjennem Bjerget, om 
Boret vilde bide. Bauge borede ogſaa en Stund, men 
da han ſagde, at nu var der boret igjennem, provede 
Bolvocerk det ved at bleſe i Borehullet, og da han fik 
Spaanerne i Ojnene, kunde han ſkjonne, at Bauge 
vilde ſvige ham. Saa maatte Jetten da til det igjen, 
og da Bolocerk blæfte anden Gang, fog Spaanerne 
ind ad. Saa forvandlede han fig til en Orm og krob 


* 


— 


ind igjennem Borehullet; Bauge ſtak efter ham med 
Boret, men traf ikke, og han kom i god Behold ned 
til Gunled. Hos hende blev han i tre Dage og Natter, 
og jaa fjær ff hun ham, at hun gav ham Lov til at 
drikke tre Drag aſ Mjoden. Men det blev ſtore Drag, 
thi i hvert af dem tømte han en af de tre Kjedler. 
Saa foer han i Orneham og fløj afſted, jaa ſteerkt han 
kunde. Da Suttung jaa den flyvende Orn, anede 
han Uraad og tog ogſaa Orneham paa og fløj efter 
ham. Men da Aſerne ſaae, at det var Odin, ſom kom, 
ſatte de Kar ud i Gaarden, og da han kom ind over 
Asgaard, kaſtede han Mjoden op i Karrene. Men faa 
nær var det ved, at Suttung havde naget ham, at han 
maatte lade noget af Mjoden gan bagud. Det, der 
kom ud den Vej, brød Ingen fig om, og det blev 
Rimſmedene til Del; men den herlige Suttungs⸗Mjod 
ſkjcenkede Odin Aſerne og dem, ſom kunde digte, faa 
Skjaldſkab er Gudernes Drik. 

Odins Huſtru er Frigg, alle Gudinders eller 
Aſynjers Dronning og ppperſt iblandt dem. Hun bor 
i Fenſal, en ſaare prægtig Gaard, men oſte ſidder hun 
i Hlidſkjalv ved ſin Herres og Husbonds Side og ſer 
ud over alle Verdener. Hun kjender Skjeebnen og ved 
forud Alt, hvad der ſkal ſke, om end hun tier dermed. 
Men herſker hun end med Odin over hele Naturen, er 
hun dog iſcr Wgteſkabets Gudinde; hun tager fig af 
barnloſe Huſtruer og velſigner deres Liv, og hendes 
Velſignelſe lyhſe Mødre over dem, der ſtaa dem bi i 
Barnsnod. Hun er ogſaa en flittig Huſtru, og det 
Stjernebillede, der af ſomme kaldes Orion, holde ſomme 
for Friggas Rok. Blandt Friggs Teerner ville vi 
nævne hendes jtenø Fulla, ſom bærer hendes fÉe 
og vogter paa hendes Sko, en Mo med løfe flagrende 


Lokker og Guldbaand om Hovedet. 
(Fortſqttes.) 


Gravhvælvingerne ved piazza Berberini. 
Reſſeerindring af A. V. V. w. 


Blandt Roms mangfoldige Kloſtre indtager Kapu⸗ 
zinerkloſtret ved piazza Berberini den forſte Plads, 
dels paa Grund af fin Storrelſe og indre Meerkelighed, 
dels paa Grund af Kloſterbrodrenes Dannelſe og gode 
Mand, hvorved de hæve fig hæderlig over Mængden af 
den evige Stads Munfepøbel. Jeg kom tilfaldigvis 
til at bo i Sjornehuſet ligeoverfor Kloſtret og havde 
derved god Lejlighed til at iagttage Feerden ud og ind 
ad dets Porte, ligeſom og til at beſoge dets Indre, 
hvor jeg ſnart bevægede mig med hjemlig Frihed. 
Portneren tiltalte mig ſeerdeles. Det var en af dieſe 


blide ydmyge Smaa, hvis hele Liv er helliget en beſkeden 
Pligtopfyldelſe, og ſom netop i og ved denne finde 
alle Livets Fordringer fyldeſtgjorte. Han havde fin 


eee 


Celle tæt indenfor Porten. Brixen, Bordet og en 
trebenet Stol var hele dens Indhold. Her tilbragte 
han de fan Ojeblikke, mellem hver Gang han maatte 
ſpringe ud for at luffe op og luffe i, med at forfærdige 
Roſenkranſe, og jeg ſkulde tage meget fejl, om han 
nogenfinde har taget ſig Andet for. Men jeg 
tror, at han folte ſig lykkelig, der var Noget i hans 
Øjne, ſom vidnede om den Aand, der har overvundet 
Verden, og med al berettiget Foragt for Munkeveſenet 
i det Hele er det dog min Tro, at denne Aand endnu 
tilkemper fig mangen herlig Sejr inden Kloſtercellernes 
ſtille Vægge. 

Ved mit forſte Beſog vinkede den venlige Fra!) 
Giacomo ad en Broder, ſom forte mig Omgangen rundt 


og ud i Haven, der indtog den hele Firkant mellem 


Kloſterets ſammenbyggede Floje, og hvori Sydens hele 
rige Planteflor prangede under den omhyggeligſte Pleje. 
En ſaadan Kloſterhave er hel forſkjellig fra enhver anden 
Have. Den bliver aldrig lagt om. Hver Gang har 
fit beſtemte Lob, hver Buſk fin beſtemte Plads. Hvor 
den en Gang er plantet, faar den Lov at ſtaa, indtil den 
falder i Støv; forſt da plantes en ny af ſamme Art 
i Stedet. Det er jo Kloſterlivets Stolthed at kunne be⸗ 
vare Alt, hvad det har ſat fit. Stempel paa, uberørt af 
Tidens Omffiftelfer. 

I de høje, kjolige Omgange var der Dør ved Dør 


ind til Cellerne, og ligefor hver Dor et Vindue ud til 


Haven. Men til Glas havde disſe Vinduer aldrig kjendt; 
de var i Ordets egentlige Forſtand „Vindejne“: den 
balſamfyldte Luft aandede ind gjennem de af Vedbend 
og Vinlov omſlyngede Buer. Mellem Celledorene 
rundt om hele Omgangen var der ophængt Billeder i 
Legemsſtorrelſe af Kloſterbrodre, der paa en eller anden 
Maade havde gjort fig berømte i tidligere Tid. Alle 
bare den beſkedne brune Munkekappe og lignede ganſke 
de ſamme Skikkelſer, der endnu den Dag idag bevæge 
fig inden de gamle Bægge. Jeg læfte Navnene men 
kjendte intet. Med Vemod betragtede jeg disſe Billeder 
af gravlagt Storhed; men med langt dybere Folelſe 
betragtede jeg baade denne døde og levende Vrimmel, 
efterat jeg havde ſet Kloſterets ſtorſte Merkveerdighed, 
dets Gravhvelvinger — viſtnok eneſtagende i deres 
Slags og af Alt, hvad jeg har jet i Rom, nogetnær 
det, der har fæftet fig dybeſt i min Erindring. 

Fra Giacomo havde Jat mig Stævne til Søndag 
Eftermiddag. Saa var Hvelvingerne aabne for Be⸗ 
ſogende, og jaa vilde han ſelv viſe mig derned. Jeg 
mødte punktlig. Min venlige Forer overdrog fin 
Portnerforretning til en Anden og gik med. Nogle 


Trappetrin nede, halv under, halv over Jorden, ſtreekke 


disſe Gvavhvælvinger fig, 8 til 10 i Tallet — jeg hufker 


ikke ſaa nøje — i en fortløbende Rekke med aabne 


7) Fra d. e. frater eller Broder. 


Dore fra den ene til den anden, og aabne Vinduer 
med Jerngittre ud til den trebeplantede Plads foran 


Kloſterporten. Luften var jaa ren og let ſom i en 


Domkirke, kjslig ſtille — en Himmelluft i Sammen⸗ 


ligning med Kvalmen paa Gaderne udenfor. 

Vi gik ind. Hver enkelt Svælving var et Kapel 
med Altre, Lyſeholdere, Billedrum og alt andet Tilbe⸗ 
hør, men Alt af Doadningben. Altrene var ſammen⸗ 
føjet af Hovedſkaller og Laarben i den Figur man 
falder „memento mori“. ) Pladerne ovenpaa var 
Skulderblade, med Mellemrummene udfyldte af andre 
Smaaben uden noget Bindemiddel. Af andre Ben vare 
Billedrummene og Altrenes opſtaaende Bagſtykker ſammen⸗ 
ſatte. Lyſeſtagerne vare tykke Laarben med de tomme 
Marppiber til at jætte Lyſene i, og pyntede forneden 
med Dodningefingre. De øvrige Vægge vare helt be⸗ 
dekkede med de forunderligſte Figurer, alle af Dod⸗ 
ningeben. Det maa have været et helt Studium at 
jætte disſe Ben ſammen til faa mange underlige Billeder. 
Et af Kapellerne var beklædt med Roſetter af Ryg⸗ 
radshvirvler og fine Sængebuer af Finger⸗ og Taaled, 
anbragte ſom man anbringer Blomſterborder paa en 


Wreport. Gt andet var holdt i Bukkelſtilen med Snirkler 


og Koſtelignelſer af Sideben. Under Loftet hang en 
Lyſekrone af ſamme Beſtanddele, med Væge og Lys i 
en tom Hjerneſkal. Et tredie var veeſenlig prydet med 
Armben, befæftede pan Væggen tæt ved hverandre opad 
og nedad. J en Hvelving hang en Barnebenrad under 
Loftet, udruſtet ſom „Doden ſelv“ med Timeglas og 


Le. En Indſtrift forklarede, at det var en Søn af 


en af de gamle adelige romerſke Familier — Colonna, 
Corsini, Farnese, jeg ved ikke hvilken — ſom Faderen 
for en ſtor Sum havde tilkjobt Adgang til at blive 
begravet i Kloſteret og ſiden hædret pan denne Maade. 
Nogle af Hovedſkallerne i Altrene vare hvide og lige- 
ſom polerede, jaa de lignede Borcellæn; de havde ud- 
mærkede Pladſer f. Cr. paa Sjornene øverft oppe. 
Andre vare mørke, ru og ligeſom ruſtne. De Afdøde, 
af hvilke disſe Ben vare Levninger, kunde jeg nok 
merke paa Fra Giacomo, anſaas for at have fort et 
mindre ulaſteligt Liv end de andre. Paa enkelte 
Hovedſkaller var der ſkrevet Et og Andet, ſandſynligvis 
Meerker, hvorefter man i Kloſtrets Mandtalsliſter kunde 


finde Navnene paa dem, der havde været disſe Knoglers 


Iboere i levende Live. 

Evangeliet ſiger: „Men de Ypperſte Praſter toge 
Solopenningene og ſagde: det er ikke tilladt at lægge 
dem i Templets Kiſte; thi det er Blodpenge. Man 
holdt Raad og kjobte en Pottemagers Ager derfor til 
at jorde Fremmede i. Derfor blev den Ager faldet 
Blodager indtil denne Dag“. Spørger man nu, hvorfor 
man netop kunde bruge denne Pottemagerager til at 


7) Latinffe Ord der betyder: „Tank paa Døden”, 


eee eee 


jorde Fremmede i, bliver Svaret, at Leret, hvoraf den 
beſtaar, har den Egenſkab, at Kjod, Sener og Vedſker 
i ethvert Legeme, ſom lægges ned deri, i fort Did for⸗ 
teres, jaa at de torre Ben blive tilbage. Denne 
Egenſkab ved Hakeldames Ler har været velbekjendt 
lige fra Korstogenes Tid, da man ved Jeruſalems Ind⸗ 
tagelſe bemcerkede den ſom et Sarſyn, der ſkrives højt 
blandt Minderne fra Herrens Tid. Skibe, der havde 
fort Korsfarene til Joppe, bleve ladede med Ler fra 
Hakeldama, efterat dette var ført til Lands derned fra 
Jeruſalem, og efter Tilbagekomſten til Italien blev det 
paa ſamme Maade fort fra Cevitta veceia til Rom, 
hvor det nedlagdes i Capuzinerkloſtrets Gravhvalvinger. 

Det. hellige Ler ſkal fylde Rummet under Grap⸗ 
hvælvingernes Gulv til en Dybde af to til tre Alen. 
Naar en Munk dor, brydes Gulvet op, Liget lægges 
nøgent ned i Leret, dette ſtampes tæt ſammen omkring 


det, og Stengulvet lægges ovenpaa igjen. Saaledes 


ligger det da roligt hen i tre Aar, og imens ſtaar den 
Afdødes Celle urort. Døren er aflaaſet og Noglen 
gjemmes af Prioren. Treaarsdagen efter Begravelſen 
bliver Graven igjen aabnet, de torre Knokler tages op 
og anbringes hiſt og her paa Loft eller Vægge, hvor 
der maatte være Plads for dem. Samme Dag bliver 
den Afdødes Celle aabnet, og al hans Efterladenſkab 
efterſet og bragt tilſide. Forſt da betragtes Cellen ſom 
ledig og kan tages i Brug af en anden Beboer. — 
Hvorfor? Hor nu: 

Det treffer enkelte Gange, dog meget ſjeldent, at 
Liget gjenfindes ufortæret, faa at Kjødet er blevet 
haardt ſom Tro og forvandlet til en Masſe faa faſt 
og uforgengelig ſom en ægyptijf Mumie. Sker dette, 
bliver der Jubel i hele Kloſteret; thi den Afdode be⸗ 
tragtes da ſom en Helgen. Med ualmindelig Hojtide⸗ 
lighed bliver Legemet da taget op. igjen og iført fine 
ſidſt aflagte Klæder, ſom for denne Muligheds Skyld 
have hængt. urørt i den aflukkede Celle. Under Sang 
og Mesſe ſtilles da den ſaaledes paany paakledte Dod⸗ 
ning op i et af Gravpkapellerne i et tomt Billedrum, 
ſom for den Sags Skyld altid holdes i Beredſkab — 
der ſtaar han da med en Seddel i Haanden, hvorpaa 
ſtaar ſkrevet hans Navn, ſamt hans Fodſels⸗, Kloſter⸗ 
loftes⸗ og Dodsaar. Jeg har ſet Døden i mange 
Skikkelſer, men aldrig ſaa grinende, ſom her. Man 
tænke fig den, hvordan man vil, jaa ſkal man dog 
neppe noget andet Sted finde den ſtillet jaa udfordrende 
mod Livet. Af ſaadanne levende Døde, om jeg jaa 
tør ſige, findes en tolv til fjorten Stykker. Hver af 
Gravhvælvingerne er beſtemt for to. Naar dieſe ere 
fundne og have faaet deres Plads, maa der laves et 
nyt Rum. Men dermed kan der undertiden hengaa 
et hundred Aar eller længere. Paa en af Adresſerne 
leſte jeg ſaaledes, ſaavidt jeg mindes, Aarstallet 1408 
— mulig var der en eller to ældre —; paa en af de 
yngſte ſtod 1827 eller 1834, jeg hufker ikke ret hvilket; 


thi jeg var altfor optaget af Synet i det Hele til at 

have færlig Opmeerkſomhed henvendt paa de torre 

Uarstal. | 
„Naar De doer, blive Deres Ben vel brugt 


ligedan?“ bemeerkede jeg til Broder Jacob. „Ja det 
er mit Haab,“ ſparede han; „men ſom en af disſe 
Hellige kommer jeg ikke til at ſtaa. Bare min Hoved⸗ 
ſkal ikke maa findes altfor ormedt, jaa kunne mine 
Smaaben gjerne nøjes med en lav Plads“. Han faa 
med det Samme faa begejſtret op til de fæle Dødninge, 
at jeg næften kom til at gyſe ved at tanke mig ham, 
tor, fort, ſammenſkrumpet, med et fælt fordrejet Anſigt 
og dog ſaaledes, at Enhver, der havde kjendt ham i 
levende Live, kunde Fjende ham igjen, ſtillet op i det 
ventende tomme Rum, iført. fin brune Kappe, Kallot 
og Reb⸗Belte. Det var en fæl Tanke. Jeg ſkyndte 
mig at blive den kbit, ſagde ham: Farvel og Tak og 
ilede i neſte Ojeblik ud i den tœtteſte Vrimmel paa 
Monte Pincio. 


Paaſkemorgen. 


De tunge Smertensdage vare endte for Frelſeren, 
men ikke for hans Venner. Fortvivlede havde de jet. 
ham ſegne i Døden under forſmœdelige Pinsler; hele 
det rige Livshaab, de havde knyttet til den rene hellige 
Skikkelſe, var briſtet. Kun den fattige Troſt at ſalve 
og ſmykke de jordiſke Levninger til Dødens Ro var 
tilbage. > 

Saa kom da hin aarle Sondagsmorgen de tre 
Kvinder Marie Magdalene, Marie, Jeſu Moders 
Soſter, og Salome til Graven for at ſalve Herrens 
Legeme. Kummerfulde talte de paa Vejen om den 
Henſovede, og om hvem der ſkulde vælte Stenen fra 
den Klippehule, hvori han war ſtedt til Hvile. De anede 
ikke, at der fort i forvejen var flet et Under, at 
Herrens Engel under Jordſkjcelvet var nedfaret fra 
Himlen og havde væltet Stenen fra Graven til Frelſerens 
Opſtandelſe fra de Døde, at hans Üdſeende havde været 
ſom Lynets og hans Klædebon hvidt ſom den ſkinnende 
Sne, jaa at Vogterne ſkjalv af Radſel, faldt ſom dode 
til Jorden eller flyede. 

Vi kunne kun ſpagt foreſtille os deres Forundring, 
da de fandt Graven forladt og Stenen fravæltet. 
Zvivlraadige traadte de ind i Gravhulen; men her, hvor 
de havde ventet at ſtaa Anſigt til Anſigt med Døden, 
bryder pludſeligt Livshaabet frem i fin fulde ſtraalende 
Glans. Hvor kunne vi undre os over, at de bleve 
blændede og forfærdede? Det er dette ophøjede Ojeblik, 
det meſt velſignede i Menneſkeſlogtens Hiſtorie, Kunſt⸗ 
neren har fremmanet for vore Øjne paa hosſtaagende 
Tegning. Englen i Straaleglanſen ſidder paa Gravens 
Sten og forkynder de bange Kvinder: „Forfcerdes 


213 


ikke! J lede efter Jeſum, den Korsfeſtede; han er | vi ſoge Frelſeren i Smerte og Kjærlighed, da kunne 


ikke her, han er opſtanden!“ 

Og ilende glade vendte de om fra Sorgegangen for 
at forkynde Diſciplene: Herren er opſtanden! Og Jubel⸗ 
budſkabet lyder videre og videre gjennem Tiderne, over 
al Jorderige, dulmer Langfredagsſmerten og væffer 
Lioshaabet i hvert ſyndigt, forpint Menneſkebryſt; thi 
det velſignede Paaſkebudſkab forvisſer os om, at blot 


| 
| 


I 
0 


vi trygt vandre til Graven. Vi ville da, ſom hine 
fromme Kvinder Paaſkemorgen, finde Liv i Graven og 
Synden ſonet, ſaa at vi med Apoſtelen kunne juble: 
Dod, hvor er Din Braad? Helvede, hvor er 
Din Sejer? 


5 


N 


Han er opstanden. 


Paradiſets Roſe. 
Et Sagn. 

Gud havde ſkabt Menneſtet, og ſat det i Para⸗ 
diſets Have mellem Blomſterne og Dyrene, for at det, 
ligeſom det lille blide Lam imellem disſe, ſtedſe ſkulde 
være uſkyldigt og fjende ham, ligeſom Lammet Fjender 
fin Moder. Men Menneſkene ſyndede; de bleve til 


Straf udjagede af Paradiſet, og Herren ſatte Kerubim 


med Flammeſpeerdet ved Porten til Haven. 


* 


Og Herren gik tilbage gjennem Paradiſets Have, 
og kom til Kilden der ſpejlklar afbildede Roſen, ſom 
ſtod ved dens Bred. Kildens Vand foer rislende og 
mumlede over Stenene. Da ſagde Herren: „Hvad er 
det Du mumler om Adam? tager Du Del i hans 
Ulykke?“ „Lon ſom forſkyldt“, mumlede Bakken og lob 


| videre, Men Roſen ſtod ſorgende med lukkede Blade 


og bøjede fig mod Jorden. Da betragtede Herren med 
Velbehag den ſkjonne Blomſt og ſagde: „Hvorfor er 
Du tavs og nedſlagen! ſorger Du over Adam?“ Men 


JJ ²˙ i . ĩ EAR ESS s Jer gå 


e ES nag ak ae Tre SERENE DRE 
> 8 


nne 


Roſen jan op og ſagde: „Ja, jeg ſorger over Menneſket, 
ham Du ſatte her i Haven. Han var dog det Skjonneſte 
af alt hvad Du ſkabte: han lignede Dig. Ofte ſad 
han om Aftenen her ved Kilden og frydede ſig over 
dens Renhed og indaandede min Vellugt. Du var 


retfærdig, men ſtreng, o Herre, da Du forſkod ham. 


Han vandrer nu med Eva forladt og ulykkelig om paa 
Jorden, ſom kun vil bære ham Torne og Tidsler. 


Hvem ſkal jeg nu glæde? uden at glæde Nogen vil 


min Duft henſvinde i Luften!” Og Roſen bøjede fit 
Hoved igjen mod Jorden, men Dugperlens klare Taare 
faldt fra deres Blade til Jorden. . 

Da ſagde Herren: „Vel bod jeg Menneſket: Torne 
og Tidsler ffal Jorden bære Dig! men for Medliden⸗ 


hedens Skyld mildner jeg Straffen. Mellem de ſkarpe 


Torne ſkal han finde Roſer, ſkjonne ſom Dig; de ſkulle 
fremdeles være de ffjønnefte blandt Blomſterne paa 
Marken. J ſit Anſigts Sved ſkal han æde fit Brod, 
og Tornene skulle ſaare ham, men han ſkal dog glæde 
ſig, naar han finder Roſer mellem dem; han ſkal da 
glemme ſine Saar og ſine Sorger og ihukomme Para⸗ 
diſet med den evige Glæde der. Og ſtraber han did 
under fit Jordeliv, da ſkal han efter Døden atter fan 
Adgang til Paradiſet, og der ſkal Du gjenſe ham“. 

Men Roſen faa fuld af Fryd paa Herren, og dens 
Hjerte blev fuldt ved at tanke paa, at den ſkulde gjenſe 
Menneſket, og at der atter ſkulde blive Frelſe for den 
Faldne. 

Da vendte Herren ſig til Kilden og ſagde: „Du 
kolde Bek! fordi Du havde jaa ringe Medynk med 
Menneſket i dets Ulykke, fratager jeg Dig Evnen til 
fuldkomment at optage Billedet af Gjenſtandene i Dit 
Spejl. Deres Omrids fkal vorde dunkelt, deres Farver 
ſtulle blegne, naar de gjengives af Dig, og Fuglenes 
glade Sang fkal fra denne Stund ophore at gjentone 
fra Dit Dyb. Bugtet ſom Slangen ſkal Din Baek 
med Beſper folge Jorden, der alene ſkal ſkjcenke Dig 
Stovet. Men Dig“, ſagde Herren, idet han vendte 
ſig til Roſen, „giver jeg den Belonning for Dit med⸗ 
lidende og ømme Hjerte, at Du ſkal kunne ſkue lige 
ind i min Himmel, og jeg vil kalde Dig min paa 
Jorden“. i 

Og Roſen ſtraalede, ſom den aldrig havde ſtraalet 


for; thi den faa jo lige ind i Guds dejlige Simmel, 


ſaa de hellige Engle og fornam deres Jublen og Lov: 
ſange. Af Glæde rødmede og ſtraalede den ſaa ſteerkt, 
at Gjenſkjcret ſpejlede fig paa Himlen og i Skyerne 
i en yndig Rodme. 

Morgenroden er Gjenſkinnet af Straaleglanſen, 
der udgaar fra Vorherres Roſe i Paradishaven. 


Ridepiſken. 
Af Holher Tolderlund. 
(Fortſat.) 

Det gaar med Kjærlighed ſom med Nisſen; hvor 
den flytter ind, er ingen Ro. Den lille graa Mand 
med den rode Hue kan man endda ffaffe fig Fred for 
ved et godt Fad Julegrod; men Kjaerligheden er ikke 
ſaaledes at afſpiſe. Man kan opvarte den med de aller: 
bedſte Fornuftgrunde, den vedbliver dog ſine Spilopper. 
Om Dagen render den afſted med Tankerne, filtrer dem 
ſammen, og bringer et Vilderede i dem, ſaa det ſnart 
ikke er lettere at finde ud af dem, end af et Fed ſpeget 
Garn, Nisſen har haft fat i; om Natten ſidder den ved 
Hovedgjerdet og væver Drømme, den ene dejligere end 
den anden, og den ene urimeligere end den anden. — 
Richard fortalte fig ſelb mange Gange, at det var 
Galſkab at tanke paa en Dame, der ſtod jaa hojt over 
ham, og dog kunde han ikke lade være at tænfe paa 
hende om Dagen og dromme om hende om Natten. 

Nogle Dage efter at Ridepiſken var afleveret — 
Richard onſkede neſten, at han var Leredreng og havde 
kunnet faa Lov at lobe i Byen med den, ikke for Drikke⸗ 
pengene, der kunde vanke i et Hus ſom Grosſererens, 
men maaſke havde han kunnet faa et Glimt af hende 
at je — nogle Dage efter holdt gamle Olſen fin aarlige 
Skovtour. Efter mangeaarig Skik ſlog han og hans 
Nabo ſig ſammen om Befordring og de til en ſaadan 
Tour nødvendige Spiſe⸗ og Drikkevarer, Venner bleve 
indbudte og ſtorartede Forberedelſer trufne. Da Glæden 
gik jaa ſjeldent paa, vilde man have godt af den ſaa 
længe ſom muligt, Vognene mødte derfor i god Tid, 
Gjæfterne i bedſte Puds og i et Antal, der kun ſtod i 
daarligt Forhold til Vognſcdernes; men det koſtede lige⸗ 
meget, Hvormange der var paa Vognen, og kneb det 
end lidt, er der dog altid Plads, naar der blot er 
Hjerterum. Mere end een hvid Kjole maatte rigtignok 
for ikke at krolles altfor galt, neſten blive helt udenfor 
Vognen, Richard var nærved at ſpille den Uſynlige 
blandt en hel Flok unge Piger, ſom ikke havde ſparet⸗ 
paa Stivelſe; men Alle forſikkede, at de fad ypperligt, 
Alle vare glade, og da Munterheden er ſmittende, gjorde 
ikke engang den forelſkede Sadelmager en Undtagelſe. 
Formiddagen gik ypperligt; Maaltidet blev anrettet 
under nogle Træer paa en Bakke, hvorfra man havde 
Udſigt til Sundet. Seilere laa i ſneſevis, men kom paa 
Grund af Vindſtille neppe af Stedet; et Dampfkib ſkod 
forbi og trak en lang, fort, langſomt henſpindende Rog⸗ 


| ftribe efter fig. So og Himmel vare lige blaa, og mod 
dem ſtod i Sollys Hveen med fine høje gule Skrenter 


og ſin lille hvide Kirke. Det var en herlig Plet. Ud 
over Rugmarken dirrede Luften af Varme, under Træerne 


laa Skvyggen friſk og ſval paa Gronſpeeret; det der 


lejrede Selſkab var lutter Glæde og Munterhed. Lat⸗ 


teren forſtummede pludſelig ved et Skrig nede fra 
Stranden; ſtrax efter lød et nyt, der raabte om Hjælp, 
Richard ſprang op og ſtyrtede afſted, og da han ſad 
yderſt, fik han et godt Forſpring for Reſten af Selſkabet. 
Ved Stranden lob en Bondepige fortvivlet omkring og 
vred fine Heender; to Born, ſom vare betroede hendes 
Opſyn, havde leget paa Broen, der forte ud til et Ba⸗ 
dehus, og det ene var ſtyrtet i Vandet. 

„Hjcelp, Hjælp! Hun drukner!“ brolte Pigen. 

Faren var ikke ſtor, Dybden var ringe; inden Sel⸗ 
ſkabet kom til, havde Richard bragt Barnet i Land og 
overgivet det til Pigen, der uden at give ſig Tid til 
at takke Redningsmanden ſtyrtede afſted med den Frelſte. 

Da Madam Olſen horte, hvad der var pasſeret, 
holdt hun en Tordentale mod alle uforſigtige, ſladdrende 
Barnepiger; hendes Mand mente, at Toſen burde have 
en ordentlig Overhaling, men væf var hun, og Ingen 
vidſte, hvor hun og Børnene horte hjemme. Da den 
forſte Overraſkelſe havde fat fig, blev Moderen bange 
for fin Søn og frygtede, at Richard kunde forføle fig 
ved at gaa i de vaade Klæder; hun lod falde Ord om, 
at det muligt kunde være retteſt at tage hjem. 

„Snikſnak! Paa denne Tid af Dagen!” afbrød 
hendes Mand. „Lad Drengen vride Stromper og 
Buxer og ſpringe i Forvejen til Eremitagen for at be⸗ 
ſtille en Maſkine Vand, faq er han tor, ſom om Mutter 
ſelv havde puslet fin Unge. Der ſkal han faa et Glas, 
der er bedre end ti Kopper Hyldethe; det lover jeg“. 

Richard gik forud til Eremitagen. Paa Vejen 
fandt han en Ridepiſk, ſom han ſtrax gjenkjendte; paa 
Guldknappen ſtod „Eleonora“. Stred det mod hans 
Svendeveerdighed at lobe i Byen med Piſken til Den, 
ſom havde beſtilt den, kunde det ikke ſtride imod den, 
at han bragte Ejerinden, hvad der var tabt. Maaſke 
kunde han faa hende at fe, haabede han. Derfor fik 
gamle Olſen ikke Lov at aflevere Biffen ſom Hittegods. 

Søndagen efter Fru Hoegs Beſog i Nyboder fad 
Familien Olſen efter nydt Formiddagskaffe i den lille 
Stue, da et elegant Kjoretoj med pletteret Seletoj paa 
Heſtene, og Kuſk og Tjener paa Bukken, ſtandſede uden⸗ 
for Huſet. J Vognen ſad en Dame med to Born; en 
Bondepige med guldbroderet Nakkeſtykke og brede Baand 
pan Huen indtog Bagjædet. 

„Hvad er der nu paafærde?” udbrød Olſen. Han 
havde faget Skjceget af og Sondagsklaederne paa, men 
Gigten forhindrede ham i at komme til Kirke. Han 
ſad ved Vinduet og læfte i „Den danſke Lods“; 
var efter hans Mening en ligeſaa god Sondagsbeſkjcef⸗ 
tigelſe, ſom at leeſe i en Poſtille, de tvende Bøger havde 


dog, naar Alt kom til Alt, ſamme Beſtemmelſe, begge 


ſkulde de lære Menneſket at ſtyre den rette Kours og 
undgaa Skjcer og Grunde. „Hvad er det for en Vogn? 


Tenkte jeg det ikke nok! Bondepigen med det hollandſke 
Agterſpejl! Saa er der mere Brøvl om den forb .... 


det 


Ridepiſk. Uh, Klaus, Du Hunderyg, jeg kunde gjerne 
ſlaa Dig ihjel!“ 

Klaus ventede ikke paa, at Gjerning ſkulde folge 
Ord, han forſvandt i Haſt, og en almindelig Uro greb 
Selſkabet. Moderen gjorde et Strøg med Forklerdet 
over Bordpladen for at bortfeje et Par Bradkrummer, 
Olien lagde Brillerne i „Lodſen“ og flog den i, og 
Richard, der for Mageligheds Skyld ſad i Skjortecermer, 
ſprang hen bag Doren for at komme i Frakken, da 
Damen traadte ind med en lille Pige ved Haanden. 
Den unge ſmukke Dame navngav fig ſtrax ſom Fru 


Villumſen og Piſkens Ejerinde. 


„Undſkyld, lille Frue”, afbrød Olſen. „Glem ikke, 
hvad De vilde ſige. Men derſom De kommer for 
Findelonnens Skyld, ſom den gamle Dame forleden 
talte om, jaa havde De ikke behøvet at gjøre Dem 
Ulejlighed. Hverken jeg eller nogen af Mine er af det 
Slags, at vi lade os betale for at give Folk deres 
lovlige Ejendom tilbage“. 

„Tys, Fatter”, hviſkede Konen, der ſyntes, at ig 
hævede Stemmen højere end nødvendigt, naar Talen 
henvendes til Folk, ſom ikke lide af Døvhed. 

„Er det kanfke Løgn? Eller har jeg ikke Lov at 
tale i min egen Stue? ſpurgte han i ſamme Tone og 
med en Mine ſom en Chef paa ſin Skanſe. 

Konen tav forlegen og lod Fingrene lobe op og 
ned ad Kanten paa Forklaedet. Den fornemme Dame 
fik Blod i Kinderne; hun ſmilede venligt og forſikkrede, 
at det aldrig havde været hendes Henſigt at fornærme 
ham ved at tilbyde Penge; men af fin Pige havde hun 
erfaret, at hendes Moder forgangen havde været lidt 
heftig — „Hun mener intet Ondt dermed”, forſikkrede 


hun undſkyldende — og havde. ladet Ord falde, ſom 


muligt vare blevne misforftaaede, derfor kom hun. 
Hun vilde ſige Tak for Piſken og bede ham glemme 
hvert ſaarende Ord. 

„Fruen gjør mig ganfke ffamfuld”, ſtammede Olſen. 
„Den gamle Dame var maaſke ikke rigtig i Kouleur 
den Dag; men et Ord ſlaar da heller ingen Mand 
ihjel, og hun kunde da ogſaa nok have Grund til at 
være gal i Toppen, fordi den Pokkers Dreng prøvede 
Piſken paa den lille Frokens Rygſtykker. Men Fruen 
kan være forſikkret paa, at hans egne have faat en ſaa⸗ 


dan Prove af en Ende Toug, at han ilke faa ſnart fkal 


fan Lyſt til at gjore det Konſtſtykke om. — Vil Fruen 
ikke være jaa artig at ſidde ned?“ 

Madam Olſen ſkyndte fig at viſke en Stol af og 
ſatte den frem til den fremmede Dame. ; 

Medens dette foregik, havde Barnet travlt med at 
monſtre Stuen. Den jaa helt anderledes ud end den, 
hun var vant til. J Vinduet ſtod Balſaminer og 
Gyldenlakker, mellem Urtepotterne laa en Kat og ſolede 
fig, og over den hoppede en Stillids nok faa fornøjet 
i ſit Bur; paa Chatollet ſtod ſaamange morſomme Ting, 
nikkende Kineſere og malede Kopper; Billedet af et 


X 


ſom Sadelmager. 


Orlogsſkib for fulde Sejl hang over Sofaen; Ojet gik 
fra Stykke til Stykke og ſtandſede endelig ved Richard, 
der var kommen i Frakken og ſtod i Krogen bag Doren 
med glødende Anſigt og tilbageholdt Aandedrett. 

„Det var ham!“ raabte Barnet pludſelig, drog ſin 
lille Haand ud af Moderens og ſprang hen til den 
unge Mand. „Tak fordi Du hjalp mig op af Vandet! 
Uh, jeg var ſaa vaad, ſaa vaad!“ : 

Til Forſkrakkelſe for Maren, der havde holdt det 
ved Badehusbroen Pasſerede hemmeligt for fit Herfkab 
og paalagt Bornene ikke at tale derom, kom det til en 
Forklaring. Maren hulkede, Fruen fvømmede over af 
Takſigelſer. 5 

„Sagen var flet ikke jaa farlig”, forſikkrede Olſen. 
„Vandet var ikke dybere end fan” — han viſte Maalet 
paa fine egne Ben — „det var ſagtens lidt for meget 
for den lille Froken, men for Drengen var det ikke 
Noget at tale om“. , i 

„Mit Barns Redningsmand!“ udbrød hun og rakte 
Richard Haanden. „Jeg ved ikke, om De fjender mig? 
Jeg erindre godt Dem. Hvorledes træffer jeg Dem her?“ 

„Her bo mine Forældre”, ſtammede han. 

„Saaledes er det“, bekreftede Olſen. „Han er 
vor Aeldſte, men han har ikke fulgt Kjolvand. Han 
har villet fejle fin egen Sø og lirker fig Verden igjennem 
Der ſkal jo ogſaa Nogen til det 
Arbejde“, tilføjede han ligeſom undſkyldende. 

Den unge Kone, der var bleven dybt bevæget ved 
Tanken om den Fare, hvori hendes Barn havde jvævet, 
forſikkrede, at hun aldrig vilde glemme, hvad hun var 
Richard og Olſens Familie fyldig. Da hun endelig 
tog bort, fulgte den Gamle i Spidſen for ſamtlige 
Huſets Beboere hende til Vognen og jan efter den, 
indtil den var forſvunden om Gadehjornet. Vinduer 
og Dore i Nabohuſene vare fulde af Hoveder af Nys⸗ 
gjerrige, der undrede fig over, hvad det fine Beſog hos 
Olſen havde at betyde. Den Gamle var meget tilfreds 
med Beſoget; han gned Hænderne og erklærede, at den 
unge Frue var den fineſte Dame, han nogenſinde havde 
truffet — og han havde dog ſet fig om i Verden og 
pasſeret Linien adſkillige Gange. Han undrede ſig over, 
at en Dame med hendes Manerer kunde være Datter 
af den gamle Havgasſe fra forleden. — „Men der kan 
man je”, vedblev han; „raaddent Tre kan ogſaa bære 
ſode Wbler. — Hvad Fanden gaar der af Dig?“ 
ſpurgte han Richard, der havde kaſtet ſig i Sofaen og 
lagt Hovedet paa Armen. 

„Jeg — jeg har — ſaadan — en Hovedpine”, 
lod Svaret. 


i Thieles Bogtrykkeri. 


„Hovedpine! Ikke Andet! Gaa Du ud og frit 
Hovedet under Pumpen, det er det bedſte Middel. 


Det har jeg prøvet jan mange Gange, naar Tommer⸗ 


mændene. have været ved at kalfatre min Hjernekiſte. 
Det hjelper!“ 

Richard rejſte fig og gik. f 

Moderen, der havde holdt Oje med fin Søn og 
lagt Merke til den Forandring, der var foregaget med 
ham ved Synet af den Fremmede, fulgte bagefter. Da 
de kom ud i Kjokkenet, lagde hun Haanden paa hans 
Skulder og ſpurgte: i 

„Richard, hvad er der ivejen?“ 

„O Moder, hun er hans Kone, horte Du det? 
Og jeg, ſom troede, hun var hans Datter!“ 

„Men Barn da! Hvad mener Du?“ 

„Det er Galſkab. Jeg ved det nok, det er Galſtab. 
Jeg vil heller ikke mere tænfe paa hende“. — Han 
ſtriftede den forbavſede Moder Alt, hvad der var hendet 
ham, hvad han havde teenkt og følt, ſiden han forſte 
Gang ſaa den unge Dame, ſom han havde antaget for 
den gamle Herres Datter. N 


„Stakkels Dreng!“ 15 
(Sluttes.) 


Bognyt. 

Leſebog med Billeder for ældre og yngre Børn, udgivet 
af Julie Heins. Forlagt af Schubothes Boghandel i Kjobenhavn. 
Skal man i Korthed ſige, hvori denne Bog har fit Fortrin, faa 
er det deri, at den lige fan meget er en Folkebog og en Hus⸗ 
ven ſom en Skolebog, lige ſaa meget kan tiltale, more og 
oplyſe vorne Menneſker ſom „aldre og yngre Bern“. Den er 
ikke beregnet pan literaturhiſtoriſtk Vejledning og giver derfor ikke 
Prøver af alle danffe Forfattere; ikke heller indeholder den en 
fammentrængt Fedrelands-⸗Verdens⸗ eller Naturhiſtorie; Udgiver- 
inden har valgt fit Stof uden Henſyn til Forfatternes Rang og 
Kjen, taget, hvad hun fandt ſmukt og godt, og ordnet det Givne 
med Skjonſomhed. Efter 158 Sider med Fabler, Eventyr, Digte, 
Folkeſagn, Ordſprog, Naturſtildringer og Billeder af Folkelivet 
folge 105 Sider med Fortællinger af Nordens Hiſtorie, for 
Storſtedelen tagne af Saxe og Snorre eller meddelte ved N. J. 
Termanſen; dog findes mellem dem ogſaa Digte af Grundtvig 
og Ploug ſamt — for den nyere Tids Vedkommende — Uddrag 
af Fr. Barfods og Fleres hiſtoriſke Skrifter. Endelig flutter 


| Bogen med H. C. Anderſens „Holger Danſke“ og Hoſtrups 


ſmukke Digt „Lerken“. 1 

Til dem, der fordomme Eventyr, Sagn og Digte til Skole⸗ 
brug, kan Bogen ikke anbefales; men ellers vil ingen Lærer for⸗ 
tryde at ſe den i ſine Skoler. En Del af Indholdet folger 
N. M. Peterſens Retſkrivning. Bogen er ſmukt udſtyret og trykt 


P. W. 


Husvennen udkommer til 


hver Søndag” med et 16⸗ſpaltet Ark, 


forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 


Fierdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos i 


Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, 


lille Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn, 


Trykt hos J. H. Schultz. 


7 
* i: 


<< 
71 


Villedblad for Menigmand, 
for Morſkabslesning, Oplysning og Hug flidl. 


Adginet ak 


N. C. Ro m. : 7 
Nr. 28. ; 18. April 1874. 


Indhold. Vore Fadres Guder, ved Fr. Winkel Horn, med Billede (Fortſat). — Kirken pan Falſter, et Sagn. — Glycerin. — 
Kong Chriſtian den Niende, med Portræt. — Ridepiſken, af Hother Tolderlund (Sluttet). — Husflid i Skolen. 


ager, er hendes Karm 
forſpendt med Katte, 
thi Katten er et fjælent 
Dyr, men ofte farer 
hun i Falkeham, og 
undertiden rider hun 
paa en gyldenborſtet 
Galt. Skjondt hun 
er Elſkovens Dis, har 
hun dog ogſaa Kampen 
kjær, og Heelvten af de 
paa Valpladſen faldne 
Mænd hører hende til, 
medens den anden 
Halvdel gaar til Odin. 
Hendes Husbond hed 
Od, og med ham havde 
hun to Dotre, der vare 
jaa fagre, at alt, hvad 
fagert og koſteligt var, 
kaldtes med deres Nav⸗ 
ne. Han forlod hende, 
og ſkjondt hun ſogte 
ham i alle Lande, fandt 
hun ham dog ikke; ſiden 
den Tid græder hun 
beſtandig, og det er 
gyldne Taarer, hun fel⸗ 
der, hvorfor hun ogſaa 
med Rette kaldes den 
graadfagre Gudinde, og 
Guldet Frejas Taarer. 


Vore Sædres Guder, 
Bed Fr. Winkel Horn. 


(Fortſat.) 

Mpperſt blandt alle 
Aſynjer neeſtefter Frigg 
er Freja. Hun horte 
egentlig til Vanerne, 
hvorfor hun ogſaa 
kaldtes Vanadis; hen⸗ 
des Fader var Hav⸗ 
guden Njord, ſom vi 
ſiden ſkulle høre mere 
om. Freja, efter hvem 
merkelige Mænds Hu⸗ 
ſtruer kaldes Fruer, er 
Elſtovens Dis, til hen⸗ 
des Bolig, ſom hedder 
Folkvang og er baade 
fager og rummelig, 
komme alle Kvinder 
efter Doden, og der 
ſamles de trofaſte El⸗ 
ſkende. Selv er hun 
fager ſom ingen Anden, 
og Jætterne ſe paa 
hende med lyſtne Ojne 
og ſoge tidt at faa 
hende i deres Vold. 
Hendes Smykke hedder 
Briſingamen; naar hun 


218 


Endnu ville vi her af Aſynjerne nævne Lofn, der 
er mild og god at paakalde for dem, hvis Hu Sjofn 
har bøjet til Elſkov, thi hun beder Frigg og Alfader 
om Lov til at fore dem ſammen, trods alt, hvad der 
gaar dem imod. Vor eller Var hedder den Aſynje, 
ſom hører Mænds og Kvinders Troſkabslofte, og ikke 
er hun let at ſkuffe, thi hun er faa vis, at Intet kan 
holdes ſtjult for hende, og ſtrengt ſtraffer hun dem, 
der bryde deres Eder; i Vors Navn vies Adgtefolk 
ſammen. 8 


(Fortjætte8,) 


Kirken paa Falſter. 
Et Sagn. 


Paa Falſterland leved en Frue fin, 
ſom Gulddynger huſed paa Borgen ſin. 


Men Son eller Datter hun huſede ej, 
alene jaa monne hun træde fin Vej. 


„Og hvem ſkal arve og eje mit Guld, 
naar jeg en Gang nedfænfes i Muld? 


Dog jo — nu ved jeg, hvad jeg vil gjore, 
en Kirke af ny jeg vil opfore. 


Mit Gods jeg giver til Herren hen, 
jaa gjør han mig viſt til Gode igjen.” 


— Gaa kjorte hun Bjelker, Sten og Grus, 
og ſnart ſtod fuldført Herrens Hus. 


før * 


J Hvelvingen hængte hun Guldkronen fin, 
og Altret hun duged med hvideſte Lin. 


Saa lod hun Lys i Guldſtagen jætte, 
ſelv vilde hun forſt fin Bon forrette. 


Ad Korgangen ind hun treen i Lon 
og kaſted for Altret ſig ned med Bon: 


„Jeg bygged en Kirke Dig, Gud, til re, 
thi lad den da hellig og ſignet være! 


Jeg bygged den for mit rode Guld, 
thi være Du mig da naadig og huld! 


Hver Gjerning god af Dig gjengjeeldes, 
jeg beder: Du lade med Kirken mig ældes! 


Du lade mig leve i Dage og Aar, 
jaa længe ſom den over Mulde ſtaar!“ 


— Op ſtod hun, og gik af Kirken ud, 
men Bonnens Brode var hort af Gud. 


Aar fulgte paa Aar — hendes Haar blev hvidt, 


hendes Kræfter ſlappedes lidt efter lidt. 


Aar fulgte paa Aar, hendes Haar blev gult, 
hendes Kind blev runfen og Øjet hult. 


For lengſt er død hendes Pige og Svend, 
ſnart ligger i Mulde hver eneſte Ven. 


Ej Frende, ej Kjending er mer tilbage, 
hun er ſom et Gjenfærd fra ſpundne Dage. 


Og Slægt efter Slægt til Graven bæres, 
mens hun af Alderdoms Sot hentæres. 


Sendes Øje er luft, hendes Tunge ſtum, 
i Dos hun ligger nedbojet og krum. 


Hun ſanſer ej Lys, ej Raab og Tale, 
dog vaagner hun ſtundom af fin Dvale. 


Hver Jule⸗Midnat, naar Klokken ſlaar, 
hun ſanſer atter og Mele faar. 


Da bad hun i ſaadan Stund: „J fore 
mig op bag Kirkens hellige Dore. 


VS en Egekiſte J lægge mig ned, 
ſaa fanger jeg vel de Dødes Fred. 


Dog Bræften hver Jule-Midnat fig Lifte 
derop i Løn og aabne min Kiſte!“— 


— Og Alt blev gjort, ſom nys var jagt, 
ved Kirkens Væg hun blev henlagt. 


Og Aarene komme og ſkride paa ny 
mens tavs hun hviler i Kirkens Ly. 


Hun ſanſer ſom for ej Raab og Tale, 
dog vaagner hun ſtundom af fin Dvale. 


Hver Jule⸗Midnat, naar Klokken ſlaar, 
hun ſanſer atter og Male faar. 


Da træder Preeſten til Kiſten hen 
og aabner med varſomme Hænder den. 


Og alt ſom Laaget han langſomt hæver, 
hun følger efter — men ſukker og bæver: 


„O ſig mig, om min Kirke ſtaar, 
ak, give Gud, at den ſnart forgaar! 


Ak give Gud, at min Kirke var brændt, 
thi da er forſt al min Jammer fuldendt!“ 


— Gaa ſynker hun atter i Dvale ned, 
men drømmer dog lonlig om Dødens Fred. 


Thi Hjertet dog haaber i tavſe Blund, 
at en Gang ſlaar Forlosningens Stund. 
Zacharias Nielſen. 


* 
— 


e + 
Glycerin. 


— U 


Nutidens Kemi og kemiſke Induſtri har fremſtillet 
en Mengde nye Stoffer, hvoraf mange have ſaadanne 
ejendommelige Egenſkaber, at de hurtigt finde en udbredt 
og nyttig Anvendelſe. Saa hænder det tidt, at Folk 
lærer Navnet at kjende gjennem Aviſer oſp. uden at 
vide, hvad der egentlig menes dermed. Saaledes gaar 
det viſt de Fleſte med Glycerin, et Stof, ſom forſt i de 
ſenere Aar er blevet almindeligt anvendt. Det er en 
Vedſke, der ligner amerikanſk Olie i Üdſeende og er 
ſodlig at ſmage paa. Det udvindes i det Store ved 
Fremſtilling af Stearin, idet Talgen, hvoraf dette frem⸗ 
ſtilles, ved at koges med Vand ved høj Varmegrad i 
tæt lukkede Kjedler, ſkilles i flere Stoffer, hvoraf Stea⸗ 
rinen og Glycerinen ere de, der udvindes, Ved Til⸗ 
virkningen af Sæbe og Plaſter kan ogſaa vindes Gly⸗ 
cerin. Dette er altſaa en Beſtanddel af Talg, Olie og 
andre fede Stoffer. 

Glycerin ſpiller allerede nu en overordentlig Rolle 
i mange Fabrikationer, og for at give et Begreb om 
dette Emnes Betydning, ſkulle vi i Korthed nævne en 
Del af dets vigtigſte Anvendelſer. 

Vi have allerede Side 54 i nærværende Blad om⸗ 
talt, hvorledes det danner Grundemnet for det ſkrekke⸗ 
lige Spreengſtof Nitroglycerin og det deraf dannede 
Dynamit. Man maa imidlertid ikke heraf foranlediges 
til at tro, at Glycerin er et farligt Stof, det er tvert⸗ 


imod i fin rene Tilſtand det mildeſte og ufkadeligſte 


Emne af Verden. Det fordamper ikke og forandrer 
ikke let fin Tilſtandsform. Det er derfor meget an⸗ 
vendeligt til at gjøre Trœkar og Bodkerarbejde tæt med, 
idet man lader Zræet gjennemtrænge deraf. Ligeledes 


tjener det til at blødgjøre Læder med, for at hindre 


dets Udtørring og Briſtning. Det er et ypperligt 


Middel til at uddrage de lugtende Stoffer af vellugtende 


Blade, Bark, Rødder oſv. For tor, haard og revnet 


Hud er Glycerin overordentlig mildnende og nyttig. 
Det er derfor en meget gavnlig Tilſcetning til Pomader 
og Haandſceber, ſom ijær maa anbefales om Vinteren, 
naar Huden har lidt ved Kulden, ligeſom det er gavn⸗ 
ligt i mange Sygdomstilfælde, da det mildner Beteen⸗ 


delſer. J Gasmaalere (Gasuhre) anvender man en 
Blanding af Vand og Glycerin, ſom ikke fryſer om 
Vinteren. Flere Slags Konditorſager og Chokolader 
blandes med lidt Glycerin, hvorved de ikke let udtorres; 
af ſamme Grund tilſettes ofte lidt Glycerin til Snus⸗ 
tobak og Sennep. Da det hverken ſtorkner eller angriber 
Metal, bruges det meget til Smorelſe i Uhre og fine 
Maſkiner. J Papirsfabrikker og Farverier bruges det 


til at forøge Papirets Bojelighed og Modtagelighed 


for Farver. Ved Hjelp af den ufkadelige Glyeerintil⸗ 
ſetning (1—3 Procent) forbedres flet Vin betydeligt, 


da Glycerinen er en naturlig Beſtanddel af god Vin, 


og i Champagnefabrikkerne medgaar betydelige Masſer 
ved Tilvirkningen af denne Brusvin. Til Hengjemning 
af Frugter og til Syltning af disſe er Glycerin et 
fortrinligt Middel ved fin mod Fordeervelſe bevarende 
Evne. Saaledes kunde endnu opregnes en Mængde 
Anvendelſer af dette nyttige Stof, men det alt Meddelte 
har været nok til at give Leſerne et Begreb om dets 
Natur og Egenſkaber. 


Kong Chriſtian den Niende. 


J Onsdags den 8de April fyldte Hans Maje— 
jtæt Kong Chriſtian den Niende fit 56de Aar, 
og det vil viſtnok findes pasſende, at „Husvennen“, 
idet den bringer Kongens Billede til fine Læjere, ledſager 
dette med nogle faa Linier, i hvilke vi næft at frem⸗ 
hæve det Saab, det danſke Folk nærer om en lykkelig 
Fremtid under Kongens og hans Slegts Scepter, og 
næft at tolke Folkets Tak og Kjærlighed til Kongen og 
hans Hus, navnlig ſkulle dvæle” ved de Forhold, ſom 
forte vor nu regjerende Konge op paa Danmarks gamle 
Kongethrone. Thi det var ikke ſunget for Kong Chri⸗ 
ſtian den Niendes Vugge, at han fkulde blive den, der, 
idet han grundlagde en ny Kongeſlegt, tillige ſkulde 
opfriſke det oldenborgſke Kongehus og derigjennem fort⸗ 
jætte Ræffen af de danſke Konger, der udlede deres 
Herkomſt fra de ældfte Konger, der have regjeret over 
det ſamlede Kongerige Danmark. 

Da Kong Frederik den Syvende i 1848 
beſteg ſine Fedres Throne, var der foruden ham kun 
en eneſte Perſon af Kong Frederik den Tredies paa 
Sveerdſiden nedſtammende mandlige Afkom tilbage, nemlig 
hans Farbroder Arveprins Frederik Ferdinand. 
Begge vare uden Livsarvinger og uden Haab om ſaa⸗ 
danne, og naar de vare døde, og ſaaledes Mandsſtammen 


| af den arveberettigede Kongeſloegt uddød, kunde der 


rejſes væjentlige Tvivl om Arveretten til visſe Dele af 
det danſke Monarki, vel ikke til det egentlige Kongerige 


Danmark eller det med den danſke Krone uadfkilleligt 
| forenede Hertugdomme Slesvig, for hvilke Landsdele 


RN 


en ER REE n KER” ERE KA 


Kongeloven af 14de November 1665 havde ordnet 
Arvefolgen, men for Hertugdømmet Holſten eller dog 
visſe Dele deraf. Da det nu ikke alene her i Danmark 
men i hele Evropa anſaas for at vere af Vigtighed, 
at alle de under Kongen af Danmarks Scepter horende 
Lande forbleve forenede under en Regent, havde allerede 
Kong Chriſtian den Ottende gjort Skridt til Ordning 
af Arvefølgen, men førft under Kong Frederik den 
Syvende lyk⸗ 

kedes det 


ll 
(il 


helſt Arveret til Kronen, og kun Omſteendighedernes 


Sammenſtod — vel ogſaa Henſynet til den unge Fyrſtes 
perſonlige Verd og Kongens Hengivenhed for ham — 
bevirkede, at Valget faldt paa ham. Blandt Arvingerne 
til Kronen efter Kongeloven var nemlig hans Gemalinde, 


vor nuregjerende Dronning Louiſe, hvis Moder var 


Sonnedatter af Kong Frederik den Femte, og pan 
hende overførte ved en Rakke Renunciationsakter de foran 
hende Arve⸗ 

berettigede, 


igjennem en 
Mengde vidt⸗ 
loftige og be⸗ 
fværlige: For: 
handlinger, 

ſaavel med 
udenlandſke 

Magter ſom 
med den danſke 
Rigsdag, at 
faa. Thronfol⸗ 
gen ordnet ſaa⸗ 
ledes, at den 
kom til at om⸗ 
fatte det hele 
ſamlede dan⸗ 
ſke Monarki, 
og fra alle 
Sider aner⸗ 
kjendtes ſom 
retmesſig be⸗ 
ſtagende. 

Den Fyrſte, 
paa huis 
Haand det ved 
disſe Forhand⸗ 
linger lykkedes 
at ſamle al 
Ret til at efter⸗ 
folge det olden⸗ 
borgſke Huſes 
Mandsſtamme 
paa Danmarks 
Throne, ſtod 
ved fin Fodſel ; Fr 

denne Throne Efter nyeste Kabinetsportræt 
meget fjernt, 

ja var end ikke 
arveberettiget til Thronen. 
ſtian af Slesvig⸗Holſten⸗Sonderborg⸗Glücksborg, vor 


nuregjerende Konge, Hans Majeftæt Kon g Chriſtian 


den Niende. Vel var han af den gamle danfke Konge⸗ 
legt, ſom i fire Hundredaar havde regjeret i Danmark, 
men ſom nedſtammende fra en yngre Son af Chriſtian 
den Tredie, Hans den BUngre, havde han ikke nogenſom⸗ 


Det var Prins Chri⸗ 


Kong Christian den Niende. 


deriblandt hen⸗ 

des Broder og 

mm" ældre Soſter, 
deres Arveret, 
ſom hun igjen 
overdrog ſin 
Gemal Prins 
Chriſtian, til 
Fordel for 

hvem Kejſeren 
af Rusland op⸗ 
gav. ſine for⸗ 
mentlige Arve⸗ 
krav paa visſe 
Dele af Hol⸗ 
ſten. Denne 
Ordning af 
Arvefolgen ſik⸗ 
kredes lige⸗ 
overfor ÜUd⸗ 
landet ved en 
den 8de Maj 
1852 i London 
underſkreven 

Traktat, ved 
hvilken for⸗ 
uden Danmark 
de 5 Stormag⸗ 
ter og Sver⸗ 
rig⸗Norge for⸗ 
pligtede ſig til 
at anerkjende 
Prins Chri⸗ 
ſtian af Sles⸗ 
vig = Solften - 
"Sønderborg: 
Glücksborg og 
hans mandlige 
Afkom, Mand efter Mand, i hans Wgteſkab med 


in gl. Hofotograf Buller & Comp, 


Prinſesſe Louiſe Vilhelmine Frederikke Caroline Auguſta 


Julie, fodt Prinſesſe af Hesſen, ſom ſuceesſions⸗ 
berettigede til alle de Lande, ſom da vare forenede 
under Hans Majeſtct Kongen af Danmarks Scepter. 
De hoje kontraherende Parter anerkjendte derhos 
Principet 


for det danſke Monarkis Integritet 


| 


(Udelelighed) ſom permanent (vedblivende gyldigt), 


og da Thronfolgeordningen paa det ved Londonnertrak⸗ 
taten givne Grundlag endelig efter Forhandling med 
den danffe Rigsdag var flaaet faſt ved Thronfølgeloven 
af 31te Juli 1853, maatte Prins Chriſtian af Dan⸗ 
marks chvilken Titel ved denne Lov tillagdes Thron⸗ 
folgeren) Arveret til alle det danſke Riges Dele betragtes 
ſom faa betrygget og ſikkert ſom Noget i Verden. 

At Begivenhederne lærte, hvor lidet en „i den hellige 
og udelelige Treenigheds Navn“ af ſamtlige i Sagen 
interesſerede Magter indgaget Traktat havde at betyde, 
vide vi Alle. Næppe havde Kong Frederik den Syvende 
luͤkket fine Dine den 15de November 1863, for den 
gamle Hertug af Auguſtenborg, ſom for kontant Betaling, 
efter at det veſenlig paa hans Anſtiftelſe i 1848 rejfte 
Opror var kuet, havde opgivet ethvert Arvekrav pan 
Danmark eller nogen Del af Riget, med en Trolgshed, 
ſom kun kunde findes hos en menſvoren Landsforreder 
og hans Angel, overdrog ſine ſolgte Rettigheder til ſin 
ynkelige Son; denne optraadte nu ſom Arving til 
til Slesvig og Holſten og blev naturligvis modtagen 
med aabne Arme af hele det ſlesvig⸗holſtenſke Oprorer⸗ 
flæng. Han ſtattedes desuden til en Tid af to Under⸗ 
tegnere af Londonnertraktaten, nemlig Preusſen og 
Oſterrig, der i Spidſen for det hele tydſke Forbund 
paa den fkammeligſte Maade overfaldt Danmark; ikke 


en eneſte af de Stormagter, der havde garanteret og 


anerkjendt det danſke Monarkis Beſtagen ſom et vigtigt 
Led i det evropeiſke Statsſamfund, rørte en Finger for 
at holde Traktaten i Live og i Kraft. At Danmark 


maatte bukke under, var desværre kun altfor tydeligt, 


og Londonnertraktaten blev reven i Stykker ſom et 
Stykke Avispapir. 
Kun en eneſte af de „hoje kontraherende Parter“ 


gjorde fin Pligt, det var det lille Danmark; det ſtred, 
kempede og blodte i den ulige Kamp for Traktatens | 


Beſtagen, for Danmarks Exiſtens, det ſluttede fig faſt 
om ſin Konge, ſtred for hans Ret ſom for ſin egen, 
og da den ubarmhjertige Fredstraktat indſkrenkede 


Danmarks Rige til to Trediedele, arbejdede det og ar⸗ 
beider det endnu paa at læge de dybe Saar i Haab 
og Fortroſtning til, at lykkeligere Tider engang igjen | 


ville forene, hvad danſk er, med det danffe Fædreland. 

Dog, der var endnu En, ſom holdt de beſvorne 
Løfter, det var Kongen. Med den ridderlige Trofkab, 
med den ophøjede og mandige Tro pan re og Pligt 


jom Mandens kraftigſte Støtte, med den ærlige og op- 


rigtige Fedrelandskjcerlighed, ſom har udmærket. Kong 
Chriſtian den Niende fra hans Ungdom af, har Kongen 


ſtillet fig i Spidſen for fit Folk, har han med Sam⸗ 


vittighedsfuldhed og Omhyggelighed værnet om Folkets 


ſom om Kronens Ret, og naar han nu ſtaar i Spidſen 


for et Folk, ſom kraftigt arbejder paa at fremme det 
Gode, og ſom hjulpet og ſtottet af gunſtige Omſtendig⸗ 


heders ſynes at- gaas en lykkeligere Fremtid imode, da er 


det tilvisſe en misundelſesvoerdig Plads, han indtager 


blandt Evropas Fyrſter, og der gives maaſke ikke en 
iblandt disſe, ſom er kommet det Maal, vor Konge har 
ſat fig, at være „en fri Konge over et frit Folk“ fan 
nær ſom han. Neeſt Guds Biſtand vil Danmark under 
hans og hans blomſtrende Slægts Scepter gaa en rig 
og lykkelig Fremtid imode, og inderlig Kjærlighed og 
Hojagtelſe fra begge Sider binde Konge og Folk faſtere 
og faſtere ſammen, og ſenere og lykkeligere Slægter 
hoſte Frugterne af den haarde Strid, Kong Chriſtian 
den Niende og det danſke Folk have udkampet ved hin⸗ 
andens Side. 

Endnu en Side af Kong Chriſtian den Niendes 
Liv maa det være os tilladt at fremhæve, det er hans 
huslige Liv, hans Liv ſom Husbond og Fader; dette 
har altid været faa rent og ophøjet, at der fra Thronen 
er givet det bedſte og ſkjonneſte Exempel for hele Folket. 
Formelet i fin Ungdom med den ſkjonne, begavede 
Prinſesſe Louiſe, har Kongen levet ſom den lykkeligſte 
og agtveerdigſte Wgtemand omgiven af en talrig og 
blomſtrende Borneflok, og den ejenſynlige Glæde, med 
hvilken disſe Born fra deres fjerne Hjem ile tilbage til 
Fader og Moder, den Lengſel, ſom drager dem hertil, 
er det bedſte Vidnesbyrd om den Kjerlighedsaand, ſom 
hviler over denne Familie, og et Vidnesbyrd om, at 
disſe Born, ſom Lykken og Omſteendighederne — ikke 
mindſt deres eget perſonlige Værd — have faldet til 
at beflæde Throner trindtom i Evropas forſkjellige Lande, 
ſelv i deres me Hjem ikke glemme det lille, beſkedne 
Danmark, ſom paa fin Side altid med Glæde og Stolt— 
hed jer dem vende hjem og dvæle iblandt os. 

n. 


Ridepiſken. 
Af Hother Tolderlund. 


(Sluttet.) 

Det folgende Foraar brod Krigen ud. Gamle 
Olſen gik tilſos, Richard tog Muſketten og drog med 
ſom Frivillig, og jeg ſagde for lang Tid Farvel til 
Nyboder. J Sommeren 1849 traf jeg uformodet atter 
ſammen med Richard Olſen. Han var bleven Sergeant 


og hedret med Solvkorſet, hans Foreſatte holdt meget 


af ham, og Soldaterne havde ſtor Tillid til ham; men 
over hans Veſen var der udbredt en dyb Alvor, der 


gjorde, at Ingen ret fluttede fig til ham. Han gik 


meſt ene og ſyntes at befinde fig bedſt derved. Engang 
vi kom til at tale ſammen, ſpurgte jeg til hans gamle 
Moder. Jeg mente, det maatte være haardt for hende 
at ſidde ene hjemme med Rollingerne, medens Mand 
og Søn hver paa fin Vis kampede for Fædrelandet. 
Han takkede for Efterſporgſelen og ſagde, hun havde 
det godt, hun var rafk, og Folk vare meget gode imod 
hende. Da han ſagde det, blus ſede hans ſolbrendte 
Kind. Jeg, ſom kjendte en Del af hans Hiſtorie, tviv⸗ 
lede ikke paa, hvem disſe „Folk“ vare; men da jeg ikke 


n 


vilde oprippe et Saar, der mulig endnu ikke var fuld⸗ 
kommen legt, gik jeg over til andre Gjenſtande. 
Vi horte begge til Ryes Korps, der langſomt trak 


fig tilbage gjennem Nørrejylland, forfulgt af den mange | 


Gange overlegne Fjende. Om alvorlig Modſtand kunde 
der ikke være Tale; det gjaldt blot om at bejværliggjøre 


de ubudne Gjæfter Vejen, at matte og finfe dem og | 


bortdrage deres Opmeerkſomhed fra Foretagender, ſom 
andetſteds ivoerkſattes. Større Sammenſtod fandt derfor 
ſieldent Sted, men desoftere forefaldt mindre Skjer⸗ 
mydſler, ſnart heldige, ſnart uheldige for os. Hvordan 
Udfaldet end var, maatte vi imidlertid altid tilbage. 
Fra et højere Standpunkt betragtet var Toget glimrende; 
men hvor ſmukt en Manovre end bliver udført, hvor⸗ 
megen Sæder den end kaſter over Anfører og Soldater, 
for den Underordnede, der ikke kan overſe Tingenes 
Gang i dens Helhed, er der altid noget Trykkende og 
Nedſlaaende i et vedvarende Tilbagetog. Soldaten og 
Skueſpilleren give begge deres Perſon tilbedſte; de maa 
ejeblikkelig hoſte Lonnen for deres Arbejde, derſom de 
ſtulle finde fig tilfredſe. Det nytter kun lidet, at 


Hiſtorien og Kritiken bagefter fortælle, at de have ageret 


ypperligt. Et raſk „Fremad“ virker ſom en beruſende 
Applaus; et Tilbagetog er en haard Prove, det er 
Ildproven for Krigeren, og der ſtal et ikke ringe Fond 
af Fornegtelſe og Tillidsfuldhed til, hvis Mod og 
Diſciplin ſkulle bevares uſvekkede. Jaltfald lider det 
gode Humor let et Knæk, og det ſpiller i Krigen en 
ikke uvigtig Rolle. En Spog letter mangen Byrde og 


ofte mere Gavn end en velrettet Kugle. 

Vore Soldater havde flet ikke Lyſt til at ſpoge, 
da vi en Aften naaede vor Lejrplads i en lille Skov. 
Kompagniet havde havt et Sammenſtod med Fjenden; 
allerede tidligt paa Dagen havde der udviklet fig en 
mere end Jædvanlig livlig Fægtning, Fjendens Ild 
gjorde lyſt i Roekkerne, og hvor tappert den lille Flot 
end holdt Stand, maatte den dog vige for Overmagten, 
der vedblev Forfolgelſen, indtil vi endelig henimod Aften 
fandt Tilflugt i Skoven. Mandſkabet var faa udmattet, 
at det hverken tænkte paa Spiſe eller Drikke, det kaſtede 


fig paa Jorden for at ſoge den Hvile, det jaa højlig | 


trængte til, og ſom maaſke ſnart atter ſkulde blive af— 


brudt. Det var et ſmukt Syn at fe de hvilende Grupper 


i de forſtjelligſte Stillinger ſpredte over den friſke Skov⸗ 
bund, medens den nedgagende Sols Straaler ſmuttede 
ind under Kronerne, tegnede lange merke Striber af 
Stammerne, ſom Skygger i en uhyre Sojlegang, glimtede 
paa Bajonnetterne af de i Pyramider fatte Geværer og 
god ſit milde Lys over det ſpraglede Blomſtertceppe og 
de brunede Anſigter. Sovnen vilde ikke komme, dertil 
rullede Blodet endnu for raſk i de ſpulmende Aarer; et 
Par Venner laa og ſmaaſnakkede ſammen. 

„Har Du ſet Noget til Jens Klinke?“ ſpurgte en 
Underkorporal ſin Sidemand og vendte ſig om til ham, 
ftøttende Albuen mod Jorden og Hovedet i Haanden. 


! 


| 


„Nej“, ſparede den Anden, der ſtrakte fig jaa lang 
han var med Armene korslagte under Hovedet og Ojnene 
i Trœtoppene. 

„Saa er han vel ſkudt!“ 5 

„Det er han vel“, mente den Anden, uden at rore 
ſig af Stedet eller forandre en Mine. Det var jo kun 
en Hverdagsbegivenhed. 

„Og Hans Lillerup?“ vedblev Underkorporalen. 

„Han faldt nede i Moſen“. 

„Dode han?“ 8 j 

„Det gjorde han vel, for han fik Kuglen lige i 
Skallen, og Huen rog af ham, ſom var den dreven af 
et Boldtræ”. 

„Herregud!“ 

„Der ſkal Flere den Vej”. 

Der blev faa ſtille, at man kunde høre Myggene 
ſumme; Smaafuglene pippede i deres Reder, inden de 
ſatte fig til Ro. Han, der laa og kigede op i Træerne, 
havde formodentlig i Tankerne gjort en lang Reiſe; da 
han atter vendte ſig til Kammeraten, vare de langtfra 
Krig og Mandefald. ” 

„Jeg har flet ikke hort Kukmand iaar; hvor mon 
han er henne?“ 

„Han er vel ogſaa ſkudt“. 

Svaret var formodentlig givet hen i Vind og Vejr, 
uden at han ret havde hørt Naboens Spørgsmaal. 


Det gjorde et underligt Indtryk paa mig — Jens ſkudt, 


Hans ſkudt, ſtakkels Kukmand fkudt, Dod og Odeleeggelſe 


' overalt! 
bjælper gjennem mangt et Uføre; en god Spog gjør | 


„Saa Du Sergeanten?“ vedblev han, idet Tankerne 


vendte tilbage til Dagens Begivenheder. „Det var dog 


Pokker til Karl. Han ſtod i Ledgabet og fyrede og 
brød fig ikke ftørre om Kuglerne, end var det Wing, 
der fværmede. — Hvor de have travlt iaften! Det ſkal 
ſagtens være Hegn imorgen”, afbrød han fig ſelv og 
ſlog med Haanden gjennem Sværmen, der ſtod ſom en 
Sky over hans Hoved. „Saa det Kram ſtikker“, ved⸗ 
blev han og expederede En, der holdt Maaltid paa 
Neſen. — „En kan gjerne dælfe fig og behøver derfor 
ikke at være Kujon. Det ſtaar jo ogſaa i „Felttjeneſten“. 
— Jeg puttede mig bag Jordvolden, men han ſtod i 
det aabne Gab, endda Kuglerne faldt ſom Hagl i en 
Tordenbyge“. 

„Saa var det vel heller ikke værre”, indvendte 
den Anden tort. 

„Men juſtement ſaadan var det ogſaa“, paaſtod 
Underkorporalen, der blev ivrig i fin Fortælling, fatte 


ſig overende, rykkede et Græsftraa op og rullede Frøet 


af i Haanden. „Jeg har dog været med adſkillige Gange, 
men ingenſinde er det gaaet varmere til end idag nede 
paa venſtre Floj. Kuglerne ſlog i Jordvolden, faa 


Støv og Snavs røg En i Øjnene. — Jens Mosbo, 
der altid ſtaar og gaber, fif hele Munden fuld. Herreje, 
hvor han ſpyttede ad den Melgrod! — Alle ſkod efter 
Sergeanten. Det var ligeſom han var kuglefaſt, ikke 
en Eneſte ramte. Men lige idet der bliver blæft „Alle 


n 


223 


Mand tilbage”, hører jeg et Skrig og jer mig om — 
der ligger Olſen! J det ſamme ſtormede Preuſerne ind 
over Marken, ſaa maatte vi lade ham ligge. Der var 
lidt Liv i ham endnu, efter hvad jeg kunde fkjonne; 
men han er ſagtens dod“. 

„Saa har Kompagniet miſtet ſin bedſte Mand“, 
ſagde den Anden. 

„Det kunde nok hændes”, mente Underkorporalen, 
gabede og ſtrakte fig, ſom kunde det være paa Tide at ſove. 

Det var et Eftermele i ſimple Ord, men faa 
ſmukt, Nogen kunde onſke. Ifolge det ventede jeg ikke 
at je Richard Olſen mere i denne Verden, og ſnart 
havde jeg rent glemt ham; men Skjebnen vilde det 
anderledes. 

Nogle Aar efter Krigen gjorde jeg en Reiſe i 
Schweitz. Ved en Üdflugt paa den dejlige Lemanſo 
kom jeg til Montreux. Det er en mageløs Plet; ſne⸗ 
toppede Bjerge beſkytte den, lyſeblaa kryſtalklare Bølger 
kjele for dens Fod; af den friſke, milde Luft drikker 
den Syge Sundhed og Kraft, i dens ſtille Lunde drømmer 
Kjerligheden uforſtyrret en evig Forgarsdrom. 

Her traf jeg Richard. 

„Altſaa ikke død, ſom hele Kompagniet troede!” 
udbrød jeg. 

„Jeg kunde jo ikke faa Lov dertil, ffjøndt jeg 
dengang gjerne havde villet”, ſagde han med et kjarligt 


Arm. — 


Da Fru Hoeg blev Enke, ejede hun Intet undtagen | 


to uforſorgede Pigeborn. Den Wldſte blev nogle Aar 
efter gift med en Landmand i Jylland; den Bngſte 
havde neppe naaet den vorne Alder, for hun af Moderen 


Forbindelſe med den allerede aldrende Mand, den rige 
Grosſerer Villumſen. Fruen troede, at hun paa den 
Maade havde opfyldt fine Moderpligter. Det var et 
ſorgeligt Wgteſkab. Den unge Kone følte fig meget 
ulykkelig ved Siden af en Mand, der delte fin Tid 
mellem Forretninger og Bordets Glæder; ſin eneſte 
Troſt fandt hun i ſine Born. 
Udbrud døde Villumſen. Hun bebrejdede fig ſelv, at 
hun ikke var i Stand til at fole Sorg ved ſine Borns 


Strax efter Krigens 


Faders Baare; naar Alt kom til Alt, havde Villumſen | 


dog paa fin Vis været god imod hende, han havde | 
føjet hende i Alt, givet hende Alt — kun ikke Kjærlighed; | 


thi den kjendte han ikke. Derfor havde Livet været | 


hende tomt, trods al den Bragt, der omgav hende. 
Nogen Tid efter fif hun en anden Sorg, hun mente 
en Himlens Straf for hendes Ligegyldighed ved Mandens 
Dod. Fra Jylland modtog hun Underretning om, at 
Soſteren, hvem hun altid havde elſket højt, var meget 
ſyg og onſkede hendes Nærværelje. Trods Vinteren 


betænfte hun fig ikke paa at ile derhen. Vinteren gik, 
Vaaren kom, uden at Faren for den Syge var overftaaet ; 
da Soſteren endelig blev ſaa vel, at den unge Enke 
kunde tenke paa Hjemrejſen, var Krigsſkuepladſen rykket 


|| 


udbrod Olſen. 


ner til Svogerens Gaard og alle Veje fpærrede. Til 
denne Gaard bragtes den ſaarede Richard — Reſten er 
det neppe nødvendigt at berette: Hun gjenkjendte ſtrax 
den unge Mand, men ſelv om han havde været hende 
vildfremmed, vilde hun have anſet det ſom Pligt at 
yde Den, ſom led for Fædrelandet, den omhyggeligſte 
Pleje. Richard havde et ſerligt Krav paa hendes Omhu; 
han havde frelſt hendes Barn. Medens hun i Uger 
kempede med Døden om Byttet, lagde hun forſt ret 
Mærfe til hans ſjeldent ſmukke, mandige Anſigt; hun 
kom til at tænfe paa, hvor underligt deres Veje havde 


krydſet hinanden; en levende Interesſe for den Saarede 


vaagnede, det blev hende næften ſom en Livsopgave at 
frelſe ham fra Døden, hvormed ſtadige Tilbagefald 
truede; aldrig ſad nogen omhyggeligere Plejerinde ved 
en Sygeſeng. j 

„Hende kan jeg takke for, at jeg lever“, fluttede 
Richard. 

„Og Dig kan jeg takke for, at jeg har lært, hvad 
Livet har at betyde”, tilføjede hun. — 

Ved min Hjemrejje maatte jeg love at beſoge de 
Gamle i Nyboder og bringe dem en Hilſen fra det 


lykkelige Agtepar, ſom havde beſluttet at henleve 
Honningmaanederne i Udlandet, men ſom allerede havde 


levet der Aar, uden at Honningen var bortdunſtet. 


Den lille Stue var uforandret, kun havde Maleriſam⸗ 
Smil til den ſmukke Kone, der klyngede ſig til hans 


lingen over Sofaen modtaget en Forogelſe af to Por⸗ 
traiter, hvis Originaler jeg nylig havde taget Afſked 
med ved Lemanſden. Ved min Indtredelſe fad Konen 
med fit Arbejde, Manden med ſin Bog og ſtuderede 


„Den danſke Lods“. Det kunde ikke undgaa min Op⸗ 
i | mærfjomfed, at han var bleven gammel og hans Træf 
blev overtalt til at indgaa en i alle Henſeender ulige | 


ſlappe — hvormeget han ſtuderer, frygter jeg for, der 
er Grunde klods forud, ſom ingen Lods kan hjælpe ham 
over. Da jeg bragte min Hilſen, livedes han op, og 


| blev næften ſom tidligere. 


„Han kan rigtignok ſige, han har ſkudt Papegojen“, 
„Saadan en velſignet Kone — den 
fineſte Dame jeg nogenſinde har jet! Hvem ſrulde have. 
tænkt det om Richard“. 

„Hvorfor ikke om Richard?“ raabte Konen med 
Øjnene fulde af Gladestaarer. „Netop om ham! Er 
der Nogen, ſom fortjener at være lykkelig, er det den 
kjcre Dreng. Men Du har nu aldrig kunnet lide ham“. 

„Ikke kunnet lide ham?“ afbrød Olſen. „Sikken 
Snak! Jeg hegler ikke over ham, ſom Du men jeg 
holder af ham, ſom af de andre Unger; jeg kunde kun 
ikke lide, at han fra Barndommen led af denne Vand⸗ 
ſtrœk. Lojerligt er det dog, at han, en ſtakkels Nyboders⸗ 
dreng, er kommen ſaadan tilvejrs. Havde han endda 


| været Matros — det har man for hort — fe der var 


nu Peder Wesſel! — men en Sadelmager! Hvem 
ſkulde have troet det! Men Vorherre er en klog Mand; 
han ved bedſt, hvad der baader Enhver, og gjør tidt 
det Store ud af det Smaa. Hvem ved, om Alt det 
var ſket, hvis Klaus ikke havde fkullet fingerere med 


e r 


EET ET NONNE 


ig 


7 SER TS Te 


Piſken. — Alt det Vrøvl vi forreſten havde for den 
Ridepiſk!“ i 


(Ovenſtaaende ſmukke Fortælling, der tidligere har været tryft i 
„Illuſtreret Tidende”, er meddelt her efter Overenskomſt med Forfatteren.) 


husflid. 
Husfliden i Skolen. 

Paa en af mine ſenere Reijſer fandt jeg et ſmukt Exempel 
paa, hvad en Larerfamilie kan udrette, hvilket fortjener at blive 
bekjendt i en videre Kreds, ſelv om det fkulde være mod rette 
Vedkommendes Villie. 

Det var mig ikke ubekjendt, at Hr. Lærer Dreyer i Bram⸗ 
drup i Forening med fin Huſtru i en Tid havde indført 

Haandgjerning ſom et frit Fag i Skolen, da jeg paa Udſtillingen 
i Kolding f. A. fan ſmukke Prøver pan Arbejdet. Jeg havde 
derefter ſkriftlig anmodet ham om en lille Meddelelſe om, hvordan 
han fremmede Haandarbejdet mellem Børnene, men han fyntes 
ſelv, at Reſultatet var faa beffedent, at det ikke var værdt at 
ſtrive om. Men da jeg nu kom paa Egnen, vilde jeg gjerne fe 
med egne Øjne. Jeg havde hørt, at Undervisningen gaves 
Lørdag Eftermiddag, ſom tidligere var fri; det pasſede nogen⸗ 
lunde til min Rejfeplan, og en Lørdag Eftermiddag holdt jeg 
for Doren og ſtod ſtrax efter i Skoleſtuen, hvor man var faa 
ivrig i Arbejde, at man ikke havde market Ankomſten af 
Fremmede. 

Der var Travlhed. Naſten alle overſte Klasſes Piger og 
Drenge vare ſamlede, og hver havde fit Haandarbejde. Pigerne 
ſyede, ſtrikkede, hæflede og broderede under Md. Dreyers Vej⸗ 
ledning i den ene Ende af Skolen, medens Skolebordene i den 
anden Ende vare beſatte med ſavende, filende, ffærende og 
ſtikkende Drenge; de havde alle travlt med at lave alle disſe 
Smaating, [om man kan ffære ud af Tres, til at pynte og 
hygge i Hjemmet med, og ſom der i „Nordiſk Husflidstidende“ 
findes et rigt Udvalg Anvisninger til. Nogle af Børnenes 
Arbejder vare virkelig nette, andre vare jo Begynderarbejder; 
men pan Alt var det tydeligt at ſe, at Lørdag Frieftermiddag 
viſt var blevet den kjereſte Skoledag af hele Ugen, jaa ivrige og 
fornøjede vare Bornene ved deres Haandarbejder, trods den 
trange Plads og det mindre rigelige Udvalg af Varktoj. 

Ved at tale med Hr. Dreyer om Haandgjerningsſkolens 
Begyndelſe og Ledelſe, erfarede jeg, at jeg ſelv paa en Maade 
havde foranlediget den, idet han efter et Mode i Bramdrupdam 
i Slutningen af 1871, hvor jeg holdt et Foredrag om Husflids⸗ 
ſagens Fremme, fil Tanken om at gjøre et Forſog med Skole⸗ 
børnene, ſtjondt han ſelv ganſke manglede Ovelſe og Indſigt 
i Sagen og kun havde en god Villie. J Januar 1872 vifte 
han ældfte Klasſes Born nogle Smaaarbejder og ſpurgte, om 
de ikke kunde have Lyſt til at prove pan at lave lignende, faa 
vilde han hjælpe dem, faa godt han kunde, hver Lørdag Efter⸗ 
middag. Havpde de Lyſt, ſkulde de fpørge deres Forældre om 
Forlov. Næften alle Bornene mødte, og man begyndte uden 
Øvelje, næften uden Gærftøj og Penge til at fjøbe for, at 
arbejde efter „Husflidstidenden“s Anvisning; det gik klodſet 
og beſverligt i Forſtningen, men en god Villie overvinder 
meget, Eftermiddagstimerne om Lordagen blev baade Lærer og 
Born kjare, efterſom Vanfkelighederne bleve overvundne, Hertil 
bidrog Lærerens unge Kone troligt for Pigebernenes Vedkom⸗ 


mende trods en hel Flok Smaaborn i Huſet. 
over Arbejdet gav Mod til at holde ud. 
Haandgjerningsundervisningen har nu beſtaget i et Par 


Bornenes Glæde 


Aar uden nogenſomhelſt Underſtsttelſe eller Betaling for den. 
| Børnene og Læreren danne ſom et lille Interesſentſkab. Varktej 


og alt Materiale leveres baade Piger og Drenge, men Arbejderne 
ere fælles Eje. Hvad der faas ind for dem, og hvad der ellers 
tilflyder — hidtil 5 Rd. og 25 Rd. i Præmie ved to Udſtillinger 


1872 og 1873 i Kolding — anvendes til Indkjob af hvad der 


bruges til Arbejderne, og Overſkuddet uddeles til Børnene faa: 
ledes, at hvert Barn, der konfirmeret gaar ud af Skolen, erholder 
en Sparekasſebog med et lille Indſtud, hidtil 1 Rd. Foruden 
de for nævnte Præmier har Skolen afhændet Pige- og Drenge⸗ 
arbejder for omtrent 100 Rd., og har ſaaledes ſom ſagt arbejdet 
ganſke med fin egen Kraft uden nogenſomhelſt offentlig Under⸗ 
ſtottelſe eller noget Tilſkud. 5 
Undervisningens Formaal er at vakke Lyſten hos Børnene 
til Hjemmearbejde i Fritiden og at give dem Øvelfe i dertil 
pasſende Haandgjerning. At Maalet er paa Veje til at naas, 
ſes deraf, at Børnene i Reglen tage deres Haandarbejde fra 
Skolen hjem og arbejde derpaa i Ugens Lob. Herved vakkes 
ogſaa Forældrenes Sans for Sagen. Medens disſe i Forſt⸗ 
ningen hiſt og her anſaa Haandarbejdet, jalfald for Drengenes 
Vedkommende, for nogle Narreſtreger til ingen Nytte, ere de 
nu glade ved Frugterne deraf, og et net Skab, ſom Foraldrene 
havde bekoſtet opſtillet i Skolen til at bevare Børnenes Redſkaber 
og færdige Arbejder i, vifte, at man gjerne ſtottede Sagen lidt, 
Flere Lærere havde frygtet, at det frie Haandarbejde Lørdag 
Eftermiddag ved at foregaa i Skoleſtuen fulde ſkade Skolens 
Diſciplin, men det Modſatte var netop Tilfældet. Bornene 
ville faa gjerne deltage deri, at kun ganffe enkelte af aldſte 
Klasſes 50 Born ikke komme i Haandgjerningsſtolen; naſten 
Alle føge den ſtadig, og den verſte Straf Læreren kunde paa⸗ 
lægge noget Barn for en Forſeelſe, vilde være at udelukke det 
fra Haandgjerningsundervisningen, ſaa at netop denne viſer fig 


ſom et kraftigt Middel til paa en heldig Maade at holde god 


Tone og Flid i Skolens egentlige Undervisningstimer. 

Jeg har ikke kunnet undlade at meddele dette lille Forſog 
paa at overlade Husfliden en lille frivillig Krog i Almueſkolen, 
til „Husvennen“s Laeſere, blandt hvilke der findes mange Lærere. 
Exemplet ſmitter, iſcer naar det er fan heldigt og ſmukt ſom 
det her fremhævede; maaſke det kunde give Stødet til, at mangen 
en Lærer beredte Børnene — og fig ſelv — en lignende Glede, 
og derved ogſaa kunde være i Stand til at nedlægge en god 
Spire i Barnets Sjæl; thi en lille i Barndommen erhvervet 
Haandferdighed kan ofte ſenere bringe den Unge mangen en 
glad velanvendt Time og fri fra mangen Friſtelſe, mangen en 
flet Udgift og mangen en Taabelighed. 5 

Mangen en Larer mangler viſtnok Mod til at begynde, 
i Folelſen af egen Mangel paa Dvelſe og Indſigt, og vilde 
inderlig gjerne vejlede Bornene lidt, naar disſe Mangler bleve 
afhjulpne. Det er derfor færdeles glædeligt at Regeringen, ſom 
forrige Nr. meddelte, har fat „Danſk Husflidsſelſkab“ 
i Stand til at ſtstte de gode Kræfter i denne Retning blandt 
Lærerne i deres Virken til Husflidens Fremme, ved til Sommer⸗ 
ferien at aabne et Antal Lærere let Adgang til at gjennemgaa 
et Husflidskurſus uden Bekoſtning. 

N. C. Rom. 


Husvennen udkommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. | 
frit tilſendt. Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 


Fierdingaaret, 


Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn, 


Trykt hos J. H. Schultz. 


8 9 


li 


1 
Il 
| 
| 


| 


| 


| 
N 


| 


| 
| 
| 
| 


BDilledblad for Mlenigmand, 


— — — — 


for Mlorfkabslesning, Oplysning og Bus flil. 
É Adgiuet af 
N. C. Rom. 


Nr. 29. 


19. April 1894. 


Indhold. Lommeuhrtilvirkningen i Jura, Rejſeminde fra Schweitz. — Koldinghus, med Billede. — Wgyytiſke Begravelſes⸗ 
ſkikke, med Billede, — Fra Studerekammeret til Verkſtedet, en Husflidshiſtorie af Chr. G. 


Lommeuhrtilvirkningen i Jura. 
Neſſeminde fra Schweitz. Af Adgg. 


„Derſom De vil ſe Husinduſtrien i Schweitz i dens 
meſt fuldendte Skikkelſe, maa De endelig ikke forſomme 
at lægge Deres Vej om gjennem Jura“, ſagde Direk⸗ 
toren for Edsforbundets ſtatiſtifte Bureau i Bern, til 
hvem jeg havde henvendt mig om forſtjellige Oplysninger 
angaaende Husfliden og Husinduſtrien. „Foruden Træ- 
ſtœreriet her i Bernerhojlandet, er Hvidbroderiet i Kan⸗ 
tonerne St. Gallen og Appenzel, Silkevaveriet i Zürich 
og Baſel, og Straafletteriet i Kanton Aargau, alle 
Vegne i alt Veſentligt Husinduſtri, der ſtaar paa et 
lige jaa højt ſom indbringende Trin; men Uhrfabri⸗ 
kationen frembyder dog det meſt glimrende Exempel paa 
en Husinduſtri, ſom ved fin gjennemforte Arbejdsdeling, 
den videnfkabelige Ledelſe af Arbejdet og den overor⸗ 
dentlig duelige Udforelſe af dette giver Arbejderne en 
Fortjeneſte, ſom næppe naaes noget. andet Sted. i 
Verden“. ; É ; 


i Skjondt et Beſog i det veſtlige franſke Schweitz, | 
i Uhrmagerdiſtrikterne, laa udenfor min Rejſeplan, 


beſtemte jeg mig dog til at forlænge mit Ophold nogle 


Dage for at folge det ſagkyndige Raad, ſaameget mere | 


ſom det vilde være mig af Interesſe at ſe en Arbejds⸗ 


deling her til Sammenligning med den Fordeling af 


Arbejdet, jeg havde iagttaget i den tydſke Legetøjfabri- 
kations Husinduſtri. 


jeg ſaaledes Bern for at folge Jernbanen veſt paa. 
Jernbanevognene i Schweitz ere indrettede paa amerikanff; 


|| 


(| 
|| 
|| 


de lange Vogne, hver paa 8 Hjul, have kun Indgang 

ved begge Ender, hyor Vognen ender med en lille aaben 
Afſats i Hojde med Gulvet, hvortil Trappetrin føre 
op fra begge Sider. Gjennem hele Vognen gaar en 
Gang fra Ende til anden, med dobbelte Sæder paa 
begge Sider, der danne ligeſom jmaa Afdelinger, hvor 
to og to Rejjende kunne tage Plads med Anſigtet mod 
hinanden. Der var gemytligt i disſe Vogne, hvor ind⸗ 
til 80 Menneſker dannede ſom et Selſkab, hvori man 
under Kjerſelen let kunde bevæge fig, naar man var 
træt af at ſidde. Bekjendtſkaber ſluttedes let, og trindtom 
lød Schweitzertydſk og Franſk i en uforſtagelig og forvirret 
Summen. Jo længere vi kom mod Veſt og Syd, deſto 
mere franſk blev Underholdningen, og deſto flere lyſeblaa 
Bluſer med net udſyede Kraver fyldte Vognene. Den 
franſke Haandverker og Arbejder er nemlig altid pyntet 
og rejſefcerdig, naar han er iført en ren blaa Lerreds⸗ 
bluſe, hans daglige Arbejdskledning. 

Det var Aften, da vi naaede Neuchatel, en temmelig 
ſtor By ved Foden af Jurabjergene, paa den veſtre 
Bred af den lange Neuchatelerſo. Den næfte Formiddag 
da jeg havde taget Byen i Ojeſyn, og paa Jernbanen 
„Jura industriel“ begyndte at beſtige Hojderne, oprullede 
fig det herligſte Syn for Øjet. Mod Veſt laa en uhyre 
Skraaplan, den jævnt ſtigende Jurakjede, doekket forneden 
af Vinrankernes nu gulnede Lov og højere oppe med 
Løvtræer i deres brune Efteraarsdragt, fulgt af morke 
kraftige Granſkove. J ſterk Stigning gik Jernbanen 


| førjt et Slag mod Sydveſt, faa blev paa en Holdeplads 
Forſynet med Anbefalingskort fra Direktoren forlod | 


Lokomotivet ſkiftet om og fat for den anden Ende af 
Toget, for at dette, i en ſpids Vinkel til den forrige 
Retning, kunde folge Banen mod Nord i nok et Slag. 


n 


P 


i 
Rk 
i 


JJV ͤ TTT 


Jeg erindrer kun at have befaret en Bane, Ejdsvolds⸗ 
banen nær Chriſtiania, der paa en fort Strekning havde 
en ftærfere Stigning, end denne Bjergbane havde uaf⸗ 
brudt, medens den krydſede fig op ad den jevnt ſkraa⸗ 
nende Bjergſide. 

En Times Kjorſel havde hævet os 1700 Fod. op 
over Søen. Hvilken Udfigt! Som et langt, bredt, blaat 
Baand laa den der nede i Solglanſen, omgivet af talloſe 
Vinhaver. Milevidt hinſides den blanke ſmilende Flade, 
der ligeſom tabte fig utydeligt i det Fjerne, hævede 
Alperne deres vældige Masſer, deres knejſende Toppe 
dekkede med ſkinnende Sne. Trods den ſtore Afſtand 
laa de dog jaa klart i deres hvide og graalige Omrids, 
i en uendelig Rakkefolge, fra Oſt til Syd, den ene 
Bjergmasſe ſkydende op bag den anden i vild Majeftæt. 
Med et Blik overſaa man her Berneralpernes Kemper, 
de vilde Bjergtoppe Finſteraarhorn (13,200 Fod 
høj) Schreckhorn (12,600 Fod) Jomfruen (12,900 
Fod) oſv., medens Montblanc, Evropas hojeſte Bjerg, 
overragede alle Masſerne mod Syd med ſin 14,770 Fod 
bøje Top, der fjernt i Synskredſen ſaas klart trods 
den ſtore Afſtand af en Snes Mil i lige Linie. Det 
var et af de ſtorartede Rundſkuer, man kun behøver at 
ſe en Gang i ſit Liv for aldrig at glemme det. 

At gaa over Juras Klipperyg var for meget at 
forlange, ſelv af en Bjergbane; efter et lille Ophold 
paa den højtliggende Station gjør den nu en raff 
Svingning mod Veſt, lige los paa Klippen. Denne 
luffer fig over Toget, ſom med Et har ombyttet den 
klare Dag med det tykkeſte Mulm. Vi ere i en Gjen⸗ 
nemboring af Bjerget, en Tunnel, gjennem hyilken 
Toget uſtandſeligt ruller fremad, med et Tuſind Fod 
tykt Klippeloft over Hovedet. I fyv Minutter gaar 
det med fuld Fart gjennem den merke Klippe; ſaa 
lysner det; en 10,000 Fods Fart er gjort gjennem 
Bjerget, og Toget ſtandſer ved en lille Station: Convers, 
der viſt er eneſtagende i Evropa med Henſyn til Belig⸗ 
genhed. Vi ere i en ſnever Dalkloft omgiven af vilde 
Klippevcegge; nogle hundrede Alen fra den enſomme 
Stationsbygning je vi i den ene Klippevæg det forte 
Hul, vi nys rullede ud af, og hundrede Alen længere 
fremme paa den anden Side et lignende ſort Hul, ſom 
vi ſtrax efter puttes ind i. Efter over 4,000 Fods 
Fart forlade vi atter Morket, med Beundring over 
det umaadelige Arbejde, disſe Udjprængninger gjennem 
det haarde Kalkfjeld have koſtet, og ere nu i høje Jura, 
hvor vi ſnart ſtandſe i Uhrmagerbyen Chaux de Fonds, 
en „Landsby“ paa 20,000 Menneſker, altſaa ftørre end 
de fleſte Kjøbftæder hjemme. Jeg bliver imidlertid ikke 
her, men fortjætter Rejſen til Banens Endeſtation ved 
Locle, en Uhrmagerby paa omtrent 12,000 Menneſker. 
Snart havde jeg opſogt den bekjendte ſtore Chronometer⸗ 
fabrikant Jules Jürgenſen, Slegtning af den berømte 
danſke Uhrmagerfamilie Jürgenſen i Kjøbenhavn, hvor 
jeg ſom en danſk Reiſende fandt den hjerteligſte Mod⸗ 


tagelſe; hvor en ſaadan gjor et velſignet Indtryk, naar 
man i flere Maaneder har tumlet om mellem Fremmede 
fjernt fra det kjcere Hjem! 


Ved Hr. Fabrikant Jules Jürgenſens Velvillie be⸗ 
nyttede jeg min Tid godt til at faa et lille Overblik 
over Egnens Hovedarbejde: Fabrikationen af Lommeuhre, 
forſaavidt det kunde lade fig gjøre i det Par Dage, jeg 
kunde opholde mig der. Hr. Jürgenſen var ſaa venlig 
at give mig en af ſine Meſtere til Ledſager omkring i 
Byen, hvorved mangt et Veerkſted, ſom det ellers vilde 
været umuligt at faa Adgang til, ſtod mig aabent. En 
lille Overſigt, over hvad jeg horte og jaa, kunde maafke 
være af Interesſe for Læferne. 

Oprindelſen til Uhrmageriet her i det veſtlige 
Schweitz taber fig ingenlunde i Fortidens Morke, men 
kan beſtemt paaviſes. Som Uhrmageriet paa Bornholm 
ſkyldes det Tilfceldet og den rette Mand, at denne 
Induſtri kom i Gang, hvorom der fortælles folgende. 
For 180. Aar ſiden kom en engelſk Rejſende over Jura⸗ 
bjergene; hans Lommeuhr gik itu, og man viſte ham 
hen til en Smed for at faa gjort det næppe her forhen 
ſete Sejerværk i Stand. Raadet var nu ſlet ikke jaa 
tosſet, ſom det fer ud til, thi paagjeldende Smed, 
Daniel Jean Richardt, var netop en Mand der var 
bekjendt for fin ſtore Kunſtfeerdighed, om han end næppe 
tidligere havde haft et Lommeuhr i Haanden. Med 
deſto ftørre Interesſe tog han det ſkildt ad og gjorde 
det virkeligt i Stand; men under dette ſpeendende Ar⸗ 


bejde fik han en uimodſtaaelig Lyſt til at lave et lig 
nende Kunſtveerk, og jan omhyggeligt havde han ſtuderet 
Sammenſcetningen, at det omſider lykkedes. Nu kaſtede 
han ſig med hele ſin Kraft over Kunſten og grundlagde 
det forſte Uhrmagerveerkſted i Locle, hvorfra hans ſyv 
Sonner udgik ſom Meſtre i den fine Kunſt. Det gik 
i Forſtningen langſomt med dens Udvikling, men ſiden 
dette Aarhundredes Begyndelſe er der ſket en umaadelig 
Fremgang og man regner nu, at Halvdelen af Jura⸗ 
bjergenes Beboere ere Uhrmagere, medens Reſten leve 
af Uhrmagerne ſom Haandværkere, Handlende ofv. 
; (Sluttes.) 


== 


Ruinerne af Koldinghus. 

Vort Fædreland fremvijer ikke ſom jaa mange 
andre Lande talrige eller ſtorartede Ruiner, der ſam⸗ 
tidigt vidne om fordums Magt og Velde — ja om 
Ufred og Vold — ſom om Tidens Tand, der ubarm⸗ 
hjertigt gnaver væf paa ſelv de ſtolteſte og ſtorſte 
Menneſkevcerker. Blandt de fan danſke Ruiner, ſom 
ikke ere ſunkne helt i Grus, men endnu rakke de gamle 
faſte Mure imod Skyerne, er den, „Husvennen“ i Dag 
bringer en Afbildning af, baade den ſtorſte og 


ſmukkeſte. 


| 


227 


Kan der være noget Smukt ved et ſaadant øde 
Vrag, en ſaadan ſorgelig Reſt af en ſtolt Menneſke⸗ 
bolig? ſporger maaſke mangen en Leſer. Jo, faa 
underligt det end ſynes, pryder Ruinen Kolding By 
mere, end maaffe ſelve Koldinghus i fine Velmagtsdage 
har gjort. De mægtige Mure ſtaa vel baade revnede 
og heldende, men dog ligeſom en Fortidens Skytsaand 
over den lille travle, opblomſtrende By, ſom Slottet 
maaſke en Gang i Oldtiden har været Moder til. 
Komme vi tilrejſende nordfra for at beſoge Kolding, 
og det ilende Tog — et Billede paa vor raſtloſe Tid 
— bruſer frem mellem Bakkerne ned mod Fjorden, der 
ſom en herlig Indſo, kranſet af frugtbare eller ſkov⸗ 
kleedte Bakker, breder fin blaa kruſede Flade for Øjet, 
og vi pludſelig ved Banens Svingning ſe den, ſom 
vort Billede viſer, ſonderrevne, mægtige Murmasſe med 
fit Kempetaarn paa Højen ved Søen, ſtolt rage op over 
Byen, da vil Enhver finde Synet ſmukt og op⸗ 
loftende. Men det, der giver den ſmukke Natur og 
den venlige By et Preg af Højhed og Alvor, det, der 
gjør Indkjorſelen til Kolding interesſantere og ſmukkere 
end til nogen anden danſk Kjobſtad, det er netop Ru⸗ 
inerne af Koldinghus. Leſerne ville derfor forhaa⸗ 


bentlig ikke have Noget imod, at vi ledſage Billedet 


med nogle forte Trek af Slottets Skebne gjennem 
Tiderne. 


Koldinghus har i Tidernes Lob flere Gange fkiftet 
Navn. Dets ældfte Navn var Arensborg 9. Orneborg, 
ſenere Middelborg, hvilket Navn bl. A. udledes fra, at 
Slottet [aa paa Ornebjerget i Fiorddalen, midt i Riget 
fra Nord til Syd. Navnet: „Koldinghus“ ſkriver fig 
fra Chriſtian den IUſtes Regering. Dets Tilblivelfe 
henføres til 1248, da Hertug Abel, Valdemar Sejers 
Son, anlagde det ſom et Grænfeværn imod de Danſkes 
Indfald i Sonderjylland. For denne Tid har der 
dog uden Tvivl været en Fæftning, ſom ødelagdes jam: 
tidig med Kolding i Aaret 1247, da Erik Plovpenning 
[od Byen afbrænde. 

Lige fra de ældfte Tider har Koldinghus været 
et Yndlingsopholdfted for Danmarks Konger. Vi ville 
ſaaledes mindes Chriſtopher den Andens Haand⸗ 
feſtning, ſom ſkriver fig fra Aaret 1320, og hvori 
Koldinghus er anført blandt de 3 Slotte, ſom fulde 
forſkaanes for den almindelige Ødelæggelfe, der paa den 
Tid overgik alle Slottene i Nørrejylland. 

Chriſtopher af Bajern vifte fin Kjærlighed til 
Slottet derved, at han fod hele den nordre Floj ned⸗ 
bryde og gjenophygge i en langt ſmukkere Skikkelſe, end 
den forhen havde, og til Minde herom lod han det danſke 
og bajerſke Vaaben indſcette i Muren. 


Paa en Herredag i Kjøbenhavn, ſom afholdtes fort. | 


efter Frederik den Forſtes Død, beſluttedes, at Kolding⸗ 
hus ſkulde befceſtes ſteerkt, da man maatte befrygte 


fjendtligt Indfald i Norrejylland fra Fyrſtendommet. 
Denne Befeeſtning ſlejfedes uden Tvivl for en Del i 
Aaret 1546, da Chriſtian den Tredie paabegyndte Om⸗ 
bygningen af den oſtre, veſtre og føndre Sidefloj, faa 
hele Slottet i en væfentlig ny Skikkelſe ſtod færdigbygget 
i Aaret 1558. Hver ny Regent maatte en ſtor Del 
af Aaret, navnlig hele Sommertiden, opholde fig paa 
Koldinghus, der foruden den overordentlig dejlige Be⸗ 
liggenhed, ogſaa hapde en ſteerk Ziltræfningskraft, fordi 
der i Egnen fandtes fortrinlige Jagtſtrag. Man 
træffer derfor ogſaa i alle Optegnelſer fra Slottets 
Velmagtsdage Beſkrivelſer af glimrende Jagttog, 
altid til Heſt, hvori kongelige og adelige Herrer 
med Trommer og Piber i Spidſen paa  vælige 
Gangere ilede ud for at nyde Jagtens Glæder, og 
ikke ſjeldent deltoge Slottets unge Damer i disſe 
Jagtture, hvorved der ſikkert forefaldt mangt et morſomt 
Eventyr, der da afgav Stof for Samtalen, naar de 
kongelige og hojadelige Herrer og hojfornemme Jomfruer 
hvilede ud ved de velbeſatte Borde efter den anſtrengende 
Jagt. J Frederik den Andens Tid blev Slottet 
Gjenſtand for en grundig Forbedring, der dog nok for⸗ 
nemlig gjaldt dets Indre. Men allerede i Aarene 
1583 og 97 overgik der Slottet ikke ubetydelige Ilds⸗ 
vaader, ſaa der paany blev meget Byggearbejde at ud- 
fore. Det. mærfeligfte Byggeforetagende er dog det, 
Chriſtian den Fjerde lod udføre, idet han i Slottets 
nordveſtlige Hjørne lod opføre det høje, firkantede 
Kæmpetaarn, ſom Læjeren paa hosſtagende Billede endnu 
fer betydelige Reſter af; pan dets Hjørner fod han 
anbringe fire fyv Alen høje Sandſtens Helteſtatuer hver 
med fit Vaabenſkjold, nemlig Hannibal med det danſke, 
Scipio det norſke, Hercules med de tre Kroner og Hector 
med det jydfke Vaaben. Fra dette 76 Fod høje og 24 Fod 
brede Taarn, ſom var fladt ovenpaa, belagt med Bly⸗ 
plader og forſynet med fvære Murtinder af Sandſten, 
havde man en vidunderlig ſmuk og vid Udſigt over den 
omliggende Egn. Hvorofte have vel ikke i lengſtforſvundne 
Dage her tappre Riddere og dydſirede Jomfruer i lyk⸗ 
kelig Enſomhed glædet fig ved det herlige Liv paa" 
Koldinghus og den ſmukke Udfigt over det frugtbare, 
bakkede Landſkab med Smaaſkovene nærved og ſtore, 
vildtrige Skove i det Fjerne. Mod Oſt laa den ſkor⸗ 
kranſede Fjord med dens bakkede Kyſt og i det Fjerne 
det høje Hindsgavl pan Fyn, der ligeſom lukkede for 
disſe ſtille Bande, hvor jaa ofte paa den Tid prægtige 
Skibe med Kongeflag paa Toppen ftevnede ind til den 
lille By i Dalen, der ydmygt laa ved det ſtolte Slots 
Fod. 

Over Opgangen til Kempetaarnet fandtes Kongens 
og Dronning Anna Cathrinas Navnetrak, Kongens 
Symbolum: „regnum firmat pietas“ og Aarctallet 
1598. Under Kampetaarnet gjennem 2 Stokveerk og over 


| Fag ſtrakte fig den venlige Slotskirke, ſom i Formen 


havde nogen Lighed med Frederiksborg Slotskirke; men 


ſamme Aar paa Jule⸗ 


under Kampetaarnet 6 Alen tuykke. 


228 


i koſtbar og pragtfuld Udſtyrelſe ſtod langt tilbage for 
denne. Kirkens Hvalvinger hvilede paa 2 Rakker 
Sandſtenspiller, og paa det med Marmorfliſer belagte, 
tavlede Gulv var anbragt 31 Egetrœesſtole. Pradike⸗ 
ſtolen af Cgetræ var anbragt oppe ved Alteret og hvilede 
paa en fremſpringende Love, ſom bar det danſke Vaaben. 
Altertavlen var af Marmor med ophøjede Figurer i. 
Dette lille venlige Gudshus, hvor den fromme Chriſtian 
den Tredie og hans elſkelige Dronning faa ofte havde 
vendt Tanken opad til Alkjcerligheds Fader, blev under 
Svenſkekrigene ſkammeligt vanhelliget, idet Fjenden be⸗ 
nyttede Kirken ſom Stald, medens de raa Soldater 
med vanhellige Hænder: ødelagde Kirkens Inventar og 
dejlige Altertavle, Koldinghus blev i det Hele haardt 
medtagen i de ulykkelige Krige 1627 og 1644. 

J Kongens Dagbog af 1635 under 20 Januar 
28 og 30 Marts findes ſaaledes forſkjellige Summer, 
ialt 2271½ Rd., op⸗ 
forte ſom Udgift til 


Fjerde har holdt ſpenſke Mænd fangne i disſe forfcrr⸗ 


delige Kjceldere; ſerlig nævnes ſom Fange den ſtokholmffte 


Borger Hermann Borgerink. Skipper Clement var 
ogſaa Gjeſt her, til han blev henrettet 1536 i Viborg. 
En ſtor Del af Slottets mange, temmelig ſmaa Varelſer 
vare dels gibſede og forſynede med Stukkaturarbejde i 
Lofterne, dels betrukne med Guldleders og vævede Ta: 
peter med Figurer i Legemsſtorrelſe, navnlig foreſtillende 
bibelſke Livsbilleder, ſom Kong Salomons Dom, hvor 
Figurerne prangede i levende Farver. Den Alkove, 
hvori Chriſtian den Tredie døde Nytaarsdag 1559, havde 
et rigt Omheng, hvori var vævet Billedet af Dronning 
Magrethe til Heſt. 

Sagnet beretter, at man i hin Tid danſede jaa 
lidenſkabeligt, at flere Kvinder ſtyrtede døende om. Der 
fortælles ſaaledes, at Jomfru Ellen von Mehlen danſede 


fig ihjel paa Koldinghus 1587; Ligeledes døde den ade⸗ 
lige Dame, Gjertrud 


Kaas i en Dans her 


de Embedsfolk(Haand⸗ 


paa Slottet 1590; den 


verkere) ſom havde 


bygget og arbejdet paa 


Koldinghus. 


meerkeligſte Begiven⸗ 
hed i denne Retning 


knytter ſig dog til 


Aar 1658 blev 


Slottet beſat af Sven⸗ 


Lehnsmand Jorgen 
Roſenkrands's unge og 


ſkerne; men allerede i 


dag blev det indtaget 
ved Storm af Polak⸗ 
kerne, der kom til 
Landet ſom Venner, 
men huſerede værre 
end Fjenderne. 

Efter hin Fejde- 
tids gruopvakkende 
Odelceggelſer blev 
Slottet, ſom frem⸗ 


deles var et meget yndet Opholdsſted, ſnart igjen | møder med en ung, ſmuk Billedffærer, ſom den ſtrenge, 


iſtandſat. Chriſtian den Femte anvendte aarlig 3000 Rd. 
paa dets Udbedring og Üdſtyrelſe, ligeſom ogſaa Frederik 


den Fjerde med ſtor Omhu fik Slottets vigtigſte 


Verelſer betrukne med Gyldenleders⸗Tapeter, anſkaffede 
pasſende Mobler til de af de Kongelige beboede Verelſer 
og lod Kirken grundig udbedre. 

J Aaret 1726 ſtod Slottet „ombygt i fuld Stand“. 
Senere har det ikke undergaaet nogen ſynderlig Om⸗ 
bygning. Det var 3 Etager højt, takket med Skifer 
og havde, foruden Kæmpetaarnet, fem ſmaa ottekantede 
Taarne inde i Gaarden. Kjeldermurene ere uhyre jvære; 
Her ſes endnu 
nogle Fangehuller, redſomme, marke, underjordiſke Op⸗ 
holdsſteder for de ſtakkels Fanger, ſom bleve henſatte her. 

Sagnet fortæller, at Dronning Magrete holdt den 


ſpenſke Kong Albrecht fangen her; men hiſtoriſk fandt | 


er det ikke. Derimod er det ganſke viſt, at Chriſtian den 


Koldinghus Slotsruiner. 


ſtine, ſom blev danſet 
ihjel af 3 unge Rid⸗ 
dersmeend, en Straf 
den umenneſkelige 
Fader paalagde hende, 
fordi hun hapde kaſtet 
Vrag paa flere adels⸗ 
baarne Bejlere og der⸗ 
imod fattet Kjerlighed 
til og i Slottets Urte⸗ 
gaard haft Stevne⸗ 


adelsſtolte Jorgen Roſenkrands derfor lod henrette i Slots⸗ 
gaarden i Datterens Paaſyn, efter at de forſmaaede Riddere 
havde bragt ham Budſkab om Chriſtines brodefulde Kjer⸗ 
Lighed til den borgerligfodte Billedſkererſvend. Sagnet 


' henfører denne Begivenhed til Aaret 1558. 


Den 30 Maj 1808 om Morgenen Kl. 4 udbrød 
den Ild, ſom i faa Timer ødelagde denne minderige 


Kongeborg. Ilden opkom i Vagtſtuen, hvor den afloſte 


Vagt af ſpanſke Krigsfolk, der var Wresvagt for Prinſen 
af Pontecorvo, ved at fyre med Halm vilde faa 
Ild i det vaade Brænde; men det blusſede op i Kamin⸗ 
rørene, og ſnart var Slottet omſpondt af Luer. Prinſen — 
der ſenere ved Skebnens underlige Forelſe blev Konge i 
Sverrig under Navnet Karl den Fjortende Johan 
og Stamfader for den nuværende ſvenſke Kongejlægt — var 


nær blevet indebrændt i fit Sovekammer og reddedes kun 


ved Aandsnerverelſe af Slotskommandantens Huſtru. 


ſmukke Datter, Chri⸗ 


J de lange urolige og fattige Tider efter Branden 
plyndredes Ruinerne ſikkert bande af Venner og Fjen⸗ 
der, ſaavelſom af Omegnens og Byens Beboere; der iſcer 
bortførte en Mængde Sten fra de omſtyrtede Mure. 
Nu bliver Ruinen fredet, og der anvendes aarligt 
nogle hundrede Dalere paa at afſtive de heldende Mure 
og holde dem ved Lige i ſamme Stand. Naar man 
aflægger et Beſog indenfor de tykke Murreſter og hører, 
at ſaaledes ſom de ſtaa nu, have de ſtaget uforandrede i 


U 


de ſidſte 30 — 40 Aar trods Uvejrets Raſen, trods Vinter 
og Froſt, ſaa faar man Overbevisningen om, at de 
mægtige Murmasſer, med den ſpimlende høje Taarnſide, 
hvis Tinde endnu bærer den ene af Stenkemperne, 
Hannibal med det danſke Vaaben, endnu i Aarhun⸗ 
dreder ville ſtaa for Tidens Tand, om ikke Menneſkehaand 
forſtyrrer, hvad Menneſkehaand har opført. Skulde vi 
heri finde ſom et Varſel om, at om end Trengſel møder 
vort Fædreland, om end nogle Mure falde i Grus, ſkal 


8 En ægyptisk Begravelse. 


dog Danmark ſtaa faſt mod Undergangens Bølge? 
Skulle vi kunne ſynge med Ploug: 


Saalænge Hannibal ſtaar paa din Tind 
og ſtirrer mod Grernſen ud, 

ſaaleenge vil vi med frejdigt Sind 

i Fremtidens dybe Mulm ſe ind; 

han bærer jaa godt et Bud. 


Saalcenge mod Stormens og Lynets Slag 
han løfter det danſke Skjold, 


| 
| 
| 
| 


jaalænge vi haabe vil paa en Dag, 
da Gud vil oprejſe vor faldne Sag 
og hævne Uret og Vold! 


ZEqyptifke Begravelfesfhikke. 


J „Husvennen“ Nr. 16, fandtes der en Frem⸗ 
ſtilling af nogle af det gamle Aegyptens Kongegrave, 


1288 


— 


- 5 


N 


Man kunde undres over, at 


Pyramiderne ved Luxor. 
ſaadanne uhyre Bygninger, hvorom Billedet, der viſer 
dem i temmelig ſtor Afſtand, kun giver en pderſt ſpag 
Foreſtilling, ikke fkulde have anden Beſtemmelſe end 
at gjemme et Lig; men dette ſtaar i fuldkommen Over⸗ 
ensſtemmelſe med Skikke og Tro hos Ggypterne, der 
lagde langt mere Vegt paa Boliger for Døden end 


for Livet. De troede, at Legemets Bevarelſe i hel 
og uforandret Tilſtand var en nødvendig Betingelſe for 
Sjælens Udedelighed. 

Naar et Menneſke var dod, antog Wgypterne, 
at hans Sjæl efter Haanden gik over i forſkjellige Dyrs 
Legemer for ved Lidelſer og Pravelſer af mangehaande 
Art at renſes fra ſin Syndighed. Naar nu denne 
Sjclevandring var endt — dens Længde rettede fig 
efter dens Synder og Mengden af de ſlette Egenſkaber, 
der ſkulde gnides af mod Verdens ſkarpe Kanter — 
og Sjelen vendte tilbage til ſit Legeme, men ikke fandt 
dette i uſkadt Stand, da kunde den aldrig fan Adgang 
til den overſte Gud, Oſiris's, Himmel. 

Den Afdødes Slegtninge lagde derfor ſtor Vægt 
paa at bevare Liget mod Forraadnelſe ved en Frem⸗ 
gangsmaade, ſom kaldes Balſamering, og ſom udfortes 
af Folk, for hvem det var en Levevej. Liget blev 
aabnet og Indvoldene tagne ud og under Bonner til 
Guderne kaſtede i Vandet. Hos de Fattige blev Liget 
derpaa blot beſtroet med Salt og indviklet i grovt 
Lærred; men havde Familien Raad til at betale derfor, 
blev det fyldt med koſtbare Kryderier, indfvøbt i mange 
Lag fint Musſelin og lagt i en Cedertrcees Kiſte eller 


undertiden i flere Kiſter, hvoraf den ene pasſede nøjagtig | 


ind i den anden. Disſe Kiſter ſluttede faſt om det i 
Føj indſvobte Lig, jan at de lignede ſtore Svobelſe⸗ 
børn; endogſaa Anſigtets Form var efterlignet paa 
Kiſten, ſom havde beſtemt fremtrædende Bande, Negſe, 
Kinder og Læber. Desuden malede man baade Anſigt 
og Klæder pan Kiſten, idet man adſkilte Kjonnene ved 
at male Mendenes Anſigt med rod og Kvinderne med 
gul Farve. Et ſaadant balſameret Lig i ſin Kiſte 
kaldes en Mumie. 

Naar nu Balſameringen var fuldendt — vilde 
man have den dyreſte Fremgangsmaade anvendt, medtog 
den 70 Dage — fatte Ligtoget fig i Bevegekſe, idet 
Liget bares af Slaver og fulgtes af Slægt og Venner 
ſamt af lejede Hylekvinder, hvis Hverv det var, ved 
at ſkrige, klage, ſlaa fig for Bryſtet og rive fig i 
Haaret at udtrykke deres, eller rettere Familiens, Sorg 
over Tabet af den Døde. Inden man naaede Graven, 
var der imidlertid en forunderlig Ceremoni at gjennem⸗ 
gaa, hvortil der, ſaavidt vides, ikke findes noget Til⸗ 
ſvarende i noget andet Land: der holdtes Rettergang 
over den Døde. 

Enhver, ſom mente ſig forurettet af den Dode, 


imod ham. 
Forſvar; men hvis Klagerne vare mange og vægtige, 


og Forſpareren maatte indrømme deres Rigtighed, kunde 


de Tilſtedevcrende nægte Liget Pet til at blive begravet. 


Det blev da henkaſtet paa Marken for at plyndres af 


Tyve og ſonderrives af vilde Dyr, og efter Wgypternes 


Tro var den Døde altſaa paa denne Maade udelukket 
fra et evigt Liv, ikke i Folge Guds, men i Folge 
Menneſkers Dom; dog var det ſelvfolgelig kun for ſtore 
og grove Misgjerninger, hvorfor der ingen Undſkyldning 

kunde findes, at ſaa haard en Straf ikjendtes. | 


De to ftørfte Pyramider ere byggede af Kongerne | 
Keops og Kefren, der ſaaledes mishandlede, overanftrængte 


og udpinte Folket ved at lade det trælle ſom Slaver 


ved Opforelſen af disſe umaadelige Grapbyaninger, at 
det efter deres Dod enſtemmig nægtede dem Ret til ſelv 
at hvile i disſe Pyramider, ſom det harde koſtet faa 


mange Menneſkeliv og faa mange Taarer at opføre. 


Var den Døde imidlertid frikjendt, jaa gik Toget 
videre fra det beboede Land ud i Orkenen og til Bjergene, 
hvor der i den faſte Klippe er udhugget hele Byer af 
Grapboliger, ofte udſmykkede med ſtor Omhu og Kunſt. 
Her blev da Mumien lagt i et hemmeligt Rum, der 
omhyggeligt tildokkedes med Stene, for at ingen Ade 
ſindet ſkulde øve Vold mod Liget. J vor Tid har 


man imidlertid fundet dem, og Tuſinder og atter Tu⸗ 


finder af Mumier ere dragne frem af deres ældgamle 
Hvileſteder for enten at plyndres af Arabere og Fellaher 
eller opbevares ſom Meerkeligheder i alle Evrovas Mr 
ſcer. Ogſaa i Antikkabinettet i Kjøbenhavn findes en 
Del Mumier. 

Paa medfølgende Billede jer man Mumien blive lagt 
ind i Klippegraven af ſorte, nubiſke Slaver, medens 
Slegtningene bedravede ſe til, og et Par Hylekvinder 
nermeſt ved Liget med „torre Taarer” gjøre deres 
Bedſte for at fortjene deres Betaling. 


C. S. 


Fra Studerekammeret til Perkſtedet. 
(En Husflidshiſtorie af Chr. G.) 

Da jeg i forrige Aars Sommerferie berejſte en 
Del af Jylland, ſom visſelig er en Rejle værd — idet 
Dalſtraget ved Grejs, Himmelbjergets ſtorartede Natur, 
Hedens ejendommelige Enhed og Veſterhavets uover⸗ 
ſkuelige og urolige Flade aldrig glemmes af den, ſom 
ret har levet fig ind i disſe Egnes Naturſkjonheder og 
Ejendommeligheder i Modſcetning til den danſke Onatur — 
kom jeg paa min Fodtur over Heden til at kjore et 
Stykke Vej med en Præft, ſom, da Bekjendtſkabet var 
gjort, indbod mig til at tilbringe en Dags Tid i hans 
Mræftegaard; jeg kunde — ſagde han — have godt af 
at gjøre en Hvil paa denne anſtreengende Fodtur. 


| Bræftegaarden ligger / Mils Vej inde i Heden, naar 
havde Ret til at ſtandſe Ligtoget og fremføre fin Klage 
Det paalaa da Familien at føre hans 


man fra Silkeborg⸗Herning Landevej et eller andet | 
Sted drejer af mod Nord. Mræftegaarden er lav og 
lille, Egnen mager, mange Steder ganſke gold, og kun 


— 


hiſt og her ſages nogle Pletter tyndt Korn ude i den 
ſtore Lyngmark. Milevidt ſtrakte Ojet ſig til alle Sider, 
men de Gaarde og Huſe, man kunde ſe, vare ſnart talte. 
Fra Nabo til Nabo vare vel ofte halve Mile, om ikke 
længere. Dog har Heden ogſaa ſin Rigdom, der er 


Rigdom paa Torv og Faar, Torven, ogſaa faldet „Klyne“ 


er et udmerket Brendſelsmateriale, Faarene ere ſmaa 
og magre, kun ſparſomt Føde finde de under Lyngtoppen. 
J Praſtegaarden blev jeg ſcerdeles venligt modtagen 
af Preſtens Kone og øvrige Familie. Preeſſtens Havn 


maa jeg fortie, derimod vil jeg fortælle „Susvennens“ 


Læjere, at jeg i denne Preſtemand fandt en ivrig 
Husflidsdyrker. 

Det var lige efter Aftensmaaltidet, at den venlige 
Vært ſagde: „Nu en Pibe og jaa lidt ud i Haven“. 
Hvad vil det ſige med Haven, tenkte jeg, og for min 
Betragtning fremſtillede ſig et Stykke usſelt med Sten⸗ 
gjærde omſat Hedejord med nogle forkroblede Buſke og 
lidt Urter i. Saadanne Haver havde jeg paa min 
Hedetur ſet mange af, endogſaa paa bedre Hedeegne 
end her. Overraſkelſen var imidlertid ſtor, da jeg kom 
ud i en ſtor, overordentlig net holdt Have med rig 
Grønjvær, ſtore Frugttræer, dejlige Blomſter og yppige 


Urter af alle Slags, Amager leverer dem ikke bedre. 
Rundtom i Haven under Treernes Skygge var anbragt | 


Naturbenke og Naturſtole af Egegrene; et prægtigt 
Lyſthus var opført af lutter Granſtumper mageløft 
ſindrig ſammenſat; indeni fandtes et ſolidt Bord og 
Naturbeenke. Da jeg udtalte min Forbapſelſe over 


den ſmukke Have og den Rigdom af hyggelige Hvile⸗ 


pladſer, ſom fandtes trindtom, ſparede Præften: „Ja, 
det er min Forngjelſe, mit Hvilearbejde om Vinter⸗ 
aftenerne at lave ſaadanne Ting, ſom kunne bidrage 
til at gjore os Livet behageligt herude i Heden, hver 
Beenk, hver Stol, Alt, hvad De jer, har jeg ſelv kludret 
ſammen, det Verte er, at det kniber faa haardt at faa 
Træ her“. 

Da jeg ſelv har en levende Interesſe for Hus⸗ 
flid, glædede det mig meget at tale med min Vært 
om denne Sag, og i Samtalens Lob ſpurgte jeg 
derfor, om han ellers havde lavet Noget til Nytte og 
Forngjelſe for fig og fin Familie. Med en venlig 
Mine bad han mig folge ſig, og vi forlode for en liden 
Stund Haven, for at ſe nye Undere fremſtille ſig for 
mit Blik. „Se“, ſagde han, „her ſer De mit Studere⸗ 
verelſe“, en rar lille Stue, ſom jaa jaa hyggelig ud 
med fit tarvelige men nette Bohave, meſt hojryggede 
Stole med hjemmelavet Betreœk, en morſomt udſeende 
Kanapé, Reoler fra Gulv til Loft, fyldte med godt 
indbundne Bøger og en Mængde ældre Billeder paa 
Væggene; imellem de lave Vinduer ſtod et ſmukt poleret 
Skrivebord bedakket med Bøger og Papirer; 
Orden, jaa jeg, herſkede over det Hele. 
min kjcre G.“ ſagde Præften, „med Undtagelſe af 


Skrivebordet derhenne og Skilderierne har jeg ſelv 
lavet, hvad De jer her, ja det er ſandt“, føjede han vi det ſelv. 


men 
„Ser De, 


Bindene, ſom jeg har makket ſammen“ . 


leende til, „Bogerne har jeg ikke lavet, det er kun 
Det var nu 
forreſten intet Makvcerk, den gode Preſtemand der 
havde lavet; thi efter min Mening vare Bøgerne ſeer⸗ 
deles godt indbundne. Saa aabnede Bræften en Tapet⸗ 
dor og pegede ind i et fra dette højft forſkjelligt Væ- 
relſe, og ſagde: „Vor jaa god, min Ven, og fig nu 
derind“. Jeg ikke alene kiggede derind, men jeg gik 
helt derind for ret at beſe og glæde mig over Preeſtens 
Veerkſted; der var en Hovlebeenk, et Drejelad, de for⸗ 
nodne Redſkaber til Bogbinderi, og endogſaa noget 
Skomagerveerktej jaa jeg ligge paa den ſtore Reol, 
hvor Haandveerkstojet var ordnet, formodentlig efter 
det Brug, det var til. „Men, Hr. Paſtor!“ udraabte 
jeg ganſke forundret, „De er jo Tuſindkonſtner!“ „Nej, 


langtfra“, var Svaret, „det Hele er, at jeg af Naturen 


er en Smule fingernem, hvortil kommer Lyſten til at 
ſysle med Husflidsſager, det hører jo vor Egn til. 
Hammerum Herred er i enkelte Retninger af Husflid 
altid gaaet forud for de fleſte andre Egne af vort Fædre 
land. Forreſten har jeg fra min Barndom af ſyslet 
lidt med Et og Andet; det kom af, at min Fader, ſom 
havde. en Gaard ovre paa Fyen, tilbragte det meſte 
af Vinteren i fit Huggehus, hvor han lavede SÉovle, 
Grebe, River og lignende Avls- og Haveredſkaber efter 


gammel fyenſk Skik, og jeg gik ham gjerne til Haande 


dermed og provede ſaaledes tidlig paa at lave en og 
anden Smaating. Hele mit Liv er jeg vedbleven at 
arbejde fremad, og ſaaledes er jeg nu ved Ovelſe 
og Omtanke kommen ſaavidt, at jeg kan danne, hvad 
jeg alt har viſt Dem, og hvad De fremdeles maatte 
finde at je lidt kludret ud her i Preſtegaarden“. Det 
var nu af Beſkedenhed, at denne Praktikus talte ſaaledes; 
thi det Meſte, jeg ſaa af hans Arbejde, var net og 
omhyggeligt udført, ihvorvel man jo nok kunde je, at 
det var hjemmelavet og ikke udgaget fra et ſtort Verkſted. 

Preſtekonens Rok, ſyntes jeg, at Bræften havde 
ſkilt fig ſceerdeles godt fra, ligeſom den Mængde Ud⸗ 
husgjenſtande, jeg faa, der var udgaget fra hans Haand, 
ingenlunde ſtod tilbage, men derimod ved Akuratesſe 
og omhyggelig Udforelſe ſtod langt over, hvad der 
i Almindelighed bydes Landmanden af ſaadanne Sager. 

„Drejeri og Skomageri“, fortalte han, „kunde min 
Fader ikke noget af. Drejeriet lagde jeg mig efter i 
mine Studenterdage, men det var kun i det Smaa, 
thi jeg manglede baade Penge, Plads og Tid til at 
drive ſynderlig paa det; det blev egentlig forſt til 
Noget, da jeg for 14 Aar ſiden kom herover paa Heden. 
Skomageriet og Bogbinderiet har jeg forſt i de ſenere 
Aar fujfet lidt i; thi det var og er ofte en vanfkelig 
Sag at faa et Par Støvler forſaalede og en Bog 
indbunden, fordi vi have den lange Vej til Byen; 
ſjeldent kommer jeg der ſelv, ſjeldent hore vi, naar 
nogen af Sognets Folk tager dertil, og vor gaaende 
Poſt kan man ikke lesſe Alting paa; ſe derfor lave 
Bogerne har De ſet, her ſer De et Par 


232 SAR 


gamle Støvler, ſom jeg forſaalede forleden Dag”, fort⸗ 
ſatte han, og wiſte mig et Par drabelige Fedtleders⸗ 
ſtavler, ſom han havde plokket nogle ordentlig tykke 


Saaler under og ligeledes bagfloekket; det var, ſynes 


mig, meget ſolidt og godt Arbejde. „J Forſtningen 
kneb det lidt med at jætte Helene paa, men jaa kom 
der en Vinterdag for nogle Aar ſiden en ſtakkels for⸗ 
kommen Skomagerſpend, ſom „rejſte pan Profesſionen“, 


og ſom min Kone tog fig lidt af; af ham lærte jeg 


jaa at ffære Flokkerne til, plokke dem paa og pudſe 


Helene rigtig af. Nu gaar det meget godt ogſaa med 


dette Hjemmearbejde, vi hjælpe os ſelv, ere aldrig i 
Forlegenhed, naar Noget gaar itu, og ſpare en Del 
Penge. Herude kan det jaa godt gaa, thi her leve vi 
jo ſaa godt ſom udenfor den civiliſerede Verden. Ser 
De, ſaadanne Støvler pasſe bedſt herude i Heden”. 
Det var mig en Glæde at ſe den ſtore og om⸗ 
fattende Husflid, denne Mand udøvede, dobbelt glædeligt, 
fordi det var klart, at det glædede Manden ſelv og for⸗ 
ſtaffede ham ſtor Tilfredshed ſaaledes at anvende de 
Fritimer, ſom hans bejværlige Embede ſkjcenkede ham. 
Husflidsarbejderne falder han fit Hvilearbejde. Da 
jeg lod en Bttring falde om, at Huſets Damer uden 


- Tvivl ogſaa dyrkede Husfliden, afſpejlede der fig en 


umiskjendelig Glæde paa Preſtens Anſigt, medens han 
ſparede: „Kom jaa med ind til Mutter og Børnene, 
jaa ſkal De je, hvad de drive pan”. Jeg jaa da, at 


Damernes Kjoler vare af hjemmelavet Tøj, Symaſkinen 


ſagde mig, at Tojet blev ſyet i Hjemmet, og da jeg 
ſpurgte Fruen, om de fod væve eller vævede ſelv, ſaa 
viſte hun mig ud i et lille Kammer, hvor en Pige 
fad og vævede „Lat“ o: Lærred, jan det havde Skik. 
Preœſtekonen var, da jeg højlig priſte den ſjeldne Husflid, 
ſom herſkede her i Preſtegaarden, ikke lidet glad ved 
at viſe mig fit Arbejde. Jeg jaa grovt og fint 
Lærred, Haandklededrejl og Dakketoj, Bolſter og Uldent 
i Mængde, Altſammen hjemmelavet. „Vi maa je at 
faa Noget lavet til de mange Pigeborn, vi have“, 
ſagde den venlige Husfrue, „ellers fkulde vi kjobe det 
hos Kjobmendene, jaa maatte de enten nøjes med meget 
Mindre, eller ogſaa maatte min Mand lave Penge; thi 


af Kaldets Indtægter lod det fig ſaamen ikke gjøre | 
at kjobe det Fornødne af disſe dyre Varer”. „Ja, men | 


kan det nu egentlig ogſaa betale fig at væve ſelv iſtedet 
for at ſende Garnet ind til Uldſpinderierne og lade 
det væve?” ſpurgte jeg, og fif til Svar: „Jeg har 
mit Tøj forarbejdet neſten for Intet mod Fabrikspriſerne. 


| 


— 


ſmaa hyggelige Stier fandtes Tepper paa Gulvene; 


| den Tid, ſom levnes fra Husgjerningen, jaa at vort 


ket ſmukt, var et Hjemmeflidsarbejde lige til Farvningen 


| Livsglæde og et ſmukkere Sammenhold imellem Herſkab 


Den fortrinlige Uld, ſom vore ſmaa Hedefaar levere, og 
vor hjemmeavlede Hor, forarbejder jeg og mine Piger 


hjemmelavede Toj i Grunden ikke koſte os mere end 
hvad Ulden og Herren er værdt”. Rundtom i de 


Tæppet under Divansbordet, der, ſynes mig, var udmær | 


og Vævningen, og de ſmukke „Kludetepper“ paa For⸗ 
hojningen i Dagligſtuen vare lavede af Froken Emilies 
nydelige Hænder. Nævne Alt, hvad jeg her ſaa af, 
hjemmelavede Sager, er en komplet Umulighed, kun 
ſkal jeg fremhæve, at jeg ingen Steder har jet en 
ſaadan Mængde forſtjelligartede og nydeligt ſtrikkede 
Sager ſom her. 8 0 il 

Denne Bræftegaard er ret et Monſter for en Hus | 
flidsgaard; thi ikke alene, ſom mine kjcre Læjére nu 
have jet, er Præften, hans Kone og Fraeken Emilie 
flittige Arbejdere i Hjemmet, men ogſaa de øvrige Born, 
ialfald den 14 aarige Loviſe og den 12 aarige Carl, 
dyrke Husfliden, men Gaardens Karle, Dreng og Piger 
anvende al deres Fritid til nyttig Beſkjceftigelſe, og det 
Bedſte er, at intet Sted kan der findes ſtorre Tilfredshed, 


og Tyende end i denne Praſtegaard. i 

„Saa“, ſagde endelig Præften, da Solen alt for 
lang Tid ſiden havde forladt den veſtlige Himmel, og 
Nattens Skygger ſneg fig hen over den ſtore nogne 
Hede „nu maa vi ud i Haven i den milde Aften og 
endnu roge en Pibe, inden vi ſoge Hvile; jeg kan ſe 
paa Mutter, at hun har tiltoenkt os et lille Glas 
derude under det gamle Pæretræ”. Aftenen var mild 
og yndig. Hvilken Ro og Hojtidelighed hviler ikke paa | 
en ſaadan Aften over Heden! En ſaadan Stemning, 
en ſaadan Fred, ſom beherſkede mig den Aften, finder | 
jeg ikke let inde i den travle Verden, hvor jeg daglig | 
færdes. Langt ud pan Aftenen fad vi Alle derude under | 


BVæretræet, medens en Lampe gjorde Omgivelſerne end 


mere højtidelige, Alvor og Gammen vexlede livligt i | 
vor lille Kreds, og uden Folelſe af Træthed eller Sov⸗ | 
nighed ſkiltes vi endelig fra hverandre med et hjerteligt: " 
„God Nat“, Bræftegaardens elffværdige Beboere for 
næjte Dag at vaagne op til fornyet Virkſomhed, og jeg 
for at tage Afſked med et Sted og en Familie, ſom 
alt var bleven mig rigtig hær, for at ſtevne imod | 
min Rejſes Maal — det ſtore Veſterhav. 


”Brevvesxling.« 
75 


P. Andersen. Eskebjerg, Farybro Kro. Henvend Dem til Vedkommende Boghandler; 
Oktober Kvartal i Bytte mod det ene Exemplar af Januar Kvartal. 


han vil da levere Dem | 


Husvennen udfommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 
Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 


Fjerdingaaret, frit tilſendt. 


Hovedkommisſionceren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjsbmagergade 56, Kjobenhavn. 


Trykt hos J. H. Schultz. 


„ 22 22 
15 BT. 47 Se 
85 AR e 

N 5 AS 4 N Di 


ls eee 


Villedblad for Alenigmand, 


for Slorfhubslæsning, Oplysning og Hus flia. 


Adgivrt af 


Nr. 30. 


N. C. Rom. 


26. April 1824. 


Indhold. Lommeuhrtilvirkningen i Jura, Rejſeminde fra Schweitz (Sluttet.) — Slangebeſvergere, med Billede. — Et godt 


Raad, af Bendix Hanſen. — Husflid. Fiſkegarns⸗Knyttemaſkine, med 2 Billeder. 


Lommenhrtilvirkningen i Jura. 
Nejſeminde fra Schwei. Af Adg. 


(Sluttet.) 

Man maa nu ingenlunde tenke fig, at man der 
er Uhrmager paa ſamme Maade ſom hos os; der er 
en himmelvid Forſtjel. Her reparerer og pudſer Uhr⸗ 
mageren kun Verrkerne, og fkal til Nod kunne forfeerdige 
en og anden Del, ſom er gaaet: itu. J Schweitz forſtaa 
de fleſte Uhrmagere kun at forfærdige en vis lille Del 
af Uhret fra ny, men ſaa forſtaar han det i Reglen 
ogſaa til Gavns. Dette er hvad man falder Arbejdets 
Deling, og heri ligger Hemmeligheden ved at Uhr⸗ 
induſtrien har udviklet ſig med en ſaadan Kraft i denne 
Egn, at man her, ſtjondt næften alt er Haandarbeide, 
formaar at konkurrere med hele Verden; ja trods den 
høje Indforſelstold i Amerika, og uagtet man der i 
ſtore Fabrikker anvender de ſnildeſte og fineſte Maſkiner, 
kunne Schweitzerne ſejrrig optage Konkurrencen hinſides 
Atlanterhavet. Denne Deling af Arbejdet medfører 
naturligvis, at hver enkelt Arbejder faar en utrolig 
Ferdighed og Sikkerhed i det enkelte Stykke, han altid 
udfører og har udført fra Barnsben. J Tidens Lob 
har Arbeidsdelingen naaet en jaa høj Udvikling, at der 
i Grunden i Uhrmageriet er indeſluttet over 100 for⸗ 
ſtjellige Haandvoerk, og Delene til et godt Lommeuhr 
maa gaa gjennem 180 Par Hender, inden det er færdigt 
til Handelen. 

Der findes kun faa egentlige Fabrikker — og kun 
for de ſimpleſte og billigſte Uhre — da naſten alt Ar⸗ 
bejdet. udføres i Hjemmet ſom Husinduſtri. En ſtor 


Fabrikant — ſom f. Ex. Jules Jürgenſen — har derfor 
intet Fabrik, men kun 3 Meſtere paa ſit Kontor. Naar 
Arbejdet paa et Antal Uhre ſkal jættes i Gang (enkelte 
Uhre laves ſjeldent), giver Fabrikanten ſine Ordrer til 
de Arbejdere, han ſtaar i Forbindelſe med, hvilfe disſe 
da udføre efter givne Maal, Tegninger eller Modeller: 
Kun de grovere Forarbejder blive udførte paa Maſkiner 
— ſom Udpresningen og Sfæringen af Hjulene, Ankere 
og Fjedre, Drejning af Skruerne ofv. — men Udforelſen 
af alt det finere Arbejde er ſtedſe betroet den duelige Ar⸗ 
bejders ſikre, øvede Haand. Den ene forfeerdiger blot 
et viſt Hjul af en beſtemt Storrelſe, den anden Fjedre, 
den tredie borer Rubiner oſp., og en Gjenſtand gaar 
ofte gjennem mange Heender; Forfeerdigelſen af Kasſer 
og Skiver gaar ſaaledes gjennem et Duſin Heender. 
Saa ſidde da Arbejderne trindtom flittigt hver 
iſcer ved fit omhyggelige Arbejde, og jo bedre dette 
udføres, jo dueligere Manden har Ord for at være, 
deſto ftørre bliver hans Fortjeneſte, thi alt er Akkordar⸗ 
bejde, og for ſkjodesloſt eller ſlet Arbejde bliver Lonnen 
liden. Medens Konen pasſer Smaabornene og ſin 


øvrige husmoderlige Gjerning, begynde allerede Børnene . 


i en Alder af 8—10 Aar at hjælpe til med Uhrarbejdet 
i den Tid, de have fri for Skolen, og den Tid er kun 
knap tilmaalt de fleſte Maaneder, da Hverdagsſkolen i 
de fleſte Kantoner varer til det 14de Aar, og en Fort⸗ 
ſettelſesſkole bliver beſogt 3 halve Dage om Ugen ind⸗ 
til det 16de Aar. Saa megen Zid bliver dog tilovers, 
at Drengen i fin Opvært ligeſom legende naar den 
fornødne Færdighed til Fremſtilling af de enkelte Uhr⸗ 
dele, der forarbejdes i Huſet, og allerede fra 10—12 
Aars Alderen kan Kneten fortjene 1 å 2 Mk. om 


» 


7 


Er der Bedſteforceldre i Huſet eller vanfore, 
ſygelige Paarprende, jaa pasſe de gjerne Børnene og 
forrette det lettere Husholdnings⸗Mark⸗ og Havearbejde, 
ſom ellers paahviler Husmoderen, faa at hun kan hjælpe 
fin Mand i Værfftedet, der indtager Wrespladſen i 


Dagen. 


hvert Hus. De ſpeerere Have⸗ og Markarbejder udføre 
gjerne Mandfolkene ſom en Forfriſkning fra deres an⸗ 
ſtrengende fine Arbejde, og i Søften hjælpe alle Sænder 
til paa den lille Lod, Uhrmageren gjerne ejer. Medens 
de enkelte Dele ſaaledes tilvirkes trindtom, mødes de 
hos „Fabrikanten“, hvis Meſtere nøje prøve Arbejdets 
Godhed og ſamle de fra de mange enkelte Arbejdere 
leverede Smaadele, til de danne et fuldendt Hele. Flere 
Meſtere efter hinanden gjennemgaa Uhrene nøjagtigt 
og prøvende forſtjellige Gange, før de overgives til 
Handelen. Dette Arbejde udføres naturligvis kun over⸗ 
fladiſt ved almindelige Uhre, men kraver en utrolig 
Tid, Omhu og Indſigt for de finere Uhres og Chrono⸗ 
metrenes Vedkommende. 


Det var interesſant at gaa fra Værfjted til Værk 
ſted og Je, hvorledes f. Ex. Solo- og Guldkapslerne fra 
den førfte raa Forarbejdelſe naaede den ſtorſte Fuld⸗ 
endthed med fintpoleret og graveret Ydre, eller at fe de 
mange Arbejder, ſom f. Ex. Skiven maa gjennemgaa, førend 
den er færdig til at ſettes pan Uhret. Den porcellcns⸗ 
agtige haarde Glaſurmasſe pulveriſeres og ſlemmes i 
Vand til pderſte Finhed, og et tyndt Lag af denne 
Glaſurdejg bredes over de ſmaa hvælvede Kobberplader, 
der danne Grundlaget til Skiverne, ſom ryſtes, til 
Dejgen danner en jævn glinſende Flade. Naar denne 
er ganſke tør, ligger Laget ſom et tykt, Hvidt Pulver 
paa Kobberpladen, der nu med Forſigtighed anbringes 
i en lille glødende Smelteovn, hvor en Mand ſtadigt 
ſidder og pasſer Smeltningen nøjagtigt ſom en Kolke⸗ 
pige, der bager Kager. Naar Smeltningen af Glaſuren 
er tilpas, hvad der ikke varer længe, tages Pladerne 
ud til langſom Afksling, medens andre fættes ind. For⸗ 
ſynede med et nyt Lag ſkinnende hvid Emaille gjennem⸗ 
gaa de ſamme Behandling nok en Gang. Vi forlade 
nu Emailleſmelteren og beſoge en anden Familie, der 
maler Tal paa Skiverne. En ung Pige jætter fig ſtrax 
tilrette for at viſe den videbegjcerlige Fremmede fin Kunſt. 
Hun laver fin Farve til — pderſt fin pulviſeret fort 
Emaille, revet i Terpertin — dypper meget ſmaa Haar⸗ 
pensler, der lobe ud i en haarfin Spids, i den lille 
Smule tillavede Farve og begynder. Skiven anbringes 


paa en ſtorre bevægelig Mesſingplade med Inddeling 
(i 60 Dele) i Randen og en Linial tvers over, ved 
hvis Hjælp 60 fine Streger i en Fart anbringes den 
ene efter den anden rundt paa Skivens Yderkant. En 
Pasſer med fin Elfenbensſpids bliver nu ſat an og 
løber rundt, førft indvendig og faa udvendig om Stre⸗ 
gerne, hvorved disſe ſkeres lige lange i Kredſen; de 


yderſte og inderſte Spidſer fjernes med en lille Pind, 
da Malingen allerede er tor og gaar af ſom fint Støv, 
naar man kradſer paa den. Ved Hjelp af en Pasſer, 
paa hvis ene Ben Penſelen er ſkruet, ſlaas to haar⸗ 
fine Cirkler om Skiven paa begge Sider af Minut⸗ 
ſtregerne. Nu males Tallene paa. Med en trkere 
Penſel ſœttes 12 forte Klatter af Storrelſe ſom en 
Rugkjcerne. Naar de ved lidt Opvarmning ere tørrede, 
afſkeeres de med Pasſeren foruden og forinden, faa de 
blive ens lange, og de overflødige Ender fjernes ved 
Afſkrabning; med en fin ſpids Elfenbenspren fjernes 
den overflødige Farve pan Siderne af Tallet; et Strøg 
midt igjennem danner det hvide Mellemrum mellem 
Romertallenes Streger; de fine Haarſtreger foroven og 
forneden, ſamt ved V. og X., drages, og Skivens Tal 
ere færdige. Paa ſamme Maade males med endnu 
finere Strøg Sekundſkivens fine Linier og Tal. Efter 
omtrent en halv Times Arbejde var den blanke Skive 
malet færdig jaa nydelig og net, ſom man kan je det 
paa ethvert ſmukt Lommeuhr; men den taalte ingen 
Berøring, før Skiven paany i Emailleſmelterens Ovn 
var bleven glodet, og det loſtſiddende forte Farveſtev 
derved faſt og glinſende indſmeltet. Man maatte i 
Sandhed beundre den Skarphed, hvormed den unge Piges 
Oje forſtod at ſtyre, og den Lethed og Finhed, hvormed 
Haanden forſtod at fore Penſelen ved det vanfkelige 
Arbejde. Det er ogſaa lonnende; ja det ſagdes, at 
enkelte af de bedſte „Kunſtnerinder“ ved at male Ski⸗ 
verne til „Kronometre“, de koſtbareſte og nojagtigſte 
Lommeuhre, kunde tjene indtil 9 Rd. danſk om Dagen; 
men et ſaa anſtreengende Arbejde, hvor den pinligſte 
og muligſte Nejagtighed 1 Ey taaltes ikke ret mange 
Vage i Ugen. 

Jeg har fremdraget Enkelthederne ved Skivefabri⸗ 
kationen for at give Leſeren et lille Begreb om de 
mangfoldige Haandgreb og mange Arbejdstrin, hver eneſte 
enkelt lille Del af Uhret maa gjennemgaa, og vil Leſeren 
behage at lukke ſit Uhr op og kigge deri, vil han ſe, 
at disſe Dele ere mangfoldige og ſkulle paa det nojeſte 
ſvare til hinanden. Man vil herved faa et Begreb om, 
hvilken Masſe Arbejde Ens Lommeuhr har koſtet, hvilket 
man maaſke aldrig har tankt paa tidligere; man maa 
da undre fig over den billige Pris en ſaadan lille kunſtig 
Maſkine kan leveres til. Denne Billighed fremkommer 
ikke her, ſom i Legetojegnene i Tydſkland, ved at Ar⸗ 
bejderens Fortjeneſte er jan ringe, men alene ved deres 
Duelighed og ved Arbejdsdelingen, hvorved meget og 
fortrinligt Arbejde kan leveres. Gjennemgaaende 
have Arbejderne en Fortjeneſte, ſom der næppe findes 
Mage til andre Steder. Fortjeneſten vexler naturligvis 
efter Duelighed og Flid, fra det 10aarige Barns, der 
ſnart kan lære at tjene fine 4 Skilling i Timen, til 
den udlærte funftfærdige Arbejder, der i flere Arbejds⸗ 
grene kan tjene ſine 20 Franks (omtrent 7 Rd.) daglig. 
En jævn Arbejder, ſom har lidt Hjælp af Konen, tjener 


omtrent 700 Rd. om Aaret, medens meget dygtige 


Arbejdere tjene over det Dobbelte. 
dere paa Landet have en lille Ejendom, ſom forſyner 
dem med Mælk, Kartofler og Gronſager til Familiens 
Brug, kan aarlig en god Del af Fortjeneſten lægges 
op, hvorved Mange ſe ſig i Stand til at udvide deres 
Grundejendom, bygge nye ſmukke og ſolide Boliger, eller 
grundlægge en ſelvſtendig Uhrforretnindg. Man ſer 
derfor ogſaa overalt en glædelig Velſtand. Men denne 
gode Fortjeneſte bringer naturligvis ogſaa Mange til 
at leve flot eller arbejde mindre, og der gives mange 
livslyſtne Folk, ſom hellere leve lidt knapt, naar For⸗ 
tjeneſten er flov, end ſpare, naar den er god. Men 
man ſkal viſt lede længe, inden man finder den Velan⸗ 
ſtendighed og Dannelſe blandt den jævne Befolkning 
ſom her, hvortil den gode Undervisning ſamt talrige 
Bibiliotheker og Sangforeninger bidrage meget. 


Jeg havde den Forngjelſe at treffe en danſk Uhr⸗ 
mager i Locle, R. Soprenſen Rigtrup fra en By i 
Aarhusegnen, hvorfra han havde fit Navn. Han havde 
været borte fra Danmark i ſnart 30 Aar, men talte 
endnu godt Danſl. Sammen med ham beſaa jeg en 
ſtor Uhrmagerſkole, ſom Beboerne i Locle have oprettet 
i Byen, og hvor Uhrmagerkunſten leeres videnſkabeligt 
og praktiſt, og hvor en Mængde unge Menneſker ere 
Elever. 

Man maatte forbavſes over den Mangfoldighed. i 
Uhrenes Art, Udſtyrelſe og Pris, ſom Tilvirkningen om⸗ 
fattede. Der. leveres. Lommeuhre fabriferede efter flere 
forſtjellige Syſtemer: Cylinder⸗, Anker⸗, Duplex⸗ og 
Cirkelgangsuhre (Kronometre). Der fremſtilles et Antal 
ganſke nye Former af Luxus⸗Lommeuhre, ſom navnlig 
blive ſogte i Spanien, Amerika og Kina. Det var 
morſomt at høre, hvorledes de forſkjellige Folkefcerd 
gjorde forſkjellige Fordringer til deres Uhre. Spanieren, 
Italieneren og Sydamerikaneren kjobte helſt glimrende 
udftyrede Uhre af Guld med Diamanter og Perler oſv. 
pan Kasſen; at Verket var middelmaadigt eller flet, 
gjorde Intet. Englænderen og Nordamerikaneren derimod 
jaa kun paa, om Værferne vare af fortrinligſte Kon⸗ 
ſtruktion og Arbeide, og foretrak et ſolidt og prunkloſt 
Ydre. Landmanden, der fordrer tykke, ſteerke og billige 


Uhre, bliver tilfredsſtillet ſaavelſom den fine Dame, der 


jætter fin Stolthed i at have det mindſt mulige Uhr 
— man kan faa dem fra en Skillings Storrelſe af, 
vel gangbart, men i hoj Grad uholdbart. Den fattigſte 
Dreng kan fan et Uhr for fine faa Dalere Sparepenge, 


medens. Videnſkabsmanden, Sømanden og Rigmanden 


kan faa Kronometre til 1 à 2000 Rd. Stykket. Jeg 


havde den bedſte Lejlighed til at beſe disſe Vidundere i 
meſterlig Udførelje og Nojagtighed, da Hr. Jules 
Jürgenſen er en af de beromteſte og ſtorſte Kronometer⸗ 
magere i Schweitz. Kronometre er Uhre, der ere ſaa 


Da de fleſte Arbej⸗ 


kunſtigt indrettede og forarbejdede med ſaadan Omhu, 
at de kunne gaa Maaneder uden at vinde eller tabe 
ret mange Sekunder. Hr. Jürgenſen viſte mig de for⸗ 
ſtjellige Arter Kronometre han fabrikerer, til 500, 1000 
o. fl. Rd. Stykket. Det var ſtore Gulduhre uden nogen 
Stads, men han fortalte mig, at et ſaadant Værk var 
i over 2 Aar i Arbejde, og i et Repeteruhr beſtod af 
omtrent 300 enkelte Smaadele, der vare ſamlede til et 
Sele. Et ſaadant Uhr maa kunne taale Kulde og 
Varme ſamt enhverſomhelſt Stilling eller Bevægelje 
uden at vinde eller tabe det mindſte. Naar de, efter en 
langvarig Tilretning og Proven have faaet deres ſtore 
Najagtighed, blive de ſendte til det aſtronomiſke Obſer⸗ 
vatorium i Neuchatel, ſom alene er anlagt for den fine 
Uhrfabrikations Skyld, og blive der underkaſtede den 
nojagtigſte videnſkabelige Provelſe, og jævnførte med en 
Pendul Regulator, et med yderſte Nojagtighed forarbejdet 
aſtronomiſk Uhr, ſom hver Nat. jævnføres med Stjer⸗ 
nernes Gang. Uhre til videnſkabeligt Brug meddeles 
da, naar de have beſtaget den ſtrenge Prove, af Direk⸗ 
toren et Skudsmaal, med hvilket de tiltræde deres ſikkre 
Gang i Livet. Man kan forſtaa, at ſaadant Arbejde 
maa betales og betales dyrt! 

Til videnſkabeligt Brug leveres ogſaa Kronografer, 
et nøjagtigt Uhr med en ſtor Sekundviſer, der naar over 
hele Skiven og bruges til ſmaa Tidsbeſtemmelſer. Under 
Uhrets Gang ſtaar Sekundviſeren altid i Ro paa 12. 
Saaſnart man trykker paa en Knap, begynder den ſin 
Gang med Uhret i ſmaa Spring paa ¼ Sekund (det 
mindſte Tidsrum Ojet kan opfatte); trykker man anden 
Gang, ſtaar Viſeren ſtille, og man kan da let nøjagtigt 
afleſe Tidsforſkjellen mellem de to Tryk. Giver man 
Knappen et tredie Tryk, ſpringer Sekundviſeren tilbage 
til 12, og Uhret er i Stand til en ny Obſervation. 

"Foruden ſaadanne videnſkabelige Tidsmaalere leveres 
Lommeuhre med Repeterveerk, ſom ſlaa Timer, Kvarter 
og Minutter, ja Uhre, ſom foruden Timer, Minutter og 
Sekunder viſe Dage, Uger og Maaneder, med Vexlen 
af Skudaar og Maaneſkifter. Man maa i Sandhed 
gjennem Uhrmagerkunſten i Jura beundre den menne⸗ 
ſkelige Opfindſomhed, Taalmodighed og Snille. At 
Arbejdet ogſaa kan vidne om Hojagtelſe og Hengivenhed 
viſte et dejligt Kronometer, ſom Hr. Jürgenſen med 
ſynlig Glæde tog af ſin omme og vifte mig. Det var 
et, alle hans Arbejdere havde forfærdiget med yderſte 
Flid og foræret ham, og han fortalte, at det var ſaa 
mageleſt meſterligt udført, at han tvivlede om, at der 
fandtes noget lignende, hvorfor det ſom et Vidnesbyrd 
om hans Arbejderes Bjerge og Duelighed var Ben 
. Ejendom, han beſad. 7 


Slangebefværgere. 

Den uovervindelige Uvillie mod Slanger, Menne⸗ 
ffet ligeſom inſtinktmesſig føler, og ſom neſten ſynes 
at være det medfødt, er kun altfor vel grundet i dette 
uhyggelige Dyrs Farlighed. De voldſomſte og farligſte 
Rovdyr kan man kœmpe imod; men Slangen, der ſniger 
ſig frem i Hemmelighed, kan man ikke engang altid und⸗ 
gaa at mode. Lige ſaa liſtigt og ſkjult ſom dens An⸗ 
greb er, Jan frygteligt er ogſaa Virkningen af dens 
Bid. Saa lille Saaret end er, læges det dog ſielden 
af fig ſelb. Som Saar betragtet vilde det være uden 
al Betydning, hvis ikke Slangens Gift igjennem det 
trængte ind i Blodet. Det er ingen ærlig Kamp, og 
derfor herſker der ogſaa det evige Fjendſkab imellem 
Menneſket og Slangen, hvis Oprindelſe Bibelen udleder 
fra Syndefaldet, Men ſkjondt der føres en uophørlig 
Udryddelſeskamp imod Giftſlangerne, ſynes det ikke, 
ſom om de noget Steds ville vige Pladſen for Menne⸗ 
ſkene, ſaaledes ſom andre vilde Dyr. Hugormene have 
indtil denne Dag beholdt deres Smuthuller i de meſt 
folkerige Dale i Mellemevropa, og endnu mindre ville 
de farlige Giftſlanger i de tropiſke Lande nogenſinde 
ganſke vige for den voxende Indvandring. Den engelſke 
Regjering har ifjor offentliggjort en ſtatiſtiſk Beretning, 
ſom viſer, at Slangernes Farlighed paa ingen Maade 
er bleven overdrevet i de ældre Rejſebeſkrivelſer; thi 
medens der i de engelſke Beſiddelſer i Indien i tre 
Aar er død 12,554 Menneſker af Tigres og andre vilde 
Dyrs Bid, er der i ſamme Tidsrum dod 25,564 af 
Slangebid. Og faa maa man vel logge Merke til, at 
Folk i hine Lande ere paa det Nøjejte bekjendte med 
alle Forholdsregler og Lægemidler mod Slangebid. 

Jo mere udbredt den naturlige Frygt og Affky for 
Slangerne har været, deſto mere er den almindelige 
Mand bleven imponeret af en Klasſe Menneſker, der 
ikke blot omgaas ganfke gemytlig og fortrolig med disſe 
hæslige Orme, hvis Skabelſe Folkenes Fantaſi ſom of⸗ 
teſt have tillagt den onde Aand eller dog en fortørnet 
Gud, men endogſaa ſynes at kunne beherſke dem og 
gjøre fig faſte imod deres Angreb. J alle Verdensdele, 
hvor der hyppig forekommer Giftſlanger, danne Slange⸗ 
bejværgerne et Broderfkab, og allerede de ældfte 
hiſtoriſke og naturvidenfkabelige Forfattere berette om 
dem. Bibelen fortæller om de ægyptijfe Slange⸗ 
bejværgere, der indlode fig i en Veddekamp med Moſes. 
De romerſke Forfattere Wlianus og Plinius omtale 
Marſernes Sekt i Italien, der nedledte deres Herkomſt 
fra Troldkvinden Circe, og Pſyllerne i Afrika, der beſad 
en Üddunſtning, ſom djeblikkelig bedøvede Slangerne. 
Den romerſke Kejſer Heliogabal befalede en Gang Mar⸗ 
ſerne at flippe en Hob Giftſlanger los i Cirkus, en 
uhyre, rund Skueplads under aaben Himmel, hvor 
Menneſker og vilde Dyr kampede til Forlyſtelſe for det 
romerſke Folk. (J de forſte kriſtne Aarhundreder maatte 


| 


. 
Tufinder af Kriſtne, Mænd og Kvinder, unge og gamle 
lade deres Liv i Cirkus paa Kejſernes Befaling og til 


det romerſke Folks Morſkab). Ved denne Lejlighed 
dræbte Slangerne mange Menneſker; men Marſerne 
gjorde de ingen Fortred. Slangebeſveergernes Kunſt⸗ 
ſtykker ere omtrent de ſamme til alle Tider og paa alle 
Steder; de blæfe paa ejendommelige flojte⸗ eller klarinet⸗ 
dannede Inſtrumenter, medens andre ſynge dertil, og 
Slangerne have da Overkroppen op fra Jorden og 
bevæge Hovedet med funklende Ojne frem og tilbage i 
Takt med Muſikken. Det er det, ſom man kalder Slange⸗ 
dans. For Betaling lotte Slangebeſpeergerne med 
Muſik og Trylleformularer Slangerne bort frauen be 
ſtemt Ejendom; de lade ſig bide af dem uden at bryde 
ſig om Saarene eller at tage Skade af dem, og endelig 
bejfjæftige de fig med at helbrede Andre, ſom blive bidte. 
J den gamle Verden, Evropa, Aſien og Afrika, er det 
ſom ofteſt den meget giftige Brilleſlange eller den der⸗ 
med ner beſlegtede oegyptiſke Aspis, der benyttes til 
disſe Kunſter; men i de andre Verdensdele benyttes 
andre Slanger paa ſamme Maade. Med Henſyn til 
den Magt, ſom disſe Gjoglere udøve over Slangerne, 
gjør der fig ifær to Meninger gjeldende, bortſet fra Troen 
paa egentlig Trolddom, der ikke mere finder nogen 
Støtte i vor Tids Anfkuelſer. Nogle mene, at hele 
Slangebeſvergernes Kunſt grunder fig paa, at de have 
et noje Kjendſkab til disſe Krybdyrs Vaner og Levevis, 
at de forſtaa at afrette dem og lejlighedsvis lade, ſom 
de blive bidte, uden at det er Zilfældet, at deres hele 
Magt over dem altſaa kun er foregiven. Derimod have 
forſkjellige Rejſende og Naturforſkere paaſtaget, at den 
udvendige og indvendige Brug af visſe Planteſtoffer 
baade gjør Slangegjogleren frygtet af Dyrene og deres 
Bid ufkadeligt for ham. 

Den førftnævnte Mening, at disſe Kunſter for det 
Meſte ftøtte fig pan Bedrageri, blev allerede udtalt af 
den gamle Læge Galenus og er i den nyere Tid bleven 
ſtottet ved de nøjagtige Underſogelſer, ſom Englænderen 
John Keaſt Lord har foretaget, ijær af de gyptiſke 
Slangebefværgere. For at overbeviſe fig, om Giftteen⸗ 
derne i Forvejen vare brekkede ud paa de Brilleſlanger, 


hvormed der gjøres Kunſter, ſom det almindelig paa⸗ 


ſtaas, bemægtigede Mr. Lord fig uformodet en af dem 
og fandt da, at Gabet var ſyet ſaaledes ſammen paa 
den, at den ikke kunde aabne det vidt nok til at bide. 
En anden Gang ſaa han med flor Forundring den me⸗ 
get farlige Hornſlange i en ſaadan Gjoglers Beſiddelſe. 
Denne Slange har et lille bevægeligt Horn over hvert 
Oje, formodentlig for til ſine Tider at kunne beſkytte 
Øjet mod Virkningen af Afrikas brændende Sol; men 
da han faa nærmere til, fandt han, at de karakteriſtiſke 
Horn vare lavede af Fiſkeben, overtrukne med Slange⸗ 
hud og meget kunſtferdig anbragte paa en Slange, der 
ligner Hornflangen men flet ikke er giftig, Kunſtgreb, 
ſom disſe Folk dog ikke havde nødig, hvis de virkelig 


vare, fafte imod Giftbiddet. Brilleſlangernes Dans efter 
Muſikkens Takt beror maaffe paa Afretning; maaſke er 
ogſaa dette kun en Skuffelſe. Dette Dyr har nemlig 
den Vane, naar det bliver ophidſet, at rejſe ſig med 
Overkroppen højt i Vejret og oppuſte de hueformige 
Lapper bag Hovedet, hvorpaa den brillelignende Tegning 
findes. Dens ægyptiffe Soſtre have den ſamme Vane 
og ere meget ofte blevne afbildede i denne Stilling paa 
de egyptiſke Templer ſom Sindbillede paa Aarvaagen⸗ 
heden: Naar Gjoglerne ikke van anden Maade ere 
ſikkrede mod Biddet, lade de rimeligvis Slangerne før. 


"hver Foreftilling bide i et Stykke tykt Klæde eller Filt 
for at udtømme Giften deri, og de kunne da tillige 
rive Giftteenderne ud med et Ryk. Disſe krumme og 
ſpidſe Gifttænder ere nemlig forbundne med det øvre 
Kjæbeben ved et Led, jan at Dyret kan lægge dem til 
bage paa Giftkjertlen, naar det ikke behøver dem, og 
forſt reiſer dem, naar det angriber. Paa Grund af 
denne bevægelige Stilling ere de lette at rive ud; men 
bagved de forreſte Gifttender findes der endnu et eller 
flere Par, ſſom enten ligge frit eller ſtjulte i Tand⸗ 
kjodet, og ſom vore frem til Erſtatning for de udrevne, 


Slangebesværgeren. 


jaa at den nævnte Fremgangsmaade ikke gjør Slangerne 
uſkadelige for ſtedſe, men maa gjentages oftere, Ved 
Begyndelſen af ſin Foreſtilling aabner Gjsgleren de Be⸗ 
holdere, hvori han gjemmer fine Dyr, i Almindelighed 
runde Kurve, ſom han ſtiller i Kreds omkring ſin Plads, 
og tirrer nu Slangerne med den udſtrakte Haand eller 
med en lille Stok. Dyrene hæve nu Hovedet, stroke 
den lange, kloftede Tunge ud og folge Haandens BE 
vægeljer frem og tilbage i Takt med Muſikken. Efter 
fem til ti Minutters Forlob horer Gjogleren op med 
ſin Muſik, og den udmattede Slange ſynker tilbage i 


* 


Beholderen eller ruller fig ſammen. Derefter forlanger 
Gjogleren Betaling, og Foreſtillingen er til Ende. Naar 
det ſcrlig forlanges, lade de ſig under Tiden bide af 
deres Slanger, hvorved der da enten finder Bedrageri 
Sted, idet de ſelv bibringe ſig de to ſmaa Stikſaar, 
eller Biddet bliver uden Folger paa Grund af de mang⸗ 
lende Gifttcender. For Øvrigt har man ogſaa enkelte 
Erempler paa, at Beſvcergerne alligevel ere døde af 
Biddet, formodentlig naar de ny Gifttaender have været 
| videre udviklede, end Gjogleren formodede, og ſtrax have 
kunnet gjøre Tjeneſte. IJ tidligere Tider forhandledes 


238 


der paa Markederne et Stof, ſom hedder Theriak, ſom 
udgaves for en Modgift, og Theriakskreemmerne plejede 
da, for at viſe Virkningen deraf, at lade ſig bide af 


Slanger, hvorpaa de ſynlig ſpulmede op over hele 


Legemet og derpaa helbredte fig ſelv i den korteſte Tid 
med en lille Doſis af deres Vidundermediein. J denne 
Henſigt førte de ſom ofteſt giftloſe Slanger af anſelig 
Storrelſe med fig, nemlig de ſtore Arſkulapsſlanger, der 
blive ſaa tamme, at de romerſke Damer lagde dem om 
Halſen for at afkjole ſig og om Natten lode dem ſove 
ved Siden af ſig. 2 

En Forretning, der betaler fig godt, er den fore⸗ 
givne Renſelſe af en Ejendom for giftige Orme af alle 
Slags, idet man ved Hjælp af Muſik lokker dem 
ſammen paa en Plet og faa tager dem bort med ſig. 
Den omtalte engelſke Rejſende, Mr. Lord, havde ogſaa 
Lejlighed til at fe denne Fremgangsmaade. Hans Ven, 
Mr. Foſter, ſom beboer et Sted i Nerheden af Kairo, 
indbod en berømt Slangebeſpeerger Slange⸗Jack, til 
at foretage denne Renſelſesakt hos ſig. Da man af 


gode Grunde frygtede, at disſe Perſoner maaſke ſelv | 


medbragte de afrettede Slanger, fom ſiden kom frem 
ved deres Bejværgelje, lod man ham ikke betræde de 
paagjcldende Steder, Gaarden, Haven, o. ſ. v. alene, 
og man nødte ham endogſaa til at flæde fig af, for at 
han ikke fkulde holde nogen Slange ſkjult hos ſig for 
til rette Tid at kaſte den fra fig. J Haven gik han 
op og ned, gjennemſogte Bufkene med fin Stok, og 
raabte gjentagne Gange i det arabiſke Sprog: „Jeg 


befværger Eder ved den ſtore Gud, enten J ere oppe" 


eller nede, eller hvor J end monne være, kommer frem! 
J ere intet Andet end Slanger, og Gud er ſtorre end 
alle Slanger, adlyder dette Raab og kommer frem!” 


Længe vilde intet af de ſogte Dyr viſe fig, og Beſpoer⸗ 


geren forſikkrede, at der ingen Slanger fandtes i denne 
Del af Ejendommen. Derpaa traadte han ind i Honſe⸗ 
chuſet og begyndte fine Bejværgelfer paany, og ſtrax 
ſnoede der ſig en Slange frem under et Stykke Brænde. 
Bejværgeren greb den hurtig om Halen og holdt den 
triumferende i Vejret. Han paaſtod, at det var en 
meget farlig og giftig Art; men nærmere Underſogelſe 
vifte, at det var en uffadelig egyptiſk Art uden Gift⸗ 
tender. Paa ſamme Maade blev der fanget flere gift⸗ 
loſe Slanger, der alle ſyntes at komme frem af deres 
Smuthuller, naar Befværgeren nærmede fig. Mr. Lord 
kunde ikke opdage noget Bedrageri herved. Merkeligt 
er det, at der i dette Tilfælde iffe blev iſtemt den ſeed⸗ 
vanlige Slangemuſik, der ellers plejer at bruges baade 
i Indien og i Afrika; thi det ſynes, ſom om der vir⸗ 
kelig ligger et Lokke⸗ eller Beroligelſesmiddel for Slan⸗ 
gerne i disſe ejendommelige Flojtetoner. Ved Slange⸗ 
feſten, ſom hvert Aar fejres i Bombay, bevæge de blæ- 
ſende, neſten nøgne Indiere fig uden Sky igjennem 
Bunker af Brilleſlanger, ſom paa denne Dag blive rige⸗ 
lig beværtede med Melk i et ſerligt Slangetempel. 


Den tydſke Rejſende Kretzſchmer, fortæller, at han har 
jet en ſydafrikanſk Slangetcemmer, der gik omkring i 
en Have og frembragte en ejendommelig gjennemtren⸗ 
gende Fløjten. Snart begyndte der at krybe Slanger 
hen imod ham fra forſtjellige Sider, idet de holdt 
Hovedet omtrent en Fod fra Jorden, ſom om de be⸗ 
tragtede ham opmeerkſomt. Beſtandig lød den flojtende 
Trille, men ſagtere og ſagtere; Slangerne krobe op ad 
ham og ſnoede fig om hans Legeme. Pludſelig udſtodte 
han igjen en gjennemtrengende Piben, hvorpaa Slan⸗ 


gerne hurtig gjorde fig fri og forlode ham. Dette ſy⸗ 


nes rigtignok ſtoerkt at tyde paa, at de have været af⸗ 
rettede; men Fortælleren paaſtaar, at man ved Forſog 
overbeviſte fig om, at disſe Slanger endnu havde deres 
Giftteender. C. 8. 


Et godt Raad. 
En gammel Hiſtorie, ſortalt af Bendix Hanſen. 


Jeg har hort en Hiſtorie om et godt Middel imod 
Trœtte, og da Tratte flet ikke er noget Ualmindeligt, 
tror jeg, at Midlet fortjener at blive almindeligt be⸗ 
kjendt, og derfor vil jeg fortælle Hiſtorien her og lade 
den gaa videre. ö 

Der var en Gang en Mand og en Kone, ſom aldrig 
kunde forliges. De holdt nok af hinanden, naar de 
ikke vare uenige, og de enfkede derfor ikke at ſkilles; 
men de vare begge to jan hidſige, at der ikke gik en 
Dag, uden at de kom op at trættes ſommetider over 
ubetydelige Smaating, men ofteſt over Ingenting. Det 
kom altid faa pludſeligt og uventet, at Ingen af dem 
ret vidſte, hvordan det gik til. Saaleenge de ffjændtes, 
kunde Konen ſtaa ſig; men naar det kom til Haand⸗ 
gribeligheder, og det ſkete ikke faa ſjeldent, jaa kunde 
Manden ſtaa fig; for han var den ſterkeſte. De vare 
begge enige om, at det var ſtygt og ubehageligt med 
denne Uenighed, og derfor gik de en Dag til Praſten 


for at bede om Raad. Han lovede, at han nok fkulde 


komme ud til dem; men han maatte nodvendigvis forſt 


forberede fig, for han predikede aldrig uden Forberedelſe, 


da han fan kom, holdt han en lang, rørende og alvorlig 
Tale til dem, hvori han foreholdt dem deres flette Op⸗ 
forſel og formanede dem til Fred og Enighed, og ſaa 
gik han. 8 me 

„Ja det var virkelig ſandt Altſammen, hvad Bræften 
ſagde!“ udbrød Konen, faajnart hun og Manden vare 
blevne ene, idet hun borttorrede Reſterne af de Taarer, 


Preſtens Tale havde fremkaldt. ; 


„Ja, og nu ville vi leve i Fred og Enighed; det 
maa ſtaa faſt“ ſagde Manden. 

„Naturligvis!“ ſparede hun, „Jeg ſkal nok huſke 
det, Du behøver ſaamen ikke at minde mig derom, 
bare Du ikke glemmer det!“ . 


Jeg!“ ſagde han, „Jeg! Er det maaffe mig, der 
begynder!“ 
„Er det maaſke mig!“ ſparede hun. 
„Hvem ffulde det ellers være!” ſparede han, „men 
Du vil altid gjøre Dig hellig, det er Din Vane!“ 
„Nej, Du er da ret et arrigt Skarn, og med Dig 
er der intet Udkomme!“ ſkreg hun, og nu var hun 


vred. „Du vil give mig Skylden; jeg, ſom er faa rolig 
og fredſommelig ſom et Lam, jeg fulde aldrig ffjændes, 
aldrig, aldrig ſiger jeg, derſom jeg bare ikke havde Dig, 
Dit Spektakel. Nej Din er Skylden, Din alene, og 
den ſkal Du vedkjende Dig!“ 5 

„Begynder Du nu ikke igjen!“ raabte han, „Ja 
Du er en arrig Kjerling, og Du dyer Dig ikke, om 
jaa Kongen kom; men jeg ſkal leere Dig at holde Din 
Mund, det ſkal jeg!“ 

Og faa vare de i den heftigſte Trætte, der endte 
med at Konen fik Bank. 

Da Manden var gaaet i Marken, og hun i En⸗ 
ſomhed havde fanet Ro og Tid til at fatte fig, tænkte 
hun over, hvad der var ſket. ! 

„Nej, Præften kan ikke hjælpe, han gjør kun Ondt 
værre;” ſagde hun til fig jelv, „men nu vil jeg prøve 
noget Andet; for nu maa og ſtal det have en Ende!“ 

Og faa tog hun et Torklode over Hovedet og 
ſkyndte ſig hen til den kloge Kone, Elſe Jakobs, klagede 


, fin Nod for hende og bad om et godt Raad. 


„Det er et meget vanfkeligt Tilfælde!” ſagde Elſe 
Jakobs og fan meget betænkelig ud. „Hjeelpe kan jeg; 
men jeg maa gjøre mine Forberedelſer. Imorgen Nat 
mellem 12 og 1 have vi Fuldmaane, og det er meget 
heldigt, for det er nødvendigt. Kom jan igjen om 2 
Dage og 2 Timer, hverken for eller ſenere!“ 

Til den beſtemte Tid kom Konen igjen. „Meerk 
Dig nøje mine Ord, og huſk hvad jeg ſiger; for jeg 
kan ikke gjentage det!“ ſagde Elſe Jakobs til hende. 
„Ser Du, der er et Sted en hellig Kilde, og der har 
jeg, mens Fuldmaanen ſpejlede ſig i den, hentet denne 
Flaſke Vand og ſiden ſignet og læft over den i 2 Gange 
2 Timer. Det er en meget koſtelig Vedſke, det er det 
hellige Evighedsvand, og det kan hjælpe, hvor intet 
Andet kan. Det var vanfkeligt og voveligt at hente, 
jeg gjorde det kun for Din Skyld, og det lykkedes mig 
at udføre det heldigt. Hver Gang der nu kommer Dig 
og Din Mand Noget imellem, faa. tager Du en god 
Mundfuld af Flaſken; men ſaalcenge han ſkjcender, maa 
Du for Guds Skyld hverken ſpytte det ud eller ſynke 
det; for jan ffer der en Ulykke, en forfærdelig Ulykke. 
Bruger Du det, ſom jeg har ſagt, fan ſkal Du ſe, at 
det bjælper hurtigt og ſikkert“. 

Konen takkede og gik med ſin koſtbare Flaſke Evig⸗ 
hedsvand. Da hun kom hjem, kom Manden farende 
imod hende. 

„Svor har Du nu været henne?“ ſagde han „Du 


render og render og kan aldrig blive hjemme og pasſe 
Dit Hus!“ 

Hun tog ſtrax en Mundfuld Vand af Flaſken, og 
da hun hverken maatte ſynke eller ſpytte det ud, kunde 
hun ikke give Gjenſvar, hvorover Manden blev forundret, 
tav og gik fin Vej, og Uvejret kom ikke til Udbrud. 

Saa ſpyttede hun Vandet ud. 

„Jo, det er et kraftigt, et ſikkert Middel!” udbrød 
hun forbapſet over den heldige Virkning. 

Og for Fremtiden glemte hun aldrig at bruge 

det, ſaaſnart hun mærfede, at det begyndte at træffe 
ſammen til en Strid, og da Manden faa aldrig fil 
Svar, var det jo umuligt at ffjændes, og mærkværdigt 
nok, baade han og hun bleve altid roligere, og efter 
en Tids Forløb var Vandet ganſke overflødigt; thi de 
levede fredeligt og godt tilſammen og ffjændtes aldrig 
mere. ; 
Saa kom Bræften igjen, og da han hørte om den 
ſtore Forandring, der var foregaaet, ſpurgte han, om 
hans Tale havde virket jan mageloſt; men ſaa kom 
Konen med Hiſtorien om Elſe Jakobs hellige Evig⸗ 
hedsvand, vifte ham Flafken og lod ham ſmage. 

„Hvad gav J Elſe for det?“ ſpurgte han. 

„Jeg gav hende en Lammefjerding!“ ſvarede hun. 

„J kan gjerne give hende en til“, ſagde Præften, 
„for det Middel er ærligt det værd!” 

Ja“, ſagde Manden, „det er det, og der har Du 
en Specie, den kan Du give hende fra mig og ſaa 
Tak til!“ 

Men Evighedevandet var ikke andet end almindeligt 
Brondvand; det er Brugen, der er det Virkſomme, derom 
kan Enhver overbeviſe fig ved at gjore en Prove. 


== 


Husflid. 


—— 


Fiſtegarns⸗Knyttemaſkine. 

Ligeſom mange larde og dygtige Mænd ofte ere udgagede 
af Menigmand i vort Land, ſaaledes findes ikke ſjeldent op⸗ 
findſomme Hoveder blandt Folk, der „ikke have lert noget“, ſom 
man ſiger. Ofte kaſtes Tanken vel over paa Losningen af 
ugjorlige Ting eller paa Opgaver, ſom allerede ere loſte fuld⸗ 
komment, jaa Kraften ſpildes; men ſelv ſaadan forfejlet Speku⸗ 
lation vidner dog om, at ualmindelige Cvner ere tilſtede, om 
hvilke man kun kan beklage, at de ikke have faaet en bedre An⸗ 
vendelſe. Det er ſom ofteſt Husfliden, der har givet ſaadanne 
opfindſomme Hoveder Lejlighed til at udvikle den til Opfindelſe 
fornødne Arbejdssvelſe og Tenkſomhed. 

Den Mand, vi i Dag ſkulle omtale, er en fattig Landsby⸗ 
drejer Niels Jenſen fra Kaaſtrup ved Kallundborg. Han 


| hører netop til den Klasſe Opfindere, ſom uden de fornødne 


vejledende Kundffaber ere udſatte for at gaa til Grunde, ved 
at anvende deres Kraft paa uheldige eller uloſelige Opgaver, 
J Maj 1870 opholdt han fig ſaaledes i Kjøbenhavn og foreviſte 
Model til en Flyvemafkine, tilligemed et Stof, han mente at 


have fundet, der overgik alt andet Brændjel til Dampmaſtiner. 
Hovedbeſtanddelene vare 1 Del Svovl og 6 Dele Salpeter, og 
Opfinderen blev vel ſnart overtydet om, at dette Brendſel var 
ligeſaa upraktiſk og dyrt, ſom hans Flyvemaſkine var uanvendelig. 
Han tabte fin faſte Tro paa fine Opfindelſer, og lod den Fugl 
flyve. 
Ved et Tilfælde faldt han ſnart efter paa en bedre Tanke. 
Han havde aldrig hørt, at man havde opfundet Mafkiner til 
Knytning af Fiſkenet; en ſaadan Maffine var værd at op⸗ 
finde. Da Opgaven var fat, fod Løsningen af den ham ingen 
Ro. Dag og Nat arbejdede og grublede han udholdende paa 
Løgningen og dannede mislykkede Modeller. Det kneb haardt for 
ham; Arbejdet gik bort, og den fattige Familie manglede Brod, 
men han kunde ikke lade være at forfølge fin Tanke, og endelig 
havde han den Glæde at fan en Model færdig, ſom kunde knytte 
et Net. Sidſt i Aaret 1870 kunde den foreviſes et Par ud⸗ 
merkede Mekanikere i Kjøbenhavn, ſom erklarede Opgaven for 
loſt. Men Proven af Nettet, den kuyttede, ſom blev foreviſt 
kyndige Fiſkere, blev ſtrax kasſeret af disſe ſom ubrugelig. 
Knuderne, Maffinen dannede, vare urigtige; det var de ſaakaldte 
„Kjallingeknuder“, der tillade Traadene at forſkyde fig, ſaa at 
Mafſkerne ved Nettets Brug blive højft ulige ſtore. Det var 
en bedrovelig Tidende for den beſkedne, ihærdige Opfinder. Vel 
var han ved Lehnsgreve Lerche's gavmilde Underſtsttelſe bleven 
fri for Bekymring for Brødet, faalænge han arbejdede paa Ma⸗ 
ſtinen, men han havde jo haabet at fremſtille en brugbar Op⸗ 
findelſe, og nu vifte den fig værdiløs: Fiſkegarn, man ikke kunde 
fiſke med, duede jo til Intet. Han blev dog ved at ſpekulere; men 
det var ham ikke muligt at faa Mafkinen indrettet til at ſlaa 
Knuden rigtigt. Han var næv ved at opgive fin aarlange 
Grublen, da ſyntes han en Nat i Dromme at ſe ſin lille Son 
ſtaa for Sengen og viſe ham den rigtige Knudes Dannelſe. 
Han vaagnede; en ny Tanke var vakt hos ham; ivrigt blev 
Haanden lagt paa Verket og — Maalet var naget: Mafkinen 
. kunde kuytte den „rigtige“ Knude, der 
lægger Traadene, ſom vedfsjede Tegning 
viſer, og er bekjendt under Navnet „Haard⸗ 
knude“, formodentlig fordi jo mere man 
træffer i den, deſto haardere og faſtere bliver 
den. Ved Grevens Biſtand ſaa han ſig 
nu i Stand til at udføre en ſtorre Ma⸗ 
ſtine, ſom han udførte Stump for Stump 
med fine egne Hender, kun Jernarbejdet 
blev udført af en tarvelig Landsbyſmed. 
Maſkinen var ſaaledes i Grunden et 
Slags Husflidsarbejde, og bar Praget 
deraf, idet den var temmelig ſver og klodſet i flere Retninger, 
med en mangelfuld Üdforelſe af mange” finere Enkeltheder. 
Maſtinen ville Mange erindre at have ſet i Virkſomhed i den 
nordiſke Induſtriudſtillings danſke Fiſkeriafdeling i Kjøbenhavn 
1872, hvor den beſkedne Opfinder hele Sommeren ſelv var til⸗ 
ſtede og foreviſte fin Maſkine i Gang, idelig beſkeftiget med at 
foretage faa en fan en anden lille Forbedring med den. 
Mafkinen er temmelig ſammenſat, og ikke god at blive klog 
paa, ſaa -at man kan forſtaa, at den maa have voldt fin Opfinder 
overordentlig meget Bryderi. Maſtinens Udſeende faar man et 


ſtagende oran den, idet han med den højre Haand fætter den 
i Gang ved Hjælp af et Sping. En omſtandelig Forklaring af 
Maſtinen vil ikke nytte ſtort, og vi ffulle derfor kun bemerke, 
at Garnet, hvoraf Nettet knyttes, er viklet om en Valſe oveni 
Mafkinen og føres fra denne i en Rakke lodretſtagende enkelte 
Traade, der ſes paa Tegningen, til Maſkinens nederſte Del, 


hvor hver fodret Traad krydſes af en Skytte med Garn i paa 


en ſaadan Maade, i flere Bevægelfer, at den højft ejendommelige 
og interesſante Knytning finder Sted, hvorefter det knyttede Net 
efterhaanden vikler fig om en Valſe forneden i Maſkinen. For 
hver Gang Svinget drejes, knyttes en Rad Maſker, en Maffe 
for hver Skytte Mafkinen har. For et almindeligt Sildegarn, 
en „Naring“, er en Maſkine paa 50 Skytter bred nok. Til 
engelſte Garn behøves en Brede af 300 Skytter og 300 Tanger 
eller Traadferere, hvilket danner 600 Knuder pda en Omdrej⸗ 
ning, ſaa at en Maſkine af denne Storrelſe ſkal kunne knytte 
600 Kvadratalen Net i en Time, medens en Mand kun kan 
knytte 12—16 Kvadratalen om Dagen med Haanden. Nettet, 
ſom Uoſtillingsmaſkinen knyttede, var ingenlunde ganfke ensartet 
og feilfrit; men naar man betragtede den ufuldkomment forar⸗ 
bejdede alt andet end fint og nøjagtigt, af Tra, Baandjern og 
Staaltraad udførte Mafkine, og faa tænkte ſig hver. Del ens⸗ 
artet og nojagtigt udført, fik man Vished for, at den, udført af 
en duelig Mekanikus, vil kunne komme til at arbejde fortrinligt. 
Det bedſte Bevis herpaa turde være, at Opfinderen ſamme Som⸗ 
mer fif ſolgt det Patent, han havde erhvervet paa Mafkinen, for 
en forholdsvis betydelig Sum (1500 Rd.). 


Der er tidligere opfundet Netkuyttemaſkiner i England og 


maaffe flere Steder, ſom imidlertid ikke ſkulle være faldt praktiſte; 
men det her anførte Exempel turde være det forſte paa, at en 
ſimpel Almuesmand uden nogenſomhelſt mekaniſk Uddannelſe 
har formaaet at loſe en ſaadan Opgave pan en lige faa original 
ſom heldig Maade. Den jævne og beſkedne Mands udholdende 
Mod og funde, naturlige Tanke er derfor al Hader værd, og 
„Husvennen“ glæder fig over at have kunnet fortælle derom for 
hans mange Standsfaller. 


1 * 


Husvennen udkommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 
Fjerdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſomt hos 
Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjsbmagergade 56, Kjøbenhavn, 


Trykt hos J. H. Schul tz. 


for Morfhubslæsning, Oplysning og Bus flid. 


Nr. 21. 


II 


Adginet af 
N. C. Rom. 


7 
7 


21 


3. Maj 1858. 


Vore fædres Guder, 
Bed Fr. Winkel Horn. 


(Fortſat.) 


Med Fjorgyn eller 


Jorden havde Odin en 
Son, der hed Thor, en 
vældig Fyrſte blandt Gu⸗ 
derne og næft fin Fader 


den magtigſte af dem. 


Derfor holdtes han ogſaa 
højt i Wre, og han er 
den af alle Aſerne, der 
er fleſt Fraſagn om. 
Han er fager af Ud⸗ 
ſeende, ung og hoj, med 
rødt Skjeg eller ffjægløs, 
og det er ikke til at tage 
fejl af, naar man fer 
ham, at han har Kræfter 
ſom ingen Anden. Hans 
Huſtru hedder Sif; det 
Dejligſte paa hende er 
hendes Haar, thi det er 
det pure Guld. Hun 
har en Son, ſom hedder 
Uller, med hvem meldes 
der ikke noget om, men 
det er ikke med Thor, 
thi han kaldes hans Stif⸗ 


Indhold. Vore Fedres Guder, ved Fr. Winkel Horn, med Billede 
med Billede. — Lidt fra gamle Dage I., ved N. Rasm 
— Brevvexling. 


(Fortſat). — Rejſeminder fra et Ophold i Norge, af K. G O., 
usſen Sokilde. — Lille Hans, en Husflidshiſtorie af Chr. G. 


1 
. in 5 N 


— 


fader, men en af Aſerne 


er han; han er jaa færdig 


til at løbe paa Skier — 
de ſmale Brædder, man 
i Bjergegnene binder 
under Fodderne, naar 
man ſkal lobe ned ad 


bratte ſnedakte Sfrænter 


— og ffyde med Bue, 
at Ingen kan maale fig 
med ham deri; han er 
ogſaa fager, og man 
ſtjonner ſtrax, at han 
er en vældig Kriger; 
ham er det godt at paa⸗ 
falde i Toekamp. Adale 
hedder hans Borg, men 
hans Stiffader, Thor, 
boer i Trudvang eller 
Trudhjem, hvor han har 
en Borg, ſom hedder 
Bilſkirner, det ſtorſte 
Hus, der er i Verden, 
med 540 Gulve eller 
Stokvcerk. Der er han 
dog ikke ofte at finde, 


thi han har nok at gjøre 


med at vogte Midgaard 
eller Menneſkenes Ver⸗ 
den mod Jatter og 
Rimthurſer, ſom iffe 


242 


have nogen værre Fjende end ham. Han kaldes Menne⸗ | 


ſtenes Ven og Midgaards Vern, og det Navn bærer 
han med Rette, thi fik alle Jætterne Lov til at leve, 
vilde der ſnart blive ſaa mange, at Ingen kunde bo 
i Fred for dem, men han flaar mange af dem ihjel; 
de kjende ham alleſammen, og rædde blive de, naar de 
høre Jetteknuſeren, ſom de falde ham, komme, og det ſker 
tidt, naar de mindſt vente det, thi han har en Kjærre, 
og naar han ſidder i den, kommer han hurtig afſted. 
To Bukke trælle den, og naar Agethor, ſom han ogſaa 
kaldes, farer hen over Himlen i den, da gaar det ſaa 
fort, at Bjergene revne, Jorden ſtaar i Luer og Tor⸗ 
donet eller Tordenen ruller. Derfor maa han ogſaa 
vade over Floderne, naar han ſkal til Tings ved Bgg⸗ 
draſil, medens de andre Guder ride did; age derhen 
kan han ikke, thi da vilde han fnart ſtikke Aſabroen 
og de hellige Vande i Brand. Han har en Hammer, 
der hedder Mjolner eller Knuſeren; den fejler aldrig 
ſit Maal og kommer altid tilbage i hans Haand, hvor 
langt han end kaſter den. Stort er Tallet paa de 
Sætter, den har ſlaget ikvas. Thor har endnu tvende 
andre koſtelige Klenodier; det ene er et Styrkebelte 5 
naar han fpænder det om fig, øges hans Aſakraft til 
det Dobbelte; det andet er et Par Jernhandſker, ſom 
han drager paa, naar Mjølner ffal fvinges. 


Saare ſtort et Tallet paa de Storverker, Thor 


har øvet, og Ingen er faa vis, at han ved Beſked 
om dem alle. Langt vilde det ogſaa trakke ud i Tiden, 
om man ſkulde fortælle alle hans Bedrifter; det have de 
gamle Sagamend da heller ikke evnet, men hvad de 
have fortalt, ville vi høre, og det er endda en hel Del. 
Meget af det er lyſtigt nok, og man jer ret, hvor kicer 
Nordboerne havde denne Styrkens Gud, af den god⸗ 
modig ſtjemtefulde Maade, hvorpaa han jædvanlig frem⸗ 
ſtilles. Der er Kræfter og ogſaa Hjerte i ham, men 
Aand har han ikke faaet meget af, og det er vel netop 
fordi han jaa afgjort betegner en Yderlighed, at han 
ſom ofteſt fremtræder med et viſt komiſk Skjcer, og at 


de gamle Fortælleres Lune aldrig kommer ſteerkere frem, 


end naar de ſkildre hans Bedrifter. 

Forſt er da at melde, at Thor engang foer fra 
Asgaard paa fin Kerre med Bukkene for, og i Folge 
med ham var Loke. Om Aftenen kom de til en Bonde, 
hvor de fik Nattelc. Bonden havde ikke Noget at give 
dem at ſpiſe, men det vidſte Thor Raad for, thi ved 
hans Bukke var der den Mærfelighed, at naar han 
ſlagtede og ſpiſte dem og jaa blot pasſede at kaſte Benene 
pan Skindene, ſtod de levende op igjen næfte Dag. 
Han flagtede dem da ogſaa denne Gang og bod Bonden 
og hans Kone og Born, en Dreng, ſom hed Tjalfe, og 
en Pige ved Navn Røskva, til Gjæft. Da de havde 


ſpiſt, bredte han Skindene ud ved Ilden og bod dem 
kaſte Benene derpaa; men Zjalfe fan fit Snit og brød 
et af Benene og ſpiſte Marven, uden at Nogen blev 
det vaer, Men næfte Morgen kom det for Dagen, thi 


da Thor tidlig, endnu før det var blevet lyſt, ſtod op 
og viede Bukkeſkindene med fin Hammer, og Bukkene 
rejſte ſig, var den ene af dem halt paa det ene Bag⸗ 
ben. Nu ſtjonnede Thor, at Bonden eller en af hans 
Husſtand maatte have faret ilde med Benene, og det 
kan Enhver da tanke fig, hvor red Bonden blev, da 
han jaa Thor rynke Brynene og knytte Sænderne om 
Hammerfkaftet, jaa Knoerne bleve hvide derved; Bonde 
manden og alle de Andre gjorde, fom venteligt var, de 
ſkreg og jamrede fig umaadelig, bad om Fred og bød 
Thor Alt, hvad de ejede, i Bod for hvad der var fket. 
Men da han faa deres Redſel, gik hans Vrede over, 
og han blev atter mild, og Bondens Børn, Jalfe og 
Roskva, tog han med fig, og fra den Tid folge de be⸗ 


ſtandig Thor. : 
(Fortfætte8). 


Rejfeminder - fra et Ophold i Norge. 
Af K. G. O. 


Efter en længere Kjoretour gjennem maleriſke Egne 
naaede et Selſkab, beſtagende af 3 Herrer foruden mig 
jelv, Bredden af „Kroderen“, den veſtligſte af en Rekke 
ftørre Indſoer i det ſydlige Norge. Vejret var dejligt, 


» Sommerluften faa ren og klar ſom man ſjeldent træffer 


den i Danmark og Stemningen blandt os ganffe yp⸗ 
perlig, hvad der var ſaa naturligt; thi for forſte Gang 
ſtulde vi rigtig højt til Vejrs: Vort Maal var „Nore⸗ 
field“, der knejſer ſom en høj Kjcempe pan Søens veſt⸗ 
lige Side. Kort efter vor Ankomſt til Skydsſtationen 
indſkibede vi os i den beſtilte Baad, og nu begyndte 
Rejſens andet Afſnit, der gjaldt Fjeldets Fod. Hen 
over det ſpejlglatte Band gled Baaden hurtigt afſted. 
Den var lang og ſmal, flet ikke ffabt ſom vore Baade, 
hvad vi ſnart fil at føle; thi den mindſte af vore Be⸗ 
vegelſer var ledſaget af ſtor Sandſynlighed for, at 
Rejſen kunde ende for det var onſkeligt. Navnlig fil 
vor meſt korpulente Pasſager Tilhold om at ſidde roligt; 
og da Rorkarlen i Tidens Lob lod falde den Bttring, 


at han ikke var Spommer, jaa bleve vi alle adſtadige 
| og fortrød det flet ikke; thi de Skjonheder, begge Bred⸗ 


der havde at fremvije, gjorde i fuldt Maal Krav paa 
vor udelte Opmerkſomhed. 

Iſcer tiltalte den ene Side os meget, da en fort⸗ 
ſat Rakke af ſmukke ſkovbevoxede Fjelde her ſtrakte ſig 
lige ned til Vandet. De morke Graner gav Landſkabet 
det ſeregne alvorlige Præeg, ſom ſtaar i ſag ſteerk 
Modſtrid med Aanden i de danſke Naturbilleder, og 
ſom jaa uimodſtagelig paatrykker Normandens Karakter 
ſit ejendommelige Stempel. J Dalene, omgiven af 
fine elſkede Fjelde, tilbringer han fin meſte Tid; ſom 


han er indeſluttet af disſe ofte barſke Mure, ſaaledes 


bliver han ſelv tidt indeſluttet og umeddelſom, ja ſtund⸗ 


det. 


om kold og fraſtodende. Og det er jo jaa forſtaaeligt, 
at hvor der er fan menneſketomt, der maa Naturen 
faa en Magt over Sindet, ſom ingen andre Steder. 

Jeg hußker ikke hvorlenge vi roede giennem Søen, 
men faa lang Tid tog det dog, at Toppen af Fjeldet, 
der havde ligget klar og tydelig i den ſkyfri Luft, in⸗ 
den vi naaede Foden var indhyllet i Taage, og da vi 
ſtege i Land, ſaa vi tydeligt, at vore lyſe Forhaabninger 
om godt Vejr paa Rejſen vilde blive ſkuffede. 

Vi holdt dog Modet tappert oppe og beſtilte 4 
Heſte og 2 Forere for at komme ſikkert og godt op ad 
den ſtore Kolos, hvis Fod vi nu ſtode paa. Men det 
gaar ikke ſaa hurtigt med at faa en Beſtilling efterfulgt 
paa ſaadanne Steder. „Gampern“, ſom græsjede i 
Ro og Mag et Sted oppe i den ſkovbevorede Mark, 
ſkulde forſt findes og jaa fanges. Dette ſidſte er 
endda ikke fan ſvcert, da begge Forben i Reglen ere 
forbundne med hinanden ved et kort Stykke Tov, hvad 
der altſaa hindrer Heſtens Bevcgelſer; men at finde 
disſe Losgeengere er forbunden med adſkillige, i Danmark 
ukjendte, Vanſkeligheder; ja! — en Karl fortalte mig (og 
det var ſikkerlig Sandhed), at han et Foraar gjennem⸗ 
ſogte Skovene i 3 Dage, inden han fandt den eneſte 
Heſt Gaarden ejede. Imidlertid varede det heldigvis 
ikke jaa længe inden alle 4 Heſte holdt for Doren, og 
ved Middagstid begyndte ſaa Opſtigningen. Den, der 


Kaldrig har ſet et Fjeld, gjør fig ſikkerlig ikke noget rig⸗ 


tigt Begreb om, hvilket Udſeende det kan have. Man 
maa ikke tro det let at naa den Top, ſom tilſyneladende 


ligger kort fra en. Nej! ind og ud, op og ned gaar 
Ser man den i et Øjeblik, jaa er den fort efter 


ſkjult og dukker maafke forſt frem efter Timers Forløb, 
med et aldeles forandret Udſeende og i en anden Retning 
end man ventede det. Og hvordan er jaa Vejen! Ja, 
den Sti, ſom vi fulgte, og ſom var den meft befærdede, 
den ſnoede fig i Tuſinde og atter Tuſinde Krumninger 
op mellem Treſtammer og Klippeblokke. Snart forte 
5—6 forſkjellige Fodſpor omſider til ſamme Maal; 
ſnart var der kun den aller nodvendigſte Plads til 
Heſtens Hove. 


ſtensflader med en forbavſende Sikkerhed og Udholdenhed. 
Den lille norſke Heſt, ſom er vænnet til Bjergſtigninger, 
gaar med ſin Rytter paa Steder, hvor den danſke vilde 


være aldeles ubehjcelpſom. Krydſe Vandlob Vejen, jaa | 
gaar den forſigtig ud i den ftærfe Strom, ſtirrer ned 


mod Bunden, føler fig for med Forbenet og ſtotter fig 
ikke van det for den er aldeles ſikker paa, at have Fod⸗ 
feſte. Er der dybt, ſaa ſvommer det lille Dyr med 
en voxen Mand ſelv i ſtride Vandløb, men indſer den, 
at der er Fare ved Foretagendet, ſaa bliver den urokke⸗ 
lig ſtaaende ved Bredden. Veelger Rytteren en anden 
Vej end Heſten plejer at gaa, og opdager han tilſidſt, 


hvor uklogt det var at tvinge Dyret, jaa "behøver han 
blot at flippe Tojlen, ſtrax forſtaar hans trofaſte Beerer 


Et Ojeblik ſtod Dyrene omtrent paa | 
Hovedet; et andet Ojeblik klattrede de op ad ſtejle Kampe 


| 


> plads. 


Vinket og ſkal nok føre ham tilbage til den rette Sti. 
Er den træt, faa ſtaar den pludſelig ſtille, træffer 
Vejret grundigt nogle Gange, og ſpadſerer ſaa afſted 
igjen. 

Gjennem de nederſte Skove vare vi efter et Par 
Timers Forløb naaget til en Gaard, vor forſte Holde⸗ 


Af og til havde vi i Begyndelſen vendt os om 
for at kigge ned til Søen, ſom nu laa dybt nede under 
os, men efterhaanden borttog Skovene Udſigten og det 
var derfor velgjorende igjen at naa en aaben Plads, 
hvorfra et dejligt Bjerglandſkab vifte fig for os. Tæt 
ved laa de mørke Granſkove, hiſt og her blandede med 


elegante Birketreeer, hvis hvide Stammer og fine Lov 


dannede fan" ſtarp en Modſetning til Naaletrœernes. 
Længere borte blev Bjergryggenes Figur mere udviſket, 
og i en halv Snes Mils Afſtand laa Hojderne omkring 
Drammen i en blaaagtig uklar Taage. En Hundrede 
Alen fra os ſtyrtede en Elv fig fkummende og larmende 


ned ad Fjeldſiden og dannede en rigtig norſk Fos. 


Vandmasſen var ikke ret ſtor, men Faldet dog ſaa 
maleriſk og tiltalende, jaa jeg ſenere gjorde mig nøjere 
bekjendt med det. 3 mægtige Trappetrin dannede Elv⸗ 
lejet; ſtore ſonderſlagede Klippeblokke laa i Sneſevis 
kaſtede mellem hverandre paa begge Sider af Strømmen, 


der for Enden af hvert Trin optoges i et Baſin, hvis 


Bund ikke var til at øjne; Strømmen bredte fig mere 


og mere, og gjennem talrige Ujævnheder gled den opløft 


i Skum ned i det ſidſte Baſin, ſkyllede over Kanten paa 
dette og lob jan ind i Skoven, hvor den ſkjulte fig 
mellem Gran⸗ og Birkeſtammerne. Ovenfor Fosſen laa 
Norefjelds kullede Top knap en ¼ Mil borte, og ofte 

ſad jeg ſenere nede ved Foden af det ſfrummende Fald, 
naar der var Uvejr paa Toppen, ventende paa at Reg⸗ 
nen, jeg ſaa falde deroppe, ſtulde komme lobende gjen⸗ 


nem Elven ned til mig. Kun en Timestid varede det, 


jaa kom den i Reglen. Fosſen voxede, og med en be⸗ 
dovende Larm væltede den fig ud over de dagligdags 
Grenſer for igjen at indtage ſin vante Plads naar 
Regnen ved dens Udſpring atter horte op. 

Men — tilbage til Rejſen! Hvad vi anede ind⸗ 
traf: Den ene heftige Byge afføfte den anden, og længe 
for vi naaede vort andet Hvileſted havde Regnen gjen⸗ 
nemblodt os. Skyerne dreves i vor umiddelbare Nerhed 
ind mod de ſkovbevoxede Fjeldſider; Granernes Toppe 
ſonderrer dem; i Laſer og Lapper trængtes de op over 
Fjeldvæggen og tabtes jaa af Syne. Vejret blev værre 


og veerre jo længere vi kom frem, desuden begyndte 


det at morknes, og det var derfor med "Glæde, at vi 
efter 4 Timers mofſommeligt Ridt ſtandſede udenfor 
en Seterhytte lige ved Sfovværtens Ophør. Nu 
var 7/3 af Vejen tilbagelagt. Det forjættede Land, 
ſom vi med Lænajel ſkuede op imod, kunde ikke betrædes 


| det Vejr, og vi ſloge os derfor til Ro i Hytten. 


Stormen drev Regn og Hagel mod de 2 ſmaa Ruder 
mens vi lejrede os ved det aabne Ildſted for at varme 


„„ etier met ETERN ED gu Ane 


vore forfrosne Lemmer, hvad der gjordes haardt for⸗ 


nodent; thi i faa Timer vare vi jo naaede fra ſommer⸗ 
varme til neſten vinterkolde Egne. Inde i Hytten 
havde Saterperſonalet ſogt Beſkyttelſe mod det ublide 
Vejr, og da vi 6 Fremmede kom til, var der henved 
en Snes Vorne og Born i det lille Rum, der i For⸗ 
vejen var halv fyldt af et Par Borde og Benke ſamt 
2 toetages Senge, ſom Gjæfterne og 


Netterne. 

Saaledes opbebiede vi Daggry, men Uvejret raſede 
endnu, og forſt flere Dage efter, begav jeg mig med 
en Forer paa Vej til det Maal, jeg havde ſat mig: 


Toppen af Fjeldet, ſom mine Kammerater ikke naaede, | 


da de næfte Dag maatte rejſe tilbage. 

Under et længere Ophold paa ſaadanne Steder, 
er der rig Lejlighed til at gjøre fig grundig bekjendt 
med Naturffjønhederne og, hvad der er ikke mindre in⸗ 
teresſant, med Livet her oppe i disſe afſides liggende 
Egne. 

Sæterhytterne frem⸗ 


Seterejeren af- | 
” benyttede den Nat, medens de Øvrige tyede til Udhuſene 
og borede fig ned i Hoet, hvor de jan ofte tilbringe 


og bragt i Hus, og der oppe ſtaar det nu til Vinteren 
kommer. Naar ſaa Sneen har dæffet alle Ujcvnheder 
paa den trange Bjergvej, kjorer Bonden op til den 
forladte Seterhytte. Det er ſtrengt for Heſt ſom for 


| Mand, men Hoet ſkal jo bruges nede i Gaarden, der 
I ofte ligger ved Fjeldets Fod, og det maa altſaa hentes. 


Sæteren, ved hvilken vi ſtandſede hin Eftermiddag, 
laa ſom ſagt ved Træværtens Ophor. Enkelte ſammen⸗ 


krobne Birke ſtode ſpredte lidt ovenfor Hytten, men 


paa nogle Minutter kunde jeg naa Fjeldurternes Bælte. 


Her borttog intet Træ Udſigten, hvorimod ſelve Fjeldet, 


der fkraanede ſteerkt opad dannede den Mur, ſom endnu 
hindrede mig i at ſkue rigtig vidt omkring. Hvor 
længtes jeg ikke efter det Ojeblik, da jeg fra den overſte 
Spids ſkulde overſe hele Landſkabet, og hvor forvent⸗ 
ningsfuld var jeg ikke, da Turen endelig gik for ſig! 

Der var hverken Elve eller ſtore Klofter, ſom 
kunde hindre eller vildlede den Rejſende, men Beſtig⸗ 
ningen var dog ſaa forſkellig fra, hvad jeg havde ventet 
mig, at jeg næppe uden Forer vilde kunde have fore⸗ 
taget mig den. Nu 
gik det imidlertid godt: 


ſtaa paa de Steder, hvor 


der om Sommeren er 
ſaa frodig en Græsvært, 
at Hoavlingen kan give 
en Erſtatning for Ud- 
gifter ag Ulejlighed og 
Kvæget finde tilſtrœkkelig 
gøde i Tængere Tid. 
Disſe Oaſer af frugtbare 
Græsgange fremtraadte 
temmelig hyppigt paa de 
Steder af Fjeldet, jeg 
beſogte. Nogle af dem laa 
inde i Skovene, og det var 
en Nydelſe, efter en lengere Reiſe imellem de tapſe Graner, 
hvor Fugleſtemmer jan ſjeldent lyde, da at faa Stilheden 
afbrudt af de muntre Raab fra Sæterpigerne eller at 
høre Klangen af Klokkerne, ſom vare bundne om Halſen 
paa nogle af Dyrene. Og hvor er det velgjørende, 
fra et fremſpringende Klippeſtykke pludſelig at faa Oje 
maaſke paa flere af disſe dejlige grønne Enge, ſom titte 
frem mellem Tretoppene ſtundom langt borte, adſkilte 
fra Beſkueren ved vilde utilgængelige Klofter. 

Her i disſe malerifke Egne tage en Del af Folkene 


fra Gaardene dybere nede Bopæl i kortere eller længere | 


Tid om Aaret. Kvæget drives om Morgenen ud i 
Skoven eller, hvis Sæteren ligger ovenfor Skopgronſen 
op ad Fjeldet til de Steder, hvor der er tilſtrœkkelig 
Fode for det, og hele Dagen vandre Vogterne omkring 
med det, for forſt henimod Aften at vende tilbage til 
Sæteren, hvor der nu bliver Zravlhed til Malkningen 
er tilendebragt. 

Imidlertid er Græsjet i Tidens Lob bleven ſlaaet 


| 


beſkylle „Krogklevens“ Fod. 


Langſomt men ſikkert 
nærmede vi os Maalet 
og efter en god Times 
Forløb kom det ſtore 
Ojeblik. 

Fra den flade ode 
Top ſkuede jeg trindt 
omkring mig ned paa 
et ſtorartet Rundſkue. 
Mod Syd laa Sæter: 
hytten ſom en lille fort 
Prik, og neden for den 
ſtrakte ſig de ſtore Skove, 
jeg var reden op igjen⸗ 
nem. Vendte jeg mig mod Oſt, faa faa jeg „Kroderen“ 


lige nede for mine Fodder, krummet ſom et latinfk 8 


og længere borte den bekjendte „Tyrifjord“, hvis Vande 
Mod Sydveſt hævede 
Thelemarkens Kampe „Gouſta“ ſine mægtige Klippe⸗ 
masſer op over Omgivelſerne, og i lyſe Striber laa 
Sneen lejret langs ned ad dens ene Side. En uaf⸗ 
brudt Kjæde af Fjelde dannede Synskredſen mod Veſt 
og mod Nord, der laa Bjergene ſom et oprort pludſelig 
ſtivnet Hav med den dejligſte Bromme af Snefjelde 
til Baggrund. Det var de høje „Skagſtolstinder“ og 
„Amesfjeld“ (Europas hojeſte Punkt Nord for Kar⸗ 


patherne) ſom 20 Mil borte dog laa for mit Blik jaa 
Fart og tydeligt beſkinnede af Eftermiddagsſolen. 

J tavs Beundring nod jeg det dejlige Syn, og 
forſt da Solen var gaaet ned og de forte ſkarpe Skygger 
havde lagt fig over Dalene, medens Snefjeldene endnu 
ſtod i den rødlig hvide Belysning, begyndte vi Ned⸗ 
ſtigningen. 


* 


Den ſkjenneſte af alle Udſigterne Havde jeg nu 


nydt, og den næfte Morgen forlod jeg den venlige 
Sektter. Dengang laa Toppen indhyllet i tunge Skyer, 


og der var en tynd Jsſkorpe paa Bandet udenfor Hytten, 
men efter nogle Timers anſtrongende Ridt kom jeg til 
de varme Dale og tog nu et forfriffende Bad i den 


So, der Aftenen for laa 5000 Fod under mine Fødder. 


Lidt fra gamle Dage. 
Ved A. Nasmusſen Hoſilde. 


ä 


vort Aarhundredes Begyndelſe. 

Det var Skjertorsdagsſlaget hin mindeværdige 
2den April 1801 der ſkod det ny Aarhundredes Nyt⸗ 
aarsmorgen ind i vort Norden, da vaagnede Helte, da 
vaktes Digtere og ſtore Mænd. Medens Oehlenſchlaeger 
og Grundtvig ſtode fom Ynglinge fulde af glødende 
Fedrelandskjerlighed og Fremtidsdromme, hævedes deres 
Mand ved denne Kamp, og den hævede dem ſom faa 
mange andre, til ſtore, virkelig ſtore Mænd. 

Det var vel det gamle Aarhundrede, der havde 
ſtjcenket os Mænd ſom Brødrene Orſted, Thorvaldſen, 
Baggeſen, Oehlenſchlaeger, Grundtvig: og Ingemann, 
ſtjcenket os de ſtore, ægte Bondevenner Brødrene 
Reventlow, Bernſtorff og Colbjornſen, men deres Veerk 
og Virkſomhed udviklede ſig egentlig forſt i det for 
alle Reformer og Forbedringer modtagelige ny Aar⸗ 
hundrede, og det blev vor Tid forbeholdt at nyde 
Frugterne heraf. : 

Vi ſkylde fornemmelig hine Bondevenner at Hove 
riet, denne for Bonden ſaa trykkende Byrde, mere og 
mere gik tilbage til hvad det i fin Oprindelſe havde 
været: et let overkommeligt Arbejde, der udførtes med 


Lyſt og Munterhed af den lykkelige og tilfredſe Fæfte- 


bonde, indtil det omſider aldeles ophævedes. 

De gamle Forhold vare ikke længer til Stede; 
der var kommen en ny Aand med det ny Aarhundrede. 
Da dets gamle Forgenger, det attende Aarhundrede 
brød frem, var der Usſelhed, Nød og Elendighed overalt. 
Tvang og Treldom var paa det hajeſte; det var ingen 
Skam for en Adelsmand at mishandle en ſtakkels 


voeergelgs Bonde eller maaſke give ham fit Baneſaar, 


ene for Forngjelſens Skyld. Nu vare Forholdene 
anderledes. Nu kappedes Regjeringen med alle ædle 
Godsejere om at ophjælpe den fattige og forkuede Bonde, 
og paa den Egn, fra hvilken vi idag ſe os i Stand til 


at levere en lille Skildring af Hovlivet i det Slutnings⸗ 


periode var der allerede dengang fra Godsejerens Side 
gjort ſtore Opofrelſer og Forbedringer. i 
Det er fra en Egn i det ſydlige Fyn nokſom be 


kjendt for fine herlige Naturomgivelſer og fortryllende 


Udſigter, men ogſaa bekjendt for det ſmukke Forhold 
der i hele hundrede Aar har fundet Sted mellem Gods⸗ 
ejer og Bonder. Det er Baroniet Holſteinshus, der nu 
tilhører den edle Gehejmekonferentsraad Baron A. C. 
Holſten Cariſius. 

Hoveriet var her ingen Byrde, det var en i Folket 
indlevet Skik der ikke fandt Modſtand eller Uvillie, men 
det var tværtimod for Ungdommen en Glæde og Fryd. 
Arbejdet, der var en Kraftprove for de Unge, var til 
visſe Tider ſtrengt og udførtes næften altid omkap med 
hinanden. Ingen vilde være den ſidſte i et Stykke 
Arbejde og Ingen vilde ſtaa tilbage. 

Ladefogden var den, der havde Komandoen og Op⸗ 


j ſynet over Arbejdet, hvorfor Bønderne i Regelen fandt 
I. Træt af Hoveriet i dets Slutningsperiode ved 


deres Regning ved jævnlig at traktere ham med Brænde: 
vin og gammelt Ol, indtil han var ude af Stand til 
at je nogen Mangel ved Arbejdet. Brendevinen havde 
gjort Alt godt. Saa kom der en ny Ladefoged, ſom 
var lidt fræfen ved Bøndernes Breendevin, var en over⸗ 
modig Krabat der ſtillede med Overſkjcg og lange Støvler 
og forlangte alt efter en ny ſelvtagen Skik, hvad imid⸗ 
lertid ikke behagede Hopfolket. 

Paa den ſtore Dag i Slet, Aarets vigtigſte Hov⸗ 
dag, kom det til et voldſomt Sammenſtod; han forlangte 
nemlig, at Het ſkulde rives op af alle Grofter og bæres 


ud fra ethvert Sted, hvor der enten var Skygge eller 


Fugtighed; noget man ikke hidtil havde kjendt. Pigerne 
ſpor paa, det ikke ſkulde ſke, medens Ladefogden bandte 
og ſkjceldte og ſvingede fin Stof; men Karlene tog 
Pigernes Parti: „Din Usſelryg, Fislebstte og lange 
Dreng, je bare Du fkikker Dig vel og ikke finder paa 
ſaa mange nye Kunſter. Herremanden er en god Mand, 
men Du er en ſtor Skurk“. 

Da jan Bønderne om Foraaret fil deres Gjerde⸗ 
gilde, hvor Herremanden gav Brendevin og Bønderne 
gammelt Ol og Moſt, maatte Ladefogden efter gammel 
Sædvane med, og nu havde Byens Karle forenet dem 
om at drikke ham under Bordet. Han var en Elfker 
af varm Moſt, og han drak med god Villie. Siden 
kom den ene Karl frem efter den anden, ſang Skaaler 
til hans Are, og han maatte naturligvis drikke, og han 
drak til han faldt om paa Stedet. J Svineſtien havde 
man en Griſeſo med ſmaa Griſe. Her bar man Lade⸗ 
fogden ud og lagde ham i Soens varme Leje, hvor 


Griſene ſogte hen for at patte deres ny Selſkabsbroder, 


til ſtor Morſkab for hele Ungdommen. Efter den Dag 
blev Ladefogden overmaade flink, men varm Moſt drak 
han aldrig mere. . 

Ved Hoveriet maatte Pigerne ſaavelſom Mænd og 
Karle gjøre Tjeneſte. Det var alene i Gjærdetiden, og 
naar man ſkovede Brænde, at Pigerne var fri. Gjer⸗ 


derne iſcr om Dyrehaven maatte være faſte og gode. 
De bleve efterſynede ved et almindeligt Syn, og for 


hvert et Hul og hver en Stavre, der ſtod ovenfor, 


. 
3 


22446 


maatte man give nogle Skilling i Mulkt til fælles For⸗ 


tæring ved Gjerdegildet. 

Om Vinteren maatte hver Mand mode efter Til⸗ 
ſigelſe for at fjøre Gjødning. Piger og Karle lesſede 
paa; Mændene og Drengene Fjørte bort, for at jætte 
Gjødningen i en Dynge i Marken, hvilken man længere 
hen i Foraaret atter maatte ſprede. Hver Mand gjodede 
de ham tilbyttede Lodder, men nu vare Pigerne ikke 
længer fri, de maatte ſtro. 

Enhver Bonde havde fine tildelte Lodder i Hov⸗ 
marken at pløje, jan og harve. En lille Tos paa otte, 
ni Aar var god nok til at drive Plov og mangen en 
Gang ogſaa til at drive Harve. Af hver By udtoges 
nogle af de bedſte Karle til Sedemend. 

Sex Dage hvert Foraar maatte Karl og Pige 
fra hver Gaard møde for at grave Torv. Hver Dag 
fik man fin Dagsplet tilmaalt, ſom man gjerne blev 
færdig med til hen over Middag, jaa havde man den 
øvrige Del af Dagen til at more fig i. Her kunde 
man lege, ſpringe Buk, træffe Tov, ſynge og ſpoge. 
Naar ſaa Torven var gravet, gav Godsherren Penge 
til Torvegildet, 12 ßf. til hver. Den Pige, ſom ikke 
yndede Brendevin, kunde faa ſine 12 ßf. til Naale, 
men de fleſte tog deres Taar med; det var nu engang 
en Mode, og for Moden maa det ſmukke Kjon ifær 
boje ſig. 

Slaatiden var den interesſanteſte og villeſte Tid. 
At ſlaa i Stensmarken var en hel Søjtid. Her maatte 
de unge Knaſe prove deres Kræfter, om de kunde beſtaa 
Praven og blive Karle. Det var en ſtor Fordel at 
blive Karl, thi ſaa maatte man tage Korn i Laden. 
Proven faldt gjerne tilfredsſtillende ud, thi den bedſte 
Le var ikke for god. De gamle „Sorenſmedsleer“ 


eller Kejleholmeleer maatte frem paa en ſaadan Dag. | 


Man ſiger om disſe Leer, at de hverken behøvede at 
ſlibes eller ſtryges, men de vare ogſaa farlige Vaaben; 
thi ffar man fig paa en ſaadan Bulbider kunde Saaret 
ikke mere læges. — Af Henſyn til den vigtige Dag, 
gjemte man, de Steder hvor man havde det, en ſaadan 
Le, Aaret rundt til nævnte Brug. Paa den ſtore 
Dag i Slet begyndte man Kl. 1 om Morgenen og 
var gjerne færdig til Kl. 8—9. Derefter gik man 


hjem og hvilede fig for at kunne være deſto frærkere | 


ved Slaagildet den folgende Aften. Ved dette Gilde 
bleve de unge Knøje, der havde ſlaaet med og beſtaaet 
Prøven, indviede til Karle. J hver By var en Rode⸗ 
karl der gik foran det Aar, det var hans Hverv at 
indvie de unge Karle, der til Indledning maatte drikke 
% Pegl Brendevin og et Krus gammelt Ol. Efter 
at Rodekarlen havde drukket den unge Karl til frem⸗ 
ſagde han folgende Indvielſesord: 


„Her er en ung Karl, ſom ſkal lyſes ind i vort Lag, 
Han har flaaet hos „vos“ idag, ÆG 
Han har flaget fin Skaar, han kan vœlbekjend, 


I 


Han maa folge vos i Ager og i Eng, 
J Lo og i Tov, i Mark og i By; 
Men Rakker og Kjeltringer ſkal han fly.“ 


Naar man gjorde Sø og blev tidlig færdig, morede 
man fig paa ſamme Maade, ſom ved Tørvegravningen 
er fortalt. : 

J Hoſttiden maatte alle Mand være paa Pletten 
for paa Ladefogdens Signal at hugge løs, og nu blev 
der ſat Kraft paa. Alle vilde være forſt med deres 
Lodder. Ved Indkjorſelen fik ingen Vogn Lor til at 
komme ind ad Ledet for Ladefogden havde givet Ordre, 
var denne forſt givet, kjorte man ſom man var gale, 
men det var under en vedtaget Mulkt forbudt at fjøre 
udenom hverandre. Veltede en Vogn med Las, da 
havde den Mand tabt, og ham ventede man ikke efter. 
Karlen kjorte ſedvanlig Kornet ind i Laden, Hvor den 
anden Karl var tilſtede for at tage Kornet, medens 
Manden og Pigen vare i Marken. Var man jaa heldig 
at Vejret var gunſtigt, kunde man i Almindelighed 
indkjere hver af fine Sedlodder under en Dag, og 
blev man klar paa Herregaarden til henimod Kl. 3—4 
maatte man i ſtrygende Fart hjem, for at begynde 
paa fit eget og her holdt man ofte ud til over Midnat. 

Om Efteraaret, naar den gamle Lej ſkulde brydes, 
maatte hver Gaardmand mode for at faa tilbyttet ſine 
Lodder i Marken, ſom han ſaa beholdt de Aar Marken 
var i Drift. Ved Plojningen gjaldt det om at komme 
forſt i Marken, længe for Dag begyndte man paa dette 
Arbejde; om man ved Furingen kjorte noget ud og 
ind betød intet. 

Efter endt Folding var der af og til Arbejde for 
Karlen, ved at „teerſke til Hove“, og en Dag om 
Ugen maatte Pigen fra hver Gaard mode for at renſe 
Korn, hver fire Tønder, og bære det op ovenikjobet. 


Dag ſlap Pigerne i Almindelighed for at bære Kornet 


op pan Loftet, thi de fleſte af dem havde iblandt 
Karlene i Laden, en eller anden god Ven, der lob op 
med en Tonde ad Gangen, medens Pigen lagde ud, 
eller bandt Foder for ham i Stedet. 

Enighed og Sammenhold var tilſtede i langt hojere 
Grad i hine Tider end i vore Dage. Hvad En vilde, 
det vilde ſedvanlig alle Byens Beboere; det var For⸗ 
hold, ſom Fællesffabet igjennem Aarhundreder havde 
fremkaldt, og det var nødvendigt i hine Tider. Men 


| efterhaanden, ſom Bonden fif fin egen Jordlod at dyrke 


og Hoveriet hævedes, var det indbyrdes Afheengigheds⸗ 
forhold imellem en Byes Beboere, hævet med det 
ſamme. Den enkelte Jordbruger betragtede ſig nu 
ſom en ſelvſteendig Wand, og hvad den ſamlede 
Landsby forhen dannede til en Enhed, det danner nu 
hver enkelt Gaard, der nu ſtaar uden anden Forbindelſe 
med Naboen, end den Venſkab og fælles Interesſer 
formaa at ffjænfe. 


Lille fans. 
En Husflidshiſtorie af Chr. G. 


J Landsbyen V ikke langt fra Limfjordens ſydlige Kyſt 
blev lille Hans født i Aaret 1804. En lille lav Hytte var hans 
Barndomshjem og fattigt jaa der ud derinde. Huſet beftod nemlig 
kun af et eneſte Værelje og et Kjokken. Bohavet var en Alkove⸗ 
ſeng, ſom var mere end ſtor nok baade for Forældrene og lille 
Haus. En „Skive“ indtog Stuens Længde foran de to Fag 
Vinduer med blyindfattede, ſolbrendte Ruder, ſaa ſmaa, at man 
nu tildags ikke drommer om, at ſaadanne Ruder have varet til. 
Under Vinduerne ſtod en ſimpel, ſammenſlaget, flet hovlet Benk, 
ſom nagede om for Overenden af „Skiven“; de udhuggede Stolper, 
hvorpaa Sædet hvilte, vare nedgravede i Lergulvet. Et Par 
daarligt lavede Armſtole med Halmſeder og en gronmalet Kiſte, 
hyis Inſtription fortalte, at den var 100 Aar gammel og op⸗ 

rindelig havde tilhørt lille Hans' Oldeforeeldre paa mødrene Side, 
affluttede Indboet. I dette fattige Hjem var „lille Hans“ født, 
og der tilbragte han. med nogle fan Mars Afbrydelſe fit hele Liv. 
Lille Hans blev han faldt, fordi han var meget lille af Vært, 
Ryggen var ftærk brudt og Helbredet i det Hele meget ſvagt. 
Derimod var han udruſtet med gode aandelige Evner og. fif ſtedſe 
Lærerens og Præftens Ros for Flid og Nemme. Iſer var 
hans Hukommelſe forbavſende. Engang vilde man anſtille en 
Prøve med ham i denne Henſeende. Ltlle Hans fik en Almanak 
og ſtulde i en fort beſtemt Tid lere alle Dagenes Navne udenad, 


og da hau ſkulde op med Lectien, havde han ogſaa virkelig lert 


det Hele. Hans Fader døde i engelſt Fangenſkab 1807. Moderen 
ernærede fig og fin Son ved at gaa tilhaande i Gaardene; det 
ene Sted fik hun ſaa Brod, det andet Sted en Taar Malk, det 
tredie Sted en bitte Sul og ſaa fremdeles. Om Vinteren ſpandt 
hun Hor for Gaardkonerne, men ved Juletid vankede hun og 
hendes vanfore Son flere Mile omkring fra deres Hjemſtavn og 
bad om lidt til Helligt. Pag denne Tid og endda et Stykke 
ind i det nye Aar havde de det rigeligt, men forøvrigt var det 
grumme fattigt, dog ſavnede de aldrig Brød i Huſet, Alle havde 
Medlidenhed med dem. Saa dode Hans' Moder i Foraaret 
1814 og den foraldreleſe Dreng blev ſendt hen i Fattighuſet til 
et gammelt Fruentimmer, der en Gang vaw kommen lidt „galt 
afſted“ og maatte tilbringe et Par Aar i Viborg; hos hende 
ſtulde lille Hans have den Pleje, og finde den Omſorg, ſom 
et Barn, ſelv det fattigſte ikke kan undvære, lille Hans aller⸗ 
mindſt, da han var faa ſvag. Sidſel, det gamle Fruentimmer, 
var ogſaa meget god ved Hans, hun var venlig og holdt ham 
til det ſamme; men begjerlig var hun og arbejde gad hun ikke, 
faa hun holdt altid med lille Hans, naar han ikke var i Skole, 
at han maatte ud at bjerge lidt til en Taar Kaffe. Sidſels 
Kaffekjedel var aldrig fold. Folk vare i Reglen gode ved lille 
Hans, og det traf fig ikke faa ſjeldent, at han kom ſlebende 
hjem med Tiggerpoſen fuld baade af Kage og Sul. Naar de 
vare ſaaledes forſynede, levede de højt. Sidſel kunde ikke gjemme 
Noget. Da lille Hans var bleven voxen, forlod han Sidſel og 
Fattighuſet, og flyttede ind i fit Barndomshjem. Hytten havde 
ſtaget ubeboet i de Aar, Hans havde været hos Sidſel. Ingen 
vilde kisbe den. Lidt Hjælp til Livets Ophold fif han af Sognet, 
Reften tiggede han fig til; han var bleven faa vant til at gaa 
Tiggergang, at han aldrig et Øjeblif tænfte paa, at det kunde 
bære anderledes, Han drog ofte vidt omkring og ikke ualmindelig 


var det, at han var borte fra fin Hytte i flere Uger, 

Paa en ſaadan længere Vandring kom han en Efteraarsdag 
i 1829 til Landsbyen F — ſom ligger helt ude ved Veſterhavet. 
Han gik fra Gaard til Gaard og bad om lidt og Ingen undlod 


—— — — 


at række ham et Stykke Mad eller en Rød. Den ſidſte Gaard 


i F , langſt mod Sydoſt han kom ind i, vifte man det van⸗ 


fore Menneſke megen Deltagelſe; forſynede ham rigeligt med 
Mad og Drikke og anviſte ham en Seng til Natten. Det var 
nu lille Hans's Lykke, at hans Skridt ſtyredes imod denne Gaard; 
thi dens Ejer Poul Klinkgaard og hans Huſtru Kirſten vare ret 
vindſtibelige og kriſtelige Folk. Der herfkede megen Husflid paa 
Klinkgaard, Poul var ſnild til at bruge en Tollekniv, hvormed 
han fnittede mange ſmukke og nyttige Ting; alle de Redſkaber, 
ſom brugtes paa Gaarden, lavede Poul ſelv, navnlig om Vinteren. 
Paa denne Tid af Aaret traf man ham tidlig og ſildig i Hugge⸗ 
huſet eller i Gaardens lille Smedie. Kirſten var ogſaa meget 
flittig og holdt Gaardens Kvindfolk til at bruge Tiden vel. 
Karter, Rok og Var hyilte ikke meget, og lyſtigt gik det altid 
til; thi Arbejdet ledſagedes ofteſt af „Fortelling“ eller Sang. 
Kirſten var en levende Hiſtoriebog, ſom man aldrig ſaa Enden 
paa, thi hun tilbragte gjerne Søndagen med Læsning; førft en 
Prediken, ſaa en Salme og endelig forsgede hun ſit Forraad 
af gode interesſante Fortællinger, helſt ſaadanne ſom havde et 
kriſteligt Grundlag. Disſe Fortællinger gav hun fan til Bedſte 
paa de lange Vinteraftener. Hin Aften, da „lille Hans“ var 
kommen til Klinkgaard og paa Opfordring af Kirſten om Aftenen 
havde fortalt fit fattige Livs Hiſtorie, holdt Poul og Kirſten 
Raad ſammen om, hvad der kunde gieres for den ſtakkels ſvage 
Dreng. Reſultatet blev, at han ſkulde blive hos dem 1 Maaneds 
Tid, i hvilket Tidsrum Poul ſkulde fe til, om han kunde lere 
Hans at lave forſtjellige nyttige Smaating, ſom han let kunde 
fælge og have lidt Fortjeneſte ved. Hans havde, ſom Laſerne 
alt ved, en god ſund Forſtand, og det viſte ſig ſnart, at han 
ikte var nogen utaknemmelig Elev at have med at beſtille 
Saaledes lærte han at lave Træffeer, Toffelbunde, Mujefæller, 
Vindepinde, Klemmer og andre Smaating. Glad ved Tanken 
om at kunne tjene ſit daglige Brod ved ſine Henders Gjerning, 
drog „lille Hans“ til ſit Hjem igjen, taknemmelig imod dem, ſom 
havde viſt ham Vej til Selvhjælp, Da vor ſtakkels Ven kom 
hjem til V., henvendte han fig til Praſten med Bon om Hjcelp 
til at gjøre Indkjsb af Tra og det nedvendigſte Haandværfstøj, 
Praſten hørte deltagende paa hans Fortælling om fit Ophold i 
F. — og de kjarlige Gaardsfolks Velgjerninger imod ham og 


loyvede, at tale hans Sag hos Fattigforſtanderſkabet. Det kneb 


imidlertid haardt at faa bevilget en halv Snes Daler til ham 
for at begynde et nyt og mere velſignelſesrigt Liv, end det han 
hidindtil havde fort. Han fif dem dog og vandrede med let 
Hjerte til nermeſte Kjobſtad for at gjøre fine Indkjob. Fra 
denne Stund, det var fort før Jul 1829, ſaa man aldrig lille 
Hans gaa med Tiggerpoſen, men derimod markede man Liv og 


Travlhed i hans fattige Hjem. Fra Morgen tildlig til Aften 


ſildig arbejdede han og raſt gik det fra Haanden, thi han var 
ſicleglad ved at kunne hjælpe til til at tjene ſit Underhold. 
Hver 14de Dag gik han i Almindelighed et Par Dage ud omkring 
til Bønderne for at fælge fine Husflidsarbejder. Ikke jaa ganffe 
ſjeldent kunde han i de nærmefte Kjøbftæder, opnaa Beſtillinger, 
navnlig paa Toffelbunde og Muſefaelder. Da Interesſen nu en 
Gang var vakt hos Hans for al ſaadan nyttig og fornøjelig 
Beſtjaftigelſe, ſpekulerede han ſtadig paa at forferdige andre Ting 


ſom ikke overſteg hans Krafter; navnlig fik han en uimodſtaalig 


Lyſt til at flette Kurve. Lidt Pil tilkjobte han ſig hos den eneſte 
Kurvemager i S— og nu fkulde Proven gjeres. Strax vilde 
det ikke ret gaa fra Handen, men ved Udholdenhed og Omtanke 
drev han det dog ſnart til at forarbejde ſimplere Kurve af for⸗ 
ſkjellig Slags. Svelſen gjør Meſteren og vor Husflidsven blev 
dygtigere og dygtigere. Solidt var Arbejdet og Priſen lav 
anſat, hvilket Bønderne ſynes godt om, faa han havde god Af⸗ 


———— K— — — 


zatning paa fine Kurve. En Kjøbmand inde i Byen havde oftere Ti Aar hen i Tiden efter denne Sygdom og lille Haus 
handlet lidt med lille Hans og fattet Godhed for ham; hvorfor begyndte alt at gaa ned ad Bakke. Med de 54 Aar begyndte 
han uden egen Fortjeneſte forſkrev Pil til ham, dog var Pilen Alderdommens Marker at viſe ſig paa ham. Paa dette Tids⸗ 
faa dyr, at han kun tjente grumme lidt paa ſit Arbejde, da han punkt finde vi ham ievrigt ſiddende „lunt inden Vegge“. Den 
ſelvfolgelig maatte fælge en Del billigere end Kurvemageren inde lille Stue havde fanet et net og hyggeligt Udſeende. Hans havde 
i Staden. Smag; man kunde fe det paa den paliſandermalede Seng, ſom 
Med uſpakket Interesſe fulgte Preſten vor Helts Husflid. havde afloſt Alkoven; det lange Bord og Benken havde veget 
Snart indſaa han, at Pilen var Haus for dyr, hvorfor han be⸗ Pladſen for en gammel Sofa af forunderligt ÜUdſeende, med 
ſtemte fig til at forſkrive en Del Pileſtiklinger fra Als, ſom ifær Skuffer under Sædet og Leddiker i Endeſtykkerne, udpyntede med 
har udmerkede Kurvepil, og beplantede hermed et godt Stykke Mesſingſirater. Den var Hans's Stolthed, han havde kjobt den 
Jord paa et ſidt Sted i Preſtegaardsmarken. Og da det nu efter en gammel Enkefrue ovre i Nykjobing paa Mors. Et 
efter faa Aars Forløb var voxet ſaaledes til, at der kunde ffjæres malet Bord med 3 Skuffer paa hver Side, nogle Stole og et 
deraf, ſagde Præften til Hans: „Nu ſkal Du ikke længere kjobe Chatol udgjorde Bohavet, og hvilken Forſtjel paa denne Stue 
Pil, ſter Du nu les nede i min Mark, der er plantet til Dit uu i Aaret 1858 og i Aaret 1804, da Hans forſte Gang ſaa 
Brug”, Denne Kjarlighedsgjerning bragte Glodestaarer i den Lyſet her? Henne ved det ene af de nye Vinduer, ſom Stuen 
brave Hans Sine og af fuldt Hjerte takkede han den gode og be⸗ havde faaet, vifte et lille Bord med en Mængde ſmaa fine 
tenkſomme Præft. Nu kom der en god Tid for vor flittige Ven; Apparater og nogle buede Glas, at Hans havde lagt ſig efter et 
thi nu, da Vidjerne intet koſtede ham, tjente han godt paa fine || nyt Husflidsarbejde; han fuſtede i Uhrmageriet; men indſtrankede 
Kurve. Allerede to Aar efter, at Hans begyndte pan Husſlids⸗ fig dog i Almindelighed til at gjøre Uhre rene. Den Fattighjalp 
arbejdet, erklerede han at kunne hjælpe fig med det halbe af den lille Haus i tidligere Aar havde faaet af Sognet var for lang 
Underſtottelſe, ſom Sognet hidindtil havde ydet ham. Nu takkede Tid ſiden tilbagebetalt, og uagtet der ſaaledes i Aarenes Lob 
han og udtalte, at han nu nok kunde hjelpe fig ſelv næft Guds || endda havde været en Del for ham at. udrede, havde han dog 
Sjælp. Hvor lykkelig følte lille Haus fig ikke ved at kunne ud⸗ ſparet en kjon lille Skilling ſammen til de gamle Dage og til 
tale de Ord: „hjelpe fig ſelv“. J ſit Hjerte takkede han Poul at komme i Jorden for. 
Klinkgaard og hans Kone, fordi de lærte ham at naa dertil, at Efter et velanvendt Liv døde lille Hans efter 1 Maaneds 
han kunde hjalpe ſig ſelv. Sygeleje i April Maaned 1864. Han fov blidt og ſtille hen i 
Det ſtadige, ikke overanſtrengende Arbejde ſtyrkede og ud⸗ Tro paa ſin Frelſer, og aldrig blev der talt ſandere Ord ved 
viklede hans ſpage Kræfter, Fortjeneſten tog til efterhaanden Mogens Grav end dem Sognets nye Preſt ſagde ved hans: 
ſom lille Haus fil ſterre og ſtorre Ferdighed, faa Produktionen „Hans levede og dode i Fred med Gud og fine Medmenneſker“. 
blev ſtorre og Arbejdet ſmukkere. Hans Stilling var uu ret J Sofaens ene Laddike fandt man hans „ſidſte Villie“. 
god. Ved Flid. og Sparſommelighed havde han nu tjent ſaameget, Huſet med hvad deri fandtes, ſkicenkede han til den gamle Vaver⸗ 
at han ikke alene kunde føde og klade ſig anſtendig, men han pige, ſom trofaſt plejede ham i hans forſte ſom i hans ſidſte 
lagde ogſaa jevnlig en Skilling hen, ſom med Tiden, naar der Sygdom og lukkede hans Øjne. Og den tilbageværende Reſt af hans 
var ſamlet en tilſtrakkelig Sum, ſkulde anvendes til Reparationer ſparſommelig ſammenſparede lille Kapital, omtrent 200 Rd., vare 
og Forbedringer af haus Barndomshjem. Den gamle, falde⸗ beſtemte til et fattigt og ſvageligt Barn af hans Fodeſogn til 
færdige Hytte havde han hidindtil jelv gaaet og kliſtret Lidt paa. at lare en eller anden let Haandtering for at det kunde „hialpe 
J 1842 naaede hau, at fan et grundigt Efterſyn foretaget ved fig ſelv“. 
ſit Hus. Der kom nye Mure i og nyt Tag paa. Bræddegulv 
fif han i fin Stue og to nye Dore indſat i Huſet. Det koſtede 


Hans 60 Rd., men da denne Sum var udredet, kunde han ogſaa — 

ſe Bunden i den lille Skindpung, ſom var hans Sparekasſe. i Tankeſprog. ; 

Stille og rolig gled nu mange Aar hen. J den Tid var han g 

kun en eneſte Gang alvorlig ſyg af Gigtfeber; kun langſomt Hvem der ſtadigt lever i Selſtab med flette Menneſter, man 


vendte Helbreden tilbage, men han var dog i den lange Sygdoms⸗ 
tid ikke et eueſte Ojeblik i Trang, kun trængende til Fjærlig | derimod vil den, ſom vedblivende omgaaes gode Menneſker efter⸗ 
Pleje, ſom rigelig blev ham tydet af en gammel Pige i Sognet, haanden lere at efterligne deres gode Egenſkaber, eller i ethvert 
der ernærede fig ſom Vaverpige. Alle holdt af lille Hans og Tilfælde uformerkt Dag for Dag lære at frigjore fig for mange 
viſte ham Deltagelſe i Provelſernes Tid. af ſine Fejl. 


nødvendigvis enten blive deres Offer eller deres Efterlignere; 


— * 1 3 æt 
3 Brevvexling. 8 

K. Ee = A. A. — C. S. 1 Pe. = I IL Ii Vn. „B. K. II.“ R. H. i Em „XXI.“ — M. A. 1 1, d. 
H. Vis. A. og Mar. A. i B. De efterhaanden tilsendte Digte og Fortællinger egne sig ikke til Optagelse i Bladet. 

L. X. Et og andet af indsendte R. vil maaske senere blive anvendt, i 

»Pilo". Kan ikke bruges. Det er en stor Misforstaaelse: at Husvennens Indhold skulde være middelmaadigt, for 
at egne sig til Læsning for Menigmand. Det er tvertimod Udgiverens Mening, at netop til den ,jævne Læser" er det 
bedste ikke for godt. Derfor kasseres ubetinget alle indsendte middelmaadige Fortællinger og Digte og al Flid anvendes 
paa til enhyer Tid at tilvejebringe det smukkeste og bedste Indhold. 


LEN 2 


Husvennen udkommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 
Jierdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Breyſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos. 
Hovedkommisſionceren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn, 


Trytt hos J. H. Schulz. 


1 


8 7 


for Morſkabslening, Oplysning og Bus flill. 


Adgiuet af 


MN. C. 


Nr. 32. 


Ro m. 5 5 
10. Maj 1874. 


Judhold. Vore Fedres Guder, ved Fr. Winkel Horn (Fortſat.) — Kong Harald og Islendingen, af C. Ploug, med Billede. — 
Trak af Livet i Grønland, V., med Billede, — Kjellinghelmanden, af Robert Schak. — Husflid, med Billede. — 


Brevvexling. 


Vore Fodres Guder, 
Wed Fr. Winkel Horn. 


MARA 


a (Fortſat.) 

Han lod nu Bukkene blive ſtagende hos Bonden 
og ftævnede jan øfter paa til Jottehjem, til han kom 
til det dybe Hav, ſom de ſpemmede over. Da de vare 
komne i Land og havde gaaet en liden Stund, kom 
de til en ſtor Skov. Tjalfe, ſom var raſk til Bens, 
bar Thors Madpoſe, og de gik nu hele den Dag, til 
det blev morkt. Saa ſogte de fig et Nattely og fandt 
et overmaade ſtort Hus, der var helt gabent ved den 
ene Ende; der gik de ind og ſlog fig til Ro. Men 
ved Midnatstid kom der et ſtort Jordſkjcelv, jaa Huſet 
ryſtede under dem; Thor ſtod da op og kaldte paa ſine 


Rejſefceller, og ved at famle fig frem fandt de et Udhus 


til højre midt paa Huſet, og der gik de ind. Thor fatte 


fig i Døren, men de Andre vare indenfor, og de var | 
rædde, men Thor knugede Hammerſkaftet og agtede at 


værge fig, om der kom Noget paa. Jevnlig horte de 
ſtort Guy og Bulder. Men da det gryede ad Dag, 
gik Thor udenfor og jaa en Mand ligge tat ved i 
Skoven, og han var ikke lille. Han ſov og ſnorkede 
ſterkt, og nu ſkjonnede Thor, hvad det var de havde 


hort om Natten. Han ſpendte Styrkebeeltet om ſig, 


ſaa hans Aſakraft ggedes, men i det Samme vaagnede 
Manden og rejfte fig brat, og det er den eneſte Gang 


man ved af, at Thor glemte at ſlaa til med fin Hammer. 


Han ſpurgte ham, hvad han hed, og han ſagde, at han 
hed Skrymer, „men Dig har jeg ikke nødig at ſporge 
om Dit Navn”, ſagde han, „jeg kjender, at Du er 


Aſathor. Men har Du taget min Handſke?“ Skrymer 
ſtrakte Haanden ud og tog fin Handſke op, og Thor 
ſaa da, at det var den, der om Natten havde tjent dem 
til Hus, men Udhuſet det var Tommelfingeren. Saa 
ſpurgte Skrymer, om de ſkulde ſlaa Folge, og det ſagde 
Thor ja til. Saa lukkede Skrymer op for ſin Mad⸗ 
poſe og lavede fig til at ſpiſe Davre, og Thor og de 
Andre ligeſaa. Skrymer foreſlog, at de fulde ſlaa fig 
ſammen om Madvarerne, og det gik Thor ind paa, og 
| da de havde ſpiſt, lagde Skrymer al Maden i een Boje 
og tog den paa Ryggen. Han gik forreſt hele Dagen 


Nattely til dem under en flor Eg, og ſaa ſagde han 
til Thor, at han vilde lægge fig til at ſove, „men tag 
J nu Madpoſen og ſet Jer til at ſpiſe Nadver”. Saa 
| faldt Skrymer i Søvn, men da Thor tog Madpoſen 
og vilde lukke op for den, da ffete det Utrolige, at han 
ikke fik løft en Knude og ikke rokket en Rem, faa. den 
var loſere end for, men da han ſaa, at han ingen Vegne 
kunde komme med det Arbejde, blev han vred, greb ſin 
Hammer med begge Hender, ſatte den ene Fod frem 
og flog jaa Skrymer i Hovedet. Skrymer vaagnede 
gg ſagde, at der var nok faldet et Blad ned i Hovedet 
paa ham, og ſpurgte jaa, om de havde ſpiſt og ſnart 
vare ved at gaa til Ro. Thor ſparede, at de vare lige 
ved at lægge fig, og de gik hen under en anden Eg, 
men det maa Enhver kunne tenke fig, at trygt kunde 
man ikke ſove der. Ved Midnatstid horte Thor ham 
igjen ſnorke faa højt, at det rungede i hele Skoven. 
Han ſtod op og gik hen til ham, ſpang Hammeren 
haardt og længe og ſlog ham midt i Isſen, og det 
ſtjonnede han, at Hammerncebbet ſank dybt i. „Ovad 


| og tog ſtore Skridt, men om Kvelden ſogte Skrymer 


250 


er der nu?“ ſagde Skrymer, ſom vaagnede i det 
Samme, „jeg tror der faldt et Agern ned i Hovedet 
paa mig. Hvordan har Du det, Thor?“ Thor ſkyndte fig 
hen paa ſin Plads og ſagde, at han lige var vaagnet; det 
var ved Midnatstid, ſagde han, og ikke Tid til at ſtaa 
op endnu; men det tenkte Thor, at om han kunde 
komme afſted med at give ham endnu et Hug, fkulde 
han aldrig je fig ſelvb mere, og jaa laa han da og 
pasſede paa, om Skrymer ſov. Men lidt for Daggry 
horte han, at Skrymer maatte være faldet i Søvn; 
han ſtod da op og lob hen til ham, ſvang Hammeren 
af alle Kræfter. og ſlog ham i den Tinding, der vendte 
op, og Hammeren ſank i helt op til Skaftet. Da rejſte 
Skrymer fig overende paa fit Leje, ftrøg fig om Kinden 
og ſagde: „Jeg tror, der ſidder nogle Fugle i Træet 
over mig; jeg ſyntes, idet jeg vaagnede, at de lod noget 
Skarn falde i Hovedet paa mig. Er Du vaagen Thor? 
Nu er det vel paa Tide at ſtaa op og flæde ſig paa, 
men nu har J ikke langt igjen til Borgen i Udgaard. 
Jeg har hort, at J har hviſket til hinanden, at jeg ikke 
var nogen lille Mand, men kommer J til Udgaard, vil 
J faa Folk at fe, der er ſtorre endnu: Vil J nu lyde 
mit Raad, jaa ſkal J ikke flaa for ſtort paa, naar 3 
komme der, thi næppe ville Udgaardslokes Hirdmeend 
taale Stort af ſaadanne Puslinger ſom Jer; men det 
Allerbedſte, J kunne gjore, mener jeg er at vende om. 
Men vil J endelig did, faa maa J ftævne mod Hſt, 
jeg maa nu lægge Vejen nordpaa til de Fjelde, 
J ſer derovre“. Saa tog Skrymer Madpoſen paa 
Ryggen og drejede af ind i Skoven, og ikke meldes der 
Noget om, at Aſerne anſkede ham Lykke paa Reiſen, 
eller at de maatte treffe ham i god Behold. 

Thor og hans Stalbrødre gik nu videre til Mid⸗ 
dagstid. Da ſaa de en Borg, ſom laa paa en Slette, 
og ſaa høj var den, at de maatte ſlaa Hovedet helt 


tilbage, for de fik ſet op til Tinderne paa den. De gik 


hen til den; i Borgmuren var der en Gitterport; den 
var lukket, og Thor kunde ikke faa den op, men da de 
vare ivrige efter at komme ind, ſmuttede de ind imellem 
Steengerne i Gitteret. De jan da en ſtor Hal og gik 
did; Doren var aaben, ſaa de gik lige ind; der ſad 
mange Mænd paa to Benke, og de fleſte vare uhyre 
ſtore. Saa gik de frem for Kongen, Udgaards⸗Loke, og 
hilſede ham. Han var noget ſen til at give Agt paa 
dem, lo i Skjegget og ſagde: „Sent er det at ſporge 
Tidender, af dem, ſom komme langvejs fra; men er det 
ikke, ſom jeg tenker, at denne Pusling er Agethor? dog 
er Du vel ftørre, end Du jer ud til. Sig nu frem, 
hvad Idretter, Du og dine Rejjefæller mener at være 
dygtige i, thi her faar Ingen Lov at være, ſom ikke 
er dygtigere i en eller anden Kunſt eller Idræt end de 
fleſte andre Mænd”. Da ſagde Loke, ſom ſtod bageſt 


iblandt dem: „Jeg kan en Idræt, ſom jeg er rede til 
at viſe; ikke er der nogen Mand her, ſom kan æde fin 
Mad hurtigere end jeg“. „En Idræt er det“, ſagde 


Udgaards⸗Loke, „om det er, ſom Du ſiger; det ſkulle 
vi nu ſe“. Saa kaldte han paa en Mand, ſom hed 
Lue, og ſom fad yderſt paa Benken, og bød ham gaa 
frem i Hallen og prove fin Lykke mod Loke. Saa blev 
der baaret et Trug fuldt af Kjod ind i Hallen, og Loke 
ſatte ſig ved den ene Ende og Lue ved den anden, og 
begge aad de det forteſte de kunde; de mødtes midt i 
Truget, og Loke havde da ædt al Kjodet af Benene, 
men Lue havde ogſaa ædt Benene, og Truget med, og 
derom vare Alle enige, at Loke havde tabt. Saa ſpurgte 
Udgaards⸗Loke, hvad den unge Mand kunde lege, og 
Dalfe ſparede, at han vilde prove en Dyſt i at lobe 
omkaps med hvem Udgaards⸗Loke vilde ſtille imod ham. 
„Det er en god Idræt”, ſagde Udgaards⸗Loke, „og det 
er viſt nok, at om Du ſtaar Dig i den Dyſt, maa Du 
være let tilbens; det ſkulle vi nu faa at je. „Saa 
kaldte han paa en lille Pusling, der hed Hu, og bod 
ham lobe omkap med Tjalfe; der var en god Rendebane 
udenfor paa Sletten. J det forſte Lob vandt Hu ſaa 
meget Forſpring, at han vendte ſig, juſt ſom Tjalfe var 
kommen til Banens Ende. „Du faar anſtrenge Dig 
noget mere, Tjalfe“, ſagde Udgaards⸗Loke, „om Du ffal 
vinde Spillet; men dog er det ſandt, at der aldrig har 
været nogen Fremmed, font har tyktes mig fodrappere 
end Du“. Saa lob de anden Gang, og da Hu var 
kommen til Enden af Banen og vendte ſig, var der 
et godt Spydkaſts Afſtand imellem ham og Tjalfe. 
„Godt tykkes J mig begge at lobe“, ſagde ÜUdgaards⸗ 
Loke, „men ikke tror jeg nu, at Tjalfe vinder; nu ſkulle 
vi ſe, naar de lobe det tredie Lob“. Men i det Lob 
var Tjalfe ikke naget til Midten af Rendebanen, da 
Hu var kommen til Enden og vendte ſig om, og Alle 
ſagde nu, at det var nok med denne Leg, Tjalfe havde 
tabt. Udgaards⸗Loke ſpurgte nu Thor, hvad Idretter 
han vilde viſe dem, ſaa ſtort Ry ſom der gik af hans 
Storverker, og Thor ſagde, at helſt vilde han viſe fin 
Ferdighed i at drikke. Udgaards⸗Loke ſagde, at det 
kunde godt lade fig gjøre, og gik ind i Hallen og kaldte 
paa fin Mundſkjcenk, ſom han bod hente Bodehornet, 
ſom Hirdmendene plejede at drikke af. Mundfkjeenken 
bragte Hornet og rakte Thor det, og Udgaards⸗Loke 
ſagde da: „Godt drukket tykkes det os, om dette Horn 
tommes i eet Drag, Somme maa tage det i to, men 
jaa daarlig er Ingen til at drikke, at han jo faar tømt 
det i tre“. Thor jaa pan Hornet, og det var ikke jaa 
farlig ſtort at fe til, ſtjont det var noget langt; han 
var dygtig torſtig og tog et vældigt Drag, men da 
Vejret var ved at gaa fra ham og han holdt op og jaa efter, 
hvordan det led med Drikken, tyktes det ham, at For⸗ 
ſtjellen kun var ringe mellem for og nu. „Godt drukket 
er det“, ſagde Udgaards⸗Loke, „men bedre kunde det 
have været, og ikke vilde jeg have troet det, om Nogen 
havde jagt mig, at Aſathor ikke kunde tage ſtorre Drag; 
men det ved jeg da, at Du tømmer det neſte Gang“. 
Thor ſagde Ingenting, ſatte Hornet for Munden og 


* 


tenkte, at denne Gang ſkulde han gjore det bedre; han 
drak faa længe han kunde holde Vejret, men dog jaa 
han, at han ikke fik Spidſen af Hornet ſaa hojt op, 
ſom det tyktes ham onſkeligt, og da han tog det fra 
Munden, ſyntes han, at det var ſvundet endnu mindre 
end forſte Gang, han var ikke kommen videre, end til 
at man i Mag kunde holde paa Hornet nden at ſpilde. 
„Hvordan er det Thor?“ ſagde Udgaards⸗Loke, mon Du 
nu ikke har gjemt mere til det ſidſte Drag, end Du 
kan orke? Jeg ſynes, at om Du ſkal tømme Hornet i 
det tredie Drag, bliver det det ſtorſte. Men det er viſt, 
at blandt os vil Du ikke faa Ord for at være jaa ſtor 
en Mand ſom hos Aſerne, om Du ikke er fremmeligere 
i andre Idretter end i denne“. Nu blev Thor vred, 
fatte Hornet for Munden og drak faa vældig han kunde, 
men da han ſaa i Hornet, var det lige, at der kunde 
kjendes Forſkjel. Saa opgav han det og vilde ikke drikke 
mer. „Det er nu let at ſkjonne“, ſagde Udgaards⸗Loke, 
„at Du ikke er ſaa vældig, ſom vi have trot; men 
har Du Lyſt at prove en anden Leg? Den førfte kom 
Du ikke langt med“. „Lad os prøve en anden Leg“, 
ſagde Thor, „men underligt vilde det tykkes mig, om 
ſaadanne Drag blev faldt ſmaa hjemme hos Aſerne. 
Hvad for en Leg vil Du ſaa byde mig?“ „Det pleje 
de unge Knoſe, ſom der ikke er noget færlig Udmerket 
ved, at more fig med her hos os“, ſagde Udgaards⸗Loke, 
„at de lofte min Kat op fra Jorden. Ikke vilde det 
falde mig ind at byde Aſathor fligt, om jeg ikke havde 
jet, at Du ikke er nær jaa ſterk, ſom jeg havde trot“. 
Saa kom der en ſtor gran Kat løbende frem paa Gulvet; 


Thor gik hen til den og tog under Bugen paa den og 
loftede, men den krummede Ryggen, alt ſom han ſtrakte 
Armen, og da Thor havde rakt fig ſaa højt han kunde, 
havde han kun faaet Kattens ene Ben fra Jorden, jaa 
den Leg fom han heller ingen Vegne med. „Det gik 
ſom jeg tenkte med denne Leg“, ſagde Udgaards⸗Loke, 
„Katten er noget ſtor af fig, og Thor er lav og lille i 
Sammenligning med de Storfolk, der er her hos os“. 
„Hor lille jeg end tykkes Jer“, ſagde Thor, „ſaa lad 
nu En komme og tage Tag med mig, for nu er jeg 
vred”. Udgaards⸗Loke faa fig om paa Bænfene og ſagde: 
„Jeg jer ikke den Mand herinde, ſom ikke vilde anſe 
det for Smaating at tage Tag med Dig; men lad os 
nu forſt ſe. Kald mig Kjerlingen Wlde, min Foſter⸗ 
moder, hid, og lad Thor tage Tag med hende, om han 
vil; hun har fældet Mænd, der ikke tyktes mig mindre 
ftærfe end Thor“. Saa kom der en gammel Kjærling 


ind i Hallen, og hende bod Udgaards⸗Loke tage Tag 


med Thor. Det er ſnart fortalt, hvordan det lob af; 
jo haardere Thor tog i hende, des faſtere ſtod Kjcerlingen, 
og tilſidſt brugte hun Kneb, faa Thor blev los i Benene; 
de tog nogle fvære Tag, men længe varede det ikke, for 
Thor ſank i Knæ. Saa gik Udgaards⸗Loke imellem og 
bod dem holde inde, men Thor havde ikke nødig at æffe 
Flere i hans Hal til at tage Tag med ſig, ſagde han. 
Det var nu ledet ud paa Natten; Udgaards⸗Loke bod 
Thor og hans Faller til Sæde, og de blev der Natten 


over og blev godt beveertede. 
(Fortſettes.) 


Kong Harald ſad i Oslo 
Og drak med ſine Meend, 
Og talte om fin Fejde 
Med Dannemarks Svend; 
Thi de var haarde Halſe, 
De Drotter, begge To, 
Og undte ej hinanden 
Den ringeſte Ro. 


Da nu tilgavns var droftet 
Den ſidſte hede Dyſt, 
Og hvor man fkulde hærge 
Zaar den danffe Kyſt, 


Om Tidender der ſpurgtes: 


En meldte da, der var 
J Morgenſtunden landet 
Et underligt Par. 


Den Ene er en Islænding 
Frejdig og frels, 

Den Anden er en Bamſe 
Udi fin tykke Pels; 


Kong Harald og Jslendingen. 
Af C. Ploug. 


J Vinland har han kjobt den 
For al ſin Ejendom, 

Og avet den med Moje, 
Saa den er ganfſke from. 


Kong Harald lod dem hente 
Det gottede hans Sind, 
Da Bjørnen han jaa træde 
J Hallen høvif ind; 

Gj mindre godt ham hued 
Den unge raſke Mand, 
Hvis klare Øjne lyſte 

Af Mod og Forſtand. 


Kong Harald hilſed venlig, 
Og ſpurgte Bygd og Navn, 
Sig nævnede han Audun, 
Og Ofjord ſin Stavn. 
Saa vilde Kongen ogſaa 
Beſked om Dyret hae, 
Om det var hans Eje, 

Og Audun fvared „Ja.“ 


Da roſer Kongen Bjørnen, 
Saa vældig og fan tam, 

Og ſporger, om ej Audun 
Vil jælge den til ham; 

Og tinge ſom en Kræmmer 
Om Priſen vil han ej; 

Dens fulde Værd han byder. — 
Men Audun ſparer „Nej“. 


„Ej heller det mig undrer,” 


— Kong Harald gav til Svar — 
„Naar Alt, hvad Du har ejet, 
„For den Du givet har; 
„Men om jeg byder dobbelt, 
„Ej fandt, jaa ſlaar Du til?“ 
— Men Audun ſvared atter: 
„Ef heller det jeg vil.“ 


„Nu ſiden til at kjobſlaa 
„Du føler Dig for ſtolt, 
„Du ſagtens har ſom Gave 
„Mig Bjornen forbeholdt, 


„Og venter at mit Højfind 
„Skal maale fig med Dit?“ 
— „Nej Herre,“ ſpared Audun, 
„Der fejler Du dog vidt.“ 


„Saa fig, hvi Du den kjobte, 
„Og hvi Du tæmmed den, 

„Og hvorhen da Du agter 
„Dig med Din lodne Ven?“ 

— „Nu, hvad min Agt mon være, 
„Det kan jeg ſige nemt; 

„Thi til Kong Svend i Danmark 
„Min Gave er beſtemt.“ 


— „Er Du da flig en Taabe, 
„At Du erfared ej, 

„At mellem Svend og 
Harald 

„Gaar kun en blodig 
Vej? 

„Og tror Du jeg vil 
taale, 

„Du drager fri afſted 

„Med Gave til en 
0 Fiende, 

„Jeg onſker kun For⸗ 

. 


— „Det raader Du 
for, Herre, 
„Om jeg maa reſſe 
frit; 
„Men, mens jeg har 
min Villie, 
„Saa raader jeg for 
i Mit. 
„Og det er nu en Vane, 
„Som jeg har med mig bragt, 
„At jeg gjor aldrig Andet, 
„End hvad der er min Agt.“ 


Da ſmilede Kong Harald 

Og ſtrog ſin brune Kind: 
„Saamend, det maa jeg lide; 
„Folg da Dit eget Sind! 

„Rejs med Din Bjorn til Danmark, 
„Og giv den til Kong Svend; 
„Men kom ſaa hid og ſig mig, 
„Hvad han gav Dig igjen!” 


Det loved Audun Kongen, 
Og drog med Fred fin Vej; 
Og Loftet, ſom han ſagde, 
San glemte heller ej. 


Da Aaret var forganget, 


Saa tren han ind igjen 


J Hallen udi Oslo 
Til Harald og hans Mænd. 


Og Kongen flux ham kjendte, 
Og ham at ſidde bød 
Og gjore fig tilgode 


Med Saltmad og Mjod, i 


Og derpaa at fortælle 

Om fine Eventyr, 

Men forſt hvad Kong Svend gav 
Til Gjengjæld for hans Dyr. 


„Forſt gav han dette, Herre!“ 


— Til Orde Audun tog — 


„At Kongen ej hovmodig 

„Vrag paa min Gave ſlog.“ 

— „Ja“ — ſparede Kong Ha⸗ 
rald — 

„Det var dog grumme lidt. 

„Jeg havde givet Mere, 

„Var Dyret blevet mit.“ 


„Saa gav han ogſaa Penge 

„Mig til en Pilgrimsfart.“ 

— „Ja, derpaa“ — ſpared Ha⸗ 
rald 

„Har Svend jo aldrig ſpart. 

„Det gav han alt Saamangen, 

„Der tomhændet kom. 

„Men hvad gav han Dig Mere 

„End Reiſekoſt til Rom?“ 


„Hver Dag i Kongens Beger 
„At ſkeenke Ol og Mjød, 

„Den Ejerning og den Wre 
„Han dernoeſt mig bod.“ 

— „Nu, det var ſmukt; men ren, 
„Han bod Dig, vared kort. 
„Gav han Dig ikke Andet, 

„Da ſnart Du drog bort?“ 


„Ja“ — mæled Audun atter — 

„Han ſkenked mig en Knor, 

„Vel ruſtet og vel taklet, 

„Med Ladning ombord.“ 

— „Ja, det var edelmodigt 

„Og kongeligt og ſtort; 

„Men Harald ikke Mindre 
„End Svend vilde 


gjort.“ 
„Saa gav han mig 
en Poſe, 

„Af Solvpenge ſtram, 
„At ej jeg fkulde 
J ebe 
„J Armod og Skam, 
„Ifald mit Skib blev 

ſenket 
„J Brandingens 
Grav, 
„Og Ladningen blev 
ſlugt 
„Af det graadige 
Hav.“ | 
„Det“ — udbrad 
Kong Harald - 
„Var ſaare vel be: 


tenkt; 
„Og det var ogſaa mere, 
„End jeg vilde ſkeenkt; 
„Med Skib og med Ladning 
„Jeg vilde troet os kvit. 
„Men var der endnu Mere, 
„Som Svend kaldte Dit?“ 


„Ja, Herre“, — ſvared Audun — 
„Da jeg Farvel ham bod, 
„Kong Svend mig denne Guld: 

ring 
„Op over Haanden ſkod, 
„Paa det den ſkulde vidne 
„Om Kongens Garmildhed, 
„Ovis Poſen ſank med Skibet 
„J Havpdybet ned. 


ann 


„Han bød mig aldrig fkilles 
„Ved dette gyldne Pant, 
„Med mindre paa min Vandring 
„Jeg nogen Høvding fandt, 
„Hvis høje Sind jeg ſkyldte 
„Tak for faa meget Godt, 

„At jeg ham undte Gaven 

„Fra Dannemarks Drot. 


Trok af Livet i Gronland. 


— 


V. Om Gronlandshvalen og dens Fangſt. 
(Af en forhenværende Preſt i Grønland.) 


Af Hvaler gives der mange Slags, ſom ere meget 
forſkjellige bande i Sterrelſe og Üdſeende. Den ſtorſte, 


„Men denne Hopding fandt jeg 
„Ifjor paa dette Sted. 

„Du kunde taget Livet 

„Fra mig og Bjornen med; 
„Og dog Du lod os drage | 
„Herfra med Fred vor Vej; i 
„Derfor, Kong Harald, ræffer 
„Jeg Ringen til Dig.“ 


Da foer det hede Blod op 
J Kongens brune Kind, 
Og hædret han fig tyktes, 
Som han ej blev det end. 
Og Auduns Knor den Sommer 
Laa fvær i Oslo Big; 

Saa ſejled han til Island, 
Paa Gaver dobbelt rig. 


Fiſkeben, 6—7 Hundrede i Tal; de ſtorſte ſidde paa 
hver Side i Midten og ere omtrent 10 à 11, ſjelden 
indtil 13 Fod lange, ved Roden 10 à 12 Tommer brede, 
mod Enden ſpidſe og langs ad Siden beſatte med Skjeeg 
af lange Haar. Gabet er næften ligeſaa ſtort ſom 
Hovedets Længde, paa en fuldvoxen Hval omtrent 


ſom den ogſaa kaldes Gronlandshvalen, det 
ftørfte Dyr, man nu fjender i Verden; thi vel 
gives der andre af ſamme Længde, eller endnu 
ſtorre, men da ej af ſamme Forlighed. Imid⸗ 
lertid har man meget overdrevet dens Starrelſe, eller 
ment, at den i ældre Tider, da den blev mindre forfulgt, 
kan have været ftørre, end den nu bliver. Den kan 
naa en Længde af 60 Fod, har da en Omkreds paa det 
Tykkeſte af lidt over 40 og Gjennemſnittet altſaa 13 
Fod. Halen, dens vigtigſte Bevegelſesredſkab, er 
i Længden 5—6, i Breden 18—24 Fod. Finnerne 
7—8 Fod og Vægten af hele Dyret har man beregnet 


blaalig fort, hos de gamle fort, undertiden dog mer 


eller mindre marmoreret med hvidt; Underkjceben ſtedſe 


hvidagtig. Hos den fuldvorne er Barderne, det ſaakaldte 


der af Hval⸗ 17 Fod, men 
fangerne bli⸗ Svælget ſaa 
ver meſt ef⸗ lidet, at det 
terſtrebt, er hos en Unge 
Bardehva⸗ af 15 Fods 
len, ſom Længde, ſelv 
igjen indde⸗ naar det ud⸗ 
les i tre ſpiles ſaa 
Familier: ſtcerkt ſom 
Slethva⸗ muligt, nep⸗ 
ler, de ſom pe endda kan 
ikke have no⸗ have en Vide 
gen Ryg⸗ af 21/2 Tom⸗ 
finne; Fin: me, og paa 
hvaler,ſom en fuld⸗ 
have Rygfin⸗ voxen kun 
ne, have en 4 Tommer. 
glat Bug; Lige ovenfor 
Finhvaler Mundviger⸗ 
med en ryn⸗ ne ſidde Oj⸗ 
ket Bug. Af nene, ſom ere 
disſe er Slet⸗ forſynede 
hvalen, eller med Ojen⸗ 


| laage, men forholdsvis ere meget ſmaa, ikke ftørre end 


Oxesjne. i 

Denne Hval opholder fig nu kun i Davisftrædet . 
og Ishavet, foruden ogſaa i det ſydlige Polarhav. 
J ældre Tider har dens Opholdsſted ſtrakt fig meget 
længere mod Syd, men ved Hvalfangernes Forfolgelſer 
er den fordreven mere og mere imod Nord, ſaa 
at dens Mængde endog er kjendelig formindſket og 
Hvalfangerſkibene maa nu ſoge den langt nordligere. 
For en 40 Aar ſiden jaa vi i Nordgrønland disſe Skibe, 
70 i Flaade, meſt fra England og Skotland, i Slutningen 


af Maj pasſere forbi os nord efter imellem Landet og 
til 2,200 Centner. Huden er glat, Farven hos Ungerne 


Storiſen, ſom paa den Tid drev i Strædet, og ſom 
Hvalfangerne maatte norden om, for at treffe Hvalen, 
meſt paa Veſtſiden. Siden tog Fangſten i nogle Aar 
ſaaledes af, at der et Aar kom kun 7 Skibe. 


88 


254 


Denne Hvals Nering er fornemmelig nogle ſmaa 
Krebſearter og forfkjellige Slags Bloddyr, ſom i utallig 
Mængde findes i de nordlige Have, og derfor har faget 
Navn af Hvalaas. For at erholde disſe Smaadyr farer 
Hvalen blot frem med opſpilet Gab, og, naar den igjen 
lukker Munden, ſives Vandet ud imellem Barderne, 
hvorved Dyrene blive tilbage. Bemeldte Smaadyr nere 
ſig igjen af et Slags endnu mindre, Dyr, ſom man 
knap kan ſe med Ojnene, men ſom paa ſine Steder i 
Havet er tilſtede i en ſaadan Mengde, at man har be⸗ 
regnet at der findes over 100,000 i en Spand Vand, 
og at Havet, ſom ellers i disſe nordlige Egne er blaat 
og fuldkommen gjennemſigtigt, deraf i ſtore Strokninger 
blive gront og dunkelt, og i dette grønne Vand er det 
derfor ogſaa Hvalen fornemmelig maa ſoges. De yngle 
om Foraaret, hvor Hunnen føder ſedvanlig kun een 
Unge, ſom ved Fodſelen er 10 à 14 Fod lang og meget 
længe, omtrent et Mars Tid, bliver ved at die, indtil 
Barderne udvoxe faa vidt, at den ſelv kan fraffe fig 
Jøden. Naar Ungen fkal die, lægger Moderen fig paa 
Siden pan Overfladen af Vandet. Hun viſer en over⸗ 
ordentlig Kjærlighed for fin Unge, tager den med fig i 
Dybet under Forlallerne, naar hun forfølges, og foragter 
alle Farer, ja ſelv Lanſeſtikkene, naar Ungen angribes 
og ſaares. 

Naar man fra Hvalfangerfkibet opdager, at der er 
en Hval i Narheden, hvilket let mærkes naar den ligger 
ſom et lille Skicer i Vandſkorpen og „bleſer“, d. e. 
aander, hvorved den udſender de to Straaler jaa højt i 
Luften, at de kunne baade ſes og hores i megen lang Af⸗ 
ſtand, ſaa ſendes Baadene efter den, ſaaledes ſom det 
Jes her pan Billedet. Hver Baad er forſynet med Har⸗ 
puner og Lanſer; den forſte med dobbelte Modhager 
er faſtgjort til en ſmakker men ſoerdeles ſteerk For⸗ 
gengerline, der igjen er forbunden med flere lange, 
ftærfe Liner, ſom ligge ganſke klart opfkudte i Banden 
hver for fig, den ene efter den anden. Og ſlaar de 
ikke til naar Hvalen har tagen Fart, er den anden, eller 
flere Baade, tilrede med deres Liner, ſom da itide ſtikkes 
paa. Det gjælder her Mandſkabets Liv at Alting er 
i den meſt beſtemte Orden, og at Enhver nøjagtig fjender 


og pasſer fin Beſtilling. Hvalen bliver kun faa Minuter 


oppe, i hvilke den blæjer, aander, 89 Gange. I denne 
Tid man Baaden ſkyndſomſt nærme fig den, helſt i en 
ſkraa Vinkel bag ved Ojet, da Dyret ikke godt kan ſe 
tilbage, men fan ſtille og lydloſt ſom muligt, og ſaa 
nær ind paa den, at Harpuneren, ſom ſtaar i Forſtavnen, 
med al ſin Kraft kan jage den lange dødbringende Harpun 


ind i den. Den ſaarede Hval ſoger da fædvanligt med | 
ſtorſte Hurtighed ned i Dybet, ofte indtil flere Hundrede 


Favne, og forbliver der ſaalenge den kan udholde det, 
undertiden endog henved tre Kvarter. Men da Linen 


er lang nok, om den endog løber et Stykke under Vandet, 
venter man til den igjen kommer op, desmere udmattet 
jo dybere den har ganet og jo længere den har holdt ſig 


under Vandet, og da angribes den med flere Harpuner 
og tilſidſt dræbes den ved Lanſer. Farligere er Fangſten 
af dem, der, naar de merke Harpunen i Kjedet, tager 
Fart afſted i Vandſkorpen; man ſoger da at give Linen 
et Stik omkring den opſtagende Ende af Stevnen, ſom 
paa Hvalfanger⸗Slupper er indrettet dertil baade for 
og agter; thi da løber Linen ikke ſaa hurtigt ud naar 
Baaden i en raſende Fart folger efter. En Mand ſtaar 
da rede med Oxen for at kappe Linen ſaaſnart der bliver 
Fare f. Ex. ved at Hvalen løber ind under Iſen eller 
omkring et Isfjeld, eller paa mange andre Maader. 
Man ſiger endog, at der maa øjes Band paa Stævnen 
for at der ved Linens hurtige Fart ikke ffal gaa Ild i 
Zræet. Skjondt Gronlandshvalen er frygtſom og 
ſtrax ſoger at undfly, naar den angribes, er Jagten efter 
den dog forbunden med megen Fare: undertiden ſlaar 
den med Halen, Hvori den egentlig har ſin Styrke, 
ſaaledes til Baaden, at den ikke blot kan fæntre, men 
endog med alle Mand kaſtes op i Vejret; ja undertiden 
kan den endogſaa ved et ſaadant Slag faa Baaden 
under ſig, ej at tale om Ulykker, ſom kunne foranlediges 
ved Baadens og Linens hurtige Løb, hvorved en Mand 
kan rives overbord eller faa et Ben, der kan være bleven 
indviklet i Tovet, reven af. Naar Hvalen er bleven 
dræbt, føres den hen paa Siden af Skibet, hvor man 
gaar ud paa den og med lange Flanſeknive afſkjerer 
Spakket forſt paa den ene Side, vender den derpaa 
om med Tallier fra Stormaſten, for at flænfe den anden 
Side, ſamt aftage Barderne. Kjodet med Benene og 
Indvoldene lader Englænderen drive i Søen; men er 
det Danſke, der har fanget jaa nær Land, at Aadſelet 
kan bjerges, kan en hel Pladſes Gronloendere have Føde 
deraf for dem ſelv og deres Hunde i en hel Vinter. 
Kan de faa noget af Hvalens Skind, „Mattak“ eller 
Finner, er det dem en ſtor Lekkerhed. Det ſpiſes ogſaa 
af de i Landet boende Danſke, og er et godt Middel 
imod Skorbug, naar man fan vænne fig til at ſpiſe 
det raat. 

J Handelen bruger man kun Spakket og Barderne, 
men ſom da ogſaa ved Fangſten af den ſtore gronlandſke 
Hval giver et antageligt Udbytte for alle dem, der have 
havt Part i Fangſten. En fuldvoxen Hval kan antages 
at give 140 à 170 Tender Spark hver til 120 Potter, 
ſamt 1,500 — 2,000 Pd. Fiſkeben. Men da den mindſte 

Del af dem ſom fanges ere fuldvoxne, og Produktet af 


Tran er mindre end af Spak, faa kan 100 Tor. Tran 
og 1,200 Pd. Fiſkeben vel beregnes ſom Middeltallet 
af det Produkt, der vindes af en dræbt Gronlandshval. 


Kjellingholmanden. 
Forfalt af Nobert Schah. 


ä 


Omtrent midtvejs mellem Ulſtrup Station og 


Bjerringbro Station, et Par Basſeſkud nord for Guden⸗ 


aaen, ligger en lille Bondegaard, fom hedder Kjellinghol. 
Den har tidligere været et mægtigt Herreſede og tilhørt 
Familien Rud. Endnu findes tydelige Spor af Volde 


og Grave, hvor den gamle Borg har ſtaget. Til hen 
i Begyndelſen af dette Aarhundrede var Gaarden en 
Feſtegaard paa henved 15 Tor. Hartkorn, ſenere blev 
den udſtykket, da den var overgaget til Selvejendom, 
og Hovedparcellen er nu en almindelig Bondegaard, der 
horer under Hjorthede Sogn. 

J den Tid, da Oplysning var fjældnere blandt 
Almuen end nutildags, var der gjerne enkelte velbegavede 
Mænd, der ſom en Slags Nikonger ragede op over de 
andre Sognemeend; en ſaadan var ſaavidt jeg ved, den 
forſte Selvejerbonde af Kjellinghol, han var beſtandig 
den, der maatte ſlaa Hovedet pan Sømmet, naar der 
indtraf vanſkelige Sager i Sognet, og jeg har af gamle 
Folk der paa Egnen hørt mange Fortællinger om ham, 
hvoraf jeg har hørt nærværende lille Zræf af en gammel 
Mand i Sjorthede, der fortalte det ſom en virkelig 
Tildragelſe. . 

I en af Byerne paa den modſatte Side af Guden⸗ 
agen, jeg huſker nu ikke hvilken, boede en Mand, ſom 
almindelig gik under Navnet, „den [amme Sfrædder”, 


hvilfet Navn hidrorte fra, at han havde et krumt Knee 


og maatte gaa ved Krykke. Denne 
efter en temmelig ſtor Maaleſtok, idet han ſogte Byerne 
neſten fra Randers til Viborg. Og naar det var 
Vinterdage, og han havde faaet en By gjennemgaget, 
maatte en Mand ſom ofteſt kjore ham til den neeſte 
By. Jeg vil nu her bemærke, at ſaadant ſlet ikke var 
ualmindeligt i disſe Tider, og jeg ved endogſaa, at der 
af Sognefogderne tilſagdes Vogne til ſaadanne Ture. 
Denne Slags Forret fremfor andre Tiggere, ſom ſaa⸗ 
danne Kroblinge havde, gjorde dem mange Gange tem- 
melig ublu i deres Fordringer, og af det Folgende vil 
ſes, at Skrodderen heller ikke ſtod tilbage i denne Retning. 
Det var lige ſaadan i Skumringen, nogle Dage 
for Julen i en meget ftræng Vinter, at „den lamme 
Skrœdder“ kom kjorende i Slæde ned til Kjcellinghol; 
en Bonde fra Hjorthede havde fjørt ham derned, og 
Kjellingholmanden fkulde faa befordre ham til en af 
Byerne paa den anden Side af Gudenagen. 
„Godaften!“ ſagde Skredderen, da han kom ind; 
og da Manden, der ſad og bandt Riskoſte, havde bedt 
ham ſidde ned, fortſatte han: „Ja, jeg havde egentlig 
tenkt, Du fkulde kjere mig over Aaen iaften; men nu, 
det er faa ſtrengt Vejr, faa har jeg opgivet det, og — 
fojede han til — Du mangler jo heller ikke Husly“. 
„Nej, Vorherre ſkal have Tak“, ſvarede Manden, 
„hidindtil har jeg ikke ſavnet Husly“. 
„Ja, men!“ begyndte Skredderen igjen, der nok 
vidſte, at Kjellingholmanden ikke var jaa tosſet, ſom 


Mand drev Tiggeriet 


han ſtillede ſig an til, „Du forſtaar vel nok, jeg vilde 
blive her nat” i j | 
„Nu, ja! det forandrer Sagen“, ſvarede Manden, 


4 


„men jeg har nu engang fat mig for, aldrig at huſe 
ſaadanne omlobende Tiggere og Dagdrivere, ſom hellere 
ville leve andre til Byrde end ſelv fortjene Foden; en 
anden Sag er det med Folk, ſom ingen Ting kunne 
beſtille!“ 

„Aa, Gud forlad Din ſyndige Mund Hvad den 
liger!” ſagde Skredderen med andegtig Mine, idet han 
ſlog Henderne ſammen, „hvad kan jeg arme, elendige 
Staffel beſtille, fig mig blot en enefte Zing jeg fan 
beſtille!“ i 

„Du kan beſtille, hvad Du ſer jeg her beſtiller“, 
ſvarede Manden fort, „det ſkal Du ikke bruge Benene 
til, og Armene — ſaavelſom Munden, lagde han efter⸗ 
trykkelig til — har jeg aldrig hort, Du har ſkadet 
noget paa; derved var Du vel iſtand til at kunne ernære 
Dig; desuden kunde Du ſtryge Simer, binde Halmkurve 
og meget andet; men“, vedblev han, idet han hurtig 
rejfte fig op, traf fin Skjodtroje og fine Treœfkoſtgvler 
paa og traf fin rode Hue godt ned over Orene, „det 
er nu at prake for dove Oren; blive her inat kan 
Du ikke, folg mig derfor ſtrax, jaa ſkal Du blive kjort 
over Aaen!” og dermed gik han ud af Doren, og 
Skredderen humpede bagefter, det bedſte han kunde. 

Lige overfor Kjcellingholmanden var Skredderen 
ikke jaa ſterk i Munden, ſom overfor andre, og han 
fulgte derfor ſtiltiende med ud uden at gjøre Indven⸗ 
dinger. Men han blev ikke lidet forbavſet, da han fer 
Kjellingholmanden komme træffende med en ſtor Haand⸗ 
ſloede, hvorpaa han bød ham at ſidde op. 

Men Herregud!“ udbrød Sfrædderen, „da kal 
jeg da ikke i denne Froſt og Kulde age paa ſaadan en 
Slæde”. 

„Det er den eneſte Befordring, 
fik han til Svar, „vi have den hele Dag kjort Træ 
hjem, fad Heſtene kunne nok trænge til Hvile; derfor 
ffynd Dig og ſid op, jeg fkal nok være Heſt; desuden 
— føjede han til — ſkulle vi, hvis vi kjorte med Heſte, 
om ad Bjerringbro, hvorimod jeg nu kan træffe Dig 
lige over Aaen, Iſen er ſterk nok lige nedenfor Gaarden!“ 

Skredderen tav hertil, og Kjellingholmanden trak 
nu afſted med ham tværs over Marken ned mod Agen. 
En Samtale kunde ikke komme i Gang, da Skredderen 
beſtandig fif forte og afviſende Svar paa fine Sporgs⸗ 
maal. Iſoe var han meget forundret over, at Kjelling⸗ 
holmanden havde taget en ſtor Skovoxe med, ſom han 
bar paa Armen; hvad den fkulde bruges til, kunde han 
ikke udgrunde; thi paa hans Spørgsmaal derom, havde 


Du kan faa herfra”, 


han kun erholdt det lidet oplyſende Svar; „Lad mig 


derom”, 

Imidlertid vare de komne 
ſtandſede Kjellingholmanden midt Paa Aaen, tog fin 
rode Hue af og tørrede Sveden af Panden med ſit 
Zrøjeærme, hvorpaa han gav fig til at hugge en Vaage 
i Iſen langs den ene Side af Slæden. N 

Skredderen gjorde ſtore Oine. 


til Gudenagen; her 


„Men hvorfor hugger Du denne Vaage? Jeg ved 
da, det ikke er Tid til at ſtange Aal nu!“ ; 
„Det er vel ikke jaa!” 
Atter en lille Pauſe. 
„Kjorer Du ikke ſnart, jeg fryſer!“ 
„Du gjør vel faa; men jeg ſveder“. 
Imidlertid ſpringer Skredderen op, da han fer, 


at der nu er hugget en Vaage næften ſom en Halveirkel 
rundt om Sleden: „Men Gud forlade Dig, Du har 


da vel ikke ondt iſinde!“ udbryder han og ſtirrer paa 
Kjeellingholmanden. 

Denne retter fig, tørrer atter Sveden af Panden 
og ſparer ganſke rolig: „Nej! jeg har derimod godt 
iſinde. Ser Du, jeg har tidt teenk paa, at det egentlig 
var Gudsbeſpottelſe, naar Du i høje Toner beklagede 
Dig over Din Skjebne og næften bebrejdede Vorherre, 
at han havde lagt jaa tungt et Kors paa Dig; nu er 
det min Mening at befri Dig fra dette tunge Kors, 
og ſamtidig befri Sognene her omkring for en Byrde, 
kan jeg tro; thi naar Du nu ſidder ganiſke rolig, indtil 
jeg ogſaa faar hugget ved denne Side-af Sleden, jaa 
— ja det er kun et Ojeblik, et Plump — og ſaa er 
al Din Elendighed til Ende; kan Du forſtaa det?“ 

Dexmed tog han Oxen igjen 3 od, ſom om han 
atter vilde fortſette fit Arbejde, men holdt dog ſtadig 
Oje med Skrodderen.. 

Denne havde imidlertid faaet travlt med at pusle 
om det ſyge , og førend Kjellingholmanden vidſte 
et Ord dee, og Pokker ved Stodderen ind over Kjeret; 
nu haltede gan ikke, men ſprang ſom et ungt Fol, mens 
han kigede tilbage, ſom om han var bange for at blive 
forfulgt. 5 


Kjellingholmanden ſtod lidt og jaa efter ham, tog 


derpaa Øre og Slade og begav fig hjem, idet han 
mumlede ved ſig ſelv: „Se vi det, ſaa havde Drengen 
dog Ret!“ 


Til ret Forſtaaelſe af Kjellingholmandens Adfærd, 


ffal her bemærkes, at dennes Dreng en Aften om Hoſten 


kom hjem og fortalte, at han havde ſet den lamme 
Skredder gan og plukke Nødder i Ulſtrup Skov, og 
havde brugt fin Krykkeſtok til at trekke Grenene til fig 
med. Man havde udlet Drengen og paaſtaaet, han 
havde ſet fejl; men hin Aften var Kjellinghelmanden 
dog kommen i Tanker om, at det muligvis kunde være 
ſaa, at Stodderen var en ſtor Bedrager og Guds⸗ 


(| 


beſpotter, der løj fig ſelv til Krøbling, og hvis dette 

var Zilfældet, da at gjøre en Prøve paa at helbrede ham. 
Vi je, at Kuren hjalp fortrinligt; men den lamme 

Skredder jan man ſiden intet til der i Egnen. 


Husflid. 


Husflidskurſus. 

J det i Nr. 26 af dette Blad omtalte Kurſus under Kapt. 
Clauſon Kaas's Ledelſe, have folgende Lærere og Lererinder erholdt 
fri Undervisning og Rejſeunderſtsttelſe: 

Marie Anderſen fra Fredericia; forhenv. Lærer Chri⸗ 
ſtenſen fra Jetsmark; Lererinde Fog fra Kjøbenhavn; Lærer 
Holm fra Sandvig: Marie Hoyer fra Marſtal; Lærer Ja⸗ 
kobſen fra. Sundbyeſter; Lærer. Jepſen fra Aſtrup; Lærer 
Jorgenſen fra Lyngby; Jenſine Kjerbo fra Hjerring; Lærer 
Larjen fra Rumperup; Lærer Nielſen fra Ulſe; konſt. Lærer 
Peterſen fra Søllerød; Fru Pregel fra St. Jorgensbjerg; 
Camilla Simonſen fra Saby; Lærer Stephanſen fra 
Vedtofte; Laura Møller fra Kjøbenhavn og Lærer Andreasſen 
fra Asdal. — j 


Skraatobaksdaaſe. 

At der i vor Tid ofte tages Patent paa ganffe ſmaa Op⸗ 
findelſer, ſom dog kunne være, ret ſindrige og praktiſte i al deres 
Simpelhed, viſer hosſtaaende Skraatobaksdaaſe, ſom „Opfinderen“ 
har erhvervet Eneret paa. Vi ville derfor ikke raade Nogen til 
at eftergjore Daaſen for at bringe den i Handelen, hvad alene 
Patenthaveren har Lov til, men han vil dog neppe ſagſoge 


nogen Husflidsdyrker, der kunde more fig med at lave en lig⸗ 


nende Daaſe til eget Brug eller til at forære en eller anden 
ſtragende Ven, ſom med en ſaadan Daaſe kunde ſpare fig r⸗ 
bejdet med at tage en Kniv op af Lommen, for at afſtere fin 
„Skraa“, eller for at afbide den. Det lille i Laaget anbragte 
Knivblad A udfører nemlig denne vigtige Forretning hurtigt og 


nøjagtigt, ſaafnart man lægger Enden af Tobaksrullen ud 


igiennem den lille i Daaſens ene Side anbragte Udffæring. 


Brevvexling- 


P. Andersen, Askebjerg. 


Dem de Portoudleg, 


Indsend til Udgiveren (Føvling pr. Horsens) nøjagtig Angivelse af hvor og naar 
De har betalt Oktober og Januar Kvartal, helst ledsaget af Postkvittering. Der skal da blive indgivet Klage til General- 
postdirektionen, som forhaabentlig vil lade vedkommende Postexpedient refundere Dem Belebet, og tillige godtgjere 
De har havt paa Grund af hans Vorden. 


* 


Husvennen udkommer 
Fierdingaaret, frit tilſendt. 2 
Hovedkommisſionceren: 


. 


til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 
Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
Boghandler Rudolph Klein, lille Kjsbmagergade 56, Kjøbenhavn, 


Trykt hos J. H. Schultz. 


LEN 


SOE HERE 


Ii 


Billedblad for Alenigmand, 
for Morfhabslæsning, Oplysning og Husflid. 


Adgivet af 
N. C. Rom. 
Nr 0 33. 17. Maj 1824. 
Zudhold. En Begravelſe, af Bendix Hanſen, med Billede. — Laviner, med Billede. — Vore Fædres Guder, ved Fr. Winkel 


Horn (Fortſat.) — Kaninavl i Udlandet. — Et Jernbanetog for et halvt Hundrede Aar ſiden, med Billede. — 


Blanding. 


En Vegravelſe. 
Af Bendix Han ſen. 


Et lille Stykke udenfor Byen, lige i Üdkanten af 
Skoven laa der et lille Hus: Hvem der ikke var godt 
kjendt paa Egnen, kunde aldrig falde paa at tro, at 
der laa et Hus der; for det var ganſke ſkjult af de 
gamle, krogede Egetræer 
og høje Kratbuffe, og 
Vej var der ingen af; 
thi Retten til at kjore 
tværgsover Marken hen 
til Huſet var ikke bleven 
benyttet i de ſidſte halv⸗ 
treſindstyve Aar, og den 
Sti, der ſneg ſig hen 
under Gjærdet, var faa 
lidet befærdet, at den 
næppe var til at op 
dage; men Huſet [aa 
der alligevel. 

Der var Fremmede 
idag, og det var en mer⸗ kr 
kelig Begivenhed, for det ffete ſjeldent, ſaare ſjeldent; thi 
gamle Metmari holdt ikke af at have Fremmede, hun 
holdt flet ikke af at have Samkvem med Folk, og ſkjondt 
hun havde levet i Huſet i halvhundrede Aar, var hun 
dog lige til fin Dod ſelb bleven en Fremmed for Folk 
i Almindelighed. Ja nu var hun dod, og de Fremmede, 
der idag vare i hendes Hus, var dem, der ſkulde ſorge 
for at bringe hende anftændigt i Jorden. De vare be⸗ 


ordrede dertil af Sogneraadet, for gamle Metmari havde 
ingen Slegtninger, der kunde tage fig af hende⸗ 

Nu laa hun i ſin ſimple ſorte Kiſte, der var 
ſommet til og fat hen i en Krog, medens Gjeeſterne 
ſad paa Beenken ved Bordet, ſpiſte Smørrebrød med 
Ol og Brændevin til og ſnakkede om hende. 

„Ja hun var en meerkelig gammel Kone, og det 
gaar ſommetider ſcert til i denne Verden! Hun var jo 
88 og har levet imellem 
os i et halvt Aarhun⸗ 
drede, og dog er hun 
den Dag idag ſom en 
Fremmed iblandt os!“ 
ſagde Degnen; han ſad 
for Enden af Bordet, 
med Henderne foldede 
foran ſig og ſaa meget 
højtidelig ud. 

„Merkelig!“ ſagde 
Morten, der fad nærmeft 
ved Degnen. „Ja hun 
var rigtignok et ſert 
Stykke Kjcrling; men 
hun gjorde jo ingen 
Fortræd, og ſaa kan det jo være det ſamme. Jeg kan 
dog ikke nægte, at jeg blev lidt underlig tilpas, hver 
Gang jeg jaa hende komme flæbende med fig ſelv og 
vende fit rynkede Anſigt til en anden Side. Gamle 


Hil; 
ae 


L 
lit 


| Kjærlinger ville jo gjerne ſlaa en Sladder af; men 


det vilde hun ikke, det var ſom om hun var 
bange for eller vred paa alle andre Menneſker. 
Det var ikke jaa ſcert, at man kunde kyſe Born 


258 


med hende, for glad ved hende var nok ikke ret 
mange“. : ; 

„Ja viſt jaa — aa ja!” tilføjede Lauft Søg, der 
ſad henne ved Enden af Bordet; han var kommen lidt 
ſenere og havde derfor endnu travlt med at ſpiſe 
Smørrebrød. j 

„Og det er det Merkvordigſte, at Ingen ved 
hvorfra hun kom, og hvem hun var!“ ſagde Degnen. 


„Ja det var godt hun dode, det gamle Skind; det 


er det Bedſte, hun har gjort”, ſagde Peder Nisſen“, 
„Gud maa vide, hvorfor hun ſkulde leve jaa længe, 
for jeg kan ikke begribe det; hun gjorde ingen Gavn, 
og hun var en ſlem Byrde for Peder Rasmus. Nu 
har hun faaet Aftægt fra hans Gaard i 50 Aar, og 
den Gang hun kom, kjobte hun Aftegten for 500 Rd. 
af Peder Rasmusſes Fader. Det var rigtignok en kjon 


den Gang!“ 


„10 Rd. om Aaret! det var en god Handel; ja | 


en udſpekuleret Kjærling var hun!“ udbrød Peder Poſt. 
Han ſtod for Enden af Bordet med begge Hender i 
Buxelommerne og Piben i Munden og fremviſte fin 
Stads: Laaden Hue med ſtor Skygge, blaa Troje, graa 
Hvergarns Buxer med lyſegronne Striber paa langs og 
tværs, og Buxerne i Stovlerne; det var hans Stads⸗ 
dragt, og den hapde han ikke Lejlighed til at fremviſe 
hver Dag, for han var faſt Daglejer hos Peder Rasmus; 
men naar Lejligheden gaves, faa benyttede han den. 
„Kunde man leve for 10 Rd. om Aaret, ſaa kunde 
man endnu blive en rig Mand; jo hun derhenne var 
en udſpekuleret Satan!“ blev han ved og nikkede hen 
ad Kiſten. 

„Ja, aa ja — viſt var hun!“ bemærkede Lauſt 
atter og tog ſig en Dram. 

„Man fortalte ellers, at hun kunde lidt mere end 
fit Fadervor, og det er jo rimeligt nok;“ ſagde en tyk 
Mand, der ſad paa den anden Side af Bordet, „men 
godt vilde hun alligevel ikke gjøre; for den Gang min 
gule Hoppe blev ſyg, og jeg blev bange for, at den 
fulde krepere, faa faa jeg hende gaa forbi og løb ud 
og bad hende om Hjælp; men ved I, hvad hun ſparede? 
„Pas Du Dig ſelv Kræften”, ſagde hun. Var det 
mig, der var ſyg, og Dig, der ſkulde hjælpe, faa havde 
Du viſt ingen Tid!“ Saa gik hun og Hoppen døde, 
ſom J Alle ved, og jeg har altid troet, at det var 
hendes Skyld“. 

„Ulykker bragte hun med fig, det er viſt nok“, 
fortſatte Peder Nisſen. „Hver Gang hun viſte ſig i 
Byen, ſkete der noget galt fort efter, jan det Ene og 
jaa det Andet, ſnart var det et Kreatur og ſnart et 
Menneſke, der blev ſygt, og 3 Dage førend Niels Hanſens 
Gaard brændte, var hun gaaet 3 Gange forbi den paa 
en Dag. Jeg hujfer godt ſidſte Hoſt. Det var jo 


vanſkeligt Vejr; men en Dag, da Kornet var tjenligt, 


kjorte vi ud til Skovvang efter Havre. Det var klart 
Solſkin og Bleſt, rigtig et knagende Torrevejr, dengang 
vi kjorte; men faa mødte vi hende udenfor Byen, og 
jaa ſagde Stine Lauſtes, ſom ſkulde med for at binde: 
„Ja nu kan vi lige faa godt vende om, for nu bliver 
det ikke til noget i Dag!“ ſagde hun, og hun fif Ret; 
inden vi kom afſted med det forſte Les, havde vi en 


| øjende Regn. Jo hun var en rigtig Ulykkesfugl!“ 


„Ja, ja — aa ja! men nu er det forbi, den Vej 
ſkal vi jo Alle!“ ſagde Lauſt og tørrede fig om 
Munden. 

„En ſnavs Kjærling var hun!“ begyndte den Tykke 
igjen. „Den Gang min Fader giftede min Søfter Inger 
bort til Jens Holm i Braurup, J ved nok, ham med 
det ene Oje og de ffjæve Ben, da kom hun ind til vort, 


gg ſagde til min Fader, at han ſkulde lade være med 
Hiſtorie! 500 Rd.; det var kun 10 Rd. om Aaret; 
ja det forſtaar ſig, Tiderne have forandret ſig ſiden 


det, for der vilde ingen Velſignelſe blive ved det Gifter⸗ 
maal tiltrods for al den Rigdom, Inger gik ind til. 
Fader blev vred, ſom rimeligt var, og jog hende ud; 
men nok er det, hendes Ord gik i Opfyldelſe: Jens 
Holm og Inger levede ſom Hund og Kat, og tilſidſt 
lob hun fra ham. Ja viſt, Inger kjeereſtede lidt med 
en fattig Karl, forinden hun blev gift, men ſaadan 
noget plejer at glemmes ſnart! Ja galt gik det alligevel”. 

„Og den Gang Oles Datter fkulde giftes, kom 
hun i ſamme Wrinde“, ſagde Morten. „Og det gik 
jo ogſaa ſnavs; for man ſagde Oles Datter græmmede 
fig ihjel! Jo hun der, var en ſnavs Kjærling; Gudſke⸗ 
lov, hun nu er borte, jaa faa vi da Fred for hende, 
hvis hun da ellers finder Ro i fin Grav og ikke flæber 
lig ſelo omkring efter Døden”. Han ſkottede hen til 
Kiſten og tog ſig en Dram. 

Doren til Kjokkenet ſtod aaben og derude ſyslede 
en Kone. Nu kom hun ind, lagde Dug paa Bordet 
og dakkede op med Kalveſteg og Sigtebrod. 

„Nej hvad, Trine, ſkal vi endnu have mere; vi 
er jo kommen helt uventet til Gilde!“ udbrod den 
Tykke. 

„Hi, hi, hi!“ klukkede det i Peder Poſt, og hans 
Anſigt ſkinnede ſmilende gjennem Tobaksrogen, der lug⸗ 
tede ſterkt efter Kirſebeerblade, ſom Solen igjennem 
en Sky. 

„Ja J fkal have mere; J ſkal faa, ſom man plejer 
ved en ſaadan Lejlighed!” ſvarede Trine, ſkjondt J 
rigtignok ikke har fortjent det, ſaadan J ſidder her og 
ſnakker ondt om hende; men hun har fortjent, at man 
gjør lidt Ære af hende, hun har fortjent det bedre end 
mangen anden, og J fkulde nødig jætte Jer til at 
dømme hende, da J dog ſelv maa bekjende, at J ikke 
kjendte hende. Den Dommer, hun nu er gaaet ind 
til, ſer klart og dømmer mildt. Gud velſigne hende!“ 

Trine tav, og der blev ganſke ſtille i den lille Stue, 
medens hun lagde Dugen paa Bordet. 

„Dommen harer mig til, jeg vil betale, ſiger den 
Herre Zebaoth!“ bemerkede Degnen langſomt og ſlabende, 


259 


ſom om han læfte i Kordøren, og ſaa endnu mere | brød og Sukker og mange andre gode Ting, ſom jeg 


hojtidelig ud. 

„Ja det kan nu være godt nok altſammen“, ſagde 
Morten, „men hun duede ikke, det ſiger jeg!“ 

„Og hun gjorde ikke noget godt, hvad hun faa end 
gjorde!” tilføjede den Tykke. 

„Og hun var et grimt Stykke Kjerling, en rigtig 
Ulykkesfugl!“ ſagde Peder Nisſen. 

„Ja, aa ja! viſt ſaa!“ ſtadfeeſtede Lauſt. 

„Hi, hi, hi! der kan Du høre, Trine!“ lo Peder 
Poſt og ſmilede og dampede meget ſteerkt. 

„Spis Folkens! Ver nu ſaa god!“ ſagde Trine 
og ſatte fig pan en Stol, der ſtod lige op til Ligkiſten. 
„Ja jeg hører det“, blev hun ved, „og det gjor mig 
ondt, meget ondt, for jeg ved, at J gjør hende Uret, 
og hun maatte vende ſig i ſin Kiſte, om hun kunde 
høre det. Noget jær var hun, og det er det Eneſte, I 
har haft Oje for; men jeg kjendte hende, og derfor 
dømmer jeg helt anderledes: Der er vel nok nogle af 
Jer, der huſker den Vinter, da min Mand og mine 
Born vare ſyge; jeg har i det Mindſte let ved at huſke 
det, for det var en ſtreng Tid, kan J tro, ijær for 
Fattigfolk ſom os. Det var Tyfus vi havde, og den 
var ſmitſom, meget ſmitſom; det var en Guds Lykke, 
at jeg ikke blev ſyg med de andre; men forſt bagefter, 
da de to af vore Børn vare døde og de andre næften 
raſke. Det var fvært for mig at holde ud baade Nat 
og Dag uden Hvile og Ro, og de trengte jo Alle, 
ſnart den Ene, ſnart den Anden, og det var tungt at 
je dem ligge og vaande fig i Smerter, uden Evne til 
at kunne hjælpe. Alle havde forladt os, Alle ſkyede 
vort Hus, Ingen rakte mig en hicelpſom Haand, Alle 
vare bange for Smitten. Jeg hufker jaa godt en Aften, 
da jeg ſad alene mellem mine Kjcere. Det var Storm 
og Regn udenfor, og der var morke Tanker inde i mig. 
Jeg meerkede, at mine Kræfter ſnart vare udtømte, og 
hvad fan? faa maatte vi vel lægge os til at dø med 
hverandre. Jeg var ikke bange for Døden; men det, 
at min Mand og mine Born fkulde ligge hjelpeloſe, 
det pinte, det forfærdede mig. Jeg fatte mig til at 
græde, for jeg vidſte intet andet Raad. Jeg ſukkede til 
Gud om Hjælp, ſkjondt jeg ikke kunde tænfe mig Hjælp 
mulig; men han forſtod det bedre, og han horte min 
Bon. Pludſelig horte jeg nogen famle varſomt ved 
Doren, den gik op, og gamle Metmari ſtod foran mig. 

„Godaften og Guds Fred, Trine!“ ſagde hun. 
„Jeg ved Du er forladt og trænger til Hjælp, og derfor 


kom jeg for at tilbyde min, om Du ikke forſmaar den!“ 


Jeg blev jan glad ved den Gamle, jeg takkede hende 
med Taarer i Ojnene; for det gjor ſaa godt at mode 
lidt Venlighed i de onde Dage. 

„Meget har jeg ikke at hjælpe med; men Lidt er 
jo bedre end Intet! Her i min Kurv er nogle Fødevarer!” 


ſagde hun, og jaa kom hun frem med Smør og Hvede | 


trængte til. 

Og hun blev hos mig. Jeg hvilede og hun vaagede, 
og hun plejede mine Kjære faa mildt, jaa kjerligt, ſom 
om det var hendes egne, og mine Barn, ifær de to, 
der døde, fil hende jaa kjer, at de næften hellere vilde 
have hende end mig om ſig. Alt hvad vi manglede, 
hentede hun hjemme: Sengekleder, Fødevarer, Breendſel, 
ja endog Penge, og da ſaa de to vare dode, og de andre 
raſke, og jeg blev ſyg, plejede og pasſede hun mig og 
Mine, ſom kunde hun have været min egen Moder. 

Da de onde Dage vare overvundne forlod hun os, 
og blev borte, Jeg gik herud for at takke hende; men 
hun vilde ikke vide af nogen Tak. 

„Nu trænger J ikke til mig“, ſagde hun, „lad os 
jaa ikke ſnakke mere derom. Jeg vil helſt være ene, det 
er jeg vant til, og vil Du gjøre mig en Fjeneſte, faa 
ſnak ikke mere om den Ting, lad mig være i Fred, og 
glem det Hele“. 

Det var nu hendes Seerhed; men jeg glemte det 
ikke, jeg ærede og elſkede hende fra den Tid, ſkjondt jeg 
bar det ffjult inde i mig“. 

„Ja det var kjont gjort af hende!“ ſagde Degnen. 

„Aa ja, viſt faa!” ſtadfeeſtede Lauſt. 

De andre tav, og Trine blev ved: 

„Og den Gang hun blev fyg, det vidſte nu Ingen; 
men jeg havde ikke ſluppet hende af Syne, jeg meerkede, 
at det tog af for hende, at hun ſſeldnere og ſjeldnere 
gik ud, og da hun ſaa tilſidſt blev helt borte, jaa gik 
jeg herud. Det var en tidlig Morgenſtund. Hele 
Natten havde jeg ligget og tænft paa hende og været 
jaa underlig beklemt og urolig, at jeg ikke kunde ſove, 
og da jeg endelig faldt i Slummer, dromte jeg om den 
Tid, da vi vare ſyge, og hun puslede ſtille omkring i 
Stuen, og ſaa forekom det mig, at det ikke var mig, 
men hende, der var ſyg, og at det ikke var hjemme hos 
mig; men derhenne i ſin egen Seng hun laa, og jeg 
horte hende tydelig ſige: „Kommer Du ikke ſnart, Trine?“ 
Saa blev jeg vaagen. Jeg fatte mig op i Sengen, jeg 
var faa angſt tilmode, jeg kunde flet ikke glemme de 
jagte og klagende Ord, jeg havde hort i Drømme. 
„Jo Metmari, jeg kommer ſnart!“ ſagde jeg til mig 
ſelv, ſtod op og kledte mig paa. Saa vakte jeg min 
Mand, ſagde ham Beſked og gik herud. Og det var 
Sandhed, alt det jeg havde drømt; her laa hun bleg 
og affræftet og trængte til Hjeelp“. 

„Ja, det er ſom jeg ſiger, hun kunde mere eud 
fit Fadervor!“ bemeerkede den Tykke ſagte; men der var 
Ingen der ftadfæftede hans Ord, og Trine blev ved: 

„Herregud Metmari, hvordan har Du det?“ 


ſpurgte jeg. 
(Sluttes.) 


260 


Laviner. 


Af de mange Farer Alpernes Beboere ere 
udſatte for, hører Sneſkred, eller Nedſtyrtningen af de 
uhyre Snemasſer, der bedæffe Alpernes øvre Egne, 
de ſaakaldte Laviner, til Bjergegnenes meſt ſtorartede 
og malerifke Til⸗ » 
ſyneladelſer, hvis 
frygtelige Virk⸗ 
ninger fun ere 
alt for bekjendte 
i de beboede Dal⸗ 
ſtrog, hvor de aar⸗ 
lig krœve ſtore 
Ofre, ja hvor de 
endogſaa under⸗ 
tiden begrave he⸗ 
le Byer, hvorved 
ſtore Værdier og 
mange Menneſke⸗ 
liv gaa tabte. 

Lavinerne op⸗ 
træde paa for⸗ 
ſkjellig Maade 
efter de forfkjel⸗ 
lige Aarstider. 
De farligſte og 
meſt frygtede ere 

Stypplavi⸗ 
nerne; de op⸗ 
træde meget ure⸗ 
gelmæsfig men 
fun om Vinteren 
og det tidligſte 
Foraar, naar ſto⸗ 
re Masſer ny, 
loskornet Froſt⸗ 
ſne falde paa den 
glatfrosne Over⸗ 
flade af det tid⸗ 
ligere Snedoekke, 
hvor den ikke har 
noget faſt Holde⸗ 
punkt; den bliver 
herved let ſat i 
glidende Bevæ- 
gelſe ned ad 
Skraaningen ved de meſt ubetydelige Aarſager. 
Faldet af et loſt, af Vinden ophobet, Sneſkjold er 
ſaaledes nok til at fætte en hel Snemark i Bevæ- 
gelſe; forſt glider den langſomt frem i et ſammen⸗ 
hængende Stykke, men ved Sneens Tyngde bliver Farten 
efterhaanden hurtigere og hurtigere og ſnart vælter den 
fig med uſtandſelig Velde fra Klippe til Klippe, fyger 


tilvejrs og ſplittes ad i en vild uformelig Masſe. Det 
umaadelige Lufttryk foraarſager en voldſom Storm⸗ 
vind, der frembringer ny Skred fra Sideſkraaningerne, 
ſom tildels forener ſig med Hovedſtrommen, der ſom en 
højt optaarnet Stormflod ſtyrter fig gjennem Skov⸗ 
ſtrekninger, hvor den fnæffer de mægtige Træer ſom 
Græsftraa, river ſtore Klippeblokke, Træer og Buſke med 
ſig ned mod Da⸗ 
len. Indhyllet 
ſom i Rog og 
Damp, ſtyrter 
den ſom et bol⸗ 
gende, glinſende 
Hav over Klippe⸗ 
væggen og be⸗ 
graver i et Nu 
frugtbare Stræf- 
ninger ja hele 
Byer med Huje, 
Menneſker og 
Dyr. Den hele 
Kataſtrofe kom⸗ 
mer ſaa plud⸗ 
ſelig, at ingen 
Flugt er tenke⸗ 
lig; i Lobet af 
faa Minutter har 
den tilbagelagt 
fin 1/4 til / Mil 
lange Vej ned til 
Dalen. Ved ſin 
Hurtighed ud⸗ 
over den et umaa⸗ 
deligt Tryk paa 
Luften, hvorved 
de forunderlige 
Lavinſtorme 
fremkomme; 
tordnende, bra⸗ 
gende fare de 
foran og nogle 
hundrede Skridt 
til hver Side, 
hvor de feje 
Trceer og Klippe⸗ 
blokke bort, ſom 
Lavinen ikke ſelv 
naar i ſit Fald, 
hvirvle Huſenes Tage i Luften ſom tørt Løv, løfte Ho⸗ 
laderne i Vejret og føre dem flere Hundrede Alen med 


"fig for undertiden at fætte dem uffadte ned paa den anden 


Side af Kløften, kaſter med knuſende Kraft Menneſker 
og Dyr ned i Afgrunden, men ſaa forunderlig ſkarpt 
ere disſe Luftftrømme begrænjede, at neppe et Blad 
rører fig nogle faa Hundrede Alen længere til Siden; de 


| 
| 
| 
| 
| 
| 


fortjætte raftløs deres Vej i ſamme Retning ſom Lavinen, | 


for efter at denne er ſtandſet endnu en halv Times 
Tid at lette Tagene og ryſte Skorſtenene af Huſene nede 
i Dalen. Diesſe Vindftød føre en Mængde fin Støvjne 
med fig, ſom med en merkelig gjennemtrengende Kraft 
trænger ind i Huſene gjennem de fineſte Aabninger og 
jætter fig faſt i Klederne, ſaa at det ikke er til at 
borſte af. 

Om Foraaret og Forſommeren, naar Solen i 
Forening med den varme Fon begynder at virke paa 
Snemasſerne, bortſmeltes og undergraves disſe paa 
Strakninger af hele Kvadratmile. Det nedſivende 
Snevand hæves ſaaledes, at de overliggende ſkraa Sne⸗ 
masſer miſte deres faſte Stsottepunkter i de 
underliggende Snelag. Hele Strakninger begynder da 
ved den mindſte Anledning at glide og tagende de dybere 


liggende Snemarker med fig, løgne de umaadelige Klippe⸗ 


blokke af den opblødte Jord, og buldre nu ſom 
et Jordſkjcelvb ned mod Dalen, ſedvanligſt folgende 
Fordybninger i Bjergene, tværs paa Dalene, der danne 
naturlige Veje for Grundlavinerne. Disſe vaade, 


ſammenklumpede Snemasſer, ſom under deres Fald kile 


ſig ſammen til en overordentlig Faſthed, foraarſage ikke 
Stovlavinens Luftſtramme, og gjøre kun Skade paa 
den Bane de folge. Man har mærkværdige Beviſer 
for deres Faſthed. Masſen bliver ſaaledes gjennemtrillet 
og æltet, at den meget ofte modſtaar Sommervarmens 
Indtrenngen. 
blev kaſtet ned i Dalen uden at tage nogen Skade, var 


med al ſin Anſtrengelſe ikke iſtand til at rive fin Frakke | 


ud af denne Snemasſe. Meerkeligt er det, at Menneſker 


ſom blive begravne af ſaadan Sne, tydeligt kunne høre | 


hvert Ord af dem, der ſoge dem, medens ſelv deres 
meſt anſtrengende Raaben ikke formaar at trænge gjennem 
Snedokket. Ting ſom blive indeſluttede i Sneen, holde 


fig med forbavſende Friſkhed. J Tyrol fandt man under 


en Lavine, ſom forſt ſmeltede efter over et Aars Forlob, 
en Gemſe med dens Unger, hvis Kjod endnu var 
ſpiſeligt. 


Vore fædres Guder. 
Ved Fr. Winkel Horn. 


Men om Morgenen, ſaa fnart det gryede, ſtod 
Thor og hans Faller op og lavede fig til at fare bort. 
Udgaards⸗Loke lod da jætte Borde for dem, og der var 
ingen Mangel paa god Levemaade, hverken Mad eller 
Drikke, og da de havde ſpiſt, gav de fig pan Vejen. 
Udgaards⸗Loke fulgte dem ud og gik med dem et Stykke 


udenfor Borgen, men da de ſkulde ſkilles, ſpurgte han 


Thor, hvordan han ſyntes hans Reiſe var loben af, og 
om han jaa havde fundet fin Overmand. Thor ſagde, 


En Bjergmand, ſom af en ſaadan Lavine 


at han vilde ikke nægte, at han ikke havde havt andet 
end Vanherder af deres Mode, „og ilde huer det mig, 
at J nu kalde mig en ringe Mand”. „Nu, Du er 
kommen ud af Borgen, ſkal jeg ſige Dig Sandheden”, 
ſagde Udgaards⸗Loke; „om jeg lever og kan hindre det, 
ſkal Du aldrig tiere komme derind, og det er viſt nok, 
at aldrig var Du kommen derind, om jeg i Forvejen 
havde vidſt, hvormange Kræfter Du har. Nær havde 
Du gjort en Ulykke paa os alleſammen, men jeg narrede 
Dig med Ojenforbleendelſe. Forſt var det mig, Du 
fandt i Skoven, og Madpoſen, Du ikke kunde lukke op, 
havde jeg bundet for med Staaltraad, jaa kunſtig, at 
Du ikke kunde fe, hvor Du ſkulde loſe den. Saa ſlog 
Du tre Slag efter mig med Hammeren; det forſte var 
det ringeſte, men dog var det ſtort nok, til at det vilde 
have voldt min Bane, om det havde ramt mig. Du 
jaa nok udenfor min Hal nogle Bjerge og oven i dem 
tre firkantede Dale; det var Mærkerne efter Din Hammer, 
thi jeg ſkjod Bjergene ſor, uden at Du mærkede det. 
Saadan gik det ogſaa med de Lege, J legte med mine 
Hirdmeend. Forſt var der Loke; han var meget ſulten 
og gad dygtig, men han, ſom han aad omkap med, og 
ſom hed Lue, var Ilden, og den brændte Truget lige— 
ſaagodt ſom Kjodet. Men Hu, ſom Tjalfe lob omkap 
med, var min Tanke, og ikke var det venteligt, at Tjalfe 
ſkulde kunde kappes med den i Hurtighed. Og da Du 
drak af Hornet, og det tyktes Dig, at det gik ſent, da 
ved jeg viſt, at det var et Vidunder, ſom jeg vilde 
have holdt for utroligt, thi Hornets Ende ſtod ude i 
Havet; dengang ſaa Du det ikke, men naar Du nu 
kommer ned til Stranden, kan Du ſelv ſe, hvilken 
Torke Du har voldt, Menneſkene kalde det for Ebbe. 
Og ikke mindre værd at nævne tykkes det mig, at Du 


loftede Katten, og fandt at ſige ræddedes Alle, ſom faa 


det, thi det var Midgaardsormen, ſom ligger om alle 
Lande, og knapt nok var det, at dens Længde ſlog til, 
til at dens Hoved og Hale kunde blive paa Jorden, og 
jaa højt rakte Du Dig, at Du kun var fort fra Himlen. 
Et ſtort Under var det ogſaa, da Du tog Tag med 
Aelde, thi den har aldrig været og vil aldrig komme, 


ſom faar Bugt med Aelden, om han bliver gammel 
nok til at faa med den at gjøre. 


Nu maa vi ffilles, 
og bedſt vil det baade os begge, at Du aldrig mere 
kommer hid; men fkulde det ſke, agter jeg igjen at verge 
min Borg med ſaadan Svig og Ojenforbleendelſe, at 
Du ikke ſkal faa Magt over mig“. Men da Thor 
horte dette, greb han til Hammeren og ſpang den hojt, 
men ſom han ffulde til at ſlaa til, var Udgaards⸗Loke 
borte, og da han vendte ſig om og agtede at knuſe hele 


| Borgen, da faa han kun en vid og fager Slette, men 


ingen Borg. Saa vendte han om og foer tilbage til 
Trudvang. Men dengang ſatte Thor ſig for, at han 
vilde have fat i Midgaardsormen, ſom ſiden ſkete, og 
ſom vi nu ſkulle høre om. 

Længe blev Thor ikke hjemme, efter at han var 


KOM 


kommen tilbage fra Udgaard, og fan haſtig brød han 
op, at han hverken fil Bukkene og Karren eller nogen 
Rejſefcelle med. J Skikkelſe ſom en ung Knos vandrede 


han igjennem Midgaard og kom en Aften ſent til en 


Sætte, ſom hed Hymer. Hos ham blev han om Natten, 
men ved Daggry ſtod Jætten op og lavede fig til at 
ro ud paa Havet paa Fiſkeri. Thor ſprang da op og 
var ſnart færdig og bad Hymer, om han maatte ro 
med, men Hymer ſagde, at han viſt kun vilde være 
ham til ringe Nytte, ſaa ung og liden ſom han var, 


„og koldt vil Du faa det, naar jeg ror langt ud og 


bliver længe derude, ſom jeg plejer“; men Thor ſagde, 
at han var ikke bange for at lægge langt ud, og at 
det ikke var viſt, om det blev ham, der forſt bad om 
at komme i Land, og ſaa vred blev han paa Jætten, 
at det var lige ved, han ſtrax havde flaaet los paa ham 
med Hammeren, dog ſtyrede han ſig, thi han agtede at 
gjøre Brug af fine Kræfter andetſteds. Han ſpurgte 
Hymer, hvad de ſkulde have til Agn, men Hymer ſagde, 
at det fik han ſelv ſorge for, og Thor gik da ud, hvor 
Jettens Orne ſtod, og vred Hovedet af den ftørfte af 
dem, ſom hed Himmelbryder, og gik med det ned til 
Søen. Hymer havde imens ſkudt Baaden ud, og da 
Thor var kommen ombord, ſatte han ſig i Agterſtavnen, 
tog to Aarer og roede, jaa Jætten ſkjonnede, at det 
kunde blive til noget; felv ſad Hymer i Forenden, og 
de roede ſkrapt begge to. Saa ſagde Jætten, at nu 
var de naaet ud, hvor han plejede at ligge og angle, 


men Thor ſagde han vilde et godt Stykke længere ud. 


Da de jaa havde roet dygtig endnu en Stund, ſagde 
Jctten, at nu var det farligt at gaa længere ud for 
Midgaardsormen, men Thor ſagde, han vilde ro en 
Stund endnu, og det gjorde han, og Hymer var ſlet 
ikke glad ved det. Omſider lagde Thor Aarerne ind 
og lavede en dygtig ſteerk Snore i Stand, og Agnen, 
han ſatte paa, var heller ikke af de mindſte, thi det 
var Oxehovedet; jaa kaſtede han Snoren ud, og Agnen 


gik tilbunds. Midgaardsormen gabede over Maddingen, 


og Krogen gik ind i Kjæven paa den, men da den 
merkede det, trak den faa ftærft i Snoren, at begge 
Thors Sænder ſlog imod Baadens ene Side. Saga 
blev han vred, foer i fin Aſaſtyrke og ſatte Fødderne 
jaa faſt imod Bunden af Baaden, at de gik igjennem 
og han ſtod paa Havets Bund og trak Ormen op til 
Relingen, og et reddeligere Syn har Ingen ſet, end 
da Thor hvæsfede fine Øjne paa Ormen og den ſtirrede 
paa ham og blæfte fin Edder imod ham. Bleg og rod 


blev ogſaa Jætten, da han kjendte Ormen og jaa Søerne | 


ſlaa ind i Baaden, og i det ſamme Thor greb fin 
Hammer og ſpang den højt, ſkar Icetten Snøren over 


med ſin Kniv. Ormen ſank igjen i Havet, men Thor 


kaſtede Hammeren efter den, og Somme fige han knuſte 
Hovedet paa den, men det er dog kun lidet troligt, 
rimeligſt er det, at den lever endnu og ligger om alle 
Lande. Men Thor gav Jætten et ſaadant Slag under 


| Øret med fin Nave, at han tumlede overbord; ſelv 


vadede han i Land. 

Denne Fortælling om hvorlunde Thor fiſkede Mid⸗ 
gaardsormen op fra Havets Bund er tagen til Emne 
i et ypperligt Kvad fra Oldtiden, og da Anledningen 
og flere Biomſtendigheder ere noget anderledes givne 
der og givne ſaaledes, at vi, naar vi lægge Hovedvægten 
paa dem, nok kunne taale at høre Hiſtorien endnu en 
Gang, ville vi fortælle den, ſom det gamle Kvad be⸗ 
retter den. 

Det hedder da, at Aſerne fik Lyſt til at komme 
til Gilde hos Havguden Oger, men da Thor talte til 
ham derom, ſagde han, at han kun vilde gjøre Gilde 


for dem paa det Vilkaar, at de ſkaffede ham en Kjedel, 


der var ſaa ſtor, at han kunde brygge Ol deri til dem 
Alle paa een Gang. Guderne vidſte ikke, hvor de ſkulde 
faa jaa ſtor en Kjedel fra, men jaa gav Tyr et Venne⸗ 
raad: hans Moder, en fager Jcettekvinde med lyſe Bryn, 
boede langt øfter ude hos en Jette, der hed Hymer, 
og han, ſagde han, havde en vældig Kjedel, mange Mile 
dyb, den maatte de kunne faa, naar de bar fig ſnildt 
ad. Saa foer Thor og Tyr afſted i Thors Keerre, og 
de kjorte hele Dagen, til de kom til en Sætte, der hed 
Egil; der lod de Kærren og Bukkene ſtaa, mens de 
gik hen til Hymer. Jetten var ikke hjemme, da de 
kom, men Tyrs Bedſtemoder jaa de, og ikke huede hun 
fin Datterſon vel, thi hun havde ni Hundrede Hoveder, 
men hans Moder var der ogſaa, og hun bod dem Vel⸗ 
kommen og gav dem det Raad at ſtjule fig under de 


ſtore Kjedler, der var i Hallen, „Jeg ved nok, J ikke 


er bange“, ſagde hun, „men min Husbond er ikke altid 
imod fine Gjeſter, ſom han burde være”, De gjorde, 
ſom hun bod, og omſider kom Hymer da hjem fra Jagt, 
Joklerne donede under hans Trin, og hans Skjcg var 
frosſent. Gram i Hu var han, da han kom, og gram⸗ 
mere blev han, da han horte, hvilke Gjæfter der var 


komne i Gaarde; han faa hen til Væggen, hvor de fad, 


laa hvaſt, at Sojler og Bjalker braſt for hans Blik og 
otte Kjedler faldt ned; kun een af dem var ſaa 
haardt hamret, at den holdt, alle de andre gik ſonder i 
Faldet. Tyr og Thor kom nu frem, og ſkjont Hymer 
kun ſyntes ilde om at have Jætternes værfte Fjende 
til Gjæft i fin Hal, maatte han dog lade jætte Mad 
for dem. Han bod, at der fkulde ſlagtes og koges tre 
Orne, men det ſagde han rent ud, da de hapde ſpiſt, 


| at næfte Gang de ſkulde have Mad, fik hver ſorge for 
| fig, thi af de tre Orne ſpiſte Thor de to. Saa vilde 


Thor da med paa Fiſkefangſt næfte Morgen, og, ſom 
for fortalt, vred han Hovedet af en af Jeettens Oxer, 
og kunde aldrig komme langt nok ud. Omſider, medens 
Hymer var ifærd med at træffe to Hvaler op med 


ſin Medeſnor, fatte Thor Oxehovedet paa Krogen 
og kaſtede Sneren ud, og flux gabede Jordens 


Bælte, Guders og Menneſkers Fjende, den lede 
Orm over Agnen. Den bleeſte Gift og Edder, 


263 


men det hjalp ikke, Thor trak den op til Skibets Reling 
og ſlog den med ſin Hammer, det knagede og bragede 
i Fjeldene, den gamle Jord foer ſammen, men Ormen 
ſank igjen tilbunds. Uglad var Jætten, da de foer 
hjem fra den Fiſkefangſt, og travlt havde han med at 
komme derfra. Hele Vejen fad han tavs og roede, forſt 
da de vare komne til Land, ſpurgte han hvad Thor vilde 
vælge, thi Helvten af Arbejdet ſkulde han gjøre, enten 
bære Hvalerne, Zætten havde fanget, eller ſorge for at 
Baaden blev gjort faft; Thor gik da frem, tog i Stavnen 
og bar ſaa Baaden med hvad der var i, Aarer, Oſekar 
og det Sele, hjem til Jcttens Gaard. Nu ſkulde man 


tro, at Jætten havde faaet Syn for Sagn, hvor ftærk | 


Thor var, men alligevel kunde han ikke dy fig; han kom 
frem med et Beger, og ſagde, at kun den havde Kræfter, 
jaa det kunde blive til noget, der megtede at ſlaa det 
iftyffer, og om han kunde det, ſkulde de faa Lov at 
tage Kjedlen, de var komne efter. 
og kaſtede det mod en Sojle, men jaa haardt var det, 
at det fløj lige igjennem den og var lige jaa helt ſom 
for. Da hviſkede Tyrs Moder, den fagre Jetteekvinde, 
Thor et Venneraad i Øret: „Slaa Begeret imod Hymers 
Bande”, ſagde hun, „naar han ſom nu er mæt og 
modig af at ſpiſe, er hans Pande haard ſom intet 
Andet”. Da reiſte Bukkenes Herre fig i al fin Aſakraft 
og gjorde ſom hun havde raadet ham, og helt blev 
Jettens Hoved, men det haarde Beger braſt. Mod i 
Hu blev Jætten, da han jaa det, baade for det koſtelige 
Klenodie, han havde miſtet, og for Kjedlen, han havde 
givet dem Lov til at tage. Men med den var det lettere 
ſagt end gjort, thi den var ikke til at løbe med; to 
Gange tog Tyr ved den, men uden at rokke den, og 
forſt da Thor tog fat, gik det; han tog i Kanten og 
løftede den op paa fit Hoved, og ud ſkred han af Jeettens 
Hal, mens Ringene, der fad i Kjedlens Rand, flog 
mod hans Hekle. Kort vare de komne paa Vej, da 
Thor vendte fig om og jaa Hymer fætte efter dem med 
en vældig Flok Jetter med mange Hoveder, men ilde 
gik det dem, thi Jatteknuſeren ſatte Kjedlen fra ſig, 
ſvang fin gode Hammer og ſlog dem ihjel alle tilhobe. 
Saa bragte de Kjedlen til Oger, og han gjorde Gilde 
for Guderne; ſiden ſkulle vi høre om hvorlunde det 


lob af. 
(Fortſqttes.) 


Kaninavl i Udlandet, 


J Husvennens Nr. 21 meddeltes, at Kaninkjod 
brugtes ſom et yndet og billigt Neringsmiddel i andre 


Thor tog da Begeret | 


Lande, og vi ſkulle, efter et tyſk Skrift") give nogle | 


nærmere Oplysninger herom. 


Stuttgart 1873. 


J England beredes aarlig over 30 Millioner 
Kaninſkind og Lord Malmesbury beregner, at der 
aarlig fortæres over 70 Millioner Bund Kaninkjod til 
en Verdi af 14 Millioner Daler danſk. lene i den 
engeljfe By Nottingham (omtrent en Tredjedel ſaa ſtor 
ſom Kjøbenhavn) forteres 3000 Kaniner ugentlig, 
væjentligft af Arbejderne. Disſe Opgivelſer ere hentede 
fra Lordens Meddelelſer i det engeljffe Overhus og tør 
derfor viſt anſes for paalidelige. 

J Frankrig bliver der, efter nævnte Skrift, aarlig 
opdrættet over 85 Millioner Kaniner, der have en 
Pengevcerdi af omtrent 80 Millioner Rigsdaler, og 
Kaninavlen tager ſtadig til, da Priſen pan Kjodvarer 
ſtiger. Priſen paa en god Kanin er ſaaledes nu mindſt 
8 Mk. og Pundet af godt Kaninkjod betales med 20 
til 30 ß. Skindet har om Vinteren en Værdi af en 
Snes Stilling. 

J England, Frankrig og Belgien, fortæres Kanin⸗ 
kjodet af Alle, bande Rige og Fattige. Arbejderen 
ſpiſer fin billige, velſmagende Kaninſteg om Søndagen 
og den mere Velhavende fortærer Kjodet hyppigere, for 
Afvexlings Skyld tilberedt paa mange Maader. Kanin: 
kjodet er ſmukt hvidt og noget ſodligt i Smagen; i 
Næringsværdi ſtaar det omtrent lige med Lammekjod. 
Det er ikke alene tjenligt til gode Stege, men giver 
kogt en ſaerdeles kraftig Kjodſuppe. 

For den mindre Bemidlede, ſkal Kaninavlen være 
meget fordelagtig. Kaninen er den Fattiges Hus— 
dyr, og Daglejeren kan med dette forholdsvis for— 
tjene ligeſaa meget, ſom den velhavende Landmand 
med fin Stald fuld af Køer. Naar en Kanin er et 
halvt Aar, kan den bruges, og dens Føde ſkal i den 
Tid kun koſte halvtredie Mark. Men for hvem der har en 
Have, lidt Mark eller Eng, bliver dens Opdræt endnu 
en Trediedel billigere. Ved de nuværende høje Kjod⸗ 
priſer har en 6 Maaneders Kanin, ſom vejer 6 Pund 
en Værdi af 8 Mk. Efter nævnte Skrift ſkal en 
Smaamand, med en Driftskapital af en Snes Daler til 
at kjobe Zillægsdyr for, blot ved at begynde med 3 Dyr, 
kunne have to Kaniner til Slagtning hver Uge. Det 
lyder lidt utroligt; men Dyrenes Frugtbarhed er over⸗ 
ordentlig, da en god Harekanin leverer et halvt Hun⸗ 
brede Unger aarlig. Man jer ſaaledes, at mangen en 


Susmandsfamilie, ved at anvende lidt Pasning paa de 


nydelige Smaadyr — ſom Børnene kunne beſorge — 
med Lethed, blot ved et Par Kaniner at begynde med, 
Tid efter anden kan forvandle det meget Græs, 
Ukrudt og mangehaande Planter, ſom vore i Haven, 
ved og om Boligen, til velſmagende Kjod og uden 
ſynderlig Udgift have en god nærende Kanin i Suppe⸗ 
gryden hver Søndag. For mangen en fattig Familie, 
der ſjeldent ſmager ferſt Kjød, vilde dette være et meget 
ſtort Gode. Husvennen fkal ſenere bringe fornøden, 


) „Das Kaninchen, deſſen rationelle Behandlung und Zuch⸗ | Anvisning til disſe Dyrs Opdræt. 


tung“ af W. Hochſtetter. 


Et Sernbanetog for et halvt Hundrede Aar ſiden. 


„Husvennen“ har i et tidligere Nr. (6) bragt fine 
Læjere en lille Skildring af en Jernbanefart for henved 
40 Aar ſiden, og har i folgende Nr. givet en lille 
Overſigt over Sikkerheden pan Jernbanerejſer. Vi 
antage, at det vil more Leſerne tillige at fe hvorledes 
et af de forſte Jernbanetog faa ud, og give derfor 
hosſtaaende, efter „Induſtritidenden“, et Billede af et 
ſaadant. 

For hvem der er vant til at je vore Dages ſtore 
Tog bugte fig hen ad Skinnerne, ſom en uhyre Kempe⸗ 
ſlange med gloende Øjne, hvæfende Hvin og lang leddet 
Krop, vil det netop være morſomt at je, hvorledes 
Dampkjorſe⸗ 
len begyndte 
for et halvt 
Aarhundre⸗ 
de ſiden. Der 
er neppe no⸗ | 
gen Gren af 
den indu⸗ 
ſtrielle Ud⸗ | 
vikling, hvor 


Tandhjulsforbindelſer paa Dampvognen, da man antag. 
at dens Hjul ellers vilde glide rundt pan Skinnerne, 
uden at fomme affted og at træffe de andre Vogne 
med. Hele Toget beſtaar af en eneſte Vogn, der ſynes 
at være en af de gamle Poſtkareter. 

Det hedder i Beretningen fra den Tid, at man 
paa den Maade vilde være i Stand til at befordre de 
Rejſende mellem London og Edinburgh langt hurtigere 


end med Poſtvognen, og tillige — langt mere bekvemt. 


Skal den paa Billedet viſte Kjorſel kaldes magelig, 
hvordan maa ikke den tidligere Kjorſel have været ? 
Den førfte virkelige Jernbane der kom i Brug, var mellem 
de engelffe Byer Liverpool og Mancheſter, paa 


| hvilfen de ny Dampvogne foretog en Veddekjorſel 


i Oktober 

1829, hvor 

den berømte 

— Mafkinbyg⸗ 

ig ger Ste⸗ 
phenſons 
Dampvogn 
„Raketten“ 
vandt Pri⸗ 
ſen, og lob 


Modſekttnin⸗ | med en Fart 
gerne mel⸗ | af 3 Mil i 
lem for og h Zimen. Det 
nu træde En ÅL var uhort 
tydeligere i SE] den Gang, 
Mode, end SK nu kalder 
ved Befor⸗ < man det 
dringsveeſe⸗ 5 z z = Sneglekjor⸗ 
net ved ſel. 

Dampkraft. Et halvt Aarhundrede er ſpundet ſiden den driſtige 


Kaſt en Gang et Blik paa hosſtagende Billede, 
ſom viſer os hvordan man tenkte fig det forſte, maaſke 
det allerforſte Jernbanetog udført, der blev foreſlaget 
mellem London og Edinburgh 1823. Det vil 
være ufornodent, at gjøre opmeerkſom paa noget mær- 
keligt ved denne Jernbanefart, thi den er mærkelig i 
enhver Henſeende, ligefra den høje Hat paa Maſfkin⸗ 
meſteren, ſom ſidder højt tilvejrs paa Lokomotivets Bag⸗ 
ſede, indtil Tandhjulene under Kjedlen, ſom, ved at 
gribe ind i en midt imellem Skinnerne liggende, til 
ſparende Tandſtang, ſkulde trokke det Hele frem. Det 
er betegnende for de tidligſte Forſlag til Jernbanekjorſel, 
at man anſaa det for nødvendigt at anvende ſaadanne 


Ide til vort Billede fremkom — nu er hele Jorden 
omlagt af et Jernbanenet med tætte Maſker. Hvorvidt 
mon man er kommen, naar atter et halvt Hundred Aar 
ere forløbne? 


Blandinger. 


Godt fart, En Irlander, hvis Herre befalede ham at ſmore 
Vognen, gik for at gjøre dette og kom en Time efter tilbage med 
de Ord: „Jeg har nu ſmurt hele Vognen ind jaa ner ſom de 
fire Tappe, der bære Hjulene,” 


Husvennen udkommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, 


ſorſynet med flere Villeder, til 2 Ml. 8 5. 


Fierdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjsbmagergade 56, Kjøbenhavn. 


Tryft hos J. H. Schul b. 


for Morſkabslesning, Oplysning og Hus flil. 
Adgivet af 
R. C. Rom. 


Nr. 34. 


24. Maj 1874. 


— —-— 


Indhold. Spøgeri og Bryderi, af Knud Skytte. — Dampplejning, med 4 Billeder. — Om de ny Penge, af A. Jakobſen, 
med Billede, — En Begravelſe, af Bendix Hanſen (Sluttet). — Husflid. Weichſelroret. 


Es 


Spogeri og Bryderi. 
Forfælling af Kund lille. 

For mange Aar ſiden boede der i Fjceldſo en 
Mand, ſom hed Enevold. Han var noget ſerſindet, 
derhos drikfeldig, men ijær meget overtroiſk. 

Saa gik det hverken værre eller bedre, end at hans 
Kone blev ſyg og ſengeliggende, og nu mente Enevold, 
at det Fornuftigſte, han kunde gjøre, var at rejſe ned 
til den kloge Kone i Vindblæs, Maren Haaning, ſom 
de kaldte hende; for hun vidſte udenad, hvad et ſygt 
Menneſke fejlede, førend Nogen kom og talte med hende 
derom. Der var langt til Vindblæs, og da Enevold 
vilde ende Rejſen ſamme Dag, ſtod han op Klokken to 
om Morgenen, tog et Beſt af Stalden og travede afſted. 
Han kom da til Farſo, uden at der hændte ham Noget. 
Men ud af Byen delte Vejen ſig, og nu vidſte han ikke, 
om han ſkulde tilhojre eller tilvenſtre. „Hellere i Vis 
end i Vove“, tenkte han, og da han var godt kjendt 
med Degnen, red han hen til Skolen og bankede paa. 

„Sover J?“ 

„Hvem er det?“ 

„Det er Enevold fra Fjeldſo, der ſporger Vej 
nil Vindblas“. 

Ja, ſaa fik han en lang Forklaring om, hvorledes 
han forſt ſkulde tilvenſtre, jaa tilhojre, jan tilvenſtre 
igjen, og ſaadan blev det ved, indtil han naaede Vind⸗ 
blos. Enevold takkede og ſagde Farvel, og jan red han. 
Men hvordan han nu red og tumlede om og hvordan 
ikke, galt var det, og for han vidſte af det, var han i 
Farſs igjen. „Da var det banſat“, tænfte han, red jaa 
hen til Degnens og bankede paa igjen. 


„Sover J?“ 

„Hvem er det?“ 

„Det er mig, Enevold fra Fjeldſo, der var her 
for. Jeg har redet vild, og J kommer til at ſige mig 
Vejen endnu en Gang“. 

Degnen forklarede ham da Vejen endnu mere tyde⸗ 
lig end forrige Gang, og da han var færdig, ſagde 
Enevold: 

„Nu ſkal J have Tak! nu er jeg vis paa, jeg kan 
hitte ud af det“. 

Saa fatte han fit Øg i Trav og red raſk til; thi 
han tænfte: „Jeg har ſpildt megen Tid, og det maa 
indhentes”, Men ihvor nøje han end pasſede pan, og 
ihvor megen Umag han end gjorde fig for at huſke den 
modtagne Forklaring —, det hjalp Altſammen ikke, han 
maatte for tredie Gang til Farjø. Nu var det imid⸗ 
lertid blevet lyſt, og Folk vare ved at ſtaa op. Heſten 
blev ſat ind i Stalden og fif et Foder, og Enevold 
ſelv kom ind i Stuen og fif fig en god Kop Kaffe. 
Medens han drak den, gav han en vidtløftig Beſkrivelſe 
af, hvordan han havde tumlet om. Ufatteligt var det, 
ſagde han, det var ikke til at forſtaa! 

„Ja, det er jo igrunden ſlet ikke noget at undre 
ſig over“, ſiger Degnen, „for det er en almindelig 
Mening, at der gaar Spøgeri her bag om Kirken, hvor 
Vejen deler ſig“. 

Da Enevold horte det, rejſte han ſig pludſelig op 
og ſlog med fin knyttede Neve i Bordet, jan Kopperne 
danſede: 

„Den Snak kan jeg“ — bandte han — „forſtaa! 
den er der Mening i! — Men lad nu herefter En 
komme og fortælle mig, at der er intet Spogeri til!“ 


Han havde nu Dagen for fig og kom, uden at fare 
vild, lykkelig og vel til Vindblæs og fik den kloge Kone 
i Tale. Hun ſagde ham god Beſked om hans Kones 
Sygdom og gav ham et Pulver, ved hvis undervirkende 
Kraft Konen vilde blive helbredet, ſaafremt han kunde 
ſkaffe den eneſte Ting, der fattedes, nemlig to Lod Sand, 
der ſkulde opſamles paa Gulvet omkring Alteret i Fjeeldſo 
Kirke ſamme Nat Klokken tolv; han ſkulde ſelv hente 
det, og lukkede han ſin Mund op fra han traadte ind 
paa Kirkegulvet, til han fik Sandet blandet i Pulveret 
— da vilde hans Kone ufejlbarlig miſte Livet. Enevold 
takkede for denne Meddelelſe og betalte derfor den kloge 
Kone de Skillinger, hun ſkulde have for fin Umage. 
Men inden han gav fig paa Hjemrejſen, fortalte han 
hende om fine Hendelſer i Farſo og ſpurgte, hvad 
hendes Mening var om det? Hun ſparede Intet men 
gav fig til at læje i en Bog. Efter „ſyv lange og ſyv 
brede” lagde hun Bogen bort og gav nu folgende Op⸗ 
lysninger: „Det var Spogeri, der fik Dig til at fare 
vild. Vil Du ferdes den Vej oftere, naar Du agter 
at beſoge mig, jaa ſkal Du ikke ride; thi havde Du 
været kjorende, jaa havde det ikke gjort Dig Noget”. 

„Godt“, tænkte Enevold, „det fik Du oven i Kjøbet. 
Jo, de komme bedſt frem, der ſporge fig for“. 

Nu var han færdig og rejfte hjem. 


Hvad Aar var det nu, Fjældjø Kirke faldt ned? 
Ja, det var da kun den ydre Del af Muren i den øftre 
Gavl, der faldt. Jeg hufker ikke, hvilket Aar det var, 
men det var ſamme Aar, ſom den Hiſtorie gik for ſig, 
jeg her fortæller, Det var Murmeſter Peterſen, der 
havde Arbejdet ved Kirkens Iſtandſcettelſe. Ham glemte 
de gode Fjeldſofolk ikke faa ſnart; thi ej alene forſtod 
han fit Haandverk til Gavns, men han var derhos en 
munter og lyſtig Svend, tilmed baade modig og ftærk, 
og han var udmærtet baade til at jynge og fortælle. 

Nu traf det fig netop, at ſamme Dag, ſom Enevold 
var i Vindblæs, ſade Haandlangerne om Middagen, 
medens de ſpiſte, og drøftede det Emne: hvorvidt det 
var muligt, at Nogen turde gaa ind i en Kirke om 
Natten? Peterſen ſad og horte derpaa, men ſagde Ingen⸗ 
ting, forend de Andre vare komne til det Udſlag, at der 
var viſt Ingen, ſom turde. Saa ſiger han: „Hor nu, 
Folkens! hvad. ville J give, jaa paatager jeg mig, ej 
alene at gaa ind i Kirken — for det er kun en Smaaſag 
— men at flytte min Seng derind og ligge forved 
Alteret hele Natten igjennem helt alene? 

„Hele Natten!” gjentoge de helt forbapſede. 

„Ja, ville J give en Bolle Puns paa Søndag 
Eftermiddag — lad gaa, jaa er der min Haand“. 

„Det kommer an paa“, ſparede de, „om De vil 
give en, hvis De bliver. ræd og løber fra det paa Halv⸗ 
vejen“. „Bevares! det er i ſin gode Orden“. 

Veddemaalet blev altſaa indgaget, og om Aftenen, 
da „Solen var ringet ned“, flyttede Peterſen ind i 


Kirken med fin Seng, Doren blev lukket og Nøglen 
baaret over i Degneboligen ſom jædvanlig. 

Peterſen var ikke red, ikke den mindſte Skygge af 
Frygt følte han, da han befandt fig ene midt i Stilheden, 
og Morket efterhaanden lagde ſig tykkere omkring ham. 
Det var i Begyndelſen af Maj Maaned, og det var 
ikke formeget, at ſove fra Solen gik ned, til den ſtod 
op igjen, iſer naar man havde arbejdet fig træt om 
Dagen. Det var ſaadanne Overvejelſer, der opfyldte 
Mureren, idet han ſpobte fin varme Dyne omkring fig 
— for fort efter at falde i en dyb og rolig Søvn. 

Om Natten blev han væffet af Noget, hvad det 
var. Han rejfte fig overende og lyttede. Det larmede 
nede ved Doren, der tilſidſt drejede ſig om med et 
Hvin, og nu kunde Peterſen høre, at der traadte En 
ind i Kirken og gik op ad Gulvet. Det var naturligvis 
Enevold. Han var kommen hjem lidt efter Solnedgang, 
havde i egen Perſon henvendt fig til Degnen om ſat 
laane Kirkenoglen, og nu, lige i Midnatsſtunden, kom 
han for at udføre det Hverv, der var blevet ham anviſt 
af den kloge Kone. Men det kunde Peterſen jo ikke 
vide. Han troede, det var En af Haandlangerne, der 
kom for at jætte hans Mod pan Prøve. „Ha, ha!“ 
ſagde han ved fig ſelv, „ſaa J mener, jeg er ſaadan 
en Aarsunge, der kan fanges paa den Maade! Nej, 
kom kun, min gode Hr. Lurendrejer! Du ſkal ſnart faa 
at vide, hvem af os, der tog fejl“. Skikkelſen var nu 
kommen faa nær, at den godt kunde eines i Morket, 
og da den kom helt op i Koret, raabte Peterſen med 
ſtcerk Stemme: 

„Hvem der?“ 5 

Enevold ſtandſede. Han blev jaa forfærdet, at han 
nær havde ſunket i Knæ, og han havde rimeligvis ſkreget 
højt, hvis ikke Skrekken havde lammet hans Tunge, 
hvilket forſaavidt var heldigt nok, da han jo ſkulde gaa 
ſtiltiende tilvcerks. „Hvem der?“ lød atter den tordnende 
Røft fra. Alteret. 

Nu gjorde Enevold pludſelig højre om og vilde 
flygte, men Peterſen indhentede ham og greb ham i 
Kraven. Han vilde tvinge ham til at ſige, hvem han 
var, men da det var umuligt, idet han ikke kunde klemme 
ſaa meget ſom et eneſte Ord ud af ham, faa gjennem⸗ 
pryglede han ham og fatte ham derpaa ud af Doren, 
tog Noglen af, ſatte Jernſlagen for, og lagde fig faa 
tilſengs igjen og ſov ſodeligt til den lyſe Morgen. 

Om Morgenen vare Haandlangerne i god Tid ved 
Haanden for at ſe, om Meſter endnu opholdt ſig i 
Kirken. De dundrede paa Døren, og da han faa kun 
halv paakledt kom ned og lukkede op, erklærede de ſig 
villige til at indrømme, at han havde vundet Vedde⸗ 
maalet. Men da han jaa begyndte at ſnakke med dem 
om, hvem det var, de om Natten havde ſat ud paa 


| at gjøre ham reed, forſikkrede de Alle paa det Kraftigſte, 


at Ingen af dem havde faa. meget ſom været udenfor 


en Dør efter Sengetid, jan at, havde Nogen forſtyrret 


EE 


— 


267 


været om Dagen, og det tillige blev oplyſt, at det var 
ham, maatte det have været en Anden. Peterſen vilde 
vel ikke tro det, men han tenkte: lad det nu ſtaa hen 
indtil videre; jeg faar det nok klemt ud af dem. Dog, 
der var ikke hengaaet mange Timer, inden Gaaden var 
loſt, og Peterſen maatte indrømme, han havde taget 
feil. Som man nok kan tænfe, varede det nemlig kun 
et Ojeblik, inden det var kjendt over hele Landsbyen, 
hvilket Eventyr Peterſen havde haft i Kirken om Natten, 
og da det ingen Hemmelighed var, hvor Enevold havde 


ham, der havde laant Kirfenøglen, ſaa var det nemt 
at udregne, at det maatte være ham, der havde været 
i Kirken om Natten og havde faaet Prygl af Mureren, 
og at hans Beſog paa et ſaadant Sted og paa en 
ſaadan Tid maatte være gjort i Overtroens Tjeneſte. 
— Det kan nok være, de gode Folk i Fjceldſo fif Noget 
at gjøre med at fan alt dette drøftet og redegjort. 
(Sluttes.) 


gr Dampplojning. 


Det vil være Leſerne bekjendt, at England i mange 
Retninger er gaaet foran i Fremſkridt paa Agerbrugets 
Omraade, og da Englænderne derhos, mere end andre, 
have et udmerket Anlæg til Maſkinbyggeri og dette 


Fowlers Dampplov i Arbejde. 


vel ikke i noget Land ſtaar i jaa høj Üdvikling i alle 
Retninger, jaa er det ganſke naturligt, at vi have faaet 
de fleſte af de mange Arter Maſkiner, Agerbrugeren 
benytter i vore Dage, fra England. 


Vi ſkulle Tid efter anden, meddele Afbildninger 
af de vigtigſte Maſkiner, ſom ſaaledes ere blevne bragte 
i Anvendelſe ved Jordens Dyrkning, men endnu ikke 
ere almindelige, da vi forudſcœtte, at enhver af vore 
tenkende Leſere gjerne vil have et lille Begreb om, 
hvorledes f. Ex. en Radſaamaſkine, et Damptærifeværk, 


en Mejemaſkine o. lgn. tager fig ud, og vi fkulle i 
nærværende Nr. omtale Jordens Behandling ved Damp. 

Dampploven er en temmelig ny Opfindelſe; endnu 
for 20 Aar ſiden, var det kun et fromt Onſke i England, 
at kunne pløje med Dampkraft. J Aaret 1855 udſatte 
det engelſke Agerdyrkningsſelſkab en Prœmie paa hen ved 


268 2 | 


2000 Rd. for det bedſte Dampplojningsapparat, hvilket foldige Dampplove i Gang i England, og ikke fan i 
fremkaldte de forſte praktiſke Forſag, og ſiden den Tid andre Lande, ligeſom der ved de ſidſte Landmandsmader 
har denne Sag udviklet fig ſaaledes, at der er mang⸗ er fremſtillet Dampplove i Gang her i Danmark. 


— 2 — 


2 ; Fowlers Damppløjningsmaskine. 


Der er naturligvis fremfommet mange forſkjellige | Nogle Opfindere lader Dampmaſkinen gaa op og ned 
Apparater til Jordens Behandling med Dampkraft, af ad Agrene, træffende Plovene efter ſig, ſom ved Heſte⸗ 
højjt forſtjellig Indretning og af hojſt forſtjelligt Verd. | kraft, andre anbringer Mafkinen faft i et Hjorne af 


Marken, og bevæge Plovene ved Hjælp af et Staal 
traadsreb uden Ende, der anbringes rundt om Marken, 
og after andre, ſom Fowlers Dampplojningsapparat, 


har en flyttelig Dampmaſkine let „Lokomobil“) ved den 
ene Side af Marken, der træffer Plovene. 
De hosſtaaende Billeder vil give en ty delig Fore⸗ 


269 


ſtilling om, Hvorledes den fortrinlige Plejemafkine virker. 
Plovene kunne gaa frem og tilbage i ſamme Fure; paa 
ſamme Aas (egentlig 4 Aaſe forbundne til en Ramme) 
er nemlig anbragt 8 Plovlegemer der have en mod⸗ 
ſat Stilling, ſaaledes at de fire arbejde til den ene Side 
og de andre til den modſatte. Naar de fire Furer ere 
pløjede til Ende, hæves de arbejdende Plovlegemer ud 
af Jorden og de modſatte trykkes ned, ſom et Blik paa 
Tegningen viſer; Plopmanden fkifter Plads og ſtyrer 
den uhyre Plov ved Hjælp af den lille julſtilling der 
er foran hans Sede. Samtidig flyttes Ploven fire 
Plopfurers Brede til Siden, ved Hjcelp af Lokomobilet 
og en egen Indretning, den ſaakaldte Ankervogn. 
Denne er, ſom det andet mindre Billede viſer, en lav 
Vogn med fire Hjul, forſynet med et Spil og en ſtor 
Tridſe. Hjulene have ingen brede Rande, ſom ſedvanligt, 


men ere derimod tykkeſt pan Midten, og lobe ud i en 


ſkarp Omkreds, jaa de ffære fig faſt ned i Jorden naar 
de gaa hen over den. Served bliver Vognen bevægelig 
langs Forplojningen, men kan dog udholde det ftærfe 
Sidetræf, ſom vi længere hen ſkulde ſe den bliver udſat 
for, uden at rokkes. 

Bevegkraften til Kempeploven afgiver vedtegnede 
flyttelige Dampmaſkine; naar den er i Gang, bevæger 
den ſtore vandrette Tridſe, under Kjedlen, fig raſk rundt. 
Herved træffes Ploven, ſom vi kunne je paa det ſtore 
Billede, der foreſtiller en engelft Egn, med indhegnede 
Marker, i Midten af hvilke Gaarden, („Farmen“), ligger. 

Den forreſte Mark er man i Færd med at damp⸗ 
ploje. Ved den ene Ende af Marken ſtaar Lokomobilet, 
ſom kjgres 4 Furers Brede frem for hver Gang Ploven 
giennemvandrer Marken, ved den anden Ende ligeoverfor 
ſtaar Ankervognen, ſom ved Sjælp af Spil og Kjæde 
ligeledes bevæges et lignende Stykke frem. Mellem 
Ankervogn og Dampmaffine befinder fig, ſom man fer, 
et ſteerkt Staaltraadsreb, der er ſammenfojet med Enderne. 
Denne Snor uden Ende, gaar over Dampmaſfkinens 
ſtore rundtlobende Tridſe, og da Ploven er ſpendt faſt 
til Jerntovet, maa den naturligvis ſmukt, trods Jordens 
Modſtand, folge med i dettes Bevægelje frem og tilbage, 
da Dampmaſkinen træffer Tovet over fin Skive med 
mange Heſtes Kraft. Naar Alt er i Orden kan Fowlers 
Dampplov pløje omtrent en Tønde Land i Timen. 


Om de nye Penge. 
Af A. Jacobſen i Hylleſted. 


* 


1 


det er ganfke nette Skillinger: paa den ene Side er 
Kongens Billede og paa den anden en kvindelig Skik⸗ 
kelſe, der ſidder paa et Kornneg, og ved hvis Fødder 
man ſer Skikkelſen af et ſtort Havdyr. Kvindeſkikkelſen 
ſkal betegne Danmark, Neget og Hapdyret Agerbrug 
og Sofart ſom vort Fedrelands to vigtigſte Noœrings⸗ 
veje. Mønten kan være god nok, tænfer vel Læjeren, 
men hvad ſkulle vi med den? hvorfor kunne vi ikke 
blive ved den gamle? den er ſaamcen god nok, naar 
bare man har noget af den. Mange ryſte betænkeligt 
paa Hovedet og mene, at de finde aldrig ud af det; 
iſer er det galt med Husmedrene, ſom jamre over, 
hvorledes det fkal gaa, naar de ſtulle handle med en 
Slagter om et Stykke Kjod eller jælge nogle Pund 
Smor. De Kroner og Orer, hu, ha, hvad fkal det 
blive til! det lober rundt for de kjcre Huſtruer. Ja, 
det er ganſke viſt, at det vil ikke gaa af uden adſkillige 
Ulemper i Begyndelſen, ifær ſaalcenge den gamle og den 
ny Mont bruges ved Siden af hinanden; men den gamle 
Mont har ogſaa fine og endnu ſtorre Ulemper, ſom 
Regneundervisningen i Barndommen og den daglige 
Vane have lært os at komme ud over, ſaa man ikke 
tenker over dem, men tager det ſom Noget, der er 
forbunden med Brugen af Penge overhovedet og derfor 
ikke kan være anderledes. Vi ffule nu i de folgende 
Linier forklare, hvorfor Montforandringen er ffet, og 
hvad der vindes ved de ny Penge, hvorved vi haabe 
at bortjage Frygten for dem hos de fleſte Leeſere. 

Det lyder neſten utroligt, men er dog ganſke viſt, 
at man i vort lille Land for ikkun 200 Aar ſiden 
havde forſkjelligt Maal i de forſkjellige Landſkaber af 
Riget. Saaledes delte man paa Sjelland, Lolland og 
Falſter Tonden i 6 Skpr., paa Fyen og Langeland 
i 8, i de forſkjellige Egne af Jylland i fra 7 og 
indtil 20. Lengdemaalet var ligeledes forſkjelligt; en 
ſicllandſk Alen var ſaaledes ſtorre end en fynſk. Gaa 
vi længere tilbage, var Mønten ogſaa forſkjellig, og 
det var dengang ikke alene Kongerne, der ſlog Mont, 
men Biſperne og mange Kjobſteder havde ogſaa Mont⸗ 
ret og lavede Pengene, Men hvad enten det nu var 
Kongen eller Andre, der ſlog Mont i gamle Dage, 
jaa indeholdt Pengene aldrig den fulde Metalværdi ; 
man fulgte heller ikke gjennem en længere Aarrakke de 
ſamme Regler ved Udmøntningen, men gjorde ſnart 
Pengene bedre og ſnart ſlettere, fan det i mange Zil- 
fælde var aldeles umuligt nøjagtigt at angive i Nu⸗ 
tidens Mønt, hvad Priſen paa en eller anden Ting, 
f. Ex. en Tonde Sad, har været til en beſtemt Tid 
i gamle Dage. | 

At ſaa forvirrede Forhold kunde beſtaa gjennem 
Aarhundreder laa deri, at i hine Tider var der ſaare 
liden Forbindelſe mellem Landets forſkjellige Egne, 
men hver levede jaa at ſige fit eget Liv. Samfunds⸗ 


forholdene udviklede ſig imidlertid efterhaanden i Ret⸗ 


ningen af ſtorre Enhed; den vverſte Regeringsmyndighed 


— 


270 


fil ſtarre Betydning og greb mere ind, Handel og 
Samferdſel udvikledes. Ulemperne ved den ovenfor 
angivne Tilſtand bleve derved tilſidſt ſaa ſtore, at de 
ikke længere kunde taales, og Ensartethed i Mont, 
Maal og Vægt blev derfor indført inden Landets 
Grenſer. 

Mere tænfte man ikke paa i ældre Tider, og 
dermed kunde man under de daværende Forhold ogſaa 
hjælpe fig; men i vore Dage, da Samfeerdſelsmidlerne 
ere blevne udvidede og lettede i en forbapſende Grad, 
da Handelen og Samkvemmet mellem Folkene have 
faaet en Üdſtrekning, ſom tidligere Slægter ingen 
Anelſe havde om, er det ikke længere tilſtrœkkeligt. 
Landene ere nu rykkede ſaa ner ind paa Livet af 
hverandre og ſtaa i ſaa mangehaande gjenſidig Berø- 
ring, at der foles ſtor Trang til at nedbryde alle kun⸗ 
ſtige og unødvendige Skranker og da navnlig afſkaffe 
Forſkjelligheden i de nævnte Forhold ved at gjore 
Mont, Maal og Vægt ens, hvorved der vilde ſpares 
en uhyre Sum af Arbejde, ſom nu maa anvendes 
alene til at udregne og omſkrive Priſerne, for de blive 
forſtagelige for Handelsmendene i de forſkjellige Lande. 
J de ſenere Aar er der ogſaa opnaaet meget i denne 
Retning; ſaaledes er franfk Vægt og Maal paa Grund 
af ſin ſtore Simpelhed bleven indfort i Tydſkland, 
Holland, Belgien, Portugal, Sweitz, Italien og Spa⸗ 
nien, og de tre ſidſtncvnte Lande have tillige indfort 
franſk Mont. For tre Aar ſiden enedes hele Tydſkland 
om at bruge fælles Mont; tidligere havde dette ene 
Land ſyy forſkjellige Slags. 

Vor Regering har flere Aar havt fin Opmeerrk⸗ 
ſomhed henvendt paa denne Sag, og kun Haabet om, 
at der vilde blive truffen en Overenskomſt for hele 
Evropas og maaſke Nordamerikas Vedkommende har 
afholdt den fra at tage fat derpaa tidligere; men da 
dette Haab nu maa opgives, i det mindſte for den 
nermeſte Fremtid, ſaa var der ingen Grund til at op⸗ 
jætte Forandringen længere, Det laa nu nær for os at 
ſoge Aftale med vore Frender i Sverrig og Norge, med 
hvem vi ſtaa i faa nær Berøring, navnlig er da dette 
Tilfeldet med Sverrig, for hvis nærmefte Landſkaber 
Kjøbenhavn er den vigtigſte Handelsſtad. Sverrig gik 
ogſaa villig ind derpaa, og der ſluttedes fort for Jul 
1872 en Overenskomſt med den ſpenſkmorſke Regering, 
efter hvilken der for Eftertiden ſkal være ens Mont i 
Danmark, Sverrig og Norge. Den norſke Rigsdag 


negtede imidlertid ſit Samtykke til Overenskomſten, 
ſom ſaaledes foreløbigt kun vil komme til at omfatte 


Danmark og Sverrig. 

Ifolge denne Aftale og en ſenere af Rigsdagen 
vedtagen Lov er det nu, at den ny Mont udgaar. At 
man har handlet rigtigt i at grunde denne paa Guld 
og lade de værdifuldejte Montſtykker blive af dette 
Metal iſtedetfor ſom Hidtil af Sølv vil være indlyſende 
af folgende: Penge er jo den Maaleſtok, hvorefter man 


beſtemmer alle andre Tings Værdi; thi naar jeg f. Ex. 
ſiger, at en Tonde Sed koſter 8, en Ko 60 og et 
Kledningsſtykke 20 Rd., jaa vil det jo ikke ſige Andet, 
end at man maa give en vis Mængde Sølv — eller 
Papirspenge, der træde iſtedetfor Sølv — for at fan 
disſe Gjenſtande. Nu er det jo af overordentlig ſtor 
Vigtighed, at den Maaleſtok, hvormed man udmaaler 
alle andre Verdier, ſelv er jaa faſt og uforanderlig 
ſom muligt. At faa en Verdimaaleſtok, ſom flet ikke 


forandrer ſig i Tidens Lob, er nu aldeles umuligt, da 


Alt er foranderligt i denne Verden; men naar man 
tager det Bedſte, man har, fan kan der ikke gjøre 
mere. Nu har det viſt ſig, at Solvets Verdi er langt 
ftørre Forandringer underkaſtet end Guldets, begge 
Metaller ſynke nemlig ſtadigt i Pris, men Solvet 
ſterkeſt, fordi der udbringes endnu ftørre Masſer Sølv 
end Guld af Jordens Skjod. For Amerikas uhyre 
Metalrigdomme begyndte at ſtromme over til Evropa, 
var Guldet ſaaledes kun omtrent 10 Gange ſaa dyrt 
ſom Solvet; men Aar 1800 var det 15 Gange jaa 
Dyrt, og nu er det 158 Gang dyrere. Og i Frem⸗ 
tiden vil Solvet viſtnok ſynke endnu hurtigere, da 
næften alle Lande i Evropa og Amerika nu benytte 
Guldet ſom Hovedmont, jaa Solvet er ſunket ned til 
at blive en flet og ret Handelsvare. J Løbet af en 
Menneſkealder eller jaa kunde det derfor blive forbundet 
med et meget betydeligt Tab for Landet, om vi vilde 


blive ved med. at benytte Solvet ſom Hovedmont. — 
Guldet har dernæft det ſtore Fortrin for Solvet, at 
det i Forhold til ſin Verdi fylder og vejer langt 


mindre end Sølv. Saaledes vejer 1000 Rd. i Specier 
omtrent 28 Pund, i Guld derimod kun 1 Pund og 
fylder ikke mere end 1 Bund Sølv eller omtrent 
18 Specier. Man vil altſaa meget let kunne reiſe 
med nogle hundrede Daler i Guldmont i Lommen, og 
det vil være langt billigere at forſende Guld end Sølv 


fra det ene Land til det andet. 
(Sluttes.) 


En Vegravelſe. 
Af Bendix Han ſen. 


— 


(Sluttet.) 

„Aa nu har jeg det endda ret godt, jeg er kun 
noget mat“, ſvarede hun, „men i Nat har det været 
ſtrengt for mig. Jeg troede at Vorherre vilde kalde 
mig, og det ſker vel ogſaa ſnart, hans Villie ſke i Jeſu 
Navn! Men Du ſtal ellers have Tak, fordi Du kom; 
for det er tungt at ligge og dø ganſke ene!“ 

Jeg gjorde Ild paa, varmede noget Ol og lod 
hende drikke lidt deraf. 

„Det gjorde godt“, ſagde hun ſaa. „Set Dig 
nu her hen hos mig, og lad os ſnakke lidt ſammen, det 


21 


er ſaa længe ſiden, jeg rigtig har faaet ſnakket med 
Nogen, og nu foler jeg Trang dertil, og Dig kan jeg 
ſtole paa. Jeg har ligget i flere Dage; men da jeg 
iaftes merkede, at jeg ikke mere megtede at rejſe mig, 
da blev jeg jaa bange, og da faldt det mig tungt paa 
Sinde, hvor ene jeg var i Verden. Jeg tenkte tilbage 
og fremad; men jeg var alene, allevegne alene og be⸗ 
drovet bad jeg til Vorherre, ſom min eneſte Ven. Saa 
kom jeg til at tanke paa Dig, og det forekom mig, at 
Du nok ſkulde komme, og jeg længtes efter Dig hele 
Natten!“ 

Jeg blev hos hende de faa Dage hun endnu levede, 
og det var en velſignet Tid. Hun fvandt ſtille hen, 
men led ingen Smerter, og hun var altid ſnakſom, 
venlig og glad, og Alt hvad der havde tynget hende, 
fif jeg at vide. Ofte maatte jeg læje i Guds Ord for 


hende, ofte bad hun til Vorherre og ſaa frimodig og | 


gudhengiven, har jeg aldrig ſet et Menneſke gaa Døden 
i Mode. Ja hun var en god Kvinde, det havde hun 
altid været, og derfor haaber jeg faſt, at den alvidende 
og barmhjertige Dommer vil dømme hende mildt og 
fore hende ind i ſin lyſe Himmel!“ 

„Aa ja — viſt ſaa!“ — ſagde Lauſt, og det blev 
ſtille en Tid. 

„Fik Du ikke noget at vide om hendes tidligere 
Liv?“ ſpurgte ſaa Degnen. 

„Jo!“ ſparede Trine. „Det var en bedrovelig 
Hiſtorie om Sorg og Kamp og Tab; men hun behovede 


ikke at ffamme fig ved den, og jeg har derfor ingen 


Grund til at dølge den. Hun talte meget derom; i 
de ſidſte Dage vare hendes Tanker næften ſtedſe i det 
Forbigangne. Livet og Menneſkene havde været onde 
mod hende. 

Hun var født langt herfra i en By ſydpaa. 
Hendes Fader ejede en ſtor Gaard, var en haard og 


hovmodig Wand, og hvad. der var værre, han forte et 


vildt Liv, ſpirede og ſpillede Kort. Sendes Moder var 
dod, da hun var lille, og hun beſtyrede Huſet; hun 
var ganſke overladt til fig jelv og gremmede fig i 
Stilhed over fin ſtakkels Fader. Saa lærte hun en 
ung Karl at kjende, de kom til at holde af hinanden 
og lovede hinanden i al Hemmelighed evig Troſkab; men 
han var en fattig Tjeneſtekarl. Da hendtes det, at en 
ung Gaardmand, den rigeſte i Byen, begjcerede hende 


til Kone hos hendes Fader, og de bleve ſnart enige. | 


Hun gjorde Indvendinger, men forgjcves; thi Kriſten 
var et pænt og ordentligt Menneſke i alle Maader, og 
hun turde ikke aabenbare fin Kjærlighed til den fattige 


Mads. Hun græd fine modige Taarer; hun vidſte ingen 


Üdveje og Mads vidſte heller ingen, og jaa kom Bryl⸗ 
lupsdagen. Gildet ſkulde være ſtort og prægtigt, og 
det ffulbe holdes i Kriſtens Gaard, for der var bedſt 
Plads. Man pyntede hende ſom Brud og kiorte hende 
til Kirke; hun var ſom lamſlaaet af Fortvivlelſe og 
ſanſede Intet, Vielſen blev fuldbyrdet; hun vidſte ikke, 


| havde ſet hende gaa og var fulgt efter og havde 


enten hun jvarede Praſten eller ej, hun tenkte kun paa 
Mads, og horte intet af, hvad Preſten ſagde. Om 
Aftenen var der Dans og Lyſtighed, og da jaa hun et 
blegt Anſigt titte ind ad det aabne Vindue og kjendte 
ſtrax, at det var Mads; han tjente der i Gaarden, og 
hun havde ikke ſet ham hele Dagen. Hun gik ud, og 
de traf ſammen i Haven, hvor de talte om deres Ulykke, 
og hun forſikkrede ham, at hun var uſkyldig i, hvad 
der var ſket, hun var aldrig bleven ſpurgt, hun var 
bleven tvungen til Alteret. 

Da traadte hendes Mand frem af Buſkene. Han 
ort 
hele deres Samtale; men han var ikke hidſig ſom ege 


Fader, han var rolig og beſindig. 


„Naa ſaadan er det fat!“ ſagde han, „Metmari, 
Metmari, hvorfor har Du iffe fortalt mig det, jaa 
var det aldrig kommen faa vidt; men nu kan jeg ikke 
hjælpe, nu faa vi alle finde os deri! Gaa Du nu ind 
og lad mig tale med Mads, vi mene Dig det jo godt, 
begge to!“ og faa gik hun ind i ſit Brudekammer og 
ſatte fig til at græde. 

Lidt efter kom Kriſten ind og fortalte hende, at 
han havde givet Mads et Par hundrede Daler paa 
den Betingelſe, at han ſtrax ſkulde rejſe og aldrig mere 
komme tilbage til Egnen, og han var allerede borte. 

Da Gjaſterne vare rejfte, gik Kriſten ud for at 
je, om Lyſene allevegne vare ſlukkede og alt i Orden, 
og da foer vilde Tanker gjennem hendes Hoved, og en 
forfærdelig Trods reiſte fig i hende. Hun aabnede 
Vinduet og ſprang ud. Forſt teenkte hun paa at gjore 
Ende paa fin Sorg og Jammer ved at ſpringe i Mer⸗ 
gelgraven; men hun beteenkte ſig og gik hjem. Der 


var morkt allevegne. Da ſaa hun, at man havde glemt 


at lukke Vinduet til hendes Kammer, hun fom ind og 


lagde fig paa Sengen; hun var ſom vanvittig af Sorg. 


Neſte Dag ſkulde der være Andendagsgilde. Det 
var en Søndag, og Gjæfterne mødte til Frokoſt for at 


folge Brudeparret til Kirke. De bleve bevertede ſom 


ſedvanligt, og da Klokkerne vingede, kjorte og gik de 
til Kirke; men Brudeparret ſaa ingen til, de bleve 
borte. Det vakte ſtor Forundring, og da Gudstjeneſten 
var til Ende, og man fik talt ſammen, opkom der for⸗ 
ſtjellige forunderlige Rygter, og alle Gjaſterne rejſte 
hjem, Enhver til ſit. 

Da Metmaris Fader kom over til Gildehuſet og 
erfarede, hvad der var ſket, blev han meget vred og 
ilede atter hjem. 

Saa kom han ind til hende, ſtjeldte og lamen⸗ 
terede, flæbte hende ud af Sengen, ja pryglede hende; 
men ligemeget hjalp det, hun vilde hellere lade fig ſlaa 
ihjel end give efter, hun vilde ikke have den, hun var 
viet til. Om Eftermiddagen gik Kriſten til Preſten 
for at ſoge Raad, og nu kom han og holdt en Torden⸗ 


pradiken for hende; men hun blev liggende i Sengen 
I og forblev ligegyldig ved Alt, hvad han ſagde. Dagen 


efter rejſte Kriſten til Amtmanden, og inden Aften vare 
de atter ſtilte. 


op, pakke fit Toj ſammen og gaa fin Vej; thi han vilde 
ikke mere kjendes ved hende ſom ſin Datter, og hun 
gjorde, ſom han befalede. Da hun kom uden for Gaarden 
modte hun Kriſten, der i Tavshed fulgte hende et Stykke 
paa Vej. 

„Hvor vil Du hen, Metmari?“ ſpurgte han tilſidſt. 

„Det ved jeg ikke;“ ſvarede hun, „men langt bort 
vil jeg, og jeg kommer aldrig mere tilbage. Jeg har 
gjort Dig Skam og Sorg; men Du faar nok engang 
en bedre Kone. Kan Du tilgive mig 2 

„Din Stakkel!“ ſvarede han. „Ja viſt, kan jeg 
tilgive Dig. Det er jo mig, der er Skyld i Din 
Ulykke; havde Du bare fortalt mig det Hele, inden det 
var for ſent. Dit Udſtyr ſtaar jo hos mig, og da det 
er Din eneſte Ejendom, jaa vil jeg betale Dig lidt 
derfor; for Du ſkal ikke gaa helt tomhændet ud i Verden, 


det kan jeg ikke taale, og ſkulde Du en Gang komme 


i Nod og Trang, faa lad mig det vide!“ 

Saa rakte han hende en lille Papirspakke. Hun 
vilde ikke tage imod den; men da hun mærfede, at 
hendes Vægring gjorde ham bedrøvet, ſaa gjorde hun 
det. Siden ſaa hun, at det var 800 Rd. i Sedler. 

Saa rakte de hinanden Haanden, ſagde Farvel og 
ſkiltes ſom Venner, 

J en Del Aar flakkede hun urolig” omkring i 
Verden, indtil hun endelig ſlog ſig til Ro her. Hun 
horte aldrig mere fra fit Hjem. Hun ledte og ventede 


efter Mads i mange Aar, indtil hun tilſidſt tabte ſin 
Tro paa ham, og fra ham horte hun heller aldrig ſiden. 
Han havde maaſke glemt hende og ſlaget fig til Ro; 
Menneſkene ere jo meget forſkjellige. Men fra denne 
Begivenhed hidrorte al hendes Særhed, den gjorde hende 


menneſkeſky og indeſluttet. 

Hun talte meget derom i de ſidſte Dage, og ifær 
tænfte hun paa Kriſten, ſom hun mente, hun havde 
giort ſtor Synd imod, og hun kunde aldrig glemme 
hans Bebrejdelſe over, at hun ikke havde fortalt ham 
det Sele; men den Gang vovede hun det ikke, tænfte 
ikke derpaa; thi hun var fra Lille af vant til at gjemme 
Alt hos fig ſelv. Staffel! Et godt Hjerte havde hun; 
men Verden var ond og haard mod hende, og det er 
den endnu, det ved jeg af det, J fortalte om hende 
for lidt ſiden!“ Trine tav og borttorrede fine Taarer. 

„Im, hm!“ ſagde Degnen. „Ja hvert Menneſke 
har fit Kors at bære!” 

„Ja, aa ja! det er viſt og ſandt, det!“ ftadfæftede 
Lauſt og ſaa tav de Alle. 


| Degnen og reiſte fig. 
Da kom hendes Fader ind, befalede hende at ftaa | 


272 


„Men nu er det paa Tide, vi komme afſted!“ ſagde 


Saa flog han op i Salmebogen og ſang: „Gaa 


u hen og grav min Grav, jeg er træt, nu vil jeg 


ſlumre!“ og alle de andre ſang med, ſaa godt de kunde. 
Der gik en underlig hojtidelig Luftning igjennem den 


lille Stue, ſelv Peder Poſt ſtak Piben ind og glemte 


ſin Stads. Derpaa toge de fer „beordrede“ Ligbeerere 
den fattige Kiſte og vandrede afſted med den til Kirke, 
medens Degnen og Trine alene fulgte efter. Det var 
en lys Foraarsdag, Solen ſkinnede og Fuglene ſang; 


men ingen Klokker klang, ſtille og tavſe vandrede de op 


til Kirken, ſtille og tavſe jænfede de hende i Graven. 
Precſten kaſtede Jord paa Kiſten og bad en Bøn; men 
han holdt ingen Tale, det var jo kun et fattigt Lig. 
Saa blev Graven kaſtet til, Trine lagde en ſimpel 
Krans ovenpaa den, og Enhver gik til ſit; men hen 


paa Sommeren ſtod den fuld af dejlige Blomſter; 


Gamle Metmari var ikke glemt! 


Husflid. 
Weichſelroret. 

Alle kjende disſe ejendommelig vellugtende Tragrene i Form 
af Piberor, men kun Faa vide, hvorfra det kommer og endnu 
Færre tenke, at det er Frugten af en omhyggelig Havekultur 
drevet med megen Moje og forædlet med en, ved hemmelig holdte 
Kunſtmidler ſtettet langvarig Tiltrakning. Denne drives for⸗ 
trinsvis i Sſterrig ved Badeſtedet Baden ved Wien. For om⸗ 
trent et halvt Aarhundrede ſiden provede en derboende Drejer 
Joſeph Trenner paa, at udplante den i Omegnens Skove vildt 
voxende med Kirſebartrceet beſlegtede Weichſelbuſk (Prunus 
Mahaleb) hvilken, ved at plejes i den badener Jordbund, frem⸗ 
bragte et meget ſmukt Produkt af høje, ſterke, ensformig morke⸗ 
rødt farvede Weichſelſtammer, af en udmarket Vellugt og iøvrigt 
ſmukt Üdſeende. Dette Forſog gav Stødet til en udbredt Avl 
af denne Vaxt, ſom Jordbunden egnede fig faa ſerligt for, om 
den end ikke alle Vegne gav lige fortrinligt Reſultat. J vore 
Dage bliver der drevet en ſtorartet Weichſelavl i Baden, navnlig 
af Firmaet Joſeph Trenner jun., ſom ikke alene leverer den 
ſtorſte Mengde, men tillige de fineſte Sorter. Ikke alle Weichſel⸗ 
haveejere foredle ſelv Grenene, men dette udføres efter en ſtor 
Maaleſtok af Trenner, ſom beſteftiger 80 Havefolk og Fabrik⸗ 
arbejdere. Med Tilretningen eller Foredlingen af Grenene 
menes den Maade hvorpaa de tørres, rettes og i det Hele 
behandles for at afgive et muligſt ſmukt Produkt med forhøjet 
Glans og Vellugt og varig Farve. Der gives tre forſtjellige 
Sorter, rode, gule og grønne, af hvilke den forſte udmærker fig 
ved fortrinlig Glans og Varighed og afgiver den bedſte Vare. 
Senere afdrejes Enderne og bores Grenene til Piberer, der ere 
ſogte hele Verden over. — Man vil faa et Begreb om hvor 
betydelig denne Avl og Induſtri er, naar man hører, at der i 
Baden i det Sele aarlig tiltrakkes 400,000 Weichſelſtammer, der 
give omtrent 2 Millioner ſtorre og mindre Piberor. 


Husvennen udkommer til hver Sondag med et 16⸗ſpaltet Ark, 


Fjerdingaaret, frit tilſendt. 


forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 


Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brepſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, 


lille Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn. 


Trykt hos J. H. Schultz. 


lledblad for Mlenigmand, 


P 


for Morfhabslæsning, Oplysning og Hus flid. 
Adgiuet af 
N. C. Ro m. 


Nr. 35. 


21. Maj 1824. 


Zudhold. Spogeri og Bryderi, af Knud Skptte, 


med Billede (Sluttet). — Den gamle Vallemand, med Billede, — Om de ny 


Penge, af A. Jakobſen (Sluttet). — Det norſte Fladbrod. — Smiths Dampplejningsmaſtine. — Blandinger. — Rettelſer. 


+ 


Spogeri og Bryderi. 
Fortælling af Knud Skytte 


(Sluttet.) 

Hvad den ſtakkels Enevold angaar, da var han i 
hojeſte Maade fortvivlet over, at han var bleven forſtyrret 
i ſine „Simpelfi⸗Kunſter paa en fan hojſt ſorgelig 
Maade. Til hvem ſtulde han nu henvende fig om et 


godt Raad? til hvem uden til Maren Vindblæs? 
hjælpe ham, ſaadan ſom han nu 


Ingen Anden kunde 
ſad i det. Med 
Konens Syg⸗ 
dom var det 
hverken bleven 
værre eller be⸗ 
dre. Pulveret 
turde han ikke 
give hende, da 


Sandet fra 
Kirken fatte⸗ 
des, og det 
var jo ikke 


ſagt, det kunde 
nytte at bruge 
det nu, da det 
ikke var bleven 
hentet den Nat, 
den kloge Kone 
havde faſtſat. 
Der var kort 
ſagt intet An⸗ 
det for, end 


at han neſte Dag maatte afſted 
igjen. 

Uheldigvis holdt Enevold ikke fin Beſlutning 
hemmelig, men talte om den hjemme til ſine Nermeſte, 


til Vindblæs 


gag da Folk nu engang havde faaet ham at tage vare 


paa, jaa var det inden Aften bekjendt over 
hvor han agtede fig hen neſte Morgen. 

Som vi mindes, havde den kloge Kone paalagt 
ham, at han helſt maatte komme Fjørende, hvis han 
ſogte Raad hos hende oftere. Det hufkede han paa, 
og for at Alting kunde være rede om Morgenen, lavede 
han Vognen 
til om Afte⸗ 
nen, ſmurte 
den, ſatte Age⸗ 
ſtolen tilrette 
o. ſ. v., og lod 
den ſaa ſtaa 
indenfor Port⸗ 
dorene, ſaa det 
var nemt at 
træffe den ud 
og ſpende for, 
naar han vilde 
afſted. 

Om Mor⸗ 
genen tidlig 
var han paa 
Benene og gik 
ud og fodrede 
Heſtene. Saa 
kaldte han paa 
Karlen og gik 


hele Byen, 


3 nn 


derpaa ind og kledte fig paa til Rejſen. 
kom nu ind, og Manden ſagde til ham, at naar 
Heſtene fil opædt, ſkulde han give dem endnu et Foder, 
og imidlertid kunde han trakke Reiſevognen ud og 
lenge Seletojet tilrette. Med den Beſked gik Karlen 


ud i Gaarden igjen, men kom ſtrax efter tilbage og 


meldte, at Rejſevognen var bleven borte 
ikke til at finde. 
„Er Vognen bleven borte?“ ſagde Enevold for⸗ 


„og den var 


bapſet; „da ſkod jeg den Jelv ind i Vognporten iaftes; 


der maa den vel være endnu. Gaa ud og je Dig lidt 
bedre for”. ; 


„Kloren“ gik, men det varede kun et Ojeblik, jaa || 


kom han med den Beſked, at nu havde han føgt i hver 
en Krog, men der var ingen Vogn at finde. — Enevold 
ſad og drak Kaffe. Han fik nu Koppen tømt i en 
Daft og kom ud. Jo, desværre! Vognen var borte. 
Det var dog et jært Spil! Hvor kunde den være? 
Den maatte være ſtjaalen. Men hvorledes turde Nogen 
driſte fig til at ſtjele en Vogn ud af hans Gaard? 
Det var jo utenkeligt, at det kunde lade fig gjøre, 
uden at Nogen blev vælfet af Støjen. Det Eneſte var, 
at Tyven kunde have ſkilt den ad og baaret den bort 
Stykke for Stykke. — Eller maaſke — her gik det op 
for ham! — maaſke var der Hexeri med i Spillet? 
Han gik udenfor Porten. Der var intet Vognſpor 
at ſe, heller intet Spor af Menneſker. Jo, det maatte 
være Hexeri, det var klart. Men ſaaſandt den kloge 
Kone kunde viſe igjen, faa ſkulde han nok faa fin Vogn 
tilbage. Og med denne Fortroſtning lagde han ſig 
tilſengs for at faa fig en lille Morgenlur ovenpaa den 
Forfkrokkelſe. Da han vaagnede, var det lys Dag. 
Der var Noget, ſom larmede ude i Gaarden. 
ſtod op og ilede ud. Jo, der laa et Hus! En hel 
Mængde Menneſker baade unge og gamle, var ſtimlet 
ſammen og ſtod og lo og ſnakkede i Munden paa 
hverandre. 5 

„Godmorgen Enevold!“ lod det ham i Mode. 
„Kan Du ſe! Din Vogn er i god Behold; men den 
længes beſtemt efter at komme afſted til Vindblæs, det 
er nemt at ſe!“ 

En ſkraldende Latter fra hele Forſamlingen led⸗ 
ſagede disſe Ord. 

Enevold jaa i Vejret ligeſom alle de Andre. 
Hvad for Noget! Hans Rejſevogn ſtod oppe paa Mon⸗ 
ningen af Fehuſet, pegende med Stjerten lige efter 
Vindblæs. Rejſekappen laa bredt ud i Ageſtolen, ſom 
om den ventede paa, at Enevold fkulde fætte ſig op og 
ſvobe den om fig, og Biffen, der var rejſt op til Age 
ſtolen, ſtod og viftede med Snerten for Vinden, ſom 
om den længtes efter, at hans højre Haand fkulde 
gribe den og ſpinge den ſmeldende over fine Heſtes 
Hoveder. Men Enevolds Tanker gik i en helt anden 
Retning; han ſlog fine Sænder ſammen og udbrød: 


Karlen 


Han 


| „Naa, Folk! ville J 
Verden?“ 

„Nej ſaamend ville vi ikke“, ſparede en gammel 
Mand. „Kan Du ikke forſtaa, at nogle Skjelmer maa 
have ſpillet Dig dette Puds for at gjøre Din tosſede 
Overtro latterlig?“ 

„Hvordan ſkulde noget Menneſte bære fig ad må 
at træffe en Vogn op paa et Hus?“ indvendte Enevold 
| tvivlende. : 

„Ja, hvordan vil Du bære Dig ad med at faa 
den ned igjen?” fvarede den Gamle. „Du bliver nok 
nødt til at fkille den ad oppe paa Huſet og ſaa ſette 
Stykkerne ſammen igjen, naar Du har faaet dem ned. 
Imens Du over Dig paa det Konſtſtykke, har Duf jo 
Tid nok til at grunde paa, hvordan man kan faa en 
Vogn op paa et Hus. — Forreſten maa Du ikke tro, 
at jeg har veret med til det. Hvem det har varet, 
er der vel ſagtens Ingen, der faar at vide. — Men 
lad os gaa hjem, Folkens. Enevold vil faa travlt 
ret nu, og det er ikke værd, vi ſtaa her og forſtyrre 
ham“. 

Den ſtakkels Enevold fik nu nok en Latterſalve 
fra hele Forſamlingen, ſom derpaa gik bort, overladende 
til ham at anſtille faa mange Overvejelſer, han vilde, 
over det Skete. At man havde havt ham til Bedſte, 
ſaa meget var ham idetmindſte klart. Han folte ſig 
i hojeſte Maal utilfreds og ergerlig tilmode, og 
han talte neſten ikke et eneſte Ord, medens han og 
Karlen vare ſysſelſatte med at hente Vognen ned af 


Huſet. 


Enevolds Kone, hvis Sygdom paa en Maade var 
Skyld i Mandens mange Bryderier, var imidlertid 
uden Legehjcelp og overladt til nogle godlidende 
Naboerfkers Pleje. Sygdommen var maaſke ikke af 
nogen ondartet Slags, og da hun ellers havde et godt 
Helbred, hjalp Moder Natur fig ſelv, og hun begyndte 
at blive bedre. Da Enevold merkede det, tænfte han, 
at kunde han nu være heldig og faa talt med den kloge. 
Kone og hente en Medicin hos hende, Hvori Intet 
fattedes, ſaa vilde det dog hedde ſig, at Maren Haa⸗ 
ning havde helbredet hans Kone, og han vilde derved 
vinde en glimrende Sejr over alle fine vantro Mod⸗ 
ſtandere. Men for at Ingen ffulde narre ham med 
Vognen denne Gang, talte han ikke til et eneſte Men⸗ 
neſke om, hvad han havde for, for Afrejſens Stund 
var kommen, og ſaaledes rullede han da en Morgen 


nu tro der er Hexeri til i 


for Dag uhindret ud igjennem Byen og tog Vejen ad 


Vindblæs til. Han fad og tenkte paa, at denne Gang 


kunde Spogeriet i Farſo Ingenting gjøre ham, efterſom 


han var kjorende. Et Sporgsmaal pinte ham imid⸗ 
lertid: „Vilde Spogelſet dog ikke forſoge paa at 
gjøre ham Fortred?“ Helt vel tilmode var han ikke, 


i 


og da han kom til Gjedſted Kro, vandt det ham i 


1 


Tanker, at det var bedft, han tog derind og fik ſig 
Noget at ſtaa imod med. Altſaa kaldte han Folkene 
op og frævede en halv Pegl, ſom han drak paa Stedet, 
og desuden fif han fig „en lille Lærfe” i Lommen, for 
at han undervejs kunde ſtyrke fit Mod, hvis det ſkulde 
ſvigte ham. 

Jo nærmere han kom Farſo, jo mere red blev 
han for Spogeriet, og hver Gang han tenkte paa det, 
tog han fig en Zaar, jaa at inden han naaede det jaa 
frygtede Sted, havde han fig en ordentlig Rus. Imid⸗ 
lertid ſlap han lykkelig igjennem Farſo, og da han 
havde Byen og Spogeriet bag fig, følte han fig jaa 
lettet, at han af bare Glæde fatte Flaffen for Munden 
og tømte dens Indhold. til ſidſte Draabe. Men nu 
blev Ruſen ham for mægtig; Hovedet ſank lidt efter 
lidt ned paa Bryſtet, og han faldt i en dyb Søvn. 
Heſtene merkede ikke, at de vare uden Styrer. De 
fulgte trolig nok det engang itraadte Spor og ſkred 
ſtadig jævnt fremad. Det blev Dag, og der begyndte 
at færdes Folk paa Vejen og Marken. Et Sted holdt 
en Karl med et Par Heſte, ſom han var ifærd med 
at fpænde for Ploven. Da Befordringen med den 
ſovende Kufk kjorte forbi, bandt han fine egne Heſte, 
gik hen og tog Tommen fra Enevold, drejede ind paa 
Agrene og vendte Vognen ud paa Vejen igjen, hvorpaa 
han gjorte Zømmen faft, for at den ikke ffulde falde 
ned og komme i Hjulene. " Heſtene, ſom ſtrax merkede 
at de havde faaet Neſen vendt hjemad, fatte af fig 
felv i et jævnt Luntetrav og ilede ad Hjemmet til, det 
bedſte de kunde. i 

Op paa Formiddagen var en Nabokone gaaet ind 
til Enevolds for at ſe til hans Kone. Denne folte 
fig nu faa raſk, at hun vilde prøve at være oppe en 
Timestid. Den fremmede Kone hjalp hende, og nu 
ſad hun velindpakket i Leneſtolen ved Siden af Kakkel⸗ 


bvnen. 


„Jeg ſyntes der kjorte en Vogn ind i Gaarden“, 
ſagde hun til Naboerſken; „vil Du ikke gaa ud og ſe 
efter, hvem det er“. | ; 

Naboerſken gik ud og faa efter. Og da var det 
Enevold ſelv, der holdt paa Stenbroen. Heſtene havde 
af fig jelv fundet Vejen hjem, og nu ſtode de og ſaa 
ſig omkring, om ikke En vilde komme og jætte dem 
ind i Stalden. Manden fad endnu og ſnorkede i Age⸗ 
ſtolen med Hagen ned imod Bryſtet. Hatten var 
ſunken ham dybt ned over Orene, Pifken holdt han i 
Haanden, og Kappeopflaget faa nok jaa pænt bredt ud 
over Skuldrene og hang ham ned over Armene. 

Konen talte til ham, og forſt da han ikke ſvarede, 
lagde hun Merke til, at han ſad og ſov. Nu tog hun 
ham i Mrmet, rufkede i ham og raabte: „Enevold!“ 
ſaalcenge, til hun endelig fik ham vaagen. 

„Hvor er jeg?“ ſagde Enevold og jan ſig forvildet 
omkring. „Var det ikke mig, der kjorte fra By i 
Morges? Hyor er jeg?“ Ruſen var nu ſaa nogen⸗ 


lunde ſovet bort, ſaa han var i Stand til at ſamle 
Tankerne. Skjont han ikke kunde fatte, hvorledes det 
var gaaet til, at han holdt i fin egen Gaard, blev han 


lade, ſom om Alting var i fin gode Orden. 

„Hvordan har Elſe det? ſpurgte han deltagende, 
idet han varſomt kravlede: ned af Vognen. 

„Hun har det ikke ſaa daarligt“, ſparede den 
fremmede Kone. „Hun er oppe lidt og jeg tenker, at 
vi ſnart faa hende rafk igjen”, 

Enevold havde mange Tanker, medens han var 
ſysſelſat med at fpænde fine Heſte fra og fætte dem 
ind i Stalden. Men de ſamlede ſig tilſidſt i en 
eneſte ſtor Beſlutning: „Lad der nu komme, hvad der 
vil“ — ſagde han nemlig til fig ſelv — „lad det gaa 
op og ned med Held og Helſe, ſom min Gud og 
Herre vil: kloge Koner gaar jeg aldrig min Fod lang 
efter mere; thi det er det Vrovlagtigſte, jeg endnu har 
havt med at gjøre!” 


Den gamle Vallemand. 


Paa mange Steder i Schweitz er der oprettet 
Vallekuranſtalter, hvor ſpage Folk ty til for at vinde 
deres Helbred ved at drikke Valle, ſaaledes iſer i 
Kanton Appenzell, et dejligt grønt Bjergland. Mon 
det er Vallen der helbreder? Aa, ja; men det ſorg⸗ 
loſe Ophold de varme Sommermaaneder igjennem i 
den rene ſtyrkende Bjergluft, i det velgjørende Grønne 
omgivet af den loftende, herlige Natur, hvor man for⸗ 
uden Vallen drikker den dejligſte Melk — det kan nok 


tilſammen bringe en halvdod Byboer til Live. 

Men Koerne ere om Sommeren langt højere oppe 
i Bjergene end Kurgæfterne evne at komme, og Vallen, 
der faas ved den fede SHwejkerofts Tilberedelſe maa 
ofte bringes flere Mile ned hver Morgen, ſaa at den 
kan nydes varm og ſod paa faſtende Hjerte. Vi ſe 
paa Billedet en gammel Mand, ſom i mange Aar 
havde denne Forretning ved Kurftedet i Gais. Det 
var en gammel Knaſt paa 60 Aar, rynket og vejrbidt; 
men ufortrødent. fortſatte han fin Beſtilling med at 
bringe Valle hver Morgen, og denne var flet ikke 
magelig. Højt oppe fra Gais ligger nemlig Sommer⸗ 
græsgangen Ebenalp, hvor Vallen bliver lavet, og 
Kl. 6 hver Morgen fkulle Kurgeſterne have deres ſtyr⸗ 
kende Valledrik, ſom tilberedes paa nævnte Alp 4 Timers 
Vej fra Kurſtedet. Man kan ſaa let regne ud, at den 
gamle Berer maa ſtaa tidlig op. Kort efter Midnat 


| er Vallen, færdig, og kogende hed bliver den fyldt paa 
| de ejendommelige høje og brede men ganffe flade (kun 


4—5 Zommer) Malkekar, hvori Hyrderne bære Melken 
paa Ryggen. Det tætiluttende Laag presſes paa, Karret 


dog fnart ſaameget Herre over fig ſelvb at han kunde 


2 


. 


1 


76 


omvikles med uldne Kleder og pakkes godt ned i en 
Rygkurv, med en Pude over, for at den kan holde ſig 
varm. Kl. 2 bryder den Gamle op, og med ſikre Trin, 


punktlig ſom et Uhrverk ſtiger han ad fin Sti ned ad 


Hvile paa Sjergstien. 


ſtundom i Sne, til Kurgæfterne vvage bort og Kvæget 
hentes hjem fra Almen. 


Paa denne Vandringstraf en Kunſtner den Gamle 


| 
| 
| 
| 
| 
| 
| 


| 


Bjerget, ſaa at han lidt for Kl. 6 er paa Kurſtedet 
med fin vanſkelige Byrde. 

Saaledes gaar det Sommeren igjennem. Nat efter 
Nat, i Maanejfin og Morke, i Storm og Regn, ja 


en Dag paa Tilbagevejen til Almen, ledſaget af ſin 
Sonnedatter, der havde fulgt ham paa Vej, og Kunſt⸗ 
nerens Blyant tegnede hurtigt det ſmukke Billede 


U 


holde Raft. 


e 


hvortil disſe Linier knytte fig. Vi fe, at de Vandrende 
Zræt af den tunge Opadſtigen har den 
Gamle ſat fig lidt til Hvile og er i Færd med at faa 
Ild i fin gamle ſortbrune Neſevarmer. Barnet ſtaar 
foran med en gammel Regnſkerm og en Madpoſe paa 
Ryggen, ftøttende fig til den Gamles Bjergſtav. Op⸗ 
merkſomt har hun ſtaaet og betragtet Bedſtefaders 
Pibetenden; da er en lille losreven Sten rullet ned 
ad Bjergſiden, Spids bjeffer og Barnet fer op med 
et jublende Udraab. En Flok opfkreemmede Gemſer 
er brudt op tæt ovenfor de fredelige Vandrere, ſuſer 
ſom en Vind hen over de bratte Klippeſkrenter, ſtandſer 
et Ojeblik nysgjerrigt, men ſaa afſted i flyvende Fart 
igjen henover Firnſneen ſom daeker Dalſpalten og er 
i et Nu forſvunden bag de morke Fjelde. 

Den Gamle rejſer fig og kaſter, ſom Barnebarnet⸗ 
et gledeſtraalende Blik efter de dejlige Dyr, udover de 
fjerne ſnedakte Bjergmasſer der have fig milelangt 
forude. "Hvad har den bejværlige Gang at ſige? 
Bjergene ere herlige og Bjerglivet velſignet; han vilde 
ſnart do af Lengſel, den Gamle, om man vilde flytte 
ham ned til vort fjære Danmarks flade Vidder — ligeſom 
hine Gemſer vilde gaa til Grunde om de bleve ſlupne 
los paa vore flade fede Grersgange. i: 


Om de ny Penge. 
Af A. Bakobfen i Hylleſted. 


(Sluttet.) 

Det kan nu vare ſandt og rigtigt Altſammen, 
mener vel „Husvennens“ Leſer; men man kunde have 
beholdt de gamle Benævnelfer: Rigsdaler, Mark og 
Skilling, og den gamle Inddeling: en Daler er 6 Mark 
og 1 Mark er 16 Stilling; hvad ſkal de ny Kunſter 
til med Kroner og Orer? og hvorfor ſkal Kronen 
deles i 100 Dele og ikke i 96? 

Ja, Kroner og Orer ere nu for det forſte ikke nye 
Kunſter, men gode, gamle, danfke Havne, ſom have 
været brugte her i Landet i flere hundrede Aar, for 
man fif de tyfke Bencvnelſer Daler, Mark og Skilling, 
og dernæft var det nødvendigt, eller i hvert Fald hofft 
onſkeligt, at faa andre Navne paa de nye Værdier, 
for at der ikke ideligt ſkulde opſtaa Fejltagelſer, Tvivl 
og Strid om, enten det var den gamle eller den ny 
Mont, Talen var om. Og hvad nu Inddelingen 


angaar, da er den gamle grumme daarlig, hvad jeg 
imidlertid kun kan godtgjøre ved at holde et lille Fore⸗ 
drag om Talling, Talſkrivning og Regnekunſt. Læferne 
ſkulle nu ikke blive bange; det ſkal blive faa jævnt og 
ligefrem, at Enhver kan forſtaa det. 

Al Telling gaar i Grunden ikke længere end til 


ti; naar man kommer dertil i Talrakken, faar man en 
ny Enhed: en Tier og begynder da Tellingen forfra 
ved at angive, hvormange Enere man har foruden 
Tieren. Ordene elleve og tolv ere ſaaledes dannede 
af gamle Ord, der henholdsvis betyde en og to 
levnet eller tilovers, fra Tieren nemlig. Tretten, 
fjorten o. ſ. v. til nitten angive ligeledes, hvormange 
man har foruden Tieren, hvilket ſtrax høres paa Ordet, 
naar man ved, at „ten“ er en gammel Benævnelje 
for ti. Tyve, tredive og fyrretyve ere forkvaklede Navne, 
der betyder to, tre, fire Gange ti. Efter tyve tælle vi: 
en og tyve, to og tyve o. ſ. v., indtil vi naa ti og 
tyve, der da udtrykkes ſom et nyt mange Gange ti. 
Saaledes bliver man nu ved at gjentage Tallingen ti 
Gange fra en og til ti og nager da den tredie Enhed: 
Hundredet. Denne højere Enhed gjentages derpaa 
atter ti Gange, hvorved man kommer til den fjerde, 
til Tuſindet, og faa fremdeles højere opad, beſtandigt 
ved at gjentage den lavere Enhed ti Gange. Vor 
Tellemaade er altſaa grundet paa Titallet, hvad der 
endnu træder tydeligere frem i den Maade, hvorpaa 
Tallene ſkrives. ; 

Dette ffer jo nemlig ſaaledes, at Taltegnene fra 
Højre til Venſtre i en Rakke have beſtandigt en ti 
Gange højere Verdi end det ved Siden af. Tage vi 
ſaaledes f. Ex. Tallet 432, fan betyder Totallet kun 


to Enere, men Tretallet tre Tiere og Firtallet fire 
Hundrede, og jaa fremdeles opad til Venſtre, hvor ſtor 


Roekken end er. Denne Skrivemaade føres ogjaa videre 
til hojre Side af Enerne, og man faar derved Tiende⸗ 
dele, Hundrededele o. ſ. v. For at betegne, hvor Enerne 
ſtaa, fætter man i jaa Fald et Komma mellem dem 
og Tiendedelene og bruger desuden gjerne i trykte Bøger 
mindre Taltegn til at angive Delene med; altſaa f. Ex. 
432,3 betyder 43235/10b. Hvor der ingen Talværdi 
findes, udfylder man den tomme Plads med et Nul, 
f. Ex. 3,7 der betyder tre Hele og ſyv Hundrededele. 
Denne Maade at udtrykke Tallene paa kjendtes ikke 
i Oldtiden af de gamle Græfere og Romere, men 
bruges nu hos alle kultiverede Folk og kaldes Tital — 
eller med et fremmed Navn Decimalſyſtemet. 
Det er overmaade ſindrig udtenkt og udmerrker fig 
ved fin ſtore Simpelhed, da det jætter os i Stand til 
at udtrykke alle Tal med faa Ord og Tegn. Henſigten 
med at dele Kronen i 100 Orer er nu at indpasſe 
Mønten i Talſyftemet, hvorved Regningen, iſcer 
den ſkriftlige, bliver meget ſimplere end hidtil. Vi 
ſtulle oplyſe dette med nogle Exempler. Lad os antage, 
at 28 Rd. 4 Mk. 14 fl. ſkal tages 9 Gange. Man 
har da: 9 Gange 14 ß. er 126 f., ſom omfkrives til 
7 Mk. 14 ßf.; 9 Gange 4 Mk. er 36 ME, dertil 7 Mk. 
er 43 Mk. eller 7 Rd. 1 Mk.; 9 Gange 28 Rd. er 


252 Ad.; altſaa bliver det Sele 259 Rd. 1 Mk. 14ßf. 


Omſkrives derimod den givne Sum i Kroner og Orer, 


faar jeg 57 Kr. 62 Or., ſom kan tages 9 Gange uden 


278 


mindſte Henſyn til Bencevnelſerne ved blot at multi⸗ 


plicere de enkelte Tal med 9, nemlig: 
57 Kr. 62 O. ſkrives 57,62 
multipliceres med.. 9 
518,58 
1 


eller 518 Kr. 58 O. 


Regningen er ganſke ſom med „ubencvnte Tal“; 
hver Gang man har 100 Orer, ſkrives det ſtrax ſom 
en Krone: altſaa de ovenfor nævnte 558 Orer er 
5 Kroner og 58 Orer. Hvad der af det Udkomne er 
Kroner, og hvad der er Orer følger ſaaledes ganfke af 
fig ſelv uden nogenſomhelſt Udregning og Omſkrivning 
fra en lavere til en højere Benævnelſe, ſaaledes ſom 
man nu maa foretage for at faa Skilling til Mark og 
Mark til Daler. Delingen bliver ligeſaa ſimpel. Skal 
jeg f. Ex. dele 2,468 Kr. 34 O. i 7 Dele, kan dette 

opfkrives og udregnes ſaaledes: 


31 4 1 
7) 2,468 Kr. 34 O. 
352 Kr. 62 O. 

Procentberegning vil dog navnlig blive overmaade 
let, og hvilket Fortrin den ny Mont med fin Hundrede⸗ 
deling har fremfor den gamle, vil fremgaa tydeligt, 
naar man ſammenligner efterſtagende Exempler. 

Gammel Mønt: sl Ny Mont: 

Naar der af 100 Rd. Naar der af 100 Kroner 
ffal betales 1, 2, 3, 4, 5 | al betales 1, 2, 3, 4, 5 
Rd., bliver det af 1 Rd. Kroner, bliver det af 1 
henholdsvis 24/25 ß., 123 Krone, henholdsvis 1, 2, 
5. 22% fl., 3½5 8. og | 3, 4, 5 Orer. 

4% ß. | 8 
Leſerne ville heraf. kunne fe, at den nuværende 
Montinddeling giver mange nemme Udregninger for 
dem, der have med Sparekasſer og lignende Indret⸗ 
ninger at beſtille, og at deres Arbejde vil lettes betyde⸗ 
ligt ved den ny Mont. Samme Simpelhed opnaas 
ved Prisberegninger mellem Centner, Pund og Kvint. 
Derſom f. Ex. et Kvint koſter 5 Orer, jaa koſter et 
Pund 5 Kroner og et Centner 500 Kroner. Med den 
gamle Mont gaar det ikke ſaa let, hvad Enhver jo 
kan overbeviſe ſig om ved en Prave. i 
Hvad Hovedregningen angaar, der jo bruges meſt i 


det daglige Liv og i Smaahandelen, da kan den ikke 


hoſte fuldt faa megen Lettelſe af den ny Mont ſom den 


ſkriftlige Regning. Tager man ubehjcelpſomt paa Sagen, 
kan det endog undertiden blive vanſkeligere at Tegne. 


med den ny, da man i mange Tilfælde faar ftørre Tal 
at vegne med, og det falder jo fværere for de flefte 
Menneſker. Naar en Husmoder ſaaledes nu kjober 
11 Pund Kjod à 22 f., faa kan det tages ſom 11 Gange 
1 Mk. 6 f., men maa i den ny Mont tages ſom 
11 Gange 45 Orer. 


imidlertid gjores overmaade ſimple, naar man ſelv vil. 
Man fkal blot vænne fig til at give Tierne de ſamme 


Saadanne Udregninger kunne 


1 
1 


| 


Benævneljer, ſom bruges i Sverrig, Norge og England 
og iſtedetfor tyve, tredive o. ſ. v. ſige toti, treti o. ſ. v., 
jaa gaar Regningen af fig ſelv. Holder jeg ſaaledes 
faſt paa det, at 45 er firtifem, ſaa er det ogſaa klart 
for mig, at jeg for at udfinde Priſen paa de 11 Må. 


Kjod kun har at huſke paa, hvormeget 11 Gange 4 


og 11 Gange 5 er, for ſtrax at vide, at de koſte 4 Kr. 


95 O. eller 5 Kr. mindre end 5 O. Forreſten faa vi 


da ogſaa Montſtykker, ſom ligefrem ville lede ethvert 
tenkende Menneſke til at telle og regne paa denne 
Maade. Foruden Enkelt⸗ og Dobbeltkronen udmøntes 
nemlig Pengeſtykker af Sølv paa 50, 40, 25, 10 Øre 
og af Bronce pan 5, 2 og 1 Øre. Alf disſe vil 
Tioreſtykket komme til at ſpille Hovedrollen, og det vil 
ſnart blive almindeligt at ſige: 1 Pd. Smør koſter 
8 Tiere og 5, — 1 Sn. Æg 7 Tiere og 5, Pd. 


Kjod 4 Tiere og 5, iſtedetfor henholdsvis 85, 75 og 
45 Orer. Tigreſtykket vil ſaaledes blive Mellemleddet 


mellem Krone og Ore ligeſom Marken nu mellem 
Daler og Skilling. . ) 
Med Henſyn til Forholdet mellem ny og gammel 


Mont beſtemmer Loven, at en Tremark ſkal tages for 


en Krone, og da Kronen ffal deles i 100 Orer, ſaa 
jvarer 1 f. nøjagtigt til 2 Øre, 12 ßf. til 25 Orer, 
24 fh. til 50 Orer, og 36 ßf. til 75 Orer. J daglig 
Handel og Vandel kunne Brok-Orer jo ikke bruges, 
men maa rent udelades, og derfor er det ſelvfolgeligt, 
at de forſte 11 ß. gjelde for det dobbelte Antal Orer. 
Bed 12 f. lægges ſom ſagt en Øre til det dobbelte 
Antal, ved 13, 14 0. ſ. v. indtil 23 ligeſaa, ved 24 ßf. 
og derover 2 Orer til, indtil vi naa 36 ß., da der 
maa lægges 3 Orer til det dobbelte Antal, hvormed 
der vedblives, indtil Kronen fyldes, da der lægges 
4 Orer til. Herefter fan Enhver, ſom er tynd i 
Regnekunſten og altſaa kan have Brug derfor, let ſelv 
lave fig en Tabel med Omfkrivning af Stilling til 
Orer. Men da en ſaadan Label ikke tager megen 
Plads, fan kunne vi forreſten gjerne tjene Lœeſerne med 
et ſtille den op her i „Husvennen“ for at den kan 
tjene til behagelig Afſkrivning. 


5. Orer. ß. Orer. 6. Orer. 5. Orer. 
1 er 2 12 er 25 24 er 50 36 er 75 
2 — 4 13 - 27 25 52 37 7 
3 6 14 - 29 26 - 54 38 79 
4 - 8 155437 27 - 56 39 81 
5 10 16 - 33 28 58 40 - 83 
6 12 17 35 29 - 60 41 - 85 
7 14 18 - 37 30 - 62 2 87 
8 16 19 — 39 31 — 64 43 89 
9 18 20 - 41 32 - 66 44 - 91 
10 - 20 21 — 43 33 68 45 93 
122 22 45 34 70 46 - 95 

23 47 35 72 47 97 


At det vil volde nogle Vanſkeligheder med disſe 
Omſkrivninger fra Skilling til Orer fkal gjerne ind⸗ 


meget ſimpelt at komme til Rette med den ny Mont. 


Glommen, har Udgiveren endog erfaret, at to Koner 


huſe, traf det fig faa heldigt, at vi kom paa en Gaard, 


rommes; men jaa maa Laſerne til Gjengjeld ind⸗ 
tømme, at naar vi ere komne vel over disſe og 
de gamle Mønter ere forſpundne, jaa vil det blive” 


Det norſze Fladbrod. 


Hvad der meſt undrer den Danſke, der forſte Gang 
rejſer i Norge, og lærer det norfke Husliv lidt at fjende, 
det er Fladbrodet, Normandens „daglige Brød”. 
Vi ere jaa vante til vort fyrede, ſtore danſke Rugbrod, 
ofte paa et Lispund Stykket, at man har ondt ved at 
fatte hvorledes Fladbrodet kan erſtatte det. Underligt 
tager det fig ogſaa ud for Oje og Tunge forſte Gang 
man gjor Bekjendtſkab dermed. Naar Leſeren vil tenke 
fig en tor haardbagt Pandekage, paa 5 Kvarters Tver⸗ 
maal, af Tykkelſe ſom Pappapir, og af ſamme lysgraalige 
Üdſeende, faa har han et Begreb om Udſeendet af det 
norſke Fladbrod. 


„Pejſen“: den lave Skorſtensarne. Paa denne ſtod paa 
tre, et Kvarter hoje, Ben, en ſtor, rund Plade af Stobe⸗ 
jern, halvanden Alen bred, hvorunder brændte ſmaa⸗ 
hugget Fyrrebrende, ſaa den var "jævn hed, uden at 
kunne ſpie. Foran Konen ftod et Lavt Bord, hvorpaa 
Dejgen rulledes ud. Denne var faſt ſammeneltet af 
fintmalet Blandkorn (Byg og Havre med Skal), hvoraf 
det fine Mel var dannet i Dejg med Vand, uden &Gjær 


eller Surdejg. Man bruger ogſaa fintmalet Rugmel 


og Artemel, ſom giver et bedre og mere nærende Brod. 
Konen tog nu en Klump Deig, ſaa ſtor ſom en god 
knyttet Haand, ſtrgede fint Mel paa Bordet, og rullede 
den ud til en tynd Plade ved Hjælp af en ſtor 
„Bagſterulle“ eller Kagerulle. Ved Hjelp af en mindre 
Rulle, hvis Overflade var opfkaaret i Riller paa Kryds 
og Tvers, gav hun den tynde, ſejge Kage en prikket 
Doerflade. Medens hun ſaaledes rullede Dejgen ud 
ſom et tyndt Skind, pasſede hun, ved Hjælp af en 
„Bagſtefloj“, en ſpoerddannet flad Treœſpaan, at vende 
Fladbrodet, der dampede paa Jernpladen „Bagſtehellen“ 
jan det blev jævnt „ſtegt“ paa begge Sider og ens 
overalt, Saafnart Dejgen var rullet ud, var Brødet 


Men vi faa forſt det rette Blik for Fladbrodets 
Betydning, naar vi folge med den velhavende norſke 
Bondekone op i Gaardeus „Stabbur“, hendes Forraads⸗ 
bur for Gaardens Fodevarer, der altid, gjerne flere | 
Stokvcerk højt, er bygget lidt fra de andre Bygninger 
paa Stolper („Stabber“, deraf Navnet) for at Rotter 
og Mus ikke ſkal faa Adgang. I dette ſtore, luftige 
og renlige Spiskammer finde vi i et Rum ſtore Kiſter 
rundt ved Væggene fyldte med tørret Sed, Malt, Ærter, 
Mel, oſv., i et andet kunne vi je den ene Side behengt 
med røget og tørret Flæff, Kjød, oſv., og den anden 
Væg helt bekledt med uhyre Stabler tørt Fladbrod, 
det ene over det andet, faa" de danner megtige Piller, 
Side om Side fra Gulv til Loft. Vi, ſom ere vante 
til at bage hver fjortende Dag, forbavſes ved Synet 
af disſe Brodmasſer, og ved at høre, at vi her ſe halve 
Aars Forraad; ja mange Steder, bager man kun en 
Gang om Aaret. Paa en jævn Gaard, kan da to 
Koner — „Bagſtekjcrringer“ — bage Dag ud og Dag 
ind i flere Uger. Paa en ſtor Gaard i Elverum ved 


der maatte bage fyv Uger i Træf hvert Aar, for, at 
tilvejebringe Aarets Behov, der her regnedes til et 
Fladbrod dagligt pr. Hoved. 

En Dag Udgiveren i Foraaret fulgte med Paſtor 
Ejlert Sundt i Beſog til Susmænd og Gaardmeend 
i Ejdsvold, for at ſe „Stellet“ i deres hyggelige Bjelke⸗ | 
hvor en Huskone fad i fuldt Arbejde ved Bagningen. | 
Dette var et længe ønffet Held. Arbejdet var morſomt 
og interesſant at ſe paa, da Brødet bages, eller yſteges “, 


bagt haardt og færdigt, og ombyttet med den ny Dejg⸗ 
flade, der beſtenkedes med Vand. Medens den ſtegtes 
rullede Konen atter et nyt Brod, der var færdigt 
10 Minutter efter, ſamtidigt med at det forſte fik 
Bagning nok, og ſaaledes gaar det fremdeles Dagen 
igjennem. 

Naar den ſtore Bagning foretages, gaar det dog 
en Del hurtigere, og man regner, at en duelig Bagſte⸗ 
fjærring kal kunne levere omtrent 200 Brod dagligt. 
Det er intet mageligt Arbejde, ſkjondt Konen ſtadigt 
ſidder paa et og ſamme Sted, og det fordrer uophørlig 
Opmerkſomhed. Der ffal ikke liden Ovelſe og et let 
Haandelag til at rulle Dejgen ud ſaa tynd ſom et 
giennemſigtigt Skind. Det er derfor heller ikke enhver 
norſk Kone, der kan bage ordentlig Fladbrod; en duelig 
Bagerſke er gjerne meget ſogt, og hentes ſtundom hjem 
til Gaarden i Bygden, temmelig langvejs fra til den 
ſtore Bagetid. For denne Kone gif Arbejdet let og 
ſikkert fra Haanden, uden at hun havde Haſtverk. 

Der blev nu lagt en „Lefſe“ til mig d. e. et 
Fladbrod, ſom ſteges ſvagere og med mere Vandpaa⸗ 
ſtenkning, jaa at det er ſom en ſej, bøjelig Pandekage 
naar det er bagt nok. Saadanne Lefſer yndes meget 
af gamle Folk, og bruges almindelig ſom Rejſekoſt, 
„Niſte“, da de let kunne lægges ſammen ſom et Klæde 
i Madæjfen, „Tinen“, men de kunne ikke holdes friſke 
ret mange Dage. Vi bleve nu kaldte ind til Gaard⸗ 
mandens nette, veldakkede Bord til Frokoſt, for at prove 
den ny Bagning, af hyilken jeg ubetinget foretrak det 
torre, ſkore Fladbrod, for den ſeje, flæge Lefſe. Hos 
velſtaaende Bønder, ſom her, findes dog ogſaa en Slags 


ſom man falder det, uden Ovn, blot ved Hjcelp af en 


hed Jernplade. Konen ſad tilmelet ved Siden af 


| maa Sigtebrod, bagte i Ovn, paa Bordet. 


Da jeg atter kom ud for at ſe endnu en Gang 


C 


til min venlige Bagſtekjcrring og roſe hendes Brad, 
ſad hun ganſke gemytlig med en fort Shagpibe, „en 
Snadde“, i Munden, og fil fig en Pibe Tobak til Op⸗ 
muntring ved det ensformige Arbejde. Det er nemlig 
ikke ſjeldent at ſe ældre, norſke Koner faa ſig en lille 
Pibe Tobak, hvilket der ingenlunde voekker Anſted. Hun 
var glad ved at høre, jeg ſyntes om Fladbrodet, og 
undredes ſaare over, at vi ikke havde Sligt i Danmark, 
ja havde nær flaaet Hænderne ſammen, da hun hørte, 
hvordan vi bar os ad med at bage Brod paa Landet 
hos os, og at vor daglige Fode hernede beſtod i vældige 
Grovbrød paa et Kvarters Tykkelſe. Det kunde hun 
ikke (eve af mente hun, og jeg mente, at Folkene paa 
en danſk Bondegaard vilde blive endnu mere utilfredſe, 
derſom Madmoderen en Morgen frembar norſte Flad⸗ 
brød til Davre. Saaledes gaar det overalt, hvad man 
fra Barndommen af er blevet vant til, det har man 
faaet kjcert og føler haardt Savnet af at undvære, 
hvorfor man ikke begriber, hvorledes Folk kunne leve 
ſtadigt paa anden Vis. 

Blandkornsbred og Havrebrod er man glad ved i 
Norge; men er Søften mislykket oppe i Fjeldbygderne 
mod Nord, ſaa maa man male Havren med Ax og 
Avner til Brod, og ſtiger Mangelen, da maa man 
flekke Barken af Naaletrœerne baade i det nordlige 


Norge og Sverig, og blande de malede, bitre, indvendige | | 


Barkdele i Brød. Da er Nøden bitter og Hungeren 
ſtor. Indtraffer end ſaadanne Aar ſſceldnere nu end 
fordum, jaa ved man ſig dog ikke ſikker for dem, og vi 
Danſke kunne ikke nokſom takke Gud for, at vi dog 
altid have vort rigelige daglige Brod, og aldrig behøve 
at prove Hurngersnødens Elendighed. Blot vi altid ret 
vilde ſkonne paa det. ; 


Smiths Dampplojningsmaſkine. 
(Se Afbildningen under Fowlers Dampplov Side 267 i 
forrige Nr.) 


AAA 


Ved Siden af Fowlers, i forrige Nr. beſkrevne 
Dampplov fortjener et andet engelff Apparat af Smith 
at, nævnes, da det, ſom prisbilligere og praktiſk, allerede 


for en halv Snes Aar ſiden havde faaet en betydelig 


Udbredelſe. Det kan ikke kaldes en Dampplov, da en 
ejendommelig Knivharve („Scarifikator“) træder i Stedet 


for Ploven og dette Redffab er i Stand til at gjennem: 


bryde Muldlaget aldeles tilfredsſtillende til hvilkenſomhelſt 
Dybde, og renſer Jorden godt, ved at bringe Kvikroden 
(Senegrœsſet) og andet Ukrudt op af Jorden. 

Den i forrige Nr. under Fowlers Damp⸗ 
plov aftrykte Tegning viſer Dampmaſkinen i det 
ene Hjørne af den Firkant, der ſkal behandles. Foran 
Lokomobilet er anbragt en Vinde, beſtagende af to 
Ruller, hvorom de to Ender af Staaltraadsrebet ſno 
fig. Rullerne gaa i modſat Retning af hinanden, faa 
den ene vinder Tovet paa, naar den anden vinder det 
af. Dette gaar, baaret af ſmaa Tridſer, gjennem vand⸗ 
ret ſtillede Tridſer, der ere faſt anbragte i Jorden, idet 
dog Tridſerne i de Maſkinen modſatte Hjorner kunne 
flyttes indad ved Hjælp af bevægelige Ankre, der ned⸗ 
graves i Jorden, efter Haanden ſom denne bliver 
gjennemarbejdet af Knivharven. 


i glandinger. 


Godt klaret. En juridiſt Kandidat blev ved Examensbordet 
ſpurgt af en Profesſor: „Hvorledes vilde De domme, naar en 
Moder og en Datter, ſom ſamtidig fif et Barn i ſamme Va⸗ 
relſe, fik deres Born forbyttede?“ Kandidaten ſpurgte: „Er man 
vis pan, at Børnene ere forbyttede?“ „Det hører De jo“, fvas 
rede Profesſoren gnaven. „Saa vilde jeg lade dem bytte om igjen.“ 


Agte Farve. Faderen: „Naa, lille Mille, hvad beſtiller Du 
der?“ „Jeg farver min Dukkekjole rod.“ „Hvormed da?“ „Med 
Brandevin.“ „Saa aa! Hvem har ſagt Dig, at den ſaa bliver 
rod?“ „Det har Moder; for hun ſiger ſaa tidt, at det er af 
Brandevin, Din Naſe er faa rod!“ 


Rettelſe til Artiklen i f. Nr. om Dampplejningen. 
S. 269, L. 14 Sætningen: „ſom det andet mindre Billede viſer“, 
fkal lyde: ſom Figuren i venſtre Hjørne paa ſidſte Billede viſer. 

Tegningen til ovenomtalte Smithſke Dampplov er ved en 
Misforſtagelſe optaget paa Side 267 i Stedet for i dette Nr. 


J enkelte Exemplarer af Nr. 34 er indlobet den Feil, at 
overſte Linie Sp. 5 fkal være overſte Linie Sp. 6. 


Brevvexling. 
»Fn Tørster efter f. O.; Skal have det i Erindring. 


R. I. Spaadomshistorien ubrugelig." 
„En Ven“. 


Plougs smukke Digt i Nr 32 er selvfølgelig kun optaget med Forfatterens Tilladelse. 


Husvennen udkommer til 
Fjerdingaaret, frit tilſendt. 
Hovedkommisſioncren: 


hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, 


Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brepſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
Boghandler Rudolph Klein, lille 


forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 
Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn. 


Trykt hos J. H. Schultz. 


— 2 ——ů 


Nr. 36. 


BVBilledblad for Mlenigmand, ; 
for Sorfhabslæsning, Oplysning og Hus flid. 


5 ig 3 Adginet af 
N. C. Rom. 


7. Juni 1874. 


ik CD 


Zudhold. Vore Fadres Guder, ved Fr. Winkel Horn (Fortſat.) — Menneſkecdere paa Ny Seland, med 2 Billeder. — 
Sundhedspleje, ved Diſtriktslage O. Schjodt. — Husflid. En norſt Groyſmedje. 


— — 


Vore Fedres Guder. 
Ved Fr. Winkel Horn. 


(Fortſat.) 

Store Fraſagn er det ogſaa verdt, hvorlunde det 
gik Thor i Jætten Gejrrods Gaard, da han foer did 
uden at have hverken fin Hammer eller Styrkebeeltet 
eller Jernhandſkerne med. At han ſaaledes foer vaaben⸗ 
los, voldte Loke, om det end ikke var med hans gode 
Villie. Det hændte fig nemlig en Dag, at han for at 
more fig tog Friggs Falkeham og fløj omkring med, og 
jaa fløj han af Nyfigenhed til Gejrrods Gaard, hvor 
han ſatte fig og kigede ind ad et Vindue. Gejrrød 
ſaa ham og bod en Mand fange den Fugl og bringe 


ham den, men ſaa hoj var Hallen, at det var med Nod 
og næppe, at Manden kunde naa op til Fuglen, hvor | 


den ſad. Det tyktes Loke ſtor Gammen at ſe alt det 
Befvær, det voldte ham, og han tænkte, at det var tids 
nok at flyve fin Vej, naar han havde faaet Bugt med 
alle Vanſkelighederne, og da det var kommet dertil, at 


Manden ſkulde til at tage ham, ſpredte han Vingerne 
gg ſatte haardt i med Fødderne, men da fad han faſt 


og kunde ingen Vegne komme, og jaa blev han da fangen 
og bragt til Gejrrod. Men da Jatten fan hans Øjne, 
anede han ſtrax, at det ikke havde fin Rigtighed med 


den Fugl og bod ham ſige, hvem han var, men Loke 
Saa lukkede Gejrrod ham inde i en Kiſte og 


tav. 


ſultede ham der i tre Maaneder, og da han ſaa igjen 
tog ham ud og ſpurgte ham, "gav Loke Kjob og ſagde, 
hvem han var, og for at bjerge Livet ſvor han Fætten | 
til, at han ſkulde faa Thor til at komme til hans Gaard 
uden fin Hammer og fit Bælte. 


i! 


i 
Wi 
il 


Paa Vejen gjæftede Thor en Icettekvinde ved Navn 
Grid, Moder til Vidar, den tavſe As. Hun ſagde Thor, 
hvordan det i Virkeligheden forholdt fig med Gejrrod, 
at han var en ſnedig Jette og ſlem at have at gjøre 
med, og faa laante hun ham et Styrkebeelte og et Par 
Jernhandfker, hun havde, og fin Stav gav hun ham 
ogſag. Thor gik videre og kom til en ſaare ſtor Aa. 
Han ſpeendte Styrkebeeltet om fig og ſtottede fig imod 
Strømmen med Staven, han havde faaet af Grid, og 
Loke holdt ham i Bæltet. Men da han var kommen 


"midtvejs i Aaen, blev der ſaadant et Hojvande, at det 


naaede ham helt op under Axlerne, men oppe i en 
Kloft jaa han en af Gejrrods Døtre; hun ſtod med eet 
Ben paa hver Aabred, og fra hende kom alt det meget 
Vand. „Aa ſkal i Spring man ſtemme“, ſagde Thor, 
tog en ſtor Sten op og kaſtede efter hende, og Thor 
ramte altid, hvor han ſigtede. Saa kom han til Land, 
og fif Tag i et Rønnetræ, der flod, og ved dets Sjælp 
bjergede han fig. Da han kom til Gejrrød blev der 
anviſt ham og Loke en Gjeeſteſtue; der ſtod en Stol 
derinde, og i den ſatte Thor ſig, men ſom han bedſt 
ſad, merkede han, at Stolen gik i Vejret med ham helt 
op under Taget. Han ſtottede da Grids Stav imod 
Loftet og trykkede fig haardt ned i Stolen, og der blev 
da et ſtort Brag og et ſterkt Brol at höre; det var 
Gejrrods to Døtre, der havde været under Stolen, og 
ſom han havde brudt Ryggen paa. Siden d Gejrrod 
Thor byde ind i Hallen, at de de holde Leg der. 
Der var tendt ſtore Baal derinde, og da Thor var 
kommen og ſtod lige overfor Gejrrod, tog Sætter" med 
en Tang en gloende Jernſtang og kaſtede den efter ham, 
men A greb den i Luften med Jernhandſkerne og 


kaſtede den tilbage imod ham. Jcectten ſprang hen ba 
9 g 


en Jernſojle for at bjerge fig, men Stangen gif lige 
igjennem Søjlen og Jætten og Væggen og ned i Jorden 
udenfor. : ” 50 

Der meldes ikke, at Thor øvedesandre "Storværfer 
i Gejrrods Gaard, men nu ſkulle Wr om den Dyſt, 
han havde med Jctten Rungner. Det var engang, 
mens Thor var øfter paa for at ſlag Trolde ihjel, at 
Odin var reden til Jettehjem paa fin Heſt Slejpner, 
ſom var den bedſte af alle Gangere i Verden. Da han 
kom til Sætten Rungner, ſagde denne, ſom ikke kjendte 
ham, at det var en farlig god Heſt, han der havde, og 


Odin ſagde, at han turde vove Hovedet paa, at faa | 


god en Ganger var der ikke i 
ſparede, at Heſten kunde være 
een, der kunde ſkridte ganſte anderledes ud, den hed 
Guldfaxe. Odin blev, ſom rimeligt var, ved ſit, og 
jaa blev Rungner vred, ſprang op paa fin Ganger og 
ſatte efter ham i den Mening at lonne ham ſor hans 
Overmod. Odin var ſtadig forude, men Rungner var 
jaa hidſig paa det, at inden han fif ſet fig for, var han 
indenfor Ledet paa Asgaard. Da han kom til Hallens 
Dor, bod Aſerne ham til Drik, og da han var kommen 


hele Sættebjem. Rungner 
god nok, men han havde 


ind, frævede han ſelv noget at ledſke fig paa. De kom 


da frem med de Skaaler, Thor plejede at drikke af, og 


Rungner tømte dem hver i eet Drag. Men da han 


nu var bleven drukken, ſkortede det ham ikke paa ſtore 
Ord, ſaaſom at han vilde tage Valhal og flytte den 
til Jættehjem, ſtyrte Asgaard om og ſlaa alle Guderne 
ihjel paa Freja og Sif nær, dem vilde han tage til 
ſig, og da Freja gik hen og ffjænfede for ham, ſagde 
han, at han vilde drikke alt Aſernes Ol. Men da 


de paa Thor, og ſtrax ſtod han i Hallen, ſaare vred 
med hævet Hammer, og ſpurgte, hvem der voldte, at 


onde Jetter ſad og drak der, hvem der havde givet 
Rungner Fred i Valhal, og hvorfor Freja ſkulde ftjænte | 
for ham ſom ved Aſernes Gilder. Det var ikke de 


venligſte Dine, Rungner faa paa Thor med, da han 
jvarede, at Odin havde budt ham til Drik, og at han 
var der med hans Leide, og Thor ſagde, at det Drikkelag 


ſkulde han komme til at betale dyrt, inden han flap | 


derfra. Jætten ſagde, at det vilde fun være Thor til 
liden Sæder at dræbe ham, vaabenlos ſom han vår. 
„Storre Mandomsprøve”, ſagde han, „vilde det være, 
om Du turde møde mig paa Grjottunegaard ved Lande⸗ 
grenſen og ſlaas med mig der; men taabeligt var det 
af mig, at jeg lod min Slibeſten og mit Skjold blive 
hjemme; havde jeg nu disſe mine Vaaben her, kunde 
vi have provet en Dyſt ſtrax, men dræber Du mig 


vaabenlos, er Du hver Mands Nidding“. Da Thor 

horte, 9 eſket til Holmgang, 

for Alt i 

budt ham. å 9 
Rungner gav fig nu pan Sjemvejen og rendte af 

alle Kræfter, til han kom til Jettehjem, og der gik 


b vilde han ikke 


erden ſpigte, thi det havde endnu Ingen 


V 


farlig nok at komme i Lav med. 


ſtort Ry blandt Jætterne af den Reſſe, han havde gjort, 
jaa og af det, at han ffulde ſlaas med Aſathor, men 
derom var de alle enige, at det var et farligt Spil for 
dem, og at der laa ſtor Vent paa, hvem af dem der 
ſejrede, thi det var at vente, at de vilde faa en Ulykle 
af Thor, om Rungner faldt, efterſom han var den 
ſtœerkeſte de havde at ſtille op imod ham. De lavede 


en Mand af Ler paa Grjottunegaard, hvor Kampen 


kulde ſtaa; han var ni Mil høj og tre Mil bred over 
Skuldrene, og de kunde ikke finde noget Hjerte, der 
pasſede til ham, forend de tog et ud af Livet paa en 
Hoppe og ſatte i ham, men det var ikke ſtadigt, da Thor 
kom. Men Rungners Hjerte var af haard Sten med 
ſkarpe Kanter og tre Hjorner; hans Hoved var ogſaa 
af Sten og ligeſaa Skjoldet, der var bredt og ſtort; 
det holdt han for ſig, da han ſtod paa Grjottunegaard 
og biede paa Thor; ſom Vaaben havde han en ſtor 
Slibeſten, ſom han ſvang over Skulderen, ſaa han var 
Ved Siden af ham 
ſtod Lerjctten, ſom de kaldte Mokkurkalv; han var ſaa 
red, at, da han faa Thor, ſiger man, han vaadtede. 
Thor gav fig nu paa Vej til Stedet, hvor Slaget fulde 
ſtaa, og Tjalfe. med ham. Tjalſe løb i Forvejen derhen, 
hvor Rungner ſtod, og ſagde til ham: „Du ſtaar ujvarlig, 
Jctte; Du holder Skjoldet for Dig, men Thor har ſet 
Dig og er faret ned i Jorden; han vil gaa løs paa 
Dig nedenfra“. Rungner ffjød da Skjoldet under ſine 
Fødder og ſtod paa det, og ſvang Slibeſtenen med begge 
Herder; men faa jaa han Lynild og horte ſterke Dron, 
det var Thor, der foer vældig frem i in Aſaſtyrke og 


ſpvang fin Hammer og kaſtede den langvejsfra imod 
Aſerne bleve kjede af at høre paa hans Snak, kaldte 


Rungner. Jatten leftede Slibeſtenen og kaſtede den 
imod Thor, men i Flugten mødte den Hammeren og 
ſprang i Stykker; et Stykke faldt paa Jorden, og deraf 
ere alle de Skiferbjerge, der findes i Verden, blevne til, 
men et andet Stykke røg op i Hovedet pan Thor, ſaa 
han faldt frem over paa Jorden. Mjølner ramte Rungner 
lige i Banden og knuſte hans Pandeſkal i ſmaa Stumper, 
og han faldt forover og kom til at ligge ſaaledes, 
at hans ene Ben laa over Halſen paa Thor. 
Tjalfe gik los paa Mokkurkalv, ſom faldt med liden 
Hæder, og derefter gik han hen til Thor for at tage JFættens 
Ben bort fra hans Hals, men han kunde ikke rokke det. 
Saa kom alle Aſerne til, da de horte, at Thor var 


falden, og fkulde tage Benet bort, men de kunde ikke 


faa det af Stedet, men faa kom Magne, en Son af 
Thor og Jernſaxe, til; han var kun tre Aar gammel, 
men han var alligevel Mand for at gjøre, hvad der 


var de andre for fvært; han kaſtede Rungners Ben fra 


Thor og ſagde: „Stor Skade var det, Fader, at jeg 


kom faa ſent; jeg tenker jeg kunde have ſlaget denne 


Sætte ihjel med min Nave, om jeg havde truffet ham“. 
Da ſtod Thor op, hilſede fin Søn og ſagde, at han 
vilde faa ſpœre Kræfter, naar han voxede til, og at nu 
vilde han give ham Guldfaxe, Jeettens Heſt, til Lon. 


| 
: 
| 
| 


—— RR SEE | mme gen 


—ñů — 


Men Odin ſagde, at det var Uret af Thor at give en 
Jettekvindes Sen jan god en Ganger, hellere end at 
give fin Fader den. Thor foer nu hjem til Trudvang, 


men Stenen ſad ſtadig i Panden paa ham. Saa kom 
der en klog Kone, ſom hed Groa og var gift med en 
Sætte ved Navn Orvandel, og hun fang fine Galdre⸗ 
ſange over Thor, til Stenen gik los. Da Thor mærkede, 
at det gik, og at der var Rimelighed for, at hun vilde 
faa den ud, vilde han lønne hende for Kuren og gjøre 
hende en Fornojelſe. Han fortalte hende da, at han 
var vadet nord fra Jæitehjem med Orvandel, hendes 
Mand, i en Kurv paa Ryggen; og det var til Jertegn 
derpaa, at da han havde ſtukket en Taa ud af Kurven og 
den var frosſen havde Thor brudt den af og kaſtet den op 
paa Himlen og gjort den til en Stjerne, og længe vilde 
det ikke vare, ſagde han, for Orvandel kom hjem… Groa 
blev faa glad ved at høre dette, at hun glemte fine 
Galdreſange af Glæde, og. Stenen kom ikke videre-jag 
den ſidder endnu i Banden paa Thor. Så 
(Fortjættes.) ” 


" Mennefheædere pan Ny-Seland. 


Den Del af den avftraliffe Ogruppe Ny⸗Seland, 
hvor de ſkrakkelige Begivenheder, hvorom vi ſkulle for⸗ 
tælle, tildrog fig for mange Aar ſiden, ligger paa den 
ſydlige Ende af den nordligſte af de to ſtore Oer. 
Det er et dejligt Land der gjennemſtrommes af ſmukke 
Floder, har gode Havne, og med Henſyn til den natur⸗ 
lige Beſkaffenhed er det i Beſiddelſe af mange Fortrin. 
De Indfodte bo ſammen i Stammer: eller Horder, 
ſom hver ſtaa under en Hopdings Befaling. J de 
Krige, ſom hyppigt opkomme imellem Stammerne ind⸗ 
byrdes, blive Krigsfangerne Slaver, hvis Liv ganſke 


afhenger af deres Herres Villie, eller rettere Lune. 
Et Menneſkeliv har ſaa lidt at betyde i Nyſelcendernes 


Øjne, at de med koldt Blod dræbe en Slave for den 
ringeſte Forſeelſe, hvorpaa Legemet bliver fortæret, idet 
disſe Kanibaler betragte Menneſkekjod, ſom den behage⸗ 
ligſte af alle Spiſer. Vi ſkulle efter en Kaptajn Briggs, 
ſom Ojenvidne, meddele nogle Træf af disſe vilde 
Hedningers ſkrakkelige Tilbojeligheder og Sædvaner. 


Da Meddeleren for mange Aar ſiden kom til denne 


Kyſt havde Hovdingen nogle Aar tidligere, med fin 
Stamme overfalden, dræbt og fortæret Kaptajnen og 
hele Beſœtningen pan Briggen „Samuel“, et Skib, 
ſom handlede i disſe Have ved at tiltuſke fig nyſelandſk 


Hor og andre af Landets Frembringelſer, for Skyde⸗ 


geværer, Krudt og Kugler. Enten nu Kaptajnen har 


havt formegen Tillid til de Indfodte, eller ikke har 
været paa fin Poſt mod dem, nok er det, at hans 
Skib blev taget ved et lumſkt uventet Angreb og ikke | 
en Mand undgik den forfærdelige Sfæbne at blive ædt 

De ſamme Vilde, ſom gjorde dette, 


af Kanibalerne. 


— 


| henimod, Midten af Aaret 1830. 


Papyis havde være 


lykkedes det ſenere at fange en Kadet og Beſcetningen 
paa en lille Baad, ſom horte til det engelſke Orlogs⸗ 
ſkib „Warſpite“, og de Ulykkelige maatte friſte ſamme 
Skebne. 

Nu var der en Hopding, der kaldtes Payis ſom 
nogle Aar tidligere havde været i England, hvor han 
var blevet modtaget med ſtor Opmeerkſomhed. Aldrig 
ſaa ſnart var han kommet tilbage til ſit Fodeland, 


"førend han erklærede, at Enhver af hans Landsmeend 


ſom angreb et engelſk Skib, eller forurettede en Engelſk⸗ 
mand — det vil da ſige begik nogen verre Forſeelſe 


mod ham end Tyveri, en Uvane der ſyntes at være 


disſe Oboere medfødt — fkulde blive hans Fjender, 
Da nu Pant blev underrettet om hvilke Gruſomheder 


der vare begagede mod Englænderne; er og 


Forbundne, beredte han fig til at hevne dem, og rykkede 
i Aaret 1822 i Spidſen for en talrig Skare i Marken 
mod Fjenderne. De overrumpledes, og Turen kom nu 
til dem at blive drobte og forteerede. Efter at have 

tilintetgjort hele den fjendtlige Stamme, gif Sejr- 


herrerne, der nu vare vel overfyldte med Blod, men 


dog begjerlige efter nyt Bytte, i Land paa en O, der 


I hen Banks; men her gik det dem ffævt, da Hopdingen 


havde beredt fig til at tage imod dem. En hæftig 
Kamp endte med at Angriberne bleve ſlagne og miſtede 
Payis, der fangedes, dræbtes og forteredes af Øens 
Hopding. eder Smith, der havde været med 


| ſin Nations Alierede pan Rovertoget, gik det ikke bedre. 


En Son af Payis ved Navn Hetcho blev nu 
Hovding over den ſlagne Stamme, og lurede længe 
dn at hævne Faderens Dod. Saaledes ſtode Sagerne, 
da Kaptajn Briggs ankom til Øen med Skibet „Dragen“ 
[ Hetcho beftvæbte fig 
fra; tilligemed en forbunden Hopding, efter at faa 
Briggs til at gaa. med dem paa det Hevntog, de længe 
havde. forberedt od Øen Banks. Disſe nyſelandſke 
Hovdinger vifte 0 denne Lejlighed, at de ypperligt 


forſtod at under De foreſtillede Kaptajnen at 

æft i England, havde været de 
Engelſtes Ven og har ente dere Dod, at Banks 
Hovding, ſom havde. dræbt og ſpiſt ham, ogſaa var den 
Selcender der havde myrdet og opedt fleſt Hvide, og 
endelig forbandt de ſig til at give ham en fuldſtendig 
Ladning nyſelandſk Hor til Gjengjceld for den ſtore 
Jytte, de vilde have ved at underſtattes af en Kaptajn 
ſom Briggs og et ſaadant Skib ſom Dragen. Men 
deres Snildhed hjalp dem ikke noget; Kapt. Briggs 
erklerede paa det Beſtemteſte, at han ikke vilde tage 
Del i deres afſkylige Forehavende. 

Dette var ikke Zilfældet med Kaptajnen paa et 
andet engelſk Skib, paa 300 Tons, ſom nylig var an⸗ 
kommet for at drive Handel. Med ham fif Hov⸗ 
dingerne ſnart afgjort, at hans Skib ſkulde fore dem 
og deres Folk til Banks. J Oktober 1830 gik de 
under Seil ledſagede af en ſmuk Flaade af Krigskanoer, 


da kun begge Høvdingene og hundrede udvalgte Krigere 


vare ombord pan det engelſke Skib. Kaptajn Briggs 
blev imidlertid liggende for Anker hvor han var, og 
vedblev paa den ſedvanlige fredelige Maade at tiltuſke 
ſig en Ladning til ſit Skib. 

J November kom Krigerne tilbage, og det viſte 
fig at de havde været meget heldige. Banks Hopding, 
Marinewie, var blevet overraſket og alle hans Under⸗ 
givne vare blevne dræbte, med Undtagelſe af fan; ſom 
vare flygtede langt ind i Landet; men Hopdingen felv, 
tilligemed fin Kone og en ſmuk 15 Aars Datter vare 
blevne tagne til Fange. Den engelſke Kaptajn fortalte 
om den troløje Maade hvorpaa det var ſket. Ved 
Ankomſten til Banks ſkjulte Krigerne fig under Dakket 
paa Skibet. 
engelſk Skib der kom for at 
handle, og ſendte nogle af 
fine Folk ud for at fælge 
Tilladelſen hertil, for hvil 
ken han forlangte to dobbelt⸗ 
lobede Basſer, hvilke han 
fik, og Omtuſkningen tog 
da ſin Begyndelſe. Mari⸗ 
newie, ſom ikke anede For⸗ 
ræderi, men ſtolede paa den 
engelſte Kaptajns ICrlig- 
hed, kom ombord i Skibet 
for at beſoge ham; men da 
han kom ned i Kahytten 
ſtyrtede Fjenderne over 
ham, medens Krigerne i et 
Nu fore frem og angreb 
hans Undergivne. 

Det forfærdelige Skue⸗ 
ſpil, ſom nu foregik, over⸗ 
gaar naſten al Beſkrivelſe. 
Krigerne landede, fangede 
Hovdingens Kone og Dat⸗ 
ter, ſom ſendtes ombord, og 


Forlyſtelſer man kan teenke fig. 
vare neſten ganſke nøgne og deres lange Haar ſammen⸗ 
| filtrede i Lokker tilſolede med Blod, eller vildt flagrende 
i Luften. 


Kvinderne ingenlunde vare jaa blodtorſtige ſom Men⸗ 
dene: der var ikke en eneſte Kvinde ved Kyſten for at 
modtage Krigerne. Alt var tyſt og ſtille, og med Und⸗ 
tagelſe af Kanibalerne ſaa man Ingen. Fangerne bleve 
üdſkibede og opſtillede i Orden paa Strandbredden, 
hvorpaa Seirherrerne bragte Kurvene hver med ſit 
ſkrekkelige Indhold af et ſonderlemmet Menneſke, i 
Land. Kaptajn Briggs talte henved hundrede af dem. 

Nu begyndte Krigsdanſen, en af de ſkrakkeligſte 
De danſende Krigere 


Med et Gevær hævet i den ene Haand og 


fordrejede Miner ſprang de fremad, og om deres ulyk⸗ 


Marinewie havde antaget dette for et 


Ny Selandsk Høvding og Kone. 


nu begyndte et Blodbad, ſom ikke lader fig beſkrive i fine | 
umenneſkelig Grumhed havde hængt hans Sens Hoved 


Enkeltheder, ſaa afſkylige Gruſomheder bleve der be- 
gagede. Alle de Indbyggere, de fif fat i, bleve nedhuggede 
og lemleeſtede med Undtagelſe af et halvt Hundrede 


Menneſker, der bleve ſparede for at medtages til den 


blodige Sejersfeſt, der ventede Krigerne ved deres Hjem⸗ 
komſt. Ved Dagens Frembrud faa man de forfærdelige | 
Menneſker ivrigt ſysſelſatte med at ſonderhugge de 
dræbte Fjenders Legemer, baade Kvinder og Born, for 
at opbevare dem til Fodevare; Hoveder og Kroppe 
bleve nedſaltede i Kurve, og Skibsmandſkabet tilſtod, 
at Intet i Verden kunde lignes ved det Redſelsfulde 


T det, de nu blive Vidne til, og vi fkulle derfor for⸗ 
bigaa de meddelte umenneſkelige Afſkyligheder med 
Tavshed. 

Da Briggen var ankommen til Ny Seland med ſin 
Ladning af dræbte og levende Fanger, vifte det fig, at 


kelige Ofre, medens de hylede en Sang, der havde 
i noget overordentligt ræd- 
ſelsfuldt ved fig. Tid til 
anden fore de ſom Djævle 
mod de ulykkelige Fanger, 
med Bevagelſer, der truede 
dem med Død ledſaget af de 
grœsſeligſte Pinsler. De 
Ulykkelige bleve dog ſenere 
fordelte mellem Sejrher⸗ 
rerne for at tjene dem ſom 
Slaver, undtagen en Ol— 
ding og en lille Dreng, ſom 
bleve beſtemte til at ofres 
til Hcevnens Gud. 
Kanibalerne gjorde nu 
Tilberedelſer til den Spiſe⸗ 
feſt, ved hvilken disſe to 
ſkulde falde ſom Slagtofre. 
Maaltidet beſtod af hun⸗ 
drede Kurve Kartofler og et 
Slags Grønt af en fortrin⸗ 
lig Smag, ſamt lige Dele 
Svaljpæl og Menneſkekjod. 
Da alt var bragt i Stand, 
blev den ulykkelige Olding fort frem, idet man med 


om hans Hals, medens Kroppen udgjorde en Del af 
det grasſelige Maaltid. 


Nu kom en Del: Kvinder, 
ſom havde miſtet deres Mænd eller Sonner i Kampen; 
de faldt over den Ulykkelige, udrev hans Haar og 
Skeg, og prikkede hans Legeme med fkarpe og ſpidſe 
Ben og tilføjede ham alle de Pinsler de kunde finde paa. 

Det gjorde Briggs jan ondt, at han beſluttede at 
frelſe den ſtakkels Mands og den lille Drengs Liv i 
hvad det end fkulde koſte, ſelvb om han fkulde bruge 
Magten. Drengen blev fort frem, og en Vild, der 
holdt en Kolle over hans Hoved, var juſt i Begreb med 
at knuſe det. Briggs kaſtede fig nu kekt frem og ſtand⸗ 
ſede Bodlens Arm, hvorpaa han med Trusler ſaavel 
ſom med Bonner bragte det til, at Livet for denne 
Gang blev ſkenket den gamle Mand og Barnet; men 


» Sfibsfanoner. 


han kunde ſenere ikke uden Gyſen tanke paa den Fare, 
hans Driſtighed udſatte ham for og den grasſelige 
Skebne han let ved fin Driſtighed kunde hjemfaldet 
til i den umenneſkelige Forſamling, ſom ſnart ved det 
blodige Gæftebud havde fortæret 


længere fra Kyſten og ſkilt ved Livet paa den gruſomſte 
Maade, hvorimod det lykkedes Kaptajnen ved et Offer 
af Geverer og Krudt at loskjobe Drengen, ſom blev 


Kurvenes Indhold. Å 
Den følgende Dag blev dog den ulykkelige Olding flæbt | 


ført ombord paa Briggen og ſenere fulgte med denne 


til Hobarttown, hvor han levede i mange Aar, fuld 
af den varmeſte Taknemmelighed imod den karkke og 
værdige Mand ſom med Livsfare frelſte ham fra den 
ellers uundgaaelige ſkrœkkelige Dod. 


Ny⸗Selenderne høre imidlertid ingenlunde, ſom 


man af det foreganende ffulde formode, til de vildeſte 
og raaeſte Hedningefolk; maaſke tverimod. Det er blot 
ved deres Ligegyldighed for Menneſkeliv og Lidenſkab 


for Kamp og Krig, at de ere blevne fan grumme | 


Menneſkecedere. 


„Tal til en Ny⸗Selcender om Arbejde“, 


lagde en Indfodt, „da bliver han ſovnig, men tal om 


Krig, da bliver hans Øjne faa ſtore ſom Thekopper“. 
Bosſer var derfor i hin Tid Ny⸗Selcendernes gangbare 
Mont, og Kjobmeendene eller Hvalfangerne, der handlede 
i disſe Have, fik gjerne over 100 Svin for en Bosſe. 


J Freden ere derfor disſe Vilde ganſke anderledes | 


end i Krigen, og vi ffulle endnu, for ikke at gjøre dem 
Uret, meddele nogle Uddrag af en Beretning, ſom en 
Kunſtmaler Earle, der omtrent ved ſamme Tid, ſom 
det ovenfor meddelte foregik, levede en Tid blandt de 
Indfodte, for at ſtudere deres Liv og i Videnſkabens 
Interesſe malede Billeder af dem. ; 

Han fortæller om Ankomſten med Skibet til den 
nordveſtlige Kant af Øen. Ved Ankomſten nærmede 
de Indfodte ſig larmende i deres Kander, og da An⸗ 
komſten af et Skib altid medfører Fordel for dem, 
anftrænger Enhver fig for at være den Forſte ombord. 
Idet Kanoerne roede mod Skibet, affyredes en Del 
Geveerſkud, hvilken Hoflighed beſvaredes med de ſmaa 


af Skibet; 


fin Nœſe mod Kaptajnens (den Maade hvorpaa gamle 


Venner hilſe paa hinanden), i hvem han gjenkjendte 


en gammel Bekjendt; derpaa gik han omkring og tog 
alle Fremmede i Haanden, hvorpaa han fatte ſig ned 
paa Huk paa Dakket og ret ſyntes 
at have været forſt ombord. 
Skibet med de Vilde, 
til. Alle vare i ypperligt Lune, 
af deres Anſigter. 


Imidlertid fyldtes ſnart 


og Glæden ſtraalede 
Maleren havde hort meget, figer 


han, om denne i Vært og Legemsffabning herlige 


Menneſkerace og de fan, han havde truffet paa i Sydney, 
havde behaget ham faa meget, at han var overordentlig 
begjærlig efter at je et Antal af dem ſammen, for at 


bedømme om de virkelig vare ſmukkere byggede end 
Evropcerne, eller om blot et Tilfelde havde bragt 


ſom fra alle Kanter flrømmede | 


at nyde Wren af 


ſamme Plet og trampede 


| næjlte Dag traf en Ovn, 


kaldes, have udviklet alle de 


med ſom Pasſagerer, bleve nødte til 


med de vilde Gaſter, 
hofligt og artigt ſom nogen velopdragen Herre kunde 
En af Kanoerne kom ſnart paa Siden 
en gammel Hopding ſteg ombord og gned 


nogle af de rankeſte og meſt velſkabte for hans Oje. 


Han fandt nu, at de i Almindelighed vare hojere og 
ftørre end Evropcerne, med bredt Bryſt, og Lemmer 
jaa muſkelſtcerke, at man ſkulde tro at de altid havde 
ftrængt Arbejde. Deres Anfigtstræb vare fine og regel⸗ 
mægfige, Haaret rigt bølgende i ſmukke Lokker, og 
deres Væjen ſyntes af Naturen ſtjemtefuldt og lyſtigt. 
De vare alle væbnede med en god Flint og de fleſte 
havde en Patrontaſke om Livet, fyldt med ffarpe Pa⸗ 
troner. De ſom havde fyret Asresſkud fra Kanoerne, 


renſede Banden omhyggeligt, indſvobte Laaſen med en 
tor Klud og lagde den paa et ſikkert Sted i Kanoen. 
| De behandlede deres Bosſer med ſtorſte Wrbodighed, 
| toge ofte Stykkerne fra hinanden til Rensning, hvorved 


Skruerne ſnart bleve loſe og Fjedren flap; de ſige da 


at Bosſen er ſ yg og plage enhver Evropcer de kommer 


ner, om at helbrede den, i den Tanke at enhver hvid 
Mand naturligvis er Bosſemager, ligeſom man i 
Perſien anſer enhver Cvropæer for Læge. 

Da Skibet meget langſomt lob op ad Floden, 
blev Trengſelen af de Vilde ſnart jaa ſtor, at Bejæt- 
ningen næppe kunde bevæge fig, og det bidrog til at 
forøge Forvirringen da de fil i Sinde at give en 
Velkomſtdans til Bedſte, hvorved de bleve ſtagende paa 
jaa frygteligt, at man kunde 
frygte for Dakkets Planker. Nogle Kvinder, der vare 
at gaa ned, da 
Enhver, ved Danſens Begyndelſe gave fig til at træffe 
Kladerne af fig, hvilket de betragtede ſom noget aldeles 
nødvendigt. Ved en ſtor Landsby kom to mægtige 
Hovdinge ombord, og befriede ſnart Dakket for de 
Vilde. De vare iførte Maatter, ſom kaldtes Kaka⸗hoos 
og vare gode Bekjendte af Kaptajnen, ſom ſamtalede 
med dem i deres eget Sprog om Handelen paa Kyſten, 


hvorved de viſte at de vare vante til at omgaas Evro⸗ 


pæere og handle med dem. Damerne gjorde Selſkab 
ved Aftensbordet og Alle tilbragte en munter Aften 
der begge opførte fig lige fan 


gjøre det; ja deres belevne Manerer vandt ſaaledes 
Damernes gode Mening for dem, at de erklærede, at 
de virkelig vilde været meget ſmukke Mend naar deres 
Anſigter ikke havde været tatoverede. Da Befætningen 
hvori en Slavinde blev ftegt, 
ſank deres gode Mening om dem dog dybt. 


Nu er Ny⸗Seland vel en af de meſt lovende 
brittiſke Kolonier i Auſtralien. De Indfodtes gruelige 
Sæder og Uvaner ere trængte tilbage ved Civiliſationens 
Indvirkning, og „Maorierne“, ſom de i vore Dage 
gode Anlæg dette vilde 
Folk var i Beſiddelſe af, ſaa at de dyrke deres frugtbare 
Land efter Evropcernes Manſter og uddanne deres 
medfødte induſtrielle Anlæg i Fredens Fjeneſte. Ny⸗ 
Selenderne vil derfor ſikkert blive vundne for Civili⸗ 


— —— ——— — l — —— 


kan undvares til Livets Vedligeholdelſe, 


ſationen, i Stedet for at blive fortrængte af den be 
Indianerne i Nordamerika. Ø 


"Sundhedspleje 
De) Diffriktslæge O. Schiodt. 

Under ovenſtagende Benævnelje ville vi af og til 
byde Læjerne af dette Blad en let forftaaelig Frem⸗ 
ſtilling af det ſunde Legemes Rogt. Svad Syge⸗ 
plejen er for den Lidende, er Sundhedsplejen for den 
Raſke, og hvad hin ſoger at helbrede eller lindre, 
beſtreber denne fig for at forebygge. Den ſidſte er 
altſaa af overmaade ſtor Betydning, ſaavel for. det 
enkelte Menneſke, ſom for hele Samfundet. Vel kan 
det ikke være Henſigten at behandle den udtømmende, 
tvertimod vil den blive faa kortfattet, ſom mulig, dog 
uden Forbigagelſe af det Vigtigſte, og endſkjondt der 
ikke vil kunne bydes noget veſentligt Nyt, men meget, 
ſom allerede er bekjendt, faa vide vi dog, at ikke alt, 
ſom er bekjendt, er ligemeget paaagtet, og haabe vi 
ſaaledes ved vor Fremſtilling ſtundom at kunne væffe 
Eftertanken og ſtyrke Sanſen for noget, ſom dog er af 
jaa ſtor Betydning for os Alle. 

I: 
Beflædningen. 


Man kan ikke leve af Luften, ſiger et gammelt 
Ordſprog, men dette, ligeſom andre Ordſprog, er ikke 
fri for at halte, ſom man ſiger. Meningen er den, 
at man ikke kan leve af Luften alene. At den ikke 
vide vi alle, 
og at den for en ſtor Del tjener til vor Ernæring, 
ſkulle vi tydeliggjore en anden Gang. En Sandhed 
er det, at Menneſket baade kan og ffal leve i Luften, 
ſaavel den, der findes i det Fri, ſom den, der trænger 
fig ind i vore Boliger. Af den Grund behøver han 
en Bekledning, hvorved han kan beſkytte fig mod Luftens 
ſorſkjellige Indvirkning, eller ved hvis Sjælp han ogſaa 
kan benytte dennes Egenſkaber i fin Tjeneſte, alt efter 
Omſteendighederne. 

Menneſket frembringer en Masſe Varme, ſom han 
igjen maa afgive til fine Omgivelſer, og ffjøndt denne 
er afhængig af Næring og Arbejde, maa det dog være 
Legemets Opgave at holde fin Varme jaa nogenlunde 
paa det ſamme Punkt, for at der ikke ffal indtræde 
Forſtyrrelſe i Form af Sygdom. Blodets, eller ſom 
man ogſaa falder det, Menneſkets Egenvarme er 30 


Grader efter vor almindelige Varmemaaler (hvor Koge⸗ 
punktet er 80), og hvad enten Menneſket lever der, 
hvor Solen ſtaar lodret over hans Hoved, eller i de 
koldeſte Egne, hvor den ikkun viſer fig nogle Maaneder 
af Aaret pan Himlen, jaa maa denne Varme altid | 
være den ſamme, i hvert Tilfælde taales kun en ſaare 


meget ubehageligt, 


For at give en Foreſtilling om, hvor 


ringe Afvigelſe. 
uhyre den Mængde Varme er, ſom et Menneſke frem⸗ 
bringer og atter afgiver, ville vi anføre, at man har 
udregnet, at hvis man kunde ſamle al den Varme, en 
Mand udvikler i Løbet af et Døgn, vilde man derved 
kunne bringe 30 Potter iskoldt Vand op til Blod⸗ 


varme, 30 Grader. Denne Masſe Varme miſte vi paa 
to Maader, dels umiddelbart ved en ligefrem Afgang 
af ſamme, dels middelbart ved Vandets Fordampning 
gjennem Aandedrettet og Huden, thi ſom bekjendt 
frembringer Fordampning altid Kulde. J rolig Tilftand 
kunne vi ſaaledes i et Dogn miſte 2 Pund Vand, ved 
anſtrengende Arbejde det Dobbelte. Da den Varme, 
ſom vi ſtaaende i et Varelſe afgive til den" foldere 
Luft, ſtrommer til fra neden, er der vel en ſtadig Luft⸗ 
ſtrom omkring os, ſelv indenfor vore Klæder, men vi 
merke den ikke, fordi den ſkeer jaa langſomt; vi have 
nemlig Fornemmelſen af, at Luften ſtaar ſtille, naar 
den ikke ſtrommer med en Haſtighed af henved 1 Alen 
i Sekundet. At denne ufolelige . kommer 
os til Nytte, ſkulle vi ſiden viſe. 

Jo koldere Luften er end vort Legeme, jo mere 
tabe vi ligefrem af Varme. Bleſt og Torhed berøve 
os Varme ved Fordampning. Endſkondt man i fugtig 
Luft ikke taber ſaa megen Varme ved Fordampning, 
ſom i tor, miſte vi megen Varme alligevel, fordi 
Vandet har den Egenſkab, at den leder Varmen lettere 
bort end Luften. Er Luften dertil kold, kan det blive 
da de vaade Kleder gjøre, at vi 
miſte dobbelt Varme. Meget varm og fugtig Luft er 
ſom bekjendt trykkende, da den kun daarlig kan mod⸗ 
tage vor egen Varme og Üddunſtning. Af Varme, 
Kulde, Bleſt og Fugtighed have vi i det daglige 
Liv mange Blandinger, ſom alle have Indflydelſe paa 
vor Paakladning. 

J de hede Lande, hvor Temperaturen kan ſtige 
nær til og over Legemets Varme, kan den findes faa 
trykkende, tilmed, naar Luften er fugtig og ſtille, at et 
Lapmaal af Klæder allerede er formeget, hvorfor man 
maa finde paa andre Midler til at ſpale ſig f. Ex. 
ved at fremkalde Luftſtromninger ved Hjælp af en 
Vifte, ſom vi ſtundom ogſaa gjøre Brug af hos os 
under lignende Omſtceendigheder. Her. bliver altſaa 
Opgaven at beſkytte fig mod Varmen, og ville vi her 
ſtrax anføre den Erfaringsſctning, at vi i det Sele 
beſidde flere Midler til at verge os mod 
Kulden, eller til at „holde Kulden ude“, ſom 
det hedder, end imod Varmen. Den, der er født 
i de varme Lande, beſidder af Naturen bedre Egen⸗ 
ſkaber til at udholde Varmen, end den indvandrede 
Evropcker, thi denne, uagtet han hviler fig og lader 
ſig vifte af Negeren, har det dog langt utaaleligere 
end han, der maa arbejde for at jætte Viften i Gang. 

J Stedet for at udfætte den bare Hud for Luften, 
der ſtundom vilde berøve den Varmen for hurtigt, 


| vælge vi Klæder ſom Mellemled mellem Luften og 


Legemet, og lade dem fryſe i vort Sted. Hvad Pelſen et lille tilroget Hus, ofte kun med et ſtort firkantet Hul i Taget, 


er for Dyrene, er Klededragten for os. hvorigjennem den tykke Stenkulsrog fra Esſen hvirvler ſig ud. 

Som bekjendt benytte vi til vor Beklodning Vejen er ikke vanfkelig at finde, da den er banet godt af mod 

Stoffer ber hentes ſaavel fe Dive SOM fra Plante-⸗ de øvrige Gaardflier, og da vi høre at der hamres, fan man 
, 


g 1 5 2 g flutte, at der er Nogen derinde. Da Doren ſtaar aaben, og det 
riget og blive undergivne en færegen Behandlings- | maa den, da den tjener ſom Vindue tillige, kan vi gaa ind 


maade, hvoraf deres ſtorre og mindre Henſigtsmesſighed unden forſt at banke paa. Men varſomt! kan ſke der pan Jord⸗ 
tildels er afhængig. Af Dyreriget fan vi Pels, Leder, | gulvet kan ligge afhugne Jernſtumper, en Heſteſto eller noget 
Skind, Silke og Uld, af Planteriget Bomuld og Lærred. | lignende, ſom endnu ikke er affølet, Ved Bælgen ftaaer en lille 
Til daglig Beklodning benytte vi jcvnligſt Stoffer af Gut, Bondens Son, netop ſaa ſtor at han kan naa op til 
Uld, Bomuld og Lærred, ſamt endvidere Lærred og Stangen hvormed Balgen træffes ; den er nok ikke ganſke tæt, 


2 . 2 derfor maa han arbejde af alle Kræfter, Han har Morſtab af 
Skind til Foddernes og Hendernes Bedoekning. at være med, derfor faar han Lov. Paa den ene Side af 


Ud har den Egenſkab, at den langt bedre end Blokken ſtaar hans ældre Broder, tilſyneladende ledig; men han 
Lærred holder paa Varmen, naar den forſt har mod⸗ holder en ſtor Hammer i Haanden, færdig til at ſlaa los naar 
taget den. Leerred indſuger Varmen langt hurtigere, | den glødende og gniarende Jernſtang lægges frem paa Ambolten. 
men lader den ogſaa lige ſaa let flippe bort igjen. | Indlede vi en Samtale med Manden, der ſtyrer Jernſtangen, 
Man kalder derfor Uld en ſlettere Varmeleder ng ne 1 19 3 Sag 1 
end Lærred, Man kan ved et ſimpelt Forſog let over⸗ ledes han har lært at ſmede. „Aa“ ſvarer han, „det 5 ikke 
beviſe ſig bn at Uld ikke leder Varmen ſaa godt ſom ſtort, jeg kan; men den Smule jeg kan, har jeg lert mig ſelv, 
Lærred, thi. lægger "man en Haand paa et Stykke eller om man vil, af min Fader. Han var juſt ingen Finſmed, 
Klæde og derneſt pan et Stykke Lærred af ſamme men da han var en velheudt Karl kunde han for det meſte 
Varmegrad, vil man fornemme, at Haanden bliver hialpe ſig ſelo. Da jeg var ganſte lille, maatte jeg, ligeſom 
koldere ved at komme i Berering med det ſidſte; Ulden nu mine Gutter, være med ham i Smedjen, forſt for at trætte 
berøver. nemlig Haanden fin Varme langſommere end. Balgen og ſenere om det gjordes fornodent ogſaa for at laa 
2 Ligeſom vi have kaldet Uld en ſlettere for. Siden begyndte jeg ſelv i mine Fritimer at gjøre et og 


7 5 andet Smaatteri, ſom Knivblade og Heſteſtoſom, der jo i Forſt⸗ 
Varmeleder end Lærred, kunne vi ogſaa falde Lærred | ningen ofte bleve temmelig daarlige; men i mine Øjne var det 


en bedre Varmeleder end Uld. dog ypperlige Arbejder. Viſtnok brændte jeg en hel Del mere 
' (Fortfættes,) Kul end nødvendigt; men den Gang, da Brandepriſerne ikke 
vare ſtore, kom det ikke fan møje an pan et Les Tra mere eller 

2 || mindre, og Kullene brændte vi felv. Paa denne Maade har 

Husflid. . leg leert faa meget, at jeg kan reparere og gjøre de ſimpleſte 


— ADG 


En norſt Gaardſmedje. ligere Arbejde udført, henter jeg en Smed.“ Den glade Mine, 
Iſior Foraar var Udgiveren paa en Rejfe i Norge og tilbragte hvormed han kaſter den endnu glødende Heſteſko, der under 
et Par behagelige Hviledage hos Paſtor Eilert Sundt. Han Samtalens Gang er blevet ferdig, viſer at han har Sans for 
var fan venlig at folge mig lidt om i Bygden og vi beſogte ſit Arbejde.“ 
flere af Sognefolkene. Navpnlig mindes jeg levende et Beſog Det er med en vis Interesſe man fer en ſaadan Gaard— 
paa en rigtig gammel, net Bondegaard i Ejdsvold, hvis ſtore ſmedje; thi man var fig bevidſt at ſe Reſterne af en fra Old⸗ 
Bjelkehuſe vi gjennemgik fra Kjekken til Loft, fra „Fjos“ | tiden nedarvet Idret der maaſte uafbrudt er øvet fra Slægt til 
(Fehus: Stald) til „Stabbur“ (nærmere omtalt i forrige Nr. Slægt, fra Oldtiden, om hvilfe vore Sagaer melde, at Smede- 
under „det norſke Fladbrod“). Det var en interesſant Tur for en arbejdet var en øvet og anſet Kunſt, ja at det ligeſom horte 
Danfker at fe hele „Stellet“, hvordan alt var indrettet, At | til en god fribaaren Mands Opdragelſe og Dannelſe at have 
Husfliden ikke blev glemt forſtaar ſig, og Huſets vakre Datter | øvet bande fin Haand og fit Blik for ſaadan Kunſtferdighed. 
fremviſte paa Kledekammeret ſmukke Prover paa Huſets fvindelige Fornden at det blev anſet for nyttigt ſelv at kunne ſmede ſit 
Husflidsarbejde. Men den mandlige Husflid? Man viſte os Vaaben og Redſkab, blev det anſet for en æder Sysſel netop 
et lille Hus et lille Stykke fra Gaarden; det var Smedjen, der for den velftanende Bonde eller højbaarne Herre. Ja endog 
fandt nok Mandens Husflidsſysſel Sted, var den end ſtorre Olaf den Hellige, Norges Konge i Kriſtendommens Gry i dette 
i hans Faders Tid. Jeg kan dog bedſt meddele noget om denne Land, berommes for at han baade var en god Smed ſelv og 
Idret, ved at gjengive lidt derom, ſom Skolelcerer Fretheim har var meget nojeſeende med det Arbejde Andre gjorde ham. 
fremſtillet det i et lille Hefte „Ejdsvolds Arbejde”, ſom Paſtor Det gjorde næften En ondt at høre, at denne Sysſel ſom 
Sundt har foranſtaltet udgivet, og hvoraf folgende laanes: Husflid tog ſtadigt af i vore Dage, faa at neſte Slægt blot fe 
„Omtrent hundrede Alen fra Gaardens øvrige Huſe ſtaar | Gaardſmedjerne ſom ſodede Minder over en ſvunden Idrat. 


Til samtlige Abonnenter. For at Udgiveren i rette Tid kan bestemme Oplagets Størrelse i næste Fjerdingaar, 
kor at Postvæsenet ikke for meget skal ulejliges med Efterbestillinger, og endelig for at Læserne ikke skulle komme til 
at savne et eller flere Numre i rette Tid ved Kvartalsskiftet, bedes de ærede Postabonnenter om at indsende Bestilling 
med Betaling for næste Fjerdingaar snarest efter Modtagelsen af nærværende Nr. Postkontorerne ere ikke f orpligtede 


' til at minde Abonnenterne om Bladets Bestilling. 


De Abonnenter, som modtage Bladet gjennem Boghandelen, betragtes derimod som vedvarende, saa længe Bladet 
ikke afbestilles, og ville saaledes uden Afbrydelse erholde det uden yderligere Bestilling. 


(2 


Trykt hos J. H. Schultz. 5 


Gaardsredſkaber og beſlaa mine Heſte. Vil jeg have et vanſke⸗ 


——— — — — —U— 


e 


Mlenigmand, 


ll 
GEIN 

2 ill 
ll 
— I 


CE 


for Morſkabslesning, Oplysning og us ſlil. 


Adgivet af 


Nr. 32. 


N. C. Rom. 


"LÆRER 114. Juni 1824. 


Zudhold. Vore Fadres Guder, ved Fr. Winkel Horn (Fortſat). E Turifterne i Norge, 


Skitſe af Richard Guſtafsſon, fra 


Svenſt af H rd, med Billede. — Sundhedspleje, ved Diſtriktslage O. Schjodt (Fortſat). — En fort Gavtyv. 


— Kurſus i Husflid. Fotografirammer, med 2 Billeder. 


Vore Fedres Guder, 
Bed Fr. Vin iel Horn. 


ä 


; Fortſat.) l 
Vred blev Thor engang, da han vaagnede og ſavnede 
ſin Hammer; Haarene paa hans Hoved og i hans Skjeg 
rejſte fig, da den vældige As ſagde til Loke: „Loke, hør 
hvad jeg vil ſige Dig; Ingen paa Jorden eller i Himlen 
aner det: man har ſtjaalet min Hammer“. Sammen 


gik de til Freja og fik hendes Fjeder⸗Ham at laane, og 
ſaa fløj Loke til Jettehjem. 


Trym paa en Høj og ſnoede Guldbaand til ſine Hunde 
og glattede ſine Heſtes Manker. „Hvordan ſtaar det 
til hos Aſer og Alfer?“ ſagde han, „hvi foer Du ene 
hid?“ „Ilde ſtaar det til hos Aſer og Alfer“, ſvarede 


Loke; „har Du gjemt Thors Hammer?“ „Jeg har gjemt 


Thors Hammer otte Mil under Jorden“, ſagde Trym, 
„og aldrig giver jeg den fra mig igjen, uden til den, 
der bringer mig Freja ſom Brud“. Sag floj Loke 
tilbage til Asgaard og meldte, hvad Trym havde ſagt. 
De gik til Freja og bød hende binde Brudelinet om fig, 
hun ſkulde age til Fættehjem og giftes med Trym ſagde de. 
Men da blev Freja for Alvor fnyſende vred, hele Salen 
ryſtede, og hendes ſtore Halsring braſt. „Saare gifteſyg 
maatte jeg være, om jeg agede med Jer til Jcettehjem“, 
ſagde hun. Saa gik alle Aſer til Thinge og alle Aſynjer 
plejede Raad, om hvordan Thor igjen ſkulde komme til 
ſin Hammer, men Ingen Jag nogen Udvej, for Heimdal, 
den hvide As, tog til Orde og ſagde: „Lad os binde 
Brudelin om Thor og give ham Frejas Halsring paa; 
med Kvindekloder paa og med Nogler raslende ved ſit 


Der ſad Thurſedrotten 


l 
> — —ͤ—ê— — 


Bælte, med koſtelige Stene paa Bryſtet og Sæt paa 
Hovedet ffal han felv fare did ſom Zættens Brud”. 
„For Kjærling ville Aſerne ffjælde mig, om jeg lader 
mig klede i Brudelin“, ſagde Thor, men Loke bod ham 
tie med ſaadan Tale, „ſnart ville Jætterne bygge i As⸗ 
gaard, om Du ikke henter Din Hammer“. Saa bandt 
de da Brudelinet om Thor, og gav ham Frejas Halsring 
om Halſen, hængte raslende Nøgler ved hans Bælte, 
ſatte koſtelige Stene paa hans Bryſt og et Sæt paa 
hans Hoved. „Jeg ſkal folge med ſom Terne“, ſagde 
Loke, „ſaa age vi to til Jettehjem“. Flux bleve Bukkene 
hentede og ſpendte for Kjarren, Bjergene braſt og 
Jorden ſtod i Luer, da Odins Son agede til Jeetttehjem. 
Da ſagde Trym, Turſernes Drot: „Staar nu op Fætter 
og breder Synder paa Beenkene, thi nu bringe de den 
fagre Freja hid ſom min Brud. J min Gaard gaa 
guldhornede Køer og ſorte Orne, Guld og Gods har 
jeg nok af, kun den væne Dis har jeg ſavnet.“ Tidlig 
paa Kvelden kom de til Jettehjem; der blev baaret Ol 
om derinde, og ene ſpiſte Sifs Mand en Oxe og otte 
Lax, dertil alle de læfre Sager, Kvinderne fulde havt, 
og af Mjød drak han tre Tønder. Da ſagde Trym: 
„Hvor ſaa man en Brud ſpiſe ſaa fkrapt? aldrig jaa 
jeg en Mo drikke ſaa meget Mjød!” Men den ſnilde 
Zærne var paa fin Poſt, hun havde Svar paa rede 
Haand: „J otte Dage har Freja hverken ſpiſt eller 
drukket, jaa opſat var hun paa at komme til Sættebjem”. 
Saa bøjede Trym fig ind under Linet og vilde kysſe 
fin Brud, men han foer tilbage igjennem Salen: „Hvi er 
Frejas Øjne ſaa hvasſe? de ſpyer jo Ild og Gniſter!“ 
Men den ſnilde Zærne var paa fin Poſt, hun havde 
Svar paa rede Haand: „J otte Nætter har Freja ikke 


lukket fine Øjne, jaa opſat var hun paa at komme til 


Jcttehjem“. Nu kom Jaettens Soſter ind og- frævede 
Brudegave: „Giv mig rode, gyldne Ringe, om Du vil 
have min Gunſt og Bndeſt“. Men Trym bod dem 
bringe Hammeren ind og lægge den i Moens Skjod, 
jaa ſkulde de vies. Thors Hjerte lo i Bryſtet, da han 
atter kjendte ſin Hammer; forſt vog han Trym og ſaa 
knuſte han hele hans Angel, ogſaa hans fule Søfter vog 
han, hun, ſom vilde have Brudegave; Smeek fif hun for 
Skillinger og Hug for rode Ringe. Saalunde kom 
Odins Son igjen til ſin Hammer. 
(Fortſettes.) 


Turiſterne i Norge. 
Skitfe af Nichard Guſtafsſon. 
Fra Svenſt af H rd. 


—ů— 


Den der ikke har ſet noget af Verden, har heller 
ikke prøvet eller lært noget, ſagde vore Forfedre, de 
gamle Vikinger, og dette tilligemed Onſket om Rigdom 
og Wre anſporede forrige Tiders Ungdom til at ſejle 
ud paa Drageſkibene til fjerne Lande. 

Men Tiderne forandrede fig, og de Dage kom, da 
det ikke længere gik an at drage frem med Sværdet i 
den ene Haand og Brandfaklen i den anden, tagende 
hvad man fandt for godt og afbrendende Byer og 
Slotte efter Behag. Kriſtendommens milde Aand for⸗ 
drede, at den, der vilde rejſe, ogſaa ſkulde betale denne 
Fornojelſe, og at den, der vilde leve godt i fremmede 
Lande, maatte betale hvad han fortærede med Penge 
eller Penges Verd. 

Saaledes opkom Turiſtlivet, ſom har udviklet ſig 
med Befordringsmidlerne. 

At Turiſterne) nedſtamme fra Vikingerne, jer man 
tydeligt ved at betragte de Folk, der udſende de ftørfte 
Skarer af Turiſter. De engelſke Turiſter ſom ere de 
talrigſte, nedſtamme fra de Vikinger, ſom i ottende, 
niende og tiende Aarhundrede boſatte fig i Brittanien 
Vor Tids rejſende Rusſere ere ſandſynligvis Efterkommere 
af de Nordboer, der i Vikingetiden grundede ſig Riger 
ved Bredderne af de ſtore Floder, der lobe ud i det 
ſorte Hav, og endnu den Dag i Dag udſender det ſkan⸗ 
dinaviſke Norden ſtore Flokke af Turiſter, ſom deres 
Fedres Vaner tro neeſten alle ſtyre Kurſen mod Syd. 
Franke Turiſter ſer man hojſt ſjeldent, og om det og 
heendes, ere de næften altid fra Normandiet eller Bre⸗ 
tagne, hvor ſaa mange nordiſke Vikinger i forrige Tider 
opſloge deres Bopale. 

Men hvorledes er det med Tyſkerne, ſom i flere 
Hundrede Tufinder omfværme- alle Jordens Lande? De 


) Folk, der rejſe for deres Fornsjelſe. 


kunne i Almindelighed ikke optages under Bencevnelſen 
„Turiſter“, da de neſten altid have nogen „Geſchäft“ 
i Kikkerten, og om der ogſaa findes en tyſk Turiſt, er 


det jo ikke umuligt, at hans Stamfader kan være Bjorn 


Jernſide eller en anden Viking, ſom henlevede en ſtor 
Del af ſin Ungdom blandt de vakre Piger i Egnen ved 
Rhinen. 

Efterat jeg nu har givet en Antydning om Turiſt 
livets Opkomſt og Grund, vil jeg begynde at tale om 
Turiſterne i Norge. 

Det herlige Broderland er i den ſidſte Tid blevet 
paa Moden ijær for engelſke Turiſter, og blot det falſke 
Rygte, at Prinſen af Wales havde beſogt Norge, vil 
herefter gjøre det til en Wresſag for hver velopdragen 
Gentlemen at rejſe til det mærkelige Land. 

De engelfke Turiſter i Norge kunne inddeles i flere 
Slags: 1) Sgturiſterne, 2) Jagtturiſterne, 3) Fiſketu⸗ 
riſterne, 4) Kariolturiſterne og 5) Fodturiſterne. 

Spgturiſterne fejle over Veſterhavet paa deres egne 
Lyſtjagter og lobe ind i en af de ſmukke Fjorde, ſom 
gaa dybt ind i Landet. Fartøjets Ejer er enten en Adels⸗ 
mand eller en Kjøbmand, ſom med fine Damer og nogle 
Veninder gjor en Lyſttur over Havet for at ſe, hvorledes 
den nedgagende Sol farver de tilſneede Fjeldtoppe, med 
fit Roſenſkeer. Men ofte treffe de en triſt og merk 
Himmel, ſom hyller Bjergtoppene i tætte graa Slor og 
forvandler de herlige og ſtore Udſigter til fattige Billeder, 
jom gjør at Beſkueren aander tungt ved at fe de tylke 
Skyer jænfe fig mere og mere om de mørfe Fjeldvcgge. 
Søturifterne forandre ikke en Mine ved dette Syn, 
men pakke Dameſadlerne ud og gaa i Land efter forſt 
at have lejet en Tolk fra noermeſte By og Heſte fra 
nermeſte Poſthus. Derefter ride de op paa neermeſte 
Bjerghojde og ſidde der og ſtirre ud i det graa Rum 
en Stund, hvorefter de ride til nærmefte Gaſtgiverſted 
og indtage nogle Forfriſkninger, inden de ad nærmefte 
Vej vende tilbage igjen til Lyſtjagten. Er Vejret gunſtigt 
og Solen ſkinner klart paa de ſkummende Fosſer, for⸗ 
andres Rejiſeplanen alligevel ikke, og Selſkabet bliver 


ikke et Minut længere borte fra Fartøjet end om Regnen 
falder i Stromme. 


Jagtturiſterne ere mere ſjeldne og komme 1 
enkeltvis med en umaadelig Bagage: Patroner, Jagt⸗ 
redſkaber, henkogte Fødevarer, Kogeredſkaber, Telt etc. 
De ſkaffe fig en Tolk og Vejviſer for 6 Rd. om Dagen 
og begive ſig til Fjeldbygden for at ſkyde vilde Rensdyr, 
men ſom ofteſt havne de i Hjerkins Gerſtgivergaard paa 
Dovre, hvorfra de foretage ſmaa Udflugter i Egnen der 
omkring og vende endelig tilbage igjen til deres Land 
efter at have ſkudt et Duſin Fjeldryper. Dette gjelder 
for de fleſte Jagtturiſter, men man maa ogſaa tilſtaa, 
at der findes ſjeldne Exemplarer af vældige Jægere 
blandt dem, for hvilke baade Rensdyr og Bjørne maa 
bide i Gresſet i denne Talemaades morderiſke Betyd⸗ 
ning. 


— 


Slags Fluer, grønne, røde, gule og blaa. 


Fiſketuriſterne ere de talrigſte af alle fem Slags. 
Dem treffer man neſten overalt i Norge, ved Bredden 
af de ſtore Elve, hvor Laxen gaar imod Strømmen for 
at fange Inſekter, der ſurre frem hvor Vandet er roligt. 
Mange af disſe Fiſketuriſter have ved mangeaarig Ovelſe 
opnaaet ſtor Feerdighed i den Kunſt at fiſke med Flue, 
og man kan ofte ſe en ſaadan Fiſkerveteran trække den 
ene fede Fiſk op efter den anden, medens en uerfaren 
Nabo ikke faar et Bid. Kunſten er at Fjende de Stromme, 
hvor Fiſken helſt ſtaar og lurer, at kaſte Snoren ud 
uden at ſkremme Fiſken og at fore den kunſtige Flue 
jaa naturligt ſom muligt over Vandfladen. 
Gang kan denne Fornajelſe være farlig nok, og et Ex⸗ 
empel derpaa jaa jeg i Gudvanger. 


fiſkerige Elo til fit Fiſkevand et Par Uger i Juli 
Maaned. En ſmuk Morgenſtund gik han med Tolken 
ud for at fiſke. Længe ſtod han og kaſtede forgjeves 


med Snoren, men pludſelig kom der en Lax og ſlugte 


den forrederiſfke Flue med Krogen under Vingerne, 
Stangen bøjede fig ſom en Bue, og Fiſketuriſten lod 
Snoren lobe ud. Da Laxen følte fig fri i fine Be 
vægeljer, foer den afſted ſom en Pil gjennem Vandet; 
men da Linen var udloben, blev Stødet faa ſteerkt, at 


den gamle Fiſker fulgte med Stangen ned i den ſkum⸗ 


mende Elv og bortfortes af Strømmen, til han omſider 
halvdod blev. liggende paa en Sandbanke ved den ene 
Bred. Da Tolken kom til Hjelp, holdt Engelſkmanden 
endnu Medeſtangen krampagtig ſluttet i den ene Haand, 
og Laxen ſad paa Krogen. 

Fiſkeren og Laxen bleve nu bragte op paa det Torre, 
og da den gamle Turiſt kom til ſig ſelv igjen, ſaa han 
med fornøjet Mine paa Laxen og ſagde: „Jeg havde 
aldrig ſluppet ham!“ 

Saaledes er den ægte Fiſketuriſt. Han gaar hellere 
ſelv i Døden, end han lader en Lax tage Medeftang 
og Snor med fig. 

Blandt de yngre Fiſketuriſter jer man mange komiſke 
Perſoner. Fra Hiterdal til Maanelven fulgte jeg to 
unge hvidkledte Mænd i Helene. De havde læft i en 
Rejſehaandbog om det prægtige Fiſkeri i Norges Elve, 
og ſtjondt de aldrig for havde haft en Medeſtang i 
Haanden, havde de nu gjort en Reiſe over Havet for 
i nogle Uger at leve af den Fiſk, de ſelv fangede. 
Deres Redſkaber vare elegante, ſom om de vare beſtemte 
for Salonen, og Hattebaandene vare garnerede med alle 
J alle Elve 
forſogte de deres Lykke, men forgjcves lagde de Krogene 
ud, og naar Taalmodigheden briſtede, og Hungeren 
meldte fig, maatte de paa Gaſtgivergaarden ſpiſe Fiſt, 
ſom Andre havde fanget. De unge Mænd bleve faa 
misfornøjede over dette Uheld, at de fort og godt ſkrer 
i alle Dagbøger: „Daarligt Land; ingen Fifk; mange 
Myg“. 

Nu kommer vi til Kariolturiſterne. 


Mangen 


Der boede en 
gammel Engelfkmand, ſom havde valgt den ſtride og 


Naar en ſaadan 


i 


er hans førfte Forretning 
at kjobe fig en Kariol og Billet til Forjpænd paa alle 


er ankommen til Kriſtiania, 


Stationer mellem Hovedſtaden og Trondhjem. Derefter 
ſlaar han fig til Ro paa det fornemſte Hotel og bruger 
mindſt to Opvartere til at pasſe fig op; thi for hver 
ti Minuter rykker han heftigt i Klokkeſtrengen og raaber 
ſnart paa Is, ſnart paa Blade, ſnart paa Taendſtikker, 
Vand m. m. Ved Middagsbordet jætter han fig altid 
paa den Plads, hvor Anretningen begynder for at 
kunne vælge de bedſte Stykker i Fadet, og naar ſaa 
Poſten kommer, bander han Opvarteren, hvis han ikke 
forſt bærer Bladene til ham. 

Naar han ſiden er rejjefærdig, og Regningen ſkal 
betales, jer han paa Summen og ſiger paa radbrakket 
Norſk: „Jeg vil ikke give mere end den halve Sum.“ 


Noget lignende ſtaar angivet i Rejſehaandbogen ſom 


et godt Middel mod høje Regninger; men da Værten 
ikke vil lade ſig noget afprutte, maa han betale den 
fulde Sum og forlader Geeſtgivergaarden med den 
Overbevisning, at man har trukket ham op, om man 


| end aldrig har været jaa billig. 


Nu gaar det ad Hovedvejen fremad med en Fart, 
ſom om Ilden var efter ham. Ved hver Station 
klamres han paa Engelſk med Skytsbonderne, ſom 
derover flippe, hvad de have i Henderne, for at høre. 
paa den ubegribelige Mand. Ankommen til Dovre 
bliver han en Dag paa Hjerkins Gæftgivergaard for 
at læje Times og farer derefter afſted ned til Trond⸗ 


hjem for at fælge Kariolen og med forſte Skibslejlighed 


rejſe over til England. Naar hans Venner og Be⸗ 
kjendte fan ſporge ham, hvad han har jet, ſparer han 
helt afgjort, at han har jet Alt, men gjennemgaaet 
uſigelige Anſtrengelſer og er bleven ſnydt og trukken 
op fra alle Sider. 

Denne Klage over Optrakkeri er meget almindelig 
blandt Turiſterne i Norge, men den maa for ftørfte 
Delen være ubeføjet; thi hvor jeg har rejft, har jeg 
ikke truffet Nogen, ſom har forlangt for meget, da der 
er en beftemt Takt. Men naar det beror paa fri 
Overenskomſt, forſtaar den norſke Almue at gjøre fig 
godt betalt. J Telemarken f. Ex. maa man betale 
en Vejviſer 3 Rd. 20 f. om Dagen, og ſkal man have 
en Heſt til at bære fine Sager, jer man fig ofte nod⸗ 
ſaget til at give indtil 5 Specier for en Dagsrejſe. 

Bayard Taylor ſiger i fin Reiſebeſkrivelſe, at Norge 
er det dyreſte Land i Europa; og det er ikke uden 
Grund. Men Optraekeri kan det ikke kaldes, da det 
er lige dyrt overalt og for Enhver. Alligevel er det 
ſandt, at Rejſeomkoſtninger i Norge løber op til 2 å 
3 Gange fan meget ſom i Sverrig, Tyfkland eller 
Frankrig; men Aarſagen er ikke Mangel pan Wrlighed 
hos Folket. 

Men det var om Kariolturiſterne jeg nu fkulde 
tale. Foruden den nys beſkrevne, der farer frem ſom 
et Stormvejr, findes et andet Slags, der helſt vil 


rejje mageligt. De rejſe meſt i mindre Selffaber og 
have Damer med fig. Det er en Særegenhed hos dem, 
at det førfte Spørgsmaal paa en Gæftgivergaard gjælder 


Dagbogen. Forinden de beſtille Heſte, maa de ſtudere 


Dagbogen for at fe, om nogle bekjendte Rejſende ſkulle 
være foran. Med pyntelige Trek ſkriver hver og een 
fit Navn, for at de Efterfolgende kunne ſe, at de have 
været der. Fandtes ingen Dagbog, ville de ſikkert 
ſynes, at Henſigten med Reiſen var forfejlet og ſnart 


Man jer meget ofte Damer kiore deres Kariol, ja 
ſelv ridende lange Ture hvor der ikke er Kjørevej. De | 
engelſke Damer ſynes at være ftærfe og udholdende — 
mangen Gang mere end en Mand. Jeg traf et ungt 
Par i Telemarken, og ffjøndt Fruen hapde ſiddet den 
ftørfte Del af Dagen paa Heſteryggen, vilde hun dog 
fortſette Reſſen om Natten med ſamme Befordrings⸗ 


292 


vende hjem fra et Land, hvor den Reiſende ikke kunde 
have den Fornaejelſe at efterlade fit Navn til de kom⸗ 
mende Slægter. Saadanne Turiſter kunne ofte være 
nogle ſnurrige Kegler, ſom hosſtagende Billede (efter 
„Illuſtreret Tidende“) viſer. Skytsgutten er nærved 


paa de Rejſende ſkal rumples ind mellem Fjeldene, for 
at fe paa de to lojerligt udſtafferede Englændere der 


middel, Wgtemanden gjorde Indvendinger, ſom han 


vente paa Forſpand ved den enſomme Skytsſtation. 


ſagde for hendes Skyld; men hans trætte Udſeende vifte 
tydeligt, at han ſelv trængte meſt til Hvilen. 
Fodturiſterne ere af to Slags: de, der age, og de, 
der gaa. De forſte blive trætte den førfte Mil og 
tage ſiden Skyts til Maalet. J deres Optræden ligner 
dette Slags Turiſter den flyvende Kariolturiſt, der 
farer frem med ſtore Fordringer og megen Larm. De 
fordre altid et fint Bord, men prutte beſtandig paa 


at glemme at hente Heſten til den gamle Kariol, hvor 


Regningen; de mishandle Heſtene og ſe ned paa Almuen 


med Foragt. Denne bliver naturligvis tvær mod flige 


Herrer og bliver derfor fold, ubehagelig og ugæjtfri — 


293 


netop af denne Slags Fodturiſter. Blandt de Turiſter, 


ſom virkelig gaa til Fods, finder man mange unge 
Mænd raffe til Legeme og Sjæl. Deres Klædning er 
let og henfigtsmæsfig og beſtaar i WlmindelighedBaf 
vide Knæburer, Strømper og Sko, en fulørt ulden 
Skjorte, en tynd Frakke og en hvid Hat. Ranſelen er 
let, og paa den hviler en vandtæt Kappe. Saaledes 
udruſtede gaa de tre til fire Mil om Dagen i den 
ſterkeſte Solhede. De klatre paa Bjergene ſom Sten⸗ 
geder og ere tosſede nok til at vove Livet, for det 
Indfald at naa den eller den Klippeſpids. De ſvomme 
over Elvene ſom Fiſke og tage Regnbad under Vand⸗ 
faldene. De forſtaa at fkikke fig efter Forholdene og 
ere lige glade, ſelb om de maa nøjes med Malk og 
Brod til Middag og ſamme Koſt til Aften. En ſtor 
Feil have de dog tilfælles med hele den ſtore Bjerg⸗ 
klatrerfamilie, nemlig at de ſjelden have Oje for Na⸗ 
turens Skjonheder og Folkelivets Ejendommeligheder 
men meget mere betragte Fjeldvandringerne ſom en Be⸗ 
vegelſe eller en Gymnaſtik, hvor Hovedſagen er at være 
fremmeſt i Djærvhed og Udholdenhed. 

De hjemlige Fodturiſter ere de, der bedſt forſtaa 
at opfatte, hvad Nytte og Fornojelſe man kan have ved 
at tage Ranſelen paa Ryggen og vandre omkring til Byg⸗ 
derne. Det er en Lyſt og Glæde at komme ſammen 
med disſe livsfriſke norſke Studenter, ſom i deres Fritid 
ſtudere Folkelivet og vandre fra Dal til Dal. De leve 
med Folk i deres Hjem, og naar de drage bort, efter⸗ 


lade de neſten altid noget af den ny Tids Tanker. Med 
Husfaderen tale de om Landets Anliggender og om alt, 


hvad der er nødvendigt, for at Folket kan gaa fremad 
ſaavel i legemligt ſom aandeligt Velvære; med Huss 
moderen tale de om alt, hvad de kjende af den ny 
Husholdningsvidenſkab, og til Ungdommen meddele de 
et Puſt af den Livets Poeſi, der omjvæver dem ſelv. 
Med et Ord: idet de ſelv ſtudere Folkets gamle Sæder, 
ere de Lerere ved deres Omgang med Folk. De ere 
ogſaa hjerteligt velkomne i Bondens Stue, og Mo'er 
ſkynder fig at jætte frem fin bedſte „rymakopp“ (en 


kœempeſtor Bette paa 4 à 5 Kander tyk Meelk). Det 


bedſte Gæfteværelje gjøres i Stand, og hvide Lagener 
bredes paa Sengen, eller om det er hos fattige Folk, 
faar Studenten den nyeſte Pels at ſove paa. 

J den ſidſte Tid har Norge ogſaa havt Beſog af 
en Mængde amerikanfke Turiſter, ſom ſeœdvanlig rejſe 
familievis med et ſtort Folge af Kreoler og Negerinder. 
Amerikanerne ere komne i Ry i Norge for deres Flothed. 
En Bondedreng fortalte mig, at han havde faaet en 


Specie af en Amerikaner fordi han ſprang i til Hagen | 
efter Heſten, og en anden vidſte at fortælle om en 


Bonde, der fif 3 Specier for at ſkytſe (befordre) en 
Amerikaner 1 Mil. En ſaadan Flothed kan være be 


1 


— 


hagelig for Skytsbonden, men virker til Skade for de 
mindre flotte, ſom komme efter. : 

Danſke Turiſter findes her ogſaa i ftort Antal, og 
det meſt ejendommelige hos dem er deres prægtige 
Madpoſe. Naar de komme paa en Gaſſtgivergaard, ſpiſe 
de ſjelden af Huſets tarvelige Koſt, men fremtrylle ſelv 
et vel forſynet Bord af deres. Kufferter og Voker. 
Deres forſte Ord til Vertinden paa et Sted er en Be 
gicring om varmt Vand; „thi The ha'e vi ſelv“, lægge 
de til. Skulde man domme Folket efter disſe Turiſter, 
maatte man faa den Foreſtilling, at Danfkerne ere ſtore 
Lekkermunde. É 
SGruvenſke Turiſter ſavnes i Norge, og det er meſt 
deres egen Skade; thi der findes neppe noget Land, 
ſom er mere rigt pan Afvexling af herlige og ſtorartede 
Naturbilleder, nationalt Folkeliv og alt, ſom kan gjøre 
en Reiſe baade lærerig og behagelig. 


Sundhedspleje. 
Bed Diftriktslæge O. Schjodt. 


(Fortſat.) 
Det er ikke, ſom Mange ville tro, Stoffets 
Zæthed, der betinger dets varmebeſparende Egenfkab, 
thi Læder f. Ex. er langt tættere, men ogſaa langt 


koldere end Uld, der er det loſeſte Stof, vi benytte til 


vor Paaklodning. Naar Luften bevislig trænger langt 
bedre igjennem Uld, end igjennem Leder, ſkulde man 
dog tro, at det forſte maatte være langt foldere end 
det ſidſte, men ſaaledes er Tingen imidlertid ikke at 
forſtaa. Naar nemlig Klædernes fine Beſtanddele mod⸗ 
tage Varme af Legemet, afgive de denne atter til 
Luften, der er dem nærmeft, nemlig den Luft, der 
findes i dem ſelv, i deres Maſker, Traade og Spind, 
hvorfra den ikke faa let kan undſlippe. Vore Kleder 


ere i denne Henſeende at ſammenligne med Dyrenes 


lodne Pels, mellem hvis fine Haar der jo altid er 
Luft. For at komme efter, om det er dette temmelig 


ſtilleſtagende Luftlag, der holder Dyrene varme, har man 


afraget Haarene paa Hunde og Kaniner, hvorefter de 
ere ſatte ind i et forholdsvis varmt Rum; her ere de 


imidlertid ſnart dode af Kulde. Vi benytte altſaa den 


Luft, der er indeſluttet i vor Klædning, netop til at 
beſkytte os mod Luftens voldſomme Angreb. Dette 
Luftlag i Klederne forhindrer Legemet i at afgive fin 
Varme for hurtigt, og formilder altſaa Luftens Tem⸗ 
peratur om vor Hud, eller forandrer dens Barfkhed til 
Mildhed. 

Man vil nu let forſtaa, at et Stykke Tøj, ſom 
er ligeſaa tykt ſom to enkelte Lag af ſamme Art, ikke 
varmer jaa godt, da det mellemliggende Lag Luft ved 
det dobbelte Føj gjør dette bedre i Stand til at bevare 


F ccc 


Legemets Varme. Stramt og tetſluttende Kleder ere 
af ſamme Grund ikke jaa varme ſom mere loſtſiddende. 


Trange Støvler og Handſker ere ſaaledes langt foldere | 


end fuldfomment vide. å 

Ligeſom Uldtoj langſommere modtager og afgiver 
Varme, ſaaledes forholder det fig ogſaa lige over for 
Fugtighed, baade den, der kommer udenfra og den, vi 
afgive ſom Sved. Herved bliver det ogſaa langt mere 
varmebevarende end Lærred, ſom ogſaa i denne Retning 
har modſatte Egenſkaber mod Uldtojet, da det let ſuger 
Fugtighed til fig, men ogſaa let lader den fordampe. 
Lærred bliver ogſaa herved mindre i Stand til at 
holde paa Legemets Varme og er koldere end Uld. 
Bomuld ſtaar midt imellem Uld og Hor med Henſyn 


til fin Cone til at modtage og afgive Varme og 


Fugtighed. Å 

Enhver ved, at vaade uldne Strømper ikke ſaa let 
ſkaffe Forkjolelſe ſom vaade Bomuldſtromper. En Lerr⸗ 
redeklud er ogſaa bedre ſkikket til at torre Band op med 
end en ulden. Ved denne Lejlighed ville vi bemerke, 
at Silke, ſom ogſaa benyttes til Paakledning, ikke faa 
let modtager Varme og Vand ſom Leerred. 

Man har erfaret, at Farven har Indflydelſe 


paa Tejets Evne til at optage Varme og Fugtighed; 


morke Stoffer optage Varme bedre end lyſe. Lyſe 
Farver, og navnlig Hvidt, ere nemlig ikke faa modtagelige 
for Solſtraalerne ſom de morkere. 

Man har gjort Forſog og fundet, at Rakken, Hvori 
de forſtjellige Farver modtage Solſtraalerne, er folgende: 
1) Hvidt, 2) Lyſegult; derfra er der et ſtorre Spring 
til 3) Grønt, 4) Rødt, 5) Blaat, 6) Sort. J Solen 


er altſaa Sort det Varmeſte og Hvidt det koldeſte; | 


Skyggen er ingen Forſkjel. Sommeren egner fig derfor 
meſt til hvid Klædning. 

Vi have nu altjaa ſet, at Luft, Fugtighed og Farve 
ere vigtige Betingelſer for Stoffernes Varmelednings⸗ 
evne. 


Vi benytte os af forſtjellige Grunde ikke af eet 
Lag Klader alene; ovenpaa det forſte kommer et andet 
og ſaa fremdeles. Det inderſte Lag afgiver ſin Varme 
til det næfte, det til det folgende o. ſ. v., indtil vi have 
naaet det Punkt, da Forſkjellen mellem vor egen og 
Luftens Varme ikke laenger kan føles. Ved Valget af 
disſe Lag tages Henſyn til mange Forhold. Foruden 
Moden, Aarstiden, Alderen, Legemsbeſkaffenheden, Op⸗ 
holdsſted, Kjonnet, komme ogſaa andre Ting i Betragt⸗ 
ning, ſaaſom hvad vor Gjerning er, om vi ere i Be⸗ 
vegelſe eller i Hvile, om vi arbejde legemlig ſtrengt 
eller ikke, hvortil vi ſenere ffulle komme tilbage. Under 
alle disſe Forhold er at bemeerke, at Kledningen ikke 
maa virke hemmende paa Legemets Bevegelighed. 
Saaledes maa vi f. Ex. undgaa en for ſteerk Sammen⸗ 
ſnoring af Halſen og Livet, hvorved Sygdomme i 
Hovedet, Bryſt og Underliv kunne fremkaldes. Tidligere, 


da mange af Kvindekjonnet bare tetſluttende Snsreliv, 
der ovenikjobet vare forſynede med Jern⸗- eller Staal 
ftivere, vare Sygdomme i Bryſt og Underliv hos dem 
ikke faa ſjeldne. En Sammenſnoring af Halſen kan 
ſaaledes finde Sted ved for fnævre Halsbind og Uni 
formskraver, en Sammenpresſen af Hovedet ved ſtore 
off tunge Hovedbedaekninger. 

Bygningen af Kvindens Bryſt fan medføre Nod⸗ 
vendigheden og Behageligheden af noget Faſt og Støt 
tende, ſom f. Ex. et Snøreliv, dog maa ſligt ffe med 
Maadehold. Klædedragten maa ej heller være for tung, 
thi derved udvifles overflødig Varme, idet Legemet maa 
anftrenge fig ved at bære og bevæge fig under Byrden, 


ligeſom et Menneſke, der udfører et bejværligt Arbejde. 


(Sluttes.) 


En fort Gaptyv. 


J Tidsſkriftet „Evropa“ fortæller en Forfatter 
folgende morſomme Træf om en tam Ravn. 

Medens jeg i længere Tid opholdt mig hos en 
Baron, der boede i Nærheden af Riga, bragte en Bonde: 
dreng mig oftere Fugle og Smaadyr. En Dag kom 
han med en Ravneunge, der var ſaa mishandlet, at 
den knap kunde bevæge fig, og ſom han havde fundet 
i Skoven. Jeg tog Stymperen op paa mit Kammer 
og plejede den omhyggeligt, faa den blev ganffe tam. 
Da den var kommen ſig, ſpadſerede den frem og tilbage 
ved Siden af mig naar jeg gik op og ned ad Gulvet, 
og da den atter kunde bruge Vingerne, fif den Lov at 
flyve ud; men den vendte altid tilbage til det Sted, 
hvor den var blevet plejet jaa godt. Skjondt den levede 
i uindffrænfet Frihed, kom den dog ſnart ſom til at 
høre til Husſtanden, idet den kom og fløj efter Behag. 
Tog vi os en Ridetur i Omegnen, var den vor ſtadige 
Folgeſvend. Kjorte vi ud, jaa fløj den omkring Vognen, 


| fløj i Forvejen, vendte tilbage og fatte fig enten pan 


Bukken hos Kudſten, hvis blanke Frakkeknapper vare 
Gjenſtand for dens ſerlige Opmerkſomhed, eller den 
ſlog ned paa Ryggen af en af Kjsreheſtene, ivrigt be⸗ 
ſkœftiget med Solvbeſlaget pan Seletøjet. For blanke 
Gjenſtande havde den nemlig en overordentlig Forkjer⸗ 
lighed, og med en ny Mont kunde man lokke den hvorhen 
man vilde. Mig ſyntes den jærlig. at holde af; den 
aflagde mig ofte Beſog, og det var morſomt at ſe dens 
Adfærd, naar mine Vinduer vare lukkede; den blev da 
ved at banke paa dem med Næbet, til jeg lukkede op 
for den. Det morede mig da ofte at lægge Merke til 
hvor liſtigt den teede fig, for ubemærket at kunne ſnappe 
et eller andet Skinnende. Saa længe jeg var tet ved 
den og holdt Oje med den, var den Dyden ſelv, og 
det var i høj Grad luyſteligt at je den Fiffighed, hvormed 
den ſogte at gjøre mig troſkyldig. 

En Dag da jeg efter et Ojebliks Fravekelſe kom 


ind i mit Værelje, jan jeg den forte Gavtyv hurtigt 
flyve fra mit Skrivebord, tæt ved det aabne Vindu. 
Den hurtige Flugt var mig mistenkelig. Paa Bordet 
havde jeg lagt en Del loſe Solvpenge, uden at tænke 
paa det aabne Vindu og den tyvagtige Ravn, og nu 
opdagede jeg ved at telle mine Penge, at jeg manglede 
fem Rubler. Det var mig umuligt at finde Pengene 
i Verelſet, og uteenkeligt at Fuglen i den forte Tid 
kunde have flyttet Tyvekoſterne ret langt bort; men hvor 
var da Skjuleſtedet? For at fan dette Spørgsmaal be⸗ 
ſvaret, faldt det mig ind at lade Fyren ftjæle nogle 
flere Mønter. Jeg lod Pengene ligge, og gjemte mig 
ſaaledes, at jeg kunde overſe Vinduet og Bordet uden 
at Ravnen kunde je mig. Den var ſnart i Vinduet 
igjen, ſpejdede forſigtigt om fig, hoppede faa ned paa 
Bordet, tog en Mønt, 
hvor den blev gjemt, og vendte atter tilbage. Men da 
den havde gjentaget denne Tur nogle Gange, kom jeg 
frem af mit Skjul og ſaa Tyvens Gjemmeſted efter, og 


der [aa alle de ſtjaalne Mønter i en ſnorlige Rad udenfor | 
Vinduet paa det fremſtaaende Murſtykke under Vindues⸗ 
karmen. Ravnen havde aabenbart villet ſkaffe faa meget | 


ſom muligt ud af Væreljet, for ſenere i Ro og Mag 
at kunne bringe ſin Skat i ſikker Forvaring. 

Neſten alle Slottets Beboere ſtode paa en venſtabelig 
Fod med Ravnen. Kun Lærerinden laa i Krig med 
den og flog efter den naar den vovede at komme 
hende ner; men hun ſkulde ſnart faa at vide, hvad 
Folger det kunde have at fornærme den ſorte Herre. 


En Dag ſpadſerede Herſkabet ved Bredden af en lille 


Sø i Skoven og Selfkabet havde delt fig i flere Flokke, 


bar den hen til Vinduet 


jaa at Lærerinden ſtod alene med en Veninde tæt ved 


Vandet under ivrig Samtale. Ravnen var, ſom den 
plejede, i Nærheden, og dens Adfærd var paafaldende. 
Den nærmede fig flere Gange Lererinden for at fe 
om hun bemerkede den, og havde zjenſynlig et eller 
andet Skjelmsſtykke for. Da den ſaa, at hun ikke anede 
dens Neerverelſe, gik Fyren pludſelig ned til Vandet, 
dukkede fig i det jaa dens Fjer bleve dygtigt vaade, 
ſtrakte flere Gange ſpejdende Halſen op over Landkanten 
lab jaa pilſnart hen til Lærerinden og ind under hendes, 
Kjole, idet den bøjede Benene og Halſen for ikke at 
berøre Skoningen paa det oploftede Skort, hoppede op 
paa hendes Vriſt og ryſtede fine vaade Fjer forſvarligt. 


Med et Raddſelsſkrig ſank Lœrerinden i Venindens Arme 


og Ravnen flygtede. 

Ved en anden Lejlighed var Selſkabet ſamlet om 
Thebordet, ſom i det dejlige Sommervejr var dakket i 
Haven. Foruden flere Slags Bagværk, blev der altid 
opvårtet med ſmaa Stykker Smørrebrød. Disſe manglede 
denne Gang og Baronesjen ſpurgte Tjeneren hvorfor 
der intet var bragt. Han forſikrede, at han havde ſat 


en hel Talerken fuld frem, og vidſte ikke hvem der 
En ny Talerken fuld blev bragt og 


havde taget det. 


Baronen ſad paa en Havebenk og 
leſte de lige ankomne Aviſer; da han var færdig hermed 
lagde han dem ſammen og puttede dem i Sidelommerne 
paa fin magelige Morgenfrakke, men foer forffræffet 
tilbage med Haanden da denne mødte noget koldt og 


man drak The. 


fedtet i Lommen. En nermere Underſogelſe bragte det 
jaa ubegribeligt forſoundne Smørrebrød for Dagens 
Lys. Hvorledes det var kommet der klaredes ſnart, da 
en af Tjenerne fra et Vindu havde ſet, hvorledes de 
aabne Lommer paa den avislæjende Herres Frakke havde 
været Ravnen et for tillokkende Skjuleſted og var blevet 


Vidne til den ſorte Gavtyvs Meſterſtykke, med behændigt 


at ſkjule Smorrebrodet i Lommerne. 


husflid. 


— 


Kurſus i Husflid. 


Efter Forhandling mellem Indenrigsminiſteriet og Mini⸗ 
ſteriet for Kirke- og Undervisningsvaſenet angagende Anvendelſen 
af et ved Finansloven for indeværende Finansaar bevilget Be⸗ 
lob af 1000 Rd., der nermeſt er beſtemt til Husflidslereres Ud⸗ 
dannelſe, agter Miniſteriet i den foreſtagende Sommerferie i 


- Kjøbenhavn at lade indrette et Kurſus i Husflidsarbejder, om⸗ 


fattende Tegning og ſaadanne praktifke Fag, der danne det forſte 
Grundlag for Husflidsarbejdets Fremme, ſaaſom Arbejde med 
Høvl og Sav, Billedſkering, Straafletning, Kurvebinding og 
lignende, i hvilket Kurſus, der er beregnet paa 6 til 8 Uger og 
tager fin Begyndelſe den 27de Juli, et begrenſet Antal Lærere 
og Lererinder vil kunne komme til at deltage uden Betaling, 
naar Begjering derom indgives til Miniſteriet for Kirke⸗ og 
Undervisningsveſenet inden forſtkommende 15de Juni. Det 
bemærkes, at de, der maatte ønffe at erholde Adgang til 
bemeldte Kurſus, ſelv maa kunne bekoſte deres Ophold her i 
Staden, ſaalenge dette varer, men at de derimod, naar de 
derom andrage, kunne vente at erholde et Bidrag til Beſtridelſe 
af deres Rejſeomkoſtninger frem og tilbage; hvorhos tilfojes, 
at vedkommende Deltageres Tid under Kurſusſet vil være faa 
ſterkt optaget, at de ikke med deres Ophold i Kjøbenhavn i 
denne Anledning ville kunne forbinde andet Sjemed. 


Udſkaarne Fotografirammer. 


Langt nede i Bajern, efter at man har forladt Fladlandet, 
og de høje Bjergrygge omſlutte En, ligger der inde i Alperne en 
herlig Dal. Grøn og ſmilende breder den fig for Blikket, 
giennemſtrommet af en lille Bjergflod, omkranſet af de merke 


| Fjelde, hvoraf de højefte, nenen hæve deres ſnedakte 


Toppe over 9,000 Fod højt. I denne Dal ligger Byen Parten⸗ 


kirchen, der tidligere var en rig Handelsby; thi en ſtor Handels⸗ 


vej mellem Franken og Italien gik fra Alders Tid her gjennem 
Bjergene, Men Dampen bragte Forſtyrrelſe her, ſom jan mange 
Steder og da man i en anden Dal anlagde en Jernbane mellem 
Tydſkland og Italien, tabte den gamle beſperlige Handelsvej al 
Betydning og Byen, ſaavelſom Egnen blev fattig. 


W ne 


296 


Omgivelſerne ere imidlertid jaa henrivende og funde, at 
Egnen i de ſenere Aar beſoges af mangfoldige Fremmede og 
Lyſtrejſende. Dette, i Forening med at Bjergboerne i Reglen 
ikke favne Sans for Træffæring, har fort til, at der ved en 
enkelt Mands ihærdige Anſtrengelſer og Regeringens Under⸗ 
ſtottelſe, er grundlagt en Træffærerffole i Byen. Den var kun 
faa Aar gammel da Udgiveren naſtforrige Efteraar beſogte den 
og blev Vidne til den ſtore Dygtighed ſom Eleverne — en 
Mangde fattige Drenge — allerede havde opnaget. Mangfoldige 
herlige Træffærerarbejder tilvirkes paa Skolen under Stifterens 
Ledelſe og der ſelges for mange Tuſind Daler aarlig, hvoraf 
det mindſte kjobes af Lyſtrejſende idet Storſtedelen afſcttes i den 


Bjerglandene, men ikke her i Danmark!“ Men hvorfor ikke? | 
Bi indrømme, at en almindelig Færdighed i faa Henſeende | 
ikke vil kunne nages, men der findes mangfoldige Karle og | 
Drenge her i Landet, ſom ikke ere uden Anlæg til Træffæring, 
og hvoraf mange i Fritiden ved Selvovelſe kunde vinde en Far⸗ | 
dighed i Træffæring, fom baade kunde være til Glæde og Nytte. | 
Man behøver i mange Tilfælde kun lidt Opmuntring, Vejled⸗ 


ſtore Handel. Man har ſaaledes grundet Haab om atter at 
ophjælpe Egnens Velſtand ved at der uddannes en Mængde 
duelige Træffærere. fra Ungdommen af, ſom ſenere i deres Fæv- 
dighed have Anledning til et indbringende Bierhverv. 

Blandt de ſmukke Prover paa Elevernes Arbejde, ſom jeg 


| bragte med hjem, hidfættes Afbildninger i halv Sterrelſe af 


et Par Fotograftrammer, (tidligere afbildede i „Folkelesning“) 
der viſer hvorledes man efter kunſtneriſk udførte Tegninger ud⸗ 
ffærer Grene, Blade og Blomſter, fan det danner et ſerdeles 


ſmukt Hele — den ene Ramme er ſaaledes ſkaaret med Stedmo⸗ 


derblomſter⸗ og Blade, den anden med Kriſttornblade til Forbillede, 
Man kan nu ſige: „Sligt kan gjøres i Tydſkland og i 


ning og Redſkaber, men dette er alt ilke vanſkeligt at faa 
nuomſtunder. Husflidsforeningerne bringe nu mange Steder 
i Landet al Opmuntring til nyttig Husflidsſysſel, og Euhver, 
der ønffer Tegninger og Anvisninger til net og ſmukt Traſterer⸗ 
arbejde, vil ſtadigt finde alt fornødent i rigt Udvalg i „Nordiſt 
Husflids⸗Tidende.“ 


Til samtlige Abonnenter. 


— 


For at Udgiveren i rette Tid kan bestemme Oplagets Størrelse i næste Fjerdingaar, 


; i jli illi i ikke skulle komme til 
for at Postvæsenet ikke for meget skal ulejliges med Efterbestillinger, og endelig for at Læserne i 8 ; ne 

at sayne et eller flere Numre lb Tid ved Kvartalsskiftet, bedes de ærede Postabonnenter om at 1 . 
med Betaling for næste Fjerdingaar snarest efter Modtagelsen af nærværende Nr. Postkontorerne ere ikke orpligtede 


til at minde Abonnenterne om Bladets Bestilling. 


De Abonnenter, som modtage Bladet gjennem Boghandelen, betrag tes derimod som vedvarende, saa længe Bladet 
ikke afbestilles, og ville saaledes uden Afbrydelse erholde det uden yderligere Bestilling. 


— 


i i , ' i il 2 Mk. 8 ß. 
usvennen udkommer til «hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 M 
eee frit tilſendt. Blade kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brepſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjsbmagergade 56, Kjøbenhavn. 


Trykt hos J. H. Schultz. 


I 


GA 
ØD 
G 
N 
2 A —— 


No 


Billedblad for Alenigmand, 


5 for Morfhabslæsning, Oplysning og Hus flil 
3 st Adginet af 1 ; 
n. C. Rom. 8 


Nr. 38. 


21. Juni 1854. 


Indhold. Mordet i Gjelfted Bakke, fortalt efter et Sagn af S. Jorgenſen. — St. Bernhardshunden, med Billede. Den nye 
Mont, af Udg., med 2 Billeder. — Sundhedspleje, ved Diſtriktslage O. Schjodt (Sluttet). — Husflid; Ikke ſtamme 


fig ved Arbejdet. 


Mordet i Gjelſted Bakke. 


gen 


Hobjergningen til Hove og hjemme 
havde ſysſelſat alle arbejdsfore Folk baade Dag og Nat. 
Ugens Ende var ogſaa Hohoſtens Ende, og ved et lyſtigt 
Gilde havde man ſogt at troſte fig over den udſtandne 


Moje. Ved ſaadanne Lejligheder gik det lidt vildt til, 
og mange laa i Dag paa Lejet med bulede Pander og 
forftøbte Lemmer. De faa, der liſtede fig op ad de 
Jnævre Gyder for at havne i Kirkens Skjod, dreves 
juſt ikke jaa meget af Længjel efter Guds Ord, ſom af 
den Tanke, at Kirfebænfen kunde være et ligejaa godt 
Sted at tage fig en lille Lur paa ſom et hyilketſomhelſt 
andet. 
: Det var ogſaa haard Føde, Hr. Chriſten Hvid 
havde at byde dem. Hans Preediken med dens Indgang, 
Fremgang og Udgang var faa lang, jaa lærd og faa 
ſpekket med Udfald mod den papiſtiſke Vildfarelſe, at 
den kunde have trættet ſelv den taalmodigſte. Det være 
dog ſagt, at han havde gyldig Grund til at tage haardt 
fat paa Papismen, thi her ſom andet Steds havde den 
endnu feje Tilhengere, og paa Alterbladet havde han 
et Billede for Oje, der ret egnede ſig til at bringe en 
nidkjcer proteſtantiſfk Preſt i Harniſk; her ſtod nemlig 
— ſom den ſamtidige Bisp, Jakob Madſen Vejle, ud⸗ 
trykker fig — den gamle og den unge Gud: og fætter 
Kronen paa Jomfru Marie. Idag havde ogſaa den 


unge Frue fra Hynderupgaard behaget at gjeeſte Kirken, 
hvilken Omſtendighed maatte mægtig bidrage til, at 
Praſten forlængede, fin. Tale og overfyldte den med 
latinſte Ord og Ven dinger. 
Det var dog langt fra, at Fru Sofie Daa faa, ud 
til at interesſere fig for latinſke Ord eller papiſtiſke 
Vildfarelſer. Hun var ingenlunde en af de danfke Adels⸗ 
fruer, der have vundet Ry for deres ſtore Leerdom. 
Hun var ſom en ganfke ung, livsglad Pige bleven viet 
til den gamle, udlevede Clavs Daa. Kun kort havde 
Wgteſkabet varet, og Fru Sofie ſyntes endda, det hapde 
varet lærige nok, thi ſtjont hendes unge Hjerte endnu 
ikke havde lært. at Fjende dybere Leengsler eller Trang 
til andet end Pynt og Fornøjelfer, ſaa havde hendes 
gamle Agteherres Gnaverier gjort. hende Livet ſurt 
nok, jaa meget mere, ſom han, der var ſoerdeles paa⸗ 
holdende og karrig, havde nægtet hende Penge til alt, 
uden netop til de aller nodtorftigſte Udgifter, og hans 
uomgængelige Veſen havde ſnart ſtenget alle de Om⸗ 
gangsvenner borte, der tidligere havde fundet Vej til 
Huſet men ſom nu havde begyndt at komme igjen for 
den unge ſmukke Frues Skyld. 4 

Idag havde hun faget fig denne Udfart for at 
korte Tiden ved en Smule Kirkegang, men det lod til, 
at hun følte fig betydelig ſtuffet. Hvor hendes Blik 
ſogte hen, traf det kun føvnige Bønder og ſlove Kvinder. 
Fortvivlet tog hun fin Tilflugt til fin Bog, men heller 
ikke her fandt hun Adſpredelſe, og atter ſpejdede hendes 
ſkjonme morke Øjne, rundt i Kirken for at ſoge en Gjen⸗ 
ſtand, hvis Beſkuelſe kunde yde en Smule Tidkort. 
Denne Gang traf hun, hvad hun ſogte. Halv ſtjult 
bag den nederſte Pille ſtod en endnu ung Mand, der 


r 


ul SD LE mr FRE ANE LÆNER 


298 


var kledt fom en Ridderſvend, men den unge Frue 
havde Verdenserfaring nok til at fe, at der hos ham 
fandtes mere af Herren end af Spenden. Der ſtraalede 
en ſaadan Fylde af Kraft og Herfkeraand ud af hans 
Aaſyn, at Fru Sofie uvilkaarlig ſlog fine Øjne ned og 
trak ſig lengere tilbage i ſin Stol. 

Endnu en Gang ſaa hun op men fandt ſig nu 
ſom for betragtet af det ſamme faſte, rolige BLE, hvor⸗ 
for hun denne Gang dybt rodmende fæjtede Øjet i fin 
Bog, fra hvilken hun ikke hævede det, for Gudstjeneſten 
var endt, og hun gik ud til ſin Vogn. 

Medens den vældige Karet, trukken af fire kraftige, 
ſorte Heſte, forte fin ſkjonne Ejerinde gjennem Vejenes 
dybe Sand til Hynderupgaard, medens den unge Frue 
grundede videre over, hvo denne mærkelige Fremmede 


vel kunde være, ville vi følge denne. Han blev ftaaende- 


udenfor Kirkedsren uden at bryde fig om Mængdens 
ſpejdende og forundrede Blikke, indtil Vognen fra Hyn⸗ 
derupgaard var kommen ham af Syne, da gik han raſk 


giennem den Gyde, der hurtigt forte ham ud af Byen 


og bøjede om ad en Sidevej. Her gav han et eneſte 
fort, gjennemtrengende Stød i en lille Solopibe, hvor⸗ 
efter en lang oploben Bondedreng ſkyndſomſt kom trakk⸗ 
kende med en ſmuk, prægtigt opſadlet Heſt, hvis Tojle 
han uden at male et Ord overgav til den Fremmede. 
Denne ſpang fig i Sadlen uden at enſe fin tavſe Tjener 
og ſpreengte afſted mod de nære Skove. 4 

Hvad der endnu er tilbage af Skov i Gjelſted er 
fun fattige Levninger af Datidens Overflodighed. Her 
ftøbte Gjelſted Skov, Ljunge Skov og Trellerup Lunde 
ſammen. "Ingen Forſtmand Havde haft Skoven under 
Behandling. Hundredaarige Ege og Boge hævede fig 
over uigjennemtrængelig Underſkov. Hiſt og her paa 
Bakkekronerne og omkring de mange Smaakeer fandtes 
fri, ſolaabne Pladſer, der laa ſaa ſtille og? fredeligt, 
langt borte fra Menneſkeboliger. Her ſtrakte ſig de 
dovne: Vildſvin og græsjede de vevre Hjorte uden at 
tænfe paa Jægere og Hunde. En af disſe Pladſer var 
dog i Dag optagen af en Samling ſpere, langſkeggede 
og vildt udſeende Mænd, væbnede til Teenderne. En 
mægtig forgyldt Vinkande, der ikke ſyntes at høre 
hjemme paa et ſaadant Sted, gik flittig rundt i Kredſen 
uden dog at øve nogen oplivende Virkning paa de 
morke, tavſe Mænd. 

Da trængte den klare Lyd af en Solvpibe ind i 
Kredſen, og det var ſom et elektrifk Stød. gjennemfoer 
Meenndene, der rettede fig fra deres halvt liggende Stilling; 

den anſeligſte af de tilftedeværende gav en af de yngſte 
et Vink og ſagde: „Tag Hovedsmandens Heſt“. Den 
Tiltalte fjernede ſig, og kort efter ſtod vor Bekjendt, 
Ridderſvenden fra Kirken, imellem Mændene, der ſprang 
op og trængte fig ſammen om ham. 

„Paa denne Egn er nu vor Virkſomhed forelobig 
til Ende. Hvad der findes i vort Skjuleſted deler J 
endnu i Dag, min Part indbefattet, og Du“ — her 


vendte han fig til den, der brød Tavsheden, da Anfg⸗ 
rerens Signal hørtes — „forer Kommandoen til videre, 
J kjende jo de Regler, efter hvilke vi handle“. 

„Hvis Hovedsmanden fulde trænge til vor 
Hjcelp ...“ ytrede den Tiltalte. 

„Skal han vel finde Udvej til at kalde Eder“. 

„Og vi ſtulle komme, var det end. ...“ 

„Ja, derom behøves ingen Forſikring; vi fjende jo 
hinanden. Men nu til Flytning! For Sol gaar ned, 
maa J være færdige til Opbrud”; 


Grevefejdens Tid havde ryſtet det gamle Samfund 
i fin Grundvold. Den voldſomme Storm mod det 


Beſtagende var vel bleven afflaaet; mange af de Stor 


mende laa under Grønjværen, efter at have ofret deres 
Hjerteblod for den Sag, under hvis Banner de havde 
ſtillet ſig. Adel og Konge hapde taget en blodig Hevn 
over Borgere og Bønder, fordi disſe havde villet gan i 
Rette med deres privilegerede Undertrykkere, men ikke 
alle havde atter villet bøje fig under Treelleaaget, ſaalidt 
ſom alle vare naaede af Hevnerſpeerdet. Mange daads⸗ 
kraftige og villiesftærfe Mænd havde givet Affald paa 
det fredelige Familieliv og givet fig ud i de vildſomme 
Skove, fra hvis næften utilgængelige Smuthuller de 


fortſatte den begyndte Krig under Navn af Rovere og 


Ildegjerningsmend, og desværre, ſom ofteſt ſvarede de 
vel altfor godt til Navnet. 1 

Den Trop, med hvilken vi have gjort et flygtigt 
Bekjendtſkab, var en ſaadan, men dens Medlemmer vare 
ikke almindelige Rovere, hvad der vel nermeſt var 
Hovedsmandens Skyld. Han var af Fodſel Adelsmand, 
men havde lagt fig jaa grundigt ud med de ny Magt 
havere og fin egen Slægt, at han i fit Fædreland var 


borgerlig bød. Hans Slegtnavn var ukjendt i hans. 


Bande, hvor han ej heller behøvede den Glans, der 
knytter fig til en halv Snes adelige Forfedre for at 
ſkaffe fig den meſt ubetingede Lydighed. Siden han blev 
deres Hovedsmand hapde de over den ſtorſte Del af 
Fyn haandhævet et Slags Retfærdighed ; de havde vel 
ſorget godt for deres egen Kasſe og plejet ſig godt af 
de Riges Overflodighed, men dette troede de at kunne 
betragte ſom en velerhvervet Lon, thi de havde vovet 
deres Liv derfor og trolig havde de delt med de Fattige 
og Nodlidende af deres fordums Brodre. 

Mangfoldige Wventyr havde han friſtet under de 
forſtjelligſte Forkledninger. Snart tjente han ſom Karl 
hos den fattige Hovbonde for at lære hans Vilkaar 
til Gavns at kjende, og tungt faldt hans ſtraffende 
Haand paa den Tyran, han fandt at plage den Fortrykte; 
ſnart ſtod han ſom Krambodkarl hos den rige Kjobmand, 
og hans Bande var da kun altfor godt underrettet om, 
naar de velpakkede Fragtvogne kom eller afgik. Det var 
derfor ikke noget uſedvanligt for Banden, da han i 
Dag meddelte, at han forelobig agtede at gaa ſine egne 


Veje, og det kunde ikke falde ſelv den Driſtigſte ind at 
ſporge hvorfor? eller hvorhen? 

Denne Gang vilde hans Staldbrodre dog næppe 
have fjernet fig jaa ganfke uden Indſigelſe, hvis de 
havde kjendt hans hemmeligſte Tanker, thi disſe gik ud 
paa intet mindre end at vinde den ſmukke Enke, Til⸗ 


fældet i Dag havde lært ham at fjende. Kunde han 
det, vilde han ſoge fig et Hjem i et andet Land, hvis 
Love han ikke havde frænfet, og hans Staldbrodre fif 
da at ſejle deres egen So. — Men kunde han gjore 
det? disſe Folk vare vel raa og gruſomme; deres 
Selſkab havde tidt været ham tomt og modbydeligt, 
men de havde ffænfet ham en Ziltro, der ſogte fin 
Lige; var det ridderligt at kreenke den? Det var med 
dyb indre Rorelſe, han jaa dem drage bort. 

J ſin Ungdom, for han fik alvorligere Ting at 
tænke paa, havde han ivrigt ſtuderet Heraldiken og 
Genealogien. Han kjendte nøje alle danſke Adelsmends 
Stamtavler og Skjoldmeerker, og hans ſeneſte Idrætter 
havde bragt ham en rig Samling af fine gamle 
Standsfællers ridderlige Pynt i Hænder, ſaa han 
havde nof at vælge imellem, og han funde uden at 
frygte for Opdagelſe fremſtille fig for mere nojeregnende 
Heraldikere end Fru Sophie Daa uden at frygte for 
en ubehagelig Opdagelſe. 

Hvilke Tanker, der end gjennemkrydſede hans Ho⸗ 
ved, da han nogle Dage ſenere i ridderlig Rejſedragt 
fulgt af en eneſte Svend tog Vejen til Hynderupgaard, 
jaa var der deriblandt ikke ringeſte Frygt for, at det 
ſkulde blive opdaget, at han ikke var den, han udgav 


ig for. 
fig i (Sluttes.) 


St. Bernhardshunden. 


Hovedvejen mellem Italien og Nordevropa gjennem 
Schweitz gaar over det høje Bjerg St. Bernhard, hvor 
den gaar over Alperne i 10,400 Fods Højde. Næften 
paa Bjergets Ryg, mellem Fjelde og Snemasſer, ligger 
den hellige Bernhards Kloſter, jaa højt, at ingen Bolig 
i vor Verdensdel ligger højere, Her, hvor Taage og 
Sne, Uvejr og Laviner den ftørfte Del af Aaret gjør 
Vejen hojſt uſikker og farlig at pasſere, bo en halv 
Snes Munke, hvis eneſte Bejfæftigelje er Redning, fri 
Forplejning og Beværtning af forulykkede og forfomne 
Vejfarende. 

Men al deres ædle, uegennyttige Møje for at 
lindre Fremmedes Nod og redde Menneſkeliv fra den 
ugeſtmilde Naturs Angreb vilde kun bære liden Frugt 
og forgæves vilde de ſoge de Forulykkedes Spor hvis 
ikke den umælende Hund traadte hjælpende. til. Det 


er en egen ſtor og klog Hunderace, med et eget Inſtinkt, 


ſom ere deres tro Hjelpere og Ledſagere, naar det efter 
et Uvejr gjælder om at finde de Forulykkede. 

Saaſnart Lavinerne ſtyrte ned eller Sneſtormen 
bryder los i fin uimodſtagelige Velde, blive de dresſerede 
ſtore langhaarede Hunde udſendt i Sneorkenen, forſynede 
med Levnedsmidler og en oplivende Drik hængende i 
en lille Kurv om Halſen. Ved deres ſkarpe Sporſans 
opſnuſe de Vildfarende, ſkraber Tilſneede ud af Sneen 
og ile tilbage til Kloſteret for at hente Hjeelp, naar 
de Forulykkede ere ude af Stand til at hjælpe fig ſelv. 
Mange Hundrede ſtivfrosne og fortabte Ulykkelige kunne 
takke disſe kloge, ædle Dyr for deres Liv. 

Blandt alle de Hunde, der i Tidens Lob ere blevne 
berømte ved at have reddet mange Menneſkeliv, er der 
ingen der har gjort ſig mere fortjent til at erindres 
end „Barry“, ſom i tolv Aar reddede over 40 Menneſkers 
Liv. Men blandt alle disſe Redninger er der navnlig 
en, ſaa rorende at den aldrig glemmes, men er blevet 
mindet gjennem mange Billeder og Digte, hvilken Be⸗ 
givenhed omſtagende ſmukke Tegning levende fremſtiller 
for os. 2 
En Gang var Barry udſendt i den frygteligſte og 
vildeſte Storm⸗ og Snenat. De nedſtyrtende Laviners 
Torden lød fra Fjelde og Dale. Der var en Brølen 
og en Hvinen gjennem Luften, faa man lange ikke 
havde hort det verre; det peb og ſtonnede, bruſte og 
ſuſte om de vilde Fjeldtinder, ſaa ingen Munk vovede 
at forlade Kloſteret, da Luften var ſom Js, ſom en 
ætjende Gift for Lungerne. Skyerne nedſendte en Hagel 
af fine naaleſpidſe Ispile og den vildeſte Orkan, med 
fit ſikre Dodsbud, hvirvlede dem fremad med lynſnar 
Saft. Ve de Elendige ſom Uvejret overraſkede i Bjergene 
uden Sjælp og Tilflugtsſted, de vare redningsloſe for⸗ 
tabte. Barry blev borte, og Munkene troede, at den 
var bukket under, da den Time paa Time ikke kom. 
Endelig i Daggry lød Klokken ved Kloſterporten og 
gjennem Stormens Bruſen horte de Barrys velkjendte 
dybe Glam. Hurtig aabnede man og Munkene ſaa til 
deres ubeſkrivelige Forbapſelſe og Glæde deres kjere 
Barry ſtaa ved Siden af en ſtakkels lille Dreng, ſom 
den havde fundet halvdod i Sneen langt borte og ved 
Kjærtegn havde faaet til at holde faſt paa Ryggen i. 
dens lange Haar, jaa at den med ubegribelig Moje og 
Taalmod havde faaet ham flæbt gjennem Odemarkens 
Radſel i Uvejret og lagt for de menneſkekjcerlige Munkes 
Dor. Drengens Liv blev ved deres Omhu frelſt. Hans 
Moder var omkommen i Snevejret, men en rig Mand 
tog ham ſenere til ſig og lod ham opdrage ſom ſin 
egen Son. 

Men den ædle menneſkekjcerlige Barry blev behandlet 
med Wrefrygt ſom Munkenes bedſte Ven jaa længe 
den levede. Man vifte den til alle Rejſende ſom be⸗ 
dekkede den med Kjctegn, og da den blev gammel og 
ſpag blev den pan Byen Berns Bekoſtning omhyggeligt 


. ernæret og forplejet til fin Dod. Endnu jer man dens 
udftoppede Legeme i Byens Muſeum, hvor Skikkelſen 
af det begavede, herlige Dyr. betragtes⸗ med Interesſe 
af alle Fremmede, ligeſom et dejligt Maleri endnu viſer 


in 


; i É 0 
3 0 


1 


den Vejfarende i Kloſteret St. Bernhard den merkelige 
Begivenhed vort Billede i Dag bringer frem ogſaa for 


„Husvennens“ Leſere. 


"Barry frelser et Barn. 


Den nye Mont. 
(Af Adg.). 


Efter iat Leſerne i de forrige Numre have hort 
en Del om de ny Penge, turde de fleſte mulig nok 


| 
| 
| 


have Lyſt til at høre lidt om, hvordan de nye Mønter 
blive fremſtillede. 
for at faa det at je, da UWdmøntningen, ſom bekjendt 
foregaar i Hovedſtaden. 


Vi maa gjøre en Kjobenhavnsreiſe 


Behager Læferen at folge Udgiveren en lille Tur 


med ud paa Gammelholm. Svem der har været 
her for en Snes Aar ſiden, og ſenere været borte fra 
Hovedſtaden vil ikke mindſt faa Ojnene forundret op 
her, da der paa de gamle Skibsverfter, Veerkſteder 
og Tomter nu er reiſt et rigt og tetbygget Kvarteer, 
midt i Byens Hjerte, med ſmukke hoje Pragtbygninger 
i de brede ſtadſelige Gader. Deres Navne minde om 
Danſkens Soheeder, hvis Rede vi gaa paa, idet Navne 
ſom „Tordenſkjolds Gade“, „Niels Juels 
Gade“, „Herluf Trolles Gade“ o. ſ. v. møder 
Ojet paa hvert Gadehjorne. 

Benne bag Tomten af den gamle botaniſke Have, bag 
Charlottenborg, je vi en ganſke ny ſmuk Bygning, der 
i Modſcetning til de øvrige høje Huſe kun er to Stok⸗ 
værk høj. Gt ftærft Jerngitter beſtytter den ene af 
de rode Murſtensſider fra Gaden og Vinduerne ere 
forſynede med ftærfe Jernſteenger. Er det et Fengſel? 


Aa ja, men det er Guldfuglene her holdes fangne, indtil 


Porten aabnes for dem og de flyve ud i Verden for 
ſiden ſtadigt at være Gjenſtand for Menneſkenes uop⸗ 
horlige Efterſtreebelſe. Vi ere paa Hjørnet af Herluf 
Trolles Gade og Hejbergs Gade, og Bygningen er den 
ny kongelige Mont. Vi ringe paa ved den ſtore 
lukkede Port, hvorover det kongelige danſke Vaaben 
pranger og blive lukkede ind. Gjennem en lang Gang 
naa vi ind i Montmeſterens Kontor, hvor ſtore, fine 
Vægte forſt tildrage fig Opmeerkſomheden. Det er 
ſtore Værdier der pasſere disſe, da alt det ædle Metal, 
der bliver udmøntet i danfke Penge, forſt vejes her. 
Vi erfare, at der ikke er Adgang til Montningen, men 
da vi henvende os til Hr. Montmeſter Svendſen og 
han hører vort Wrinde, faa vi ikke alene Tilladelſe til 
at beſe Montningen, men han følger endog ſelv med 
omkring, for at viſe og forklare Alt med ſtorſte Fore⸗ 
kommenhed. Hver Dor vi pasſere, lukkes op og laaſes 
igjen ſom i et Fengſel. Det er jo ogſaa ſtore Verdier 
her gaa gjennem Hænderne og kun ved den ſtrengeſte 
Kontrol og Agtpaagivenhed, ſom ved den forſtandigſte 
Arbejdsorden, er man i Stand til at forebygge Tab. 
Hele Bygningens Indretning og Fordelingen af Arbej⸗ 
derne er ogſaa indrettet paa, at Arbejdet gaar ligeſaa 
ſikkert, ſom det gaar let og hurtigt fra Haanden. Et 
Blik paa Veerkſtederne viſer, at Montmeſteren har faaet 
alt ordnet jaa ſmukt og praktiſk at det er en Glæde 
at ſe det. i 

Vi træde forſt ind i et ſtort lyſt Rum, Smelte- 
riet, hvis Gulv pan Midten er bedakket med Stativer 
til et ſtort Antal ſmaa Jernforme, og paa hvis ene 
Side der findes 4 Smelteovne, der hver kan rumme 
en ſtor Smeltedigel. Denne ligner en ſtor Potte — af 
ildfaſt Leer — indeni hvilken ſtilles en lidt mindre 
Digel, lavet af Grafit og ildfaſt Ler, ſom bedſt taaler 
den umaadelige Hede af flere 10009 der ſkal til for 
at ſmelte Guldet eller Sølvet. En ſaadan Digel, der 


tager henved 400 Pund Metal er tre Kvarter hoj, koſter 


og kan i Reglen 


værk, hvor Dig⸗ 


Hundrede Kroner 


kun bruges 3 Dage 
(hver Dag to Gan⸗ 
ge). 

Ovnenes Ind⸗ 
retning og Dig⸗ 
lernes Indfætning 
ſes af hosſtaaende 
Tegning, der fore⸗ 
ſtiller en Ovn floek⸗ 
ket midt igjennem, 
fra Skorſtenen til 
gjennem Gulvet. 
Man ſer det med 
ſmaa ildfaſte Sten 
udfodrede Mur⸗ 


lerne, den ene $ 
inden i den an⸗ 
den ere indſatte 
omgivne af Cinders (forkullet Stenkul) og Trakl, 
dekkede med Digellaag og med et ſteerkt, fkraat 
Jernlaag over Ovnen. Det hele ligner, ſom man vil 
je, meget en indmuret Kjedel, hvor den fornødne Luft 
til Zræffet kommer fra de Kanaler, man fer indmurede 
under Gulvet. Naar Sølvet er ſmeltet og godt blandet, 
ſaa at „Lodigheden“ — Forholdet mellem det rene 
Sølv og Kobberet — er den rette for den Montſort, 
der ſkal præges af Smeltningen, øjes det flydende 
Metal op med langſkaftede, med Ler overdragne Smelte⸗ 
ſkeer af Jern og heldes i Formene, hvoraf det efter 
Afkolingen udtages ſom flade 16 Tommer lange Sølv= 
ftænger, omtrent ſom meget jvært Baandjern. 

Bi følge nu en af Sølvftængerne, jom man falder 
„Tene“ (i Lighed med Smedenes „Somtén“) ind i 
næfte Rum, Valſeriet, hvor vi je 8 Valjemaffiner 
opſtillede. Paa hver gaa to blanke runddrejede Staal 
valſer rundt i en lille Afſtand fra hinanden, der kan 
gjores ftørre eller mindre. Solvtenen ſtikkes imellem 
og kommer tyndere, men bredere og længere ud paa den 
anden Side, pasſerer neſte Valſemaſkine hvor det 


ſamme foregaar. o. ſ. v., indtil Solvtenen har faaet 


fin rette Tykkelſe i Forhold til den Montſort den ſkal 
udpræges til. 

Da Metallet ved at underkaſtes ſaadanne voldſomme 
Tryk efter Haanden bliver jan haardt og ſkort, at det 
ikke lader fig forarbejde videre, er det nødvendigt, naar 
det har naaet en beſtemt Haardhed, at underkaſte det 
en Gladning, hvorved det atter bliver blødt og bojeligt. 
Denne Udglodning foretages i en lukket Ovn (Nuffel⸗ 
ovn). Efter at de ujævne Kanter ere blevne 
afpudſede paa en lille Klippemaſkine blive Solobaandene 
udffaarne i runde Montplader, der kaldes „Blanketter“. 
Dette ſker paa en lille Maſkine, hvor et Staalſtempel be: 


302 


væger fig ned i en 


pasſende Hul af ved⸗ 
kommende Monts 
Storrelſe. Mellem 
Stempel og Under⸗ 
lag fører man nu 
Sølvbaandet, ſom 
vedtegnede Billede, 
der fremſtiller det 
nederſte af den lille 
Maſkine, viſer, og faa hurtigt ſom Stemplet let 
og lydleſt bevæger fig op og ned, udpresſes Blan⸗ 
ketterne og falde i raſk Rakkefolge ud forneden. Langs 
Vinduerne fe vi en Rakkke ſaadanne Smaamaſkiner, 
hver betjent af en Pige, arbejde ſaa hurtigt, at man 
hver Dag udffærer 90—100,000 ſmaa Sølvplader til 
10 Oreſtykker, ſom der netop arbejdes paa. Det gjen⸗ 
nemhullede Solvblik „Skrot“ vender tilbage til Smelteriet, 
tilligemed alle de Blanketter, ſom ved gjentagen om⸗ 
hyggelig Sortering findes at have en lille Fejl, eller 
ere blevne for lette, for atter at udftøbes i Tene. 

De vordende „Ti⸗Orer“ fe imidlertid mindre pæne 
ud, anløbne og forte ſom de ere efter Glodningen. 
De trænge til Vaſkning, og efter at være underkaſtede 
fornyet Glodning i en Ovn, fe vi dem i et andet Lokale 


blive ſtyrtede ud i en ſtor Ballie med Svovlſyrevand 


i. Denne er anbragt i ſkraa Stilling paa en Axel og 
bevæger: fig ſtadigt langſomt rundt, jaa at den „Skeppe 
Penge“, der er i den, uophorligt rulles og gnides om 
mod hverandre i det ſure-Vand, hvorved dette oploſer 
den anløbne Overflade, ſom ved den ſtadige indbyrdes 
Gnidning bliver ren og blank. Naar Skrubbeturen er 
endt, heldes de op og kommes derpaa i en Tønde halvt 
fyldt med torre Sayſpaaner, for 
hvorefter de fuldſtendigt torres ved Varme. Det ædle 
Metal, der oploſes af Syren, udvindes ſenere af Vaſke⸗ 
vandet, og ſom Bevis paa hvor let Montningen for⸗ 
aarſager Tab ved Arbejdet, fortæller Montmeſteren, at 
da Guldudmontningen var endt, fik han i Sinde at ſe 
om der ikke var lidt Guld ſlidt af i Sapſpaanerne de 
vare torrede med. De brendtes, og af Aſken udſmel⸗ 
2 5 et Guldſtykke, der havde en Verdi af c. 700 Kro⸗ 
ner! 

g Hidtil er Blanketterne til Smaamonten afleverede 
ra 
blive de forſt talte ſamtidigt med at de enkelte, hvis 
Feil hidtil er undgaget Opmarkſomheden, blive udſkudte. 
Teellingen foregaar ret ſnildt. En Pige ſtaar ved et 
Bord med en Trebakke i Haanden, i. hvilet der er 
boret 10 Rakker flade Huller, lidt ſtorre i Gjennemſnit 
end Blanketterne, og netop ſaa dybe ſom disſe ere tykke. 
J hver Rakke er 20 Huller, altſaa ialt 200. Pigen 


øjer et Par Haandfulde Montplader op paa Bredtet 


det ene Verkſted til det andet efter Vægt, og nu 


lille Ambolt, hvori 
der er et til Stemplet | 


at blive tørre og vene, | 


og ryſter omkring med dem, omtrent ſom naar man 
renſer Korn i et Sold; herved lægger der ſig en Blanket 
i de fleſte Huller, de enkelte der ere tomme efterfyldes 
hurtigt med Haanden og alle loſe Montſtykker ſtryges 
af. Nu ligger der ſmukt et lille rundt Solvſtykke i 
hvert Hul — der er altſaa hverken mere eller mindre 
end 200 — Arbejderſkens øvede Blik har allerede opdaget 
et Par Plader med Ridſer eller lignende Fejl” og om⸗ 
bytter dem med fejlfri, lægger et andet tyndt Brædt 
ovenpaa og vender dem ſamlede, faa at nu de 10 Rækfer 
Plader ligge med den anden Side opad paa det ny 
Brædt; de paa denne Side beſkadigede ombyttes 
med fejlfri, hvorefter det ſamlede Antal vejes, for at 
efterſe om de tilſammen have den beſtemte Vægt. Det 
vilde nemlig være et ligeſaa vidtloftigt, ſom ufornodent 
Arbejde at underſoge hver enkelt Smaaments Vægt 


or ſig. j 
for fig (Sluttes.) 


Sundhedspleje. 
Bed Diſtriſttslage G. Schjedt. 
(Sluttet.) i 

Naar vi nu ville drage Slutninger med Henſyn 
til Valget af Bekledningsſtofferne, ville vi hovedſagelig 
lægge Vægt pan dem, ſom vi anvende til vort Legemes 
umiddelbare Bekledning. Det vil af Fremſtillingen 
være klart, at Uld nærmejt Kroppen. altid vil være 
gavnligt i folde Egne, hos os om Vinteren, og for dem, 
der ved deres Arbejde, navnlig i det Fri, fomme i 
Sved, for at Legemet ikke jaa hurtig ſkal afføles og 
derved blive udſat for Sygdom. Horleerred er meſt 
pasſende i vort Klima om Sommeren og ved Arbejdets 
Udforelſe i Verelſer og Verkſteder. Bomuldsleerred 
danner, ſom bemærfet tidligere, en Mellemting mellem 
Uldtej og Hørlærred. . ; 

Den ydre Bekledning retter fig, hvad Mængde, 
Stof og Farve angaar, ligeledes efter Aarstiden og 
Vejrliget. I Varme foretreekke vi Tojer, der ere lette 
og hurtigt formaa at bortføre den overflødige Varme, 
Legemet udvikler, altſaa Lærred og Bomuldstsjer, eller 
ganſke tyndt Uldtej. J Kulden anvende vi helſt Toj, 
der kan holde paa Varmen, navnlig jværere uldne 
Klæder eller Belsværk. I ethvert Tilfælde er uldent 
Toj at foretrokke, naar Vejret er fugtigt, eller det regner, 
da det ikke jaa let træffer Vand. Vandtektte Stykker, 
ſom Regnkapper, ere at anbefale i Bleeſt og Kulde paa 
Grund af deres Uigjennemtrengelighed, men blive af 
ſamme Aarſag utaalelige i Varme, i file Vejr og ved 
anſtrengende Arbejde, da de ophobe Varme og Sved. 

Forſvarlige Kleder kunne mange Gange 
mindre undveres end Mad og Drikke, f. Ex. 
i Felten. J Overgangstiderne mellem Vinter og 


Sommer bør man være forfigtig og iffe forandre fin 
Klædedragt for pludſeligt, hvorved man udfætter fig for 
Sygdom, ligeſaalidt ſom man, naar man er ophedet, 
maa udfætte fig for pludſelig Afføling ved Aflægning 
af Kledningsſtykkerne. 

Som Hovedregel ville vi her udtale, at den, der 
bruger forſvarligt Undertøj, iffe behøver jaa meget 
til fin øvrige Bekledning. En tynd ulden Underkled⸗ 
ning nermeſt hele Kroppen beffytter bedre end et Pantſer 
af Zrøjer, Frakker og andre Sager, eller et Sav af 
Skjorter. Vedkommende flipper desuden for ftørre Byrde 
og Bekoſtning. „Hold Hovedet koldt og Fodderne varme“ 
er en god gammel Lereſcetning, ſom man altid maa 
huſke paa, thi af Naturen ere Fødderne i Reglen de 
koldeſte Dele af Legemet, og Hovedet paa Grund af ſin 
ſcregne Haarbedakning ikke faa lidet beſkyttet. Øjnene 
maa ſktjcrmes mod Solſtraalerne ved pasſende Be⸗ 
ſtygning. e 
Der er Ingen, der bedre end Lægerne, ſom færdes 
mellem Befolkningen, er Vidne til, hvorledes den ſaa 
ofte ſynder mod ovenanforte ſimple og naturlige Regler. 
Lægen møder undertiden en Bekloedning af forſtjellige 
Trojer, Bryſtduge, Veſte o. fl., altſammen paa et eneſte 
Legeme, hvor en ſtrikket, ulden Troje, der gaar langt 
ned paa Kroppen, kunde forſkaane for det Meſte og 
endda. gjøre mere Gavn. Dertil finder han ikke ſjelden 
Fødderne i de vaade Strømper, der have været benyttede 
ved Arbejdet i en Mergelgrav, Torvemoſe, ude i Marken, 
i en Stald o. ſ. v., men Hovedet i det varme Verelſe 
bedekket af en Kaſket, ſelvb hos Menneſker med en god 
Haarverxt. 

Endnu et Par Ord om Skiftning af Tejet. Et 
Stykke Toj, der er bleven vaadt af Üddunſtningen, 
Syed, er ikke behageligt at bære, thi man vil ſnart føle 
fig fold, naar man er kommen i Stilhed, fordi Sveden 
ved Fordampning berøver os Varme, og det vaade 
Linned i og for ſig tager mere Varme med ſig end 
tert. Man bor aldrig lade et ſaadant Stykke torres 
paa fin Krop, men tage et andet og tørt paa. Naar 
det har været brugt adſtillige Gange, vil det, felv om 
det er bleven tørret, dog ikke vare længe, førend man 
atter føler fig ilde berørt i Ordets egentlige Forſtand, 
thi de Beſtanddele af Sveden, der ifølge deres Natur 
ikke funne fordunſte, ville tilftoppe Porerne i Tøjet, og 
da nogle af disſe Beſtanddele ere ſaltagtige, ville de let 


trakke Fugtighed til fig. 5 


Smudſigt Undertøj duer hverken om Sommeren 
eller om Vinteren. Om Sommeren bliver det ube⸗ 
hageligt, da Fordampningen forhindres af det med Sved 
og Smuds gjennemtrukne Stof, og om Vinteren bliver 
det koldt paa Grund af fin Klamhed. Smudſigt Lærred 
er dog værft; det burde aldrig blive for urent paa Kroppen, 
da det tilmed er letteſt af alle Stoffer at faa rent. 

Naar Beklodningen ſkal omhandles, maa erindres, 
at en ſtor Del af vort Liv ikke tilbringes i Gangklederne, 


men i Sengen, hvis Indhold ſaaledes bliver en vigtig 
Bekloedning for os. I Sovnens Ro frembringes mindre 
Varme i Legemet, hvorfor vi trænge til ftærfere Be⸗ 
dekning end naar vi færdes oppe. Til det nodvendige 
Ophold i Sengen er der i Reglen taget mindre Henſyn 
end der burde, ved Forpleiningen af de Fattige. Brad, 
Brendſel og Klæder ere nødvendige, men i Sandhed 
ogſaa gode Sengkleder. 8 

Man taler jaa tidt om, at man ſkal herde fig. 
Det kan veere meget gavnligt, naar blot man kan pasſe 
den rette Maade. Vil man hærde fig ved iffe at vænne 
fig til for rigelige Klæder, maa man begynde, naar 
man har Ungdom og Sundhed. Det er bedre at være 
hærdet, end at blive det. Herdning er jo at gjøre fig 
haard i den ulige Kamp mellem den ſpagere Natur, 
vort Legeme og den ſterkere: Vind og Vejr, og det 
kommer da an paa, hvem der kan fejre, at Krefterne 
ikke ſkulle tabes. En alt for flor. Driſtighed ender 
ofte med et nedbrudt Helbred. Naar man mærfer ſig 
den forncvnte Regel: at flæde fig forſvarligt paa 
med Undertøj, da et eneſte pasſende Lag nærmeft 
Legemet kan gjøre maͤngt et Bderſtykke overflødigt, vil 
al overdreven Herdning være overflødig, og de dertil 
anvendte Kræfter kunne anvendes bedre. 

(J førfte Stykke om Sundhedsplejen Side 287, anden 


Sp. Linie 6, ffal 30 Potter rettes til 80 Potter, og S. 288 
forſte Sp. L. 10 Lærred rettes til Læder). 


Husflid. 
Ikke at ſkamme fig ved Arbejdet. 

Den ſpenſte Billedſterer Carl Ahlborn ſom paa Foran⸗ 
ſtaltning af den til Husflidens Fremme i Sverrig oprettede 
Forening har berejſt Sverrig, fortæller i „Oscarhamnspoſten“ 
folgende om et Beſog hos en ejendommelig husflidsdrivende 
Familie i Kalmar Len, under Overſkriften: „Kvindeligt Hus⸗ 
flidshus i Smaaland.“ 

„Jeg kom ind i Huſet gjennem en lille lav Dor og pasſerede 
en ſmal Gang forinden jeg kom ind i Verelſerne. En ſurrende 
Rok var det forſte der mødte mit Øje, idet en Datter af Huſet 
ſpandt flittigt paa den til Højre for Stuens eneſte lave Vindu, 
hvor Dagslyſet ſparſomt trængte ind. Paa venſtre Side af 
Vinduet ſad hendes 73aarige Fader, der i mange Aar havde 
været Enkemand. Med ſynligt Beſver reiſte den hvilende Gubbe 
ſig op da jeg gik hen til ham, og rakte mig fin ryſtende Haand. 
Paa mit Spørgsmaal om han ikke havde en Datter, ſom var 
Træarbejderffe, ſvarede han lidt undſeligt, at da han ingen Sonner 
havde havt, men i det Sted var blevet velſignet med jer Døtre, 
havde han anſet det rigtigt, at ove dem i forffjeligt, ifær Hus⸗ 
flidsarbejde, for at kunne faa nogen Støtte af dem paa fine - 
gamle Dage. Saaledes havde et Par af Pigerne lert at hjælpe 
ham medens han tidligere havde ſyslet med at forferdige alle 
Slags Traearbejder, ifær Agerbrugsredfkaber og ſimple Vogne, 
Nu aabnedes Doren til Stuen ved Siden af og viſte mig tre 
af Dotrene i fuld Virkſomhed. Skjondt Verelſet havde to Vin⸗ 
duer var det dog ſaa lille, at en Beſsger ikke havde ret megen 
Plads til at røre fig i derinde. Ved Væggen til Venſtre ſtod 
en Bæv, pan hvilfen den tredie ældfte Datter var i fuldt Arbejde 


A e e 


med at væve hjemmegjort Toj. Til Højre fad den ældfte Datter" 


paa en Skammel; med en Øre var hun i Færd med at tilrunde 
et alenlangt Stykke Birketre, der med den ene Ende hvilede paa 
en Huggeblok af Eg, medens flere lignende grovt tilhuggede 
Traſtykker laa paa Gulvet. Disſe Traſtykker vare beftemte til 
at forarbejdes videre paa en Drejebænk, der ſtod ved Siden af 
Vinduet, og hvor Søfteren Carolina Lundgren, en Bige paa 30 
Aar, med ſtor Færdighed forvandlede dem til Stoleben, beſtemte 
til drejede Pindeſtole, hvoraf der tilvirkes en ſtor Mengde i 
Omegnen af Vrigſtad i Jenkeping Len. Denne Slags Stole, 
hvis Sæder beſtaa af et fladt Stykke afrundet Tra, ſelges upo⸗ 
lerede for 1 Krone og 50 Øre Stykket. Carolina drejede mindre 
Borneſtole af ſamme Slags, men polerede, til lignende Pris. 
Hun forfærdigede desuden andre Smaating til Husholdningsbrug, 
ſaaſom Smorſtikkere, Baandkruſere og lignende. Hun drejede 
ogſaa ſtorre Ting, ſom Blomſtervaſer af Tra, der af 9 Tommers 
Højde: leveredes for 16 Øre Stykket til Egnens Beboere, der 
bruge dem til Pynt paa Dragkiſterne. Det var forbavſende at 
je med hvilken Fardighed og Sikkerhed hun behandlede de 
gamle, meget flette Drejejern paa den ligeſaa usle Drejebeenk. 
Pasſer og Maal brugte hun ikke; alt gik efter ſikkert Ojemaal. 
Naar hun forſt havde faaet Traſtykket fat faſt i Drejebenkens 
Patron, brugte hun kun to Minutter til at dreje en ſaadan 


Blomſtervaſe færdig, -ffjøndt dens nedre Del var forſynet med 


en temmelig rig Forſiring. Men hun er ikke alene en Meſter i 
at haandtere Drejejernet; med ſamme ſikre flittige Haand fører 


hun ogſaa Saven og Hovlen. Paa den mellem Væv og Dreje⸗ 


lad ſtagende Hovlebenk vifte hun mig villig ſin Duelighed i at 
fore begge disſe Værktøjer. Det betydelige Antal ftove og fmaa 
Gjenftande hun udſender i Handelen forferdiger hun alene, kun 
med nogen Hjælp af Soſtrene der tilhugger Træet, fan at der 
ingen Anden har Del i- Arbejdet lige fra den Stund, da Træet 
hugges i Skoven ikke langt fra Huſet, indtil det i forædlet 
Skikkelſe i Form af en Stol, en Vaſe eller lignende forlader 
Værfftedet. 

Ved ikke at ſtamme fig ved Arbejdet, om det end er lidt uſed⸗ 
vanligt, men ved at gribe fat paa det meſt lonnende, ernære 
disſe flittige Kvinder deres gamle Fader ærligt og hederligt — 
og Husvennens Laſer vil ſikkert mene, at det er al Were værd. 

Ved at gjengive foranſtagende rinder en Meddelelſe Udg. 
i Tanker, om en lignende kvindelig Arbejdſomhed, uden Henſyn 
til Folks ojeblikkelige Omdømme. Som Soldat, fortalte en 
Bekjendt, faa. jeg indkvarteret i Altona hos en fattig Familie. 
Manden var Skibstsmrer. Han havde tidligere været en dygtig 
Arbejder, indtil et ulykkeligt Tilfælde berovede ham hele hans 
Forlighed, faa at han nu i flere Aar havde ſiddet lam og ude 
af Stand til alt Erhverv. Men hans vakre Huſtru havpde ikke 
givet tabt i Hjemſsgelſens Tid; gjennem Arbejde havde hun 


fundet Familiens Redning, var det end gjennem et ufædvanligt, 
og jeg beundrede ofte hendes Flid og Ufortrodenhed, thi om end 
Arbejdet efter Manges taabelige Begreb var „ukvindeligt“, faa 
glemte hun dog ingenlunde fin Kvindelighed, eller fin Kvinde⸗ 
gierning derover. Hun forarbejdede Tratefler. Bundene 
kjobtes færdige, og faa hjalp Moder og Datter hinanden ved 
Arbejdet: Dagen igjennem. Hver Morgen Kl. 4 var Konen. 
oppe, ffurede og gjorde rent, faa alt var propert og rent i Huſet 
og fra Kl. 6 fad hun ved fit Arbejde med at forſyne Treæ⸗ 
bundene med Leder, ſom Datteren ſammenſyede. Saaledes 
ernærede hun fig ikke alene ſelv, men Mand og to Born ved 
fit Arbejde, og det ingenlunde kummerligt, men faa at de boede 
net og levede godt i al Tarvelighed. Vi kunne godt være bekjendt 
at tage Hatten af med al Agtelſe ogſaa for denne flinke Kvinde. 


Men vi Mandfolk, ſom ſaa ofte ſavne Sysſel de lange 
Vinteraftener! hvor mangen en Ungkarl ombyttede gjerne Drive⸗ 
riet med en lille Gjerning, bare han kunde „finde paa“ hvad 
han ſtulde tage fig for? Det kunde vi ſagtens, bare vi ikke 
ville ſkamme os over hvad vi let kunne finde paa. Lad os 
exempelvis nævne et Arbejde, der ligger lige for og er ſaare let, 
at ſtrikte, eller binde. Hvor kunde mangen en Ungkarl faa 
Tiden til at gaa prægtigt om Aftenen ved denne lille Sysſel 
og derved ſelv tilvirke ſine Strømper og Vanter, Trøjer 
og Torkleder. Men vi „ſtamme“ os for ſaadan nyttig 
Gjerning, ſom vi kunne finde paa, fordi det i vor Egn meſt 
er Kvinder der ſysle med den, og faa kjede vi os hellere for⸗ 
dervet og give vore Penge flot ud, til hvad vi kunne fortjene 
ſelv. Naar kunne vi dog komme bort fra den Taabelighed at 
flamme os over et nyttigt og vel udført Arbejde, fordi det 
tilfældigvis ikke er Skik at udrette det hvor vi bo? 


Det redelige Arbejde beſkeemmer Ingen af hvad Art det 
end er. Kun det orkesleſe Driveri er en virkelig Skenſel lige⸗ 
ſom den forknytte blodagtige „Synken ſammen“ er en virkelig 
Ulykke. 


Blandinger. 


—— 


En beſteden Gjæjt. En Matros, der var ſendt i Land i et 
Arinde til Kaptejnens Frue, blev ſpurgt om, hvad han helſt 
ønffede: et Glas Vin, en Tallerken Smørrebrød eller en Kop 
Kaffe. „Aa“, ſagde Matroſen, „nu kan jeg f i drikte Vinen, 
jan vil jeg jætte Smorrebrodet tillivs, mens De koger den 
omtalte Kaffe.“ 


Til samtlige Abonnenter. For at Udgiveren i rette Tid kan bestemme Oplagets Størrelse i næste Fjerdingaar, 
for at Postvæsenet ikke for meget skal ulejliges med Efterbestillinger, og endelig for at Læserne ikke skulle komme til 
at savne et eller flere Numre i rette Tid ved Kvartalsskiftet, bedes de ærede Poståbonnenter om at indsende Bestilling 


med Betaling for næste Fjerdingaar snarest efter Modtagelsen af nærværende Nr. 


til at minde. Abonnenterne om Bladets Bestilling. 


Postkontorerne ere ikke forpligtede 


De Abonnenter, som modtage Bladet gjennem Boghandelen, betragtes derimod som vedvarende, saa længe Bladet 
ikke afbestilles, og ville saaledes uden Afbrydelse erholde det uden yderligere Bestilling. 


— 


— 


Husvennen udkommer til hver Sondag med et 16⸗ſpaltet Ark, 


forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 


Fierdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn. 


Trytt bos J. H. Schulz. 


ii 
W 


SS 
NET 


N Å 
i KS % 2 i: A NY 

5 MBE . ide Bk, 

Han HVIS FRE SEER 


Billedblad for Alenigmand, 
for Morſkabslotzning, Oplysning ag Hus flid. 


Adginet af 
R. C. Rom. 
Nr. 39. 28. Juni 1894. 
Indhold. Mordet i Gjelfted Bakke, fortalt efter et Sagn af S. Jorgenſen (Sluttet.) — Rensdyrkjorſel, med Billede. — 


Den nye Mont, med 4 Billeder (Sluttet.) — En egen Slags Hoveritjeneſte, ved A. Th. I. — Blandinger. — Til 


Husvennens Opbevaring. — Brevvexling. 


Mordet i Gjelſted Bakke. 
Forfalt eſter et Sagn af B. Jorgenſen. 


name 


(Sluttet.) 

Det var med høj Rodmen, den unge Frue paa 
Hynderupgaard i den ſtadſelige Fremmede, der kom 
ridende ind i Gaarden, gjenkjendte den gaadefulde Kirke⸗ 
gænger fra hin Søndag, og der var en ikke ringe For⸗ 
legenhed over begge de unge Folk, da han preſenterede 
ſig ſom en tidligere Bekjendt af hendes afdode Mand, 
der under et tilfældigt Ophold her paa Egnen med 
Deltagelſe havde hort om ſin gamle Vens Dod, og 
ikke kunde rejſe fra Egnen uden at bringe hans ſkjonne 
Enke fin ærbødige og ſkyldige Hyldeſt og Hilſen. Det 
var ſaa langt fra, at den unge Enke tog denne Opmerk⸗ 
ſomhed ilde op, at hun tvertimod ikke ſaa helt utydeligt, 
ved at klage over ſin triſte, enſomme Tilverelſe, lod ſig 
forſtaa med, at en Gjentagelſe ikke vilde være hende 
helt ukjcerkommen. En ſaadan lod heller ikke vente paa 
fig. J de folgende Dage var ofte han en kjer og vel⸗ 
jet Gjceſt paa Gaarden, og den Kjerlighedsgniſt, der hin 


Søndag var falden i de unge Folks Hjerter, greb ſnart 


ſaaledes om ſig, at den ikke kunde ſtjules for Andre. 
Thi den ſtille, kloſterlige Enfomhed paa Hynderupgaard 
var nu forbi. Den ene Familie efter den anden fra 
Omegnens Herreſceder knyttede atter den brudte Sel⸗ 
ſkabstraad, og ſkjondt det ikke til den Tid var noget 
uſcdvanligt, men tvertimod meget almindeligt, at en 
Adelsmand i længere Tid tog Ophold hos en Bonde, 


jaa bragte Skinſygen dog mangen en Ungerſvend til at 
betragte den Fremmede med temmelig kritiſke Øjne, og 
Tanterne havde pan deres Side meget travlt med at 
ſkœerpe deres Blik for den Fare, der truede dem, og det 
Tab og den Tort, det vilde være for dem, hvis de lode 
en Fremmed lobe af med det ſkjonne Bytte. 

Den Fremmede var ikke blind for disſe Farer, og 
han havde Aandsneeverelſe nok til ikke at undlade at 
gjore hvad han kunde, for at aflede den. Med tilſyne⸗ 
ladende Aabenhed kom han dem i Møde og vandt 


| mange Venner blandt de yngre og ældre Mænd, hvilket 


rigtignok ikke bedrede hans Stilling hos det ſvage Kjøn. 
Under disſe mangehaande Intriger og Mellemſpil uds 
viklede Forholdet til den unge Enke ſig Dag for Dag 
ſtedſe mere, og en ſkjen Dag erkleerede hun for fine 
Veninder, at hun havde trolovet fig med ham. Dette 
var et Tordenſlag for dem, men det var langt fra, at 
de derover alle tabte Fatningen, en gammel Tante iſcer, 
der havde en Broderſon, hvis Zilværelfe hun var bange 
for vilde blive meget uheldig, hvis denne hendes ſkjonne 
Plan ſkulde gaa i Lyſet, beholdt Aandsnærværelje nok 
til at blive, da alle de andre i deres billige Harme 
rejſte bort. Hun lod, ſom hun ſyntes ſaare godt om 
Partiet, og Fru Sophie, der folte ſig behagelig over⸗ 
raſket ved, imod al Formodning, at faa en ſaadan For⸗ 
bundsfelle paa fin Side, kom hende imode med al den 
Frihed og Aabenhed, „Tanten“ ønffede fig. Deraf be⸗ 
nyttede denne fig ſnildt. 

„Men min Kjære!” udbrød hun, ſom tilfeldig, 


| efter at have deltaget i en Lovprisning af den Elſkedes 


| 
2 
4 
É 
a 


Fuldkommenheder, „vi vide godt, at han er en brav, 
fortræffelig Mand, og det er — fandt nok — det 
vigtigſte, men der er dog ogſaa andre Ting, det er in⸗ 
teresſant nok at vide Beſked om, ſom f. Ex. — ja det 
er nu ſaadan en Biting for Forelſkede — Hvad ejer 
han? i hvilken Egn af Landet ligge hans Godſer?“ 
Ja derpaa havde Fru Sophie rigtignok ikke tenkt, 
langt mindre ſpurgt. Naa ja, den Gamle havde kun 
ſaadan ſpurgt af Nysgjerrighed; det kunde jo da være 


hende det ſamme; ſaadant fik man altid at vide. 


Efter at have udſkudt denne Brandpil, ſom den 
gamle Dame havde Verdenserfaring nok til at vide 
maatte fange, fjernede hun fig for at overlade den unge 
Frue til ſine egne Betragtninger; disſe vilde, var hun 
ſikker paa, arbejde i hendes Tjeneſte. 

Ohg virkelig fatte Fru Sophie det jan faſt i fit 
lille, ſmukke Hoved, at hendes Forlovede ikke ſkulde flippe 
for at ſkrifte for hende, naar han kom igjen, og han 


ſkulde idommes en ikke for let Bod, fordi han ikke for 


havde fortalt hende alting; at en god Part af Skylden 
faldt pan hende, der havde været jaa letſindig at forlove 
ſig med en Mand, hun i Grunden ikke kjendte, faldt 
hende naturligvis ikke ind. 

Da han atter kom, maatte han ſtrifte, og han 
gjorde det uden alt Forbehold. Han vifte hende, hvor⸗ 
ledes han uden egen Skyld var kommen ind paa den 
farlige Vej. Han havde tidt ønffet at vende tilbage, 
men en maajfe for vidt dreven Wresfolelſe havde forbudt 
ham det. Nu troede han, at Tiden var kommen, da 
han kunde bryde med Fortiden. Hun var hans gode 
Engel. Naar hun var bleven hans Kone, vilde han 
drage bort til et fremmed Land og der bryde ſig en 
ny Livsbane. Hvad Gods han havde vundet paa uret⸗ 
færdig Maade vilde han ikke medtage; han havde endnu 
ſaa meget i Behold af fin tidligere Velfærd, at det 
var nof til at begynde med. 

Fru Sophie hørte paa dette Skriftemaal med 
blegnende Kind og Radſel i Hjertet. For hende, der 
kun lidt havde havt Lejlighed til at tenke paa noget 
alvorligt, var det en ſkrokkelig Tanke at være forlovet 
med en Rover og fredløs Mand. Hun [od dog, ſom 
hun gik ind paa hans Fremtidsdromme; umistenkſom 
tog han Afſked og tegnede pan Hjemvejen raſk voek paa 
et Fremtidsbillede, der ſyntes ham ſelv at være ſtort 
og ſmukt. 

Fru Sophie gjorde nu, hvad hun ſidſt af alt ſkulde 
have gjort, men ſaadan gaar det jo jaa tidt; hun lod 
Jpænde for fin tunge Karosſe og rullede over til fin ny 
Veninde, den gamle Tante. Uheldigvis var det Vinter, 
og Vejen banet og jævn, faa hun fun altfor ſnart kom 
til at meddele ſig for ſin opmerkſomme og glededrukne 
Tilhorerinde. 

Det var rigtignok en Overrafkelſe for denne og 
en behagelig Overraſkelſe. At han var en Eventyrer, 


El 


det havde hun med fit ſikre Blik rigtignok forleengſt ſetz; 
men at han var en Rover, det overgik hendes driſtigſte 
Forventning. Hun glemte ſelvfolgelig ikke at jætte den 
tykkeſte forte Farve paa ham og hans Opforſel. Han 
var naturligvis en gemen Kjeltring, der kun brød 10 
lidt om Fruen men havde i Sinde at myrde hende, naar 
han ſaa Lejlighed og tage hendes Penge og Gods. Men 
det ſkulde hun, den gamle Dame, nok forhindre; han 
ſtulde faa fin fortjente Løn. Da Vognen vendte tilbage 
til Hynderupgaard, ſad den gamle Dame hos Fru 
Sophie, og de vare ledſagede af hendes mandhaftige 
Broderſon og en hel Trop Huskarle, væbnede til Ten⸗ 
derne; disſe ſkulde fange den ſkumle Forreder, naar 
han atter gjentog ſine nedrige Beſog. 

Da den intet, anende Reverhovding kom igjen, 
modtog Fru Sophie ham med ſmilende Leber men 
Forrederi i Hjertet, og ſom han allerbedſt ſad og talte 
om Fremtiden og mindſt tænfte paa Fare, trængte de 
væbnede Folk ind i Salen, hvor der opſtod en fortvivlet 
Kamp, inden Roveren blev afvæbnet og bunden. 

Hans Fremtid var nu ſikker nok; den antog ſnart 
Skikkelſe af Stejle og Hjul; man gav ſig ikke en Gang 
ret Tid til at pine ham for at udfinde hans Medſkyl⸗ 
dige. Man frygtede med Rette for, at disſe ſkulde 
have modt, for nogen onſkede det og udfriet ham af 


"Fængslet. Bag efter ſov de, der havde taget Del i 
| hans Afſtraffelſe, ikke jaa helt roligt; de frygtede Ban⸗ 


dens Hevn, men til deres ſtore Glæde merkede ingen 

til noget Ufred; Banden var ſom uddød med dens 

Hoved, jaa de meſt ſelvtillidsfulde vare nærved at anſe 

det Sele ſom „en Saga plot“. Der var kun en lille 

bitte Omſtendighed, der ſyntes lidt mistænkelig; Liget 

fik ikke længe Lov til at prædife Skrak og Advarſel 

fra fin gruelige Talerſtol. En ffjøn Morgen var det 

forſpundet, ingen vidſte hvorledes, men Bonden, der | 
med Rædjel ſkottede til det uhyggelige Sted, havde 

ſaadan fine egne Tanker derved. 

Imidlertid blev det atter Sommer. Hoet duftede | 
atter født fra Stakkene. Paa en ſmuk Søndag Morgen 
rullede Fru Sophies Vogn atter ud af Hynderupgaard, 
men nu var hun ingen ſorgeklodt Enke, der tog hen 
til Kirken for en Forandrings Skyld. Hun var pyntet 
ſom til Bryllup, og det var vel ogſaa Tanker om 
Brudeſtadſen og Bryllupsgloeden, der ſysſelſatte hende, 
thi hun var nu atter forlovet, og der gjordes med al 
Kraft Forberedelſer til Bryllupet; denne Gang var det 
med en bekjendt Mand og en Mand, der havde fin 
Tantes Atteſt for at være ſolid, det var, ſom Enhver 
vel kan vide, med hendes „Befrier“. j 

Vognhjulene ſavede fig langſomt en Vej gjennem 
Gjelſted Bakkernes dybe Sand. Den lumre Tordenluft 
ytrede fin ſlovende Virkſomhed paa Kuſken, der begyndte | 
at nikke paa Bukken; ſaa begyndte Heſtene ogſaa at | 
nikke og falde i Tanker. Med Et lod der et fort, ffarpt 


5 30 


Knald og et Svin; det var Kufken, der ſtyrtede til 
Jorden med en Kugle gjennem Hjertet. Skroekkeligt 
vildtudſeende Mænd omringede Vognen og reve den 
jaa frygteligt til Virkelighedens Land hidforte Dame 
ud af Vognen. Efter at have mishandlet hende grueligt, 
viklede de hendes lange, ſtjonne Haar om Vognaxlen; 
en af Karlene ſprang op paa Bukken, og nu gik det i en 
frygtelig Fart over Bakkerne, ſtadig med den Ulykkeliges 
Legeme ſloebende hen ad Jorden. 
dybe Kær, ſom nu kaldes „Fruens Hul“, kjorte han 
Heſte og Vogn ud i Kæret. Vandet flog ſnart ſammen 
over det Hele, medens Kufken behændigt ſpommede til 
Land. Endnu, ſiger Sagnet, fare Heſtene afſted med 
Vognen og Fruen bag efter ſig — det er en Folkedom 
over Forrœderi mod Kjærlighed. 


Tamme Rensdyr. 


Vi have i nogle tidligere Numre (8 og 10 fortalt 

om Rensdyrjagt i Norge. Laſerne have af denne 
Skildring ſet, at Rensdyret i vild Tilſtand er et ſky 
hurtigt Dyr, ſom det er vanſkeligt at nærme fig, omtrent 
ſom Hjorten i Danmark. Saaledes ere imidlertid ikke 
alle Rensdyr. De kunne nemlig tæmmes og blive Hus⸗ 
dyr ligeſom Heſten og Koen hos os. J det nordlige 
Norge og Sverrig: i Lapland, ſaavelſom i de uhyre 
ſkov⸗ og vandrige Strakninger Oſt for Lapland: Fin 
marken, ſom tidligere tilhørte Sverrig, men nu er 
rusſiſk, er Renen det allervigtigſte, ja naſten eneſte 
Husdyr og erſtatter Lapperne og Finnerne baade 
Heſte og Køer. Ja uden Renen vilde hine Lande 
ſikkert for beſtandigt forblive en død ubekjendt og ube⸗ 
boet Odemark for Menneſkene, thi det er kun ved dette 
Dyrs Hjælp, at disſe vilde Egne blive beboelige. Fordi 
Beboerne ſaaledes ere knyttede til deres Rensdyr, ere 
Lapperne blevne et Nomadefolk. Om Vinteren maa de 
opflaa deres Hytter, deres „Gammer“, opforte af 
Stenger og Zøj eller Filt, hvor Renen finder nok af 
den Mosart, Rensdyrmos, der udgjor dens fornemſte 
[Naekrring og ſom den ſkraber Sneen bort fra med fine 
Takker, ſelv indtil en Dybde af 2 Alen, naar den ikke 

er for faſt. Men har det været ſterk Te og der da 
kommer Froſt, bindes Sneen i et Islag og mange 
Rener maa da ofte omkomme af Sult.” Naar Mosſet 
er fortæret et Sted, tager Lapperne og Finnerne deres 
Telt ned og flytter andetſteds hen og ſaaledes gaar det 
forunderlige Hyrdeliv for fig med Gresningen under 
Sneen, den ſtrenge Vinter igjennem. Der maa nemlig 
ofte flyttes, thi Hjordene ere ſtore. En fattig Finne⸗ 
familie kan til Nod bjerge fig med Udbyttet af 200 


Da de naaede det. 


—— 5 


Rener, men mange eje Tuſind, ja fire til otte Tuſind. 
Naar Sommeren kommer med fin kortvarige, men ſteerke 
Varme og ſine lange Dage, der i hine nordlige Egne 
ere meget længere end hos os, forvandles de uendelige 
Snemarker til ſtore Moradſer og ufremkommelige Floder, 
hvor Skyer af Myg og Inſekter fylde Luften; ſaa maa 
Lapperne ſoge Bjergene og Hojderne med deres Rensdyr, 
thi disſe kunne ikke leve i Varmen, ijær fordi Rensdyr⸗ 
bremſen — ligeſom Heſte og Kobremſen hos os — 
forfølger dem, lægger fine Wg under Huden paa deres 
Ryg, hvor da Larven udvikler fig og volder dem ulidelig 
Pine. Det er ſom man ſer et ideligt uroligt Liv, 
Renen tvinger fin Herre til at føre, ligeſom de ſtore 
Hjorde ikke ere lette at pasſe og ſtadigt lægge Beſlag 
paa Lappens Aarvaagenhed og Omhu. Nat og Dag 
maa de vogtes, ikke alene for at holde dem ſamlede, 
men ogſaa for at ffærmes mod Ulvene, der ſtadigt folge 
i Hjordens Spor, og Time pan Time afleſe Familiens 
Medlemmer hinanden i Vogtningen, hvori de trolig 
hjælpes af deres ſmaa, ſmudſigbrune Hunde, med opret⸗ 
ſtaaende Oren. Fulgt af disſe kryber den der ſkal af⸗ 
loſe Vagten, over de Sovende ud af Teltet, hvor den 
Afloſte ſnart indtager den forladte Soveplads. 
Rensdyret fortjener ogſaa denne ſtore Omhu. Det 
er det ſamme for Lapperne, ſom Kamelen for Beboeren 
af Arabiens og Afrikas Orkener. Det erſtatter Lappen 
ikke alene Heſt og Ko, men giver ham omtrent alt hvad 
han bruger, da han jo hverken kjender Korn, Mel eller 
Brod. Det giver ham fit Skind til Kleder, Seng 
og Telt, fit Blod til Tilſetning for Melken, fin fede 
Melk til Fløde, Oſt oſv., fit Kjod og Fedt til Steg 
og Suppe og ſine Horn til mangehaande Anvendelſer. 
Renen griber ind i Lappens Liv fra Vuggen til Graven. 
Den nyfødte Dreng faar en Ren i Gave og en lignende, 
naar den forſte Tand bryder frem, hvilke Dyr omhygge⸗ 
ligt pasſes og bevares i Hjorden for Barnet, ſom det 
forſte Grundlag for dets fremtidige Ejendom. Paa de 
lange Rejſer over de uendelige, ode Snemarker er 
Melken af Slederenerne Lappens eneſte Fode. Men 
her viſer Renen fig ogſaa i fin fulde Glans. Slaede⸗ 
renen drager med Lethed tre Centner, men Lappen be⸗ 


værer den ſjelden med mere end halvtredie Centners 


Vægt. J ſuſende Fart ſtryger det kraftige, ſeneſteerke 
Dyr i muntert Lob med Sleden henover Snefladen, 
og kan man tro et laplandſk Ordſprog, ſkal et Par af 
de bedſte Rensdyr kunne tilbagelægge 40 danſke Mil i 
24 Timer; men efter Rejſendes Beretning medgaar dog 
nogle flere Timer til en ſaadan Strakning. Svenſkeren 
Hogſtrom anfører, at dette dog kun er muligt, naar 
man ſtadigt kan faa friſke Rener for Slæden paa de 
forſkjellige Stationer af fin Rejſe, og naar Sneen er 
faſt. J løs Sne kan Milen godt tage en Time, ja 
det dobbelte. J Reglen bruger Lappen kun én Ren 
for fin Slede, der ligner et ſtort Trug, ſom han faa 
ſidder ene i, men ſtundom ſpendes ogſaa flere Rener 


11 ̃ ² m . . E. > SSDEES 


r 


e 


Re 308 


for ſtorre Slæder, hvormed tungere Byrder fkulle be⸗ 
fordres lange Veje, ſom paa hosſtagende Billede, der 
foreſtiller et ſaadant hojnordiſk Kjoretoj. 


Den nye Mont. 
(Af Ad.). 
(Sluttet.) 
Til Guldmonterne, ſaavelſom de ftørre Solvmonter 
(Kronerne) vejes derimod hver eneſte Blanket omhyggeligt 


og vi je dette foregaa ved Vejeſtuens lange Borde, hvor 
flere Rælfer Kvinder ſidde hver ved fin lille Vægt, der 
er indrettet til paa en nem og hurtig Maade ved 
Tungens Udflag at viſe, om Blanketten er for let eller 
for tung. Er den for let, kasſeres og indſmeltes den 
paa ny, men er den for tung — 1, 2, 3, 4 indtil 8 


Grader efter Vegtens Udſlag — lægges den i det af 


8 ſerlige Rum ved Siden af Vægten, ſom har det Nr. 


dennes Tunge har peget paa. De fordeles nu til Ar⸗ 


bejdere, der paa en lille Maſkine, ved at fore en ffarp 
Staalkniv hen over Pladen, affkraber fine Spaaner, 
mindſt af de lave Nr. og mere af de hoje, «hvorefter 


uifRensdyrkjørsel. 


Blanketterne vejes paany og de, der endnu ere for tunge 
atter blive ſkrabede indtil alle have deres rette Vægt. 
Dette var tidligere et meget vanfkeligt og tidſpildende 
Arbejde, ſom fordrede meget øvede Arbejdere; men hen⸗ 
imod Slutningen af den ſtore Guldudmøntning kom 
Montverket i Beſiddelſe af nogle ny, tidligere beſtilte 
Maſkiner, i hvilke baade Vejning og Skrabning udføres 
med ligeſaa ſtor Hurtighed ſom Nojagtighed. Denne 
ſmukke, overordentlig ſindrigt udførte Maſkine, beſtaar 
af 10 med hinanden forbundne fine Vægte. Fra et 
Rør, hvori Blanketterne ligge i en Stabel, ſkyder Ma⸗ 
ſkinen en for en ud paa Vegtſkaalen, lofter Balancen 
af Hvile og ſtandſer Skaalen naar den er i: Ro udfor 


en Kanal i hvilken den vejede Montplade ſkydes ned. 
Men efterſom Vegtſkaalen ſynker mere eller mindre, 
ſtandſer den ud for et forſkjelligt Rum i Kanalen, ſaa 
at Blanketterne, efter deres forſkjellige Overvægt, glide 
gjennem hver fit Rør og ſamles i forſkjellige Rum. 
En ovet Arbeiderfke kan veje 400 Blanketter i Timen 
paa Haandvægten, men Vejemaſkinen med fine 10 
Vægte leverer hver Time over 2000 afpejede og ſorterede 
til Skrabning i i 

De fejlfri, fuldvegtige Blanketter ere nu færdige 
til at „randes“ faa at den flade Montplade forſynes 
med den ophojede Kant, ſom findes paa alle Monter 
og! fkal tjene til at forffønne deres Udſeende ſaavelſom 


til at beffytte dem for Slid paa Præget. Randingen 
ffer paa en lille Maſkine, hvor Blanketterne fyldes i et 
tragtdannet Rør og derfra en for en kommer ned i en 


flad Rende, der paa den ene Side er begrenſet af et 


faſt Staalſtykke a og 
paa den anden af en 


ſkive b, ſaaledes at 
Renden, hvor Blan⸗ 
ketten e kommer ind, 
er lidt bredere end 
ved den anden Ende 
d. Man ſer nu, at 
idet Staalſkiven b 
lober rundt om ſin 


6 Axe i den af Pilen antydede Retning, maa hver Blanket 


lobe rundt med paa Fladen gjennem Renden; men da 
denne bliver ſmalere og ſmalere henimod Udgangen ved 
d bliver Montpladens Kant klemt mere og mere ſammen, 
ſaa at den presſes op i en Rand paa begge Sider. 


Nu er Blanketten forberedt til at modtage Preget der 


gjør den til en Mont. Dette foregaar i Prægeveerkſtedet, 
hvor vi finde fem Prekgemaſkiner opſtillede i en 
Rakke paa Gulvet. De ere af forſkjellig Storrelſe, den 
mindſte til Ti⸗Orer og den ſtorſte, en temmelig ſtor 
Maſkine, til Dobbelt⸗Kroner. En Alfbildning af en 
ſaadan Pregemaſkine, med dens ſtore Svinghjul, dens 
mange blanke Stænger og hojſt ſammenſatte Indretning, 
vilde vanſkelig forſtaaes, hvorfor vi nøjes med at tage 
en Tegning af Maſkinens Hoveddel, Stempelgangen, 


hvor Mønten faar fit Prog. Dette frembringes ved paa den anden Side. 


Staalſtempler, hvori Tegningerne paa begge Montens 
Sider ere udforte fordybede; ved at presſes mellem disſe 
; faar Montpladen 
eller Blanketten, 
fit ſmukke Preg. 
Man kan nok 


for ſtorre Monters 
Vedkommende ſkal 
der et uhyre ſteerkt 
Tryk til for at det 
haarde Metal kan 
formes ſom Vox 
mellem de heerde⸗ 
de Staalſtempler. 
Disſe ſer man i 
vedſtaaende, meget 
formindſkede, Af⸗ 
bildning anbragte 
forneden, og be⸗ 


b. Det ſidſte er 


en Slags Am⸗ 


rundtlobende Staal⸗ 


tænfe, at navnlig ” 


tegnede med a og 


anbragt faſt, ſom | 


309 


bolt, det sverſte a er anbragt i en masſiv Jern⸗ 
ſtang med et Led foroven. Ved Hjælp af Side⸗ 
ſtangen d, der drejer fig om Axlen c og bevæges af 
den med en Pil betegnede Stangforbindelſe, ſom atter 
bevæges. af Maſkinens Krumtap — der ikke er aftegnet, 
ſaalidt ſom hele Reften af Maſkinen — løftes Stemplet 
a lidt. En Skyder lægger, i det ſamme den er 
hævet, en Blanket nøjagtigt hen paa Stemplet b; en 
Ring hæver fig om Blanketten, Vægtftængerne trykke 
Jernſtangen med Stemplet a med et lydloſt, men uhyre 
ſteerkt Tryk lidt ned, det hæves igjen idet Ringen — 
der nu har dannet Montens blanke eller riflede Rand, 
efterſom den er glat eller udriflet — ſynker og Skyderen 
ſkubber den færdige Mont til Side ſamtidigt med at 
en ny lægges frem. Det gaar raſk, thi Mafkinen leverer 
2000 Stykker i Timen. Mønt paa Mønt ruller blank 
ned fra Maſkinen i en Beholder. Vi tage en op og 


betragte den. Det er en Ti⸗Ore, lidt mindre, men lidt 
tykkere, end en Firſkilling. Pag den ene Side ſtaar, 


ſom paa denne, vor Konges Billede, med Omſkrift, og 


paa den anden ſtaar med ſtore Tal og Bogſtaver 
10 ØRE, med en Delfin van den ene og et Kornneg 
Vi gaa til de andre Mafkiner. 
Den ene ſpyer To⸗Orer, den anden Fem⸗Orer af ſig. Det 
er ſmukke blanke Broncemonter (beſtagende af 95 Dele 


Kobber og 4 Dele Tin og 1 Del Zink). Oreſtykket er 
noget mindre end en Halofkilling. To⸗Ore og Fem⸗Ore 
| Styfferne ere, ſom vedfojede Tegninger viſe, nøjagtig af 


en Skillings og en Tremarks Storrelſe, begge Monter 


| 

il 
ll 
1 
| 

|| 
li 


have den ſamme Tegning med henholdsvis 1, 2 og 5 ØRE 
ſtort og tydeligt præget, mellem Delfinen og Axet og 


med Kongens Navnetrek paa den anden Side. Krone 


og Dobbeltkroneſtykkerne have Kongens Billede med 
Omfkrift, ſamt Begyndelſesbogſtaverne til Montmeſterens 
Navn C. 8., Aarstallet, Moantmeerket og et Hjerte paa 
den ene Side og det danſke Vaaben (3 Lover) med 


Krone over paa den anden Side med Paaſfkriften 


310 


1 KRONE og 2 KRONER. Det er ſmukke Sølvmønter, 
af en Tremarks og en Dalers Storrelſe. 

Det gaar rafk med Pregningen, thi hver Presſe 
leverer c. 20,000 Stykker Smaamont daglig og der er 
ſom ſagt fem Presſer. Det gjælder ogſaa om at det 
kan gaa fra Haanden, thi der ſkal være 22 Millioner 
Stykker Smaamont færdig til Nytaar, for at Folket, 
naar den ny Mønt begynder at gaa, gjeblikkeligt hele 
Landet over kan blive forſynet med en faa flor Masſe 
ny Mont, at Overgangen kan blive jaa let ſom mulig 
ved at Folk ikke ſkulle ſavne Midler til hurtigt at blive 
fortrolige med de nye Penge. 

Efter at have beſet de to ſmukke Dampmaſkiner, 


paa 6 og 16 Heſtes Kraft, ſom drive alle Værkets. 


Maſfkiner, ſamt de hvælvede Vorelſer med tre Kvarter 
tykke uigjennembrydelige Betonvægge og ſpere dobbelte 
Jerndgre, hvori de ſtore Beholdninger af møntet og 
umontet ædelt Metal findes, vende vi atter tilbage til 
Kontoret med oprigtig Hojagtelſe for Montmeſteren, 
hvis Indſigt den fortrinlige og praktiſke Ordning af 
Verkets Lokaler og Maſkiner fornemmelig ſkyldes. 

Ved en Fabrik ſom Mønten, hvor Arbejdet, foruden 
at fordre ſerdeles Nojagtighed, tillige tumler med Me⸗ 
taller af overordentlig Verdi, kommer det naturligvis 
an paa, at der ikke alene finder en nojagtig og paa⸗ 
lidelig Samarbejden Sted, men tillige at Metallet kon⸗ 
trolleres paa det ſtrengeſte. Denne Kontrol gjennemfores 
hovedſagelig ved omhyggelige daglige Opvejninger af 
Beholdningen og af Metallet, naar det pasſerer fra et 
Lokale til et andet og for Pladernes Vedkommende tillige 
ved daglige nøjagtige Optællinger. Det er en lige ſaa 
ſtor Wre for den fattige Arbejder, der antages paa 
Dagleje (og deraf beſkeftigede Mønten under Guldud⸗ 
montningen omtrent 50 daglig) ſom for Montens 
Meſtere og Embedsmænd at Reſultatet har været fær- 


Grund til at antage, at et eneſte Guldſtykke er 


blevet ſavnet eller noget Metal forkommet paa urette 
Maade. 


Til Nytaar ſtrommer den ſtore Beholdning af ny 
Mont ud over Landet, ſamtidigt med at man begynder 
at inddrage den gamle. Idet vi da tage Afſked med 
Rigsdalere, Marker og Skillinger, ville vi hilſe 
Kronerne og Orerne med det Saab, at de maa 


blive det rullende Mellemled for en ſtadig og lykkelig 


Üdvikling for vort kjere Fedreland. 


En egen Slags Hoveritjeneſte. 


Jylland beſtyret af en gammel ugift Ladefoged, ſom 
omtrent ſtod ene for Styret, da Gaardens Ejer ſom 
ofteſt opholdt fig paa fine andre Godſer, og da Lade⸗ 
fogden af den Grund folte fig hævet over fine Lige⸗ 


mend, lod han fig af Sovbønderne falde Hr. In⸗ 
ſpektor. 


Forøvrigt var han en dygtig og ſamvittighedsfuld 
Mand, ſom vaſſentlig var bekjendt i to Retninger: forſt 
for ſin uſædvanlige Styrke og dernæft for ſin ſmudſige 
Gjerrighed, der endog ſtrakte fig til Kniberi paa Mad 
og Drikke. 

Til hans Sadvaner horte det, at han, naar han 
var hjemme, ſtadig travede frem og tilbage paa Gulvet 
i fit Værelje, og da han engang for flere Aar ſiden 
havde bræffet fit ene Ben, og det var blevet forkludret 
af en Kvakſalver, betjente han fig af en vældig Spanſk⸗ 
rorsſtok for at ſkaane det lidende Ben. Ifort en lang 
vatteret Frakke, med en hvid Bomuldshue paa Hovedet 
og en dampende Kridtpibe i Munden ſpankede han da 
frem og tilbage, og jo mindre Ligevægt han havde i 
Sindet, jo hurtigere gik det. 

Der horte ingen Skov til Gaarden; men fra en 
nærliggende Kjobſtads Skove havde Gaarden gammel 
Hævd paa nogle Favne Bøgebrænde om Aaret, og dette 
vare da Bønderne i en lille Landsby tæt uden for 
Kjobſtaden pligtige at kjore til. Herregaarden. 

Nu traf det ſig en Gang, da Inſpektoren ſkulde have 
Brænde hjem fra Skoven, at Turen til at kjore var 
kommen til en ung Bonde, der forſt for nylig havde 
giftet ſig en Gaard til i Landsbyen. Han læsjede da 
Vognen og gik i Ro og Mag ved Siden af ſine Stude, 
der ſom bekjendt ikke pleje at overile ſig. Som det 
nu gik langſomt hen ad Vejen, kom en Garver fra 
Kjobſtaden, hvem Boilkden kjendte, ham i Mode og gav 


| fig i Snak med ham. 
deles tilfredsſtillende og at der ikke har været mindſte 


Nu var denne Garver en rigtig udſpekuleret Skelm, 
og da han gjættede, hvor Bonden ſkulde hen med Brendet, 
fik han i Sinde at ſpille Gnieren et Puds. i 

„Se, god Morgen, Per Hakkedal“, ſagde han. 
„Hvor hen gjelder Rejſen?“ 

„A fkal bring' Hr. Engſpetoren hans Brend“, 
ſpvarede Bonden. 2 
„Hvad faar Du for det?“ ſpurgte Skjcelmen. 

„Ingen Ting“, lod Per Hakkedals Svar. 

„Det er dog i Grunden for lidt. Var jeg i Dit 
Sted, blev jeg ſmukt hjemme“, ſagde Garveren. 

„Ja, to de' kun' it væ jaa ring de'; men de' æ 
no ſaadden en Byrde, der hviler aa e' Gaard; aa hielt 
for Int' er et da hejer it“. ; 

„Naa ja“, ſagde Garveren; „jeg kommer i Tanker 
om, at J faar et Krus Moſt og en Bid Oſtebrod“. 

„Ja“, ſparede Bonden. 

„Men kjender Du ogſaa Inſpektoren?“ 

„To a finner ham nok, nær a fie ham; men hudden 
han ejſen e, det fkal a it ſej“, ſvarede Per Hakkedal. 


„Da er det flemt”, ſagde Garveren; „ſaa kan Du 
nemt komme galt afſted“. 

„Hudden da?“ ſpurgte den unge Mand ikke uden 
Angſtelſe.— . 2 

Garveren ſatte et meget betænfeligt Anſigt op og 
lagde ſaa: „Ja, jeg jer nok, at Du har Fjender i 
Landsbyen, ellers vilde de have givet Dig ordentlig 
Beſked om, hvordan Du maa bære Dig ad, naar Du 
kommer ind til Inſpektoren; thi det er ikke Legeveerk, 
og Manden er, ſom man ſiger, ikke tabt bag en Vogn. 
Barer man fig bare den mindſte Smule anderledes ad, 
end den gamle Peberſvend er vant til, har man ham 
paa Nakken, og han er ikke at ſpoge med“. 

„No — hva' gjør han ſaa?“ ſpurgte Per. 

„Saa det ved Du ikke? Ja, det var en Guds 
Lykke, at Du mødte mig, faa jeg kan give Dig fornøden 
Underretning. Du maa vide, Per Hakkedal“, vedblev 
Garveren med en meget alvorlig og vigtig Mine; „In⸗ 
ſpektoren er jaa gammel, han er Mand for at gjøre 
det af med Fire ſom Dig“. 

„Ja — to a ſtul' it ha' Lyſt te aa ſtaa for Slav”, 
ſagde Per. 

„Nej, det kan jeg nok tanke“, vedblev Garveren 
ivrig. „Hor nu en Gang. Naar Du har aflaeesſet 
Brendet og givet Dine Stude Foder, jaa vil han ſtaa 
ved Vinduet og kalde paa Dig. Du gaar da op; paa 
Bordet ſtaar et mægtigt Stykke Gammeloſt og et ſtort 
Rugbrød ved Siden af et Krus Wblemoſt. Saa fætter 
Du Dig ned ved Bordet, og han ſiger til Dig: „Tag 
ved Per Hakkedal! men —“ 

„Naa — hvad jaa?” ſpurgte Bonden ſtudſende. 

„Forſt maa jeg gjøre Dig et Samvittighedsſporgs⸗ 
maal“, fortſatte Garveren, „kan Du ſtikke en ordentlig 
Ladning ned under Veſten?“  £ 

„Aa jov, i min Hjemmen ſoh di, te a var en grov 
Ader“, ſparede Per. 

„Ja, ſaa er det godt, og Du kan onfke Dig til 
Lykke; for Du maa fætte hele Herligheden til Livs, 
ellers —“ 

„Ja, to a ſkal gjør, hvad a kan“, ſukkede Bonden; 
„men hvad mener Han med de — elles?“ 

„Ja, ellers vanker der Pukkelblaat; thi Inſpektoren 
er en lejerlig Praas og gruelig hidſig. Mens! Du ſpiſer, 
vil han marſchere op og ned ad Gulvet med fin Spanſk⸗ 
rersſtok i Haanden. Og har han fin hvide Bomulds⸗ 
hue paa, da er det et ſlemt Varſel. Saa puſter han 
mægtige Rogſkyer fra fig, brummer og ſtirrer glubſk 
paa Dig, naar Du ikke ſkrupper hurtigt nok i Dig. 


Det er ikke mere end fjorten Dage ſiden han ordentligt 


gjennemvalkede En, ſom ikke huggede godt nok ei fig. 
Ja, nu tenker jeg, Du gjør, hvad Du kan, Per 
Hakkedal — Farvel!“ Med disſe Ord drejede Garveren 
tilhojre ind i Skoven, og Bonden fortſatte ſin Vej, 
henſunken i alle Slags underlige Tanker. 


Garveren, der jaa nøjagtigt havde forudſagt Bonden 


——— 4 


. 


hvorledes det vilde gaa ham hos Inſpektoren, var vel 
bekjendt med dennes Serheder. Hvor gjerrig Ladefogden 
end var, vilde han dog ikke, at Andre ſkulde merke 
Noget, og han plejede virkelig at ſette de Bønder, der 
kjorte ham Brendet hjem fra Skoven, til et vel beſat 
Bord. Hvad Garveren for øvrigt havde jagt om In⸗ 
ſpektarens Puſten, Brummen og Stampen omkring, da 
havde det Altſammen fin Rigtighed; men den Grund, 
han havde angivet, ſtemmede ikke faa nøje overens med 
Sandheden. 9 

Per Hakkedal naaede da omſider Gaarden, og da 
han havde lecsſet af, vifte den ſtore Skikkelſe ſig ved 
Vinduet og vinkede ham indenfor. 

„Aa, Herre Jesſus!“ tenkte Bonden, „han haar 
den fæle hvid' Luh paa. Hudden vil et gaa de, Per 
Hakkedal?“ 

Med langſomme Skridt gik han op ad Trappen, 
bankede høflig paa, og paa Inſpektsrens „Kom ind!“ 
traadte han med et Skrabud og et ærbødigt „Go' Dav, 
Hr. Engſpetor!“ indenfor. 

„Set Jer ned“, ſagde Inſpektoren, „og tag for 
Jer af Retterne“. 

Per Hakkedal ſaa paa Bordet, det forholdt ſig 
ganſke, ſom Garveren havde ſagt. Der ſtod Oſten, der 
laa Brødet, og et ſtort Krus Moſt ſtod midt imellem. 
Og Inſpektoren lignede paa et Haar den Beſtrivelſe, 
Garveren havde givet af ham. Han havde den lange 
vatterede Frakke og den ulykkeſpaaende hvide Hue paa, 
Kridtpiben i Munden og Spanſkroret i Haanden. 

Per Hakkedal mente, at han maatte gjøre, hvad 
han kunde; han ffar fig en ordentlig Rundtenom, ſnit⸗ 
fede en dygtig Humpel af Oſten og begyndte fan paa 
Arbejdet, med det Forjæt at gjøre det Navn, han havde 
erhvervet fig i Hjemmet, Are. For hver Minut, der 
gik, blev Oſten og Brødet mindre, og Sveden perlede 
pan Per Hakkedals Pande, faa ivrigt arbejdede hans 
kraftige Tender og udholdende Kindben. 

Inſpektoren ſendte raſende Ojekaſt til Bonden; thi 
et ſaadant Uhyre til at ede havde han endnu aldrig 
truffet paa. Det gik beſtandigt hurtigere frem og tilbage 
paa Gulvet; Rogen ſtod omkring ham i tætte Skyer, 
han puſtede, ſnoftede og knurrede halvt højt af Wgrelſe 
over den umenneſkelige Odſlen med de Guds Gaver, han 
havde fat frem for Bonden. 

„Aa Jgsſes Kos!“ tænkte Per i fin Vaande; „haar 
a it ædt nok endno. Det gaar næjften øvver Skrevet“. 
Og han anſtrengte fig endnu mere. 

Men Alt i Verden har dog fin Grenſe. Allerede 
for længe ſiden havde han knappet Veſten op, men nu 
gik det ikke længere, Med et dybt Suk jaa Per Hakkedal 
op paa den af Vrede kobberfarvede Inſpektor og ſagde: 
„Hr. Engſpetor, om Han jaa vil ta'e Lyvvet aa mæ, 
jaa kan a it ed' mier; ded e den fœleſt' Hoptjenneſt, 
a haa won te endno“. | 

„Hvad for Noget?“ raabte Inſpektoren. 


„Hvem 


rere 


312 


tenker pan, at tage Livet af Jer, dumme, forædte 
Karl?“ j 

„Ih men”, klagede Bonden; „Garveren fortaal mæ, 
at naarrenstid a it aad et Altſammel op, vild' Han 
tamp' mæ ſonder og ſammel!“ ; 

Nu opklaredes Hiſtorien, og Inſpektaren lob frem 
og tilbage paa Gulvet, raſende over det ondfkabsfulde 
Puds, Garveren havde ſpillet ham; den ſtakkels Per 
Hakkedal fandt, at hans Stude gik altfor hurtigt hjemad; 
han ſatte fig op paa Vognen og mente, at han havde 
tungere Læs hjem, end Studene havde havt til Herre⸗ 
gaarden — og Garveren, ja, han morede fig koſteligt, 
da han fnart efter hørte, hvor godt Spaſen lykkedes. 


Blandinger. 

En mærkelig So. Nede i det eſterrigſte Kronland Krain, 
øft for den lille Kjobſtad Adelsberg, findes i den markelige, 
ufrugtbare og vilde Bjergſtreekning Karſt den. højft markelige 
Zerknitzerſe. Denne Indſs ligger i en henrivende vild Dal; 
omſluttende fem Ser indtager den et Fladerum af c. 2 OJ Mile. 
Soen er meget fiſterig og Opholdsſted for en Mengde Vand⸗ 


fugle. Flere Smaafloder og en ſtor Del af Alpernes Vandlob 


forſyne den rigeligt med Band, Søen ſpulmer da op, men 
naar Sommeren moder med lengere Torke 0 forſvinder Vandet 
med paafaldende Hurtighed med alle ſine levende Beboere gjen⸗ 
nem en Mængde Huller paa Søens Bund, ſom fører ned til 
uhyre underjordiſke Huler, der aldrig ere ſete af menneſtelige 


"Øjne. 


Naar dette indtræffer, ſtrommer de omliggende Landſognes 
Beboere til for at fifke, hvad de kunne faa fat paa. 
Snart ligger Søens Bund, paa enkelte Damme nar, aldeles 


ter og et frodigt Græstæppe ſpirer frem af den kraftige Jord⸗ 


bund; man fer nu Omegnens Beboere ſaa Boghvede og Hirſe 
i Sobunden, for ſenere at ſlaa og hoſte pan den ſtore Engflade, 
hvor de for fort Tid ſiden færdedes i Baade og brugte Fiffe- 
garnet. 

Men naar Efteraaret melder fig med ſterke Tordenſkyl, da 
træder Bandet atter voldſomt frem fra de underjordiſke Beholdere, 
ſom gjennem deres Aabninger udfpyer Vaͤnd med Fiſke og efter 
nogle Døgns Forløb, fer man atter Søens rolige blanke Over⸗ 
flade, ſom om den aldrig havde været anderledes. 


Dette forunderlige Naturoptrin fremkommer ved at Søer 
ſtaar i Forbindelſe med umaadelige baade lavere og højere lig⸗ 
gende underjordifke Huler og det er Indholdet af disſe Vand⸗ 
beholdere, der, naar de blive fyldte til en vis Højde, bevirker 
Vandets hurtige og voldſomme Tilbagevenden. 


Den bar grob. En danſk og en tydſt Haandverksſvend 
modtes paa deres Haandvarksvandring pan Vejen til Berlin. 
De kom i Samtale om deres Rejſeeventyr og gav gjenſidig Hi⸗ 
ſtorier til Bedſte. De kom forbi en ſtor Kaalhave og den Danfke 
mente da at det var dejlig ſtor Kaal. „Hvad?“ raabte den Tydſte, 
„har Du ikke ſet ſtorre Kaal pan Dine Rejſer?“ „Nej det tror 
jeg knapt,“ var Svaret. „Ja der kan man ſe at Du har ikke 
været i Polen. Der fer man Kaal. Jeg faa en Gang en Kaal⸗ 
plante jan ſtor at Bladene kunde beffytte vel tyve Mand paa 
en Gang baade mod Sol og Regn. Det var Kaal!“ „Ja 
man ſer mange markelige Ting paa Rejſer,“ ſvarede Kamme⸗ 
raten. „Jeg var rigtig en lille Tur gjennem England, det er 
en gruelig Mængde Maſkinveſen man ſer der. Et Sted ſaa jeg 
en Kobberkjedel i Arbejde, ſom tyve Svende hamrede væl paa 
ſamtidig; men faa ſtor var Kjedlen, at den Ene ſlet ikke kunde 
høre den Andens Hammerſlag. Se det var en Kjedel!“ „Nei, 
den var for grov!” raabte Tydſteren vred, „hvad vil Du vel 
bilde mig ind at en ſaadan Kjedel fkulde bruges til!“ „Ja, 
grov var den rigtignok,“ lo Danfkeren; „men man fortalte mig 
goſaa at den fulde være til at koge polſk Kaahi!“ 


Cil Husvennens Opbevaring. 
Naar de enkelte Numre af dette Blad efter Haanden bevares, 
ville Holderne ved Aargangens Slutning være i Beſiddelſe af 
en ſtor Bog, der ved at indbindes i mange Aar kan bevare ſin 
Værdi og være til Glæde og Underholdning baade for Gamle 
og Unge. For at lette Opbevaringen af de loſe Numre i en 
god Stand har Udgiveren formaget en duelig Bogbinder til at 
forferdige ſolide og nette billige Mapper til „Husvennen.“ 
Beſtillinger paa ſaadanne loſe Bind, til at opbevare Aargangens 
Numre i, modtages af Hr. Bogbinder C. Haaſtrup, Badſtue⸗ 
ſtrede Nr. 5 i Kjøbenhavn. Mapper med ſmukt presſet ſort 
Schirtings Ryg, Hjørner og Bendler, bekledt med ſort presſet 
Papir, leveres i Kjøbenhavn for 24 5. Stykket, og fans mod 
ſtriftlig Beſtilling, ledſaget med 26 f. i Frimarker frit tilſendt 
overalt i Danmark. 


2 


— 


i Brevvexling. 
„Elekbi“, „Jens Fynbo", H. K. A. H. o. fl. Det indsendte egner sig ikke for Bladet 


Til samtlige Abonnenter. For at Udgiveren i rette Tid kan bestemme Oplagets Størrelse i næste Fjerdingaar, 
for at Postvæsenet ikke for meget skal ulejliges med Efterbestillinger, og endelig for at Læserne ikke skulle komme til 


at savne et eller flere Numre i rette Tid ved Kvartalsskiftef 


» bedes de ærede Postabonnenter om at indsende Bestilling 


med Betaling for næste Fjerdingaar snarest efter Modtagelsen af nærværende Nr. Postkontorerne ere ikke forpligtede 


til at minde Abonnenterne om Bladets Bestilling. 


De Abonnenter, som modtage Bladet gjennem Boghandelen, betragtes derimod som vedvarende, saa længe Bladet 
ikke afbestilles, og ville saaledes uden Afbrydelse erholde det uden yderligere Bestilling. 


Husvennen udkommer til hver Sondag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 
Fierdingaaret, frit tilſendt. „Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brepſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kijsbmagergade 56, Kjøbenhavn, 


Teykt hos J. H. Schulz. 


TI h 


2 
* 

U ge SQ 
SÅ i 


— 
0 


— 
— 


* 
. V8 
0 125 


2 9 W e 
DD eee 
Nøj 
9 


SN 


ad TREE RET 


0 


e 


8 


. 


7 Vilkedblad for Mlenigmand, 
for Klorſkabslesnuing, Oplysning og Bus flid. 


. Adgiuet af 
N. C. Rom. 


Nr. 40. 


5. Juli 1824. 


Judhold. Fra Bigi, en Reiſeſkitſe fra Sorrent, af R. N. — Fra Guldkyſten I., med 2 Billeder. — Kampen ved Brons, 


pe 


fortalt af Bendix Hanſen. — Husflid: Travaveri i Bohmen. — Blandinger. 


Fra Sigi. 


Hvis der nogetſteds paa Jorden findes et Paradis, 
jaa er det Egnen om Bugten ved Neapel. Alt, hvad 
vi her i vort folde og flamme Norden kunne tenke os 
af Naturens Gaver, har Forſynet med rund Haand 
ffænfet denne Egn. Her findes maleriſte Bjerge, ja endog 
et ildſprudende Bjerg, et dejligt Hav, hvorfra en kjolig 
Vind vifter og ſvaler Sommerens Hede, en Planteverden 
ſaa rig og yppig ſom nogetſteds, et Folk, der er aan⸗ 
deligt og legemligt begavet ſom maafke intet andet — 
og over alt dette hvælver fig Italiens mgrkeblaa 
Himmel, om Dagen ſtraalende ſom en vældig Kuppel 
og om Natten merk med talloſe gyldne Stjerner. 
Den, der en Gang har ſet al denne Herlighed, glem⸗ 
mer den aldrig. Neſten Alt, hvad her findes, er meget 
forſtjelligt fra vort, og hvis jeg vilde give en mere 
vidtløftig Beffrigelje af Forholdene blandt Menneftene 
der, maatte jeg næften tage fat paa alle Samfunds⸗ 
forholdene. Der er billigt at leve, et Par Skilling 
om Dagen er nok for der at fore en behagelig Til⸗ 
verelſe. Man behøver ingen Støvler eller Sko, altſaa 
heller ingen Skomagerregninger at betale, Klcederne 
ere ikke mange og af Luxus behøver man kun en Blomſt 
i Huen, ſom man kan have gratis, eller i det Hojeſte 
en Hanefjer, ſom heller ikke er koſtbar. Det lykkelige 
Klima gjør Kakkelovne overflødige og varm Mad er 
ikke nødvendig for Legemet. Et Maisax, en Vand⸗ 
melon eller ſligt er en let og ſund Fade og man 
föler ingen Trang til det ſolide Kjod eller Fleſk. 
Vand med Citronſaft i ſmager her langt behageligere 


end en Snaps eller Ol. Derfor er Almuen her heldigt 


* 


ſtillet; dens Fornodenheder ere fan og man kan gifte 
fig paa Lidt. Børnenes Opdragelſe koſter Intet, men 
de faa heller ikke megen Opdragelſe. * 

Det er en Selvfolge, at en Almue, der ſom denne 
ikke er tvungen til en daglig og anftrængt Kamp for 
Brødet, er tilbøjelig til at arbejde ſaa lidt ſom muligt 
og nyde Verdens Goder ſaa meget ſom muligt. At 
der desuagtet hiſt og her træffes Exempler paa hvad 
vi her hjemme falde Husflid blev jeg overbevift om 
ved en Bjergtur, ſom jeg forrige Sommer gjorde fra 
det berømte Sorrent, der ligger pan den klippefulde 
Kyſt ligeoverfor Neapel, pan den Landtunge der 
begrendſer Bugtens ſydlige Side. 

En tidlig Morgen ſtod min gode Ven Francesco, 
der ernærer fig ſom Aöſeldriver, udenfor min Dør, 
Hans ſmaa venlige morkebrune Wsler ſtampede i 


Jorden af Utaalmodighed efter at komme afſted, thi 
her i det varme Syden ere Welerne muntre, livlige 


Dyr, der kun have Lidt tilfælles med deres ſtedige og 
dovne Slagtninge i Norden. Nogle Stykker hvidt 
Sukker, ſom jeg ſtrax gav Wslerne, forhøjede deres 
gode Humor, og da jeg havde ſat mig op paa mit 
lille Dyr, gik det raſk afſted hen ad Sorrents ſnevre 
Gader, medens Francescos ſorte Hund, Nænæ, ſprang 
lyſtigt gøende foran. Saafnart vi vare komne udenfor 
Byen, ophørte Vejen; den indſnevrede fig til en trang 
Sti, der bugtede og flyngede fig op imellem Bjergene 
langs Vinhavernes Mure; og undertiden var Stien ſaa 


ſtejl, at der var hugget Trappetrin i den for at gjøre 
det muligt at komme op; undertiden gif den langs en 


Afgrund og med en brat Klippevæg paa den anden 
Side. Det var i Begyndelſen lidt uhyggeligt at ride 
her, hvor den visſe Død vilde være Folgen af et 


r 
* 


Pr e 


Feiltrin. Men man meerker ſnart, at Wslet gaar jaa 
ſikkert og forſigtigt, at man vover mere ved at gaa 
tilfods. Desuden glemmer man fnart Faren over de 
Naturſkonheder man faar at je. Snart aabner en vild 
Fieldkloft en pragtfuld Udfigt til Havet med Neapel, 
Veſup eller Capri ſom Baggrund, jnart pasſere vi en 
lille yppig Græsplet, hvor det vrimler med ſtore bro⸗ 
gede Sommerfugle og hvor de vævre grønne Firben 
ſmutte til deres Skjul ved Lyden, af vore Stemmer 
eller ſkremmede af Nænæs Bjeffen. Højere og hojere 
flige vi op, og beſtandig bliver Udfigten videre. Gjen⸗ 
nem den klare Luft kunne vi tydeligt ffælne ſelv fjerne 
Gjenſtande; Himmel og Hav er morkeblaat, og Blom⸗ 
ſterne prange med de ſterkeſte Farver; det kan ikke 
beſkrives — ſaa dejligt er det. Endelig naa vi op til 
Kammen af Bjergkeden, og her ſtandſe vi for at je 
os om. Til den ene Side overſe vi Bugten ved 
Neapel til den anden Bugten ved Salerno. Her oppe 
paa en lille Bjergſlette ligger Maalet for vor Udflugt 
et gammelt forfaldent og forladt Kloſter, dets Navn 
er Santa Agata. Det har tidligere været, meget ſtort, 
men de fleſte af dets Udbygninger ere nu faldne 
ſammen; kun Hovedbygningen ſtaar tilbage, men den 
er i fig ſelv anſelig nok. Jeg gik om i de tomme 
Kamre og Buegange, der nu vare beboede af Ugler, 
kempeſtore Edderkoppe og andet Kryb; jeg betragtede 
de gamle jære Frescomalerier!) inde i Gaarden under 
aaben Himmel og i Tankerne befolkede jeg ſelv det 
gamle Kloſter med ſkaldede Munke i brune Kapper og 
gjenopførte de forfaldne Mure og Haver, ſaaledes ſom 
jeg tænkte mig, at her engang havde jet ud, da Kloſteret 
var i ſin Velmagt. Juſt ſom jeg i disſe Tanker vilde 
gaa op ad en fnever Stentrappe, ſtod pludſeligt en 
gammel Munk med kronraget Hoved og med et Reb 
om Livet foran mig og ønffede mig med en velſignende 
Haandbevegelſe velkommen. Jeg tror nok, at jeg var 
ham velkommen i hans Enſomhed, men han var ſan⸗ 
delig mig ikke mindre velkommen. Vi bleve ſnart de 


bedſte Venner og vandrede ved hinandens Side om i 
den gamle Bygning, idet han forklarede mig dens tid⸗ 


ligere Udſeende. Han fortalte mig, at han var Domini⸗ 
kanermunk af z3die Klasſe og at han kaldtes Fra Bigi :). 
Da vi kom til en ſtor hvælvet Dor, traf Fra Bigi 
en vældig Nøgle op af fin Lomme og aabnede Doren. 
Den forte til en lang hvælvet Sal, Kloſterets Refek⸗ 
torium eller Spiſeſal, og til min ſtore Forundring ſtod 
her et langt dakket Bord med en ſnehvid Dug, rene 
Tallerkener o. ſ. v. Fra Bigi opfordrede mig til at 
tage Plads ved Bordet og hentede derefter Mad og 
Vin, ſom han bad mig om at ſpiſe og drikke efter 


) Saaledes kaldes Malerier ſom ere malede i vaad Kalk paa 
ſelve Muren, og ſom derfor holde fig ſaalcenge Muren 
ſtaar. j i 

) Broder Bigi, 


bedſte Evne, og nu nod vi her i ſtor Samdraegtighed 
og i godt Humer et tarveligt, men yderſt velſmagende 
Maaltid. Da vi næften vare færdige, lagde. Fra Bigi 
med et ſtelmſk ÜUdtryk i de brune Øjne fin Pegefinger 


paa Neſen og ſkyndte fig ud af Doren. Lidt efter 
kom han tilbage med en Flaſke Vin under Armen. 
Det var en Kjæledægge, han havde hentet fra Kjal⸗ 
deren, og denne Flaſke indeholdt ogſaa den bedſte Vin, 
jeg i mine Dage har ſmagt. Fra Bigi forſtod ſig ſom 
Gejſtlig ogſaa paa Vin. Den perlede i de ſtore Glas, 
vi klinkede for ſidſte Gang, thi Afſkeden nærmede fig. 
Men hvorledes ſkulde jeg nu gjengjcelde Fra Bigis ſtore 
Geſtfrihed; Penge vilde han paa ingen Maade tage 
imod. Endelig hittede den ſnilde Mand paa en Udvej. 

Han fortalte mig, at han var Forſtander og eneſte 
Lærer ved en Landbohojfkole, ſom han ſelv havde op⸗ 
rettet i et af det gamle Kloſters Udhuſe, og ſom alene 
beſtod ved milde Gaver af gode Menneſker, og hvis 
jeg vilde give Lidt til hans Skole, vilde han anſe fig 
for betalt. Jeg gav. naturligvis med Glæde en lille 
Sum, der fod til at overtreffe Fra Bigis Forvent⸗ 
ninger, thi nu trak han afſted med mig for at viſe 
mig ſit Inſtitut. Det beſtod i en tarvelig men renlig 
Hytte, hvori 31 ſmaa Drenge, af hyilke de fleſte vare 
dopſtumme, vare indlogerede, og her oplærtes de i at 
dyrke Kaal, Salat, Meloner og andre ſimplere Have⸗ 

planter. Jeg beſogte alle Lokalerne, ſom Skolen havde 

i Brug. De vare ikke mange, men Plads var der 

nok af i det gamle Kloſters Udhuſe. Det var vel en 

gammel Wſelſtald, der udgjorde Soveſalen; den havde 

den Meerrkelighed, at der ingen Senge fandtes i den; 
Børnene ſov i Kurve, ſom de ſelv havde flettet og ſom 
de efterhaanden voxede fra, faa at deres Ben hang 
udenfor Kurvene. Madratſen var visſent Græs og 
Overdynen en Baſtmaatte. Men i dette lykkelige Klima 
ſover man bedre ſaaledes end i Gaaſefjer. Alle Bor⸗ 
nene vare yderſt fattigt kledte, ja de mindſte havde 
egentlig ikke Klæder paa, men de vare rene og deres 
brune Øjne lyſte af Glæde, naar Fra Bigi klappede 
dem paa Hovederne med fin Hjærlige Haand. De faa 
alle ſunde og tilfredſe ud og mange af dem vare ud⸗ 
merket ſmukke Born. J Haven, hvor Undervisningen 
foregik, vare alle Bedene firkantede og Planterne ord⸗ 
nede efter deres Art. Det var lutter almindelige 
italienſke Kjokkenurter og Vinranker, Alt flod frodigt 
og bar Præget af at være pasſet med den ſtorſte Orden 
og Flid. Hvis ikke Fra Bigi med fin lille Bataillon 
holdt Orden heroppe, vilde det have ſet alt andet end 
venligt ud. Da vilde det gamle Kloſter kun have 
været et Tilflugtsſted for alfkens Kryb og den Rejſende 
vilde vel neppe faa Lyſt til at nærme fig til det eller 
fra dets flade Tag kunne nyde den pragtfulde Udſigt 

over to af Verdens ſkonneſte Havbugter uden Frygt 

for at blive ſtukken af en Skorpion eller bidt af en 

Tarentel. Nu er her venligt og hyggeligt. Det Hele 

er rigtignok yderſt tarveligt og ſmaat, men Fra Bigi 


i 


vandt min hele Agtelſe bed den eng og Kjær: 
lighed, hvormed han omfattede fit Vork. Wen Tiden 
ilte, vi maatte ffilles. 8 igjen til Wſels og 


red bort, men ſaalcenge jeg kunde fe Kloſteret, ſtod den 


ſkikkelige Fra Bigi og vinkede til mig. 

Da jeg kom tilbage til Sorrent, fortalte en af 
Byens Embedsmaend mig, at Fra Bigi var ſimpel 
Munk i Kloſteret Santa Agata. Da Kloſteret blev 


"hævet, havde han ikke kunnet bære over fit Hjerte at 


forlade det, men blev ganſke alene tilbage. Nogen Tid 
efter gik han til Neapel, og alle de døvftumme Tigger⸗ 
born, han der traf, tog han med ſig til Santa Agata. 
Af og til gjør han endnu Udflugter, navnlig til Neapel, 
og hver Gang bringer han ulykkelige Born med ſig. 
Vel lære disſe Børn ikke meget, men de kunne dog 
takke Fra Bigi for, at de blive fkikkelige Menneſker, 
der kunne ernære fig paa en hæderlig Maade, iſtedetfor 
at leve ſom Tiggere i Neapels Gader. 

Jeg har fortalt denne lille Hiſtorie for at viſe, at 
ikke alle de Munke, der ere opvoxede i de italienſke 
Kloſtre, ere Dagdrivere og unyttige Medlemmer af 
Samfundet, men at mangt et ædelt Hjerte banker 
indenfor den ſimple Munkekappe. 


Fra Guldkyſlen. 
E 

Paa Afrikas Veſtkyſt, en Egn, der ellers ikke i 
ſynderlig Grad tildrager fig almindelig Opmeerkſomhed, 
er der i Løbet af det ſidſte halve Aar foregaget Begi⸗ 
venheder, ſom foranledige os til i Ord og Billeder at 
give „Husvennens“ Læfere en Skildring af disſe fjerne 
Egnes ejendommelige Forhold. 

Norden for Guineabugten indenfor Guldkyſten ſtif⸗ 
tede en driſtig Søvding, Sai Tutu, i forrige Aarhun⸗ 
drede et ſtort Rige, idet han tvang alle ſine Naboer 
til Underkaſtelſe og opſpang fig til Eneherſker over ſtore 
Strakninger og kronede fit Vork ved Anlecggelſen af 
Staden Kumasſi, der for Tiden teller omtrent 70,000 
Indbyggere. Den blev Hovedſtaden i det fra den Tid 
af mægtige Hedningerige Aſhanti, der i over hundrede 
Aar forſtod at værge fig imod alle Evropcernes Angreb 
og bevare fin fuldſtendige Uafhengighed. Sai Tutus 
Efterfolgere udvidede Rigets Omraade og naaede i 1806, 
da de overvandt Fantierne, en Negerſtamme øften for 
Prafloden, der fra Aſhanti gjennemſtrommer Guldkyſten, 
lige til Guineabugten, hvor England, Frankrig, Neder⸗ 
landene og Danmark hapde anlagt Handelspladſer og 
Forter. Paa den Tid kom Evropckerne altſaa forſte 
Gang i Berpring med det mægtige Rige i det Indre, 
ſom naturligvis ſtrebte imod Kyſten og ſogte en Vej 
til Havet paa Handelens Vegne. Evropcerne vilde 


imidlertid tilrive fig Eneret paa denne Handel, og heri 
ligger Grunden til det halvhundredaarige Fjendſkab, der 
endelig i Fjor forte til et nyt ſtort Felttog. 


315 


Aſhanti er ſom Modſtander ingenlunde at foragte, 
og dets Hovedſtyrke ligger i Landets Utilgengelighed. 
Det omfatter 3000 [ Mile, er altſaa over fire Gange 
jaa ſtort ſom Kongeriget Danmark og teller mellem en 
og to Millioner Indbyggere. Aſhanti er for Storſte⸗ 
delen et Sletteland, kun mod Nord hæver det fig mod 
Kongebjergene; det er overordentlig frugtbart og yder 
fine Beboere Alt, hvad de behøve til Livets Ophold. 
Deres Hovedprodukter ere: Bomuld, Kaffe, Indigo, 
Guronodder (en Palmefrugt), Guld og Elfenben. Ur⸗ 
ſkovene, ſom bedoekke Landet, ere umaadelige; her finde 
vi den ægte afrikanſke Urſkov, Tropeſkoven, i hvilken de 
med uigjennemtrengelige Plantevegge indfattede Stier 
næppe tilſtede Folk, der modes, at vige til Side, og 
hvor ſelv Smaabyerne ere jaa, tæt omflyngede af Ur⸗ 
ſkoven, at man ikke kan gaa udenom dem, men maa 
folge Vejen igjennem Byerne. Omſtaaende Afbildning 
giver et Begreb om Afrikas ejendommelige Plantevaxt, 
medens dog de fritſtaaende Zræer mangle det Ver af 
Slyngplanter, der veeſentlig foraarſager Urſkovens Ui⸗ 
gjennemtrengelighed. Denne tillige med et for de 


Hvide højft fordeerveligt Klima og de i den torre Aars⸗ 
tid uſejlbare Floder gjøre Aſhanti til en ſtor Natur⸗ 


feſtning, mod hvilken navnlig England lige ſiden vort 


Aarhundredes Begyndelſe har rettet mange, ſom ofteſt 
frugtesloſe Angreb, der have havt til Henſigt at ſikre 
England, ſom i 1850 kjobte de danſke og i 1872 de 
hollandſke Beſiddelſer pan Guldkyſten, Eneret til den 
meget indbringende Udforſelshandel, der nu i de for⸗ 
ſtjellige engelſte Kolonier har naget en Verdi af 9—10 
Millioner Rd. aarlig. 

Det vilde fore for vidt at fkildre alle de mange 
Fejder og Krige, der i Tidens Lob have fundet Sted 
mellem Aſhanti og England; vi ville kun berette nogle 
Enkeltheder fra en af disſe Krige, ſom i 1863 foran⸗ 
ledigedes ved, at Englænderne negtede Aſhantis Konge 
at udlevere en af hans Underſaatter, der havde beſtjaalet 
ham, og hans forte Majeſtet [od da fine Tropper rykke 
ind paa engelfk Grund. Den engelſke Regjering gav 
ſtrax Befaling til at trænge ind i Aſhantiernes Land, 
og et forfærdeligt Sorgeſpil begyndte. 

Sorte og hvide Soldater førtes ind i den tætte 
Urſkov, igjennem hvilken man forſt maatte hugge ſig 
Vej. Den uſunde Regntid nærmede fig og plagede af 
forfærdelig Hede, liggende i Moradſer, ryſtende af Feber 
og ſpekkede af Blodgang døde Hvide og Sorte ſom 
Fluer. Ikke en Eneſte følte fig vel tilpas, og Alle for⸗ 
tvivlede, iſer da man ikke var i Stand til at faa Oje 
paa nogen Fjende. Hvor forfærdelig Stillingen var, 
giver følgende Udtog af et Brev fra en engelſk Officer 
et Begreb om. Fra Cap Coaſt⸗Caſtle, det engelffe 
Hovedfort paa Guldkyſten, hvilket, opført af Danmark, 
blev ſolgt til Holland og derpaa i det ſyttende Aar⸗ 
hundrede erobret af den engelſke Admiral Homes, ſkriver 
han: „At ligge i Lejr i Urfkovene er det ſamme ſom 


| at dø, eller, hvad der er endnu værre, at blive i Live 


for den ophø- 


316 


med et for beſtandigt odelagt Helbred. Med det forſt 
afgaaende Dampfkib ville jer Officerer blive ſendte til⸗ 
bage til Evropa, og alle vi Andre ſlippe næppe hel 
ſkindede herfra. Det ſynes underligt at tale om Krig 
eller Felttog, naar man har ligget hele tre Maaneder 
i vemmelige Sumpe uden at fe faa meget ſom en eneſte 
aſhantiſk Kriger, og dog er Tabet af Penge og Menneſke⸗ 
liv forfærdeligt, og Krigens Ojemed, Indtagelſen af 
Kumasſi, ville vi dog aldrig kunne naa, om vi end 
havde ti Gange jan mange Tropper. Det ved Kongen 
af Aſhanti ogſag godt, og han ffjænfer os derfor ikke 
en Smule Opmerkſomhed. Han har ytret de fuld⸗ 
kommen rigtige Ord: „Den hvide Mand har rigtignok 
bragt mange 
Kanoner ind i 
Urſkoven, men 


| bøde naſten Halvdelen af Feber og Blodgang, og derſom 


de tapre og ingenlunde flet ruſtede Aſhantier den Gang 
havde rykket frem, vilde næppe en eneſte Evropæer have 
naaet. Kyſten levende; thi paa Grund af Regnen vare 
deres Vaaben jaa forruſtede, at de knap vare til at 
bruge; Vandet var blevet til en grodagtig Masſe, Ka⸗ 
nonerne ſtak faſt i Sumpene, og Officererne laa bog⸗ 
ſtavelig talt alle feberſyge i deres Telte. Da disſe 
ſorgelige Efterretninger naaede London, blev der i Mai 
1864 givet Befaling til at ſtandſe Fjendtlighederne. 
Men Aſhanti ſtod ubeſejret, ſtoltere end nogenſinde, og 
dets Konge havde Ret, da han ſagde: „Urſkoven er 
ſterkere end Kanonerne”, 
Da Eng⸗ 
land i 1872, 


denne er meget 
ſteerkere og 
mægtigere end 
Kanonerne“. 
Regntiden er 
nu indtraadt, 
og vi kunne ikke 
udrette Noget, 


rer. Men nu 
har man opho⸗ 
bet en Mængde 
Forraad i Lej⸗ 
ren tyve Mile 
fra Kyſten i en 
tæt Skov, der 
nu ſtaar under 
Vand. Vi ha⸗ 
ve faaet Befa⸗ 
ling til at dra⸗ 
ge derhen med 
to Kompag⸗ 
nier, og i neeſte 
Uge fkulle vi 
afſted. Paa 
denne Tid af f 

Aaret ville vi der ikke finde andet Ly end det, en 
af Dynd og Grene ſammenkliſtret Hytte kan yde os, 
og ingen anden Føde end ſaltet Fleſk og Skibstvebakker. 
Hvem der kjender det herværende Klima, ved ogſaa, at 
dette ligefrem er det ſamme ſom at lobe Døden i Ar⸗ 
mene. Jeg marſcherer, fordi det er min Pligt; men 


"havde jeg i dette Ojeblik Valget imellem paa 300 


Skridts Afſtand at ſtille mig til Skive for mit Kom⸗ 
pagnis Geverlob eller at marſchere ind i Urſkoven — 


"Da vilde jeg utvivlſomt vælge det Forſte“. 


Og ſaaledes lod alle Beretninger fra Guldkyſten; 
ingen af dem kunde melde noget Gladeligt. Krigen 
koſtede England nær ved 1 Million Rd. og endda havde 
man ikke ſet en eneſte Aſhantikriger; af de hvide Tropper 


ſom ovenfor 


Ved Pra Floden. 


omtalt, afkjob⸗ 
te Holland dets 
Beſiddelſer 
paa Guldky⸗ 
ſten, fik det at⸗ 
ter at gjore 
med ſine gamle 
Fjender, Aſ⸗ 
hantierne. Hol⸗ 
"Tænderne hav⸗ 
de ſtaaet i ven⸗ 
ſkabeligt For⸗ 
hold til Aſhan⸗ 
ti, ja havde 
endog i Fre⸗ 
dens Interesſe 
aarlig betalt en 
Afgift til den 
ſorte Majeftæt 
i Kumasſi. 
Kongen af Aſ⸗ 
hanti betragte⸗ 
de da ogſaa 
de hollandſke 
Havne ſom 
ſine, og 
Hollænderne ſom fine Undergivne, til hvem han 
oven i Kjobet ſolgte fine Krigsfanger. Thi det 
var ikke ſtort Andet end Slavehandel, ſom Holland 
indtil 1872 brev paa Guldkyſten; imod en beftemt Sum 
Penge ſendte den ſorte Konge det fine Fanger, der faa 
bleve indekserſerede og indlemmede i de hollandſke Regi⸗ 
menter i Indien. Da nu England var bleven Herre 
over de hollandſke Beſiddelſer, kjsbte de ingen Slaver, 
betalte heller ingen Afgift og bekymrede ſig i det Hele 
taget ikke i mindſte Maade om Kongen af Aſhantis 
Overhojhed. É 
Da ffummede den forte Serjfer af Raſeri og ſvor 
ved ſine 3333 Koner — dette Tal er efter nedarvet 
Skik og Brug ufravigeligt — at jage Englænderne ud 


i Havet. Koffi Kalkalli, ſaaledes hedder Fyrſten, ſtillede 
fig ſelvb i Spidſen for fin dygtige Armee og rykkede ind 
i det under engelſt Beſkyttelſe ſtaaende Fantiland, hvis 
Beboere om end af ſamme Stamme ſom Aſhantierne, 
dog baade i aandelig og legemlig Henſeende ere dem 
langt underlegne, hvilket blandt Andet ogſaa giver fig 
tilkjende i deres Byningskunſt, af hvilken vi give en 
Prove, der tilfulde viſer, paa hvilket lavt Standpunkt, 
de i ſaa Henſeende ſtaa. Byggematerialet beſtaar væ- 
ſentlig af ſammenflettede Palmeblade, Rør eller Straa. 
Fantierne gjorde kun liden Modſtand, og den ene 
Landsby efter den anden gik op i Flammer; da toge 
de endelig i Februar 1873 Mod til ſig og droge mod 
Fjenden, der imidlertid tilføjede dem et grundigt Nederlag 
og bedre gik det 
ikke i April ſ. 
A, fkjont en⸗ 
gelſke Officerer 
kœmpede paa 
deres Side. 
Englænderne 
maatte inde⸗ 
flutte fig i de⸗ 
res Feeſtnin⸗ 
ger, og ethvert 
Forſog paa at 
gaa imod Aſ⸗ 
hantierne hav⸗ 

de et uheldigt 
Udfald for de 


317 


Veſtafrika, hvis rige Produkter ſaaledes ville blive mere 
tilgængelige end hidtil. 


Kampen ved Brons. 
Fortalt af Bendix Hanſen. 


De tre Krigsaar 1848, 49 og 50 ſtaar jo nu for 
os Danfke ſom en lys og herlig Vaartid, og viſt er det, 
at der dengang under Frihedens Morgenrode gik en 
forunderlig mægtig og begeiſtrende Rorelſe gjennem vort 
Folk; men der var dog ogſaa i disſe daadrige Aar 
enkelte Tider, da det faa morkt ud, da tunge, uvejrs⸗ 

5 ſvangre Skyer 

lejrede ſig 
trindtomLand, 
knugede og 
cengſtede de 
Svage og 

ſpeerrede for 
Vaarſolens 

Straaler; men 
Haabet og 
Mindet meg⸗ 
tede de ikke at 
kvele, Kraften 
voxede under 
dem, indtil 
den rejſte ſig 


ikke ſynderlig i fin Velde og 
talrige Eng⸗ adſplittede 

lendere; For⸗ 4 dem ved et 
ſog paa med , vældigt Slag, 
Baade at ſejle hvorom Nav⸗ 
op ad Praflo⸗ nene Frederits 
den mislykke⸗ og Iſted vil 
des, og et bære Vidne, 
Par Stammer jaalænge der 
gjorde Oprør nævnes et 

mod Engleen⸗ Fantee Hus. Danmark. Af 


derne, hvis 


Taalmodighed endelig udtomtes. Sir Garnet Wolſeley, | 


en endnu ung General, blev udnævnt til Befalingsmand 
over en anſelig Troppeſtyrke og ſendt til Guldkyſten. 
Om de ſenere Begivenheder have Dagbladene bragt jaa 
mange Meddelelſer, at vi kunne indſkrenke os til at 
berette, at Aſhantierne, efter at det var lykkedes General 
Wolſeley efter heftige Kampe at trænge frem til og 
indtage deres Hovedſtad Kumasſi, bleve nødte til at 
ſlutte Fred, og der er ved denne opnaaet, at Fantierne 
og andre Stammer ved det atlantiſke Hav, ſom hidtil 
bleve undertrykkede og udſugede af Aſhantierne, nu kunne 
leve i Sikkerhed, og at der vil blive aabnet en ſikker 


og fri Vej. for Evropcernes Handel med det indre 


' ; disſe mørfe og 
tunge Tider, vare ingen mørkere end Vinteren 1848 og 
49 i Sønderjylland. Den 26 Auguſt 1848 var der i 
Malmø bleven afſluttet en Vaabenſtilſtand, ſom for os 
Danſke kun var lidet glædelig, og ſom ved fin Udforelſe 
blev. baade ſorgelig og ffammelig. Medens vi med 
henſynsfuld Nojagtighed udførte enhver af de faſtſatte 
Betingelſer, tilſideſatte Tyfkerne alle Henſyn og frænfede 
Overenskomſten paa det groveſte. Danmark og Preusſen 
ſtulde i Forening indſctte en Regering, ſom under 
Vaabenſtilſtanden fulde overtage Styrelſen i Sonder⸗ 
jylland, og i den maatte Ingen have Sæde, der tidligere 
havde været Medlem af Oprorsregeringen men denne 
Regering kunde ikke faa Lov til at regere, og faa ind⸗ 


318 


ſattes den ſaakaldte „Fallesregering“, der udelukkende 
beſtod af Medlemmer af den oprorſke Landsforſamling, 
og ſom udnævnte Oprorsregeringens meſt fremtrædende 
Medlemmer til Miniſtre. At denne Regering aldeles 
intet Henſyn tog til Danmark, vil Enhver kunne be⸗ 
gribe, ijær da Slesvigholſtejnismen dengang havde 
udviklet fig til et ſvimlende, ubegrenſet Hovmod. Op⸗ 
rorerne indrettede ſig ſom hjemme og gjorde aldeles 
intet andet, end det, der kunde ſtotte og fremme deres 
Planer; hvorfor Danmark da ogſaa ſnart blev nødt 
til at afbryde al Forbindelſe med Fellesregeringen og 
erklære den for oprorſt; dette ſkete den 15 December. 
Sønderjylland var ſaaledes værgeløs voldgivet til Ty⸗ 
kerne, og de forſtode at benytte fig af Forholdene; de 
ſkabte en fuldftændig Lovloshed. Da de vidſte, at Krigen 
atter vilde begynde, ſaaſnart det var Danmark belejligt, 
ruſtede de fig af alle Kræfter, udſkreve Soldater og 
paalagde ſtore Skatter; men de danfke Sonderjyder 
vilde ikke bære Vaaben imod deres egne Brødre og 
underftøtte deres Fjender med Penge; de nægtede trindt 
omkring at adlyde den ulovlige Regering. Da udſendtes 
der ſmaa Troppeafdelinger, ſom inddrev Skatterne med 
Magt og gjorde Jagt paa de unge Karle, af hvilke dog 
de fleſte undkom til den danſke Her, hvor de ſtillede 
fig i Forſvarernes Rakker. Ved denne Fremfcerd 
vaktes en uhyre Forbittrelſe i det danfke Sonderjylland, 
men bundne i JZernlænfer formagede man næppe at 
røre fig, inden man grebes og ſendtes til Rendsborg 
eller Kiel. Da var det, at Bonderne i Egnen Nord 
for Tonder ſluttede fig ſammen og bød Tyſkerne Trods. 
J Januar Maaned 1849 vare de omboende tilſagte at 
mode ved Færgeftedet i Ballum Sogn for at betale 
Skatterne, og en ſtor Del ældre Mænd mødte, tildels 
bevæbnede. De vare forbittrede, men enige og beſtemte. 
„Tag ſelv“, ſagde de til Tyſkerne, „det faa vi taale; 
thi godvilligt betale vi ikke en Skilling af de ulovlige 
Skatter; men gjør ingen Fortræd; thi det taale vi 


ikke!“ og Skatteopkræverne maatte drage bort med ufor⸗ 


rettet Sag. Nu bleve Bønderne enige om at møde til 
Skatteopkrovningen i Bredebro, der var indvarslet fort 
efter. Denne Gang blev Skatteopkrœvningen under⸗ 
ſtottet af en Afdeling ſlesvig⸗holſtenſke Dragoner; men 
det gjorde ikke Stemningen bedre imod Tyſkerne; thi 
Bønderne" vare mødte i ſtort Antal, og det harmede 
dem at mode disſe Soldater, der vare oplærte i den 
danſke Her, bar danſke Vaaben, danſk Uniform og red 
paa danſke Heſte, havde ſvoret til den danſke Konge; 
men ſtrax havde ſvigtet. Bønderne ſparede ſom ſidſt: 
„J kan plyndre; tag ſelv om J tor vove det; vi betale 
ikke“. Tyſkerne forlangte, at de ſkulde nedlægge deres 
Vaaben; men derom kunde der ikke være Tale; de vilde 
kun underhandle ſom fribaarne Mænd med Vaaben i 
Haand. Saa provede Dragonerne at imponere og kyſe 
dem ved truende Bevegelſer; men da de jaa, at Bon⸗ 


undgaas, da at lade det komme til Kamp. 


derne ſluttede fig ſammen og beredte fig til en Kamp, 
droge de atter bort. 

Den 20de Januar ſkulde der være Skatteopkrœp⸗ 
ning i Brøns. Bønderne ſorſamledes og bleve ſnart 
enige om at mode jaa talrigt og godt bevæbnede ſom 
muligt for ogſaa her at trodſe, og, hvis det ikke kunde 
Der var 
en Mand, hvis Navn jeg ikke veed, men ſom tidligere 
havde været danſk Gardiſt, han var kjendt ſom en 
dygtig, ſindig og kick Mand og havde derfor hidtil 
været en af Lederne; han fraraadede nu paa det ind- 
ſtendigſte at lade det komme videre; thi kom det til 
Kamp, ſagde han, vilde de utvivlſomt komme til at 
bukke under, da Dragonerne enten vilde komme i ſtorre 
Mængde eller med Underſtottelſe af: Fodfolk. Der 
havde i de ſidſte Dage gaaet loſe Rygter om, at de 
kielſke Zægere nærmede fig Egnen, og han frygtede for, 
at disſe Rygter talte Sandhed. De andre lo ad hans 
Frygt, de troede ikke paa JIægerne, og da han holdt 
faſt paa at opgive Kampen, vakte han Harmen imod 
fig; man erklærede ham for en Kryſter, en Frafalden 
og jog ham med Haan og Spot ud af Forſamlingen. 

Anforeren var nu en ældre kraftig Mand, almin⸗ 
belig kjendt paa Egnen: Anders Thomſen fra Haved i 
Rejsby Sogn, og han trak ſig ikke tilbage. 

Ifolge Aftale mødte ved Brøns den 20de Januar 
omtrent 300 kjckke ſonderjydſke Bønder, men desværre! 
de vare kun daarligt bevæbnede til en Kamp med Sol⸗ 
dater. Nord for Byen toge de Stilling. Dragonerne 
kom, og her ſom allevegne lød det: „Tag ſelb om J 
tor; vi betale ikke!“ Dragonerne udfoldede ſig foran 
Bondernes Linie og bleve roligt holdende, ſom om det 
ventede paa Noget, medens Bønderne [aa bag Diget 
med ladte Bøsfer, beredte til at tage imod dem. 

„Det er inderligt!” ſagde Anders Thomſen — 
„Hvad mon de vente efter! Skulde de være bange, 
eller er der maaſke Ugler i Moſen, eller Jegerne i 
Reſerve! Det kunde være, at det alligevel var det 
Bedſte, om jeg forſogte at ſnakke dem tilrette for i 
Dag!“ 

De nermeſte Mænd billigede dette. Han bandt 
et hvidt Lommetorklede om Armen, gav fin Bosſe til 
en anden og ſatte fin Hat fra fig, og ſaaledes nær- 
mede han fig Dragonerne. 

Strax rede to Officerer ham imode, og de modtes 


midt paa Marken. Hvad der blev talt veed ingen ret; 


men pludſelig begyndte Tyſkerne at hugge los paa 
Anders Thomſen med Sablerne. Bønderne troede, han 
fik af Fladen; men da han ſegnede, ſkjonnede de nok, 
at der var brugt fkarpe Vaaben mod en vaabenlos 
Mand, og fan kogte Forbittrelſen over. Bosſerne 
knaldede, og Kuglerne peb om Orerne af de to Offi⸗ 


cerer, der i ſtrakt Kariere joge tilbage. Bonderne raabte 


Hurra og vilde frem; da faa de Vejen opfyldt af tyfke 


… dægere, Dragonerne angrebe i Flanken, Jegerne ſtor⸗ 


mede frem, et Ojeblik var der en vild Kamp og ſaa 
oploſtes Bøndernes Skare og ſogte Redning i Flugt. 
De fleſte undkom, ſtjulte ſig og fjernede alle Spor af, 
at de havde været med, nogle ſogte ned i Engene og 
reddede ſig der, og andre, deriblandt nogle Saarede, 
flygtede til Ribe, hvorfra gode Venner hjalp dem med 
Heſte og Vogn. Tyſkerne havde kun to Saarede, men 
Bøndernes Tab var langt ſtorre: 30 Døde og Saarede, 
ſamt en Del Fanger. 

Hin Mand, ſom Bønderne havde forjaget ſom en 
Frafalden, boede ikke i Brøns; men da den 20de Ja⸗ 
nuar oprandt, kunde han ikke blive hjemme; der anede 
ham intet godt; maaſke man kunde trænge til ham, og 
da ſkulde man ſe, han ikke var fejg. Han ſagde 
Farvel til Huſtru og Born, tog ſin Stok, der var en 
ſterk Egekjep, og gik til Brons. Da han kom nær til 
Byen, brod Kampen los, og med Smerte blev han 
Vidne til, hvordan den endte; men da han ikke var 
Deltager, faldt det ham ikke ind at flygte. Pludſelig 
kom en Dragon farende henimod ham og raabte, at 
han ſkulde overgive fig ſom Fange. Han forklarede, 
at han ikke havde været med, og derfor heller ikke vilde 
være Fange, og da Dragonen ikke vilde hore derom, 
men leftede Sablen imod ham, parerede han med 
Stokken, og ſaa vare de i fuld Kamp. Dragonen 
kunde intet gjore ham; men Stokken vilde ikke holde 
ud, den ſplintedes mere og mere, og derfor trak han 
fig altid nærmere hen til en dyb og bred Greft, og 
da han havde naaet den, ſprang han pludſelig over 
paa den anden Side; men da havde han næppe 1/2 
Alen tilbage af Stokken. Dragonen bandede; thi det 
var kun med ſtort Bejvær, han kunde faa fin Heſt til 
at ſpringe over, og i ſamme Ojeblik var Bonden atter 
paa den anden Side. Saaledes blev de ved et Par 
Gange; men fan greb Dragonen fin Piſtol og ſkod 
ham død paa Stedet. 

To Jægere kom flæbende med Anders Thomſen 
ind i Preſtens Dagligſtue, hvor ingen uden Praeſſte⸗ 
konen var tilſtede, og hun gjenkjendte kun med Bejvær 
den fkrekkeligt mishandlede og blodige Mand. 

„Han er død!” ſagde Soldaterne. 

Hun var forfærdet, oprørt over den B handling, 
han havde lidt, bedrøvet og bevæget. N 

„Han er ikke død!” ſagde hun. 
Lege; jeg befaler det!“ 
De vilde ikke; men da hun med en forunderlig 
Beſtemthed gjentog ſin Befaling, adlod de hende. 

„Han er død, fuldſtendig død!” ſagde Legen. 
„Her er intet at gjøre!” 

„Han er ikke død!” gjentog hun. 
gjøre deres Pligt!” 

Saa rev Lægen et Spejl ned fra Væggen, 
det for den Saaredes Anſigt, 


„Hent ſtrax en 


„Og de fkal 


holdt 
det blev dugget, og 


paa det Bedſte, og han trængte haardt dertil; thi han 
var frygtelig ſaaret af Sabelhug baade i Baghovedet 
og langs ned ad Ryggen; men allerede efter faa Dages 
Forløb blev han fort Syd paa. 3 
Sommeren gik, inden Anders Thomſen og de andre 
Fanger atter vendte tilbage. Meget havde de lidt; 


faa dem til at angive deres Kampfæller. Anders 
Zhomjen. blev aldrig mere den Mand, han havde været ; 
han havde faaet en Skade, ſom han ikke kunde forvinde, 
og efter nogle faa Aars Forløb døde han. 

… Saaledes endte Kampen ved Brons. Reſultatet 
var kun lidet glædelig; men det er alligevel en Begi⸗ 
venhed, der fortjener at mindes; thi den vidner klart 
og ſkoͤnt om, at den ſonderjyſke Bonde er danfk og vil 
være dansk, og at der er en Kraft i dette „vil“, Tom 
nok tor vove Liv og Blod naar det gjælder Danſk⸗ 
heden. 1 

Paa Flors Hojſkole i Rødding, hvor Sonderjyllands 
Ungerſpende ſamledes i danſk Aand og Oplysning, und⸗ 
fangedes Tanken om at ſette et Mindesmeerke til Minde 
om denne Kamp. Paa Herredsfogdens Mark i Rodding 


fandt man en ſtor Kampeſten. Den gravede Unger⸗ 


Praſtekonen ſik Ret. Nu blev han forbunden og plejet 


med Indfkrift og forte den til Brons, hvor den af⸗ 
floredes 10⸗aarsdagen efter Kampen, den 20de Januar 
1859. Der ſtaar den endnu, og den fortæller med 
klare Ord, at den er rejſt af Fedrelandets Sonner til 
at minde om de ſonderjyfke Bønder, der grebe til Vaaben 
mod de overmegtige Fjender og beſeglede deres Danſk⸗ 
hed med Blod. j 

Endnu kun dette: Det er muligt, at uveſentlige 
Enkeltheder i denne Fremſtilling fortælles noget ander⸗ 
ledes af Andre, da dette altid er Tilfeldet ved en flig 
Begivenhed, hvor hver enkelt Deltager fer og opfatter 
forſkjelligt; men jeg har ellers god Grund til at ſtole 
paa min Hjemmelsmands Nejagtighed, da han igjennem 
en Rakke af Aar paa ſelve Stedet har ſamlet det her 
meddelte ſammen fra forſtjellige Kanter. Han tilføjer, 
at enkelte Deltagere i Kampen nu ryſter paa Hovedet 
og erflærer den for en Overilelſe, en Dumhed, og jeg 
vil dertil bemerke, at næften. alt hvad ſtort, oploftende 
og herligt, der er ſtet i Verden, kan opfattes ſaaledes; 
thi det ſker altid naar Begejſtringen for det Wdle og 
Sande vorer ſaaledes, at den tager den beregnende 
Fornuft fangen og bryder ud i Daad. Derom vidner 
Hiſtorien paa hvert et Blad. Var det ikke dumt af 
Niels Ebbeſen med en Haandfuld Folk at vove ſig i 
Kamp. imod den kullede Greve og hans mægtige Heer? 
Ja der blev Reſultatet ſtort og velſignelſesrigt; men 
Niels Ebbeſen faldt. Var det ikke dumt af Iver Hvidt⸗ 
feldt, at han og hans Trofaſte vilde ſpringe i Luften 
med det brændende Skib „Dannebrog“ i Kjoge Bugt? 
Og dog ſynge vi med til hans Sæder og priſer hans 
Daad. 


men forgjæves havde man forſogt alle Midler for at 


ſpendene ud af ſit gamle Leje, lod den tildanne, forſyne 


AS må 


Ja lad os fun minde Kampen ved Brøns: den 
fortjener det nok. 


Trœbævberi i Bohmen. : 
(Efter C. Ahlborn i „Svenska Familj J ournalen“.) 


Blandt de ejendommelige Husflidsſysler, ſom man ofte 
treffer paa i afſides liggende Bjergegne, er en Art Trævævning 
eller Spaanvævning i Byen Alt⸗Ehrenburg, tæt ved den jadfiffe 
Grenſe i Bøhmen, ret markelig. Å 

For en 100 Aar ſiden dreves Staaltraads⸗ og Mesſing⸗ 
traadsvavning her i Egnen; da fandt en Tommermand, Anton 
Melzel, paa at anvende fine Treſpaaner paa ſamme Maade og 
nu er Trævævning en meget vigtig Sysſel, ſom naſten drives 
af hele Befolkningen, over 1000 Menneſker, ved Siden af Jord⸗ 
bruget. 

Ragemnet til denne Slags Vapning, udarbejdes af Aſpetrae 
der er fuldſtendigt knaſtfrit og overordentlig ſkert. Saadant 
Gavntræ fans kun af Aſp, ſom voxer paa fugtig Grund, og det 
er vanſteligt at faa brugelige Kavler af mere end 2 Alens 
Lengde. Ofte kunne ſaadanne Stykker üdvendig fe flanfe og 
brugelige ud, men naar de kloves, indeholde de indvendig ſmaa 
ſtjulte Knaſter, der gjør at Trafibrene bugte fig, og faa er 
Træet ubrugeligt til Vavning. J Reglen giver 30—40 Favne 
Aſpetra kun en Favn brugeligt Tre, hvorfor ſaadant ogſaa 
betales med den utrolige Pris af omtrent 100 Rd. Favnen, og 
af ſaadant frit Gavntræ bruges aarligt for omtrent 5,000 Rd. 
Tidligere kunde de bøhmifte Skove levere det fornødne, men nu 
ere disſe faa udtømte, at man maa hente. Træet fra det rusſiſke 
Polen, da de eſterrigſke Forſtmend anſe Aſpen for et fkadeligt 
Træ i Skovene, hvorfor det ikke yndes eller plantes. Træet 
opkjobes af flere Forhandlere i Alt⸗Ehrenburg. Det maa være 
mindſt henved en Fod i Ejennemfnit og afbarket ſtrax efter 
Faldningen. Stokken ſkal derefter være klovet en Gang, og 
Marvvedet udhulet i tre Tommers Omfang. Det friſtfeldede 
Tra forarbejdes bedſt, og giver ſmidigſt Materiale, da det har 
ſin naturlige pasſende Fugtighed. Er det derimod gjemt og 
tørt, maa det, førend det kan bruges, blødes lenge i Vand, 
ſom det ſtundom maa ligge i, mellem et halvt og et helt Aar. 

Fremgangsmaaden ved at forvandle Træt til en fin Vav⸗ 
ning, er folgende: Et Stykke Tra paa tre til fire Fods Længde 
og henimod en Tommes Tykkelſe hovles glat paa alle Sider, 
Det gjøres faft pan Kant, og gives paa Kanten et Strøg med en 
„Deler“. Dette er en Slags Høvl, men ſom i Stedet for 
Jern til at tage Spaan af med, er forſynet med en Rakke fine 
Staalklinger, ſom Knivſpidſer, anbragte lige langt fra hinanden. 
Dette Redſkab gjør altſaa et viſt Antal fine, fuldkommen lige⸗ 
lobende Suit i Kanten pan Bradtet. Med en fin ſkarp Høvl 
ſtryges nu tre eller flere Spaaner af, disſe ere naturligvis ikke 
ſammenhengende, men ſkilles ad i ganſte fine Strimler, ſom 
danne Raaemnet til Vavningen. Disſe Tratraade kunne være 


— 


bredere og ſmallere, efter. Tendernes Afſtand i Deleren, ligefra 
8 paa en Tomme indtil 32 paa en Tomme i Breden. Ved en 
øvet Behandling med Hovlen kunne de gjøres meget tynde, ikke 
tykkere end fint Poſtpapir; men hertil udfordres et godt Haandelag. 

Tratraadene tilvirkes af den mandlige Befolkning, hvilket 
ingenlunde optager al deres Tid, da en Mand hurtigt kan 
fremſtille faa megen Tretraad, ſom den kvindelige Del af 
Familien kan væve paa en Dag. Børnene ſamler og ordner 
Traadene efter Haanden ſom de komme fra Hoplen, ſamt hjælper 
deres Mødre eller Soſtre med Vavens Renning. Denne ſpendes 
i en Ramme, uden at oprulles paa en Bom, da Lengden af 
Traadene jo kun er højft to Alen. Forſog paa at ſammenknytte 
Traadene og vave lange Stykker, ere mislykkede. Iſletten 
trekkes ned med en lille Indretning af Træ, omtrent ſom med 
en almindelig Vaveſkytte; de korte Traade kunne dog ikke 
ſpoles heri, ſom ellers ved Vævning, men fæftes med en Lokke 
til Skytten, for at drages igjennem. Hver Gang en Ifletstraad 
er indlagt, ſlaas den ind til de andre med en Vayfke. 

Man har mange Slags Vavninger, grove og fine, ens⸗ 
farvede og brogede, med og uden Monſtre, og man ſer ofte 
Prøver paa megen Smag, Dygtighed og Opfindſomhed. De 
rødt og blaaviolet farvede Vavninger, modtage en ſilkeagtig 
Glans ved Anilinfarverne og kappes i et prægtigt Udſeende med 
de ſmukkeſte Tøjer af Uld, Hor og Silke. Nogle Travavere 
male den hvide Vav med Vandfarver eller Oliefarver paa 
mangehaande Maader, gjennem Skabloner (udſkaarne Papirs⸗ 
monſtre,) men de mindre rene Farver og den brogede, ofte ſmag⸗ 
løfe Tegning, gjør disſe Arbejder mindre interesſante. 

Trævævningen nærmer fig i Udlandet den fineſte Straa⸗ 
fletning. Den anvendes derfor ogſaa til Mands⸗ og Kvinde⸗ 
hatte, Hovedtej til Born, til fine Kurve, Lampebrikker o. ſ. v., 
fine Vinduesſkerme og Aker, Cigarfoderaler o. m. a., og en ſtor 
Del ſaadanne Gjenſtande tildannes af de flinke Born i Alt⸗ 
Ehrenburg. Tilvirkningen af Hatte f. Ex., gaar helt ſimpelt 
for ſig. Et pasſende ſtort Stykke Trætøj presſes med en 
Jernring ned over en halvrund Træblof. Traadenes Glathed 
og Bojelighed bevirker, at Vavningen let antager Trakladſens 
Form, uden at krolles eller brakkes. Ved den ſaaledes dannede 
Hattepul fæftes ſiden Skyggen, ofteſt ved Hjælp af Lim. Hatten 
bliver ſmuk, og er den end ikke holdbar, ſaa er Priſen ogſaa 
derefter, da de leveres fra 8—24 ß. Sthykket. 

De fine Aſpegarer forarbejdes dog ikke udelukkende paa 
Stedet, da Straahatteinduſtrien i Italien og Paris, ſaavelſom 
i Schweitz, har fundet megen Anvendelſe for det ſmukke, ſmidige 
Stof, ſammen med Straa, Heſtehaar, Palmeblade, Manilahamp 
og alle de mange Stoffer Straahatteinduſtrien har tilegnet fig. 


Blandinger. ' 


Oberraſkelſe. Fru A. Kan Du ſige mig, hvorledes ſtal 
jeg berede min Mand en Overraſkelſe i Dag paa hans 
Fodſelsdag ? 


Fru B. Jo, lad vare at forlange Penge af ham i Dag. 


Husvennen udkommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, 
Fjerdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles paa ethvert oſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver 
Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph lein, lille Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn, 


forſynet med flere Billeder, til 2 ME 8 ß. 
Boglade ſamt hos 


Trykt hos J. H. Schul tz. 


11% 
ill 


fy i | Å 
22 N SPS 
N een 


— 
3 


5 
åg 
177 

) 


5 — 
e 
3 ; 


Biledblad. for Mlenigmand, 


xx 


for Morfkabslesning, Oplysning og Hus lig. 


Adgivet af 2 


Nr. 41. då) 


N. C. Rom. 


12. Juli 1824. 


Indhold. Mistankt, Fortælling af Zakarias Nielſen. — Fra Guldkyſten II., med 2 Billeder, — Sundhedspleje, ved Diſtrikts⸗ 
læge O. Schjodt — Lidt om Kulturplanter og de ſtadelige Dyr, af A. P. E. Toepfer. — Biavl. — Blandinger. 


==—— 


SED 


Misgtenkt. 
8 Fortælling af Bakarias Aielſen. 
een 


Det er blot et lille Afſnit af mit Livs Hiſtorie, 
jeg vil fortælle, et Afſnit i Hvilket Ulykke og Lykke 
rakte hinanden Haand over min Livsvej. 

Jeg var lige fyldt fire og tyve Aar og var ſaa⸗ 
ledes i en Alder, for hvilken Fremtiden i Almindelighed 
tager ſig ud ſom en blomſtrende Eng i Morgenſolens 
Belysning. J flere Aar havde jeg kunnet ernære mig 
ſelv og endda imellem rœkke mine gamle Forældre en 
hjælpende Haand, naar det kneb for dem; og jeg: havde 
Üdſigt til om et Par Aars Forløb — jeg var den 
Gang Fuldmægtig paa et Handelskontor i Hovedſtaden 
— at faa mine Indtægter betydelig forhøjede, men 
Üdſigter falme og visne ofte lige ſaa Hurtig, ſom de 
ffyde op. Min Principal gik fallit og — der ſtod jeg! 
Forreſten havde det hendet mig flere Gange, at min 
Virkſomhed paa lignende Maade var bleven afbrudt; 
men det laa ikke i min Natur at tabe Modet for ſaa 
lidt. Jeg havde ſom Dreng lært en Viſe, der begyndte 
ſaalede s? 

„Nu op med Ho'det, Ungerſvend, 
og ingen Griller længer! 
Du bliver kun til Nar, min Ven, 

hvis Du med Nabet hænger!” j 
og denne Viſe trallede jeg ofte ſammen med mine unge 
Venner, naar vi Sondag Eftermiddag ſpankede om i 
Skoven, eller naar jeg i Hjemmet i Mangel af anden 
Beſkjeftigelſe hjalp min Fader, der var Tommermeſter, 
at pløje Bræder eller lignende. 


| 


2 
5 


7 „Og Lykken banker paa din Der, 
naar verſt Du ſidder i et. 
Ohg derfor: bare frifft Humor, 


ſaa gaar ineriet!“ Bj 


ſtod der ogſaa i Vijen, og det var ſom talt ud af mit 


fire og tyveaarige Hjerte, Bekymringer havde jeg aldrig 
kjendt noget til; jeg vidſte nok, at der var noget, ſom 
hed Sorg, Modgang o. lign., men hvad det egentligt 
var for noget, havde Erfaringen aldrig betroet mig. 
Man plejer. ellers at ſige; „Man maa tage Verden, 
ſom den er“, men jeg vendte Talemaaden om og ſagde: 
„Verden er, ſom man tager den“; disſe Ord kan jeg 
jætte ſom en Indſkrift over mit hele forudgangne Ung⸗ 
domsliv, og der er jo unegteligt noget ſandt i dem. 
Jeg tog nu Verden fra den lyſtige Side, og det ſyntes 
mig, at „Livet var evige Lejer“. Jeg "Havde et uud⸗ 
temmeligt Dyb i mig af Lyſt til Morſtab, og jeg var 
derfor paa „Kommers“ hver eneſte Aften, naar jeg da 
Havde et Par Skilling i Lommen, og jeg gruer nu 
ofte ved at tenke paa, hvor vildt og uſommeligt det 
mangen Gang gik til ved flige Lejligheder. Jeg fejlede 
for fulde Sejl ned ad Letſindighedens og Daarfkabernes 
gyngende Strøm, tog Fart forbi alle Fornuftens og 
Moralens advarende Someerker og lod ſtaa til, indtil 
Skuden med Et ſtedte paa Grund. 

Efter at have gaaet ledig en otte Dages Tid, 
begyndte jeg at je mig om efter en ny Plads. il 
fældigvis fif jeg at høre, at en Regnſkabsferer hos en 
af Byens Grosſerere var reiſt til Amerika, og det ſtod 
ftrar Hart for mig, at denne Plads naturligvis var 
bleven ledig, fordi jeg var ledig. 


„Og Lykken banker paa din Dør, 
naar værft DD.“ 

naa, jeg gik jaa op- hos Grosſereren, jeg vil nu ikke 
nævne hans Navn. Han tog meget venlig imod mig, 
og vi vare ſnart i fuld Samtale. 

„Hvad er Deres Navn?“ ſpurgte han. 

„Holm — Peter Holm“, ſparede jeg med et let 
Buk og et pasſende lille anbefalende Smil. 

„Har De deres Papirer med?“ 

Jeg rakte ham dem, og han begyndte at blade 
i dem. 

„Se, je! De har nok havt mange Pladſer: en, 
to, tre. .. og De er dog faa ung... fire.“ 

„Ja“, ſkyndte jeg mig at ſige, det har truffet 
ſaa uheldigt, at...” 

„Ja, ja — jeg mente kun ...“ 

Saaledes afbrød den ene den anden flere Gange, 


naturligvis paa en yderſt dannet og pæn Maade. | 


Men Blodet foer mig tilſidſt til Hovedet, og i en 
bøflig men beſtemt Zone udbrød jeg: 

„Jeg er en fattig ung Mand, men ærlig og 
tro er jeg, og det ffal De erfare hvis De vil — 
hvis De tør tage mig i deres Tjeneſte!“ 

„Nuvel — jeg vil tro Dem paa deres ærlige 
Anſigt,“ ſvarede Grosſerereu. „Vil De jaa mode i 
Morgen og tage fat ſtrar. Kom, jeg ſkal viſe Dem 
Kontoret og fætte Dem lidt ind i Forholdene, og jaa 
i Morgen ſkal jeg nærmere gjøre Dem bekjendt med 
Forretningerne.“ 

Vi fulgtes ad ned 
begyndte atter: ' 

„Se her er deres Pult; her ligger nogle Breve, 
ſom De maa bejvare ſnareſt mulig”. 

Han trak en Skuffe ud og vedblev: „Og her 
ligger en Del rede Penge, ſom jeg har talt efter; alt 
er i Orden, men i Morgen fkal De ſelv overbeviſe 
Dem derom“. ! 

Det bankede paa Doren. En ældre Herre med 
et meget ſmilende Anſigt ſtak Hovedet ind og ſagde: 

„He — undſkyld, Hr. Grosſerer, det er blot to 
Ord “. 

Grosſereren gik ud paa Gangen til ham og blev 
borte et Par Minuter. Jeg ſtod endnu ved den halvt 
udtrukne Pengeſkuffe, der viſt nok „ſad inde” med ad⸗ 
ſkillige Tuſinde Rigsdaler. Jeg fif et Indfald — man 
kan under Tiden faa nogle lojerlige Indfald: 

„Hvad om Du gjorde et Greb der ned!“ 

„Du er jo tosſet!“ ſagde jeg hurtig til mig ſelv 
og gik hen til Vinduet, hvor jeg begyndte at tegne i 
Duggen paa Ruderne. 

Grosſereren kom atter tilbage, ſkjsd Pengeſkuffen 
ind, og vi fulgtes ad ud. Et Ojeblik efter ſtod jeg 


paa Kontoret. Grosſereren 


ved mine Forældres gamle bekjendte Trappe, ſom jeg 
havde hoppet op og ned ad jaa mange Hundrede Gange. | 
Jeg havde ſom Dreng lært mig „til at tage den i et 


min Moder løb ud for at lulke op. 


Hop“, og ſelb nu ſom Voxren kunde jeg ikke bare mig 
for at folge min gamle Skik, men jeg gjorde Hoppet 
let og gymnaſtikmesſigt, ſom det ſommede fig en ung 
og adræt Kavaler. — Altſaa: et Spring op . . hej, 
der laa jeg lige jaa lang jeg var nede paa Fortoget, 
hvor juſt nogle Drenge i det ſamme kom forbi og 


naturligvis iſtemte et højt Latterkor. Dog, jeg var 


| hurtig paa Benene igjen, men jeg meerkede, at min 


ene Fod ikke vilde gjøre Tjeneſte, Hvorfor jeg maatte 
hoppe paa det ene Ben op ad Trappen og ind i 
Stuen. 

„Du er dog en Spogefugl, altid Dig ſelv lig!“ 
ſagde min Moder, der troede, at jeg hoppede Paradis 
eller ſaadan noget. 

Men det var ikke ganſke Spog. Foden ſpulmede 
op, og jeg maatte lægge mig paa Sengen, men jeg 
gjorde mig haard for ikke at forffræffe min Moder. 
Jeg fortalte hende, at jeg nu igjen havde faaet mig 
en Plads, og det lettede paa hendes bekymrede Sind. 

Det blev Nat, og det blev Morgen; jeg havde 
ikke ſovet et Blund for Smerter. En Læge blev hentet, 
min Fader maatte afſted pan Apotheket, og min Moder 


| FE travlt med at oplede linnede Klude o. ſ. v., og 


midt i al denne Forſtyrrelſe glemte jeg rent, at jeg jo 
burde have ſendt Bud til min nye Principal og ſagt 
ham Grunden, hvorfor jeg ikke kom. 

Som jeg allerbedſt fad og havde faaet lagt Foden 
godt til Rette paa en Skammel, ringede det paa, og 
Hvad for: noget! 
To Politibetjente traadte ind med vigtige og højtidelige 
Miner og ſpurgte: 

„Er det ikke her, Hr. Fuldmægtig Holm bor?“ 

„Jo, det er mig,“ ſparede jeg. 

„Vil De da behage at folge med os!“ 

„Hvor hen . .. hvordan .. jeg forſtaar ikke ...“ 

„Vi have Ordre til at arreſtere Dem, og vi bede 
Dem for deres egen Skyld ingen Indvendinger at 
gjøre: De er maaſke ikke uvidende om, at der i Gaar 
Eftermiddags forſvandt to Tuſinde Rigsdaler fra en 
Grosſerers Kontor her i Byen, og det er i den An⸗ 
ledning, vi ſoge Dem“. g 

Jeg blev blusſende rod. Mit Indfald i Gaar ved 
den aabne Pengeſkuffe randt mig i Hu, og det var i 
Ojeblikkets Opblusſen for mig, ſom om jeg virkelig i 
en ubeſindig Stund havde gjort mig ſkyldig i en for⸗ 
ferdelig Gjerning. Hin ſpogende, flygtige Tanke, der 
ikke havde mindſte Stenk af forbryderiſk Karakter, 
traadte frem for mig lige ſom med forklarende Vink 
om Grunden til den ffræffelige Mistanke, jeg var bleven 
Gjenſtand for. Men jeg beſindede mig hurtig og ud⸗ 
brød harmfuldt: 1 

„De har mig mistenkt?“ a 

„Ja, og De tillader maaſke, at vi underſoge Deres 
Lommer og Gjemmer?“ 

Med disſe Ord begyndte den ene at rode op i 


meme] 


mine Lommer, medens den anden ſogte Stuen igjennem 
fra Ende til anden. Jeg dirrede af Harme og var 
lige ved at ſlaa Betjenten midt i Anſigtet med min 
knyttede Haand, men jeg overvandt dog min Hidſighed. 
Min Moder var ude af fig ſelv af Forſkrekkelſe, hun 
vilde ikke udlevere Noglerne til Skabe og Skuffer, hvilket 
naturligvis forøgede Politiets Mistanke, og min Fader, 
der tog Sagen lidt mere roligt, maatte tilſidſt neſten 
med Magt tage dem fra hende. Det var ſom et 


Tordenbrag havde gjennemryſtet alle mine Nerver. Jeg 


var bleven opdraget efter Grundſetninger, der ſtode i 
den meſt ffærende Modſetning til Lumſkhed og Uerlighed, 
og jeg havde af Naturen den ſtorſte Afſky for enhver 
forbryderiſk Gjerning. Vild og letſindig var jeg vel 
over for Verdens friſtende Nydelſer, men ærlig var 
jeg lige til Hjerteroden, og for intet i Verden vilde jeg 
taale den mindſte Gran af Miskjendelſe eller Mistanke 
i denne Retning. Mit Blod kogte af Harme ved at 
fe paa denne for mig og mine Forældre i hojeſte Grad 
krenkende Husunderſogelſe. 

Jeg kunde ikke forlade min Plads, og der blev 
derfor endnu ſamme Dag endog tvende Gange optaget 
ffarpt' Forhør over mig og mine Forældre i Hjemmet, 
men naturligvis uden noget Udbytte. Politiet holdt 
vaagent Oje med mig, indtil jeg efter et Par Dages 
Forløb efter Lægens Erklœring var raſk nok til at 
kunne folge med dem til Arreſten. Samme Dag, ſom 
jeg blev arreſteret, leſte man i Aviſerne, at der hos en 
af Stadens Grosſerere var bleven begaaet et ſtorartet, 
frekt Tyveri, men Politiet var godt pan Spor efter 
Gjerningsmanden. Grosſererens Navn blev aldrig 
nævnet. 

Jeg kan ikke beſkrive de Kvaler, jeg — trods min 
Uſtyldighed — led under mit Fangenſkab. At være 
mistœnkt ſyntes mig at være ensbetydende med at være 
ſtemplet ſom Forbryder. Jeg folte i Begyndelſen med 
Gru at der undertiden kom noget Ondt op i mig, noget, 
der lignede Had og Trods; mit for faa lette og fri⸗ 
modige Sind blev fuldt af Bitterhed, og mine lyſe 
Fremtidsforhaabninger faldt til Jorden og gave Plads 
for vilde, ſtygge Tanker. Lidenſkabelig har jeg altid 
været baade i Retning af Glæde og Sorg; men jeg 
havde den Gang endnu aldrig, ſom forhen bemeerket, 
prøvet: nogen Modgang, og det var vel derfor, jeg faa 
daarligt kunde ſkikke mig deri. 

Jeg ſad i Arreſten lidt over et Fjerdingaar, og 
blev i den Tid mangfoldige Gange tilſpurgt og forhørt 
efter alle juridiſke Regler. Da jeg omſider ſlap ud, 
var jeg næften bleven ukjendelig; mit Anſigt var blegt 
og magert, min Gang vaklende, og mit glade og lette 
Humor, ſom tidligere i Grunden havde været mit 
bedſte Kjendetegn, var rent borte. i f 

Min Moder var imidtertid død, hun ſorgede fig 
lige frem ihjel, og min Fader: jaa ud til ſnart at fkulle 
folge efter. Jeg hufker endnu ſaa tydelig; hvor over: 


vældet han blev af Indtrykket, da jeg traadte ind i 
Stuen til ham forſte Gang efter min Løsladelje. San 
rakte fine ryſtende Sænder ud imod mig, omfavnede 
mig og ſagde under lydelig Hulken: 

„Min Søn! min Son! Bort ærlige Navn, vor 


eneſte Rigdom og Stolthed, er plette. Hun kunde 
ikke bære det, hun maatte bukke under, og jeg falder 
vel ſnart med, men ſtaa Du faſt! Du er ung og ſterk. 
Stol paa Vorherre, ſtol bare paa Vorherre! Gud vel 
ſigne Dig min Dreng!” 

Jo — Vorherre! — Ham kjendte jeg den Gang 
ikke noget videre til, men jeg kom til at kjende ham, 
og det blev mig ſenere ſtedſe mere og mere klart, at 
det var hans Haand, der laa paa mig — denne haarde, 
tunge og dog ſaa blode og milde Haand, der leder i 
den letſindige, larmende Menneſkevrimmel efter Hjerter, 
ſom trenge til at nedtrykkes for at kunne vorde op⸗ 
hojede. 4 
Min Fader var det eneſte Menneſke, der fuldt og 
ganſke troede paa min Uſkyldighed. Kun ſjeelden lod 
jeg mig je pan Gaden; thi det forekom mig, at ethvert 
Menneſke, der kjendte mig, ſaa paa mig med Blikke, 
der lige ſom raabte efter mig: „Der gaar han, ſom 
Politiet ikke kunde faa Bugt med!“ Mine tidligere 
Venner; hvem jeg kun havde været knytttet til med det 
Slags Venſkab, ſom man kan tilkjobe ſig for halve 
Bajere o. lign., betragtede mig nu midt i deres Ind⸗ 
bildſkheds Overmod ſom en Perſon, de i Folge „den 
gode Tones“ Krav ikke mere kunde taale i deres Selſkab. 
Ingen Steder kunde jeg fan Beſkjeftigelſe; man vilde 
ikke reſikere noget; „man kunde dog ikke vide o. ſ. v.“ 

En Dag mødte jeg Grosſereren paa Gaden. Han 
ſaa paa mig, ſom han vilde ſige: „Din Tyveknegt!“ 
men jeg gik ham forbi med ſtolt, trodſende Foragt. 

Min Fader døde omſider, og nu havde jeg ikke et 
eneſte Menneſke at holde mig til i min Nod. Rundt 
om mig mylrede en Sværm af travle, letſindige og 
mistenkſomme Menneſker, hvis Liv og Færd var mig 
enten fuldſtendig ligegyldig eller ogſaa fjendſk. Det 
var ikke til at udholde; jeg maatte bort! 

Saa reiſte jeg da til Jylland, længere kunde jeg 
ikke komme, da jeg kun havde faa Skillinger at raade 
over. Jeg var faa heldig ſtrarx at faa Plads ſom 


Stkriver hos en Godsforvalter, og i hans Hus tilbragte 


jeg de folgende Aar af mit Liv imellem Omgivelſer, 
der i en paafaldende Grad ſtode i Modfætning til dem, 
jeg var flyttet bort fra i Hovedſtaden. Endnu paa 
mine gamle Dage ſtaar hin Forandring i min Livs⸗ 
ſtilling mig i Minde ſom en mild, ſolklar Dag efter en 
kold, ſludfuld Nat, og ofte ſtige endnu lyſe og yndige 
Billeder af det daglige Liv her i dette mit nye Hjem 
op for min Tanke og bidrage til at forſkjonne og be⸗ 
rige mine Alderdomsdage. 
(Fortſettes.) 


ETERN SKET BES 


Fra Guldkyften. 


—— 


II. 


Aſhanti er beboet af en tapper og opvakt Negerrace, 
der, ſom omtalt, ſtaar langt over Kyſtnegerne. Skjont 
baade Mænd og Kvinder ere lige ſaa forte ſom de andre 
Indfadte i Mellem⸗Afrika, udmærke de fig ved en regel⸗ 
mesſig, ſmuk Legemsbygning, vegelmersſige Anſigtstrek, 
krumme Neſer og en høj, bred Pande. De højere 
Klasſer holde meget paa Renlighed; de bade ſig hver 
Dag og vaffe fig med varmt Band og Sæbe. Ofte 
pryde de deres Anſigter 
med fine hvide eller gron⸗ 
ne Tegninger paa Kin⸗ 
derne eller Tindingerne. 
Den almindelige Klæde 
bragt beſtaar i et Tæppe 
eller en Overkjole (Tuni⸗ 
ka) af hjemmelavet Uld⸗ 
eller Silketej; Guldſmykker 
og Perlekranſe, lavede af 
Smaaſten, der ligne Agat, 
ere højt ſkattede. Naar 
Officererne ſkulle til ſtor 
Stads, forfkjonnes deres 
Hovedpynt enten med et 
Par Bukkehorn eller med 
en Fjerduſk. Vilde Dyrs 
tilberedte Huder bæres og⸗ 
jaa, ſom hosſtaaende Af⸗ 
bildning viſer, men kun 
ſom Sejrstegn, idet kun 
den er berettiget til ſaa⸗ 
danne Prydelſer, der ſelv 
har nedlagt vedkommende 
Love eller et andet ſtort 
Rovdyr. At ogſaa Fan⸗ 
tierne ved deres nærmere 
Samliv med de Hvide 
have forſtaget at tilegne 
ſig om end kun Lidet af 
vor evropæijfe Klædedragt, 
ſaaledes Burer, ligeſom de ogſaa ere velforſynede med 
Vaaben, vil kunne ſes af vort andet Billede, der frem⸗ 
ſtiller to ſmykkede Fantikrigere. 

Aſhantiernes Huſe ere i Almindelighed byggede af 
Ler, ſom bliver ſtampet ned mellem to Rammer af 
Pele, forbundne med Vidiefletninger, hvilke ved at om⸗ 


gives af det faſtſtampede Ler give Murene megen Va⸗ 


righed. Tag og Gavl ere omtrent ſom paa vore Byg⸗ 
ninger, og det forſte tekkes med Palmeblade, der be 
feſtes paa Bambusſparrer. Gulvet er noget ophojet, 
lagt med Sten eller af ſtampet Ler og bliver daglig 
vaſket og farvet med rødt Okker. Dore og Karme ere 


— 


Aschanti Krigere. 


ofte ſmukt udſkaarne, og lojerlige geometriſke Tegninger 
ere presſede ind i de indvendige Bægge; i de Riges og 
Adeliges Huſe anvendes ogſaa Malning og Forgyldning. 
Kongen ſelv bor i et Stenhus med flere Verelſer. 
De rigere Klasſers Fade beſtaar veeſentlig af Suppe, 
kogt pan Dre eller Faarekjod, Fiſke eller Fugle, og 
Jordnadder, ſtuvede i Faare⸗, Oxe⸗ eller Kalveblod. 
De Fattige ſpiſe Abekjod eller tilberede fig en ſort 
Suppe paa tørret Fuglevildt med Palmeolie. De 
drikke Palmevin, baade friff og fur, og en Slags Tl, 
ſom laves af tørret Korn. J Folge nedarvede over: 


| troijfe Regler mag imidlertid mange Familier afholde 


fig fra visſe Spiſer, lige 
ſom Andre anſe visſe 
Dage i Ugen, Tirsdag 
eller Lørdag, for hellige, 
medens atter andre kun 
maa bære Klæder af en 
vis Farve. 

Aſhantierne holde meget 
af Dans, Goglerkunſter, 
Sange og Muſik. Blandt 
deres Inſtrumenter findes 
Guitarer, Harper, plumpe 
Violiner, Elfenbenshorn af 
Elefanttender med borede 
Klaphuller i, Trommer af 
udhulet Tre med Skind 
over og flere andre; for⸗ 
uden Kobberpander og 
Traklaprere, naar der ſkal 
gjøres mere end ſedvanlig 
Alarm. 

Aſhantierne have ikke 
nogen egentlig deſpotiſt 
Regering; Kongen er i 
mange Zilfælde, ſaaledes 
navnlig naar der ſkal fo⸗ 
res Krig, ved Udſtedelſen 
af nye Love og ved vigtige 
Domfeldelſer, nodſaget til 
at raadfore ſig med de For⸗ 

nemſte af Folket, der ud⸗ 
gjøre en Slags Arveadel. Kongens Indtægter ere i For⸗ 
hold til Folkemengden meget betydelige. Han modtager 
maanedlig eller aarlig Afgifter fra mange frugtbare Pro⸗ 
vinſer, Skatter fra utallige Landsbyer, Toldafgifter af alle 
Handelsvarer, Udbyttet af flere Guldminer og Tiende 
af andre, det Guldſtev, der fejes ſammen paa Torve⸗ 
pladſen i Kumasſi, en Skat af alle Guldprydelſer, der 
bæres af Adelen, og endelig bliver alt det Guld, ſom 
en Aſhanti⸗Mand eller Kvinde ved fin Dod efterlader 
fig, Kongens Ejendom. Han har derfor altid Skatte 
nok til at kunne belønne fine Tjenere, beſtikke andre 
eller fore Krig. Men megetzſtore Summer bortodsles 


ved de mange hedenſke Feſter og ved de Svirelag, der 
ledſage disſe, ligeſom ogſaa ved den Bragt, der udfoldes 
ved den kongelige Slægts Begravelſe. 

Aſhantierne tro paa Zilværeljen af et hojeſte Væjen, 
men ogſaa at dette Veſen har nægtet Negrene fin 
Gunſt, fordi deres Stammeferdre gjorde et urigtigt og 


taabeligt Valg. Den almægtige Skaber frembragte 
ſamtidig tre ſorte Mend og Kvinder og tre hvide. De 
fon, og da de om Morgenen vaagnede, laa der foran 
dem en tillukket fie og et ſammenlagt Stykke Papir. 
Herren bod begge Parter at vælge. Negrene toge 
Wfken, idet de ventede i den at finde Alt, hvad deres 
Hjerter kunde onſke fig. 
Men den indeholdt kun 
et Stykke Guld tillige 
med nogle Jern⸗ og an⸗ 
dre Metalſtykker, hvilke 
de ikke forſtode at an⸗ 
vende. De hvide Mænd 
valgte Papiret, ſom var 
tet beſkrevet. Ved dette 
lærte Gud de hvide 
Mænd at bygge et Skib 
og fejle til Evropa, hvor 
de paa ſamme Maade 
lærte alle Videnſkaber og 
Kunſter. Nu komme de 
hvide Mænd tilbage ſom 
Sandelsmænd og bevæb- 
nede Herrer for at bøje 
de Sorte efter deres Billie. 
Men Aſhanti⸗Hovedet 
har ligeſaa god en Sjer⸗ 
ne ſom Evropceerens, og 
hans Lemmer have lige⸗ 
jaa gode Muſkler, ſaa, 
naar han er naget lige⸗ 
jaa vidt i Kundſkab ſom 
hin, mener han at kunne 
ſtyre og raade for ſig 
ſelv — og lad os haa⸗ 1 
be, at det maa gaa ſaa⸗ 

ledes. 

Men indtil Kriſtendommen ſpreder ſit Lys over 
den forte Veſtafrikaner, vil han betragte fig ſom ude⸗ 
lukket fra den guddommelige Naade, hvilken for ham 
kun giver fig Udtryk i de jordiſke Kaar, hvor under 
han lever. Kun Kongerne, Prinſerne og de Adelige, 
hvilke Gud allerede her nede har beſkaaren jaa megen 
Lykke, ville efter Døden kunne fryde fig ved en Oppaagnen 
til fornyet Herlighed, naar blot Begravelſesſkikkene blive 
nøjagtigt fulgte. De afdøde Viſes og Dydiges Aander 


blive beſkyttende Engle for alle dem, ſom tro paa deres 
lykkebringende Nærværelje.. Men de almindelige Klasſer 
af Negre nedſynke efter Døden i en ſlov, uvirkſom, evig 


Fanti Soldater. 


Dvale, hvilken Tilſtand af Negeren i Almindelighed i 
levende Live foretrœkkes for enhver anden. 
(Sluttes.) 


Sundhedspleje. 
—Ved Diftriktslæge G. Schjedt. 
PR 
Hudens Renholdelſe. 

J neermeſte Forbindelſe med Bekledningen ſtaar 
Renholdelſen af Huden, 
thi for at lette Kloederne 
Opfyldelſen af deres Be⸗ 
ſtemmelſe, nemlig at ord⸗ 
ne Varmetabet, er det 
nødvendigt, at Hudens 
Virkſomhed ikke bliver 
forſtyrret ved det, man 
kalder Smuds. Hvad er 
Smuds? Enhver veed 
det nok, men det er ikke 
ſaa let at forklare. Naar 
man veed, hvad Ordet 
betyder, kan det i Grun⸗ 
den være det ſamme, 
om man ikke ſaa lige 
kan forklare det. Imid⸗ 
lertid kan det ikke være 
af Vejen at give det en 
Forklaring, naar det 
kan lette Forſtagelſen 
af det Efterfolgende. 
Smuds er enhver 
Ting, ſom ikke er 
paa ſin Plads. 
Nogle Exempler ville 
kunne oplyſe det. 
Blk i et Blakhus 
er ikke Smuds, men 
jætter man en Klat 
deraf paa fit Toj er 
det Smuds. Kul, ſom man putter i Kakkelovnen, er 
ikke Smuds, thi der er det paa rette Plads, men 
Kulſtovet, ſom man faar paa fine Fingre, og over fit 
Bohave, er Smuds. Maden, ſom man har i ſin 
Tallerken for at ſpiſe, er ikke Smuds, men ſpilder 
man den ned ad fig paa fine Klæder eller Gulvet, 
bliver den Smuds, og ſaafremdeles. i 

Huden beſtaar af en tykkere Del, ſom man falder 
Læderhuden, og ſom er den Del, hvoraf man hos 
Dyret vinder Leder. Den indeholder ſmaa Redſkaber 
i Form af Kjertler og Fordybninger, der aſſondre 
Sveden og en fedtagtig Masſe, ſamt afgive Plads for 


NAS HERE ² j , ²˙ↄ—‚ 


326 


Haarenes Redder. Over denne tykkere Del ligger et 
tyndere Lag, ſom kaldes Overhuden, og beſtaar af en 
Mængde faſtſiddende fine Sfæl, imellem hvilke baade 
Sveden og den fedtagtige Masſe ſamt Haarene træde 
ud. Disſe fine Udgangsaabninger kaldes Porer. For⸗ 
dampe de flygtige og vandagtige Beſtanddele af Sveden, 
blive de andre tilbage, den fedtede Masſe, ſom ikke 
længer er i Hudens Tijeneſte, afſcetter ſig paa Legemet, 
og Skellene, ſom efterhaanden gaa loſe, ſamle ſig 
ligeledes paa Hudens Overflade. 

Alle disſe Sager have opfyldt deres Beſtemmelſe, 
ere ikke længer der, hvor de ſkulde være; de blive 
derfor til Smuds, ſom gjør Legemet urent. Klæderne 
ſlides, der dannes Fnug, ſom fætter fig paa Legemet 
i Forbindelſe med allehaande andre forſkjellige Ting, 
ſom Støv o. lign., og alt dette i Forening danner det 
Smuds, ſom tilſtopper Porerne, og gjor, at Huden 
ikke kan opfylde fin Beſtemmelſe. Derſom man ganſke 
tilſtopper Porerne, faa at Luften ikke kan fan Adgang, 
vil Døden hurtigt paafolge. 
derpaa. Da Pave Leo den X ſaaledes blev valgt til 
fin bøje Værdighed onſkede man at have en levende 
Figur, der ved Kirkefeſten kunde foreſtille Guldalderen. 
Man forgyldte da et Barn fra Top til Taa ved at 
overſtryge Huden med Fernis og overflæbe den med 
Bladguld; men faa Timer efter var Barnet dødt. 
Ligeſom enhver anden Del af Legemet, der ikke kan 
virke tilſtrekkelig i fin Tjeneſte og derved bliver ſyg, 
tillige virker forſtyrrende ind paa det Hele, ſaaledes 
gaar det ogſaa med Huden. Det ligger da jaa nær 
at bortfjerne disſe ſkadelige Beſtanddele, Smubdſet. 
Wen man fer faa ofte, at Klederne erholde en Beftem- 
melſe, ſom de ikke ſkulde have, nemlig at ſkjule Snaypſet, 
ſom man ſiger. Det er ikke blot de ſynlige Dele af 
Legemet, der ſkulle holdes rene, men ogſaa de bedeekkede, 
thi det er ej for Synets Skyld alene, man ſkal fjerne 
Snapſet, men ogſaa, og i højere Grad, for Nyttens 
Skyld. Mange Ulemper, egentlige Hudſygdomme og 
andre Lidelſer kunne folge efter, naar et ſaa vigtigt 
Organ ſom Huden, ikke holdes i Orden. Mangen 
drager ſtorre Omſorg for fine Heſte, Køer og Faar, 
end for ſin egen Renlighed, og medens han veed, 
hvilke Folger Urenlighed hos Dyrene medforer, glemmer 
han ſig ſelb. Hvor man har Adgang til en Ferſk⸗ 
vandsſo eller til Havet, bor man ikke forſomme jævnlig 
at benytte” ſamme om Sommeren til Badning, eller 
ogſaa har man, ligeſom om Vinteren, almindeligt 
Vand, kuldſlaget eller lunkent, helſt i Forbindelſe med 
Sæbe, at ty til. Man kunde fkrive vidt og bredt om 
Anvendelſen og Nytten af kolde, lunkne, varme, Styrte⸗ 
og Regnbade m. v., men det er ikke Henſigten med 
disſe Linier. Det vil: være: indlyſende, at Renholdelſen 
af Huden er vigtig, og at det kolde eller lunkne Vand, 
ſom man altid har eller nemt kan faa i. fit Hjem i 
Forbindelſe med en bekjendt Artikel, der heder Sæbe, 


Man har Crempler- 


| 


fan opfylde Henſigten. Der er, ligeſom vi bemerkede 
ved Beklodningen, Ingen der bedre end Legen, jer, 
hvorledes mange Menneſker forſynde fig mod Renlig⸗ 
hedens Lov, og navnlig er Sanſen hos Arbejderſtanden, 
iſer dens fattige Del ikke meget udviklet for denne 
Del af Sundhedsplejen, Hvortil netop den allermeſt 
trenger, thi Arbejderne komme letteſt i Sved og have 
med faa mange Ting at gjøre, der efterlade ſig Smuds 
pan Legemet. „Man maa jo: ligne fit Arbejde”, 
Undertiden er det ligefrem giftige Stoffer, ſom Arbej⸗ 
deren har at beſkeftige fig med, og ſom affætte ſig 
paa hans Legemes Ydre, hvorfra de let finde Vej til 
dets Indre. Vi ville kun erindre om Malerne, ſom 


tidt lide af Blyforgiftning. Samtidig med at Linnedet j 


ſkiftes, bør man ogſaa fjerne Snayſet fra Kroppen. 
Hender og Anſigt renſes jo daglig. Fodderne blive 
gjerne ſtedmoderlig behandlede, og dog er det dem, der 
allerhyppigſt kunne gjøre Krav paa Omhu, thi en 
ſmudſig Fod er gjerne klam og kan ſaaledes give An⸗ 
ledning til mangen Forkglelſesſygdom. Renholdelſe af 
Legemet forfriſker ikke blot Skindet, ſom man ſiger, 
men ogſaa Sindet, hvad viſt Enhver, der han været i 
Bad, vil bekjende. 

Hovedbunden renſes paa en noget forſtjellig Maade, 
idet dertil bruges en Kam, ſom man maa gaa godt 
tilbunds med for at fjerne de loſe Skel, der i For⸗ 
bindelſe med Svedens ufordampede og de fedtagtige 
Masſer let kunne fremkalde Uſundhed i Hovedet, hvor⸗ 
paa Legen tidt ſer Exempler. 

Oregangen bliver ofte forſomt, en lille Dreſte 
eller den runde Ende af en Haarnaal har hævet; mangen 
Tunghorighed. 


Lidt om Kulturplanter og de ſuadelige Dør. 
Af A. Y. E Foepſer. 


Mellem den ſtore Mængde forfkjellige Arter af 
Dyr, ſom findes her paa Jorden, ere der ſom bekjendt 
mange, der ere ffadelige for os, og ſom vi derfor af 
alle Kræfter forfølge og ſtrebe at udrydde. I de fleſte 
Lande, hvor den ſtigende Kultur og Folkemengde har 
bragt Agerdyrkningen op til et hojt Trin, er det ogſaa 
ganſke eller tildels lykkedes at fan Bugt med de ſtorſte 
af disſe Dyr. Saaledes er det f. Ex. gaaet her i 
Danmark. J Oldtiden, da Jagt og Fiſkeri i Forbindelſe 
med Vikingetogene var Folkets eneſte Næringsveje, var 
den ſterſte Del af vort Fædreland bedekket af meget 
ſtore Skove, Moſer og Moradſer, hvor der var fuldt 
op af Bjørne, Ulve, Urorer, Rensdyr, Elsdyr og flere 
andre vilde Dyr. Da Kriſtendommen begyndte at for⸗ 
trænge Hedenſkabet, tabte Folkets krigeriſte Lyſt ſig 
efter Haanden, og det lagde ſig mere efter fredelige 


Sysler, iſcer Agerdyrkning og Kvægavl. En ſtor Del 
af Skovene og Moradſerne blev Tid efter anden for⸗ 


vandlet til Agerland, og de ſtore, vilde Dyr, ſom hin⸗ 


drede de nævnte Nerringsvejes Fremgang, bleve efter 
Haanden udryddede. Paa denne Maade ere altſaa 
disſe Dyr forſvundne her fra Landet, men der findes 
endnu baade her og i alle andre Lande en talrig Mengde 
Arter af [maa Dyr, f. Ex. Mus, Orme, Snegle ſamt 


iſer Inſekter og deres Larver, der ere meget ſkadelige 


for os paa Grund af de ſtore Odelceggelſer, ſom de 
gjøre paa vore dyrkede Planter. Landmænd, Gartnere 
og Forſtmend falde dem med et fælles Navn „Utoj“ 
og anſe dem med Rette for deres værfte Fjender; thi 
den Skade, ſom disſe Smaadyr gjore, er ſaa ſtor, at 
den beløber fig til mange hundrede tuſinde Rigsdaler 
aarlig. Nogle af dem angribe kun Planternes Rødder, 
andre de førfte Planteſpirer, Stængelen, Veddet, Barken, 
Blomſterne eller Frugterne. De findes tillige i en ſaa 


flor Mangfoldighed af Arter og Individer, at naeſten 
hver enkelt Planteart har en eller flere Arter af disſe 


Fiender, ſom kun holde fig til den alene. Saaledes 
har man f. Ex. paa Egetrcet fundet ikke mindre end 
200 forſkjellige Arter Inſekter eller Larver af disſe. 
Det er ikke faa fjældent, naar Forholdene begunſtige 
disſe Dyrs Udvikling, at Seden paa Marken næften 
bliver aldeles ødelagt af dem; vore Haveplanter rammes 
"ofte af en lignende Sfæbne, og man har ikke faa Ex⸗ 
empler paa, at ſtore Skopſtrekninger ere gagede aldeles 
tilgrunde paa Grund af Inſekter eller Inſektlarvers 
Angreb. J Slutningen. af forrige Aarhundrede ødelagde 
ſaaledes Barkbillerne over en Million Grantræer i 
Nordtyſkland paa Harzen; 1855 bragte Angreb af In⸗ 
ſektlarver Grantræerne til at gaa ud paa et Areal af 
henved 9000 Td. Land i Preusſen, og i Schweitz maatte 
man paa Grund af lignende Angreb rydde over 5,000 
Td. Skovland. Jeg behøver kun at nævne Agerſneglen, 
Jordloppen, Jordkrebſen og Larverne af Oldenborren, 
Nonnen og Fyrreuglen for at erindre om den ſtore 
Odeleeggelſe, der ofte ſker ved disſe Dyr. Da det ijær 
gaar ud over vore Kulturplanter, er det meget naturligt, 
at det Spørgsmaal ofte er bleven reiſt: „Hvad ffal man 
gjøre for med Held at kunne befænipe og udrydde disſe 
ſtadelige Smaadyr, og ved hvilke Midler kan man bedſt 
beſkytte Kulturplanterne mod deres Angreb?“ Man har 
forſogt mange kunſtige Midler, men uden noget heldigt 
Reſultat, ja for flere Aarhundreder ſiden greb man endog 
i nogle Lande til den Udvej at jætte de ſkadelige Smaa⸗ 


dyr i Ban og anlægge Proces mod dem (dette fkete 


f. Ex. i Autun 1486, i St. Julien 1546, ja i Thouon 
endogſaa 1731), men at heller ikke disſe forunderlige 
og latterlige Midler hjalp det ringeſte, kan Enhver tanke 
fig. Grunden til, at det er fan vanfkeligt at bekjcempe 
disſe Smaadyr ligger dels i deres ringe Sterrelſe, deres 
ſtjulte Opholdsſteder, det ſtille Liv, ſom de fore, deres 
Hurtighed og dels i den ſtore Mængde, hvori de optræde, 


og deres overordenlig ſterke Formerelſe, der er jaa for, 
at alle kunſtige Midler ikke kunne forſlaa eller bevirke 
nogen ſynlig Formindſkelſe af dem. Vi maa her, ſom 
under andre Forhold i Livet, hvor vore egne Kræfter 
ikke kunne ſlaa til, ſe os om efter Forbundsfæller. 
Disſe ere heldigvis ikke jaa vanſkelige for os at finde, 
da Naturen ſelv tilbyder os dem i ſtor Mængde. For 
at lære disſe vore nyttige og uundverlige Forbunds⸗ 
fæller at fjende, maa vi med Opmeerkſomhed betragte 
Naturens Husholdning, og lade os belære af, hvad vi 
her ſe. J Naturens Husholdning ſe vi Alt, baade 
ſtort og ſmaat, ordnet paa den bedſte og viſeſte Maade. 
Hver Del i Naturen har fin Beſtemmelſe og virker med 
alle fine Kræfter til Opnaaelſen heraf og derved til 
Gavn baade for fig ſelv og det Hele, ſom den jo kun 
er et Led af. Der findes derfor intet Unyttigt eller 
Skadeligt i Naturen, men hver Ting i den gjør fin 
Nytte. De Dyr, ſom vi kalde fkadelige, have derfor 
ogſaa deres Nytte og Betydning i Naturens Husholdning, 
men vi kjende endnu kun faa lidet til mange af dem, 
at vi ikke ret kunne paaviſe, hvori deres Nytte og Be⸗ 
tydning beſtaar. Med Tiden ville vi vel uden Tvivl 
ikke alene naa ſaa vidt, men maaſke ogſaa lære ſelv at 
drage Nytte af dem. Enkelte af dem have vi dog 
allerede lært at benytte, f. Ex. Oldenborren, der kan 
bruges til Føde for Hens, Svin og flere andre Dyr; 
desuden kan der tilberedes en ſmuk rod Farve, Olie, 
Gas og Vognſmarelſe af dem, ligeſom at det ogſaa 
har viſt ſig, at den meget godt kan tilberedes til en 
velſmagende Spiſe for os jelv. Den Skade, ſom OL 
denborren, ijær ſom Larve, gjør pan Planterne er dog 
langt ſtorre en Nytten, ſom vi kunne drage af den. 
Om de fleſte andre ſkadelige Dyr vide vi kun, at deres 
Nytte og Betydning i Naturen beſtaar i, at de tjene 
til Nœring for andre Dyr. Paa denne Maade bringer 
Naturen ſelv Ligevægt tilveje, idet herved de for Plan⸗ 
terne ſkadelige Dyr blive indſkrenkede eller holdte inden⸗ 
for en Grenſe, hvor den Skade, ſom de tilføje Plan⸗ 
terne, ikke kan blive af ſtor Betydning. Uagtet det er 
af ſaa ſtor Vigtighed for os at lære nøje at kjende dette 
Forhold i Naturen, er der dog lige indtil den ſenere 
Tid ikke bleven taget tilborligt Henſyn hertil. J vor 
Kamp mod de ffadelige Dyr have vi længe kæmpet lige⸗ 
ſom i Blinde, idet vi ikke have ſtjelnet klart mellem Venner 


og Fjender i denne Kamp. J Stedet for med Glæde 


at modtage de Venner og Forbundsfceller, ſom Naturen 
ſelv tilbyder os, have vi ofte enten af Mangel paa 
Indſigt, af Letſindighed eller Kaadhed ftræbt dem efter 
Livet. Exempler herpaa mangle desværre ikke; jeg vil 
kun her nævne den ſkammelige Plyndring af nyttige 
Smaafugles Reder, hvorved deres Wg eller Unger bort⸗ 
tages eller dræbes, ſamt den letſindige Jagt, der drives 
af ſaa mange unge Menneſker efter de ſamme Fugle. 
Paa denne Maade gaar der aarlig en Mængde nyttige 
Dyr til Grunde, og vi paaføre os ſelv herved, i det 


mindſte for en ſtor Del, den Skade, ſom vi klage ſaa 
meget over; thi jo mere de nyttige Dyr forfolges, deſto 
mere tage de ſkadelige Overhaand. J de ſenere Aar er 
der heldigvis indtraadt en Forandring til det Bedre i 
dette Forhold. ren herfor tilkommer iſcer vor dygtige 
Naturforſker, Profesſor Schigdte, der baade i Tale og 
i Skrift har virket utrætteligt og til ſtort Gavn ogjaa 
i denne Retning. Man har paa Grund heraf begyndt 
at faa Ojnene op for de nyttige Dyrs Virkſomhed og 
Betydning, der af Naturen ere beſtemte til at beſkytte 
Planterne mod Angreb af fkadelige Dyr, Der ſtaar 


dog meget tilbage at gjøre endnu i denne Retning, og 


navnlig er Kundſkaben om de nyttige og ſkadelige Dyrs 
Virkſomhed med Henſyn til Planterne langt fra ſaa 
almindelig udbredt, ijær blandt Landboſtanden, ſom 
den burde være, ijær naar man fer hen til, hvor vigtigt 


dette vilde være for dem i mange Zilfælde, Skal 


det nemlig ret lykkes at beſkytte vore Kulturplanter 
mod Angreb, maa vi forſt og fremmeſt lære deres 
Fiender og Venner blandt Dyrene at fjende, og dernæft 
frede om de ſidſte paa alle Maader og beſkytte dem i 
deres nyttige Virkſomhed. Dette er det bedſte og eneſte 
Middel, hvorved vi kunne beſkytte Kulturplanter og 
hindre det ſaakaldte „Utoj“ i at formere og udbrede 
fig for ftærkt. i ' 


Biavlen 

er en af de ſmaa Induſtrigrene, ſom ikke have fulgt 
med Tiden her i Landet, ſaaledes ſom den øvrige land⸗ 
okonomiſke Virkſomhed. J 1866 oprettedes der i 
Nyborg en Forening af Biavlere med det Formaal at 
virke for Oplysning blandt Biavlere og derved ſoge at 
fremme Biavlen. Om Foreningens Virkſomhed vidne 
Udſtillingerne, der ſtedſe have viſt bedre Produkter og 
det maa haabes, at Udſtillingen igar i Efterſommeren 

Kjøbenhavn vil komme til at maale fig med de 
tidligere. Foreningen har nu udbredt ſig over hele 
Landet og tæller omtrent 1,200 Medlemmer, hvoraf 
endel bo i Sverrig og Slesvig. En ſaadan jevn⸗ 
ſtridende Udvikling viſer, at der er Sundhed og Livs⸗ 


kraft i Foreningen, og vi tro derfor at burde henlede 


Publikums og da navnlig Biavlernes Opmeerkſomhed 
paa. Foreningens Tilverelſe. Af Foreningens Love 
ffulle vi meddele de 2 forſte Punkter: „1) Foreningen 
ſager dels gjennem Foredrag og Forhandlingsmoder, 
dels gjennem Udbredelſe af dertil ſkikkede Skrifter og 


kyndige Mænd og ved Udſtilling og Udbredelſe af alle 
Biavlen vedrørende Gjenſtande at udbrede Kundſkab om 
og Ferdighed i den bedſt mulige Biavlsdrift og den 
fordelagtigſte Anvendelſe af alle Biavlsprodukter. Saa⸗ 
ſnart Foreningens Midler tillade det, vil den oprette 
Monſterhaver og foranſtalte det i Biavlen Ny under⸗ 
kaſtet en omhyggelig ſagkyndig Provelſe, hvis Udbytte 
vil blive meddelt Foreningens Medlemmer. Endvidere 
vil Foreningen til Udlaan blandt ſine Medlemmer 
oprette dels et Bibliothek for Biavlsliteratur og dels 
en Monſterſamling for alle i Biavlen anvendelige 
Redſkaber. 2) Foreningens Medlemmer kunne efter 
eget Valg ſlutte fig ſammen i Kredfe, dog ſaaledes at 
hver Kreds ſkal tælle mindſt 5 Medlemmer, og at der 
i en Kjobſtad eller i et Paſtorat fun dannes en 
Kreds“. 

Det ſtal til Slutning kun bemærkes, at der findes 
ikke færre end 37 Kredſe rundt om i Landet og at 


| omtrent 20 ere ifærd med at danne fig. Medlems⸗ 


bidraget er kun 48 Skilling aarligt. Det maanedlig 
udgaaende „Tidsſkrift for Biavl” tilſtilles Medlemmer 
gratis gjennem det til Redaktoren opgivne Poſtkontor 
eller Brevſamlingsſted. Indmeldelſer ſke til en eller 
anden Kredsformand eller til Foreningens Sefretær, 
f. T. Overſergent A. C. Anderſen, Dbmd. i Nyborg. 


Blandinger. 


En Jagerhiſtorie. To Jægere broutede engang med deres 
Dygtighed. „Jeg kan flyde et Skud Fuglehagl gjennem. Hullerne 
pan et Sold, uden at beſkadige dette”, ſagde den Ene. „Hvad 
er det imod det, ſom jeg kan gjøre”, ſvarede den Anden: „Jeg 
ſkyder med Ravehaglu og ſtopper hvert Hul, ſag at Soldet bliver 
vandtæt,” — „Ja, men da fordeerver Du jo Soldet.“ — „Viſt 
ikke, thi vil jeg bruge: det, tager jeg mindre Harehagl og ſtyder 
dermed de ſtore ud igjen“. i 


Eu Taſtenſpiller gjorde en Dag Kunſter i en Landsby. 
Han havde, førend Foreſtillingen begyndte, lovet en Rogterdreng 
8 ß., naar han vilde gjemme en Solvdaler i fin Lomme for 
ham og levere ham den, naar den blev forlangt under Fore⸗ 
ſtillingen. Da Taſtenſpilleren un om Aftenen Havde gjort det 
ſedvanlige Kunſtſtykke med at lade en Daler forſvinde, ſagde 


han: „denne Daler, ſom er forſvunden, maa findes i Lommen 


paa den Knegt der“. Og han gik hen til Drengen og opfor⸗ 
drede ham til at træffe Daleren frem af Lommen. Men Drengen 
traf under almindelig. Latter, 5 Mk. 8 f. i Smaapenge frem 


idet han ſagde: „Her er Pengene; men De maa ikke blive vred 


Udgivelſen af et Tidsſtrift ſamt ved Udſendelſe af ſag⸗ 


go'e Herre, de 8 ß., ſom De lovede mig, har jeg taget ſelv. 
: N 


Husvennen udkommer til hver Søndag med et 16 ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Ml. 8 ß. 
Fierdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles paa ethvert BROR og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 


Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph K 


ein, lille Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn.” 


Trykt hos J. $. Schultz. 


— 


M 1 Billedblad for Nlenigmand, 
for Morſhabsleguing, Oplysning og Bus fli. 
Augiuet af 


N. C. Rom. 
Nr. 42. 19. Juli 1874. 


Zudhold. Mistenkt, Fortælling af Zakarias Nielſen (Fortſat). — Lidt fra gamle Dage, ved N. Rasmusſen Sokilde. — Fra 
Guldkyſten, med 2 Billeder (Sluttet). — Om Danebrog, af A. P. E. Toepfer. — Husflid: Alſidighed. — Blanding. i 


Mistænkt. I ſaaledes ſom jeg kjendte det — med al dets Letfindighed, 

5 5 9 : : Nydelſesſyge og pyntede Jammerlighed traadte nu forſt 

. ce e ee elller ret frem for mig i hele dets ynkelige Skikkelſe. Lykke⸗ 
* lig, lykkelig var jeg ved at være bleven revet ud af 


| (Fortſat.) ; denne aandløje Tilverelſe. 
| Det var et Hjem ſaa ſmukt og hyggeligt, grundet Godsforvalteren havde to Drenge paa 8 og 10 
paa ham, der er Livets rette Hjorneſten og derfor fuldt | Aar, og disſe betragtede mig ſnart ſom en ældre Broder. 


af Kjærlighed og Lykke. Tidt og mange Gange har J I min Fritid maatte jeg Høre Sejt med dem nede i de 
jeg takket Vorherre for, at han forte mig ind i dette ſtore, ſkyggefulde Lindealleer, hjælpe dem at fiſke i Søen 
Hus, hvor jeg lidt efter lidt lærte Livet at kjende fra og andet lignende, og jeg blev altid i godt Humor, 
en hel ny Side. naar jeg gav mig i Kaſt med dem. Det er mærfeligt, 
Saavel min ny Husbond ſom hans Huſtru og hvor oplivende og frigjorende Børnenes naturlige og 
Børnene vare venlige imod mig lige fra det forſte Øje | oprigtige Veſen mangen Gang kan virke paa ens 
blik, jeg fatte Foden ind i deres Kreds. Det var, hvad Sind. É 
man falder, jævne, borgerlige Folk, der ikke i mindſte En Perſon i Familien har jeg endnu ikke omtalt, 
Maade overſaa mig eller nogen Anden; de kjendte ikke nemlig Huſets eneſte Datter, Helga, en Pige paa 17 
til fornemme Nykker, og havde ingen ſom helſt „For⸗ Aar; — jeg har gjemt det bedſte tilſidſt! — Hun var 
nemmelſer“ i nogen Retning, ſkjont baade Mand og en beſkeden og venlig Pige med fine Anſigtstrack og 
Huſtru vare af fornem Slægt. med lyſe, klare Øjne, der vidnede om et dybt Hjerte⸗ 
Det var ſom jeg i Samlivet med disſe Menneſker indhold. Da jeg forſte Gang ſaa hende, var det lige 
indaandede en friſkere og renere Luft end jeg hidtil ſom mine Tanker med et gik iſtaa; jeg faa pan hende, 
havde været vant til, og den morke, knugende Stemning, kunde intet ſige, og jeg var nærved uvilkaarlig at holde 
ſom i jaa lang Tid havde hvilet over mit Sind, tabte | Haanden ſkyggende op over mine Øjne for at ſamle 
Dag for Dag lidt af fit Herredemme. En Stjerne | Lyſet bedre omkring hendes dejlige Anſigt. Det var 
drog op efter en anden paa mit Livs Himmel, og disſe vort forſte Mode. Der er ikke noget, jeg hellere tænfer 
ſmaa, lyſende Stjerneblus kaſtede deres forenede Glans paa og taler om end denne min Kjerligheds gryende 
ned over min Tilverelſe og opklarede efterhaanden de Morgen med al dens Bude og Poeſi, dens Friſkhed og 
Gaader, ſom under min Provelſestid havde trængt fig Loftekraft, men jeg tor ikke begynde at udfolde alle 
frem i min Sjæl. Jeg fif Øjet op for de Krav, Livet dens rige, dejlige Minder for Leeren, da jeg jaa er 
ſtiller til et Menneſke; jeg lærte at indſe, at Livet forſt bange for, min Fortælling blev for lang. 
faar et Indhold, naar det leves i oprigtig Tro paa | Nok ev dette: jeg var forelſket! Og det var umuligt ” 
Gud og under Arbejde og Kamp. Hovedſtadslivet — | andet, end hun fan vel ſom hendes Forældre ſnart 


maatte kunne merke det paa mig, da min Natur ikke 
er indrettet ſaaledes, at jeg kan ſkjule mine Folelſer 
bag Rolighedens Maſke. At hun holdt af mig igjen, 
fik jeg Dag for Dag mere Vished om, og ſkjont jeg 
ikke klart og utvetydigt udtalte mig om min Kjærlighed 
til hende, knyttedes dog uvilkaarlig lidt efter lidt et 
Baand imellem os af en ikke almindelig Natur. 

Ingen kjendte noget til den ſtygge Hiſtorie fra 
Kjøbenhavn, i det Mindſte vidſte ingen i Familien, 
at jeg var den Perſon, ſom var mistænkt for Tyveriet, 
og jeg begyndte ſelv at betragte det hele ſom en Be⸗ 
givenhed, der nu med ſamt ſine Virkninger var over⸗ 
ſtaaet, og ſom jeg. derfor burde trænge jaa langt til⸗ 
bage ſom mulig i min Erindrings lonligſte Kroge. 

Et Par Aar vare forløbne. Jeg havde omtrent 
gienvundet Ligevægten i mit Sind; men nu hendtes 
der pludſelig noget, ſom paa ny fif Saaret til at bløde 
med Heftighed. 

Jeg ſtod en Dag ved mit Vindu og ſaa ud paa 
Drengene, ſom legede i Gaarden. Hundene begyndte 


at gjs ſterkt, og begge Drengene "vendte med Et An⸗ 


ſigtet hen imod Porten og raabte: „Der har vi Mor⸗ 
broder fra Kjøbenhavn!” En Vogn kjorte frem for 
Doren, og ud af den traadte en ſmuk, middelaldrende 
Mand med lyſt Haar og Stjæg. Godsforvalteren og 
hans Kone kom ned og tog imod ham, og Drengene 
klyngede fig til ham, en ved Haanden og en ved Frakke⸗ 
jfjødet. Det var tydelig at mærke, at Morbroder var 
velkommen. Han ſaa frit omkring, idet han gik hen 
imod Trappen, traadte et Skridt op ad denne og kaſtede 
i det ſamme Blikket op paa mit Vindu. Hvad er det? 
To Anſigter blegnede! Han vaklede atter tilbage, og jeg 
forſvandt bag Gardinerne, idet jeg ſlog Henderne ſammen 
og udbrød: „Du min Gud, det er jo Grosſereren!“ 

Hundene gjgede, Børnene lo og ſtojede, Vognen 
rullede hen over Gaarden, og i al denne Tummel var 
der Ingen, der lagde Merke til det Blik, ſom Grosſe⸗ 
reren og jeg havde vexlet. Snart fad hele Familien 
ſamlet i den hyggelige Dagligſtue. Jeg horte ſenere, 
at Grosſereren en Stund fad tavs og ſyntes i bøj 
Grad urolig. Endelig udbrød han: 

„Jeg ſaa en ung Mand ſtaa inde bag et Vindu; 
er hans Navn ikke Holm?“ 

„Jo“, ſvarede Godsforvalteren, „det er min Skriver, 
et ſerdeles prægtigt Menneſke“. 

Grosſereren hviſkede til fin Soſter: 

„Aa lad Bornene gaa lidt uden for!“ 

Det ſkete, og nu begyndte Grosſereren: 

„Jeg vil betro Eder det Hele ſtrax: Det er ham, 
den ſamme Holm, ſom for et Par Aars Tid ſiden fad 


arreſteret i Kjøbenhavn ſom mistænkt for det ſtore Penge⸗ 


tyveri hos en af Byens Handlende. Jeg kjender ham, 


thi det var mig, Mistanken var udgaaet fra, det var 
mig, der var den Beſtjaalne“. 
Han fortalte nu nærmere Grunden til, at hans 


— 


Mistanke ſaa naturlig var bleven henledet paa mig og 
fortſatte: : 
„Han var uffylbdig! Jeg har imod min Billie været 
Aarſag i, at hans Navn er blevet plettet, og at han 
har lidt en frænfende Uret; men Gud fie Lov, at jeg 
atter har fundet ham, ſaa at jeg fan gjøre alt godt 


igjen, ſaafremt han vil tilgive mig. For fan Dage 
ſiden modtog jeg et Brev fra Amerika fra min gamle 
Regnſkabsforer, ſom rejſte fra mig forrige Aar, og i dette 


Brev tilſtaar han, plaget og pint af Samvittighedsnag, 


at han er den ſkyldige. Aldrig havde jeg troet det om 
ham; han var flittig, ærlig og tro i alle de Aar, han 
var i min Tjeneſte, og jeg holdt af ham, ſom han 
kunde været min Son. Der kan man fe, hvordan man 
dog kan tage fejl af Folk! Jeg huſker endnu faa tyde⸗ 
ligt, hvor urolig og bevæget han var, da han ſidſte 
Gang var hos mig for at ſige mig Farvel. Vi havde 
juſt gjennemgaget Regnſkaberne, ſom han havde opgjort 
med ſtor Nojagtighed, ſamt eftertalt Pengene i Kasſen 
b. ſ. v. og vi fade nu oppe i min Dagligſtue og talte 
ſammen om hans Reiſe til det fjerne Veſten, men han 
var ſaa beſynderlig aandsfravcerende hele Tiden, gav 
afbrudte, tankeloſe Svar paa mine Spørgsmaal. 
(Slutte8.) 


Lidt fra gamle Dage. 
Ved N. Nasmucsſen Sokilde. 


I. Om Rakkerfolket i Danmark. 


Indtil henimod Slutningen af forrige Aarhundrede 


levede trindt omkring i Landet enkelte Familier, ſom 


ofteſt ved Svogerſkab forbundne med hverandre, udſtodte 
og ſkyede af det øvrige Samfund; deres Haandtering 
var at udføre ſaadanne Arbejder, ſom Vane og For: 


dom ikke tillod ſelv den ſimpleſte Bonde at indlade ſig | 


med. Man kaldte ſaadanne Folk Natmend eller Rakkere, 
men de vare vidt forſkjellige fra det jydſke Natmandsfolk, 
om de end i enkelte Retninger havde noget tilfælles med 


dem. Derfor forvexles ogſaa tidt Natmend, Tatere og | 


Rakkere med hverandre. 
Det jydſke Natmandsfolks Liv og Forhold ere ikke 


| alene ſkildrede af flere af vore Digtere, men ogſaa 


Hiſtorikere og Lærde have verdiget dette nu neſten for⸗ 
ſvundne omvankende „Kjeltringefolks“ Ejendommeligheder 


interesſante videnſkabelige Underſogelſer, hvoraf det frem⸗ 


gaar, at dette mærkelige Vandringsfolk, der i forſtjellige 
Lande gaar under forſtjellige Navne, vifte ſig allerede 
1417 i Tydſkland og 1505 fandt Vej til Danmark, idet 
Jakob den Ade af Skotland dette Aar gav dem en An⸗ 
befalingsſkrivelſe med til Kong Hans, hvori det hedder 
„at Grev. Antonius Gagius fra Lille Wgypten agtede 
ſig til Danmark med ſit ulykkelige Folk“. Derimod 


331 ØS a 


forekomme kun ſparſomme Meddelelſer om den anden 
Kaſte i Folket, der levede baade omkring paa Landet 
og i Byerne under Navn af Rakkerne. 

Disſe Folks Oprindelſe ligger langt tilbage i Tiden. 
Fremkomſten er enten ſket ved, at enkelte ſelv have valgt 
den urenlige Beſtilling at udføre for Penge, hvad Andre 
ſtyede, og derved bleve anſete for „uerlige“, eller det 


har været Folk, der af en eller anden Grund havde miſtet 


Samfundets Agtelſe og ſaaledes ovenikjobet maatte være 
glade ved at faa Anjættelje ſom Bodler eller Rakkere. 
Ifolge Chriſtian den Andens Befaling ſkulde der i hver 
Kjobſtad være en ſaadan Beſtillingsmand, hvis Hoved⸗ 
x opgave ſynes at have været at opſamle Dyre⸗Aadſler 
og andet ſligt og udføre det i Rakkerkulen udenfor Byen. 
Udenfor hver Landsby ſkulde der ogſaa være en ſaadan 
Kule, men her var det Bondernes egen Sag enten ſelv 
at udføre deres døde Dyr eller leje en Rakker dertil. 

Paa Frederik den Tredies Tid fandt Romning ofte 
Sted fra Regimenterne. En af de „Gevorbne“ fandt 
ſaaledes engang Lejlighed til at undlobe og fik Tilhold 
hos fin Broder, en Preeſt i Fyen. Efter lang Tids 
Forløb kom hans Regiment pan „Spiſeri“ der i Sognet, 
hvorved han blev gjenkjendt af fine gamle Kammerater. 
Han blev greben, dømt og ført til Norge, hvor han 
maatte leve ſom Rakker til fin Død. 

Ved de flefte Tingſteder var i fin Tid anſat en 
Boddel til at expedere de dømte Forbrydere, enten det 
faa var til „Galge og Gren“, eller det var at halshugge, 
partere, ſtejle, brændemærfe, kagſtryge, eller udføre 
hvilkenſomhelſt anden barbariſt Straf, Lovgivningen 
foreftrev. Til disſe Straffes Fuldbyrdelſe havde man 
paa Retterſtedet eller Galgebanken adſkillige Redſkaber, 
af hvilke Kagen var en Pal, hvortil man bandt den 
Forbryder, ſom ſkulde piſkes; Stejlen var ligeledes 
en oprejſt Pal, paa hvilken man fatte et Sjul eller 
rund Skive, hvorpaa de Henrettedes Kroppe bleve hen⸗ 
lagte til Føde for Ravne og Ropfugle. Tyvene bleve 


brændte med et gloende Merke i Panden i Form af 


et T. At blive „tyvebreendt“ var en meget vanærende 
Straf. For flige Forretninger nod Bodlen et beſtemt 
Honorar. Meſter Peder Kriſtenſen i Klapſebolle paa 
Langeland ſom Norre Herreds Sognemeend 1661 havde 
kaaret til Boddel i deres Herred i hans Faders Sted, 
fulde nyde for at halshugge, 10 Mk., for hebe 
6 Mk., for at kagſtryge og ffære Øret af, 4 Mk. og 
for at fejle og brænde ſom hidtil. Alle disſe Beſtil⸗ 
linger ſaavelſom Selvmorderes Begravelſe anſaas for 
„ucrlige“, hvorfor ingen anden end netop Boddel, Rakker 
eller Natmend indlod fig derpaa. 

Efter 1660 floges efterhaanden adſkillige Herreder, 
Birker og Kjøbftæder ſammen til et Sfarpretterffab ; 
men de afgagede Bødlers Efterkommere kunde ikke igjen 
blive ærlige Folk, de bleve derfor Rakkere, Natmeend 
eller Skorſtensfejere og fik uden at være faſt anſatte, 


Tilhold paa de private Godſer imod at udfore alle 


urenlige Arbejder, ſom at feje Skorſtene, drage Huden 


af halvdodt Kreatur, bræbe udlevede Heſte, gilde Handyr 
og andet ſaadant. Der var i Reglen god Fortjeneſte 
ved disſe Arbejder, ſaa Rakkerne i Almindelighed vare 
rige og velhavende Folk. Man har endog Exempler 
paa, at der ved Stifter i Rakkerhuſe er forefundet jaa 


ſtore og koſtbare Oplag af Møbler og Gangkleder, der 


langt overgik Bondernes i hine Tider og ikke ſtod tilbage 
for mangen en Praſſts. 

Trods denne Velſtand var dog deres Forhold i 
Samfundet tungt og trykkende, det gik ſaa vidt, at det 
baade var Skam og Skjendſel at røre ved det, Rak⸗ 
kerne havde berørt. De maatte ſelv med ſtor Beloſtning 
hente Folk af deres egen Kaſte til deres Barnefodſler 
og Barnedaab oſp. 

J Hillerslev Sogn i Fyen, hvor Salling Herreds⸗ 
ting dengang blev holdt, boede igjennem Aarhundreder 
en ſaadan Familie. Samme Familie havde ogſaa beſat 
to andre Rakkerſtationer i Amtet Horne og Svendborg, 
men Hillerslev⸗Rakkerne maatte kjont hente deres Stands⸗ 
fæller fra begge disſe Steder, hver Gang en lille Ver⸗ 
densborger af Familien ſkulde kriſtnes. Ingen Naboer 
kom indenfor Rakkernes Dore. 

Om end Rakkerne i Almindelighed vare fkikkelige 
Folk, har man dog Exempler paa, at den Affky, man 
vifte mod dem, kunde fremavle Hevngjerrighed og Raahed 
naar ſtorre Flokke af disſe vare ſamlede, og Ol og 
Brændevin havde gjort dem ſtore og ſterke. Vi have 
ſaaledes et Exempel foreliggende fra 1668, hvori „Rode 
Rasmus Rakker“ fra Hillerslev med otte afde Rakkere, 
hvoriblandt Thomas Boddel og Peder Rakker fra Odenſe, 
Laurids Skorſtensfejer fra Middelfart og Peder Kjeltring 
fra Olſted tilligemed to Kvinder, kom en Morgen tidlig 
ind hos en Mand i Vantinge, ſom de truede med at 
ſlaa ihjel, hvorfor han med fin Kone i ſtor Haft maatte 
ſoge at ſtjule fig paa Naboens Loft, hvorhen ogſaa 
Rakkerne fulgte dem. Da Manden ikke paa deres Bud 
vilde gaa ned, truede de med at ſtikke Ild paa hans 
Hus og ſkyde ham ihjel paa Stedet. Manden faa, det 
var en Kamp paa Liv og Dod, og da det ene Skud 
losnedes mod ham efter det andet og en ſtor Rakkerdreng, 
der ſandſynlig ſkulde have havt ren at gjøre det af 
med ham, trængte op paa Loftet, fravriſtede Manden 
ham fit Vaaben og ſtod ham ihjel paa Stedet, fan han 
tumlede ned i Porten. 

Dette Overfald har ſandſynligvis havt til Folge, 
at der kort efter udkom en Forordning, hvori det hedder: 
„At efterſom Vi kommer i Forfaring, at ej ringe Uſik⸗ 
kerhed formedelſt adſkillige Løsgængere foraarſages i 
Fyn, ſaa forbydes Heſtegildere, Skorſtensfejere og ſlige 
Folk at have Basſer hos fig, ej heller Kaarder og Pi⸗ 
ſtoler og flige Vaaben, og hvo ſom dermed findes ſkal 
gribes og ſtraffes i Jern paa Bremerholm“. 

Imidlertid gik det faa vidt, at Regjeringen ſelv 
ffred ind imod den mod Rakkerne nærede Fordom. 
Chriſtian den Femte befalede, at Ovrigheden i Kjobſte⸗ 
derne ſkulde være tilſtede ved Natmendenes Barnedaab 


É for at give et godt Exempel, ligeſom Borgerſkabets Koner 
ſaavelſom Jordemoderen ſkulde være tilſtede ved Barne⸗ 
fodſel; men det blev vel fjælden efterkommet; thi henimod 
hundrede Aar endnu maatte Rakkerne fra Hillerslev 


hente Faddere til deres Born fra de ovenfor nævnte | 


Steder, indtil Provſtinde Hee brød med denne Fordom 
ved at bære et Rakkerbarn til Daaben 1768, og alle 
Bymeendene vare Faddere. Det var forſte Gang, man 
her havde bøjet fig for Chriſtian den Femtes Forordning, 
af 1685. Samme. Forordning beſtemte endvidere at 
Folk ſom „Heſtegildere, Svineſnidere, Skorſtensfejere, 
Natmend“ oſp. ikke maatte holdes for ucrlige. Der var 
ſiden gjentagende fra Regjeringen opmuntret til at faa 
disſe forældede Forhold hævede, men det hjalp ſaare 


| 


| 
| 


gamle altfor indgroede Fordomme. Iblandt de Forſlag, 


der i ſaa Henſeende ved Aarhundredets Slutning fremkom, 


var endogſaa det, at den Tieneſtekarl eller Tjeneſtepige, 
ſom laa om Natten hos et Natmandsbarn, ſkulde nyde 
en Betaling for fin gode Teenkemaade af Amtet paa 


| 2—8 Rd., at leveres under offentlig Berommelſe. 


Efterhaanden faldt ſaa disſe Fordomme mere og mere 


bort, og ved det ny Aarhundredes Begyndelſe vare de 
| omtrent udjævnede i hele Svendborg Amt. 


Rakker blev 
nu et Skjceldsord, Natmand maatte heller ikke taales, 
derimod brugte man i Overgangstiden Navne mo 
Skorſtensfejer og Heſtegilder. 


lidet. Me⸗ Fra Guld⸗ 
dens man 1. seen i 
har Exem⸗ [| kyſten. 

pler paa fra | : RR 

Landets for⸗ | | : S (Sluttet.) 

ſtjellige Eg⸗ 55 Saaledes 
ne, at Be⸗ | . 1 Mac Te . 0 ere Aſhan⸗ 
folkningen | | | il. . "I 1000 tiernes og de 
var hojſt W — N fleſte Kyſt⸗ 
uvillig til at | == boeres reli⸗ 
udføre hvad ; 2 gigſe Begre⸗ 
Rakkerne li⸗ ber, hyilke 
geſom havde tillige ind⸗ 
Privilegium befatte Troen 
paa og lige⸗ paga en utal⸗ 
ſaa utilboje⸗ lig Mængde 
lige til at underordne⸗ 
holde Sam⸗ de Guder. 
kvem med Disſe bo i 
disſe Folk, visſe Floder, 
maa det der⸗ Skove eller 
for paaſkjon⸗ Bjerge, ſtyre 
nes at en visſeKrefter 
Preſtekone i Naturen 
dengang i eller indgive 
Folks Øjne Ju-Ju-Hus. Offerpræ- 

vilde ned⸗ ſterne deres 


værdige fig faa dybt, ſom den ſattigſte Betlerkone neppe 
vilde have vovet. 
At Rakkerne ſelv holdt paa deres Rettigheder er 


let forklarligt, da de vidſte, at Folk alligevel vilde fly 


dem. Selv i Kirken havde man en egen Plads „Rakker⸗ 
ſtolen“ til dem, og naar de gik til Alters vilde ingen 
„erlige“ Folk fnæle ſammen med dem, ja Praſten 
maatte ovenikjobet byde dem Vinen af Begerets Fod. 
En lignende Afſondring fandt Sted i Kroerne, hvor 
man havde et Glas alene for Rakkerne — et Glas 
uden Fod. 

Den. forfærdelige Kvægpeft, ſom fra 1745 til 1781 
hærgede Landet, nødte Bonden til ſelv at tage ſig af 


det døde Kvæg, og Derved gan Regjeringen imode i 


dens gjentagende Opfordringer om Ophavelſe af de 


Husguder, til hvilke der bringes Son⸗ 


Troldmend og Sandſigere have megen Magt og An⸗ 


Visdomstaler. Enhver Familie af Stand har ſine 
og Drikofre. 


ſeelſe blandt Aſhantierne, men have ſlemme Medbejlere 
i Maurerne (Mahomedanere), ſom drive en livlig Handel 
med Amuletter (Tryllemidler) eller Pergamentſtrimler, 
beſkreune med arabiſke Ordſprog, ved hvilke. Midler 


man efter Negrenes Tro beſkyttes mod Saar, Syg⸗ 


Domme og al Slags Ondt. 

Det Gyſeligſte af Alt, hvad der kleber ved dette 
vilde Folk, er de hyppige Menneſkeofringer, der bringes 
Guderne og de Hedenfarnes Aander. Vi bringe en 
Afbildning af et Offerſted, der er helliget en af de 
lavere Guder, Ju Ju; den gyſelige Opſtilling over 
Alteret i Baggrunden med Hullet foran, der er beſtemt 


33 


til at opfange Ofrets Blod, er for Intet at regne mod 
det Syn, der møder En ved de højere- Guders Offers 
ſteder eller ved Kongens Palads (det før omtalte Sten⸗ 
hus), paa hvis Mure de Ofredes Hoveder anbringes, 
medens deres Legemer enten kaſtes i en Dam eller en 
Flod til Føde for Fiſkene, eller gives til Bytte for 


Panterne og Gribbene i den Urſkov der til Dels om⸗ 


give Kummasſi. 

Der findes et ſtort Antal offentlige Bodler, hvilke 
holdes højt i Wre; deres Hopding bærer en Sabel 
med Guldfæfte og hører. til Kongens Folge. To engelſke 
Misſioncerer, ſom for en Del Aar ſiden vare i Kum⸗ 
masſi, ſaa gjentagne Gange ubegravede Lig ligge paa 


Gaderne, og pan Hovedtorvet var der en forfærdelig | 


Stank fra en nærliggende 
Grube, opfyldt med Bufk⸗ 
verk og højt Græs, i 
hvilfen man kaſtede Ligene 
ned. Den ene af Misſio⸗ 
nærerne, Freeman, var til⸗ 
ſtede, da en af Kongens 
kvindelige Slægtninge blev 
begraven. Unge Piger 
bleve ſlagtede foran Sorge⸗ 
huſet, medens et Tog af 
hundrede Kvinder med 
rødmalede Anſigter, Arme 
og Bryſter hylende danſede 
forbi, efterfulgt af andre 
Ofre, ſom under Meeng⸗ 
dens Hylen og en forfær- 
delig Skratten, Skralden 
og Dundren af Horn, 
Trommer og Geværffud 
bleve forte til Retterſtedet. 
Derefter kom Kongen 
tillige med den Afdødes 
Son og Datter, alle Tre 
i Dragter, der ſtraalede af 
Guld, hver i ſin Henge⸗ 
koje, beſkyttet mod Sol⸗ 
ſtraalerne af en uhyre Sol⸗ 
ſkjcerm. De fornemſte Mænd og Kvinder dannede en 


Halvkreds paa den ene Side af Torvet, medens Andre fore 
vildt omkring, affyrende deres Bosſer og ſpingende Flag og 


Spyd. De drak af uhyre Boller fyldte med Palmevin 
og ſloge fig af og til til Ro, medens Damerne i 
gule Silketunikaer udførte en højtidelig Dans. Derpaa 
rørtes Trommerne, og Ofrene førtes frem af Bodlerne 
og dræbtes en for en, idet forſt den ene Haand blev af⸗ 
hugget og derpaa Hovedet ſkilt fra Kroppen. Da dette 
var forbi, paafulgte et flere Dages Drikkelag med Sang, 
Dans, Skyden og anden Larm. Dette var imidlertid 


en tarvelig Begravelſe imod den, der ſenere blev Kongens | 
Moder til Del, ved hvilken Lejlighed 3000 Krigs | 


fanger og Slaver bleve ofrede. 


Torvekoner ved „Cape Coast Castle“. 


Ved en anden feſtlig Lejlighed lod Kongen en 
Mængde Rom i Kobberkar anbringe rundt om i Staden. 
Folket trængte fig til; Frie og Slaver, Kvinder og 
Born, ſlaaende, ſparkende, trampende hverandre under 
Fødder, kappedes om at komme forſt til Karrene, og i 
mindre end en Time var der jaa godt ſom ikke en eneſte 
ædru Perſon at fe blandt de Tuſinder, der fyldte Torve 
og Gader. å 

Leſeren ønffer formodentlig ingen flere Billeder af 
denne Side af Negerlivet; vi ville kun endnu i Korthed 
meddele nogle enkelte Oplysninger med Henſyn til Lov 
og Ret blandt Aſhantierne og de omboende Stammer. 
Dræber en Mand En, ſom er ham underordnet i Rang, 
da flipper han med at betale en Bade; dræber han 
derimod ſin Ligemand, 
bliver han tvungen til at 
udſone ſin Braede ved 
Selvmord. Dræber en 
Mand fin egen Kone eller 
fit Barn, maa han betale 
en ved Lov beftemt Bøde 
til Huſtruens Slægt; fine” 
egne Slaver har han Lov 
at dræbe for Intet. Tyveri 
bliver ſtraffet med Erſtat⸗ 
ning af det Rovede tillige 
med en uhyre Bode — 
for hver fjorten Dage en 
Trediedel af det Røvedes 
Værdi — og er han ikke 
i Stand til at yde denne 
Erſtatning, har den For⸗ 
urettede Ret til at tage 
ham ſelv eller hvem ſom 
helſt af hans Familie til 
Slavetjeneſte. Der er 
ſtrenge Love mod Xgte- 
ſkabsbrud, og det er endog 
forbudt at roſe en gift 
Kvindes Skjonhed. En 
Kaptajn eller en Adels⸗ 
mand har Ret til at 
ſelge fin Kone til en Anden; men det er ham dog kun 
tilladt, for ſaa vidt ſom hendes Familie ikke er i Stand 
eller villig til at tilbagebetale ham den Sum, han har 
betalt for hende for Brylluppet; hvilken Ret Familien 
ogſaa har, hvis Huſtruen bliver mishandlet. Beſkyldes 
Nogen for Højforræderi, da maa Angiveren bøde med 
Livet, derſom den Anklagede frikjendes. Som Betalings⸗ 
middel bruges Guldſtov og der ſpildes meget paa Ku⸗ 
masſis Torveplads; men dette Spild tilhører, ſom om⸗ 
talt, Kongen, og det er en Majeſtetsforbrydelſe at op⸗ 
ſamle et eneſte Guldkorn der. 

Staden Kumasſi er bygget op ad en jævn Skraa⸗ 
ning og dels omgiven af Skov, dels af Sumpe, bevoxede 
med mandshojt, tet Græs. Staden firælfer fig fra 


Oſt til Veſt og er næften fire Mile i Omkreds; Gaderne 
ere regelmæsfige, flere af dem en halv Fierdingvej lange 
og 50-100 Alen brede. J adfkillige Gader er der 
plantet Trœer, og hiſt og her findes en rund Stenfor⸗ 
hejning, paa hvilken Kongens Stol anbringes, naar 
han ledſaget af fine Hofmend i Folkets Paaſyn drikker 
Palmevin eller beærer en eller anden Folkeforlyſtelſe, 
en Domfaeldelſe eller Henrettelſe med fin Nervarelſe. 
Der er Torvedag hver Dag fra Kl. otte om Morgenen 
til Solnedgang; lange Rakkker af Borde ere bedoekkede 
med Bams len Rodfrugt), Korn, Ris, Oxekjod, Bede⸗ 
kjod, Fuglevildt og Abekjod, ſom Landboerne bringe til 
Staden, medens dennes Haandværkere udbyde deres 
Varer og mahomedanjfe Bisjefræmmere fra Nordafrika 
eller Handelsmend fra de evropeiſke Kolonier bringe 
Aſhantierne andre Landes Frembringelſer og Induſtri⸗ 
gjenſtande. Det Hele yder i Fredstid et livligt Skue, 
og man maa haabe, at det ſejrrige Englands Maadehold 
i Behandlingen af det overvundne Folk, lige ſom ogſaa 
det Løfte, Kongen har maattet give om at gjøre Sit 
til Afſkaffelſen af de afſkyelige Menneſkeofringer, maa 
aabne de fordrevne, men lige utvættelige engelſke og 
Baſeler Misſioncrer nye Virkepladſer og ved Herrens 
Biſtand ſprede Lys for dem, der vandre i Hedenſkabets 
aandsfortcerende Morke. 
(Efter engelſke og tyffe Kilder ved A. Ch. 3.) 


F 


Om Danebrog. 
Af A. V. E. Foepfer. 


Vi kjende Alle nedenſtagende Linier af Ingemanns 
Sang „Om Danebrog“ og af Fabers „Den tapre 
Landſoldat“: 

„Fra Himlen er Du falden, 
Du Danmarks Helligdom!“ 
og a 
y „Om Danebrog jeg ved, 

Den faldt fra Himlen ned“. 
Disſe Linier ſigte ſom bekjendt til det gamle Sagn 
om Danebroges Nedfald fra Himlen paa det Tog, ſom 
Valdemar Sejr 1219 gjorde til Eſtland. Beboerne af 
dette Land og af Øfterføens andre ſydlige Kyſtlande 
havde længe været en Plage for Danmark. De vare 
vilde Hedninger, der ernærede lig ved Soroveri paa 
Oſterſoen og paa de fremmede Kyſter, der ftødte op til 
dette Hav. Forholdene her i Landet i en Del af 
Middelalderen begunſtigede i hej Grad disſe Folks 
Roverier og Plyndringer paa vore Kyſter. Svage eller 
uduelige Konger, Borgerkrige og Krige mellem de nor⸗ 
diſke Lande lammede Landets Forſvarskraft og gjorde 
det neeſten aldeles veergeloſt lige overfor disſe Sorovere. 
Det var en ſorgelig Tid for vort Fædreland; mellem 
Landets egne Indvaanere var der Ufred og Uenighed 


paa ſamme Tid ſom Fjender herjede og plyndrede dets 
Kyſter. Disſe bleve endog flere Steder blottede for 
Beboere, da en Mængde Søftæder vare blevne opbrændte 


"og ødelagte af Sørøverne, ſom bortførte eller dræbte 


alle de Indbyggere, ſom de kunde faa fat paa, medens 
Reften flygtede til det Indre af Landet, da de af Frygt 
for at miſte Liv og Gods ikke vovede at bofætte fig paa 
Kyſten. Da der endelig ved Valdemar den Stores 
Tronbeſtigelſe var kommen Ro og Fred i Landet, og 
da det tilmed i ham havde faaet en dygtig og kraftig 
Konge, var det naturligt, at der for Alvor maatte tenkes 
paa at gjøre en Ende paa dette Uvæfen. Underſtottet 
af fine Foſtbrodre Abſalon og Asbjorn eller Esbern 
Snare tog Valdemar med Jver fat paa dette Arbejde, 
og hvad han med Held havde begyndt paa, blev fortſat 
ligeſaa kraftigt og heldigt af begge hans Sonner Knud 
den Sjette og Valdemar Sejr, Det var ikke tilſtrak⸗ 
keligt, at man tilføjede de vendiſke Sorovere det ene 
Nederlag efter det andet, men man maatte ogſaa erobre 
og undertvinge deres Lande for fuldkommen at gjore 
en Ende paa deres Soroverier. Under Valdemar Sejr 
blev Undertvingelſen af Øfterjøens ſydlige Kyſtlande 
fuldendt ved det for nævnte Tog til Eſtland. 1219 
ſeilede Valdemar Sejr med en Flaade pan 500 Lang: 
ſkibe og 500 mindre Skibe ſamt en Her paa 60,000 
Mand over til Eſtland, hvor han landede ved Lynda⸗ 
nisſe i Nerheden af det nuværende Reval. Det [od 
ikke ſtrar til, at han vilde mode nogen Modſtand, da 
Eſtlenderne fort efter Landgangen ſendte deres eldſte 
Hovpdinger til Valdemar for at bede om Fred, ſom 
han ogſaa tilſtod dem. Men dette ſkete kun for at 
gjøre de Danſke aldeles trygge; thi Eſtleenderne ſamlede 
fig i al Stilhed bag ved de ſtore Skove og overfaldt 
St. Vejts⸗Dag den 15de Juni 1219 pludſelig den danſke 
Hær, ſom aldeles ikke ventede Fjendtligheder. 
Fra flere Sider trængte den overlegne fjendtlige Heer 
ind i den danffe Lejr og udbredte Skrek og Forvirring 


overalt. Det danſke Hovedbanner var gaaet tabt, og 


det lod til, at Særens Undergang var vis. Da var 
det, ſom det gamle Sagn fortæller, at Werkebispen, 
Anders Suneſon, ledſaget af en Del Preſter og Munke 
gik op paa en Høj, fnælede ned og bad om Sejr for 


den danſke Heer; jaalænge han holdt Armene oppe, gik 


det de Danffe heldigt, men naar de af Mathed ſank ned, 
veg Lykken fra de Danſke, hvorfor hans Ledſagere 
underſtͤttede ham, at han kunde vedblive at holde Ar⸗ 
mene oprakte. Midt under hans Bøn fkete da det 
Vidunder, at et rødt Banner med et hvidt Kors, lang⸗ 
ſomt dalede ned fra Himlen, og der hørtes tillige en 
Roſt, ſom ſagde: „Naar dette Tegn bæres højt, ſkulle 
J fejre”. Den danſke Heer blev ſaa opmuntret ved 
dette Syn, at det atter lykkedes at bringe Orden tilveje 
i den, og den vendte ſig modig og med Raſeri mod 
Hedningerne, ſom ſnart bleve flagne og jagede pan 
Flugt. 


Naturligvis er denne Beretning fun et Sagn, og 
Hiſtorien tillægger den heller ikke andet Værd, men det 
danſke Folk har trofaſt bevaret dette ſkjonne og poetijfe 
Sagn om ſit gamle Banners Oprindelſe, og det er op⸗ 
taget i flere af vore ſmukke og meſt bekjendte Sange. 
Danebrog var efter de hiſtoriſke Beretninger et Kors⸗ 
banner, ſom Pave Honorius ſendte Valdemar Sejr til 
Brug paa Toget til Eſtland; thi Togene til de ſydlige 


Oſterſolande vare" ikke alene Erobringstog, men bleve 


ogſaa betragtede ſom en Slags Korstog, da de tillige 
gik ud paa at omvende og kriſtne de hedenſke Beboere 
i disſe Lande. Efter al Sandſynlighed har Paven be⸗ 


falet Anders Suneſon at give Kongen denne Fane, og 


Aerkebispen kan da godt ved Hjælp af en Blide !) paa 
en ſaa ſnild Maade have ladet Fanen falde ned mellem 
de danſte Krigere, at det for dem kom til at je ud, 
ſom om den dalede ned fra Himlen, for herved at 
bringe dem til at fatte nyt Mod. Om end altſaa ikke 
med Rette, ſom der ſiges i Sangen, er nedfalden fra 
Himlen, er den ſandſynligvis dog kommen fra Paven, 
og da denne den Gang ogſaa her i Norden betragtedes 
ſom Kriſti eller Himlens Statholder paa Jorden, kunde 
man efter den Tids Tro jo nok være berettiget til at 
kalde den en Gave fra Himlen. 

Fra Valdemar Sejrs Tid blev Danebroge Rigets 
Hopedbanner, men forſt henimod Slutningen af Middel⸗ 
alderen blev den tillige Landets almindelige Fane; thi 
forſt paa den Tid blev bet, efter hvad Worjaae oplyſer, 
Skik her i Norden at føre Flag paa Krigs⸗ og Han⸗ 
delsſkibe ſom Nationalmeerke. 

Under Danebroge have vi tilkjcmpet os mangen ſtolt 
og ærefuld Sejr, baade tillands og tilvands, men den 
har ogſaa været Vidne til ikke faa hæderlige Nederlag. 
Under Kriſtian den Forſte ſkal den gamle Danebrogs⸗ 
fane efter den ſpenſke Rimkronikes Beretning vare bleven 
erobret af den tapre ſpenſke Adelsmand Knud Porſe i 
det for os uheldige Slag paa Brunkebjerg 1471. Man 
ved ikke med Beſtemthed, hvor længe den var i Sven⸗ 
jfernes Hender, om den ſtrax blev udloſt mod Penge, 
eller om den forſt kom tilbage til os ved Sverrigs Er⸗ 
obring 1497. Den blev desværre ikke ret længe i vor 
Beſiddelſe; thi allerede under Kriſtians Son og Efter⸗ 
følger, Kong Hans, gik den en endnu verre Sfæbne 
imede, idet den blev erobret paa det uheldige Tog mod 
Ditmarſkerne i Aaret 1500. Disſe agtede denne Er⸗ 
obring jaa højt, at de gave den til Indbyggerne i Byen 
Wohrden i Ditmarſken, fordi disſe meſt havde udmærket 
fig ved Tapperhed under Kampen. Den blev ophængt 
i Byens Kirke, og her havde den ſin Plads indtil 
Frederik den Anden i Forening med fine Farbrodre, 


) En Blide var en Slags Kaſtemaſkine, ſom man brugte før 
Kanonerne bleve opfundne, til at ſlynge eller kaſte ſtore Sten 
mod Fjenden. 


Hertugerne Hans og Adolf, hævnede dette Nederlag ved 
1559 at angribe og undertvinge Ditmarſken. Dane⸗ 
brogsfanen faldt i Sejrherrernes Hænder, men den havde 
desværre faa ringe Værd for Kongen, at han ikke forte 
den tilbage med ſig til Danmark, men overlod den til 
Hertug Adolf, ſom lod den opheenge i Domkirken i 
Slesvig eller Kirken i Gottorp. Da Frederik den Fjerde 
i Aaret 1713 inddrog den hertugelige Del af Sonder⸗ 
jylland, hang den endnu paa ſamme Sted, men heller 
ikke denne Gang blev der ſorget for at bevare vor 
gamle Fane. Ingen tenkte herpaa, og den fif derfor 
uhindret. Lov til at følge med Formynderregeringen til 
Holſten, hvor den blev ophængt over Alteret i St. 
Nikolaj Kirke i Kiel. Henimod Slutningen af forrige 
Aarhundrede blev denne Kirke efterſet og iſtandſat, og 
mellem alt det gamle Skrammel, ſom ved denne Lejlig⸗ 
hed blev udfejet af Kirken eller ſolgt ved Auktion, var 
ogſaa vor gamle Danebrogsfane. 1808 lod Frederik 
den Sjette anſtille Underſogelſer om dens ſenere Skebne 
for om muligt at erholde den tilbage igjen. En Borger 
i Kiel kom da frem med en Faneſpids af Staal rigt 
indlagt med Guldornamenter, ſom han ſagde var den 
afbrudte Spids af Danebrogsfanen. Denne Reſt af 
den kom i Frederik deu Sjetes Beſiddelſe, og blev ved 
hans Dad indlemmet i det oldnordiſke Muſeum, hvor 
den endnu findes. 

Dette er omtrent Alt, hvad man ved om vort 


. gamle Flag. Det var en ſorgelig Sfæbne der ramte 


det paa dets gamle Dage, idet det i henved 300 Aar 
var i vore værfte Fjender, Tyſkernes Heender og endte 
med at blive ſolgt paa en tyfk Auktion. Der ſtaar 
endnu kun tilbage at forklare Oprindelſen til Napnet 
„Danebroge“. Den forſte Del af Navnet er let at 
forklare, da det ſkriver ſig fra de Danſkes andet Navn 
„Daner“. Ordet „Brog“ betyder, ſom Worſaae oplyſer, 
viſtnok et Stykke afſkaaret Toj. Det er et meget gammelt 
Ord, ſom næften er aldeles forſvunden af vort Sprog 
og endnu kun forekommer i enkelte Ord i det jyſke 
Folkeſprog (f. Ex. „Buxebrog“ og „Pattebrog“) ſamt 
i det hermed beſlegtede friſifke Sprog, og i begge disſe 
Sprog har det ovennævnte Betydning. 

Den 15de Juni er det altſaa Danebroges Aarsdag. 
Lad os da viſe vor Kjerlighed til dette vort ſmukke 
655 aarige Merke ved paa denne Dag altid at lade 
det vaje frit fra vore Flagſtenger eller Huſe, og lad 
os hilſe det med Onſket om, at det altid maa. være 
Nationalmeerke for et frit, uafhængigt og enigt danſk 


Folk. Gid den Tid ſnart maa komme, da vore trofaſte 


ſonderjyſke Brødre, der nu ere fængslede under den for⸗ 
hadte preusſifke Orns Klger, atter kunne ſamles med 
os under det. Vi Danfke ere et fredselſkende Folk, og 
derfor onſke vi helſt, at denne Gjenforening maa fie ad 
Fredens Vej, men fkulde dette vort Onſke ikke gaa i 
Opfyldelfe, og ſkal der tredie Gang kempes for Son⸗ 
derjylland, gid da vor ſmukke Fane i denne Kamp ſtedſe 


336 35 sk UR NA 


maa , bæres højt” og derved, ſom det gamle Sagn 
figer, varsle Sejr for vor retfærdige Sag. 

Vaj højt, vaj ſtolt og frit vort Flag 

Med Dugen hvid og rød! 

Og vidn, vor Sag er Danmarks Sag; 

Vi vil ej ſavnes paa den Dag, 

Da Zærningen om Liv og Død 

Skal rulle i dets Skjod. 


Vift til os kjoekt og frejdigt Mod 
Og Tro, ſom vakler ej! 

Vift Styrke til vor Arm og Fod 
Og Sundhed til vor Sjerterod! 
Vink frem enhver, ſom følger Dig 
Ad Pligtens lige Vej. 


Og mind os om, at hvor vi gaar 
For Folk og Fædreland, 

Os mangen kjerlig Tanke naar, 
Og mangt et ædelt Hjerte ſtaar 
Af ſamme Folelſe i Brand 

Hos Kvinde ſom hos Mand! 


Vift højt, vort Merke, fra Din Stang 

J Solſkin, Regn og Bind! ; 

Flyv lyſtig gjennem Skov og Vang, 

Ombruſt af glade Stemmers Klang, 

Men væl og Alvor i vort Sind, 

Vi os til Mandom ind! i 
(Carl Plougs Flagjang.) 


husflid. 


Alſidighed. 

At Ordſproget om de „nitten Haandverker, tyve Ulykker“ 
ikke altid holder Stil, bærer den alſidigef Husflid Vidne om paa 
"mangfoldige Steder, og der kan findes mangt et Exempel paa 
hvilken lonnende og tilfredsſtillende Arbejdsovelſe der kan tilveje⸗ 
bringes i de forſkjelligſte Retninger, hvor der blot findes en 
kraftig og udholdende Villie. 

Som et ſaadant kan en Fattigmandsſon Hans Jorgenſen, 
i Horne Sogn paa Fyen, anføres, Fra Barndommen af ſyslede 


han gjerne med Smaaarbejder og blev derfor efter ſin Konfir⸗ 


mation ſat i Sfræderlære, der kunde han faa faa Brug for fine 
Fingre. Han ernerede ſig nu en Tidlang ſom en duelig, flittig 


og ſparſom Skreder. Efter at have ſamlet fig en god Sum 
Penge ved ſit Arbejde, giftede han ſig og byggede ſig et Hus, 
hvori han bl. A. efterhaanden lagde ſig efter Uhrmageriet og 
tjente ved fit Arbejde faa meget, at han kunde kjebe fig en Lod 
pan 5 Td. Land, med et forfaldent. Hus paa. Nu horte 
Skrederiet efterhaanden op for at han kunde dyrke fin Jord og 
pasſe en Detailhandel han fandt fin Fordel ved at anlægge, 
Han faa fig ſnart i Stand til at udbetale fin Gjeld og hiebe 
5 Tor. Land til, hvorefter han med egen Haand ombyggede 
hele fit Hus, lavede Vinduer og Dore, lagde Gulve o. ſ. v. 


Glarmeſteriet havde han længe drevet, og Hevlebenk, Hoyle og 


alt andet Snedkerverktej havde han efterhaanden lavet fig: felv 
efter Tid og Lejlighed. Han viſte fig ikke alene ſom en god 
ſelvlert Snedker, der ogfaa lavede neget gode Kornrenſemaſtiner, 
men lagde fig efter Blikkenſlageriet og har afſat mange ſmukke 
ny Blikſager. Endvidere har han bygget ſig et fotograſiſt 
Verkſted og lagt fig efter Fotografien, hvortil han ſelv lavede de 
fleſte Apparater, undtagen Mafkinen. 
kaſtet fig over Smederiet, og at han heller ikke heri er en ren 
Fuſter fer man af, at han fornylig har lavet fig en Symaſtiue, 
ſom Meddeleren rigtignok ikke har ſet, men ſiges at være godt 
forarbejdet. 

Denne Mands Tankſomhed, Flid og Udholdenhed har fat 
ham i Stand til at ernære en talrig Familie og til at arbejde 
ſig godt fremad. Hans Navenyttighed har bragt ham Agtelſe 
og Velvillie blandt fine Omgivelſer; han ſoger ikke Arbejde, 
men Folk kommer til ham med alt muligt og han ſiger ſjeldent 
nej til noget Arbejde. is 


Blandinger. 


. 


Et overraffende Spørgsmaal, Paa en Herregaard fandtes 
for nogle Aar ſiden en Ravn, ſom havde lart at ſige nogle 
Ord. Tydeligt kunde den, naar der kom Fremmede, ſige: „God 
Dag“ eller „Hvad vil Du“? Nu hændte det fig en Aften, 
da Ravnen ſpadſerede ude i Gaarden, at en af Huſets Venner kom 
gagende med fin Honſehund. Inden nogen af Gaardens Folk 
havde bemerket Hunden, havde denne allerede faaet Øje paa 
Ravnen og lagt fig paa den for Honſehundene ejendommelige 
Maade. » Ravnen betragtede ligeledes Hunden med fpændt Op⸗ 
maerkſomhed, og Folkene nærede Frygt for deres forte Yndling, 
idet de troede, at Hunden vilde fare los paa den. Men Herren 
ſvarede, at de kunde være ganffe rolige, da Hunden var jaa vel 
dresſeret, at den ikke ſprang paa uden Tilladelſe. Da denne 
Stirren ikke længere behagede Ravnen, gik den ganſte ſtolt hen⸗ 
imod Hunden og ſpurgte pludſelig: „Hvad vil Du?“ Hunden 
ſtak ejeblikkelig flukoret af, med Halen mellem Benene, og krob 
i Skjul, hvorfra den i lengere Tid ikke lod fig drive ud. 


Husvennen udkommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 f. 


Fierdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn, 


Tryft hos J. H. Schulz. . 


J den ſenere Tid har han 


han baade var en god⸗ 


fordi han aldrig kunde 


og holdt faſt paa ſit Hjem⸗ 


5 5 
5 GR De 
r SV 1; 
285 
I A 
4. 
J 
Ne 
0 BES 8 N å 
N eee eee 


Billedblad for Alenigmand, 


for Morfhabslæsning, Oplysning og &usflid. 


Adgivet af 5 
a N. C. Rom. 
Nr. 43. 26. Juli 1824. 
Zundhold. Skydskarren, af Bendix Hanſen, med 2 Billeder. — Mistenkt, 


lille Udflugt, med Billede. — Bræmſerne. — Husflid: Saxe 


Fortalt af Zakarias Nielſen (Sluttet.) — Fra en 
ſmedning. — Blandinger. 


Skydskerren. 
Af Bendix Hanſen. 


—— 


Svenſkeren, der havde kjobt den lille Herregaard 


Lunderup, havde et meget fornemt Navn, for han hed | 
Hr. Palmenſtjerne; men han var ellers en grumme 


jævn og ligefrem Mand og kunde for den Sags Skyld 
ligeſaa gjerne have hedt Mads Madſen eller Søren 
Sgrenſen. Han nød al 
mindelig Agtelſe, fordi 


gjørende og rettenkende 
Mand; men han havde 
Vanfkelighed ved at leve 
fig ind i danſke Forhold, 


glemme ſit Hjem. Han 
loppriſte alt det Svenſke 


lands Sæder og Skikke, ' 
ſaavidt det var ham mu⸗ 0 
ligt, og derfor kaldte . 
man ham „lidt ſer i visſe Ting“ og morede ſig ofte 
over ham. 
Det kunde Anders Jørgen, der tjente ham ſom 
Avlskarl, ikke godt taale, for han holdt nu jaa over⸗ 
maade meget af ſin Husbond, og derfor gjorde han ſig 
al mulig Umage for at lære ham danfke Sæder og 
Skikke, men ſodvanligt uden Held. : 
„Tag mig Tuſind Djæflar, om dette ikke er et 
miſerabelt Land“, ſagde Svenſkeren lidt ivrigt paa. fit 


i 


jære blandede Maal. „Ingen Berge, ingen Sjoer, 
ingen rigtige Storfkoge, men fladt og jævnt ſom 
et Stykke Fedtebrod. Nej da fkulde Du fe mit 
Foſterland, der er noget at glo paa, der er alt ſtort, 

vidt og ſkont. Og hvad forſtaar man her? Man for⸗ 
ſtaar ikke at leve og nyde Livet, ikke en Bit Knakbrod 
kan man faa til ſin Sup. Naar man vil rejſe, ſaa 
jætter man fig i en Krog i en lukket Kasſe med Vin⸗ 
duer paa Siden, træffer Nathuen ned over Orerne og 
og ſover, indtil Rejſen er 
endt. Er det at rejſe? 
Har man ikke Ojne for 
at ſe ſig omkring, eller 
har man dem bare for 
at kunne ſove? Nej 
Danſkerne forſtaar ikke 
at rejſe; men det gjør 
vi Svenſke!“ 

Saaledes ſagde han, 
og ſaaledes mente han. 
At rejſe var nemlig 
hans Lyſt, og han holdt 
iſer af at gjøre Smaa⸗ 
ture omkring i Egnen, hvor han helſt færdedes ad 


Markveje og Biveje, hvor ellers Ingen kom for ſin 


Fornejelſe, og allevegne vakte han Opmeerkſomhed, 
fordi hans Kjoretoj var ejendommelig ſvenſk. Det var 
nemlig en „Skjutskärre“ han havde havt med hertil 
fra fit Hjem. Den beſtod af en ſmal firkantet Kasſe 
med to Hjul og ſtive Enipænderftænger, der befæftedes 
til Seletojet med Pinde, og den lignede afgjort en 
danſk Mergelkasſe. Han kaldte den en Skydskerre og 


forklarede, at man i Sverrig altid brugte fligt Vogn⸗ 
tøj iſtedetfor Poſtvogne. Den Reiſende fatte fig da 
foran pan et Agebret eller i en lille Ageſtol og var 
ſelv Kufk, medens Skydsgutten, der jædvanlig var en 
Dreng, men ogſaa kunde være en gammel Kjarling, 
tog Plads bag i Kasſen paa Rejſetojet, Svenſkeren 
ſyntes, at det var en mageløs prægtig Indretning, 
men andre Folk mente, at Sverrig maatte være et 
barbariſk Land, ſiden man der brugte Mergelkasſer til 
Poſtvogne eller Stadsvogne, og det lo de af. 

J en ſaadan Kariol kjorte Svenſkeren omkring. 
Bag i Kasſen ſtod en lille Reiſekuffert, ſom beſtandig 
fulgte med og hvori der var Proviant. Han vilde 
gjerne have en eller anden op at kjore for at have 
nogen at ſnakke med, og han fortalte da uden Ophold 
om det herlige Sveas Fortrin for Danmark; modſagde 
man ham ikke og roſte man hans Skydskeerre, jaa kunde 
man være ſikker paa, at blive indbudt til at deltage i 
hans Maaltid, ſom han indtog, hvor han ſyntes der 
var kjont at bede, enten det nu var i en Skov, paa en 
Bakke eller paa fri Mark, 
og Heſten lod han imens 
gresſe i Veigroften. 
Drengene vidſte, at der 
altid var noget godt i 
Rejſekufferten, og de 
holdt ſig derfor til ham 
og ſogte Lejlighed til at 
komme op at kjore; men 
der var ingen det lykke⸗ 
des ſaa ofte ſom Nis 
Peder, thi han blev næ- 
ſten beſtandig Sven⸗ 
ſkerens Skydsgut. 

Nis Peder var 
Kagekonens Son. Han var lille og ſpinkel, men 

ellers en raſk og lun lille Fyr, der til Gavns 
forſtod at ſnakke Svenſkeren efter. Munden, fordi 
hans egen Mund løb i Vand efter Rejſekuffertens Ind⸗ 
hold. En Dag mødte han paa Gaarden med en ſtor 
gammel Hat paa, opſmogede Buxer, nye ſtribede Strom⸗ 
per, en Troje, der var for lille, og hvergarns Undertrøje 
iſtedetfor Veſt. J denne Dragt vandt han afgjort 
Svenſkerens Bifald; thi ſaaledes, paaſtod han, lignede 
han en rigtig ſvenſk Skydsgut, og ſaa maatte han ſtrax 
med ud og kjore. 

Fra Gaarden ſnoede fig en kun lidet brugt Mark⸗ 
vej med dybe Hjulſpor, Huller og Slag ned til Søen, 
og ad denne Vej begyndte Svenſkeren ſedvanlig fine 
Udflugter, og det gjorde han da ogſaa i Dag. Men 
Anders Jorgen, der forgæves havde forſogt at bevæge 
fin Husbond til at opgive denne naragtige Kjorſel, 
havde nu i fit ſtille Sind undfanget den Tanke, at hvis 
hans Husbond kunde faa grundig Erfaring om, at hans 
ſvenſke Mergelkasſe var et daarligt Kjoretoj, jaa vilde 


han vel nok opgive den af ſig ſelv, og derfor havde han 
Dagen i Forvejen lagt en ſtor Sten i Sjulſporet, hvor 
der til den anden Side var et dybt Hul, for ſaaledes 
at bidrage ſit til at fremme Erfaringen. 

Det gik nu raſk ned ad Vejen til Søen. 

„Her er da Bjerge nok!“ ſagde Nis Peder og viſte 
omkring paa de høje Banker. 

„Berge, falder Du det Berge! Det er kun Muld⸗ 
varpeſkud!“ ſvarede Hr. Palmenſtjerne. „Nej da ſkulde 
Du ſe Sverrig, der er der Berge, og Klipper milevidt, 
der er der Dale og Klofter alt imellem hinanden, der 
kan forſlaa! der er ſtort! 

„Saa maa det være flemt at kjore med ſaadan en 
Tingeſt“, ſagde Nis Peder, „for den kan let velte!“ 

„Bevars, det gjør vi inte“, ſvarede Svenſkeren. 
„Vi Svenſke ere jaa vante dertil; Heſten fager et Rap 
og jaa flyve vi hen over det Hele!” Og jaa fif Heſten 
et Rap i det ſamme. 

Bums! der væltede Kærren! Og Herren, Gutten 


og Kufferten laa i en Hob. 

„Tag mig Tuſind! 
Hvad var det!“ ſagde 
Svenfkeren og reiſte fig. 
„Slog Du Dig Nis 
Peder?“ 

„Nej!“ ſparede den: 
ne og ſprang op. „Men 
det var viſt en Sten, 
for det gav ſaadan et 
fort Stød. Ja fe, der 
ligger den, lige i Hjul: 
ſporet. Nej ſikken en 
gevaldig Sten!” 

„Aa, det er jo kun 
en usſel Tingeſt!“ ſagde 
Svenſkeren. „Men det er da ogſaa et forbandet Land; 
Stenene ere ſaa ſmaa, at man ikke kan ſe dem. Nej 
i Sverrig, der krybe de ikke underfundigt i Skjul, men 
rage op over Vejene ſom hele Berge, ſaa kan man da 
kjore til Side for dem!“ 

Saa løftede de Kerren op, væltede Stenen tilſide 
og fortſatte Rejſen uden videre Uheld. f 

Den Gang havde Anders Jorgen ikke Held med 
ſig; men ſaa fandt han paa noget andet. 

Neſte Gang, han ſkulde ſpende Heſten for Skyds⸗ 
kerren, fæftede han Stengerne jaa loſeligt til Seletøjet, 
at den ſaaſnart der kom nogen Vegt bag i, abſolut 
maatte vippe bagover ligeſom en Mergelkasſe. Det traf 
fig da fan heldigt, at Svenſkeren lige udenfor Gaarden 
fik Nis Peders Moder, den tykke An'katrin op at fjøre 
ſom Skydsgut. Hun fkulde til Kjobſtaden og vilde 
gjerne kjore med et Stykke for at ſpare paa fine Ben, 
og den Gang kjorte han nedad Hovedvejen. Det var 


en Søndag Eftermiddag, ſent pan Efteraaret. Vejret 
var godt; men alle Veje vare vaade og ſnapſede af 


EEE 


339 


og ſaa paa, hvordan Herren og Ankatrin tog fig ud .| Øjne bleve vaade et Ojeblik, da jeg ved Afſkeden over⸗ 
ſammen, og nede ved Jens Lavrſens Gaard, hvor der rakte ham et koſtbart Gulduhr ſom en Erindring om 
i Dag var ſtort Barſelgilde, havde der ſamlet fig en mig, og derpaa trykkede hans Haand med de varmeſte 
ſtor Klynge af Gildefolk, der ogſaa med Opmeerkſomhed og bedſte Onfker for hans Fremtid. Stakkels, elendige 
og under vittige Bemerkninger betragtede Svenſkerens Menneſke! Nu vandrer han omkring der ovre i det 
| Kjorſel. Det gik godt, jaalænge det gik nedad. Karren | fjerne Land ſom en fortabt Son, nedbøjet af Anger og 
tog Fart og vippede et Par Gange noget mistenkeligt; | Fattigdom! og han maa tjene fit Brød ved Sjover⸗ 
men nedenfor Banken kom der en lille Sten for Hjulet, | arbejde; men alt, alt kan han bære, ſkriver han, naar 
og jaa var An'katrin for tung: Selepindene losnedes jeg kun vil tilgive ham hans Trolgshed. Gud tilgive 
og Karren gik pludſelig bagover. Ankatrin kom tilat ham, jeg har alt gjort det!“ 
ſtaa paa Hovedet med de tykke Ben lige ivejret, og Hr. Grosſereren forte Haanden op til Ojnene, og 
Palmenſtjerne gjorde en ſtolt Luftrejſe henover hende Godsforvalteren og hans Kone betragtede ham med for⸗ 
med Biffen i Haanden og dumpede ned paa Ryggen i baypſede, deltagende Blikke. Efter et lille Ophold ud⸗ 
' en blod Mudderpøl, jaa Snavjet ſprojtede til alle | brød min Principal: 


i Regnen. Udenfor Gaarden ſtode en Del Karle og Piger hans Uro og Bevægelje, og jeg kan ikke nægte, at mine 


Sider. „Men hvorfor har Du aldrig for omtalt, at det 
Det faa morſomt ud, og det kom fan uventet. var Dig, det ſtore Tyveri blev begaget hos?” 
Folkene ved Gildehuſet braſt i Latter og nogle af de „Dertil havde jeg mine Grunde“, ſparede Grosſe⸗ 


| Unge iſtemte et ffingrende Hurra. Saa ilede de alle reren. „Jeg havde en vis Modbydelighed for at tenke 
| derhen; men Svenfferen ſamlede fig op i en Fart, | paa eller tale om den ærgerlige Hiſtorie, da jeg nemlig 
| kaſtede Piſken, lod Heſt, Sfydsfærre og Skydsgut pasſe | — ſom jeg troede — paa en Maade ſelv var Skyld i 
| fig jelv og lob tilbage til Gaarden. den, idet jeg ved Dumhed og Uforſigtighed lod et mig 
| „Tag mig Tituſind ſjsgrona Djæflar!” ſagde han | aldeles ubekjendt Menneſke fan Lejlighed til i et ube⸗ 
til Anders Jørgen, da han var kommen i andre Kleder. | vogtet Ojeblik at underſoge min Pengeſkuffes Indhold, 
| „Tag mig Tituſind om jeg nogenſinde efter denne Dag | og, dertil kom, at jeg aldrig har funnet lide at blive 
kjorer paa det Spektakel; for jeg vil ikke være Nar!” Gjenſtand for Medynk og Beklagelſe. Se, derfor tav 
Og ſaa lod han Kerrren danne om til Mergelkasſe | jeg. Men fig mig, have I aldrig omtalt mig for 
i 


og kjorte fiden ud i en net lille Jagtvogn ligeſom Holm?“ 2 
andre pæne Herremend. „Jo“, varede Soſteren, „jeg har maafke nok fyg: 
Men Ankatrin kunde aldrig glemme Svenſkeren tigt omtalt Dig, men ſaa vidt jeg i Øjeblikket erindrer, 
den Skam han Havde forvoldt hende, og i lang Tid har jeg aldrig nævnet Dit Navn“. 
forbød hun Nis Peder at gaa op paa Gaarden; da han Medens denne Samtale førtes hjemme i Daglig⸗ 
blev flørre tog han dog Tjeneſte der og blev med Tiden ſtuen, ſad en ung Mand under et gammelt, halvt ud⸗ 
Anders Jørgens Efterfølger; men da var Svenſkeren | gaaet Cgetræ ude ved den ſtille Skobſo. Han ſtattede 
allerede bleven helt danff og havde overvundet alle Hovedet paa den ene Haand; Taarerne ſtremmede ned 
jvenjfe Særheder. over hans Kinder, medens hans Læber fitrede og hans 
SEES : Sjerte bankede med ftærfe Slag. Enhver gjætter let, 
hvo det var. 
Mistænkt. ' „Altſaa atter forraadt af Ulykken! O, disſe Menne⸗ 
Forlalling af Zakarias Aielſen. ker, ſom jeg elſkede af min hele Sjæl, disſe velſignede 
5 É Born, ſom jeg legede med ſaa mangen ſtille Aftenſtund, 


ER, SE 


(Sluttet.) og hun. ..! Dette venlige Hjem, fuldt af Kjærlighed 
Tilſidſt ſprang han op, følte fig paa Sidelommen og Lykke, og denne yndige Natur med de venlige Sger 
og udbrod: og ſkyggefulde Skove, alt, alt forvandles. for mig i 


„Jeg har glemt mit Uhr nede paa Kontoret! denne Time. Alle Ojne ville her efter ſe paa mig med 

Tillader De ikke, at jeg ſpringer ned og henter det?“ | fremmede, mistenkſomme Blikke; ingen vil ſige mig et 

| Jeg rakte ham Nøglen og han foer afſted; et Øjeblik | venligt Ord! Jeg kan ikke udholde det, jeg maa bort, 
efter kom han tilbage, men var i en højft urolig og | atter bort, flakke om fra Sted til Sted, fulgt i Sælene 
ophidſet Stemning. Hans Haand ryſtede, da han rakte af Miskjendelſe og Banære! O Gud, Du ſom ved, at 
mig Nøglen tilbage, og han ſkyndte fig at ſige Farvel. | mit Hjerte, trods al dets Synd og Svaghed, dog er 
Ej anede jeg den Lumſkhed og Svig, hvormed han | fri for den Brode, ſom Menneſkene vil byrde mig paa, 
havde forſkaffet fig Adgang til mit Kontor og der — kom mig dog til Hjælp i min Nad! Giv mig dog 
rimeligvis med en falſk Nøgle — oplukket min Penge⸗ Standhaftighed og Taalmodighed, ſaa at jeg maa holde 
ſkuffe og tilvendt fig en betydelig Pengeſum. Jeg troede, | ud i Kampen!“ 


at det var Adfkillelſens Alvor, der var Grunden til En lille Sangfugl kom flyvende over Søen og ſatte 


i % 5 
| fig paa en nøgen Gren over mit Hoved og begyndte || og ſom et længe undertrykt Suk efter Fred og For⸗ 
at kvidre. 


løsning nu fif Luft. Det lysnede omkring mig, Blom⸗ 
„Se, det fattige, gamle Træ faar dog ogſaa Beſog af | fterne nikkede til mig, og Fuglenes Toner klang ſom 
de ſmaa Sangere” tænfte jeg, idet jeg ſaa op paa Klokkeſlag paa en Hojtidsmorgen. Det var ſom alt 
Fuglen. Ingen er faa fattig og forladt, at Livet jo | omfring mig raabte: „Frikjendt, frikjendt!“ 
dog har lidt Varme og Kjærlighed ogſaa til dem. Der Paa Vejen hjem fortalte Grosſereren mig, hvor⸗ 
kommer vel ogſaa en Tid for mig, da jeg kan hæve | ledes han nu havde faaet opklaret hele Sagen. Hvert 
Hovedet.. Ord var ſom et loftende, frigjørende Tag i mig, og da 
„Nu op med Hodet, Ungerſvend, jeg kom hjem, maatte jeg et Ojeblik ſoge Enſomhed i 
og ingen Griller længer! ...“ mit Kammer for uforſtyrret at kunne udtale min inder⸗ 


i uh, nej! den væmmelige Viſe! Svor har jeg dog nogen⸗ lige, dybe Tak til ham, der nu havde løft Baandet, 
4 finde kunnet fynge en ſaadan jammerlig Sang, der kun ſom jaa længe havde ſneret omfring mit Hjerte. 
i med fin falſke Begejftring loppriſer Ungdomslivets Let⸗ „Og nu“, udbrød jeg halv højt, efter at jeg en 


i findighed og Friſkfyragtighed, viſer Vej til ſorgloſt lille Stund havde ſiddet og jet op paa den klare 
fj Driveri og fremkalder Lygtemandshaab, der med deres Sommerhimmel, „nu tor jeg med ublandet Haab og 
forræderiſke Skin lokker og leder den Unge ud paa de Fortreſtning je Fremtiden i Mode. Jeg er faa rig, 
| vilde, farlige Veje! Ak, jeg har faret paa de vilde Veje! jaa lykkelig! Jeg maa have en at dele min Lykke med, 
Mit Liv var tomt og usſelt, blottet for Alvor, blottet hun, mine Drommes fagre Dronning, maa...” 
i for alt det, der danner Grundlaget for et ſundt Mere fif jeg ikke jagt, thi Doren gik i det ſamme 
i Menneſkeliv. Arbejdet var mig kun et Middel til at op, og der ſtod hun for mig, jaa ſmilende og yndig, 
i tjene Penge til Nydelſer, og disſe igjen et Middel til ſom jeg endnu aldrig ſyntes at have ſet hende. En 
N at tilfredsſtille mine Sanſers Torſt efter Forandring og Taare hang i hendes Ojenhaar, og hun rakte mig ſin 
| Omvexling i min tomme Tilvœrelſe. Gud ſke Lov, at lille Haand ſom til en Lykonſkning efter en ſejrig over⸗ 
j jeg blev ſtandſet i Farten, om end den Haand, der greb | ftaaet Kamp. Jeg greb den, omfavnede hende og ud⸗ 
fat i mig, tog haardt paa mig! Jeg føler dog nu, talte for forſte Gang Ordene: „min elſkede Helga!“ 
trods min Sorg og Ulykke, at mit Liv er kommet ind „Ej-ej!“ raabte en Stemme ind ad den halvt 
paa et Spor, hvor jeg har Grund under Fødderne, og aabne Dør, og Godsforvalteren traadte ind med et 
jeg ved, hvor. Stjernen blinker, ſom viſer Vej til Op⸗ hoiſt forbavſet Anſigt. „Ja, ja, Born, jeg tenkte jo 


* 


jeg havde gaaet et Stykke, ſtod pludſelig Grosſereren og trak ſig efter et Aars Tids Forløb tilbage fra fine 
Godsforvalteren for mig, og inden jeg havde faaet be⸗ Forretninger, og ved ſin ualmindelige Indflydelſe paa 
tenkt mig paa, hvad jeg fkulde ſige eller gjore, greb Godſets Ejer, hos hvem jeg ogſaa havde en høj Stjerne, 
den forſte min Haand, faa pan mig med et deltagende, fik han udvirket, at jeg blev hans Eftermand. Jeg op⸗ 
bedende Blik og udbrød: ; naaede herved en fri og jelvftændig Stilling, og fort 

„Tilgiv mig! Jeg har gjordt Dem forfærdelig | Tid efter fejredes Helgas og mit Bryllup med ſtor 
Uret!“ Mere kunde han ikke i dette Ojeblik faa frem, Hojtidelighed i den gamle, hyggelige Godsforvalterbolig. 
men det var ogſaa nok. Det var ſom disſe faa Ord Det folger af fig ſelb, at Grosſereren fra Kjøbenhavn 
væltede tvende lange Aars ophobede Byrde af Mis- ogſaa var med ved denne Lejlighed. Han omfavnede 
kiendelſe, Bitterhed, Harme og Sorg bort fra mit Hjerte, Helga og mig efter Vielſen og bad os under ſterk Be⸗ 


i rejsning og Frigjørelje. Dens Vink vil jeg følge! Jeg nok det blev ſaadan! Vorherre være med Eder! Kom 
vil ikke give tabt i Kampen, jeg føler Kraften vore nu med ind; jeg ved nok to, ſom ville blive glade for 
i i mig, og jeg føler, at ſterke Magter ſtaa bagved mig dette her!“ 

i og hvijfe om lyſe, glade Dage. Jeg vil fæmpe for min Grosſereren og hans Soſter toge imod os med 
| Are og Ret: Miskjendelſens Slor maa en Gang falde! aabne Arme. Alles Ojne ſtraalede, Alles Hjerter vare 
| Jeg vil fæmpe for hende, mit Hjertes udkaarne Brud, opfyldte af Tak til ham, „ſom gjør: det godt. alt 
| hun maa blive min! Jeg vil fæmpe for Frihed og | fammen”, 

| Lykke og for alt, ſom giver Livet ſandt og varigt Faa Dage efter læfte man i Aviſerne, at det hos 
| Værd!” en af Hovedſtadens Sandelsmænd for nogle Aar ſiden 
Med disſe Tanker rejfte jeg mig og kaſtede et Blik begaaede Tyveri nu var blevet opdaget; men Gjernings⸗ 
| hen over den ſtille Sø. Klokkerne ringede Aftenſang manden, ſom var en ganſke anden Perſon, end den, 
fra Landsbyernes Kirketaarne, og en mild, gribende man håvde havt mistænkt, var ſtukket af til Amerika 
Stemning udbredte ſig over Naturen. Jeg var dybt ſtrax efter at have ſtjaalet Pengene. Man beklagede 
bevæget, men der var kommen Tryghed og Haab ind i | dybt „den unge Mand”, ſom i Tyvens Sted havde 
| min Bevægelje. | været Gjenſtand for Mistanke og Forfolgelſe, og glædede 
j Jeg drejede ind paa en Sti, der førte ud til den | fig over, at Fejltagelſen nu var bleven affloret. 

ö Se: rigtige Skovvej, og vandrede langſomt hjem efter. Da Min Svigerfader, der begyndte at blive gammel, 
| 

I 


vægelje altid at betragte ham fom en Fader og Ven. 
Han havde ingen andre Born, ſagde han, men vi vare 
ham begge fjære ſom ſaadanne. 5 

Nu er han ligeſom mine Svigerforeldre forleengſt 
gaaet bort her fra. De ſidſte Aar af fit Liv tilbragte 
han i min lykkelige Familiekreds, hvor han ved den 
daglige Omgang gav os mangfoldige Vidnesbyrd om ſin 
oprigtige Deltagelſe i mit og mines Vel og Ve, og 
hvor han ogſaa til Gjengjeld altid mødte milde Øjne 


og velvillige Hjerter. Jeg blev en rig Mand ved hans, 


Dod, men Rigdommen gjorde forreſten ikke mit Familie⸗ 
liv lykkeligere end det forhen var, uden for jaa vidt 
ſom min Huſtru og jeg ved den bleve ſatte i Stand til 
at gjøre mere Nytte og Gavn paa forſkjellige Maader, 
end vi ellers vilde have kunnet. 


Dit Raad, tog Kjæp i Haand og vandrede af Sted, 
og ſljondt jeg rigtignok fif et Par dygtig trætte Ben, 
er jeg dog faa glad og tilfreds ved at have fulgt Dit 
Vink, at jeg til Tak for det vil fortælle Dig lidt om 
min lille Udflugt. 

Min Reiſe gjaldt den ſtore Sten ſom Harald 


Blaatand ikke fif til Jcellingehojen, men maatte lade 
ligge paa Halvvejen ude paa Tirslund Hede, Tirslund 
Stenen kaldes den, og er den ſamme ſom en Mand i 


vor Tid ikke fik til Himmelbjerget. 
Om Kong Harald Blaatand og denne Sten melder 


Kroniken, at da han var i Færd med at lade en ſtor 


Sten fore fra Stranden til fin Moder Thyras Gravhøj 
og havde ladet Menneſker og Stude ſpende for den, 
mødte ham en vejfarende Mand ude paa Bakke 


2 


Mark, og til ham rettede Kongen, der var en ſtor Karl | 
lange, blade Flojtetoner lød ned fra Zrætoppene, Gul⸗ 


af Arbejdet han havde for, det Spørgsmaal, om han 


341 


Se det var det lille Afſnit af mit Livs Hiſtorie 
jeg vilde fortælle. J hine Modgangsdage grundlagdes 
min Lykke om end under Hjertekvaler og Taarer. De 
fik tuſinde Gange mere Betydning for min ſenere Livs⸗ 


udvikling end hele mit forudgangne Ungdomsliv, henlevet 


under Medgang og Sorglsshed. 


Fra en lille Udflugt. 
5 75 — ſtdſt i Februar. 
Kjære Ven! 
Du tylkes, ſkriver Du, at jeg hænger altfor meget 


over Bøgerne, at jeg i Stedet for at ſidde jaa meget 


paa et Sted havde bedre af at benytte noget af Tiden 


til at gaa ud og fe mig om. Nu da, igaar fulgte jeg 


Ed 


—— ”Kæmpestenen paa Tirslund Hede. 


nogen Sinde» havde jetilen ftørre Byrde draget af 
Mtenneffehænder. Manden, ſom kjendte Sønnen Svends 
og den fynſke Søvding Palnatokes Oprør, ſparede dertil: 
„Ja Herre Konge! jeg ſaa igaar, at Din Son trak 
hele Danmarks Rige fra Dig; dom nu ſelv, hvilfen 
Byrde, der var ſpcereſt“. Kong Harald blev forfærdet ; 
allermindſt havde han ventet at faa et ſaadant Svar; 
„han havde kun havt den ſtore Sten i Hovedet” og 
vidfte derfor intet af Sønnens Oprør. Nu lod han 
Stenen ligge, ſamlede nogle Folk og Skibe i en Fart 
og drog mod Svend, tabte det ene Slag efter det andet, 
og faldt, der ſiges ved Helgenæs, for Tokes Pil. 

Saa gik jeg da i et dejligt, næften varmt Solſkins⸗ 
vejr hen ad Vejen gjennem Eſtrup Skov. Fuglene 
kvidrede og ſang faa ſmaat af Glæde over det milde 
Vejr, det bebudede jo, at Vaaren nærmede fig. Steerens 


342 


ſpurve og Bogfinker kvidrede, pippede og ſlog Triller i 


et væl fra Buſke og Grene faa det var en Lyſt at høre 
paa. En Flok Graaſpurve havde ſlaaet fig ſammen 
i Solſiden af en Tjornebuſk og holdt et ſaadant Styr 
og Vrovl, at Skjœnderiet hørtes lange Veje. Du ved 
jo, at hjemme ſige vi derom, at Spurvene holder 
„Nippeſtcvne“. 5 

Men det gode Vejr havde lokket flere frem endnu. 
Spetmejſen entrede og klatrede livligt op og ned ad 
Egeſtammerne, og Halemejiſerne kvidrede og vimſede om 
fra Kviſt til Kviſt. Ja der var rigtignok Rore, vaag⸗ 
nende Liv og Glæde der i Skoven. 

Men det er ſandt! lad mig dog endelig ikke glemme 
at nævne vor fælles gamle Ven, ham den lille vævre 
Fyr i den blaa og gule Dragt og med den klingende 
Roſt, ſom jaa tidt og mange Gange har glædet os, 
naar vi ſom Born ſpejdede og lyttede efter Vaartegn 
og Vaarbud; han var der naturligvis ogſaa, og min⸗ 
dede mig ved ſin ſtadige, ſkingrende Sang om ſin 
Nærværelje, jan hvis jeg glemte ham her, gjorde jeg 
mig ſkyldig i en dobbelt Utaknemlighed, ſkjonner Du 
nok. „Ja viſt jaa”; ſiger Du vel, „men vil Du ikke 
ſige mig hans Navn?“ Jo jeg vil; i Naturhiſtorien 
gaar han, ſaavidt jeg ved, under Navnet Musvit eller 


Tellepikker, kjender Du ham nu da? Ikke det, ſaa er 


det ogſaa Din egen Skyld, gode Ven. Nu ja ja, ſaa 


ved jeg dog en Üdvej ſom er ſikker, og det er, at nene 


ham ved de Navne, hans Dragt eller hans Sang har 
ſkaffet ham i det mindſte i vor fælles Hjemſtayn. Det 
er ingen anden end „Luekonen“, „Sapfileren“, „Garder⸗ 
konens Fugl“, jeg mener. Nu er jeg ſikker paa Du 
kjender Fuglen, og nu tenker jeg ogſaa Du gjætter, 
hvis Du da ikke har tænkt over det for, at det forſte 
Navn har Folk "uden Tvivl givet den, fordi de har 


ment, at de morke Fjcer paa Hovedet havde nogen 


Lighed med Konernes „Luer“ eller Huer, ligeſom det 
ogſaa er Ligheden mellem dens Sang og den fkarpe 
ſkingrende Lyd Skovhuggerens Fileſtrog mod Saptanden 
frembringer, der har ſkaffet den det andet. 

Men fan det tredie Navn da? Ja, kan Du huſke 
den gamle Garderkone? Nej, det er ſandt, det kan Du 


jo ikke; men Du har viſtnok hort Tale om hende, tænker | 


jeg, og da viſt ogſaa hort nævne at hun var en grumme 
flittig og ſtrabſom Kone. Hun ſkal have holdt meget 
af Tellepikkerne, og naar den tidlige Vaarſol ſkinnede 
ind i hendes lille Stue, hvor hun ſad og ſpandt eller 
bandt, og Fuglen ſang og „ſlintede“ i Abilden udenfor 


Vinduet, fagde hun mer end en Gang: „Der er min 


Fugl; den ſynger min Sang: Slid Din Tid! ſlid Din 
Tid! ſlid Din Tid!“ Fuglen gav Tonen, hun ſatte Ord 
til den, ſaadanne, ſom hun nu tyktes pasſede bedſt, og 
ſaadan kom det tredie Navn frem. É 
Naa, men jeg ſkulde nok videre. Da jeg kom 
igjennem og forbi Gaarden Eſtrup, endte Skoven lige 
med Et, og Fuglekvidret med den, havde jeg nær 


ſagt, men det gjorde det dog ikke helt, for hiſt og her 
ſlog en Lærke dog fine livlige Triller, og Træer, om 
end faa og fmaa, fandtes dog ogſaa endnu bag Gaarde 
og Huſe, ſom laa ſpredte og kaſtede omkring paa Mar⸗ 
kerne. Det var tydeligt nok, at jeg var kommen ind 
i Hedens Grenſeland; Lyng og Gyvelbuſke groede ved 
Vejkanten og mellem Stendigerne; noget længere fremme 
kom der ftørre Lyngpletter mellem Agrene, Boligerne 
blev færre og mindre og jaa ſpredte, at man ſkulle have 
ondt ved at raabe fra den ene til den anden. 

Her laa Kampehoj ved Keempehoj, ſtundom en 
hel Flok; nogle af dem var Ploven gaaet hen over, 
de ſaas kun ſom Hojninger i Jordsmonnet, i Rugmarken 
eller Agerlandet; andre vare halvt udgravede og andre 
igjen helt urørte af Plov eller Spade og dakkede med 
et morkebrunt Lyngtceppe. Omſider naaede jeg Brørup 
Kirke; naar jeg kom forbi den, ſkulde jeg dreje af til 
Venſtre ind ad en Sidevej, og derfra fkulde jeg kunne 
ſe Stenen imod Himlen, var der ſagt mig. Jeg ſaa 
mig om; jo, derhenne var Vejen, den bugtede og krogede 
ſig ned over en Hedemoſe og op ad et Hojdedrag, ſom 
ftrøg igjennem Egnen paa den anden Side af Moſen. 
Paa Toppen eller Ryggen af dette hævede og tegnede 
fig enkelte morke Kæmpehøje mod den klare Himmel og 
den morke, ſpidſe Takke der oppe maatte beſtemt være 


"Stenen. Jeg fulgte Vejen ned over Moſen og op ad 


Hojdedragets Side, hvor den ſkrumpede ind til en Sti, 
der lob hid og did mellem Lyngpletter og Agerland og 


noget knehojt, purlet Egekrat og omſider vandt jeg frem 
til den ſtore mosgroede Sten. Ja for er den rigtignok; 


jeg har ikke ſet nogen faa ſtor, langt mindre ſterre. 


Den er noget ner 25 Alen i Omkreds; hvor langt 


den gaar ned i Jorden ved jeg ikke, men naar Du 
horer, at det af den, ſom rager op over Jorden har 
dobbelt Mandshojde, mellem 5—6 Alen, ſkjonner Du 
nok at det har maattet være et trogt og trelſomt 
Arbejde, Kong Harald Blaatand bod ſit Folk udrette 
ſammen med Kvæg. : 

Men efter hvad Kroniken melder, kom denne hans 
Setten Folk i Spand med Dyr ogſaa til at ſpide til 


ham ſelv, for da han bod Folket gribe til Vaaben, 


fik han mangenſteds uvillige Svar af de vrede Bønder, 
de ville ikke vove Livet for den, „der havde ladet dem 
drage ſom andre Og.“ 

Jeg gav mig til at tage et Billede af Stenen. 
Det er dette, Du ſer for dig, og jeg tor nok indeſtaa 
for det ligner — men da jeg var færdig dermed, var 
Solen ogſaa i Ferd med at gjemme ſig for den Dag. 
Jeg reiſte mig og gik. Et Par Smaadrenge brev 
ſyngende og flejtende hjemad med en Faareflok. Leer⸗ 
kerne, hvis Sang ved mit Komme tonede rundt omkring 
ud over Heden, fad nu tapſe under Lyngbuſkene; en 
enkelt dalede ned hiſt og her med en lang Slut⸗ 
ningstrille. J et Par Kirker ringedes Solen ned. 
Ellers var det helt ſtille, faa underligt ſtille. Da jeg 


* 


gif over Moſen, horte jeg gientagne Gange Hjejlens 


alvorlige, vemodige Fløjten, men Fuglen faa jeg ikke 


for det var allerede halvmorkt. Hjejlen, Heden og 
Hedelcerken, fra disſe tre og til en kjendt Mands Navn 
er der kun et grumme lille Tankeſpring. At det er 
ham, om hvem Digteren Ploug ſynger: 
: Hedelerken den flygtig: Fugl, 

havde ſaa klart et Oje, 

ſaa, hvad der rørte ſig i Skjul 

under en Vadmels Trøje, 

tegned i ſin dunkle Krog 

Folkelivets Billedbog, 

Bindeſtuens Saga. 


Hedelcerken, et Heedersnavn 

blev blandt Dannemarks Fugle; 
Livet bandt det til Sorg og Savn, 
Døden det ej kan ffjule. 

Lysnende om Jyllands Strand, 
tindrende for Folk og Land 

ſtaar dets Nord lys-Lue. 

At det er Sten Stenſen Blicher, haaber jeg, Du 
allerede har gjettet. Det er ſandt, lad mig med det 
ſamme raade Dig til at fjøbe N. J. Termanſens Bog 
om St. St. Blicher; — hvis Du da ikke allerede har 


den — det er en god og billig lille Bog, ſom er værd 


at eje. 


Det var ud paa Aftenen, da jeg naaede tilbage 
til Skoven. Vinden var ſprungen om i Vinterhjornet 


og det var blevet Kart Froftvejr med tindrende og 
blinkende Stjerner, lette, drivende Skyer, der ſejlede 
forbi Maanen, ſom, ej ulig en ſtor Rapsſegl, nu og 
da tittede ind mellem Zræerne. En kold og bidende 
Susning gik gjennem Skoven, de torre Ege⸗ og Boge⸗ 
blade ſkjalv og raslede derved. Mon det virkelig ſkulde 
give Vinter, tenkte jeg. Nej, Fuglene i Skoven havde 
jo kviddret om Vaarens Komme, Leerken havde ſunget 
om det ſamme paa Mark og Hede. 
Din Ven 
Jens Skytte. 


Bræmferne. 


—ͤ— 


Det er en varm Sommerdag. Solen brænder hed, 


og alt ſynes at indbyde til Hvile eler til at ſoge Skygge. 


Paa den frodige Gresmark ſynes imidlertid Køerne at 
være af en anden Mening. Vi je en Kvie gaa roligt 
grœsſende, men lige med Et bliver den urolig, og uden 
ſynlig Grund jætter den Halen højt i Vejret og ſpringer 
omkring indtil Tojret briſter og Dyret i raſende Spring 
jætter afſted gjennem Kornmarkerne, ſom for at undfly 
en truende Fare. Snart folger andre af Kgerne Ex⸗ 
emplet til ſtor Fortvivlelſe for Rogterdrengen, ſom ſkal 
pasſe Kgerne og ſvare for at de ikke komme i Kornet. 


343 d i: 


„Ovad fejler dog Kgerne?“ kan maaſke en Kjob⸗ 
ſtadsmand forundret ſporge Drengen. „Aa de „ſbisſe!“ 
kan han ſvare. „Hvorfor bisſe de dog?“ ſporges der 
igjen. „For det er ſaa varmt!“ lyder Svaret. Det 
var en lojerlig Grund, tænfer Manden ved fig ſelv; jo 
varmere det er, deſto hellere ſkulde man tro de dorſke 
Kreaturer maatte holde ſig i Ro, i Stedet for at ſtyrte 
afſted ſom Gale. 

Det er imidlertid ingenlunde Varmen, men tvert- 
imod kun et lille Inſekt, Varmen har fremkaldt, ſom 
bringer den mange Tuſinde Gange ſtorre Ko til at flygte. 
Mange Landboere vide dette ret vel, men kjende intet 
videre til den lille Kreaturplager. „Husvennens“ Leſere 
ville formodentlig intet have imod at høre lidt nærmere 
om hvad udholdende Videnſkabsmends taalmodige Under⸗ 
ſogelſer, ſammenholdt med praktiſke Erfaringer har op⸗ 
lyſt om disſe Smaadyr, ſom ere faa ſlemme Plager 
for Husdyrene. Dette kan nemlig ikke alene være in⸗ 
teresſant, men ogſaa nyttigt; ved at kjende ſine Fjender 
kan man ofte mode og tildels afvende deres Angreb. 

Blandt de forſkjellige Slags Fluer, der om Som⸗ 
meren plage vore Husdyr naar de ere paa Græs, er 
Brœmſerne de verſte. Rigtignok forfolge de ikke 
Dyrene med Stik for at ſuge Blodet af dem, ſom flere 
Fluearter gjøre, men de gjøre hvad der har værre 


Folger, idet de lægge deres Ag paa Dyrenes Legemer, 


hvilke derved blive Udviklingsſtedet for de Larver, der 
ved Legemets Varme udvikler ſig af Wggene. Dette 
volder Dyrene langt foleligere og varigere Plager, end 
de blodſugende Fluers Stik i de varme Sommerdage. 
At Dyrene ogſaa i Virkeligheden frygte langt mere for 
Bramſerne end for de mindre Stikfluer, viſes tydeligt 
nok ved den omtalte „Bisſen“, idet de ſtorme vilde af⸗ 
ſted for at undfly enhver Bersrelſe af det frygtede 
Inſekt. 

Bremſerne have ſom alle Fluer kun to Vinger. 
De ere temmelig ſtore, have meget forte Folehorn og en 
tyk haaret Krop, der hos nogle Arter er baandformet 
farvet, hvorved de faa nogen Lighed med Humlebierne. 
De kjendes dog let fra disſe, ved at de kun have to 
Vinger, medens Humlerne have fire, at de have meget 
kortere Folehorn end disſe og mangle den ſtikkende Braad. 
Munddelene ere endog faa ufuldkomment udviklede hos 
Bramſerne at man i Almindelighed antager, at de i 
deres fuldt udviklede Tilſtand flet ikke tage nogen Nering 
til ſig. Alle andre Fluer have nemlig en mere eller 
mindre udviklet Snabel, der hos nogle Arter er ind⸗ 
rettet til at gjennemtrenge Huden pan Menneſker og 
Dyr for at udſuge Blodet, og hos andre til at opſuge 
Blomſterſaft og andre nærende Vedſker; men Bremſerne 
mangle aldeles denne Braad og have en lukket Mund. 
De lægge deres Wg, ſom nævnt, paa Dyrenes Legemer, 
og Larverne tilbringe ſiden deres forſte Liv i forfkjellige 
Dele af Legemet hos de forfkjellige Arter. Kobramſens 
Larve lever og udvikler ſig ſaaledes under Kvægets Hud, 


hvor de foraarſage Knuder, ſom er enhver Landmand 
bekjendt under Navnet „Vener“. Heſtebremſens Larve 
lever i Heſtens Mave og Tarme, og afgaar om For⸗ 
aaret med Gjodningen, medens Faarebremſens Larve 
ubdvikles i Pandehulen hos Faaret. Foruden disſe Arter 
gives der en Mængde andre, der hver har fit beſtemte 
firfoddede Dyr at holde fig til. Wslet, Hjorten og 
Haren, Kamelen og Elefanten har hver fin Plageaand; 
ja ſelv Menneſket er i de varme Lande hjemſogt af en 
Bramſeart. Saaledes findes en i Sydamerika, af en 
almindelig Husflues Storrelſe, der angriber Menneſket. 
Dens Larver udvikler fig i lignende Knuder ſom Ore 
bræmjens Larver frembringer paa Køernes Ryg. De 
findes gjerne under Mavehuden, og bruge et halvt Aar 


til deres Udvikling; men derſom de foruroliges bore de 


lig dybere ind i Kjodet og foraarſage undertiden ſlemme 
Betendelſer. 


gyldige Vidner til at vore Husdyr pines og plages af 
disſe Inſekter. 

Det er imidlertid en ſtor Lykke, at en Mengde 
Ag og Larver af Bræmjerne gaa til Grunde under de 
mange Gjenvordigheder, de have at fæmpe imod under 
deres Üdvikling; maaſke ikke et af 100 Ag naar til 
at blive et fuldkomment Inſekt. Alle Braeemſelarver 
ligne hverandre deri, at de ere fodloſe, forte og tykke, 
med en æggeformet Krop, afdelt i 11 Ringe, hvoraf 


Naar de ere fuldvoxne, forlade de Dyrenes Legeme og 
falde til Jorden, i hvilken de blive til „Pupper“. IJ 
denne Form ligge de nu gjerne nogle Maaneder ube⸗ 
vægelige i Jorden og forvandles efter Haanden til den 
fuldt udviklede flyvefærdige Bremſe. Naar Inſektet er 
fuldt udviklet, kryber det ud af Puppehylſtret. De. parre 
fig ſtrax efter at de ere komne frem af Jorden, hvorpaa 
Hannerne do. Hunnerne leve en fort Tid efter, indtil 
de have lagt deres Wg, hvorpaa de ogſaa gaa til 
Grunde. Ingen Bræmfe lever ſaaledes Vinteren over, 
men Inſektets Levetid fra Ægget af, er et helt Aar, 
idet Aggene lægges om Hoſten, udklækkes faa Dage 


efter og Larverne tilbringe Vinteren over i Dyrenes 
Legemer. Forpupningen ſker om Vaaren og ud paa | 
Sommeren udklokkes Bræmjen, ſom døer ſamme Hoſt, 


efter at have ſorget for fin Slægts Forplantning. 

Det vilde i Sandhed være godt om vi vare i 
Stand til fuldkomment at beſkytte vore Husdyr mod 
disſe ſlemme Plageaander. Der gjores i Almindelighed 
hos os flet Intet i dette Ojemed, men Dyrene prisgives 


Her til Lands kjende vi heldigvis ikke 
til flige Plager, men vi burde derfor ikke være lige | 
fkulle i et Par følgende Numre meddele lidt herom. 


— 
hver er beſat rundt om med en Krans fine, men ſtive 
og lidt krogede Takker, der træder i Foddernes Sted. 


hele Sommeren igjennem til Inſekternes Forfolgelſer, 
uden at det en Gang falder nogen ind, at der kunde 


være nogen Ting at gjøre ved dette. Viſtnok kunne 
vi ikke holde disſe Inſekter aldeles borte fra vore Dyr, 
men noget baade kunde og burde man gjøre for faa 
meget ſom muligt at formindſke dette Onde, der ſikkert 
er ſtorre end mange tro. Det er klart, at vore Hus⸗ 
dyr ikke kunne trives til Fulde om Sommeren ved idelig 
at være i Angſt og Sfræf for Bræmjerne, eller ved 
om Vinteren at huſe disſes Angel i Legemet, ofte i 
ſtort Antal. Skal man have fuldt Udbytte af fine 


Husdyr maa de være friffe i alle Dele, og ikke mangle 


noget i nogenſomhelſt Retning. Det maa derfor være 
Landmandens Opgave ſaavidt muligt at ſoge fjernet 
Alt hvad der kan virke lammende paa Dyrenes Trivſel 
og Velbefindende. Det vil derfor forhaabentlig ikke 
være uden Nytte nærmere at omtale et Par af de 
værfte Bræmjearter og Midlerne imod dem, og vi 


Husflid. 


Sapeſmedning. 
J Stedet Rysholt, i Gjerning Sogn, Houlbjerg Herred, 
levede for en Del Aar tilbage en Mand ved Navn Søren Jenſen, 
ſedvaulig faldt Rysholtſmeden, ſom i en tidligere Alder havde 


leert Skradderhaandverket, men forlod denne Haandtering for at 
ERR: 


tage fat paa Hammer og Tang og øve fig i at forfærdige Saxe. 
Han opnaaede en ſjelden Færdighed. i at forarbejde Uldſaxe, 
Skredderſane og mindre Saxe til en faa ſtor Fuldkom⸗ 
menhed, at de, om ikke i Arbejdets Finhed og Nethed, faa dog 
i Herdning og Godhed kunne ſtilles ved Siden af de fra de 
engelſte Fabrikker indførte Saxe. Han tilvirkede heraf en utrolig 
Mængde, hvoraf en ſtor Del udførtes. til Norge og Sverrig, 
foruden hvad der heraf afſattes vidt og bredt i Jylland. 


* J. C. 


Blandinger. 


En viis Veſteumelſe. Juryen i Grevfkabet Tipperary i 
Irland, har nhlig i Anledning af de talrige Fengslinger, fattet 
folgende Beſtemmelſe: „At det nuværende Fengſel er for lille 
og at et nyt maa bygges; at Materialierne af det gamle ſkal 
bruges ved Opforelſen af det nye og at det gamle ikke ſtal rives 
ned, førend det ny er fuldſtendigt færdig”, 2 


Husvennen udkommer til 
Fjerdingaaret, frit tilſendt. 


hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 B. 
Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 


Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjabmagergade 56, Kjøbenhavn. 


* 


Trykt hos J. H. Schultz. 


Nr. 44. 


95 


i 
JL 


END 
le 


8 

8 (UZTT] * 
væ 95 
l 


Edp 
N 
3 


eee EEN 8 
e SES 8 


2 2 FD 


„0 


for Morfhabslæsning, Oplysning og Hus flid.“ 


Adgiuet af 
N. C. Rom. 


2. Auguſt 187 4. 


Zudhold. Vore Fadres Guder, ved Fr. Winkel Horn, med Billede (Fortſat). — Fra Færøerne, med Billede. — Roſenbufken, 


Slitſe af Vilh. O. 


Vore Fodres 
Guder. 
Ned Ir. Winkel Horn. 


(Fortſat.) 

Tyr hedder den 
af Aſerne, ſom meſt 
er Thors Jepning i 
alle Mandomsprover, 
men medens Thor 
meſt er Styrkens 
Gud, er Tyr nærmeft 
den egentlige Krigs⸗ 
gud, den djeerveſte og 
modigſte af dem alle; 
han raader meget for 
Sejr i Kampen, og 
er bedſt at paakalde 
for tapre Mænd, men 
Forlig ſtifter han al⸗ 


drig; forſtandig og. 


ſindig er han ogſag, 
og baade de, der ere 
taprere end andre 
Mænd og ikke fjende 
til Frygt, og de, der 
ere klogtige fremfor 
Andre, fore Tilnavne 
efter ham. Hvad 
hans Wt angaar, 
ſaa er Odin hans 
Fader, og den fagre 


— 


N N 
N N 
W 
„ 


Jakttekvinde, vi horte 
om hos Hymer, hans 
Moder. En ſtor 
Prøve paa fin Djærv- 
hed og Tapperhed gåv 
han, da han fif Fenris⸗ 
ulven leenket. Vi 
have alt hort, at 
Aſerne beholdt Ul⸗ 
ven hjemme hos ſig. 
Den blev ſtor og 
glubſk, og ingen An⸗ 
den end Tyr turde 
gaa til den og give 
den Wde. Men da 
Aſerne ſaa, hvor me⸗ 
get den voxede hoer 
Dag, og alle Varsler 
tydede paa, at den 
vilde blive dem til 
ſtor Fortræd, lavede 
de en ſteerk Lenke, 
ſom de lod Ulven 
prøve fine Kræfter 
vaa. Ulven ffjønnede 
ſtrax, at den kunde 


lod dem gjore med 


ham hvad de vilde, 
og ſtrax den forſte 
Gang han rorte ſig 
i den, braſt den. 
Saa lavede Aferne. 


ikke holde ham og 


en anden Lenke, der var endnu meget ftærkere, og 


vorede, ſiden han brød den forſte, og at han fik vove 


ned til Svartalfehjem til nogle Dverge og lod dem 
gjøre en Lenke. Den blev lavet af fer Dele, af Katte⸗ 
fieds Støj og af Kvinders Sfjæg, af Bjergenes Rødder 


og det fan Enhver ſkjonne, at det er ſandt, thi aldrig 


og glat ſom et Silkebaand, og da de havde faaet den, 
foer Aſerne ud paa en Holm med den og kaldte Ulven 
did, viſte ham Silkebaandet og bad ham prove, om 


han kunde rykke det over; det var noget ftærfere, end 


det fan ud til efter dets Tykkelſe, ſagde de, og de lod 


det gan fra Haand til Haand og rykkede i det, og det 


holdt, men Ulven, ſagde de, fik det nok over. „Det 
tykkes mig“, ſvarede Ulven, „at der ingen Sæder er at 
vinde ved at rykke jaa tyndt et Baand over; men er 
det lavet med Svig og Lift, ſkjondt det ſynes ringe, da 


lader jeg det aldrig lægge paa mig“. Aſerne ſagde, at 


han ſtrax maatte kunne bryde faa tyndt et Silkebaand, 
han, ſom for havde brudt jvære Jernlenker; „kan Du 
ikke rykke det over, da ville Guderne kun være Liget 
rœdde for Dig, og om faa er ſkal vi nok loſe Dig“. 


Ulven ſvarede: „Faar J mig ſaadan bundet, at jeg ikke 
kan rive mig los, jan kan jeg nok merke paa Jer, at 


J ville være ſene til at yde mig nogen Hjcelp. Liden 
Lyſt har jeg til at lade dette Baand lægge paa mig, men 


hellere end at J fkulle ſkjcelde mig for ſejg, vil jeg gjore det, 
om En af Jer vil lægge fin Haand i min Mund til | 
Pant paa, at der ikke er Svig under. Da jan Aſerne 
pan hverandre og det tyktes dem, at nu havde de | 
vanffelige. Kaar at vælge imellem, og Ingen vilde lægge | 
Haand til, førend. Tyr rakte fin højre Haand frem og 


ſtak den i Ulvens Gab. Men jo mere Ulven ſparkede, 


miſtede fin højre Haand. Da Aſerne faa, at nu var 
Ulven bunden for Alvor, tog de Enden af Baandet og 


trak den igjennem en ſtor Sten, ſom de gjorde faſt 
dybt nede i Jorden. Ulven gabede forfærdelig, væltede | 
fig omkring og vilde bide dem, men de tog et Sværd 
og ſatte i Gabet paa ham, Hjaltet i Underkjcven og 


346 


Odden i Overkjqven; han ryſter forfærdelig og Fraaden 
bad ham prove den, og ſtort Ry, ſagde de, vilde | 
der gan af hans Kræfter, om den heller ikke kunde | 
holde ham. Ulven ſkjonnede nok, at den Lenke var | 
meget ſtœrk, men tenkte ogfaa, at hans Kræfter vare | 


ſtaar ham ud af Gabet, og ſaadan ligger han til den 
yderſte Dag. 

Stor Lid ſette Guderne i alle Treengsler til Vidar. 
Han er Odins Son med Jattekvinden Grid, hende, vi 


for horte om, ſom laante Thor Jernhandſkerne og 
noget for Wrens Skyld. Han lod da Lenken lægge | 
paa fig, og da Aſerne ſagde, at de vare færdige, ryſtede 
han fig og fatte Benene faa haardt i Jorden, at Lenken | 
faldt til Jorden og Stumperne floj langt bort. Nu 
blev Aſerne bange for, at de ikke ſkulde faa Ulven⸗ 
bundet, og Alfader ſendte da Frejs Sendemand Skirner 


Styrkebceltet, da han foer til Gejrrods Gaard. Vidar 
kaldes den tavſe As, og er den ſteerkeſte næjt efter Thor. 
Landvide hedder hans Land; det er bevoxet med højt 
Græs og Kratſkov. Han har en tykſaalet Sko, ſom 


der er ſamlet til i alle Tider; den er lavet af de 


Lederſtumper, man ſkjcrer af for Taa og Hel, og den, 


ſom vil ſtaa Aſerne bi, vogte fig vel for at kaſte dem 
bort, thi den Sko kommer Vidar til ſtor Nytte, naar 
| han paa den pderſte Dag ſkal hævne fin Fader; da 
og Bjornens Sener, af Fiſkens Aande og Fuglens Spyt, 


jætter han Foden med Skoen paa i Fenrisulvens Gab 


gg flenger det, og deraf faar Ulven Bane. 
har Nogen i vore Dage ſet Kvinder med Skjcg eller 
hort Støj af Kattefjed, heller ikke har Bjergene Rødder, || 
og er der end ſomme Dele, ſom J ikke kunne begribe, 
jaa er det dog lige fandt for det. Lenken var blød 


(Fortſettes.) 


Fra færgerne. 1 


Paa en Tid da Danmarks Konge for forſte Gang 
beſoger de danſke Bilande Færøerne og Island, og 
Aviſerne indeholde Meddelelſer om dette Kongetogt til 
disſe gamle Beſiddelſer, ſom aldrig nogen Konge tidligere - 
har beſogt, vil det forhaabentlig være Leſerne af In— 
teresſe at høre lidt om disſe gamle afſides nordiſke 
Lande, hvorom vi i Dag ſkulle fortælle Lidt og give et 
Billede fra de neermeſtliggende. 

Færøerne er en Ogruppe, der ligger i den nordlige 
Del af Atlanterhavet. Der er i alt 22 Oer, hvoraf 
de 17 ere beboede; alle Oer og Holme tilſammen have 
et Fladeindhold af e. 23 [ Mile, og de ere beboede 
af 10,000 Menneſker. De ſteorſte af Oerne hedde 
Strome (6 [] Mile) og Øjterø (5 ] Mile). 
Naar man ſejler ind mod Færøerne, ſynes man at 
have et mægtigt Bjergland for fig, men i Virkeligheden 
naa disſe Klippeder kun en Middelhojde af 9. 1000 
Fod. Øerne danne en jævnt bolgende Hojſlette, op over 
hvilken der hæver fig forfkjelligt formede Klippemasſer; 
kun et Par Punkter opnaa en Hojde af 24002700 
Fod. Grunden til, at Færøerne i Fraſtand tage ſig 
ud ſom et højt Bjergland, er, at Øerne hæve fig ſaa 
ftejlt op af Havet, ofte i 1000 — 2000 Fod hoje, lod⸗ 


rette Vægge. Den ſtore Golfſtrom, der kommer fra 
des haardere blev Baandet, og jo mere han veltede fig, | 
des faſtere ſad det, og de lo Alle undtagen Tyr, han 


hede Egne, har ſtor Indflydelſe pan Færøernes Klim a; 
ſtjont disſe Oer ligge henved 100 Mile nordligere end 


| Kjøbenhavn, er deres aarlige Middelvarme derfor om⸗ 
trent ſom Danmarks; ja Vinteren er meget mildere, 


end vor, ſaa at Sneen hver Sommer ſmelter bort endog 
paa de hojeſte Bjergtoppe, og Iſen paa Smaaſoperne 


| bliver ſjelden ſterk nok til at bære Menneſker. Men 


Færøernes Sommer er til Gjengjeld betydelig foldere, 


end vor, jaa at kun Byggen fan dyrkes, og det er endda "| 


ikke hvert Aar, det kan blive modent; Ribs og Stikkels⸗ 
bær, modnes ſjeldent. Dyrkningen af Kartofler, Wrter, 
Roer og Gulerødder lykkes godt; hvorimod Kaal er en 
Sjeldenhed. Jovrigt er det kun en ringe Del af Fer⸗ 
gerne, ſom er ſkikket til Agerbrug, og heraf er det 
kun den aller mindſte Del, ſom virkelig dyrkes, nemlig 
lidt ved Kyſterne og i Dalene, der næften alle ere meget 
ſnevre. Her er Klippen bedaekket med et indtil en Alen 
tykt Jordlag, men Klippegrunden forbyder eller vanſke⸗ 
liggjor Plojning; Jorden maa derfor bearbejdes med 
Spade og Hakke, ligeſom Menneſker og Heſte maa bære 


Gjodningen ud og Afgroden hjem. Skove findes ikke, 


Ronnebeertrœer og Vile kunne ikke vore højere end til 
Overdelen af det Dige, der giver dem Le, thi, komme 
de oven for, knekkes de af Stormen; Blaabeerbufke ere 


meget almindelige; ſaavelſom en Pileart, der kun bliver 


et Par Tommer høj. Færøerne havde oprindelig ingen 
Landpattedyr, men nu ere vore almindelige Husdyr 
overførte dertil. Der findes kun nogle fan Arter Land— 
fugle, hvorimod der forekomme flere Arter S vom me— 
fugle f. Ex. Ederfuglen, der findes i umaadelige Skarer, 
og have deres Millioner af Reder liggende paa Fær- 


og regnfuldt, Himlen er kun ſjeldent klar, det bleſer 
naſſten altid, og Stormene kunne raſe med forfærdelig 
Styrke. Det fugtige Klima fremmer Græsværten, og 
Grægjet ſtaar paa de dyrkelige Steder friſkt og grønt, 
fort og fint, ſom Fjeldgres plejer at være. Faare⸗ 
avlen, hvoraf Øerne har Navn, er en vigtig Indtengts⸗ 
Tilde, men Køer haves der ikke ret mange af. Naar 
en Mand har 9. 8000 ( Alen dyrkelig Jord, kaldes 
hans Ejendom Hus, og man regner, at den, der har 
en ſaadan Jordlod, i Reglen kan avle Vinterfoder til 
en Ko eller to; den Mand, der har en ſtorre Flade 
dyrkelig Jord kaldes Gaardmand, og den ſtorſte Gaard 
var for nogle Aar ſiden paa 15 Tdr. Land dyrkelig 


Jord. Heſtene ere ſmaa og daarlige; de bruges kun 


til Ridning og til at bære Byrder, thi Færingerne 
have hverken Vogne eller Kjoreveje. Fiſkeri og 
Fangſten af Grinder er af Betydning for Færingerne. 
Grinden er en lille, 10 Alen lang Hval, og hvert Dyr 
giver i Reglen omtrent en Tonde Tran. Ogſaa Sel⸗ 
hunde fanges. Under Huden findes et Lag Spær, 
hvoraf der ſmeltes Tran. Salerne ere ikke fri for at 
ligne Menneſket i Aaſyn og Stemme, og ſom en Folge 
af denne Lighed er der opſtaget adſkillige færøiffe Sagn 
om disſe Happattedyr. Saaledes fortæller et Sagn, 
at Helligtrekongers Nat afkaſte Sælerne Sammen og 
tilbringe Natten i menneſkelig Skikkelſe, idet de lege og 


danſe til hen imod Morgenſtunden; da ſtyrte de ſig | 
atter i Havet ſom Sælhunde. Et andet Sagn ſiger, 
at en Færing en Gang havde ſtjult fig i en Klippehule, 


hvor han bemægtigede fig et Selſkind. Om Morgenen 


da Selhundene ſprang i Havet, fad en ung Kvinde og 


347 


græd i Hulen; hun kunde ikke finde fin Ham. Manden 
tog hende med ſig hjem, de giftede ſig med hinanden 
og levede et lykkeligt Wgteſkab. Sammen gjemte 


| Manden omhyggeligt i en tillaaſet Kiſte, og Noglen til 
denne bar han altid hos ſig. En Dag, da han var 


paa Fifkeri, kom han i Tanker om, at han havde glemt 
Nøglen hjemme, han blev jaa underlig til Mode og 
tog hjem. Paa Strandbreden mødte ham en Sælfund, 
der ſtyrtede fig i Havet. Hjemme fandt han Kiſten 
ſtagende aaben, Scelhundehammen borte og — Konen. 


borte! Han kunde da nok tanke, hvem det var, han 


modte paa Strandbredden. — Af megen Vigtighed er 
Fuglefangſten; Færingerne bruge bande Fjer (ſ. Ex. 
Ederdun), Kjod og Wg. Mange Menneſker have tilfat 
Livet ved Fuglefangſt, ved at miſte Fodfæftet og ſtyrte 
ned ad de ſtejle Klipper, Færingerne ere flittige Folk; 
de holde ikke af at ſidde med Heenderne i Skjedet og 


| døje Tiden hen, Hvorfor Husfliden blomſtrer paa 


Færøerne; her kartes, ſpindes, ſtrikkes og væves, og der 


findes mange Væve paa Færøerne; der forarbejdes 
| mange Zrøjer og Strømper af Ulden, og J, mine ærede 


Leeſerinder, ſom klage over, at J, naar de lange Vinter⸗ 


| aftener komme, ikke kunne fan Karlene til at hjælpe 
øernes 25 „Fuglefjelde“. Færøernes Klima er taaget 


Eder med at karte en Times Tid engang imellem, J 
kunne fortælle dem, at paa Færøerne flamme Mænd 
og Karle fig hverken ved at karte eller ſpinde. I hver 
By findes en Mand, ſom forſtaar at arbejde i Jern, 
og der er Mange, ſom baade ere „Traſmede“ og „Jern—⸗ 
ſmede“ (Tommermand og Smede), og ſom forſtaa at 
iſtandſette de Redſkaber, Huſets Beboere bruge i Be⸗ 
driften. Husfliden har ikke liden Betydning for Be— 
boernes Velvære, og hos os findes Mange, ſom kunne 


have godt af at tage Exempel af Feringernes Hus⸗ 


induſtri. Hvad den feergiſke Handel angaar, bemærkes, 
at de vigtigſte Udforſelsgjenſtande ere Uld og Uldvarer, 
torret Fiſk, Tran, Talg og Fjer, og man har et Mund— 
held, ſom ſiger, at „Uld er Færingernes Guld”; der 
indføres Kornvarer, Kolonialvarer o. ſ. v. Naar et 
fremmed Skib ankommer til Færøerne, ſamle Folk fig 


gjerne ved Strandbredden, og Baade ſkynde fig ud til 


Skibet, for der er maaſke mange Nyheder at hore. 


Faringerne forſtaa ſelb at bygge deres Baade, fon 
ere lange, ſmalle og hoje baade for og agter; Baaden 


kaldes Tolvmandsfar, Timandsfar, Otte. 
mandsfar o. ſ. v. efter Antallet af de Aarer, hvor⸗ 
ved den drives frem. Da der imellem Klipperne opſtaa 


ſaa mange Kaſtevinde, kan det være farligt at fejle i 


Sundene med Sejl paa Baadene, hvorfor de ofte blive 
voede frem. Da de hverken avle Hø eller Hamp, lavedes 
Sejlene og Fifkegarnene tidligere af Uld. Feeringerne 
ere modige og dygtige Sofolk, ſom meſterligt forſtaa 
at tumle deres Baade, hvad enten de drives frem ved 
Sejl eller Aarer, og ſelv den ſaa ilde omtalte „Mal⸗ 
ſtrom ved Klippen Munken“, der rigtignok ikke er fag 
farlig, ſom den har faaet Ord for at være, frygte de 


rr eee ee 
D 8 * 8 


" glæde os i vort ſtille Sind, thi vi tenke, at, ſiden der 


ſiſkerige Hav ere baarne op paa Klipperne til Torring; 


ikke for at beſejle. Baadene ſpille hos Færingerne ſamme 
Rolle, ſom Vogne hos os; de Rejiſende befordres ved 


Baade, og ſelv Ligene fores ſom ofteſt paa Baad til 


deres ſidſte Hvileſted. É 


Overalt paa Hojſletten ſes Klipper, der dels ere | 


nøgne, dels bevoxede med Mos og Lavarter, løsrevne 
Klippeblokke, lyngbevoxede Strakninger og Moradſer, 


og her falder det naturligvis ikke Feringen ind at 


opſlaa fin Bolig; denne opføres ved Kyſten eller i 
Dalene paa Steder, ſom ligge heldigt for Fifkeriet, og 
hvor der tillige findes lidt Jord, ſom kan dyrkes. 


Feringerne maa bygge rundt omkring, hvor der er 


pasſende Byggepladſer, og i Reglen dannes der ikke 
Landsbyer ſom hos os. Den ſtorſte By er Thorshavn, 
hvoraf „Husvennen“ her bringer fine Leſere et Billede. 


paa Bleg, og ſom de nu hente hjem. 
Magſe Linned! det kan da viſt være nok til alle Thors⸗ 
I havns Indbyggere den halve Sommer; der maa rigtig 


Byen har fun omtr. 900 Indbyggere og er bygget paa 
en Klippe i en lille Vig paa Oſtkyſten af Streams. 
Vi ſejle ind mod Thorshavn; bag ved Skibet kunne 
vi je Nolsg hæve fig op over Havet, foran os ligger 
Byen, der kun tager ſig ſimpelt ud; Bygningerne 


ere uanſelige Trehuſe, hvis Tage ere bedakkede med 
| Grønjvær, og Byen ligger omgiven af ffaldede Klipper. 


„Hvad er det for en Masje hvide Gjenſtande, ſom ligge 
udbredte paa Klipperne langs med Kyſten?“ ſporge vi 
hverandre, „og ſe, der gaar en Del Kvinder inde 
mellem det Hvide;“ vi ere ſnart enige i, at det er 
Linned, ſom Thorshavns ſmukke Kjon har havt liggende 
„Men ſikken en 


have været: Storvaſk i Byen i den ſenere Tid!“ Vi 


er ſaa meget vent Linned maa alle Fortællinger om 
Feringernes Urenlighed ikke have været ſande, eller 
i alt Fald maa Forholdene have forandret ſig; ſaa 


maa de Reiſende have Ret, ſom fortalte, at de i de | 


ſenere Aar have bejøgt Færøerne, og at de i fœrgiſke 
Bondergaarde have fundet en Renlighed og Hygge, ſom 
ikke ſtaar tilbage for den, der findes i vore Bonder⸗ 
gaarde. Men vi have dog Lyſt til at forvisſe os om, 
at det Hvide paa Klipperne virkelig er Linned, og 
anmode derfor Skibets Forer om at laane os ſin 
Kikkert, ſom vi rette mod en Klippe, og hvad ſe vi? 
Linnedet forvandles til opſprættede Fiſk, der fra det 


Thorshavn. 


Sten, med eller uden indvendigt Træpanel. | 
beffytte Taget mod Stormen lægges Græstørv derpaa. 


men Kaptajnen troſter os med, at flere Rejſende ere 
blevne ſkuffede paa ſamme Maade, ſom vi. 

Væggene i de feroiſke Boliger beſtaa af Tre eller 
For at 


Varmen fra Huſet driver tidligt om Foraaret Gres 
og Blomſter frem paa Taget, og en Mand har givet 
en Beſtrivelſe af den færgijfe Tagflora! J ethvert 
Hus findes en „Rogſtue“; denne har intet Loft og 
tidligere aldrig Vinduer eller Skorſten; en aaben Ovn, 
paa hvilken den færøijfe Zørv brændte, gav Varme 


og Lys, og Rogen gik ud af et paa Taget anbragt 


firkantet Hul, gjennem hvilket Lyſet tillige Faldt ind, 
og ſom kunde dakkes med en Lem. Rogen befværer 


ikke Færingerne; de have været ſaa vante til den, at 


Bed Nyaarstid begynder nemlig Torſkefiſkeriet, og da 


Saadanne Trakirker kunde opføres for 500 Rd., ſenere 


bruge Trojer og Knabuxer. 


Somme næften ſynes, den hører med til det daglige 
Brod, til en hyggelig Husindretning. Nu træffer man 
paa Rogſtuer, der have baade Skorſten over Ildſtedet 
og Vinduer, ved dens Vægge er der Sengeſteder og 
Benke. Endnu hører der til et fereiſk Hjem en eller 


Glasruder; og for de Velhavende et Geſtekammer med 
en opredt Seng; hvem der har en „Sal“, indbyde 
fornemme Folk i denne, naar de beſoge dem. Gulvet 
i Verelſerne beſtaar af Breder, men i Rogſtuen er der 
ikke lagt Gulv; den benyttes ſom Arbejdsverelſe og 
Kjokken; her kunne vi fe Piger ſtrikke, og Mænd og Karle 
ſpinde, og Arbejdet gaar lyſtigt med Sang og Fortælling 
til langt ud paa Aftenen, ja ofte endog til efter Midnat; 
thi Ulden ffal gjerne være kartet og ſpunden til Julen. 


have Mændene ikke Tid til at ſidde hjemme og ſpinde. 

De Gamle byggede deres Kirker af Tr, og de 
have et meget uanſeligt Ydre; ved Opmaaling vifte 
en af dem fig at være 12 Alen lang, 9 Alen bred og 
3½ Alen høj; Taget var ſom fædvanligt dakket med 
Græstørv, og Væggene beklodte med uhøvlede Fjæle. 


er der bygget Kirker til 12— 1400 Rd. 

Faringernes Dragt er væfentligt lavet af Uld, 
dog er linned Undertøj nu ogſaa i Brug. Mændene 
Fodtojet er et Stykke 
ugarvet Skind, der bindes om Benet, denne Fod⸗ 
bekloedning foretræffe Færingerne for vore Støvler „med 
Here paa”, thi med disſe vilde de ikke jaa godt kunne 


ſtaa ſaſt, naar de gaa til Fjelds; ſundt er hint Fodtøj | 
dog ikke, da Færingerne ofte maa gaa med vande Fødder. 


Feringernes Sprog har flor Lighed med det Old⸗ 
nordiſke eller det nuværende Islandſke, men i Kirken, 
Skolen og ved alle officielle Forretninger bruges danſk, 
ſom alle Feeringer forſtaa. 

Af Fodemidler har tørret Fiſk ſtorſt Betydning; 
det almindelige Brod er Bygbrod, formet lig runde Stokke 
og daarligt bagt; Rugbrod er en Sjeldenhed, ſom der 
kun opvartes med ved feſtlige Lejligheder, og ſom bærer 
det flotte Navn „Kage“. De have adfſkillige Retter, 
ſom vi ikke vilde ſynes om, ſaaledes: „Grindetviſt“, 
9: raat vindtorret Grindekjod, og ſom tidt om Som⸗ 
meren vrimler af Maddiker, fremdeles: „raſt Kjod“, 
9: Kjod, ſom har hængt ſaalcenge i Luften, at det 
ſtinker af Raaddenhed; Nogle koge det, Andre foretrække | 
det i raa Tilſtand. Magert Grindekjod er temmelig 
grovt og ſmager omtrent ſom Oxekjod. Ferringernes 
Levemaade kan ikke være den ſundeſte, og dog opnaa 
Mange her en højere Alder end hos os, mange Dods⸗ 
fald indtræffer i Alderen fra det 80de til det 90de 


| 
| 


Aar, men ſmitſomme Sygdomme have flere Gange 
raſet med ſtor Styrke; ſaaledes bleve i 1846 6000 af 
Øernes 8000 Indbyggere angrebne af Maslinger, og | 
100 dode af denne Sygdom. | 


„ 


| 


v 


1 ² AAA 


. 


349 


Færingerne nedſtamme fra norſfke Koloniſter, 
ſom udvandrede paa Harald Haarfagers Tid, altſaa 
for omtrent 1000 Aar ſiden, og fra Forfedrene have 
de arvet Lyſt til Frihed og til Uafhængighed. Færingerne 


leve enten ſom Selvejere eller Feſtere; Daglejere 
flere „Glasſtuer“, 9: Verelſer med Vinduer, ſom have er her ikke mange af. 


bverne fan ſtore Kapitaler paa Enkeltes Hender ſom 


Vel findes der ikke paa Fer⸗ 


hos os, men paa den anden Side gives der heller ikke 
nær jaa mange Fattige ſom hos os, og dog er Fattig⸗ 
dommen langtfra ſaa trykkende i Danmark ſom i mange 
andre Lande. Færingerne ere nejſomme, og Tilfredshed 
er den ſtorſte Rigdom, ſiger et gammelt Ordſprog, me⸗ 
dens Digteren ſiger: „Boer der Fred i Hyttens Vraa, 
da ſlumrer Armod født paa Straa“. J Overens⸗ 
ſtemmelſe med den Frihedsaand, der beſjcler Feringen, 
ſtaar hans felvftændige Tenkemaade; han vil i det Sele 
taget gjerne være fig ſelv. Trænger En til en Haands⸗ 
rœkning hjemme, beder han en Anden om Hjælp, men 
Ingen holder af at tilbyde ſin Tjeneſte, og Befalinger 
gior man retteſt i at holde inde med. Ligeſaa paa 
Søen. Saalenge der ingen Fare er pan Feerde, taler 
den Ene i Munden paa den Anden, Enhver komman⸗ 
derer, Ingen lyſtrer. Men opſtaar der Fare, da er 
hver Mand paa fin Poſt, og Færingerne ere dygtige 
Sofolk. Deres Uforfærdethed udvikles baade paa Søen 
og ved de farlige Fjeldvandringer. Færingen er af en 
opvakt, livlig og ſnakſom Natur; hjemme gaar Arbejdet 
ved Sang og Fortælling, paa Havet ſtaar Munden jaa 
at fige aldrig ſtille, og Færingerne have da ogſaa et 
Ordſprog, ſom ſiger: „det er ikke godt at ro, naar man 
ikke maa ſnakke“. De ere ſeerdeles gjeſtfri Folk; den 
Fremmede modtages med et „Velkommen“ og et Haand⸗ 


tryk eller endog et Kys, hvorpaa der drikkes til Velkomſt 


og ſelv den Fattige fætter frem det Bedſte, Huſet for⸗ 
maar. Det har været en gammel Regel aldrig at af 
viſe „Stavkarlen“ (Stakkelen), naar den forſte Stjerne, 
„Stavpkarleſtjernen“, har viſt fig paa Himlen. De liv⸗ 
lige Færinger holde meget af at danſe, og Danſen ud⸗ 
føres gjerne efter Sang helſt til de gamle Kæmpevijer, 
og hele Forſamlingen falder da ind i Sangen. Et 
gammelt Ord ſiger: „Alvor og Gammen kunne godt 
jammen”, og Sandheden af dette Ord finder fin Be 
fræftelje, naar man betragter Færingen, thi trods fin 
Livlighed bærer Færingen dog Alvor i fin Barm. Han 
fører et arbejdſomt, farefuldt Liv, Døden har han ſtedſe 
for Oje, og mener, at Livet har et hojere Maal end det 
at ſpiſe og drikke, arbejde og hvile, vaage og ſove, le 
og græde. Færingens Gudsfrygt fremlyſer af hele hans 
Færd: den viſer fig, naar han, førend han gaar ud 


| paa den farlige Fuglefangſt tager Affked med fine Kjære, 


ſom om det var ſidſte Gang, han ſaa dem her i Livet, 
den viſer ſig, naar Sofolkene i Faren paa Havet blotte 
deres Hoveder og iſtemme en Salme, den viſer ſig i 
det kjerlige Forhold, ſom finder Sted mellem Feringen 
og hans Sjaleſorger, hvilken Velvillie fra Feeringernes 


— 


Side mod deres Praſter er en ſtor Opmuntring for 
disſe i Üdforelſen af deres ofte beſvoerlige Gjerning, 
idet 7 Praſter ſkulle forkynde Ordet i 39, Kirker; Feer⸗ 
ingernes Fromhed giver ſig tilkjende, naar de ſamles 
til Andagt i Kirken med eller uden Praſt, og naar de 


vejr kcempe mod Bølgerne for i Overensſtemmelſe med 


den gamle lutherſke Kirkelcere at bringe et ſpdt Barn 


til Preſten, for at han kan døbe det; Feringernes 

Gudsfrygt viſer fig i deres Wrlighed og Sadelighed, 

og vi finde her et Folk, ſom fjærligt værner om Fed⸗ 

renes Sprog og Minder, ſom elſker deres vilde Klipper 

zog Sunde fremfor nogen anden Plet paa Jorden. Paa 

Færøerne ville de leve, og pan Færøerne ville de do. 
A . L. 


Roſenbuſtkene. 
Hftilſe af Vilh. G. 


Derhenne ved Landevejen laa to Haver, ſom ſtodte 


op til hinanden og kun vare adſkilte ved en lap Tjor⸗ 
nehcek. Den ene, nemlig den flore og pragtfulde med 
de ſmagfulde Planer og de ſirlige Gange, horte til den 
rige Grosſerers elegante Landſted. Den anden, ſom kun 
var lille og tarvelig, men dog ſmukt vedligeholdt, om⸗ 
gav det ſimple Hus, hvor Byens Skoleleerer havde fin 
beſkedne Bolig. 

Det var i Grunden urimeligt, at denne lille, fat⸗ 
tige Plet Jord laa faa tæt op til Grosſererens overdaa⸗ 
digt udſtyrede Ejendom. Det borttog for en Del Synet 
af Bygningens elegante Stil og Havens kunſtigt an⸗ 
lagte Partier, naar man ved Siden af jaa det ſimple, 
teglrode Tag, ſom hiſt og her endog var lappet, de 
klodſede, lidt ffæve Mure, hvor Vedbenden dog faa 
ſmukt ſnoede fig op, og endelig de vilde Roſer, ſom 
voxede Jan tæt ved Grosſererens dejlige Jasminer og 
Theroſer. Grosſereren havde onſket at kjobe Grunden, 
hvor Skolehuſet ſtod, men det lod fig ikke gjøre. Det 
gamle Hus havde ſtaget der i umindelige Tider, og alle 
Byens Sfolelærere, ligefra den forſte der kom, indtil 
den nuværende, havde boet der. Byens Ovrighed, ſom 
var en rigtig fornuftig Oprighed, der holdt faſt ved det 
Gamle, vilde ikke fælge Grunden, og den rige Grosſerer 
maatte derfor finde fig i det fattige Naboſkab. 


Men var den gode Mand utilfreds med Naboſkabet, 


jaa var hans Datter, den nydelige lille, lyslokkede Clara, 
netop det Modſatte. Clara var fodt derude paa det 


ſmukke Landſted og havde tilbragt alle ſine lykkelige 
Barndomsdage der. Hun kjendte hver Sti i den neer⸗ 
liggende Skov, hver Krumning af den lille Aa, ſom 
lob forbi hendes Faders Ejendom; men forſt og fremmeſt 
kjendte hun den prægtige Have med de brede Gange, 
de bløde Græsplæner, de ſmukke hvide Buſter og de 


brogede Liv i Hovedſtaden. 


Tuſinder af dejligt farvede Blomſter. Hun kjendte alle 
disſe Ting og holdt af dem, og dog var der en lille 


| Plet, ſom var hendes Bndlingsſted, og ſom hun ikke vilde 
have buttet bort med Havens koſtbareſte Buſter og dyreſte 
Blomſter. 

forſamle fig i Hjemmet til Husandagt, den giver ſig 
tilkjende, naar vi midt i Vinteren ſe en Baad i Storm⸗ 


Det var en lille Roſenbuſk med dejlige rode Blomſter, 
der udſendte den yndigſte Vellugt. Den ſtod lige op til 
Hekken og nikkede neſten ind til Skolelcererens vilde, 
hvide Roſer. Her havde Clara en lille gronmalet Stol, 
og Roſenbuſken, ſom vovede jaa frodigt, dannede næften 


et helt Lyſthus, hvor hun fad i de varme Sommer: 
| aftener med et lille Saandarbejde eller drømte om dejlige 
Feſlotte og ſmukke Feer. ; 


Paa den anden Side af Haken flod ogſaa en 
Roſenbuſk, ſom Skolelærerens Son, Axel, havde plantet. 
Det traf fig, at dette Sted Ligeledes blev hans Ynd- 
lingsplads, og herfra havde han forſte Gang jet Clara. 

Skjondt Roſerne i Grosſererens Have vare af en 


| fornemmere Familie end de vilde Roſer ved Siden af, 


i vare de dog flet ikke hovmodige, og naar Aftenvinden 
ziftede Lovet frem og tilbage, nikkede de nok jaa mildt 


ind til Naboen. De fortalte om det fornemme Selſkab, 


ſom havde ſpadſeret i Grosſererens Have, og om de 
mange Artigheder, man havde jagt den rige Mand 
om hans ſmukke Ejendom, men Roſerne vare dog ikke 
forfængelige deraf; de horte ligeſaa gjerne paa deres 
vilde Soſtre, naar de nikkede til dem igjen og fortalte 
om det ſtille fredelige Hjem i den fattige Skolelcerers 
Familie. Ligeledes gik det med Axel og Clara. De 
mødtes ogſaa ved Roſenbuſkene og fortalte hinanden 
Hiſtorier fra deres Barneverden. De kjendte endnu ikke 
den Forſkjel, der er mellem Rigdom og Fattigdom, og 


de vare derfor ligeſag lykkelige ſom Roſerne. Naar da 
Aftenſkumringen kom, og Blomſterne bøjede Hovederne 
| paa de fine Stille, ſagde de hinanden Godnat og vaag⸗ 


nede næfte Morgen for atter at plukke Roſer og lege 
paa de ſolbeſkinnede Græsplæner; thi da Axel endnn 
var Barn, ſkjondt nogle Aar ældre end Clara, fik han 
undertiden Tilladelſe til at aflægge Beſog i Grosſererens 
Have. N 

Men man plukker ikke Roſer hele Livet igjennem. 
Aarene gik, og ligeſom Roſenbuſkene bleve ſtorre og 
mere og mere udfoldede ſig, ſaaledes voxede ogſaa Børnene 
til. Axel fulde ind pan Akademiet; thi en gammel 
Profesſor, ſom havde bemærket hans Anlæg for Tegning, 
havde taget fig af ham og lovet at ſorge for hans 


AUddannelſe. Clara var ogſaa ſendt til Kjøbenhavn til 
et ſtort Pigeinſtitut. Men naar Ferien kom, traf man 


endnu ſammen ved de uforglemmelige Roſer, og hvor 
Meget havde man da iffe at fortælle hinanden om det 


Atter ſvandt nogle Aar. Clara var bleven en 
yndig, ſyttenaarig Pige. Hovedſtadens Forlyſtelſer og 
Herrernes Smiger Havde ikke havt Indflydelſe 
paa hendes gode Hjerte og barnlige Sind. Hun kunde 


7 


ſtadig glæde fig til at komme ud til fin lille Plet ved 
Roſenbufkene. 
om paa dette Sted, medens Droslen og Lærfen ſang 
oppe i Trœerne, og Roſerne fortalte hende om hendes 
Barndomsven. Det var mærkværdigt, faa Meget de 
altid havde at fortælle om ham. Ja, det var vel derfor, 
hun jaa ofte tænkte paa ham. Clara maatte bøje fig 
gjennem en Aabning i Haekken for at ſe til hans Roſer, 
om de ogſaa trivedes godt, medens han var borte. Hun 
havde endog flor Lyſt til at tage en; thi hun ſyntes, 
at de vare langt ſmukkere end hendes egne. Hun brød 
en hvid Roſe af og trykkede uvilkaarlig de fine Blade 
til fine Leber. Hvorfor blev Clara dog ſaa rod 
ved denne halvt ufrivillige Bevægelje? Var det, fordi 
Tanken i ſamme Ojeblik floj hen til Barndomsvennen? 
Clara vilde ikke longer dvæle ved Roſerne; hun ſyntes, 
hun blev tung om Hjertet ved Synet af de ſmukke 
Blomſter, ſom nu ſavnede deres unge Beſkytter. 

Axel havde ikke heller glemt fin lille Veninde. Han 
arbejdede for ſin Kunſt og for at naa op til hende, 
ſom han alt fra Dreng havde elſket, og ſom nu ejede 
hans forſte, inderlige Kjærlighed. Men han kunde ikke 
mere ſom for aflægge Beſog i Nabohaven. Grosſereren 
holdt ikke af at ſe den fattige unge Kunſtner i ſin Datters 
Selſkab. Det havde Axel mærket. Han var for ſtolt 
til at paanode fig, og hvor Meget han end led ved at 
maatte undvære Synet af fin Ungdoms Ideal, faa holdt 
han fig dog borte. Men naar han var bleven en be— 
romt Kunſtner, uafhængig og rig ved fin Kunſt, ja da 
vilde han komme, og jaa — —! 


Det var en Efteraarsaften med tæt Regn og Blaſt. 
Kun nogle faa Blomſter af den rige Flor fandtes endnu 
paa Roſenbuſkenes Grene. De hang bedrovede med 
Hovederne, og Vinden rufſkede vredt i de ſmaa Blade. 
Hos Skolelcereren faa det triſt ud. Der, hvor for faa 


megen ſtille Glæde og Hygge havde havt fit fredelige | 
Den gamle Sfole | 


Tempel, var nu mørkt og forladt. 
lærer var død, han var bleven begravet den foregaaende 


Dag, og nu ſad hans Son bedrovet og nedſlaget i den 
ſamme Stol, hvor den gamle Mand ſaa tidt havde 


ſiddet og talt milde, forſtandige Ord til dem, ſom elſkede 
og ærede ham. Den unge Mands Hjerte var opfyldt 
af Smerte over Tabet af den elſkede Fader. Han ſyntes, 
at der ikke mere var noget lyſt Saab for ham. Ovre 
hos Grosſereren var der ogſaa morkt; fra hendes Vindue 
ſmilede ikke heller noget venligt Lys ned til ham. Han 
gik ud til Roſenbufkene. 


og dog gjemte de ſaa mange glade Minder, ſaa mange 
ungdommelige Forhaabninger for ham. Der var kun to 
Roſer tilbage; de hang helt visne og forkrobne, og han 
ſyntes, at der aldrig oftere vilde vore nogen Roſe paa 
hans Vej. Han fatte fig ned paa det vaade Græs ved 
Roſenbuſkene og glemte, at Regnen faldt fold og tet 
pan hans blottede Hoved. 


Hvor Meget havde hun ikke at drømme | 


Der ſtode de mørke og tavſe, 


351 


I Haven ved Siden af gik to Mænd i ivrig 
Samtale. Den ene var Landſtedets Ejer. Axel vakkedes 
af ſine ſorgmodige Tanker ved de ſig neermende Fodtrin, 
og han horte i det Samme, at En yttrede i en barſk, 
truende Tone: „Som jeg ſiger Dem, Ejendommen her 
ſkal ſtilles til Auktion imorgen, De kan ikke ſkjule Deres 
Ruin længer”. Arel foer op ſom af en Drøm ved 
disſe Ord og faa. Grosſereren ſtaa bleg og ſkjelvende 
foran en ſvcer Skikkelſe, ſom ivrigt geſtikulerede med 
Haanden. Han forſtod kun eet Ord, at Claras Fader 
var ruineret, og at den Pige, ſom han elſkede jaa inderligt, 
nu maaſke fad ulykkelig og forladt. 

Man ſkulde neten have trot, at Roſenbuſkene ogſaa 
havde forſtaget de fkaanſelloſe Ord; thi da Blæften 
heftigt ruſkede i deres Grene, bøjede de fig ſaa ſmerte⸗ 
ligt helt ned mod den vaade Jord. Den unge Mand 
ſprang op uden egentlig at vide, hvad han vilde, men 
reddes maatte de. Han ſtodte faa haardt til Roſen⸗ 
buſken, da han lob gjennem Haven, at den atter ryſtede 
og bævede for Vindens Voldſomhed. Den maatte jo 
ogſaa ryſte og ſukke over al den Sorg og Uro, ſom nu 
var i de to unge Sjerter, der før med et jan lyſt Saab 
havde fredet om de ſpede Blomſter uden at tanke, at 
Verden indeholdt Andet end Roſer og Solſkin. 

Den næjte Formiddag var Clara endnu paa Land⸗ 
ſtedet, ſom ſnart ikke længer ſkulde tilhore hendes Fader. 
Han havde igaar fortalt hende, hvorledes hans Forhold 
ved uheldige Pengeſpekulationer havde forandret fig. 
Det bedrøvede Clara inderlig for Faderens Skyld; men 
hun tenkte flet ikke paa den Forandring, ſom der ogjaa 
vilde ſke i hendes til Rigdom og Overflodighed vante Tilvæ- 
relſe. Kun Et ſmertede Clara faa heftigt, at Taarerne kom 
hende i Øjet: Sendes Roſenbuſk, hvor hun ſaa tidt 
havde ſiddet med ham! Det var, ſom vilde man rive 
Mindet bort om Barndomsvennen, naar hun for ſtedſe 
ſtulde forlade den. Fremmede vilde betragte den med 
folde Blikke og maaſke rykke den op. De vidſte ikke, 
at et ømt Pigehjerte kun til den havde turdet hviſke 
Anelſen om den forſte Kjærlighed. 

Clara ſkyndte fig ud i Haven for at ſende fin Ven 
det tunge, ſmertefulde Farvel. Der laa den lille beſkedne 
Skolelcrerbolig, ſom hun jaa tidt havde betragtet, ſtadig 
i den Tro, at nu vil han træde ud af den ſimple, 


lave Dor. Nu var den gamle Ejer dod, det vidſte hun; 


men hvor var Axel? Havde han været der for at luffe 
fin Faders Øjne? Nej, han var vel langt borte og 


| havde maaſke glemt baade hende og Roſenbuſkene. De 


Stakler, de jan faa forladte og folde ud. De to ſidſte 
Roſer vare nu helt visnede, og nogle af Grenene vare 
knekkede. Det var ikke ſom ſidſte Gang, da hun ſad 
der med ham. Dengang ſmilte Solen jaa venligt paa 
de rode Knopper, at de begyndte at aabne fig for rigtig 
at lade Solen ſkinne paa fig. Dengang vare Bladene 


| frijfe og grønne, og Dugdraaberne hang endnu paa dem 


ſom prægtige Wdelſtene i den tidlige Morgenſtund; 


ſaaledes var det ikke nu. Alt var forandret! Og den 
unge Pige bøjede fit Hoved ned til den lille Haand og 
græd. Taarerne faldt netop paa de visne Rojer, faa 
det ſyntes, ſom de endnu engang vare bedekkede med 
Perler. 

Hvis Clara ikke havde ſiddet faa henſunken i fine 


ſorgmodige Tanker, vilde hun have bemærket den unge 
Mand, ſom ſtod paa den anden Side af Hakken og 
betragtede hende med et Blik, hvori den varmeſte Del⸗ 


tagelſe og inderligſte Kjærlighed ſpejlede fig. Det var 
Axel, der ſtod her igjen efter flere Aars Adſkillelſe. 
Ogſaa ſom Angling havde han talt med hende her ved 
Roſenbuſkene; og den fine Kinds Rodmen, det venlige 


Blik havde tilhviſket ham det kjcre Haab, at han ikke 
var hende ligegyldig. Men Deres forſtjellige Livsforhold 


— hun var den rige Mands Arving, hvem det ikke var 
tilladt at gjøre et Valg efter hendes eget Hjerte, og 
Faderen ſaa fun paa ydre Glands og Herlighed; og 
han var fattig og havde kun Andres Godhed at takke 
for, at han var iſtand til at uddanne fit Talent, ſom 
ſkulde ſkabe ham en lykkeligere Fremtid — derfor havde 
han ilke turdet ſige hende Alt, hvad hans trofaſte Hjerte 
folte ſor hende. Da havde han, naar hun var borte, 
og kun de venlige Stjerner jaa ned til ham, ſaa ofte 


ſiddet ved Roſerne og ſet op til hendes lille Vindue. 


Han havde tænkt, naar den lykkelige Dag kom, at han 


kunde ſige hende, hvor trofaſt og inderlig hans Kjær | 


lighed var. De ſmukke Blomſter hyifkede da venligt 
til ham: „Haab kun“, og Haabet var det, ſom gav 


ham Mod til at arbejde jaa udholdende for at naa ſin 


Lykkes Maal. Nu var alt forandret. Her ſad den 
unge, for ſaa rige og lykkelige Pige bleg og bedrovet 
og følte maaſke Savnet af en fjærlig Ven, der kunde 
lette det ſorgbetyngede Sind. Den rige Mand var heller 
ikke mere; Ulykken og Sorgen havde ogſaa fundet Vej 
til ham og maaſke gjort hans Hjerte blødere; og endelig 
her ſtod han ſelv, den fattige Landsbyſkolelcrers Son. 
Nu var det ham, der formagede at bringe Hjalpen til 
det for faa rige og lykkelige Hus. Ja, Alt var forandret; 
men ikke hans Kjærlighed til hans lille Barndoms⸗Lege⸗ 
kammerat. Aldrig havde hans Hjerte banket faa varmt 
for hende ſom nu, da hun bedrøvet og forladt ſad ved 
den forkrobne Roſenbuſk, om hvilken de ſom Born 
havde leget muntre og glade. Axel formagede ikke 
at ſtjule fig længere; hans Sind blev jaa blødt og be 
væget, uvilkaarligt formede hans Læber fig til det Navn, 
der var ham faa fjært, og han hHviffede med klar, be⸗ 
væget Stemme: Clara! — Hun vendte fig haſtigt om 
med en dyb Rodmen paa den ſmukke Kind. Det var 
jo ham, ſom hendes Tanke havde dvælet ved, og nu 
havde Billedet formet fig til Virkelighed. 

Axel tog hendes Haand. Han talte om deres glade 
Barndom, om Roſenbuſkene, ſom vare ham ſaa kjere, 


fordi de forbandt Mindet om hende; han talte om fit | 


va 
* 
1 

| sf, 
* 


od 


fin Saab, Længjel og fin Kjærlighed, der havde ſpiret 
frem fra den Stund, da han ſom Dreng plantede Roſen⸗ 
buſken paa den anden Side af Hekken. Og Clara trak 
ikke ſin Haand fra ham; hun Jaa rodmende op til ham, 
med et Blik, fan varmt og ſjelfuldt, at han ikke kunde 
tage fejl. — rr 
„Nej, faa ere Roſerne ikke visnede. for mig”, ſagde 
han bevæget. „Ja, min Clara, tænk hvor Aykkelig jeg 
er. Ved min Velgjorer, den gamle Profesſors Godhed 
kan jeg bjælpe Din Fader i han Nod, og troer Du da 
vel, at han vil nægte at ee lykkelige?“ 
Nej, det kunde Clara ikke kkö; og det unge Pax e 
derfor op til Bygningen for at overtale den mt ned: 
bøjede Fader, hvis Samtykke kun manglede for at gjore 
deres Lykke fuldſtcendig. ; 
Og virkelig lod den før jaa haarde Mand fig be- 
væge, Sorgen havde bøjet det flive Sind; maaſte be⸗ 


vagede det ham at fe den edelmodige unge Mand, 


hvem han i tidligere Dage havde forbudt fin Datter 
at omgages, komme med Hjælpen, da Vennerne fra de 
lykkelige Dage alle ſpigtede. 

Thi Grosſererens Samtykke fik de, det kunde man 
ſe paa de glade Anſigter, da det unge Par fort efter 

atter ſtod ved Roſenbuſkene. Axel og Clara fan paa 
hinanden med et Blik, faa fuldt af Lykke og Forhaabning. 
„Nu ville vore Roſer ikke blive flyttede”, hviſtede Clara 
til Arel, idet hun med et lykkeligt og taknemmeligt 
Smil ſaa ham ind i de kjare Trœæk. 

„Nej, Clara, de ſkulle altid ſtaa der. Vi ville 
kjobe det lille Skolehus og ſkaere Heekken over der, hvor 
Din og min Roſenbuſk ſtaa. Den Plet indeholder jo 
hele vor lille Kjrlighedsroman fra den forſte Gang, 
jeg ſaa Dig gjennem de vilde Roſer“. 

Og Sommeren kom. Roſenbuſkene trivedes og 
vare lykkelige. De vare nu ogſaa blevne forenede; thi 
Axel havde kjobt den lille Skolebygning; Hakken var 
ſkaaret over, og Stedet, hvor Roſenbuflene ſtode, hver 
paa fin Side af Hakken, var nu eet Bed, hvor de vilde 
Roſer vovede i ſoſterlig Forening med de andre. Folk 
ſyntes jo nok, at det var et tosſet Indfald at jætte de 
forſkjellige Arter i ſamme Bed; men det var, fordi de 
ikke kjendte Hiſtorien. Roſerne kjendte den ſelv; men 
de fortalte den ikke. De hviſkede kun indbyrdes derom 
til hinanden, naar Vinden forte deres Blomſter og Blade 
ſammen; de huſkede jo godt hin Aften, da Himlen var 
ſaa mork, og Stormen vildt ruſkede i deres Grene. 
Dengang havde de troet, at de fkulde visne for beſtandig, 
men netop da havde Lykken og Solen forſt ret begyndt 
at ſkinne paa dem. Det var, ſom havde deres Skjebne 
været knyttet til det unge Par, hvis. Lykke nu var 
bygget paa den faſteſte Klippe, der gives her paa Jorden, 
paa Kjærlighed! 


Trykt hos J. H. Schultz. 


U 


i 
— 

D 
n 


== 
— 


' 
5 de 
e 
8 


e N 


Billedblad for Alenigmand, 
SMorfhabslæsning, Oplysning og Pusflicl. 


Adgiuet af 
N. C. Rom. 


Nr. 45. 


9. Auguſt 1874. 


Indhold. Om Island og Islenderne, af A. Jacobſen i Hylleſted. — Blodgildet i Roskilde, efter Barfod ved Fr. L., med 
Billede. — Heſtene paa den rusſiſke Steppe, med Billede. — Husflid. — Blandinger. NEL ASS 


= — — = 


Om Island og Jslenderne. 
Af A. Jacobſen i Hylleſted. 


Der er ordentlig Stads paa Island i denne Tid: 


Kongen er deroppe, og da det er forſte Gang, at den 


fjerne O har Beſog af fin Konge, jaa er det ikke 
underligt, om man kommer ud af de daglige Folder 


ved ſlig en Lejlighed. Tilmed er det i en ganſke ſer⸗ 


egen Anledning, at Den modtager det hoje Beſog. 


Der holdes nemlig Tuſindaarsfeſt, ſige Bladene; men 


det er vel kun de færrefte Leſere, ſom vide, had 


dermed menes. Det er vel altſaa bedſt, at vi begynde | 


med at. fortælle det. d 
Da vore" Fædre i Oldtiden vare ſkredne faa vidt 


frem i Kultur, at de kunde bygge ſodygtige Skibe, 
varede det ikke længe, for de færdedes vidt og bredt | 
paa Havet lige fra Iſens Hjem og ned til „Blaa⸗ 


mændenes”, Land eller Afrika. Ved at fejle veſt ud 
fra Norge opdagede man da, at ude i den nordlige 
Del af Atlanderhavet laa en mægtig O med ſne⸗- og 
isdekkede Fjelde, En og Anden gjorde Landgang der 


og merkede ſnart, at Landet var ubeboet, men nok | 
maatte kunne føde fin Mand, da der fandtes Gresgange 


og rigeligt med Seeler og Fijf i Havet. Da ſkete det, 
at en rig Mand maatte give hele ſin Formue ſom 
Bode for et dobbelt Drab, han hapde begaaet, hvor⸗ 


over han blev fed af fit Fædreland og tænkte paa i 


Forening med en god Ven at udvandre til det nys 
opdagede Land, der i Almindelighed gik under Navnet 
Island. For nu ikke at handle i Blinde toge de dog 


2 forſt over at beſe Landet, og da de ſyntes om det, flyt⸗ 
tede de derover neeſte Foraar, Hver med et Folge af 
pbomtrent 30 Menneſker. Da de kom i Nærheden af 
i "Landet, kaſtede den ene af Vennerne fine Søjjædeftøtter, 


ſom han hapde medtaget fra Norge, i Havet og tog 
faſt Bopel, hvor⸗de dreve i Land, Hojſcdeſtstterne vare 


to Stolper, ſom fode ved Husſaderens Højjæde i Drikke :: 
hallen, og ſom foroven vare udſkaarne i Form af Gude 


billeder. De betragtedes derfor ſom en Helligdom, og 
naar Nybyggeren opflaar fin Bolig, hvor disſe drive i 
Land, jan betyder det altſaa, at han lader Guderne 
raade for, hvor han ſkal tage Bo. Den anden Ven 
bekymrede ſig ikke om Sligt; men det gik ham ogſaa 
ilde. Han blev nemlig dræbt af fine Trælle, fordi han 
var ond imod dem. 

Saaledes gik den førfte Bebyggelſe af Island for 


fig, og det ſkete Aar 874, ſaa det nu er lige tuſinde 


Aar ſiden, og derfor er det, at man holder Tuſindaars⸗ 
feſten. A 

; Men der kom fnart flere Udvandrere til, næften 
udelukkende fra Norge. 


ligt et Antal. Den forſte var, at det lykkedes en herfke⸗ 
ſyg og "dygtig Mand ved Navn Harald Saarfager, at 
underlægge fig hele Norge, hvor hidtil over 30 Smaa⸗ 
konger havde regeret. Harald vilde nu hævde fin Myn⸗ 
dighed, men det kunde mangen ſtivnakket Normand ikke 


finde fig i og foretrak i det Sted at vende Fædrelandet 


Ryggen og drage veſterpaa til Island. Det var ogſaa 
i denne Tid, at Kriſtendommens Forkyndelſe begyndte 
her i Norden, og det drev ligeledes mangen ivrig 


* 


Det var navnlig af to Grunde, 
at Normaendene juſt i de Tider, droge ud i ſaa betyde⸗ 


ß... DRE FE FUNGERE FUE TINGET STER TT gå Re arr ERNESTINE 


Es 


& 


Hedning bort, ſom harmedes over at høre fine gamle 
Guder ilde omtalte og ſe dem foragtede. 

Bebyggelſen ſkete nu ofteſt paa den Maade, at en 
Stormand eller Høvding tilegnede fig et viſt Stylke, 
en Dal langs op med et Vandløb eller en Kyſtſtrakning 
ved Havet. Her byggede han fin Gaard og et Gude 
hus af det medbragte Tommer fra Norge. Med Hov⸗ 
dingen var gjerne et Folge af Trolle og andre Under⸗ 
ordnede, ſom han beholdt Myndighed over, og mellem 
dem, ſom efterhaanden boſatte fig i Dalen, fkiftede han 
Lov og Ret, ligeſom han blotede, d. v. ſ. ofrede for 
dem i ſit Gudehus, ſaa han baade var Dommer og 
Præft i fin Kreds, hvilken dobbelte Værdighed Dengang 
betegnedes med Navnet Gode, og gik i Arv. Man 
maa imidlertid ikke tenke ſig Forholdet ſaaledes, at 
Goden havde en vis Embedsmyndighed og var udſtyret 
med Magt til at ſette den igjennem og fuldbyrde fine 
Domme. Det var ingenlunde Tilfældet; naar Dommen 
var fældet, maatte Modparten ſelv ſe til at faa den 
udført, og det holdt mange Gange haardt, naar den 
Domfceeldte var en rig og mægtig Mand. Retsſikker⸗ 
heden var derfor heller ikke meget ſtor, og grove For⸗ 
brydelſer, navnlig Drab og Indebrending, ſkete hyppigt. 
J den forſte Tid ſtode de enkelte Retskredſe uden nogen⸗ 
ſomhelſt Forbindelſe med hverandre, men efterhaanden 
ſluttede flere fig ſammen, og endelig oprettedes der et 
fælles Thing eller et Slags Hoßjeſteret for hele Landet. 
Det blev kaldet Althinget, og Formanden for det 
Lovſigemanden. Han valgtes af Hopdingerne og 
anſaas for den ypperſte Mand paa Øen; men han havde 
ogſaa en bejværlig Poſt, da han foruden mange andre 
Forretninger ſkulde paa Domſtedet fremſige alle Love 
for Folket og altſaa være ſom en levende Lovbog. Da 
man ſenere lærte at opfkrive Lovene, ſlap han dog for 
den Beſpeer. 

Det hjalp imidlertid ikke de Udvandrede meget, at 
de droge til Island for at undgaa Kriſtendommen; den 
rodfæftede fig nemlig efterhaanden i alle nordiſke Lande, 
jaa de ſtodte paa den allevegne, hvor de kom, og Jveren 
for at udbrede den ny Tro var faa ſtor, at der allerede 

, henimod Slutningen af det 10de Aarhundrede kom 
Misſioncerer til Island fra Norge. Det koſtede imid⸗ 
lertid en alvorlig Kamp, inden Kriſtendommen ſejrede; 
men endelig blev det Aar 1000 vedtaget paa Althinget, 
at Alle ſkulde lade fig døbe. 

Man maatte mi være betænft paa at faa kriſtne 
Præfter paa Øen; i Begyndelſen hjalp man fig for 
en Del med. de forrige hedenſke Goder, ſom efter 
deres Daab lode fig preeſtevie, nedbrød de gamle 
Gudehuſe og byggede Kirker paa egen Bekoſtning, 
hvori de ſelv predikede; endog den forſte Biſkop 
paa Island var en ſaadan Mand. Men paa den 


Maade kunde Landet jo ikke fremtidigt forſynes med 
Praſter, og det varede derfor heller ikke længe, for der 
— 5 


354 


— 


til disſes Üddannelſe oprettedes en Skole ved Biſpe⸗ 
ſedet. 5 : 
Trosfkiftet og den dermed følgende højere Dannelſe, 


| blev af overmaade ſtor Betydning for Island, ja endog 


for hele Norden. Skrivekunſten blev nu indført, og 
da Den paa Grund af ſin fjerne Beliggenhed ikke havde 
meget aandeligt Samkvem med andre Lande, men førte 
fit eget Liv, fan ventede Skribenterne ſig ilke nogen 


anden Leſekreds end deres egne Landsmænd, hvorfor 


de ffrev paa Modersmaalet, medens det i andre Lande 
neeſten udelukkende var det latinſke Tungemaal, der førtes 


i Pennen. J Almindelighed var det nu Sonner af 


ſtore Søvdinger, ſom fil en bedre Uddannelſe og lagde 
fig efter boglig Kunſt; der af kom det, at det navn: 
lig blev Fedrenes Idretter, faa langt tilbage ſom den 
mundtlige Overlevering naaede, der optegnedes, og 


man indſkrankede fig ingenlunde til at meddele, hvad 


der var hændet paa Island, men tog alt det med, der 
kunde ſamles fra hele Norden, dog navnlig fra Stamme⸗ 
landet Norge. De bedſte Efterretninger, og i mange 
Tilfelde de eneſte, om Norden i Oltiden, maa man 
ſaaledes hente fra disſe gamle islandſke Fortællinger, 
ſom derfor endnu i vore Dage ffattes højt baade i og 
udenfor Norden og paa ſelve Island ere ſande Folke⸗ 
bøger, der leſes hojt i de lange Vinteraftener. Men 
for Sproggranſkeren er ſelve Sproget i disſe gamle 
Bøger ogſaa af ſtor Vigtighed, da han deraf kan lere, 
hvorledes Modersmaalet lød paa vore Fadres Tunge 
for omtrent et tuſinde Aar ſiden. Man vil ſaaledes 
je, at denne fjerne O har ikke ringe Betydning for 
Norden. ' 

Hvorledes det er gaaet til, at Island er kommen 
under danſk Herredomme, kan fortælles med faa Ord. 
De norfke Konger gjorde nemlig flere Gange Forſog 
paa. at faa Islenderne til at anerkjende dem ſom deres 
Overherrer; men det mislykkedes beſtandigt, indtil der i 
den fidſte Halvdel af der 13de Aarhundrede udbrød 
alvorlige Stridigheder mellem flere af de ſtore Hopdinger, 
ſom da tyede til Norges Konge om Megling, og herved 
banedes omſider Vejen for, at Øen i Aarene 1262 og 
64 ſluttede en Pagt med den norfke Konge, hvorved 
han erkjendtes for Landsherre, uden at Island dog 
derfor fulde være en Del af Norges Rige. J Aaret 
1380 bleve Danmark og Norge forenede, hvilken For⸗ 
ening ſtod ved Magt til Aar 1814, da vi maatte af⸗ 
ſtaa Norge til Sverrig; men Island blev ved Danmark. 

Ovenfor have Læjerne hort om Islands Bebyggelſe 
og dets Skebne i de henfarne Tider; vi ſkulle nu ſenere 
give en Beſkrivelſe af Landet og Menneſkelivet der oppe. 
Paa et Evropaskaart vil man ſtrax ſe, at Island ligger i 
den nordligſte Del af Atlanterhavet; Afſtanden fra 
Norge er omtrent 150 Mile og fra Kjøbenhavn 300; 
derimod er der kun 40—50 Mile over til Oſtkyſten af 
Grønland, ſom er det nærmefte Land. Øens Flade⸗ 


i indhold er mellem 18 og 1900 Kvadratmile, fan den 


er fuldt halvtredie Gang jaa ſtor ſom Danmark. Hvis 
den laa hernede og hapde ligeſaa god Jordbund ſom 
vore Oer, vilde den være et herligt Tillæg til vort 
Fædreland; men den ligger desværre få langt mod 
Nord, og den ſtorſte Del er desuden ubeboelig paa Grund 
af Jordbundens Ufrugtbarhed. Ja for ſtore Strak⸗ 
ninger i Midten er Betegnelſen Jordbund neppe an⸗ 
vendelig da der findes ſaare lidt Jord, men ellers Alt 
er Sten og kun Sten. Disſe Stenegne have et ganſke 
ejendommeligt Üdſeende, der nermeſt kan lignes ved 
Overfladen af et voldſomt oprørt Hav, ſom man tænfer 
fig pludſeligt er ſtivnet; men de ere ogſaa opſtaaede paa 
en egen Maade, nemlig ved Udbrud af Øens ildſprudende 
Bjerge, ſom her have udkaſtet langt ſtorre Masſer end 
andre Vulkaner paa Jorden. Hvad ſige Leſerne ſaa⸗ 
ledes til, at en af Vulkanerne har tildekket en Flade 
omtrent halvt jaa ſtor ſom Sjælland med et flere Alen 
tykt Lag Lava? Vi kunne ikke gjøre os nogen Fore⸗ 
fliling om den forfærdelige Kraftudvikling, ſom har 
maattet til for at udføre det Arbejde. Hvis ſaadanne 
Udbrud fandt Sted i en frugtbar og vel befolket Egn, 
vilde den anrette Skade og Tabet af Menneſkeliv blive 
ganffe forfærdeligt, men her er den i Regelen ikke ſtor; 
derimod kan den udkaſtede Aſke, ſom af Vinden føres 
hen over Græsgangene, undertiden gjøre megen Skade 


og frembringe Mangel og Sygdomme. De voldſomſte 


Vulkaner ligge inde i Midten, men Hekla eller Hekken⸗ 
feld, ſom ligger mod Sydveſt er meſt bekjendt, fordi 
Egnen deromkring er mere tilgængelig. J Heklas Nærhed 
findes en anden Naturmeerkveerdighed, ſom der ikke er 
Mage til i hele Evropa. Det er de hede Springkilder, 
hvoraf de to meſt bekjendte kaldes Gejſer og Strokkur. 
Naar man nærmer fig Gejfer i dens rolige Tilſtand, 
jer man en ſtor rundagtig Forhojning, der gaar fkraat 
opad og i Midten har en Beholder af 170 Fods Om⸗ 
freds, der er fyldt med aldeles klart, kogende Vand. 
Den lodrette Dybde er omtrent 80 Fod, men derfra 
gaar der et eller flere Sideror ned til et umaadeligt 
Dyb. Har man Tid at vente en Dags Tid, om det 
ſkal være, kan man blive Vidne til et ſtorartet Skueſpil, 
ſom varsles ved, at der høres ftærfe Drøn i Dybet, 
jaa Jorden ryſter; ſtrax begynder Kilden at koge ſteerkt 
og fyldes til Randen, medens ſtore Dampmasſer vælte 
frem. Under en forfærdelig Hvislen og Suſen ſlynges 
derpaa en Vandſojle til Vejrs af en Højde paa 100 — 
150 Fod og et Gjennemſnit af 8—10 Fod; tætte 
Dampfkyer fare op i Luften fra Kilden og indhyller 
Sojlen, indtil Vandet efter nogle Minutters Forløb 
atter ſtyrter ned og endnu er ſaa hedt, at man kan 
koge Wg deri. 

Strokkur er meget mindre og har kun en lille 
Aabning. Den har ikke ſaadanne regelmesſige Udbrud 
ſom Gejſer, men man kan faa den til at ſpringe ved 


3 


at tilſtoppe Aabningen med Græstørv, ſom da ſnart 
ſlynges op i Luften tilligemed en umaadelig hoj Vand⸗ 
ſojle. Disſe hede Kilder ſtaa vel ſagtens dybt nede i 
Jorden i Forbindelſe med Vulkanerne eller ſkylde da i 
hvert Fald ligeſom disſe Jordens glødende Indre deres 
Zilværelfe, Dette er ligeledes Tilfældet med de mange 
hede Dynd⸗ og Svovlpole, ſom findes paa Øen, iſcer 
mod Nord. Den Rejſende, ſom nærmer fig disſe Steder, 
maa være pderſt forſigtig, da Jordbunden er meget 
uſikker og ikke alle Steder kan bære et Menneſke, ſom 
let er udſat for pludſeligt at ſynke igjennem og blive 
ſkoldet. Disſe kogende Pole med deres hæslige Indhold 
frembyde et ubehageligt Syn og udbrede tillige en af- 
ſtyelig Stank, jaa flige Egne vel funne være interesſante, 
men ingenlunde ere hyggelige. 
. (Sluttes.) 


glodgildet i Roskilde. 
Efler Barfod ved Fr. J. 


Omtrent ved Aaret 1150 lidt før og lidt ſenere, 
jaa det morkt ud i vort kjcre Fædreland. To Prinſer, 
Erik Emuns Son Svend og Magnus Nielſens Son 
Knud, der begge mente fig berettigede til Kongenavnet, 
ſtrede om Tronen. Oboerne valgte uden at ſporge 
Jyderne til Raads den Førftnævnte til Konge; herover bleve 
disſe, ſom billigt var, fortrydelige og valgte derfor ſtrax 
Knud. Borgerkrig kunde nu ikke undgages, og begge 
Halvkongernes Hiſtorie kan fortælles med folgende faa 
Ord: „Saalenge vi levede, holdt vi Strid”. De tum⸗ 
[ede ſaaledes med hinanden, at havde de med Heſtehove 
kunnet trampe Landet ned under Hayſtokken, var det 
ſikkert flet. For Orne og Ravne blev der godt ſorget 
i Marken; men Landet ødelagdes under den blodige 
Fejde. Hvor jaa Slaget ſtod, og i hvem, der faa 
ſejrede, var det Broderblod der flød, og kun Vender og 
Tyſkere havde Ret til at le ad Legen; thi de forſtode 
at mele deres Kage, at fiſke i rørte Bande og at plyndre 
paa vore Kyſter, ſom ingen af dem, hvis Pligt det var 
at værne dem, havde Tid til at beſkytte. Vi ville 
imidlertid ikke gjennemvade alle Slagmarkerne, veiviſte 
af de rygende Byer og den mishandlede Almues Jammer⸗ 
ſkrig. Det maa være nok for os at fortælle, at ſnart 
laa den ene af Halvkongerne under og ſnart den anden; 
ſnart flygtede den ene af dem til Tyfkland og ſnart den 
anden; men ſtedſe vendte de tilbage med hvervede tyſke 
Spyd for at gjennembore dem, de kaldte Underſaatter, 
ja faa dybt ſank de begge i Vance i deres æreløje 
Higen efter Drottens Hojhed, at ingen af dem betænkte 
fig paa, hvad aldrig nogen danſk Konge formaftede fig 


SS ERE EET SK ² AAA SE" RSS EN SR 


356 


til: at tage Danmarks Rige til Len af den tvjfe 
Kejſer. 

Paa denne Maade gik ſyv Aar. Da fremtraadte 
"en tredie Prins, nemlig Valdemar, en Son af den i 
Haraldsſted Sfov myrdede Knud Lavard. Valdemar 
var opdraget i Fjenneslov af Affer Rygs ædle Huſtru 
Fru Inge ſammen med hendes Tvillingſonner Abſalon 
og Esbern Snare, om hyvilke der ſtaar i Sangen: 


Den forſte af de Senner to, han kaldtes Esbern 
Snare; 

Han blev faa ftært ſom den vilde Bas og mere ſnel 
end en Hare. 


Den anden kaldtes Axel, han blev en Biſkop from; 
Han brugte fit gode danſke Sværd, ſom Paven fin 
Stav i Rom. 


Men Esbern Snare 
og Abſalon vare neppe 
tre Aar ældre end Val⸗ 
demar. De voxede op 
med ham ſom Plejebrodre 
ved den ſamme Arne, og 
de tre voxede ſammen 
ſom Tanke, Villie og 
Folelſe i den ſamme 
Menneſkeſjcel. De vare 
hinanden tro i Liv og 
Dod, og hvor de ſaa 
end vare ſatte, og hvor⸗ 
ledes de end vare ſtillede, 
de fremhjalp dog gjen⸗ 
ſidig hinanden. 


„Til danſk og ſtor og 
til herlig d 
Til Danmarks Frelſe i Nodens Tid“. 


J Begyndelſen af Valdemars Fremtraden ſluttede 
han ſig til Svend; men da denne var troløs og i høj 
Grad upaalidelig, gik han over til Knuds Parti, hvor⸗ 
til vel ogſaa dette bidrog, at Valdemar blev forlovet 
med Knuds Salvføfter Sofie. Svend maatte nu vige 


og gik ligeſom Knud tidligere til Tyſkland, hvor han 


fik fig en Heer ſamlet, med hvilken han vilde undertvinge 
fine to Medbejlere. Dog dette vilde ikke lykkes, efter⸗ 
ſom Svends lejede Tyfkere ikke kunde modſtaa Knud og 
Valdemar. 
med dem, og i Folge dette blev Danmark delt i tre 
Dele: Oſtdanmark, Skaane, Halland og Bleking med 
Bornholm, ſik Svend; Oerne, Sjælland, Fyn og de 
mindre Øer, Knud, men Nørre og Sønderjylland fif 
Valdemar, Denne Bagt blev befræftet med de dyreſte 
Eder; enhver af dem nedbad Himlens Hevn over hver 
den, der maatte vorde Meneder, og Bisperne erflærede 
en ſaadan i Kirkens Ban. 


Han nodtes derved til at indgaa Forlig 


Til yderligere Bekreftelſe af Freden og til Beſtyr⸗ 


kelſe i det gjenſidige Venſkab indbodes Valdemar og 
Svend til at være Knuds Gæfter i hans Hovedſtad 
Roskilde. 
red Svend en 


OR mødte ogſaa. Medens Beſoget varede, 
ag ud til den i Nerheden af Roskilde 


boende Thorbjorn Suneſen, hos hvem Svends 


lille Datter blev opdraget. 
onde Plan at rydde fine Medkonger af Vejen ved 


Absalon ved Kuds Lig. 


| Lejligheden. 


Ser, vil man fige, Svends 


Snigmord fuldmodnedes, da Thorbjorns Huſtru udbrød : 

„Aldrig havde jeg troet, at Du ſaadan kunde voxe 
nedad, at Du vilde nøjes med Tredjeparten af Riget, 
efter. at have raadet over det Hele.” Svend blev hele 
Dagen hos Thorbjorn, da det lakkede mod Aften, maatte 
Knud ſkikke ham Bud, at man ventede efter ham med 
Nadveren. Han fulgtes nu med Buddet tilbage til 
Roskilde, og ved Bordet indtog han ſom den aldſte 
Heederspladſen mellem 
ſine to Medkonger. Det 
var den 9 de Auguſt 1157. 
Da Maaltidet var endt, 
dannede der fig ſmaa 
Vennelag omkring Bor⸗ 
dene, og Lyſtigheden be⸗ 
gyndte for Alvor, me⸗ 
dens Begrene vandrede 
raſk omkring. Svend 
onſkede et Bretſpil; thi 
med den Leg havde han 
tidt forkortet fig Siden i 
ſin Landflygtighed, men 
man havde intet, og der 
blev ſaaledes intet af 
Spillet. Derimod op⸗ 
ſtemte en tydſk Sanger 
en Spotteviſe om Svend 
og hans Landsflygtighed; 

men han blev fkarpt iretteſat af Tilhorerne. Ikkun 
Svend ſyntes flet ikke ſtedt, men bad ham gjentage 
Viſen, da det altid var ham en ſtor Fornojelſe at 
mindes lykkelig overſtandne Trengsler. 

Det var nu i Skumringen, og man havde allerede 
tændt Lyſene. Da traadte Ditlev Edlerſon, en dit: 
marſker Drabant, ind; denne havde fremfor de flefte 
vundet Svends Øre. Han ſtod tavs og tankefuld, 
medens han lod Øjnene gaa rundt for at udſpejde 
Knud bredte ſin Kappe ud og bad ham 
tage Plads; men Ditlev takkede for ren og gik igjen. 
Han kom dog ſtrax tilbage, vinkede ad Svend, og de 
to lagde Hovederne ſammen med deres Venner, uden 
at nogen funde høre, hvad de forhandlede. Men Den 
mistænfjomme Knud merkede Uraad, faldt pludſelig 
Valdemar om Halſen og kysſede ham. I det ſamme 
[od Svend fig gjennem en Bagdor lyſe til fit Sove⸗ 
kammer, og nu ſtyrtede hans Folk med dragne 
Sværd mod Knud og Valdemar. Denne ſidſte ſprang 


imidlertid hurtig op og ſlukkede alle Lyſene, ſvobte 
fin Kappe om den venſtre Arm og bodede ſaaledes af 
mod de krydſende Sværd. Vel ſaarede Ditlev. ham 
i det ene Laar, men blev i det ſamme kaſtet baglends 
over Ende af ham, og nu banede Valdemar fig med 
Sværdet en Vej gjennem Morket. J Doren var der 
vel En, ſom greb ham fat i Bæltet, men beholdt kun 
Dufkerne, og den ædle Herre undkom. Imidlertid var 
der nogle, ſom ſloge Vinduesſkodderne op, for at Mørket 
ikke ſkulde ſtandſe Nidingsveerket, og Ditlev, ſom atter 
kom paa Benene, flakte Hovedet paa Kong Knud, ſom 
forgjcves ſtrebte at bøde for fig med Henderne og 
ſank døende om i den tililende Abſalons Favn. 
Denne holdt det blodige Hoved med begge Hænder og 


357 


mente fuldt og faſt, at det var Valdemars. Forſt da 
han af Kladedragten opdagede fin Vildfarelſe, lagde 
han det affjælede Lig ærbødig til Side og gik tavs 
med faſte Skridt gjennem Morderſkaren uden at blive 
kjendt. Paa Slotsbroen og ſiden paa Kirkegaarden 
kom han derimod virkelig i Fare, og det ſidſte Sted 
var der En, font prøvede paa at jage ham et Spyd 
gjennem Livet; men han fik fig faa betimelig drejet, 
at Spydet fun gif gjennem hans Bryſtdug, ſaa Gud 
var dog jaa naadig i denne Blodnat at vaage over 
alle dem, der af ham vare udſete til at frelſe Fedre⸗ 
landet og atter bringe Lys i Morket. Hvorledes dette 
gik til, derom fkulde vi høre en anden Gang. 


geſtene pan den rusſiſte Steppe. 


J de rusſiſke Steppelande beſidder de ſtore Gods⸗ 
ejere ſaa ſtore Grundſtykker, at kun den mindſte Del 
deraf kan dyrkes, da der er ſaa tyndt befolket. Fra 
Arilds Tid have de derfor, foruden Kvæg og Faarehjorde, 


holdt ſtore Hjorde rapfodede, halvvilde Heſte, 
ſom overalt kunne ſendes til de fjerneſte og ſletteſte 
Gresgange paa den uendelige Sletteflade med det tynde 
Græs, der kaldes Steppen. Saadanne ſtore Heſtehjorde 
kaldes „Tabun“ og tæller, efter Godſets Storrelſe 100, 
200, ja 800 til 1000 Heſte hvoriblandt der da, i ſidſte 
Tilfcelde findes 15—20 Hingſte, 4—500 Hopper og 
Reſten Vallakker, Fol og Plage. Føreren for en ſaadan 


Hjord kaldes en „Tabuntſchik“. Denne ffal lede og ſamle 
de Tuſinde ubeendige Heſte, ſkille deres indbyrdes Stri⸗ 
digheder og ffærme dem for Ulvene. Tabuntſchiken har, 
ſom man kan teenke fig, et -ftrængt Dagveerk. Han 
maa kunne taale alle Vejrets Omvexlinger, maa kunne 
trodſe alle Beſperligheder og alle Sayn. Hans Sjæl, 
ſaavelſom hans Legeme maa være ſej ſom Leder; hans 
Kledning fra Top til Taa er det i ethvert Tilfælde. 
| J Reglen bærer han Benkleder af loddent Føl eller 
Kalveſkind, der er garvet; en Kollert af ſamme Stof 

med indadvendte Haar, hvorunder tidligere et Heſtehjerte 
flog, varmer hans Krop. Begge Kledningsſtykker holdes 
ſammen med en Læderrem, der er ſngret tre til fire 


Gange om Livet og hvorved ſom ofteſt allehaande 


Dingeldangel, ſom Mesſingſtykker, Mønter, Ravftykfer 
og lignende Rariteter, ere anbragte. Da han tillige 
er Tabunens Læge, og ſom ſaadan i Befiddelje af et 
Dufin. ufejlbarlige Lægemidler, faa hænger i Reglen 
ogſaa hele hans medicinſke og kirurgiſke Tilbehør ved 
hans Bælte og giver ham Udſeende af en vild Trolo- 
mand. Hovedet ſtikker han, ligeſom alle ti Millioner 
Lillerusſere eller Tatarer, i en kegledannet Hue af ſort 
Lammeſkind, eller under en bredkrampet Filthat. Over 
alt dette kaſter han den af alle Hyrder brugte „Swita“; 
en af brunt Faareuld vævet Kappe. Foroven er denne 
udſyet i en vid Hætte, ſom kan trakkes over Hue, 
Hoved og Anſigt, faa der kun bliver en Aabning for 
Øjne og Mund. J godt Vejr hænger Hetten ned ad 
Ryggen ſom en Poſe og bliver gjerne brugt til 
Lomme. SSD ; 
Til Heſtebetvingernes Udruſtning hører endvidere 
den ſtore „Harabnik“, en ti Alen lang Piſk med et fort 
tykt Skaft. Snarten er ſedvanligt flettet meget kunſtigt 
af pderſt fine Lederſtrimler. Denne Piſk er det vidt 
rokkende Scepter ſom Tabuntſchiken fører og ſom ſaa 
ſiceldent ſkiller fig fra hans Haand ſom om den var 
ſammenvoxet med denne. Biffen lader han tappert ſuſe 
om Orerne paa de uregerlige. Heſte, naar der bliver 
Ufred mellem dem eller de blive gjenſtridige. Hjelper 
Piſken ikke, eller ſkal en Heſt indfanges, bruges Slyn⸗ 
gen, en 15 til 20 Alen lang Snor, i hvis ene Ende 
findes en Jernring gjennem hvilken Snoren kan drages 
jaa der dannes en Lokke. Sadvanligt hænger Slyngen 
oprinket ved Sadlen. Skal der fanges en Heſt, vikler 
Hyrden Enden af Strikken om Armen, danner derpaa 


en vid Lokke, ſpinger den, idet den paagjceldende Heſt' 


ſprenger frem, nogle Gange om Hovedet, ſlynger den 
aldrig fejlende Smøre om Heſtens Hals, træffer den 
ſammen og kaſter med et kraftigt Ryk den Fangne til 
Jorden. 

Piſken til Regeringen, Slyngen til Fangſten 
og Ulvekollen til Forſvar, det er en god Heſtehyrdes 
Vaaben. Kollen er tre til fire Fod lang, forſynet med 
et tykt Jernhoved og hænger jædvanligt ved Sadlen. 
Naar Hjorden angribes af Ulvene og ikke kan ſorſvare 
fig, iler han den til Hjcelp og ſlaar Ulven paa Banden 

med Kollen, eller flynger den efter den med ſaadan 
Kraft og Sikkerhed, at den knuſer Fjendens Hoved ſaa 
ſikkert ſom en Riffelkugle. 


Foruden disſe Ting og hans Vandflafke — da der 


ofte milevidt intet Vand findes paa Steppen — for⸗ 
uden fin Brodpoſe og Brendevinsflafke har Tabuntſchiken 
endnu mange andre Smaating hængende ved fig, ſom 
man kan tænfe fig, naar man erindrer, at Heſten er 
hans Vaaben⸗, Sove⸗ og Forraadskammer, jaa at han 
maa fore alle fine Livsfornodenheder med ſig i ſuſende 
Galop. 

J den gode Aarstid, ſom kun varer 6 Maaneder 
pan den rusſiſke Steppe, fra Paaſke til Oktober, ſtrejfe 


358 


Heſtehjordene frit om i Steppen, under Tabuntſchikens 
Anforſel, og ere „paa Græs” baade Dag og Nat. J 
de Jer Vintermaaneder blive de Ligeledes drevne ud om 
Dagen for at fremſkrabe lidt under Sneen til at 


| vedligeholde Livet med. Om Natten komme de hjem og 


indſtaldes i en Indhegning af Jordvolde, ſom kun har 
en Smule ffærmende Tag for Nordenvinden. Paa 
haarde Uvejrsdage lukkes de ikke ud og da kun Hing⸗ 
ſtene og de ſterkeſte Dyr kunne komme til Skuret og i 
Lœ, maa de Svage finde Plads jaa godt de kunne ved 
Geerdet, hvor de ſtaa ſammen i ſmaa Hobe for at 
holde Varmen lidt bedre. Det er da et ſorgeligt Syn 
at ſe de ſtakkels Dyr, naar den isnende Nordenvind i 
raſer uhindret hen over den uendelige Steppeflade. Og 
dog er Kulden ikke deres værfte Plage; endnu ſtorre 
Elendighed og Pinſel volder Sulten. J Forſtningen 
af Vinteren, da der endnu kan findes en Smule Hoſt⸗ 
græs under Sneen, og hvor Hyrden endnu af og til 
kan lægge lidt Hs eller Straa for dem, gaar det nogen⸗ 
lunde an. Men efter Nytaar bliver Manglen foleligere, 


da Godsejeren, med rusſiſk Sorgloshed, ſiceldent ſorger 


for at have ſynderligt Forraad af Vinterfoder, og det 
der haves forſlaar kun lidt til jaa mange. Saa maa 
man gribe til Brendſelsſtraa og Siv, trods Kolkenes 
og alle Dvnhedernes Proteſt, og i Fortvivlelſen griber 
man endelig til de halvraadne Siv og Rør paa Tagene. 
Der kan komme ſaadan Fodermangel, at intet Tag und⸗ 
gaar Opfodring. Man kan nok foreſtille ſig, at den 
om Sommeren kaade og vilde Hjord ved Vinterens 
Ende er den tammeſte Ting af Verden. De ubendige' 
Heſte, ſom man om Sommeren jer flygte ſom Hjorte, 
naar man nærmer fig, blive jaa modløje, at man kan 
gribe dem ved Halen, det vil ſige, derſom de har en 
ſaadan tilbage, ii pint af den nagende Hunger, gnave 
de arme Dyr ofte Manke og Halehaar af til ſidſte 
Stump; kunne de end ikke mætte, jan gives der dog 
Zænderne noget at gumle paa. Saadan en ſtakkels 
Tabunheſt, naar den i Marts flæber fig ud af Inde 
lukket, uden Manke, uden Hale, uden Kjod og næften 
ganſke uden Mod, med flove Øjne og lamme Skridt, 
er noget af det bedroveligſte man kan tænfe fig. 

Men nu begynder Steppens Planter og de dejlige 
frijfe Gresſpirer at titter frem i den dejlige Vaar. 
Hjorden begynder at komme fig. Det modløje Oje 
klarer fig og Hovene dundre ſnart fælt hen over Gron⸗ 
ſvœret. Græsjet voxer og voxer, de magre Sider blive 
fyldige og glinſende, Livet udfolder fig jublende i uben⸗ 
dig Fylde, i Strid og i Livslyſt over hele Steppen fra 
Grenſen af Tyrkiet til Mongoliet. 

De vilde Hingſte ſpille nu ret Herrer i Hjorden. 
De ſamle hver fine Hopper om fig, hver dannende en 
ſluttet Trop. De holde ikke ſalene ſtreng Tugt og Orden 
blandt deres Undergivne, Vallakkerne og Hopperne, men 
levere hinanden indbyrdes raſende Kampe, hvor der ud⸗ 
deles knuſende Slag, ſom vilde være dræbende, var det 


naar den lurende Ulv uventet angriber en og anden 


A 


* 


ikke Heſte ſom modtog dem. Stundom bliver 
jaa en og anden af de mufkelſteerke Herrer for overmodig 
og voldſom; jaa forene flere andre ſig om den, prygler 
den jammerligt af og driver den ud af Hjorden. J 
hver Tabun gives der gjerne et Par ſaadanne Forſtodte, 
ſom maa hinke bagefter i Udkanten, og i hver Tabun 
gives gjerne En, der dømmer. over alle de andre og er 
ſom Hjordens Konge. ; 

Men aldrig forefalder der ſtorre Kan e, end naar 
fremmede Tabuner mødes, hvilket ſtundom kan ke. Som 
ofteſt undvige Hyrderne hinanden ſaaſnart de je hver⸗ 
andres Hjorde i det fjerne; men det er ikke altid de 
ere ved Haanden, og det kan ogſag hænde, at de gaa 
lige ſaa biftert los aa hinanden ſom Heſtene, naar de 
f. Ex. begge mene at have fu Ret til Græsning, 
hvor de ſamles, og hvor derfor ingen af dem vil vige 
Pladſen. Hvor man ſaaledes gjør. hinanden Pletten 
ftridig, 'gjøre Tabunerne hinandens Bekjendtſkab; men 
Venſkabet bliver fjældent to Minutter gammelt. Hing⸗ 
ſtene og de ſterkeſte Vallakker fare ſammen i raſende 
Kamp med hinanden medens Hopper, Føl og Plage 
holde fig i ærbødig Afſtand. De ryſte deres flagrende - 
Manker, ſom Lover og de haarde Hove ſlaa ſammen i 
Luften ſom Skjolde, idet de udſtode en pibende, gjal⸗ 
dende og brolende Tone, der ſlet ikke ligner vor tamme 
Heſts Vrinſken, men mere lyder ſom vilde Dyrs raſende 
Hyl. Sadvanlig bortfører de ſejrende Hingſte en Del 
af de Overvundnes Hopper, hvilke da Hyrderne bag efter 
fan travlt med at udvexle. ; i 

Det er dog ikke alene indbyrdes Kampe Heſtene 
beſtaa, det er ogſaa Kamp mod Ulvene, der fætter deres 
Möd paa Prøve. J Foraarstiden, efter den lange 
Vinterfaſte ere Ulvene ogſaa ſultne, og det træffer fig 
jo nu ſaa heldigt, at de unge Fol netop ere lekreſt for 
Ulvetænderne paa denne Tid. Ere Ulveflokkene talrige 
og hungrige og Tabunen ſvag, kan der ſle aabenlyſt 
frekt Angreb. Men ved de fkingrende Hyl af de forſt 
angrebne Heſte, farer hele Hjorden ſammen og de ſteer⸗ 
keſte, med Hingſtene i Spidſen retter et raſende Angreb 
mod Ulvene, ſom i Reglen maa vige for den tetſluttede 
fremſtormende Kjcdes farlige Forhove. Hingſtene fare 
med bølgende Manke og lynende Øjne foran og hvor 
de je en Ulv i Græsjet, hugge de den ned med For⸗ 
hovene gribe den daanede Ulv i Nakken med Tænderne 
og ſlynger den tilbage under den fremſtormende Tabuns 
Hove. Stundom ſker det vel at Hingſten ikke rammer 
fit Maal, ſaa at Ulven ſpringer op og i et Nu bider 
Struben over paa ſin Fjende, og dette ſter ogſaa tidt, 


Folhoppe, der har fjernet ſig for langt fra Sjorden. 
Disſe lumſke Angreb finder langt hyppigere Sted end 
de aabenlyſe. Det er dog ſjeldent ſaadan Angreb gaar 
ſtille af. Tabunen merker let Uraad, faa der ſlaaes 
Allarm, og Ve Ulven, er Tabuntſchiken i Nerheden, 


I 


ſelv om han ſover. Sovnen er vjeblikkeligt tørt af 


—r:.!.!.. ß ³˙ m  E E nn r  e 


359 


Ojnene, han farer i Sadlen ſom en Sabel af ſin Skede 
og er ſom et Lyn midt i Tummelen. Ulven farer ſom 
en Vind bort med ſit Bytte, men Tabuntſchiken ſom en 
Storm med ſin Kolle efter den. Den ſuſer nu i et 
knuſende Kaſt fra hans ſeneſtcerke Arm mod ſit Maal; 
Ulvens Pandebrafk er knuſt, Follet hævnet og 10 Rubler 
(e. 13 Rd.) tjent, ſom Hyrden faar ved Salget af Ulve 
pelſen. Heſtene ere nu komne til og ſnafte efter det 
dræbte Dyr; men Tabuntſchiken holder dem borte med 
fin frygtede Piſk, og træffer Ulveſkindet af Roveren. 
Saaledes lever han ſit jernhaarde Liv ſammen 


vegelſe, i Fred og i Fare, kum hjemme paa Heſteryggen. 
Man vil kunne forſtaa hvorfor intet andet Land kan 
ſtille Mage til Rusſernes Rytteri og hvorfor man intet 
Steds ſer Mage til Koſakkernes Exereits, naar de ved 
feſtlige Lejligheder forbavſe de Fremmede ved at fare 
frem paa deres ſmaa Heſte, ſnart hængende paa Siden, 
ſnart næften under Bugen, ſnart ſtagende paa Hovedet 
i Sadlen, altid lige ſikre. Vi forſtaa nu, at et ſaadant 
Rytteri kun foſtres paa de rusſiſke Stepper. 


Husflid. 


Af „Husmandsbogen.“ 

At Husflidens Selvhjælp er en veſentlig Betingelſe for 
Landboarbejderens Velvere, er klart fremhævet i Digteren og 
Gaardmanden Mads Hanſens i forſte Nr. omtalte Skrift 
„Husmandsbogen, et broderligt Ord til Smaafolk“. 
Denne Bog er inddelt i 3 Afdelinger, af hvilke den ſidſte handler 


| om Vejledning til Husflid og anden Selvhjælp, og der hedder 


det blandt andet: : 
„Vinteraftenerne, der af Mandfolk ſaare ſjeldent bruges til 
uyttigt Arbejde, udgjor i Gjennemſnit 3 Timer daglig i et 
halvt Aar, fra Iſte Oktober til 1ſte April, og regnes Arbejds⸗ 
tiden daglig til 12 Timer, er det fan meget ſom 45 Dage, der 
gaar tabt hver Vinter for den, ſom ſidder ledig om Aftenen. 
Om en Mand eller en Karl kun tjener 4 5. hver Aften, det vil 
dog blive 7 Rd., ſom han vinder eller ſparer i en Vinter, og 
det er ikke ganſke lidt for en ſimpel Mand. Der er heller ikke 
mindſte Tvivl om, at han ved mange Slags Arbejder og efter 
at have naaet nogen Færdighed, vil funne' indvinde det fire- 


| dobbelte, og det vilde ſnart blive lige faa meget ſom en Karls 


hele Vinterlon. Der er jo ogſaa mange Husmend, der har 
nok at gjøre med at grave, renſe, ſtaldfodre, faa og hoſte, og 
ſom om Vinteren, naar Froſt og Sne ligger for Doren ikke 
kunne have fuldt Arbejde med at terſte deres Korn og pasſe deres 
Kreaturer; de maa derfor enten gaa ud og nøjes med en meget 
lille Daglon eller flet ikke have Arbejde, Naar ſaadanne Mænd 
forſtod at bruge deres Hænder, vilde det blive til ſtor Nytte for 
dem. Men Husfliden gavner ikke alene derved, at Folk kan 
tjene noget i arbejdsloſe Tider; Arbejderen har ſelv ſom Men⸗ 
neſte den ſtorſte Nytte deraf, idet hans Øje øves og hans Sans 


for det Skjenne i Formen ſkerpes. 


Husflidsarbejdet vakker 
ham ogſaa til Tenkſomhed og Flid, til Udholdenhed, til Ag⸗ 


med ſin Hjord, i Lyſt og i Nod, i Ro og i vid Be⸗ 


Ting, der indføres udenlands fra og betales dyrt, kunne laves | 
baade billigere og bedre herhjemme ; "Arbejdernes Kaar ville for- | 


ſtreger, ſom ret godt kunne ſammenlignes med dem, der hos os 


telſe for fig felv og Lyſt til at være i fit Hjem. Ogſaa for 
hele Folkeſamfundet har Husfliden ſin ſtore Betydning, mange 


bedres i høj Grad; thi efterhaanden ſom flere og flere Hænder | 
finder Sysſelſettelſe %. i Hiemmet, vil Velſtand og Hygge trives 
inden dets Vægge, og naar Husmanden har Arbejde nok med 
fine egne Sager og ikke har nødig at gaa paa Arbejde hos andre, 
ville Indſiddere og jerdloſe Husmand finde bedre Fortjeneſte. 
Altſaa Husflidens Fremgang er Fremgang i aandelig og legemlig 
Udvikling og et ſaare vigtigt Hjeelpemiddel til Udbredelſe af 
Velſtan d og Hygge, et ſtort Gode 27 for den Enkelte ſom 
for det hele Folkeſamfund. 

Den mandlige Husflid ſtager i det hele taget langt tilbage | 
her i Landet, Tiden ødes i de lauge Vinteraftener, og mangen 
anden Fritid gaar ubrugt hen i Lediggang, der er den varſte | 
af alle Laſter; bande Sjæl og Legem fløves, og Folk finde paa 
tuſinde Dumheder og forfalde til meget ondt, naar de ikke kunne 
fan Tiden til at gag. Det er en Husbonds Pligt, at holde fine 
Karle og Drenge til nyttig Sysſel i Fritiden; men han barer 
ikke ene Anſparet for, hvorledes de bruge Tiden; thi det nytter 
kun lidt, at han opmuntrer dem ved Ord og Gjerning, naar 
de ikke bryde fig derom eller maaſkte le ad ham til. Det er 
desværre faa, at den, der. foretager fig et eller andet nyttigt, 
mens andre drive Tiden hen, bliver ſpottet derfor, i Stedet for 
at han burde hedres.“ 

Derefter anbefaler Mads Hanſen Lesning af gode og nyt⸗ 
tige Bøger og Sang. En laſer højt om Vinteraftener, medens 
de andre ſysle med Haandarbejde. Enhver maa ſelv kunne lave 
og iſtandſette de Redſkaber, han bruger. „Naar man gjør ſig 
lidt Umage”, ſiger han, „er det grumme nemt, at fætte et ordent⸗ 
ligt Skaft pan en Spade, Skovl og Øre, og med lidt mere 
Dvelſe at lave Mejeriredſkaber, Tragrebe, River, Trætøj til 
Plove, Harver og Tromler, Ledde o. ſ. v. Mangen kan ogſaa 
drive fir Fardighed fan vidt, at han ſelv kan lægge. Baand om 
en Tonde og forferdige flere Slags. ſimpelt Boſkab ret net og 
henſigtsſvarende eller dreje mange forſtjellige Ting. Hvad der 
iſer har en Fremtid for ſig, er den kunſtige Treſkering, der 
leres paa Snitteſkoler, og hvorved man kan udarbejde meget 
ſmukt udſkaarne Ting. Der findes hos os Danſte en ſtor 
Sans for Tra- og Billedffæring, der med lidt Hjelp kan ud⸗ 
vides til noget rigtig Skjont og Godt. Vi kunne blot ſe paa 
forſtjellige udſtaarne gamle Ting, der endnu opbevares hos enkelte 
Landboere, ſaaſom: Stole, Skabe og Kiſter, hvoraf meget vel ikke 
har det mindſte kunſtneriſte Værd; men det vidner ligefuldt om, 
at Folket endog i dets meſt undertrykte og raa Tilſtand, har 
havt Sans for ſaadant Arbejde; ſelv mange Smaating, der er 
til fra hin Tid, Traſteer, Garnvinder og Vindepinde, ere 110 
udſkaarne og udſtukne ret net.“ 


Aan dg 5 


Narrenes Koran. Tyrkerne have en Samling. Skjelms⸗ 


x 


tillægges Uglſpil. Den tyrkifke Uglſpil hedder Meſter Nasreddin, 
og vi ſtulle her meddele nogle af hans Bedrifter. En Dag var 
han Vidne til, at en Tyv gjorde temmelig rent Bord i hans 
Hus. Han fod ham roligt gaa med Tyyvekoſterne, tog jaa, hvad 
der var tilbage og fulgte efter Tyven til hans Bolig, hvor han 
bankede paa. „Hvad vil Du her, Meſter?“ „Ih, jeg troede, 
vi ſtulle flytte her ind,“ ſvarede Nasreddin. — Hans Smag for 
Frugt forte ham undertiden over i Naboens Have. For at 


komme over den hoje Mur benyttede han ſig af en lang Stige, 
ſom han trak op efte ſig og lod glide ned . den anden Side, 


og ſaaledes kom han med Lethed ned i Ha en. En ſkjon Dag 
kommer Naboen bag paa ham. „Hvad vil Du i min Have, 
Meſter Nasreddin ?” „Jeg vilde ſporge, om Du ikke kunde have 
Lyſt til at kjobe denne Stige.“ „Men 5 kommer Du ikke 
ind ad Porten med den ?“ „Jeg vilde viſe Dig, hvor brugbar 
Stigen er.“ „Saa?““ 1 * og Handelen blev 
afſluttet. — 

Den naſte Dag var Meſtrren a fate i den ſamme Have og 


havde fat i Grenen af et Wbletra, med hvis Frugter han fyldte 


ſin Poſe. Pludſelig bankede Naboen ham pan Skulderen. 

„Meſter,“ ſagde han, „i Dag finder jeg Dig atter i min 
Have; hvorledes er det dog gaget til, da Du ingen Stige har?“ 

„Ja viſt er det forunderligt,” ſparede Meſter Nasreddin; 
„men hør engang; hvor Stormen ſuſer; den har fort mig op 
i Luften og ſlynget mig her ned.“ 

„Men hvorledes kommer da din e her til Grenen 
pan Wbletrcret?“ 8 

„Jeg maatte holde mig faſt for ikle igjen at blive Kræft 
bort,” ag ae 

„Ja, men benden er da Wblerne kommen ned RB din 
Poſe % mørt . 

Naboen faa paa: SMefleren, Mefteren paa Maboen.… „Det 
er netop det Markberdigſte“, ſagde Nasreddin, nog 923 Du kom, 
ſtod jeg lige og tenkte paa det Samme“““ 

En tredie Gang traf Naboen Meſteren oppe i ſelve Træet ; 
men ogſaa da forſtod Skjalmsmeſteren at afvabne Gjermandens 
Brede paa en lignende Maade. 

En af hans Bekjendte vilde en Gang laane hans 26 el. 
Meſteren ſagde, at han havde laant det ud. J ſamme Sjeblik 
fod Meſter Langore ſig høre med et giennemtrengende Ya. 
„Hvorledes?“ ſpurgte Manden; „Du ſiger, at Wslet er laant 
ud, og faa ſkriger det dog der inde?“ Nasreddin ſparede: „Du 
er dog en beſynderlig Mand! slet tror Du, men mig, en 
gammel Graaſkeg, tror Du ikle!“ 


Kort og tydeligt. J fit b. en amerikanſt Ti⸗ 
dendes „Reporter“ (Meddeler) til at ſtrive folgende Notits, ſom 
ogſaa indgik i Bladet: „Sorgelig Tildragelſe“. Igaar 
Morges Kl. 4 Eftermiddag har en Mand med en Hal i Hullet 
paa fin Stvømpe, begaget Arſenik ved at fælge en ſtor Mengde 


SGiftmord. Underſogelſen af Fredsdommerens Reſultat blev, 


at den Afgangnes Fakta ſtode i Samklang med Doden. Han 
efterlader et Barn og ſex ſmaa Enker, ſom begrede Slutningen 
paa hans Endeligt" J Sandhed, bedſt ſom vi do, leve vi!“ 


1 ER: 2 


Dusvennen udkommer til hver Søndag med et 16- ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 
Fierdingaaret, frit til endt. Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brepſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Alein, lille Age 56, Kjsbenhavn. 


i Trykt hos J. H. Sch FR ; 8 


. 


* 


. iledblad for Alenigmand, SÅ 
for Sorfhatstæsning,. Oplysning og Bus flid. 


8 


| Adgiuet af 
| ' | : N. C. Rom. 24 e 
| Nx. 46 og 49. ' 16. Auguſt 1894. 

i Il Zudhold. Tosſe⸗Pers Lykke, Fortælling af Knud Skytte. — Om Island og Islanderne, af A. oben i Hylleſted, med 
ll 4 Billeder. (Sluttet.) — En flink lille Dreug, af n. m. — Sagn om Havana. — Husflid: En jydff Belgemager. 
(il — Til Laſerne. 

1 Vejledning til Piledyrkning og Kurvefletning. 

1 6 r RRRØDEL DE. s NSSS SR EEN RE TOR „ 
* CTosgſe-Pers Lykke. ig Omſider ſagde Mett Mortens til ham: „Nu kan 
* Jortelling af Kund Skytte. det ikke nytte, Du gaar og driver her laenger. Du 


5 3 maa ud at tjene; ellers er jeg reed, Du bliver aldrig 
| Mett Mortens var en Enkekone, der boede i et gift.“ N ü 
| lille Hus inde i Landsbyen. Hun gik og vaffede for „Sa, ige ſtal jeg, jaa fkal jeg!“ ſvarede Per og 
| Folk, og naar hun var hjemme, ſad hun ved Spinde⸗ | grinte. Saa tog han Tit Mundklaede for, fif Kjceppen 
I: rokken. Tre Gange om Aaret, nemlig Højtiderne, tog | i Haand og gif ud for at føge fig en Tjeneſte. 
hun Poſe og Kjæp og gik om i Byerne „i Guds Navn“, Han havde Held med fig og ſik fig faſtet bort til 
og hun vendte ikke hjem, for hun havde ſamlet fig en en Prokurator inde i Kjobſtaden. Moderen ſyntes 
ordentlig Dragt Fodevarer. Paa den Maade ſad hun ikke godt derom og ſagde: „det var bedre, om Du havde 
og flog fig igjennem uden at falde Sognet til Byrde. | taget Tjenefte hos en ſkikkelig Mand paa Landet”, 


Hun havde en Son, Per Mortens, og han gik og drev „Ja, det kan nu ikke blive anderledes den Gang,“ 
| hjemme, til han blev, voren Karl. Naar Folk ſagde ſpvarede Per. 
| til Moderen, at hun ffulde lade den ſtore Kumpan Dermed gav hun fig tiltaals. Da han rejfte, 


komme ud at tjene, fvarede hun: „ja, det kan han | gav hun ham kun en Formaning med: „Lad mig nu 
tidlig nok komme. Det er Gavn, han faar fig en | fe, Du ſtikker Dig godt, og gjør endelig, hvad der 
ordentlig Hvile i Kroppen, inden han kommer ud i | bliver Dig befalet.“ „ 
Verden til Slid og Haardhed.“ Per var nu en Snes Ja, det ſkulde han nok. 
Aar, ſtor og ſterk, faa godt ud og var altid i godt En Tid kom han godt ud af det hos Prokuratoren. 
Humer, ſelv naar de andre Karle (og Pigerne med, kan | Men faa fkulde han en Dag bringe et Brev paa Poſt⸗ 
jeg tro) drillede ham, og det gjorde de gjerne, hver Gang huſet. „Der er en Brevkasſe inde i Porten, ſom Du 
han kom i deres Selfkab, fordi han, den ſtore Dag⸗ kan komme det i,“ ſagde hans Husbond. 


gjøre, kartede han Uld og haspede Ten for hende. Men en Brevkasſe havde han aldrig ſet for. Han ſtod 
Var hun ude „paa Bycerne“, flod han det meſte af og ſaa fig om, men rettede Blikket temmelig hojt. 
Tiden med Ryggen op til Gavlen, Hænderne i Lommen, Tilſidſt gav han fig til at le. Saa kom Poſtmeſterens 
og fløjtede. Kom jaa Nogen forbi og ſagde: Hvad Karl og ſagde: „Hvad har Du her at gjøre?” 


| driver, gik hjemme og holdt „i fin Moders Skjorter“. „Det er Altſammen jaa meget godt,” fvarede 
| Han pasſede Huſet, og Moderen fad ved Rokken og Per og gik. 

| kommanderede ham, og naar der ikke var Andet at Poſtgaarden fandt han og kom ind i Porten. 
| 


ſtaar Du der og gaber efter?” lo han over hele ſit „Jeg ſtaar og leder om Brevkasſen.“ 
godmodige, rodmusſede Anſigt og ſvarede: „Aa, jeg „Kan Du ikke ſe den?“ og Gavtyven pegede op 


| 
| 
| ved det næften ikke! Ingenting forreſten!“ mod Loftet. 


PCC 


362 


„Naa der!“ grinede Per. 
lovlig hojt.“ 

Saa gik han ind i Gaarden og hentede en Stige, 
ſatte den til Væggen, gik op og puttede Brevet ind til 
noget Kjod i et Flueſkab. Og da han forſigtig var 


„Den er kommen 


kraplet ned igjen og havde fat Stigen, hvor han tog 


den, gik han hjem. 


Men nogle Dage efter kaldte hans Husbond ham 


ind til ſig, og han var glubende vred. 

„Hvad gjorde Din Wſel ved Brevet, ſom jeg 
forleden gav Dig at beſorge?“ 

„Jeg kom det i Kasſen.“ 

„Det er Logn, Slubbert! Folg mig!“ 

De fulgtes ad op til Poſtgaarden, og da de kom 
i Porten, ſagde Prokuratoren: „Vis mig nu, hvor Du 
lagde Brevet!“ 

„Der!“ ſparede Per tillidsfuldt og pegede paa 
Flueſkabet. 

„Nu har jeg aldrig kjendt Mage til Dummer⸗ 
hoved! 
pegede paa den rette. 2 

„Det ſtulde De ffu have ſagt mig noget for,“ 
indvendte Per. 

Han maatte nu anden Gang have fat i Stigen 
for at bjerge Brevet, der laa i god Behold i Flue⸗ 
ſkabet. j 

For ikke at gjøre Skandale midt paa aaben Gade, 
bandt hans Herre for, hvad han havde ondt af, indtil 


de kom hjem. Men inde paa Kontoret, til hvilket 


Per maatte folge ham, fik denne Sandheden at føle, 
Prokuratoren lod ham vide, at denne Oiſtorie havde 
forſpildt ham en Indtegt af 20, 50, ja maaſke 100 


Rd., da Brevet indeholdt et nyt Indlæg i en Sag, 


ſom nu var bleven ſluttet for tidlig. 

„Ja faa har jeg jo gjort en god Gjerning,” 
mente Per. 

„Ja, iſcer for Dig ſelv,“ ſvarede Prokuratoren, 
der ſtrar gav Per hans Affked og affcerdigede ham med 
et daarligt Skudsmaal. 

„Det kom Du ſkidt fra“, mumlede Per Mortens, 
da han traſkede hjem efter til fin Moder. „Ja, ja! 
hvem har heller ſagt, det fkulde gaa godt forſte Gang. 
Naar det gaar om igjen, er Du maafke mere heldig.“ 
Dermed troſtede han baade fig ſelb og Moderen. 

Han fattede den Beſlutning at folge ſin Moders 
Raad og tog Tjeneſte hos en Gaardmand. J denne 
Deneſte ſkikkede han fig godt; thi han var baade tro 
og flittig. 

„Jeg tænkte det nok, at jeg vilde faa Fornajelſe 
af den Dreng“, ſagde Mett Mortens. 
Pers ny Husbond var en godmodig og munter 


Mand, og hvor han var med, ſkulde Alt gaa med 
Lojer. Men Konen var ikke ſaadan. Hun var jævnlig | 


i ondt Lune, og der blev ogſaa ſnakket en Del om, at 
hun var Rasmus i Huſet; men det ville vi nu lade 


sæ 
2 


Der er Brevfasjen!” og den vrede Mand | 


| 
li 
ll 


ſpurgte Karlen, hvad det var, han 


min Madmoder til Molleren. 


gaa, for hvad det er; vi maa heller ikke lyve en frem⸗ 
med Kone paa. Hvordan hun nu imidlertid var, ſaa 
blev hun paa en Maade Skyld i, at det atter gik 
ſkcevt med Per. j 

Det var en Søndag henimod Bjergningens Tid, 
at Konen kaldte Per til Side og ſpurgte ham, om 


han ikke vilde gaa til Molleren for hende med to 


Skipper Bogeaſke, ſom Mollerkonen vilde bruge til 
Vaſk, og hun havde lovet at betale Aſken med Hvede⸗ 
mel. Det var nu ſaadan en Handel, ſom ikke kom 
Manden ved. f 

Per, der altid fulgte den Skik at gjore, hvad 
Folk bad ham om, var ſtrax rede; han fik Poſen paa 
Nakken, Kjcppen i Haanden og gik ad Møllen til. 

Da han var kommen ud i Heden, mødte han ſin 
Husbond, ſom havde været henne at je til Torven, 
om den ſnart var tjenlig til at ſettes i Stak. Han 
i gif og bar paa, og 
hvor han ſkulde hen? . 

„Aa, det er bare et bitte Wrinde, jeg gaar for 
Jeg ſkal derned med 
lidt Aſke og have Hvedemel i Bytte.” 

„Naa. Kan Du vel bære Poſen? Du pufter 
allerede lovlig meget, der er langt til Vejsende“. 

„Ja, hvem ſkulde tro, Husbond, at ſaadan en 
Klat Aſke kunde tynge jaa haardt paa Ens Ryg? 
J Forſtningen mærkede jeg ikke dertil, men nu er jeg 
neſten træt. Det maa vel komme af den lange Vej.” 

„Nej, det er ikke det, Per; men Poſen gjor ſig 
trodſig, og jeg tror, det var Gavn, om Du en Gang 
imellem lagde den ned og gav den et godt Lag Hug“. 

„Ja, ſiden Husbond ſiger det, faa ſkal det ogſaa 
proves“, grinede Per. Han lagde Poſen fra fig og 
gav fig til at banke los paa den med Kjcppen; der 
blev en Stovſky omkring ham, ſom naar Hvirvelvinden 
farer i en tor Sandgrav. Manden ſtod og faa til 
og var faa forpint af indvendig Latter, at han knap 
kunde bare ſig. „Saadan!“ raabte han, „droje Slag! 
klo Du kun tilen! det var ret! dygtig! Det ſkal nok 
hjælpe! ha, ha, ha!“ 

„Aa ja! nu kan jeg ikke aarke mere,“ ſagde Per 
og rettede Ryggen. ; 

„Ja, nu kan den maaſke ogſaa hjælpe ſig for den 
Gang; men gjor det kun om igjen, ſaa tidt Du ſynes, 
det gjores behov. Hjalp det ikke?“ N 

„Jo, det kan nok hende fig”, ſvarede Per, der 
nu atter havde faaet Poſen paa Nakken. Han bod 


| Farvel til Manden, og de gik hver fin Kaas. 


Hvor tidt han pryglede Poſen, ved jeg ikke faa 
noje; men det ſkete da flere Gange, og da han kom 
til Mollen, manglede der over det Halve af Afken. 

Der blev et Hus, da han kom hjem til fin Mad⸗ 
moder med mindre end halvt fan meget Mel, ſom hun 
havde ventet, Nu kunde Per maaſke have hyttet ſig 
med en lille Løgn; men den Gjenvej havde han aldrig 


fjendt, og da hun ſpurgte ham ud, fortalte han ganſke 
trofkyldig, hvorledes han havde baaret ſig ad. Men 
jan kan det ogſaa nok være, han fik det glatte Lag! 
Hun gjorde ham det ſaa broget, at han tilſidſt maatte 


Karlekammeret. Han lukkede Doren for ſig, ſatte ſig 
paa Sengeſtolpen og gav fig til at le himmelhojt. 
Han havde ikke været ene ret længe, for Manden 
kom ind til ham og ſagde: „Vi har nok drevet Lojerne 
vel vidt. Hun forlanger beſtemt, Du fall herfra 
ſtrax, og jeg har maattet give efter, ſtjondt det er mig 
haardt imod. Men hvad gjør man ikke for Freds 
Skyld? Der har Du, hvad der tilkommer Dig for 
den Tid, Du har været her, og et Fierdingaars Lon 
til. Du maa helſt ſe at komme af Vejen endnu i 
Dag. Laan mig Dit Skudsmaal“). Du flal faa en 
pæn Atteſt“. 8 8 

Manden fil Skudsmaalsbogen, og da han havde 
paategnet den, leverede han den tilbage og gik ind. 

Per gav fig til at pakke fine Sager ſammen, og 
da han lidt ſenere havde taget Affked og gik ud igjen⸗ 
nem Porten med ſin Bylt under Armen, ſagde han 
til fig ſelv: „Det er fvært, hvor det vælter ind paa 
mig; men det Bedſte er, at jeg ikke er kommen af en 
Familie, der plejer at blive harmflagen for Smaatings 
Skyld. 
Lykken med mig?“ ; 

Mett Mortens blev ikke godt tilpas, da han kom 
hjem og fortalte hende, hvordan det var gaaet ham, 
og han fik Utak. 

Han maatte nu en Tid finde ſig i at gaa og 
drive om hjemme; thi han var kommen i Vanrygte, 
og ingen vilde have ham i Tjeneſte. „Han er ikke 
rigtig klog“, ſagde man. Men Per tænkte ved fig 
ſelv: „Ja, ja! ſpot nu ikke for tidlig. Kan hænde fig, 
at jeg er klogere, end J tror“. gg 

Tilſidſt kom der en Mand langvejs fra. Han var 
kjorende i en pen Fjedervogn, og han jan baade tyk 
og born ud. Da han havde gjort Holdt uden for 
Doren, gik Per ud og gav fig i Snak med ham. 

Den fremmede Mand, hvis Navn var Povl Fem⸗ 
høj, ſpurgte, om det var fandt, at her var en Karl, 
ſom var uden Tieneſte, og Per ſparede Ja, og at det 
var ham. Povl Femhoj vilde da faſte ham; de bleve 
ſnart enige om Lonnen, og Enden paa Forhandlingen 
blev, at Per fif fit Flyttegods bag i Vognen, ſatte ſig 
op hos fin nye Husbond, og væl vare de. 

(Fortjættes.) 


*) Din Skudsmaalsbog. 


undløbe fra hende og ſoge Ly for Stormen ude i 


Hvem ved, om jeg ikke endnu ſkulde have 


e 


Om Island og Zslenderne. 
Af A. Jacobſen i Hulleſted. 


(Sluttet.) 

J det Hele taget beſtaar Island af et ſtort Hoj⸗ 
land i Midten, op over hvilket der hæver fig en for⸗ 
virret Masſe af Bjerge og Bjergrækker. Fra dette 
Hojland ſkyde Udloberne paa mange Steder helt ud til 
Havet, og det er kun paa Syd: og Sydoſtſiden, at 
| Kyften er lav. Alle højere Bjerge paa Øen ere bedarkkede 
med Is og Sne, ſom aldrig tøer og derfor kaldes 
unden evige Sne”. Udjtræfningen af disſe Sne og 
Jasamasſer er ganſke overordentlig; de indtage et Flade⸗ 
rum omtrent jaa ſtort ſom Halvdelen af Jylland og 
have en Tykkelſe, der kan flige til flere hundrede Fod. 
Paa Island kalder man disſe Jsmasſer Jokler, og 
der er her ſom andre Steder den Meerkelighed ved 
Jokeliſen, at den glider overmaade langſomt frem, kun 
nogle hundrede Fod om Aaret, hvorved den nederſte 
Del efterhaanden kommer ind i mildere Luft. Der toer 
da et Lag af den, hvorfor der altid, navnlig om Som⸗ 
meren ſtrommer en faa ſtor Masſe Vand ned fra Jok⸗ 
lerne, at der herved dannes betydelige Vandlob. Dette 
Jokelvand er malkehvidt, iskoldt og udrikkeligt. 

J Forhold til fin nordlige Beliggenhed har Island 
ingenlunde noget koldt Klima, navnlig gjælder dette om 
I Sydlandet, hvor Vinteren endog maa kaldes meget mild, 
Dette ſkyldes dels de høje Bjerge i Midten; ſom beſkytte 
mod de folde Nordenvinde, men endnu mere den be 
kjendte Golfſtrͤm, ſom fra Amerikas varme Egne gaar 
over mod Evropa og ſender en bred Arm helt mod 
Nord, der beſkyller Sydkyſten af Island og mildner 
Luften. Langs med Nordkyſten gaar derimod en Strom 
ſom kommer oppe fra Egnen ved Nordpolen, og forer 
koldt Vand med ſig tilligemed umaadelige Ismasſer, 
der bringe Kulde ind over Landet og forſt ſmelte i Juli 
Maaned. Vejrliget er i det Sele ingenlunde behageligt, 
det regner nemlig meget, er ſſeldent ſtille, men bleſer 
nerſten altid, hvis det da ikke ſtormer. Vinteren melder 
fig gjerne ſidſt i September eller forſt i Oktober med 
morkt, ſtormfuldt Vejr, der ender med forfærdeligt Sne⸗ 
fog. Jorden er derpaa ifort ſin Vinterdragt i 5—7 
Maaneder; i flere af disſe ſer man ikke meget til Solen, 
men Morke ruger over Landet neſten hele Dognet. 
Det ode Landfkab med de ſtore, nøgne Ficelde faar i 
disſe forte Vinterdage et ſkrakkkelig triſt og alvorligt 
Præg, der endmere forøges ved den graa Himmel med 
de tunge Skyer. 

Tidligere har der været Skove pan Island af 
nordiſke Trœſorter, men de ere for længe ſiden ødelagte 
ved ſkaanſellss Hugſt, uden at Nogen teenkte paa at 
frede om Opvakſten; nu findes der kun enkelte Steder 


ſmaa Lunde af Birke⸗ og Rønnetræer, ſom hugges, 
ſaaſnart de kunne bruges. Herfra kunne Beboerne altſaa 


ikke forſynes med 
Trœ, men de fan 
dette paa en gan⸗ 
ſke egen Maade, 
derved nemlig at 
de foranncevnte 
Stromninger i 
Havet fore Mas⸗ 
Jer af Tre med 
ſig fra Amerika 
og Nordaſien. 
Dette Tre, Driv⸗ 
tømmer kalder 
man det, er fort 
ud i Havet af 
Floder, der gaa 
igjennem Skov⸗ 
egne og Derfor 


under Dverfvøm=" 


melſer tage man⸗ 
ge . 
med ſig, ſom 
derpaa tumles 
omkring af Ha⸗ 
vet, indtil de 
ſtrande et eller 
andet Sted. 
Torv har man 
ingen Mangel 


"Paa. Flere af vore Haveſager trives godt paa Island, 
navnlig Kaal og Kartofler; derimod fan Trefrugt ikke 


Geiser. 


endog ere ganſke ſubekjendte. 
at kun % af Øen er taget i Beſiddelſe af Menneſkene 


modnes under 


den ringe Som⸗ 
mervarme, og 
vore Sadarter 
ikke heller, hvor⸗ 
for der heller 
intet Agerbrug 
findes. Men 
hvad der derimod 
trives fortrin⸗ 
ligt, det er Gros⸗ 
ſet, og der findes 
ikke mange Ste⸗ 
der paa Jorden 
jaa friſke og yn⸗ 
dige naturlige 
Græsgange ſom 
i Islands Dal⸗ 
ftrøg langs med 
Vandlebene. Her 
og ved Kyſten 
føres ogſaa Men⸗ 
neſkelivet der⸗ 
oppe, hvorimod 
der findes uhy⸗ 
re Strakninger 
inde i Midten, 
ſom ligge alde⸗ 
les øde hen, ja 


J det Hele regner man, 


og har en yderft tynd Befolkning paa 70,000 Menneſker. 
Disſe bo adſpredte i enkelt liggende Boliger, da der 
ingen Landsbyer findes af den gode Grund, at jaa mange 
Menneſker, ſom en af vore Landsbyer rummer, kunne 
ikke finde Fode paa en Plet deroppe. Dog er der en 
ganfke lille Kjobſtad, Reykiavig, pan Sydveſtſiden og 
flere ſmaa Handelspladſer hiſt og her ved Kyſterne. 
Boligerne paa Island ; 8 

ere ganſke anderledes end 
vore. Da Landet har 


3 


65 
ſpidſe Trœgavle af forte Bygninger med Dore og ſmaa 
Vinduer. De midterſte Bygninger afgive Beboelſes⸗ 


ſted for alle Slags Forraad, ſom Fodevarer, Ho, 
| Brændjel m. m., til Smedie og andre Vaerkſteder. 
Det midterſte Hus danner Indgangen, hvorfra man 
| ved lave Sidegange til Hojre og Venſtre kommer ind 
i de forſkjellige Værelfer. 
Bagved Indgangen ligger 
den ſaakaldte Badſtue 


jaa ſtor Overflodighed af 


(fordi her var Badeindret⸗ 


Sten, faa ligger det nær 
at tænfe fig Bygningerne 
opførte af dette Materiale; 
men det er dog ſlet ikke 
Tilfældet, dels fordi der 
mangler Kalk til at mure 
med, og dels fordi Sten⸗ 
bygningerne vilde være for 
folde. Nej, Boligerne ere 
af Jord med en indvendig 
Bekledning af Trœ. Taget i 
er belagt med Græstørv, der holdes faſt ved paa⸗ 
lagte Stene. 
være fugtigt i en ſaadan Bolig, og det ſkal heller ikke 
vare over en Snes Aar, inden Traveerket er raaddent. 
Hos os er det jo almindeligt, at Bygningerne til en 
Bondegaard beſtaa af fire Lenger omkring en Gaards⸗ 
plads; men paa Island anbringer man dem ganſke 
anderledes. Forſiden af Gaarden fremviſer en Raekke 


* 


Islandsk. Hus. 


Da det regner meget deroppe, maa der 


ning i Oltiden), der be⸗ 
nyttes baade ſom Daglig⸗ 
ſtue, Arbejdsſtue og Sove⸗ 
kammer. Sengene ere 
anbragte i to Rakker, en 
ved hver Side, og hos 
fattigere Folk benyttes de 
ſom Sæde om Dagen, fad 
Stuen ikke har andre 
Mobler end et Bord ved 
; den ene Ende af Senge 
roäekkerne. Gulvet dannes af den bare Jord. Vinduerne 
ere ſmaa og kunne ikke lukkes op, hvorfor Luften er 
meget beklumret. Kakkelovne bruges ikke, men man holder 
Legemet varmt ved uldne Klader. 
Efter det Ydre at domme maa det være et triſt 
| Liv, der føres i en ſaadan islandſk Bolig; man har 
| desuden maaſke flere Mile til nærmefte Nabo, og der 
| kan gaa Uger, uden man ſer et eneſte fremmed Menneſke. 


Islandsk Præstegaard. 


For os, ſom daglig færdes. mellem ſaa Mange, vilde en 
ſaadan Enſomhed ikke være til at holde ud; men Is⸗ 
loenderen befinder fig vel derved og er ſtolt af fit Fedre⸗ 


land med dets ſtorartede Natur. Han føler fig ret ſom 


en fri og uafhængig Mand ved Tanken om, at det er 
hans Ejendom, ſaavidt Øjet rakker, og han ved nøjagtig 


Beſked om, hvad der har tildraget ſig i hans Dal lige 


ſiden Landets Bebyggelſe. Der fores ingenlunde. heller 
noget Dodbiderliv inden Dore paa en islandſk Gaard; 
nej, naar Stormen tuder derude, og Morket ruger over 
Landet, jaa ſidder Husfaderen i fin Families Kreds og 
forelcſer for de lyttende Tilhorere, hvad de gamle 
Sagamænd have fort til Bogs om Fedrenes Gjerninger, 


eller han underviſer fine Born i boglig Kunſt; thi 


lejlighed, de andre "benyttes til Stalde og Ophevarings⸗ 


Kjod, Fiſt, 


en 


J 


Almueſkoler har man ikke paa Island, og dog er Fær- 
dighed i at kunne læfe og navnlig ſkrive viſtnok ſtorre 
der end hos os. J det Hele ſtaar Jslenderen højt i 
aandelig Udvikling, naar han ſammenlignes med Almuen 
i andre Lande, og derfor kjender man paa Island heller 
ingen Standsforſkjel. Bonden og Preſten leve, bo og 
klede ſig ens og tiltale hinanden med Du, og naar de 
modes, hvad enten det nu ſker i Bondens eller Preſtens 
Hjem, kysſe de hinanden. Denne trofaſte Maade at 
hilſe paa er nu Landſens Skik, jaa Mænd og Kvinder, 
der aldrig have fet hinanden for, vexle ſolide Morbroder⸗ 
ſmaſk til Afſked. Men ſom det er udenfor i Naturen, 


hvor man ikke oplives ved Inſekternes Summen eller 


Fuglenes Sang, ſaaledes er der ogſaa udbredt en ſtille 
Ro over Menneſkelivet deroppe; man hører hverken 
Muſik eller Sang, Dans eller anden ſtojende Lyſtighed; 
Alt gaar faa ſtille og tyſt og bærer det ſamme alvors⸗ 
fulde Prog ſom Landet ſelv. 

Renlighed hører ikke til Islendernes Hoveddyder, 
ſaa at den Reiſende, ſom færdes i mellem dem, maa finde 
lig i Adſtilligt, der her til Lands vilde henføres under 
Navnet „Griſeri“; men ærlige og paalidelige ere de og 
gæftfri i høj Grad. Dette Sidſte er navnlig et ſtort 
Gode for Reiſende, da der ingen Gaſſtgiverſteder eller 


Kroer findes i hele Landet, det ſkulde da være, at man 
Det er nemlig meget : 


vilde kalde Kirkerne ſaaledes. 
almindeligt, at Rejſende overnatte i disſe, naar de ikke 
kunne faa Husly andre Steder. Kirkerne benyttes over⸗ 
hovedet til meget Andet end Gudstjeneſte; ſaaledes 
torrer Preſtekonen undertiden der fin Vaſk og gjemmer 


fin Uld. Kladedragten beſtaar meſt af uldne Stoffer 


og er pan gammel nordifk Vis tilvirket af Huſets Kvinder. 
Til Stads bruge Kvinderne en gammeldags Hojtidsdragt, 
der er rigt forſynet med Solobrodering, og hvortil der 


hører et Hovedtoj af Form ſom en Hjelm, fra hvilket" 
et hvidt Slør hænger ned over Nakke og Skulder. De 


almindeligſte Fodemidler tages, ſom rimeligt er, meſt 
af Landets egne Produkter, og derfor ſpiſes der meget 
Wg af vilde Fugle og Melkemad: Derimod 
er man ſparſom med Nydelſen af Brod og andre Mel⸗ 
ſpiſer, da al Sed ſkal indfores. Faareavlen er Landets 
Hovederhverv, og man antager, at der ikke noget andet 
Sted i Verden findes forholdsvis faa mange Faar ſom 
her; en rig Bonde ejer undertiden 6800. De islandfke 
gaar ere noget ſtorre end vore og have fortrinligt 
Kjød; de maa ſelv fkaffe ſig Fode den meſte Tid af 
Aaret og tages kun i Hus for Lammenes Skyld. Selv 
i ſtrenge Vintre maa de bjerge ſig, ſaa godt de kunne; 


men der gaar da ogſaa tidt en Del til Grunde i Sneen. 
Kgerne ere kun ſmaa, og Heſtene ſom bekjendt ligeſaa; 


men det er overmaade nyttige Dyr med mange ud⸗ 
merkede Egenſkaber. Særlig man fremhæves deres ſtore 
Udholdenhed, ſikre Gang og den Klogfkab, de lægge for 
Dagen ved mange Lejligheder, navnlig naar de benyttes 


ved de bejværlige Rejſer gjennem Landet, mellem Nord⸗ 
og Sydſiden. Saadanne Reiſer foretages altid til Heſt, 
da der naturligvis ingen Veje findes, men kun Ride⸗ 
ſtier opad Klipper og nedad Klipper og henover de ſkarp⸗ 


kantede Stenegne, ſom foran er omtalt. Kommer man 


nu paa en ſaadan Tur til et ſtorre Vandlob, faa kan 
man maaſke ſelv blive ſat over i en Baad, men 
Heſtene maa ſvomme over. De bære fig da faa klogt 
ad, at den ftærkefte ſtiller fig i Spidſen, hvorpaa den 
naſte lægger Hoved og Hals paa dens Ryg og ſtemmer 
Bringen mod dens Bagdel; derpaa indtager Nr. 3 
ſamme Stilling til Nr. 2 oſv. Served bliver hele 
Flokken iſtand til at anvende ſin ſamlede Kraft mod 
Strommen, ſom pasſeres i en ſkraa Retning, for at 
den bedre kan modſtaas. Alt dette gjore Dyrene ganſke 
af egen Drift uden nogen Oplcrelſe. En Rejfe tvers 
igjennem Island er forøvrigt forbundet med faa ſtore 
Beſverligheder og Bekoſtninger, at Folk for at komme 


fra Nord⸗ til Sydlandet eller omvendt, undertiden har 


taget med et Skib til Kjobenhavn og derfra er ſejlet 
tilbage til Island med et andet Skib, ſom anlob det 
Sted, man ſtulde til. Naſt efter Faareavlen har Fiſke⸗ 
riet ftørft Betydning paa Island; Havet kunde imidlertid 
give Beboerne et langt ſtorre Udbytte, naar de drev 
Fiſkefangſten med mere Omſigt og Kraft og tilegnede 
ſig de Fremſkridt, andre Folk have gjort ogſaa paa 
dette Omraade. Men Islenderen fiffer endnu paa 
ſamme Maade ſom hans Fedre; han ſtaar meſt til 


Havs i gabne Baade, og han tager ikke Proviant med 


for flere Dage. Folgerne deraf er, at Mange drukne 
aarlig, og at han tidt maa gaa hjem, dreven af Vejret 
eller Sulten, naar der var allerbedft Udſigt til en heldig 
Fangſt. Hovedudbyttet af Fifferiet under Island gaar 
derfor i andre Folks Lommer, navnlig ſender Frankrig 
hvert Aar ſaa mange Skibe op under Island, at deres 
Beſctning udgjor en 5000 Mand. J det Sele mangler > 
Sslænderen Driftighed, hvori Regeringen maaſke tidligere 
har havt nogen Skyld ved den Maade, hvorpaa Handelen 
blev dreven. Den førtes nemlig udelukkende af Staten, 
ſom ſendte fine Skibe derop og forſynede Landet med 
salle Fornedenheder og til Gjengjeld modtog dets Pro⸗ 
dukter til en beſtemt Pris. Henſigten hermed var nu 
ſlet ikke at berige fig paa Islands Bekoſtning, men at 
ſikre Øen en regelmæsfig Forſyning med Livsforneden⸗ 
heder. Denne Indretning er nu hævet for en Del 
Aar ſiden, om Island har vundet derved, lade vi ſtaa 
hen. Adſkillige Islendere have troet, at deres Land 
er ſket Uret, og der har været megen Misfornojelſe oppe 
i de ſenere Aar. Nu lader det imidlertid til, at Ge⸗ 
mytterne ere blevne rolige, og det fejler vel ikke, at 
Kongen jo nok ved fin Mildhed og Ligefremhed vil 
vinde Islendernes Hjerter. 


Grus og Jord, bleven til ſejgt Mudder, eller, alt efterſom 


Siden af mig, 


En flink lille Dreng. 
Aleddelt nøje efter Virlieligheden af n. m. 


Ann 


Det havde øjet ned med Sne hele Dagen og ved- 
blev beftandig dermed; men det var Tovejr, jaa Sneen 
var bleven til Sjaſk og Bjaff inde i Byens Gader. 
Ude i Frederiksberg Allee derimod var den, blandet med 


en let Senkning eller Sævning i Jordsmonnet forekom, 
til Polvand. Det var et uhyggeligt Vejr og et uhyggeligt 
Fore at vove ſig ud i; men jeg ſkulde og maatte ind 
til Byen og ſaa aſede jeg da afſted i det jaa godt jeg 
kunde med Paraplyen holdt tæt ned for Ojnene. Der 
var juſt ikke mange Fodgeengere den Aften i Frederiksberg 
Allee. Henimod Udgangen af Alleen - blev jeg veekket 
af mine Tanker, ved at høre ſmaa Trin bagved mig. 
Ved Skinnet af Lygten opdagede jeg en lille Skygge, 
ſom fulgte mig i Helene. Lidt efter var den paa 
og en frejdig Barneſtemme udbrød: 

„Sikken et Vejr, det er!“ 

„Ja, det har Du Ret i, min Dreng, Hvor ſkal 
Du hen?“ 

„Jeg ſkal til A—gade“. 

„Lader man Dig gaa rinder i et ſaadant Vejr?“ 

„Nej, jeg har været ude hos min Onkel, ſom har 
Bevertningen paa H- vej, og nu ſkal jeg hjem”, 

„Hvor gammel er Du 2 

„Halvtiende Aar“. 

„Og hvad er Din Fader?“ 

„Snedkerſvend“. 

„Saa bo J vel paa Kviſten?“ 

„Jae 

„Har Du mange Soſkende?“ 

„Vi ere fem“. 

„Du er maaſte den Angſte?“ 

„Nej, jeg er den Aeldſte. Min lille (yngſte) Broder 
bliver femten Maaneder paa Fredag“. : 

Denne Udtalelſe flog mig. J velhavende Familier 
holder man viſtnok Maaneds Fodſelsdag for det forſte 
Barn og tæller ogſaa efter Maaneder for de ſenere; 
men at den halvtiende Aars Dreng fra Snedkerſvenden 
paa Kviſten vidſte ſaa nøje Beſked om ſin lille Broders, 
det femte Barns Alder beregnet efter Dage, forekom 
mig at tyde paa noget godt i Hjemmets huslige Forhold 
og pan en ſjelden Kvikhed hos Drengen. 

„Saa gaar Du vel i Skole — 
Aſylet?“ 

„Jeg gaar i Skole. Men min Soſter, ſom er 
halvottende Aar og den- anden Lille, de gaa i Aſylet. 
Og min Soſter kan ſtrikke og ſy. Jeg kan ogſaa fy; 
men ſtrikke kan jeg inte”, 

„Hvem har lert Dig at ſy?“ 

„Det har jeg lært mig ſelv, og jeg kan ogſaa 


eller maaſke i 


nierne beſluttede at nedſette ſig 


Don Sanchez de Ribeira. 


ſtoppe.“ 


„Saa ſtopper Du vel ſelv Dine Strømper?” 

„Ja, naar Moder er ude eller naar hun ikke har 
Tid“. 

„Gaar Du frit i Skole?“ 

„Nej, det koſter 4 Mk. om Maaneden“. 

„Og dem betaler vel Din Fader?“ 

„Ja, men jeg lerer ogſäa Engelſt, og ſaa koſter 
det 24 Sk. mere“. 

„Hvad for Noget, lærer Du Engelſk! 
flinkt, er Du kommet ſaa vidt. 
de 24 Sk. 2“ 

„Det gjør jeg ſelv; men min Fader har givet 
mig Bogen“. > 

„Nej virkelig! Hvor faar Du de Penge fra?“ 

„Jo, for jeg kan vaagne hver Nat Kl. 12 
og jaa ſtaar jeg opogkalder paa Nogen, ſom 
boer der i Huſet, og derfor faar jeg 8 SE 
om Ugen. Og igaar ſik jeg 1 Mk. fordi jeg fulgte 
Nogen til Dampfkibet“. 8 

Med et „Farvel“ ſmuttede den lille 
her fra mig og forſvandt i Mørket. 


Det var jo 
Men hvem betaler da 


flinke Dreng 


Sagn om Havana. 

Kort efter at Chriſtoffer Columbus i 1493 havde 
opdaget Øen Cuba, vilde Spanierne her anlægge en 
befæftet Stad for derfra at kunne beherſke den mexi⸗ 
fanjfe Bugt. Ved at underſoge Kyſten fandt de en 
ſmal Klippekanal, ſom forte ind til en dyb bred Bugt, 
hvor Ingeniorerne erklorede, at her vilde en godt be⸗ 
feſtet By kunde byde enhver Magt Spidſen. Spa⸗ 
her og opforte det 
endnu ſtaaende ſteerke Fort „Moro“. 

Paa den modſatte Side af Kyſten laa en Indi⸗ 
anerby paa en ſtor ſmuk Eng, ſom Spanierne fandt 
jærdeles godt beliggende for Opforelſen af den paa⸗ 
tenkte By; de ſkikkede Sendebud over til Indianerne 
med mange Forcringer og bad dem godvillig at over⸗ 
lade dem denne Plads; men Indianerne vilde ikke for 
nogen Pris gaa ind paa deres Forſlag, — „her“, 
ſagde de, havde deres Forfœdre levet, her vare de 
fødte, og her vilde de do“. Spanierne beſluttede 
imidlertid at jætte fig i Beſiddelſe af Byen med Magt, 
ſaaſnart de havde ſamlet tilſtrekkelig Styrke. De 
opforte forelobig en lille By, ſom de kaldte Reylas, 
der endnu benyttes ſom Kvaranteneplads. Denne 
befæftede de fan godt ſom mulig og lode 50 Soldater 
blive tilbage under Kommando af en ung ſmuk Officer 
Indianerne havde. betragtet 
de fremmede Hvide med mistænfjomme Blikke og fryg⸗ 
tede for, at de fulde vende mere mandſteerke tilbage. 
De befæftede derfor ligeledes. deres By med Volde og 
Paliſader. De vare iøvrigt meget fredeligt ſtemte mod 


* 


368 


de tilbageblevne Spaniere, med hvem de ſtode i ſtadigt hun Forbandelſe over fit Folk, indtil Blodet ſtyrtede 
Samkvem og gjorde mangen Tuſfkhandel. hende ud af Munden og hun faldt død ned af Taget: 
Dette gav Anledning til at Don Sanchez ofte | Sendes Navn blev aldrig bekjendt, men de faa Kvinder 
traf en ung ſmuk Indianerpige, Datter af en af de ſom undgik Myrderiet ſagde, at hun havde været en 
fornemſte Hovdinge. Sendes Skjonhed gjorde Indtryk | „Havana“ (d. e. en Vanvittig), hvis Hjerne var bleven 
paa ham, og det varede ikke længe, før hun gav | forbrændt af den ſtore Mands hævnende Finger. 
efter for fin ſmukke Elſker. Den ſtakkels Piges Fald | Spanierne, ſom anlagde deres Stad tet herved, gave 
gav Anledning til megen Forbittrelſe mellem Indianerne, den denne indianſke Benævnelje. 
hun blev forhaanet af fin Familie paa enhver Maade, | Paa det Sted hvor hun døde, lod Sanchez op— 
og hun maatte endogſaa beſorge en Slavindes laveſte | ftille en Mindeſtotte foreſtillende den ulykkelig vanvittige 
Arbejder. | Indianerinde; denne ſtaar endnu, men ſaa tilvoxet 
Spanierne havde netop begyndt at belejre Indianer med Træer og Snylteplanter, at Mange gaa forbi 
byen, da Sanchez fif dette at vide, og da han havde | uden at ſe den. Kreolerne ſige derfor, at man let 
en hojhjertet Karakter, beſluttede han at frelſe hende | kan komme til Havana uden at tage Havana i Ojeſyn. 
ud af hendes fortvivlede Forhold, hvor ſtor Fare der end ; 
var forbunden dermed. Det lykkedes ham ogſaa hem | 5 
meligt at liſte ſig ind i Indianerbyen og traffe ſin | . 
Pige. Paa Grund af den nedværdigende Behandling, 3 
hun havde lidt, var hun bleven. opfyldt af det bittreſte : husflid. 
Had mod fin Familie, og torſtende efter Hevn meddelte | å 


hun Sanchez fine Hevnplaner. En mork ſtormfuld LE 2 

Nat rykkede Spanierne fort efter nærmere mod Byens a En jyde Balgemager. 5 

Volde. Pludſelig hørtes en forvirret Støj og en En af 5 1 190 i fin Ungdom har apdt godt af ben 

Flamme faaes ſtige tilveirs midt i Byen — dette var | | Husvennens Ar. 10 omtalte Smed og Uhrmager Jens lie 
Å lte Signal til A b ØB 8 ſtenſens Undervisning og Vejledning, er forhenværende Gaardejer 

det aftalte Signal ti Ware 05 Spanierne ſprang over Chriſten Ibſen Chriſtenſen af Annebjerggaard i Gullev Sogn. 

Voldene og klattrede over Paliſaderne, og ſnart maatte 


9 Uden at have ſtaget i nogenſomhelſt Lære begyndte han ſin tid⸗ 
Indianerne bukke under for Ilden og Sværdet, og de fif ligere Alder at arbejde ſom Tømrer og Bygningsſnedker, men 


ſaaledes deres Onfke opfyldt, at dø, hvor de vare fødte, | ved Opmuntring og Hjælp af Jens Chriſtenſen, lagde han ſig, 
Under hele dette Sorgeſpil havde Sanchez kun et | omtrent 9 0 0 79 05 efter LA sne 1 1 5 og NG ME 
1 N. 0 3 Nige Fire .Jom en dulig Bælgemager bekjendt i en vid Omkreds. Han 
15 97 ban 1 2 de me $ 1 havde iſer Arbejde med 5 forferdige Smeddebvalge, hvoraf han 
: i en lang Aarrakke har forarbejdet flere Hundrede, ſaavel til 
Demon havde aldeles berøvet hende Forſtanden. Kjebſtederne, ſom til Smede pan Landet, helt fra Horſensegnen 
Staaende paa et af Huſenes flade Tag med det forte | til Mors og Thy og fra Jyllands Veſteregne til Grenaa. 
Haar flagrende vildt for Vinden ſpingede hun en Stjøndt han for fan Aar ſiden alt var i en Alder af næften 80 
Tomahawk med den ene Haand og en Fakkel med den Aar, arbejdede han dog endnu med utrattelig Jver, og man 
anden. Medens hun vanvittigt jublede over ſin Fode⸗ kunde ikke andet end med Forundring fe alt det Arbejde, der 
bys Ruiner og ſine Frenders Undergang, frembød endnu med hans egne Sænder forfærdigedes paa hans Varkſted. 
hun det grueligſte Billede paa ubetvingelig Lidenſkab. . 
Sanchez ſogte forgjcves at faa hende ned, men hun 
kjendte ham ikke mere. Med hvinende Stemme ſang 7 


Til Leſerne. 

3 denne. travle Hoſttid har Udgiveren antaget at det ikke vil være Læjerne uvelkomment en Gang at mod⸗ 
tage Bladet i et Dobbbeltnumer, hvoraf den ene Salvdel til en Afvexling indeholder en Vejledning. til Piledyrkning 
og Kurvefletning, trykt ſaaledes, at den kan falſes ſammen for ſig til en lille Bog, der vil kunne gjemmes til 
Efteraaret indfinder fig med fine lange Alftener. Vejledningen vil da forhaabentlig bringe Mange til at forſoge 

paa, om ikke Kurvebinding kunde blive dem en morende og indbringende Sysſel i de kjedelige Vinteraftener. 
F naſte Uge udkommer altſaa intet Nr. af Husvennen. 


Husvennen udfommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 8. 
Fierdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brepſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kisbmagergade 56, Kjobenhavn. ; 


Trykt pos J. H. Schul tz. 


n 
— 


DA * 
s e 


Billedblad 


for Alenigmand, 


8 


e ee, eee ee 


for Slorfhabslæsning, Oplysning og Qusflid. . 


Adgiuet af 
H. C. Rom. ; 2 
Nee. 48. 30. Auguſt 1874. 
Indhold. Tosſe-Pers Lykke, Fortælling af Knud Skytte (Fortſat). — Vore Fadres Guder, ved Fr. Winkel Horn, med 


2 Billeder. — Svinehyrden, Folkeeventyr fra Schweitz, med Billede. — Kaninernes Behandling — Skomafkiner. — 


Husflid: Tilvirkning af Stole. — Blandinger. 


Tosſe-Pers Lykke. 


Fortælling af Knud Skytte. 0 i 
turde hun ikke ſige Nez, da jeg ſelv var tilſtede. Hun 


—— 


(Fortſat.) 


Det lod til, at Povl Femhoj var en ferm Mand. | 


„Set kun dine Ben i Fodpoſen“, ſagde han; „ſaadan! 
den kan godt rumme os. Du forſtaar vel at kjore et 
Par Bæfter!” 

„Ja vel ſaa!“ 

„Der har Du ſaa Tommen“. 

Per kjorte, og Manden gav fig til at ſtoppe og 
tende ſin Pibe, og han blev, om mulig, i endnu bedre 
Humor. 

„Nu ſkal jeg ſige Dig, hvordan jeg er“, ſagde 
han, idet han lagde ſig tilbage i Ageſtolen og puſtede 
tykke Rogſtyer fra ſig. „Folk ſige, at jeg er tosſet, 
men det er ikke ſandt“. 

„Det Samme ſige de om mig“, bemeerkede Per, 
„og det er heller ikke ſandt“. 5 

„Godt. Men Sagen er, jeg forlanger, at mine 
Folk ſkulle lyde mig — til Punkt og Prikke, forſtaar 
Du! og naar de ikke vil det, faa paa Porten med 
dem! Derfor har jeg noget vanſkeligt ved at holde 
Folk. Forſtaar Du det?“ 

„Ja, det forſtaar jeg nok“. 

„En Dag fkulde jeg til Kjobſtaden. For jeg drog 
afſted om Morgenen, ſagde jeg til Pigen, hun ſkulde 


gjøre rent i Faareſtien. „Men om Aftenen, da jeg var | 
kommen hjem, fif jeg at vide, at hun havde beſtilt 


andre Ting og faaet Drengen til at beſorge, hvad jeg 
havde paalagt hende. Naa! Naſte Morgen ſiger jeg 
til Drengen: Nu gaar Du ud og kaſter det Hele ind 


i Stien igjen. 


Mand. 


Og da han var færdig, ſiger jeg til 
Pigen: Gaa ſaa ud og gjer rent i Faareſtien! Nu 


gav fig altſaa i Færd med det, ffjøndt nolende og med 
ſure Miner; men da hun var færdig, ſagde hun Tje⸗ 
neſten op og rejſte. Hvad ſiger Du til det?“ 
„Hun maa jo have været ſkrubtosſet“, mente Per. 
„Der manglede viſt ikke Meget i; men hor nu 
videre. En Morgenſtund ſiger jeg til min Karl: Du 


flal ud og pløje. Begynd pan den tredie Ager i ſjette 


Indteegt. Ja, det ſkulde han nok. 


Dermed kjorte jeg 
fra By. 


len da jeg neſte Morgen kom ud i Marken, 


| faa jeg, at han havde pløjet paa fjerde Indtægt. " Jeg 


7 


ſpurgte ham, hvad det ſkulde betyde, og han ſparede, 
det var vel ligegyldigt, hvor han begyndte. Nej, bitte 
Du, ſparede jeg; er jeg Mand, faa. vil jeg ogſaa være 
Nu vender Du ſtrax tilbage, hvad Du har 
pløjet, og naar Du er ferdig dermed, begynder Du 
der, hvor Du ſkulde have begyndt i Gaar. Dermed 
havde han faaet nok. Han raabte, at han ikke vilde 
tjene en tosſet Mand, og han forlangte ſin Afregning 
ſtrar. Den fif han, og dermed reiſte han. Saadan 
er Folk nu om Stunder. Men Du holder maaſke 
med ham?“ 

„Nej, det maa J endda ikke tro“, ſvarede Per. 
Min Fejl har hidtil været, at jeg altfor punktlig har 
handlet efter, ſom der er bleven mig ſagt“. 

„Er det ſandt? kan jeg lide paa det?“ raabte 
Manden glad. i 

„Ja, det kan J ſtole paa“. 5 

„Saa har jeg ogſaa været heldig, og vi pasſe 
ſammen ſom Fod i Hoſe“. : 


— — ——ů— — — ERE: 


rr 
1 
i 


Rr erer 


aaa eee, 


70 


Han foldede Armene over Bryſtet og faldt i Tanker. 
Omſider ſagde han: „Lad dem kun e lidt bedre 
ud; vi have langt hjem”. 

Per ſatte øjeblikkelig Heſtene i Trav. 

De kom til et Sted, hvor Hjulſporene vare dybe 
og fulde af Vand. Povl Femhoj ytrede, at her var 
det bedſt at fjøre Fod for Fod, „og lad dem klove 
Mellemvejen, for her er ſaa banſat ſolet“, føjede 
han til. 

Denne Befaling blev ogſaa punktlig adlydt. Men 
lidt efter drejede Per til Siden, ſom om han vilde 
foretage en Vending. Povl Femhoj foer op, greb i 
Tommen og raabte: „vad, hvad! hvor vil Du hen? 
turr!“ 

Per holdt zjeblikkelig ſtille. 

„Hvad ſkal disſe Kunſter til?“ 

„Jo, J ſagde jo, at vi ſkulde klove Mellemvejen; 


men den Sten, vi nylig kjerte over, agtede iffe om det 


den forſte Gang, jeg prøvede derpaa, og derfor vilde 
jeg vende for at give den nok et Skrald“. 

„Aa, naa ſaadan! Nej, det ſkal Du ikke bryde Dig 
om. Kjor kun lige frem!“ 

Per adlød. 


Men Povl Femhoj var fornøjet. Han lo og ſagde 


ved fig ſelv: „Banſat gode Indfald! kan godt lide den 
Karl! Han forſtaar mig, og det lader til, jeg har fundet 


den Rette“. 8 

Det blev Aften, inden de naaede hjem, og da 
Vognen holdt i Gaarden, gik Manden ind. Per ſpendte 
Heſtene fra, og da han havde vandet dem, fandt han 
efter nogen Beſperlighed Stalden, hvor han bandt dem 
og gav dem et Foder. Ikke et Menneſke lod ſig til 
Syne, der kunde ſige ham Beſked. Der hang en gammel 
Lygte i Stalden; den tændte han, og ved Hjælp af 
dens Skin fandt han Vognporten, hvor han ffød Vognen 
ind og lukkede Portdorene. Saa gik han ind og fatte 
ſig i Folkeſtuen, hvor der ſtod et Lys og brændte pan 
Bordet. 

Han hapde ikke ſiddet ret længe, for der kom en 
Pige ind, gav ham Haanden og bod ham velkommen. 
Hun gjorde det med jaa: megen naturlig Venlighed, at 
Per maatte fe til hende to Gange, og det ſyntes ham 


da, at hun var den kjenneſte Pige, han nogenſinde 


havde jet. 

Hun. forlod ſtrax Stuen igjen og hentede. Mad, 
ſom hun fatte paa Bordet for ham. Medens han ſpiſte, 
ſatte hun fig derinde med fin Bindehoſe og ſnakkede 
med ham. 8 

„Det er nok vor nye Karl“, begyndte hun. 

„Ja, det er det nok“, ſvarede Per og ſaa til hende. 
„Hvor er Du fra?“ 

„Jeg er herfra”, ſvarede hun med et Smil, 

„Ja det behøver Du ikke at ſige mig; men hvor 
er Du fodt?“ 


„Her, i denne Gaard; jeg er Povl Femhojs Datter“. 


Dig efter hans Luner, ſaa meget Du kan. 


der allerede var 
Hvad 


„Av for Katten!” tænkte Per, 
forelſket, „havde hun endda været Tjeneſtepige. 
hedder Du?“ ſpurgte han hojt. 

„Jeg hedder Sine, Sine Povlſen, og hvad hedder 
Du?“ 

„Aa, jeg har faaet ſaadant et kjedſomt Navn. 
Jeg hedder Per, og jaa falde de mig oven i Kjobet 
Per Mortens. Det er der da ingen Stads ved”, 
Han havde lagt Skeen fra fig og jaa ud, ſom om han 
var meget forknyt over, ikke at have faaet et pænere 
Navn. 

Sine holdt Strikketojet op. for Lyſet og talte fine 
Maſker. Da hun var færdig, ſagde hun: „Aa, det ved 
jeg da ikke. Jeg ſynes, det lyder ret kjont, og der er 
noget Sjældent ved det. Men det gjør jo ikke faa 
meget med Navnet. Bare Du kunde komme ud af det 
med Faer. Han er noget vanſkelig at omgaas“. 

„Ja, og han er endda det bedſte Menneſke, der er 
Liv og Blod i“. Disſe Ord kom fra Karen, der nu 
ogſaa var kommen til og havde budt Per velkommen. 
„Sine og jeg havde aftalt, at vi allerede i Aften vilde 
ſige Dig Lidt om, hvordan han er, og bede Dig foje 
Paa den 
Maade gaar det bedſt“. å 

„Paa anden Maade kan det ſlet ikke gaa, burde 
Du ſige, Mor“, bemærkede Sine. 

„Ja, jeg ſyntes nu ikke, jeg vilde gjøre det værre, 
end det er; men Sine har Ret: paa anden Maade kan 
det flet ikke gaa, det forſikrer jeg. Han er, ſom jagt, 
et grumme hjertensgodt Menneſke, men noget, meget 
egen. Jeg burde ikke ſige ſaadan om min Mand!“ 

„Det er jo en Nodvendighed, Mor“. 

„Ja, det er en Nodvendighed. Det er ſket mere 
end en Gang, naar vi har faaet en ny Karl, at han 
er bleven jaget bort ſamme Dag, naar han har gjort 
fig tvær, fordi han ſyntes, at min Mand var urimelig 
og lunefuld. For Tiden har vi flet ingen Pige, men 
Sine og jeg maa være ene om alt det Indvendige, og 
det kunde vi endda overkomme, bare det kunde gaa med 
Udarbejdet. Tror Du, at Du kan foje Dig lidt efter 
ham, lille Per. Du ſer ſaa fornuftig og god ud“. 

„Jo“, ſparede Per ſelvtillidsfuld, „hvad den Ting 
angaar, jaa er jeg vis paa, der ikke ſkal blive Noget i 
Vejen. Jeg har ſet mig adſkilligt om blandt Folk og 
er bleven jaget af to Fjeneſter, fordi jeg var altfor 
fojelig og lydig. Og jeg har her hjem ad Vejen leert 
at kjende min Husbond paa en Prik; jeg er glad ved, 
at jeg har fundet ſaadan en Mand, thi Krage ſoger 
Mage, og jeg er vis paa, at han og jeg pasſer ſammen 
ſom den ene Haand i den anden“. Og ſaa fortalte 
han dem, hvad der var blevet talt om, og hvad der 
var pasſeret paa Vejen. 

„Ih, Gud ſke Lov da!“ udbrød baade Moder og 
Datter. 

„Men med Forlov at gjøre mig nysgjerrig“, ſagde 


Per, „hvordan kan J komme ad med at ſidde her og 
ſfnakke? Hvor er Husbond?“ 


„Ja, det hører ogſaa med til hans Sarheder“, 
ſagde Konen; „naar han ſaadan har været ude, faa 
ſpiſer han aldrig til Aften; men ſaafnart han er kommen 
ind, kleder han fig af og gaar i Seng. Han ligger 
ſaamcend og ſover“. 

„Det var morſomt. Mon han da ikke var ſulten?“ 

„Aa jo; men det er lige meget. Han vil Intet 
have, og han ſiger, at ellers kan han ikke komme tidlig 
nok op. Du Fan være vis paa, at han er paa Benene 
i Morgen tidlig“. 

„Ja, da kan han ſtole paa, jeg er heller ingen 
Sovntryne. Jeg ſkal gjæfte ham i Morgen tidlig paa 
faſtende Hjerte. Og derfor er det vel bedſt, jeg kommer 
ud i Herberget nu. J maa have Godnat begge To“. 

„Godnat, Per!“ i 

Da han havde fodret Heſtene af og var kommen 
i Seng, ſagde han til ſig ſelv: „Det er en underlig 
Ting, ſom jeg aldrig for har kjendt. Men hvad kan 
det blive til? En ſtor Gaardmands Datter og en fattig 
Enkes Sen! Hvad vil der blive af mig? Ja, ja! Lad 
os nu ſe!“ Han ſop ſnart ind og drømte hele Natten 
om Sine Povolſen. 

Per var aldrig ſaa ſnart kommen op om Morgenen 


og havde givet Heſtene et Foder, for Manden var i 


Stalden. 

„Hvad!“ raabte Povl Femhoj fornojet, „allerede 
pan Tcerne! Det kan jeg lide! God Morgen, Per! Du 
er ingen Eftermiddagsmand!“ 

„God Morgen, Husbond! Nej, naar jeg tjener for 
Koſt og Lon, er det vel ikke pasſende for mig at ſnue 
Tiden bort. Hvad fkal der ellers beſtilles i Dag?“ 

„Ja, naar vi nu faar ſpiſt Davre, jaa gaar Du 
omkring til Smaafolkene, det Tyvepak, og ſiger dem, 


at i Forgaars fif vi den ſidſte Reſt af Torvene hjem. 


Skjont de har hulet mig de fleſte af Stakkene, er det 
dog Synd, de ſkulde gaa forgjcves, nu da der ikke er 
Mere at gaa efter. Jeg fkal ſige Dig hvor de boer, 
Vil Du forrette mig det Wrinde?“ 

„Ja, naturligvis, naar Husbond forlanger det“. 

„Du ſiger Ja! det var bravt. Du er den Forſte, 
der har villet føjet mig i det Stykke, og det fkal Du 
ikke komme til at fortryde“. 

Det Meſte af Formiddagen tilbragte Per med at 


gaa om til Smaafolkene og ſige: „Jeg ſkulde hilſe fra 


min Husbond og ſige, at nu er der ikke flere Torv i 
Moſen. Vi fik de Sidſte hjem i Forgaars“. 
Da han kom hjem, ſpurgte Povl Femhoj: 
hvad ſagde de til den Hiſtorie?“ 
„Aa, det var. baade jaa og faa. 


„Naa, 


Nogle grinede 


mig ud, og Andre gave Ondt af ſig og ſpurgte, hvad 


jeg mente med det? om de vare Tyve? og ſaadan Noget. 
Men jeg brød mig ikke om deres Snak; for jeg gik jo 
i mit lovlige Wrinde“. 


3 


„Viſt gjorde Du faa, Per! og naar Du gjør, hvad 
jeg ſiger, ſaa har Du ikke Andet at bryde Dig om. 


Du er en tro Tjener, og jeg er meget vel tilfreds med 


Din Opforſel“. 

Man maa nu ellers ikke tro, at der ikke var Andet 
end Seerheder ved Povl Femhoj. Tvertimod: han var 
en arbejdſom og dygtig Mand, og Orden fulde der 
være i Alt, hvad han havde med at gjøre. Hans 
Mark var vel dyrket og gav aarlig en rigelig Afgrode; 
hans Kreaturer vare udſogte og vel fodrede, og hjemme 
i Gaarden var Alt paa ſin rette Plads, og ſelv ikke 
det ſkarpeſte Oje kunde finde Noget at pege Fingre ad. 
Det var heller ikke til hver Dags Brug, han havde 
underlige Indfald; der kunde gaa Maaneder hen, uden 


at noget Uſcedvanligt ſtak frem hos ham; men faa 


kunde det ogſaa komme over ham, for Nogen vidſte af, 
og aller letteſt, hvis der var Noget, der drillede ham, 
jaa han blev heftig, hvilket dog var meget ſſeldent. 

— (Sluttes.) 


Vore Fedres Gider. 
Bed Fr. Winkel Horn. 


AAN 


f (Fortſat.) i 

Brage hed en af Odins Sønner, faldet den ſid⸗ 
ſtjcggede As; han er Skjaldſkabets Gud, en flor Vis⸗ 
mand, der ved at foje ſine Ord vel. Skjaldſkab kaldtes 
efter ham og ligeſaa de Mænd eller Kvinder, der fremfor 
Andre havde faaet Ordklogt i Gave. Sagtmodig og 
fredſommelig er han, hvorfor ogſaa Loke haaner ham 
og falder ham Brage Bænfepryder, men højt var han 
æret blandt Menneſkene, og ved hvert et Gilde tomtes 
et Beger, der kaldtes Bragebeegeret, og ved det gjordes 
der for det meſte Løfter om at øve Stordaad, værdig 
til at beſynges af Skjaldene. Hans Huſtru Ydun vogter 
paa de Wbler, ſom Guderne ſpiſe af, naar de ældes, 
og ſom holder dem unge lige til den yderſte Dag. 
Men ner var det engang ved, at den ſtore Ulykke havde 
timedes dem at miſte disſe koſtelige Wbler, ſom vi nu 
ſkulle høre. 

Det var engang at Odin og Honer med Loke i 
Folge fore hjemmefra og vandrede over Fjelde og Ode⸗ 
marker, og det ſkortede dem paa Mad. Men da de 
kom ned ei en Dal, fan de en Flok Orne, ſom de tog 
en af og ſlagtede og kogte. Da de teenkte, den havde 
faaet nok, ſtak de i den, men den var ikke mor; anden 
Gang, da de provede den, gik det lige ſaadan, og ſom 
de nu talte ſammen om hvad der vel kunde volde det, 
horte de en Roſt i Zræet over dem, ſom ſagde, at det 
var ham deroppe, der voldte det. De jaa derop og fi 
Oje pan en Ørn, der ſad, og den var ikke lille. „Vil 
J give mig jaa meget af Oven, at jeg kan blive mæt 
deraf”, ſagde den, „fkal den blive mor“. Det ſagde de 


ja til, og den fløj da ſtrax ned fra Zræet og tog begge 
Laarene og Bovene for fin Del. Da blev Loke vred 
og tog en ſtor Stang, ſvang den af al fin Magt og 
ſlog los paa Ørnen med den; Ørnen fløj op ved Slaget, 
og den ene Ende af Stangen ſad faſt ved dens Krop 
og den anden ved Lokes Hender. Ørnen fløj højt og 
Lokes Fødder ſlebte afſted over Stof og Sten, og det 
var, ſom Armene ſkulde flides fra Skuldrene. Han 
raabte og bad ſaa mindelig Ornen om Fred, men den 
ſparede, at han aldrig ſkulde flippe los, om han ikke 
ſvor ham til at fan Ydun lokket bort fra Asgaard med 


Brage. 


Saa holdt de Thing og ſpurgte hverandre, hvad der 
var det ſidſte, de vidſte om Ydun, og det var det Sidſte, 
man havde jet til hende, at hun var gaaet bort fra 
Asgaard i Folge med Loke. Loke blev da greben og 
fort frem paa Thinge, og de truede ham baade med 
Dad og Pinsler. Saa blev han red og lovede at 
hente Ydun tilbage fra Jattehjem, om Freja vilde laane 
ham fin Falkeham. Den fik han og fløj til Jattehjem, 
hvor han kom en Dag da Thjasſe var roet ud paa 
Sgen, og Ydun var ene hjemme. Han forvandlede 
hende til en Nod og fløj bort med den i Kloerne det 
forteſte han kunde. Men da Thjasſe kom hjem og 


hendes Æbler, Det maatte Loke da love, og jan ſlap 
han los; han vendte tilbage til fine Stalbradre, og 
mere er der ikke at melde om deres Færd, for de kom 
hjem til Asgaard. Men til den aftalte Tid lokkede 
Loke Ydun bort fra Asgaard ind i en Skov, hvor han 
ſagde han havde fundet nogle Æbler, der vilde tykkes 
hende koſtelige, og ſom hun burde tage og legge til de 
andre, hun havde. Men da hun var der, kom Jeetten 
Thjasſe flyvende i Orneham og forte hende til Trymhjem, 
hvor han havde fit Boſted. Aſerne gik det ilde, nu da 


Ydun var borte, de blev ſnart gamle og graahoerdede. 


Ydun. 


javnede Ydun foer han i fin Ørneham og fløj efter 
ham. Da Aſerne jaa Falken komme flyvende med 
Nodden i Kloerne og forfulgt af Ørnen, gik de udenfor 
Asgaard og ſamlede en ſtor Bunke Spaaner, og da 
Falken var kommen indenfor Asgaard og havde fat ſig 
paa Muren, tændte de Ild i Spaanerne, men Ørnen 
kunde ikke ſtandſe i Flugten, Ilden ſlog op i dens Fjer, 
og den faldt ned. Da vare Aſerne tilrede og dræbte 
Thjasſe, og ſtort Ry er der gaaet af det Drab. 


(Fortſeættes.) 


Suinehyrden. 
Jolſteepentur fra Schweſtz. 


A 


For hundrede Aar ſiden var der i et ſtort Konge⸗ 
rige en lille Svinehyrde. Han ſad en Dag træt paa 
Marken og ſaa i det Fjerne nogle Mænd, der havde 
gaaet og pløjet, ſidde ved deres Maaltid. Han faa, 
hvor ivrigt de baade ſpiſte og drak, medens han ſelv 
var dygtig ſulten og dog intet vilde faa for Aften. 
Da ſagde han ved fig ſelv: „O, gid jeg dog ogſaa var 
en Bonde lige ſom de der, hvor vilde jeg da ikke være 
tilfreds!“ Og ſe! pludſelig, ſom i en Drøm, var hele 
Egnen omkring ham forandret. J Stedet for den 
nøgne Mark laa der en Frugthave, ſom ſtodte op til 
en anſelig Bondegaard, og her, midt imellem Honſene 
og Duerne, ſom ſpadſerede omkring i Gaarden, ſtod 
han ſelv, den fattige Svinedreng, ſom en ſtatelig Bonde, 
og gjorde i dybe Tanker et Overſlag over Indtegten 
af alle ſine Agre og Enge. Da red der en Kornhandler 
forbi Gaardens Port; han voekkede Bonden af hans 
Tanker; thi han havde en lille Rus, var lyſtig og kling⸗ 
rede med Pengepoſen. „Naa, Bonde, hvad ſkal J have 
for Tonden?“ Bonden ſvarede: „Jeg kan ikke ſelge det 
billigere, end jeg har ſagt Eder; vi gaa til Grunde, 
hvis Priſerne ikke ſnart flige”. Men Kornhandleren 
klappede paa fin tykke Mave, bulkede ſpottende og red 
ſyngende derfra. i 

„Oh, gid jeg var ſaadan en Kornhandler“, ſukkede 
Bonden efter ham. „Hvor tilfreds vilde jeg da ikke 
være!” 

Da ſad han pludſelig foran fit eget fulde Korn- 
magaſin og rev fig Haarene af Hovedet og kradſede ſig 
bag Orerne, ſaa det blodte. Krigen var netop nu ſtegen 
til det hojeſte, og Særen led Mangel; men Kornpugeren 
havde ikke villet fælge, fordi Priſerne endnu ikke vare 
ham høje nok, og netop nu brød en Trop Soldater med 


Magt ind i hans Magafin, bar Seek efter Sek ud i 


de udenfor holdende Vogne, betalte Kornhandleren med 
Skjceldsord og Puf og drog jublende og ſpottende der⸗ 
fra under Anforſel af en tykmavet, rodkindet Oberſt, 
der red i Spidſen for dem. „Oh, gid jeg var ſaadan 
en Krigsoberſt, hvor tilfreds vilde jeg da ikke være!” 
udbrød Kornhandleren. 


Strax ſtod han ſom Oberſt men for en Krigsret, hvor | 
Kongens Miniſter forkyndte ham, at han var dømt til 
livsvarigt Feengſel, fordi han var faret voldſomt frem | 
imod Ret og Billighed og havde rovet Landets egne | 
Børn deres Cjendom. Det hjalp ikke, at Oberſten til | 
fin Retferdiggjorelſe beranbte fig paa en færlig Ordre, 


ſom han havde modtaget, men uheldigvis tabt, og pan 
den ſkyldige Lydighed. Miniſteren befalede Vagten at 
fore ham bort og ſaa ſtolt paa den Domte og paa hele 
den underdanige Forſamling. 


„Oh, gid jeg dog var ſaadan en fyrſtelig Miniſter“, 
udbrød Oberſten, „hvor vilde jeg da ikke være tilfreds!” 

J ſamme Ojeblik ſad han i en elendig Vogn med 
ſin gredende Kone og et Par hulkende Born og kjorte 
giennem en mork Port, medens raadne Wbler og Wg 
floj ind ad Vinduerne, jaa at han havde fin Nod med 
at undgaa dem. Nu traadte en Officer hen til Vogn⸗ 
døren, traf paa Skuldrene og ſagde: „Ja, Hr. Miniſter, 
det er rigtig nok kun ved Løgn og Renker, at man 
har ophidſet Hans Majeſtct til at lade ſin Unaade 
falde paa Dem; men De vil dog gjøre bedſt i at ſkynde 
Dem herfra ſaa meget, ſom De kan, og ikke betræde 
dette Land igjen i de forſte tolv Aar, da dog alle Deres 
Godſer og Ejendomme ere inddragne, og alle Deres 
Venner have ſvigtet Dem. Kongen —“ 

„Oh, gid jeg var Konge“, ſtonnede Miniſteren, 
„da forſt vilde jeg være tilfreds!“ 

Neppe havde han udtalt, for han laa ſyg i en 
kongelig Leneſtol, ſom fire Tjenere med Moje bare ned 


ad en hemmelig Trappe. Krigen var bleven fortſat, 


Kongen var ſelv dragen i Marken, var bleven ſyg af 
de uvante Anſtrengelſer og ſkulde nu unddrages et 
natligt Overfald af Fjenden, medens han ikke kunde 
ſtaa paa ſine Ben og led frygtelige Smerter af Gigten. 
Da raabte han hojt: „Oh, gid jeg var den fattigſte 
Svinehyrde i mit Land, men kun raſk og fund og reddet 
af denne Livsfare! Hvor vilde jeg da være tilfreds!“ 
Og ſe, det ſkete. Pludſelig ſad Kongen igjen ſom en 
lille Svinehyrde paa Klippekanten. Han kjendte ſig 
ſelv igjen i fine Pjalter og gjorde et vildt Gledesſpring 
hen over den ſterſte So; thi nu var han virkelig tilfreds. 


Kaninernes Behandling, 


For at kunne drive Kaninavlen med Udfigt til 
Fordel er det nødvendigt at have en 1) rummelig, 


2) fuldſtendig tor og 3) tilſtrokkelig affpærret Bolig | 


med Gulv, der ikke kan oprodes af de gravelyſtne Dyr. 
Man maa da helſt nøjes med 5 Hunner og 1 Han 
til Zillæg. 
en omhyggelig Pasning betale ſig godt. 

Paa denne Maade drives Kaninavlen bedſt ved 
at dele det Rum, hvori man vil have Dyrene, i to Dele 
ved et 5 Kvarter højt Treſkillerum, ſaaledes ſom viſt 
i hosſtaaende Tegning. 


| | 


Re- "| der | for bleu kaniner 


38 Kvarter højt Syillerum. 


= 


B. 
Bolig for 


4. Bolig for Tillægsdyrene, 


de unge 


5 Kvarter højt Skillerum. 


Kaniner, 


Dør. 
7 . E —— 
Indretning af Kaninkammeret. 


De to lige ſtore Rum ere A og B, hin med Ind⸗ 
gange for de 5 Moderkaniner til Rederne, der altſaa 
ere aabne. Gulvet i A belægges med 1/2 Alen tykt 
Lag Strpelſe helſt af Lov men ellers af tørt Halm. 
1 Alen fra de to Bægge ſettes Skillerum af 3 Kvarters 
Højde, hvorved fremkommer et Rum, ſom man deler 
i ſaa mange ſmaa Reder, ſom der er Moderdyr. Paa 
Redepladſerne lægger man et 16 Tommer tykt Lag 
tor og blød Strpelſe. J B opholde de unge Kaniner 
ſig til Parringstiden og lobe frit omkring; det maa 
ligeledes være ſtret godt. Da der ſamles en Del 
Urenlighed og navnlig meget Vand, maa Rummene 
renſes regelmæsfig hver eller hver anden Maaned, efter⸗ 
ſom der er mange Dyr til. Naar de ſaaledes bevæge 
ſig frit og tillige faa et pasſende Foder, blive de ſjcelden 
eller aldrig ſyge. : 

En Kone i Tübingen (Tydſkland) havde et ganſke 
fortrinligt Afkom paa denne Maade. Hannen havde 
aldrig gjort Ungerne Fortred, endnu mindre dræbt 
dem ſom ellers ofte ſker; derimod kicertegnede den dem, 
naar de krob frem af Reden. Omtrent Hver 5 Uger 


havde hun en ny Bngel og kunde ſaaledes regne 60—70 
Unger af hver Hun om Aaret. 

Det kan altſaa nok betale ſig at holde Kaniner; 
men det er da ogſaa nodvendigt, at Boligen er ſaa 
ſtor ſom muligt, ſaa at Pladſen tillader fri Bevægelje, 


For mindre Familier vil 3 Hunner ved 


at den er luftig og tor i Bunden, hvad der bedſt opnaas 
ved at dræne den, og endelig, at den er godt beſkyttet 
mod Mus, Rotter, Katte, Veſeler og lignende Dyr. — 
J Kreaturſtalde bor man ikke have dem, da Avlen 
ikke lykkes godt der. É 5 

Dernceſt er gode Avlsdyr en af de væjentligfte 
Betingelſer for et godt Udbytte; thi der gives Hunner, 
der baade ere lidet frugtbare og tillige jaa ondſkabs⸗ 
fulde, at de dræbe Ungerne.  Saadanne Dyr bør man 
ikke benytte til Abl. Tillcegsdyrene maa helſt være 
opvoxede ſammen, og da Hannerne altid ſlaas, maa 
man holde dem adſkilte, forſaavidt man vil have to 
og lade dem ffifte med at opholde fig hos Hunnerne. 
Har man en ſtridbar Han, der vil gjøre de Gamle 
eller Ungerne Fortræd, maa denne naturligvis helſt 
fedes og flagtes. 

Til at begynde med vil det være tilſtrekkeligt at 
kjobe 2— 3 Hunner og 1 Han, da man faa efter fort 
Tids Forløb kan have Tillægsdyr af eget Opdræt. 
Det er da rigtigſt at kjobe dem om Foraaret, da 
Sommeren er den bedſte Ingletid, og hvorvel man i 
opvarmede Boliger nok kan holde Avlen gagende Aaret 
rundt, vil den dog i Almindelighed være ſtandſet de 
tre Vintermaaneder December, Januar og Februar for 
atter at begynde i Marts. 

Levehannen maa være kraftig og munter, med et 
tykt rundt Hoved og livlige Øjne. Hunnerne vælges 
efter Bryſtvorternes Storrelſe, altſaa efter Malketegn. 

1 Han er tilſtrekkelig til 10 Hunner, men maa 
fornyes hvert Aar for ikke at do af Ojenflod; Hunnerne 
bruges i 2 Aar. I ſſeldne Tilfælde kan en Han g lige⸗ 
ledes en Hun benyttes længere end den angivne Tid og 
dette vil da være det heldigſte. 

Priſen paa en neppe 2 Maaneder gammel Kanin 
er 9 Mk. og derover, og en god Hun vil altſaa ved 
at afgive 50 Unger indbringe mindſt 75 Rd. aarlig. 

Kaninen gaar drægtig i 30—32 Dage, og føder 
i Reglen 6—10 Unger eller flere, Den morke Rede⸗ 
plads maa da være ſtroet godt i Forvejen 

Parringen kan foregaa fort efter at Hunnen har 
kaſtet Unger, men ellers mellem 6—10 Dage derefter 
og bor ſke under Opſigt; varer det længere f. Ex. 


4 Uger, ſker det ikke ſjceldent, at Hunnen ikke vil mod⸗ 


tage Hannen. Begynder Hunnen 14 Dage efter Par⸗ 
ringen at ſamle til Rede og afpille ſine Bughaar, er 
dette et ſikkert Tegn paa, at den ikke er drægtig, men 
at det da netop er den fette Tid paany at fore den 
til Hannen. 

Endelig er Foderet ogſaa af ſtor Vigtighed baade 
for Moder⸗ og Fededyrene. Efter Fodſelen giver man 
Moderen dampkogt Klid, Kartofler, noget Havre og 
Byg, Ho, Roer b. ſ. v. i de forſte Dage, men mindſt 
Halvdelen maa være Klid, Kartofler eller Roer, der 
indeholder meget Vand, da man har erfaret, at tær 
de unge Kaniner let do pludſelig, naar de have ædt 


kort Tid. 


— 


fig mætte i tørt Foder og bagefter drikke Vand. En 
halv Snes Dage efter fan man uden Fare give dem 
Kløver, Gres, Tidsler, Træblade, Melder, Lovetand 
o. ſ. v. i grøn Tilſtand, men fun lidt ad Gangen. 
Fodringen maa fremfor alt være regelmæsfig og vel 
valgt, da man ellers paa faa Dage fan fodre fin 


Beſctning ihjel. Dette vil ſaaledes ſke, derſom man 
i nogle Dage fodrer flærkt med ſaftigt Foder ſom 
Kaal, Rodbedeblade, Rodfrugter: vaadt Grønt er deres 
farligſte Gift. Man fodrer blot Morgen, Middag og 
Aften men til beſtemt Tid; for ikke at fan formeget 
Foder nedtraadt kan man ffjære det i Hakkelſe og 
blande det med Kraftfodret. 

Sygdom og Dod modvirkes bedſt ved at holde 
Lejet tørt. Af Fugtighed, Urenlighed og fejl— 
agtig Fodring do mange bort og ſtundom i meget 


Ungerne fodres ligeledes tre Gange daglig: Morgen 
dampkogt Klid, Kartofler og Brod — Middag Kaal⸗ 
blade, Roer, Havre eller Byg — Aften dampkogt Klid 
og Kaalraber, endvidere hver Gang noget Ho. 

Fedningen foregaar paa folgende Maade: 

5—6 Maaneder gamle Dyr fættes i et mørkt og 
Jnævert, men rent og tørt Rum og fodres i 14 Dage 
udelukkende med Hvedeklid, Havre eller Byg, der maa 
udblødes lidt, Fodringen ſker bedſt ſaaledes: Morgen 
Kl. 5: / Pund Korn (Havre, Rug, Hvede), Pd. 
dampkogt Klid, /s Pd. Ho — Middag Kl. 11: 1/4 Pd. 
Gres eller andet Grønt — Aften Kl. 5: 1/4 Pd. itu⸗ 
ſkaarne Kartofler, Roer og andre Knolde, 1/5 Pd. Sø. 

En Tillcegskanin behøver aarlig 50 Pd. Korn, 
50 Pd. Klid, 100 Pd. Roer, 200 Pd. Grønt og tort 
Foder — ialt 400 Pd. Foder. 5 unge Kaniner 
behøve til 1/2 Aars Alderen ligeſaa meget ſom 1 Tilloegs⸗ 
kanin. 100 unge Kaniner æde altſaa aarligt 4000 Pd. 
Foder. Men da ½ Aar gamle Dyr veje 6—8 Pd., 
kan en driftig Mand med 1 Han og 2 Hunner fag 
2 Gange 8 Kuld à 5 Unger ialt 80 og paa denne 
Maade frembringe idetmindſte 500 Pd. godt og vel⸗ 
ſmagende Kjod i Løbet af 1 Aar. : 


Skomaſtk iner. | 


Skomagerhaand verket dreves indtil ſor nogle 
Aar ſiden udelukkende ſom Haandarbejde. Det ihærdige | 
Amerika har imidlertid ogſaa paa dette Omraade givet | 
Stodet til et pludſeligt Omflag ved at indføre Mafkiner | 
til Forferdigelſen af Skotoj. J Frankrig har man nu 
givet disſe Maſkiner ſaa vigtige Forbedringer, at 


deres Sfotøj ved Mafkinhjcelp. J en ſaadan moderne 


de ftørre Etablisſementer neeſten udelukkende 1 
| 


Fabrik for Sfotøj falder forſt Læftejfjærermajfinen i | 


375 


Øjnene; den leverer Læfterne overordentlig ensartede. 
Stansmaſkinen udftiffer den indre og ydre Saal af Læ- 
deret og aldeles ensartet efter de ulige Nummere, ſom 
fræves. Man faar derved Saalen ſaa nøjagtig, at Ar⸗ 
bejderen ikke ſom tidligere behøver at ffjære den til, men 
han kan ſtrax tage den i Arbeide. Førend Laderet bear⸗ 
bejdes, bliver det dog forſt behandlet i en Valſemaſkine, 
hvorved det faar et ſmukkere Udſeende og en langt ſtorre 
Zæthed end ved den mofſommelige Udbankning ved 
Hjælp af en Hammer. En egen Presſe giver Saalerne, 
ſom forud ere gjorte fugtige, en til Foden pasſende 
Form, og Overladeret tilffæres ved Hjelp af et eget 
Apparat, ſom ſettes i Virkſomhed ved kraftige Skrue⸗ 
presſer. Overlederets Plokning til den ſaakaldte Bind⸗ 
ſaal og den ydre Saals Faſtgjorelſe ſrete tidligere ved 
Haandarbejde, men udføres nu ved en meget ſnild Ma⸗ 
ſkine. Jernklammer, ſom ligne Fingre, presſe nemlig 
Overloederet ind imod Leſten, medens et eget Apparat 
driver Smaaplekkene ind, og ved et andet Apparat 
ſtrues endelig Mesſingſkruer faſt, fan at Saalerne derved 
ſlutte ſolidt til Overlederet. Medens dette Arbejde ſtaar 
paa, bliver Overlœderet presſet imellem Saalerne ved 
et Tryk af omtrent 300 Punds Styrke. For at Skru⸗ 
erne kunne holde, maa man have Saalelæder af bedſte 
Sort. En Pige kan med denne Maſkine forſaale om⸗ 
trent 40 — 50 Par mellemſtore Sko i Lobet af 10 
Timer. Derpaa beſkjcerer en Mafkine alle fremſtagende 
Ender af Mesſingſkruerne, og forat gjøre dem aldeles 
glatte behandler man dem tilſidſt paa en Smergelſkive 
ſom er i ſterk Fart. Endnu en Mafkine jætter Heele 
paa Skotojet og med en ſaa ſtor Nojagtighed, at det 
er umuligt at gjøre det efter ved Haandarbejde. Sy⸗ 
arbejdet udføres naturligvis paa Maſkiner, men Skrab⸗ 
ningen, Svertningen, Pudsningen o. ſ. v. ved Haand⸗ 


arbejde. J den ſtore Fabrik Dupuis ved Paris ſysſel⸗ 


jættes omtrent 500 Arbejdere, af hvilke de 300 ere 
Kvinder. Disſe tjene omtrent 80 — 120 Skilling om 
Dagen; en Mand derimod 120 — 250 Skilling. J 
Sammenligning hermed maa man lægge Mærfe til, at 
en almindelig Skomager, ſom desuden maa arbejde 
langt mere anftrængende, kun kan tjene 120 — 140 
Skilling om Dagen. Andre Fordele ved Arbejdet 4 


diesſe Fabrikker ere, at det er meget ſundere, meget min⸗ 


dre angriber Ojnene og er langt renligere og bekvemmere. 
(Illp.) 


fjusflid. 


Tilbirkning af Stole. 
Stoletilvirkningen i Veſteräs Len og Sſter Wala Sogn 
i Sverig afgiver et flagende Bevis paa hvorledes en ſtor 
Induſtri efterhaanden kan komme i Stand ved en enkelt Perſons 
Foretagſomhed. Knapt 60 Aar ere forløbne, fortæller Ahlborn, 


ſiden en „Fanejunker“ i dette Sogn, ved Navn Sundelin, fandt 
fig nødt til ved Binaring at tilvejebringe det Fornodne til 
Familiens Underholdning, da hans lille Jordlod var utilſtrek⸗ 
kelig til at ernære Familien. Han faldt da paa at forfkerdige 
ſimple Stole til Almuens Behov. Da hans Naboer faa at 
det gik heldigt for ham uagtet han ikke var oplært i Haand⸗ 
teringen, varede det ikke længe førend den ene efter den anden 
fulgte Exemplet. Den Overproduktion ſom paa denne Maade 
ſnart opſtod foranledigede dem til at afhænde deres, endnu hojſt 
ſimple, Arbejder pag Torvene i de nermeſte Byer, hvor de fandt 
Kjøbere i den fattigere Del af Befolkningen, ſom paa Grund 
af den billige Pris anvendte dem ſom Bohave. Dette var den 
fattige Begyndelſe til den ſtore Induſtri ſom nu har udviklet 
fig og er i ſtadig Fremgang, J det nævnte og tilgrenſende 
Sogne findes nu omtrent 300 Perſoner, ſom ſysſelfette fig med 
Stoletilvirkning der nu beregnes at have naget til omtrent 
30,000 Stole aarlig; men trods denne umaadelige Masſe kan 
man langt fra ikke tilfredsſtille Behovet og Tilvirkningen 
er ogſaa, ſom en Folge af den tiltagende Efterſporgſel paa god 
Vej til at udvides og videre udvikles. 


Blandinger. 


Middagsmaden i Gaarden. 
Efter Hebel. 

Man flager hyppigt over hvor vanffeligt, ja umuligt det 
er at komme ud af det med mange Menneſker. Det er virkeligt 
ogſaa fandt. Imidlertid er mange af ſaadanne Menneſker ikke 
jaa flemme men kun meget fære, og naar man kjendte dem 
rigtigt, indvendig og udvendig, og vel vidſte at omgaages dem, 
ikke ſelbraadigt og ikke for eftergivende, ſaa vare vel Mange 
ikke fan vanfkelige at bringe til Fornuft. Det lykkedes ſaaledes 
en Gang en Tjenev med ſin Herre. Denne kunde han mange 
Gange ikke gjøre tilpas, og maatte undgjælde for meget, hvori 
han var uden Skyld, ſom det ofte gaar. — Saa kom en Gang 
Herren meget fortrædelig bjem og fatte ſig til Middagsmaaltidet. 
Da var Suppen for varm, eller for kold, eller ingen af Delene; 
nok er det, Herren var fortvædelig. Han tager Terrinen med 
hvad der var deri og kaſter den gjennem det gaabne Vindue ud 
i Gaarden. Hvad gjor Tjeneren? 
Kjedet, ſom han lige vilde fætte pan Bordet, bagefter Suppen 
ud i Gaarden, fan Brødet, faa Vinflaffen og endelig Dugen 
med Alt hvad der var paa den, raſk ud af Vinduet. 


„Er Du forrykt! eller hvad ſkal det ſige?“ raaber Herren 


og ſpringer raſende af Vrede op fra ſit Sade. 

Men Tjeneren ſvarer kold og rolig: „Tilgiv mig om jeg 
ikke rigtig fattede Herrens Mening. Jeg vidſte ikke andet end 
at De i Dag vilde ſpiſe ude i Gaarden. Luften er faa mild, 


Uden videre kaſter han 


Himlen faa blaa, og fe en Gang hvor velſignet Wbletrcet 
blomſtrer og hvor glade Bierne holde deres Middag!“ 


Denne Gang blev Suppen udkaſtet og aldrig mere. 
Herren erkjendte fin Fejl, Synet af den dejlige Vaarhimmel 
opmuntrede ham. Hemmeligt ſmilede han over ſin Opvarters 
driftige og hurtige Indfald og takkede ham i-Hjertet for den 
gode Lære. 

* 

Dyre Kys. En net Lererinde i Wiskonſin, en Froken 
Smith, indklagede Chikago-Northweſtern⸗Banens Beſtyrelſe til 
at betale hende en Skadeserſtatning af 4000 Dollars. De 
Grunde, hvorpaa hun ſtottede fin Fordring vare folgende: Den 
unge Dame forfejlede det regelmesſige Pasſagertog og kjorte 
derfor en Strakning i det næfte Fragttogs „Caboose«“. Der 
var ingen andre Pasſagerer end hun og Konduktoren benyttede 
fig af Lejligheden til at omarme og kysſe den nette Rejſende. 
Han gjentog denne Misgjerning ikke færre end fire Gange og, 
hvad der ſynes ſarligt at have opbragt Froken Smith og er 
ſterkt fremhævet i Klagen, han gjentog det paa „en fornermelig, 
raa og voldelig Maade”, Nu vil Froken Smith ſom praktiſt 
Pige have 4000 Dollars, nemlig 1000 Dollars for hvert Kys, 
og da Konduktoren ſelv ikke er nogen Kroſus og det vilde være 
vanſkeligt at presſe en ſaadan Pengeſum ud af ham, har hun 
nu indklaget Jernbaneſelfkabet, der er anſparlig for dets Funk⸗ 
tionerers Handlinger. En Vanfkelighed for Retten vil det være 
at taxere Froken Smiths Kys og det vil mulig tilſidſt blive 
nødvendigt at udmelde nogle Sagkyndige, der kunne faſtſette 
Værdien efter et Skjon. 


Hvad er en Villion? Svilken Foreſtilling kan man gjøre 
ſig om dette Tal? En Billion er en Million Gange en 
Million eller udtrykt ved Tal: 1,000,000, 000,000. Et ſimpelt 
Regneſtykke viſer os imidlertid, at vi ikke forman at opfatte ſaa 
ſtore Tal. Antage vi, at et Menneſke i en Minut kan talle 
200 Tal, og han uden Afbrydelſe vedblev at telle tolv Timer 
daglig, da vilde han, for at komme til en Billion, behøve 
6,944,444 Dage eller over 19,325 Aar. J Dyreverdenen gives 
der Arter ſaa ſmaa, at hundrede Millioner Smaadyr neppe 
indtage en Kubiktommes Rum. Saadanne Dyr ere f. Ex. de, 
der udvikles i ſtilleſtagende Vand uden at være ſynlige for det 
blotte Øje, Vilde man nu gjøre et Forſog paa at angive 
Tallet paa dem, da kunde der ikke være Tale om Billioner, 
men om Billioner af Billioner eller, ſom det ogſaa kaldes, 
Kvadrillioner, af hvilke en ſkreven med Tal jer ſaaledes ud: 
1,000,000, 00,000,000, 000,000,000. Antage vi nu atter, 
ſom ovenfor, at et Menneſke i en Minut kan telle 200 Tal, 
og vi jaa ikke fætte 1 Perſon til Arbejdet, men lade ſamtlige 
Jordbeboere tage Del i dette, da vilde de, naar vi anſlaa dem til 
tuſinde Millioner, maatte tælle i 19,025,875 Aar, inden de 
naaede Kvadrillionen. Men disſe 19,025,875 Aar vilde være 
3000 Gange faa langt et Tidsrum, ſom det, hvortil man 
hidtil har anſlaget Menneſkeſlagtens Liv her paa Jorden. 


Brevvexling. 


Seren F. i J. — Th. E. — „Jens Fynbo.“ — 
sig ikke for Husvennen. 


„Briza Media“. 
— > 


De indsendte Digte og Fortællinger egne 


P. C. i Vbv. — L. Br. i Tj. Vil mulig finde Plads noget omarbejdet. 
Flere Indsendere bedes undskylde, at Rejser og Sygdom har forsinket Svarene. 


Husvennen udfommer til 


hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, 


forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 


Fierdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles pan ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kiobmagergade 56, Kjøbenhavn, 


Trytt hos 9. 5. Schultz 


172 


N BO ØR 
N 
2 N AD NE AV 
N RGS eee 


Billedblad for Alenigmand, 
for Morfhabslæsning, Oplysning og jus flid. 


er Gdgiuet af es Sy 
N. C. Rom. 


Nr. 49. 


Tosſe-Pers Lykke. Da han kom ind i Huggehuſet, flod Sine der og 
Jorlall und Sfutte ſamlede Spaaner i fit Forklede. > 

evt | „Nu er han ikke danſkſindet mere“, ſagde Per. 
„Jeg kommer efter Saven; Portlaagen fkal ſaves af“. 
„Herregud, lyd ham! jaa bliver 


(Sluttet.) 


En Dag e de 1 i Stads, og Per 
var Kuſk for ham. Da de ud igjennem Porten, 
kom der et Vindſtod, ſom kaſtede Portlaagen ind paa 
Heſtenes Ben, Wa Re eve ſky, fatte af i Galop og 
havde nær taget Magten fra Per; men Stropperne foer afſted med den, ſnart vare han og 
braſt ikke, og han fif omſider Hold paa de forſkrakkede ide | ; 
„ 

„Stop! ikke et Skridt videre!” befalede Povl 


ig 
"Font 


de ham, for Din Skyld?“ 


1 
by 
+ 
8 
2 
ets 
ER 
S 
8 
* 
2 
Ka 
= 
TR 
2 
2 
em 
. 
== 
— 
2 
2 
8 
= 
— 
— 
E 


verſte Hengſel, vilde 


Femhoj med tordnende Roſt. N „Skulde vi ikke flibe den , ppurgte Per med ei 
„Hvad er nu det for Noget?“ ſagde Per; „ſkal poliſk Grin. 3 
vi nu ikke blive ved, at vi kan komme til Vejs Ende?“ Imidlertid var Mandens Brede gaaet over. Han 


Men ved at hore Indvendinger blev Manden end ſtanſede og ſagde i en nedſtemt Tone: „Ja, Du har 
mere fortørnet. Han rejfte fig op i Vognen, lod fin | Ret, Per! jeg ſtaar og bærer mig ad ſom en Nar. 
Haand falde tungt paa Karlens Skulder og raabte: Lad dette nu være nok“. I 


„Det bliver min Sag, hvor jeg vil kjore hen! Da han havde løftet Saven op, ſagde han: „Fy 
Vil Du lyde mig eller ikke?“ for Skam! der er ikke en hel Tand tilbage, Saven er 
„Ja, jeg vil“. ødelagt, og en Sav kan vi ikke undvære. Set Dig 


„Godt. Saa vender Du ſtrax og kjorer tilbage | paa Ryggen af den Brune, rid til Aarhus og kjob mig 
ind i Gaarden“. ; affurat Mage til denne. Men Du maa være her om 
Det ſkete. Heſtene bleve nu fraſpendte og ſatte i to Timer beſtemt!“ 
Stalden, og Vognen ſkudt ind i Vognporten. Povl Per jan til fit Uhr. „Det ſkal ſke“, ſagde han. 
gik ind og kledte fig om, og da han kom ud, ſagde Et Ojeblik efter foer han i ſtrakt Galop hen ad 
han til Per: „Hent den ſtore "Sav! den forbandede | Landevejen efter Aarhus, der var to Mil borte. 
Laage ſkal ſaves af!“ ; Da han holdt i Gaarden igjen med den ny Sav, 
Per gik, men ryſtede dog paa Hovedet og mumlede var det akkurat to Timer, ſiden han tog afſted. Men 


ved fig ſelv: „Det er alligevel en jær Haandtering Heſten var kridhvid af Skum, og den kunde ikke holde 


den!“ et Lem ſtille. 


„Du er en banſat Knægt!” ſagde Povl Fembøj. 
„Jeg troer, at Du af lutter Lydighed ikke havde ſparet 
at knekke Dyrets Hals“. 

„Nej, det kan J ſtole paa“. 


| har befalet mig at kjore til Molle, men ikke talt om, 


„Ja, ja! jæt den nu ind i Stalden, ſtakkels Brune, 


og plej den vel; for det kan den trænge til“. 


Dagen blev ethvert Spor af Mandens Raptus udflettet. 
Per var overordenlig flittig og paapasſende, jaa 
ogſaa derved vandt han fin Susbonds Gunſt i ſtedſe 


højere Grad. Han vedblev at være Enekarl og arbejdede | 
daglig for To, og at han vedblivende fandt fig deri og | 


gjorde det med Fornøjelje, ja dertil havde han fine 
Grunde. Der var foregaaet en ſtor Forandring ved 


hans ydre Væten, ſiden han kom i Povl Femhojs Gaard. | 
Alt det Hjemfodningsagtige faldt af ham, og han forte 


fin ſmukke, veldannede Skikkelſe med Anſtand, ſom om 


han havde været i Kongens Tjeneſte. Han vaſkede fig | 
flittig og plejede fit Haar med Omhu. Baaflædningen | 


var altid pæn og net, og ijær fatte han Pris paa, at 


hans Kaffjet var moderne, og han bar den altid paa | 
tre Haar. Og det ffulde være meerkeligt, om der ikke 


var En og Anden, paa hvem ogſaa dette gjorde et godt 
Indtryk; det vidſte Per nok, faa ogſaa i denne Hen⸗ 
ſeende havde han fine visſe Grunde at gan efter. Jo, 
Per Mortens var ikke ſaa tosſet. 

Blandt de Love og Anordninger, ſom Povl Femhoj 
havde udſtedt for fine ji 

han og hans Kone ſkulde gaa i Kirke den ene Sondag 
og de unge Folk den neeſte, og ſaaledes gik det fkiftevis 
hveranden Helligdag, Aar ud og Aar ind. £ 
Folk“, ſom jo ikke vare Andre end Sine og Pe 
altſaa, naar de gik til og fra Ki 

at tale om, hvad de it p t 
var, fik Ingen at vide, da de altid vare ene; men der 
var baade den og den, der prøvede paa» at gjatte fig 


frem. oget Behageligt maatte det vel være; thi naar 
de nærmede fig de øvrige, Kirfegængere, der ſtode i 


Klynger inden⸗ og udenfor Kirkegaardsporten, ſaa de 
altid jaa fornøjede ud. Der blev ſnakket en Del om 
dem, men ikke Andet end Dyd og Godt; thi Alle holdt 
af dem, og Per gik og gjaldt for en overmaade klogtig 
Svend, der kjendte den rette Ende paa enhver Ting. 
Povl Femhoj havde aldrig haft Mage til Karl, ſaa 
tro og dygtig ſom han var, og ſaadan ſom han kunde 
forſtaa at omgaas fin vanſkelige Husbond. Det var 
ham vel undt, om han kunde være „ſaa heldig!” 

Der gik nogle Aar paa den Maade. Saa hittede 
Per paa, hvorledes han paa en ſnild Maade kunde 
underrette fin Husbond om, at man ogſaa kan gaa for 
vidt i at fræve bogſtavelig Lydighed. En Dag kijorte 
han til Molle; men han blev derude. Povl Femhoj 
gik hjemme og ventede, og omſider fik han fat i en 
Dreng, ſom han ſendte derned og lod ſporge Per, 
hvorfor han ikke kom fra Molle. „Fordi min Husbond 


indergivne, var ogſaa den, at 


| 


i 


at jeg ffulde komme hjem igjen”, var Svaret. Drengen 
kom igjen og ſkulde ſige, at nu ſkulde han komme. 
Ja, det kunde han ikke ſtole paa, ſparede Per, og han 
blev. Tilſidſt maatte Povl Femhoj ſelv ned og hente 


ham. 
SGnnedkeren var imidlertid hidkaldt, og i Løbet af 


„Du er det klogeſte Menneſke, jeg har haft med at 
gjøre”, ſagde Husbonden, da de kjorte hjem ſammen. 

„Aa, jeg er ikke klogere end andre Folk; men jeg 
bruger den Smule Vid jeg har“, ſvarede Karlen. 
Fra den Dag af var Povl Femhoj uſœdvanlig 
tavs og gik altid og grundede, og naar han var ene 
eller troede at være det, ſlog han ud med den hojre 
Haand og holdt lange Enetaler med ſig ſelv. 

Bvad mon der gik af ham? 

En Dag var Per og Sine ſysſelſatte med at hyppe 
Kaal. Saa kom Konen vrikkende ud til dem og ſagde: 
„Kom med ind! Povl og jeg har Noget at ſnakke med 
Jer om“. f 5 

De ſaa til hinanden, ſom om de vilde ſige: Hvad 
kan det være?” og fulgte hende ind i Sovekammeret. 
Der fad" Povl Femhoj i den hojryggede Læneftol og 
jaa meget højtidelig ud. 

„Luk Doren, Kirſten!“ ſagde han til fin Kone, og 
da det var ſket, begyndte han: „Vi er nu gamle og 


| trætte, Kirſten og jeg, og trænge til at komme til Ro 


og blive fri for alt det Bryderi, ſom der er ved at 
ſtaa for Styret i en Gaard. Du er jo vort eneſte 
Barn, Sine, og det er j iwen Ting, at Du ſkal 
have Alt, hvad vi eje, baade Sb Grund og det 
Hele. J mange Aar var det min ſtadige Tanke, ſom 
jeg bar paa med Sorg og Bekymring, hvor jeg ſkulde 
faa en Efterfolger, ſom baade Du og vi kunde være 
tjent med. Af alle de unge Karle, jeg kjendte, var der 
ikke en Eneſte, jeg ſyntes om. Men Per er en Karl, 
ſom jeg ikke ved det Allerringeſte at udfætte paa. Han 
er i alle Maader efter mit Sind, og den Eneſte, jeg 
med Tilfredshed kunde overlade min Ejendom. Kunde 
Du og han enes om at tage hinanden, thi i dette ene 
Punkt ſkal der ingen Tvang være, da vilde vi, Din 
Moder og jeg, være tilfredſe, og vi kunde med Glæde 
nedlægge vort Livs Gjerning, og overlade det Sele til 
Jer. Naa, hvad ſiger J?“ 

„Aa, Herregud, Fader!“ ſvarede Datteren og kaſtede 
ſig gredende om hans Hals. 

„Og hvad ſiger Du, Per? min Son, min Ud⸗ 
valgte?“ . ; £ 
„Jeg er ſaa glad, at jeg næften Ingenting kan 
ſige; men det kan vi viſt nemt blive enige om“. 

„J har da ikke talt om den Ting uden mit 
Vidende?“ raabte Povl Femhoj og foer i Vejret. 

„Hys!“ ſagde Konen og blinkede ad Per. 

„Nej, vi har Intet aftalt“, ſparede Per forſigtigt, 
„men blot ſaadan gaaet og ſet paa hinanden. Er Sine 
ſindet ſom jeg, faa ſlaa vi til ſtrax“. 


Alagde deres Hænder i hinanden. 


af den Dreng“, 


„Ja, ſaa tag hinanden i Guds Navn”. Og han 
„Se, om jeg ikke havde Lykken med mig!“ 
Per underlig tilfreds, da han kom ud. 

Povl Femhoj løfte Kongebrev og lod Vielſen fore⸗ 
tage hjemme, jaa Per og Sine vare Mand og Kone, 
næften for Omverdenen fik at vide, hvad der var i 
Gjære. 

"Samme Sommer blev der bygget en kjon lille 
Aftegtslejlighed til Povl Femhoj og hans Kone, og da 


ind, Afteegtskontrakten blev oprettet, og Per fik Skjode 
paa Ejendommen. Han var nu Mand for det Hele. 
Nu længtes han efter at lade ſig ſe i ſin Hjem⸗ 
ſtayn og overtyde fine gamle Bekjendte og Slegtninge 
om, hvor fejlagtig de havde bedømt ham, da de ſagde, 
at han duede til Ingenting. 


En ſmuk Sommerdag klædte han og hans Kone 
fig fint paa, der blev ſpendt for Fjedervognen, og op 


paa Formiddagen holdt det lykkelige Par i det ſmukke 
Kjoretej udenfor Doren til Mette Mortens fattige 
Hytte. 

Heſte og Vogn bleve ſatte ind hos den nermeſt 
boende Gaardmand, og Per og hans Kone tilbragte 
Dagen med at gan i Beſog hos Venner og Frender. 
Alle vare i hojeſte Grad forbapſede over, at Per Mortens 
var kommen faa højt paa Straa, og de ſyntes faa 
udmærfet om ham Alleſammen. 

„Ja, jeg tenkte 
ſagde Mette Mortens. 


Væshornet. 


ne 


De ftørfte Battedyr paa Jorden næft Hvalerne er 


de ſaakaldte „Tykhudede“, hvortil Elefanten, Nilheſten 
og Nashornet høre. Det er uhyre ſtore, plumpe Dyr, 
Officerer nu ſteg ned kunde de forſt overſe de Ode⸗ 
legelſer, den natlige Rolighedsforſtyrrer havde anrettet. 


bedeekkede med en umaadelig tyk næften nøgen. Hud. 
Den lojerligſte af Tykhudene er dog ſikkert Næshornet 


ſom „Husvennen“ i Dag bringer en Afbildning af. 
Medens de fleſte hornede Pattedyr have deres to Horn 
| Hornet trængt ind i Ryggen paa det omkaſtede Dyr. 


anbragt til Prydelſe og Forſvar i Banden, ſaa har 


Næshornet, eller Rhinocerosſen, ſom den ogſaa kaldes, 
midt paa Neſen et Horn, der ofte kan være halv⸗ 
Der gives jer forſkjellige Arter | 
da en kak Indier langſomt og forſigtigt fulgte efter det 


anden Alen langt. 
Nashorn, ſom alle leve i de varmeſte Lande, helſt i 


ſumpede Egne. Det indiſte her, ſom omſtagende Tegning | 


viſer, har et Horn af en lens Længde, og en ſaa 


haard og tyk Hud, at ingen Riffelkugle formaar at | 
gjennembore den. Som et Bantjer ligger den i vældige | 
Folder om Kroppen, der naar 5—6 Alens Længde, | 


Den lever af Plantefode og er intet Rovdyr. Skont 
visſe Arter ere uſkadelige og godmodige, fan er det 


den var færdig og tjenlig til at bo i, flyttede de der 


det nok, jeg vilde faa Fornojelſe 


ee eee 


379 


indiſke Neshorn ikke godt at komme i Lag med, naar 


det forſtyrres og bliver vred. Dybt inde i Forindiens 
ſagde 
treengelige „Jungler“, foruroliges det ikke ofte af 


ſkopdekkede Sletter, de for Menneſker næften uigjennem⸗ 


Menneſker. Sker det og det ved ſine fine Sanſer 
ſporer en Fjende nærmer ſig, kaſter det kamplyſten med 


Hovedet og ſtyrter fig raſende mod Jegeren, uden at 
vente dennes Angreb. Selv uden at blive ſogt, eller 
forulempet af Menneſker, har det, naar det er i ondt 
Lune, Tilbojelighed til at raſe los paa, og tilintetgjore 
"hvad der kommer det i Vejen. En engelſk Officer, ſom 


havde opholdt fig længe i Indien, fortalte ſaaledes om 
hvorledes et Neshorn kom ham paa tveers i et Jagt⸗ 
parti han foretog op ad en Flod med nogle Venner. 


| Den anden. Morgen de havde overnattet i det Fri, hørte 
de, endnu forinden Solopgang, en gresſelig Tummel. 


Da de forſkrakket ſogte Grunden, fandt de at et Nes⸗ 
horn var blevet fornærmet paa deres Heſte og havde 
rettet et raſende Angreb paa dem. De ſtakkels Dyr, 
der paa indiſkt Vis, vare tejrede om Hoved og Fod med 
et Reb, vare hverken i Stand til at forſpare fig eller 
til at fly, og Indierne, der ſkulde pasſe dem, vare, ſom 
ſedvanlig, naar der var Fare, flygtede ind i den nær: 
liggende Jungel. Rhinocerosſen, ſom nu ſyntes at 
have kolet ſit Horn paa Heſtene, vendte fig om mod! 
Jegerne, der bleve jaa forbløffede, at de maatte priſe 


ſig lykkelige ved i en Fart at kunne klatre op i et 


hosſtagende Tre. Lenge omkredſede Baſtet Træet, 
huggede raſende med Hornet mod Roden, rev Jorden 
op og lod derpaa ſit Raſeri over de undſlupne Jægere 
gaa ud over det høje Græs, de ſtore bredbladede, hoje 


I Urter, Buſkene og Smaatrcrerne, ſom det blindt foer 
les paa og tilintetgjorde med ſtorſte Udholdenhed. 


Flygtningene fik Syn for Sagen om at et Menneſke, 
overfor et med en ſaa umaadelig Kraft udruſtet Dyr, 
kun var ſom et Legetøj, og de beſluttede at holde ud 
laa længe ſom muligt, Ved Solopgang drog det ſig 
dog langſomt tilbage i det det af og til blev ſtagende 
og kaſtede raſende Blikke tilbage. Da de forſkrœkkede 


Flere Heſte vare gruligt tilredte. En af dem var ikke 
blevet afſadlet og gjennem Sadlens garvede Læder var 


To Ribben vare brudte og en ſtor gaben Saarflænge 
vifte Hornets Kraft paa et andet dræbt Dyr. N 
Det omtalte Nashorn blev dog kort efter dræbt, 


da det traf fig tilbage, og var jaa heldig at ſende det 
en dødbringende Kugle, der ramte paa et af de faa 
Steder Huden er tyndeſt og hvor en Kugle paa nært 
Sold fan trænge igjennem. 


5 


380 


Det norſke „Stabbur“. 


Vi have Side 279 i Forbigagende nærmere omtalt 
den ejendommelige norſke Bygning ſom kaldes „Stab— 
bur“. Laſerne ville deraf vide, at man hermed forſtaar 
et Forraadshus, hvis Navn kommer af at det hyiler 
paa „Stabber“ (Stolper eller Pele) for at Rotter og 
Mus ikke ſkulle kunne komme ind i Bygningen og for⸗ 


doaerve Forraadene. Derfor nager Stabburstrappen aldrig 
hen til Bygningen, men ſtaar altid frit ved Siden af 
denne, med 7 Alen mellem det øverfte Trin og Dor⸗ 
teerſkelen, faa at intet Utoj kan komme ind ad denne 
| Vej. Ordet „Bur“, ſom vi gjenfinde i „Fadebur“ og 
„Jomfrubur“, er et gammelt nordiſk Ord, der betegner 
et Hus eller Rum, til et beſtemt Brug. 

Dog hverken Navnets Forklaring eller den tidligere 
nævnte Anvendelſe af Stabburet, giver Leſerne nogen 


Det indiske Nashorn. 


Foreſtilling om, hvorledes denne hojnordiſke Bygning 


ſer ud, hvorfor vi i Dag bringe et Billede, ſom viſer 


hvorledes Stabburet tager fig ud i et norſk Landſkab. 
Som man jer, er Stabburet en Bjelkebygning. 


Til Hojre ſe vi et almindeligt lille Stabbur, ſaaledes | 
ſom man kan finde det ved mindre Gaarde og paa 

Husmandspladſe. Til Venſtre hæver fig et prægtigt 
ſtort Stabbur i to Stokveerk, ſaaledes ſom man kan 


finde dem paa ſtore Bondergaarde i Thelemarken. Det 
her afbildede Stabbur er dog mere end almindeligt 
| ſmukt bygget. De nederſte Bjælfevægge udvide fig 
ſmukt i Hojden og bære en Svalegang, ſom paa de tre 
| Sider omgive det gverſte Stokvcrk, ſom herved holdes 
| føligt, ved at ffærmes for Solens Brænden paa Tommer⸗ 
væggene, og faar et langt anſeligere Udſeende, end om 
| Bjælfevæggene dannede en høj firkantet Kasſe. Dette 


* 


vverſte Loft, anvendes ofte fine Steder til Opbevarings⸗ 
ſted for Ejernes rige Forraad af Sondags⸗ og Feſtdragter 
ſamt Sengkleder, Linned oſo. J Oldtiden ſtak en 
meget ſtor Del af den norfke Bondes Formue i Klader, 
noget man endnu kan ſpore i gammeldags Bygder, ſom 
opbevaredes fra Fader til Son og fra Moder til Datter 
og Datterdatter. Loftet paa Stabburet blev derfor 
ſandſynligvis oprindeligt paabygget for Klædernes Skyld. 
Kom der nu i gamle Dage en Gæft- til Bonden, faldt 
det naturligſt at oprede et Sengeleje til ham her hvor 
de ſtore beredte Faareſkindstcepper „Felderne“ og de 
ſtore tykke uldne vævede Tæpper „Aaklederne“, ſom i 
Norge hyppigſt bruges til Sengkleder i Stedet for 
Dyner med Fjer, hang i rige Forraad. Det var derfor 


381 


hyppigt Brug at have en Seng ſtagende paa det rumme⸗ 
lige Kledeloft, jaa at det sverſte Stofværk blev en 


„Sengebod“, eller Gæfteværelje, Dette er dog næppe . 


Brug noget Steds i vor Tid, da man paa de fleſte 
Gaarde. hvor der ikke er Geſtekammer har en ſerlig 
Bygning: Sengeboden, dertil, medens nu „Madbod“ 
og „Kladeloft“ ſjelden ligger ſammen. Saa bygger 
man til Gjengjeld næppe noget Steds mere jaa prægtige 


ſtore og forſirede „Stabbur“, ſom det vi fe afbildet 


paa Tegningen, men ſom endnu ikke fjælbent glæder 
den Rejſendes Oje, naar en Bondegaards mange Bjælfe- 
bygninger viſe fig for ham i de norſke Fjelddale. 


ä 


Stabhur i Norge. 


En Samtale i Zürich. 
Af Anton Nielſen. . 


Jeg havde været otte Dage i Zürich og det er 
formeget, naar man kun vil more fig, da jeg en Aften 
kom træt og gnaven hjem til mit Hotel. Jeg ſpurgte 
Jomfruen om der var kommet Breve til mig, og blev 
ikke mildere, da hun ſagde nej. „Men der har været 
en Landsmand og ſpurgt efter Dem. Han har bedet 
os om at viſe Dem op til ham, naar De kom hjem“. 
føjede hun til. 

„Hvor bor han?“ 

„Her i Huſet; han ſpiſer nu oppe i Spiſeſtuen“. 

Jeg ſprang nu op ad Trappen, to Trin i hvert 
Spring; og det var mig der var tret! Jeg kunde gjerne 
have gaaet to Mil for at træffe en Landsmand, thi jeg 


havde jo været borte fra Danmark den uhyre Tid: 14 
Dage. Jeg træder ind i Salen, hvor der fad en talrig 
Familie om Bordet. Opvarteren melder mig ved at 


ſige: „Hr. Anton Nielſen“ paa Tyſk. Ja, det hedder 


ganſke ens bande paa Tyſk og Dank, men det lyder 
ſandelig ikke ens. En høj Mand, der fad for Bord⸗ 
enden, reiſte fig gik mig i Mode og ſagde, idet han 
trykkede mig i Haanden: f 

„Mit Navn er General Chriſtenſen fra New Bork; 
maaſke De har hort det nævne”. 

„Ja, det er ikke ſaa fremmed i Danmark, og det 


har en ſmuk Klang derhjemme“. 


„Her ſer De hele min Familie, min Kone, mine 
Born og en Veninde. De forſtaar alle Danſk“. 

Han vendte ſig til Familien og ſagde et Par kjonne 
Ord om mig, ſom jeg inderlig gjerne vilde meddele, 


naar jeg bare kunde være det bekjendt. Saa bad han 


N 


382 


mig at fpije med, men det havde jeg beførget; alligevel 
ſkulde jeg ſidde ved hans Side og hjælpe ham at drikke 
noget godt Ol. Det kunde jeg. Han fortalte mig nu, 


| 
at de havde berejft Danmark, hilſt paa Slægt og Benner, | 


glædet fig over det aandelige Livs Udvikling i Kirke og 


Skole, ſaavelſom over den kraftige materielle Fremgang 
i hans Fadreland, hvilket han beſtandig hang ved med 


uformindſket Kjærlighed. De havde derefter gjort en 


Lyſtrejſe i Syden, fra hvilken de nu vendte tilbage. 
Neſte Aften ſkulde de være i Paris, hvorfra de faa 
vilde reiſe hjem. Jeg vexlede nogle Ord med hans 
Familie, ſom [od til, at være meget elffværdig. Son⸗ 
nerne, paa omtrent 14 og 16 Aar, vare flædte i morke⸗ 
blaa Matrosbluſe med bred Krave, beſat med hvide 
Snore, ligeſom vore Marineſoldater. J Udlandet er 
det hyppigt, at Born gaa kledt i Soldater⸗ eller 
Sgmandedragter. Generalen Havde almindelige graa 


Rejſekloder paa, fun uden Veſt. Det var paa „Ame⸗ 


rikanſt“, ſagde han. 

Da de vare færdige med at ſpiſe, ſagde Fruen, at 
hun vilde gaa en Tur i Byen med Børnene. Hun 
kunde nok gaa ene; for hun vilde ikke berøve ſin Mand 


mit Selſkab, jaa ſkulde de komme ind og tage ham med 
i Seng. De gik. Under Generalens Anforſel indtog 
vi derpaa en faſt Stilling i en Vinduesfordybning, vel 


provianterede med Ol og Cigarer. Det var en dejlig 
lys Sommeraften. 
den bruſende Limmatflod. Paa Fortovet neden under 
ſtod en Masſe af blomſtrende Oleander (Nerier), ſom 
ſendte en ſtaerk Duft op til os. Jeg folte, at jeg kunde 


holde mig i denne Stilling, idetmindſte til Midnat. 


Nu gik Samtalen rigtig for ſig. Jeg var nysgjerrig 
efter at erfare lidt om Generalens Livs⸗Eventyr og paa 
det mindſte Vink fortalte han mig, alt hvad jeg vilde 
vide. Det ſkete vel kun i en privat Samtale, ſom jeg 


ingen Tilladelſe har til at meddele, men for det forſte 


haaber jeg, at „Husvennen“ ikke kommer til New Bork, 
og for det andet haaber jeg, hvis det ſkulde fle, at 
Generalen hvis han fik dette Blad at ſe, dog ikke vilde 
blive vred derover, i Betragtning af den ulykkelige 


Svaghed ſom alle Forfattere have, nemlig: at ville 


ſmore op pan Papir alt hvad de ved og tenker. 
Hvorfor Alle og Enhver herved advares mod at komme 


i Beroring med dem! Generalen fortalte da: Som ganſke | 
ung Kjøbenhavner var han rejſt til New Vork, i det 


meget almindelige Formaal at „gjere fin Lykke“. Den 


jaa ud til at blive tynd, da han ikke kunde opnaa anden 
Anſettelſe end ſom Pakhuskarl. Det var noget for en 
ung kjobenhavnſk Herre. Men da han altid har haft 


et godt Haab, fan tog han troſtig fat; han vilde nun 


ogſaa paa ingen Maade vende tilbage, naar han ikke 
havde naaet andet end at jætte Penge til. Altſaa blev 


blev der lagt Merke til hans Kundſkaber og han ſteg 
nu til Kontorbetjent hos et Handelshus. Efter nogle 


Aars Forlob fik han begyndt en lille Forretning, hvor⸗ 

efter han giftede fig med en Pige, født derovre, men 
af danfke Forældre. Han var nu efterhaanden kommet 
til at elſke fit nye Fædreland, ijær for den Driftighed, 
Handlekraft og Fordomsfrihed, ſom udmeeker det. 


| Slaveſporgsmaalet, ſom den Gang var brændende paa 


Det aabne Vindu vendte ud til 


Dagsordenen, ſysſelſatte ſtarkt hans Tanker og fyldte 
ham med en inderlig Deltagelſe i Negerſlavernes Sfæbne. 
Da Krigen. mellem Syd- og Nordſtaterne udbrød, kunde 
han ikke holde ſig tilbage, men overlod ſin Familie og 
fin Noringsvej i Guds Haand og gik til Heeren. Her 
gik det ham meget godt og han forfremmedes hurtig; 
han kaldte det kun Lykke og Tilfælde, men han maa jo 
have haft et afgjort militært Talent. Han naaede ſnart 


| at blive Adjutant hos Overgeneralen. En Gang blev 


han Chef for et Regiment, ſom var dannet af lutter 
Negere, der vare lobne bort ſra Sydſtaterne. Man 
ſpaaede ham kun en daarlig Tilverelſe ſom Høvding 
over disſe Halvvilde, men han blev meget tilfreds med 


dem. De holdt ligeſaa god Orden og ſloges ligeſaa 


godt ſom deres hvide Kammerater. Da endelig Nord⸗ 
ſtaterne med ſtore Ofre havde fejret i denne for dem 
hæderlige Krig, tog han fin Afffed og blev Kjøbmand 
paa ny. Siden har Lykken ſtedſe føjet ham. Han har 
nu en ſtor Kaffeforretning. 

Jeg ſpurgte ham, om der nu var gode Udſigter 
for unge Mænd herfra Landet, ſom vilde rejſe til New 
York. Men forend han kunde ſpare derpaa, fil vi begge 
Oje paa et lille Stykke Papir ſom ſpevede i en Traad 
udfor vort Vindue, og ſom øjenjynligt havde noget at 
betyde. 

„Hvad er det?“ udbrød jeg. „Er det et Eventyr?“ 
| Generalen ſnappede hurtigt Papiret og leſte det 
ved Lyſet, hvorpaa han gav fig til at le, og vifte mig 
det. Der ſtod paa Papiret: „Good night Papa, we 
have all gonits bed“. Det var ſaa hans Familie, der 
var kommet hjem fra Byen, og ſom vilde gaa i Seng 
uden at forſtyrre os. Men Bornene kunde ikke gaa. til 
| Ro uden at de havde ſagt Godnat til deres Fader, ſelv 
| om det maatte ſke ſkriftligt. 

„Vil De gjemme den Seddel til et Minde om denne 
Aften“, ſagde Generalen. Jeg gjemte den ſom en 


Helligdom i min Tegnebog og der ligger den endnu. 


Paa mit Spørgsmaal ſvarede han nu: 

„Et hvert Menneſke, ſom kan og vil arbejde og 
ſom ikke holder ſig for god til at tage, hvad han kan 
fan, har gode Udſigter til Fortjeneſte i New Bork. 


Haandverkere er jo gjerne meſt efterſpurgte, men ſelv 


et Menneſke, der ikke kan andet end almindelig Dag⸗ 
lejergjerning, kan ſtrax faa god Lon, ſom jo vil ſtige 


efterhaanden ſom man faar mere Tillid til ham. Men 
; New Jork er en forfærdelig By for hvem, der er hen⸗ 
han ved, jeg tror et Aarstid, i denne Stilling. Da 


given til en eller anden Udfvævelje, eller hvem der ikke 
er fuldkommen Herre over fig felv. Der er jo Friſtelſer 


tilſtede i en uhyre Udftræfning og paa jaa mangfoldige 


Maader. Det hidſende Klima vil langt hurtigere end 
i Evropa gjøre det af med den Stakkel, ſom ikke kan 
beherſke fig ſelv“. 

Generalen fortalte mig videre adſkillige Træf af 
det mageloſe travle og driftige Liv ſom pulſerer derovre; 
tilſidſt lod jeg mig forſtaa med, at jeg havde Lyſt til 
at ſe det. 

„Ja det er jo nu kun Lyſttur paa nogle faa 
Uger”. „Er De ſoſtcerk?“ ſpurgte han. i 

Ja jeg havde da prøvet Kattegattet i en Storm, 
uden at det gjorde mig noget, ſvarede jeg. 

„Saa kan de godt tage Daksplads; det koſter kun 
50 Rd. De vil blive velkommen hos os Danſke, ſom 
jo næften Alle fjender Deres Fortællinger”. 

„Da maa jeg derover. og læje mine Hiſtorier op 


for dem“. 


„Ja, vil De det, faa ſkal jeg ſkaffe flere Tilhorere 
end der kan rummes i mine Stuer. 

Klokken var nu ſtrax 12 og Generalen ſkulde op 
Klokken 5 den næfte Morgen for at rejſe. Jeg vidſte 
ikke hvor de Timer vare blevne af. Vi tog nu en kjeerlig 
Afſked med hverandre under gjenſidig Tak, ſom var vel 
ment. Dels havde det været mig en ſtor Glæde, at 
ſtifte Bekjendſkab med denne ualmindelige Mand, ſom 


jo desuden har viſt Danmark ſtore Tjeneſter, og nu er 


vor Konſul derovre, og dels var det mig en forunderlig 


Glæde atter at høre og tale det danſke Maal. Jeg 


var bleven faa oplivet og forfriſket af dette Mode, fan 
at jeg nu gjerne kunde have holdt det ud i otte Dage 
til i Zürich. Da jeg gik til Sengs den Nat, fattede 
jeg det ffønne Forſct, at ſtaa op Kl. 5 neſte Morgen, 
for at give Generalen mit Billede, men det gik med 
dette, ſom det er gaaet med Millioner ffønne Forſeetter, 
det blev ikke udført. Jeg ſov nemlig over mig. 

De Arbejderforholde, ſom General Chriſtenſen med⸗ 
delte mig ſidſte Sommer, er viſtnok ikke tilſtede nu, 
ſaa at Ingen maa bygge paa disſe Oplysninger. Der 
har ſiden den Tid været en ſtor Arbejdsløshed navnlig 
i New Bork, hvortil en Pengekriſe gav Anledning. 


Husflid. 


Haararbejde. 

Ved at lægge Marke til hvorledes de ſpenſte Piger fra 
Dalerne, ſom en Tid opholdt ſig hos Gaardmand Anders 
Holm i Ans, Gronbak Sogn, forfærdigede deres ffjønne og 
nette Haararbejde, ſogte Datteren Anne Kathrine Anderſen Holm 
at efterligne dette og ved nogen Øvelje vandt hun ſaadan Far⸗ 
dighed heri, at hun nu kan forarbejde meget ſmukke Haarſager: 
Uhrbaand o. lign. Da hun er den Forſte i Egnen, ſom har 


lagt ſig efter dette nette kvindelige Husflidsarbejde, fortjener 
hendes Navn og Flid at nævnes. J. C. 


Bog uyt. 


Folkets Almanak for 1875. Udgivet af C. A. Thyregod. Inde⸗ 
holder: Univerſitetets Almanak. — Til 1875, Digt. — Kampen 
ved Hoieriis Aa. — Daaſe-Karen, af C. A. Thyregod. — 
Om at more ſig, af N. C. Rom. — Hvorfor man drikker 
Kaffe. — Et natligt Beſog, af Robert Watt. — Simon 
Sundeved, Somandshiſtorie af Holger Drachmann o. ſ. v. 
Med mange Billeder. Pris 24 ß. 

Vore Billedalmanakker ere i Aar forøgede med ovennævnte, 
udgivet af den yndede Folkedigter, hvis Navn ſikkert vil bringe 
mange til at kjobe hans Almanak. Den indeholder en afvex⸗ 
lende Rakke Billeder fra Folkelivet, hvoraf foruden et Par 
jydfke Landsbyfortellinger af Üdgiveren, en fortrinlig Soemands⸗ 
fortælling af Holger Drachmann og en paa en Gang interesſant 
og uhyggelig Skildring fra Chicagos Brand af Robert Watt, 
ſikkert vil laſes med Fornojelſe. Den net üdſtyrede Bog er 
over 100 Sider ſtor, og ſaaledes meget billig. 
„Husvennens“ Laſere at gjøre en Prøve med denne Almanak 
i Aar. 


Fra Herregaard og Landsby. Under dette Navn er der 
paa L. A. Jorgenſens Forlag udkommet en ny Samling For⸗ 
tellinger — ialt 10 — af C. A. Thyregod, ledſaget af hans 
vel trufne Billede. Den Dom vi S. 40 udtalte over den 
tidligere Samling af Thyregods Fortællinger, der er udkommet 
paa ſamme Forlag, kan i fuldt Maal gjalde det ny Bind, ſom 
man ret med Fornojelſe kan laſe fra Ende til anden. Vi 
kunne derfor paa det bedſte anbefale „Husvennen“s Leſere denne 
Bog til underholdende Vinterlesning, medens baade denne og 


ſamme Forfatters tidligere Fortællinger „Blandt Bønder”, ere 


ſelvſtrevne til enhver Sognebogſamling. 


15 Blandinger. 


Tidsmaalere af Vox. 
fundne, havde Kong Alfred af England forſtaaet ved Hjælp 
af Voxlys at beregne Tiden. Dette ffete pan folgende Maade: 
Hver Dag lod han ſtobe ſex lige ſtore og tunge Lys, der vare 
inddelte i tolv lige ſtore Afſnit. Tre af disſe Dele ned⸗ 
brendte i en Time, hele Lyſet altſaa i fire Timer, og de jer 


Lys, der bleve antændte efterhaanden jom et var nedbrændt, 


i fire og tyve Timer. Men da Vinden, ſom bleſte gjennem 
aabne Vinduer og Dore, gjennem Murſprakker eller gjennem 
hans lette Telt, bevirkede, at Lyſene brændte noget uregel⸗ 
masſigt, lod han af tyndt ſkrabede Oxe⸗- eller Kohorn forferdige 
en Slags langagtige Lygter, i hvilke Lyſene bleve anbragte, og 
han havde da den Tilfredsſtillelſe at ſe dem brænde den be— 
ſtemte Tid. 


* 


Vi anbefale 


Længe for Uhrene vare blevne op⸗ 


9 


384 


Til Husvennens Laſere. 


Med forſte Oktober begynder et nyt Bind af Hus⸗ 
vennen. Bladet har i det forløbne Proveaar vundet || 
Anerkjendelſe overalt hvor det er blevet bekjendt, hvilket 
giver mig Mod til at ſoretage en lille, men nodvendig 
Forandring i Bladets Pris. Hele Udgivelſen af Bladet 
har nemlig gjennemgagende viſt fig koſtbarere end det 
fra forſt af var beregnet, veſentligſt begrundet 
paa, at ingen Udgift er blevet ſparet paa at 
give Leſerne en ſaa fortrinlig Læsning og jaa 
mange og ſmukke Billeder, ſom muligt. Folgen 


at Bladet det forſte Aar har bragt noget Udbytte for 
den derpaa anvendte Kapital, Tid og Flid. 

Jeg haaber derfor, at ingen af Bladets Holdere 
vil afſige det, fordi Fjerdingaarsbetalingen afrundes til 
en Krone (3 Mk.) for de kommende Bind. Dette vil 
blive, baade den førfte og den ſidſte Prisforhojelſe der 
vil finde Sted. Hovedgrunden til den er, at det fra 
» næfte Binds Begyndelſe vil blive nødvendigt at an⸗ 
vende en dyrere Papirſort. Det har ofte været 
Trykkeriet umuligt at fan gode Billeder trykt ſmukt paa 
det noget rue Papir der hidtil er blevet anvendt. Men 
den betydeligt forøgede Udgift denne nødvendige For⸗ 
bedring af Papiret medfører, vil bringe mig ligefremt | 
Tab ved Udgivelſen, derſom der ikke foretages en lille 
Prisforhojelſe. 

For denne, 8 Sk. mere fjerdingaarlig, vil Leſerne 


ſtorſt mulige Udbredelſe. 
er, at jeg har arbejdet med en betydelig Riſiko, uden 


imidlertid for Fremtiden paa det finere Papir faa | 
Billederne endnu bedre udført og ſmukkere trykt 
end tidligere. Bladet vil desuden fra næfte Kvartals 
Begyndelſe møde med et langt ſmukkere Ydre end 
hidtil, og jeg vil ved den lille Prisforhojelſe endnu | 
yderligere fe mig i Stand til hvert Fjerdingaar at ſende 
Bladets Holdere et 

ſtort ſmukt Billede | 
jom i Handelen vil have langt ſtorre Værdi end de 
8 Sk. Priſen forhøjes. Som det er Hovedtanken med 
„Husvennens“ Udgivelſe at byde den jævne Familie en | 
rigtig god og ſund Læsning, der kunde bidrage til at 
fordrive mangen anden unyttig ja flet Læsning og 
daarlig Tidsfordriv, ogſaa ved at give Lyſt til at an⸗ 
vende Fritiden til nyttig Husflid, ſaaledes er det 
Bitanken med det ſtore Billedtilleeg at fordrive mangt | 


et usſelt, ſmagloſt og hæsligt tyſk Billede, der endnu || 


jan mange Steder ſkemmer danfke Folks Vægge med 
dets ſkrigende Farver. Naar Husvennen gratis hvert 

Fierdingaar bringer et ſtort ſmukt bibelſk eller natio⸗ | 
nalt Billede, "tegnet af nordiſke Kunſtnere, vil dette | 
forhaabentlig de fleſte Steder, hvor Bladet holdes, afloſe | 
de 1 85 tyſke Skilderier. || 


Opfyldes mit Haab om, at Husvennen i Løbet af 
neſte Aar vil vinde en langt ſtorre ÜUdbredelſe end den 
betydelige (4000) der er blevet den til Del forſte Aar, 
vil jeg kunne ofre faa meget paa disſe e at 
det vil blive ſande Kunſtblade. 

Det vil i denne Henſeende, ſaavelſom med Henſyn 
til Bladets ſtadige Forſyning med et Indhold af bedſte 
Art i Text og Billeder, ligeſaameget være i Leſernes 
Interesſe, ſom det er i min, at Husvennen faar den 
Jeg tillader“ mig derfor at 
anmode Enhver, ſom i det forlobne Aar har faget 
Husvennen kjær, om at anbefale alle Venner og Be⸗ 
kjendte at gjøre en Prøve med at holde Bladet. Kunde 
det lykkes ret mange Loeſere paa denne Maade at vinde 
en eller to nye Holdere til Bladet, da vilde en 
ſaadan Udvidelſe af Leſekredſen tillade mig at arbejde 
med ſaa betydelig Kraft for Bladets Fremme, at det 
ikke alene ſtulde blive det meſt udbredte, men ogſaa 
det bedſt udſtyrede Billedblad for eee i vort 
Land. 

Dertil imodeſer jeg troſtigt alle de hidtidige 


| Læjeres uundværlige Biſtand, ſaa at ſaa Mange ſom 


muligt maa faa beftilt Bladet paa Poſthuſe og Brev⸗ 
ſamlingsſteder, eller i Boghandelen; helſt inden Ud- 
løbet af September Maaned, da det ny Bind 
begynder førjt i Oktober. 

Det kommende Bind vil meddele mange ſmukke, 
nye Fortællinger, ſom vore. meſt yndede Folkeforfattere 
have ſkrevet til Husvennen. Saaledes vil folgende ny 
Fortellinger blive optagne i Løbet af Vinteren: 
Beatus Dodt: „Gjengjeldelſen“; „Liſt imod 

Liſt“. 
Bendix Hanſen: „Vaar og Vinter”; „Holberg“, 
„Eva ld“. 
Emanuel Henningſen: „Bratte Omvexlinger“; 
„Ude fra Veſterhavet“; „Gaaſetaarnet“. 
Zakarias Nielſen: „Det ſtjaalne Brev”; „Ras- 
musſens Nyaar“. 

C. A. Thyregod: „En Udaadsmand“. 

Fra Anton Nielſen og Kund Skytte: Flere For: 
tellinger. 


Det ſtore Tillegsbillede for Oktober Fjerdingaar 
bliver: 3 
Elieſer og Rebekka 
tegnet af den danſke Kunſtner Knud Gamborg efter 
en engelſk Original; med Text af C. A. Thyregod. 


TFryft hos g. H. Schultz. 


IW / 28 


D 
LI 


iD 


— 
— 
= 

D 


0 de . 
e 
RUE e 


15 


I 


ASS 


W 


id 


NY, 
bra 


VÆ 


2 


for Morfhabslæsning, Oplysning og Bus ſlil. 


R. C. Ro m. 


Nr. 50. Flg . 


ang ar 


* 


13. September 1874. 


Indhold. 


—̃ — 


2 


> - 2. 


Graven i Perrho, af Joh, Ludvig Runeberg, overſat af Fr. W. Horn, I. — Lyſende Skarnbasſer, med Billede. — 
De bedſte Kaninarter, med Billede. — En Husmandsſkole. — Blandinger. — Til Husvennens Laſere. 


1 


Af Joh. Ludpig Runeberg, operſat af Fr. B. Horde 
* a 7 8 ; 


Graven i Perrho. 


IL. væ 
Hvor er Graven, ſom i Perrhos Vildmark 
ſnart i Hundred Aar forglemt har ligget, 
ſkjult af Gronſper, om end værd at mindes? 
Hvor er Graven? Fremmede, o ſporg ej! 
Hvor den lange Skopſe fnævreft bugter 
ind ſig imod Dalens Graner, var den; 
Birke ryſte deres gronne Kroner over 
Stedet, hvor den var; hvor fordum Graven 
under deres Rødder. laa, ved Ingen. 


Du, ſom mer end Menneſker om Minder 
freder, hoje Sangmo, Finlands Datter, 
ſpar mig, gjemte den en veldig Konge, 
eller giemte den en berge dee 

— Ingen Konge, heller ej hans Jaevning; 
Bondegubben H ane gjemte Graven, 

og hos ham hans Sonner, Jer i Tallet. — 
Sæt Dig her paa Brinken ud mod Søen; 
jeg fortæller deres ſkjonne Saga, 

medens Duggen end paa Lyngen glimrer, 
og bag Brinkens Klofter Solen ſkjules. 


Hane, finſk af Æt, ſad ſypti Vintre 
gammel alt paa fine Fedres Odel. 
Gammel ſelv han havde unge Sonner, 
trende Tvillingpar, det eeldſte ſytten 
og det yngſte femten Vintre gammelt. 


Kraftige og ſmukke var de alle, 

ligned Bekke, ſom af Vaarregn ſvulme; 
men var nogen herlig fremfor andre, 
var det viſt den unge Thomas Hane, 

i det andet Par den ælbfte Broder. 


Gik han frem, om end i Pjalter, var han 


ſmuk ſom Stjernen mellem revne Skyer, 
og hvad end han havde gjort i Verden, 
Ingen havde kunnet hade Thomas. 

Dog det tyktes, ſom hans Fader haded 


ej blot ham, men alle fine Sonner. 


Ej ſom Born behandledes de af ham, 
ej ſom Zrøftere paa gamle Dage, 
men ſom Zyende, ja endnu værre, 
ret ſom Trelle uden Sjæl og Frihed. 


Saadan havde de beftandig levet; 

kom jaa Dagen, da de tvende yngſte 
fyldte femten Aar i ſamme Time. 

Klar ſtod Morgenrøden bagved Skoven, 
ingen Skyplet ſaas paa Himmelhvalvet, 
og fra Lejets Straa de Sex ſig reiſte, 
glade ſom den Dag, Alt tyktes love. 
Men med Sfjælven gik de frem for Fad'ren, 
ind i Stuen, hvor han ſad alene, 

og de yngſte traadte frem eerbodig, 
greb hans Hender, talende ſaalunde: 
„Fader, lad i Dag os faa en Fridag, 
blot idag, at vi med vore Brodre 

paa vor Aarsdag kunne være glade!” 


Streng ſom Vintren hørte Gubben paa dem, 
rynkede faa vredt de hvide Ojnbryn 
og tog Ordet: „Svad i Dag forſommes, 

er forſomt og ſtaar forſomt i Morgen. 
Marken pløjes ſkal, gaar hen og pløjer”. 
Tapſe gik de alle ud i Marken, 

og ved Ledet ſagde Thomas til dem: 

„Saa jeg ret i Faders Oje, Brødre, 

er i Dag vor Arm viſt Guld værd, Sveden 
kan i Draabevis for Granfkud ſelges. 

Nu i Dag det gjelder Gavn at gjøre; 
ſtrengt vort Arbejd granſtet blir i Aften“. 


Det var Thomas Ord, og paa hans Maning 
ſatte hver fit Plovjern ſtrax i Jorden. 

Saa fra Solens Opgang til dens Nedgang 
uden Mad og uden Hvile gik de g 
hver for ſig bag ſin beſtemte Fure; 

men da Aftnen ſkygged over Marken, 

var een Ager endnu ikke pløjet. 


Da kom ogſaa did den gamle Fader, 

og han kaldte ſine Sonner ſammen 

og begyndte: „Vel er Værket fremmet, 
men med bedre Flid var mer det blevet. 
Alle kan jeg ej paa een Gang ſtraffe, 

En har ogſaa ſtorſte Part af Skylden, 
han ſkal bøde for fig ſelv og alle. 

J den trange Kjelder, i min Stue 
gravet under Gulvets tykke Planker, 

vil den Skyldige jeg indeſperre. 

Trende Døgn hans Oje ſtal ej ſkue . 
Nat med Dag og Dag med Nat at flifte, 
trende Dage, trende Natter ſkal ej 
Nering paa hans tørre Tunge komme“. 
Saa han talte og gik bort med Vrede 

i fit Ord, fit Blik, men ej i Hjertet, 

om de ſtore Taarer ej bedroge, 

ſom, da han fig vendte, veded Kinden. 


Stille Jorden laa i Nattens Arme. 

J fin Stue fov den gamle Fader, 
Brødrene i Skuret laa i Salmen. 
Ingen fov, om end han tyktes ſove, 

alle ventede de paa de Andre. 

Forſt, da alle tyktes ham at ſove, 

ſtod den yngſte, Jakob, op fra Lejet 

og gik ind til Faderen i Stuen. 
„Fader, det er mig, ſom har forbrudt mig; 
paa min Fodſelsdag jeg ſprang i Glæde 
tankeloſt omkring og glemte Ploven; 
mig Du ſtraffe maa og ingen Anden“. 
Svarede ham jaa den gamle Fader: 


„Som Din Brode, blir Din Straf i Morgen“. 


Jakob gik og lagde fig til Hvile. 


Men da Tvillingbrod'ren Guſtav troede, 
Alle ſov, han reiſte fig fra Lejet 
og gik ind til Faderen i Stuen: 


„Fader, ene mig bor Straffen ramme, 


det er mig, ſom ene har fortjent den. 

Paa min Fodſelsdag ſprang jeg fra Furen, 
plukkede til mine Brødre Sindbær. 

Jeg har Skylden, og de Andre ikke“. 

Svarede ham faa den gamle Fader: 

„Som Din Brade, blir Din Straf i Morgen“. 
Guſtav gik og lagde fig til Hvile. 


Da den tredje Broder, Erik, troede 
Alle ſov, han reiſte fig fra Lejet 

og gik ind til Faderen i Stuen: 
„Fader, agter Du at ſtraffe Nogen, 
ſaa er Skylden min og ingen Andens. 
Tankeleſt ſprang jeg omkring ved Søen, 
jagede med Stene unge Wunder; 

min er Ageren, ſom ej blev pløjet”. 
Svarede ham ſaa den gamle Fader: 
„Som Din Brode, bliv Din Straf i Morgen“. 
Erik gik og lagde fig til Hvile. 


Saadan gik de een for een til Fad'ren, 
kom med ſamme Svar tilbage fra ham, 
til endnu kun Thomas var tilbage. 

Da han marked, hvad de andre gjorde, 
anede han ſtrax det Heles Mening 

og betenkte fig, til alle ſlumred, 

gik ſaa ind i Stuen til ſin Fader: 
„Fader, hør en ſelſom Sag i Sandhed! 
ſom jeg nylig laa og tyktes ſove, 

ſatte mine Brodre ſig paa Lejet, 

og imens jeg ene laa i Halmen, 

talte de med dæmpet Stemme ſammen: 
„Bradre, alle ved vi jo, at Thomas 

ene har forſtyldt den Straf, der venter, 
og at villig han vil Alt bekjende. 

Wen han led faa ofte for os Andre, 

at vi nu engang for ham bør lide”, 

Og da Alle atter tyktes ſove, 

Saa jeg nu den ene, nu den anden 
bort ſig ſnige og tilbage komme. 

Har jeg gjættet deres Henſigt, Fader? 
Hvad de ſagde, har de kjerlig digtet, 
thi i Sandhed, det var mig, ſom fejled“. 
Og med graadkvalt Roſt hans Fader ſpared: 
„Gaa, og Straffen rammer Dig i Morgen“. 


Morgenroden var paa gyldne Vinger 
fløjet op af Søen alt og fad i Skoven, 
da han kaldte ſine Sonner for fig. 

Høj og ftræng med fine hvide Lokker 
ſad han nu i Sojtidedragt ved Bordet, 


og Medaljen, Fædrelandets Gave, 8 
hang paa Bryſtet, paa en 4 
„Hvem af Eder“, ſpurgte lig, 


„ſtaar 9 6 nu ned Brøden paa 25 
„Jeg“, 


Da braſt Dæmningen, ſom for hans Sonner 
havde ſtengt i ſytten Aar hans Taarer, 
og han græd og folded fine Heender: 
„Lovet være Gud for al fin Godhed! 
Holdt er Loftet, og mit Faderhjerte 

er ved mine Sonners Had ej bruſtet. 
Born! fra nu af ikke længer Slaver, 
nej, men Sonner, elſkelige Senner! 
Hører hvad Jer gamle Fader ſiger: 

Da ſom ung i naſte By jeg tjente, 

var en Fader der med otte Sonner, 

men jaa hadſk er Uven ej mod Uven, 
ſom her Broder var imod ſin Broder. 
Modtes de, var Kniven deres Tunge, 
og, gik de forbi hverandre, Stenen. 

Ve, jeg tenkte, hellere jeg ſavner 

al den Fryd, en elſket Huſtru ſkjcenker, 
end at leve Aar for Aar i Rædjel 

for at fylde Jorden op med Slige; 

og paa Tanken ſtrax Beſlutning fulgte. 
Femti Aar alt tynged paa min Isſe, 
hverken Aar dog eller Krigens Møje 
havde kuet mine Lemmers Styrke. 

Saa en Nat, ſom ſent jeg ſad ved Milen, 
pludſelig en Mand ſtod ved min Side, 
og ved Ildens matte Skin han talte: 
„Kjend i mig de onde Brodres Fader; 
lad den Kraft, der bor i Dine Lemmer, 
ej til Fode blot for Orme gjemmes. 

Tag en Huſtru og ffjænf Landet Sonner, 
og hvad mine ej af Medgang lærte, 

lade Du af Modgang Dine lære”. 

Saa han talte. Vinden oged Luen, 

og ſom han var kommen, var han borte. 
Hans var Raadet, Herren lod det lykkes. 
Sværger nu ved ſamme Gud, o Sonner: g 
At ſom hidtil I vil holde ſammen, 


ſtedſe dele Tryghed, dele Fare, 
ingen Lyſt og ingen Nod paa Jorden 


ſkal den Enes være, ej de Andres 

alt, jan vidt Jer Liv og Kræfter ſkjcnkes; 
og den Sorg, ſom mig min Haardhed voldte, 
tar jeg ej forgjæves med i Graven”. 

Da tren Thomas Hane frem og talte: 
„Fader, ingen Ed er ſkjon ſom denne, 


heller ingen er jaa let at holde. 


Se, ſom Trelle, ej ſom Sonner var vi 
her pan Gaarden; hvorfor gik vi ikke 


—— 


Syſtre. 


bort og ſsogte andetſteds vor Lykke? 

— Svorfor, om ej for at blive ſammen? 

Igngen vilde faa de Andre ſpigte. 

Ekulle vidt vi over Verden ſpredes, 
ſom i Skoven Tiurens Unger ſpredes, 
naar mordlyſten Skytten dem forjager? 
Saadan talte vi, naar Nod os trængte, 
ſaadan ſkal det være i vor Lykke“. 


Og en hellig Ed de alle ſvore, 

at ſom hidtil de vil holde ſammen, 

ſtedſe dele Tryghed, dele Fare, 

ingen Lyſt og ingen Nod paa Jorden 
ſkal den Enes være, ej de Andres, 

alt jaa vidt dem Liv og Kræfter ffjænfes. 
Saa de ſvore; men den gamle Fader 
gjemte Eden glad dybt i ſit Hjerte. 


Lyſende Skarnbasſer. 


—— 


Efter at Leſerne i Nr. 20 have jet lidt om Skarn⸗ 
basſer, vil det maaffe kunde more mange at høre om en 
ganſke merkelig Art, der findes i flere Egne af det 
varme Amerika, nemlig lyſende Skarnbasſer. 

Som bekjendt ere enkelte Gjenſtande og Dyr i 


Stand til at give et i Morke lyſende Skin fra ſig, 


ſom f. Ex. Troſke og St. Hansorme, en Egenſkab, der 
ſerlig er fremtrædende ved Fosfor, det Stof der findes 
paa Enden af de nu ſnart forbudte Spovlſtikker. En 
ſaadan lyſende Evne have de Torbiſter, ſom ere aftegnede 
i dette Nr., i en meget hej Grad, ſom Billedet taget 
af „Induſtritidenden“ viſer, idet Lysſkœret ligeſom ud⸗ 
ſtraaler paa to Punkter paa Siderne af Dyret, ſaa 
at dette ligner Ildgniſter, naar det om Aftenen flyver 
om i Luften. 

Indianerne i det nordlige Sydamerika have fra 
gammel Tid bragt denne mærkelige Egenſkab hos Dyrene 


i Anvendelſe og have ſaaledes brugt dem til en Slags 


Lygter, der kunde vejlede dem i de mørfe Skove, lige⸗ 
ſom Indianernes Kvinder lave ſig glimrende Halsbaand, 
Orenlokker og Haarſmykker af disſe Torbiſter, en Mode 
de hvide Kvinder, Efterkommerne af de indvandrede 
Spanfke⸗Kreolinder, have optaget efter deres brune 


Lande for Aarhundreder ſiden, bleve de i Forſtningen 


ſlemt narrede af disſe lyſende Inſekter, ſom de om Af 


tenen toge for de brændende Lunter paa de Indfsodtes 
Bosſer; man bedømte da disſes Styrke efter Masſen 


af de glimtende Punkter man ſaa bevæge ſig og trak 


ſig klogelig tilbage. 
En anden morſom Hiſtorie, ſom disſe Dyr ſpiller 


1 9 
e 


Man fortæller, at da Spanierne erobrede disſe 


388 


en Rolle i, fortælles fra Paris. En Snedkermeſter i 


en af Forftæderne havde faaet noget amerikanſk Træ, 


ſom, uden man vidſte det, indeholdt nogle Larver eller 
Pupper af disſe Torbiſter. De fuldkomne Inſekter u 5 
viklede fig af Pupperne og gave fig en ſkon Nat til a 
"flyve glimrende om i det øde Verkſted. Folk bleve 
opmerkſomme paa dette Seerſyn, men ingen turde vove 
ſig ind om Aftenen og om Dagen, da Dyrene ſfjulte 
fig, var der intet at ſe, faa at man ſnart anſaa Stedet 
for fuldt af Spogeri og fordømte Aander, der varslede 
om ſtore Ulykker, indtil man endelig kom efter den rette 
Sammenhæng og fandt de rigtige Spogelſer i Form 
af ſkinnende Skarnbasſer. 


De bedfle Kaninarter. 


Kommer man i denne Tid ind i det be 
kjendte ſmukke For⸗ 
lyſtelſesſted Tivoli 
ved Kjobenhavn, vil 
man ſe de Beſogende 
flokkes om en Del 
Brederum ved den ſto⸗ 
re Rutſchbane, ſkont 
her hverken er Muſik 
eller Liniedans. Bu⸗ 
rene indeholde nemlig 
en anden Seveerdighed, 
ſom i denne Tid gjor 
Kray paa den alminde⸗ 
lige Interesſe i hele 
Nordevropa; de ere 
nemlig Boliger for 
flere Kaniner af for⸗ 
trinlige Racer, ſom 
man mener vil komme 
til at ſpille en ſtor 
Rolle ſom fortrinlig, 
billig Kjodfode for 
Folket i vort Land, 
ligeſom de gjore i England, Belgien og Frankrig. 

„Husvennen“ vil gjerne viſe fine mange Leſſere 
alt hvad det kan være nyttigt og interesſant at faa 
lidt at vide om; men da vi ikke kunne haabe at faa 
ret mange ind paa Tivoli for at ſe paa Kaninerne, ſaa 
tage vi det fornuftige Parti at bringe Kaninerne rundt 
til Læjerne, ſom paa omſtagende Side ville ſe Tegning 
efter et Fotografi af „hele Familien“, ligefra den vilde 
Hare og den lille tamme Huskanin, til den vældige afri⸗ 
kanſke Kanin, og vi kunne efter eget Efterſyn forſikkre, 
at de ligne fortrinligt alleſammen. å 

Vi antage, at det vil være Læferne kjcerkomment 
tillige at hore lidt om disſe Dyr, og ſkulle efter det 
Side 263 nævnte Skrift af Hochſtedter meddele Folgende. 


Lysende Skarnbasser. 


Kløver 
og andre Urter, grøn 
og moden Sed, Kaal, 
Roer, Kartofler og om 
Vinteren iſcer af Knop⸗ 

per og Bark. Naar 
de blive bange, give 
de en ſkarpt ſkrigende, 
næften pibende Lyd 
fra fig. De begynde 
at parre fig i Februar 
eller Marts. Hunnen 
er drægtig 30—32 
Dage og faar ſaa fire 
tilotte, undertiden end⸗ 
og tolv Unger, der 

ere blinde de forſte 
ni Dage, og ſom efter 
yderligere ſerten Da⸗ 
ges Forløb ſelv ſoge 
deres Nering under 

Moderens Beſkyttelſe. 

Naar der ikke indtræf- 

fer ſteerk Kulde eller 

Fugtighed, faar Hunnen Unger fem Gange, ja i varme 

Egne endog ſyp til otte Gange om Aaret. Disſe Dyr 

formere fig altjaa efter. en uhyre Maaleſtok, og ſtjondt 

en betydelig Mængde buffer under for Vejrliget, Syg⸗ 
domme og de talrige Fjender, blive Kaninerne ikke 
ſjeldent til en ligefrem Landeplage. De have ofte 
gjennemrodet Jorden i Haver, Marker og Skove i hele 

Miles Omkreds og have derved anrettet ſaa overordenlig 

ſtor Skade, at man planmeesſigt maatte ſoge at ud⸗ 

rydde dem. : 
Kaninen bliver otte til ti War gammel og er fra 


de ældfte Tider blevet tæmmet neſten overalt, Den 


vilde Kanin er altid ensfarvet graa eller brungraa med 
gulagtig Nakke; fra den nedſtammer den tamme Kanin, 


Almindelig Kanin. 


Afrikanfke Kaniner (Vadderkaniner). 


Kaninracer. 


Angorakanin. 


Hare. 


Leporide. 


rc 


— 


390 


ſom paa Grund af Racevalg forekommer i mange for⸗ 
ſtjellige Farver og tildels i ejendommelige Racer. AL 
mindelig bekjendt er den almindelige Huskanin eller 
Staldhare, ſom man finder dels hvid med rode Øjne, 
dels fort, blaalig, ſolvgraa, ganſke graa, rodlig⸗gul, 
ſpœettet o. ſ. v. Naar den er udvoxen, har den en 
Vent af knap fire Bund. : 

Det er navnlig Franffmændene, man ſkylder Wren 
for at have ved Krydsning fremkaldt forſkjellige Kanin⸗ 
Racer, der hver for fig udmærker fig ved Storrelſe, ved 
Skindets Finhed eller ved deres velſmagende Kjod. 


Man opſtiller ſex mer eller mindre karakteriſtifñef og 


forſkjellige Kanin⸗Racer: 

log 2. Silkekaninen (Silfeharen) og An⸗ 
gorakaninen. De udmærker fig Begge ved deres 
lange, meget bløde og ſilkeagtige Haar, der navnlig hos 
Angorakaninen bliver meget langt, tæt og krollet. Begge 
Afarter forekomme med forſkjellige Slags Farver, 
men ſpille iøvrigt, endog i Frankrig og Belgien, en under- 
ordnet Rolle, fordi Kjødet-af dem ſmager daarligt. 

3. Den almindelige tamme Kanin (lapin 
de garenne) er kun den ved omhyggeligt Udvalg af 
Tillcegsdyr forædlede vilde Kanin. 3 udvoren Tilſtand 
vejer den omtrent fem Pund, og man tillægger fun de 
morke Farver (brungraa, graablaa og fløjelsfort) paa 
Grund af, at deres Skind bliver betalt meget højt ſom 
yndet Pelsvork. Den avles fornemmelig i det Sire 
af Frankrig. Den er ofte neppe til at ſtjelne fra den 
vilde Kanin og kaſter aarligt 60 —70 Unger. 

4. Den almindelige franſke Kanin er den ved 
omhyggeligt Udvalg af kraftige Tillogsdyr ſamt ved 
henſigtsmaesſig Fodring og fornuftig ledet Avl almindeligt 
udbredte Huskanin, der er blevet ſtorre hvad alle Legems⸗ 
delene angaar. Den forekommer i alle mulige Farver 
og figurerer, efter Pelſens forſkjellige Farve, under for⸗ 
ſtjellige Navne (f. Ex. Solvkanin, kineſiſt Kanin, engelſk 
Kanin o. ſ. v.) Ved at parre den almindelige franſke 
og Havekaninen med den ægte franſke Kanin har man 
faaet en noget ftørre og plumpere Race, der i forſtjellig 
Farve og under forſtjellige Navne (Normandiner⸗ Lan⸗ 
guedoc⸗ Rouennais⸗Kanin o. ſ. v.) kommer i Handelen, 
og ſom, naar den er udvoxen, vejer indtil 7—8 Bund. 
De haregraa eller rodliggule Dyr af denne Art ſtaar i 
hojſt Pris og forvexles hyppigt med den ægte franfke 
Kanin. 

5. Den ægte franſke, afrikanſke eller Ved⸗ 
derkanin er oprindelig indfort fra Algier og avles 
kun i Sydfrankrig, England og Spanien. Den er let 
at ſtjelne fra den almindelige franſke Kanin. Navnlig 
har Orene en Længde af indtil 6—7 Tommer og 
Kroppen er langſtrakt og har, naar Dyret er udvoxet, 
en Længde af indtil 16 Tommer (Hovedet ikke medregnet). 
Den bærer Orene mer eller mindre hængende, hvorved 
den faar en fjern Lighed med en Vedder. Farven 


ſpiller ikke nogen afgjorende Rolle, dog bliver de Dyr 


betalt bedſt, der er hvide paa Struben, Maven og den 
indre Side af Benene, men ellers ensfarvet graa (hare- 
graa) med ruſtgul Nakke, ſamt de, der ere ifabellafarvede. 
Naar den afrikanſke Kanin er udvoxet, er den meget 
ſtor og vejer 10 12, ja endog 15 18 Pund. Denne 
Race, der ogſaa gaar under Navnet Buldog⸗ og anda⸗ 
luſiſk Kanin, og ſom egner fig fortræffeligt til Avl, er 
nu paa Grund af den ſteerke Efterſporgſel vanfkelig at 
faa fra Sydfrankrig, hvor man giver over 25 Rd. for 
Parret. 

6. Leporiden er Afkommet af en med Held 
gjennemfort Krydsning af Haren og den franfke Kanin. 
Da Haren og Kaninen ellers nærer gjenſidig Fjendſkab 
til hinanden, anſaa man det længe for umuligt at faa 
dem til at parre fig. Det er Hr. Roux, Praſident 
for Agerdyrkningsſelſtabet i Charente, ſom man ſkylder 
Wren for at have løft Sporgsmaalet; han begyndte 
fine Forſog i 1847, men førft 1850 kom han egenlig 
til at begynde pan at føje Opgaven. Bringer man 
nemlig vorne Harer og Kaniner ſammen, ſaa ſlaas de 
jaalænge til den ene Part bukker under, og de parrer 
fig ialfald ikke, ſelv om de ogſaa tilſidſt beſlutter fig 
til at leve ſammen. Man maa altſaa opdrage tre, fire 
Uger gamle Harer ſammen med Kaniner af ſamme 
Alder. Naar de er blevne voxne, blive Hannerne flyttede 
hver for fig; enten giver man Han⸗Haren 2 til 3 af 
de Hun⸗Kaniner, eller man giver Han⸗Kaninen 2 til 3 
af de Hun⸗Harer, ſom den er voxet op ſammen med. 
Efter alle hidtil gjorte Erfaringer lykkes Krydsningen 
mellem Han-Harer og Hun⸗Kaniner lettere end omvendt, 
og Leporiderne ligne da ogſaa i høj Grad Haren, ſaa⸗ 


ledes ſom Afbildningen viſer. 


En Husmandsſkole. 


J Torup pr Ulſtrup Station pr. Randers bygges 
i Sommer en Landboſkole for vordende Husmeend, der 
aabnes 1. Novbr. Skolens Formaal ſkal være at lære 
Eleverne, hvorledes en mindre Jordlod bør behandles, 
naar den ffal funne ſiges at være veldyrket; ogſaa ffulle 
Eleverne erholde Undervisning i Havedyrkning; ligeſom 
der ogſaa, ſaavidt muligt, ſkal gives dem Lejlighed til 
at øve fig i nyttig Husflidsgjerning. Og ved Siden 
deraf vil der blive givet Undervisning i Regning, 
Skrivning, Modersmaalets ſkriftlige Brug, e 
m. m. Et Kurſus ved Skolen gjennemgaaes i et Aar, 
fra 1. Novbr. til 1. Novbr. J Maanederne Novbr., 
April og Oktbr. ſkulle Eleverne daglig nyde 3 Timers 
Undervisning, i Decbr., Jan., Febr. og Marts daglig 
4 Timer og i Aarets øvrige Maaneder daglig 2 Timer, 
alt foruden den Vejledning, der ydes ved praktiſke Ar⸗ 
bejders Udførelje. Iøvrigt ſkulle Eleverne være pligtige 
til at deltage i alle de Arbejder, der kunne forefalde 
ved Jordbrug, Havedyrkning og Husflid. Eleverne 
erholde Bolig, Koſt, Lys og Varme paa Skolen; Be 
talingen, ſom en Elev vil have at udrede, anfættes for 


vil ſaa lære, 


3 1 LEN” * IN eee 9 r e era 
. ẽ ͤꝶ PTT!!! 86 


391 


det forſte Aars Vedkommende til 40 Rd.; Erfaringen 
om det i Fremtiden kan undgaaes at 
forlange Mere. Eleverne antages ikke gjerne i en ngre 
Alder end 18 Aar; i ethvert Zilfælde maa de kunne 
deltage i de almindelig forefaldende Landbrugsarbejder. 
Til Skolen hører en Ejendom paa nogle og tyve Tønder 
Land g. M., Hartkorn omtrent 2 Td. En mindre Del 
af Marken (nogle fag Tonder Land) vil blive behandlet 
alene med Spaden, for at Eleverne kunne lære Spade⸗ 
kulturen, og dens Reſultater at kjende. Maatte Nogen 
onſke nærmere Oplysninger eller ville indmelde Elever, 
bedes man henvende fig til Lærer P. Nielſen, der op⸗ 
retter Skolen og leder dens Virkſomhed. 

Af Opretterens Redegjorelſe for Skolens Betime⸗ 
lighed og Nytte, hidſette vi følgende Uddrag: 

„Det er ſagt tidt og mange Gange, at vore Hus⸗ 
mends Stilling i det Hele 1 ikke er tilfredsſtillende, 
og det er utvivlſomt en Sandhed. Men ſporger man, 
hvad Aarſagen er til, at mange Susmænd ſidde forknyt 
i det, ikke kunne ſpare, hvad de fkulle, og ikke kunne 
ſkaffe tilveje, hvad der er nødvendigt, for at de med 
eren kunne leve uden noget virkeligt Savn og uden 

ekymring, ja da tro vi, at det rette Svar i mange 
Tilfælde vil være dette: Husmanden forſtaar ikke paa 
rette Maade at gjøre de Hjælpemidler frugtbringende, 
ſom han er i Beſiddelſe af. Hvor mangfoldige Hus⸗ 
mend er der ikke, ſom langtfra fan det Udbytte af deres 
Jordlod, ſom denne ved en henſigtsſvarende Dyrkning 
kunde yde; medens det nu i Reglen er ſaaledes, at 
Huslodderne, iſcer de mindre, dyrkes daarligere end 
Herregaardenes og Bondergaardenes Jorder. Det var 
tvertimod i fin fuldkomne Orden, at Huslodderne be⸗ 
handledes paa en ſaadan Maade, at de forholdsvis gave 
det ſtͤrſte Udbytte. Saa er der Havedyrkningen; 
for hvilken Klasſe af Jordbrugere kan Haven ſiges at 
være af jaa megen Betydning ſom netop for Husmændene ! 
Havde disſe den tilbørlige Interesſe 1 Haven, og til 
ſtrekkelig Kjendſkab til dens rette Be handling, da vilde 
den kunne yde dem et meget væjentligt Tilſkud til søden, 
og i mange Zilfælde SY en ikke ubetydelig Penge⸗ 
indtægt; og den Fordel, ſom Haven ſaaledes kunde yde, 
vilde meget ofte kunne haves, uden at Husmandsfamilien 
derved behøver at lide noget Skaar i fin Indtegt af 
den Grund, at Arbejdet i Haven kan gjores uden at 
andre Ting derover forſommes. Manden kan arbejde i 
Haven, hvis han, hvad der jo ikke ſker ſaa ſjeldent, maa 
være hjemme nogle Dage af Mangel pag Beſkeeftigelſe; 
og Konen har jo ofte megen Tid til ſin Raadighed, 
ſom ellers ikke rigtig kommer til Nytte; og hvor ofte 
er det ikke ogſag Zilfældet, at Husmandens Born kunde 
gjøre Gavn i Haven. Naar Arbejdet ſaaledes enten i 

et Sele eller til Dels udføres uden Tab i andre Hen⸗ 
jeender, jaa er det ſenere Udbytte af Haven jo enten 
ganfte eller for en Del en ligefrem Gevinſt. Men ikke 
deſto mindre maa det ſiges, at det kun er meget faa 
Husmernd, ſom ffænfe Haven den tilberlige Opmeerk⸗ 
ſomhed, ja vi tro endogſaa, at Havedyrkningen i det 
Zee taget ſtaar ikke ſaa lidt tilbage for Markdriften. 

g hvorofte er det ikke, at Husmanden 
Timer gaa ubenyttede hen, ſom kunde anvendes til Ud⸗ 
ovelſe af en eller fanden nyttig Husflidsgjerning, fordi 
han ikke tænfer paa, at den Tid, ſom han ikke har An⸗ 
vendelſe for til ſin egentlige Gjerning, har nogen Verdi, 
eller fordi han ikke i Ungdomsaarene har lært at gjore 
forſkjelligt Smaagavn, og tror, at han nu er for gammel 
til at begynde derpaa. : 


lader 


Men Enhver vil ſikkert indrømme, at det tidt og 
ofte kan være af meget ſtor Betydning for Husmanden, 
at han forſtaar at bruge ſine Hender til Forfeerdigelſe 
af letafſcttelige Husflidsgjenſtande. Det træffer jo ikke 
jaa ſjeldent, at Arbejdsmanden i en ſterre eller mindre 
Del af Vintertiden maa undvære fin ſedvanlige For⸗ 
tjeneſte, fordi 25 ikke kan faa Arbejde ude, da er det 
et ſtort Gode for ham, om han ved Husflidsgjerning 
kan have dog i alt Fald nogen Fortjeneſte og tillige 
undgaa den Kjedſomhed, ſom den, der er vant til regel⸗ 
mægtigt Arbejde, maa føle, naar han ikke kan være 
ſysſelſat med Noget; ogſaa for den Husmand, der i 
Regelen er hjemme ved ſit Eget, men dog til visſe 
Tider har vel lidt at beſtille med ſin Jord, Have eller 
Kreaturer vil Husfliden kunne være af en ikke ringe 
Betydning. Ved den omtalte Skole vil der kunne 
gives de unge Karle Lejlighed til at erhverve fig Fer⸗ 
dighed i forftjellig Husflidsgjerning, f. Ex. ved i nogen 
Tid at antage En og Anden til at meddele Vejledning 
i forſtjellige Arbejder, ſaaſom Kurvefletning, Forfær: 
digelſe af Trœarbejder oſv.“ mer É 

Derſom Opretteren af Skolen er i Stand til at 
virkeliggjore en praktiſk Udferelſe af fin ſmukke Tanke, 
vil Skolen ſikkert kunne gjøre meget Gavn. Den ſtore 
Iheerdighed, hvormed Hr. Nielſen hidtil har forſtaget 
at overvinde de mangfoldige Vanſkeligheder, der, navnlig 
fra Pengeſiden, har ſtillet ſig hindrende mod hans Plan, 
giver dog ikke liden Sikkerhed for at han vil magte 
den Opgave, han har ſat ſom ſin Livsopgave og viſt 
det er Alvor med. Vi onſke ham derfor Held med fit 
Foretagende og anbefale det til rette Vedkommendes 
velvillige Opmerkſomhed. ; 


Blandinger. 

Hvordan Smeden træffer Tender ud. Der var engang en 
Smed, ſom var bekjendt for at være et godt Hoved og en lyſtig 
Krabat. Til ham kom der en Dag en ſtakkels enfoldig Wand 
og ſpurgte, om han ikke kunde træffe ham en Tand ud, for han 
havde ſaadan en forfærdelig Tandpine. 

„Ja, jeg kan jo prøve paa det!“ ſagde Smeden, „men jeg 
bruger rigtignol min egen Maade, og det maa Du finde 
Dig i!“ 

Saa underſogte Smeden den daarlige Tand og bandt en 
ſterk Riſp om den. Derpaa tog han Manden med ud og bandt 
Riſpen faſt i den Jernriug, hvori man ellers plejede at binde 
Heſtene, der fulde" beſlaas, og fan ſagde han, at der maatte han 
blive roligt ſtaaende et Sjeblik, han ſkulde ſtrax komme sigjen. 
Smeden gik nu ind i Smedien og lagde en tyf Jernſtang i 
Esſen. Da den var bleven rigtig gloende, tog han den og ilede 
ud imod Stakkelen, ſtak ham den henimod Anſigtet og raabte: 
„Gab nu!“ Manden, ſom troede, at han ſtulde have den 
gloende Jernſtang i Munden, blev faa forfærdet, at han gav et 
højt Skrig og foer tilbage; han glemte rent, at han var bunden, 
„Knak!“ ſagde det, og faa var han fri, 

„Naa, gik den?“ ſagde Smeden. 8 

„Javel, gik den!“ ſvarede Manden og ſpyttede Blod, „jeg 
maerkede det ikke engang; men væl er den, det er viſt, og der 
hænger den nok faa net i Riſpen!“ 

„Ja, fer Du!“ ſagde Smeden, „man fan træffe Tender 
ud paa mange Maader, og ſaadan bærer jeg mig uu ad. Skyl 
ſaa Munden ud, her er Vand!“ 


SEERE RE 5 


de flette tyſke Skilderier. 


r en i 


* 


Til Husvennens Laſere. 


Med forſte Oktober begynder et nyt Bind af Hus⸗ 
vennen. Bladet har i det forløbne Provegar vundet 


Anerkjendelſe overalt hvor det er blevet bekjendt, hvilket 


giver mig Mod til at ſoretage en lille, men nodvendig 
Forandring i Bladets Pris. Hele Udgivelſen af Bladet 
har nemlig gjennemgagende viſt fig koſtbarere end det 
fra forſt af var beregnet, voeſentligft begrundet 


paa, at ingen Üdgift er blevet ſparet paa at 


give Lœſerne en faa fortrinlig Læsning og faa 
mange og ſmukke Billeder, ſom muligt. Folgen 
er, at jeg har arbejdet med en betydelig Riſiko, uden 
at Bladet det farſte Aar har bragt noget Udbytte for 
den derpaa anvendte Kapital, Tid og Flid. 

Jeg haaber derfor, at ingen af Bladets Holdere 
vil afſige det, fordi Fjerdingaarsbetalingen afrundes til 
en Krone (3 Mk.) for de kommende Bind. Dette vil 
blive baade den forſte og den ſidſte Prisforhojelſe der 
vil finde Sted. Hovedgrunden til den er, at det fra 
neſte Binds Begyndelſe vil blive nødvendigt at an⸗ 
vende en dyrere Papirſort. Det har ofte været 
Trykkeriet umuligt at faa gode Billeder trykt ſmukt paa 
det noget rue Papir der hidtil er blevet anvendt. Men 
den betydeligt forøgede Udgift denne nødvendige For⸗ 
bedring af Papiret medfører, vil bringe mig ligefremt 
Tab ved Udgivelſen, derſom der ikke foretages en lille 
Prisforhozjelſe. 

For denne, 8 Sk. mere fjerdingaarlig, vil Leſerne 
imidlertid for Fremtiden paa det finere Papir faa 
Billederne endnu bedre udfort og ſmukkere trykt 
end tidligere. Bladet vil desuden fra naſte Kvartals 
Begyndelſe mode med et langt ſmukkere Ydre end 
hidtil, og jeg vil ved den lille Prisforhojelſe endnu 
yderligere fe mig i Stand til hvert Fjerdingaar at ſende 
Bladets Holdere et 
ig 3 ſtort ſmukt Billede, 
ſom i Handelen vil have langt ſtorre Verdi end de 
8 Sk. Priſen forhojes. Som det er Hovedtanken med 
„Husvennens“ Udgivelſe at byde den jævne Familie en 
rigtig god og fund Læsning, der kunde bidrage til at 
fordrive mangen anden unyttig ja flet Læsning og 
daarlig Tidsfordriv, ogſaa ved at give Lyſt til at an⸗ 
vende Fritiden til nyttig Husflid, ſaaledes er det 
Bitanken med det ſtore Billedtillceg at fordrive mangt 
et usſelt, ſmagloſt og hæsligt tyſk Billede, der endnu 
jaa mange Steder kammer danſke Folks Vægge med 
dets ſkrigende Farver. Naar Husvennen gratis hvert 
Fierdingaar bringer et ſtort ſmukt bibelſk eller natio⸗ 
nalt Billede, tegnet af nordiſke Kunſtnere, vil dette 


forhaabentlig de fleſte Steder, hvor Bladet holdes, afloſe 


Ohpfyldes mit Saab om, at Husvennen i Lobet af 
næfte Aar vil vinde en langt ſtorre Udbredelſe end den 
betydelige (4000), der er blevet den til Del forſte Aar, 
vil jeg kunne ofre faa meget paa disſe Zillægsblade, at 
det vil blive ſande Kunſtblade. 5 

Det vil i denne Henſeende, ſaavelſom med Henſyn 
til Bladets ſtadige Forſyning med et Indhold af bedſte 
Art i Text og Billeder, ligeſaameget være i Leſernes 
Interesſe, ſom det er i min, at Husvennen faar den 
ſtͤrſt mulige Udbredelſe. Jeg tillader mig derfor at 
anmode Enhver, ſom i det forløbne Aar har faaet 
Husvennen kjer, om at anbefale alle Venner og Be⸗ 
kjendte at gjøre en Prove med at holde Bladet. Kunde 
det lykkes ret mange Læjere paa denne Maade at vinde 
en eller to nye Holdere til Bladet, da vilde en 
ſaadan Udvidelſe af Leſekredſen tillade mig at arbejde 
med faa betydelig Kraft for Bladets Fremme, at det 
ikke alene ſkulde blive det meſt udbredte, men ogſaa 
det bedſt udſtyrede Billedblad for Menigmand i vort 
Land. ; 

Dertil imodeſer jeg troſtigt alle de hidtidige 
Leſeres uundværlige Biſtand, jaa at ſaa Mange ſom 
muligt maa faa beſtilt Bladet paa Poſthuſe og Brev⸗ 
ſamlingsſteder, eller i Boghandelen, helſt inden Ud⸗ 
løbet af September Maaned, da det ny Bind 
begynder forſt i Oktober. 


Det kommende Bind vil meddele mange ſmukke, 
nye Fortællinger, ſom vore meſt yndede Folkeforfattere 
have ſkrevet til Susvennen. Saaledes vil folgende ny 
Fortellinger blive optagne i Løbet af Vinteren: 
Beatus Dodt: „Gjengjeld elſen“; „Liſt imod 
Liſt“. j 

Bendix Hanfen: „Vaar og Vinter”; „Holberg“, 
„Evald“. ? 

Emanuel Henningſen: „Bratte Omv exlinger“; 
„Ude fra Veſterhavet“; „Gaaſetaarnet“. 

Zakarias Nielſen: „Det ſtjaalne Brev” „Ros⸗ 
musſens Nyaar“. a 

C. A. Thyregod: „En Udaadsm an d“. 

Fra Anton Nielſen og Knud Skytte: Flere For⸗ 
tœllinger. 


Det ſtore Tillagsbillede for Oktober Fjierdingaa 
bliver: 
Elieſer og Rebekka i 
tegnet af den danſke Kunſtner Knud Gamborg efter 
en engelſk Original; med Text af C. A. T hyregod. 


Brevvexling. 


Hr. Niels Vester i Kr. Af Beskedenheds Hensyn tør Udgiveren ikke, efter Deres Anmodning, optage Deres 


smukke Anbefaling for „Husvennen“, i Bladet, men kun sende Dem en venlig Tak for Indsendelsen, Deres Ønske om, 
»at Husvennen fra Efteraaret maa vinde en langt større Udbredelse end hidtil, er ogsaa Udgiverens Haab, og vilde blot 
enhver Holder, der ligesom De, har „lest det med sand Tilfredshed, Gavn og Fornejelse“, ligesom De, anbefale Bladet 
paa det bedste til Slægt og Venner, vil Ønsket om langt større Læsekreds snart opfyldes. i 


Tiptt hos 9. H. Schultz. 


for Morſkabslwgnii 


Villedblad for Alenigmand, 


ty, Oplysning og Busflid. 


Adgivet af 
N. C. Rom. 
Nr. 51. 20. September 1874. 
Zud hold. Graven i Perrho II., af Joh. Ludvig Runeberg, overſat af Fr. W. Horn. — Brandvaſenet i New York, med 


Billede, — Vore Fadres Guder, af Fr. Winkel Horn, 


af H. K. A. Hovmoller. — Husflid: Legetojs⸗Lars. 


med Billede. (Fortſat). — Lidt om Hobjergning i Norge, 


Graven i Perrho. 


Af Joh. Ludvig Runeberg, operſat af Fr. V. Horn. 


—— 


II. 


Alt var nu den gyldne Fred forſvunden, 
Mord og Særjning fyldte Finlands Bygder, 
Mænd i Kampen faldt, og Kvinder flyede. 
Op fra Lintulax og Saarijårvi 
kom der Budſkab, ſorgelige Budſkab, 
ned fra Storkyros og Lappos Sletter 
kom de ikke gladere til Perrho. 


Ved det lange Bord ſad Gubben Hane 

i ſin Stue og hos ham hans Sonner 
fredelig en Dag ved Middagsmaden, 

da en Flygtning, da en tolvaars Knegt kom 
aandelgs til Stuen; ind han tren og 

ſagde: „Signe Gud Jer, Fader Hane! 

Tyve Ryttere med lange Lanſer 

have brændt vor Gaard i Nat. De raſte 
nu i Kirkebyen, hid de ftævne; 

inden Aften ville her de være”. 


Vred ſtod gamle Hane op og talte: 
„Vel har Gud fer Sonner mig forlenet, 
ſeneſterke, hærdebrede Knægte, ? 
men om tolv jeg havde, gik vel nogen 
glad for Fædreland og Hjem i Døden?” 
Saa han talte, og fra Knagen tog han 
Bosſen, ſom paa Væggen hang og ruſted. 


2 


Thomas lo, ſtod op, og ſtolt han talte: 
„Vaaben pasſe ej for gamle Hænder 
mer end Fejghed for de Unges Hjerter; 
hæng Du Bøsjen op igjen, o Fader, 
og lad mig og mine Bradrxe prøve”, 


Glad blev Gubben ved hans Ord og adlød, 
og paa Stand gik alle fer med Stolthed 
hen og tog de ſikre Bosſer med de 

ftærfe Hylſtre, flængte dem paa Skuldren, 
greb jan Bjorneſpydet, fort og ſikkert. 

Saa bevæbnede de vandred alle 

tavje, men i Sjælen faſt beſtemte 

paa, at hvor de modte Fjendeſkaren, 

vilde de den fælde, eller falde. 


Som de nu en liden Stund var vandret 
fremad paa de ſmalle Sogneveje, 

talte Thomas faa til fine Brødre: 

„Gaa J nu, ſom Vejen fører, Brødre, 
til J naa til Sgens Bugt mod Dalen; 
der, paa Hojden ovenfor i Skoven, 

der vi ville paa vor Fjende bie. 

For det aftnes, kommer han vel ikke, 

ſkal han herje vidt og bredt paa Vejen; 
og imens vil forſt en Stund jeg dvæle 
i det lille Hus, J ved, ved Vejen, 

hvor min Pige alt mit Komme venter”, 
Saa han talte og gik op til Huſet. 


Brødrene gik langſomt, til de naaede 
det beſtemte Sted, hvor Granefjeldet 


højned fig ved Søen over Dalen, 
og af Skovens Krat i Baghold ſfjulte, 
rettede de Blikket imod Vejen. 


Knap jaa længe, ſom fra forſte Daggry 
Icegeren i Skjul af Graner venter, 

naar han er paa Aarfugljagt om Vaaren, 
inden Hanen flyver ned og modig 

med ſit Stridsraab So og Strande fylder, 
vented Brodrene, for i det Fjerne 
Fiendeſkaren biſter kom tilſyne, 

ſprengende afſted med ſtrakte Lanſer. 


Ingen ſaa dem dog, for Adolf ſaa dem, 
Thomas Hanes fjære Tvillingbroder: 

„Nu“, han ſagde, „nu det gjeelder, Brødre; 
tag nu Hylſtrene af Eders Bosſer, 

og ſaa ſnart, paa Dalens anden Side 
Fjenderne naa frem til Bakkeheeldet, 

giv ſaa Ild, hver ſom har Bly i Bosſen“. 


Saa han talte; i det Samme naaede 
Fienden frem til Bakkens Kam i Travet; 
blot et Skridt endnu fremad paa Sfrænten, 
knalded Skuddene. J fire Pander 

kjoltes Kuglerne, to i den ſamme; 

fire Heſte ſprengte loſe fremad, 

Sexten ſtejled med ſkreekſlagne Stridsmend. 


„Lader atter Brødre!” raabte Adolf, 
trædende med trodſigt Blik fra Skjulet; 
og i ſamme Nu, ſom Stormen kommer, 
foer den vilde Fjendeſkare mod dem. 
Den, ſom rafkeſt var af Brodreflokken, 
naaede knapt at komme Krudt i Bosſen, 
ſaa om Kuglen blev der iffe Tale, 

inden Fjenderne var trængt ad Bakken 
op og i et Spring var naget til Toppen 
og med ſtrakte Lanſer foer imod dem; 
men med Spyd, af faſte Hender forte, 
traadte Brødrene dem kjckt i Mode. 


Nu gik Striden los med Raab og Bulder, 
Ingen veg, og Ingen vandt en Fodsbred. 
Forſt faldt Erik, ramt af et Piſtolſkud, 


og for Guſtavs Spyd hans Drabsmand ſegned. 


Striden vorte, Stød for Stød der gaves, 
jer af Fjendejfaren laa alt flagne, 

alle Brødrene. fif rode Vunder, 

og tilſidſt var Adolf kun tilbage. 

Skjont han ſaaret var i Ben og Skulder, 
hug han om fig med en røvet Sabel, 

til han dodelig i Bryſtet ſtungen 

egned, ſaarende endnu i Doden. 


Men hans Hoved, ffilt fra Kroppen, feſted 
Skarens Søvding paa den ſpidſe Lanſe, 
red jaa ſtonnende derfra med Troppen. 
Tyve kom, og ſex red bort fra Striden, 


cg af dem bar en af Kampen Maerker. 


Men i Skoven over Elvebroen 

kom de Faldnes alderſtegne Fader; 

Ro han fandt ej i fin Stue, ſiden 
Sønnerne forlod ham; uden Vaaben 

fom han nu at bringe Raad i Striden. 
Men fra Broen faa han Skaren komme, 
ſaa den ſprenge fremad i det Fjerne, 

og paa Lanſen jaa han Adolfs Hoved, 
Skjcelvende paa fine gamle Lemmer 
ſkyndte han fig videre fra Broen 

og kom frem til Stedet, hvor hans Sønners 
ſkjonne Skare laa blandt Fjender flagen. 
Fra de hvide Øjnhaar rev han Taaren, ” 
og med Øjet lyſende af Stolthed 

talte han de Faldne, Ven og Fjende. 

Alle fandt han, ikkun Thomas mangled. 
„Hvor er Thomas? lever han alene, 

og er ikke her blandt fine Brødre?” 


Saa han talte. Langt derfra i Huſet 

ſad den edle Thomas hos ſin Pige; 
men han drog juſt nu ſin Haand af hendes. 
„Hvad er dette?“ ſagde han forundret, 
„ſer mit Oje, eller ſer min Nakke? 

Ojet burde ſkue Dig blot, Pige, 

og min Nakke kun de forte Vægge, 

og med hvilfen Sans jer jeg da dette, 
mine Brødre blodige og ſlagne 

og vor Adolfs Hoved ſat paa Stage?“ 
Saa han talte, og fit Spyd, fin Bosſe 
greb han haftig, ilte ud af Stuen. 

Sele Vejen fremad ſaa han blodſteenkt, 

og imellem Træerne paa Stedet, 

ſom var aftalt, laa hans Brødre ſlagne, 
og imellem dem hans gamle Fader. 

Ej et Skridt han voved frem mod Skoven, 
ſtille ſtod han ſtum og ſaa og horte, 

horte, hvor hans gamle Fader raabte: 
„Ve, mit gamle Hoved! hvor er Thomas? 
Hvor er Thomas? han er ene flygtet, 

han, den kjereſte af mine Sonner, 

han er flyet, har ſpeget fine Brødre. 

Ve Forrederen, den fejge Nidding! 

Rad han flakke om ſom Kain i Skoven, 
ffræmt af Løvet, ſom paa Wspen ſkjelver, 
ſtremt af Hjerpen, ſom forſkrakket flyver 
op med Larm, naar han imod den kommer. 
Gud, om Du retfærdig lever hisſet, 

had ham ſaa, ſom jeg engang ham elſked, 


| 


og naar han engang i Doden vaagner, 
lad ham favne Fædreland og Brødre!” 


Stiv af Redſel horte Thomas paa ham, 

og han vendte bort ſit Blik fra Gubben. 
Som en Hund, der hidſet folger Bjornen, 
vejrende dens Spor i Skov og Vildmark, 

gik han ſtum og fulgte Vejens Blodſpor, 

— ſtum, men Mordlyſt raabte i hans Hjerte. 
Da han kom forbi ſin Faders Bolig, 

ſlog alt Rog og Luer ud af Taget; 

men han ſaa ej, horte ej, hans Oje 

var urokkelig pan Vejen faſtet. 


Alt var Solen ſunken bagved Skoven, 

da han naaede til en rømmet Landsby. 
Zæt ved Vejen, fra et Skjul paa Marken 
tittede en Smaadreng frem, ſom varſomt 
vinkende med Haanden, ſagte raabte: 
„Gaa ej did, thi der det Livet gjælder; 
Fjenderne har lejret ſig i Gaarden. 

Ser der var, med ſtore, lange Lanſer, 

og den grummeſte og ſtorſte Rytter 

bar et blodigt Hoved paa ſin Lanſe“. 


Endnu raſkere ſkred Thomas fremad. 

Men paa Doren til den forſte Stue 

faa han Adolfs fjære Hoved ſpiddet. 

Med et Brol han flængte bort fin Bosſe 
og brød ind. Den forſte, ſom han mødte, 
fik hans Spyd til Skaftet dybt i Bryſtet. 
Saa fløj raſende han frem ſom Ørnen, 
ænjende ej mere Værn og Vaaben, 
ſpredende omkring fig Død og Rædjel 
med den blotte Haand, ej Hug han marked; 
ſnart den ene, ſnart den anden tumled, 
ſlagen, om med ſonderreven Strube. 


Saa var Skarens Hopding fun tilbage. 
Men tilſidſt tog Thomas ham om Livet. 
knuſte Bryſtet og hans Ryg tillige, 

ſaa han dobbelt brudt faldt om paa Stedet, 
ſkar fra Kroppen fan den Faldnes Hoved, 
tog med Sorg ſin Broders ned fra Doren, 
og begav fig, ſaaret, mat og blodig, 

men med lettet Hjerte hjem omſider. 


Midnat bredte ſig alt over Jorden, 

da forblodt han naaede Fedregaarden. 
Rog og Aſke mødte der hans Oje; — 
blot en Lade ſtod paa Gaarden ubrendt, 
did han gik at ſoge Tag dg Hvile. 

Som han nu, til Doren kommen, ſtandſed, 


horte han ſin Faders Roſt derinde: 


„Hvem kan ſpare mig, har Thomas ſpeget? 


O maafke, maaſke har han ej ſveget. 

Lad, o Herre, ham uſkyldig være! 

Send ham hid til mig med Mandens Hoved, 
hans, ſom har min Sons paa Spydet loftet, 
at mit Oje maa ham trofaſt ſkue; 

og Din Hevn, ſom over ham jeg kaldte, 
maa Du ſende pan mit gamle Hoved. 

Og paa Affen af min Gaard, ſom brændte, 
og paa mine Sønners Lig, ſom ſegned, 

ſtal jeg priſe Dig, at end jeg lever!“ 


Ind tren Thomas, da han horte dette: 
„Fred med Dine hvide Lokker, Fader! 

i den Stund jeg her ſtaar for Dig, leve 
Dine Sonners Banemend ej mere“. 
Saa han talte, og for Fad'rens Fodder 
kaſtede han Fjendens biſtre Hoved. 


Op fra Gulvet ſprang den gamle Fader, 
tog i Favn fin Son — men allerede 
ſegned denne døende til Jorden, 

og i Faldet fulgte ham hans Fader. — 
Af de dybe Vunder dode Thomas, 

og i Fryd hans gamle Fader dode. 


Brandvæfenet i New Vork. 


En Ildebrand i en mindre By kan ofte være farlig 
nok, men i ſtorre Stæders tetbyggede Kvarterer er 
Faxen langt ſtorre, naar en: Ildebrand ret tager fat; 
derom have vi i de ſenere Aar jævnligt hort Tidender 
navnlig fra Amerika, hvor ijær den ſtore Stad Ehicago 
gjentagne Gange har været Gjenftand for umaadelige 
Ildebrande. 

Et velordnet, kraftigt Brandvæjen er derfor en 
overmaade vigtig Indretning for ſaadanne Byer. 
Tidligere have de forfkjellige Brandforſikringsſelſkaber, 
hvis hojeſte Interesſe det jo er at der brænder faa lidt 
ſom muligt, da de jo i Reglen fkulle betale Skaden, 


| indrettet private, frivillige Brandkorps. Man forſtaar 
let, at det Værn ſaadanne afgive mod en almindelig 


Ildebrand i en ſtor By ikke kan være ganſke tilfreds⸗ 


ſtillende, ifær da de indbyrdes konkurerende Selſkabers 


Brandkorps nok ikke altid kom ud af det i bedſte For⸗ 
ſtaaelſe, naar de traf ſammen paa Brandſtedet, jaa at 
de ſtore Summer, Selſkaberne ofrede paa Sluknings⸗ 
foranſtaltninger, ofte gjorde mindre Nytte end de kunde. 

Nu ere derfor de frivillige Brandkorps de fleſte 
Steder i de ſtorſte Byer afloſte af et offentligt Brand⸗ 
værn, der er ſaaledes indrettet, at det paa enhver Tid 


kan rykke med fuld Kraft mod Ilden. Paa hosſtagende 


Billede jer man hvorledes en ſaadan Udrykning af 


396 


Brandveesnet tager fig ud i den ſtore amerikanſke By 
New Vork. I bedſte Orden, men ſaa hurtigt, at alt 


i den befærdede Gade ſkyndſomſt maa vige tilſide, farer 
Slukningskorpſet frem. Med Signalhornet iler For⸗ 
manden foran, fulgt af to kraftige Heſte, der trakke 
den vældige Dampſprojte, der allerede har fuld „Damp 
oppe“ og er beredt til at kaſte ſin megtige Vandſtraale 
i Vejret, ſaaſnart den er ankommen til Brandſtedet. 
Til Dampſprojten horer tolv Mand, der medfolge paa 


den Tendervogn der følger efter Sprojten, og atter bliver | 


fulgt af den vældige Stige og Brandhagevogn, med en 
Beſcetning af otte Brandmend, der ſindrigt, paa ægte 
amerikanſk Vis ere anbragte paa hængende Sidejæder - 
under Stigerne. g 

Af ſaadanne Brandkorps har New York mange, 
maaſke nu et halvt Hundrede, hver med fin Dampſprojte, 
ypperligt indovede. De ere fordelte i forſkjellige Sprojte⸗ 
huſe hele Byen over, med Vagtſtuer og Stalde, for⸗ 
bundne ved elektriſk Telegrafledning med et Hovedkontor. 
Saaſnart der udbryder en Brand, giver Brandtelegrafen 


"Brandvæsenet 


i et Nu Ordre til vedkommende nermeſte Station, om 
hvor Branden er og hvormange Sprøjter der ſkal mode 
og inden et Minut. er man færdig til Udrykning. Ved 


denne Hurtighed faar Ilden ikke let Overhaand, og det 


er fjældent at man behøver at rykke ud med mere end 
en eller to Sprojter. Alle Brandmendene ere faſt an⸗ 
ſatte og leve af denne Beſtilling, ſom lennes ret godt 
(700 à 1000 Dollars). De have faſt Bolig i Vagt⸗ 


huſene og en fuldftændig Uniform, der pasſer godt til 


deres Hverv. Den beſtaar af en merkeblaa Vaaben⸗ 


—— 


i New York. 


frakke med Sølvfnapper og Hovedbeflædningen er en 
ſort, bredſkygget, hjcelmagtig Lederhat, hvis bredere 
Bagrand fuldſteendig dakker Nakken bande for Band og 
Ild, omtrent ſom Sgmandens og Fiſkerens „Sydveſt“. 
Indvendig er den forſynet med et ſteerkt Staalkors, for 
at ſkerme mod altfor farlige Følger af en Skiferplade 
eller en Tagſten i Hovedet. 

Brandvæsnet, ſom vel nu er mindſt Tuſind Mand 


ſtarkt, er ganſke viſt en koſtbar Indretning; men tænker 


frelſer fra den 


7 


man paa de uhyre Værdier det aarligt 


graadige Lue, og paa den ſtore Sikkerhed det yder Byen, 
faar man Overbevisningen om, at næppe nogen offentlig 
Udgift jvarer rigere Renter for Byen end Brandvæsnet 
i New Vort, N 


Vore Fedres Guder. 
Ved Fr. Winkel Horn. 


A 


5 (Fortſat.) 

Endnu ville vi her af Odins Sonner nævne 
Hejmdal, den hvide As, en flor og hellig Gud. Han 
er baaren og født ; 
af ni Mødre, alle 
Møer og alle Sø- 
fire, og opneret 
med Jordens Kraft, 
med den ſvale Sø 
og Solens Blod. 
Hans Tender er af 
Guld, hans Ganger 
hedder Guldtop, 
hans Boſted er 

Himmelbjergene 

ved Aſabroen Bif⸗ 
roſt; der ſidder 
han ved Verdens 
Ende ſom Guder⸗ 
nes Vogter og vog⸗ 
ter Broen imod 
Bjergriſerne. Og 
vel er han fkikket 
til det Hverv, thi 
han nojes med min⸗ 
dre Søvn end en 
Fugl, og han ſer 
lige ſaa godt om 
Natten ſom om 
Dagen, hundrede 
Mile vidt; han kan 
høre Græsfet gro 
paa Marken og UL 
den paa Faarene, 
og naar han blæfer 
i ſin Lur, Gjallar⸗ 
hornet, hores det 
over Alverden. Paa 


den yderſte Dag kempe han og Loke ſammen og fælde | 
Han er Menneffeflægtens Velgjører, og | 
Menneſkene kaldes hans Born. Han er Stændernes | 
Stifter, ſom der fortælles i et gammelt Kvad, hvis 


hinanden. 


Indhold vi ville anfore. 


Rig kaldte Hejmdal ſig, da han vandrede ad de 


gronne Veje. Han kom til et Hus, hvor Doren ſtod 
paa klem, og fatte fig ved Arnen hos Huſets Folk; 
3 . e 


Hejmdal. j 


|| 


397 


de var gamle og graa, tarvelige vare deres Klæbder, 
Oldefader og Oldemoder hed de. Oldemoder bar Mad 
frem for den venlige Gjæft, Brødet var tungt og tykt 
og fuldt af Saader, og den øvrige Koſt var heller ikke 
Herreretter. Saa lagde Rig fig paa deres Leje imellem 
dem; tre Netter blev han hos dem og vandrede fan 
videre ad de grønne Veje. Men da der var ledet ni 
Maaneder, fødte Kvinden et Drengebarn; ful og fort 
var han at fe paa, med grovt Anſigt, krum Ryg og 
runken Hud. De kaldte ham Treel ; blide var ikke hans 
Kaar: af ublegt Hordug var hans Svob, og ſom Kræf- 


terne øgedes, øgedes ogſaa hans Moje; fra Gry til 


Kvæld maatte han 
bære Kvas fra Sko⸗ 
ven, binde Baſt og 
øve anden Traelle⸗ 
dont. Saa kom 
Treelkvinden i 

Gaarde, Tærne hed 
hun, fun lidet fager 
med arret Fod og 
ſolbrendte Arme, 
med hængende Næ- 
je. Og hun fatte 
fig ved Arnen hos 
Huſets Son, og de 
hviſked i Lon og 
delte Leje; deres 
Born fatte Gjer⸗ 
der ogſpredte Mog, 
røgted Spin og 
Gjeder og grov 
Zørv, og fra dem 
ſtamme alle Treelle 
og Zærner. — Rig 


han kom til en Hal, 
hvor Doren ſtod 
halvt aaben; han 
tren ind til Huſets 
Folk, Bedſtefader 
og Bedſtemoder, 
ſom ſad og ſysled 
ved Arnen; Man⸗ 
den ſad og ffar en 
Treſtok til til 
Ververbom; hans 
Sfjæg var ſtudſet og Haaret ſtroget bort fra Panden; 
Kvinden traadte Rokken og ſpandt Traad til Bæv; Sæt 
havde hun paa Hovedet, Smæffe paa Bryftet, Klæde om 
Halſen og Axelbaand over Skuldrene, og paa Gulvet 
derinde ſtod Kiſten. Ogſaa med dem delte Rig Leje: 
i tre Netter blev han hos dem, faa vandrede han videre 
ad de grønne Veje. Men da der var gaaet ni Maa⸗ 
neder, fødte Kvinden et Drengebarn; fager var han at 


vandrede videre, til 


398 


je til, med lyſt Haar og rode Kinder og Glans i Ojet, 
og de ſvobte ham i Lin og kaldte ham Karl. Han 


trivedes og voxede vel; faa tog han til at teemme Orne, || 


ſmede Plov, tomre Hus og bygge Lader, lave Vogne 
og ploje Markerne. Saa aged de en Kvinde til Gaards; 
af Gedeſkind var hendes Kjortel, og Nøgler hang ved 


hendes Bælte; med hende vexled Karl Ringe, de bleve | 


gifte og bygged Bo ſom Mand og Viv; Sonner og 
Dotre avled de, og fra dem lede alle Karle deres Wt. 
Men Rig vandrede videre, til han kom til en Sal, 
hvor Doren, ſom der var en Ring i, ſtod aaben. Han 
gik derind; Gulvet var ſtrget med Halm; Huſets Folk, 
Fader og Moder hed de, ſad ved Arnen, ſaa hinanden 


i Øjnene og legede med deres Fingre: Manden bøjede | 


Zræ til en Bue, ſnoede Streng dertil og ffjæftede Pile, 
og Kvinden ſyslede med ſine Arme, glattede Linet, ſtivede 
Aoermerne og lavede Sættet tilrette; blaa var hendes 
Kjortel; ſidt var Slabet, og Solje bar hun paa Bryſtet, 
der var hvidt ſom Sne, lyſe vare hendes Bryn. Rig 
ſatte ſig hos dem, og Husfruen bredte Dug og ſatte 


frem for Gjæften tynde, hvide Leve af Hvede, Solver⸗ 


fade med ſtegte Fugle og andre Herreretter, Vin i 
prægtige Kander og Begre, og Dagen gled ſaa ſagtelig, 
imens de drak og talte. J trende Netter blev han hos 
dem og delte deres Leje, ſaa vandrede han videre ad 
de grønne Veje. Men ni Maaneder efter fødte Moder 
en dejlig Dreng med gule Lokker og rode Kinder og 
med Øjne faa hvasſe ſom to Ormeunger. De kaldte 
ham Jarl; i Silke blev han ſpobt, og jaa voxede han 
op i Hallen, lærte at bruge Skjold'og Sværd og Spyd, 
at bøje Buer, ſno Strenge og ffjæfte Pile, at tumle 
Gangeren og ſpomme ſom Fiſken. Saar kom Rig atter 
did; han lærte ham Runer, kjendte ham for ſin Son 
og gav ham fit Navn og bod ham vinde fine Arvelande, 
de gamle Bygder. Og Jarl red over de vaade Fjelde, 
til han naaede Fjendernes Hal, da ſporede han fin 
Ganger og brugte fit Sværd, yppede Kamp og fældede 
Val, faa Jorden rodmede derved, kjcmpede og vandt 
Land. Saa raadede han da for atten Gaarde, og nit 
delte han gode Gaver ud blandt fine Mænd, rode Ringe 
og gode Gangere, Guld og Gods fik Hirden i Eje. 
Saa foer de ad de vaade Veje til Herſens Hal. Erna 
hed hans Datter, flank om Midje, fager og fin; hende 
feſted de til Jarlen og forte hende hjem ſom hans 
Brud; i Glæde leved de ſammen og oged Wtten. J 
Fryd og Gammen vorede Jarleſonnerne op; de legte 
Tavl og ſvam i Havet, gved Vaabenfcerd og alſkens 
mandig Idrat; men ypperſt af dem var den yngſte, 
ſom hed Kon, han kjendte Runer og var ſaa kyndig i 
dem, at han vandt Sejr over Rig Jarl i den Idret; 
ogſaa i meget andet var han viis, ſaaſom i at ſkjonne 
Fuglenes Maal. En Dag ſom han red i Skoven og 
jagede Fugle, horte han en Krage fvæde; den bebrejdede 
ham, at han ſpildte fin Tid med ſaadant Tant; bedre 
var det, ſagde den, om han ſporede ſin Ganger og red 


did, hvor han kunde ſvinge Sværdet og fælde Mænd. 
„Dan og Danp“, vedblev den, „har herlige Haller og 
bedre Lande end I; de forſtaa at ride over Havet paa 
Kjolen, at prove Sværd og at hugge Vunder — — , 
| Her bryder det gamle Kvad af; hvad det videre 
har fortalt, ev tabt, men ſaa meget kunne vi dog flutte 
os til af det Navn, Jarleſonnen bærer, Kon, hvortil 
ſtadig føjes Ordet ung, at han blev den forſte Konge. 


Lidt om Hobjergning i horge. 


„Husvennen“ havde i et af fine forſte Numre lidt 
om Maaden at behandle Kornet paa i hele Norden i 
Hoſttiden, hvorimod jeg ikke fan noget om Hoet, ſom 
dog avles i rigt Maal over noeſten hele Norge og ſom 
jeg har været Vidne til Behandlingen af under mit 
Ophold deroppe. 

Det var morſomt at ſe Mandfolkene i Færd med 
at ſlaa Sø. De havde meget lette og ſmaa Leer, ſom 
de flog raff om fig med. Bag paa deres Ryg hængte 
en lille Bøtte, hvori var Vand, og deri havde de en 
lang Slibeſten, ſom de brugte til at flibe eller hvcesſe 
Leen med. Hvergang de ſlog et Hug med Leen, gav 
Botten dem et Daſk i Ryggen. 

En Del Kvinder var i Færd med at hænge Hoet 

op paa Stenge for at vejres. Der var ſtukket nogle 
Stager ned i Jorden. J disſes Sider var indſtukket 
4 Pinde med godt et Kvarter mellem hver, og paa 
disſe Pinde eller Kroge var lagt Lægter langs ad 
Agerne. 
; Forſt blev Søet lagt paa nederſte Lægte og ſiden 
opad, for pan den Maade at blive ſol⸗ og vindtorre, 
og der bliver det hængende til det er færdigt at hjem⸗ 
kjore. Vi kommer jo nemmere fra det her i Danmark 
med at gjøre vort Gres til Ho. Men oppe 1 Norge 
er man paa flere Steder nødt til at gjøre fig al denne 
Umage med det, da det ellers vilde blive ødelagt. 
Adſkillige Grœsmarker lige jaa lune i Dalene mellem 
Fjeldene og i Skove, at Hoet ikke kan vejres ved at 
ligge paa Jorden. Det er ſnurrigt ſaaledes i Afſtand 
at fe de lange hængende Rader Hø. 

Morſomt var det at ſe Folk i deres lette Dragter, 
iſcer Kvindfolkene, ſom kun havde et hvidt Klæde over 
Hovedet, Linnedſtykke og en kort Kjole fra Bælteftedet 
og nedad, ſamt Skoene. Det var hele Dragten. Jeg 
talte med dem om, at jeg ſyntes, det var temmelig lidt 
Klæder, de havde paa, og de ſpurgte mig da ud om, 
hvordan de danſke Piger flædte fig, naar de gik til 


undrede de ſig over, at de kunde rore ſig til nogen 
Ting, naar de ſaaledes fnørede fig til og pakkede fig 
ind om Sommeren. Det er nu rigtignok ogſaa meget 


Arbejde. Da jeg faa havde gjordt dem Rede for a, 


399 


hedere om Sommeren deroppe omkring Mjoſen, end det 
er hernede i Danmark, hvor Soluftningen har fri 


Adgang over de aabne, flade Sletter, 


Det fer godt ud, naar man noget borte fra jer 
en Flok Arbeidsfolk i de lette, ffinnende, hvide Klæder. 
Støj og Latter mærkes der ikke meget til af Folkene 
ved deres Sysſel, ſom man fan ofte hører herhjemme 
hvor der er flere ſamlede. Kun hvor der er en Del 
Piger, kan der ffjæmtes lidt, 

fj. K. A. Hovmoller. 


Legetojs⸗Lars. 
Husflidshiſtorie af Bertrand. 

Der var i hele Byen ikke et Barn, uden at det jo kjendte 
Lars. Naar han kom gagende hen ad Gaden tilraabte Bornene 
ham deres „God Dag“, og ilede ham imode; ja felv den Allers 
mindſte, ſom var narved at lobe fra ſine Ben for at vinde 
med, tiljublede ham ſit „Doda as“. 

Naar de faa kom hen til ham, Havde han altid noget 
Morſomt at ſige, eller ogſaa ſkulde han have Et eller Andet at 
vide, ſom de alleſammen vilde oplyſe ham om. 

„Men“, vil Laſeren nok ſporge, „hvem var da denne Lars, 
ſom ſaaledes forſtod at være Ven med Børnene? og Svaret 
lyder fort og godt, at det var ham, der ejede det alleryderſte 
Hus i Byen. 

Det var et Hus ſom alle andre Huſe med en Skorſten og 
to Dore ſamt Blomſterpotter i Vinduerne; men naar man faa 
tittede over det fave Havegjarde, blev man uvilkaarlig ſtagende 
ſtille et Sjeblik; thi der inde ſtod Alt i den netteſte Orden. 
Kjokkenurterne vare fri for Ukrud, og Gangene renſede for 
Græs, og henne foran Huſet prangede Blomſter i alle Farver 
og ſendte deres Vellugt helt ud paa Vejen. Bag ved Haven 
fandtes en lille Jordlod, ſom horte til Huſet, og hvorpaa en 
Ko gresſede. Det Hele bar Prog af, at Beboerne derinde 
forte et lykkeligt Liv og havde deres tarvelige, men nodterftige 
Udkomme. i 

Lars var en raff og munter Mand paa henved fyrgetyve 
Aar, hans Kone var lidt yngre, og jaa havde de en lille Son 
ban omtrent ſyv Aar, ſom ogſaa hed Lars; men for nu, paa 
Grund af Navnet, ikke at forvexle Fader med Son, blev denne 
altid kaldt „Lars omme ved Larſes;“ det var vel et langt Navn, 
men han var ogſaa født faa en af Aarets lengſte Dage. 

Her have vi altſaa hele Familien; thi ſkjondt Hunden og 
Katten ogſaa helſt vilde regnes med, vare de dog kun at betragte 
ſom Tjenere. 

Der fandt et kjarligt Forhold Sted i denne lille Familie, 
og de hjalp hinanden troligt med at holde Savn og Nod fra 
Doren. Det handtes ofte, at Lars gik paa Arbejde; men naar 
han var borte, pasſede Konen Forretningerne hjemme. Man 
ſkulde ſaaledes tro, at Familien maatte være fuldkommen lykkelig; 
men ogſag til dette lille Paradis havde Slangen forſtaget at 
bane ſig Vej. 

Undertiden kunde det ſte, at Lars faa aldeles hengav fig til 
Drik, at han var helt ude af Stand til at foretage ſig Noget. 
At Arbejdet hjemme derved blev forſomt var dog ikke det Varſte; 


men naar hau ſom ofteſt havde ſammenſparet nogle Penge, der 
ſkulde bruges til et eller andet Nodvendigt, fatte han dem paa 
denne Maade overſtyr uden at tanke paa Folgerne. z 

Til faadanne Tider havde hans Kone ingen Indflydelſe 
paa ham, og naar han ſaaledes gik og ſpirede, var han lige- 
gyldig for Alt uudtagen for at faa noget at drikke, ligeſom 
han, naar denne Svaghed kom over ham, naſten aldrig var 
ædru. Desuden var det en let Sag for ham at fan Brandevin, 
ſelv om han ikke ſtrax kunde betale; thi Vedkommende vidſte fig 
ſikker for fine Penge, naar han atter tog ſig ſammen og holdt 
op med fit Svireri, ſom ſieldent varede lengere end en Uge ad 
Gangen. 

Han drev det dog aldrig fan vidt, at han derved udſatte 
ſin Familie for at lide Nod, men deres Omſtendigheder kunde 
dog heller ikke forbedres. Hans Kone var meget bedrovet 


derover; men hun viſte ſig ſtedſe mild og overberende mod ham, 


og naar han, efter at han atter var bleven edru, inderlig fortrød 
fin Haudlemaade og bad hende om Tilgivelſe, ſaa kunde hun 
ikke Andet, end lade Alt være glemt. 

Lille Lars ſpurgte undertiden Moderen om, hvad hans 
Fader fejlede, og hun gav ham altid det ſamme Svar: „Stakkels 
Fader, han er ſyg!“ og naar Nogen fan ſpurgte ham om, 
hvordan de havde det hjemme, gav han dem ganſke troſkyldig 
det ſamme Svar, ſom han havde faaet af Moderen, og dermed 
lod man fig altid nøje; thi faa vidſte jo Enhver Beſked. 

Selv Bornene i Byen troede paa lille Larſes Forklaring, 
at hans Fader virkelig var ſyg, hvorfor man ſjeldent faa dem 
gjøre Nar af ham, naar han i en temmelig beruſet Tilſtand 
kom gagende hen ad Gaden, tvertimod ſtode de ſtille og fane 
forundrede efter ham; thi der manglede dem Noget, naar han 
ſaaledes gik dem ſtiltiende forbi. 

Kun ſjeldent talede Folk til ham om denne hans Svaghed; 


thi de vidſte, hvor ondt det gjorde ham blot at tenke derpaa, 


vel ogſaa fordi han var almindelig afholdt i hans gode Dage. 
En Aften, da ſaaledes hans onde Aand havde faaet Herres 
dømme over ham, fom han gaaende op ad Gaden hen mod fit 
Hiem. Det var faa merkt, at man knapt kunde ſe en Haand 
for ſig, og ſom han nu med uſikker Gang liſtede ſig fremad i 
en aldeles beruſet Tilſtand, faldt han over en Stendynge, ſom 
laa ved Siden af Vejen. 

Helt fortumlet af Faldet faa han rolig et Ojeblik, men 
kom dog atter til ſig ſelv ved en ſmertelig Fornemmelſe i det 
ene Ben. Med Møje rejſte han fig op og manede med megen 
Anſtrengelſe fit Hus. Hans Kone, ſom horte ham komme, gik 
hen for at aabne Doren; men idet han traadte ind, undſlap 
hende et dæmpet Skrig; thi ſaaledes havde hun aldrig før ſet 
ham fomme. 

I Faldet havde han ſtrammet SGænder og Anſigt tilblods, 
hvorfor den Tanke paakom hende, at han havde været oppe at 
ſlaas. Han fatte fig ned paa en Stol og fandt ſig taalmodig i, 
at hun vafkede ham, hvorpaa hun fif ham bragt tilſengs. Vel 
klagede han over Smerter i det ene Kno, men da det tilſyne⸗ 
ladende ikke havde taget Skade, mente hun, at Smerten hidrorte 
alene fra Stødet, hvorfor hun ikke tænkte paa at gjøre Noget 
derved. 

Den følgende Morgen var Kncet ſterk opſmulmet, og det 
voldte ham ſtor Smerte at ftøtte paa Benet. Hans Kone blev 
noget engſtelig og lob hen til en Mand i Byen, ſom gav fig 
af med at fætte Lemmer i Led og kurere Lignende udvortes 
Skade. Han fulgte ſtrax med hende, og da han fane Knæet, 
badede han det i koldt Band og lod lægge et Omſlag paa, der 
ſkulde tage Havelſen bort, hvorpaa han erklærede, at der ingen 
Fare var paa Farde. 


— beholde ham hjemme 


„„ 


Saaledes gik nu nogle Dage. Hans Kone plejede ham 
med al mulig Smhed og følte fig naſten glad ved at kunne 
Havelſen ſvandt vel bort, men endnu 
var han ikke iſtand til at ſtotte paa Benet. Da overtalte hun 
ham til, at de ſkulde lade Legen hente; thi hun havde ingen 
Tiltro til den anden Mand. i 5 

Legen kom; men da han hapde underſogt Kncet, erklærede 
han, idet han ryſtede paa Hovedet, at Knaſkallen var flaget itu, 
og at det var et meget vanffeligt Tilfælde. Han forordnede nu 
de nodvendige Lægemidler og paalagde ham at forholde fig rolig 
i Sengen i nogen Tid. 5 

Her laa han nu og havde kun fine Tanker at beſtjeftige fig 
med; men tiltrods for ſit i Reglen muntre Sind, kunde han 
dog ikke bortjage de mørke Tanker, der ſtrommede ind paa ham, 
og han gjorde ſig haarde Bebrejdelſer for al den Ulykke og 
Sorg, han førte over fin Familie. 

Hans Kone var meget bekymret for, at han ikke helt fulde 
komme ſig igjen, dog viſte hun ſig altid tilfreds og kjerlig, og 
ſogte at opmuntre ham; men dette bragte ham endnu mere til 
at føle. fin Uret. 

Endelig kom han ſaavidt, at han kunde ſidde oppe; men 
havde det været kedeligt og trættende at ligge i Sengen, faa 
blev Tiden ham endnu lengere ved ſaaledes at ſidde uden nogen 
Beſkjaftigelſe; tillige fod Legen fig marke med, at han aldrig 
vilde fan fin Forlighed igjen, og han blev urolig i Sindet ved 
at tenke paa, at han for Fremtiden ſkulde gaa omkring ved en 
Stok; thi i ſaadan en Tilſtand vilde det være umuligt for 
ham at ernære fin Familie. ; 

Hans Kone ſogte pan forſtjellig Maade at give ham Noget 
at beſtille, uden at det dog rigtig tilfredsſtillede ham; men nu 
traadte lille Lars til ſom den, der bragte Trøft baade nu og i 
de kommende Dage. LADE 

Faderen. holdt meget af at have lille Lars inde hos fig; 


dog ret lange kunde den af Naturen livlige Dreng ikke finde ſig 


tilfreds med det ſnevre Rum indenfor de fire Vægge, derfor 


maatte han fe at finde paa Noget, der kunde fengſle Sennen 
til ham. Han fortalte da Hiſtorier for ham; men hvorvel lille 
Lars var en opmerkſom Tilhører, faa blev dog Enden den, at 
naar Hiſtorien var ude, var Lars "fort efter ogfan ude at tage 


ſig en Dyſt paa Gader. 


Men nu fandt han paa et andet Raad. Han prøvede paa, 
om han ikke kunde lave noget Legetøj af Træ for dermed at 
more fin Sen. Vel var han ikke ſtrax nogen Meſter dertil, 
men det gik dog taaleligt, ligeſom Lars ogſaa fandt ſtor For⸗ 
nojelſe ved at ſidde og fe paa Faderen, og hvor glad blev denne 
ikke, naar han faa Sønnens gladeſtraalende Anſigt ved at mod— 
tage disſe Smaating. 

Han havde nu lavet forſtjellige Gjenſtande, og længe varede 
det ikke, for Børnene i Byen bleve opmerkſomme derpaa, og 
ſnart fik han rigtig travlt med at tilfredsſtille Alles Fordringer, 
ligeſom det ogſaa blev ham et indbringende Arbejde, da Bor- 
nenes Forældre ved enhver Lejlighed vifte ham Velrillie, ikke 
ſom en Gave, men ſom Noget, han kunde gjøre Fordring paa. 

Det var ham til ſtor Opmuntring, at han ſaaledes atter 
kunde ſamle Bernene om fig, og ſtjondt det navnlig var Dren⸗ 


1 


gene, han tog fig af, faa glemte han dog heller ikke Pigerne, 
dog her viſte Sonnen ſig ſnart ſom ſin Faders Meſter. 


Ved ſtadig at gaa og fe pan Faderen fil Lars Lyſt til at 
prøve paa, om han ikke ogſaa kunde lave Noget. J Begyndelſen 
maatte Faderen vel hjælpe ham af og til; men fan gjorde Lars 
Gjengjeld ved altid at finde paa noget Nyt. Iſcr var det 
Pigerne han tenkte pan, han lavede Mobler til deres Dukke⸗ 
ſtuer og lignende, og ſkjondt han ikke, naar han havde lavet 
noget rigtig Smukt, gav det til den Forſte den Bedſte, fan var 
han dog alligevel alle Pigernes Ven. 2 

Der var nu bleven et helt Legetejsvarkſted, og da hans 
Ben var kommen fig faa vidt, at han kunde taale det, ind⸗ 
rettede han fig et rigtig Voerkſted ude, og han blev fnart almin⸗ 
delig bekjendt under Navnet Legetejs-Lars. Desuden indſkrenkede 
hans Arbejde fig heller ikke lengere til Byens Morfkab; men 
navnlig til Jul forſynede han Kjobmendene inde i Byen med 
allehaande Legetøj. hvilket han fif vigtig godt betalt, 

Skjondt lille Lars var meget flittig til at hjælpe fin Fader, 
jaa glemte han dog ikke Legepladſen. Han havde ved fin Fader 
faaet en vis Anſeelſe blandt Byens Børn og var altid deres 
Anforer, hvor det gif luftigt til, ja ſelb i Skolen kunde han, 
navnlig ved den Hjælp han fil af fin Fader, maale ſig med 
Enhver. 

Der var nu ſaaledes en Del Aar forløbne. Faderen havde 
ſiden fit Uheld helt overvunden ſin tidligere Svaghed, ja ikke 
en eneſte Gang ſiden havde man ſet ham beruſet, og Lars var 
bleven en ſtor Dreng, der allerede gik til Konfirmation. Selve 
Konfirmationsdagen var en ſand Feſtdag for den lille Familie. 
Forældre og Son fulgtes ad til Kirken og bleve hilſte med 
Venlighed af den allerede forſamlede Menighed; tilſidſt kom 
Praſten, og den højtidelige Handling tog fin Begyndelſe 

Under Loftets Aflaggelſe henvendte Praſten ſig ſarlig til 
Lars i nogle ſimple men hjertelige Ord, og den hele Menighed, 
men iſer de lykkelige Forældre vare dybt rorte. 

Hen paa Eftermiddagen modtog Lars flere betydelige Gaver 
fra fine Skole⸗ og Legekammerater, ligeſom Familien i det Hele 
taget ikke blev glemt af Forældrene. Det var en ſand Feſt i 
det lille Hus, og Forældrene takkede inderlig Herren, der havde 
viſt dem fin ſtore Naade i Prevelſens Tid. 


Efter. fin Konfirmation kom Lars i Snedkerlare, og det 


vifte fig ſnart, hvilken Nytte han havde havt af ſaaledes at gaa 
og ſnitte hjemme; thi han var nem til at lere, og Alt hvad 
han lavede bar Spor af en vis Nethed, og han viſte derved en 
udviklet Skjonhedsſans, faa han blev tidlig en Meſter i fit Fag. 
Men ſtjendt han har det rigtig godt ude blandt. Fremmede, faa 
har han. dog ikke glemt fit Barndomshjem, men beføger det, 
jaa ofte der gives Lejlighed. 

Den gamle Lars og hans Kone lever endnu i deres nette 
lille Hus i Udfanten af Byen, og han er endnu den ſamme 
muntre Mand, der altid nynner ved ſit Arbejde. Ofte faar han 
Beſog af Byens gamle Mænd, der ikke kunne undvære ham; 
men jævnlig ffal om at have en Pasſiar med ham. Han ſidder 
i jævn Velſtand, og naar han engang gaar bort, vil han blive 
ſavnet, ſaavel af Unge ſom af Gamle, og Mange ville da forſt 
rigtig faa Øjnene op for hans ſande Verdi. 


* 


æ 


Susvennen udkommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. 
Fjerdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos 
Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kisbmagergade 56, Kjøbenhavn. 


Trykt hos J. H. Schultz. 


Ut AV N SKE N ER 
| 9 D : SÅS 18 Wa 
5 DS ENS 1 cd er GES D 


— 


U 
il 


— 
NS 
— 


== 


5 


n 
I 


1 9 
2 N 10 
ne N PSA øn al s 
v Billedblad for Mlenigmand, 
for Slorfhabslæsning, Oplysning og Husflid: 


Adginet af 
N. C. Ro m. 


ASS 


— 
5 

SSF EST 
SS 

* 1110 

8 
O 


Nr. 52. 27. September 1874. 


— === 


Indhold. Kaninhold, af R. Nielſen. — Egetraet, med 2 Billeder. — Oxebremſen. — Husvennens Indbinding. 


Kaninhold. 


J „Husvennen“ Nr. 48 læfte jeg en Beretning om 
Kaninernes Behandling, ſom jeg er bange for ſkal af⸗ 
ſkrakke Folk noget fra at tage fat paa Kaninavlen, da 
de fleſte viſt vil ſynes, at det er for vidtloftigt, navnlig 
for Smaafolk. Det er ikke min Mening, at jeg vil 
giendrive noget af det, der er ſkrevet i den Anledning, 
jeg vil kun fortælle, hvorledes jeg behandler mine 
Kaniner. Vel er det ikke lang Erfaring, jeg har, men 
Noget er dog bedre end Intet. Efter „Husvennen“ i 
Februar, forſkrev jeg to Par franſte Harekaniner hos 
Foreningen for Kaninavlens Fremme. De 
koſtede 24 Rd. 2 Mk., og jeg modtog dem den 27de 
Maj, men den ene Hun dode Dagen efter. J den 
forlobne Tid har jeg behandlet dem paa folgende Maade: 
Jeg kjobte en Pakkasſe, ſom var 2 Alen lang, 17/4 
Alen høj og 11/4 Alen bred, deri ſatte jeg det ene Par, 
lagde et Dekke over af Spiler og ſorgede for, at der 
blev tilſtrekkelig friſt Lufttrek i Huſet, hvor Kasſen 
ſtod. Foderet har været udelukkende Grønt: Kløver, 
Kruskaal, Lovetand, Melde og andre Ukrudsplanter, og, 
ſiden mine Rodfrugter ere blevne ſtore, desuden Gule⸗ 
rodstop. De æde gjerne Kartoffelſkrelling og andet 
Kjokkenaffald. Friſk Vand fif de ogſaa hver Dag, men 
da Hunnen fif Unger, gav jeg hende Malk iſtedet, og 
hun kunde drikke over en Pot hver Dag, men hun 
havde da ogſaa 11 Unger, der trivedes godt alleſammen 
og gik hos Moderen til de vare 3—4 Uger. Nu leve 
de ligeſom de gamle ved Gronklover, Kaal og Rodfrugts⸗ 
top. Kasſerne har leg renſet hver Morgen, førend jeg 
fodrede, og ftrøet Bunden med ført Smaahalm, og paa 
den Maade har Kaninerne været friffe og livlige, faa 
det har været en Lyſt. Der ſtod i „Husvennen“, at 
de ſkulde fodres til beſtemte Tider; det har jeg ikke 
overholdt. Hver Gang, jeg har været i Marken, har 


jeg taget en Haandfuld Grønt med hjem og givet dem, 


og Børnene har plukket baade Hender og Lommer 
fulde og givet dem, naar deres Tid har ſagt til. 
Heller ikke tror jeg, at vandt Foder er giftig for 
Kaninerne, for mine have faaet vaadt og tort, ligeſom 
Vejret har været. 

Til Slut vil jeg opfordre mine Standsfeller til 


ä—— 


at tage driſtig fat paa Kaninavlen, da jeg tror, at 
Smaafolk vil faa den meſte Nytte af dem. Mens jeg 
var i mit fattige, men kjcerlige Hjem ſom Barn, ſpiſte 
jeg tidt Salt til Kartofler, og det ſmagte godt, for jeg 
var ſulten, og „Sult er en god Urt paa Mad“, men 
jeg tvivler ikke om, at hvis jeg havde faaet et Stykke 
Kjod til, jaa havde det viſt ſmagt nok jaa godt. Vi 
ſkal nu ikke bilde os ind, at vi nu herefter kal til at 


bo i et Slaraffenland, hvor Alting flyver os i Munden, 


nej, vi ſkal ſoge al den Oplysning, vi kan, udvikle og 
anſpende de Kræfter, vi har, jaa ſkal vor Stand nok 
hævdes blandt vore Medborgere. 

Gylling Mark ved Horſens i September. 


Rasmus Kielſen. 
Husmand. 


Egetræet. 

Det, der i vore Dage iſcer giver Danmarks Skove 
deres færegne og for os hjemlige Prœg, er Bøgetræerne; 
det har dog ikke altid været ſaaledes, og for hundrede 
Aar tilbage, var Cgetræet det fremherſkende i danſke 
Skove. Bogen er egentlig en fremmed Indvandrer, 
ſom iſcer ſiden Skovenes Fredning i Begyndelſen af 
dette Aarhundrede, mere og mere har udbredt ſig, for 
en ſtor Del paa Cgtræets Bekoſtning; ved fin hurtige 
Vært, fin ſtorre Evne til at taale Skygge eller Over⸗ 
ffygning af andre Zræer, hvilfen ifær er fordeervelig 
for Egen, og ved den ſtorre Lethed hvormed Bogens 
Dpvært, ſom en Folge deraf, har kunnet danne Træer, 
er Egen mere og mere bleven fortrængt af vore Skove. 

Bøgetræets Pris er ſaa ofte, baade i Poeſi og 
Proſa bleven forkyndt, lad os derfor nu her ſtjenke 
Cgetræet en fort Betragtning. f 

Egetræet var i gamle Dage helliget Odin, og var 
et Sindbillede paa Styrke og Berommelſe; Egekrandſen 
traadte her i Norden iſtedetfor Sydens Laubeerkrands, 
ſom Belonning for berømmelige Gjerninger, ſaavel her 


ved fit Veds 


se 


ſom der, bleve Egeſkove hyppigt indviede til Steder for 
Gudsdyrkelſen. Egen var endog et af Gudernes hellige 
Træer. Selv her i Landet fandtes og findes endnu, 
enkelte hellige Cgetræer, hvortil valfartes af lettroende 
Folk, for at finde Lindring og Helbredelſe i forfkjellige 
Sygdomme. Et ſaadant helligt Egetre findes eller 
fandtes for faa Aar ſiden, i Dauerup Skov, mellem 
Kallundborg og Holbek; dets kloftede Stamme var 
aldeles glat af 
Slid, da Pa⸗ 


402 


og Mangel paa Sans for noget ophøjet og ærværdigt 
af den Art, har for en ſtor Del, baade her i Landet 
og i Udlandet, udryddet disſe levende Vidner til Folkenes 
og Landenes Skjabne. Antallet af ſtore og gamle Ege⸗ 


træer her i Landet er efter Vaupells de „danfke Skove“ 


ikke betydeligt, i det hojeſte nogle og Fyrretyve, af et 
Omfang af 18 Fod eller derover; Sjælland og Oerne 
have deraf den langt overvejende Del, Fyen og Jylland 
kun 7 til 8. 
Ved Jagers⸗ 


tienterne krob 
der igjennem, 
og fremdeles 
var Treet altid 
behængt med 
Pjalter, da 
Enhver lige⸗ 
ledes maatte 
efterlade noget 
af ſit Toj, naar 
Kuren fkulde 
hjcelpe; — et 
ſtcerkt Bevis 
paa Overtro, 
i vor, ſom vi 
ſaa gjerne ſige, 
oplyſte Tids⸗ 
alder. Ege⸗ 
træet har vun⸗ 
det Anſeelſe, 
lige ſaa meget 
ved ſin Stor⸗ 
relſe og den 
høje Alder, det 
kan opnaa, ſom 


ſtore Styrke og 
Brugbarhed. 

Et Blik paa 
et vel udviklet 
Egetræ, giver 
os ſtrax et Bil: 
lede af Styrke 
og Faſthed; 
Stammen er 
mere eller min⸗ 
dre ujevn, Gre⸗ 
nene ere ſed⸗ 
vanlig knudre⸗ 
de, Skuddene kortledede og faſte, Bladene morkegronne 
og af temmelig faſt Beſkaffenhed; Træets Hele har 
et viſt alvorligt, ſolidt Üdſeende; ogſaa Skjonhed, 
om end af en mere alvorlig Art, mangler dog Cgetræet 
ikke. Overalt i Nord⸗ og Mellemevropas Skove, findes 
Egetræer af en temmelig betydelig Storrelſe og Alder; 


En gammel Eeg. 


der fandtes tidligere endnu mange flere, men Haveſyge 


pris findes tre, 
hvilke maalte 
i Bruyſthojde 
have et Om⸗ 
fang af mellem 
26 og 42 Fod, 
den ſtorſte af 
disſe, den ſaa⸗ 
kaldte „Konge⸗ 
eg“, er aldeles 
gul og nær fin 
Undergang. 
Ved Esrom⸗ 
kloſter findes 
ligeledes tre, 
mellem 20 og 
24 Fod i Om⸗ 
fang. Ved 
Klampenborg 
ogi Dyrehaven 
findes flere, 
af et Omfang 
mellem 18 og 
24 Fod, for⸗ 
uden en Del af 
næften ſamme 
Storrelſe; en 
Eg ved Eremi⸗ 
tagen af 19 od 
og 5 Tommers 
Omfang, for⸗ 
tjener ifær at 
nævnes, paa 
Grund af fin 
ſmukke Form. 
Sorø Skove 
have flere gam⸗ 
le Ege mellem 
f 18 og 29 Fods 
Omfang, ja endog en af et Omfang af c. 40 
Fod, hvis knudrede og uregelmæafige Overflade, 
dog umuliggjor en nøjagtig Maaling. Ved Gun⸗ 
derslovholm findes en Eg af c. 31 Fods Om⸗ 
fang. Laaland, der er rigere paa Egeſkove end nogen 
anden Del af Danmark, har ogſaa forholdsvis ikke 
faa gamle og ſtore Cgetræer, af et Omfang mellem 


18 og 35 Fod. Fyen har derimod kun ganffe enkelte 
af 20 til 30 Fods Omfang. J Gyllingnesſkov ved 
Horſens, fandtes tidligere nogle af Landets ſtorſte Ege⸗ 


træer; en Stub der findes der, maaler c. 40 Fod i 


Omkreds; Træet ſkal være fældet for c. 30 Aar ſiden, 
og indeholdt c. 25 Favne Brænde. Af danſke 
Egetrcer ſkal endnu. kun nævnes, den bekjendte Niels 
Ebbeſens Eg ved Norreris, ſom dog kun har c. 18 Fod 
i Omfang; ſom et levende Vidne om den Mand, der 
ved en driſtig Gjerning knakkede Tydſkernes Overmod 
og befriede fit Fædreland, vil dette Træ ſtedſe blive 
hæbret af Nutid og Fremtid, ſom det har været hædret 
af Fortiden. Det er friſkt og kraftigt, og vil endnu i 
Aarhundrede hæve fin Krone mod Himlen. Ifolge 
Maalinger af de omtalte Ggetræer, og derefter anſtillede 
Beregninger, med Henſyn til Alderen, kan det næppe 


ſerlig Sævd over disſe ærværdige Oldinge; enkelte deraf 
anſlaas til en Alder af 1500 til 2000 Aar. 

Hosſtagende Tegning viſer maaſke den ſtorſte af 
disſe gamle ærværdige engelſke Træer, Egen Cowthorpe 
i Wetherby, der allerede for 5—600 Aar ſiden var 
hiſtoriſt bekjendt. Om denne bekjendte Eg ſamles til 
visſe Tider Egnens Ungdom til Dans og Lyſtighed. 
Den gamle Gubbe ſer ned paa dem, det ene Aarhundrede 
ſom det andet, fe ny Slægter fremſtaa, medens de gamle 
ældes og de, jer Slægt paa Slægt forſvinde, medens 
den ſelv bliver ftaaende; gronnende og kraftig hæver 
den ſin Krone ſom for Tuſinde Aar ſiden. Kun tynge 
de mange Aarhundreder noget paa dens mægtige Grene, 
ſom man har maattet ftøtte ved Stolper, ſom Billedet 
viſer. Denne Kæmpe maaler nu omtrent 40 Fod i 


4 


403 


Omkreds, lidt ovenfor Jorden. Evropas ſtorſte Eg findes 
dog i Frankrig, i Departementet Charente inferieure; 
den har nærved Jorden et Gjennemſnit af 25 Fod 
8½ Tomme og fem Fod højere oppe endnu 21½ Fod, 
den er hul og et Vaerelſe er indrettet i Hulheden, med 
en Beenk udhugget rundt i Træet; dets Alder anſlaas 
til 1800-2000 Aar. i 

C. C. u. 


Orebræmſen. 


(Oestrus bovis. Linn.). 


Denne Breemſe ligner den lille Humlebi, der har 
ſin Rede i Engene; den er dog lidt mindre end denne, 
men Farvetegningen er omtrent ens, nemlig to ſorte 


antages, at Baand, 
nogen af vo⸗ hvoraf det ' 
re Ege er ene gaar 
meget over tversover 
1000 Aar, Ryggen, det 
men de fleſte andet midt 
af de omtalte over Bag⸗ 
Trœer mel⸗ kroppen; Re⸗ 
lem 5 til 800 ſten af Krop⸗ 
Aar gamle. pen er beſat 
Sverrig, med gule 
fornemmelig Haar. In⸗ 
Skaane, tæl- ſektets Leng⸗ 
ler ikke faa de er om⸗ 
ſtore Ege af trent en halv 
et Omfang Tomme. Det 
indtil 36 — er denne 
38 Fod. Eng⸗ Breemſe, der 
and har bringer Kvæ- 
temmelig get til at 
mange ſtore bisſe, idet 
Egetrœer den forfolger 
mellem 20 og Dyrene for 
40 Fod, og Egen Cowthorpe i Wetherby. at lægge fine 
der holdes Ag paa 


Ryggen af den. Den flyver med en ejendommelig 
ſurrende Lyd, og det er ved at høre denne, at Krea⸗ 
turerne jætte Halen i Vejret, brøle og ſpringe afſted 
ſom vilde Dyr, ofte lige ud i Vandet, hvis ſaadant 
findes i Nærheden, da de her føle fig fibre. g 
Man er ikke ganſke paa det rene med, enten 
Bræmjen blot lægger Wggene paa Kreaturets Haar 
eller Hud, jaa at den lille Larve, naar den kommer 
frem, ſelv borer fig ned i Huden, eller om Bremſen 
gjennemborer Huden idet den lægger Wgget. Den er 
nemlig forſynet med et Læggebor af en ſaadan Skabning, 
at det kan anſes for vel ſkikket og beſtemt til at gjennem⸗ 
bore Huden paa Dyret til WÆggets Nedlægning. Det 
beſtaar nemlig, jet under Forſtorrelſesglas, af fire horn⸗ 
agtige Rør, det ene ſmalere end det andet, jan at de 


kunne glide ind i hinanden, ligeſom Rørene i en Kikkert. 
Det ſidſte fine Ror ender i fem ſmaa Spidſer, tre 
ftørre, krummede ſom Katteklser og to mindre der ere 
lige, men alle meget hvasſe i Enden. Denne merkelige, 
i Baglivet anbragte Braad, danner et Rør til Aeggenes 
Gjennemgang under Legningen. Deng Dannelſe, i 
Forbindelſe med Kvægets ſtore Frygt for Bræmſen, har 
man villet anføre ſom Bevis for, at Bræmjen virkelig 
under Wglægningen gjennemſtikker Huden og derved 
foraarſager Dyrene Smerte. Men man kan med lige 
ſaa ſtor Ret anſe den jæregent dannede Spids af 
Læggerøret beftemt til at faſtholde WÆgget indtil det er 
feſtet til Haarene ved Hielp af en klebrig Verdſke. 
Flere Grunde taler for denne Antagelſe, fremſat af 
anſete Videnſkabsmernd. Hvad Koernes Frygt for 
Brceemſen angaar, da beviſer den ikke at de blive ſtukne, 
idet Heſte⸗ og Faarebremſen vælfer en lignende Frygt 
hos disſe Dyr; men om disſe Arter ved man med 
Vished, at de ikke gjennembore Huden hos de nævnte 
Dyr. Det er ſikkerlig blot den ſurrende Lyd ved 
Bremſernes Flugt, der ffræmme Dyrene, idet deres 
Inſtinkt figer dem, at der er Fare pan Farde, ligeſom 
Klapperſlangens Raslen ſkremmer ethvert Dyr, der 
hører den. Alle ſtikkende Fluer ſe vi Koen idelig bortjage 
ved Hjælp af Halen. Det maatte blive umuligt for 
en Brœmſe at lægge 30—40 Wg pan Ryggen af en 
Ko uden at blive dræbt forinden ved Slagene af dens 
Hale, derſom Aglegningen hver Gang medførte Smerte, 
og Bræmfen udvælger ikke alene ſaadanne Steder, ſom 
Koen ikke kan naa med Halen. 

Larven lever under Dyrenes Hud i en ſakformet 
Üdvidelſe, der nøje er dannet efter dens Legeme, og 
ſom med en lille Aabning udad, ſtaar i Forbindelſe med 
den ydre Luft, for at Larven kan fan den fornødne 
Luft til Livets Vedligeholdelſe. Uden paa Huden viſer 
disſe Larveboliger ſig ſom runde Knuder, der blive 
ſtorre, efterſom Larverne voxe. Antallet af disſe Knuder 
paa hvert Dyr kan være højft forſtjelligt; under Tiden 
findes blot nogle fan, men i enkelte Zilfælde fan man 
finde 30—40, J Reglen ere de talrigeſt paa unge 
Dyr. Som ofteſt ſidde de langs Rygraden, men ſtundom 
ogſaa paa Laarene og Bovene. Larven ligger i den 
omtalte Sule med Hovedet indad og Bagenden vendt 
mod Aabningen, idet den nemlig har Aandehullerne i 
Bagkroppen. Her lever den i fit ſikre og lune Skjul, 
ikke af at gnave af Dyrenes Kjod, ſom Mange vel ville 
foreſtille fig, men af den Materie, der uafladelig ſamler 
ſig i Hulheden ved den beſtandige Pirren, Larven ved 
fin Nervarelſe foraarſager. Man kan ofte ſe Materien 
fremkomme faa rigelig, at den ſtorkner til en Ring om 

Aabningen. i 

Naar Larven er fuldvoren, er den omtrent en 
Tomme lang, og den laver fig til at flippe ud af fit 
Vinterleje i Dyrets Legeme. Den trykker nu Bagenden 
ſterkt mod Sakkens Aabning, hvorved denne efter 
Haanden udvider fig faa meget, at Ormen flipper ud; 


Trykt hos J. H. Schultz. 


404 


den falder da til Jorden og forvandles til en Puppe. 
Omtrent halvanden Maaned efter briſter Puppens 
haarde Hylſter, og den fuldt udviklede Bræmſe kryber 
ud for at nyde fit forte Liv og forplante fig. 

Det er ikke vanſkeligt at forſtaa, at Kvæget maa 
lide meget ved disſe Inſekter, der faa uforſkammet ſnylte 
fig frem i Livet paa Koernes Bekoſtning. Men det er 
rigtignok ogſaa paa Ejernes Bekoſtning, ſelb om Skaden 
er mindre let at blive opmerkſom paa medens Dyrene 
leve. Naar det derimod en Gang ſlagtes, faar man 
et mere haandgribeligt og i Øjne faldende Bevis for, at 
Bremſelarverne have tilfgiet En Tab og Skade. Man 
vil nemlig finde Dyrenes Hud fordærvet, ofte i en ikke 
ringe Grad, ved de Ar og Huller, der overalt betegner de 
Steder, hvor Larven har ligget. Naar denne forlader 
ſin Bolig under Huden, krymper ganſke viſt Hudſaaret 
ſammen og grov til. igjen; men Stedet vil altid ſenere 
viſe fig ſom et ſtorre eller mindre Ar, der danner et 
ſvagt og ſkort Punkt i Huden, hvorved denne bliver 
mindre værd: jo talrigere Sullerne have været. 

At formindſke disſe Bræmfers Antal i betydelig 
Grad kunde ikke være nogen ſynderlig vanffelig Sag, 
naar blot Enhver, der ejede Køer, vilde være medvirkende. 
Vi vide jo nu, at ingen Bræmje overlever Vinteren, 
men at de alle de om Efteraaret. Det er altſaa ene 
og alene Larverne, ſom Slægtens fortſatte Formerelſe 
er knyttet til. Intet var da lettere, end i Lobet af 
Vinteren at gjennemgaa ſin Beſctning og ødelægge 
alle de let opdagede Larver, enten ved at klemme dem 
ud og dræbe dem, eller ved at hælde nogle Draaber 
ætjende Vedſke, ſom Skedevand eller Saltſyre, ned i 
Sæffens Aabning, hvorved Larven ojeblikkelig vilde 
blive dræbt. Vilde man i enhver Stald i en Egn 
iagttage dette om Vinteren ved ethvert Dyr, der var 
paafort Larver, fan fkulde Breemſernes Antal om 
Sommeren ſnart ſvinde. J Holland bruger man at 
beſkytte de gode Malkekser med tykke Dakkener for at 
beſkytte dem mod Fuer og Bremſer, men hos os vilde 
det vel være mindre praktiſfk anvendeligt. Det ſamme 
kan ſiges om de forſkjellige Midler, man har ſogt at 
holde Inſekterne borte med, ved at indſmore Dyrene 
med Saften af frifke Hyldekviſte, af Hvidlog, med Tjære 
ojv. Det ovenfor nævnte Middel, at dræbe Larverne, 
vil i ethvert Tilfælde være det ſimpleſte og ſikreſte. 


Husvennens Indbinding. 


Husvennens Holdere ville ved forſte Aargangs Slutning 
med nærværende Nummer, ſom indeholder Titelblad og Indholds⸗ 
fortegnelſe, være i Beſiddelſe af en ſtor Bog, ſom ved at ind⸗ 
bindes, i mange Aar kan bevare fin Værdi, og med fit righoldige 


Hr, Bogbinder Haaſtrup, Badftuftræde Nr. 5 i &jøben- 
havn for 4 Mk. Bindet. 

Manglende enkelte Numre anfkaffes ſammeſteds, ſaavelſom 
giennem Boghandelen og hos Hovebkommisſioncren for 4 Sk. 
Numret og enkelte komplette Kvartaler for 2 Mk. 8 Sk., ſaavidt 
Forraad haves.
Internet Archive Audio

Featured

Top

Images

Featured

Top

Software

Featured

Top

Texts

Featured

Top

Video

Featured

Top

Mobile Apps

Browser Extensions

Archive-It Subscription

Save Page Now

Full text of "Husvennen 1873-74"

See other formats
